Work...it's a secret (Akumu)

Akumu smilede svagt "En fornøjelse at møde dem, Starlet Knight" svarede han høfligt og så mod ham, som han sad dér, lænet op ad mustensvæggen. Gad vide hvor.. ofte han arbejdede. Hver dag?.. Uanset hvor tit, måtte det alligevel føles som en evighed under arbejdstimerne. Men hvad vidste Akumu om det - intet... og sådan fortrak han det egentlig. Efter den langtrukne stilhed blev Akumus spørgsmål atter kastet tilbage til ham selv. "Mit navn er Akumu.." præsenterede han sig blot og bukkede svagt, men formelt. Rettede sig derefter op og lod atter sit mørke blik hvile på drengen kaldet Starlet. Spøjst navn.. Ligesom hans eget. Men Starlet, var dog ganske... smukt.
Akumu lod åndsfraværende blikket glide ned langs den ene øde gade som var badet i det bløde lys fra lygtepælene. Så derefter mod himlen og funderede let over hvilket vejr, natten ville have med sig, og som de ville vov sig igennem.

Akumu... Han lagde hovedet en smule på skrå mens han tænkende så ud i luften. "Du... har et sjovt navn." Nåede han så frem til og betragtede igen den fremmede... Akumu's mund. Ikke et navn han havde hørt før, hans eget navn var vel også lidt sært nu han tænkte over det. "Har du ikke noget efternavn?" Spurgte han så lavt. Det var sjovt, sådan som folk her omkring aldrig sagde deres efternavn lige når man spurgte.
"Eller har du måske glemt det?" Mumlede han så lavt. Den sidste han havde talt med måtte tænke over det før han svarede. Som havde han glemt hvad hans eget navn var. Han så ellers ikke så gammel ud... så det kom som en stor overraskelse for Starlet at han måtte tænke over det, selvom han ikke viste det.

Akumu smilte "Ligesom dit eget.." sagde han blot lavmælt og så drengen an. Havde ikke tænkt sig at forklare betydningen i navnet, og heller ikke at røbe sit efternavn. "Nej.. jeg har intet efternavn..længere" svarede han blot og så pludselig så kold ud. Som blev den kølige brise et par gradere koldere som han begav sig tilbage i fortiden i sine tanker. Men det varede dog ikke før han atter 'vågnede' da Starlet atter sagde noget. Eller rettere sagt mumlede. Han kunne ikke undlade et smil "Nej min hukommelse fejler intet..." konstaterede han roligt og slog atter blikket ned ad gaden. Desværre fejlede den intet. En lygtepæl var gået ud og blev erstattet med et mørkt hul, midt i gadebilledet. En uregelmæssig sort plet som blev verden pludselig opslugt af et sort hul, netop dér. Det var et sælsomt syn, når man betragtede det i længden. Alle gadelamperne på række, præcist beregnet med afstanden til hianden.. og pludselig ét sort hul hvor skyggerne har taget over og druknet omgivelserne i deres gevaldige mørke. Sådan stod Akumu i en rum tid og betragtede gaden åndsfraværende, som blev han revet med af sine tanker og begravet i sin egen verden.

"Hvorfor har du intet efternavn?" Lød det så svagt fra ham, idet han så undrende på Akumu. Alle mennesker havde da et efternavn. Han brød sig ikke specielt meget om sit eget, det mindede ham for meget om hvilke mennesker der bar det samme. Men han hang på det for evigt, eller ihvertfald til den dag han ikke var der mere. Døde. Og navnet ville aldrig gå vidre og føre en ny generation med sig... Han kunne jo ikke selv gøre for sin seksualitet...
Starlet lod sin øverste hjørnetand glide ud over sin smalle underlæber og bed en smule til. Han skammede sig pludselig, uden at vide hvorfor og endu engang bredte en svag rosa farve sig over hans ellers altid så blege kinder og han bukkede hovedet ned mod jorden for at skjule det.

Akumu kunne ikke undlade et svagt smil ved Starlets spørgsmål. "Tjoh..." mumlede han først og så atter på drengen med de matte øjne "Det er noget kun jeg ved.." svarede han blot med et mystisk smil. Det kom selvfølgelig ikke Starlet ved, og han havde heller ikke tænkt sig at informerer ham om det. Det var fuldkommen upassende, men det kunne Akumu jo sagtens informere Starlet pænt om. Egentlig, var det jo bare et uskyldigt og nysgerrigt spørgsmål. Drengen viste jo kun en smule interesse og det var der intet galt i. Akumu havde bare ikke tænkt sig at svare på spørgsmålet, så enkelt var det.
Akumu bemærkede de røde kinder og betragtede Starlet -forlegent- vende blikket ned imod jorden. "Hvad får dem til at føle dem så forlegen?" spurgte Akumu og lagde hoved svagt på skrå og så ham an. Han selv havde ikke oplevet noget, som kunne virke bare en smule stødende, på dén måde... Akumu så Starlet an. En svær person... Men ikke umulig.

"Det er kun noget jeg ved..." Svarede han lavt og løftede hovedet en anelse så han idet mindste kunne se mere end blot Akumu's ben. Den røde farve forsvandt langsomt da han tog et par dybe indåndinger. Han plejede ellers ikke at rødme så meget... Hvor irriterende, og så enda to gange på én dag og så var det ham som fik ham til det.
"V-vil du ikke godt lade være?" Spurgte han lavt og lukkede øjnene i et øjeblik før han åbnede dem igen. Starlet lod sin tynde hånd stryge over den kolde mur og holdte den et stykke ud fra kroppen, som prøvede han at holde Akumu på afstand.
Han vidste sikkert ikke hvad Starlet fablede om, men det tænkte han selvfølgelig ikke på. Det eneste der fyldte hans hovede lige nu, var at holde Akumu på Afstand, væk!

Akumu smilte ved Starlets stjålne ord "de har ganske ret.." sagde han lavmælt og så drengen an. Så til da farven i hans kinder, langsomt forsvandt over efterlod hans hud lys og fin. Dét at han rødmede var blot et tegn på liv, og følelser. Egentlig var han heller ikke så interesseret i hvad der fik ham til at rødme... Det var bare en let undren han havde gjort sig.
Akumu rynkede uforstående brynene da Starlet atter talte "Med hvad dog?" spurgte han en smule forvirret og trådte forsigtigt et skridt tilbage. Så ham roligt an. Havde han gjort noget forkert? Sagt noget stødende?... Ikke hvad han kunne huske af. Han havde slet ikke besluttet sig endnu om han overhoved ville bruge tid på at pirre Starlet. Han virkede heller ikke som en speciel udfordring.. Så Akumu lod vær. Nu stod han blot og studerede drengen, som åbentbart prøvede at få Akumu på afstand. "Hvad taler de om?" spurgte han i et mildt og roligt tonefald, for ikke at gøre Starlet oprevet. Betragtede ham med sine mørke, dybe øjne og afventede et svar.

"Med at... se på mig, på den måde?" Svarede han lavt og trak sin hånd til sig mens han vendte sit tågede, blå blik ud i siden. Han havde faktisk ikke specielt meget imod det... at Akumu så på ham, men når folks blikke hvilede på ham, uden at han turde se op, fik han det mærkeligt på én eller anden måde...
"Bare i et lille stykke tid..." Tilføjede han mumlende og lagde armene over kors, som prøvede han at beskytte sig selv mod et angreb fra Akumu... ikke at han troede det, men han havde for vane at passe på sin krop når han ikke var på arbejde, han brød sig heller ikke så meget om berøring fra andre.

//I'm soooo creative T-T//

Akumu så fortsat på ham som han talte. den måde... Hvilken måde?.. havde han ikke bare kigget på ham som han plejede at se på folk?... Indgående, analyserende, dybt, betragtende... som at se igennem dem... Måske var det dét - den måde folk druknede i hans mørke øjne på. Starlet sagde atter noget, og det var først nu at det gik op for ham, at han hele tiden havde betragtet Starlet imens han tænkte. Han vendte som befalet blikket væk "Som de vil" sagde han blot lavmælt med et svagt smil. Han måtte indrømme at det var en smule underligt at skulle snakke med folk, han ikke så på. Det virkede så... fejt. Gad vide om Starlet havde en grund til at han ikke så folk i øjnene udenfor arbejdet. Akumu lænede sig op ad lygtepælen bag sig og så ned ad gaden. "Må jeg vide hvorfor de ikke ser folk i øjnene?..." Spurgte han og så åndsfraværende ned ad gaden. Dér hvor lygtepælene stoppede og gaden blev opslugt af et gevaldigt dunkelt nattemørke. Egentlig kunne han godt forstå, og gætte sig til hvorfor. Men det var nu alligevel et sælsomt syn, at Starlets blik ikke engang snittede hans eget... Akumu's blik var dog også meget anderledes end andres...

"Jeg... kan ikke lide det..." Lød det svagt fa ham mens han langsomt lod blikket glide op af Akumus krop og op til hans ansigt. Det var nok halvt sandt det han sagde, han kunne ikke lide at se folk i øjnene, fordi det føltes som om de så lige igennem én og læste deres tanker, men også på grund af hans arbejde. Sådan som folk så på ham... deres blik ville han aldrig kunne glemme. I deres øjne var han jo bare luderen, det var nok derfor han holdte sig for sig selv det meste af tiden, så han ikke kom til at støde ind i de personer på gaden og igen få det der blik han i den grad ikke brød sig om.
Starlet betragtede kort Akumu, nu hvor han endelig havde chancen, uden at komme til at se ham i øjnene. Køn... så ufattelig køn. Med et irriteret suk vendte han blikket væk igen, selvom han egentlig ikke havde lyst til at fjerne blikket fra det kønne væsen som han havde stående foran sig.

Akumu lyttede tavst til Starlets få ord, imens han fortsat stirrede frem for sig, og betragtede omgivelserne. Han havde ikke noget imod det.. Hvis Starlet ikke kunne holde ud at blive set på, eller møde andres blikke, måtte Akumu jo blot gøre som han blev bedt om. Fordi han blev bedt 'pænt' om det. Mere skulle der ikke til... så en smule medlidenhed og et roligt sind. Akumu drog et let suk, og lagde armene over kors, og stod fortsat lænet op ad lygtepælen. Underligt ikke at måtte se på de folk man talte med, og ikke ville se på dem. Akumu havde en sær trang til at betragte folk. Studere og analysere dem. Finde svagheder, styrker, bristepunkter og nye veje at nå ind til dem. Som et es i ærmet. Men han havde allerede fundet noget lignende hos Starlet. Ikke selve esset, men et forspring til det.
Vinden blæste ned ad gaden og fik papire, samt støv og andet til at virvle rundt på jorden. Vindens usynlige arme tog blidt Akumu og Starlet i sine arme, strøg dem mildt og kælent. Lod deres hår og tøj bølge døsigt i dets usynlige hav som omgav dem. Akumu lukkede øjnene for en stund, løftede let hoved og nød vinden mod sit ansigt. Det fjernede i korte øjeblikke hans hår fra hans ansigt - hvorefter håret blev kastet tilbage. Vinden stilnede af for en stund og slap alt der pludselig havde virket levende, og lod det langsomt vende tilbage til det døde. Deres hår og tøj faldt til ro, og Akumu's sorte hår, lagde sig atter tæt om hans ansigt, og badede det i skygger. Skjulte hans gådefulde øjne, som atter langsomt åbnede sig og gav sig til at betragte omgivelserne som før, med det dybe, indgående og dog... tomme blik. Som var der intet andet, en det uendelige mørke som herskede i dem. Opslugte alt og alle og lod det alt sammen drukne i sit sorte hav. Så uendeligt dybt, dragnede... dog så koldt, dystert og uhyggeligt.

Starlet lukkede øjnene hårdt i, da vinden tog fat. Det var koldt bare at være udenfor, uden jakke på, men han havde jo heller ikke troet at der ville være én der holdte ham tilbage, det gjorde jo egentlig ikke noget når det nu var ham som holdte ham fast derude. Han havde ikke noget imod Akumu, han var rar på sin egen måde, og det kunne Starlet godt lide ved ham. Han var anderledes... speciel.
Han åbnede langsomt øjnene og vendte stille blikket mod ham igen. Betragtede ham, prøvede at finde fejl ved ham, som ikke var der. Umuligt. Sådan én som ham kunne ikke have fejl, han var perfekt.
Starlet åbnede munden på halvt og lod et lavt suk undslippe ham. Det var rart med stilheden, Starlet havde aldrig brudt sig om larm, eller højrystede mennesker...endu en ting som gjorde Akumu perfekt.

Akumu lyttede til stilheden, lyttede til dét som ikke kunne høres. Der var intet at høre, og dét var kaldet stilheden - lyden af ingenting. Vinden hylede i ny og næ og prøvede - forgæves - at trække Starlet og Akumu med sig, på sin rejse gennem landet. Om vinden overhoved stoppede, eller døde ud på noget tidspunkt - var et mysterie.
Et par som kom vandrende, rev Akumu ud af tankerne. Han kunne høre deres trin og små'snak som de nærmede sig fra vejen han nu, stod med ryggen til. Han drejede hoved og så sig over skulderen. Fulgte dem årvågent med blikket som de ubemærket passerede dem. Han betragtede de mærkværdige væsner som herskede over jorden, som 'ejede' de den og var herre over alt. Menneskene. Akumu så efter dem, til de til sidst drejede om et hjørne og forsvandt helt. Han fortrak gaden øde for liv... udover dem selv, i så fald.

Starlet lod blikket hvile på Akumu da han kunne høre fodtrin og derefter småsnakken. Det var der igen. Hans blik blev anderledes og mere analyserende, hvilket irriterede Starlet utrolig meget!
Da personerne drejede om hjørnet tog Starlet et skridt hen imod Akumu, hvorefter han lod fingerspidserne let glide hen over hans kind. Han kunne normalt ikke lide at blive rørt... eller røre ved andre, men han var næsten nød til det nu. Han så op på ham, mod hans øjne, og næsten håbede på at han fangede hans blik.
Han var allerede nået så langt, så hvorfor ikke fortsætte?

Akumu blev revet ud af sin dybsindige tilstand da Starlet pludselig rejste sig og bevægede sig helt hen til Akumu. Lod fingerspidserne glide over hans iskolde og sne hvide kind. Akumu hævede undrende øjenbrynene og lænede sig tilbage - men da han stod lænet op ad en lygtepæl - kom han ikke særlig langt. Akumu kneb øjnene en smule sammen og så indgående og en smule analyserende på Starlet. Smilede derefter et skævt og svagt dominerende smil "Sig mig..." Begyndte hans silkebløde og dragende stemme "Vil de, eller vil de ikke, have mit blik for dem selv?" spurgte han og smilede sit skæve dystre smil. Vinden tog let fat igen og fjernede i et kort øjeblik Akumu's mørke hår fra hans lyse ansigt. Synliggjorde de sorte opslugende øjne. Sorte, som sank alt ind i dem, forsvandt i dets tætte - nærmest uendelige mørke. Den eneste farve der var, var den tynde, smalle ring af irisen som var mørkerød. Blodrød. Omgav det dunkle nattemørke som herskede i Akumu's øjne. Akumu betragtede Starlet roligt og dybsindigt, med et mildt og dog så... livløst blik. Så fuldstændig udtryksløst på ham, som han stod dér, lige foran ham og i et kort øjeblik havde syntes at opsøge Akumu's opmærksomhed. Akumu's øjne... "Er de tilfreds?" spurgte Akumu derefter toneløst og så stilfærdigt på ham. Hvor forfærdeligt det måtte have været for Starlet, ville han snart finde ud af, og han afventede Starlets reaktion.

Starlet stod som havde han fået suget sjælen ud af sin krop. Betragtede Akumus specielle øjne, med sine egne tågede blå som til tider synes at flakke en smule til side, som ville han se væk, men noget holdte ham fast så han ikke kunne. Øjnene dragede ham tættere på Akumu, og han lod stille hele hånden hvile på den hvide hud Akumu besad. Følte. Mærkede hvor kold han var og det varede ikke længe før han lagde mærke til det blik han fik fra ham. Hvor udtryksløs og tomt det var. Dét specielle blik som Starlet ikke kunne stå for. Blikket som dragede Starlet tættere til sig, og... ødelagde ham.
Han åbnede munden let på klem mens han forsøgte at trække sig væk, hvilket ikke lykkedes. Ikke en lyd kom fra ham, han svarede ikke på noglen af Akumus spørgsmål, som ellers synes så simple. Så små.
Nej. Han var ikke tilfreds. Det gjorde ondt på sådan en vidunderlig måde, at stå og se ind i de smukke øjne. Han lod den hånd som han havde hængende ned af siden glide op på Akumus brystkasse. Det sted han havde stået og betragtet så længe. Der hvor hjertet burdte sidde.

Akumu betragtede Starlet som langsomt syntes at forsvinde ind i sig selv. Eller ind i Akumu's øjne. Han så helt... hypnotiseret ud - og det overraskede egentlig ikke Akumu synderligt. Starlet var jo et menneske og Akumu, en vampyr. Rovdyret og byttet.
Starlet nærmede sig uendeligt langsomt og Akumu mærkede hele hans hånd på sin kind. Den var varm, mod hans iskolde sne hvide hud. Han fastholdt fortsat Starlets blå'tågede blik, med sit eget dybsorte. Starlets hånd bevægede sig op ad Akumu's brystkasse og placerede sig i venstre side, hvor hjertet sad...
Akumu stod tavs og betragtede Starlet som virkede tåget og langt fra tilstedeværende. Akumu kunne sikkert holde ham fanget i dette usynlige og døsende greb i evigheder, men det ville Starlet ikke kunne holde til. Akumu's lange, tynde pianistfingre greb blidt, men bestemt om Starlets hænder. Fjernede dem langsomt fra sig og skubbede ham derefter en smule ud fra sig. "Det er tid til at vågne..." sagde han lavmældt, nærmest hviskende, hvorefter han slog det tryllebindende blik væk. Ud mod gaden som stadig lå tom, og livløst hen. Hans kolde fingre slap grebet fra Starlets hænder og han lod atter armene hænge normalt ned langs siderne. Han skævede til Starlet, for at se om han var ved at vende tilbage...

Starlet mærkede Akumus greb om sine hænder, hvorefter han blev skubbet en smule væk fra ham og øjenkontakten blev brudt. Nej. Han ville jo ikke se væk, han ville holde øjenkontakten med hvad det så end var han havde stående foran sig!
Han blinkede et par gange før han langsomt slog blikket ned mod jorden og kom tilbage til virkeligheden. Han lod sine tynde fingre køre langs sin pande mens han lukkede de tågede øjne. Han kunne normalt ikke lide når folk rørte ved ham, men... når det nu var ham, og han allerede var nået så langt, følte han at det kunne være lige meget. Nu havde han bare en knaldende hovedpine.
To af hans mest personlige grænser var overskredet af én enkel person, som han kun lige havde mødt, og det gjorde så forfærdelig ondt indeni.

Akumu betragtede tavst den skrøbelige skikkelse foran sig. Han så langt fra ud til at have det godt, og det kunne han takke Akumu for. Egentligt kunne Akumu jo være fuldstændig ligeglad og blot håne ham for hans svaghed. Men det kunne han ikke - ville det ikke. For Starlet havde mødt Akumu's blik af egen fri vilje. Han var odt nok blevet opfordret en del til det, men i sidste ende stod valget jo til ham selv, og hans frie vilje. Dét respekterede han mennesket for. Underligt nok.
Akumu studerede ham. Vidste at skrammerne han ledte efter, sad indeni og var ikke synlig for det blotte øje. hvor slemt det var, vidste Akumu ikke. Om det ligefrem overhovedet var alvorligt... men Akumu havde vidst mere eller mindre trampet end del på Starlets usynlige grænse. Men han var ikke spor ked af det han havde gjort. Han kunne ikke føle sådanne følelser. Blot have medlidenhed med at Starlet havde været så uheldig at støde på Akumu. Han vidste utrolig nok, ikke rigtig hvad han skulle sige. "Var det... slemt?" spurgte han toneløst og så på Starlet med sit livløse blik. Dog var han omhyggelig med at placere blikket en anelse højere end øjnene. Det endte dog med at han betragtede Starlets lyse hår.

Starlet lod sig vakle tilbage mod muren og lænede sig op af den uden at åbne øjnene. Han var fanget i stilheden, alene med Akumu, som forholdte sig stille og lydløs. Han kunne mærke hans specielle øjne hvile på sig, hvilket faktisk på en måde fik ham til at slappe mere af. Starlets hjerte pumpede så hurtigt at det næsten gjorde ondt i brystkassen, men han var ligeglad.
Han løftede hånden et stykke frem for sig rakte derved ud efter Akumu, han vidste ikke hvorfor, han havde vel bare brug for det. Det havde været en... rar følelse da Akumu havde rørt ved ham. Noget inden i ham havde givet grønt lys og... det var vel en god ting.
Nu vidste han at der var to personer i denne by som han havde det fint med at blive rørt ved... på den rigtige måde.

Akumu kunne høre Starlets hjertets galoperende rytme, som prøvede det at slå hul i brystet på ham. Han kendte åbentbart ikke følgerne af sit bliks begravende dyb, og hvad der ventede i det. Hvad Starlet havde set. Akumu bed sig svagt usikkert i læben og trådte nærmere. Han havde aldrig oplevet en reaktion som denne før, og den... undrede ham en del. Hvad foregik der inde i Starlets sind?
Han så mod Starlets bævrende hånd som blev løftet imod ham, som ville den røre ved Akumu. Røre ved ham, som havde forudsaget dét der så end var galt med ham nu. Akumu stod som forstenet og så udtryksløst på hånden. Løftede dernæst sin egen imod den, lod forsigtigt sine kolde fingerspidser mødes med Starlets varme. Det var en underlig fornemmelse. Den måde hans kulde straks kvalte Starlets varme på. Fortærrede det straks, som måtte det ikke indtage hans krop. Hvilket varmen heller ikke kunne. Akumu foldede let fingrene om den varme hånd, men forblev stift stående hvor han stod. Han lagde hoved svagt på skrå og betragtede den lille, kønne hånd som lå varmt og blødt i hans - kolde hånd, med de lange tynde fingre. Den lyse hud, mod den fuldstændig marmorhvide.

Starlet spændte kort i kroppen da han mærkede den kolde hud mod sin varme, men vænnede sig langsomt til det, hvorefter han lukkede hånden og trak Akumu en smule til sig mens han langsomt rettede sig op og fjernede hånden der skjulte sine øjne, hvorefter han lod dem hvile på Akumus kolde hånd som holdte om sin varme.
Han havde ikke troet at Akumu ville gøre det. Tage ham i hånden, bare sådan uden vidre, Så han var en smule overrasket og synet af den marmorhvide hånd holde om sin. Følelsen kom igen... det gjorde ondt, men på sådan en vidunderlig, god måde som gjorde det svært for Starlet at holde sig selv i skindet og kun holde Akumu i hånden. Ikke gå for vidt og trække ham helt hen til sig... og røre det ansigt som så så skrøbeligt ud, igen.
Han lavede en enkel lille grimasse og lod blikket synke i jorden igen, men slap ikke sit greb, ville ikke slippe.

Akumu prøvede at blive stående hvor han stod, men blev nød til at rykke et skridt nærmere, for ikke at få overbalance. Han betragtede tavst drengen foran sig, og så udtryksløst til da de blå og tågede øjne atter vente tilbage. Så mod deres hænder med en snært af forbløffelse. Det var først nu, det gik op for Akumu at de faktisk holdt i hånd. Han trak langsomt og forsigtigt hånden ud af Starlets greb. Eller prøvede på det. Han tog det i sig og trak hånden helt til sig. Holdt den lidt i sin egen hånd, hvorefter han gemte dem begge væk om bag ryggen. Han rystede opgivende på hoved ad sig selv "Jeg undskylder.... jeg ved ikke hvad der gik af mig" sagde han lavmælt og slog blikket væk. Han trådte et par skridt tilbage, og lænede sig atter mod lygtepælen. Det var ikke sket før at han selv blev påvirket af andres øjne, eller at folk så ind i hans. Men det var som om denne gang havde været anderledes. Han rystede på hoved... det måtte være blodmangel, eller lignende der tyngede hans tanker. Han lod den ene hånd søge op mod hans ansigt og placerede tomeltotten lige uden for det ene øje, og lod de andre, hvile ud for det modsatte - som skyggede han, eller gemte sit blik væk. Men i virkeligheden masserede han blidt huden, og lod derefter fingrende mødes over hans øjne og på næseryggen. Et let suk undlod hans blege læber og han lod atter armen hænge langs siden. Han så mod Starlet. Anede han overhovedet hvad Akumu var... og hvad han var i stand til? At de faktisk var fødte 'fjender'.

Starlet stod helt stille og så på deres hænder som langsomt skiltes- ihvertfald for ham. Alt synes at gå i slowmotion. Stille. Han lod sin hånd blive hvor den var intil han hørte stilheden blive brudt.
"Det er... helt okay." Lød det lavt fra ham, idet han stille trak sin hånd til sig og så ned i jorden. Det var mere end okay... det var en vidunderlig følelse at blive rørt på sådan en måde af en som Akumu.
Hans hjerte pumpede stadig vildt og ustyrligt, men han tog sig ikke af det. Hans tanker var tomme og ligeså hans blik. "Det gør... ingenting." Tilføjede han så lavt og lod blikket flyve op på Akumus mund. Ligesom han havde gjort før, og sikkert ville gøre mange gange fra nu af. Han var ihvertfald sikker på at han ikke ville komme til at se ham i øjnene igen lige forløbig... men det kunne også være ligemeget, han havde haft det mærkeligt da han havde set ham i øjnene. De utrolige øjne...

Akumu undlod endnu et suk fra læberne. Hvad var det dog han lavede her? Stod og havde en samtale med et menneske og havde rørt vilkårligt ved ham... ikke fordi der var noget galt i berørelse som sådan... bare måden. Nu når han tænkte over det, virkede hans blik faktisk en smule sløret. Han glippede let med øjnene. Han havde ret. Det var på grund af blodmangel, og nok også derfor hans øjnes vampyr'evner havde virket så markabelt på Starlet. Akumu slog en svagt klik med tungen, og mærkede hvor tør han var i munden. Akumu skævede til Starlet, som heldigvis ikke anede uråd, endnu. Hverken om hvad han var, eller hvad der var i vejen. Han så mod den mørke, tomme gade.. derefter tilbage på Starlet. Det var ikke fordi han havde noget imod at drikke blod -slå ihjel for det. Han ville bare - af uforklarelige grunde- Ikke lade Starlet vide hvad han var. Han rystede kort på hoved og genvandt fatningen. Overvejede hvordan han skulle sno sig uden om det her, og forlade Starlet. Om han kunne, vidste han ikke helt...