Bølgernes stilhed....

"Ah, godt det ikke blev værre" lo hun. Hun havde fået koltrolerret sig selv nu. Hun smilede let da hun mærkede at hun kom ned til hendes hals. Underligt følelse, men hun havde stadig den varme følelse, men også koldt. Hendre indre dyr var ikke noget grænsen endnu. Godt. Det skulle heller ikke være for vildt.

Seras kiggede op på Chan. "fryser du. hvis det er kan vi da godt lægge os til at sove?" smilte hun og lagde sig ned ved siden af hende og legede lidt med hendes hår imens hun smilte. *hvad mon hun tænker på* tænkte Seras selv og kiggede på Chan.

Hun rystede på hoved "Nej, fryser ikke" sagde hun mildt og krammede hende.
En brise løftede dynen så de fik dynen over sig.
Hun lukkede øjnene og krammede Sevic ind til sig og smilede.

Seras fik store øjne. "det der var bare for sejt" sagde hun grinene og krammede med. hun kiggede Chan i øjnene. "tænk lige over det her. det er præstens seng. han har alt muligt han ikke må lave for gud i sengen. og her ligger vi. to piger. halvnøgne i den samme seng og krammer hindanden. han ville vende sig i sin grav hvis han vidste det" sagde hun og grinte stille.

"Han sagde jeg skulle inviterre en modsat køn. Og nej hvor tog han fejl... Men måske. En dag, er der en dreng og ligger på din plads" sagde hun drilsk og så lidt dumt på hende "Halvnøgne, jeg er ikke spor nøgen ligesom dig. Har kjole på" rettede hun og lukkede igen øjnene.

"håber jeg ikke. drenge er modbydelige. og hvis du tænker på hvor meget du enlig havde på til at starte med. kan man da vel også sige du er halv nøgen. især hvis man ser det fra en præsts syns punkt" grinede hun og satte sig op ad puden.

Hun sukkede og så på himlen senge "Nej, der er en helt speciel dreng, som jeg mødte og ja, han boede jo lige der hvor jeg boede i Asien. Men han var noget specielt meneske. nu er han død" mumlede hun og lukkede øjnene *Ja, så langt tid.. Jeg vil aldrig glemme ham* tæntke hun

Seras kunne mærke på Chan at den dreng havde betydet meget. "hvordan døde han?" spurgte hun usikkert. hun var ikke helt sikker på at det var et godt emne at snakke om.

"Af min psygo mor, hun var jo lidt sindsyg. Tros alt var hun ninja snigemorder"
fortalte hun og sukkede lidt. "Både hende og min far var skam lidt helt gal i hoved. De nyd blod, død og skriget. Så jeg kan bedre forstår hvordan de begge to blev forelsket" mumlede hun

Seras krammede hende. hun kunne ikke vide hvordan det føltes at have den slags forældre. men hun mente statigvæk det var synd for Chan "så kan man da næsten kun sige det er godt du bor her nu. hvis du møder en kan de da ikke gøre det igen"

"hmmm" Var det eneste der kom ud af hendes mund.
Hun græd ikke, hun ville ikke græde, hvad skulle hun dog græder over
"Hvad med dig. Hvordan er dine forælder..?" spurgte hun

seras sattes ig ned igen og kiggede frem "jeg har aldrig kendt min far som sådan. min mor forlod mig i en meget ung alder. men det er som om min far altid har været der for mig. jeg ved ikke om det er rigtigt men på det sidste har jeg haft drømme om en vampyr der gennem hele midt liv har beskyttet mig. en kraftig vampyr. og hver gang jeg ser vampyresn ansigt. vågner jeg med tankerne om min far. den melodi jeg nynner hele tiden er det eneste jeg kan huske fra ham. at han lærte mig den hvis jeg skulle bevare roen"

"Hmm, aha" sagde hun og pludselig blev alt stille. Hun trak vejret tungt, sov hun mon, nej, hun sov i rævesøvn. Det vil siges, at hun lader som om hun sover. Men som der ser ud, ville man tro at hun sov. Hun tænkte ikke på noget, hun tænkte kun på sort, i sine tanker, løb hun rundt i mørke. Noget mørkt var omkring hendes øjne....

Seras kiggede uroligt på Chan og puffede til hende. "sover du?" *hvad mon hun laver. hun kan da ikke falde i søvn så hurtigt. kan hun?*

Da Sevic puffede hende prøvede hun at slappe helt af. Så det endte med at hendes hoved drejde mod væggen. Der skulle man tror hun sov tungt. Hendes tanker kørte stadig rundt om mørke. Lige pludselig standsede hun og så tomt ud mod den sorte verden. Hun smilede, et ondskabfuld smil. Tankerne snurrede rundt på hende

Seras lagde sig ned. hun var ikke helt sikker på hvor hun skulle sove henne så lagde sig i den anden side. måske var Chan vred på hende. det var i hvert fald umuligt at hun kunne sove. lidt ligesom nede ved havnen. hun lagde sig. trak dynen helt op og vente sig væk.

Hun hadet den tanke. Sort sort og atter sort. Hvorfor smilede hun pludselig ondt...? Hvorfor, hun sov jo ikke, eller gjorede hun. Hun sov da i rævesøvn. Nej vent. Hun åbnede øjnene og så sig om, entet mørke. Hun mærkede nogle får sveddråber gled ned langs hendes pande og ned. Hun sov jo ikke. Eller gjorede hun, hun så på Sevic, og opdaget hun sov på den anden side. Hun tænkte sig om, nej, hun sov da ikke, hun sov da i rævesøvn. Men hvordan kunne hun så være vågn. Som om hun lige havde fået et mareridt "Seras...." mumlede hun lidt og rejste sig.

Seras vendte sig om "ja?" spurgte hun med en en grødet stemme. hun var begyndt at falde lidt hen. men hun havde brugt tiden på at lede alle sine minder igennem for at finde minder om sin far. men det lykkedes aldrig. hun rejste sig halvt op ad puden så hun sad op og kiggede på Chan.

Hun tænkte sig om og spurgte "Har jeg sovet i langt tid eller..." spurgte hun.
Hun følte som om hun havde sovet i et år, så meget... Men hun sov da ikke.
Eller gjorede hun, hendes krop følte så træt, som om den har sovet.

"du har ikke sovet så længe. en 30 minutter vil jeg tro" *jeg var ellers sikker på hun ikke havde sovet* tænkte hun. "men jeg er ikke sikker. jeg har også selv sovet lidt. tror jeg" sagde hun og gabte en lille smule. hun var allerede lidt mere vågen. hun var vandt til at vågne hurtigt.

Hun nikkede, hun sov da i rævesøvn. Det vil siges at hun lod som om hun sov... Men nu føltes det som om hun har sovet i så mange timer, hendes krop var så udmattet. Af hvad.. *Sort.. Sort* tankerne kom igen. Hun faldt pludselig ned på sengen igen og havde nu lukket øjne. Tankerne kørte rundt igen. Hun løb i mørke. HUn havde et ondt smil. HUn rystede nu, og fik sveddråber som gled ned af hendes kind og ned til ørene.

Seras kravlede hen til Chan. hun så bekymret på hende "er du okay Chan?" hun satte sig ned ved siden af og agede stille hendes hoved og begyndte at nynne sin melodi.

Hun åbnede øjnene og stirret lige ind i hende. "Hvor langt tid har jeg sovet..." spurgte hun og virkede total forvirret. Hun så på Sevic og hendes øjne så helt sløvt og svagt ud *Hvor er hun dog smukt her fra* tæntke hun træt. Det var som om nogen styrrede hendes søvn rytme hele tiden. Og legede lidt med hende.

Seras kiggede på hende mens hun statig nynnede. hun agede hende og begyndte stille at nusse hendes hals og ansigt mens hun så kærligt på hende. *hun er så sød. så stærk og på punkter også sårbar* tænkte hun imens hun så på hende.

Hun prøvede at lade være med at lukke øjnene. Pludselig slog det hende ind. Hun så stift på loftet. Den lede.... Hendes far kaldede på hende. Hvorfor nu, det var derfor hendes tanker kun tænkte på mørke og sort. Men hun ville ikke, det er som regl en fælde. Men så lidt hopper hun ikke på den, for hun ved sgu da godt hendes far ikke ville havde ngoet med hende at gøre. Hun så på Sevic og tænkte på hvad hun skulle sige... "Hvor er din far henne" røg det ud af hende. HUn odpaget det slet ikke og så lidt bekymret ud om hun ville svare