Skovbrynet - Barishan

Barishan vendte sig omkring og lagde hånden på bordet. '' bare brug dine evner til at snakke med det er meget nemmere og fascinerende’’ Barishan viste et varmt smil. Det var klart at han ville vide mere om hendes evne dog virkede det ikke som om han ville bruge det imod hende, det så ikke ud til at han havde set en passiv Dæmon evne før.

Da Ai var færdig med suppen, stillede hun tallerkenen fra sig og rejste sig op. Hun gik hen til Barisham og tog igen fat i hans arm. *Jeg sende mine tanker til folk, hvis jeg røre ved dem.* Hun holdt en kort pause, men tænkte så igen til ham: *Men jeg kan dog ikke læse tanker. Kun sende* Der var mange folk der havde spurgt hende om hun også kunne læse dem nemlig. Hun slap hans arm og så op på ham

Barishan nikkede og smilede. ’’ jeg forstår. Har du andre passive evner. Ser du jeg har aldrig set eller hørt om en Dæmon med en passiv evne før. Jeg må tage udgangspunkt i at dæmoners adfærd tager udgangspunkt… ’’. Barishan stoppede med at snakkede og grinede. * hun er kun en pige, hun forstår ikke hvad jeg snakker om *. Barishan tog sin amulet af og smed den over i sengen og kiggede så på Ai. ’’har du nogen spørgsmål min ven? ’’.

Ai så op på ham, imens han forklarede. Hun forstod det sagde, da hun var meget klog og da hun jo faktisk var flere hunrede år, men så stoppede han hans forklaring. Gad vide hvorfor? Pludselig tog han sin amulet af, og Ai troede først at han ville kaste den på hende. Da hun så at han kastede den hen imod sengen var hun mere rolig, nu var amuletten også meget længere væk fra hende. Han ville vist have hende til at vise hendes evner til ham. Var dette en måde at snyde hende på? Måske ville han bruge det mod hende at han kendte hendes evner. Trods hendes spekulationer rakte hun armen frem mod ham. *Jeg kan også løfte ting op i luften, hive dem tættere på mig, eller skubbe dem længere væk* Mon han ville have hende til at vise det? Hendes sidste evne kunne hun ikke fortælle om. Den havde hun ikke fortalt til nogen, og hvis han fandt ud af det... Ville han så dræbe hende, for at hun ikke brugte den på andre folk? Hun havde ikke brugt den på nogen her, i Vie La Mort

Barishan smilede og grinede sagte. '' vi er ikke så forskellige os to så. Nu skal du ikke blive bange jeg viser dig bare vi er lidt ens ''. Barishan brugte sine vind evner til at løfte suppe skålen fra bordet. Han smilede varmt og kiggede mod Ai. Hun var slet ikke så forskellig fra ham. Dog kunne han mærke hun var bange og ikke stolede på ham. Der var noget hun ikke fortalte ham. Hun var bange for han ville dræbe hende. Det var klart, han havde brugt flere hundrede år på at jage og dræbe dæmoner. Dog havde en halv-dæmon ændret hans syn. Dæmoner havde dræbt hans familie, venner og hans riddere. Han havde i mange hundrede år levet for at skaffe verden af med dæmonerne. Nu var hele hans fundament rystede og han holdt fast i det håb om at der var gode dæmoner der ude, det ville være en grund til at ligge sit had på hylden. Han måtte få Ai til at stole på ham. Barishan kiggede AI i øjnene og sagde. '' du kan stole på mig, jeg gør dig ikke noget Ai ''.

Ai så op på ham. Mon han mente det? Mon han virkelig mente at han ikke ville gøre hende fortræd? Han havde både smidt amuletten væk, og nu sagde han det. Han sagde at hun kunne stole på ham og at han ikke ville gøre hende noget. Men kunne hun stole på ham? Og ville han ikke gøre hende noget? Hun var ikke sikker, men alligevel bestemte hun sig for at fortælle hvad hendes sidste evne var. Den evne hun ikke havde fortalt nogen, siden hun kom til Vie La Mort. Noget der skulle være skjult, så folk hverken ville frygte, eller jage hende. Hun så ned. *Jeg kan torturere folk psykisk. Det ødelægger fuldstændig deres sind, og hvis jeg bliver ved vil de tilsidst dø*

Barishan smilede og kiggede på Ai. '' du skal ikke skamme dig over dine evner, alle evner kan bruges til det gode. Du skal bare finde den rigtige måde. Måske hvis du bruger den til at finde en persons frygt kan du hjælpe dem med at overvinde den frygt ''. Barishan satte stille og roligt en hånd på hovedet af Ai og uglede hendes hår som en storebror mod sin lillesøster eller en far mod sin datter. Barishan rejste sig op og gik ud for at hente et stykke træ som han begyndte at snitte træet til en dukke med en kniv.

Hun så overrasket op, da han klappede hende på håret. Vandt til venlighed var hun ikke, selvom hun dog havde oplevet det fra nogle få fra Vie La Mort. De kendte dog heller ikke hendes evne, eller det af hendes fortid hun selv kunne huske. Alligevel havde hun slet ikke regnet med venlighed fra Barishan, for før havde han snakket om at alle dæmoner skulle myrdes, og hun var jo også en dæmon, ikke? Det ville vel sige at hun også skulle myrdes, ikke? Han snakkede om at bruge hendes evne til noget godt, men hun vidste godt selv at hun ikke var god. Hun vidste at hun hverken var ond eller god, og at hun ville vise så meget venlighed hun kunne (og det var jo svært, da hun ikke var vandt til venskab og kærlighed) mod dem, der havde vist hende venlighed.

Barishan kigge mod Ai og smilede igen. Så lagde han dukken overfor Ai og sagde '' Den her hytte er for folk der ønsker et sted at være. Nogle kommer her for at finde sig selv. Andre søger træning hos mig, andre kæmper imod Zane. Hvis du vil er du velkommen til at blive her sammen med Mig, Riku og Lindir ''. Barishan grinede og fik dukken til at flyve let rundt i luften. Han vidste godt at livet mange andre steder ville være hårdt for Ai. Men det var ikke kun derfor han tilbød hende at blive, han troede på hun havde godt i sig og at hun kunne overvinde det onde i sig alle dæmoner havde. Hun havde bare for for den rette lærer, ven, mentor så at sige. Barishan troede selv på den mentor sagtens kunne være ham, nu hvor Riku og Lindir også var der.

Ai så med sine store røde øjne op på Barishan. Ville han virkelig tilbyde det? Det var et fristende tilbud, men hun kom i tanke om sin lille japanske hytte, tæt ved søen. Det var et smukt hus og hun elskede at være der, og der boede hun jo også sammen med sin kat Mail. Selvfølgelig var dette sted også hyggeligt, men hun følte sig alligevel beslægtet med sit ejet hus, på en måde. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne da ikke bo i to huse, vel? Hun fik en idé. Der var jo ingen der vidste hvor hendes japanske hytte lå, da hun aldrig havde vist den til nogen. Derfor kunne hun jo bo her hos Barishan, og så, nå hun ville, gå hjem til sit ejet japanske hus, imens han bare troede hun var gået en tur. Så boede hun ligesom to steder, for han kunne vel ikke forvente at hun blev hjemme hele tiden? *Men...* Tænkte hun så til Barishan *...Mail*

Barishan nikkede. '' Du er velkommen til at tage hvad du ønsker med her hen. DU er velkommen til at komme og gå som du ønsker, det er ikke et fængsel. Dog er der to regler. Nummer et er at vi ikke fortæller Zane eller hans mærd hvem eller hvor vi er. Den regel er fordi jeg har andre jeg skal beskytte her. Nummer to er vi bruger kun vores offensive evner til forsvar af os selv eller forsvar af andre. Kan du leve med det Ai? ''. Barishan smilede varmt og kiggede på hende med sine krystal blå øjne.

Hun nikkede. Reglerne ville ikke være så svære at følge, de behøvede faktisk slet ikke at være der for hun ville ikke bryde dem alligevel, men når han sagde at hun måtte tage alt med, mente han så alt? Han vidste jo ikke at Mail, var hendes lille sorte hankat, og hvad hvis nu Barishan ikke kunne tåle katte? Hun bed sig svagt i underlæben og så ned. Gad vide hvor Mail egentlig var lige nu? Hun så op igen. Barishan havde sagt "vi", Så hvem var Riku og Lindir egentlig?

Barishan satte hovedet på strå og kiggede på hende med et spørgende blik. '' Er der noget galt?. Hvis du tænker på hvem Riku er, så er han min lærling, en person der ikke vidste hvor han hørte hjemme og vidste hvordan han skulle styre sine evner. Jeg hjælper ham med at styre dem. Lindir er min lillebror, han er lidt af en bangebuks men han er meget venlig og godhjertet ''. Barishan smilede og nikkede et par gange.

Ai så op og skubbede håret om bag ryggen. Hun overvejede kort hvad hun skulle gøre med alle sine ting. Hendes beslutning blev at lade alle hendes ting bliver derhjemme, da hun jo stadig ville blive boene i hendes lille japanske hus. Så var dette sted vel også bare hendes hjem. Hun så ned igen *Mail er min kat* Tænkte hun. Ville de mon lade ham komme her? Hun var ikke sikker..

Barishan smilede og nikkede. '' din kat er mere en velkommen til at være her hvis den ikke er bange for skoven ''. Barishan gik udenfor og kiggede mod skovens blide natur. Hans øjne så efter de blade vinden førte rundt omkring i en næsten dansene bevægelser. Han virkede som om han havde en stor byrde på hans skuldre, dog så naturen ud til at lindre den byrde. '' Bare husk, hvis du vælger at blive her så beskytter jeg dig med mig liv, det ved jeg Lindir og Riku også vil gøre. Så vær varsom hvis du høre navnet Zane eller navnet Ma'lakel ''.

Ai vidste ikke om hun skulle følge efter ham eller ej, men hun gjorde det alligevel. Selvfølgelig var hendes kat ikke bange for skoven, han strejfede rundt derude hver dag. Zane og Ma'lakel havde hun hørt folk snakke om flere gange. Enten med frygt i deres stemmer og ellers med en ond latter, folk hadede dem, var bange for dem, eller var ærbødige for dem. Zane var herskeren som folk gjorde oprør imod, men Ai var ligeglad. Zane havde ikke gjort hende noget, og han vidste ikke engang at hun fandtes. Hun levede fint i sin lille japaner-hytte, og det var ikke blevet ændret selvom Zane var kommet til magten. Han ville sikkert også tro at hun var en dum lille pige, men hun var klog og vidste faktisk alt om hvad der foregik. Men eftersom hvad Barishan sagde, virkede de meget meget farligere

Barishan kiggede mod himlen og sagde med det sorgmod i stemmen. '' Zane er farlig. Jeg så ham ofre sin godhed til djævlen så han kunne styre Di Morga kun med ren ondskab og frygt. Jeg prøvede at stoppe ham, men han er meget stærk. Det er vigtigt at Di Morga får en god hersker ellers ender alt i flammer, selv denne smukke og rolige skov der endnu er et sikkert sted ''. Barishan kiggede ned mod jorden, det var klart at se han følte det var hans skyld fordi han ikke var stærk nok til at dræbe Zane selvom han var der der nogenside var kommet tættest på, det vidste Barishan dog ikke selv.

Ai så væk. Djævlen... Hun var en dæmon, og vidste nok hvad han var.
Hvorfor var hun stadig utryk når hun var sammen med Barishan? Måske fordi han virkede så opsat på at slå Zane ihjel? Barishan var jo egentlig meget venlig mod hende, men hun gad ikke at høre om alt dette med Zane og Ma'lakel. Det virkede dog meget vigtigt for ham. Hun ville egentlig helst lege. Da hun var lille var hendes leg at torturerede hun folk til døde, hun vidste jo ikke hvad det var hun gjorde. Nu kunne hun bedre lide at lege med glaskugler, eller folde papirsvaner. Pludselig kom hun i tanke om noget, som faktisk fangede hendes interesse. *Har du mødt Zane?* Spurgte hun og så op på ham

Barishan løftede et øjenbryn let og kiggede på Ai. '' Ja jeg har mødt ham. Jeg har også kæmpet imod ham. Først troede jeg at jeg kunne få det gode frem i ham og hjælpe ham med at vælge en bedre vej for Di Morga. Men så skete det med Djævlen. Nå men nok om onde ting, hvad har du lyst til at lave Ai?''. Barishans humør blev bedre og hans smil vendte tilbage.

Ai betragtede ham længe, inden hun stak hånden ned i lommen på sin kimono. Da hun igen trak hånden op holdt hun en lilla glaskugle. Hun rakte den frem mod Barishan. *Her* Tænkte hun og så ned endnu engang. Glaskuglen var hendes måde at sige tak for at han havde vist venlighed imod hende, og hun havde allerede givet 3 glaskugler væk. Nu skulle Barishan også have en, og hun håbede inderligt at han ville tage imod den. Hun så op på ham igen da han spurgte hvad hun havde lyst til at lave. *Vil du lege med mig?*

Barishan tog glaskuglen op i hånden. Han stod lidt og kiggede på den før han nikkede mod Ai. '' det kan vi godt. Hvad vil du gerne lege? ''. Barishan smilede varmt og satte sig foran Ai så han ikke skulle se ned på hende for at tale med hende.

Ai skubbede glaskuglen helt hen til ham. *Du må gerne beholde den. Det er en gave.. En takkegave* Hun anede ikke om der var noget der hed det, men det var et perfekt ord. En takke - gave. Hun takkede for at han havde vist venlighed mod hende, og for at han ikke havde slået hende ihjel. *Har du papir?* Spurgte hun ham. Ville han virkelig lege med hende?

Barishan tog glaskuglen i lommen og nikkede til Ai. '' mange tak. Ja nu skal jeg hente noget papir til dig ''. Barishan gik ind i hytten og tog en stak papir. Han stod og tænkte lidt før han gik ud. * hun kan vokse op og blive en god person. Det er jeg helt sikker på *. Barishan kom ud med et smil på læberne og gav en stak papir til Ai.

Forsigtigt tog Ai et papir fra bunken. Hun ville lave en masse papirssvaner. Det plejede hun altid at gøre der hjemme, når hun var alene, hvilket hun jo altid var. Hun satte sig på hug på gulvet, og blev hurtigt færdig med den første svane. *Skal jeg lære dig hvordan man gør?* Spurgte hun Barishan, og fjernede blikket fra papirene, op på ham

Barishan grinede og nikkede. '' meget flot, du er godt nok dygtig. Ja det må du meget gerne min ven ''. Barishan så meget nøje på mens Ai viste ham hvordan han skulle gøre, det var klart at se han tog hende seriøst selv om han så hende som et barn. Barishan havde stadigvæk et smil på løberne og han grinede en gang i mellem mens de lavede papirs svanerne.