Work...it's a secret (Akumu)

Starlet vendte stille blikket ned igen med et kort suk. Mærkeligt hvordan en enkel person kunne få én til at opføre sig sådan. Han plegede ikke at rødme, eller røre ved folk og i den grad ikke at se folk i øjnene! Men det her var andeledes. Specielt.
Han lod sin øverste hjørnetand glide ud over sin smalle underlæbe og bed stille til.
Stilheden kom igen, men han var ligeglad. Det var rart. Underligt, men rart at stå, helt stille i mørket. Akumu sagde ikke så meget... men det var vel bare én af de ting som gjorde han speciel på sin egen måde.
Han så op på ham igen, og kunne ikke lade være med at smile en smule over synet. Han havde ikke øjenkontakt, men var stolt over at han havde haft det!

Akumu stod i sin egen verden og prøvede at få styr på den svage blodtrang som langsomt tog til. Men han kvalte den dog hurtigt og fik styr på de omsværmende tanker. Hvilket rod... Han rynkede svagt irriteret øjenbrynene og førte tænksomt hånden op til læberne, lod pegefingeren trykke blidt mod læben. En slags tænksom stilling, han ofte havde.
Akumu skævede åndsfraværende til Starlet og opfangede hans svage - men velmærkede smil. Han hævede undrende det ene øjenbryn og betragtede det sælsomme smil på Starlets læber. Det var på sin vis en smule... fascinerende. Havde Starlet overhovedet smilet siden Akumu mødte ham?... Nej, men der havde trods alt heller ikke været så meget at smile ad. Akumu så atter fuldstændig udtryksløst ud og betragtede Starlet - selvom han egentlig ikke 'måtte'. Han var... en speciel fyr - ham Starlet. Kunne virke så skrøbelig, uskyldig og... intetanende - men i næste nu klog, bedrevidende og.. mentalt stærk. Det tvivlede Akumu ikke på han havde - mental styrke. Det måtte han have, med alt det han havde været igennem. Men samtidig... det er så let at knække noget med så mange uforglemmelige minder i baggrunden. Det eneste man skal gøre, er at vække dem til live...

Starlet lod sig rette en smule op med et svagt suk. Hovedpinen var ikke så slem som i starten... det gjorde stadig forfærdeligt ondt, men alligevel kunne han ikke lade være med at smile, selvom det dog ikke var et stort smil. Lille og svagt.
"Hvorfor ser du sådan på folk?" Lød det lavt fra Starlet, som havde tilladt sig at vende blikket op på Akumus mund igen. Et mærkeligt spørgsmål at stille, synes han selv. Men Akumu betragtde folk på sådan en mærkelig, analyserende måde, og det var et spørgsmål han ville have svar på. Akumu kunne lige våge på at bevæge sig udenom.
Starlet tog et lille skridt hen imod ham og skulle til at at række ud efter ham igen, men han stoppede sig selv midt i en bevægelse og lagde armene over kors istedet for.

Akumu stod fortsat og betragtede Starlet i med sit dybsindige blik. Lige indtil han blev afbrudt, og tvunget til at 'live' op og se anderledes på ham. Slukke den gådefulde glød i hans blik. Akumu rettede sig op og fjernede hånden fra sine læber, og så stilfærdigt og roligt på ham, med et mere 'normalt' udtryk i sine sorte øjne. Der var ingen følelse i øjnene... De var helt livsløse, men samtidig fyldt med udtrykkelse. Han lagde ligeledes armene over kors og overvejede for en stund Starlets spørgsmål. Så derefter tilbage på ham - totalt blankt som spændte han ikke en enste muskel i hele hans ansigt. "Hvordan skulle jeg ellers se på dem?" spurgte han en smule toneløst, men med sin lokkende og samtidig kolde stemme. Hvorfor ville han egentlig vide det? Det var vel bare Akumu's måde at betragte folk i stilheden. "hvorfor?" spurgte han og holdt en kort pause "Har de da noget imod det?" spurgte han efterfølgende og lagde hoved svagt på skrå og så tænkende på ham med sit tomme blik. Forventede et svar på alle sine spørgsmål.

"Jeg synes bare at du ser på folk på en mærkelig måde..." Mumlede han lavt og trak let på skuldrene. Han så væk, som om han var fuldstændig ligeglad med det. Som havde han pludselig fået noget andet at tænke på, hvilket han ikke havde.
Han tog endu et skridt hen imod ham, så han stod lige så tæt på, som da han havde set ham i øjnene, men det havde han nu ikke tænkt sig at gøre igen. Det føltes bare bedre når han var tæt på ham, om det så var for tæt, eller ej.
Han åbnede stille munden og udtalte det lille ord, han havde brugt så mange gange før, i andre sammenhæng. "Nej." Det var ikke helt sandt, men hvis det var måden Akumu så på folk på, havde han ikke noget imod det. Det var bare en smule ubehageligt at blive studeret på den måde, og så var det ikke engang diskret.
Det var med vilje at han ikke havde svaret på det første spørgsmål. Hvis han sagde hvilken måde han ville have Akumu til at se på sig, ville han helt sikkert enten grine, eller gå sin vej...

Akumu smilte svagt for sig selv "Javel.." svarede han blot. Hvis Starlet synes det, måtte han jo selv om det. Det var ikke noget Akumu kunne blande sig i, og ville i det hele taget heller ikke. Akumu så atter ned ad gaden og ville ikke betragte ham længere. Starlet havde jo - op til flere gange - bedt ham om at lade vær, så det ville han nu. Akumu undrede sig egentlig en smule da Starlet nærmede sig igen. "Hvorfor er det, at de pludselig opsøger kontakt hos mig?" spurgte han og så fortsat ligeud i luften, ned ad gaden. Starlet havde ellers virket som en der afskyede kontakt og berøring... ligesom han afskyede øjenkontakt. Så hvorfor lige pludselig så anderledes?
Akumu tænkte lidt over det. "Hvis de ikke har noget imod det... Så har jeg vel en form for 'tilladelse' til det?.." sagde han lavmælt, mere som han sagde tankerne der lige fløj forbi. Han kunne ikke se det forkerte i hans blik. Det var 'uskyldigt' og det eneste han gjorde var at betragte ham udtryksløst. Men måske var det dét. Ikke at kunne se hvad han tænkte - hvad der foregik bag den livløse facade... Han kunne kun gætte sig til det.

"Jeg opsøger ikke kontakt." Mumlede han lavt og rakte hånden frem hvorefter han let lod fingerspidserne køre over stoffet der skjulte Akumus krop. Han så på sin hånd alt imens han gjorde det. "Jeg prøver at finde fejl..." Lød det så lavt fra ham. At finde fejl, ligesom han havde gjort et sted i starten, bare på afstand. Og nu hvor han allerede havde havde haft kontakt med ham følte han at det kunne være ligemeget.
"Hvis du virkelig gerne vil se på mig, kan du bare gøre det..." Mumlede han lavt, næsten trist mens han stadig havde øjnene fæstnet på sin hånd med sit tomme, tågede blik. Det var ret ubehageligt når Akumu betragtede ham på en sådan måde. Hvorfor ville han også det... kunne det ikke være lige meget? Starlet var da ikke så interessant...

Akumu så fortsat væk fra ham og lod ham blot føle på hans jakke. Han unlod et svagt og diskret smil "Det var noget mærkeligt noget..." sagde han smilende... "Er de nået frem til nogen endnu?" tilføjede han dernæst. Hvorfor dog opsøge fejl? Hvad skulle han med dem?... Selvfølgelig var der mindreværdskomplekser ved Akumu. Intet væsen var perfekt... Men samtidig forsøgte han samtidig at skjule dem. Det ville da være tåbeligt at lade dem være åbentlyse for alle og enhver.
Han så ned ad sig selv og lod blikket fæstne på Starlets hånd som uskyldigt lod fingerspidserne glide over stoffet Akumu's jakke var gjort af. "Nej... jeg har set hvad jeg skulle se" svarede han blot lavmældt og betragtede blot Starlets fingres kotrollerede bevægelser.

"Nej." Mumlede han lavmældt og lod fortsat fngerspidserne glide hen over stoffet. Akumu havde ingen fejl, ihvertfald ingen rigtige fejl. Alle havde jo selvfølgelg et-eller-andet... Den eneste fejl Starlet kunne finde, kunne man ikke rigtig kalde en fejl, bare noget Starlet ikke brød sig om. Han så for meget på folk... på den der måde.
Starlet lod fingerspidserne køre længere op, forbi Akumus brystkasse og op til hans hals hvor han kort stoppede op og betragtede den hvide marmor hud Akumu besad. Som fik ham til at se så porselæns-agtig ud, som var han en skrøbelig dukke, man kunne ødelægge bare ved at røre en enkel gang. Men han gik ikke i stykker... han lod ham røre så meget han vil, uden at knække midt over...

Akumu undlod et svagt suk, men kunne dog heller ikke holde et svagt smil tilbage, over Starlets underlige forsøg på at finde fejl. "Hvad ville de bruge fejlene til?" spurgte han toneløst og betragtede Starlets fingre, som langsomt søgte opad - mod hans hals. Akumu blev tavs stående, rokkede sig ikke ud af stedet og så istedet for Starlets fingre, ud i den tomme luft. Hvorfor Starlet undersøgte ham sådan, vidste han ikke og fandt det egentlig også lidt ligegyldigt. Han mærkede de varme fingerspidser på sin iskolde og nærmest sne'hvide hals. Det var en mærkelig fornemmelse... varmen.
Akumu stod blot udtryksløst og tavst og lod Starlets fingre glide henover hans hud. Han var en.. sær dreng - ham Starlet - men ikke på en decideret dårlig måde. Bare anderledes end andre.. men det var alle vel i sidste ende...

"Ingenting..." Mumlede han lavt og rettede sig en smule op, mens han stadig betragtede det lille stykke af Akumus hud hans fingerspidser hvilede på. Hvad kunne han bruge fejlene til? De var der vel bare, for at være der...
Han var virkelig pæn og uden fejl. Starlet lod øjnene køre vidre op til Akumus læber, som han lydløst gav sig til at studere, så han fik det hele med, og ikke gik glip af noget. "Jeg synes bare at du er...interessant at se på..." Han trak kort på skuldrene og smilte lidt uskyldigt før han lod fingrene glide ned af Akumus krop igen hvorefter han trak hånden til sig igen og lagde armene over kors.

Akumu lyttede til Starlets - forventede svar og så fortsat ud i den tomme luft. Man kunne bruge 'fejlene' til noget... uden tvivl. Det var bare om at finde de rigtige fejl og benytte sig af dem... Men det var der nok ingen andre end Akumu der funderede synderligt over. Han havde vist - med tiden- funderet over det meste. Tænkt det igennem, overvejet og konkludere. Men alligevel blev han ved med at gå de samme ting igennem igen og igen, som en uendelig tyk bog, han -allerede- havde læst hundredevis af gange. Sådan var det jo når tiden ikke gav mening længere og man blot 'levede' for at være til stede, uden et synderligt oprindeligt formål.
Akumu's tankespind blev brudt af Starlets stemme, da han atter talte. Han overvejede kort hans ord "Så de, må gerne nærstudere mig, men jeg må - under ingen omstændigheder- betragte dem?" Spurgte han med et svagt smil. Det var vidst ikke helt 'fair', men hvad var også det - nu om dage. Ikke ret meget Akumu havde overværet. Han havde nu egentlig ikke særligt, noget imod det - da han var blevet vant til at folk fandt interesse ved hans... mildt sagt 'anderledes' udseende. Så hvorfor ikke bare lade dem og undgå nyttesløse diskutioner over noget fuldkomment meningsløs. Det var jo trods alt kun hylsteret som holdt sjælen fanget og bundet i kroppen.

Starlet førte kort en løs hårtot om bag sit øre mens han bed sig tænkende i underlæben. Akumu havde jo sagt at han havde set hvad han skulle... hvilket Starlet synes lød en smule mærkeligt...
"Nu spurgte jeg jo også, om du ikke ville lade være med at se på mig..." Mumlede han og så ned mod jorden med et tænkende blik. "Hvis du ikke kan lide at jeg røre ved dig, kan du jo bare sige det... og bede mig om at stoppe." Han trak endu engang ligegyldigt på skuldrene, idet han langsomt lod sin tynde hånd glide ned og stille lod fingerspidserne ramme Akumus håndryg, faktisk bare for at se hans reaktion. Om han ville trække hånden til sig, eller lade Starlet røre endu engang, hvilket ville betyde at han "vandt"...
Starlet kunne nu ikke se noget dårligt i at han følte en smule, det kunne han jo ikke gøre normalt, ihvertald ikke på den måde, uden at folk forlangte noget mere af ham. Han kunne ikke lide at folk rørte ved ham, udenfor arbejdstiden, men han havde ikke noget imod Akumu, og han nægtede at tro på at han ville ham noget ondt, og det var rart bare at stå og føre en normal samtale stille og roligt, uden alt mulig larm.

Akumu drog et tungt suk - tydligvis præget af hans tålmodighed som snart var ved at være brugt op. Han hævede sin anden hånd- dén Starlet ikke rørte ved, bukkede let armen og placerede en udstraks pegefinger imod Starlets bryst. Lod fingerspidsen hvile et kort øjeblik på midten af hans bryst, inden Akumu strakte armen, og på dén måde fik Starlet til at flytte sig - bakke bagud. "Stop... mens legen er god" sagde han derefter toneløst og vendte sit sorte blik hen på ham - så fuldstændig udtryksløs ud i ansigtet. I hvert fald indtil et skævt og langsomt voksende smil gled indover hans blege læber "Pas på med at kaste sten på bjerget... Du kunne starte et stenskred og begrave dig selv..." sagde han dernæst og lod armen falde på plads. Han havde ladet ham undersøge ham en smule, men heller ikke mere. Han brød sig ikke synderligt om at blive berørt - havde dog ikke rigtig noget imod Starlets berøringer... Men han skulle heller ikke tro, at han bare kunne tillade sig det meste. Akumu's smil falmede en smule, men der var dog stadig en svag antydning af et smil i hans mundvige. Han foldede armene og lagde dem over kors og lod blikket hvile på ham. Stirrede ikke - men lod det bare hvile på ham - faldt i staver på ham, og kunne på dén måde stadigvæk opservere hver eneste bevægelse han gjorde sig... Vel bare en vane han havde gjort sig.

Starlet tog let fat rundt om Akumus hånd, idet han blev skubbet væk og langsomt trak sin hånd til sig igen med et lidt opgivende blik. Han havde jo ikke tænkt sig at gøre noget... bare se hvor langt han kunne gå inden Akumu sagde noget, eller skubbede ham væk, som han jo også gjorde tilsidst!
Det hele fik ham til at tænke på at han selv ikke kunne lide at blive rørt af andre, og nok skulle passe på, hvis der var andre ligesom ham selv.
"Undskyld." Lød det lavt fra ham, idet han lagde armene over kors og stille betragtede Akumu, eller ihvertfald den del af ham hvor hans øjne ikke sad! Nu han tænkte over det, havde Akumu jo ikke sagt at han ikke kunne lide det, bare... at det ikke var en god idé at Starlet rørte ved ham... på en måde. Et lille smil kunne anes på hans læber og hans blik blev nærmest fjernt, tænkende.

Akumu betragtede åndsfraværende menneskeskikkelsen foran ham. Han, som havde været så dristig at turde nærme sig et væsen som Akumu. Måske fordi Akumu udstrålede en vis rolig og fuldt ud kontrolleret bevidsthed. Mennesker - som Starlet - ville normalt til at starte med, blive påvirket af Akumu's aura. Den mørke dystre og gådefulde skygge som lå omkring ham. Dén aura som syntes at gøre luften omkring ham, en smule køligere - som følge af dén kulde som herskede i ham - som der gjorde i alle andre vampyrer. Akumu's blik blev en smule klare - som lettede dén tænksomme tåge der altid lagde sig om ham, når han spekulerede over ét eller andet, som han oftes gjorde - en lille smule. Hans dybsorte øjne hvilede på drengens ansigt, som hans stemme lød. "Undskyld ikke for en klar og bevidst handling.." Sagde han i et lavt, og roligt tonefald - som det plejede at være. Blødt og klingende - som en mild tone på en tværfløjte som bølgede igennem luften. Dog dybere, som en tone på et klaver.. Gådefuld som den hviskende vind. Det var ganske svært at sætte ord på en stemme som hans. En udfordring at tyde et væsen som han..
Akumu lagde hoved en smule på skrå - og som ølge af tyngdekraftens uskrevne love - faldt hans halvlange nat'sorte hår en smule til side, og synliggjorde på dén måde en smule mere af hans øjne, end der normalt var synligt. De var altid delvist skjult. Altid lagt i skygge.. "Sig mig.." Startede han "Kender du til 'den anden verden'..?" Han kneb øjnene en smule sammen - som fokuserede han komplet på Starlet "Den med andre end din slags?" Spurgte han og rettede sig atter op og afventede tålmodigt et svar - som han altid gjorde.

//Undskyld for det uacceptable SENE svar >__>''//

Starlet trådte forsigtigt tilbage og lænede sig op af den kole stenmur som bafandt sig der, sjovt nok. Han lukkede munden en smule op og bed sig blødt i læben mens en tænkende mine fløj over ham. Den anden verden? Han kendte knapt nok til den verden han levede i nu! Han spidsede let læberne og satte hovedet en smule på skrå. "Hvad mener du?" Lød hans lettere hæse stemme, når man talte så lavt som han gjorde gav stemmen nogle gange efter, noget han ikke lagde mærke til mere, selvom utrolig mange mennesker kommenterede det. "Altså... lige som den i Fantasy bøgerne?" Den med drager og vareulve og al den slags...Starlet var vel holdt op med at tro på den slags for lang tid siden.
Han holdte blikket på Akumus mund, lignede nærmest en blind som prøvede at få øjenkontakt, men ikke kunne og lod sig glide ned af muren så han til sidst sad på hug nede på jorden.

//Det er okay, mit net har alligevel været nede så... ^^''//