Ingen Gentlemen? //Belafont - Privat//

Robin stoppede op, da Belafont kyssede hende. Hun fjernede sine læber fra hans, hoppede en enkelt gang og sprang i favnen på Belafont.
"Du har virkelig reddet mig.." sagde Robin, helt stille. Hun var nødt til at stå på tær, for at kunne nå op til Belafont's nakke, som hun havde armene omkring. Hun gemte sit ansigt ved Belafont's venstre skulder.
Problemet omkring hendes klaver var ikke noget hun lige tænkte over, men hun var sikker på, at Kai måske ville hjælpe til, hvis det var, at de ikke kunne klare det selv?

Belafont smilede og kyssede kærligt Robins hals og ned til hendes skulder. Han var meget glad for at RObin ville flytte ind, og lagde sine hænder bag på hendes talje og svingede langsomt rundt en enkelt gang imens han løftede hende og satte hende ned igen.
"Det var min ære.. Og g'r det med glæde igen.. Ville give min udødelighed for dig.." Sagde han med et smil, og blev ved med at kysse hendes hals og skulder.
"Og er rigtigt.. Vi ved faktisk heller ikke hvad hun kan endnu.. Hvilke magier hun fik med forbandelsen.. Men vi kan høre om hun vil hjælpe os.." Sagde han med et smil.


//Skal lige ud og have en pils med de gamle :) Svarer senere.. //

//helt okay! (://

Robin lo, da Belafont løftede hende, som om hun var en fjer.
"Du må endelig ikke give din udødelighed væk - hvis man da overhovedet kan det. Ellers kan vi jo ikke leve sammen." Robin's stemme var lidt hæs som altid, lidt mørkere end andres. Men det generede hende ikke, når hun skulle synge. "Men jeg har jo ikke brug for at blive reddet igen - jeg vil jo kun have dig, være hos dig, kysse dig.." Robin smilte kært op på Belafont.

Belafont grinede lidt, og rørte hendes næse med hans egen en enkelt gang.
"Kan jeg heller ikke elskede.. Og ville heller aldrig gøre det, hvis det ville stoppe mig i at kunne fortsætte mit.. Liv.. Med dig.. Du gjord min forbandelse til et liv igen Robin.." Sagde han med et kærligt smil, og strøg sine hænder op af hendes ryg. "Jeg elsker dig Robin." Sagde han med en sikker stemme, lagde sin hånd på hendes baghovede, og trak hende tvingene til sig, til et dybt og kærligt kys.

Robin havde intet imod kysset. Hendes øjne lyste af intimitet og ... glæde. Hun grinte så og kunne ikke vente med at skulle flytte sammen med Belafont. Det ville være en hel ny begyndelse for hende - starten på at få et helt nyt og lykkeligt liv.
"Jeg er utrolig glad for, at jeg alligevel blev angrebet af spøgelser," lo hun kort, stoppede kysset lige et øjeblik, "ellers ville jeg jo ikke kunne leve sammen med dig." Robin satte straks sine læber mod Belafont's igen.

Belafont smilede, og grinede lidt inden hun kyssede ham igen, og strøg sine fingre ind i hendes hår, og kyssede hende dybt og intenst, i det han smilede, samlede hende op, og drejede rundt en enkelt gang med et grin.'
"Jeg er glad for at jeg alligevel vendte tilbage.. Havde jeg egentligt ikke tænkt mig.. Men hvor ville jeg dog have fortrudt det, hvis ikke jeg havde gjordt det." Sagde han med et bredt smil.

Robin lo, da Belafont tog hende op.
"Jeg ville i hvert fald ikke have været her længere," sagde hun, med et lille smil, "og du reddede mig jo." Robin satte straks sine læber mod Belafont's, kyssede ham inderligt.

Belafont smilede, og kyssede tilbage, samtidigt med at han satte hende ned, men lod hende ikke slippe fra hans læber med det samme. Han strøg kærlig en hånd ned af hendes ryg, til hendes talje, inden han slap.
"Det er også nok noget af det bedste jeg har gjordt, i meget, meget lang tid..." Sagde han med et bredt smil, og lagde armende omkring robin, og trykkede hende kærligt ind imod sigselv.

Robin knugede sig ind til Belafont. De kontaktlinser hun elelrs havde haft på for at skjule de røde øjne var for alvor ved at forsvinde. Hendes gift var åbenbart ligeså stærkt som en fuldblodsvampyrs.
"Jeg tilhører dig," sagde Robin med sin lidt hæse stemme, "... som I vampyrer nu plejer at sige." og når det var sagt, måtte ingen andre vampyre gør Robin ondt, eller bide hende, uden Belafont's tilladelse. Det var et bånd der skulle overholdes i vampyrenes samfund og det ville koste en døden, hvis man overtrådte det.

Belafont smilede bredt, og kyssede Robins hals kærligt, flere gange.
"Jeg elsker dig Robin.. Jeg vil aldrig udnytte dette løfte. Du vil være sikker som værende min, min elskede.. Jeg vil aldrig lade ondt befalde dig, så længe jeg kan stoppe det.. Jeg vil beskytte dig.. Også selvom jeg ved du udenmærket kan klare dig selv.." Sagde han med et lavt grin, og kyssede hendes læber kærligt.

"..kan...passe...på...mig...selv..." grinte hun under deres kys, det hun nu kunne få fremsagt. Hun mærkede hvordan hendes hugtænder voksede sig større, da Belafont kyssede hendes hals på den måde. Hun var lidt mere tørstig end hun egentlig ville indrømme. Og hendes øjne ville sagtens kunne afsløre det, helt uden nogen form for tvivl.
Robin fjernede blidt sine læber fra Belafont's - modvilligt. "Jeg elsker også dig. Det håber jeg at du ved, men jeg har noget jeg vil spørge dig om..." Robin smilte kærligt.

Belafont smilte bredt, og nikkede.
"Ja?" Sagde han, og blev ved med at smile på samme måde. Han kunne godt se Robins tørst, men lod hende stille hendes spørgsmål, imens han kyssede Robins hals endnu engang, og blev ved med at gøre det, på samme kærlige måde.

"Pas nu på, at jeg ikke bare bider dig på stedet, istedet for at tage ud for at jage." Robin lo en stille latter med et smil, da Belafont endnu en gang kyssede hendes hals på den kærlige måde hun sådan holdt af.
"Når du siger familie ... så var du ... gift?" Robin kiggede på Belafont med et ... søgende blik. Hun håbede ikke, at han kunne læse og gennemskue hendes tanker bag spørgsmålet. Hun forsøgte virkelig at skjule hendes tanker, men det var svært pga. hendes tørst og det, at hun stadig var en nyfødt.

Belafont smilte og gled sine tænder op af Robins hals.
"Du ved at du altid gerne må bide mig min elskede.. Jeg nyder det trodsalt..." Sagde han med et lumskt smil, og et drilskt lyft på sit ene øjnebryn. Han grinede lidt, og rystede på hovedet.
"Jeg blev aldrig gift, imens jeg levede.. Jeg var forlovet, men jeg blev bidt uger inden vi skulle giftes.. Jeg har været gift, men ikke i den tid jeg levede.. Det var efter jeg blev bidt.." Sagde han, en smule mere dystert, somom det var endnu et ubehageligt minde, men han smilte så igen.

Robin var tavs. Hendes smil svandt en smule.
"Så bid mig... jeg har det på samme måde som du..." Robin smilte, lige indtil at Belafont sagde, at han havde været gift ellers.
"Så du har haft en siden, da du var blevet bidt..." Robin's tænder var stadig fremme, og det blev kun værre, da Belafont gned sine tænder på af hendes hals.

Belafont så ikke at hendes smil svandt til at starte med, og smilte.
"Det er ikke mig som er tørstig elskede.. Og ja, jeg har haft en si.." Belafont lænede sig tilbage og så at hendes smil var svundet, og så så lidt betænkelig ud. "Ja.. Jeg havde en brud, siden jeg blev bidt.. For mange år siden.." Han lænede sig lidt tilbage, og blev ved med at kigge på Robin med et lidt undrende udtryk. "Det ser ikke ud til at du er så glad for det.." Sagde han, næsten spørgende.

Robin sukkede stille.
"Det er bare min drøm. Det eneste jeg nogensinde virkelig har drømt om. Og så med dig... men en anden oplevede det, før jeg gjorde..." Robin begyndte at gå, stadig hen mod kirkegården.
Kirkeklokker der ringede, mennesker der sagde tillykke, festen, bryllupsrejse og ikke mindst kjolen ... kjolen som Robin havde skitseret, af sin ønskekjole, dengang hun vidste at det var en mulighed, en mulighed for, at få sin egen familie..
"Det kan umuligt være lovligt for vampyrer at ..." Robin grinte lidt sarkastisk, "der er jo ingen der ved at vi eksisterer!"

Belafont smilte, og grinte lidt, og kom hen ved siden af Robin, og lagde en arm omkring hendes talje.
"Det er rigtigt.. Og det er heller ikke noget der sker så tit.. At vampyrer giftes.. Men vi har vores eget samfund.. Og vi har måder at blive gift på.. Der er dog en enkelt ting du har mistet, hvis du havde dig en drøm om dette, og det er kirkeklokker.. Vi har ingen kirker i vores samfund.." Fortalte han imens han kiggede fremad. "Og en anden oplevede det før dig, men jeg er sekshundrede år.. Er ked af at jeg måtte skuffe dig, men har altså ikke kunne leve sekshundrede år uden kærlighed." Sagde han still.

Robin lyttede, gik med blikket ned i jorden. Hun talte stille stregerne hun passerede i fortovet, før de nåede til kirkegården.
"Jeg ved det - at du har oplevet kærlighed i dine sekshundrede år, men ..." Robin stoppede op, lige foran lågen til kirkegården, "jeg vil opleve sådan en kærlighed. En, hvor man bare ved, at man skal være sammen. Det er sådan jeg har det med dig, men..." Robin kiggede nu på Belafont, hendes øjne svage.

Belafont rystede blidt på hovedet en enkelt gang, og gik helt hen til Robin, og lagde en hånd på hendes ene kind.
"Nej Robin, ikke noget men.. Hvorfor et men, min elskede? Jeg elsker dig, og det er dig jeg vil have. Ingen andre.. Jeg vil ikke have at min kange fortid skal blive et problem imellem os.. Jeg elsker dig nu, og det er det der tæller.. Det er dig jeg vil være sammen med.. Jeg ved.. At vi skal være sammen.. Og jeg vil.. At vi skal være sammen.." Sagde han, og strøg sin hånd kærlig ned af hendes kind, og ned på hendes ryg, imens han bliver ved med at kigge i hendes øjne, med et kærligt blik.

Robin kunne ikke lade være med at smile. Hendes øjne lyste nu som to små stjerner, på en meget mørkt nattehimmel.
"Okay, så..." lo Robin stille, blikket mod Belafont's, "...ikke noget men." hun tog Belafont's anden hånd - den der ikke var ved hendes kind - og knugede den kærligt. Hun ville også være sammen med ham, følte at det virkelig var dem..

Belafont smilede bredt, og rækkede så ned til hende, og kyssede kærligt hendes læber. Han kiggede ind i hendes øjne imens han gjorde, og de så næsten glade ud, hvilket ikke var normalt fra hans normalt kolde og tomme øjne. Han lukkede dem langsomt, og pressede Robin helt ind til sig, imens han fortsatte kysset. Han gled en hånd op på Robins baghovede, og aede hendes hår en enkelt gang, og åbnede øjnende igen, og blev ved med at kigge på hende.
"Godt.. Men, er et slemt ord.. Og kan ødelæge meget.. Og det skal ikke ødelægge det her.. For jeg elsker dig, og vil ikke miste dig.." Sagde han i det han havde slippet hendes læber.

Robin smilte. "Slemt ord..." hun klukkede stille og bed sig nervøst i læben. Hun fjernede ikke sit blik fra Belafont og glemte alt omkring dem. Tænk, hvis det kun var de to. Ingen andre ...
Belafont havde lige siden de mødtes, fået Robin til at føle sig hel igen. Hun tænkte ikke over sine minder - ikke rigtigt mere. Men når hun en gang imellem lukkede øjnene, så hun hendes søster... hendes bror... Men Robin ville ikke tænke tilbage - det havde hun brugt de sidste tres år på. Nu fokuserede hun kun på Belafont...

Belafont smilede, og grinede lidt, med et ryst på hovedet.
"Mhmm.. Meeget slemt.." Sagde han med endnu et grin, og kyssede hendes pande blidt, med en hånd på hendes hår, som han strøg ned til hendes ryg. Han kiggede in på Kirkegården, og så ned på Robin igen, og hentød ind på den.
"Der var noget du ville vise mig?" Sagde han med et lille smil, i det han selv helt havde glemt det.

Robin begyndte igen at gå hen mod Kirkegården. Hendes skridt var tavse, elegante. Hendes hår flagrede omkring hende og hendes smil var kærligt.
"Ja, mit klaver?" Robin lo og dansede videre ind på Kirkegården, hendes kjole der næsten
danse med hende. Hun kiggede ikke tilbage mod Belafont, hun vidste, at han var med hende hele tiden.