Bølgernes stilhed....

Hun grinede og sukkede "Hmm ander det ikke. På en måde er leen levende.... Ligesom planter og træer. De er levende, men træer har jo ikke blod, de har jo det man kalder uhm hvad det nu hedder. Fx, træets hud er stammen og bak" forklarede hun og rejste sig lidt på så hun så på Seras "Andet ved jeg ikke.... Men leen er tros alt min gode makker og trofaste ven som gerne vil hjælpe" smilede hun venligt og lagde sig igen ned på ryggen.

hun kiggede forundret på leen og pigen "jeg er i hvertfald glad for det du gjorde. du aner ikke hvor meget det betyder for mig *og hvad det fik mig til at føle* tænkte hun også hurtigt og rødmede igen. "sig til hvis der er noget jeg kan gøre for dig. hvad som helst" hun smilede til hende. et ægte smil. et smil der var svært at få frem på pigens ansigt disse dage. eller rettere sagt nætter.

Hun fnisede lidt "bare du er glad og har det godt. Så er jeg glad" hviskede hun og var pludselig stille. Hun trak vejret stille, hun sov. Men hun sov faktisk ikke. Det lignede hun sov, men hun sov i rævesøvn. Det betyder at hun lader som om hun sover. *Hehe, nu tror pigen self på jeg sover, men hvad ville der ske..?* tænkte hun og mærkede spændningen. Ville pigen selv ligge sig ned og sove eller....

*hun sover åbenbart. hmm. mærkeligt jeg kan ikke mærke hendes følelser. garanteret på grund af den brusende fornemmelse* hun fremkaldte den dejlige følelse igen. den var bare ikke så stærk denne her gang. hun kiggede ned på pigen *kæft hendes blod smager godt. hvad ville jeg ikke gøre for at smage igen. hun ligger jo og sover. så måske ikkee man kunne. tjaa. bare tage en lille bid* hun lænte sig kun tre centimeter da hun opdagede hvad hun skulle til at gøre. hun vedte sig om og gjorde alt hvad hun kunne for at glemme det. men det var svært. så utroligt svært. til sidst fik hun næsten overbevist sig selv om det og satte sig op af kasserne ved siden af pigen og kiggede ned på hende mens hn sov. og tankerne fløj statig rundt i hovdet på hende. men kun i baggrunden.

Hun mærkede pludseligt at hun var tæt på hendes hals *Aha, så hun gøre det imens jeg sover* tænkte hun, men mærkede ikke noget bid.. Hun hørte kun at hun sad på et eller andet og sukkede lidt og strakte sig. Hun havde hvilet ud, godt nok... Hun rettede sig lidt og så op, imens hun stadig lå på ryggen "Godaften, sikke dog en skøndhed" sagde hun venilgt men kækt. Hun rakte hånden fram og aede stille hendes ben, for at mærke at det var hende "Hmm, jeg må se at komme op" mumlede hun og rejste sig op og sad på hug på asfaltet.

Seras kiggede lidt forbavsed på hende *sov hun ikke lige. eller lod hun bare som om. hvad nu hvis hun opdagede mig* hun rødmede meget og kiggede ned i jorden og sagde "har du sovet godt?" *hun kunne statig ikke lige afgøre hvem hun mente der var en skønhed. hun måtte mene natten* hun valgte at blive sidende lidt og kigge ned i jorden mens hun statig kunne mærke varmen i hendes kinder der blussede som små lys. et enkelt blik og man ville se det med det samme det var hun sikker på.

Hun smilede "det var jo kun et lur... Tror jeg" hun tænkte over hvor mange min hun bare lå og hvilede. Hun betragte lidt Seras og fnisede og mærkede Seras kind "Ha, hvad tænker du da på, siden du er helt varm" sagde hun mildt og rørte blidt hende kindt. Hun opdaget ikke at hun stadig havde hånden på Seras kind. Den var bare dejligt varm.

Seras fik et chok over berøringen på hendes kind *hendes hånd er godt nok blød* tænkte hun og kiggede op. hun kunne mærke at hun statig var rød og svarede med en stile stemme "jo. ser du. da du lå ned. kom. jeg ligesom. til at tænkte på. at. smage lidt af dit blod igen" hun kiggede ned efter hun fik stammed det frem og tænkte over hvad hun ellers skulle sige der kunne gøre det lidt bedre så hun skyndte sig at sige "men det var altså kun fordi det smagte så vidunderligt" hun kunne ikke tro hvad hun lige havde sagt. hvordan mon Ting chan ville reagere på det. ville hun løbe væk. slå hende. eller ingenting.

Hun smilede lidt "Jamen dog" hun fnisede lidt "Så mit blod smager godt, jeg plejer at altid at drikke lidt af mit blod, men det smager jo bare af blod. Men måske kan Vampyr smage noget andet.. Måske er mit blod ikke så ringe" sagde hun venligt og gav slip, på Seras kind, et smilede bare "Du er virkelig en rødme hoved.

//sakal lige i bad ^^ sees ligeom lidt//

"ja undskyld" hun bestemte sig for at sige sandheden "men det er sådan at blod for mig til at føle. ja. lidt svært at forklare. en form for indre orgasme hvis du forstår hvad jeg mener. det sker ikke så meget ved mennesker fordi jeg er vand til smage. selvom jeg hader det. men dit. det. det. det var meget stærker. derfor rødmer jeg" hun kiggede igen ned i jorden og kunne ike fatte at hun lige havde sagt det. hvordan ville hun mon reagere. ville hun tage det på en helt forkert måde. måske ville hun bare glemme alt hvad der var sket denne aften. det ville jeg i hvertfald. men det kunne jeg ikke. ikke med det blod. og den bløde hånd i hvert fald. hun kiggede op igen. hun prøvede at skjule sin uro og ventede på at Ting ville reagere på hendes svar.



// det helt okay. skal også lige spise. ses senere ^_^ //

Hun smilede og så på sin sår på sin fingespids, og nikkede "Du må da smage, men ik mere... Men du skal ikke bide.! Vil helst ungå at blive en vampyr, hvis jeg overhoved bliver det. Har aldrig før bidt af en vampyr før.. Kun dræbt dem" sagde hun og tæntke over sin sætning "Uhm ja, fordi de vampyr var parat til at dø, eller ville snakke med døden" skyndte hun sig at sige, for ikke at misforstå hende. Hun dræbte nogle vampyr, som følte i trang til at ikke leve mere.

hun fik et chok over hvad hun stod og sagde til Seras. hvordan kunne hun dog tilbyde hende mere blod. hun var lige ved at sætte læberne på Ting's finger men trak sig tilbage og sagde "nej. jeg har fået nok. jeg nægter at drikke mere af dig. du har brug for hvile" hun smilte til hende. hun var lidt skuffet men glad i bund og grund. " og det med vampyrer gør mig ikke noget. hey. det er jo ikke mig du har slået ihjel vel" hun grinte lidt og gav Ting et stort knus.

Hun smilede lidt og krammede igen. Hvor var Seras dog betænktsom. Hun ville ikke drikke ngoet af hendes blod, sødt. Hun nyd lidt at blive krammet, det føltes varmt. Hun betragte Seras blonde hår, så smukt og blødt, når håret strejfede hendes kind. Det var som om hun var glad, for at se at Seras også var glad

da krammet stoppede. hvilket det efter Seras mening gik alt for hurtigt. hun syntes at Ting's hår var blødt. hendes kind var endnu blødere end hendes hånd. men da krammet stoppede kiggede hun glad på hende og spurgte "hvor bor du enlig henne?" hun var ikke helt sikker på hun ville vide det eller ej men det ville også være spændene at vide hvor hun boede henne og hvordan. *gad vide hvordan. og om jeg kan se det* hun tænkte på hvem hendes far var og fik tanker om afhuggede hovder og alt muligt.

Hun smilede og strejfede hendes kind, hun kunne ikke lade være. Hun gik lidt væk og havde hånden på leen "Tehe, jeg bor entil vidre i en domkirke" sagde hun med et smil "Cathédrale Domkirke" sagde hun drømmende og vendte sig mod hende med et smil "Men engang boede jeg sammen med min (psyko) mor, i en ninja landsby. Der vidste jeg godt jeg var pigen med leen, derfor passede jeg på ikke at vise mine evne" sagde hun "Jeg boede engang i Vietnam i Ho Chi Minh" forklarde hun og vendte på hvordan Seras ville reagere.

Seras kiggede på hende med halvt åben mund *så mange steder* "du har levet mange steder da. ikke ligesom mig. har levet sammen med den politi gruppe jeg engang var del af. nu bor jeg bare i en kælder. med mit problem imod solen du ved" hun smilte over tanken hvis hun vågnede i sollys endag og var helt normal. ville hun så savne smagen af blod. måske ikke. men hvad med pigens blod. det var lidt specielt. "skal vi gå en tur? det er lidt kedeligt bare at være ved de her kasser hele tiden" sagde hun og smilte igen mens hun gik hen mod Ting.

"Vi kan da gå hen til parken" grinede hun og smilede og var tæt på Seras og lige pludselig tyssede hun til hende. En kirke klokke lød ude i det fjerne "der bor jeg fortiden" sagde hun og med et fnis, hun peget på en kirke tårn ud af det fjerne. Hun gik lidt og så sig tilbage om hun kom.

Seras kunne statig lugte hende da hun begyndte at gå hen til hende "jada hvorfor ikke" og gik glad sammen med Ting *gad vide hvad klokken er vil helst ikke være her når det er solopgang* tænkte hun "ved du hvad klokken er?"

Hun tænkt sig om og så på himlen "Den er tre" sagde hun med et smil og gik vidre. Gad vide hvad hun tænkte på.. Hun så lid tpå hende og gik vidre. Måske om blod, ej nu må hun stoppe. Ting chan kunne slet ikke styre sig med at drille hende med det. Men det ville jo abre såre hende, så hun blev trist og ikek vil se hende mere..

*nå så hun er lidt bekymret over om jeg vil blive såret* tænkte Seras og fik et chok over at følelserne hun fik fra Ting chan ligepludselig var blevet så klare. hun var ikke helt sikker på hvad de betød. eller om det var noget hun bildte sig ind. men måske var hendes evne til at fornemme følelser ved at blive så stærk at hun kunne høre tanker. men måske var det bare noget hun havde forestillet sig. "hvordan kan du vide den er tre?" spurgte hun. selv havde hun en god tidsfornemmelse men hun havde kun regnet med et eller sådan noget.

Hun så på Seras "se op på stjernerne, de har rykket sig en del" sagde hun med et smil og gik vidre. Hun vidste ikke hvorfor, men stjernerne var noget hun kunne læse, bare af vane. Og fordi kirke klokken ringede kl 3, det vil siges at det snart er morgen. Hendes røde hår svajede lidt, hver gang hun gik.

hun kiggede op kunne godt se at de havde rykket sig lidt men syntes ikke det gav nogen mening. men på den anden side var der mange ting hun ikke forstod. hun kiggede hen mod chan og kunne ikke lade være med at kigge på hendes smukke røde hår der så så blødt ud. men hun gik stille hen til hende igen og spurgte "det er måske et dumt spørgsmål. men. leen. er det dit våben hvis man kan kalde det det?"

Hun nikkede "ja. Og min makker og trofaste ven" sagde hun med et smil,
men leen var her ikke "Den er altid ved min side, hvis du forstår"
sagde hun muntre og nynnede en vemodigt melodi.

"den ser i hvertfald ud til at kunne dele nogle tæsk ud" hun smilte til tanken om leen og kom til at tænke på sit egen våben der stod i kælderen. den store kanon der næsten kunne skyde igennem alt. "hvad er din le lavet af?"