Efteråret slår til, - Nanna.

Nanna som vanrede roligt i sin egen verden, blev pludselig forstyrret da en sten fløj forbi hendes ansigt og ramte en eller anden bag hende. Hun skyndte sig op ved siden af Eithan, for at hun ikke ville få skylden for at have kastet den. Hun undrede sig egentlig hvor den kom fra, men slog derefter dén meningsløse tanke ud af hovedet. Hun kunne mærke hans blik og så på ham ud af øjenkrogen. Han vidste selvfølgelig ikke at det var ham, og ikke omgivelserne forude hun holdt øje med. Hun undrede sig over hvad for én han var. Altså... type- og personlighedsmæssigt. Han virkede.. 'sød' og... rar...sådan.. rolig og afslappet. Men... det virkede ikke helt som om dét, kun var ham. Noget hun ikke vidste.. Eller. Der var nok meget hun ikke vidste. Men det fandt hun vel ud af med tiden, hvis det fortsatte på denne måde. Altså... at de hang ud med hinanden, som de havde tænkt sig at gøre nu. Egentlig... var det totalt bizart for hende at vandre sammen med en fremmed..
Hun vendte blikket hen på ham som han talte og... og spurgte om hvor hun boede. Denne - stadig fremmede- Eithan spurgte om hendes adresse. Hun slog et mistroisk blik hen på ham og betragtede ham nøje. Kunne hun nu stole på ham.. Altså. Det var lidt mærkeligt efter at have kendt hinanden i... ja hvad var der gået - en halv time?
Nanna bed sig tøvende i læben - ville faktisk gerne hjem til den faldefærdige ruin af det gamle hus, som kunne styrte sammen hvert eneste øjeblik - hvis det ikke allerede var jævnet med grunden, mens hun havde været på arbejde i de mange timer. Hun slog overvejende det solgule blik på på ham og gumlede tøvende på hendes læbe. Nok om at han var fremmed og alt det andede shit, men... Det var jo trods alt en ruin hun boede i... Eller havde bosat sig i. Det var da bedre en gaden, under åben himmel.... Selvom de store huller i taget ikke var til megen gavn... Skulle hun virkelig trække ham med 'hjem'? Hvad ville han ikke tro om hende?,,, Hun virrede med hoved. Hun kunne da være ligeglad, med hvad han syntes om hendes! Som om det ragede hende!... men det gjorde det altså og hun drog et opgivende suk. Fik en idé "Hvad med dig?... hvor bord du?" spurgte hun, selvom hun egentlig ikke selv havde svaret på hans spørgsmål - medmindre han var tankelæser eller lignende.

Eithan ventede, forholdsvis tålmodigt, på hendes spørgsmål, men den løb dog hurtigt ud - hans tålmodighed. En blanding mellem et suk og et halvkvalt støn undslap hans læber, idet hans blik blev slået op imod den tågede himmel, der smeltede utrolig godt sammen med hans øjne. Set bort fra et himlens skyer bar en lysegrå farve, og irissen omkring hans pupiller var blågrøn. Men det var den samme, næsten uigentrængelige tåge som skyerne jo var, der også lå i hans øjne. Omsluttede sig omkring dem og fik dem til at virke som en anden verden. En verden der blot var opbyget af tåge. Tåge og mørke - og alligevel kunne hans øjne nogle gange rumme så meget. De blikke der i ny og næ var til at se i dem. Hvis man virkelig koncentrerede sig, ville man kunne læse dem. Forstå dem. Forstå ham. Men det var der ikke synderligt mange, der gjorde. Godt nok var han, udenpå, let at blive klog på. Den der type der spillede hardcore og var ligeglad med alt og alle; men hvis man virkelig tog sig tid til at se det, der var inde i ham, så ville dét nok tage noget tid. Især i hans tanker der bare var ét stort rod og næsten var værre, end en fjorten-årig, teenage knægst værelse. Da hun kastede hans eget spørgsmål tilbage i hovedet på ham, bed han tænderne en smule sammen og drejede hovedet helt væk fra hende, så hans ansigt vendte i den modsatte retning. Som om han bare kunne gemme sig og lade være med at besvare spørgsmål, hvis han blot undgik at kigge på hende. Men sådan forholdt det sig selvfølgelig ikke. Han blev nødt til at svare - og holde sig væk fra en eller anden dårlig løgn denne gang. Eithan kneb øjnene en anelse sammen og skævede hen til hende, hvorefter han meget kort rømmede sig. "Årh du ved ... jeg bor sådan ... lidt rundt omkring," svarede han efterfulgt af et nik og et igen super forsigtigt smil, inden han fastslog sit blik mod den kolde asfaldt igen. De var endelig kommet væk fra de der irriterende brosten, der egentlig ikke var særlig rare at gå på. Han var faktisk godt tilfreds med sit svar. Det kunne jo tackles på forskellige måder, set fra forskellige synsvinkler. På den ene side kunne de være sandheden. At han ikke havde noget sted at bo. Han boede på gaden. Som en fucking lille, ussel gadedreng. Og på den anden siden kunne det betyde, at han bare tit flyttede. Fra lejlighed til lejlighed. Fra by til land.

Nanna så en smule uforstående på ham ved hans svar. "Lidt rundt omkring?.." gentog hun, som opfordrede hun ham til at fortsætte. Hvad var der med dén dreng? kunne han ikke bare svare på et enkelt spørgs... Nå nej. Hun bed sig svagt i læben og åd sine egne tanker. Hun havde jo heller ikke selv svaret på hans spørgsmål. En lille irriterende stemme blev ved med at modsige hende - give Eithan skylden og gøre ham til en kvagpande af en idiot. Hun bed til i læben og fjernede på dén måde stemmen. Hvor var hun dog et forfærdeligt menneske. Så usselt. Hun smagte pludselig jern... og hun smaskede kort. Jo, det var rigtig nok. Hun fugtede sine læber og opdagede at hun - ved et uheld - havde kommet til at bide hul. "For helved..." mumlede hun og begyndte at slikke sig om læben og prøvede at stoppe blodet i at pible ned ad hendes læbe. Hendes underlæbe blev snart følelsesløs af tungens hårde strøg og hun måtte holde en kort pause. Den prikkede, som når et ben 'sover' efter af have siddet i skrædderstilling for længe. Eller ens røv gør når man har siddet på sin flade i alt for lang tid. Blodet banede sig langsomt vej nedover hendes læbe og fortsatte ned om hagen "Ih! lort" brummede hun og begyndte dernæst at rode i sine lommer for at tjekke om hun havde noget lommetørklædes papir. Hvilket hun selvfølgelig ikke havde. Hvorfor havde hun også bidt så hårdt?... godt nok havde det virket men. Årgh!
Nanna stod tydeligvis og diskuterede med sig selv, altså - inde i sti hoved. Underligt slog det hende ikke at tøre det væk med ærmet fra jakken eller lignene, hun havde travlt med lede i de mange lommer i sin jakke.

Eithan trak kort på skulderen af hendes svar/reaktion på hans egen besvarelse. Det kunne hun sgu da ikke sige noget til. Havde hun måske selv svaret? Efter kort tid kom en velkendt duft strømmende fra hende og sneg sig op i hans næse, hvilket havde en tydelig påvirkning på ham. Den jern agtige lugt var ikke til at tage fejl af. Hans blik blev draget mod hende, hvor det lynhurtigt spottede synet af den røde væse, der løb fra hendes underlæbe. Blod. Han spærrede kortvarigt sine øjne op, hvornæst han fik utrolig travlt med at se ned i jorden og holde sig til sine egne tanker. Men det var forbandet svært at ignorerer det. Den nærmest berusende duft, der hele tiden sværmede om ham. Eithan stoppede pludselig brat op på gaden, hvor de gik og tog en meget dyb indånding, så hans brystkasse blev løftet op og derefter sænkede sig hastigt. Det gjorde han et par gange. Indsnusede duften af blodet og pumpede det så atter ud af sine lunger ved hjælp af den tunge vejrtrækning. Lidt efter fortsatte han med at gå, og han havde endnu ikke vovet at se hen på hende i frygt for, at hans sind ville lade sig blive bekæmpet af den ... vidunderlige aroma, der havde bredt si i atmosfæren omkring dem, selvfølgelig begrundet af hendes blod udslip. Hans ellers forholdsvis små pupiller blev spilet helt op og udgjorde nu næsten det meste af hans øje/iris. Som var de to sorte, opslugende huller, der virkede mistænksomt meget som en, der netop havde taget et sug af en eller anden canabi/hash rulle, som havde den præcis samme effekt. Det vilde begær efter at få mere og de opspilede pupiller, der tydeligt viste en påvirkelse af det. Han snappede kort efter vejret og måtte bide sig selv i tungen for at beherske sig.

Nanna mumlede irriteret til sig selv at hun var en klaphat og en åndsvag idiot at have bidt sig i læben. Hun Slikkede sig om læberne for at fjerne det værste blod - Men hendes tunge kunne ikke nå særlig langt og det eneste hun fik fjernet var det på underlæben. Hun sukkede. Opdagede pludselig at hun nu vandrede alene. Hun stoppede op med et forundret blik. Hvor hvad Eithan blevet af? Hun så søgende bag sig og fik hurtigt øje på den stillestående høje og... dystre skikkelse. Blev pludselig glad for at han var på hendes side...
Hvad var der galt?... Han virkede så.. fjern. Og... tog han ikke ret dybe ind- og udåndinger? Hun studerede ham undrende. Hvad var der dog galt? Hvorfor var han stoppet op, og hvad havde fået ham til det? Han satte sig pludselig i bevægelse igen og vandrede hurtigt op til hende, og hun fulgte med da de fortsatte afsted. "Er..." hun tøvede "Er der noget i vejen?" spurgte hun i et blidt tonefaldm, som eller aldrig kom fra hende.
Hun lagde dog straks mærke til noget forandret ved ham... Hvad, kunne hun dog ikke helt sætte en finger på. Det var dog øjnene, men dem så hun ikke mod. Studerede hans brystkasse som den markant hævede og sænkede sig i stilhed. Havde han ikke noget at skulle have sagt? Håne hende af sit tumpede 'move'?
Hun kom dog hurtigt tilbage til sit dilemma og begyndte at tøre det væk med sine fingre - blodet. Hun så mod de røde indsmurte fingre. Skar kort grimasse af væmmelse. "Hvilket grisseri" mumlede hun. tøvede kort, før hun slikkede blodet af sine fingre. Hun ville ikk tørre det af i sit tøj - der gik trods alt længe før hun kunne få det vasket igen.. Så hellere få lidt dårlig smag i munden...

Eithan tog endnu en dyb indånding, hvornæst han forsøgte at holde luften inde ved at lukke for alle kanaler, hvor den kunne smutte ud fra - hvilket ville sige, at han klemte sine læber sammen, så de blev forvandlet til en smal streg og tog derefter sin hånd op til næsen, hvor han satte en finger på hver side af den. Årh de helvedes idiot til Nanna. Kunne hun ikke tage at være lidt mere påpasselig og opmærksom på, at hun ikke skulle bide for hårdt? Da hun stillede ham et spørgsmål slap han taget om sin næse og lod hånden falde slapt på plads ned langs siden, inden han lod sine læber adskilles lidt og således pustede luften ud. "Nej. Jeg er det ... fint," mumlede han med en lidt hvislende undertone, som egentlig ikke havde været hans mening, eftersom han ikke ville snerre af hende. Det var bare så ... ulideligt - den lugt. Han bandede lavmælt over noget. Over sig selv. Over at det var så helvedes lang tid siden, at han havde fået blod. Ernæring ... og hvad han dog ikke ville gøre for at tappe hende for blod. Men han tilbageholdt sig. Han ville ikke. Vidste hun overhovedet, at han var en vampyr? Nahh. Det var jo stadigvæk ikke en gang sikker, at hun var bekendt med ... hans 'verden'. Hvis han ikke havde trænet så meget i at tilbageholde sin blodtrang, holde den nede, så havde han helt sikkert bare gjort det. Faret i struben på hende. Men hvorfor han ikke bare gjorde det nu? Altså hun var blot et sølle menneske - men én som han var fandens meget interesseret i at lære bedre at kende. Eithan greb fat i sit eget håndled, idet han skulle til at række ud efter hende. Trække hende tæt ind til sig og sætte sine tænder i hende. Lade det blodtørstige dyr, som lå og gemte sig indeni ham, få frit løb. Han slap lidt efter sit håndled igen, meget langsomt. Derefter tog han fat i sin t-shirt og knugede sin hånd rundt om den nederste og forreste del af den. Et eller andet måtte han bruge sine kræfter på at holde fast i, hvis han ikke skulle ... Han skævede kort hen til hende, men slog med lynets hast sit blik væk igen. Han glippede med øjnene et par gange, og hans pupiller var nu begyndt at 'zoome' ind og ud. De spilede sig først helt ud, for dernæst at trække sig sammen - og så genoptage det hele igen. Han bed sig stadigvæk fortsat i tungen, men sørgede for at de to hjørnetænder forblev på siderne af den, så han ikke ville komme til at bide sig selv/sin tunge halvt ihjel.

Nanna var stoppet op og så meget undrende på ham. Hvad var der galt? Fik han abstinenser elelr sådan noget?... det lignede noget lignene, selvom hun godt nok aldrig havde set én få abstinenser, med sine egne øjne. Han så ikke ud til at være tilstede mentalt.. ikke rigtigt. Ikke sådan som hans øjne flakkede. Hun trådte - ubevidst - et skridt bagud som han hvislede ad hende. Eller det var vel en lav snerren. Hun rynkede brynene og så sig ond på ham. "Hvad fanden er der galt med dig?!" spurgte hun og slyngede hans egent tonefald lige tilbage i fjæset på ham. "Jeg spurgte jo for helved bare om du var okay?" sagde hun, med en mere sænket stemme. Hun havde ikke lyst til at skændes med ham og lige nu kunne hun faktisk bide tungen af sig selv. Men.. Han havde jo snerret af hende... Og som respons af dét, slog den 'barske' facade til. Hun kunne bide sig selv i læben igen, hvis der ikke allerede var hul på den. Dén der lille stemme i hendes hoved - som konstant vente folk til idioter, selvom de ikke var det, blev ved med at poppe op. Hun så ned i jorden og fortrød hun havde snerret af ham.. "Eithan.. Det må du... altså" Hun mumlede og så væk. Stod hun og skulle til at undskylde?! Hvad var der galt? Det var jo ham som burde havde undskyldt fra starten... men for én i helved, det var jo trods alt, bare et grovt tonefald. Hun virrede med hoved. Følte dig ulidelig træt i hoved. Efter en arbejdsdag som idag, var hendes tanker ikke til at holde styr på, og alt syntes at gå hende på nerverne.
Hun slog blikket op på ham. Hvad havde egentlig forudsaget hans... mærkelige tilstand? Kunne han ikke tåle at se blod? var han sart? og fik det dårligt? Hvor plat.
Hun fik dog en smule ondt af ham. Han så ud til at have det ad helved til. Som én i helved, faktisk. Hun førte - forsigtigt den 'rene' hånd op til Eithans ansigt. Dén hun ikke havde fedtet ind i blod. Hun havde godt nok ikke lagt mærke til at det var en blodplet på hendes håndryg. Hun fæstnede hånden i hans pande for at mærke om hn var varm, og muligvis havde feber. Han lignede i hvert fald én som skulle til at hyperventilere - men hun tog grueligt fejl. Han var iskold. Hun kunne lige så godt have fæstnet hånden på en kæmpe isterning... Som var han lavet af is. Hun stod fuldstændig udtryksløs da noget gik op for hende. dét hun ellers havde prøvet at skyde til side. Kvæle, destruere, gøre en ende på. Idéen om hvad han i virkeligheden var. Hvad Eithan var.. Eller hvad hun nu mistænkte ham for at være. Det hele passede perfekt på ham, nu når hun tænkte over det. Hun stod fudstændig urokkelig og så ind i de øjne som plejede at være omgivet og isoleret af dén tykke blå'grønne tåge.. De øjne som nu var kulsorte. Så dybsorte som at se ned i den mørkeste grav på den dunkleste nat...

Eithan drejede sit hovede en smule, i netop samme nu som han mærkede hendes hånd mod hans pande. Mærkede den varme der kom strømmende fra hendes håndflade, skønt hun sikkert selv måtte fryse på grund af kulden - men den var langt højere oppe i temperaturskalaen, end han selv var. Isnende kold. En isklump. Både temperaturmæssigt og hans hjerte. Det var dødt. Slog eller bankede ikke mere. Der blev nærmest sendt et stød igennem ham, idet hans pupiler udvidede sig helt ualmindeligt meget og nu fyldte over halvdelen af hans øjne. Som zoomede han ind på hende. For at finde fejl ved hende, som om hans øjne var et slags teleskop. Der gik lidt tid, før han faktisk helt fik opfattet, hvor hendes hånd befandt sig. Lugten fra hendes blod havde omringet ham, som var det en strøm af små mini strømmere, der var her for at anholde ham og havde låst han arme og ben fast ved hjælpaf håndjern og benlænke. "Få din hånd væk fra mig, forpulede tøs!" hvislede han med en ret fjern stemme, der lød som kom den langt væk fra. At den slet ikke kom fra ham. Havde det ikke været fordi, det var så pokkers lang tid siden, han havde fået blod, havde han kunnt styre sig. Beherske sig og lade være med at blive alt for påvirket af det. Men nu var det bare lige som verden lige så stille faldt fra hinanden. At han ingen selvkontrol ejede. Han tog fat rundt om hendes håndled og fjernede den fra sin pande, eller nærmere kastede den tilbage mod hende selv med en umenneskelig styrke. Han lod kortvarigt sine egne øjne opsluge hendes, inden han tvang sig til at at se væk. Han vaklede ubevidst hen til en lygtepæl, som han greb fat i med den ene hånd og stod nu og snappede efter vejret, lige som en med astma ville have gjort, hvis vedkommende ikke havde haft sin inhalator på sig og derfor ikke kunne tage den i brug for at stoppe anfaldet. Der var noget inde i ham, der sagde, at han bare skulle være i flæsket på hende - men der var også en eller anden svag flamme, der holdt ham fra at gøre det. Lige som man ser i tegnefilm, var det nu som om, han havde en engel siddende på den ene skulder og en djævel på den anden. Sad fast i mellem at vælge at følge djævlens egoistiske og onde råd, og englens mere fornuftige og godhjertede. Han havde bare no idea, hvem han skulle lade sig vejledes af. "Bare gå i forvejen," mumlede han halvkvalt til Nanna og viftede lidt med hånden i retning mod hende, som for at fortælle hende at hun bare skulle fortsætte, og han nok skulle komme.

Nannas mund snerpede sig totalt sammen ved hans stødende ord, og underligt nok blev hun stående som var kulden fra ham blevet overført til hende, så var hun frosset til is. Det var først da han fjernede hendes hånd med sådan en kraft at hun fik overbalance og væltede bagud, der kom bevægelse i hendes ellers forstenede krop. Hun væltede bagud og lige ind i lygtepælen på den anden side af gågaden. Der lød et 'doooink' som hendes ryg og derefter hoved ramte jernet og den rystede svagt. Hun gled ned ad lygtepælen så hun til sidst sad på jorden og lod begge hænder glide om på baghoved. "Fucksatanihelvedlorteidiotafenspasser..." remsede hun og ømmede sig. Det skulle han kraftædme få betalt den...den "BØSSERØV!" råbte hun arrigt - nærmere hvæsede og synliggjorde en perlerække af hvide tænder, som når en hun knurrer advarende. Men hun advarede ham ikke... hun var VRED. Hun rakte armen op over sig og greb om lygtepælen og prøvede på dén måde at trække sig op og stå igen. Folk der gik omkring dem vandrede ind på fortorvet, så der blev helt åbent imellem dem. Der var dog heller ingen som blandede sig. Lod dem gøre som de ville og ignorerede dem blankt - turde ikke engang stoppe op og se på. Der hvilede godt nok også en mørk og kvælende aura over dem og det var som om lyn gnistede fra Nanna af - tilegnet Eithan. "Hvad FUCK tror du lige du har gang i?!" spurgte hun - stadig siddende. Hun var fandens svimmel og prikker og mønstre begyndte at danse henover hendes synsfelt. Fandens...!
Hun førte den anden hånd op til øjnene og kløede dem. Placerede tommeltotten mod det ene øje og pegefingeren mod det andet. Trykkede så lidt indad - mod øjet og lod fingrene mødes på midten på næseryggen. "Fordømt.." mumlede hun lavmælt og fjernede hånden og glippede med øjnene. Ikke at det havde hjulpet spor, og farveklatterne forblev på hendes nethinde - svævede rundt på omgivelserne og gjorde hende endnu mere rundtosset, end hvad hun allerede var. Hun blev siddende lidt endnu og prøvede at genvinde fatningen.. hvilket ikke rigtig lykkedes. Dér hvor hun fokuserede - hvilket var en tilfældig sten på jorden, synes at vokse ud og indad - som når man zoomer ud og ind på et kamera. Hun havde jo også hamret baghoved - der hvor synsfeltet sidder i hjernen - ret hårdt ind i den fucking lygtepæl. Satans til klamme psykopat ham Eithan...
Hendes hår klistede underligt mod hendes nakke og hun fjernede sine hænder - som imellemtiden havde placeret sig på hendes baghoved - og så ned på dem. De var smurt ind i blod. "Lort..." mumlede hun og spærrede øjnene op. Det var ikke godt... rettere sagt kunne det nærmest ikke blive værre. Netop som dén tanke slog hende, lød et tordenbrag fra himlen som straks blev oplyst af et blændende lys og Nanna mistede i et kort øjeblik synet helt. Det vendte dog tilbage kort efter, og regnen begyndte stille - men hurtigt at sive ned. Hun kunne faktisk lige så godt have stillet sig indeunder en bruser. Nu var hendes grænse KRAFTÆDME NÅET! Nu var det NOK!

Eithans blik og syn var langsomt begyndt at blive mere og mere sløret. Lige som når et vindue duggede, så det var umuligt at se noget som helst ud af. Det havde slet ikke været hans mening at skubbe hende så hårdt væk fra sig, det var vel bare noget instinktivt. Han kunne ikke altid helt styre sine kræfter. Ikke når han var i denne lettere berusede tilstand, han befandt sig i netop nu. Hendes store skældsord lod ikke rigtig til at påvirke ham yderligere. De kom bare ind af det ene øre og røg ud af det andet. Han nåede slet ikke at opfatte dem. Hans ene hånd havde søgt op til hans brystkasse, hvor den havde grebet fat i trøjens stof. Han trak nu vejret i meget hurtige og korte stød, som om han skulle til at kaste op eller noget lignende men ihærdigt prøvede at holde det tilbage. Det glippede fuldstændig med alle mulige farver for hans øjne, som havde nogle sat et par 3D-briller foran hans øjne, og han nu så verden i den sygelige blanding af blå og rød, som brillerne havde i sig. Da duften fra hendes blod blev stærkere, forårsaget af det voldsomme slag ind i lygtepælen, greb han nærmest krampeagtigt fast i lygtepælens hårde jernstang. For at holde sig selv tilbage. For ikke at fare hen til hende og kaste sig over hende hals. Åh, hvor var dette dog ulideligt og frustrerende! Kunne det ikke bare få en ende? Han havde lyst til at flygte. Flygte langt væk så han ikke kunne komme til at påføre hende nogen som helst form for skade. For hun havde fucking slået benene væk under ham - og der var bare nada, han kunne gøre ved det. Dét, at hun det ene øjeblik kunne være så piget, på den gode og ikke overdrevne fnisetøse'måde, og samtidig være så pokkers rå og barsk. Dét var det, som han fandt så fascinerende ved hende. Han kunne godt lide, at hun lige som havde to sider. På den ene side forsøgte hun at have den der 'hardcore' facade, som han også selv havde. Og på den anden side, så ... ja bare det der grin. Hans havde imellem tiden fået et svagt smil frem på læberne, men det forsvandt lynhurtigt igen, da tordenskraldet hørtes og den kølige vind førte endnu en smagsprøve på hendes blod imod hans næse. Hans hænder gled ned af lygepælen alt i mens, at han også selv var tæt på at dratte til jorden. Al den kraft han havde lagt i at holde sig tilbage, havde slået enormt meget ned på hans energi, og han følte sig meget skidt tilpas og svimmel. Efter noget tid måtte han simpelthen opgive den skide unfair kamp, som han kun kunne undgå at tabe. Langsomt slap han sit tag i pælen og vaklede svimlende over til hende med et dødt blik i sine mørke øjne. Da han var nået derefter, greb han i ren refleks fast i 'hendes' lygtepæl, eftersom han var meget tæt på at miste sin balance. Dernæst, uden at sige så meget som et ord, lod han sig falde ned på knæ foran hende, tog fat i kraven på hendes jakke og lænede sig helt ned mod hende. Nåede lige at tænke at han så meget ville komme til at regret'e det her. Men han kunne ikke styre sig selv. Og det var alt sammen hendes skyld. Igen uden et eneste ord, trak han lige som sin overlæbe op og blottede dermed sine sylespidse hjørnetænder for hende, efterfulgt af et lyn der splittede sig i to op oplyste den ellers mørke himmel, hvorefter han langsomt lænede sig ned mod sit mål - hendes hals.

Nanna's blik var fastlåst til jorden, i hvertfald lige ind til hun kneb øjnene fuldstændig sammen da smerten kom. Skød igennem hende som et lyn fra himlen ville have gjort. Adrenalinen fra hendes vrede havde skubbet smerten til side, men nu skyllede den ind over hende. Hun var fucking ligeglad med hvordan det påvirkede idioten til Eithan, men hun bed sig HÅRDT i underlæben for at reducere dén smerte som dunkede i hendes hoved og ryg. Hvis bare noget af den kune overføres til hendes -atter - blødende læbe. Kæft hvor var hun ynkelig. Sad dér og blødte og havde ikke engang kunnet tage et enkelt skub fra Eithans side. Hun var så ynkelig. Hun begyndte at udstøde et lavt skrig imellem hendes sammenbidte tænder af smerte. "HVOR HELVED! råbte hun og tog sig til baghoved. Hun rokkede svagt frem og tilbage som en eller anden sindsyg ville gøre.
Hendes hår klæbede sig til hendes ansigt og blev fuldstændig sort. Det krøllede let som følge af vandets virke i hendes hår og tøjet klistrede sig til hendes krop. Hun lænede forsigtigt hoved mod lygtepælen, for overhoved at kunne se op. Hendes hoved føles tungt, som var det lavet af cement.
Hendes slørede blik opfangede en bevægelse forude og hun spærrede let øjnene op - i håb om at kunne se mere, eller bare bedre. Hendes blik fæstnede sig på Eithans krop som zombie'agtigt bevægede sig imod hende. Hun så mod hans livløse øjne som ikke syntes at rumme én eneste tanke. Som var det blevet tømt og overladt til hans dyriske instinkter, som nu havde taget fuld kontrol over ham. Nanna var så svækket af smerten at hun blot kunne se til som han stoppede op foran hende og holdt om lygtepælen hun sad opad. Hun så op på ham, som han stod foroverbøjet og så dødt ned på hende. Hans sorte hår var filtret ind i våde lokker som hang nedover hans ansigt, som følge af tyngdekraften. Dråberne fra hans hår ramte hendes ansigt. én dråbe ramte hendes kind og gled langsomt nedover den, som lignede det en tåre - Men Nanna var fuldstændig forladt for følelser og ligeledes tanker. Hun kunne ikke gøre noget da han greb om hendes krave/hætte og trak hende en smule tættere på sig og åbnede sit gab og afslørede de frygtindgydende hjørnetænder. Hun spærrede øjnene op ved synet af dem - som fik hun endnu et skud adrenalin igennem hendes krop. "NEJ!" skreg hun af alle sine lungers kraft og fæstnede sine hænder på Eithans brystkasse og prøvede forgæves at holde ham væk fra sig. Hun strakte halsen og vendte ansigtet bort, mod siden som prøvede hun at komme væk fra ham - hvilket blot resulterede i at hendes hals blev fuldt ud blottet. "Eithan!.... EITHAN!!" råbte hun som prøvede hun panisk at vække ham fra dét mareridt de begge var havnet i. Hun ville ikke lade ham bide hende... ville ikke. Hun pressede tænderne sammen og udstødte et halvkvalt støn som var hun på nippet til at græde. Hun ville ikke være svag. Ville ikke! Hun mærkede hendes kræfter svække langsomt. Hun ville ikke være et svagt og ligegyldigt menneske ville ikke!!... Men hun ville for helved heller ikke være en halv uduelighed og halv monster! eller helt monster for dén sags skyld. Hun ville være sin egen... hun ville være sig selv!

Eithan bevægede sig fortsat ned mod hendes hals. Lænede sig ned mod den i et langsomt tempo, hvilket sikkert ville pirre hende utrolig meget. At skulle vente på, at han bare satte tænderne i hendes hals. Borede dem ned i den, så hendes blod lige så stille ville begynde at pible frem og blive suget ind i hans mund. Idet hun satte sine hænder mod hans brystkasse, pressede han den bare ned mod hendes håndflader. Det var ikke særlig svært, eftersom hun tydeligvis var svækket. Han spærrede sine øjne en smule op, da hendes strube blev blottet helt fra ham, og hans tørst steg. Gud, hvor han dog hungrede efter hende. På en og samme tid ville han hellere end noget andet tappe hende for blodet, men på den anden sidde var der bare noget inde i ham, der sagde STOP! Sagde at det her var forkert, og at han ville komme til at fortryde de grueligt meget. Ville angre det. Hendes lidt desperate forsøg på at 'vække ham op' genlød bare i hans øregange som en tom susen. Som var hendes ord bare luft for ham, og han slet ikke opfattede, hvad hun sagde. Lige som hvis han havde været fra et andet land og ikke forstod hendes mærkværdige, fremmede sprog. Han tog et godt tag i begge hendes skuldre, klemte hårdt om dem, i netop samme nu som han strejfede hendes hals med sine læber og tænder. Han lukkede munden yderligere op og prikkede lidt prøvede til hendes hals med hjørnetænderne her og der for at finde det bedst mulige sted at bide. Da han omsider havde fundet et godt sted, gjorde han sig klar. Strakte sig helt ned mod hende og trykkede nærmest sig selv imod hende. Han slap hendes skulder med den ene hånd, listede den om bag ved hendes nakke, hvor han samlede alt hendes hår, så det ikke skulle sidde i vejen. Dernæst fugtede han kort et lille stykke af hendes hals, selvom regnen egentlig allerede havde været dér, inden han lukkede sine øjne hårdt i og pressede sine spidse tænder ned i hendes blottede hals, hvorefter den røde væske - blodet - straks begynte at løbe. Løbe ind i hans mund alt i mens han sugede det bedste, han havde lært. Kort efter slog han sine øjne op, der nu var blodrøde. Som to tændte cykellygter med røde lys. Han skælvede næsten, imens han grådigt lappede hendes blod i sig. Eithan satte atter sin hånd tilbage på hendes skulder og prøvede nu på at skubbe sig selv væk fra hende. Forsøgte virkelig at lade være, men hans tænder ville bare ikke slippe hendes hals. De var som to små søm, nogle havde banket ind i en massiv betonvæg.
Kun få sekunder efter fik han omsider taget sig nok sammen. Samlede al sin selvkontrol og brugte den til at nedkæmpe sin 'mørke' side. Den dyriske, utrolig grådige og blodtørstene side. Han hev tænder ud af hendes hals, hvor to huller nu kunne ses, inden han væltede bagover og faldt lige på røven overfor hende. Hans øjenlåg gled ned over hans øjne i et langt blik, og da han lod dem glide op igen og afsløre hans øjne, havde de atter genvundet der almindelige farve. Den mystiske blålige grønne farve der mest af alt mindede om en stor sump. En lille å, der var omgivet af en tyk og uigentrængelig tåge. Han flyttede blikket hen på hende og spærrede med ét sine øjne helt op. Det var nu pinslen begyndte. Forfærdet slog han en hånd op fra munden, hvor han, da han havde fjernet den igen, fik øje på blodet. Hele hans håndflade var indsmurt i blod, som han automatisk havde tørret af sin mund, efter han havde berørt den. Nannas blod. Havde han virkelig ...? Han fik det pludselig enormt dårlig. Sådan syg dårligt. Men han sad bare som forstenet. Han kunne ikke gøre noget. Vidste ikke hvad han skulle stille op. Både med sig selv og hende. Han ... han havde ikke kunnet styre sig ... vel? Hans ellers forrygende evne til at slå sin blodtrang væk havde svigtet ham. Netop lige i nu! Nanna ... åh Gud, bare hun havde det godt! Eithan fik sat sig op på knæ og kravlede hurtigt hen til hende. Regnen havde efterhånden gjort alt på ham drivvådt. Hans hår, hans tøj ... selv hans boxershorts. Han var fuldstændig genemblødt. Men det ville han kraftædme skide på lige nu. Han placerede sin ene hånd på et af hendes knæ og rystede det lidt for at tjekke, om hun overhovedet ville reagere. Forhelvede, hvor var han gal på sig selv lige nu! Men der var ikke noget at gøre ... gjort var gjort ... og det kunne ikke gøres om igen.

Nannas vejrtrækning var fuldt ud og igennem panisk. Hendes bryst hævede og sænkede sig i hurtige tag, som fik hun ikke nok ilt ned i hendes lunger. Hun begyndte at brænde indvendig som hendes hjerte hamrede panikslagent afsted. Det var ikke Eithan som nærmede sig hendes strube - men et mørk uhyrer der tørstede efter blod - hendes blod. Det føltes som evigheder som hans åbne gab bare nærmede og nærmede sig - som rykkede han sig kun få millimeter af gangen. Hun bandede indvendigt. Dét var takken for at stole på en fremmed... Dén fejl ville hun ALDRIG[u] begå igen... aldrig nogensinde!
Hun mærkede hvordan hele hans krop nærmede sig, da hun prøvede at holde ham væk fra sig. Hendes arme var ikke i stand til at forblive udtrykkede og hun blev tvunget til at bukke dem. Det eneste som skilte hendes krop fra hans var faktisk hendes arme som saf fastklemt imellem dem. Da han greb om hendes skuldre og klemte - ikke til, men bare gjorde brug af hans vampyrkræfter- mærkede hun kødet under hans fingre trykkes sammen. Hun gispede et halvkvalt støn af smerte. Dét ville give blå mærke... lilla'grønoggul... ja hun ville nok være helt regnbuefarvet imorgen - men det var hendes mindste bekymring. Hun mærkede hans iskolde læber mod hendes sårbare hals og den blide berøring sendte bølger af kuldegysninger igennem hende. Men det værste var da hans skarpe hjørnetænder legesygt og prøvende, begyndte at prikke til hendes hud. Hendes puls var synlig på halsen nu som hendes stakkels hjerte hamrede afsted og hun kunne høre blodet bruse i hendes ører. Hun så skræmt ud i luften med hendes - nu - uskyldige og tiggende øjne, da hun mærkede han havde fundet et udvalgt sted. Desværre var der intet andet en den mørkegrå himmel, at bede om nåde til. Hun gispede lydløst da hun mærkede han nærmede sig yderligere, greb fat i hans gennemblødte t-shirt med begge hende og knugede stoffet i hendes håndflader.Hun mærkede hans iskolde fingerspidse snitte hendes nakke, da han samlede hendes klistrende og gennemblødte hår. Hun var bange... for helved! Hun var pisse hamrende bange - skræmt for vid og sans.
Hun holdt vejret da hun mærkede hans tunge fugte hendes hals. Hun vidste at det var NU og at der ingen vej var tilbage. Hun kneb øjnene hårdt sammen og ubemærket trillede en tåre nedover hendes tinding.
Smerte....Endeløs og brutal smerte skød igennem hende som Eithan sylespidse hjørnetænder borede sig ned i hendes hals. Hun gispede højlydt og pressede tænderne hårdt sammen, som følge af den uudholdelige 'følelse' som brændte i hele hendes krop. Hun udstødte et hæst støn mellem tænderne og pressede stoffet så hårdt mellem hendes tænder af hendes negle lavede huller i den. Hun spændte alle sine lemmer i kroppen og trak benene op til sig, på hver side af Eithans krop som lå tæt op ad hendes. Hans iskoldelæber 'bedøvede' ganske svagt hendes hud omkring dét hvor hans tænder var sunket ind i hendes hud, som han nu drak af. Hun kunne mærke hver eneste gang han sank, og dén måde han sugede blodet ud af hende på. Et sugemærke ville nok dannes rundt om de 2 dybe huller han havde lavet i hende, som nok aldrig ville forsvinde. Ville være et evigt minde om dét han havde gjort og dén smerte han havde påført hende. Som han påførte hende lige nu. Det føles som endeløs tid - hundrede af årtusinder, før hans tænder blev trukket ud af hende. Ikke på nogen særlig blid måde, mere revet ud som galt det liv eller død - hvilket det faktisk gjorde. I det øjeblik han fjernede sig fra hende, mistede hun besindelsen og faldt til den ene side, ned på asfalten. Dér lå hun, ubevægelig - herken død eller levende - mere en iskold kludedukke. En mishandlet kludedukke.

Eithan så en smule fortabt på hende. Kunne kun få sekunder efter konstatere, at hun ikke længere var ved bevidsthed. Hun var ikke død. Vel? Han tog hendes hånd i sin og satte den ene tommelfinger mod det sted, hvor dén puls der pumper blod rundt til armen sidder. Lige omkring håndled på undersiden af armen. Under det sidste af tommelfingrenes led. Nej, hendes puls slog stadigvæk. Rimelig hurtigt faktisk. Sikkert fordi den havde fået endnu mere travlt med at få blodet til at køre dobbelt så hurtigt rundt som før - nu da han havde tappet en del af det. Hendes dyrebare, dyrebare blod. Sikke et spild. Et spild på ham. Bare fordi han absolut skulle have tilfredsstillet sin hungrende tørst. En smule febrilsk spejdede han rundt i området. For at sikre sig at der ikke var nogle, der var der. Nogle der muligvis havde set det hele. Han åndede lettet op, efter han havde konkluderet, at gaden var tom. Det eneste levende, eller sådan halvt levende, der var her, var Nanna og Eithan selv. Men ... hvad nu? Han lod sine spidse hjørnetænder bide blidt fast om hans underlæbe, som han forsigtigt bed lidt i, imens han udtænkte, hvad der videre skulle ske. Hvor han skulle bære hende hen. Han kunne jo ikke bare efterlade hende ikke. Han ville ikke. Åh, forhelvede Nanna. Hvorfor skulle hun også være så ... så fandens ... hans tanker blev stoppet, idet en skrappende krage fløj hen over dem i høj fart. Belortede møgfugl. Han snerrede kort af den, inden han lidt besværet rejste sig op, bukkede sig forover ned mod hende og fik løftet hende op i sin favn. Et skråt smil fandt lidt efter vej til hans blege læber og forplantede sig på dem, da hans øjne mødte hendes ansigt. Det havde pludselig fået et ualmindeligt skrøbeligt og utrolig blidt udtryk, som hun bare lå der i hans arme, besvimet. Selvom hun ikke kunne se hende, sendte han hende et halvoprigtigt smil. For ligesom at sige tak. Tak for blodet som hun jo egentlig ikke selv, havde givet ham lov til at drikke. Og undskyld. Lige nu foragtede han sig selv som pæsten. Føj, hvor han væmmedes ved den måde, han bare havde kastet sig over hende fuldstændig ude af kontrol, som et fucking monster! Hvilket han i bund og grund også var. Et uhyre. Han var et af nattens børn. Farlig. Ikke én man skulle komme for tæt på. Men hun havde alligevel ikke gået og sagt, at han skulle skride, da han var fulgt efter hende. Hun havde ladet ham deltage i sin vandren, så de kunne følges ad. Eithan lod et sagte suk undslippe sine læber, inden han gav sig til at gå og løftede i ny og næ lidt op i hende, de gange hun var ved at falde ned. Han traskede bare af sted i en fuldkommen tilfældig retning. Gik og gik. Lod sine fødder føre dem afsted til ... et eller andet sted.
Efter et godt stykke tids vandren, begyndte hans arme at krampe lidt. Hun var ikke egentlig ikke særlig tung, det var vel bare ham, der var blevet noget af en slapsvans her på det sidste. Men endelig blev hans held vendt. Ikke særlig langt derfra fik han øje på en bygning. Et temmelig faldefærdigt ... skur? Hvad det var, vidste han ikke. Det så ikke ligefrem specielt velholdt ud, men det var bedre end ingenting, så han satte derfor kursen over mod huset. Med overarmen skubbede han døren op og trådte indenfor i varmen. Eller det var faktisk lige så skidekoldt herinde, som det var udenfor. Der måtte være en elendig isolering i dette hus. Nåh hul i det. Det havde han sgu ikke tid til at bekymre sig om. Det første der tiltrak hans opmærksomhed var en stor dobbeltseng. Fyldt med en masse puder og tæpper, der ikke sås særlig velarrangerede ud. Det lignede bare at de var blevet kastet helt tilfældigt hen på den. Men det kunne være ligemeget. Den var jo bare beregnet til at sove og hvile sig på. Eithan fik bugseret den stadigvæk bevidstløse Nanna hen på sengen, hvor han meget forsigtigt lagde hende, skubbede til et par puder og lagde sig efterfølgende selv på den anden halvdel. Han rullede om på siden, så han lå med front mod hende og kunne ligge op betragte hende, lige indtil hun vågnede. Og så ville han se væk. Muligvis skride, for han havde sikkert en kæmpe stor skideballe i vente! Forståeligt nok, hvis man så det hele fra Nannas perspektiv. Han vovede at liste en hånd hen til hende, hvor han tog en af hendes og 'legede' lidt med hendes fingre. Godt nok var hun sikkert også skide hamrende kold og forfrossen, men hun virkede alligevel varm iforhold til ham. Det var rart. Kort efter trak han hånden til sig igen, satte sig op og tog et af tæpperne på sengen, som han så slog om hende. Og et til. Han ville endelig ikke have, at hun skulle fryse. Hun skulle bare ... hvile sig og få ladet hendes 'batteri' lidt op.

Nanna, som nærmest lå smidt på asfalten, var ikke ved bevidsthed og derved besvimet. Der var sort... sort, som i nattens dunkle mulm og mørke der herskede om natten. Dét havde hun følt... havde i sig, for dét havde Eithan skænket hende fra sit... voldsomme fortærrende 'kys' mod hendes hals. to blodstribe bevægede sig langsomt ned fra hullerne i hendes hals og forsvandt ned i jakkens åbning og forsvandt, eller udtørrede vel et sted på hendes bryst. Blev i hvert fald udtværet da Eithan løftede hendes næsten livløse krop, op i sine arme. Hendes hoved hvilede blidt på hans overarm og hendes ene arm hang slapt ud i luften fra hans greb. Hun var faldet i en dyb, dyb søvn. Drømte... Men drømmen viste sig at senere hen ville udvikle sig til et forfærdeligt mareridt. Et billede tonede sig frem i den døsige tåge som omgav hendes drømmeverden og hun vandrede - intetanende ind i billedet. Det var gaden de havde befundet sig i for lidt siden hun befandt sig i, i drømmen. Eithan var imellemtiden drejet ned ad gaden, så de var der ikke fysisk længere. Ikke hendes krop i hvert fald. Nanna, som blev gynget svagt frem og tilbage i Eithans arme, mærkede de små 'hop' om om hun kom løbende ned ad gaden. Dog i en mærkelig slowmotion tilstand, så de matchede til Eithans gåtempo. Hun stoppede op og så sig omkring. Der var øde... fuldstændig og gaden foran hende, syntes at fortsætte uendeligt. Som når man ser ud over havets hoisont som syntes at forsvinde udover en kant. God nok forsvandt gaden ind i en indhyldende og tæt tåge. Hun snurrede rundt om sig selv og så bag sig. Dér, et stykke fra hende stod Eithan.. Han smilede og vinkede til hende. Hun løftede tøvende armen og gengældte hans vinken. Eithan vendte hånden og syntes at vinke til sig selv - hvilket i virkeligheden blot var et tegn på at hun skulle komme hen til ham... Nærme sig ham. ét eller andet i Nanna vendte sig og pludslig vendte alt tilbage. Bidet. Hun gispede, syntes at få slået al luften ud ad lungerne som havde nogen givet hende en mavepuster. Hun mærkede panikken, angsten og adrenalinen skyde igennem hende på én gang. Hun vendte sig med ét om og begyndte at styrte ned ad gaden hun tidligere havde set mod, og blev hurtigt opslugt af den tætliggende tåge. Hun løb og løb - alt hvad hun kunne, men uanset hvor hurtigt hun løb kunne hun høre Eithans hvislende stemme, som stod han lige ved siden af hende. Den kaldte på hende. "Naaaanna..." kaldte den og syntes at blive ved i evigheder, som hans stemme med kastet videre som ekko, som følge af gadens vægge. De vægge som nu var forsvundet. Hun snurrede rundt om sig selv og stirrede med skræmte øjne ud i den tætte tåge som omgav hende. Hun hørte pludselig et modbydeligt grin vokse omkring hende. Hun kunne ikke bedømme hvor det kom fra - da det syntes at komme overalt. Hun blev ved med at snurre rundt om sig selv, i hurtige tag. Snurrede en halv omgang - stoppede og stirrede bange ud i tågens lune dyne - drejede derefter rundt om sig selv igen og stirrede ud i den tætte tåge. Hun kunne mærke tårene presse sig på. "Eithan! hvis du'du nærmer dig...s'så.. så slår jeg dig ihjel!" Peb hendes skrøbelige og knækkende stemme, i et ynkeligt forsøg på at true ham. Men det var nyttesløs. Hun stoppede op, som var hendes ben frosset til jorden. Hun lagde ikke mærke til det - stirrede dødt ud i luften. Der lød et svagt vindpust bag hende, som vinden i vinterens nøgne træer. Den udviklede sig til en hvislende stemme i hendes øre "Det bliver mig, som slår dig ihjel." hviskede den. Nanna vendte sig om i ét ryk og stirrede ind i et par blodrøde, berusede øjne, med det klammeste og bredeste smil hun nogensinde havde set. Benene blev revet væk under hende i drømmen, men i virkeligheden blev hun bare lagt i sengen af Eihan.
Hun faldt mod jorden og stirrede op på uhyret som skulle forestille at være Eithan. Der løb blod den fra det åbne, savlende gab og Nanna, førte instinktivt hånden op til halsen, hvor en iskold smerte løb igennem hende. Hun mærkede blodet klæbe til hendes fingre, som var det tyk malning. Det var dog i virkeligheden Eithan som lå og 'legede' med hendes fingre. Hun begyndte at kravle bagud - i drømmen - væk fra monstret som stod foran hende. Han sprang på hende - lagde sig oven på hende og greb hendes hænder, med det mest rædselsvækkende onde grin. Tårene begyndte at trille nedover hendes kinder, hvilket de også gjorde på Nanna's rigtige eksisterende kinder. "Nej..." mumlede hendes sovende krop og hun rynkede skræmt øjenbrynene. Monsteret Eithan huggede til i hendes hals. Bed den MIDT over og Nanna vågnede fra it mareridt med et skrig. Hun satte sig op og stirrede direkte ind i Eithan, som nok sad med et noget forskrækket ansigsudtryk. Hun spærrede øjnene op - kort - hvorefter et instinktivt dyrisk andfald skyllede ind over hende og hun kastede sig over Eithan i et vredesudråb.. Han ramte det gamle hårde trægulv og Nanna landte oven på ham. Hun satte sig overskævs på ham og tog kvælertag. Trykkede TIL. Tårene trillede nedover Nanna's kinder, men hun mærkede dem ikke. Pressede tænderne hårdt sammen og stirrede på Eithan med de store sorte pupiler, som nu fyldte det meste af hendes øjne.
Men hun så ikke monsteret som havde jagtet hende i maridtet. Det var Eithan. Hun løsnede straks grebet og stirrede tomt og en anelse forskrækket på ham "E'eithan?.." hvisked ehun halvkvalt, men holdt dog stadig - med rystende hænder - om hans hals. Holdt dem der bare, trykkede hverken til eller noget. Hun var bare ikke i stand til at flytte dem, som var hun frosset til is. Man kunne tydeligt se skrækken i hendes øjne.. Den var skam også malet i hendes ansigt og tomme øjne. Hun så ikke Eithan længere men sit mareridt, som blev ved og ved med at gentage sig for hendes nethinde.

Eithan rynkede en smule overrasket og forundret sine øjenbryn, idet et par tåre løb ned over hendes kinder og efterlod fugtige striber efter sig, efter de var løbet ned og var forsvundet ned i lagnet på sengen eller et andet sted tæt på. Græ ... græd hun? Var det mon et mareridt der plagede hende? For at berolige hende lidt lod han forsigtigt sin ene tommelfinger kærtegnede hendes ene hånd. Smilede sagte til hende, men fik med ét tørret smilet væk, da et skrig hørtes fra hende, og hun kort efter slog hendes øjne op. Han trak med lynets hast sin hånd til sig og glippede betuttet med øjnene, lige før han lukkede munden op for at undskylde, men blev så nærmest overfaldet, rullede ud over sengekanten og ned på gulvet med et ordentligt 'slabum' og hende siddende oven på sig. Han spærrede kortvarigt sine tågede, blågrønne øjne op, netop som hun placerede hænderne om hans hals og trykkede. Strammede grebet om hans strube, hvilket fik ham til at udstøde en underligt, halvkvalt lyd. Han tog automatisk fat rundt om hendes håndled og forsøgte at fjernede hendes hænder, men hun løsnede heldigvis lidt efter sit greb. Han trak i første omgang vejret i dybe stød og kunne ikke rigtig sige noget, før han omsider fik styr på sin egen vejrtrækning. En lavmælt sneren hørtes fra ham, i samme nu hun hviskede hans navn, som om det først var nu, det var gået op for hende, at det var ham. "Selvfølgelig er det mig, din forskruede bi ..." Han stoppede sig selv lige i tide og tog en dyb indånding igennem næsen, samtidig med at han bed sig selv i tungen. Køl nu ned. Det dummeste han kunne gøre lige nu, var, hvis han gav sig til at råbe ad hende og kalde hende grimme ting. For hvem var det lige, der var idioten her? Det var ham. Der kunne lige så godt have været tog blinkende pile over hans hovede, der pegede ned på ham, samt et skilt hvor der stod 'spade' på. Hvad var der med hende? Hun virkede helt ... fjern i blikket. Fuldstændig væk, som var hun ikke længere tilstede i hendes egen krop, og hendes sjæl havde forladt hende og nu lå og svævede rundt et eller andet sted langt herfra. Han lagde sit ansigt i en smule bekymrede folder, inden han langsomt og blidt fjernede hendes hænder fra sin hals, bare for at være sikker på, at hun ikke ville begynde at forsøge på at kvæle ham igen. Derefter lykkedes det ham at sætte sig halvvejs op, i hvert fald få løftet sin overkrop og holdte den oppe med støtte fra armene, som han holdt udstrakte ved at have sat de to håndflader mod det hårde gulv her i værelset. Eithan løftede kort efter en anelse tøvende sin ene hånd og førte den hen mod hendes ansigt, men stoppede så op og overvejede kort om dette nu lige var en god i dag. Fysisk kontakt med hende, efter dén omgang. Han bed sig lidt hårdt i underlæben, inden han næsten helt fjerlet lagde sin hånd på hendes ene kind og tørrede et par af hende tårer væk med tommelfingeren. Når hun vågnde op fra trancelignende tilstand, ville hun nok slå hans hånd væk. Fortælle ham hvilken giga, kæmpe nar han var. Men han var ligeglad, og lod derfor sin hånd blive dér, hvor den var. Nussede stadigvæk utrolig forsigtigt hendes kind og ventede på, hvordan hun videre ville reagere. Om hun ville slå ham. Hvis dét var tilfældet, ville han lade hende gøre det. Han fortjente sgu hvert slag, hun måske ville give ham. "Undskyld," mumlede han lidt ynkeligt, selvom det nok ikke ville være til megen hjælp. Hun ville garanteret aldrig tilgive ham - og dét kunne selv han godt forstå. Han havde forspilt sin chance hos hende. Dét som han havde været bange for fra første gang, han havde set hende. At hun ikke ville bryde sig om ham. Yeah. Og hvordan var det så lige gået? Var det lykkedes ham at imponere hende? Arh. LANGT FRA! Spasser idiot. Det var, hvad han var.

Nanna stirrede ud i luften og trak vejret i hurtige stød som om hun havde fået et asmaanfald, eller som om noget blokerede hendes luftveje og hun måtte hiiive efter vejret for at få det ned i sine lunger. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hendes maltrakterede krop, og syntes at lade den brænde op indefra. Langsomt i en rædselslagen tilstand. Hun var så skræmt.. så bange... Hans stemme nåede slet ikke ind til hende. overhovedet ikke... det eneste hun kune høre var blodet der pumpede rundt i hendes årer og... det forfærdelige sindsforladte grin hun havde hørt i sin drøm- i mareridtet.
Hun bed sig i læben med et skræmt og dog så tomt blik. For hun stirrede ikke på væggen overfor hende, men på dét monster som stirrede tilbage på hende med det mest forfærdelige grin i fjæset. Det savlede blod og var smurt ind i det - hendes blod. Dets blodrøde øje syntes at lyse, som om monsterets øjne også var smurt ind i hendes udgydede blod.
Hun udstødte et ynkeligt støn - blev ved med det som var hun ved at få et traumatisk anfald... Eller gå fra forstanden. "F'få ham til at gå væk..." hviskede hun næsten helt uhørligt og lænede sig bagud - væk fra uhyret hun troede hun så "Få ham til at forsvinde!" sagde hun med hævet stemme, men den knækkede over midt i sætningen.
Hun mærkede slet ikke at Eithan - den rigtige Eithan, rørte på sig, eller fjernede hendes hænder fra hans strube - de rystede helt ukontrolleret.
Hun stirrede stift på væggen - stirrede ind i de blødende og lysende øjne - som svømmede hun i dem. Opslugte hende og kastede hende i et rødt hav af hendes eget blod hun blev ladt til at drukne i. Det var først da den iskolde berørelse på hendes kind sank ind i hendes overophedede hud, billedet begyndte at forsvinde.. Langsomt 'fade' ud og forsvinde. Efter et stykke tid fik hun løsrevet sit opspilede blik. Dét blik som ikke syntes at være hendes eget - men ét som var skræmt fra vid og sans. Det fæstnede sig på ham - på hans øjne og hun gispede svagt. Huskede dem som de var før, hans pupiler havde ædt det meste af den grønlige farve. Hendes blik flakkede kort, som så hun på en masse billeder som fløj forbi hendes nethinde... og da, klarede hendes blik op. Det var som om hun blev helt rolig i kroppen, som havde en isnende kulde forladt hende - eller kommet. Sænket hendes overophedede kropstemperatur en smule og sænket hendes galoperende hjertes rytme en smule. Hendes pupil svandt ind til dens oprindelige størrelse og synliggjorde atter den gule iris med det orange skær. En hel verden badet i solens mange farver.
Hun førte forsigtigt sin egen hånd op til hans kind og lod uendelig forsigtigt fingerspidserne glide over hans iskolde og ligblege hud. Hun fik med ét et ulykkeligt blik og ansigsdtryk som kom alt gråden og sorgen til hende på én gang. Tårene hobede sig op i hendes øjne og hun bed sig frygtsomt i læben... ville ikke græde, men det var i sidste ende den eneste måde hun kunne blive sig selv igen... eller hvad hun nu ville blive til - efter denne hændelse. Hun trak hånden til sig, blev ved med at føre den bagud, knyttede derefter næven og med ét, som havde hun nået et bestemt punkt og der lød et 'klik' fyrede hun af alle kræfter en knytnæve direkte i ansigtet på ham. Med et fuldstændig kold og følelsesforladt ansigsudtryk - stik imod hvad hun havde set ud som før. Hun lod ham sunde sig og da han atter vendte blikket tilbage på hende, lænede hun sig lynhurtigt ind ind mod ham og.. omfavnede ham. Hun lød tårene trille nedover hendes kinder, til tårene til sidst slap hendes hud og landede som varme dråber på Eithans ende skulder "E'er det virkelig dig, Eithan?" Hviskede hun grådkvalt og knugede sig ind til ham. Hvor var hun dog uendelig glad for at se ham... [/i]ham[i]... Eithan - og ikke uhyret fra maridtet...

Eithan fjernede lidt hurtigt sin hånd fra hendes kind, da hun begyndte at bede ham om at få et eller andet væk. Noget der ikke eksisterede. Ikke i den rigtige verden i hvert fald. Det var kun i hendes sind, den hærgede og plagede. Ødelagde hendes psyke og evne til at tænke klart og fornuftigt. Det rablede virkelig for hende. Men han lod hende bare være. Lod hende sige hvad, hun havde på hjerte. Hun så nærmest helt desperat ud. Som om der virkelig var et uhyre herinde. Han tænkte lidt over det sidste og sukkede så. Hvilket i og for sig var sandt. Han var et uhyre. Han var uhyret. En blodsugende bæst. Idet hendes pupiller langsomt træk sig sammen igen, så hendes gule iris atter kom til syne, åndede han lettet op. Han smilede meget forsigtigt til hende, som hvis hun havde været en lille, psykopatisk pige, der ikke vidste bedre, men som man virkelig heller ikke skulle nærme sig, hvis man havde sit liv kært. Netop som han lukkede sin mund op for at sige noget, fortrød han det og smækkede den derfor let i igen; kiggede bare tavst på hende og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Om han skulle prøve at berolige hende med et par trøstende ord, eller om han skulle holde sin kæft. Hvad var klogest? Han bestemte sig for det sidste. Men kun meget kort efter det, løftede han undrende et øjenbryn af hende, da hun lænede sig lidt bagud med den ene næve løftet og knyttet. Hvad havde hun gang i? Havde hun tænkt sig a ... mere nåede han ikke at tænke, eftersom han kunne mærke noget hårdt mod sit ansigt. Et sted på hans ene kind. Hendes knoer havde ramt helvedes godt - og der havde satma været kraft i dét slag for nøj, hvor gjorde det ondt. Som i en helvede. Han førte en hånd op til dér, hvor han var blevet slået og lagde den ømmende på sin kind. Det føltes som om, hun næsten havde slået hans underkæbe af led. "Hvad helv'ete skulle dét til for?" knurrede han svagt hørligt, men snerpede så sin mund sammen. Han havde jo lige sagt til sig selv, at hvis hun havde slået ham, ville han forholde sig fuldstændig rolig. Men det havde han åbenbart ikke kunnet. Han havde så godt nok heller ikke regnet med, at sådan en tøs kunne slå så hårdt. Kort efter kunne han mærke et par arme blive slynget om ham. Hendes arme. "Æh ..." mumlede han en smule bøvet, overrasket men også forvirret over, hvad der gjorde, at han havde fortjent dette kram. Men han gad ikke til at spørge ind til det, så han lagde ligeledes sine arme om hene og trykkede hendes ligeså ind mod sig. Som var de bedste venner, og det var hundrede år siden, de sidst havde set hinanden. Det gippede let i ham, eftersom han knap lige kunne mærke hendes hjerteslag mod sin egen brystkasse. Han blev en smule forundret over hendes pludselige glæde over at se ham. Og så efter det han havde gjort. Men han var glad for det. Prisede sig lykkelig over, at han bare havde kunnet nøjedes med en knytnæve i fjæset. Som forresten stadigvæk gjorde satans ondt. Men det var som om, hendes omfavnelse havde lagt en dæmper på den stikkende smerte i hans kind. Han lagde lidt efter også sit hovede på hendes skulder og kørte sin ene hånd lidt op, som han derefter begravede i hendes mørke hår. Han havde egentlig også lyst til at græde. Bare lade tårene få frit løb lige som hende. Men fandma nej om han ville det! Hun skulle i hvert fald ikke se ham græde. Han havde endnu ikke rigtig svaret på hendes sidste spørgsmål. Men han følte heller ikke, at det var en nødvendighed. Han signalerede det i stedet for til hende. Ved at knuge hende ind til sig og forsigtigt nusse hende i håret. Prøvede på den måde at fortælle hende, at han intet ondt ville hende ... - mere.

Hele Nanna's skrøbelige og noget så beskadigede krop, dirrede som hun holdt om ham. Knugede sig helt ind til hans kolde krop, imens han lod hende græde ud ved hans skulder (bogstaveligtalt). Hun sagde ikke én lyd, men tårene stod ned ad hendes kinder, som når regnen siler ned ad vinduet, i små 'vandfald'. Hun mærkede hans arme lægge sig over hende, som et kølende tæppe af sne, og holde blidt om hende - gengælde hendes omfavnelse. Hun begyndte at slappe af, og hendes hjerte begyndte at genvinde sin normale rytme, som fik hun tag i hestens tøjer og fik den til at skridte ned, istedet for at galopere vildt afsted. Eller... Eithans kulde og øjne fik taget i tøjlerne. Hun burde egentlig hade ham. Afskye ham mere end noget andet og flygte fra ham- men det gjorde hun underligt nok ikke. Lige nu sad hun og lod sig omfavne af hans arme - kraftfulde arme. Ikke at de var overdrevent muskuløse, men hun vidste de kunne smadre kranier, hvis det kom til stykket. Hun skød den tanke væk - ville ikke tænkte på den slags. Kunne faktisk ikke få sig selv til det.
Hun mærkede hans hoved hvile mod hendes skulder og hans hånd - langsomt søge op i hendes bløde hår, som efterhånden var ve dat tørre - og nok var begyndt at krølle en del. Bløde slangekrøller lå henslynget nedover hendes ryg og lidt til den ene side - den modsatte side af dén som Eithan hvilede på. Hun lænede sin pande mod hans skulder og mærdede en lettelse glide igennem hende, som hendes hud langsomt blev kølet af. Hun brød sig ellers ikke normalt om kulde - men lige denne- var helt... uimodståelig. Hun vendte ansigtet en smule så hendes tinding hvilede på hans skulder og hun så ind mod hans hals. På den måde blev han nød til at løfte sit hoved fra hendes skulder - ikke at det havde været hendes mening - men det ville blot blive ubehageligt for ham, hvis han skulle have den hvilende fortsat mod hendes skulder. Tårene var stilnet af og hendes øjne var blot klare og blanke - stadig fyldt med for meget vand, men der kom ikke flere tårer. Hun var tavs og fuldstændig udtryksløs og lyttede kun til Eithan og hendes egen vejrtrækninger. Hun sad nu skråt lænet op ad ham, med den ene arm slynget om hans nakke og lod den tilhørende hånd hvile på den modsatte skulder af hans. Hendes anden hånd var sunket ned på Eithans bryst for hendes tilhørende fingre fraværende pillede ved hans t-shirts stof. Hun tog en dyb indånding og drog et lille suk, som var hun ved at vende tilbage til sit normale rolige jeg. Pludselig lød hendes blide og hviskende stemme - uden at være forklædt i en snerren eller lignende, i et spørgsmål som pludselig havde vist sig i hendes tanker "Hvorfor slog du mig ikke ihjel.... Eithan?" Spurgte hun toneløst og stoppede håndens bevægelser og lod den blot holde om noget af t-shirtens stof. Hun lå helt ubevægelig, som prøede hun at være helt stille - og ventede på hans svar.

Eithan løftede lidt modvilligt sit hoved og flyttede det helt fra hendes skulder, de hun drejede sit eget og gjorde sådan, at han ikke rigtig kunne komme til at hvile sit på hendes skulder længere. Med et knap synligt smil på læberne lod sin ene finger sno sig sammen med en af hendes utrolig bløde slangekrøller. De klædte hende. Han kunne faktisk ikke finde bare én enese ting ved hende, som han ikke syntes om. Åh Gud, hvor var han ynkelig. Han sukkede en smile ... fortabt, inden han slog sit tågede blik ned mod hendes hånd, da den greb fat i hendes t-shirts stof og knugede let op det. Efter noget tid trak han forsigtigt sine arme til og hænder til sig og satte dem atter ned mod gulvet. Altså hænderne med fingrene rettet helt ud, så hans håndflader med helt lige og ... ja, flade. Han betragtede fortsat hendes hånd, der var fæstnet på hans brystkasse, der langsomt hævede sig og derefter lod sig synke igen i takt med hans afslappede og rolige vejrtrækning. Det var faktisk ret ... dejligt at sidde sådan her. Bare sidde stille, helt musestille og se på hinanden. Hendes lette berøring på hans brystkasse sendte nu og da små stød igennem ham. Som om hun var et stødhegn, som han havde været så dum at læne sig op ad. Ikke tænkt på faren ved det. Og hun var i dén grad farlig for ham. Virkede som en slags gift, der bedøvede al den fornuft, han havde i sig. Hvilket egentlig ikke var særlig meget. Efter hendes spørgsmål havde lyt, sendte han hende et lidt forundret blik. Det kom vel lidt bag på ham. Også dét faktum, at han faktisk ikke kunne finde svaret. Vidste ikke selv hvorfor . Eller jo ... lidt. Men det kunne han ikke sige til Nanna. Ville ikke. Turde ikke. Årh mand, det her var simpelthen for pinligt! Han bed sig lidt skamfuldt i læben, inden han kort trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke ... jeg ... der var bare noget, der sagde, at jeg skulle lade være. Så jeg lod for én gangs skyld min gode side tage over. No big deal," endte han med et svare og trak endnu en gang på skuldrene. Fik det hele til at virke så ligegyldigt. Som om han var pisse ligeglad med det hele. Med hende og denne situation. Men det var han naturligvis ikke. Selvfølgelig var han påvirket af det. Det kunne også ses i hans øjne, men i frygt for at hun ville kigge ind i dem og forstå det, tågen i hans øjne rummede og udstrålede, så kiggede han væk. Drejede sit ansigt og kiggede ikke på hende. Sikke en fej kujon han var.

Nanna mærkede han slap til tag om hende og lod sig læne op ad håndfladerne som han fordelte vægten på og dermed holdt dem oppe. Elle ham siddende, så han ikke lagde sig ned... Det ville hun nu ikke have noget imod - men denne stilling var også ganske... behagelig. Hun drog et svagt og udmattet suk og lagde sig helt ind til ham og hans kulde- hvis hun kunne komme tættere på ham. Hun lå med siden af hoved lænende på hans skulder og pressede nu hendes varme pande, mod siden af hans hals og lod den afkøle. Hun kunne ikke undlade et svagt smil da han forsigtigt og blidt 'fangede' en af hendes hårtotter og først nu opdagede hun hvordan hendes krølelr var sat i værk. Hvor provokerende. Intet syntes at ville blive som hun ville have det. intet..
Nanna lyttede til hasn svar. Mærkede de svage vibrationer fra hans hals som hans stemmebånd svang når hans talte. Han havde egentlig en pæn stemme... Hæs og en smule mørk men.. Hun kunne godt lide den - den var helt sin egen - ligesom resten af ham. Underligt... hun blev ved med at finde små ting ved Eithan som hun brød sig om, og ved denne tanke plantede hun let underlæben bag fortænderne, som hun nappede blidt i den. Tænkede... Lod endelig hans ord flyde ind i hendes øregange og opfanges i hendes hjerne. Hun mærkede hvordan hun ubevidst bed en smule hårdere da ordene endelig gav mening i hendes hoved. Hendes noget så forslåede hoved. Det gjorde næsten ondt som hun begyndte at tænke, som krævede det AL hendes tilbageblevne energi. Selvfølgelig var det en tilfældighed... At hun var i live. En tilfældighed at han havde ladet sig overtale af den smålige fornuft der var tilbage i hans hoved, denne éne gang. Gad vide om det var den første gang han havde ladet et bytte leve?... Og hvor længe han havde levet som vampyr... Ofrene gennem tiderne. Hun sank en klump som pludselig var havnet i hendes hals, og så små glimt fra sit mareridt - vende tilbage. Men denne gang var det ikke uhyret... denne gang var det Eithan som... myrdede... slagtede. Hun kunne næsten ikke hodle styr på sin fantasi og lukekde øjnene hårdt i, i et forsøg på at gøre en ende på de blodindsmurte billeder, som fór rundt i hoved på hende. Hun vidste ikke helt om hun skulle frygte denne vampyr kaldet Eithan. Ham, som næsten havde drænet hende for blod - næsten slået hende ihjel. Hun trak sig langsomt ud fra ham og prøvede at komme på benene. Det lykkedes ikke, så hun måtte tage ét hurtigt skridt bagud og derefter lade sig lande på ryggen i sengen med et bump. Det ville tage hende over et døgn at komme sig over blodtabet... og hun havde ikke særlig god proviant... Ikke til at genopbygge hendes helbred... Så måske 2 dage? Nå ja... det vigtigste var at hun kom sig... og at hun overlevede den tid hun nu ville være sammen med Eithan...

Eithan tog en næsten snappende, dyb vejrtrækning, idet han samlede nok luft til et suk, der kort efter undslap hans læber og fik hans brystkasse til at 'falde sammen' igen, efter luften atter var blevet presset ud af hans lunger. Var begyndt at fundere lidt over, hvordan hun kunne give ham sådan en ... rar fornemmelse. Få ham til bare at læne sig tilbage uden at skulle tænke på noget specielt. Kun alle de sædvanlige, ret bøvede tanker som han hovede altid var fyldt med. Han studerede hende med et nysgerrigt blik i øjnene, alt imens hun sad der. På ham. De sad så tæt. Så tæt at de kunne høre hinandens åndedrag. Det var også derfor, at han så lidt skuffet efter hende, da hun vaklene rejst sig og dernæst smed sig i sengen. Havde ikke ønsket at kontakten mellem dem skulle brydes. Den fysiske kontakt altså. Hun måtte være pænt meget svimmel lige nu efter den omgang blodsugning. Han havde det lidt dårligt med det og så alligevel ikke. Så man kunne ikke rigtig kalde den følelse, han havde lige nu, for 'medlidenhed'. Det var mere ... ja, noget der bare ikke kunne beskrives og skulle forblive uforklaret. Han satte sig op på sine knæ og kravlede derefter hen til kanten af hendes seng, hvor han lagde sine arme og lod hovedet hvile på den ene hånds ryg. "Er der ... noget galt?" spurgte han stilfærdigt og bed sig forsigtigt i underlæben, imens han afventende løftede et af sine sorte øjenbryn som så straks skød i vejret. Måske var det en god idé snart at daffe af. Hun ville sikkert gerne være alene her ... hvad det så end var for et sted, de opholdt sig på/i. Han rakte ud efter en af puderne i sengen, satte sig tilbage på gulvet i skrædderstiling og knugede puden ind til sig. Som havde den været hende. Han havde vel bare brug for at have den følelse af at have noget i sin favn. Lige som før hvor der bare havde været hende, der havde fyldt hans rum i mellem armene ud. Den ... nærmest beroligende varme der var kommet fra hende. Hun havde føltes så varm mod hans egen iskolde hud. Men det gjorde de fleste jo. Hvis de ikke selv tilhørte racen 'blodsugere'. Han skævede lidt hen/op til hende i sengen, smed kort efter puden fra sig og kravlede derop til hende, hvor han i første omgang satte sig emd ryggen til hende, og derpå drejede sin overkrop en lille smule, så han bedre kunne vende hovedet og se ned på hende. Hun så ret ... udmattet ud. Udtømt, hvis man kunne sige det. Udtømt for al hendes energi - og det meste af hendes blod.

Nanna lå henslynget på sengen, med håret spredt ud til alle aiser, som hun nærmest havde kastet sig hen på sengen. Hendes arme var bukkede og liige netop over hendes hoved. Egentlig lignede det lidt et par usynlige hænder holdt hendes arme, som de lå dér. Tvang hende til at ligge netop lige sådan og netop lige dér. Hun havde ikke spor imod at ligge ovenpå alle de bløde tæpper og dyner og synke ned i en verden som lige så godt kunne kunne være lavet af skyer. Tæpperne var ikke så bløde igen, og det var puderne egentlig heller ikke... men hun var meget træt og lige nu, kunne hun lige så godt svæve på en sky på himlen. Det gippede i hende som Eithans stemme udfoldede sig i det åbne rum, som faktisk kun dobbeltsengen, et tilhørene natbord og et klædeskab fyldte ud. Hun funderede let over hans spørgsmål. Ville der mon være noget galt med ham hvis han havde fået suget det meste blod ud af sin krop, haft et...fortærrende mareridt og lige nu var i samme rum med dén samme person som havde givet hende en hjernerystelser og derefter næsten dræbt hende. Dét havde hun lyst til at spørge ham om, men orkede ikke at udtale så mange besværlige ord.. og ville egentlig heller ikke. Han havde jo egentlig bare spurgt af ren og skræ venlighed og fordi han var omsorgsf.... Hun rynkede svagt de fine og mørke øjenbryn. Havde han lige vist interesse for hendes helbred? Dét helbred han selv - nærmest- havde kvalt og nu efterladt som et halvdødt rallende misfoster? Hun havde lyst til at sætte sig op og sende ham ét af sine totalt mistroiske, skeptiske og undrende blikke med ét hævet øjenbryn - men hun havde simpelt ikke kræfterne - så hun lod være.
Hun vendt tilbage til hans spørgsmål, som hun nu efterhånden havde brugt en del tid på at fundere over. 'er der noget galt'? Hun anede faktisk ikke hvad hun skulle svare... Hun havde det rentudsagt ad helvedes til.. som én i helvede..
Det endte dog med at hun rystede svagt - dog utrolig langsomt- på hoved, som var hun bange for at det skulle falde af. Det følte som en tung gevækst som ikke var hendes eget - tung som cement - som hendes skrøbelige hals næsten ikke kunne holde oppe. Hendes fuldtud maltrakterede hals. Hun lod langsomt den ene hånd søge op imod halsen. Valgte at bruge hånden som sad fast til armen, som sad fast til skulderen som var i modsatte side af hendes åbne sår. Hun lod langsomt fingerspidserne glide opad halsen og længe før hun nåede til de dybe huller, kunne hun mærke den stikkende og jagende smerte. Bølgede fra hendes fingerspidser og ud i kroppen i takt med hendes hjerte pumpede blodet ud i hendes legemer. Hun ignorerede blankt Eithans blikke og overvejede egentlig ikke om han ville få det 'dårligt' med det... Han havde jo -trods alt- selv lavet det lille kunstværk af farveplantager på hendes hals, lyse hud. Hendes fingre fortsatte i deres søgning imod det efterladte bidemærke..

Eithan sad blot musestille og fuldkommen tavs. Ventede på hendes svar. Hvis der da ville komme et. For en gang skyld var han ikke spor utålmodig. Han følte, at han havde oceaner af tid - bare han fik lov til at tilbringe den sammen med hende. Denne helt specielle pige ... - unge kvinde, der, skønt hun blot var et menneske, alligevel havde gjort sådan et stort indtryk på ham. Han fik drejet sig lidt mere, forsøgte at finde den mest behagelige stilling, men endte så med et ligge sig ned. Ligge sig ned lige ved siden af hende. Ikke for tæt. Der var i hvert fald en god arms længde i mellem dem. Et stillerum, der jo faktisk bare bestod af luft. Ingenting. Nada. Det gippede svagt i ham, da hendes ene hånd løftede sig og bevægede sig ned mod hendes hals. Struben hvor hans ... spor sad. De to huller der for altid ville minde hende om denne dag. Om ham. Men det var ikke en på en god måde. Det ville minde hende om bidet. Ville minde hende om hans dyriske side, og hvilket monster han i virkeligheden var. Og de ville aldrig forsvinde. Bidemærkerne. Når de en gang var healet, ville der helt sikker komme to ar, der var de havde siddet. Hans mave snurrede sig pludselig sammen, idet en enormt væmmelig følelse bredte sig i den. Det var hans skyld det her. Ene og alene bar han skylden for, hvordan hun havde det nu. Hvordan hun havde måttet lide - og nok stadigvæk gjorde. Hun ville for altid huske ham som, 'ham der næsten fik slået hende ihjel'. Da denne tanke strejfede hans hovede, blev endnu et stød sendt igennem hans hærgede krop. Dét faktum at han faktisk kunne have drabt hende. I en ren refleks greb han næsten desperat ud efter hendes hånd. Den hånd hvis fingre var på vej ned for at mærke på bidemærket, han havde efterladt sig på hendes blege hals. Han tog måske lidt for hårdt fat om hendes håndled og tvang hendes hånd væk igen. "Øh ..." Han trak hurtigt sin hånd til sig og sad og gloede lidt åndsforladt på hende. Vidste ikke rigtig hvorfor han havde gjort det. Han ville vel bare ikke have, at hun skulle ... mærke dem. Føle dem - og dermed mindes om det. Det ville han ... bare ikke have. Han rømmede sig kort og satte sig atter op i sengen, faldt helt sammen i sin allerede slappe holdning og lod sine blågrønne øjne hvile på hende. "Er du ikke træt? Jeg skal nok gå, hvis det er ... så kan du få ... jeg mener, så du kan ... få sovet lidt ..." fik han fremstammet med en lidt skælvende stemme, inden han næsten sprang op fra sengen og ud på gulvet, som om han havde brændt sig kraftigt på sengens overflade, tæpper og puder. Han var pludselig blevet helt forlegen. Prøvede på den ene side at slippe ud herfra. Men samtidig, samtidig ønskede han at blive. Blive og passe på hende. Hvis hun da ville give ham lov. Sikkert ikke. Han kørte hurtigt en hånd igennem sit hår, før han kort hev ned i sin stadigvæk lidt fugtige t-shirt. Lod dernæst sit blik vandre rundt i det meget lille hus. Af en eller anden grund kunne han faktisk rigtig godt lide det. Der var ... hyggeligt. På en måde. Han luntede hen mod døren, åbnede den og stoppede op i døråbningen. Her kiggede han sig så over skulderen, hen på hende med et lidt ... skuffet og bedrøvet blik. "Nåh men vi se..." Han undlod at sige det sidste ord og bed sig tøvende i underlæben. "Farvel. Det var hy... undskyld, Nanna." Det sidste sagde han meget, meget lavt. Ikke sikker på om hun hørte det, men så måtte det også bare være. Med et tungt suk trådte han over på den anden side af dørtærsklen, ud i nattens mørke som nærmest trak ham til sig. Straks begyndte at kranse sig omkring ham, og han faldt næsten i ét med det. Forsigtigt og næsten lydløst lukkede han døren bag sig. Lod hende bare ligge derinde alene og tænke. Han bad lavmælt Gud og Vejrmand om, at de ville mødes igen. Tiggede nærmest. Men ... måske var det bedst, hvis de ikke gjorde. Han ville ikke risikere at forvolde hende mere skade, end han allerede havde gjort. I stedet for at gå, lænede han sig op ad døren og gled ned langs den, indtil han endte på jorden. Derpå trak han knæene op under hagen og lagde armene omkring dem. Begyndte at tænke hele den her skod dag igennem og blev sgu helt depri af det - mere end han allerede var i forvejen. Nanna. Nanna, for helvede. Han lukkede sukkende sine øjne i, idet han hvilende lagde sit hovede på det ene knæ. Det stak så forfærdeligt i hans bryst. Rev i hans lunger. Hvorfor? På en måde var denne smerte rar. Den fik hans tanker hen på noget andet ... men de blev altid draget mod det samme igen. Nanna. Han så hendes ansigt for sig. Fra før han havde bidt hende. Dér hvor hun havde grinet så sødt og set så kær ud. Dét syn beroligede ham helt. Over at se det smil, hun havde gemt bag hånden, men som havde genspejlet sig i hendes utrolig smukke og gule øjne. Og det var lige dér, det gik op for ham. At han virkelig VAR en kæmpe nar. Ikke bare sådan som han for det meste indrømmede overfor sig selv. At han nok ikke var særlig klog. Men nu kunne han virkelig se det. Han havde jokket i spinaten. Og ... han følte sig som jordens største fjols.

Nanna, som lå dybt begravet i sine egne tanker - mest koncentreret på smerten som rullede igennem hende, som hendes fingerspidser langsomt bevægede sig op moddet åbn sår. Smerten var ikke så slem som da.... da dét skete. Men den var der.. og der ville nok gå længe før den forsvandt, ikke mindst fysisk.. men hun håbede den også ville forsvinde psykisk. Såret blødte godt nok ikke mere, og hun havde faktisk størknet blod på det meste af sin overkrop, hænder og stadig lit siddende på læberne - men hun tog sig ikke af det. Var bar eglad for det var størknet og let revnede når hun bevægede hænderne, istedet for at klistre omklamrende til hende, som det havde gjort i hendes drøm. I mareridtet. Hun gispede halvt forskrækket da hun blev revet ud af tankerne, da Eithan - noget hårdt - greb hendes hånd og standsede hende i at undersøge mærkerne. dét mærke han forevigt havde pålagt hende... som både viste sig udenpå, men ligesom også var sunket ind i hendes hud - som rødder som gnavede inde i hende.
Hendes gule øjne fik et snært af bange anelser og så egentlig ret så skræmt ud som han naglede fingrende rundt om hendes skrøbelige håndled. Det var egentlig ikke hendes mening men... hun kunne ikke lade vær med at mærke en bølge af angst løbe igennem hende ved hans pludselige bevægelse. Som havde han ikke fået nok. Men det havde han selvfølgelig... selvom han kunne have taget mere af hende. Kort efter slap han hendes hånd og hun trak den, noget hurtigt, til sig. Lagde sine egne fingre om dét hvor han for få øjeblikke siden havde grebet om og kølet hendes hud ned. Bare på få sekunder føltes den allerede iskold. Hun gned den let. Han havde ikke 'knust' den eller lagt kræfter i, men det var tydeligt at den... halv paniske bevægelse havde ramt hende hårdere end ellers, med hans ukontrollerede vampyr'kræfter. Hun lyttede til hans ord og så udtryksløst på ham som han talte. Sank ligesom ind i én eller anden dybsindig tilstand som hun betragtede vøsnet - kaldet Eithan - foran sig. Ét eller andet havde ligesom ændret sig.. Ikke rigtig ved ham, men hendes opfattelse af ham. Markant. Hun frygtede ham egentlig.. det burde hun... men underligt nok, var hans tilstedeværelse på én eller anden måde, betrykkende. Det havde hun kke følt før... hun... følte noget andet... kunne bare ikke sætte en finger på hvad det var hun pæcist følte. Følte for ham. Måske var det efter bidet... måske havde han sat ét eller andet fast i hendes bevisthed - imod hendes vilje. Som havde noget af ham sat sig i hende. Nogle af hans følelser. For de var ukendte for hende - disse fornemmelser og de føltes fremmede. Måske var der nogle af hans vampyrkræfter som havde efterladt noget i hende. Måske havde han gjort det bevidst, måske havde hans kræfter gjort det af sig selv. Som om han gerne ille have, at hun skulle føle som hun gjorde.
Nanna sagde ikke noget. Kiggede blot på ham med sine, efterhånden, tomme øjne. Det var som om de ikke var nær så dybe som de havde været før. Som om noget af hende manglede, for at hun kunne få denne dybde, i hendes blik. Som havde han taget dybden fra hende... Eller lagt et slør af tåge henover det.
Hun lænede sig - besværligt og kræftanstrengt - op på albuerne for at kunne se efter ham som han vente ryggen til og bevægede sig mod døren. Hun var tavs. Som om ingen tanker eller følelser løb igennem hende. Det eneste som syntes at lade sig genhøre i hendes hoved var det lavmælde 'undskyld, Nanna' som ikke havde virket at han ville have at hun skulle høre det. Men det havde lydt som han inderligt mente det. Hun overvejede slet ikke at komme med indvendinger som han trådte ud af døren og efterlod hende alene. Dog unslap et let suk fra hendes læber. Hverken lettet, eller sørgmodigt. Bare udmattet.
Hun sad i et stykke tid og stirrede tomt og tankeforladt ud i luften. Til sidst fik hun samlet kræfter og vandrede ud i badeværelset, som faktisk var det eneste intakte rum i det faldefærdige hus. Det var nok på grund af fliserne på væggende og gulvet. Hun måtte virkelig koncentrere sig for at kunne gå lige, eller noget der mindede om det. Hun var iskold fra det våde tøj, og netop som hendes hånd famlede med lyskontakten og det blændende, blinkende lys fra den gamle lampe oplyste badeværelset, nøs hun. "For helved..." banede hun hæst. Det var først nu at hun opdagede at hendes stemme var fuldstændig mørnet, og næsten forvandet til en hvisken. Hun førte instnktivt hånden op til halen for at varme stemmebåndet, og da, ramte hendes fingre såret. Bidemærkerne. Hun gispede og bed tænderne sammen da hun genkendte den brændende smerte. Endten som ild, eller som isnende kulde. Dét kunne ikke helt bedømmes. Det var som om det brændte indvendigt, med udenpå blev frosset til is. Hun stavrede hen til det revnede spejl og så på de 3 Nanna, som viste sig foran hende. Hun lignede mere en omvandrende død, end hende selv. Det var et ... forfærdeligt syn, og hun bed sig let fortvivlet i den ømme underlæbe. Hvor var hun dog ynkelig og svag. Men sådan var hun født... Født som et usselt forhadt - af sig selv - Menneske.