Bølgernes stilhed....

"uhmm. jeg ved det ikke" svarede hun og ville enlig gerne selv vide det. "hvad med din far?" spurgte hunne og kom først i tanke om hvem han var. bagefter hun havde spurgt. *det kunne enlig være sjovt at møde ham. så længe han ikke gør mig noget* tænkte hun. hun agdede statig CHans ansigt. bare lidt langsommere.

"Han er i helved, der hvor han altid har været og tilhøre" hviskede hun og så på hende "Han arbejder sten sikker med de døde.. og sjælenene" mumlede hun

"hvordan har du det enlig med at du er den du er?" hun ville gerne vide hvordan hun mente med det. måske kunne det på en eller anden måde hjælpe hende i hendes egen situation.

Et smil kom frem "Jeg nyder mig job, som en demon med en le's job. Som sagt er jeg jo Pigen med leen. At føre de dødes sjæle over den flod, gøre mig glad. Jeg opbliver på en måde hvordan de døde havde det i sit liv. Self er det søgeligt at finde et dødt lig, men sjælen lever tros alt. Jeg er rimelig tilfreds med mit liv og job, men så er det det med personlighed" hun trak vejret lidt og så ned "jeg vil forandre mig. Jeg vil gøre min far stolt, jeg vil ikke være den rare person, hvorfor er jeg så blid som en engel, når jeg burde være hård som en demon" hviskede hun

Seras kunne ikke lade være med at grine lidt "man kan ikke lave om på hvem man er. tænk over det. hvis du ikke havde været sød. men derimod ond. ville du ikke have givet mig blod. ja du gjorde at der var en sjæl der ikke kom videre endnu. men tænk over det. ved at give mig dit blod. har du gjort at et monster lever viderere og kan give dig flere sjæle for selv at overleve. for det er det jeg blir nød til. at dræbe for at leve. så på længere sigt har du været ond mod menneskeheden ved at være sød mod en vampyr" hun nussede igen Chan ansigt og hun grinte statig lidt indeni.

hun så på hende og sukkede "jeg er ikke ond.. Nej.. De andre siger jeg er venlig mod folk når de dør. Jeg gøre dem en tjeneste. En demon med en le, skal nyde det og bare sejle med sjælen og håber på at den dumper i søen eller når hele vejen. Man taler grimt til sjælen. Men jeg. Jeg hjælper sjælen, og den døde. Når den døde er død, beroliger jeg den og tager den over Dødens flod, og snakker og trøster dem. Så den bliver glad for der hvor den sakl hen. Alle sammen kalder mig bare gud barn, fordi jeg er så venlig væsne" mumlede hun træt.

//skal logge, er træt. meget enda :P sees/

"hvis du spørg mig er det da også bedre end ikke at sige noget eller ligefrem være led mod dem. du forbereder dem på hvad der skal ske så de kan nyde efterlivet. det er da en god ting. måske er der nogle der mener du skal være ond. men efter min mening er du mega sød i forvejen. og så blir det ikke bedre" hun smilede ned til Chan og håbede på hun kunne se det samme som hende. at det var bedre at være sød og dejlig. end at være ond og grusom.

Hun tog blidt omkring Sevic og krammede hende "Tak og i lige måde, du er sådan en sød væsen, det gøre mig glad indevendigt. Jeg kan ikke sætte ord i, hvor glad jeg havde mødt dig. Tak, tusind tak" hviskede hun og gav slip og smilede til hende. Hvad mon hun tænkte på.... Havde hun måske de samme følelse om den aften gik godt, sammen med hende..

"jeg mener denne aften har været virkelig god. hvis det da er det du mener. ja undsakyld. hørte lige lidt" sagde hun og grinede. hun havde hørt lidt af hendes tanker igen. det skete ikke så tit. men det var blvet bedre og bedre i hvertfald. hun sad statig og agede hendes hoved imesn hun kiggede hende i øjnene.

Hun smilede "Det var så lidt." sagde hun og rakte tunge "jeg tror vi skal se at få sovet" sagde hun og puffede hende så hun faldt ned i sengen med et bump så sengen rystede lidt. Ting chan fnisede lidt og så på hende, imens hun lukkede langsom øjnene og prøvede at sove.

efter lidt tid lænte Seras sig ind over Chan "godnat" sagde hun og gav hende et kort kys på kinden. hun vedte sigg hurtigt om. hun lå ikke langt væk fra hende men heller ikke lige ved siden af

Hun lukkede stille øjne. Hun mærkede noget varm, lys over hendes øjne. Hun åbnede dem forsigtigt og så solen kommer. Hun rejste sig op og strakte sig. Det var en lang nat, pludselig blev hun grebet af panik. Kunne Sevic tåle sollys, hun puffede blidt ved Sevic "Sevic, Sevic, vågn op. Solen skinder, kan kan du tåle det..?" spurgte hun bekymret.

Seras sov tungt. hun missede med øjnene "hvad siger d..." hun nåede aldrig at færdiggøre hendes sætning. hun skreg. skreg et skrig hvor man skulle tro at helvede lige havde rejst sig foran en flok kvinder. hun rullede ned på gulvet og ind under sengen mens hun skreg. hun brædnte. eller sådan føltes det i hvertfald. hun blev ved mens hun rullede sig in i dynen så hun til sidst lå som en puppe før sommerfuglen kommer ud.

"NEEJ" skreg hun og så på solen, hun lavede noget og hendes le lyste en lilla aura. "Mørkt magi, sort magi. Dødens magi" mumlede hun hurtigt og der kom en mørk skygge og skærmede vinduet, alt blev mørkt. Hun pudstede og åndede "Sevic, undskyld, jeg jeg burde havde lavet det i går, da det var mørkt" halv græd hun og faldt ned på gulvet og kravlede stille hen til hende.

Seras fik kravlet lidt ud af dynen. hendes hoved i hvertfald. "det er ikke din skyld. lad vær med at tro det" græd hun. hun kunne statig mærke varmen. huyyn havde det som om hun kogte. hun fik dynen væk. han havde brandsår som om hun var smidt i ilden i for lang tid. man kunne tydeligt se dem. hun lukkede sine øjne og kaldte sine kræfter frem. brandsårene begyndte at forsvinde men det kostede for mange kræfter. det va noget andet hvis det bare havde været ild. men det havde været direkte sol. hun vidste at hvis hun skulle få de sår helt væk. skulle det være med lidt hjælp. fra blod.

Hun kravlede lidt væk fra hende, da hun så sårene, brandsårene. Hun lukkede øjnene, hun skulle ikke tænde på at være blodtørstig, for at førre ens sjæl over floden. Hun åbnede og så på sårene og prøvede at forholde sig i ro "Sevic, hva hvad kan jeg gøre..? tror du jeg kan hjælpe, måske mangler du blod" sagde hun og så bange for hende, hvad nu hvis hun blev syg. Eller mere end det, død. *Så er det mit job at førre, hende.. Nej, hun skal ikke dø* tænkte hun desperat.

Seras lagde træt sit hoved ned på gulvet med et dump. hun trak vejret i en form for dybe hvæs. hun havde svært ved at koncentrerer sig men fik da sagt "nej. du behøver ikke at give mig noget af dit blod. jeg. jeg skal bare lige. bare lige lukke øjnene lidt" fik hun sagt og lukkede øjnene. hun halv sov og var halv besvimet. hun vidste hvad hun havde sagt. og hun vidste hvor meget hun ville have emre af Chans blod. men hun var bange for hvad der ville ske bagefter.

Hun så på hende, med at bekymret udtryk. Det var det. Hun burde havde opdaget solen forlang tid siden. Hvorfor skulle hun også lige vække hende, hun kunne jo bare skubbe Sevic ned på gulvet hvor der var skygge. Men så langt tænkte hun ikke. Hun må bare vente, og se om Sevic fik det bedre. Det håbede hun da.. HUn lukkede stillle øjnene og fik sådna en skyldsfølelse...

Seras kunne mærke Chans følelse af skyld selv i hendes drøemmende tilstand. og hun fikda også mumlet "det er ikkke din skyld". pludselig slog hun øjenne op. men alligevel var det som om de ikke var åbne. helt slørede. hun skreg. eller det ville have været et skrig hvis hun havde lavet en lyd. man kunne tydeligt se på hendes ansigt at hun var helt slået ud af frygt. hun faldt sammen. hun trak vejret. men intet andet.

Hun så deperat på hende og holde om hende "jeg jeg er her, hos dig.. BLev nu dig selv, kom nu" halvgræd hun og så bange på Sevic, det var uvirkeligt det her. Som et ondt mareridt. Bare hun kunne dog hjælpe.

efter et stykke tid. lang tid. åbnede Seras øjnene. eller det troede hun i hvertfald. det var helt mørkt. hun prøvede igen. og igen. men det var hele tiden mørkt. til sidst opdagede hun hvorfor. hun havde øjnene åbne. hun kunne bare ikke se hvor hun var. hun kom i tanke om hvad der var sket. hun krøb sammen da hun kom i tanke om de ulidelige smerter. og hun kom til at ramme noget. det var vidst Chan så vidt Seras kunne regne ud.

Hun lyttede af Sevic pusle rundt undet sengen, entil hun ramte hende "Hvad laver du..? er du ok" spurgte hun bekymret. Hun kravlede ud og så på sengen, hun så lidt bange ud. Men der var ikke sollys, som før, det var bare mørkt. Men lyst, på en måde. Bare sådan at solen ikke brød igennem den mørke skygge slør hun havde lavet.

"jeg er ok" svarede hun "tak for det" hun fik kravlet for sigtigt ud. hun kiggede på sengen forsigtigt og satte sig så på den. men hun krøb sammen i et hjørne imens hun rokkede stille frem og tilbage. "ved du hvad klokken er?" spurgte hun. dog uden at kigge på hende.

"Det er i hvert fald morgen nu.. Måske kl 9" mumlede hun og så på hende. Bare der ikke er sket hende noget. Hvis hun fik det psykisk dårlig, var det hendes skyld. Hvordan kunne hun dog glemme at vampyre ikke kan tåle sollys "Undskyld" kom det ud af hende og hun bukkede lige foran Sevic "Undskyld, tilgiv mig" sagde hun trist.

Seras kiggede på hende og der kom en lille tåre ned "det er ikke din skyld. jeg burde vide at det vindue var farligt for mig. jeg opdagede det bare ikke igår fordi vi havde det så sjovt" hun prøvede på at smile. hun kunne føle på Chan at hun var ked af det og trist. men det var jo ikke hnedes skyld. hun gav Chan et trøstende kram. hun havde statig lidt ondt i armen hvor sollyset havde ramt hårdest. men hun håbede bare på at Chan ville blive glad igen.