Efteråret slår til, - Nanna.

Vejr :: Det er kraftedme bare med at have fundet vinterjakken frem, hvis man har tænkt sig at bevæge sig udenfor, for det er hella koldt.
Sted :: Et eller andet sted midt inde i byen Terre, hvor der vandre en masse mennesker rundt og shopper vinduer.
Omgivelser :: Som sagt så er der en masse folk - rigtig, rigtig mange, der haster afsted med forskellige poser i hænderne.
Tid :: Det er i hvert faldt aften, meen ... altså, klokken må snart være godt omkring ti, den er sikkert mere ... plus, minus.
Dato :: Det er cirka midt inde i årstiden, efterår. Mere præcist, så er det den attende oktober.

Der var en urolig, summende lyd, der havde spredt sig inde i centrum. Både fra de mange snakkende og smågrinende folk, der lystigt trippede hen over de grå brosten på en af Terres lange gågader, men også for de foretninger, der nu var ved og lukke. Ejerne rodede rundt og flyttede rundt på et par kasser og ting. Det kunne tydeligt ses igennem de store vinduer, der sad i de fleste af butikkerne. Selvom det var isnende koldt, stod der stadigvæk store mængder af vand ud fra den statue, der stod placeret i Terres enorme springvand og spyttede vandet ud gennem munden. En nymfe skulle det vist ligne. Et eller andet overnaturligt væsen i hvert fald. Eller også bare en ualmindelig guddommelig menneskekvinde. Eithan havde valgt at slå sig ned på kanten af det prægtige springvand, hvor han nu blot sad og lod sit dystre blik køre rundt på de folk, der passerede ham nu og da og sendte ham et par undrende blikke. Ikke sært. Det eneste hans bekædning bestod af var hans sædvanlige sorte t-shirt med det blå og hvide logo foran, mørkegrå baggy pants med et par slidemærker her og der, og på fødderne havde han sine sorte, brede, skaterlignede gummisko. Hvad måtte folk ikke tænke? Hvem var dog idiot nok til kun at sidde i t-shirt i dette vejr? Eithan hvæsede af en familiemor, der kom gående med en lille pige, klædt i lyserødt, i hånden. Dernæst drog han et svagt hørligt suk og drejede overkroppen en halv omgang, hvorpå hans blik blev draget ned mod det lettere beskidte vand, som han lige nøjagtigt kunne spejle sig i. Hans hår så til en forveksling lidt pænere ud, end hvad det normalt gjorde. Han havde nemlig været i bad. Et meget stort skridt for ham faktisk. Det var godt nok ikke fedtet mere, men det sad stadigvæk af lort til. Hans brystkasse hævede sig markant, da endnu et suk agtede at strømme ud igennem hans blege læber. Eithan løftede sin ene hånd og strøg noget af sit kulsorte pandehår til side, så hans smokey-mørkelilla øjne kom til syne. Skete der ikke snart et eller andet? Han lod sit døde blik glide op til himlen, der var belagt med askegrå skyer, som meget, meget langsomt svævede afsted hen over himlen, og det kunne en gang imellem lykkedes en at få et glimt af månen, der gemte sig et eller andet sted bag de mange skyer.

En ubemærket skikkelse trådte ud fra den ene cafe, ikke langt fra torvet. Faktisk parallelt med det prægtfulde spingvand. Skikkelsen strakte sig marabelt og undlod et tungt suk. Det mørke hår sad normalt pjusket og ned langs skuldrene. De svage slangekrøller var mere markante idag, eftersom hun havde været på arbejde - HELE dagen. Det var tydeligt. Hun havde mørke rande under øjnene og hun hang meget i det. Lignede en opbrugt slaskedukke. Hun tog sig selv i at stå og hænge og rettede sig op og slog et optimistisk glød i de mørke pupiler, som var omgrænset af den gule iris. Hun var iført et par lavtaljede militærprintede bukser, med vige bukseben. Et kædebælte hang slapt i bælteremmen og gjorde egentlig ingen gavn for at holde dem oppe. Gav det bare et punket look. Hun stod med den sorte vinterfakke med det falske pys på hætten, over amen og var iført en grå, hvid stribet strikketrøje. Gjorde det ellers rå look, en smule nuttet. Ikke fordi hungik særligt op i det. trøjen var varm og behagelig - det var det. Hun havde en sort undertrøje indenunder. Hun begyndte straks at rode i sine store buskelommer og fandt en pakke cigaretter frem og en tilhørende lighter. Hun fik smøgen i munden og prøvede at tænde den - forgæves. Kun gnister sprang for lighteren, men ingen ild. Hun brummede irriteret og kastede den over skulderen - lige ind i en anden dame som var på vej ud fra den lukkende cafe. Hun hævede forbavset øjenbrynene ved lyden af 'donket' og vendte sig om. Hun undskyldede dog høfligt og fremtvang et (irriterende) uskyldigt og sukkersødt smil. Det så nok lidt dumt ud med den utændte smøg i mundvigen..
Damen fnøs kort og så småirriteret på hende, men tilbød hende derefter ild fra sin lighter. Hun kendte åbentbart til irritationen fra ubrugelige lightere. Nanna - pigens navn, takkede og fik endelig ild på den forpulede smøg. Hun tog et ordenlig hiv og sukkede indestængt. "Endelig" mimede hendes læber, og hun så mod den mørke himmel. Sådan stod hun et stykke tid, bare betragtede himlen i sin egen verden, og tog ind i mellem et hiv af den tændte cigaret. Tog ikke notis af folkene omkring hende. Det passede sit, og hun selv, hendes eget.

En velkendt bimlen brød Eithans rodede tanker og fik ham bragt tilbage til den virkelig verden og væk fra sin egen, som han brugte alt for meget tid i. Faldt alt for let hen og blev forvildet i sine tanker. Han rystede svagt på hovedet og strakte opmærksomt sin hals, idet hans blik begyndte at vandre rundt i omgivelserne for at finde ud af, hvilken dør der havde givet lyd fra sig - begrundelsen for dét var jo så nok, at en eller anden måtte have åbnet døren. Da han omsider fandt sit mål, skilte hans læber sig ad, og han spærrede munden op i et måbende ansigtsudtryk. Det var en ung kvinde hans blik var landet på. Han tog en dyb indånding, netop som han indsnusede den lugt, der kom strømmende fra hende, og takket været hans formidable lugtesans, kunne han straks konkludere at dette var et menneske. Eithan lod sit blik glide, måske lidt for udiskret, op og ned af hende et par gange, men han endte med at fæstne det ved hendes ansigt. Et nærmest ... sygeligt drømmende smil kom frem på hans læber, da hun smed den, åbenbart ubruelige, lighter i hovedet på en fremmed dame, hvorefter han for anden gang lod sit lidt fjerne blik kærtegne hver en detalje på hendes krop. Efter noget tidsfordriv med dét, fik han endelig taget sig sammen, så han rystede kort på hovedet for at slå hende ud af sine tanker og drejede meget modvilligt hovedet væk fra hende, hvilket gjorde ham ude af stand til at se på hende. Men ak, selvfølgelig kunne han ikke tvinge sig selv til at se væk. Han ville ikke. Derfor drejede han kort efter hovedet igen og slog sit tågede blik hen på hende. Skulle han gå over og snakke med hende? Eller ikke? Hm, det var måske ikke verdens bedste idé igen. Han var virkelig ikke født med en 'gylden' tunge - og han ejede ikke det, der bare lignede god karisma. Han ville med garanti gøre sig selv til grin ... som altid. Og det plejede han jo egentlig bare i bund og grund være skide ligeglad med. Men der var bare et eller andet ved hende her. Noget der ligesom signalerede, at man kun fik én chance hos hende. Og hvis man dummede sig, kunne man bare tage og fucke af. Eithan bed sig lidt nervøst i underlæben og rejste sig så op. Han havde fået en underlig spand selvsikkerhed hældt i nakken. Men lige da han havde taget det første skridt hen mod hende, forsvandt den igen. For helvede Eithan, din kryster. Gå nu bare hen og tal med hende! Han bandede lavmælt af sig selv, og han kujon agtige måde at opføre sig på. Efter et godt stykke tid bed han tænderne sammen og tvang sine fødder til at flytte sig, og han bevægede sig dermed hen til hende. Da han var omkring en halv meter fra hende, standsede han brat og satte en svagt knyttet næve op foran sin mund, idet han rømmede sig. "Eehh ..." startede han ud med at sige, men gik så fuldstændig i stå og stod blot og gloede på hende med et afsindigt dumt udtryk i øjnene og et lidt smørret smil på læberne, der afslørede en del af hans nervøsitet. "... Du giver vel ikke en smøg?" fik han omsider spurgt om, og var faktisk selv ret overrasket over hans egne ord. Han røg jo ikke. Det havde han aldrig gjort. Eller jo men ikke sådan fast. Eithan bed sig forsigtigt i underlæben. Nu var det sagt. Han kunne ikke trække det tilbage, så nu var alt hvad han kunne gøre, at stå og vente.

Nanna sukkede atter dybt og så ud imod mængden med et udtryksløst blik. I hvert fald indtil hun rynkede de fine mørke øjenbryn og snærpede munden sammen. Så ud til at ærge sig over et aller andet - hvilket hun faktisk gjorde. At være født som noget så latterligt som et usselt mennske. Hun fnøs let og virrede irriteret med hoved. Lod let tommelfingeren skubbe til cigaretfilteret som blev holdt fast mellem pegefingeren - og langemanden. Egentlig åndssvage navne for nogle fucking fingre. Hun stirrede apatisk ned i jorden foran sig og nød vinden kølige favntag. Der havde været så helveds varmt inde i cafeen, og hun var blevet godt smøgtrængt da det var tilladt at ryge dernde - selvfølgelig ikke for ansatte. Lortearbejde. Men det var bedre end at måtte stjæle på gaden, trods alt. Hun måtte tjene sine egne penge, da der ingen kære mor og far var. Dét passede hende fint. Det havde jo trods alt været hende selv der havde forladt dem. De skulle fandema ikke have lov til at bestemme over hendes lorteliv. Fandma nej!
Hun førte cigaretten op til munden, fjernede fingrene fra hinanden og lod den i et kort øjeblik være spændt fast mellem hendes blegrøde læber, som hun tog et hiv. Holdt røgen i lungeren et øjeblik, hvorefter hun langsomt lod røgen strømme ud af hendes næsebor. Ligesom en drage ville gøre. Hun så op og skulle til at vandre afsted hjemad - til det faldefærdige hus hun havde bosat sig i - indtil hun havde tjent nok til sit eget sted - men blev forhindret da en eller anden idiot havde spæret vejen. Han stod faktisk næsten helt op i hende. Hun hævede svagt irriteret det ene øjenbryn og sendte drengen et skeptisk blik. Hvor fanden kom han fra?... hun havde ikke hørt ham komme- nej, men hvor fanden kom han fra? Hun rynkede let undrende øjenbrynene og gav ham åbentlyst elevatorblikket. Han så ikke særlig velsorineret ud... men det gjorde hun faktisk heller ikke selv lige i øjeblikket, eller efter den lange arbejdsdag. Hun håbede at det var det samme med ham. Hun hævede øjenbrynene som hans tydlige små nervøse og akavet 'eehm' tog sted. Som kunne hun lige så godt have sagt med udtrykket - ville-du-noget-eller-hva?
Hun overvejede let hans spørgsmål. Hvad var han? en helveds gadedreng der ikke havde råd til at betale sine egne smøger eller hvad? Eller havde forældrene cuttet pengene. Nu når hun tænkte over det, lignede han ikke én der havde forældrer der bekymrede sig specielt om ham. Hvis han overhovedet havde nogen. Først ville hun have afslået, men dén tanke fik hende tog til at trække svagt på smilebåndet. Ikke i et smil med som ærgede hun sig på hans vegne. Hun kvalte det hurtigt, skulle ikke nyde noget af at have medlidenhed med en eller anden fremmed. Hun gav et langtrukkent tungt suk for sig, for at fortælle at det irriterede hende- selvom det ikke rigtig gjorde. Hun fandt pakken i lommen og hev én cigaret ud. "Jeg har ingen ild..." begyndte hun "Men du kan tænde den med min" sagde hun og tog et hurtigt sug, inden hun afleverede begge smøger til ham. Nå ja... en god gerning i ny og næ, skadede vel ikke. Så slem var han vel heller ikke.. og hvis, kunne hun jo bare bede ham om at skride ad helveds til.

Eithan bed sig endnu en gang svagt i underlæben, men sørgede dog for at hans spidse hjørnetænder forblev inde i munden, så hun ikke ville kunne se dem. Det var jo ikke alle og enhver, der kendte til de magiske skabningers eksistens. Selvom denne by var pænt fyldt op med dem. Sådan nogle naive og idiotiske folk, disse mennesker var. Vidste ikke en skid og levede i farlig uvished. Han rystede kort på hovedet og tog sig i at tænke dårligt om dem. Det ville han ikke. Ikke hende her i hvert fald. Men det var tydeligt at se på hende, at hun ikke havde de pæneste tanker om ham. Det kunne man vil ikke blame'e hende for. Da et irritabelt suk lød fra hende, krøb han en lille smule sammen og følte, at han pressede sig lidt for meget på. Følte sig faktisk rent ud sagt som et fjols. En outsider - som han egentlig også var. Hvorfor helvede havde han ikke bare blivet siddende? Han forbandede sin pludselige beslutsomhed og sparkede let til en lille sten, der lå på jorden, så den trillede hen langs brostene og endte med at falde ned i en af de revner, der var i mellem dem. Han kom med endnu et af sine ret så fjogede 'ehh?', da hun rakte ham de to cigaratter. I noget tid stod han blot og så fra den ene til den anden, inden han langt om længe fik taget sig sammen og førte de to smøger sammen, indtil der endelig kom glød i hans. Han fremtvang et smil, der kom til at se en anelse akavet ud, hvornæst han kort nikkede. "Tak," mumlede han utydeligt, før han førte smøgen op til munden, hvor han tog et lille hiv og nær var blevet kvalt, idet den tyngende røg bevægede sig ned i hans lunger og lagde sig dér. Han udstødte et halvkvalt host, der også var med til at føre røgen op af lungerne igen, hvorefter den tågede, grå røg let stilnede af og forsvandt, så luften omkring dem atter blev helt klar. Fy for helvede, hvor det smagte! Han fortrak sit ansigt i en fæl grimasse af ren og skær væmmelse, men fik den hurtigt til at forsvinde, så hun ikke skulle opdage, at han tydeligvis ikke var særlig vild med og/eller vant til at ryge. Så en storryger kunne man ikke ligefrem kalde ham. Han var ikke så meget for det røg, som en smøg udskildte. Det var mere de 'hårde' stoffer der tiltræk ham. Men dét havde han så også prøvet en del gange. Eller rettere sagt blevet tvunget til. Det havde så også efterladt synlige spor på ham. Blandt andet på hans inderste led ved albuen, hvor man godt lige kunne se, at der var blevet stukket en kanyle i et par gange. Og det andet med rygning af forskellige ting, det ... ja, der var jo ligesom én eller anden grund til, at han var så dum, som han var. Selvom det nok ikke lige var derfor.

Nanna stod lidt utålmodigt og holdt cigaretterne frem. Havde mest af alt lyst til at spørge om han var dum, eller hvad. Hun betragtede ham imens han endelig fik tændt den skide smøg og hun huggede hurtigt sin egen tilbage. Hun hævede overrasket øjenbrynene da han var ved at blive kvalt af røgen da han indhallerede. Hun prøvede ihærdigt at kvæle det grin der var på vej, men kunne simpelthen ikke og brød derefter ud i latter. Ikke hånligt som sådan, han havde bare set så pokkers sjov ud i ansigtet. Faktisk lød hendes latter sød og mild og hun holdt bremsende en hånd op foran hendes mund, da hun hadede denne nuttede latter. Han var for komisk efter hendes mening. I hvert fald hans ansigtsudtryk.
Da latteren stilnede af klukkede hun svagt og gemte fortsat smilet væk bag den frie hånd - den hun ikke holdt smøgen i. Hun fik kvalt det brede smil, og fik det reduceret til et skævt lidt uskyldigt smil egentlig. "Du ved godt du skylder mig en cigaret nu, ikke?" sagde hun med et hævet - let anklagende øjenbryn og så fra ham til smøgen i hans hånd. Hentydede til at det var spild, men tvang ham dog heller ikke til at ryge den færdig. Hun plejede ikke at synes om akavede og tåbelige typer som han havde givet sig ud for - indtil videre, men dét at han havde fået hende til at grine, lysnede hende en del op, efter den lange og trættende arbejdsdag. En del, men kunne dog ikke fjerne de mørke, nedtrykkende skygger som lå om hende. Hun lænede sig til den ene side, og lagde på dén måde det meste af vægten på det ene ben. Hun lagde armen over kroppen - lige under brystet og placerede den anden arms albue - den med cigaretten, i håndfladen på den frie hånd som var slynget om hendes liv. En slags afslappet stilling. Hendes øjne virkede ikke så sammenknebne længere, men havde ligesom åbnet sig en del mere, og afslørede nu tydeligt de store dybe pupiler og den gule iris, med det orange skær. Mindede lidt om en kat, da hun lagde hoved svagt på skrå og så drengen an foran sig. Han var en sær en... Mindede om en del hashvrags hun så omkring sig, og dog... dog alligevel ikke. Måske var han ikke helt normal.
Noget slog hende og hendes blik blev underligt mistroisk. Var han overhovedet menneskelig? Hun trak hoved en smule tilbage og så skævt på ham, overvejede om hun gad spilde mere tid på ham...
Hun førte cigaretten op til munden, plantede åndsfraværende læberne om filteret og tog et langt hiv. Gløderne åd sig ned ad smøgen og efterlod den udbrandt som aske. Hun lavede få 'ringe' i luften som blev sendt direkte i hoved på drengen, som hun stadig ikke havde fået sat navn på. Ramte hans ansigt og forsvandt. Hun pustede resten ud i retningen af ham " Såeh... hvad er du for én?" spurgte hun og lagde hoved yderst på skrå og kneb øjnene en smule analyserende sammen. Som prøvede hun at se igennem ham - hvilket hun selvfølgelig ikke kunne.

Eithan valgte at holde en kort pause, før han tog endnu et sug og holdt derfor sin hånd, den der holdt smøgen, lidt på afstand. I netop samme nu som hendes latter lød, kiggede han først lidt undrende på hende, men blev meget kort efter helt blød i knæene. Som om hans ben var blevet forlandlet til et par lange gelé stænger. Åh gud, hvor havde hun dog et sødt grin. Et ualmindeligt blidt smil fandt frem til hans læber og forplantede sig på dem, idet han lagde sit hovede på skrå og lod sine blågrønne øjne hvile på hende. Lod dem scanne hver eneste detalje på hende ind i hans hukommelse, hvor billederne af hende blev gemt. Han prøvede at beherske sig lidt og tage sig sammen, men det var som om, det var lykkedes hende at skære lidt ned på hans barske og ligegyldige facade, som han normalt bar, og som de fleste faktisk ikke mente klædte ham særlig godt. Sikkert bare fordi, at folk ikke brød sig om at blive talt til i dét tonefald, som han for det meste gjorde. Den der fjendtlige og spydige tone som næsten altid var til at finde i hans stemme. Eithan rømmede sig kort, inden han atter førte smøgen hen til sin mund, skilte sine blege læber en smule og førte enden af cigaretten ind i munden, inden han sugede ind, idet han tog et hiv af den og endnu en gang lod den fylde hans lunger med røg, som han hurtigt hostede op igen. Næsten på samme måde som før. Han ignorerede bare hendes første ord og tvang sine mundvige op ad, hvornæst han sendte hende et lidt forlegent smil. Hvad helvede var der med hende? Hvordan kunne hun påvirke ham så meget? Han kneb sine øjne lidt sammen, da hun pustede røgen i hovedet på ham og forhindrede endnu en hosten i at få frit løb ved at bide sig i underlæben, hvilket bare fik hans øjne til at løbe i vand. Han trådte et skridt bagud og glippede et par gange med øjnene, indtil det værste vand i dem var forsvundet, og han rettede dernæst sin fulde opmærksomhed mod hende igen, der faktisk ikke havde været længere tid væk fra hende, end lige før hvor han lige havde skullet få styr på sine vådede øjne. Føj, den røg dér altså. Ved hendes spørgsmål løftede hen et af sine sorte, kantede øjenbryn. Dette spørgsmål havde to sider. Men hvilken hun lige havde hentydet til, vidste han ikke - og eftersom han endnu ikke var sikker på, om hun var bekendt med den magiske verden's unaturlige væsner, så besluttede han sig for at forstå på den mindst skadelige måde. "Jeg hedder Eithan," præsenterede han sig selv og pegede på sig selv med den glødende smøg, imens han bekræftende nikkede med hovedet for at understrege, at det var hans navn. "Hvem er du?" spurgte han dernæst, efter han havde sænket sin hånd med smøgen lidt igen og vippede hovedet på skrå til den ene side.

Nanna så ham fortsat an med sine undersøgende øjne. Tænk at han fandt sig i det - da hun pustede røg i hoved på ham. Det havde hun ikke selv gjort, og han lignede egentlig heller ikke én der gjorde. Men han havde jo også haft det der... lille'drengs smil, som så mange sendte hende. De fleste sendte hende dog skumle, perverse smil - og hun kunne nærmest se hvad de tænkte. De perverse stoddere...
Hun smilte svagt "Du ved godt du ikke behøver ryge den... okay?" sagde hun, og kom til at se medlidenhedsfuld ud. Egentlig synes hun bare han gjorde grin med sig selv, ved at stå der og prøve på noget han - tydeligvis - stank til. Det var unødvendigt at latterliggøre sig selv som han gjorde... men samtidig, var det faktisk sødt, og hun undlod et svagt åndsfraværende smil.
Hun lyttede og rettede sit hoved op, da det gjorde ondt at have det liggende på skrå, i længere tid ad gangen. "Eithan.." udtalte hun hans navn som smagte hun på det. Som legede hendes tunge med bogstaverne og lod dem trille hen over hendes tunge, imens hun hvislede 'ith'et som en slange . Hun kunne godt lide hans navn. Det var.. anderledes men.. 'pænt' ville man normalt sige. Hun synes faktisk det var lidt sejt med et engesk navn. Hendes ene mundvige løftede sig svagt i et lille smil. Helt ubemærket. Hvis hun havde bemærket det, havde hun (selvfølgelig) kvalt det med det samme og efterladt sit ansigt udtryksløst. At smile var at vise positive følelser... noget hun ikke ønskede at have, men som hun ikke kunne undslippe. Hun var jo i virkeligheden ikke så slem. Men det nægtede hun at se i øjnene, og lod derfor sin barske og lede side tage over.
Hendes øjne klarede op, da han atter talte - spurgte til hendes navn. Hun rynkede svagt brynene og så ud til siden med et muggent ansigstudtryk. Spidsede faktisk lidt betuttet læberne, og fik hende (imod sin vilje) til at se lillepiget ud. "Nanna.." svarede hun lavmældt, som om hun ikke ville have han skulle høre det. Det var et fucking åndssvagt nordisk navn. Hun havde lyst til at brumme frastødt af det, men det undlod hun dog. Kun inde i sit eget hoved. Hun vendte blikket tilbage på ham og lod det fæstne i hans lyse ansigt. "Men kald mig Silver." bad hun, da hun hed Silverina til efternavn. Lige så tåbeligt som hendes fornavn... men bedre end et man forvekslede med en bondepige.
Hun førte armen ud til siden, lod tommelfingeren slå hurtigt og kontant på smøgens filter, så asken i modsatte ende, blev slået af den. Asken faldt til jorden, splittet ad af vinden, og forsvandt. Hun placerede atter albuen i den frie håndflade og så ud til at falde i staver på ham. På drengen ved navn Eithan.

Eithan skævede kortvarigt til smøgen i sin hånd, da hun gjorde ham opmærksom på, at der ikke var nogle, der tvang ham til at ryge. Det var bare ... han ville ikke sige nej til det. Selvom hun nok godt både kunne se og mærke, at det ikke lige var det, han holdt mest af at gøre. "Nej, det er ... fint. Jeg har bare lidt hoste ..." svarede han i en ret dårlig undskyldning og drejede sit hovede en smule til den ene side, da han fremtvang en falsk hoste. Han kiggede atter hen på hende, efter hans forsøg på at overbevise hende om, at han altså ikke havde noget imod det, men at det bare var lidt influenza, og bed sig forsigtigt i underlæben, som han dog hurtigt slap igen. En let nikken fik hans hovede til at bevæge sig lidt frem og tilbage, idet hun sagde hans navn. Egentlig var han ikke specielt glad for det. Eller det var sådan set rimelig okay. Det var bare et navn, lige som et hvilket som helst andet navn også var. En titel som kunne bruges, i stedet for at man hele tiden skulle gå rundt og kalde hinanden 'du der' eller 'dig'. Så man kunne få sat et navn på personerne omkring en. En mild, men utrolig kold, brise slog imod hans marmorhvide ansigt, og fik hans hår til at flagre lidt op i luften, men efter vinden havde passeret forbi, lagde det sig ned igen og skyggelagde det meste af hans ansigt. Han rettede sin ryg en anelse, så hans ellers ret så slappe og ranglede holdning blev bare en lille bitte smule mere rank. Han så dog alligevel ret dorsk ud. Lignede stadigvæk en der var fuldstændig ligeglad med verden omkring ham. Det var ikke særlig underligt, at alle de små piger flygtede fra ham. Eithan nikkede svagt, efter hun havde præsenteret sig, og han havde løsrevet sig fra sin egen lille verden. Nanna. Ikke et navn han havde hørt før. Eller ... joo, det lød da bekendt? Nah. Det kunne være lige meget. Han rynkede kort på næsen, idet hans blik blev draget mod smøgen, og efter noget tids skulen til den så smed han den endelig og tværrede dens gløder ud med den ene fod/sko, så den slukkede og dermed ikke kunne være til fare for nogle.

Nanna trak ligegyldigt på skulderen over hans tydelige dårlige undskyldning "Som du vil" mumlede hun, og var ret ligeglad om han så besluttede sig for at ryge den skide, ubetydelige cigaret eller ej. Prøvede han at gøre sig til, eller hva? For det virkede ikke specielt godt, tænkte hun med et skeptisk hævet øjenbryn. Han lignede ikke en der spildte tid på andre. Lignede én der kun holdt sig for sig selv, og var ret så svær at komme ind på. Så hvorfor han stod her og prøvede at komme i kontakt med hende, anede hun ikke. Han prøvede jo ikke engang at få en samtale igang... Og Nanna selv gad sq da ikke starte én. Det var ham der havde opsøgt hende, så måtte han også selv få smidt et par sætninger i hoved på hende. Ellers var det jo det rene spildtid. Eller måske var han bare kommet for en cigaret. Hvis det var tilfældet, måtte han jo have hoste. Hun sukkede. Tog det sidste hiv af sin cigaret og smed den på jorden, hvorefter hun trådte godt og grundtigt på den med den ene fod og tværed den ud, mod de kolde brusten. Hun lod armene falde ned langs siderne, hvilket fik hende til at se så ranglet... og dog så skrøbelig ud. Det var hun jo faktisk også - skrøbelig og svag. Hun var jo -trods alt- kun et sølle menneske. Hvilket irriterede hende mere end noget andet. Hvorfor, hvorfor skulle hun være født som det aller laveste og mest hovmodige væsen på hele jorden?! For helved. Så hellere være født som en dum guldfisk. Hun vågnede op fra sit meningsløse drømmeri da den kølige vind blæste blidt mod dem. Dens usynlige arme løftede let hendes hår og blæste det omkring hende, som skiftede vinden konstant retning. Hun fandt det forfriskende og lukkede nydende øjnene, mens vinden stod på. Da den svandt ind, mærkede hun en kuldegysning skyde gennem hendes krop og hun foldede jakken - som havde hængt over hendes arm - ud og svang den om sig. Stak armen igennem det ene ærme og forsøgte at få den sidste, af de to arme, igennem det sidste ærme. Hvilket ikke rigtig ville lykkedes for hende. Hun bandede lavt og gjorde sig endnu et forsøg. Hvorfor skulle det også være så fandens besværligt, bare for at få en skide jakke på?! Hvor lamt kunne det blive?

Eithans tågede øjne hvilede fortsat på hende, og da han ikke havde helvedes meget at sige, lod han være med at fyre noget ligegyldig ud i luften, som sikkert bare ville blive hængende og gøre det hele utrolig akavet. En af hans mange dårlige gaver - eller evner, whatever man nu kaldte det. At få alt til at blive helt forskruet og dermed skabe pinlig tavshed. Idet hun trak sin jakke ned fra skulderen for at tage den af, lod han sit blik glide lidt længere ned på hende. Fulgte hendes armes bevægelser, og da det lod til, at hun ikke rigtig kunne få den sidste arm ned i ærmet, måtte han bide sig selv i læben for ikke at grine. Hvilket så ikke lykkedes for ham, eftersom dét der grin bare pressede på, så der kom et halvkvalt grin fra ham. Eller grin og grin, det var mere et slags fnis. Det lød faktisk som om, han var ved at kvæles i et eller andet. Han rømmede sig kort for derefter at tage sig lidt sammen og hævede sin ene hånd en smule. "Æh ... har du brug for hjælp?" spurgte han i et dæmpet toneleje og med et ansigtsudtryk, der tydeligt viste, at dette morede ham. Selv stod han bare i ... tja, nærmest ingenting. Ikke på overkroppen i hvert fald. Men den isnende kulde lod ikke til at påvirke ham det meste. Der var slet ikke noget, der bare mindede om gåsehud på hans bare og sindssygt blege arme. Hvis han nu havde villet, havde han jo bare kunnet liste om bag hende og havde hjulpet hende med jakken. Men hun virkede ikke som én, der brød sig om at få hjælp. Og da slet ikke fra fremmede, som de jo stadigvæk var. Det eneste, de vidste om hinanden var navnene. Desuden så var Eithan heller ikke selv den største gentleman, der fandtes. Han hjalp faktisk aldrig folk. De kunne alle sammen rende ham. Okay, selvfølgelig med undtagelse af nogle meget få stykker - og ... og han havde på fornemmelsen, at hvis han lærte denne Nanna bedre at kende, så ville han komme til at synes rigtig godt om hende. Hvilket han allerede gjorde. Men det var for latterligt. Han ville ikke til at lege bedsteven og være super kammeratlig med én, han kun lige havde mødt.

Nanna standsede med at snurre rundt om sig selv og så mod Eithan med et hævet øjenbryn. "Morer du dig?" Spurgte hun køligt, og underligt nok smilede hun. Ikke specielt venligt faktisk. Hun kunne godt se det sjove i det, og havde mest af alt lyst til at grine med ham... men noget forhindrede hende i det. Hun fnøs svagt "Ellers tak du... Hold du bare dine fingre for dig selv." Det kom til at lyde en smule anklagende, men sådan mente hun det selvfølgelig ikke. Det var bare en vane at få det meste hun sagde til at lyde som en snerren, anklagende eller bare i det hele taget uhøfligt. Hun var også ret ligeglad med hvordan det kom til at lyde. Det var jo i sidste ende op til folk selv, om hvordan de ville tage det.
Efter noget man ville kunne kalde en brag kamp, fik hun hånden ind i tunnelen og trukket armen helt igennem ærmet, og på dén måde trukket jakken omkring sig. Den var nu meget tynd dén jakke, og slidt. Men så længe den holdt hende bare en smule varm, var den værd at beholde.
Hun fik lynet den og drog et tungt suk. Hvor åndssvagt. Hun lod de iskolde fingre glide ned i lommerne på jakken, i håb om at få varmet dem - bare en smule. Hendes ene finger gled gennem et hul og stak på den måde, ud af jakken. Hun slog blikket derned, og betragtede sin blege finger, som stak ud fra jakken og nærmest vinkede til hende. Måske var det på tide at få den skiftet ud. Men lige nu havde hun ikke råd. Måske kunne hun lappe det? Hun stod lidt og funderede over det og gumlede i mellem tiden, åndsfraværende på hendes bløde underlæbe. Hun sukkede opgivende og hev fingeren ind i lommens varme.
Nanna vendte blikket op på ham. Hvad lavede han egentlig her? Hvorfor gik han ikke bare sin vej? Han havde vel vedre ting at tage sig til, end at stå og håne hende. I sidste ende, endte det med at hun kom til at stå og se noget så utålmodigt og skeptisk på ham, som gled udtykkene automatisk indover hendes ansigt når hun tænkede. Ikke noget hun selv kontrollerede...

Eithan lod sine to spidse hjørnetænder bide fast i sin underlæbe, imens han var meget påpasselig med at overlæben lige dækkede for dem, så de forblev usynlige, og hun ikke ville kunne spotte dem med sine gule øjne. Sær øjenfarve egentlig. Men de var kønne. Hendes øjne. Der var ikke noget ved bare at ligne alle andre og gå i ét med mængden. Selvom han faktisk nogle gange ønskede, at han selv kunne det. Blande sig sammen med andre og for en gangs skyld blive opfattet som bare en lille smule normal, i stedet for at få tilsendt alle de dumme blikke, som var så tydelige at læse. Alle de blikke folk så på ham med, de udstrålede helt klart og enkelt, hvad de synes om ham ved første øjekast - og andet ... og tredje. At han lignede noget, der var løgn. Der var sikkert mange, der havde stemplet ham som en eller anden, muligvis psykisk sindssyg, narkoman, der ville gøre hvad som helst for at få tilsmuset sig lidt hash, og hvad ellers der fandtes af 'sjove' ting. Dét blik som hun bar lige nu faktisk. Det var dét, som han havde set i alle andres øjne. Hun forventede sikkert, at han skulle gå. Eller hun ønskede det. Hun ville ikke være offer for hans selskab mere. Forståeligt nok. Eithan slap sit tag i underlæben og lod sin tungespids adskille sine læber ad, hvornæst han hurtigt fugtede læberne med den, inden han lukkede munden helt op for at sige noget. "Så ... jeg må vel også hellere ... du ved ... smutte nu?" sagde han med et svagt løftet øjenbryn, før han langsomt drejede om på hælen og kastede et blik på hende ved at kigge sig over skulderen. "Jeg har en masse ting, jeg skal ... så jeg smutter ... hjem nu," tilføjede han mumlende og ret utydeligt, så det var ikke helt sikkert, at hun kunne høre det. Et let suk kunne lige høres fra ham og også ses på den måde, hans brystkasse hævede sig på, hvorefter han dovent begyndte at lunte afsted. Kiggede sig nu og da over skulderen, og da han var nogenlunde sikker på, at hun ikke så, stoppede han op. Lige bag ved en gammeldags telefonboks, der faktisk ikke var så langt væk fra dér, hvor de havde stået og ... 'småsludret', som han lænede sig op ad. Hjem ... bah! Hvilket hjem? Han sparkede surt til en eller andet skodet cigaret og mumlede noget med, at hun da også bare kunne rende ham langt op et hvis sted. Han krydsede sine arme, så de blev korslagte og lod sig glide ned langs telefonboksens side, indtil han ramte jorden. Dernæst gav han sig til at spekulere på, hvor han skulle gå hen. Kunne egentlig være ret lige meget. Han skulle jo ikke noget specielt, så hvorfor ikke bare blive siddende her? Suk. Ja, han havde godt nok sagt til Nanna, at han havde skullet noget. Men han gad ikke fortælle hende andet. At skulle til at sige til hende, at hans liv stank, og han lige så godt kunne skylde det ud i toilettet og lægge sig til at dø. Sådan havde han det faktisk nogle gange. Det var bare meget lettere at opremse et eller andet falsk pis og så stikke hende dén undskyldning i stedet for sandheden. Hun kunne ikke tåle den. Eithan trak knæene op under hagen, svang sine arme omkring sine ben og lagde med et suk sit hovede mod det ene knæ. Fuck, hvor var han træt af alt det her. Og så alligevel ikke. Men ... han lavede jo ingenting? Hver dag gik med ... ja ingenting! Han udstødte et ret så irriteret 'årh for helvede, mand!' hvilket fik en yngre pige, måske i starten af teenageårene, til at gå meget hurtigt forbi ham med sin hund lige i hælene på hende. Eithan løftede sit blik og så hen mod hende. Så hvordan hun flygtede fra ham. Hrm, han behøvede sgu da heller ikke noget selskab. Han behøvede ingen. Behøvede intet. Sådan en omgang ko lort! Han knyttede vredt sin ene næve og slog den ned mod de hårde brosten. Den helvedes tøs til Nanna. Han kunne slet ikke få hende ud af hovedet igen. Den måde hun havde grinet af ham og det der skjulte smil, hun havde forsøgt at gemme bag sin hånd. Men han havde kunnet se det. I hendes øjne. Og det havde på ingen måde været ment som noget ondt. Det troede han i hvert fald ikke. Hun havde grinet af ham, men alligevel med ham ... og så var der de øjne. Og håret. Og hendes ansigt. Eithan sukkede en smule ... drømmende, men der var dog også en klang af ærgelse i hans suk. At han bare havde gået. Men hvad ellers? Han havde jo kunnet se og mærke, at hun ikke gad have ham på slæb. Sikke en lorte livs vejleder han havde. Eller hed det 'vejledende ånd'? Nåh ... fuck det. Han lukkede sine øjne i og lænede hovedet op af telefonboksen, inden endnu et tungt suk brød stilheden, der ellers lå og trykkede på omkring ham.

Nanna stod lidt i sin egen verden og betragtede denne Eithan. Virkede ikke som nogen særlig slem person faktisk... nu når hun tænkte over det. Men han lignede i særdeleshed én. Med hans kulsorte hår som hang i tjavsede lokker ned foran hans tågede blå'grønne øjne, som syntes at spærre for alt og alle. Som en mur. Man sagde at øjnene var sjældens vinduer... så hans sjæl måtte godt nok være forseglet grundigt. Totalt uigennemtrængelig. Men heldigvis, var han let læselig. Hendes blik tøede op som hun betragtede ham. Betagtede den lidt kiksede og ranglede holdning han havde - det fik hende underligt nok til at smile indvendigt. Han var... en sær snegl - ham Eithan.
Nanna vendte atter blikket mod Eithans lyse ansigt, som han talte. Hun glippede en smule overrasket med øjnene- så han skulle trods alt noget. Underligt. Han havde ikke engang set ud til at nyde smøgen som hun selv havde. Havde ikke lignet en ryger - men det måtte han åbentbart have været alligevel. "ehm..." mumlede hun svagt og funderede over en løsning for at få ham til at blive. bare et øjeblik længere - det var trods alt ikke ofte hun mødte nogen som ligefrem fik hende til at grine. Da dét gik op for hende, at hun søgte efter en undskyldning, virrede hun irriteret med hoved. Hvad skulle hun også med hans selvskab? Han.. Han skulle alligevel et eller andet, som var for vigtigt til at blive og 'småsludre' med hende. "Åh.." mumlede hun og skævede let ud til siderne "Fint.." Hun bed sig svagt i læben og tvang sig selv til at se tavst til som han traskede afsted. *for helved* tænkte hun da han sendte de dér blikke ovre skuldrene. Hun så underligt... nedtrykt efterhende, som når man efterlader en hundehvalp udenfor et indkøbscenter, bundet til snoren.
Under lommerne knugede hun hænderne sammen og borede neglene ind i huden. Kunne han for helved ikke bare skride, hvis han endelig skulle?! Hun banede lavmælt og vendte irriteret på sig selv, blikket ud til siden. Ville ikke se på ham som han gik. Hvor irriterende. Hvad var der galt med hende?! Det var en fucking jonkie som havde spildt én af hendes cigaretter og en masse af hendes tid, hun ønskede skulle blive. Hvad fanden var der galt med verden idag?! Hun sparkede arrigt til en sten som fløj henover gaden, over på den anden side og var ved at ramme en eller anden tøs med en lille lortehund bag sig. De kunne sq da bare lade vær med at stå i vejen?!
Hun stod lidt og kølede af, men kunne ikke slippe af med den dystre aura som altid lå over hende, som mørke skygger. Hun himlede med øjnene. Hvorfor var hun ikke gået endnu? Nu var han jo trods alt skredet, så lige præcis hvad holdt hende tilbage?
Hun tog et dybt suk og bed sig ærgende i læben. For en gangs skyld havde hun stødt ind i én som hun kunne udstå, og så jog hun ham kraftædme på flugt! Det var så typisk hende. Hun knugede hænderne så hårdt i håndfladerne af hun dårligt kunne åbne dem igen bagefter.
Nanna begyndte at vandre ned ad gaden. Roligt og ikke specielt hurtigt. I sit eget afslappede gåtempo, og hun blev hurtigt overhalet af utålmodig fodgængere. De kunne sku bare skride kunne de! Hun gik her, og hvis de ville hurtigere afsted, måtte de pænt gå udenom. Hun fortsatte ned ad gaden og til sidst forsvandt torvets springvand helt af syne og det samme gjorde hun. Nu skulle hun hjem!... hvis det overhovedet var et hjem?

Eithan slog pludseligt sine øjne op i en underlig, sæt agtig bevægelse. Som når man netop lige er dysset ind i søvnens verden og får den følelse, at man falder. Falder ned i et dybt, dybt hul. Godt nok var han ikke faldet i søvn. Halvt måske. På den der falde-i-staver måde, hvor man ikke rigtig ænser sine omgivelser, og hvad der sker i dem. Som havde nogle sendt en form for stødende pil ind i hjertet på ham. Der var et eller andet inde i ham, der bevægede sig. En form for lille, glødende flamme, der brændte for at vokse og blive større - og den der flamme sagde, at han skulle rejse sig op, hvilket han kort efter gjorde. Han var en stor idiot. Tænk at han bare havde gået fra hende og efterladt hende med sin platte undskyldning om, at han 'skulle noget'. Han vendte sig om og satte den ene hånd på telefonboksens kant, idet han søgende lod sit blik se i den retning, han var gået, da han havde 'ladet hende i stikken'. Hans øjne nåede netop lige opfange omridset af den velkendte skikkelse, inden hun forsvandt ud af hans synsvinkel. Nanna ... Eithan bed sig angrende i underlæben og lukkede sukkende sine øjne i et langt blink. For satan. Hvordan kunne det være lykkedes den tøs at vække så meget interesse i ham? Han ville sgu da være en pænt stor nar, hvis han ikke fulgte efter hende og bare accepterede, at det nok ikke var deres skæbne at kendes ved hinanden. Det var en fucking fejl, at han nogensinde var gået hen til hende! Men ville han virkelig lade skæbnen afgøre det? ... Fandme nej! Eithan drejede om, meget brat - næsten lige som når en soldat for ordre fra sin sjasjant om at vende sig, gøre rør eller ... vise deres gevær? Hvad helvede det nu hed, ikke. Lige meget. Han tog en dyb indånding, inden han satte i løb med kurs mod den vej, han havde set Nanna forsvinde ned ad. Et svagt smil var til at se, da hans øjne lidt efter spottede denne bekendte, unge kvinde. Eithan stoppede dog brat op, da én ting gik op for ham. Hvad i al verden skulle han sige til hende? Nåh. Han kunne vel regne med sin evne til at kunne føre hvad som helst af i enhver situation. Forhåbentlig var det noget godt og ikke fuldkommen jubelidiotisk. Han småløb det sidste stykke hen til hende, hvor han satte tempoet ned, efter han var nået op på siden af hende og drejede hovedet, så han kunne rette sit blik mod hende og således se på hende, mens de gik. "Jeg æh ... glemte at den her vej var hurtigere," fortalte han hende og slog lidt efter sit blik ned mod jorden og trak kort på skulderen. Jae, dét gik vel an. En genvej. En genvej til hvad det så end var han skulle, som han havde bildt hende ind.

Nanna drog et langtrukkent suk. Nå ja... Han havde jo skullet noget, så hun kunne egentlig ikke været bekendt at holde ham tilbage. Gad vide om han boede i byen, stod skrevet i telefonbo... Hun standsede med øjnene vildt spærret op "FUCK!" brummede hun og førte som en elelr anden galning hænderne op til håret og fyldte hænderne med det fyldigte, bløde mørke hår. "Hvad går der af mig?!" Spurgte hun sig selv og stirrede ud i luften. Folk der gik forbi hende sendte undrende blikke, og gik i en temmelig stor bue, udenom. Hun stod jo faktisk og lignede en galning. Som en psykopatisk videnskabs professor ikke kan få et eksperiment til at virke. Hun fjernede hænderne og nærmest sprang videre i sin vandring hjemad.. eller bare væk, i det hele taget. Nøj hvor hun kogede. Hvad fuck havde han gjort ved hende?! Satans til skiderik ham Eithan. Han skulle få betalt skulle han, hvis hun nogensinde så ham igen - tænkte hun bittert og begyndte atter at vandre 'normalt'.
Hun ville jo nok ikke se ham igen... så hvad forskel gjorde det? Hun undlod endnu et dybt suk. Betragtede dine fødder, som de skiftedes til at tage skridt, og på dén måde bar hende fremad.
Hun mærkede godt nok at nogen gik ved siden af hende... det begyndte faktisk at irritere hende. Kunne de ikke bare skride, ligesom alle andre gjorde? Hun så irriteret på, men det sure blik forsvandt brat i et forstummet udtryk, da det viste sig at være Eithan som vandrede ved siden af hende. "Åhh.." mumlede hun - stadig lammet af forbavselse "Okay.." mumlede hun og slog blikket væk - stirrede forud som så hun målrettet efter ét eller andet, hvilket hun jo i virkeligheden slet ikke gjorde. Et skævt og svagt forlegent smil gled ind over hendes læber. Det var fint... dejligt.. godt... glædede hende, at han havde ombestemt ruten og valgt at spadsere lidt med hende. Helt ligeglad havde han åbentbart ikke været alligevel. Eller også fandt han det pinligt, hvis hun opdagede ham gå samme rute som hende, men i baggrunden. Smilet døde og hun drog et let suk. Følte sig på en måde lettet.
Nanna vandrede roligt og tog sig selv i at sænke tempoet en smule. Hun bed sig i læben. Hvor plat var hun lige? Kunne de ikke bare for helved gå normatl? Det var jo ligemeget, han skulle jo alligevel skride snart... skull han ikke? "Uhm.." begyndte hun og kom i et kort øjeblik med en kær og uskyldig stemme, som en lille pige som ikke rigtig ved hvordan hun skal spørge om hun må tage et stykke slik, fra skålen på bordet. Hun rømmede sig "Hvad skal du egentlig?" spurgte hun og fik det til at lyde så uskyldigt som muligt. På den måde at det blot var et almindeligt spørgsmål, for at bryde stilheden lidt. I virkeligheden, ville hun vide det, og måske komme med en undskylding for at snige sig med. Hun ville faktisk gerne lære ham lidt bedre at kende... Vide hvad der lå gemt bag hans tågede øjne...

Eithan begravede sine hænder i de forreste lommer på hans baggy pants, der efterhånden havde fået en del slidemærker - og huller. Heldigvis ikke nogle af de 'forkerte' steder ... endnu. Et lille, ret u'Eithansk smil bredte sig på hans læber, og fik hans blege ansigt til en lyse en smule op, så det ikke bare var fuldstændig dødt og udtryksløst, som det ellers plejede at være. Hun lod hverken til at være sur eller muggen over, at han havde fulgt efter hende, og at de nu gik side om side. Han lyttede tavst til hende små udbrød som 'åh' og 'uhm'. Ville hun sige noget eller hvad? Han vendte atter sit blik mod hende og lod sine fjerne øjne, der stadigvæk var omslyngede af et slags tåget tæppe, hvile på hende. Efter hun endelig fik spyttet ud med sproget og spurgt ham, så så han væk fra hende igen og naglede sit blik ned mod jorden, hvor han betragtede sine egne fødder bevæge sig frem ad. "Årh ... du ve' ... bare noget," endte han med at svare og bed sig i underlæben, inden han sukkede af sig selv og hans ynkelig svar på hendes spørgsmål. Hvorfor sagde han ikke bare sandhed? Fortalte hende at han ikke skulle noget? Måske ville hun invitere ham med hjem? Han rystede svagt på hovedet over sine naive tanker og skævede hen mod hende. Yeah right. Som om en pige som hende ville det. Have sådan en som ham selv med hjem. Keep dreaming, baby boy. Eithan sendte hende et af sine skæve og ret fjogede smil, som altid kom til at se ret akavede og skøre ud. Derfor fik han det hurtigt tørret af og cuttede al form for øjenkontakt til hende af. Hvilket ville sige at han nu ikke en gang vovede at se på hende ud af øjenkrogen. "Altså ... ja, noget vigtigt. Meget vigtigt," uddybede han efterfulgt af en formel hosten og så modvilligt over på hende med et næsten usynligt, forlegent smil. Det var som om, hun havde en form for magnetisk tiltrækning på hans blik. At han bare ikke kunne holde øjnene fra hende. Efter noget tids kiggen på hende, tvang han sig selv i at se væk igen, eftersom et par knap så passende tanker begyndte at snige sig frem og snurre rundt inde i hans hovede. Om hende. Han bed sig skamfuldt i læben, hvilket vist efterhånden var gået hen og blevet en dårlig vane, idet han med et kun lige hørligt suk lukkede sine øjne i, men åbnede dem dog hurtigt igen, eftersom det nok ville være en god idé at se efter, hvor han satte sine fødder.

Nanna sendte ham et undrende blik ved hans... 'forklaring', ikke fordi den mindede særligt om en. Han var ret mærkelig mente hun og så på ham med et hævet øjenbryn "Hva er det hemmeligt elelr hvad?" spurgte hun småirriteret. Kunne han ikke bare sige det? Hvad var det med ham? Hvorfor måtte hun ikke vide det? Det var noget underligt noget - med ham Eithan. Hun rystede opgivende på hoved og faldt i staver på en eller anden mands ryg som gik foran hende. Nå... Hvad fanden skulle hun også i det hele taget, med dén viden? Det gavnede hende jo ikke synderligt. Hun lyttede til hans ord. vigtigt? Hvad fanden var der galt med ham? Hvad var han? en eller anden hemmelig agent/spion? Det begyndte at irritere hende en del. "Så det er så hemmeligt og vigtigt, at du ikke kan fortælle det?" spurgte hun i et undrende tonefald, men nægtede at vende blikket hen på ham. Stirrede med rynket pande mod en tilfældigs ryg som vandrede foran dem. Det var noget latterligt pladder efter hendes mening. Men samtidig hun var jo stadig en fremmed i Eithans øjne... så lidt grund havde han vel til at 'holde det for sig selv'. Hun mente bare det var noget underligt noget.. at han sagde han skulle noget, men ikke ville fortælle hvad.
Nanna sukkede opgivende. Jaja, så måtte han jo bare holde det for sig selv. Hun var vel - i sidste ende- også fuldstændig ligeglad. Det ragede hende en skid, hvad en fremmed som ham skulle. Hun plantede hænderne i jakkelommerne da de hurtigt var blevet følelsesløse af den kolde vind. Satans til efterår... Nå ja.. Så langt var der heller ikke hjem... men samtidig var der lige så koldt som udenfor... Hun måtte begrave sig i sine mange hullede tæpper og de mange mørnede puger hun havde langt i den store, gamle dobbeltseng i huset hun havde bosat sig i. Dét var den eneste måde hun kunne holde varmen på. Hun måtte knokle hvis hun skulle få råd bare til en lejlighed i Alleés gyderne... Der var vel trods alt varmere end iet hus med huller i væggene...

Eithan stirrede fortsat ned i jorden, nu med sammensnerpet mund. Hvad helvede havde han fået rodet sig ud i? Stod og bildede hende ind, at han skulle noget vigtigt. Hele hans liv var sgu da en fucking joke. Hvis hun havde kendt ham, sådan ordentligt, havde hun helt sikker heller i troet på det. Ham? Lave noget? Det var allerede en stor forveksling, at han gik her og samtalede med en anden person. Bare dét havde ændret denne dag, siden han normalt aldrig snakkede med nogle. Ikke sådan da. Kun for at uddele spydige kommentare, der alligevel ikke var til megen nytte i sidste ende. Det gik jo altid ud over ham selv til sidst. Et godt stykke tid efter, hvor han havde gået og skældt sig selv lidt ud over hans åbenlyse tåbelighed, så bed han sig hårdt i tungen. Lidt for hårdt måske, eftersom en stikkende smerte straks skød igennem den. Han stak den en anelse ud af munden for at se om den blødte, hvilket nok så ret komisk ud, men nej. Det blødte ikke, kunne han kort efter konstatere. For helvede en dumpap han var. Eithan slog en flad hånd mod sin pande og kørte den dernæst op ad, så hans sorte pandehår blev løftet og hele hans ansigt blev blottet. Det sygt blege ansigt. Han drejede hovedet en lille smule og så hen på hende med et lidt tøvende udtryk malet i sine øjne. Som om han lige skulle aftale med sig selv, om han skulle sige noget eller måske bare lade være og holde bøtte. Jo. Nej. JO! Han lukkede munden op, efter han havde taget en afgørende, dyb indånding. "Okay - jeg skal ikke noget. Ikke en skid. Faktisk skal jeg langt fra noget. Hverken i dag, i morgen eller resten af den her fucking måned! Hele min kalender er ryddet. Er det dét, du gerne vil vide? Jamen så hér. Nu har du fået det at vide. Det jeg skal er fucking at sidde og glo ind i en væg hele dagen." Svarede han med en anelse mere vrede og irritation i stemme, end det egentlig havde været meningen. Han tog et par store skridt, så han kom til at gå et godt stykke foran hende. "Ynkeligt right?" Han himlede kort med øjnene. Over sig selv. Over denne situation han havde bragt sig selv i. Well, nu var der da no wonder about, om hun gad følges med ham. Og han som troede ... Eithan rystede arrigt på hovedet og satte sit tempoe endnu en tand op. Han knugede rundt om stoffet nede i hans bukselommer og udstødte et af sine sædvanlige vredes udbrud, 'sgu da så forhelvede i fanden det forpulede møg lort!'.

Nanna skævede til ham og opdagede den akavede stilling han havde bragt sig selv i. Stod og betragtede sin egen tunge. Hvad? Nanna smilede ubemærket af det underlige syn, hvorefter han klaskede en hånd mod panden. Det var tydeligt der foregik ét eller andet inde i hans hoved. Måske en mindre diskution med sig selv? Hun betragtede hans hvide ansigt og det mørke som omgrænsede hans øjne. Hvis hun ikke tog meget fejl, lignede han en levende død. Hvis hun skulle bedømme ham ud fra race ville han udentvivl blive vampyr. Den ligblege hud, de.. specielle øjne. Jov, det ville han være. Men det var han selvfølgelig ikke. Måske havde han bare... 'oplevet' lidt for meget igennem sin tid.
Han så ud til at ville sige noget, og hendes øjne blev på en eller anden måde større, som når en kat ser nysgerrigt på ét eller andet og dens pupiler vokser.
Hun hævede undrende øjenbrynene ved hans ord. Dét havde hun ikke regnet med.. Altså. At en type som ham - ville sige noget fuldstændig ligeud. og da specielt ikke til en pige som hende. Især når det irriterede ham så grænseløst, som det så ud til at gøre. Eithan tog et par hastige skridt - måske så han ikke behøvede se på hende, eller at hun kunne se på ham. Men et bredt smil havde tegnet sig henover Nanna's læber. Et noget så sjældent smil. Lyttede til hans mange baneord som flød sammen til én sætning af ren vulapyk. Nanna gik tavs for en stund og betragtede Eithans ryg. Kunne se alle udtrykkende blot bagfra. Han var... en sær snegl - ham Eithan, og hun kunne ikke lade vær med at holde af dét. Hans særhed. For lige dét han havde sagt var dedikeret til hende. Han var ikke til at blive klog på. Han lignede ikke en som bare sagde alt ærligt og ligeud.. og da slet ikke.. 'ydmygede' sig selv på denne måde. Ikke at hun fandt det sådan. Hun smilede blot ad ham - til ham. Hun tog et par hastige skridt og lagde en hånd på hans skulder "Måske... kunne vi begge beglo vægge... du ved... sammen?" sagde hun lavmælt og smilte svagt. tøvende, men det var dér - det lille, uskyldige smil.

Eithan trak sine hænder op af lommen og slog lidt efter den ene, knyttede, næve mod sin anden flade hånd i bar vrede, der kun var tilegnet ham selv. Nogle gange kunne han blive så stik hamrende tosset på ham. Fordi han aldrig kunne finde ud af at sige noget ordenligt ... ever. Det var altid noget forskruet lort, som han skød ud i luften. Han sparkede hidsigt til en tilfældig sten, som han åbenbart mente lå og spærrede vejen for ham. Lige nu kunne han sagtens blive forvekles med en tikkende bobme, der truede med at springe i luften hvert sekund, det skulle være. Udryde alt levende såvel som dødt på sin vej, idet eksplotionen fra den/ham fik frit løb og væltede ind over byen som en stor flodbølge, der skyllede alt væk og kun efterlod ødelagte, knuste ruiner efter sig. Da han kunne mærke en hånd mod sin ene skulder, standsede han brat op og vendte sig i en utrolig fart rundt, så han kom til at stå med front mod hende. "HVAD?" nåede han netop lige at udbryde, før han fik opfanget, hvem hånden tilhørte. Han blev dernæst helt stum og fik et ... undskyldende blik i sine øjne. Som for at sige, at det ikke havde været med hans gode vilje at råbe ad hende. "Jeg mener ..." Han rømmede sig kort og hørte så hendes ord. Hørte hvad hun sagde til ham. Hans øjne og ansigt døde fuldstændig. Han havde det pludseligt som om, verden var gået i stå. At netop som hun havde afsluttet hendes spørgsmål, havde Gud eller hvem fuck det nu var, der herskede over tid og sted, trykket på en eller anden slags stop-knap på et eller andet magisk stopur. Eithan rystede kraftigt på hovedet for at vende tilbage til normal tilstand igen og begyndte lige så stille at kunne høre de lavmæle lyde fra biler langt væk og et par skrigende krager, der fløj hen over et par tage lidt derfra, hvor de stod. "Jeg øh ..." Han bed sig forlegent i underlæben og førte en hånd op til panden, hvor han lagde den, lige som for at køle sig selv af, som hvis hans hånd havde været én stor isklump. Hvilket den egentlig også var - temperaturmæssigt. "Tjae, joo ... det kan vi vel godt ..." svarede han stille og fjernede sin hånd fra panden, hvornæst han proppede begge hænder ned i bukselommerne igen og sendte hende et meget, meget forsigtigt smil, der kun lige var til at se på hans blege læber. Hans barske facade havde han for en gangs skyld droppet, og nu ... nu som han stod der med et lidt genert smil på læben og sine tågede øjne rettet mod hende, mindede han mest af alt bare om en lille, blufærdig børnehavedreng, der var bange for at gøre noget forkert og derfor ikke rigtig turde hverken gøre eller sige noget.

Nanna stoppede ligeledes brat og så med et overrasket udtryk på ham, da han i første omgang skulle til at råbe ad hende. Havde han troet hun var en anden fremmed eller hvad? For da hans blik fæstnede sig på hende, så det helt... fortabt ud - på én eller anden måde. Som blev han fordybet i sig selv og sine tanker ved synet af hende. So, havde han i et kort øjeblik glemt hende, og nu huskede hende igen - ved synet af hende.
Det var først nu hun lagde mærke til hvordan hendes håndflade var blevet iskold efter at have ligget på hans trøje i det stykke tid. Hun rynkede brynene og tog den til sig. Klart, han måtte have været iskold i dette vejr - hvad tænkte han dog på? Var han ude på at blive pisse'hamrende forkølet - den dumme knægt. Men det måtte han vel selv om.. hun skød den pludselig tanke.. eller, fordrejning op. Kvalte den, som ville hun ikke høre på den.
Nanna proppede hænderne i lommerne og så op på ham med sine store øjne "Havde du ikke troet jeg tog udfordringen op?" spurgte hun og så på ham med et kækt glimt i øjet, og et drilsk smil. Så let skulle han ikke tro han kunne slippe af med hende.
På en eller anden måde fik Eithan hende til at slappe af. Som havde hendes skuldrer siddet oppe om ørene og nu faldt på plads... Som behøvede hun ikke den dystre og rapkræftede facade hun plejede at gå rundt med. Han selv virkede nu heller ikke til at være vant til dét smil som havde forplantet sig over hans læber. Det var et nyt smil for hende. Ingen havde sent hende et smil som han sendte hende nu... og heller ikke dét tilhørende blik. Hvor mange fik dét blik af ham?... Havde han altid dét forsigtige smil på sine læber?.. Hun betragtede ham tavst og lod spørgsmålene hobe sig op i hendes lille hoved, som hendes øjne kørte rundt i hans ansigt.
Menneskerne omkring dem passerede dem uden at værdige dem et blik - som var de luft for dem. De lignede egentlig to frosne statuetter, som de stod dér midt i gadebilledet, urokkelige midt i den travle, bevægende mængde. Dér var de det eneste stillestående. Stod blot og betragtede hinannden tavst og uskyldigt.
Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket nedad mod hendes fødder, som var iført et par store snørrebånds støvler. Hvad var det hun lavede? Hvorfor... og hvad?... Hun anede det ikke men... det gjorde vidst heller ikke noget. Ikke nu.

Eithans øjne flakkede væk fra hende og søgte i stedet for op imod himlen, hvor de dominerende skyer stadigvæk herskede og var med til, at gøre det hele en lille smule mere uhyggeligt og mystisk. Som i en slags gyserfilm. Stemningen var dog anderledes. Hendes selskab gjorde ham godt til pas, og han følte, at han aldrig havde kendt nogle så godt som hende i hele sit liv. Hvilket selvfølgelig var noget værre vrøvl, eftersom det lige netop var dét, som han ikke gjorde. Kendte hende. Tværtimod faktisk. Hun var stadigvæk på stadiet 'fremmed'. Men det her ... det kunne han mærke var en begyndelse. En begyndelse, ja. Han var i hvert fald selv interesseret i at lære hende at kende. Hvordan hun så havde det med ham, dét vidste han ikke. Gad faktisk heller ikke vide det. For han var bange for svaret. Eithan spidsede en anelse tænksomt sin mund, så hans smil dermed forsvandt, hvornæst han trak hænderne op af lommen, strakte sine arme og placerede lidt efter begge sin hænder omme bag i nakken, hvor han kørte den en smule op og rodede rundt i sit kulsorte hår, der havde et svageligt blåt skær, som ellers kun kunne fås ved at købe den der sorte hårfarve, der gav det specielle blålige skær. Hans var dog ægte. Fuldstændig. Han havde aldrig farvet sit hår og havde heller ingen planer om det. Et til smil dukkede op på hans læber ved hendes ord angående hans 'udfordring', men det var ikke helt det samme generte og uskyldige smil som før. Dette rummede noget mere. Udfordrende blandet med et par drilske tanker, hvilket fik hans ansigsudtryk til at virke ret smørret og fjoget. "Jamen såå ..." Han vendte sig frem ad igen, men tog ikke nogle skridt. I stedet for kiggede han sig over på hende med et drenget, skævt smil og gjorde et nik med hovedet, som tegn til at de skulle gå. Hvorhen vidste han ikke helt præcist. Det kunne være lige meget. Det eneste han vidse, at han ville lige nu var ... at være sammen med hende. I en måske lidt for hurtig og kæk bevægelse skulle han lige til at tage hendes hånd, men fik, heldigvis, stoppet sig selv og trak den lynhurtigt til sig igen, hvorefter han stak den ned i den tilhørende lomme og bed sig tøvende i underlæben, før han gav sig til at lunte afsted.

Nanna stod fortsat og betragtede sine sko og de beskidte brosten. Hendes hår hang nedad - imod jorden, som følge af tyndekraften og lagde sig på dén måde om hendes ansigt. Hvis man så hende nedefra ville det ligne hun havde en løvemanke, eller lignende. Efter en stunds stilhed vendte hun atter blikket opad - lod det klatre op ad Eithans krop til det til sidst nåede hans ansigt. Betragtede hans position, som han stod dér og strækte sig, og så mod himlen. Det fik hendes blik til at følge hans og hun så mod de mørkegrå, tunge skyer. Det trak udentvivl snart op til regn. Regn som hun afskyede så meget. Det var ikke vandet som sådan. Det var den klistrende følelse af når tøjet klæber sig til huden når man bliver drivvåd. Dén måde hendes 'lange' hår klæbede sig til hendes ansigt. Dét fandt hun ubehageligt. Især når hendes hår så tørrede igen, og som følge af regnvandet dannede de forbandede slangekrøller. For helved.
Nanna's blik sank og hun så atter på ham, som han gav sig til at sige noget. Hun smilte forsigtigt.. tog selv selv i at smile - frivilligt og glippede dernæst en smule undrende med øjnene.. Dét var sært.
Hun gengældte hans nik og skulle til at tage dét første skridt på deres rejse, da hans hånd pludselig syntes at søge imod hendes. Hun kom ikke længere i bevægelsen og stirrede blot på hans hånd, som hurtigt blev placeret i lommen. Havde han prøvet at gribe hendes hånd?...Eller havde han blot strukket den, før den skulle placeret i lommen?
Hun så op på ham med et udtryksforladt ansigt. Pusigt. Hun så kort efter ham som han satte i bevægelse og luntede så derefter, efter ham. Hun mindede sig selv om en lille hundehvalp som forfulgte ham hvor end han gik... Men det var jo ham der havde bedt hende om at følge med... så det gjorde hun.

Eithans hånd søgte en anelse dybere ned til lommen, hvorpå han lidt efter blev nødt til at stoppe, da lommehylsteret ikke var længere, end det nu var. Et eller andet mødte hans anden hånd, idet han også proppede dén ned i en lomme, dog på det modsatte ben end den anden hånd. Hans rynkede kortvarigt sine mørke øjenbryn og fik lukket sin hånd omkring det, hvorefter han trak det med op. Hvad helvede lavede dén i hans lomme? En fucking sten? Han løftede skeptisk et øjenbryn af det, men kylede den så bare af helvede til, over skulderen. Dernæst begyndte han at fundere lidt over, hvor det egentlig var, de var på vej hen? Selv gik han bare uden rigtig at tænke nærmere om det. Men det var jo ikke sikkert, at Nanna havde lyst til at fare vild med ham og ende et eller andet åndssvagt sted, så han måtte til at tænke bare lidt over, hvor han valgte at sætte sin fødder. Han lod let sin tungespids glide hen over den ene af sine sylespidse hjørnetænder og sørgede igen for at underlæbe, og tungen, dækkede for den, imens han spekulerende så frem for sig med et eftertænksomt udtryk i de ellers ret fjerne øjne. Efter noget tids tænken kastede han sit blik over på hende og låste det fast ved hendes ansigt. Der var et eller andet ved hende, der tiltalte ham forfærdelig meget. Om det var det dér grin, der før havde været med til at bløde ham lidt op, eller om det var hendes lidt barske look med de militær'lignende bukser, kunne han ikke helt sætte fingeren på. Begge dele muligvis. Eithan tog endnu en gang sig selv i måske nok at ... 'fantasere' lidt for meget om hende, og han rystede derfor svagt på hovedet af sig selv og slog, eller prøvede i hvert fald, hende ud af sine tanker. "Så'mm ... hvor bor du?" spurgte han i et tappert forsøg på at få en samtale op at køre. Han håbede, at hun kunne høre hans lidt skjulte hentydning i hans hæse stemme. At de måske kunne smutte hjem til hende? ... og ... glo på vægge dér. Han pustede irriteret til en lok hår, der generede hans øjne, men det fløj kun kort op i luften for derefter at falde ned og hænge foran hans øjne igen og forstyrre hans syn.