Ingen Gentlemen? //Belafont - Privat//

"Jeg er vel bare heldig, men jeg har jo mere humanitet i min Dødsengel-del af mig, end andre normalt har. Jeg tænker over tingene - konsekvenserne ..." Robin kiggede på Belafont og smilte med et kærligt blik. Hun blev ramt af duften af blod og sank en klump. Det var måske ikke så smart for hende at være ude blandt andre mennesker, men hun ville heller ikke lade være.

Belafont kunne mærke at Robin var en smule utryk, og hørte hvad hun tænkte. Han trak hende blidt helt tæt ind til sig, og strøg betrykkende hans hånd op og ned af hendes skulder.
"Det er aldrig en god ide at gemme sig for menneskeheden, selvom vi sulter efter dem, og ikke ser anden udvej. Det er hvad jeg har gjord i flere hundrede år, og det er somom at jeg bare har spildt de tohundrede år." Han rystede lidt på skuldrene, og kiggede rundt.
"Det kan gøre en lidt nervøs, når man begynder at kunne lugte, at der fx er enogtyve Aspara'er, toogtredve mennesker og femten Engle i lokalet lige nu.. Og så to ud over os som er vampyrer.." Han kiggede lidt rundt i lokalet imens han sagde det. "Men man lære bare at ignorere fristelserne. Er ikke så svært som man måske ville tro." Han smilede ned på Robin igen.

"Andre vampyre ..." mumlede Robin og kiggede rundt igen. Hun sad helt tæt til Belafont og hørte nu en velkendt sang. Hurtigt rejste hun sig fra sin plads og hev Belafont med sig. Hun kunne sagtens genkende duften af Aspera'er og de to enkelte vampyrer, men det prøvede hun at overse.

Belafont grinede, og fulgte med op, og kæmpede ikke igen.
"Ja. Men de holder sig nok til deres eget, som vi også gør.. De kan garanteret også godt lugte os.." Han grinte lidt lumskt, og kiggede omkring.

//hvis jeg pludselig ikke svarer, er det fordi jeg skal spise (:

"De kan bare vente sig, hvis de prøver på noget," lo Robin og tog Belafonts hånd. Hun dansede tæt op ad ham, i takt til musikken.
Duften af mennesker var stadig svær at modstå, men Robin holdte det ud.

Belafont grinede og fulgte Robin. Han var lidt ude af hans circle da det kom til musikken, det var ikke sådan noget han normalt dansede til. Så han prøvede bare så vidt som muligt at følge Robin. Han var en del mere klodtet end han var med den anden form for dans, men kun i starten. Belafont som et naturtalent, fik meget hurtigt fat i rytmen, og fulgte sangen fint. Han holdt Robin tæt ind til sig med en hånd bag på hendes talje.
"Tror nok de skal kunne holde sig for sigselv.. Er elev og mester.. Som os..." Han grinede med et bredt smil. "Men dog ikke engang tæt på det samme som os..." Han strøg sin hånd kærligt op af hendes ryg, og ned igen.

Robin lagde hovedet lidt bag over og smilte kærligt til ham.
"Mester og elev..." Robin fnyste, men dansede videre, "det er ne lidt..." hun tænkte, selvom hun inderst inde kendte svaret, "... klassisk, at kalde os." hun vendte sig om mod Belafont og lagde armene omkring hans hals, men bevægede hoften itakt med musikken.

Belafont grinede lidt, og prøvede stadigt lidt desperat at følge musikken.
"Mæske.. Men jeg af alle mennesker.. Er klassisks..." Han grinede og løftede hans ene øjnbryn drilskt. "Er i det helle taget meget gammeldags.. Men det vil du nok finde ud af.." Han smilede og fortsatte.

"Jeg er ligeglad," sagde hun kærligt og vigede ikke sit blik fra Belafont's, "for jeg vil have dig som du er." Robin kiggede på Belafont og kunne godt se, at det var sværere for ham at følge med til denne form for musik.

Belafont smilte bredt, og sukkede lettet da sangen sluttede. Han grinede lidt, og smilte bredt igen.
"Er jeg glad for min kære.. Ved ikke hvad jeg har gjordt for at fortjene dig... Jeg forbandede dig ligefrem... Det ville de fleste have hadet mig for, og ikke forstået mit grundlag.." Han smilede, og kiggede op på Dj'en, håbede han ville spille noget han kunne følge lidt mere med på.

"Tænk på det sådan," Robin smilte, da hun kunne se hvor lettet Belafont blev, da sangen sluttede, "jeg kan leve lige så lang tid som dig. Vi behøver aldrig nogensinde at undvære hinanden." hun smilte til Belafont og tog armene ned langs hendes sider.

Belafont kiggede ned på Robin, og smilte bredt. Han havde stadig en hånd bag på hendes talje, og trak hende helt ind til sig, og kiggede ned på hende.
"Det er rigtigt.. Der er ingen grunde til, at vi ikke skulle føljes ad, på vorese meget lange vej..." Han smilte lidt bredere, og bevægede hans hoved helt ned til Robins, så deres næser rørtes..

Robin smilte og bed sig nervøs i læben.
"Hvis du ikke vil have mig, så sig det nu." hun tvang sig helt tæt, ind til Belafont, så deres læber mødtes, hurtigt, i et enkelt kys.
Robin fjernede sine læber fra Belafont's og kiggede. "Vil du have mig?" og når det var sagt mente hun, at hun aldrig ville elske nogen anden, end Belafont. Og det gjaldt hele hendes liv.

Belafont smilede meget bredt, og nikkede en enkelt gang.
"Det vil jeg Robin.. Du fuldener det der har været tomt i lang tid.. Jeg vil have at vores vej følges..." Sagde han, og lagde en blid hånd på hendes baghovede. han trak så blidt hendes hoved til sig, og kyssede hende dybt og kærligt. Dennegang ikke med lumske bagtanker. Bar et dybt, blødt og langt kys, hvis ikke han blev stoppet.

Robin smilte lykkelig og omfavnede Belafont - lagde armene omkring ham - da han kyssede hende. Hun kunne ikke lade være med at smile.
Musikken blev endnu en gang ændret. Men Belafont og Robin blev stående, i et kys.

Belafont smilede, og blev ved med at kysse hendes læber i lang tid. Da han så trak sig tilbage smilede ha bredt, og kiggede ned på hende.
"Den vej vi træder, som hvad vi er nu. Er ikke enkelt, og fri for fare.. Der vil være folk som vil prøve at blokere os.. Og de fleste af tiderne vil være mørke. Da det er der jeg lever.. Der jeg høre hjemme.." Sagde Belafont, stadigt smilende. "Er du sikker på at du er klar til at følge den vej?"

"Følge den mørkeste vej af dem alle?" spurgte Robin og kyssede ham hurtigt. "Jeg vil følge den vej, du tager mig. Uanset hvad, vil jeg stå ved din side." hun smilte til ham, som om det var første gang de mødtes. Hendes øjne strålede af kærlighed og hendes hår dansede ved hendes bare skuldre.

Belafont smilede bredt. Han grinede lidt, og lagde armende omkring hendes talje og lyftede hende op, og drejede rundt en enkelt gang. Hans øjne flakkede en smule, tydeligvis lykkelig. En følelse han ikke havde følt i lang tid var blevet vakt.
"Jeg elsker dig Robin.. Håber at min vej bliver lang, så længe du er ved min side..." Han smilede bredt, og kyssede hendes hals kærligt.

Robin lagde sit hoved lidt til siden, så han kunne kysse hende.
*Bid mig hvis du lyster...* tænkte hun.
"Min levevej vil kun blive med dig," sagde Robin, og gv Belafont's hånd et klem.

Han smilte og kyssede kærlig op af hendes hals, til hende hage.
"Bide er ikke alt jeg tænker på.. Min kære Robin." Sagde han med et bredt smil, inden han forsøgte at dreje hendes mund til ham, og kysse hende blidt og kærligt på munden

Robin smilte, da han nævnte hendes navn.
"Min elskede..." sagde hun og aede hans kind. "Jeg vil gøre alt for dig." hun dreede sit hoved, så hun ramte hans blik og hendes mund, Belafont's.

Belafont kyssede hende blidt igen, og smilte bredt. han strøg kærligt sine hænder op af hendes ryg, og bed blidt fast i hendes underløbe. Hans tænder var ikke stryket ud, så han bed ikke hold.
"Alt hvad jeg vil have er din kærlighed Robin.. Og den har du allerede vidst mig.. Jeg vil ikke be dig om mere." Han smilere bredt igen.

Robin smilte, da Belafont bed hende i læben.
"Jeg vil give dig min kærlighed," sagde hun og kyssede ham på venstre kind, da hun rykkede sin læbe. "Jeg vil give dig min krop," sagde hun og kyssede hans venstre kind, "og jeg vil give dig mig, i det hele taget." hun afsluttede med et blidt kys, som hun ikke lige gav slip på.

Belafont smilede bredt igen og kyssede hende dybt og kærligt igen. Han satte hende så ned, lagde en hånd kærlig på siden af hendes hovede og kørte dentilbage og ned af hendes hår imens han stadigt kyssede hende. Han grinede lidt, og rejste sig. Han kiggede rundt i lokalet, og så ned på Robin med et bredt smil igen.

"Hvad er der?" spurgte Robin med et smil, da Belafont kiggede rundt i lokalet. En gruppe mennesker gik lige forbi dem og Robin tog fat i en tynd pink gulvlampe. Hun lukkede øjnene og lod menneskerne gå forbi hende. Hun sukkede, tørstig. Der var mærker på lampen, efter hendes hånd.