Efteråret slår til, - Nanna.

Eithan førte en hånd op til sin pande, hvor han placerede den mod håndfladen mod den og håndryggen vendt ud mod alt det andet. Han følte sig så underlig ... varm. Hvilket han selvfølgelig ikke var. Men han følte, at hans temperatur var steget et par grader. Den var sikkert stadigvæk utrolig langt nede, men højere end den normalt var. Og alligevel, alligevel havde han det også som om, han frøs. Han kunne ikke helt finde rundt i alle de ting. Havde det bare ... mærkeligt. Han kørte sin hånd på panden ned til den kind, hvor hun havde slået ham. Det gjorde ikke ondt mere. Men han ville med garanti få et blåt mærke dér i morgen. Dét var hundrede procent sikkert. Jo, måske gjorde det en lille smule ondt. Han bed sig spekulerende i underlæben og lod sin hånd falde på plads. Satte den på jorden ved siden af sig og ligeså med den anden. Den rivende fornemmelse i hans brystkasse var efterhånden ved at stilne af. Hvad skete der dog med ham? Han slap sin underlæbe, inden hans blik skøjtede op mod himlen. Det regnede stadigvæk en lidt. Ikke meget, men lidt. Det var i hvert fald overhovedet ikke noget i forhold til før under tordenvejret, hvor han havde bi ... Han kneb sine øjne sammen og gemte dernæst sit ansigt i håndfladerne. Gad ikke tænke på det. Han havde faktisk bare lyst til at give sig til at græde. Men han kunne ikke. Det var som om, tårene blev holdt tilbage af et eller andet. Noget som han ikke selv vidste, hvad var. Som om hans krop havde forbudt ham at vise nogle som helst tegn på svaghed. For man var svag, hvis man græd - mente han. Lidt efter, netop som billedet af Nannas ansigt dukkede op på hans nethinde igen, rejste han sig med et sæt op. Det skulle fandma være løgn, at han bare skulle forlade hende - og dermed måske aldrig se hende igen. Dén tanke fandt han ulidelig. Om hun så ville det eller ej, så skulle han kraftedme nok få hende til at kunne lide ham. På ... én eller anden måde. Hvordan vidste han ikke, men. Han slog sine bekymringer ud af hovedet, inden han forsigtigt åbnede døren indtil det lille mini hus. Men den selvsikre beslutsomhed der havde fyldt ham lige før faldt med det samme, da han trådte indenfor og lukkede døren bag sig. Måske var det alligevel ikke en særlig god idé; sådan at komme tilbage. Men ... hvor var hun blevet af? Med et undrende ansigtsudtryk lod han sit blik scanne lokalet for hende. Hun lå ikke længere henne på sengen, som hun havde gjort lige før, inden han havde forladt hende. Hvor helvede var hun skredet hen? Han tog et til skridt ind i rummet. Gik kort efter hen til et klædeskab, der stod i værelset. Dér standsede han, stillede sig lige foran det og tog fat i den ene skabslåge, åbnede den og så nysgerrigt ind i det. Derefter åbnede han ligeledes nummer to låge, så hele skabet indhold nu var synligt for ham. Ud over dét der lå i skufferne, der var stukket ind i selve skabet lige under den ene, og korteste, låge. Tøj. Det var dét, der var i skabet. Ikke så underligt. Det var jo trods alt et klædeskab. Men hvis der var tøj i skabet ... boede der så nogle her? Shit. Han så sig kort over skulderen, rundt i rummet. Så var det nok alligevel ikke særlig smart at have båret hende herind. Og hvor pokker var hun? Han rystede svagt på hovedet og vendte sin opmærksomhed mod skabet igen. Han rodede lidt rundt i blandt nogle bluser. Dernæst bukser. Han lukkede de to låger i igen, inden han satte sig på knæ og åbnede skufferne. Han glippede lidt betuttet med øjnene, da han hev noget af den ene skuffes indhold op. Helt klart en kvinde der boede her. Han lagde forlegent den bh, han havde trukket op af skuffen, tilbage og skyndte sig at lukke den i. Åbnede så den næste skuffe lidt mere, hvor han fandt mere ... kvindelig beklædning. Det var måske nok lige lovligt frækt at sidde og beglo andres undertøj, men han kunne ligesom bare ikke få sit blik væk fra det igen, så han gav sig til at rode lidt rundt i de forskellige ting, der lå i skabets skuffer.

Nanna sukkede tungt og betragtede sin tynde, maltrakterede krop. Hun var egentlig ret muskuløst bygget - for at være en pige. Ikke tynde arme som var lige til at knække over, eller lår, som mere eller mindre mindede om stoleben. Nej, hun havde pæne kvindelige former, fremhævet af muskelvævet. Det var dog ikke overdrevent - lige tilpas og ganske nydeligt. Desværre - efter hendes egen mening havde hun et kært og smukt ansigt med den blødeste - let gullige hud og dé der store mørke øjne, omgrænset af den gule iris. Gjorde hendes ansigt levende.. Den mørke - næsten sorte hårfarve (som var hendes egen) fremhævede pupilerne og fik dem på én eller anden måde til at se større ud. Lige nu, krøllede spidserne af hendes hår i bløde slangekrøller og lagde sig stilfærdigt over hendes bryst. Brystet som hverken var for lille, eller for stort. Men selvom hun egentlig havde et kønt udseende, afskyede hun det. Det var menneskeligt...
Det var først nu hun lagde mærke til det størknede blod på hendes hals, som fortsatte ned ad brystet og forsvandt under jakken. Hun lynede den op, smed den på gulvet med et svagt 'bump' og så på sin indsmurte striktrøje, som engang havde været hvid, og gråstribet... Det var den ikke længere. I hvert fald ikke på den øverste del. Hun sank en klump, som pludselig havde dannet sig i hendes hals. Fra de to bidemærke løb to tilhørende, udtørrede striber af blod og var blevet suget op af hendes trøje. Resten var tværet ud. Hun havde stadig blod på læben, og lidt på hagen fra da hun havde bidt hul. Det fik det hele til at ligne at hun selv havde lavet bidemærkerne - hvilket naturligvis ikke kunn lade sig gøre. Hun kom i tanker op slaget hendes baghoved og ryg havde taget imod og førte forsigtigt hånden op til baghoved. Smerten dér var næsten værre end dén fra hendes hals. De var i hvert fald lige 'gode' om at pine hende. Hun trængte til et bad.. Heldigvis for hende, var det et badekar, og ikke en brusenesie som var placeret i det - ikke særlig store- rum, kaldet badeværelset. Hun udstødte et svagt suk og vendte sig mod badekaret og drejede på den ene hane, som straks begyndte at fylde badekaret op. Hun lod vandet løbe lidt, til den værste rust i vandet havde løbet ud i afløbet, for hun puttede proppen i afløbningsrøret/hullet. Hun vendte sig atter mod den 3'dobbelte genspejling af hende selv og greb om den nederste den af hendes trøje for at hive den op om hoved. Endnu en smerte skød igennem hende - denne gang for skuldrene. Hun bandede lavmælt og bed smerten i sig som hun hurtigt hev trøjen op over hoved. Hun måtte dog hurtitgt gribe ud efter håndvasken for at holde sig oprejst, og ikke falde op på gulvet af svimmelhed. Hun genvandt blancen og fatningen og så ind i den største og mest intakte afspelning af hende selv. Hun stod nu i sine lavtaljede bukser, hvor man i den laveste side, kunne skimte hendes grå undebukser. Hun havde en -lidt for lille- sort og gennemblødt undertrøje på, som derfor afslørede det nederste af hendes mave - dog ikke navlen. Hun så mod de paralelle lilla mærker som sad malet på hendes skuldre. Dét var -ligesom resten af skaderne på hendes krop - Eithans værk, der i et sindsforladt rus havde... ja... Gjort noget uforglemmeligt. Hun ville slet ikke røre de hævede mærker. Var træt af den forbandede smerte som kun havde eksisteret i hende, i lidt over en time... måske to?... Det var egentlig - nu når hun tænker over det - utrolig hurtigt hun havde fået dé mærker... men han havde jo også trykket til. Hun åbnede bæltet og derefter bukserne og hev den ned over røven. Satte sig dernæst på toiletbrættet for at hive dem helt af hendes slanke ben. Hun sad for en stund ubevægelig - kun iført undertrøjen og de grå - ret forførende- undebukser. Det næsten sorte hår faldt nedover hendes bryst som hun sad foroverbøjet og stirrede ned i flisegulvet. Hun anede ikke at alt hendes bagerste hår var klistret ind i en masse af blod.
Hun rejste sig - langsomt - for at hælde noget sæbe ned i vandet og dermed gøre det til et skumbad. Det skulle sq nok blive godt med et gennembankende varmt bad, så hendes iskolde krop kunne dø op, og musklerne slappe af. Bare hun ikke faldt i søvn...

Eithan lod et svagt hørligt suk undslippe sine blege læber, idet han med blot én enkelt håndbevægelse fik skubbet alle skufferne i. Da han hørte et eller andet 'bump', som var der noget, der blev smidt på gulvet, strakte han sin hals en smule og rejste sig efterfølgende op. Lod undersøgende sit blik glide hen over alle tingene i dette tomme rum. Havde han hørt syner? Han begav sig ledende rundt i lokalet, indtil han fik øje på en dør. Ikke den dør han var kommet ind ad, men en anden én. Han listede helt hen til den, lagde sin ene hånd på den og ligledes med siden af hovedet, så et af hans øre også lå op ad den hårde dør. Lyttede, men han kunne ikke rigtig høre noget. Eller jo ét eller andet. Noget der mindede om en ... vejrtrækning. Det var sikkert bare noget, han bildte sig ind. Han fjernede sig lidt fra døren, trådte et skridt bagud og stod tøvende og betragtede døren, inden han løftede sin ene hånd og svagt rystende rakte den hen mod dørhåndtaget. Turde han åbne den? Måske var det dér, Nanna var forsvundet hen. Han måtte nok hellere lige tjekke. Se om hun var der. Se om hun havde det godt. Forhåbentlig ville hun ikke begynde at skrige af ham og smide ham ud. Eller slå ham igen. Bestemt lagde han sin hånd på det kolde håndtag, lukkede sine fingre omkring det og pressede det ned, hvilket gav ham adgang til at åbne døren, eftersom det nedpressede dørhåndtag dermed havde løsnet den lille jern ting, der plejede at side på siden af selve døren. Meget forsigtigt åbnede han døren og spottede næsten med det samme det velkendte mørke, let krøllede hår, der naturligvis tilhørte Nanna. Han tillod sig at træde indenfor, hvorefter han hurtigt rømmede sig og løftede sin ene hånd, som han så placerede bag i nakken, hvor han kløede sig lidt. Havde endnu ikke ladet sit blik glide længere ned, men havde det fæstnet mod det han kunne se af hendes ansigt ... hovede. Han bed sig svagt i læben, hvilket fik hans to hjørnetænder blottet, eftersom de var dem, som han havde ladet tage blidt fast rundt om sin underlæbe. Skyndte sig at finde på et eller andet at sige. "Øøh ... jeg tænkte på, om jeg ikke skulle følge dig hjem ... du ved ... du er vel lidt svimmel, er du ikke ...?" spurgte han med nervøsitet i stemmen. Det skinnede tydeligt igennem. Fordi han var bange. Bange for at hun ville bede ham skride af helvede til og fortælle ham, at hun hadede ham. Dét ville gøre ondt. Det var han sikker på, at det ville gøre. Som en ordentlig, psykisk mavepuster. Han kunne næsten høre hende. Se hendes læber forme ordene. Jeg hader dig. Jeg vil aldrig tilgive dig. Da han fik løsrevet sig disse ubehagelige tanker, gik noget op for ham. Det var først lige nu. Han havde slet ikke bemærket det før. Efter han havde ladet sit blik klatre ned af hende, spærrede han sine tågede øjne en smule op. Han kom mod nogle ret så bøvede og ubegavede lyde, så som 'øh', 'æh' og hvad der nu eller var af lignende ord. Hun havde vist fået taget en del tøj af. Han lod sine blågrønne øjne hvile på hendes grå underbukser. Hans hånd - som han havde liggende omme bag på nakken - kørte han op i sit kulsorte hår, som han enormt forlegent rodede rundt i. Han vidste godt, at det var uhøfligt at stå og stirre sådan. Eller dét var ikke en gang det korrekte ord. Han OVERbegloede hende. "Jeg øh ..." Han lukkede kort øjnene i og fik omsider taget sig sammen, hvorefter, da han atter havde åbnet sine øjne, en svag rødmen trådte frem på hans ellers sygeligt hvide ansigt. "Undskyld!" udbrød han så, inden han hurtigt drejede om og fór ud af badeværelset. Lukkede ikke døren efter sig. Han skyndte sig bare hen i den store dobbeltseng, smed sig i den med ryggen nederst og maven vendt op ad mod loftet. Han førte sine hænder op til sit ansigt, hvor han lagde den ene mod hans pande og den anden på hans ene kind. Hans ellers normalt meget svagt bankende hjerte, syntes pludselig at galopere af sted med enorm høj fart. Synet af hende havde brændt sig fast på hans hornhinder. Gud, hvor var det bare PINLIGT! Han lukkede sine øjne i og prøvede at få billedet af hende til at forsvinde. Men det kunne han ikke. Han blev ved med at se hendes krop for sig. Heldigt at hun ikke havde nået at tage alt hendes tøj af. Alligevel kunne han ikke lade være med at fantasere om, hvordan hun ville se ud uden alt det tøj på. "Årh mand!" stønnede han opgivende og gav sig selv en mild form for lussing. Sådan noget var ikke lige passende at tænke på nu. For helvede, Eithan! Han udstødte et enortm irriteret 'ÅRH!', der helt sikkert ville kunne høres ude på badeværelset, hvor hun befandt sig. Kæft, dét var da hvad, man kunne kalde bad timing.

Nanna stod i sin egen tågede verden og betragtede sæben skumme i vandet, som langsomt fyldte badekaret. Hun glædede sig næsten til at lægge sin ned i det varme vand og blive omfarvnet af sæbens luftige skum. en tanke slog hende pludselig... og det var egentlig ret underligt at hun ikke havde tænkt over det før nu. Hvordan havde han fundet vej hjem? Til hendes hjem?... Hun stod og stirrede undrende ned i det dampende vand i badekaret. Hvad pokker?.. hvor vidste han dét fra? Hun følte en underlig kulde skyde igennem hende. Følte at hendes ryg blev stirret på af et par onde, stalkende øjne.
En lyd, som var lyden af det rustne dørhåndtag som gav i sig, fik hende til at dreje overkroppen og se imod døren. Hun stod med siden til og så dørhåndtaget blivet presset ned og ind trådte en mørk skikkelse. En kulde lagde sig over hende og frøs hende til is. Lige indtil hun opdagede at det bare var Eithan. Hun hævede undrende det ene øjenbryn og så en smule forvirret på ham. Var han ikke gået?.... Eller var det en vane som lå til ham af at konstant ombestemme sig og følge efter hende... Han var lidt... sær.. En sær snegl, som hun tidligere havde beskrevet ham som i sine tanker. Hun lyttede til hans stemme og betragtede hans stilling som han stod dér med en hånd i nakken. "Jeg ér hjemme..." svarede hendes noget så hæse stemme, som hun måtte rømme et par gange før hun kunne udtale de besværlige ord, og få det til at lyde bare, nogenlunde som dét hun mente.
Hun placerede hænderne på hofterne og lænede sig til den ene side - hvor hun lagde det meste af hendes kropsvægt, og fik det på dén måde til at se hun som hun vrikkede med hoften. Eller bare stod skævt, og fik hende til at se en del skeptisk ud - selvom det ikke var meningen. Hun hævede uforstående brynene da han fik en smule farve i kinderne og begyndte at mumle i mere eller mindre bøvede retninger. Hvad var der nu galt med ham?... Han stirrede med et noget så forlegent og genert blik på hende - hendes krop. "Har du aldrig set et hunkøn før?" spurgte hendes forvrængede stemme og hun stirrede en smule småirriteret på ham. Han mindede ikke særligt om en vampyr, når han var ved sit normale jeg - efter hendes mening. I hvert fald ikke med det der, halvskæve og forsigtige drengede smil, som nok ikke var meningen skulle plantes over hans læber.
Pludselig, snurrede han rundt på hælene og nærmest stormede ud af badeværelset og næsten kastede sig i sengen. Hun rynkede, tydligvis forvirret, øjenbrynene og så ned ad sig selv. Hvad? Så slem så hun da ikke ud?... Hun så ind i spejlet og ned ad sin egen krop. Næh... Hun mente ikke selv der var noget direkte 'galt' med den.. udover blodet, sårene og de blå... og andre mærker.
Hun hørte hans halve brummen og halve udråb og gik - eller stavrede hen til døren. Hun havde lignet én der kunne stå oprejst da han var der. Men hun var i virkeligheden ved at falde om - hvert øjeblik det skulle være. Hun lænede sig op ad dørkammen, for ikke at vælte og så hen i sengen hvor Eithan havde smidt sig. "Hvad... Hvad er der galt?... Du lignede én der havde set et spøgelse.." Mumlede hun i langsomme tag, for at kunne udtale det hele. Det var vel ikke et så sjældent syn i disse egne af verden. De fleste... eller mange i hvert fald - var samlet her. Spøgelser og en masse andre overnaturlige væsner.

Eithan fjernede sine hænder helt fra ansigtet, hvornæst han satte håndfladerne mod sengens bløde overfalde og træk på den måde sig selv op at sidde. Hans øjenlåg gled en smule ned, idet hun kom til syne i døråbningen indtil badeværelset, eftersom han kneb sine øjne lidt sammen. Inden hendes spørgsmål lød fik han først dér opfattet hendes ord. Dét hun havde fortalt ham ude på toilettet. Det her var hendes hjem. Var det ikke dét, hun havde sagt? Hvor ... utrolig belejligt at det netop var her, han havde ført hende og ham selv hen. Men for at være helt ærlig, så havde han ikke troet, at en som hende havde boet i sådan et ... hul. Ikke at det var dårligere end hans hjem. For han havde jo overhovedet intet. Så han kunne ikke rigtig kritisere hendes. Men som en tidligere tanke havde lyt i hans hovede - så var det faktisk ganske hyggeligt på en eller anden underlig måde. Det var langt fra fornemt og fyldt med en masse sindssygt dyre designermøbler, men det var ... et hjem. Hendes hjem. Han rystede på hovedet og kom ud af sit tankespind, der virkede uendeligt og konstant voksede. Hans blik blev draget mod Nanna, hvor han allerførst fæstnede det på hendes ansigt. Blod. Der var spor af blod på hende. Meget endda. Hans øjne studerede betuttet hendes underlæbe samt hagen, hvorefter han, mod sin egen fri vilje faktisk, kørte blikket ned på hendes hals. Og netop som det ramte dét bidemærke, som han havde efterladt sig på hende, lagde han en hånd mod brystkassen og knugede sin t-shirts stof i hånden. Det var et enormt pirrende syn for ham. Dét at vide at han havde mærket hende for livet. En uudholdelig tanke. Den stikkende fornemmelse i hans bryst kom atter frem. Sendte små elektrochok igennem ham og frembragte en fornemmelse af at skulle kaste op. Han løftede tappert sit blik igen og naglede det nu denne gang imod hendes skød. Måske ikke et specielt passende sted at sidde og beglo, men det var det eneste sted, hvor der ikke var synlige spor af blod. Og så hendes ben og fødder. Men som den ynkelige kryster han var, flyttede han hurtigt sit blik fra hende og så over mod døren. Døren der førte en udenfor. Helt udenfor. Derefter trak han let på skuldrene. Kort og ekstremt enkelt. Han vidste ikke, hvad han skulle svare ellers - mundtligt altså. Det ville blive alt for akavede, hvis han prøvede, det vidste han bare. Og så ville hun så på ham med et endnu dummere blik, end hun gjorde nu. Undrede sig sikkert over hans sære opførsel. Syntes at han var et kvaj, og at der muligvis var noget galt med ham - oppe i pæren. Det var der sikkert også. For han var en fucking freak. Et monster. Han følte sig helt forkert i hendes selskab og følte egentlig ikke, at han rigtig havde fortjent det. Hvilket jo i og for sig var rigtigt nok. Han havde i hvert fald klokket ret meget i det. Idiot. Hvorfor havde han bidt hende? Og hvorfor skammede han sig over det? Han burde sgu da ikke føle nogen som helst form for dårlig samvittighed over det. Hele tiden forsøgte han at overbevise sig selv om, at hun ikke var en skid var. At hun bare var et usselt menneske. Men det var hun bestemt ikke. Lige meget om hun så også selv mente dét. Hun var ... Han stoppede sine tanker, skævede til hende og rejste sig fra sengen, inden han gik over til døren, tog fat i håndtaget men pressede det ikke ned. "Du vil vel gerne have, at jeg skal gå ... ikke?" spurgte han i en udtydelig mumlen og så en smule ... såret på hende. Hans blik så så fucking skrøbeligt og bedrøvet ud, og han forbandede lavmælt sine øjne for altid at skulle genspejle hans følelser. Som han også forbandede. En ordentlig vampyr gik sgu da ikke rundt og blev helt blød i knæene på grund af et freaking menneske, mand! Men der var ikke noget, han kunne gøre ved det. Det var ikke noget, han kunne gøre for. Hans øjne flakkede ned på den hånd, hvis fingre stadigvæk var godt lukkede rundt om dørhåndtaget, som han nu forsigtigt begyndte at trykkede ned på.

Nanna's - ellers slørede blik - hvilede på Eithan som hun ventede på hans svarede, hvilket han i sidste ende, ikke gjorde. Hun betragtede hans ravnesorte hår, som hang i tjavsede totter ned og blokerede det meste af hans synsfelt. Det fik ham til at se endnu mere dyster ud end han gjorde i forvejen... men også - på sin egen mærkelige måde-.. så det en smule... sødt ud. Især når han havde ét af hans barnlige drenge smil, henover læberne - som næsten gik i ét med hans ligblege hud. Men helt hvid virkede den nu heller ikke... Som var den en smule grålig i det. Som et -forholdsvist- friskt lig... før der gik forrådnelse i det.
Han undrede hende en del. Han var bare IKKE til at blive klog på. Men egentlig... foretrak hun det også sådan... At han ikke rigtig var til at læse - eller, det gav hun sig ikke rigtig i dybden med men... Årgh. Hun gumlede svagt på underlæben som hun stod og funderede over hvilke betegnelser hun skulle bruge på ham. Men hun kunne bare ikke nå frem til nogen.. Hun havde nok heller ikke så godt af at fundere så meget over tingene i den tilstand hun var i.
Hans mystiske og slørede øjne - tågede øjne - blev rettet imod hende, og uden hun vidste hvorfor, var det som om hun holdt vejret. Som prøvede hun at stå musestille - næsten lade som om hun ikke var der. Hun følte sig så... nøgen, når han så på hende... Ikke sådan let påklædt - hvilket hun jo var, men ikke tog sig af - men.. som han så ret igennem hende med dé øjne.. hans øjne. Men det gjorde han selvfølgelig ikke... det håbede hun i hvert fald ikke. Hans grå'blå'grøn'agtige øjne, havde ikke generet hende tidligere men... men.. Det var som om de havde ændret sig - hvilket naturligvis bare var en omgang vulapyk. Men hendes opfattelse af dem havde ændret sig... meget, og de virkede ikke helt som de samme hun havde set ind i, da den små'uhyggelige dreng, med det bøvede smil havde spurgt om én af hendes cigaretter, som han ikke engang kunn ryge. Hans ansigsudtryk, da han indhallerede smøgens røg, fik et smil til at glide henover hendes orange/bleg'røde læber. Han havde set SÅ morsom ud - helt forkert i ansigtet, og hun havde ikke kunnet holde en latter tilbage. En åndssvag nuttet og sukkersød latter, med det kæreste smil. Dén tanke fik smilet til at falme på hendes læber. Hun hadede, og afskyede når hendes sande jeg, viste sig... og ét af de tydligste eksemplarer var hendes smil. Hendes rigtige, milde og blide smil. Hun hadede det, fik nærmest en dårlig smag i munden ved tanken.
Hans - Eithans stemme, fik hende til at vende tilbage til overfladen og hun så hen på ham - på hans hvide ansigt. Han stod nu henne ved døren, han for lidt siden var gået ud af - og åbentbart- trådt ind ad igen. Hvad var det dog for et fucking dumt spørgsmål at stille hende?! Han vidste jo udemærket at hun ikke kunne svare på det.. Eller.. det håbede hun at han gjorde. Håbede at han havde en mistanke om, at hun slet ikke afskyede ham - som hun burde. Ikke SÅ meget... ikke nok til at hade ham. Det var ikke noget hun 'gerne' ville... men.. hun var heller ikke sikker på om hun turde lade ham blive. Det virkede så.. så forkert... men hun ville på én eller anden måde - forkert måde- som rev i hende, at det var stik imod ALLE regler - at hun ville have han skulle blive. Bare have ham i nærheden. Underligt nok. Måske var det ikke ham der var sær... men hende selv. Det var ikk lige det mest normale at ville have en vampyr, som nær havde slået hende ihjel, ved sin side.. Langt fra. Derfor sagde hun - hæst "Jeg er ligeglad.." Det lød egentlig ret ligegyldigt - som betød hans tilstedeværelse intet for hende "Gør som du vil.." Hun drejede omkring for at gå ind på badeværelset og slukke for vandet, som nok snart løb over "Gå hvis du vil.. Det er din beslutning.." hvisked ehun som det sidste over skulderen - da hende sstemme var helt opbrugt. Hun sørgede dog for at lægge vægt på at det var hans beslutning og vilje, og ikke hendes - så det i sidste ende var ham selv der bestemte. Men hvad fanden skulle han dog også spilde tiden med her? Hun var jo ubetydelig for ham - vampyren - blot et sølle, skrøbeligt og ubetydeligt menneske. Hvorfor skulle han spilde sin tid på - eller sammen - med hende?.. At glo vægge - som han ellers spildte tiden med- lød som et bedre tidspilde i hendes øre. En bedre beskæftigelse for en vampyr. Eller... bedre end at bruge tiden sammen med et menneske - sammen med hende. Hun skubbede døren i bag sig -troede at den selv ville lukke i, som følge af skubbet - men kom istedet for, til at stå på klem. Ikke mere end sølle 2 cm. Hun slukkede for hanen og hev - med besvær blusen op over hoved. Det ville nok være sidste gang hun så ham... Sikke et cirkus der var blevet - over en enkelt god gerning hun havde gjort - delt en smøg med ham. Ikke noget hun ville forsøge sig med igen, hvis en anden fremmed dukkede op. Hun ville ikke risikere at miste sit liv, hvilket hun havde været ret så tæt på. Hun smed resten af tøjet på gulvet og kravlede op i det -lidt for varme vand- som begyndte at nive og stikke imod hendes hud - men hun tog sig ikke af det. Nød følelsen af at blive gennembanket af varmen, og høre sit eget hjerte, som følge af varmen. Hun udstødte et fredfyldt suk og sank helt ned i badekaret, så kun hendes hoved stak op af skumbadet. Det lød vel lidt som en vind i træerne dét suk, som blev kastet på flisevæggene som et ekko og søgte ud mod Eithan.

Eithan slap håndtaget, da det var blevet trykket helt ned og slog døren op. Gik ikke i første omgang, eftersom han allerførst ville høre hendes svar. Hans skuldre sank helt sammen, idet hendes ord snoede sig ind ad hans øregange og op til centeret i hjernen, hvor det blev opfattet. Det var de første ord, der ramte hårdest. Fløj mod ham som var vibrationerne i luften fra hende ord kæmpemæssige, hårdtslående mursten. Jeg er ligeglad. Det var de tre ord, der genlød i hans hovede. Igen og igen. Sendte et ekko efter sig, så det blev gentaget endnu flere gange i hans efterhånden ret fortvivlede, stakkels hoved. Var hun virkelig ... ligeglad? Hendes stemme havde lydt helt koldt og følelsesforladt, da hun havde sagt det. Som om han bare var en sten blandt mange i én kæmpe grusgrav. Så han betød altså virkelig intet. Hvad var det også for nået, han havde prøvet at bilde sig selv ind? Håbet på. Håbet på at hun sagde, at hun gerne ville have, at han skulle blive. Og selvom hun havde sagt, at han selv måtte om det, så havde det alligevel ikke ligefrem virket som om, at hun ville have, at han skulle holde hende med selskab. Blive hos hende bare for én enkelt nat. Han sukkede tungt. Hvad han dog ikke ville give for dét. For at hun sagde de ord. Bad ham om ikke at forlade hende. Efter den sidste tanke fnøs han let. *Du er fucked up, Eithan. Hvorfor i al verden skulle hun dog ville have det? Fuck, hvor naiv kan man blive, mand.* Hans blik, der nu var vendt frem ad mod verden udenfor, blev løftet, netop som hun vendte sig om for derefter at gå ud på badeværelset. Forhelvede, hvad havde han gang i? Han vidste jo, at han ville komme til at fortryde det noget så forfærdeligt, hvis han gav slip på hende allerede nu. Bare tanken om aldrig at skulle komme til at se hendes ansigt igen. Høre hendes latter. Han rystede irritabelt på hovedet over de tanker, han gjorde sig. Hvor var han dog ynkelig. En værre kujon. For at slippe lidt af den vrede ud, der i mellem tiden havde samlet sig inde i ham, sparkede han surt til dørkarmen, inden han gik ... indenfor. Tog et skridt bagud og lukkede døren foran sig i. Nu måtte han stoppe det her. Måtte få styr på alt det her rod, ellers ville det ALDRIG forlade hans hovede. Aldrig give ham fred, hvis han ikke fik lagt det her med Nanna ordentlig på plads. Lagt det på hylderne én gang for alle, så han ikke længere behøvedes gå rundt og bryde sit lille hovede med dét mere. Langsomt gik han hen mod badeværelsesdøren, som hun havde ladet stå på klem - hvilket jo så måtte betyde, at hun endnu ikke var gået i bad. Det var i hvert fald ikke en tanke, der strefjede ham, så han åbnede bare døren lidt mere og vadede ind til hende, hvor han straks stivnede. Stod helt stift, som limet fast til gulvet. Som forstenet. Han gloede bare åndsforladt ned på hende. Den skummende sæbe var heldigvis med til at dække hendes - sandsynligvis - nøgne krop. Ellers havde han dånet. Helt sikkert. Han var ikke ligefrem særlig vant til at se andre folk ... nøgne. Og da slet ikke unge piger som hende. Han stod i noget, der virkede som århundrede og så på hende. Kom igen til at beglo hende måske lige lovlig meget. Han tog sig selv i at have fået den pludselig lyst til at hoppe ned i badekaret til hende. Slog dén tanke ud af hovedet, inden han endelig blev i stand til at tale igen. "J-jeg ..." Igen var det lykkedes hende at tage pusten fra ham. Stjæle hans evne til at snakke og gjort ham fuldstændig mundlam. Han forsøgte kun at fokusere på hendes ansigt, men det var ret svært for ham, eftersom han meget hellere ville se resten af hende. Holde om hende. Sidde med hende ligesom de før havde gjort nede på gulvet, ved siden af hendes seng. Fortælle hende hvor smuk, hun var. Bede hende om at give ham en anden chance. Forslå om de ikke bare kunne starte forfra. At han hellere end gerne ville lære hende bedre at kende. Men han sagde intet. Han forblev fuldkommen tavs og lod alle sine følelser blive inde i maven på ham. Som efterhånden havde spaltet sig sammen til én stor, ubehagelig klump, der lå tungt i ham og trykkede. "Jeg ..." forsøgte han igen. Stadigvæk uden held.

Nanna drog et tungt suk og lod hele sit hoved synke ned under vandet - under sæben. Hun holdt vejret og lod øjnene forblive lukkede. Der tysk under vandet... Det eneste hun kunne høre var en rungende lyd - og hendes eget hjerteslag. Det brændte utåeligt i hendes sår på halsen.. og lidt efter kunne hun mærke hvordan varmen pressede hårdt på hendes baghoved som stod noget og pressede sin knytnæve ind i hendes kranium af alle kræfter. Da ilten i hendes luger begyndte at løbe op og hjertet atter begyndte at galopere afsted, for at pumpe det sidste ilt ud i hendes krop, rettede hun sig og og kom atter op fra vandets overflade og gispede efter vejret. Vandet løb nedover hendes ansigt og det lune, drivvåde hår klistrede sig til hendes ryg. Det var blevet tvunget tilbage, da hun havde rettet sig op, som følge af tungdekræften og viste nu, hele hendes kønne ansigt. Hverken skjult af håret eller noget andet. Hun lagde armene op på badekarets kanter - på hver sin kant og drog et suk. Hjertet hamrede stadig afsted som følge af varmen, og fik hende faktisk til at svede. Hendes hud, som var over vandoverfladen, var fugtig og fyldt med dråber. Det var det øverste af hendes bryst og opefter, som var over, overfladen. Alle de ting som 'ikke' måtte ses, var skjult af skummet fra sæben.
Hun begyndte at bide hul på indersiden af underlæben, som hun faktisk ofte gjorde- når hun sad og funderede og ét eller andet. Hun skulle dog blvie ved lidt endnu før hun nåede ind til de små, ine blodårer i læbens kød. Hun blev dog afbrudt og væket af hendes dybsindige stilling af Eithan - endnu engang - kom brasende ind. Han fik endnu engang dét der snotforvirrede, bøvede og forlegne udtryk i ansigtet og begyndte at fumle med ordende. Nanna's ene øjenbryn skød straks i vejret, som følge når hun blev små'irriteret. "Banker du aldrig på?!" spurgte hun med en stemme som ikke mindede spor om hendes egen. Selvfølgelig gjorde han ikke dét. Han havde jo ikke en skid manerer og var så snotdum at han bare vadede ind. Det irriterede hende faktisk, men dét blik i hans forstummede fjæs, fik hende til at smile indvendigt. Han var vidst - i sidste ende- ikke så svær at gøre mundlam. Hun så mod hans øjne som søgte ned ad hende -heldigvis- tildækkede krop. Hun himlede med øjnene, da han mere eller mindre mindede hende om en 14 årig teenages'dreng "Har du ingen skam i livet?" spurgte hun og prøvede ihærdigt at holde et skævt smil tilbage. Det var nu ret komisk - hans ansigsudtryk - og i stedet for at smile, snerpede hendes mund sig totalt sammen. Ikke om hun ville sned eham ét af sine dyrebare smil - ikke'nikke'nej. Men hun kunne dog ikke undlade at hendes ene mundvige, skød svagt i vejret. Hvis man betragtede hendes læber, og øjne som en helhed, ville man faktisk lægge mærke til det. Men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det.
Eithan - som så ud til at have tabt mælet, og blot stod og stirrede - havde åbentbart ikke tænkt sig at flytte sig. Eller også var alt bare gået i stå indeni ham. Hvis hun ikke tog meget fejl, kunne hun ligeså godt have slået benene væk under ham eller givet ham en mavepuster. Det ville nok have samme effekt.. Selvom dette nok ville vare en del længere. Hendes ene øjenbryn sank og hun så atter 'normal' ud i ansigtet. Der var ikke et specielt ansigsudtryk som spillede henover hendes ansigt og afslørede hednes tanker - som de plejede at gøre - ansigtsudtrykkene.
Nanna lod ham være og vendte blikket hen på det lille - aflange bjerg af skum som flød over hende. Hun sænkede den ene arm for badekarets kant og samlede en håndfuld op. Hun førte hånden tættere på og nærstuderede de bitte'små sæbebobler som sad sammen til skum. Hun lænede atter armen på kanten og lagde nakken tilbage, lænende på enden af bdekarets kant, så det var strakt - helt - bagud. Det var egentlig ikke hendes mening, det var jo bare en afslappet stilling, men hendes hals blev dog blottet igen. Hvis hun havde vidst det, havd ehun nok dykket endnu engang ned i badekarets varme vand. Det dampede meget i hvide opstigende 'skyer' som et omvendt vandfald - lavet af dis. Det lagde sig på hendes hud og gjorde den helt fugtig. Hun lukkede øjnene og udstødte endnu et fredsommeligt suk.
Hun burde egentlig fare op og skælde ham ud og bede ham om at skrige ud - men det gjorde hun ikke. Han kunne jo alligevel ikke se noget og hun tog det ikke så højtideligt. Hvorfor han gjorde - vidste han heller ikke. Det var jo bare en krop. En hvilken som helst krop, som alle besad. Som et hylster til sjælen, for at holde den fastspændt til én selv. Hvis han ville stå dér og glo, så måtte han det. Hun var sq da ligeglad... hun blottede jo intet.. og desuden, kunne hun tage vare på sig selv - hvis flere... ubehageligheder faldt ham ind... det troede hun i hvert fald selv på.. men det passede vel i sidste ende ikke helt.
Hun mærkede hvordan trætheden lagde sig over hende og døsigheden greb hende - ledt vel på vej af varmen og dampen fra vandet. Hun lod langsomt øjenlågene glide i. Hun skulle bare hvile dem lidt.. Bare et øjeblik. Hun havde hurtig glemt Eithans tilstedeværelse og var sunket ind i en døsig tilstand. Sov ikke, men heller ikke heeelt vågen.

Eithans blågrønne øjne hvilede stadigvæk et sted midt i det skummende badekar. Som prøvede han faktisk at få øje på noget af det andet på hende. Enormt uhøfligt, det vidste han jo også godt selv, at det var. Han kunne bare ikke se væk. Det var som om, hans blik var blevet brændt fast på hende. Det han kunne se af hende altså. Han hørte godt hendes ord, men havde endnu ikke fået genvundet sin taleevne. Stod blot og ... ja, gloede. På hende. På skummet i badekaret. Skiftede sådan lidt mellem de to. Det var fuldstændig som om, han virkelig var frosset helt fast. Hver en bevægelig del af hans krop var blevet låst fast og var dermed blevet fuldkommen ubevægelige. Han var faktisk begyndt at blive lidt gnotten på sig selv. Kunne han da forhelvede ikke bare se væk? Åbenbart ikke. Han kunne i hvert fald overhovedet ikke få sine øjne til at flytte sig. Det eneste de foretog sig var at blinke og se på hende. Gled rundt på hende. Op af hendes arme og hen på hendes ansigt. Stadigvæk irriteret på sig selv hævede han sin ene hånd en lille smule og slog den mod sin mave. Ikke hårdt, så man kunne ikke rigtig kalde det for en mavepuster - men det virkede. Han vågnede lidt op fra sin trancelignende tilstand, som han var faldet i. Var blevet hypnotiseret af hende. Det brændte endnu i ham. Hun var så tæt på og alligevel så langt væk. Han havde mest af alt lyst til at række en hånd frem mod hende. Trække hende op til sig og ligge sine kølige arme om hendes dampende, varme krop. Det gippede svagt i ham, idet et stød skød igennem hans ranglede krop, netop som hun lagde hovedet tilbage og hendes hals blev blottet for ham. Men han havde endelig fået sin selvkontrol tilbage. Det var mere de bidemærker som nu også var blevet synliggjorte, der pinede ham. Fik hans mave til at snurre sammen og efterlade en ualmindelig dårlig fornemmelse i den. Han kunne dog ikke benægte, at det påvirkede ham. Efter noget tids stirren på hans strube tog han sig selv i en forfærdelig tanke, han netop havde gjort sig. Han havde fået en pludselig, voldsom lyst til at sætte tænderne i hende igen. Bare for atter at være tæt på hende. Mærke hendes hænder mod hans brystkasse, som tidligere da hun havde forsøgt at skubbe ham væk - forgæves selvfølgelig. Han kunne fucking brække sig over sig selv lige nu. Hadede sig selv. Som pæsten. Han fik en fornemmelse af, at dette måske var en dårlig idé. En rigtig, rigtig dårlig idé endda. At være gået tilbage hertil. Et dybt suk forlod ham og blev stønnet ud igennem hans blege læber, der næsten gik i et med resten af hans marmorhvide ansigt. Igen var han begyndt at tvivle. Om det nu også var klogt det her. Men hvordan helvede skulle han kunne bedømme det? Noget som han i hvert fald havde lært i dag, var, at han aldrig mere skulle lytte til sig selv og sine sanser. Han forbandede lavmælt, det han var. Det han var blevet til. At han bare var et freaking monster, der efter hans mening - lige nu - var ynkeligere end menneskene selv. Så fucking modbydelig han var. Han bed sig hårdt i underlæben, hvilket naturligvis forårsagede at han begyndte at bløde. Han havde lige lavet det 'stunt', som hun selv havde lavet tidligere i dag. Det som havde udløst hans indre uhyre. Hans blodsugende side. Dyret i ham. Hans to sider mindede faktisk ikke synderligt meget om hinanden. Det eneste der var tilfældes var den der dystre aura, som han altid havde hængende over hovedet. Som spredte sig i atmosfæren omkring ham og fik temperaturen til at falde et par grader. Han skyndte sig at begrave hænderne i lommerne og satte dernæst sin overlæbe ned overfor underlæben, hvor det blødte fra. Slikkede det let væk med spidsen af hans tunge. Fortsatte sådan i lidt tid, eftersom underlæben hele tiden udskilte mere af den røde væske. Da det lod til, at hun var faldet ind i hendes egen lille verden, listede han ud af badeværelset og stillede sig med ryggen mod væggen, lige ved siden af indgangen indtil toilettet. Undlod med vilje at lukke døren. Han gled ned langs væggen og satte sig til rette, efter han havde ramt gulvet. Hvordan skulle han nogen sinde få sagt alt det til hende? Hans overlæbe lå stadigvæk hen over den nederste. Sørgede dermed for at blodet fra den forblev inde i hans mund. Han trak hænderne op af sine lommer og gemte ansigtet i de isnende kolde håndflader. Eithan Székely, du er en kæmpe nar! Han udstødte en af sine sædvanlige udråb, som han altid gjorde, når han var frustreret og noget gik ham på; "årh forhelved' mand!" Han kom faktisk til et råbe det, hvilket ikke havde været meningen. Men han var ligeglad med, om hun hørte ham. Om hun syntes, han var en stor spade. Eller ... egentlig ikke, det sidste var løgn. Han ville ønske, at han ikke havde bidt hende. At han aldrig havde spurgt om den smøg, som han alligevel ikke havde kunnet 'håndtere'. Hun måtte virkelig synes, at han var en spasser. Hvor var det hele dog bare volds'meget frustrerende! Han fjernede hænderne fra sit ansigt, knyttede sin ene næve og slog den hårdt ned mod gulvet, som nærmest vibrerede efter hans kraftfulde slag. Ikke meget. Bare en kørt rysten. Forbandet være den møgtøs! Den pige, der bare havde tilladt sig og komme og messe med hans liv. Fucke det fuldstændig op på mindre end tre timer. Han blev faktisk helt vred på hende. Men han var dog stadig mest gal på sig selv. "Forbandede-lorte-spasser-skod-røv-pisse-belortede-møg-skide-crap dag!" bandede han højlydt, inden han bed tænderne sammen og gav sig til at stirre indædt ud i den tomme luften, der var foran ham.

Nanna ignorerede blankt hans tilstedeværelse og fuldt ud stirren, som var rettet imod hende - eller skummet som dækkde for hendes krop. Hun drog et let suk - lod lungerne hæve og sænke sig - roligt og stilfærdigt. Dét var liige hvad hun trænkte til. At blive gennemblødt af varmt vand. Hun følte det, som mørkede hendes krop. Som var hun så mør at hendes kropsdele kunne falde af, så let som ingenting. Hun slog let øjnene op og kiggede op i loftet. Betragtede træets årer som mindede hende om åer, eller regnen der siler ned på vinduet, under en storm. En storm som mindede hende om dén hun havde oplevet i nat. Det var ikke hvilken som helst storm. Denne storm, var særdeles rød. Smurt ind i blod og synfulde hændelser, drevet af et dyrisk instink. kaldet tørst. En forbanelse, som hvilede hos vampyrer, og deres behov for blod. Det var deres føde, ernæring og måde at overleve på. Ved at slagte mennesker, som var de kvæg og opdrettet til at mætte deres sult. tørsten. Nanna havde været ét af de mange ofre - offer for Eithan's uhyrlige og ustyrlige tørst som havde tager over hans besindelse og drevet ham i et rus af hunger efter blod. Hendes blod. Hun havde været uendelig heldig at være overlevet... og dernæst ikke endt som én af hans slags... Eller halvt af ham.
Hun virrede med hoved, for at ryste tankerne af sig - og slog blikket ned og hen på Eithan, som netop havde draget et suk. Han så ud til at være livet en smule op og kommet til bevisthed og stod nu og gumlede på sin underlæbe, ligesom hun selv plejede. Hvorfor stod han bare dér og gloede? Kunne han ikke finde ud af at sige noget? Gøre noget?.. Det var i hendes hoved sådan ' kom ind, eller bliv ude' men Eithan havde åbentbart ikke tænkt sig at gøre nogle af tingende. Stod bare dér og lod til at være fordybet i sine egne tanker. Kunne han så i det mindste ikke tænke et andet sted? Hun fandt det en smule ubelejligt at den fremmede vampyr, are stod midt i badeværelset for at stå der. Hvad havde han gang i? Alle spørgsmålene hobede sig blot op i hendes lille hoved, men fandt ingen svar, da det kun var Eithan som kendte dem. Men han var ikke særlig god at føre samtaler med. Han sagde ikke meget selv, og kunne ikke finde ud af at svare på simple spørgsmål. Hvis det var et 'ja-nej'spørgsmål ville han sikkert svare 'måske', selvom dét svar ikke var tilladt, eller nedskrevet i de usyndlige regler. Dém som alle burde kende til og rette sig efter, hvilket han ikke gjorde... Hun havde godt nok selv brugt ordsproget 'regler er til for at blive brudt' mange gange... men.. Det måtte hun også godt - ifølge hende selv. Det var bare... Kunne han for helved ikke sige noget? Give udtryk for ét eller andet, istedet for bare at stå dér som én eller anden stenstytte. Hun drog et dybt og let irriteret suk - men det var nu mest over hendes bebrejdende tanker. De synes aldrig at få en ende. Kunne altid beskylde én eller anden for noget, og få hende til at afsky personen.. Hun vendte det citrongule blik op mod skikkelsen som var på vej ud af badeværelses døren, som han - forventet - ikke gad lukke efter sig. Ikke fordi hun afskyede ham, mere end alle andre... Og hun afskyede egentlig sig selv for ikke at hade ham. Hade og forpeste ham fuldt igennem. Det lå bare til hende, så hvorfor gjorde hun det ikke?!... Det var som om Eithan havde lagt et slør af tåge - ligesom dén der herskede i hans øjne - over hende, og sløret hendes tanker, følelser, og meget andet til ukendelighed... Som var de ikke hendes egne.. og det blev værre med tiden kunne hun mærke.
Der lød en 'helveds' masse bandeord fra den anden side af væggen, dér hvor Eithan åbentbart havde slået sig ned, i mellem tiden. Efterfulgt af et mindre brag - som hun hurtigt kunne gætte sig til hvad var forudsaget af. Hun himlede med øjnene... jaja, hun måtte vel hellere stå op, 'inden hun fik rynket hud'. Hun dykkede én sidste hurtig gang, for lige at få varmet de kolde arme. Hun vendte sine håndflader imod sit ansigt og konstaterede at hun allerede havde fået rynkede fingre.
Hun rejste sig op - årvågent stirrende mod døråbningen - hvorefter hun hurtigt greb et stort håndklæde og slynede om sig selv. Der var hundekoldt i huset så hun skyndte at tørre vandet af sin krop, for ikke at blive totalt nedfrossen. Som ville dråberne på hendes hud, krystalisere hvis hun ikke syndte sig at tørre dem væk. Hun 'bandt' håndklædet under armen, så det holdt sig selv oppe og rakte ud efter et mindre håndklæde, som hun snoede om håret. Hun så mod udgangen. Eithan sad på den anden side af væggen i dét rum hvor hendes klædeskab var placeret i... Hun tog et dybt suk og bevægede sig - så lige som muligt - ud af badeværelset. Hun måtte dog kort stytte sig til dørkammen. Hun vendte blikket ned på Eithan, som lignede en lille emo'dreng, som han sad dér og muggede... mugnede. "Du får tæsk hvis du smadre mit gulv" sagde hun koldt, men kunne ikke tilbageholde et svagt, skævt smil, da hun vidste at det ikke kunne lade sig gøre. Hun havde jo ingen anelse om hvor hårdt hun rent faktisk kunne slå. Hun traskede hen til tøjskabet og åbnede skabets låger og lod blikket glide ned ad udvalget af hendes tøj - som mere eller mindre mindede om hinanden. Hun tog ét skridt, heeelt tæt på klædeskabet og blev på dén måde skjult af klædeskabets låger. Kun hendes ben kunne ses - til lige under knæet, da de var den mindste skabslåge som vendte mod Eithan og dermed skjulte hende.

Eithan rettede sig forskrækket op, idet hendes ord lød og brød hans bitre stilhed, der var kommet, efter han havde bandet færdig. For at se om hun rent faktisk mente det, drejede han hovedet og så op på hende. Et lettet, lydløst suk undslap hans læber, da hans øjne opfangede det svage og skrå smil, der havde forplantet sig på hendes læber. Blot ved synet af et dét smil, trak han selv, ubevidst, lidt på smilebåndet, så der ligeledes dannede sig et skævt smil på hans læber. Hvilket så ret sjovt ud, eftersom han stadigvæk havde sin overlæbe lagt over den anden - underlæben. Den der blødte. Det måtte snart være holdt op. Han fik hurtigt tørret sit smil af, så hun ikke skulle se det, hvornæst han lod sine tågede øjne følge hende hen til klædeskabet. Dét skab som han tidligere havde stået og været så fræk at rode i. Af ren nysgerrighed, som han vidst desværre havde en lidt for stor dosis af (i hvert fald angående Nanna), bøjede han sig en anelse forover og forsøgte at kigge ind under skabslågen, der dækkede for Nannas krop - pånær halvdelen af hendes ben, der lige stak ud under den åbnede låge. Hvis han havde turdet, havde han gået hen til hende, hevet håndklædet, der skjulte hendes fugtige krop, af hende og lagt sine arme omkring taljen på hende. Men nej, selvfølgelig havde han ikke mod til det - hvilket nok var meget godt ... for hans eget helbreds skyld. Han skød sin underlæbe frem, så den ikke længere var gemt inde i hans mund bag den øverste, blege læbe. Jo, det var holdt op med at bløde. For en sikkerheds skyld, førte han dog to fingre op til den, trykkede dem kort mod den skadede underlæbe og så dernæst på fingerspidserne. Nej, intet spor af noget som helst rødt. Eithan vendte atter sit blik hen mod hende. Eller det hendes ben, for det var jo det eneste synlige af hende lige nu. Han undrede sig lidt over, hvorfor at hun ikke havde smidt ham ud endnu. Hvorfor hun havde sagt til ham, at han selv måtte om, om han ville blive eller ej. Gjorde hans tilstedeværelse hende slet ikke spor utilpas? Han rejste sig langsomt op fra gulvet, men tog ikke nogle skridt. Lænede sig blot op af væggen og kom uheldigt til at banke baghovedet ind i den, da han også lagde dét indtil væggen. Det havde ikke været særlig hårdt, men alligevel havde det brudt tavsheden i lokalet med et rimelig højt 'gadong'. "Satans lorte væg," knurrede han vredt med et irriteret tonefald, inden han trådte et lille bitte skridt ud fra væggen og lagde en hånd bag om hovedet. Dér hvor han havde slået det. Det gjorde ikke specielt ondt - heldigvis. Eithans blik skøjtede hen til skabslågen, hvor Nanna stod gemt bag. Han ville egentlig have gået hen og lagt sig i hendes seng, men det lod han være med. Turde ikke, da han så ville komme til at passere den åbne låge, der dækkede hende. Så han besluttede sig for at blive stående og vente lidt. Til hun havde fået tøj på i det mindste. Det vidste han ganske vist ikke, om hun allerede havde. Men han ville ikke gå derhen for at kigge. Han fjernede sin hånd fra baghovedet og lod den falde slapt på plads ned langs siden. Igen stillede han sig op af væggen, men var denne gang påpasselig med ikke at gokke sit hoved op i den en gang til. Derpå slog han blikket ned. Lod det køre lidt rundt på sin egen krop. Et tungt suk forlod kort efter hans læber, inden han tog fat i kanten på hans sorte t-shirt forneden. Hev lidt ud i en snor, der var i den, før han slap den og gav sig til at fumle med knappen i sine bukser. Han knappede den ikke op, han havde vel bare brug for et eller andet at røre ved, imens han ventede på, at Nanna skulle få taget en beklædning på, der ikke kun bestod af et håndklæde svunget om kroppen og et om håret.

Nanna lænede ryggen bagud og tog sig et stjålent blik hen til Eithan da en 'gonk' genlød i rummet. Han sendte væggen et olmt blik, imens han ømmede baghoved. Væggen - havde tydligvis stået i vejen for ham. Hun kunne ikke lade vær med at smile - kort - før hun kvalte det og atter lod ansigtet ligge hen i udtryksløse folder. Hun rettede sig op og så ind i klædeskabet, som mere eller mindre bestod af det samme - lavtaljede bukser, tanktoppe, almindelige t-shirts - både lang og kortærmede. Sweatshirts med og uden lynlås og meget andet. Hun havde ét par normal taljede bukser og ét virkelig højtaljede - dog moderigtige. Hun gik nu ikke specielt op i det - tøjet og mode. Det var en omgang opreklameret pis, som folk spildte penge på. Som om skønhed udstrålede sig igennem hvilket tøj de gik i, eller hvor meget make-up de fjælede i fjæset. Hun udstødte endnu et suk, som var ved at blive en vane... selvom hvert eneste suk var forudsaget af noget vidt forskelligt. Hun løsnede håndklædet og lod det falde ned på gulvet med et lavmælt 'bum'. Hun åbnede en skuffe og fandt et par undebukser/trusser og skyndte sig at tage dém på. Hun rodede lidt rundt for at finde en bh - men syntes ikke rigtig at kunne bestemme sig. Hun fandt til sidst én. Kedelig egentlig.. Sort med et slags 'korset' i midten, snørret af gule silkestropper. Bare én hun havde hugget fra hylden, da den var på tilbud. Dén slags, gik hun heller ikke op i. Hun tog den på og begyndte - i et noget roligere tempo at finde bukser og trøje frem. Hun fandt et par mørkeblå (selvfølgelig) lavtaljede bukser med afblegede tigerstriber, hvor der hist og her var revet hul. Som havde tigerens skarpe klør revet dem op og hvis der ikke var gået hul, var der efterladt et lyst spor. Hun trak i dem med besvær da de var en smule stramme - men da hun først havde fået dem på - sad de perfekt på hendes ben. Hun fandt et bælte fra den ene hylde - nitter- og puttede det i bæltestropperne - denne gang - for at holde dem oppe. Hun fandt en sort undertrøje - hvilket Eithan jo selvfølgelig ikke kunne se og hev den overhoved - forsigtigt for ikke at løsne knuden af håndklædet som var bundet om hendes hår - for at suge det værste vand. Hun tog en sort lynlås trøje med lange ærmer - pyntet med gule citroner - og lukkede dét skab som skjulte hende. Hun stak armen ind i det ene ærme og skulle til at gøre det samme med sin anden arm, da hun mærkede de fandens blå (lilla) mærker på skuldren - som armen hun skulle proppe ned i ærmet - var malet på. Hun bandede lavmælt - bed tænderne sammen og skyndte sig at få trøjen på. Det var et helveds besvær.. ikke fordi det havde været besværligt - som med vinterjakken - med dt havde bare forvoldt hende problemer med de ømme skuldre. Hun lynede trøjen og fandt et par sokker i skuffen, hvor hun også havde fundet undertøjen. Hun vandrede roligt - påpasselig med ikke at miste balancen - hen til sengen og satte sig for at tage sokkerne på. Hun havde ikke værdiet Eithan ét blik, siden hun havde fået tøj på, og det var egentlig fordi hun var fordybet i hendes egne tanker. Hun dumpede ned i sengen og foldede de sammenfoldede sokker ud og tog dem på sine - efterhånden - kolde fødder. Tavs og åndsfraværende... Hun havde jo alligevel ikke så meget at sige alligevel - ligesom han selv ikke havde.

Eithan løftede blikket fra sine åbenbart meget spændende bukseknap, idet det lod til at hun var blevet færdig. Det var bare lige sokkerne, der manglede. Han lod dovent sit blik klatre rundt på hende, nyvaskede, krop. Lod hans øjne opsluge hver eneste lille detalje af hende. Lidt efter begravede han hænderne i de forreste lommer på hans bukser, inden han tog et par skridt hen mod hendes dobbeltseng, samtidig med at han bed sig en anelse usikkert i underlæben, som ellers lige var healet/ikke blødte mere - men hans tænder havde dog et noget blidere tag i hans underlæbe denne gang. Netop som han atter havde trukket sine hænder op af bukselommerne, dumpede han ned på den anden halvdel af sengen, dén hun ikke sad på. Han drejede sin krop, så han kom til at sidde med benene slynget op på sengen, rykkede sig lidt bagud og lænede sig op af sengens ryglæn, der var dér, hvor ens hovede normalt lå. Hans blik var endnu fæstnet på Nanna. Ikke noget bestemt sted, han lod det køre lidt rundt omkring på hende. Da han endelig slap sin underlæbe, rodede han kort rundt i sit hår med den ene hånd, inden han lagde den på sengens madras ved siden af sig. Lukkede lidt efter tøvende sin mund op for at sige noget. "Så ... du bor her?" Allerede da det sidste ord kom ud af hans mund, fortrød han, at han overhovedet havde sagt det. Det var jo et fuldstændig tåbeligt spørgsmål. Selvfølgelig boede hun her! Det havde hun selv fortalt ham. Det var måske også mere en slags konstatering, end det var et spørgsmål. Han lod blikket køre op mod loftet, hvor han låste det fast. Ville ikke se på hende mere, hvis hun nu skulle vende sig om og sende ham et dumt blik, begrundet dét platte han lige havde sagt. Han flettede sine fingre ind i hinanden og vred stilfærdigt sine hænder. Bed sig endnu en gang i underlæben, meget forsigtigt. Fordi han ville forhindre sig selv i at åbne munden bare en gang til, så der dermed kunne slippe flere ligegyldige og halvhjernede ord ud, som ikke ville gøre noget godt for hendes opfattelse af ham. Tværtimod. Han gav sig, denne gang med vilje, til at banke sit hovede ind i sengens hovedgære. Hvorfor vidste han ikke. Det var vel bare en slags ... tidsfordriv. Et dumt ét, menn ....
Eithan glippede let med sine øjne, inden han endelig stoppede med at knalde baghovedet mod det, ligeså med hans fingerfletteri med sig selv. Krydsede i stedet for sine arme, så de blev korslagte og vovede at kaste et nysgerrigt blik hen på hende. Betragtede hende musestille og ... ventede på at hun ville sige noget. Hvilket han egentlig ikke rigtig troede på, at hun ville. Hans vejrtrækning var efterhånden blevet helt rolig. Hans brystkasse hævede sig roligt op og ned, alt i mens han skiftevis træk vejret ind og dernæst pustede luften i sine lunger ud igen - gennem næsen. Det var faktisk blevet så afslappet, at han nogle gange næsten glemte det. At trække vejret. Så hans brystkasse løftede sig i ny og næ en smule mere markant end ellers, da han så tog en ekstra dyb indånding. Hans blågrønne og lidt fjerne øjne var halvt lukkede, så han så kun på hende ud af den smalle sprække, som hans øjne nu udgjorde. Han ville hjertens gerne sige noget, men han havde ikke noget fornuftigt at lukke ud. Han sukkede tungt. Som han sædvanlig ikke havde.

Efter Nanna havde fået sokkerne på, lod hun fødderne fæstne på trægulvet og sad for en tavst stund og kiggede tomt ud i luften. Tænkte ikke rigtigt på noget - sad bare og... slappede af. Efter et stykke tid førte hun hånden op til håret, hvor hun havde snoet et håndklæde rundt om hoved så det lignede en turban af håndklæde. Hun løsnede det og lod sit bølgende sorte hår falde ned om hendes skuldere og ryg. Hendes lyse ansigt blev nu skjult af de mange snoede hårtotter, som faldt om hende.
Nanna vendte forvirret blikket hen imod Eithan da en banken lød fra ham - og sengen begyndte at rykke svagt frem og tilbage. Hun gloede en del uforstående på ham. Hvad fanden lavede han?... Det så noget mærkeligt ud, og egentlig også ud til at gøre ondt. Men i stedet for at spørge - bekymret - om det gjorde ondt, eller bede ham om at lade vær, sagde hun "Hvis du laver huller i noget af mit hus, smadrer jeg dig.." Det lød nu ikke som en trussel. Faktisk mere som en opfrodring til at han skulle lade vær.. Og hun kunne jo alligevel ikke 'smadre' ham. Bare slå lidt til ham... men det ville han nok ikke finde sig i, og i sidste ende ville det ende med at det var hende, som kom til skade.
Efter at have betragtet hans sære beskæftigelse,lod hun sig derefter vælte bagover og ned i sengen, så hendes krop lå henlagt på sengens mange tæpper og puder og hendes bukkede ben, lod fødderne hvile på gulvet. Hun lå egentlig ikke særlig behageligt, men dobbeltsengen var ikke bred nok til at hun kunne ligge med hele kroppen på sengen, uden at skulle lægge sit hoved på Eithan's ben. Da hans velkendte stemme brød den stilfærdige tavshed, strakte hun let halsen, og kunne på den måde så op på ham, med sine store gule øjne. Hun kunne ikke lade være med at rynke brynene ved hans 'spørgsmål' men det var ikke i spor provokerende folder. bare... forundret. Det vidste han jo.. så hvorfor dog konstatere det - hun viste det (sjovt nok) også selv. Var det et ynkeligt forsøg på at få en samtale op at køre?... Hun overvejede kort om hun overhovedet skulle svare - men mente at de nok ville være bedre tjent uden stilheden, som var vokset til en ubehagelig og overdøvende tilstand. Hun vendte sig om på siden - tøvede kort - og rykkede derefter længere op og lagde på dén måde siden af sit hoved på Eithans ene ben. Hun afskyede egentlig kontakt.. Men hun lå ad helveds til ellers, og hun orkede åbentbart ikke at ligge sig 'normalt' ved siden af ham i sengen. Så måtte han ogs tude, hvis han ikke brød sig om det. Han kunne jo bare fjerne benene, eller bede hende om at flytte sig - længere var den ikke. Hun lagde sig bedre til rette - fugtede kort læberne og sagde dernæst "Det var det bedste jeg kunne finde... Efter de to natter uden ly..." Hendes stemme var kommet sig, efter det varme bad, som syntes at have løsnet alt i hende. inde i hende. Eithan anede nok ikke hvad hun talte om, men hun hentydede naturligvis til da hun først - for lidt over en måned siden - var ankommet til dette sted. Efter at have flygtet fra sin, såkaldte, familie. Hun bed sig svagt i siden af underlæben og fik et svagt sørgmodigt udtryk i ansigtet, og vendte blikket ned på et af tæpperne og begyndte at pille ved dets folder... Man kunne vel ikke rigtig kalde det for et svar - men samtidig - kunne man heller ikke kalde dét han havde sagt, for et spørgsmål. Så det gik vel an... Indtil videre.[/i]

Eithan iagttog hendes lidt urolige bevægelser, som hun foretog sig. Som kunne hun ikke rigtig finde ro. Kunne ikke finde en ordentlig måde at lige på og rodede derfor lidt rundt iblandt de mange puder og tæpper, der lå spredt på hendes dobbeltseng. Han havde ikke som sådan ladet sig påvirke af hendes 'trussel' og advarning om, at han ikke måtte ødelægge nogle af hendes ting her i huset, - så det svarede han ikke på. Smilede bare skjult af det. Hans blik fløj hen på hendes lyse ansigt, der var omkranset af hendes mørke, bløde hår. Med krøller. De klædte hende faktisk ganske godt. Dem og så hendes ansigt var med til at give hende et mere 'piget' udseende. Men samtidig gik hun også i noget lidt mindre feminint tøj; og det var dét, han blandt andet godt kunne lide ved hende. At hun var en blanding af de to ting. Så hun ikke blev for tøset eller for drenget. Selvom hun ikke selv lod til at være videre glad for sine lette slangekrøller, og de store, uskyldige og gule øjne. Men efter hans mening var hun ... smuk. Det ville han dog selvfølgelig aldrig sige til hende. Ville aldrig lade hende vide, hvad han syntes om hende. Både udseendesmæssigt såvel som personlighedsmæssigt. Han rystede tankerne om hende ud af hovedet, men de vendte straks tilbage, idet hun lagde sit hovedet på hans ene ben. Heldigvis fik han stoppet sig selv i at snerre, at 'hun forhelvede skulle fjerne sit hovede igen og ligge sig ordentligt'. Det ønskede han jo faktisk ikke en gang. Han havde ikke noget imod, at hendes hovede lå dér. Efter han havde gjort sig nogle flere tanker om dét, blev der pludselig helt (eller næsten) stille i hans hovede, eftersom hun var begyndt at tale. Han satte sig op i sengen med hænderne sat mod madrassen og udstrækte arme, så han kunne holde sig oppe på dén måde. Derefter, da hun havde snakket færdigt, lagde han hovedet en lille smule på skrå og bemærkede noget anderledes ved hendes ansigt. Hun så ... lidt bedrøvet ud. Som var der noget, der nagede hende. Hvad vidste han ikke. Kunne hverken se det eller mærke det - selvom han faktisk var kommet i god kontakt med sin 'sjette sans'. Han undrede sig kort over, hvad det sidste, hun havde sagt, betød. De to nætter uden ly. Hvad skulle det betyde? Hans tanker drejede hurtigt ind på noget andet. Var hun egentlig ikke lige lovlig ung til at bo alene? Nah. Det var måske bare ham. Man kunne jo godt se yngre ud, end man faktisk var. Lige som ham. Heldigvis. Hvis hans udseende havde passet til hans rigtige alder, havde han godt nok ikke været noget kønt syn - altså mere end i forvejen. Det var ikke lige hans spejlbillede, som han mest nød at betragte. Men hva'. Han gad sgu ikke til at sætte hår hver dag eller bekymre sig om, hvilket tøj han skulle have på. Hvilket i hans tilfælde var utrolig nemt, eftersom han faktisk ikke rigtig havde andet, end det han havde på nu. Men fandma nej om han gad at arbejde. Han havde prøvet det én gang før. I en butik. En tøjbutik for at være mere eksakt. Hvordan han havde fået skælt volds'meget ud af sin chef, fordi han havde råbt af kunderne. Men forhelvede de havde jo allesammen været så pisse tungnemme! Et irriteret suk sneg sig ud igennem hans ellers lukkede mund, inden han rettede sin fulde opmærksomhed mod hende. "Er der noget galt?" spurgte han i et forsigtigt tonefald og hurtigt lod spidsen af sin tunge fugte sine læber.

Hendes tynde - men ikke knoglede - og lange - men ikke for lange, feminine fingre pillede åndsfraværende ved tæppet imens hun betragtede et billede som havde groet sig fast på hendes nethinde. Et billed af hendes forældre.. Hendes årgh så dumme og irriterende - men elskede forældre - og hendes lillebror. Hun kunne ikke lade være med at smile ved synet af ham - smurt ind i kakaopulver, som han havde villet stjæle noget pulver fra dåse/æske/beholderen fra hylden - som liiige var et tak for højt for ham og derved fik skubbet den ud over kanten med åbningen nederst, og derved fået hældt alt kakaopulveret udover sig selv. Han lignede én fra de varme lande - en lille chokoladedreng havde de kaldt ham. De fleste børn ville have begyndt at tude åbentlyst og søgt tilflugt i en trøstende og pylret favn, men han havde bare slikket sig om munden og begyndt at rense sig selv for det. Han var ikke mere end 2 da. Ja - de havde fået Nanna tidligt.. og lillebroderen havde egentlig været et uheld, men de kunne ikke leve uden ham. Og hvor var det dog svært for Nanna at gøre dét.. Men hellere leve et liv med hårdt arbejde og udmattelse - for sig selv, end at lade andre bestemme over én. Planlægge hele livet forud for én selv. Hun tog en dyb indånding og pustede derefter ud i et udmattet suk - ved tanken om hvad hun havde været igennem den sidste måned.
Det var Eithans stemme som vækkede hende fra hendes dagdrømmeri - selvom det egentlig var aften.. eller nat. Hun vendte blikket op på ham og i samme øjeblik som hun rørte på sig, faldt én snoet hårlok ned fra hendes side og nedover øjnene og lå henover næsen. Hun trak irriteret på smilebåndet - ikke i et smil - men bare et irriteret udtryk og fjernede den dernæst - lagde den pænt på plads, hvor den hørte til. Hun funderede let over hans spørgsmål, det som han efterhånden havde stillet hende et par gange... 2 - hvis hun huskede rigtigt.
"Det er der vel ikke.." mumlede hun lavmælt og lagde sin hånd på hans ben og begyndte -istedet for tæppet- at pille ved det stof hans cowboybukser var gjort af. Hans noget så slidte cowboybukser. Egentlig - nu når tanken slog hende såeh... "Alt er vel lige som jeg havde planlagt det.." mumlede hun endnu lavere - klart til hende selv. *Hvilken skam*... Da hun havde forladt huset i nattens mulm og mørke - efterladt sedlen med hendes forklaring - havde hun faktisk håbet at nogen ville have stoppet hende.. Bønfaldt hende om at blive - ville lægge bjerge for at hun ikke tog afsted... Men toget havde kørt og ingen, havde prøvet at standse hende...

Ingen holdt åbentbart nok af hende til at ville have stoppet hende -standse, forhindre - ja bare gøre ét eller andet for, at hun ikke skulle drage afsted... Ville ændre dé planer de havde lagt for hende... Men hvis de troede de kunne bestemme over hende - tvinge hende til noget hun ikke ville - kunne de fandema tro om igen. Hun knugede stoffet i sin hånd - ikke hårdt... lukkede nærmere bare hånden om Eithans stof.
Hun lod langsomt det -efterhånden- hærdede blik glide op på vampyrdrengen som blot tavst, sad og kiggede på hende. Hun undrede sig egentligt lidt over hvad han tænkte... ådan i det hele taget men også... også når han så på hende... om der gik noget bestemt igennem hans hoved? Det anede hun ikke... hun var jo ikke én eller anden forskruet tankelæser af en mindfreak - så det var et mysterie for hende. Men... Men hun kunne jo altid spørge?
"Ehm.." mumlede hun og så lidt op og ned - fra hendes hånd til Eithans ansigt. Tøede lidt - vidste ikke rigtig om det var en særlig god idé at spørge ind til en vampyrs tanker... men samtidig - hvis hun ikke gjorde det, ville hun jo aldrig finde ud af det. "Hvad tænker du på?" spurgte hun og begyndte halv'nervøst at gumle på hendes underlæbe som havde fået sig en vandret streg - dér hvor hendes tænder var sunket ned i køden - brudt huden og ladet blodet strømme - i et uheld- som mere eller mindre havde været starten til et kaos. Et kaos som kunnehave endt grueligt galt... Værre, end det allerede syntes at have været.. Og samtidig - så vidste hun jo ikke om der ventede hende noget endnu mere grufuldt i fremtiden?

Eithan lod sit hovede falde på skrå til den ene side og lod diskret sit blik køre rundt på hendes krop, men det cirkulerede for det meste omkring ansigtsområdet. Som et fly der konstant var på vagt overfor fjender og rapporterede det videre til over'sjasjanten, hvis det skulle ske, at piloten i cockpittet fik øje på noget, der så mistænksomt ud. Han lyttede utrolig opmærksomt til hende ord, holdt næsten vejret imens hun snakkede, fordi han var bange for at misse noget af det, hvilket også var skyld i, at han knap lige kunne høre det sidste, hun mumlede, angående hans spørgsmål. Som hun havde planlagt? Han rynkede kort og uforstående sine øjenbryn, men valgte ikke at spørge ind til det. Det var nok det bedste. Ikke at begynde at bombardere hende med halvdumme spørgsmål, som alligevel i sidste ende sikkert bare villle få hende til at opfatte ham som en endnu større idiot. Så han forholdt sig altså helt tavs. Sad musestille og studerede hendes kønne ansigt. Eller det han kunne se af det. Han brød sig ikke særlig meget om dét udtryk, der var blevet malet i/på hendes ansigt. Det så ud til at rumme så meget. Men ikke gode ting. Dårlige ting - som man ikke skulle spørge indtil. Så det lod han som sagt være med. Et svagt, næsten usynligt smil dukkede op på hans læber, da hun begyndte at pille lidt ved stoffet på hans cowboysbukser, der efterhånden havde fået et par slidemærket. Et par - for at sige det pænt. Men hvad fa'en. Nogen nye nogen ville nok alligevel ikke hjælpe på en skid. Dem ville han også hurtigt få ødelagt. Og desuden havde han heller ikke råd til det, så der var ligesom ikke nogen grund til at spekulere mere over dét; hvilket også var derfor, at han bare valgte at lade det ligge. Idet hun igen gav lyd fra sig, vågnede han lidt mere op og så kort væk, eftersom hendes blik var vendt mod hans ansigt. Han flyttede dog atter øjnene over på hende, da hendes spørgsmål kom ud mellem hendes læber og søgte op til hans øregange. Et spørgsmål der kom lidt bag på ham og gjorde ham lidt forfjamsket. Hvorfor skulle hun dog spørge ind til hans tanker? Hvordan skulle han nogle sinde få sat ord på dem? Der var jo tonsvis af dem! Eithan bed sig blidt i underlæben og passede på med ikke at trykke sine tænder for hårdt imod den. Den skulle helst ikke begynde at bløde igen. "Jeg tænker på d..." begyndte han men stoppede så pludseligt midt i sætningen. Heldigvis lige i tide før ordet 'dig' havde nået at slippe ud. Han snerpede sin mund sammen, så den blev forvandlet til en tynd streg og trak så bare på skuldrene, inden han slog blikket væk fra hende. Det ville han umuligt kunne sige. I hvert fald ikke forklare det bagefter. Selvom han enormt gerne ville give afkald på bare nogle af de mange tanker og spekulationer, han havde gjort om hende denne aften. Hans øjne flakkede lidt rundt i rummet, men nåede aldrig ned til hende. Det var svært for ham at fraholde blikket fra hende, men han vidste, at hvis han først fik kastet bare et sølle ét på hende, ville han få enormt svært ved at fjerne det igen. Dayum, for pokker tøs. Han kom ufrivilligt til at skæve ned til hende, hvilket fik hans hjerte til at springe et slag over - hvilket ville sige at der gik lang tid, før hjertet igen rørte på sig. "Jeg tænker ikke på noget specielt." Svarede han så, som en slags erstatning for det andet ikke-færdige ét, han havde givet hende. Kort og kontant, simpelthen. Han holdt en halvminuts'pause, inden han let lod sine blege læber skilles, idet han lukkede munden op. "Tænker du på noget?" spurgte han, inden han vovede at tage fat i en af hendes hårtotter, som han forsigtigt fjernede, eftersom han havde kunnet se, at den snart ville falde ned i hendes ansigt, ned foran hendes øjne og derfra forstyrre hendes syn. Han smilede meget svagt til hende, inden han trak hånden til sig igen og satte den, med håndfladen nederst, mod madrassen. Afventede hendes svar. Men selvfølgelig tænkte hun på noget. Ingen ville nogen sinde kunne blokere hundrede procent for ens tanker - det var umuligt. Man kunne ikke flygte fra dem.

Nanna's blik var fæstnet til Eithans blege ansigt som lå henlagt i skygge fra hans sorte, halvlange pandehår. Skyggerne blev lange og skarpe, fra belysningen som kom fra loftslampen lige over ham, og fik på dén måde, skyggern til at ligne knivsblade. Egentlig... kunne man vende hver eneste lille'bitte detalje ved ham til noget uhyggeligt og dystert. Msåke var det den kølige aura som lå omkring ham - forhindrede folk i at komme for tæt på, og i det hele taget dét at han var vampyr. Det gjorde jo ligesom hele hans væsen til noget uhyggeligt. Men.... Men sammenlignet med alle gyserhistorierne og bøgerne hun havde læst,og fået fortalt gennem tiderne - de detaljerede blodige beskrivelser som - da hun var mindre havde givet hende mareridt - var Eithan ikke nær så... ikke som et monster. Han var jo ret menneskelig, hvis man kunne sige det. Dén eneste gode måde at være menneske på. Et svagt smil spillede henover hendes læber og hun lod pegefingerens fingerspids glide henover stoffet - hvorefter hun atter løftede fingeren, strakte den og lod den kære endnu engang ned ad hans ben. Det var godt nok kun få cm, hun... på en måde, aede. Fraværende, som hvis hun havde sidet og nulret sit hår. Hendes blik klarede op, da han ville og skulle til at sige noget, men forhindrede sig selv i det. 'jeg tænkte på d...'... D?... Dej?.. Sådan lød det i hvert fald at han skulle til at sige - bolledej, eller lignende, men det kunne ikke helt passe. Hun havde hørt d, som begyndelsen til det hun opfattede først - hvilket var dej- men det var jo fuldstændig den samme udtalelse som dig... ´Dén tanke strejfede hende dog aldrig.
Hun rykkede sig en smule længere op, så hoved kom til at ligge mere vandret, end skævt og hun så ham nu fra siden af - hvilket gjorde hende pokkers svimmel - da hendes hjerne automatisk prøvede at rette billedet op. Hvilket den selvfølgelig ikke kunne, og derfor bare blev en smule rundtosset.
Det gippede i hende, da hans iskolde, bekendte fingre snittede hendes pande, da han fjernede - eller lagde -en af hendes hårlokker på plads. Forhindrede den i at falde ned i hendes ansigt... Det var med utrolig blide bevægelser, nogle hun aldrig havde følt fra ham. I hvert fald ikke ved bevidsthed, for da hun var besvimet - havde mareridt - havde han strøget hendes fingre så blidt. Mildt leget, forsigtigt med dem, med sine egne. Men det kunne hun jo selvfølgelig ikke huske.
Et svagt, skævt og... mickroskopisk forlegent smil gled indover hendes læber. "Tak" hviskede hun kort, og følte med det samme en akavedhed lægge sig over hende... Takkede hun ham for fucking at rage på hendes hår?.. Hvor kikset... var... var hun ved at blive blød?....

Hendes gule blik vendte -som hver eneste gang Eithan talte - op på hans ansigt og så det stilfærdigt an. En smule afventende og nysgerrigt og uden at hun idste det, spidsede hun let læberne hver eneste gang og kom på dén måde, til at se så lillepiget ud, kom skulle hun lytte rigtig godt efter. '..ikke på noget specielt'.. Hm.. Hvad end han så havde tænkt på, havde det åbentbart ikke vækket særlig interesse hos ham, siden det 'ikke var noget specielt'.. Efter en kort og stille pause, vente hendes spørgsmål -selvfølgelig - tilbage til hende selv. Hun funderede lidt over spørgsmålet. "Jeg tænker på..." Hun havde jo egentlig tænkt på hm, men det kunne hun jo ikke sige... Ville på en måde godt, men vidste han ville sende hende et skeptisk blik, som var det meget ubelejligt... "Ikke noget særligt.." svarede hun ligeledes - stjal hans ord, og kunne på dén måde ikke svare forkert, selvom der i sidste nede ikke var noget at svare - hverken rigtigt, eller forkert på.

Eithan lod forsigtigt sine to hjørnetænder tage fat om underlæben, imens hans tågede øjne fulgte hendes fingers bevægelser på hans ene ben. Den hypnotiserede ham næsten med de blide strøg hen over hans cowboysbuksers stof. Han sendte hende et lille bitte smil, der kun lige kunne skimtes på hans blege læber, efter hun havde takket ham for at fjerne hårlokken. Ikke noget som han ligefrem havde forventet at blive takket for, - og hvorfor hun havde sagt tak for den lille bagatel'gerning, vidste han ikke. Det havde faktisk bare været noget, han havde gjort af ren refleks. Hadede selv når han hår hang i vejen og spærrede for hans syn. Hvilket det gjorde nu. Han vendte sit blik op ad, som prøvede han at se sin egen pande, inden han med et irriteret suk pustede til sine halvlange, tjavsede totter, der straks flagrede op i luften. De lagde sig dog ret hurtigt ned igen, helt fjerlet. Hans blik blev automatisk rettet mod hende, da hendes stemme brød stilheden. Nysgerrigt ventede han på, at hun fik afsluttet sætningen. Afventede hendes svar på, om hun havde noget specielt på hjertet, som hun måske ville dele med ham. Men - som forventet - sagde hun ikke noget. Ikke som sådan. Det samme som han selv havde svaret. Han drog et lydløst suk, inden han fjernede hænderne fra madrassen og lod sin overkrop, som ellers indtil nu havde været holdt oppe ved hjælp af hans armkræfter, falde bagover. Hans blik blev dermed også rettet mod loftet, der faktisk ikke var særlig interessant at ligge og beglo, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle se på. Ud over hende selvfølgelig. Men han havde vist stirret nok på hende for i dag. Eithan slog lidt efter blikket frem ad. Ned/hen på sin brystkasse som han nu lå og betragtede. Så hvordan den først hævede sig for dernæst atter at synke til bunds, alt i mens hans lunger blev fuldt med luft og så tømt for det igen. Efter et godt stykke tid blev han en smule træt af bare at ligge dér og satte pludselig op. Som et jetfly sprang hans overkrop nærmest op, og hans hovede begyndte at dunke lidt. Gøre ondt. Samtidig med at han havde fået pletter for øjnene og fik et kortvarigt anfald af svimmelhed. Nok begrundet af at han havde sat sig for hurtigt op, så alt blodet i hovedet var løbet ned eller slået et andet sted hen, som når en bus drejer om at skarpt sving, og de stående passagerer bliver tvunget til den ene side. Han førte en hånd op til hovedet, lagde den mod sin pande og vuggede stille fra side til side, indtil det hele havde 'lagt sig på plads' igen. Derefter lod han sin hånd falde ned på sengen og flytede sine blågrønne øjne hen på Nanna. Betragtede hende længe uden et eneste ord, som hun lå der - også musestille. Undrede sig over hvad der egentlig foregik inde i hendes hovede. Som før nævnt - ingen kunne flygte fra deres tanker. Ingen var udstyrret med en turn-off knap, som man bare kunne slå til, hvis man var træt af alle de fandens tanker - desværre. Især han kunne godt bruge det. Hans rodede hovede var i hvert fald langt fra tomt. Selvom det måske nogle gange godt kunne se sådan ud, når man kiggede ind i hans omtågede øjne, der virkede helt uigennemtrængelige. Men alligevel, alligevel hvis man virkelig så efter. Virkelig tog sig sammen og kun koncentrerede sig om hans mystiske øjne, ville man kunne forstå ham. Måske. Se hvad han tænkte på. Om der var noget, der nagede ham, eller om han blot var helt bekymringsfri. Hvilket han stort set aldrig var. Eithan tog igen sig selv i at overbeglo hende lidt for meget. Bed sig endnu en gang svagt i underlæben, inden kort rømmede sig. Hvis han ikke havde været sådan en bangebuks og turdet række sin hånd hen til hende. Lade den gå på opdagelse på hendes krop. Rode rundt i hendes bløde, krøllede hår. Men i stedet for bare at gøre det - for én gangs skyld være lidt mere spontan - så lukkede han sin mund op for at sige noget. "Må jeg ... røre dig?" spurgte han mumlende, men alligevel højt og tydeligt nok til at hun ville kunne høre det. Han bed sig efterfølgende i tungen og slog sit blik væk fra hende. Hvad helvede var det for noget at spørge om? Det havde faktisk ikke været meningen, at han havde skullet sige det. Dér var det bare igen - han talte uden at tænke tingene igennem først. Forhåbentlig ville hun ikke misforstå ham. Forhåbentlig ville hun bare undlade at svare på hans spørgsmål. Han ville egentlig have rejst sig fra sengen og gået lidt væk fra hende, men hendes hovede - der lå på hans ben - forhindrede ham i at gøre det. Forhelvede hvor var han dum! Han måtte seriøst tage at øve sig på, hvordan man førte en samtale med andre. Så sådan noget som det han lige havde sagt ikke ville slippe ud. Han drejede hovedet til den ene side, så hun nu var helt ude af hans synsvinkel. Det første han ville gøre, når han kom væk herfra, var, at finde et kæmpe skilt. Skrive 'førsteklasses idiot' på det og bære det resten af sit fucking udødelige liv. For fanden altså ...

Nanna lå stadig og funderede over sin familie og om det overhoved havde været det rigtige at gøre, da hun stak af. Det overbevidste hun sig selv om... og desuden, så var der alligevel ikke en vej tilbage... Kunne ikke vende tilbage... Ikke til et liv hun kunne kalde for 'sit eget'. Men dét hun levede nu, hendes såkaldte 'lorteliv', hvilket det jo faktisk også var, kunne hun i det mindste kalde hendes eget skodliv. Dét var hun stolt af, og hun skulle skam nok klare sig. Et halvt til et helt års tid med hendes løv, ville hun have råd tl én af skodlejlighederne, nær Allées gyderne... Der ville hun i det mindste være varmt, da dét var en nødvendighed for at hun kunne overleve... eller at hendes helbred blev holdt oppe. Det var noget så ilde tilredt nu, og hvis hun så oven i købet blev syg - på grund af det kølige vejr og det ikke isolerede hus - ville hun... ja.. Hun ville næsten ikke tænke på det.
Hun blev revet ud af sine tanker da Eithan - som i mellemtiden havde lagt sig ned- satte sig op med et sæt. Hun spærrede øjnene en smule mere op og holdt vejret. Hvad havde han tænkt sig? Hvorfor en så pludselig bevægelse?... Men der havde åbentbart ikke været en speciel hensigt med bevægelsen, så hun faldt hurtigt til ro igen. Hendes nerver sad jo uden på hendes hud man! Totalt parnoid og naiv. Han gjorde hende jo ikke noget... Ikke noget lige nu, i hvert fald. Han havde også - efter hendes mening- gjort nok. Hvis hun ikke kom sig og fik det mindst lige så godt som før, ville hun give ham skylden! Hvilket det jo også var... Eller..Jo... det var det vel i sidste ende. Hans skyld... Men... men, hun havde jo også ledt hans dyriske instinkter på vej, da hun - ved et uheld - havde bid hul i sin læbe. Resten var følge på det lille uheld og havde endt i kaos. Hun sukkede. Hendes samvittighed og.. ja, dén der lokkende stemme som altid fristede hende til at gøre.. mindre gode ting - tænke dårligt om andre, sad og diskuterede inde i hendes hoved. For helved det generede hende. Kunne de ikke bare holde kæft og lade hende bestemme selv? Men i sidste ende var det jo hende selv. Det var i hvert fald ikke en lille engel og en lille djævel på hver af hendes skuldre som prøvede at lokke og overtale hende til at gøre det dé ville have hende til.
Hun lod blikket køre op på Eithan som - tilsyneladende- sad og kiggede på hende. Betragtede hende i stilhed. Hvorfor gjorde han det? Havde han efterhånden ikke set nok af hende? For helved... sad han virkelig og stirrede på alle folk han tilbragte tid med? Fuck hvor var det dog belastende... Men.. hun havde jo også selv - hvilket hun gjorde lige nu - betragtet ham. Eller... hun gengældte faktisk bare hans blik nu. Så ind i hans øjne, som var svøbt i et slør af dis, som for at forhindre folk i at indtrænge hans sjæl. For øjnene var jo sjældens vinduer... Det havde hun jo også funderet over - med Eithans øjne. Men.. samtidig, var de også så.. så dragende... som dén der sælsomme tåge bevægede sig ud fra hans mørke øjne, lagde sig om hende, og trak hende med derind. Ind i hans sind. Som opslugte de hende- bedøvede hende og trak hende med. Havde det ikke været for Eithans rustne og mørke stemme som havde vækket hende fra tankerne - fra hans øjnes favntag - var hun sikker på at de ville have opslugt hende. Hans ord genlød i hendes hoved 'må jeg røre dig? ' Hun spærrede øjnene en smule op - mere forbavset og... og en smule bange.. Hvorfor ville han dog det?... røre ved hende? Hun mærkede en kølig bølge af kuldegysninger løbe nedover hendes ryg, og få de små fine hår i nakken til at rejse sig. Det var vel et ganske stilfærdigt spørgsmål... Men... det lød bare så forkert på én eller anden måde. Egentlig... så, hvad var det dog for noget at spørge om? Det var vel bare noget man gjorde - lod hånden køre over hendes krop - langs hendes krop - nusse hendes bløde mørke hår og ae hendes kind. Hvis hun ikke ville ha det ville hun selvflgelig bare fjerne hans hånd.
Hvad havde han forventet? At hun ville overfalde ham i et kram og sige: 'Åh ja Eithan! Rør ved mig! Rør ved min krop' og lede hans hænder på vej?! Hvad var det for nogle fucked up tanker han gjorde sig. NEJ! nej for fanden! Hvad troede han om hende?...
Alle de bebrejdende og opfarende tanker gjorde hende helt ør i hoved. Hun kunne ikke engang blive oprevet længere, ikke engang i sit sind... Helveds til vampyr han var. Hun håbede han havde nydt hver eneste dråbe af hendes blod han havde taget -ufrivilligt- fra Nanna. Som nu strømmede rundt i hans blod. Hun var blevet en del af ham, og han - en del af hende. Det var dog meget anderledes... han... han havde nærmest sat sig i hende... hun var bare i ham - men omdannet til hans eget blod. Ikke noget han mærkede noget til... Men hun... hun kunne - på en eller anden skør måde - mærke ham. Som... Som vær gang et smil løb over hans læber, fik hun også lyst til at smile... Ikke som en normal refleks af gengældelse men... fordi hun kunne mærke dét smil..
Hun trak hånden til sig, lagde den mod madrassen - som var dækket af tæpper og puder - og lænede sig op. Hun lod den frie hånd høre op til hendes - efterhånden varme pande. For Christ sake mand. Det var som om hun fik kulde og varme ændringer i hendes krop konstant. Det ene tidspunkt var hun ved at fryse ihjel - til is - og i næste, ved at brænde op invendig. Nu når hun tænkte over det, var hun meget svimmel... Mere end før. Årgh! kunne hendes krop ikke bestemme sig? Skulle hun få det bedre eller værre? Hun havde det varmt. Ikke på svede måden men.. Som var hun overophedet. Hun ville sikkert ligge med feber imorgen. Om det var Eithan eller regnens skyld, kunne hun ikke helt bedømme. De havde vel hjulpet hinanden godt på vej. Som man siger ' ondhed og dumhed går oftes hånd i hånd'.. Hun kunne bare ikke helt bestemme hvem der var hvem. Om Eithan bare var snotdum, eller ligefrem... ond.

Eithan sukkede tungt, idet han slog den ene hånd mod panden - med det stykke der sidder nede ved tommelfingerens første knogle og resten af det, det der er lige over den inderste/nederste side af håndledet. For satan din idiot, Eithan. "Undskyld," fik han mumlet, inden han kortvarigt lod sine hugtænder 'omfavne' underlæben og rejste sig dernæst fra dobbeltsengen. Fra nu af skulle han permanent gå rundt med tape for munden. To store stykker af det der klistrede papir - og sine hænder bundet på ryggen. Så ville han ikke kunne gøre noget. Ville ikke kunne komme til at gøre noget så hjernelamt igen, som dét han lige havde gjort. Eller sagt. Kæft, kunne man blive dummere? Han listede hen i det fjerneste hjørne af rummet, lænede sig op af væggen og lod sig glide ned langs den, indtil han ramte gulvet og trak så benene op til sig. Hvorfor skred han ikke bare? Hvorfor skulle det være så svært bare at GÅ? Han var træt af hans konstant ombestemmende hovede, der aldrig kunne finde ud af noget. Hver gang han havde skullet til at forlade dette sted, havde noget klikket inde i ham, og han havde gået indenfor igen. "FOR HELVEDE!" udbrød han, inden han med en vred mine lagde armene omkring sine ben. Det havde egentlig ikke været hans mening, at dét havde skullet siges højt. Det havde bare skullet være blevet inde i hans hovede, men han var som sagt ikke særlig god til at håndtere sine egne tanker og nolge gange smuttede der noget ud. Noget dumt som regel. Må jeg røre dig? Hvad helvede var det også for noget at spørge om? Han skævede hen til hende, inden han løsnede sit greb om benene og rejste sig hurtigt op. Igen havde der været for meget fart på hans bevægelse, og svimmelhedens døsende effekt skyllede ind over ham. Gjorde hans syn sløret, så han måtte lige stå og sunde sig lidt, før han gjorde noget. Efter noget tid da han atter havde fået styr på sig selv, trissede han ud på badeværelset. Åbnede døren og smækkede den i efter sig. Nej, det var ikke pænt at knalde sådan med døre i andres huse, men det var han fandme ligeglad med. Hun kunne jo bare smide ham ud, hvis hun ville ikke? Han jokkede hen til vasken, tog fat i kanten på den og rettede blikket mod sit eget spejlbillede, der var blevet delt i tre på grund af et par revner, der var havnet i spejlet. Det var næsten som om, han så dobbelt. Han blev i hvert fald lidt svimmel igen. Han skulle hverken på toilettet eller i bad. Havde bare haft brug for at være lidt i enerum. Han løftede sin ene hånd og rodede lidt ved sit hår. Prøvede at få det til at sidde bare nogenlunde ordentligt. Dernæst lod han fingerspidserne køre hen over hans marmorhvide ansigt. Studerede det stilfærdigt og lagde ubevidst hovedet på skrå, hvilket fik hans noget af hans lange pandehår til at falde til side og dermed afsløre hans øjne. Han brystkasse hævede sig markant, idet et suk undslap hans blege læber. Derefter lænede han sig ind over vasken, så afstanden mellem hans ansigt og spejlet blev mindre. Betragtede sine egne øjne. Det var som om tågen i hans øjne var lettet - ikke meget bare en smule. Han tyggede lidt på det sidste, så dem an én gang til, før han trak sig tilbage igen. Damn, han lignede lort. Han sendte sit eget spejlbillede et skulende blik, inden han vendte ryggen til det. Hvorfor han lige pludselig gik op i noget så fanalt som sit udseende, vidste han ikke. Eithan udstødte et højtlydt suk, før han dumpede ned på toilettet. Heldigt at toiletbrættet allerede var slået ned, for han havde ikke gidet at se efter. "For helvede Eithan, kan du ikke bare sige noget rigtig for én fucking gangs skyld?" Han sukkede og satte sine albuer mod sine knæ, hvorefter han begravede ansigtet i sine håndflader. "Jeg er så freaking dum ... DUM, DUM, DUMM!" Ved de sidste tre ord, løftede han hovedet og slog panden mod sine knoer, efter han havde knyttet sine hænder. "Forpulede møg lort. Hvorfor skal jeg være sådan et kæmpe fjols?" Det måtte lyde ret underligt, inde fra soveværelset, hvor hun lå. At han bare sad og snakkede med sig selv, som om han var fucking psykisk syg eller noget. Men det var han måske også. Ét eller andet var der i hvert fald galt déroppe.

Nanna som var ved at synke ind i sin egen verden - ikke af tanker, billeder og fantsi - men af svimmelhed og hedeslag. Hele rummet gyngede for hende og hendes hjerte satte et tak hurtigere op, som da hun havde lagt sig i det varme bagekar. Men den her gang var det hende selv - hendes egen krop - som lavede varmen. Hun ænsede næsten ikke Eithans stemme da han udtalte et undskyld - hendes matte øjne stirrede bare åndsforladt ud i luften. Hendes mund var en smule åben - bare en lille smule - som havde hun ikke kræfter til at have den lukket. Hun ænsede heller ikke da han rejste sig, lod bare armen synke sammen og lægge sig på ryggen. Hun anede ikke hvor Eithan befandt sig - om han satdig var i huset, men blev bekræftet på det da et svagt ekko trængte ind i hendes hoved. Det var som om alle hendes sanser var svækket og alt gik i slowmotion. Hendes blik var fæstnet mod loftet - det loft som syntes at snurre rundt i hendes hoved - ryste fartruende som om der var et jordskælv som truede med at få taget til at styrte sammen over hende. Knuste hende mellem murbrokkerne og træpladerne. Kvase hendes skrøbelige krop - uden der var det mindste hun kunne gøre. Men det skete jo elvfølgelig ikke - det var alt sammen noget som foregik inde i hendes hoved. Hendes svækkede og noget så forvirrede lille hoved. Men i det mindste var hendes tanker forsvundet - som kunne hun bare ikke tænke - som var der ikke kræfter til det. Hun fokuserede bare på hendes sanser, som synes at modvirke sig selv og vildlede hendes krop.
Der lød et brag - men det blev kun opfattet som et ekko i hendes hoved- Voksede i styrke - blev højereog højere - for derefter at langsomt at forsvinde - blive lavere - som et ekko rigtige burde gøre. Var det som han var gået sin vej? Blevet pisset over hun ikke svarede på hans spørgsmål - underkastede sig ham - og derfor gået sin vej. Hun var jo så afkraftet, så der havde egentlig ikke været noget særligt hun kunne have gjort, hvis han bestemte sig for at røre ved hende... Eller hvad fanden han nu havde haft i tankerne. Hun kunne godt gøre en stemme - men hvilkens - vidste hun ikke- ikke nok med den var totalt utydelig i hendes hoved, blev den også forvrænget og kastet frem og ttilbage mellem fliserne i badeværelset - hvor hun selvfølgelig ikke vidste han opholdt sig.
Hendes mund var fuldstændig tør - som var hun drænet for væske - hvilket hun nok også var. Hun hostede halvkvalt og rullede bæsværligt om på siden, og lagde hoved på sin arm, og lod den anden ligge tilfældigt hensmidt på madressen. Hun lignede lidt én som var blevet midhandlet, og derefter bare efterladt. Noget af hendes mørke fyldige hår, faldt nedover hendes ansigt, og skjulte det svagt. Man skulle stille sig bestemt for at kunne se hele hendes ansigt. Hun havde lukket hendes øjne - håbede på at dét - ville på svimmelheden til at dæmpe sig. Hun var varm - havde mest af alt lyst til at smide lynlåstrøjen og lade sig omfavne at den kølige vind som trækkede igennem huset. Hun gispede svagt - ynkeligt og hæst - som et slags fortvivlet suk. Hvor ville hun dog ønske hun bare kunne falde ind i en dyb, fredfyldt søvn. Men hver gang hun var på nippet til at falde i søvn - falde ind i drømmeverden - Viste uhyret sig for hende... Hjemsøgte hende. Det gippede svagt i hende hver eneste gang han viste sig for hende, med sine blodrøde, blødende øjne og sit savlende gab som var fyldt med skarpe tænder - klar til at flænse hendes krop fra hinanden. Forhindrede hende i at falde i søvn - i at hvile sig - Men det endte dog med hun faldt ind i en trancelignende tilstand. Dén du befinder dig i, inden drømmen tager til. Dér hvor du vandre, for pludselig at falde - falde gennem en sort og endeløs verden - dér hvor du plejer at vågne med et sæt og spjætte i sengen. Men det gjorde Nanna ikke... Hun blev ved med at falde igennem det evindelige mørke.

Eithan lod endnu et højt suk forlade hans læber for derefter at strømme ud i luften og atter forsvinde. Lydens af hans tunge suk forsvandt dog ikke helt. Satte sig fast i atmosfæren omkring ham og lagde ligesom en dæmper på det hele. Gjorde ham endnu mere frustreret og gal end han allerede var i forvejen. På sig selv altså. Faktisk også lidt på Nanna. Det var faktisk dybest set hendes skyld. At han følte sådan her. Det var hende, der havde givet ham denne væmmelige men samtidig enormt rare fornemmelse i maven. Virkelig underligt. Han havde det som om, han skulle kaste op faktisk. Derfor rejste han sig fra sin plads på toilettet, satte endnu en gang håndfladerne mod vaskens kant og bøjede sig lidt ind over den. Men der kom ikke noget op, så han stod bare der med svagt åben mund og - ja, ikke rigtig andet. Han lukkede sine øjne i et langt blink, inden han førte endnu et suk ud i luften. Brød stilheden med den sagelig lyd fra det, inden han slap vasken, drejede om på hælen og lige så stille åbnede døren. Lagde hånden på dørhåndtaget, lukkede sine fingre omkring det og pressede det ned så låsen gik op, før han dernæst trådte ud. Ud i det samme lokale hun opholdt sig i. Det han kun for lidt siden havde forladt, fordi han havde trængt til at være alene. Bare et lille stykke tid. Han sneg sig hen til sengen, hvor han satte sig på dens kant med overkroppen drejet en smule, hvorefter han fæstnede sit blik på hende. Det så ud til, at hun var faldet i søvn. Hendes vejrtrækning var blevet en del tungere og mere afslappet. Måske sov hun ikke så tungt endnu - måske gjorde hun. Han ville ikke vække hende i hvert fald. Så hver eneste bevægelse han foretog sig var utrolig forsigtige og stille. Han trak benene op i dobbeltsengen, inden han lagde sig ned ved hendes side. Lige overfor hende så han kunne ligge og studere hendes ansigt. Faktisk foretrak han hende, når hun sov. Så behøvedes han ikke sige noget. Ikke fordi at han nødvendigvis skulle det, når hun var vågen og ikke sov. Men så kom der bare den der akavede, pinlige stilhed. Dette her var der dog ikke noget galt med. Der var intet 'forkert' over denne tavshed, der nu lå og hvilede over dem som et fjerlet vattæppe. Han var også selv en del mere afslappet, når han ikke hele tiden skulle tænke på, hvad der var forkert at gøre, og hvad der var rigtigt. Hun var jo alligevel helt væk i drømmenes verden, så hun ville ikke lægge mærke til det, hvis han gjorde noget dumt. Eithan løftede hovedet lidt, satte den ene albue mod madrassen og lagde sit hovede i den kølige håndflade. Dernæst førte han sin anden hånd, dén der ikke var med til at holde hans hoved oppe, hen til hendes hår, hvor han fjernede en hårtot. Præcis ligesom han før havde gjort. Dét som hun havde takket ham for. Et svagt, skævt smil forplantede sig på hans blege læber og gav hans ansigt lidt mere ... liv. Efter hårlokken var lagt forsvarligt på plads, kørt om bag hendes ene øre, lod han en finger eller to skøjte ned over hendes kind. Videre ned over hendes hals, skulder og derefter dén arm, som der lå tættest på ham. Stoppede først sin hånd, da den nåede ned til hendes håndled, hvor han lagde tommelfingeren på hendes puls på undersiden af håndledet. Talte slagene derfra, inden han til sidst tog hendes hånd. Flettede sine fingre ind og ud af hendes og begyndte på den måde igen at 'lege' med hendes fingre. Hun føltes varm. Især mod hans kolde hånd. Efter noget tidsfordriv med dét, flyttede han sin hånd op til hendes pande, og lod sine fingerspidser strejfe den. Hun måtte have det varmt. Men igen - der var jo også stor forskel på deres kropstemperaturer. Hans hånd fortsatte sin vandren ned af hendes arm (igen) og gjorde dette et par gange. Gentog det han før havde gjort. Hun havde jo ikke direkte svaret på hans ... latterlige spørgsmål. Men det kunne også være lige meget lige nu. Hun sov og kunne sikkert derfor ikke mærke noget. Ikke som sådan i hvert fald. Kun fornemme det.

Nanna som i sit stille sind - som faktisk ikke var så stille - faldt fortsat igennem den sorte uendelighed og skreg. Skreg for sit liv - skreg rædslen som fyldte hendes krop ud i et endeløst skrig af panik som fortsatte ud i den mørke intethed som omfavnede hende. Hun vidste, at når hun ramte jorden ville hun dø... der var intet der kunne redde hende... intet.. Det ville være umenneskeligt hvis hun overlevede... Selvfølgelig vidst ehun ikke selv at hun svævede mellem søvnen og den vågne bevidsthed, og troede derfor at hun virkelig styrtede imod jorden - som hun begyndte at tvivle på eksisterede under hende.
Pludselig - som hun styrtede gennem luften - begyndte billeder at passere hende... eller, det var jo faktisk hende som passerede dem. Men underligt nok, faldt hun langsomt nok gennem luften til at kunne betragte de små levende biller for sig.
Hun så mod det ene lysende billede - som straks fløj tættere på så hun kunne betragte det. det var.. 'Hende selv... som kom vandrende ud fra caféen hun arbejdede på... Tændte en smøg og stirrede ud i luften med sit små'irriterede udtryk.. Så hun virkelig altid sådan ud?... Hun kunne tydelig se - og huske de tanker som havde kørt rundt i hendes hoved netop da - men også kun på grund af hendes konstant skiftende ansigsudtryk. Som prøvede det at mime hendes tanker til hende... Ikke at det skiftede så markant.. men..
Billedet ændrede sig og Eithan sad på springvandets kant og... stirrede hen imod hende med et... fuldstændig fortabt blik... på hende. Som havde han lige set en engel styrte mod jorden Hvad var det hun så?... Det lignede virkelighed, men det var vel fantasi? Det kunne ikke være andet... Men alligevel troede hun blindt på hvad hun så.
Den lysende skærm fortsatte opad - der hvor hun for lidt siden havde fløjet forbi i den sorte intethed. Hun så undrende efter den - men blev hurtigt afbrudt da en ny, mindre skrærm nærmede sig og viste hende et andet billede. Eithans skæve drengede smil var malet i hans ansigt og hans øjne skinnede... nærmest.. glad?.. En smule uskyldigt med det let hævede og forlegne og usikre øjenbryn... stadig med det skæve 'drengede smil som smilte så.. sødt til hende Hun kunne næsten ikke lade vær med at gengælde det... men i næste nu, voksede billedet - skærmen og nærmede sig hende Eithans ansigt blev langsomt lagt i andre folder som det ændrede udtryk. Smilet blev bredere, øjenbrynene sænkede og .. øjnene... det blev langsomt fyldt med den røde øjne og stirrede glubende på hende med dét sadistiske smil Hun gispede og prøvede at bevæge sig bagud - væk fra monsteret som havde tonet sig frem foran hende. Det var.. rædselvækkende - som vendte al ehndes frygt og panik tilbage hende og skød igennem hende på én gang i et isnende og frysende tag. Som gled et par iskolde fingre over hendes hud. Ned ad hendes arm og greb hendes hånd. Og det var der også. Monsteret som for lidt siden havde været Eithan, havde grebet hendes hånd og var ikke længere fanget i billedrammen, men hang i intetheden sammen med hende. Trak hende tættere på imens... grinet genlød imellem de sorte vægge af luft som omgav dem. Hun åbnede munden for at skrige - men intet kom ud - hun havde blot åbnet munden i et rædselslagent lydløst skrig. Det var jo i virkeligheden Eithan - i den rigtige verden - som legede med hendes fingre - men hun følte det som monsterets hånd som havde grebet om hende i et urokkeligt greb. Kuldegysninger løb over hendes krop - både i 'drømmen' og i virkeligheden. Hun udstødte et - nærmest lidende - støn fra hendes oprindelige læber og rynkede øjenbrynene og kom til at se så.. bedrøvet og bange ud.
Drømmen - eller den drøm hun endelig var trådt ind i - som atter havde forvandlet sig til endnu et forfærdeligt mareridt. Lige nu, ville hun inderligt ønske at hun ville smadre mod et fundament og blive spredt i tusinvis af stykker. Hvilket hun også gjorde. Lige i dét øjeblik monsteret havde hende i et jerngreb og skulle til at bide halsen over på hende, ramte hun jorden.
Hun vågnede med SÆT. Satte sig halvt op og slog øjnene op og hev panisk efter vejret, som havde hun løbet for livet. Rædsel var malet i hendes ansigt og hun stirrede på Eithan. Stirrede skræmt og fortæret på hende- anede i et øjeblik ikke hvor hun var. Hun skulle til at bakke - væk fra ham - men blev grebet at svimmelheden og knækkede sammen, ned at ligge i sengen. Hendes blik flakkede og hendes øjne var fyldt med tårer - men ingen af dem brød ud over det nederste øjenlågs kant, for at trille nedover kinden. Men blev stoppet af ét eller andet. Måske frygten for at hun ville bryde ud i gråd. En forfærdelig indetrængt gråd - lavet og smedet af rædsel. Hun begravede ansigtet i håndfladerne og bed tænderne sammen. Forblev stille og lyttede til sit eget galoperende hjerte, som sendte hedeslag igennem hende. Ville hun aldrig blive fri for rygten? Rædslen, og.. de hjemsøgende mareridt?

Eithan rynkede svagt sine øjenbryn ved hendes klynkende lyde. Hendes forvredne ansigt der skar forskellige ... rædselsslagne grimasser. Mareridt. Det var helt sikkert dét, der var på spil. Plagede hende sind. Fik næsten hendes krop til at krumme sig krampeagtigt sammen. Onde drømme var forfærdelige - ud over alle grænser. Næsten endnu værre end virkelighedens rædsler. Det føltes som om, man ville være fanget i det forevigt. Altid været tvunget til at løbe og gemme sig for de monstre, der hjemsøgte en i mareridtene. Forfærdeligt. Simpelthen forfærdeligt. Men så når man en sjælden gang i mellem drømte - altså det modsatte af mareridt - så var det virkelig bare som en drøm. En smuk, smuk drøm som man ikke ville vågne op fra igen. Men det gjorde man. Man vågnede altid. Vågnede når man lukkede øjnene op. Vågnede op til sit skodliv. Han snerpede kort munden sammen, inden han løsrev sig fra sine lidt dystre tanker og atter vendte sin fulde opmærksomhed mod Nanna. Fik et kæmpe chok, da han så hendes øjne var åbne. Med lynets hast trak han sin hånd til sig og satte sig op i sengen. Sad og stirrede betuttet ned på hende. Flyttede så sit blik ned mod sin hånd. Dén hvis fingre han havde ladet løbe op og ned af hendes arm. Han skulle lige til at lukke munden op og undskylde, men lagde i stedet for hovedet på skrå, da hun gemte hovedet i hænderne. Uforstående. Hvad var der galt? Græd hun? Han kunne ikke helt afgøre, om det havde noget at gøre med dét mareridt, hun sandsynligvis havde haft, eller om det havde været synet af ham, idet hun havde slået hendes gule, skinnende øjne op. Efter noget tids studering - af hende - lagde han sig atter ned ved siden af hende, rykkede en lille smule tættere på og tog blidt fat i den ene af hendes hænder, der var med til at skjule hendes ansigt. Fik den lagt ned på madrassen og slap derefter hendes hånd igen. Bagefter dét gjorde han det samme med hendes anden hånd, så hendes ansigt nu var helt blottet for ham. Han lod sit blik mødes med hendes og fik da øje på den våde belægning i hendes øjne. De var helt tårevædede. Men de, tårene, blev holdt inde. Ikke bare én enkelt våd, tåre havde vovet sig ud af hendes øjenkrog og efterfølgende sejlet ned af hendes kind. Han rynkede igen sine øjenbryn, hvilket var med til at lægge hans ansigt i lidt sørgmodige folder. Brød sig ikke om synet af hendes blanke øjne. Han kunne næsten fornemme paniken i dem. Paniken der var forårsaget på grund af hendes onde drøm, hun lige var vågnet op fra. Hvad den havde omhandlet vidste han ikke. Men han kunne se, at det bestemt ikke havde været nogen rar oplevelse. En anelse tøvende lod han sin ene pegefinger kærtegne hendes kind. Aede den med utrolig blide og forsigtige stryg. Han sagde ikke noget. Følte ligesom ikke at der var brug for ord lige nu. Hun ville sikkert også have mere gavn af, hvis han holdt sin mund. Han ville ikke gøre hende mere oprevet, end hvad hun allerede var. Og som det allerede var blevet bevidst, så var han ikke ligefrem født med verdens bedste talegave. Langt fra. Han stoppede et godt stykke tid efter med at nusse hendes kind og bevægede et par fingre ned mod hendes hals. Hen over hendes skuldre, hele vejen ned af hendes arm og ned til hendes hånd. Præcis ligesom han gjort, da hun havde været fanget i drømmenes verden. Eller rettere sagt mareridtenes helvede. Han fik rettet hendes fingre helt ud og fulgte de streger, der var tegnet i hendes håndled, med pegefingeren. Selvom hans hånd havde gang i noget andet, var hans øjne stadigvæk rettet mod hendes. Som prøvede han at berolige hende med den tåge, der altid herskede i hans mystificerede øjne. Fortalte hende at hun ikke skulle være bange. At han ikke ville gøre hende noget. Han vidste godt nok ikke om alt dét kunne læses i hans øjne, men det var forsøget værd. Måske var hun efterhånden ved at forstå mysteriet, der lå i hans sjæls vinduer. Selvom han vidst nok ikke havde nogen ...
Eithan vendte sin ene mundvig lidt op ad i et let smil, inden han flettede sine fingre ind i hendes. Trak dem lidt efter ud af dem igen og lod så bare sin hånd holde om hendes. Håbede på at hun ikke ville afvise hans forsøg på at ... ja, få hende til at slappe lidt af. Han løftede hendes hånd op mod sit ansigt, hvor han meget, meget forsigtigt satte sine blege læber mod hendes håndryg, idet han plantede et kys på den. Ikke noget særligt. De rørte knap hendes hånd. Han slap stille hendes hånd og satte sin egen hånd mod sin brystkasse. Smilede stadigvæk helt roligt til hende. Ventede på at hun ville gøre eller sige noget, men forventede intet specielt.