Lykke og Ulykke, Fløjtespil og Savn

kajika fik et værelse tæt på hans for at holde øje med ham og sagde til dem i receptionen de skulle ringe til hende vis han gik nogen steder, hun gik oven på og gik ind på sit værelse og tog tøjet af og skiftede til almindelig joggin bukser og en lang top og så stille rundt i værelset og gik hen og låste døren og havde mobilen på sig vis han nu skulle gå sin vej var hun helt klart , klar ´på at forfølge ham, vis han ikke ville ha hende i nærheden måtte han jo bare nøjes med ikke at vide hun var der

Da mørket faldt på, forlod han sit værelse.
*Jeg... savner hende...* tænkte han trist.
Han forlod hotellet for at se sig om i byen.
Receptionen ringede til Kajika.

kajika tog mobilen og sagde"okay godt tak" hun skyndte sig ud af døren og ned af alle trapperne og fulgte stille efter ham hun kiggede rundt og forvandlede sig til en kat og fulgte ham, hun var jo en form skifter men hun kunne bare skifte sig om til alt levende og intet dødt, hun kiggede stille efter ham og gik næsten lige bagved ham , hun var lidt nervøs for at hendes magi skulle stoppe med at virke eller hendes evne faktisk .

Han gik længe og betragtede byens mange flotte faciliteter og klubber. Han holdt sig dog fra at gå ind.
De folk der pegede fingre ad ham fordi han så anderledes ud, ignorerede han.
Da han på et tidspunkt nåede en stor statue af to mennesker, en mand og en kvinde der holdt kærligt om hinanden, stoppede han op.
Så gik han hen til statuen, trak en kniv og begyndte at ridse noget i den.
Han skrev: 'Kajika, må du for evigt være lykkelig, og må Han som du valgte være den rette for dig. Jeg vil altid elske dig Kajika Guldhjerte.'
Han skrev ikke sit navn.
Han stod og betragtede hans arbejde lidt før han gik videre.

kajka blev sig selv igen da hun havde fulgt efter ham og han ændrede retning og så stille på det han havde skrevet og kom til at fælde en tåre, hun sukkede dybt og tænkte*Jeg ville ønske han kunne holde det ud.... årh!!! Velarian ... hvorfor skal du os flygte fra mig og forlade mig når jeg endelig lære dig at kende* hun fulgte efter ham stille igen og sådan ville hun os gøre nogen af de andre dage, hun kiggede stille på ham men uden at vide det kom hun til at falde over en sten og den røg over mod en væg, der lød en lyd og hun skyndte sig at gemme sig bagved en kontainer

Han hørte det og reagerede omgående. Han vendte sig, og så hendes skygge smutte ind bag containeren.
Han kneb øjnene sammen.
*Bliver jeg forfulgt?* tænkte han. Han var parat til at slås.
Han sneg sig hen til containeren.

hun lukkede øjnene og tænkte*Opdage mig ikke!!!* hun forvandlede sig til en lille killing der var sort med hvide poter og hale spids og mave og miwau´ede til ham da han stille kom frem fra enden af containeren og hun gned sig sstille op af ham for at virke troværdig hun havde stadig de sølv grå øjne uanset hvad for et væsen hun blev men hun håbede ikke han lagde mærke til det eller noget, mens hun stille gned sig op af hans ben nervøst

Han åndede lettet op og knælede ved killingen. Han strøg den over ryggen og sagde: "Halløj... Hvad laver du her helt alene? Det er du da alt for lille til."
Han genkendte hende ikke, men han så hendes øjne.
"Dine øjne lille ven... heh.. de minder mig om en. En vidunderlig pige..."
Han strøg hende over ryggen igen og sagde: "Pas nu på dig selv lille ven." Så rejste han sig og gik videre.

Hun så stille på ham og fulgte efter ham i det hun hægtede sig fast i hans bukse ben og sagde stile"Miauw!.... Miiiiiauw" hun slikkede ham på bukse benet for at virke troværdig og stille gav sig til at kraglede op til hans skulder og lagde sig op af hans hals og Miauw´ede endnu en gang for at få opmærksomhed fordi vis hun kunne holde øje med ham sådan her ville det være meget bedre og meget nemmer

Han kløede hende bag øret og sagde: "Du er en underlig kat. Men meget sød og pæn... Du er velkommen til at komme med mig."
Han gik videre og nåede en park.
Han begik sig derinf og fandt en bænk ved en stor, smuk sø. Han satte sig ned og betragtede søen mens han løftede Kajika ned i skøddet og aede hende.
"Jeg savner hende, lille mis. Men det er bedst sådan her... Jeg kan ikke gøre hende lykkelig. Det kan Zann."

hun miawede stille i det hun slikkede hans hånd som trøst og gned sig op af hans hånd og begyndte stille at spinde i det, hun kiggede mod ham og vendte sig om på ryggen stille med halsen viftende frem og tilbage i det hun så på ham og tænkte*nej det ikke rigtigt eller jo det med Zann men .... du min bedste ven og jeg ville ønske inderligt du var ved mig uden at være såret eller føle træng til at kysse mig desværre* hun huskede de 2 kys og gøs lidt over kroppen så den lille killing rystede stille

"Du kan godt skifte form nu" sagde han.
Han aede hende igen, og kiggede fortsat ud mod søen med et trist blik.
"Jg ved godt at det er dig."

Hun så stille på ham og tænkte*NEJ! han er bare ikke tankelæser... sig han ikke er tankelæser..... årh har jeg dummet mig nu eller skal jeg bare spille videre??* hun forvandlede sig tilbage da hun var hoppet ned af ham og sad på sine knæ foran ham nu og så ned mod jorden og sagde"Undskyld Velarian jeg fulgte kun efter dig fordi jeg ikke ville ha der skete dig noget overhovedet... jeg var så bange for dig havde såret dig for meget og du ville gøre noget.... ved dig eller nogen ville gøre dig noget og du ville lade dem gør det undskyld" hun græd stille

"Kajika." sagde han og så hende i øjnene.
"Tag hjem. Du kan intet gøre for mig. Forstår du ikke at jeg gør det her for både din og min skyld?" sagde han.
*Hvorfor skulle jeg også forelske mig?* tænkte han trist.

kajika græd stille og tog om ham og sagde"nej jeg har kke lyst til at tage hjem uden dig Velarian jeg vil heller ikke spise uden at vide at du er min ven igen som den gang og du smiler og er glad jeg vil gør alt for at gør dig glad eller ihvertfald prøve er der intet der kan gør dig glad som at tag ud og spise med mig på en restuane?? eller måske tag med mig til tattooen og holde mig i hånden mens jeg får mit navn og efternavn ved venstre håndled??"

"Kajika at spise med dig å en restaurant ville være det samme som en date... Jeg kan ikke. Hør, jeg kommer tilbage en dag. Jeg lover det... og så er jeg helt sikker på at jeg kan acceptere at du valgte Zann" sagdehan. De sidste var en løgn. Han var overhovedet ikke sikker på at han ville kunne acceptere det.

kajika så ned og sagde"nej det ville ikke være en date i mine øjne men en venskabelig spise dag du ved en hygge dag, jeg vil ikke miste dig velarian ... der kunne jo gå flere dage uger eller måneder eller være flere år inden jeg får dig at se igen og det vil jeg ikke ha jeg vil så gerne ha dig med tilbage igen og jeg har fået job som bartenderinde og jeg bor i en lejlighed nu og jeg vil så gerne ha at du er ved mig... Velarian" hun græd stille nu og lå der uskyldigt op af ham

*I en lejlighed med Zann...* tænkte han dystert.
"Kajika jeg kan ikke! Tag så hjem!" han rejste sig op og kiggede ud over søen. Det gjorde ondt på ham at sige det med den hårde tone.
*tilgiv mig Kajika...* tænkte han trist.

det skar så dybt gennem hendes hjerte denne gang da den hårde stemme kom frem, der stod hun helt uskyldigt nu og kiggede på ham med blanke livløse øjne og kunne ikke få et ord frem fordi han sådan brugte denne hårde tone mod hende nærmest råbte af hende. hun kunne mærke tårene nu trille ned af hendes kinder mere end nogen sinde uden at sige en eneste lyd, hun så på velarian og hendes krop rystede stille og hendes vejr var ikke til at trække, hjertede bankede hurtigt for at prøve at få ilt. hun så bare på velarian

Han vidste nøjagtigt hvordan hun havde det.
"Søde... vil du ikke nok?" sagde han. hans stemme rystede igen, og han mærkede at han var ved at bryde sammen igen. Han kunne ikke klare det her.
"Tag hjem til Zann. Jeg kommer. Det varer ikke så længe..." sagde han uden at kunne se på hende.

kajika så stille mod Velarian og nikkede uden et ord i det hun så han vendte med ryggen til sagde hun stille med med en knækkede såret stemme"okay.... alt for dig...." hun græd stille og begyndte med tunge skridt og dårlig vejrtrækning at gå hjem til hotellet for at bestille en fly billet og stille flyve væk her fra for at lade Velarian være i fred hun turde ikke se på ham ovenlig mere vær gang hun tænkte på ham nu kom hans vredes udtryk og stemme frem med"tag så hjem!" den sætning kørte i hendes hoved aldrig hvade hun været så rystede eller ihvertfald ikke over noget Velarian sagde....

Da hun gik, faldt han ned ad bænken, hamrede i jorden med sine næver og hvæsede spydigheder om sig selv.
Det begyndte at regne og han skreg af sorg og had til sig selv.
Han sad på knæ i mudderet ig hukjede som et barn, men han var sikker på at han gjorde det der var bedst for Kajika.

kaika gik helt uviden om der var biler eller noget hun var så såret velarian ville slet slet ikke snakke med hende og nu.... nu råbte han endda af hende når hun prøvede at muntre ham op og være der for ham når han var trist, det åd hende lidt indefra at han bare sådan råbte af hende og hun intet kunne gøre for ham i det hun stille gik ved vejen, kom hun ikke til at se der var en bil der ikke overholdte reglerne og ikke holdte for rødt... hun gik stille over i det en bil dyttede mega kunne man høre et ovenlig brag, inden det lød sådan så kajika mod bilen og tænkte*hvad?? nej!!!'* hun skrig og blev ramt med et brag... folk kom løbende hen til hende og ringede til en ambulance... hun var helt væk ikke død bare væk....

Hans ører opfangede hendes skrig, og han spærrede øjnene op.
"Nej...!" sagde han og sprang op at stå.
Han spurtede så hurtigt han overhovedet kunne i retning af lyden, og nåede frem tidsnok til at høre ambulancen i det fjerne. Han så hende ligge der på vejen.
"Kajika... nej... NEEJ!!!" han skubbede alle til side og løb hen til hende.
Han tog om hende og holdt hende ind til sig.
"Kajika!!" råbte han fortvivlet.
Ambulancen kom, og redderne kom ud. Han var bange for at de vill gøre hende noget, så han løftede hende op, spændte alle sine muskler, og sprang mere end femten meter op i luften og landede på taget af en stor bygning.
Han sprang fra tag til tag indtil han nåede hotellet.
Han løb hurtigt ind, sparkede døren til værelset op og gik ind. Så lagde han Kajika på sengen og tjekkede hende.
*Lad hende være i live* tænkte han desperat.

kajika havde fået et trygget riben så det trykkede hende ind i lungen så hun ikke kunne trække vejret ovenligt ud, hun havde fået en flænge over kinden der blødte stille og hendes krop var slap og slasket som et dødt dyr der var blevet pelsede, hun bevægede sig ikke i lang tid. i mens stod folk og kiggede på hinanden undrende og var helt vildt bekymret for den skade skønhed der blev ramt af en forvillet billist der ikke kunne vente med at det blev grønt igen, der gik noget tid og kajika åbnede øjnene stille og havde slået hovedet hårdt det blødte lidt bagved og hun havde glemt hvordan man helede, hun så rundt og sagde stille med en hurtigt lille vejr trækning"Vel...arian... er ... det.... dig??" hun hostede og skrig af smerte over sin lunge blive klemt mod ribenet og græd stille