Lykke og Ulykke, Fløjtespil og Savn

kajika tog om sin halskæde og sov stadig med den og sagde"godnat Velarian min helt" hun smilede sødt med dynen over sig og sin brækkede fod oppe på en blød pude og lukkede blidt øjnene i uden at tænke mere over om hun havde fået indre skader men der havde hun heldigvis ikke og hun nød også at ligge der og høre Velarians vejrtrækning inden fra stuen af mens hun stille betragtede loftet før hun igen lukkede sine øjne helt i og smilede og faldt i dyb søvn

Han faldt i en dyb, rolig søvn. Han drømte ikke denne nat. Det i sig selv var en lettelse for ham, da han havde lidt af mareridt det sidste stykke tid.
På et tidspunkt vendte han sig og fandt ned af sovaen med et grynt og en mumlen. Han sov videre på gulvet.

kajika vågnede nsæte dag mega træk og begyndte at vende sig ud af sengen med et dump og stille kragle med benet løftede over gulvet og kiggede rundt mens hun kraglede ud til Velarian og så på ham undrende og prikkede ham blidt på maven med et grin i det hun smilede og kraglede stille videre i det hun fandt køkkenet og fandt en ny vand flaske med et smil og drak lidt fra den og sagde"ååååårh dejligt at få ldit at drikke igen"

Han vågnede op, og undrede sig over hvad i alverden han lavede på gulvet.
Han rejste sig op, og gik ud i køkkenet til Kajika. "Nå? Sidder du der?" sagde han træt og satte sig ved siden af hende.
"Hvordan har du det?" spurgte han.

hun kiggede stille på ham i det hun grinte og prikkede ham blidt på næsen med en sjov grimasse i ansigtet og sagde"ja lille mig sidder her og får lidt vand og smerte stillende så jeg på piller nu og rigtig hyper" hun grinte sjovt og rakte tunge af Velarian for sjov og så rigtig drilsk på ham og sagde"ååårh jeg så morgen træt og dog ikke, og jeg har det fint eller min fod har det ikke fint men jeg har jeg så glad for du bliver og tager med hjem"

Han smilede og prikkede hende i maven.
"Skal vi se at få dig til lægen eller hvad det nu hedder?" spurgte han og hjalp hende op. Han holdt fast i hende så hun ikke støttede på sin brækkede fod.

kajika så stille på ham og over rødmede i det hun sagde"ja en læge så jeg kan få gips på og rigtig ha det godt med mit ben men måske .... får jeg sådan en dum klods på så jeg skal ha shorts på eller stump bukser fordi en af mine veninder kom ud for noget ligende med foden og der var det helt vildt træls for hende fordi hun skulle gå i stump bukser eller kjole eller nederdel og det lidt for frækt over for dig søde" hun grinte og prikkede ham tilbage og så rundt stille og sagde"min fod gør lidt ondt..."

"Jeg kan godt holde til at du har bare ben. Bare rolig." sagde han og følte sig dum-
"Skal vi komme af sted?" Han løftede hende op så hendes fod ikke rørte gulvet mere.

hun krammede ham blidt og sagde"nååårh hvor er du dog sød velarian så over mega nuttede og tak fordi du vil være så forstående og beskytter mig og bær mig du er virkelig en helt du er" hun grinte og prikkede ham på næsen og tækte lidt på hvad mund Zann lavede i det hun savnede ham inderligt over at være væk fra ham men mest af alt var hun glad nu glad for at ha Velarian igen at se og snakke med og prøve at få til at grine

Han smilede til hende.
Han tog hende med til lægen så hun kunne få gips på, og derefter tog han sammen med hende til lufthavnen. Han gjorde som han havde fortalt hende, og tog med hende tilbage til Di Morga.
Hvordan det skulle gå, ville tiden vise.

Kajika sad ved hans side og så på Velarian og sagde stille men glad"hvor er jeg dog glad for du kommer tilbage Velarian og jeg kommer vær dag selv med brækkede fod og besøger dig om du vil ha det eller ej vær dag fordi jeg kan huske en gang da jeg mødte en mørk elver for første gang i mit liv udvekslede vi gaver og lovede hinanden at være der for hinanden og så lovede jeg ham at besøge ham vær dag uanset hvad os selv om jeg boede i byen og det holder jeg" hun krammede ham glad og grinte

Han rodede hende i håret.
"Jeg vil altid være der for dig Kajika" sagde han så.

//Alarm! Zann forlader Di Morga fordi han gjorde Velarian vred igen. Læs emnet "Alene (Kaia og Velarian) og du vil forstå :)

//Hvad skal jeg gøre og Milla har skrevet.... i det.... :S.....//

Kajika smilede sødt og sagde"jeg .... jeg tror Zann har det hårdt Velarian ..." hun sukkede dybt og tog om ham og sagde"du forlader mig ikke igen vel lov mig det velarian jeg så.... så bange" hun så stille op på ham mens hun sukkede og slap ham blidt efter som krammet ikke skulle misforståes andet end det var et venskabs kram

"Jeg lover det. Jeg forlader dig aldrig." sagde han og rodede hende i håret igen.

Kajika kom tilbage til Di morga men det første hun hørte senere hen på dagen var at Zann havde stukket af til paris hun faldt sammen og løb på den brækkede fod hen til velarian og græd og kunne ikke finde fatning i sine ord og sagde"av.... og Zann er væk i paris væk.... han er gået og jeg alene og hjælp mig Velarian med at finde ham hjælp... mig"

Han så på hende og kunne ikke tro at han sagde disse ord: "Jeg finder ham. Stol på mig. Tag med hvis du vil." Han rejste sig og begyndte at gøre sig klar.

Hun så på ham og nikkede bestemt og sagde"ja jeg tager med men du nød til at støtte mig vis jeg falder okay lov mig det" hun så på velarian og tog om ham og sagde"du min eneste hjæp nu og eneste virkelig ven Velarian jeg spørg dig om hjælp nu fordi jeg stoler på dig og jeg ved du vil hjælpe mig .... eller håber det" hun så ham alvorligt i øjnene og man kunne se hun havde haft grædt rigtig meget

Han blev vred over hendes tårer. *Den kraftidiot!!* tænkte han.
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig. LAd os komme af sted."
Han støttede hende som de gik.

kajika græd lidt igen og sagde"tak Velarian og jeg tror der skal ny forbinding på igen fordi jeg løb her hen med min fod og den brænder inden i nu og det gør så sindsygt ondt.... jeg lider så meget lige nu" hun græd lidt men fik dog et smil på læberne for at han ikke skulle blive ked fordi hun ville ikke ha han bev ked

"Skjul ikke dine følelser. Jeg kender dig godt nok til at se direkte igennem facader." sagde han. "Jeg kigger på din fod når vi sidder i toget." Han smilede til hende.

kajika så mod Velarian og sukkede dybt og sagde"hvorfor forlod .... han mig.... forlod Di morga" hun begyndte at græde igen nu..., og gik helt ned i knæ og tårene strømmede ud og hun kunne ikke trække vejret ovenlig igen ligesom da hun kom hjem med en gave til Zann var han væk, hun så stille på velarian og sagde"jeg.... jeg opdagede at han var væk da jeg kom hjem med en gave... til ham jeg ville bevise hvor meget han betød... men hvad har jeg gjordt galt hvorfor er han væk... velarian ..." hun græd igen og billederne af Zann kørte i hendes hoved....

Han trak hende ind til sig og lagde armene om hende "Shhh... det skal nok gå." sagde han trøstende.
"Vi finder ham, og hvis jeg skal svinebinde ham og slæbe ham hele vejen til fods så gør jeg det. Han smilede og ruskede hende blidt i den ene kind.

hun så stille på Velarian og sagde"Okay men ikke gør ham noget vel jeg tror han har været meget igennem og han tror hele tiden han presser mig og han ser så såret ud vær gang... han troede nok han gjorde os alle du ved?? gladere men han glemte bare .... at han har mig..." hun sukkede stlle og tog om velarian og sagde"Velarian bær du mig ikke hen til .... til toget?? så du sød mit ben gør så ondt" hun græd lidt over smerten


//Skal vi smutte over i emnet Zann har lavet??? nu :) altså efter du har svaret her heh//

Han løftede hende op uden at svare, og sprang hurtigt afsted.

//Ja lad os det :)