Efteråret slår til, - Nanna.

Hele Nanna's krop dirrede efter det ubehagelige mareridt. Som havde det drænet hende fra alle kræfter.. Han blev ved med at vise sig for hendes indre blik monsteret... Monsteret som i sidste ende nok skulle forstille Eithan dyriske side. Dén som havde været tæt på at dræne hende for liv, og nu fortærrede videre i hendes sind - hendes drømme, som han - den - forvandlede til mareridt. Uhyret var det værste mareridt hun nogensinde havde haft - aldrig oplevet noget værre. Var hendes værste mareridt, og havde ikke tænkt sig at lade hende være. Selv efter at have vågnet fortærrede han videre - mishandlede hendes psyke og rev hendes sind fra hinanden. Langsomt - som hvis man river et papir i strimler. Laaangsomt lader det revne med den tørre lyd når den bliver revet over. Hver eneste gang fik hendes papir - sind - revet et stykke af sig. Hun kunne mærke det brænde i hendes bryst - som hade hun lyst til at skrige højt og vredt - frustreret og... fortabt. For hun vidste, at hun ikke kunne gøre noget... vidste at han næste gang ville værre der til at ødelægge hende... indefra.
Det var Eithan forsigtige og blide berøring som fik alle de virvlende tanker i hendes hoved til at stoppe op - stå musestille - for at se hvad der skete. Hans fingre var iskolde, ville normalt have sendt kuldegysninger igennem hende - men det gjorde han ikke. For bevægelserne da han fjernede hendes ene, og dernæst anden hånd fra ansigtet, var så uendelige blide, at hun ikke kunne gøre andet end at se lammet til. Med et par store forskræmte øjne... men det var ikke ham der havde skræmt hende - men sporet af mareridtet som stadig sad i hendes gule, uskyldige øjne. Hun mærkede hans kølige fingerspidser glide over hendes kind og forsigtigt ae den. Hun lå som forstenet, rørte overhoved ikke på sig, imens - så blot stille og tømt for tanker, til. De eneste bevægelser hun gjorde sig, var de ukontrollerede reflekser , som at trække vejret og blinke. De ophobede tårer i hendes øjne var efterhånden forsvundet.
Hun mærkede hvordan han roligt lod sin fingerspids glide nedover hendes hals til skulder, arm og hånd, hvor den fæstnede sig. Mærkede hvordan hendes fingre blev udstrakt, hvor han, lod sine glide igennem mellemrummene imellem hendes fingre hvor han lod sine fingre ligge et øjeblik. Det var blide, rolige og forsigtige bevægelser han lod køre over hendes silkebløde hud - men det aller mest beroligende var dog hans øjne. Hans blågrønne og tågede øjne. Ikke et par blodrøde og lysende øjne som stirrede ret igennem hende. Det var som om en lettet følelse skød gennem hendes krop ved dét rolige, afbalancerede og... kærlige blik han sendte hende. Han lod fingrene køre ud fra mellemrummene mellem hendes fingre og holdt igen - utrolig blidt - hendes hånd i sin. Sendte hende et kort smil, inden han trak hendes hånd op imod sig - vendte den og... og kyssede den. Et utrolig blødt og.. køligt kys. Så ømt og mildt at det næsten ikke kunne mærkes. Hvis det ikke var fordi hendes hjerte galoperede afsted, ville dét i hvert fald have gjort det. En let blussen - kun lige til at ane - varmede hendes kinder i en let, næsten usynlig rødmen. Var det virkelig Eithan som sad foran hende og så mod hende med... med dét blik som ikke kunne beskrives med ord, men kun med følelser. Var det alt sammen bare for at berolige hende? I så fald, havde det virket utrolig godt, for monsterets stirrene øjne var helt forsvundet. Hun kunne næsten ikke huske dem... Så kun Eithans.... smukke øjne. Hun sank en klump, som åbentbart var havnet i hendes hals af ren og skær forlegenhed. Var det dét han havde spurgt hende om? Om han måtte røre hende på denne måde? I så fald ville hun med glæde lade ham gøre det igen... for hun havde aldrig følt sig så... så... tryg.
Hun bed sig let i læben og vidste ikke rigtig hvor hun skulle se hen.. Skældede sig selv ud invendig for at blive genert. Hun var så... tåbelig lige nu... Men det ville hun skide på! Han måtte tro hvad han ville.. hun ville bare så gerne.. så.. umådeligt gerne...
Hun rykkede tættere på ham - med blikket fæstnet til hans trøje, eller brystkasse. Turde ikke se på ham. Hun lod forsigtigt pegefingeren glide nedover den - brystkassen - imens hun bed sig nervøst i læben. Han kunne jo altid skubbe hende væk - råbe ad hende - gøre hvad han ville med hende. Hun ville bare så gerne lade sig synke ind i hans kølige favntag. Et rigtigt favntag. Hun lod hånden køre op imod hans skulder og om i nakken - hvorefter hun langsomt lagde sig ind til ham. Trykkede sig imod ham og lagde sig hoved mod hans bryst. Hans kulde lagde et beroligende tæppe omkring hende og lod langsomt hendes feber sænke. Lige nu, var der intet hun hellere ville, end at ligge og holde om Eithan. Hun håbede.... at han havde det på samme måde..

Eithans smil stilnede langsomt af, hvilket også var med til at gøre det en anelse mildere - indtil det så forsvandt helt fra hans næsten snehvide ansigt. Dog forlod det ikke ansigtet helt følelesforladt. Smilet var der stadigvæk. I hans øjne - og denne gang ... kunne det tydeligt ses. Hans øjne strålede frydefuldt, idet hun rykkede ind mod ham. Lagde sig tættere ind til ham. Et svagt stød fór igennem hans krop, da hun lod en af hendes pegefingre køre ned over hans brystkasse. Kørte derefter hånden op imod hans skulder, videre hen til nakken, hvor den blev placeret, inden hun endnu en gang rykkede en tak tættere på ham. I noget tid lå han blot og så på hende. Igen med et fuldstændig dødt og udtryksløst ansigt. Forventede måske at hun ville flytte sig igen - og så derfor ingen grund til at gøre med ud af dén omfavnelse. Efter et minuts tid begyndte et kærligt smil langsomt at vokse frem på hans læber. Blev tydeligere og større. Han lagde med en fjerlet bevægelse sin ene arm rundt om hende. Førte sin hånd ned til hendes ene skulderblad, hvor han lagde den. Lod let fingerspidserne køre rundt i cirklende bevægelser på dét sted, hvor han havde placeret hånden. Hans trykkede hende forsigtigt ind mod sig selv. Mærkede den varme der automatisk blev overført fra hende til ham. Den var behagelig. Gjorde ham mere ... rolig og fik ham til at slappe helt af. Han indsnusede kort den duft, der kom strømmende fra hendes mørke hår. Hans hånd gled en smule længere ned af hendes ryg. Stoppede først da den nåede ned til hendes haleben, men gik så heller ikke længere dérfra. Igen kærtegnede han det nye sted, han hånd var blevet lagt på, med cirkulerende, blide fingerbevægelser. Mere gjorde han ikke. Det var der ikke behov for - og endelig var det en god form for stilhed, der lurede over dem. Ikke dén der hvor begge parter desperat forsøger at finde på noget at sige, så det hele ikke bliver dumt og pinligt. Hans hånd kørte lidt skiftende rundt på hendes ryg. Som kunne den ikke rigtig bestemme sig for, hvor den skulle være. Han ville gerne holder om hende ... over det hele. Ærgede sig derfor over at han ikke havde flere end to hænder at gøre godt med. Men den anden hånd kunne han ikke så godt tage i brug lige nu. Det var lidt umuligt i denne stilling, de lå i. Hans øjne gled lidt rundt på hende - eller det han kunne se af hende. Han kunne aldrig få nok af at kigge på hende. Det var som om, han hver gang ved hvert eneste øjekast opdagede noget nyt ved hende. Følte at han så småt var ved at få styr på hende. Snart kunne slå hende op som en bog og læse hende. Men hun var - ligesom ham selv - ikke særlig nem at blive klog på. Han håbede bare på ... at hun ville lade ham lære hende bedre at kende. Lige så stille åbne sig for ham som en muslingeskal, der havde været lukket i meget, meget lang tid. Hans hånd på hendes ryg kørte stilfærdigt op til hendes skulder. Derfra videre op til hendes hals. Tillod sig at berøre mærket. Dét mærke han med sine egne to hjørnetænder havde sat i hende. Det stak kortvarigt i hans bryst. Som var tusindvis af pile blevet affyret mod det. Han skyndte sig derfor at fjerne fingrene fra det igen og lod dem vandre videre, op mod hendes kind. Dernæst tog han enormt forsigtigt fat i nogle af hendes hårlokker og førte dem om bag hendes ene øre, så hendes ansigt blev lidt mere synligt. Han kunne dog stadigvæk ikke se det hele, eftersom hun havde lagt hovedet ind mod hans brystkasse. Kun halvdelen af det var blottet for ham. Han lod skånsomt sin tommelfinger kærtegne hendes kind. Hendes lyse hud var utrolig blød. Som var den fremstillet af silke. Eithan sukkede lydløst, inden endnu et smil smuttede hen over hans læber. "Det er noget mærkeligt noget med drømme. Man kan ikke flygte fra dem. Det eneste man kan gøre, er, at vente på at man vågner. Vente på at vækkeurets ringen reder én fra mareridtet. Og nogle gange ... kan det virkelig føles som om, man er fanget i dem. Lænket fast til det helvede af en drøm, som man bare lige meget hvad ikke kan vågne op fra ..." Han hviskede næsten ordene - men sørgede for at de blev udtalt tydeligt og ikke kunne misforstås. Det var ikke så tit, at han lukkede noget ud, der ... der rent faktisk på en eller anden måde gav mening. Sikkert fordi at han ikke holdt særlig meget af at dele sine meninger og viden med andre. Han var vel bare vant til at blive betraget, som ham der aldrig sagde en dyt. Kun spydige kommentare. Altid holdt ALT inde i sig selv. Alle sine følelser og tanker - de kom aldrig ud. Blev aldrig fortalt til verden. Aldrig. Han flyttede hånden ned på hendes ryg igen, hvorefter han varligt pressede hende længere ind mod sig. Han ville ønske ... at denne stund aldrig ville ende. Men det ville den. Det vidste han. Alting sluttede på et eller andet tidspunkt. Alting ... havde en ende.

Nanna mærkede en nervøsitet brede sig i hendes krop - hendes bryst - eftersom han ikke syntes at ville gengælde hendes omfavnelse. Hun skulle derfor til at glide ud af den da han endelig - efter en tid der føltes som en evighed - lagde en kold, men... blid arm omkring hende. Et forsigtigt, halvt tøvende smil gled ind over hendes bløde læber, en smule bange for at han skulle opdage det - egentlig uden grund. Hvorfor skulle hun være det?... Bange for at smile... Men det havde hun altid været.. Eller sådan følte hun det. Som hvis hun smilte, ville hun vise sit sande jeg, som lå gemt i et glædes smil. Det sande, menneskelige jeg, som hun prøvede at destruere. Benægte og gemme det væk... Benægte sin egen eksistens og lade som om hun var en anden. Men denne anden hun var blevet til, havde groet sig fast til hende udenpå... og hvis hun prøvede, ville hun nok ikke kunne fjerne det. Som var hun indhyldet i en klæbrig tape, som ville rive alt huden af hende, hvis hun prøvede at fjerne det. Så hun lod være. Lod det gro, klæbe sig mere fast til hende og for hver dag der gik, gro ind i hende. Blive til hendes hud og ikke blot et lag, og dermed umulig at fjerne. Dén dag frygtede hun... dybt inde i sig selv, frygtede hun den dag hvor hendes beskyttelsesskjold ville have groet totalt fast på hende. Den dag, hvor der ikke længere var spor af hende selv tilbage. Men det var endten eller... ville hun lade verden ødelægge hende?...Eller hende selv?... Valget stod mellem pest og kolera. Såeh... i sidste ende ville det gå galt, da der ingen kur var. Det var dét hun havde gået og troet indtil... indtil hun havde mødt Eithan. Lige nu, i hans favn... Var det som om skjoldet omkring hende forsvandt... Som var der ingen farer i nærheden. Som var han blevet til hendes skjold. Sådan følte hun det i hvert fald som han trykkede hende blidt ind til sig, i hans betryggende favn. Passede på hende, selvom der intet var at frygte. Ikke i dette øjeblik.
Hun mærkede hans lette og glidende fingerbevægelser over hendes ryg, hvilket fik kuldegysninger til at gå igennem hende. Ikke ubehagelige kuldegysninger - men som en bølge af velbehag. De var faktisk så forsigtige at det næsten kildede. Hun kunne mærke hvordan hans hånd, med jævnlige mellemrum, flyttede sig rundt på hendes ryg. Hvileløse bevægelser som var der intet sted som var godt nok... Eller også var de alle gode, og derfor kunne han ikke helt bestemme sig. Som ville han undersøge et nyt hele tiden. Det fik hende til at smile - ubevidst - naturligvis. Som var det en refleks... en menneskelig refleks, hun mest af alt så død.. tilintet gjort. Men i sidste ende - dybt inde i hende selv, ville de være der. Gnave i hende, gøre alt for at komme ud - men blev forhindret af den enorme mur omkring hendes hjerte, som forbød dem i at forlade hendes indelukkede hjerte. Men muren omkring hendes hjerte holder ikke kun følelser inde... men også andres følelser som er dedikeret til hende - ude. Én stor ond cirkel som er dømt til at mislykkedes. Blive sprængt af de langsomt smuldrende følelser. Alle de gode følelser, rådner langsomt og bliver totalt sorte... hober sig op og slår revner i muren som i sidste ende vil sprænges.
Da hans fingre bevægede sig hen imod hendes hals - de to bidemærker - frøs hun til is, som hun så mange gange før havde gjort. Blev til en stiv støtte og fuldstændig ubevægelig. Hun strakte halsen let, i håb om at han på dén måde ikke ville nå op til dem, da hendes hals flyttede sig få millimeter - men det gjorde de jo, naturligvis. Hun prøvede at ligge så stille som mulig, men hans berøring mod de kun nyeligt helede sår - gjorde så forfærdelig ondt. Mindede hende om dét øjeblik de havde sunket ned i hende - igennem hendes hud og ned i hendes kød. Men den smerte hun følte nu, var så umådelig lille i forhold til dén hun havde følt da.. Da de var blevet lavet. Heldigvis drog hans fingre hurtigt videre, som havde han fortrudt hans berøring og op på hendes kind, som han gav sig til at ae. Han fjernede omhyggeligt noget nedfaldent hår fra hendes ansigt, og placerede det bag hendes ene øre. Lod derefter tommelfingeren glide henover kinden i kærlige strøg. Hun lyttede til hans... utrolig beroligende og døsende stemme - som kunne han lige så godt have fortalt en godnathistorie. Han havde ret... han havde så uendelig ret. Han måtte også kende til de rædselsvækkende mareridt som havde set sig ond på hende, og nu havde besluttet sig for at jage hende, hver eneste nat. Men hun vidste hun ville vågne.... vidste det. Holdt fast i dén tro, for at kunne overleve mareridtenes uendelig terror. Men hun var vågnet... og lige nu... lige nu - i Eithans beskyttende favntag, var der intet som kunne gøre hende ondt. Det følte hun i hvert fald- følte sig tryg. Hun lod langsomt øjenlågene glide i. Ikke for at falde i søvn - men bare hvile dem. Hun var ikke bange for det medfølgende mørke, hvor øjnene og smilet plejede at vente... Men nu, nu så hun bare Eithans ansigt for sig. Hans smilende ansigt... og hun gengældte det - hans... efterhånden elskede smil.

Eithan smilede svagt ned til hende, idet hun lukkede hendes øjne, skønt hun ikke kunne se det. Lod de tunge øjenlåg glide ned over de gule øjne og gemte dem for omverden. De var dog ikke helt skjult for ham. Han kunne se dem. Kunne stadigvæk se dem, som havde hun åbnet sine øjne igen, og han lå og kiggede lige ind i dem. De var gemt et eller andet sted i hans hukommelse. Hver eneste lille detalje på hende kunne han huske, - og det ville han sørge for altid at gøre. Altid huske hende. Aldrig glemme. Nanna ... Han havde kendt hende i så kort tid, men alligevel følte han, at han vidste alt, hvad der var at vide om hende. Som var hun hans kæreste eje. Hvor var der dog mange ting, han hellere end gerne ville fortælle hende. Men der var et eller andet, der forbød det. Der ikke lod ham lukke munden op for at sætte ord på sine ... følelser og tanker. Han kunne ikke helt afgøre, om det bare var af ren vane - at han aldrig delte noget om sig selv, af sig selv, med andre - eller om det skyldtes noget andet. Noget som han ikke selv havde nogle idéer til, hvad det kunne være. Nåh, det måtte han lade ligge. Lige nu ... ville han bare være sammen med hende. Være til stede og ikke drømme sig væk i sin egen lille verden. Han ville ikke gå glip af ét eneste sekund sammen med hende. Hende som havde skudt en pil igennem hans hjerte ved første øjekast. Fuck, hvor sukkersødt og kvalmende. Men ... på en eller anden måde væmmedes han ikke så meget ved sine tanker mere. Accepterede dem. Lod dem løbe så vidt, de ville. Han fik næsten kørt sig selv helt op til sidst. Han var høj. Høj på hende. Han trak langsomt sin arm til sig, inden han ligeledes fik hendes arme og hænder væk fra sig. Fik tippet hende om at ligge på ryggen. Lige så stille. Ikke noget med at skube. Han hjalp hende på vej. Tog et forsvarligt tag i hende, inden han rullede hende den halve, måske kun kvarte, omgang rundt. Dernæst rykkede han lidt længere hen til hende, så de igen lå helt tæt op af hinanden. Han lagde først sin hånd på hendes mave. Lod sine fingre løbe rundt på den. Eller hendes sweatshirts stof. Kørte sin pegefinger op langs lynlåsen i trøjen. Fulgte den hele vejen op til omkring hendes hals, hvor den stoppede. Derefter lod han blidt sine fingerspidser strejfe hendes hals, inden han løftede hånden og flyttede den helt ned til slutningen af lynlåsen. Dér hvor lynlåsens to sider mødtes, før man kunne lyne den helt op. Han førte sin hånd en smule længere ned. Placerede den på hendes ene lår, før hans hånd forsigtigt og let gled ned over hendes ben - indtil hans arm ikke rakte længere. Efter noget tid med denne skånsomme og ømme kærtegnen trak han endelig sin hånd til sig. Lod den ... hvile lidt efter dens opdagelstur på hendes krop. Da den havde ligget og 'sundet sig' i halvandet minuts tid, satte han sig halvvejs op på sengen. Drejede sig lidt i sengen, inden han langsomt, meget langsomt lænede sig ind over hende. Bøjede sig ned mod hende, så han nu næsten lå på hende. Han rørte hende dog ikke. Sørgede for at hans krop var løftet så meget op, at den ikke berørte hendes. Han tog, med den ene hånd, fat i den ting, der normalt blev brugt til at få lynlåsen lynet op. Med sine rolige, tågede øjne hvilende på hende, lynede han hendes sweatshirt en lille smule ned. Lod en hånd glide indenfor og lagde den omkring hendes kraveben, hvor han med fjerlette bevægelser nussede hende. Han lænede sig så lidt længere ned mod hende, indtil det ikke var mere end sølle fem centimeter, der skilte deres ansigter ad. I al hans pludselige spontanitet, satte han sine kølige læber mod hende og lod dem dermed mødes med hendes i et kys. Hans hånd - der ellers havde ligget på hendes kraveben - blev flyttet op til hendes kind, hvor han placerede den. Aede den let med tommelfingeren, inden han så afsluttede kysset. Trak sig væk fra hendes igen. Han snerpede sin mund sammen og rynkede en smule fortvivlet sine øjenbryn. Forundret over at han havde turdet. Han slog en hånd op for sin mund, hvorefter han rykkede ud at sidde på sengens kant, så han kom til at sidde med ryggen til hende. Idiot. Hvad havde dét nu skullet til for? Han satte sine albuer mod knæene og begravede ansigtet i de kolde håndflader. Sukkede tungt og ... ventede. Ventede på at hun ville give ham en preptalk om, at han sgu da ikke bare kunne gøre sådan noget. Men ... han fortrød det faktisk ikke. Angrede ikke det han havde gjort. Sad bare helt stille.

Nanna mærkede hans greb om hende svække, hvorefter han fjernede sin egen arm fra hende. ét skrækkeligt øjeblik troede hun det var fordi han ikke ville ligge sammen me dhende - havde gjort det af medlidenhed på grund af hendes mareridt, som nu var helt forsvundet. Hun turde næsten ikke åbne øjnene - bange for at se ham gå sin vej... efterlade hende ene og alene. Dén tanke var på én eller anden måde uudholdelig. Men samtidig... hvad skulle hun også med ham?... Hun havde valgt at leve fuldkommen alene, og det havde hun så sandelig også tænkt sig... Alle de ting nåede at fare rundt i hoved på hende, inden hun mærkede hans arme tippe hende om på ryggen og lægge sig tæt op ad hende. Hendes øjne forblev dog lukkede... Havde det som om, at hvis hun først åbnede dem og så ind i hans dragende øjne - ville hun aldrig finde vej udfra dem igen. Hun mærkede hans hånd lægge - eller hvile et kort øjeblik - imod hendes mave, som han nussede blidt, som han nok havde tænkt sig at gøre ved hele hendes krop.... AFHVADFORNOGET?!... Hun tænkte sig kort om... Hvad var det egenlig liiige hun tillod ham at gøre... Altså.. det var jo ret uskyldig berøring.. men'men... Dét var hendes ydre som tog til. Forbød hende at nyde dette øjeblik sammen med Eithan. Forsøgte at vende det til noget ondt, dårligt, forkert, hvilket lykkedes næsten hver gang. Hun åbnede forsigtigt øjnene og så ned ad sig selv - på hans hånd som bevægede sig hele vejen op ad hendes lynlås og gled over halsen. Eftersom hun så nedad sig selv, lignede det at hendes øjne var lukkede - som når man ser ned i jorden. Det var blide, kontrollerede og veludførte bevægelser han lod glide, kærtegnende henover hende. Hun mærkede hvordan hans hånd atter søgte nedad hende og fæstnede sig på hendes lår. Hun sank lydløst og bed sig svagt i læben. Turde slet ikke røre på sig, og ville egentlig heller ikke. Mærkede hvordan han laaangsomt lod hånden glide ned ad hendes ben, til hans arme til sidst ikke rakte længere. Der lod han den forblive i en rum tid, som skulle den lige overveje om den skulle fortsætte længere rundt på hendes krop, eller holde en pause. Det var pausen den - han - valgte... det troede hun i hvert fald da han trak den til sig, og satte sig til rette. Det troede hun - forestillede hun sig i hvert fald han gjorde - og hun lod trygt øjenlågene glide i. Lige indtil hans fingernemme og - tilsyneladende- trænede fingre atter lagde sig mod hendes krop. Denne gang for at lyne hendes trøje ned, åbne den. Han lod hånden glide ind på hendes bare hud - da hun indenunder sweatshirten bar en sort- tætsiddende- tanktop. Han var kold.. kølig som sad der tusindvis af mickroskopiske iskrystaller for enen af hans fingerspidser - som nu, blidt nussede hendes kraveben. Heldigvis kun hendes krageben. Hun åbnede langsomt øjnene - ganske svagt, da hun mærkede spidserne af hans pandehår imod sin pande - kildede hende blidt, som de i et kort øjeblik hang i luften, inden... Inden et iskoldt kys blev presset imod hendes læber. Hun spærrede øjnene helt op og stirrede forbavset på ham - lammet - som havde han rent faktisk frosset hende til is, med sit kys. Sit... åh så helveds fantastiske kys - som blev hun svøbt i en døsig tilstand i de få sekunder det varede. Som bedøvede han hendes krop og overtog hendes bevidsthed. Hun havde aldrig før følt et kys, som dette. Hendes øjne gled langsomt længere i, så de kun var svagt åbne, som når man vågner fra en sukkersød drøm, ved solens blide stråler en søndag morgen, med fulgesang udenfor éns vindue. Hans hånd blev ført op til hendes kæbe og holdt den blidt. Hun troede først det var så han kunne holde hende fast, lige indtil hans finger strøg kinden, med sin beroligende kulde. Hans læber føltes nlsten som sne imod hendes læber, som langsomt og forførende gav sig til at smelte mod hendes langsomt følelsesløse læber. Prikkede blidt og legesygt i dem, ved svært snefnug som blev smeltet til vand, mod hendes varme, tyde hud, som omgav hendes bløde læber.
Hun vågnede dog hurtigt fra denne lille dagdrøm hun var blevet trukket ind i, da han trak sine læber til sig. Hun spærrede atter øjnene op - til normal størelse og stirrede befippet op i loftet, fuldstændig lammet. Hun trykkede sine læber imod hinanden, så de i et kort øjeblik forsvandt - blev helt hvide som følge af trykket- bare for at tjekke om de rent faktisk var følelsesløse. Det var de naturligvis ikke - men en behagelig summen kunne føles på hendes læber. Der gik en rum tid før hendes krop tøede op fra det lag is, som syntes at have lammet hende. Frosset hende fast i dét øjeblik, som syntes at gentage sig igen, og igen i hendes hoved. Hun drejede hoved og så mod hans ryg. Hendes hoved var som tømt for tanker - som havde han taget dem alle med sig. Hendes - tågede blik - hvilede nærmest... livløst på hans ryg. De forblev underligt fjerne, selv da hun hørte sig selv sige - spørge "Hvorfor?..."

Eithan udstødte et lettere irriteret suk. Hvor var det dog ynkeligt. Kunne ikke en gang styre sine egne følelser, - og bare det faktisk, at han havde ... sådan nogle ... var endnu mere ynkeligt. Svagt. Følelser gjorde én svag. Svag og blind. Han fjernede sine hænder fra sit ansigt, inden han rettede ryggen en lille smule, idet hendes blik blev vendt imod ham. Det sendte nærmest en form for ... lynende fornemmelse igennem ham. Som udsendte hendes blik elektriske bølger, der gav ham stød. Sendte små elektro'pile ind i ham. Og så ... lød hendes spørgsmål. Hvorfor? Spurgte hun angående ... kysset? Selvfølgelig gjorde hun det. Faktisk ville han også selv gerne vide det. Vide hvad det var, der havde fået ham til at gøre det. Om han virkelig havde villet gøre det ... eller om hun havde en eller anden syg tiltrækningskræft på ham, som havde draget ham til sig. Fået ham til at kysse hende imod sin vilje. Han sukkede svagt. Nej, det sidste var noget vrøvl. Det vidste han godt Han havde naturligvis gjort det af egen fri vilje, - og han ville gøre det igen. Mere end noget andet. Ønskede at han ikke havde trukket sig væk. Men som hans tidligere tanker havde lydt ... alting havde en ende. Også dette. For helvede, mand! Han havde i mellem tiden helt glemt hendes spørgsmål og svarede derfor ikke på det. Sad bare og ... slog sig selv i hovedet. Som om han var fucking syg. Hvilket han måske var. Eithan rystede kort på hovedet. Drejede hovedet og kiggede sig over skulderen. Hen på hende. Bare synet af hende gjorde ham helt ... nej, nu måtte han fandme stoppe! "Årh for fa'en!" udbrød han irritabelt, inden han slog sit blik væk fra hende. Rettede det fremad, ud mod værelset, i stedet for. Det her var for helvede i satan kræfthelvede verdens mest fucked up dag i hans endnu mere fucked up liv. Han tog en dyb indånding, hvilket var med til at lukke noget af den damp og vrede ud, der havde samlet sig inde i ham. Et næsten lydløst suk undslap hans læber, idet han vendte sig om mod hende. Han skulle vel bare se ... om hun stadigvæk sad der. Som hun selvfølgelig gjorde. Han flyttede blikket ned mod gulvet og bed sig tøvende i underlæben - af dårlig vane. "Undskyld, Nanna ... jeg er en kæmpe idiot." Det var dét, han startede med at sige, som en slags svar på hendes spørgsmål. "Det var ikke meningen, at jeg sk ... jeg mener, du må altså ikke ... ÅRRH!" Han stoppede helt med at snakke, da det gik i kludder for ham. Endnu et suk lød fra ham. Opgivende. Træt af alt dette ... drama. Et drama som han selv havde været med til at starte. Efter lang tids spekuleren livede han lidt op igen. "Undskyld ... jeg har bare så forfærdelig meget ... lyst til dig," mumlede han en smule skamfuldt. Sagde det sidste meget, meget lavt. Men hvis hun havde ørene på stilke, ville hun nok godt kunne høre det. Han håbede på det modsatte, eftersom han fortrød hans ord lige efter, de var blevet sagt. Ikke fordi det var løgn, men ... dét gjorde ligesom ikke rigtig sagen bedre. Det var faktisk med til at gøre den værre. Hvor var han træt af sig selv. Dette her var grunden til, at han normalt holdt sig LANGT væk fra andre personer. Fordi han ikke duede til det. Kunne ikke finde ud af at oprette et venskab uden at fucke det totalt op! Han rejste sig dovent fra sengen, hvorefter han sjokkede hen til et af vindue. Lænede den ene side - overarmen - op mod væggen, idet han rettede sit blik ud ad vinduet. Betragtede dé regndråber der enten allerede var havnet på dets glas, eller dem der kom efterhånden. Slog imod ruden og gled ned af dens glatte overflade. Han lod den ene pegefinger følge en dråbe, der skøjtede hen over alle de andre - på vej ned imod vindueskarmen.

Nanna så fortsat imod Eithan ryg - indtil han vendte sig - og lod blikket glide opad ham og fæstnede sig på hans ansigt. Eller det hun kunne se af det, betragtede hans profil - så hvordan hans blik flakkede svagt, som kunne det ikke finde hvile nogen steder. Lyttede derefter til hans forsøg på at forklare hvorfor, men som hun tidligere havde bemærket var han ikke særlig god at gøre tanker til ord. I det hele at beskrive ting... sige tingene højt. Hvis han ikke kunne sige hvad han tænkte... måtte hans tanker være noget forsnoede, som var de skrevet på et andet sprog, han først skulle oversætte til sit eget. Hun overvejede let hans start til det han ville sige... Undskyldede og skældte dernæst sig selv ud. Kaldte sig selv en idiot. Gjorde han altid dét når han fulgte sine 'instinkter'... de gode af dem. Var det virkelig så forfærdeligt at lade 'følelserne' og tankerne flyde som alle andre gjorde?... Det var jo ikke fordi han blev disset og slået ned hver eneste gang han åbnede munden. Det havde hun i hvert fald ikke gjort. Eller... jo, men det var ikke fordi han havde sagt noget. Men... Men det var ingen undskyldning! Han kunne da ikke bare sådan tillade sig at... at ligge og 'gramse' på hende og dernæst bare kysse hende, som det passede ham!... Eller... kunne han?
Hele Nanna's hoved var ét stort rod. Kunne hun bare lade ham slippe af med det?.. hun havde jo egentlig i sidste hende nydt d.... NEJ! for fanden! selvfølgelig havde hun ikkedet! Det kunne hun ikke tillade sig. Det var... var imod reglerne!... de regler hun selv havde opfundet i hendes eget lille forskruede hoved, og nu forsøgte (forgæves) at følge til punkt og prikke. Det var så svært at synes, tænke og føle noget, man i sidste ende ikke gjorde. Men havde set sig nødsaget til, hvilket hun jo egentlig ikke var. Men dét havde hun bildt sig selv ind, så derfor fortsatte hun.
Eithans næste ord chorkerede hende en del og hun spærrede forbavset øjnene op, da ordene trængte ind i hendes hoved og til sidst gav mening - efter hun havde ladet dem lyde et par gange. Som vidste hun ikke helt om hun havde hørt forkert. '...har så forfærdelig meget lyst til dig'... hv'hvad? Hun glippede let med øjnene, som om hun troede hun så, eller i dette tilfælde hørte syner. Altså... hvilken slags lyst?... Hun sank en klump som pludselig sad og spærrede i hendes halserør, men den ville bare ikke forsvinde.
Hun fulgte ham med sit - stadig lamslåede - blik, som han bevægede sig over mod vinduet. Som hans iskolde finger fæstnede sig på vinduet og stilfærdigt fulgte en dråbe - som gled nedover vinduets glas, på den anden side- på vej. Hvilket han jo egentlig ikke gjorde. Den ville fortsætte selvom hans finger stoppede. Efterlade ham, og ikke mærke spor forskel uden ham. Hun betragtede den glidende bevægelse. Hvis hun havde gjort det samme, ville ruden blive fuldstændig hvid af damp fra hendes varme - mod det iskolde glas. Hun rynkede brynene. Men... det kunne han jo ikke. måtte han jo ikke. Hun'hun var jo bare et sølle menneske... og han... ja han var ikke engang i live. Han var rovdyret og hun, hans bytte. *And so the lion fell in love with the lamb* Tænke hun - havde hørt sætningen ét eller andet sted fra... eller læst det. Hun kunne bare ikke huske det. Måske et citat fra en kendt bog eller film... én hun aldrig ville se. Simpelthen for sukkersød og kvalmende hvis de ord, var en del af den. Hun himlede let med øjnene. Dét kunne jo ikke være tilfældet. Desuden... havde de kun kendt hinanden i... knap og nap 5-6 timer... Hun tænkte lidt over det. Var der virkelig gået SÅ lang tid med ham?... Jo.. det var der. Men det føltes overhovedet ikke sådan... Underligt.
Nå... hvis det ikke var på dén måde han mente det - hvilket hun ikke regnede med, turde ikke håbe på det -, hvordan mente han det så?.... hun lod ordende genlyde i hendes hoved som et svagt ekko 'lyst til dig... lyst til diiig... lyyyst' genlød det. Hun satte sig op. Måske lidt for hurtigt og hun mærkede straks svimmelheden tage over igen - dén som Eithans kulde havde fortrængt. Hvis det ikke var på dén måde... så..så måtte det jo være...
Hun lod forsigtigt, med svagt rystende hånd, fingerspidserne glide op på halsen. Op til bidemærkerne. Hendes blod?.... Havde han ikke fået NOK!? hvad... hvad var han dog for en.. en idiot - som han selv havde valgt af ord. Det kunne han ikke.. eller jo - det kunne han godt. Hvis han først besluttede sig for det, var der intet hun kunne gøre. Hun var jo -trods alt- kun en svækling af et menneske. Men... hun ville ikke tillade det! så blev det over hendes lig... hendes døde kodle lig... hvilket det jo teoretisk også ville blive. Endten døde hun eller også... blev hun til en omvandrende levende død... Og det ville hun bestemt ikke være - ingen af delene -FANDME NEJ!. "Du..." hun bed sig let i læben og krøb op ved sengens gitter og lænede sig op ad det. Dér hvor ens hoved plejede at ligge. "Du får ikke mere..." Sagde hun dernæst lavmælt. Ville egentlig have sagt det mere bestemt men... det var som om synet af ham, tog alle kræfter fra hende. Hvad havde han dog gjort ved hende?
"Du får ikke mere af mig" sagde hun dernæst - mente selvfølgelig blod. Havde ladet sig misforstå - bevidst eller ubevidst... Som prøvede hun på én eller anden måde at flygte fra ham... fra dét... Fra dén følelse som havde sadt sig i hendes bryst og grådigt gnavede løs indeni hende. Hvad denne følelse blev kaldt anede hun ikke. Havde aldrig følt sådan før... Men efter Eithan... havde den sadt sig i hende, og havde foreløbig ikke tænkt sig at forsvinde... hverken med, eller uden ham - Eithan.

Eithan lod et tungt suk glide ud imellem hans læber, idet han lænede den ene side af hovedet op ad vinduets kølige glas, der udgjorde selve ruden. Ventede vel på hendes reaktion. Om hun havde noget at sige til hans ... ret upassende ord, - men han var træt af at ligge skjul på dem. Var træt af at skulle gemme dét, han ville, fra hende. Det havde føltes godt at fortælle hende det. På en eller anden måde. Men alligevel føltes det også forkert. Så på den ene side fortrød han, at han overhovedet havde sagt det til hende og på den anden side ikke. Han befandt sig i lidt samme situation, som når man skulle vælge imellem, hvilken side af regnbueisen man skulle starte med. Nej. Nej, det var sgu en dårlig sammenligning. Han trak sit hovede en lille smule væk fra vinduet, før han gokkede panden mod ruden. Fattede ikke hvorfor han ikke bare gik, så der kunne blive gjort en ende på alt dette gøjl. Ja, det var måske en idé at gøre det. Netop som han fjernede sig fra vinduet, trådte lidt væk fra det og drejede om på hælen, brød hendes ord stilheden i lokalet. Han standsede brat op, som var han pludselig blevet frosset til is. Eller forstenet af et par store, onde og stirrende øjne. Afventede hvad hun ellers ville sige. Hvis det da blev til mere. Hans ene, mørke øjenbryn skød i vejret, idet hun fortsatte. Du får ikke mere ... får ikke mere hvad? Han vendte sig om i en glidende bevægelser og rettede sit blik mod hende. Tog et par skridt hen mod hende - hen imod dobbeltsengen, inden han endnu en gang stoppede, da sætningen blev afsluttet. Du får ikke mere af mig. Ubevidst lagde han sit hovede en anelse på skrå og lod for et kort øjeblik sine, ret undrende, øjne hvile på hende. Han vendte hendes ord flere gange i hovedet, inden han omsider forstod det. Eller det troede han i hvert fald han gjorde. Troede at hun mente, at han både fysisk og psykisk ikke måtte få mere af hende. Altså gå videre til det 'næste stadie'. Lade sine hænder udforske andre steder af hendes krop. Det strejfede ikke en gang hans tanker, at det var angående hendes ... hendes blod. Sådan som hun åbenbart havde opfattet dét. Dét han før havde sagt til hende. Fortalt om sin ... lyst til hende. Men hvordan fanden havde han også kunnet tro dét? Blot det at han havde kysset hende var fuldstændig forrygt. De havde for helvede ikke kendt hinanden i mere end 6 timer. Hvis ikke mindre. Han spekulerede også stadigvæk over ... over, at hun ikke var blevet gal. Begyndt at råbe ad ham. Sagt til ham at han var en idiot.
Men hun havde altså åbenbart ikke brudt sig om det. Brudt sig om hans hånd, der havde vandret rundt på hendes krop. Ikke brudt sig om kysset. Sådan havde han i hvert fald opfattet det. Han måtte jo ikke få mere af hende. Eithan rystede svagt på hovedet for at løsrive sig sine tanker. Da han atter kom tilbage til den virkelig verden, rynkede han svagt sine øjenbryn, før han sjokkede hen til hende. Stillede sig i første omgang bare ved fodenden. Så på hende med et ... lidt bedrøvet udtryk i de blågrønne øjne. Som var han blevet enormt skuffet, efter hendes svar havde lydt. Du får ikke mere af mig. Han rettede sit blik skråt nedad, ned mod gulvet, og placerede sin ene hånd på den modsatte arm. Lige over albuen. Stod i lang tid i denne stilling og tænkte. Tænkte hendes ord igennem, - som han hørte igen og igen. Hele tiden genlød de inde i hans ellers allerede tankefyldte hoved. Efter et godt stykke tids grublen ledte han blikket hen mod hende, hvorefter han satte sig op i sengen til hende. Kravlede helt hen til hende ved sengens hovedgære, uden at flytte øjnene fra hende så meget som én gang. Han vippede igen hovedet på skrå til den ene side, efter han havde sat håndfladerne mod madrassen - altså en arm på hver side af hendes ben. Sad blot på knæ i noget tid og betragtede hende. "Har du ..." Han stoppede op midt i sætningen og lod sine tågede, lidt fortvivlede øjne mødes med hendes. Derefter lænede han sig lidt efter lidt ind mod hende. Bøjede sit hovede forover og førte det hen til hendes hals. Som skulle han til at bide hende. "... da ikke lyst ..." Igen stoppede han og satte sine læber mod hendes hals. Denne gang var hans spidse hjørnetænder dog ikke indblandet i det. Åbnede sin mund en lille bitte smule og lod sin tungespids glide ud, inden han kørte den op langs hendes strube. Trak den først tilbage - ind i munden - da han nåede til hende øre. "... til mig?" Afslutningen på hans spørgsmål. Disse to ord udtalte han i et meget lavt toneleje. Hviskede det ind i hendes øre. Han rettede sig lidt op, trak sig en anelse væk fra hende. "Jeg har lyst til dig," mumlede han for anden gang. "Du aner ikke ... hvor meget ... jeg har lyst til dig. Så forfærdelig ... meget ..." Han løftede den ene hånd fra sengens madras og placerede den på hendes hals. Lige der hvor hovedet og halsen mødtes, så hans hånd lå egentlig forholdsvis på hendes kæbe og hals. Han bed sig svagt i underlæben, så hans sylespidse hjørnetænder kom til syne og kærtegnede utrolig forsigtigt hendes kind/kæbe med tommelfingeren. Vidste egentlig ikke, hvad han forventede. Håbede vel bare på, at hun ikke ville begynde at råbe ad ham. Skubbe ham væk og sige at han skulle se og få sin røv ud herfra. Og aldrig, aldrig komme tilbage. Men han var så fandens træt af at holde alt inde i sig selv. Han følte, at han blev helt pustet op og fik forstoppelse af sine egne tanker og følelser. Fuck hvor var det latterligt ... men han var for én gangs skyld ligeglad. Han var bare ... taknemmelig for at have mødt hende. Og hvis han ikke fik sagt dette nu, ville han formentlig aldrig få det ud. Så nu var der ikke andet for end at vente. Vente på hendes svar og reaktion. Men han fortrød intet. Fortrød ingen af sine interaktioner.

Nanna håbede inderligt at han.. han bare... ja, hvad håbede hun egentlig på?... Ville, eller ville hun ....have ham?... brød hun, eller brød hun sig ikke om at han havde lyst til hende?.. Hendes hoved var så fucking forvirrende! Føltes overhoved ikke som sit eget - som havde en anden overtaget hendes tanker. Hun bed sig let fortvivlet i læben... hvordan var det sket?.. var det på grund af Eithans bid...?... Hun prøvede atter at synke klumpen af nervøsitet i hendes hals, som syntes at vokse konstant. Forhindre hende i at trække vejret, og på dén måde fik hendes skrøbelige hjerte til at galopere afsted. Hun turde næsten ikke se op på ham.. bange for at blive fanget i hans blik, og på dén måde miste det greb hun endnu havde i sin bevidsthed. Som hvis hun nænnede ham et blik, ville hendes tanker, sind og alt andet af hende blive svøbt væk til en anden verden... En grøn'blå og tåget verden.
Da han vente sig imod hende, og gik hen til sengen, løftede hun dog blikket som følge af hans bevægelse. Lod forsigtigt det 'renhjertede' gule blik klatre op ad hans ligblege og kolde krop, til det til sidst fæstnede sig på hans brystkasse. Midt på dét tykis og lyseblå print som var på den sorte t-shirt. Men hendes såkaldte gule uskyldighed, var i virkeligheden malet sort af den falske hårdhed som lå over hende. Overalt - i hende og endda var tydeligt i hendes sælsomme øjne. Dog mindede hans trøje hende alt for meget om hans øjne... hans var bare mere... ja.. ubeskrivelige og dragende. Ikke at hans trøje var det... men.. Hun virrede irriteret med hoved for at ryste tankerne væk. Prøve at genvinde sin fatning som konstant løsnede sig fra hendes greb, og gled ud mellem hendes fingre som var det olie - umuligt at fastholde. Hun gumlede anspændt på underlæben ved dét som føles som en endeløse stirren ,så hendes underlæbe langsomt mistede sit fine, yderste hudlag og gjorde den overdådig silkeblød og... ja... skrøbelig som alt andet ved hende. Som en valmue i grøften. Man får sådan en uudholdelig trang til at plukke den smukke skønhed - opbevare den og have den med sig. Men i dét man endelig får plukket dens seje, modhagende stilk, går der kun et øjeblik med dens varige blide uskyldige skønhed, før de dybrøde, orange blade falder af, og blæser væk i den lune sommerbrise. Kun skelettet er tilbage i éns hænder imens man inderligt fortryder man plukkede den. Men intet kan gøres om, end ikke det.
Hendes efterhånden fjerne blik, livede en smule op som han satte sig i sengen. De blev spærret op, i dét en grusom tanke gik igennem hende. At han havde tænkt sig at... tage resten af hendes kostbare blod. Begære hende og tage dét han så forfærdelig lystede. Hun trykkede så meget som muligt, ryggen op ad sengens gitter idet han nærmede sig. Som en kat sniger sig gennem krættet, med sit rovdyrsblik - fæstnet på sit bytte. Uden at det viger bare ét nanosekund fra byttedyret. Det intetanende, og dødsdømte byttedyr. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte febrilsk pumpede det nærmest adrenalin'plagede blod afsted i hendes krop. Gjorde alle hendes legemer varme og fik næsten - i det hendes blik blev fæstnet af hans, hårene i nakken til at rejse sig. Hun havde det næsten som om hans blik indtog hende. Holdt hende i et usynligt greb og gjorde det umuligt for hende at gøre noget som helst. Bevæge sig, tale, tænke. Som var hun lammet.
Hun prøved endnu engang forgæves at synke da han placerede hænderne på hver side af hende og på dén måde lænede sig ind over hende. Og samtidig spærrede alle flugtmuligheder. Hendes blik flakkede mellem hans to, lige så opslugende øjne i den lange stund han bare sad og betragtede hende. Som rovdyret veeenter på det helt rigtige øjeblik. Hendes blik frøs da han åbnede munden for at sige noget, men hurtigt stoppede sig selv. Det var som om hans blik blev ændret til det nærmest fortvivlede... Som havde han mistet noget han holdt mere af end alt andet. Det var et uudholdeligt blik, og hun vente derfor sit bort, og ud til siden. Han fortsatte sit spørgsmål i det han lænede sig tættere på hende. Hun skule til at vende blikket tilbage på ham - forbyde ham i at nærme sig, da hans læber lagde sig mod hendes hals - hvilede i et iskoldt og kort øjeblik mod hendes hud. Hun kom med nogle få ord... eller rettere sagt vokaler - de vokaler som skulle være ord, sammensat til flydende sætninger, men blev stoppet af hans berøring. Hun strakte halsen - væk fra ham og gjorde det egentlig meget nemmere for ham at komme til. Men hun kunne bare ikke få sig selv til at vende ansigtet imod ham.. kunne bare ikke. I det hans tungespids rørte hende, som en iskold, langsomt smeltende isterning imod hendes hals glide op ad hendes strube, holdt hun været. Det var ikke bare en fornemmelse, det gjorde hun. Trykkede hende, åbentbart allerede lukkede øjne sammen og gispede svagt. Bed sig dernæst for at udeholde endnu et, egentlig ret så fængende og lidt... tilbedende gisp. Som tilbag hun om nåde - bønfaldt ham om at lade vær. Lade vær med at træde ind i hende, manipulere hende og fjerne hendes forstand. Lægge et døsende og noget så tåget slør henover hendes bevidsthed. Som havde han hende - eller prøvede på at få - hende i sin hule hånd. Hun havde i lemmeltiden lagt sine knyttede hænder imod hans bryst - som skulle hun havde forsøgt at skubbe ham væk - men hendes arme kunne lige så godt være lavet af fjer. Helt uden krafter.
En bredenede kuldegysning løb igennem hendes krop, og hendes hjerte hoppede ikke bare over ét slag. Det var som om det stoppede helt i det han færdiggjorde sin sætning. Hun havde spærret øjnene op og stirrede lamslået ud i den tomme luft. Som var hendes sjæl lige blevet revet ud af hendes krop, som sad tilbage som et tomt hylster. Kuldegysningerne blev ved med at løbe igennem hende som electriske bølger. Virkede uendelige og ufattelige... lammende. Hun mærkede hvordan han trak sig ud fra hende, og da sank hendes arme - som var de helt uden kræfter - ned og faldt mod hendes ben, og væltede derefter ud langs hendes side og lå livløse på hver side af hende. Hun sad som en livløs kludedukke og stirrede ud i luften... Som om hun rent faktisk var én... bare sad og stirrede... havde ikke evner til andet - som havde hun altid siddet dér... tankeløs.. sjældløs.. livløs. Ikke engang hans umenneskelige blide kærtegnen mod hendes kind - de nænsomme strøg hans kølige tommelfinger lod glide over hendes kind, som han forsvarligt holdt om ved kæben. Hendes blik forblev fuldtændig tomt og fjernt - stirrende ud i luften som havde han taget resten af hendes besindelse - dén hun så pansik havde prøvet at holde fast i, da hun vidste han var i stand til at fjerne den fra hende... som det lige føles han havde gjort.
Dog åbnede hendes mund sig - ganske svagt - i en langsom krampeagtig bevægelse. Hun glippede let med øjnene, som om hun vågnede fra en tracelignende tilstand. Vente derefter hende blik - som så så... nyt ud - som var hun lige vågnet i denne krop og ikke kunne huske noget som helst... men det kunne hun jo. "Je'jeeg..." hviskede hun toneløst og fæstnede sit blik mod hans, som langsomt begyndte at opsluge hendes, ubevidst. Hun mærkede en dyb- indetrængt frustration læbe igennem hende - men hun sad bare helt ubevægelig. Kun et svagt glimt af fortvivlelse kunne ane over hendes ansigt. "Hvad har du gjort ved mig?..." spurgte hun hviskende... som hun bare lod luften fra lungerne sive igennem hende som hun udtalte ordene uden brug af stemme. Hendes fortvivlede blik tog til i styrke og hendes hænder greb om hans trøje "Hvorfor gør du sådan... hvordan kan du dét?!" spurgte hun, velvidende at det egentlig ikke gav mening. "Du.." Hendes stemme blev atter hviskende og fattig for liv. "Du... fortryller mig.." Men det var ikke som i en god film, som pigen bliver fortryllet af drengens sukkersøde smil og de røde roser. Det var som i mørk og sort magi - som overtog hendes krop og bedøvede hende fra omverden. Indhyldede hende i tågen og lod hende blive svøbt væk til ukendelighed...

Eithan lod langsomt sin hånd glide væk fra hendes hals. Op og dreje lige under hendes hage, inden han så trak den til sig. Med skrålagt hovede og de grønblå øjne hvilende på hendes lyse ansigt, lyttede han opmærksomt til hendes ord. Hvert eneste af dem blev gemt i hans hukommelse, hvor han én efter én tænkte dem igennem. Kringlede hendes ord inde i hovedet og funderede over dem. Efter noget tids spekualtion og ordvending fandt et svagt smil frem til hans læber, hvor det satte rødder og forplantede sig. Voksede sagte i takt med at han atter lænede sig frem mod hende. Han løftede sin ene hånd og lagde den med en fjerlet bevægelse på hendes ene knæ. På dét ben hun havde bukket. Havde endnu ikke svaret på hendes spørgsmål. Syntes faktisk ikke rigtig, at det var en nødvendighed. Han 'skubbede' hendes ben til side, inden han trak hånden til sig og satte en hånd på hver side af hende. Lige som han havde gjort før, men denne gang havde han dog lænet sig en anelse mere ind mod hende - så hans hænder altså dermed også være tættere på gitteret forenden af sengen. Hovedgæret. Det svage, skråstillede smil spillede endnu på hans blege læber, idet han satte sin ene hånd, efter han havde løftet den, lige over hendes ene bryst - derved kravebenet. Han plantede kort tid efter et isnende kys på hendes varme, bløde læber, inden han rettede sig en lille smule op. Ikke meget bare lidt. Bed sig kortvarigt i underlæben, inden han endnu en gang førte sit ansigt helt hen mod hende. Så det kun var små tre centimeter, der adskilte dem. Godt nok havde hun ikke svaret på hans spørgsmål som sådan ... men han tog hendes sidste ord som en form for 'ja'. Blandede dem alle sammen sammen og kom på den måde frem til det. Det var vel positive ting - dem hun havde sagt. Ikke? Både og måske. Men han gad ikke til at begive sig op af spekulationens omtågede bjerg. Ville ikke tænke mere. Ville bare leve. Selvom han praktisk talt var død. Årh for helvede - ikke flere tanker ... fra nu af! Han brugte noget tid på at prøve at finde den slukknap til hans hjerne og tanker, der åbenbart var blevet glemt at blive monteret og indstalleret i hans hovede. Så der poppede stadigvæk diverse spørgsmål op i ny og næ. Han måtte vel bare prøve at ignorerer dem. Efterhånden som tankerne hobede sig op i hans hovede, falmede hans smil lige så stille. Forsvandt og efterlod hans ansigt i døde og ulæselige folder. Han glippede et par gange med øjnene for at indstille sit syn til 'normalt', da det var blevet enormt sløret og fjernt efter al den hjernegymnastik, han havde udøvet. Eithan satte hånden ved hendes kraveben ned på sengens madras igen, inden han trykkede sig ind mod hende, så deres overkroppe nu næsten rørte hinanden. Han lå faktisk ned. Eller hans underkrop gjorde. Overkroppen sørgede han for var lidt opløftet, så han ikke skulle mase hende alt for meget. Han vendte mundvigene en smule op ad, idet han sendte hende et hemmelighedsfuldt, lidt udfordrende smil. Derefter lod han atter spidsen af sin tunge skille hans læber ad, hvornæst han lod den fugtige tungespids skøjte hen over hendes underlæbe. Dén der faktisk havde været skyld i hans dyriske, grådige side var kommet frem fra sit gemmested, der lå et sted dybt, dybt inde i ham. Men alligevel var dens skal så tynd, at den pærelet kunne bryde ud af den. Undslippe 'æggets' hårde ydre - skallen - og brede sig i hans krop. Bringe hans vampyrinstinkter frem. Få ham til at gå helt bersærk. Kun med én ting i tankerne. Det udvalgte offers blod. Heldigvis var det lykkedes ham at lænke monsteret fast igen. Men den ville aldrig forsvinde. Ville altid ligge begravet i ham. Farlig og truende. Med det glubende, røde blik og det modbydelige, blodtørstende smil, der lyste mørket inde i ham op. Eithan satte sin pande mod hendes og betragtede hendes gule øjne, igennem hans kulsorte og tjavsede pandehår, der dækkede for hans øjne. Mørklagde dem og gjorde dem umulige for andre at se ind i, hvis ikke han havde husket at stryge det til side. Da han trak sig en lille, næsten ubetydelig smule tilbage, løftede han sin ene hånd, som han allerførst lagde på hendes ene skulder. Kørte den derpå ned til dér, hvor hendes lynlås var - altså selve låsen - og trak den ned. Hev den hele vejen ned, indtil den var lynet helt ned. Åben. Han placerede nu i stedet for sin hånd inde på hendes sorte, tætsiddende top/undertrøje omkring maveregionen. Lod blidt sine fingre glide rundt på trøjens stof. Efter noget tid med dét, bevægede han sin hånd en anelse længere ned; samtidig med at han førte sit hovede hen til hendes ene øre, hvor han satte sin mund lige udenfor, som skulle han til at hviske noget til hende. Fortælle hende en af sine dybeste hemmeligheder, som ingen andre måtte høre. Hans hånd stoppede da den var nået ned til hendes buksekant på hendes meget lavtaljede bukser. Dér hægtede han pegefingeren og langefingeren fast lige der, hvor bukseknappen sad. Han gjorde dog ikke yderlige. Ikke andet end skiftevis at hive lidt ud i dem - bukserne - og lade en finger følge bukselinjens kant. Han nappede hende kærligt i øreflippen, inden han førte sin hånd op på hendes mave igen. "Fortæl mig ... at du har ... lyst til mig," bad han - hviskende. "Jeg vil gøre alt, du beder mig om." Han lod ved disse ord, sin hånd liste op under hendes stramme undertrøje og trak let på smilebåndet, idet et skævt og drenget smil dermed dannede sig på hans læber. "Fortæl mig at du vil have mig. Fortæl mig at du har lyst til mig ... Nanna," hviskede han hæst, før han for anden gang - eller faktisk tredje - gang satte sine læber mod hendes hals. I den modsatte side end dén hvor han havde ... afmærket hende. Dér åbnede han svagt sin mund og lod drillende sine spidse hjørnetænder strejfe hendes strube, inden hans tunge fik lov til at glide lidt rundt på et lille område af hendes hals. Måske ikke det pæneste at gøre. At gøre hende opmærksom på hans nåle'spidse tænder, der hvert øjeblik ville kunne bore sig ned i hendes hals. Synke dybt, dybt ned i den og tappe hende for blod. Men han håbede, og prøvede ligesom at signalere det til hende, at han ikke ville hende noget ondt. Ikke mere. Ikke at han kunne forvente det faktisk, - at hun ikke ville blive oprevet. Især ikke efter hans ... overfald på hende. Han trak sin hånd til sig igen - den han imellem tiden havde sniget ind under hendes sorte top - og placerede den på hendes ene skulder. Enormt forsigtigt, så hendes blå mærker ikke skulle blive endnu mere gule og blå. Og grønne og lilla. Dernæst løftede han sit hovede og forsøgte at sende hende et beroligende smil. Rettede sit blik mod hendes, så der således blev oprettet øjenkontakt imellem dem. Lod ligesom den uigennemtrængelige, men også rolige, tåge i hans blågrønne øjne omfavne hende. Strømme ud af hans øjne og ligge sig om hendes som et slags beskyttende tæppe. Helt stille og roligt. Nanna. Blot en ussel menneskepige men alligevel rummede hun så meget. Noget der fik ham til at ville lære mere om hende. Lære hende bedre at kende. Årh for fanden, Nanna. Den tøs ...

Nanna kunne mærke hvordan en let og perfektioneret bevægelse strøg hende under hagen i et kort øjeblik. Hele tiden... han rørte hende hele tiden. Det fik kuldegysninger til at løbe igennem hende hver evige eneste gang - som følge af kulden, naturligvis... Eller var det kun kulden?.. Hendes fjerne blik blev vendt imod ham og fæstnede sig på hans ansigt. Hans ansigt som bar et noget så... nydende og kækt smil. Mærkede hvordan han rykkede nærmere og lagde sin hånd på hendes kraveben. Hun trak sig - så langt som muligt - tilbage og pressede sig på dén måde ind imod sengegitteret som han nærmede sig. Hun kunne mærke hvordan en panisk følelse tog et magtfuldt tag i hendes bryst, som han - imod hendes vilje- plantede endnu et af sine iskolde, smeltende kys, imod hendes læber. Hun holdt vejret - selv efter deres læber var blevet adskilt - var næsten bange for at bevæge sig ud af flækken og lå derfor musestille. Det var først da han fjernede hendes hånd fra hendes kraveben at et lydløst suk, slap hendes læber. Lod kun i et kort sekund en lettet følelse skylle ind over hende, inden han lænede sig tættere på - hvis muligt. Hun kunne mærke kulden fra hans overkrop, selvom den ikke rørte hendes egen. Som hvis man stiller sig lige udenfor et kølerum og kulden støder imod én, selvom man faktisk ikke opholder sig inde i rummet.
Hun gøs... gøs ved synet af dét hemmelighedsfulde og udfordrende smil plantede sig over hans blege læber - inden han lod sin dristige tunge glide over hendes underlæbe.
Hun lænede hoved bagud, og stødte mod det øverste af sengegitteret - var trængt op i en krog. Hun kunne mærke panikken komme krybende - som en vind tager til og bølgerne langsomt vokser i størrelse. Hun skulle til at vende ansigtet bort fra ham, da han lagde sin pande mod hendes og på dén måde fastholdt hende i sin stilling. stirrede ind i hendes øjne. Hun ville ønske hun kunne lukke øjnene - lukke hans øjne ude, men bare dét at han fastholdt hendes, gjorde det umuligt for hende. som var hun tvunget til at gengælde det... tvunget til at lade sig glide ind i den tågede verden som levede i hans blik. Hun kunne mærke det gippede i hende som hans hånd fæstnede sig på hendes skulder - lod den derefter langsomt vende sig imod lynlåsen. Han tog fast i den, og begyndte at lyne hendes trøje åben. Hun sank og mærkede hvordan hendes vejrtrækning satte et gir op af ren og skær... ja... hun var vel på en måde bange. Bange for hvad han havde i sinde at gøre ved hende. De trænede og drilske fingre som han besad, gled kækt placerede sig på hendes mave - nussede stoffet. Hun mærkede hvordan hun automatisk trak maven ind, som hans bevægelser kildede hende, og hun prøvede at slippe af med hans fingre. Mærkede, hvordan hans fingerspidser langsomt gled ned ad hende... Hun bed sig i underlæben for at beholde luften i sine lunger, og ikke udstønne den i ét langt suk af ubehag. Som prøvede hun at synke helt ind i sig selv, væk fra ham... væk! Især da hans læber nærmede sig hendes øre, og hun vendte hoved den anden veg for at komme så langt væk fra ham som muligt. Hendes bid i læben blev hårdere som han lod det yderste led af fingrene glide ind under hendes lavtaljede bukser, og på dén måde hive en smule ud i dem. Hendes ben trak sig sammen og lænede sig op ad hans krop - prøvede at trække dem op til sig - men han lå ligesom i vejen for hende. En kuldegysning løb over hendes hud som han nænsomt lod en fingerspids glide over hendes hud, nær buksekanten. Gøs ved han berøringer... de var så... så... fængende... som lammede han hende med dem. Satte en stopper for alle hendes tanker, vejrtrækning,ja end hendes hjerteslag synes at stoppe ved dem - men det bankede naturligvis afsted som aldrig før. Hun vendte hoved så langt væk fra ham da hun mærked ehvorda han drillende nappede hende i øret - kunne høre hans vejrtrækning så tydeligt. Lod dog heldigvis sin hånd glide højere op igen, og hendes bryst som havde hævet sig - da hun havde holdt vejret - sænkede sig langsomt - men kune ganske lidt.
Det var som om Eithans hviskende ord fortsatte i uendeligheder inde i hendes hoved... som syntes hun ikke at opfatte dem, men bare høre dem igen, og igen og igen... Hun lukkede sin øjne... ønskede at kunne forsvinde ind i dét dybe mørke.. forsvinde fra ham. Sengegitteret knirkede faretruende da hans hånd listede op under hendes trøje og hun skubbede sig yderligere ind mod væggen. "N'nej" peb hun ynkeligt og bed tænderne sammen for at udeholde et lavmælt støn. Ikke fordi hun nød det - tvært imod men... hans bevægelser - berøringer syntes at kontrollere hende. Hun greb febrilsk om hans arm i det han førte den op under hendes trøje - prøvede forgæves at stoppe den - lod den anden glide op langs hans mave og trykkes langs hans bryst hvor hånden fæstnede sig - på hans brystkasse. 'fortæl mig at du vil have mig.... fortæl du har lyst til mig....Nanna...' Genlød hans ord i hoved 'fortæl.... have mig...have mig..... lyst til mig....Nanna... Nanna' sådan fortsatte det forførende hviskende ekko inde i hans hoved.
Kunne han ikke forstå at hun ikke kunne sige de ord til ham - uanset om hun ville eller ej?! Kunne han ikke... se at hun... ikke... Hendes tanker føles langsomme, og syntes at svimle hendes hoved.. Hun kunne næsten ikke tænke længere... Var fanget af hans fængende bevægelser. Hendes hånd greb om hans trøjes stof og prøvede at skubbe ham væk, i det hans læber mødtes mod hendes hals - i den modsatte side af dér hvor han havde bidt hende. Det var som om hele hendes krop stoppede - døde i det hun mærkede hans hjørnetænder prikke til hendes hud. Det var som om alt vente tilbage til hende... hendes tanker, bevægelser og blik. Det som havde været så underligt tåget til sidst. Hun kunne mærke vreden komme farende imod hende - rullede over hende og lige da hun skulle til at skubbe ham væk fra sig - råbe ad ham - fjernede han sig roligt fra hende og... så på hende... tryllebandt hende endnu engang med sine øjne, og hun mærkede hvordan besindelsen begyndte at trække - forsvinde. Nej... hun måtte holde fast på den denne gang.. IKKE lade sig blive svøbt væk af hans dragende øjne.
Pludselig skyldede et olmt, koldt og vredt blik over hendes blik. Fæstnede sig i hans og hun kneb ganske let øjnene sammen. NU VAR DET NOK!. Hun placerede begge arme mod hans brystkasse og skubbede ham væk af ALLE sine kræfter - fik skubbet ham helt væk, med sådan en kræft at han landede på ryggen. Hun fulgte med og kom på dén måde til at sidde oven på ham. "SÅ ER DET NOK!" råbte hun arrigt lige ind i hans hoved. Hendes sorte hår var faldet en smule mere ind foran hendes ansigt og lagde det i dystre folder. "Jeg finder mig ikke i det" sagde hun med et lavere toneleje. Pressede ham fortsat NED i sengen imens hun sad på ham. "Du skal ikke komme her og manipulere med mig, dit kæphøje svin af en FUCKING arrogant vampyr!" det var som om hun spyttede det sidste ord vampyr ud, som sagde det hende endnu mindre end menneskene selv. Hun bed tænderne sammen og synliggjorde let hendes tænder som hun så foragteligt ned på ham "Jeg vil aldrig... ALDRIG[u] se dit grimme fjæs igen... NOGENSINDE!" råbte hun ned i hans hoved og sendte ham et lynene blik. Hun borede hendes knoer ned i hans bryst af rent had til ham. Hun havde fået nok... han skulle ikke tro han kunne komme her og tro at hun ville lade ham slippe så let væk med dét han havde gjort.
Det var som om en dyster aura af mørke, dybe og sorte følelser samt tanker skød imod ham. Hun hadede ham. Hun løftede endnu engang armen - trak den helt tilbage og sendte den - denne gang imod den anden kind - i et hårdt slag imod ham. "FUCK DIG!" råbte hun og hoppede af ham - lynede sin trøje og trampede mod udgangen. Hun var fandens svimmel og i et farligt humør - kunne dræbe blot ved at stirre på folk, men hun skulle ikke bruge bare ét minut mere sammen med den...den "Idiot!" hvæsede hun og greb i dørhåndtaget, inden hun snublede af ren og skær rundtossethed. Hun håbede idnerligt at han bare ville blive i sengen. Men hun havde denne fornemmelse... bange anelser... om at han ville følge efter hende. Prøve at stoppe hende..

Eithan lod sig - ufrivilligt - blive skubbet bagover, så han således kom til at ligge på ryggen, efter hun havde sat hænderne mod hans brystkasse og på den måde fået skubbet ham ned at ligge. Fulgte hende med øjnene og et betuttet udtryk malet i ansigtet, da hun satte sig oven på ham. Kneb sine øjne en smule sammen, netop som ordene forlod hendes mund. Vrede ord. Fyldt med raseri og ... had. Had til ham. I stedet for at protestere og sende en fjendtlig bemærkning tilbage i hovedet på hende, så lå han blot helt stille. Lyttede for én gangs skyld bare til hendes vredesudbrud. Han lod sine to, sylespidse hjørnetænder bide fast om underlæben, da hun trykkede hendes knoer mod hans brystkasse. Borede dem ned i den, som var hans brystkasse et besværligt og drilsk søm, der lige skulle have et ekstra hårdt drej fra skruetrækkeren. I nøjagtigt samme øjeblik han slap sin underlæbe, nåede hans øjne lige at opfatte hendes løftede næve, hvorefter hun affyrede den mod hans anden kind. Wuhu, ét ekstra blåt mærke at vågne op til i morgen. Han bed sig hårdt i tungen for at tilbageholde nogen som helst form for klynken, - hvilket også lykkedes for ham. I stedet for så han blot op mod hende med et dødt blik. Som havde hendes knytnæve slået alt hans forstand ud, og han nu ikke længere var i stand til at tænke selv. Lå bare som forstenet. Selv da hun rejste sig og dernæst bevægede sig hen mod døren, lå han muse, musestille. Uden at give så meget som en eneste lyd fra sig. Som om han faktisk var død. Altså ... død-død. Det eneste der bevægede sig på ham, var hans øjenlåg der i ny og næ gled ned over hans fjerne øjne for derefter at køre op igen - og hans vejrtrækning. Hans brystkasse der roligt hævede sig, inden den atter sank. Efter nogle sekunders tid i denne stilling var det som om, nogle fik smidt en stor dunk benzin på den lille, bitte flamme, der brændte inden i ham. Lå og ulmede og tyggede på det allersidste stykke kul for at holde sig i live, men så pludselig blev livet op af benzinens hurtige virkning. Skød op og blev til et højt, brandvarmt bål. Ikke et af de der små, hyggelige bål der normalt blev brugt til at grille skumfiduser over. Nej. Som en stor, faretruende skovbrænd der bredte sig med lynets hast. Klatrede op af de enorme træer og forvandlede dem til usle stykker forbrændt træ - kul. Han tog fat i et tæppe med sine hænder og lod sine fingre lukke sig helt om det. Knugede stoffet og bed samtidig tænderne sammen. For satan i helvede, den møg tøs! Den indestængte, rasende flamme der havde tændt sig inde i ham blussede nu op og lod toppen af flammerne nå hans øjne. Hans ellers ubevægelige kropsdele blev pludselig låst op. Gjorde det muligt at bevæge sig igen efter hendes lammende slag. Han satte sig med et sæt op i sengen, hoppede ned fra den, rundede med en glidende bevægelse sengens ene hjørne og fór så hen til hende. Derpå tog han fat i hendes ene arm - ikke med et middelmådigt, blødt tag. Et hårdt og bestemt greb. Han fik trukket hendes arm langt nok væk, så hun ikke havde andet valgt end at slippe dørens håndtag og skubbede hende derefter op mod døren, efter han havde vendt hende om, så de stod med front til hinanden. Ansigt til ansigt. Snerpede sin mund sammen og sendte hende et dødeligt blik, inden han tog et godt tag i hendes anden arm og efterfølgende trykkede sig selv helt op ad hende. Gjorde det dermed umuligt for hende at bevæge sig. "Er du dum?" startede han med at snerre og strammede sit greb om hendes arme. "Du er et fucking helvede af en bitch." Dette hvislede han ud igennem sine sammenbidte tænder. Lod sine øjne mødes med hendes og hvis blikke havde kunnet dræbe ... ville hun ikke længere have levet i denne verden. For det var som om hans øjne havde lasere nu. De var langt fra de omtågede, blågrønne øjne som før. Noget af det grønne var nu blegnet, og hans øjne lignede mest af alt et stort, uendeligt hav. Med store, aggressive bølger der til hver en tid kunne nedlægge selv De Syv Haves prægtigste og almægtigste skib. Han fremviste sine skarpe hjørnetænder, idet hans overlæbe nærmest blev trukket op, netop som en lavmælt knurren forlad hans mund. Efter noget tids instens stirren fik han vredet begge hendes arme om på hendes ryg. Holdt dem nu i et rigtig godt tag, inden han slap med den ene hånd, som han førte op til hendes kæbe. Dér tog han godt fast rundt om hendes hage og kneb sine øjne lidt mere sammen. "Vil du gerne dø?" hviskede han så i et truende tonefald og løsnede dernæst sit greb om hendes kæbe, hvorpå han listede hånden om bag til hendes nakke og samlede alt hendes hår i en slags hestehale dér. "Det vil være mig en glæde at stjæle dit sidste blod. Ved du overhovedet noget som helst om dét at være død? Har du den fjerneste idé om, hvordan dét er?" Han hev en smule ned i hendes hår, før han lagde sin mund mod hendes øre. "Du vil aldrig kunne flygte fra den. Det ved jeg. Jeg har været død i hele mit liv. Mit skodliv." Fortsatte han og strammede så alt hvad han kunne rundt om hendes arme/håndled. Brugte sine umenneskelige kræfter. Ville have at hun skulle lide. "Hvad ville du sige til dét? Jeg har levet i et helvede i fucking 385 år! Med skod personer omkring mig, der kun har været med til at gøre det til et endnu større mareridt, end hvad det allerede er!" Han hvæsede kortvarigt af bar vrede. En inderlig, dyb vrede der havde spredt sig i hele hans krop. "Og jeg kan så let som ingenting hive dig med. Dræbe dig! Er det virkelig dét, du gerne vil have? Hvad helvede er du ude på?" hvislede han og trak sig lidt væk fra hende. Slap hendes hår og tog den - nu frie hånd - til hjælp, så der igen var to hænder til at holde hendes arme på plads omme bag på hendes ryg. "Jeg har fucking intet gjort dig! Du var fandma selv ude om, at jeg ..." Hér stoppede han kort og for at holde en talepause. Hans øjne fik pludselig et utrolig ... fjernt men samtidig levende udtryk i sig. Som ... var de ved at krakelere. Det lignede næsten, at han skulle til at græde. Han genvandt dog hurtigt sit hårde blik og skulede olmt til hende. "Det virker nærmest som om, at du rent faktisk prøver på, at få mig til at hade dig. Men hvad du ønsker, skal du få. Jeg kan så let som ingenting blive dit værste mareridt! Tro mig." Han trak omsider sine hænder til sig, efter han havde sluppet hendes arme og trådte et skridt bagud. Hans brystkasse løftede sig markant hver gang, han tog en indånding. Trak vejret i hurtige stød. "Få mig nu ikke alt for meget op at køre - for dit eget bedste. Jeg beder dig ..." Han bed sig hårdt i underlæben, inden hans øjne begyndte at flakke rundt i lokalet. For nå alt kom til sidste ende ... var hans største frygt i virkeligheden ... ham selv. Hans vampyriske side der lå og lurede indeni ham. Ventede på at få lov til at bryde frem. Ventede på at få lov til at dræbe.

Der fór et rædselslagent jag igennen Nanna's krop da hun hørte Eithan rejse sig for sengen. Som sendte hendes hjerte AL adrenalinen ud i hendes blod og fik hende til at panikke. Hun skulle til at RIVE døren op og flygte ud i nattens mørke da Eithan greb HÅRDT fat i hendes arm, snurrede hende rundt og skubbed hende op ad døren. Hun gav et halvkvalt skrig fra sig af ren og skær rædsel... men det forsvandt brat da hun så hans blik. Dét blik... var værre, end de blodrøde øjne som hjemsøgte hende i drømmende... Dét blik, som var sortere end den dybeste grav, i det tætteste mørke, var nemlig bygget på had. Et had endnu større end det hun selv havde følt. Hun havde virkelig trådt i spinaten... nej... hældt benzin over bålet, som nu brændte hende selv som tak. Hun hev panikslagent efter vejret i små hurtige ryk som ville ilten ikke ned i hendes lunger og så - helveds bange, imod ham som han lænede sig helt ind imod hende. Hun lænede baghoved mod døren og fik på dén måde skubbet hagen en smule ned, og så nu opad, for at se på ham. Så op på ham med et sølle skræmt og uskyldigt blik fra ine gule øjne... Hun havde virkelig, virkelig dummet sig... Han snerrede hende lige i hoved... spurgte om hun var dum, og kaldte hende for en fucking bitch... ha'! "Men det er den her, fucking dumme bitch du åbentbart er så satans interesseret i" hvislede hun tilbage... prøvede at gengælde hans snerren, men det lød ikke så truende som han selv havde fået det til at lyde. Fortrød dog brat sine ord i det han afslørede de skarpe hjørnetænder og gav sig til at stirre, indædt af vrede på hende. Igennem hende.
Han vred - uberørt af at det muligvis gjorde ondt... rigtig ondt på hende - armene om bag hendes ryg. Hun bed tænderne hårdt sammen og udstødte et svagt støn - nægtede dog at klynke. Hun prøvede at vende ansigtet bort, i det han ville gribe hendes kæbe - men det gjorde han jo bare alligevel og stirrede olmt på hende. Hun gengældte dog lige så hadefuldt som han sendte det til hende. Hendes blik blev dog blødt en anelse - bare en anelse op af hans trusel. 'vil du gerne dø?'... For fanden... det virkede sq som et fristende tilbud i denne situation, tænkte hun bittert.
Hun virede kort med hoved da han slap hans tag om hendes kæbe og førte hånden om i hendes nakke og greb om hendes hår. Hun knurrede lavmældt - velvidende at det ville komme til at gøre ondt, dét han planlagde. Hun lyttede til hans ord, og fik pludselig ændret sin mening om det at være 'død'. Han mente at...at... forvandle hende. Forvandle hende til et lige så grufuldt og... dyrisk blodtørstende monster som han selv var. Hun gispede svagt i det han hev i hendes hår, og på dén måde tvang hendes hoved længere bagover - prøvede forgæves at vende ansigtet i dét han lagde sin kolde læber mod hendes øre. Hviskede... ikke som han havde forført og tryllebundet hende som før... Nej... denne gang truede han hende... fuldt igennem iskoldt.
Hun kunne ikke holde et lidende støn og en svag klynken tilbage i dét han borede sine fingre ned i hendes håndled. Blev ved blev at jamre sig diskret og pressede sig ind mod ham, for at komme væk fra dét greb hendes hænder var låst i, bag hendes ryg. Men hun kunne kun læne kroppen ind imod ham, da hendes hoved var låst i hans greb hans anden hånd havde om hendes hår. Hun bed tænderne sammen og udelukkede de smerteprægede støn og pressede læberne sammen for at holde dem tilbage. Ville ikke give ham dén fornøjelse. Til sidst gispede hun dog indestængt "N'nej!... Nej!... l'lad vær" bad hun ham og hadede sig selv for det. Men det føltes som om han ville brække hendes knogler hvis han blev ved med at bore fingrene ned i hendes håndled på dén måde... og med dén styrke.
Hun gispede - lettet - da han slap hendes hår og atter greb om hendes - noget så medfølte håndled - bag ryggen. Hun lænede fortsat hoved mod døren bag hende, og på dén måde lagde håret sig fyldigt og.... majestætisk omkring hende. Hun bemærkede dog slet ikke de splitsekunder hvor hans blik et kort øjeblik mistede vreden, og så ud til at blive krakaleret af dén virkelighed som slog ind imod ham - at han endnu engang havde skadet hende. Men det gjorde han selvfølgelig ikke... forblev i sit onde og modbydelige hjørne.
Endnu en trusel blev kastet i hoved på hende. Hendes ansigt var vendt ud til siden, væk fra ham, men hendes øjne skævede til ham. skulede. Havde han for et øjeblik siden ikke bedt hende om at... at længes efter ham? At sige at hun ville have ham?... og nu.. nu sagde han at han ville.. ja, mere eller mindre slå hende ihjel. Fandens til vampyrer... de havde et helveds til humørskifte... og hvis man ikke passede på, løsnede uhyret som hvilede i dem og brød løs... Man vidste aldrig hvor deres grænse lå.. Den kunne være tusind af kilometer væk, og i næste nu balancerede man på linjen mellem fred og kaos.
Hun udstødte et højlydt suk i dét han slap hende og trådte ud fra hende. Hendes ben knækkede under hende, og hun faldt sammen på gulvet - på knæende og sad og holdt det ene - værst tilrete - håndled i sin hånd. Hun rokkede let frem og tilbage et stykke tid - omgivet af tavshed. Inden hun i ét ryk rettede sig en smule op og slog blikket op på ham. Fik håret slået om på ryggen ved den hurtige bevægelse, istedet for det lå om hendes ansigt og skjulte det. Hun sendte ham et... foragteligt og så hadefuldt blik at det ikke syntes muligt at eksistere i hendes gule øjne. "Hvad er det du vil med mig?" spurgte hun - hviskede hun toneløst. Stirrede bare op på ham og afventede et svar. Ville han slå hende ihjel eller hvad?... Hvad fuck var det han ville med hende?!...
Hun... hun havde troet hun kunne stole på ham... selv efter hændelsen... Men... men hun havde taget fejl.. Åh så grulig fejl, forblændet af det tryllebindende slør han ahvde lagt over hende, og løjet for hende. Hun ville ALDRIG stole på ham igen... for hun havde taget fejl.. det vidste hun nu. Nu når Eithans sande ansigt viste sig... endnu engang.. og denne gang, ville hun ikke glemme det.

Eithan førte i en hurtig bevægelse sin hånd op til sit ene bryst, hvor han lagde håndfladen imod den og fulgte hende med øjnene, idet hun faldt til jorden. Faldt ned på knæene og gik straks i gang med at tjekke hendes håndled. Skulle sikkert se om hendes led stadigvæk var bare nogenlunde intakte, efter dét greb han havde haft om dem. Hans hånd knugede blidt om hans t-shirts stof, samtidig med at han blot stod og betragtede hende. Studerede hende med sine øjne, der lige så stille var ved at blive omsvøbt i den til tider forvirrende men dragende tåge, der normalt lå og hvilede i dem. Han rynkede svagt sine øjenbryn, inden han lod sine fingre tage endnu bedre fat rundt om den klump stof, han havde samlet fra sin sorte trøje. Dernæst lukkede han sine øjne hårdt i og bed tænderne sammen. Bandede lavmælt for sig selv, hvorefter han ligeledes dumpede ned at side på knæene. Bøjede sig en smule forover og lagde kort efter sin anden hånd op på dén, der allerede var blevet placeret på hans brystkasse. Han kæmpede med et eller andet. Det var tydeligt at se. Kæmpede med sig selv. Hans to faktisk vidt forskellige sider sloges om, hvem der skulle have ret til at få kontrollen over denne krop. Skændtes. Men han ville for alt i verden ikke have, at monsteret der lå gemt inden i ham skulle bryde ud. For lov til at terrorisere hele dette rum. Hende. Der gik noget tid, før han helt fik opfanget hendes ord. Hendes spørgsmål. Hvad er det, du vil mig? For helvede, det kunne han da ikke bare fortælle hende. Kunne hun ikke se det? At han havde problemer med det? Han bed sig kortvarigt i tungen, inden han lod sine hænder falde ned mod gulvet og satte sine knoer mod det. For satan i al helvede! Eithan løftede sit hovede en lille smule, inden han rettede sin fulde opmærksomhed mod hende. Så på hende med et ... hjælpeløst udtryk i øjnene. Som kaldte han på hende. Bad om hendes hjælp. For han var i al hemmelighed ved at blive ædt op - indefra. Uhyret i ham ville med tiden få fortærret ham helt, således at det kunne overtage kroppen fuldt ud. Dræbe. Monsteret ville dræbe. Det ville have blod. Hendes blod. Tågen i hans øjne snoede sig som en stor virvel omkring hans sorte pupiller, så de faktisk blev umulige at læse - hans øjne. Blev fuldstændig fanget af den uigennemtrængelige dis, der lod til at blive tykkere og tykkere. Hans øjne havde pludselig fået et ... blankt skær. De var våde. Det kunne lige knap anes i dem. En våd hinde havde lagt sig over begge hans grønblå øjne. Slørede hans blik. Eithan rejste sig i en pludselig bevægelse op. Enormt hurtigt. Som var han en raket, der skød til vejrs. Med kurs mod månen. I kort tid overtog en svimlende fornemmelse hans sind og gjorde alt helt tåget at se på. Gjorde hans syn virkelig, virkelig dårligt. Han så næsten dobbelt. "Undskyld ... jeg ..." Han stod og vuggede lidt fra side til side, inden han så skulle til at falde forover, ned i hende, men nåede så lige akkurat at gribe fat i dørhåndtaget. Hvad fanden var der galt med ham? Han satte en hånd mod panden og lukkede for en kort tid sine øjne, der stadigvæk var tårevædede. Men præcis ligesom Nanna før, så lod han dem ikke komme ud. Spærrede dem inde, så de ikke kunne komme ud af hans øjne for derefter at glide ned af hans kinder. "Jeg ... skal ... gå nu ..." mumlede han meget utydeligt og trykkede håndtaget en anelse ned ad. Han skævede kortvarigt ned til hende med sammensnerpet mund. "Jeg vil ... væk ... herfra ..." Han fjernede sin hånd fra panden og satte dens flade - håndfladen - mod døren. Ventede på at hun ville flytte sig fra døren, så han kunne komme væk. Langt, langt væk hvor der ingen fare var. Kun ham selv. Ét sted hvor den eneste han ville kunne skade var sig selv. Nogle burde spærre ham inde. Sluge nøglen og aldrig, aldrig lukke ham ud. Det brændte indeni ham ... brændte så forfærdelig meget. Det sved nærmest. Som hvis man havde strøget salt ned i et åbent sår. "FLYT DIG FOR HELVEDE!" galede han så, inden han tog en dyb indånding og fyldte sine lunger med luft. En luft der pludselig syntes at være blevet enormt tung. Kvælende. Og hvorfor gjorde hans hovede så satans ondt? Han kneb øjnene sammen, inden han slap sit tag i håndtaget og lod sig falde ned på gulvet, så han kom til at side lige overfor hende. "Jeg vil dig virkelig ikke noget ondt. Det er ikke mit ønske. Gem dig. Løb! Løb et sted hen der er langt væk herfra. Væk fra mig." Han gemte ansigtet i hænderne, inden han utroligt begyndte at vugge frem og tilbage. Som en psykisk syg ville gøre. Sidde henne i det fjerneste hjørne i Det Hvide Værelse med et psykotisk smil på læben. Dog var der intet smil at se på hans læber. Ikke en gang én eneste lille trækning i hans mundvig. "Jeg er en tikkende bombe. Jeg er et fucking uhyre. Hvorfor ... flygter du ikke fra mig?" Han lod ved de sidste ord sine hænder falde på plads - ned i hans skød - og så på hendes med de stadigvæk fugtige øjne. "Jeg har sådan en umenneskelig lyst til dig, - og selvom du er så tæt på, kan jeg bare ikke ... nå dig. Jeg er farlig. SKRID SÅ!!" Det sidste i hans sætning var næsten sagt som en ordre. Han lod atter sine hænder skygge for sit ansigt ved at sætte ansigtet mod de kølige håndflader. Han var så træt af alt det drama, han altid forårsagede. Han var træt af ... det her. Det var noget rod. Hans liv var ét stort rod. Et bombet lokum - og han havde selv været med til at fucke det op. Fuck, hvor var han sur og tvær over alt dette rod. Det var en fejl. Det var en fejl, han blev født. Han var én af dem, man burde skrotte. En af de dukker på en dukkefabrik, der var gået et eller andet galt med. Én der burde være blevet smidt i skraldespanden for lang tid siden.

Nanna's blik fulgte Eithans krop som han sank sammen, ikke langt fra hende. Hvad fuck var der galt med ham nu?! Han ligned ejo én der... der fortrød det... Som... Som om han pludselig var en helt anden og blot havde overværet sin krops uønskede handlinger. Hun forstod det ikke... hvad... hvad gik der af ham?...
Idet han lynhurtigt rejste sig, rettede hun sig ligeledes hurtigt og trykkede ryggen skræmt op ad dørens - inden han ville vælte nedover hende - angribe hende. Men det gjorde han ikke. Greb i dørens håndtag... lignede næsten han havde været ved at falde. Han stod lænet ind over hende... hun lyttede til hans sparsomme og pausefyldte sætninger. Det gippede i hende som han pludselig råbte af hende - bad hende flytte sig - men hun kunne ikke. Var lammet af skræk og sad fuldstændig ubevægelig og havde vendt blikket bort. Lukket øjnene. Bange for at han skulle slå hende... slå hende ihjel, som han havde sagt han ville.. Han lystede efter. Så hun havde ikke taget fejl. Det var hendes blod han længes efter. Hendes blod. For helved... Kunne han ikke bare finde en anden fremmed og.. og dræbe, siden han åbentbart ikke kunne slå hende ihjel?!...Som var hun anderledes... speciel. Hun trykkede sig lettere febrilsk imod døren da han endnu engang sank sammen - denne gang foran hende. Bad hende om at flygte - gemme sig.. forlade ham - komme væk fra ham. Han skulle bare vide... der var intet hun hellere ville lige nu, som han sad dér som en eller anden psykopat og vuggede frem og tilbage. Han sad ikke længere end en armslængde fra hende.. Det var først da hans hænder - som han havde gemt ansigtet væk i - fjernede sig, at hun opdagede hans... våde øjne. G'...græd han?... Græd han på grund af hende?... Eller skrækken for at lade sine dyriske og barbariske instinkter tage over ham?..
Hun trak sig lynhurtigt sammen som han - endnu engang- råbte af hende. Bange for at han pludselig skulle række ud efter hende og... skade hende... Torturere hende som han faktisk for lidt siden havde gjort. Manipuleret med hende, og derefter straffet hende for at glide ud af hans greb... Straffe hende fysisk. Hun fik sig stavlet på benene og fumlede med dørhåndtaget - hun skulle skam nok skride! Ingen tvivl om det. Hun flåede døren op, hvorefter den knaldede ind i væggen - men hun tog sig ikke af det. Hun så sig over skulderen - ned på ham.. Han så så... så hjælpeløs ud som han sad dér... skrøbelig... sølle...lignede mere end noget andet... én som havde brug for hjælp... Nej... brug for... for... Hun ville næsten ikke indrømme det men... omsorg. Hun kunne næsten ikke forestille sig dén ensomhed han måtte have levet i. Skam, foragt og hvor meget had der måtte være næret til. Ikke blot for andre... men mest af ham selv. Han måtte hade sig selv SÅ inderligt, uendeligt at det virkede helt urealistisk. Det kunne hun se nu... som han sad dér, sammenkrympet og... ulykkelig.
Efter at have stået og betragtet Eithans skikkelse gav hun sig selv en mental lussing. *NU skrider du... og du ser dig ikke tilbage!* råbte hun arrigt af sig selv. Hun havde lovet at hun ALDRIG ville stole på ham igen... aldrig.. Og denne gang måtte hun holde fast i det... hvis hun ikke gjorde det, ja.. så vidste hun ikke hvad der ville ske næste gang hun gjorde noget som... som ikke behagede Eithans fucked up idealer.
Hun trådte udenfor.. .. stoppede pludseligt op, som havde hun ombestemt sig, snurrede rundt og råbte så til ham "du er en frucking SKIZO man!" råbte hun vredt, skyndte sig at vende sig om og begyndte at gå - hurtigere og hurtigere - til hun til sidst løb. Flygtede som han havde bedt hende om.. Blev hurtigt opslugt af nattens evindelige mørke.. og hun så sig IKKE tilbage - som hun strengt, havde lovet sig selv.
Hvor længe han ville kunne holde uhyret på plads, vidste hun ikke... men hun spurtede afsted mellem gaderne. Ind og ud af gyderne og fortsatte, selv da hendes bryst syntes af sprænges af smerte. Først da blodmanglen tog over og hun kolapsede - i en eller anden mørk og dyster gyde - stoppede hun. Men... om der var mest sikkert dér, eller i sit hus med vampyren... vidste hun ikke. Var også ligeglad - kunne ikke koncentrere sig om andet end hendes lunger som syntes at have krampe. Hendes blik blev langsomt formørket og hendes kræfter slap op. *Satans til LORTE'MENNESKEKROP!...* nåede hun at tænke, inden hun faldt om på de dygbelagte brosten.

Eithan forøgede sit tempo lidt, så hans vuggen frem og tilbage nu gik en smule hurtigere. Som prøvede han at vugge uhyret inde i sig til ro. Forsøgte at få det til at falde i søvn. Lige som en mor gør med barnet i sine arme, når det skal lulles i søvn. En utrolig dyster og uigenkendelig aura havde lagt sig omkring ham. Svøbt dets mørke tæppe omkring ham, så han dermed blev lukket helt inde i sig selv. Blev fanget sammen med monsteret. Blev smeltet sammen med det. "Gå væk, gå væk, gå væk!" begyndte han at mumle. Ikke henvendt til Nanna, - som lod til allerede at være smuttet. Løbet som gjaldt det liv eller død. Hvilket det, set i stort perspektiv, også gjorde. Hun løb fra ham. Som han havde bedt hende om. Beordret hende til. Han sad endnu og vippede foruroligt frem og tilbage, mens han fortsat hviskede de samme ord for sig selv - "gå væk, gå væk, gå vææk!" Fy for satan. Han havde det som om, han skulle kaste op. Som var han ved at blive vendt på vrangen. For helvede, hvad var der galt med ham? Hvorfor havde han det så ulideligt dårlig? Efter noget tid i denne ... pinefulde stilling fik han rejst sig op. Dog ikke helt af sig selv. Han kravlede helt hen til døren og tog fat i dens håndtag. Trak sig på den måde op at stå. Han tog næsten desperat fast i selve døren, da han nær havde mistet balancen. Åh Gud. Han følte at hele jorden under ham vibrerede. Præcis ligesom når et jordskælv skal til at bryde ud. Dele jorden op i to lejre med én stor voldgrav imellem dem. Han begyndte lige så stille at vakle afsted. Ud. I den retning Nanna var løbet. Som havde en GPS indbygget inde i sig og vidste præcis hvilket sted, hun var flygtet til. Han måtte dog stoppe på vejen, hvor han greb fat i et træ. De vejrtrækninger han foretog sig var blevet enormt hæse og stakåndede. Som havde han bare spænet af sted med hundrede kilometer i timen. Han strammede næsten helt krampeagtigt sit greb om træets stamme. De sorte pupiller i hans øjne syntes at zoome ind og ud. Lige som et kamera som et lille barn havde fået lov til at holde og nu sad og 'legede' med zoomknappen. Hele hans krop spændtes, inden hans to hjørnetænder voksede en lille bitte smule. Ikke betydeligt meget, blot en anelse. Han lukkede hårdt øjnene i og kæmpede. Kæmpede inderligt for at holde monsteret i sig. Det forfærdelig, blodtørstende uhyre der kun hungrede efter én ting. Blod. Menneskepigen Nannas blod. Men det var en ulige kamp. En kamp han kun kunne tabe. Den åd hurtigt alt der bare mindede om fornuft i ham. Der blev sendt et svagt stød igennem ham, idet en glubende, rød farve trådte frem i hans øjne. Som havde nogen tabt noget våd, rød maling på et stykke ekstra opsugende papir. Han slap taget i træet, hvornæst han kluntet sjokkede videre. Gik i zik zak. Han følte sig helt rundt på gulvet. Hev stadigvæk efter vejret, som havde en eller anden blokeret alle hans luftveje. Han fortsatte sin rundtossede gang - i nøjagtig samme retning som Nanna. Som havde der været lysende spor efter hendes skosåler på jorden foran ham. Han stødte ind i mellem ind i diverse træer og lygtepæle på hans tur igennem det lurvede mørke, der havde lagt sig over byen. Prøvede stadigvæk bragt at nedkæmpe bæstet inde i sig. Men som sagt ... var det umuligt. Snart ville den have overtaget ham fuldstændig. Skide på hvad Eithan mente og ville. En satan til egoistisk og grådigt monster. Det var dét, han var blevet til. Som en fortvivlet lille pige - en forfærdelig ond én - standsede han op ved de mange gyder. Fulgte dog blot sin intution om det og fandt til sidst den rette. Dén hvor Nanna var faldet om i. Ned på de hårde brosten. Han greb af ren refleks fast i den ene mur, der var med til at danne den dunkle gyde, og lænede sig op ad den. Var fuldkommen rundt på gulvet og alt syntes at dreje rundt. Det hele svimlede for ham. Og hans zoommende syn gjorde det langt fra bedre. Fik det blot til at virke som om, verden var endnu mere skør. Som kunne den ikke stå stille. Men det gjorde den jo. Den bevægede sig ikke. Det var ham, der var fucked up oppe i knolden. Efter et godt stykke tid hvor han havde stået og sundet sig lidt, lod han sine røde øjne køre hen mod hende. Mærkede lysten flamme op i ham. Eller rettere sagt - hans uhyres lyst. Dens begær efter hendes blod. Hendes søde blod, der var som slik for ham. Han tog et skridt hen mod hende, men fik overbalance og faldt ned på knæ. For fanden .... STOP SÅ! Han vendte stift blikket ned mod jorden og trak vejret i meget hurtige og korte stød.

Nanna, som virkede hverken mere levende end død af sine overanstrengelser lå sammenkrympet på jorden. Hvilede hoved på sin ene arm, og lå halvt om halvt på siden, og maven. Hun havde haft lukkede øjne og -efter lang tids kæmpen - genvundet ilten i hendes lunger og hjertet - som næsten ikke havde slået til sidst, men forblevet i én krampetilstand - hamrede atter vildt afsted. Det hele kørte rundt for hende - selv når hun havde lukkede øjne følte hun at hun lå på dækket af en fiskekutter i et stormvejr. Blev vugget voldsomt frem og tilbage, og hendes fingre hagede sig fast i brostenene - selvom svimmelheden kun foregik i hendes hoved. Men.. hun var sikker. Der var ingen psykopat af en vampyr som tørstede efter hende - eller hendes blod. Her var det kun kulden og.. ja.. fordrukne perverse mænd som kunne gøre hende ondt. Men gaden var tyst - som sov hele byen... eller havde gemt sig indendøre.. For ikke frygtelig kort efter hun havde ligget og lyttet til stilheden, kunne hun høre slæbende skridt nærme sig. Der var ingen tvivl - det var ikke hvem'som'helst som kom slæbende på dén måde. Det kunne kun være Eithan... Eithan som tydligvis havde tabt kampem imod uhyret inde i sig selv. Det... det uhyre som lystede og længs efter hende... nok mest hendes blod.. Det så hun i hvert fald da hun tøvende slog øjnene op og så de lysende røde øjne - som havde drevet hans opbrugte krop - af ren og skær tørst. Men uhyret og dets begær ville nok snart tage over ham, og tage fuld kontrol over Eithans krop... og når monsteret først havde indtaget Eithans krop - taget ham på som et spøgelse besætter et mennesker og overtager kroppen som et sølle hylster, ville Eithans krop bestemt IKKE fejle noget. Være fuldt ud funktionsdygtigt...
Panik og rædsel fór igennem hende. Der var ingen steder at flygte hen denne gang. Hun var fanget i denne gyde- da et jernnet blokerede udgangen bag hende. Hun fik - besværligt og kun med nød og næppe - strakt armene og på dén måde skubbet sig selv op fra de kolde brosten. Vendte sig og begyndte at kravle bagud - væk fra ham. "E'e'ithan...Du holder dig væk fra mig..hø'hører du?... nej!" råbte hun fortvivlet og fortsatte væk, i et ynkeligt forsøg på at flygte. Hun ville ikke dø... jo.. hellere dø, end at ende op som én som ham. Ende med at have sådan et monster indespæret inde i sig... Ikke til at vide hvornår det end skulle bryde ud - bryde dets lænker og tage over. Dræbe, fortærre og fryde sig efter ren og skær begær, længsel og lyst. Det ville hun ikke... ALDRIG!.. så hellere sove evigt i en mørk og gold verden end DET.
Hun stirrede skræmt mod ham i det han langsomt nærmede sig - mærkede hvordan halsen snørede sig sammen og lungerne stoppe med at fungere - og få hjertet til at hamre afsted. Hun rystede... var så rædselslagen for ham, som hun aldrig nogensinde i sit liv havde været... eller kunnet forestille sig.
Hun stirrede blot på ham, som han sank ned i knæ. Kæmpede han stadig... Eithan?... Det gjorde han vel - til den bitre ende. Men enden var tydligvis meget nær og det kunne ikke vare længe før...før han atter var ukendelig.. Som da han havde.. mærket hende.. eller da han havde... skadet hende. Men Uhyret og Eithan var i det mindste enig om én ting.. om det var godt eller skidt. Det var ikke hvilken som helst dette begær omhandlede... Det var Nanna de længes efter - begge to... Nanna.
Hvorfor havde hun ikke bare.. overgivet sig? Lodet ham...Hun sank ved tanken. Begære hende som han havde lystet fra starten af - i hendes hus... i hendes seng. Men nej... hendes stædighed og stolthed kom først i en blanding af uendelig dumdristighed. Det var vel i sidste ende hendes egen skyld... Eller var det?.. Eller var det bare sådan fremtiden så ud - havde set ud... som stjernerne stod på himlen og kortene var blevet lagt. At det var dette som fremtiden havde bragt hende... havde bragt Eithan. Deres to liv var blevet flettet sammen til ukendelighed. Det var klart djævlens værk hvis sådanne kræfter fantes. Men det troede Nanna dog ikke på... Men hun forbandede dog alt og alle for det alligevel... og sig selv. Mest af alt sig selv.

Eithan udstødte et halvkvalt støn, idet han nærmest knækkende sammen. Fyldtes med sit indre monsters sindssyge tanker og grådighed. Den ægte vampyr der levede i ham. Dén der konstant truede med at slippe ud. Vise hvad den kunne. Vise hvad den ville gøre. Netop som han løftede sit hovede op, der ellers havde været vendt ned ad, bredte der sig et utrolig psykotisk og ... ondt smil på hans blege læber. Blottede hans forlængede hjørnetænder, der fuldendte uhyggen, der havde spredt sig omkring dem og lå og ulmede i luftens tunge atmosfære. Langsomt men målbevidst begyndte han at kravlede hen mod den. Som en sulten løve der havde fået øje på det perfekte bytte at jage. Han stoppede først, da han var helt henne ved den. Satte en arm på hver side af hende, ligesom han før havde gjort i dobbeltsengen derhjemme hos hende. Denne gang var det dog ikke de blide, let tågede og mystiske øjne samt det forsigtige smil, der prægede hans ansigt. Nej, dette ansigt var langt værre end selve djævlens. Med dét der sindssyge smil og de glubende, røde øjne der hvilede på hende. Han lænede sig ned mod hende og stirrede intenst på hendes hals. Dét var det eneste han fokuserede på. Opfattede ikke det rædselsslagne udtryk der var malet i hendes kønne, lille ansigt. Han bevægede sig endnu længere ind mod hende, så tæt han kunne komme faktisk, hvornæst han næsten lagde sig op ad hende. "Jeg vil have det blod. Du aner ikke, hvor meget jeg længes efter det. Dit søde, søde blod." Hvislede han med et lidt sadistisk smil, der nu var dukket op på hans læber. Selv hans stemme havde forandret sig en smule. Det var som om .. den nærmest rungede. Som havde han stået og råbt i et rum, og det havde givet ekko. "Jeg vil have det ... jeg vil have det hele. Jeg vil have dig!" fortsatte han med et usædvanlig modbydeligt smil, der lige netop afslørede spidserne forenden af hans hjørnetænder. Hans blik var stadigvæk fuldstændig ustyrligt. Det zoomede endnu ud og ind, hvilket var med til at gøre ham enormt svimmel. Ikke at det svækkede på hans kræfter, - det var bare med til at sænke hans syn. Gjorde det uskarpt og ret ufokuseret. Som hvis man havde stillet sig foran et tildugget vindue og forsøgt at se, hvad der foregik på den anden side af det. Han åbnede sin mund på vid gab, inden han langsomt og pirrende lige så stille bøjede sig hovede forover. Ned mod hendes hals. For ikke at få hår i munden tog han med den ene hånd godt fat i hendes hår og fik det hele samlet omme bag på hendes ryg. Lod sin tunge køre op af hendes hals et par gange. Savlede praktisk talt ud over hende, hvilket også sagde noget om, hvor meget selvkontrol han havde tilbage. Det var tydeligt, at det denne gang var meget værre, end da han tidligere på dagen havde 'afmærket' hende. Han løftede sit hovede lidt op og vendte sit blik mod hendes ansigt, som han ellers indtil nu overhovedet ikke havde tildelt noget af sin opmærksomhed på. Men netop i samme nu som hans blodrøde øjne mødte hendes, blev hans svimmelhed langt værre. Følte at alt inde i ham gik helt amok. Fuldstændig. At alt køre rundt inde i ham. Han lukkede kort sine øjne i et langt blik, hvorefter da han atter slog dem op, kunne en svag blå farve anes i dem. Som blev der sprøjtet en blågrøn maling ind i området, hvor han iris var og blev blandet med den røde farve. Det forsvandt dog hurtigt igen, inden han straks satte sin mund til hendes strube. Spærrede for anden gang sin mund så meget op, som han overhovedet kunne og skulle liiige til at hugge sine sylespidse, nålelignende tænder ned i hendes hals. Bore dem dybt, dybt ned i dem og efterlade endnu et sæt huller i hendes blottede strube. Men i stedet for at gøre dét, kom han med et sindsforvirret brøl og blev nærmest skubbet bagover af et par usynlige hænder. Han satte sine håndflader mod tindingerne, tog godt fast i sit ravnesorte hår og bed sig ekstremt hårdt i underlæben. Han krummede sig næsten helt sammen, hvornæst han endnu en gang begyndte at vugge uroligt frem og tilbage. Kom nu og da med nogle underlige lyde, som sad han og skændtes med sig selv. Han så virkelig sindssyg ud, som han sad der. Med de lysende, røde øjne der strålede af ren ondskab. Dog var det som om, der var kommet en lille ændring i hans blik. Som kunne det ikke rigtig bestemme sig for, om irissen skulle forblive rød eller vende tilbage til hans normale grønblå øjne, samtidig med at hans pupiller nu trak sig sygeligt hurtigt sammen for derefter at blive spilet ud igen. Endnu mere end de før havde gjort. Det måtte virkelig se ... komisk ud. Men det var nok ikke lige nu, der skulle tænkes i sjove baner. Der var bestemt ikke tid til jokes. Han kom med et til råb. Dette var dog langt mere følelesfuldt end det andet. Var højere og fyldt med mere ... lidelse ....

Et chok for igennem Nannas krop, tanker og sind da han vendte ansigtet imod hende.. med...med dét snigsudtryk og smil. Satte i bevægelse og kravlede hen til hende... det her.. var rent udsagt terror. Hun hørte hvordan nettet hegnet var lavet af raslede som hun skubbede sig selv op imod det af alle kræfter for at komme så langt væk fra... monsteret som muligt. "Gå væk!! hold dig væk! sindsyge monster!" skreg hun rædselslagent i det han nærmede sig hende - smilende. Han placerede sig selv som han havde siddet - lænet ind over hende - som de havde siddet i sengen, for ikke så lang tid siden. Det havde været.. behageligt - i starten... hvilket det også syntes at være nu.. Det ville være et paradis for hende lige nu.. Blive... ydmyget på dén måde... få jokket på hendes grænse... Det ville hun mere end gerne nu, end at..at Eithan.. nej... uhyrets stemme afbrød hendes tanker med dets ru ekko af hæse stemme. Det var ikke Eithans stemme... men det var hans stemme, uhyret havde lånt, og den lød derfor underligt forvrænget.. Uhyggelig og modbydelig. Det var hvad han var... hendes værste mareridt.
Fortalte hende at han længes efter hendes blod... at udgyde det... hendes blod, og ikke en eller anden tilfældig fogænger, som tilfældigvis krysede hans vej.. Men hende. Hun gispede forskrækket da hans - isnende fingre snittede hendes nakke i det han samlede hendes hår.. Hun havde aldrig mærket noget så koldt før.. ALDRIG... det var som.. stikkende nåle - som kunne hun ikke bedømme og hun blev brændt eller om hun frøs til is. "NEJ!!!" skreg hun af alle lungers kræfter og satte håndfladerne imod hans bryst og prøvede - ligesom tidligere- at skubbe ham væk. Men denne gang lykkedes det ikke. Eithan nærmede sig upåvirket hendes hals, med gabet helt åbent og blottede de sylespidse hjørnetænder. Hun gøs og prøvede at vride sig fri af hans greb da hans lange- våde tunge kørte op og ned ad hendes strube - som skulle den først fugtes... eller i dette tilfælde tilsavles. Hun klynkede svagt for sig selv og kneb øjnene hårdt i. Denne gang - uanset hvor meget hun prøvede - ville hun ikke kunne stoppe ham... kunne ikke stoppe uhyret. Hun åbnede let de våde øjne, eftersom han pludselig var stoppet midt i den fremtidige blodudgydelse og denne gang... denne gang græd hun rent faktisk. En fin - nærmest skinnende tåre- løb nedover hendes kind og hun stirrede - forfærdet ind i hans øjne. Hans røde øjne. Hun vidste ikke hvad han lavede... ville han stirre en sidste gang ind i hendes øjne inden han gjorde en ende på dem?... Det var først da han åbnede dem - efter at have dem lukket i et langt øjeblik - hun forstod hvorfor han var stoppet. Det var som om der var en plet af blå'grønt i vampyren øje. i et kort øjeblik havde det været synligt for hende. Som et fuldstændigt vådt papir, fyldt med dybrøde akvarelfarver... og så, man pludselig tilføjer en blå'grøn dråbe til det røde papir. giver sig til at brede og vokse i det røde - fortsætte i små fine åre og efterlade en farveeksplotion. Men den røde farve åd sig hurtigt indover den blå farveklat og alt blev atter malet i rødt. blodrødt. Han havde tabt - Eithan... det var tydligt og uhyret nærmede sig atter hendes strube. Hun kunne intet gøre - intet stille op. Hun kunne ikke stoppe monsteret, og den eneste som kunne, havde slået fejl. Det troede hun i hvert fald indtil et kolosalt frygtindgydende brøl flækkede stilhedens mure og fik den til at krakalere af i tørt smulder. Eithan kastede sig nærmest bagud og greb fat om sit hoved - krymmede ryggen og gav sig atter til at ligne en eller anden psykopat. Han... han kæmpede fortsat.. Eithan... ville åbentbart ikke give op for noget som helst i verden.
Det var nu.. NU hun havde sin chance - dét ene korte øjeblik som kunne være altafhængende. Hun fik stavlet sig på de usikre ben og kastede sig forud og begyndte at løbe... flygte... Men om hun kunne passere Eithan, vidste hun ikke. Det var i så fald forsøget vær.

Eithan udstødte et par klynkende lyde, - ligesom en lille hundehvalp i et fremmet hjem, der netop er blevet forladt. Set dens ejer forsvinde bag den, nu låste, dør. Det føltes som om, der blev spillet ping pong indeni ham. Som var der en stor metalkugle, der blev kastet rundt. Først til den ene side og dernæst til den anden. Med ét satte han sine håndflader mod jorden, efter at have stoppet vuggeriet og rejste sig i en lynende fart op, hvilket bare var med til at gøre ham ti gange mere svimmel end i forvejen - og det sagde ikke så lidt. Han drejede sin krop, idet han bed tænderne sammen og zoomede ind på Nanna, som hun løb. Som et moderne jagtgevær der siger til, når byttet er lige i skydezonen. Hurtigt men ret usikkert og vaklende begyndte han at løbe efter hende. Næsten i supersonisk fart - endnu en af hans overnaturlige kræfter, der faktisk bare blev forstærket, når han dyriske side først var trådt frem. Det tog ham derfor ikke særlig lang tid, før han var henne ved hende. Strakte sine arme lidt frem, som skulle han til at springe på hende, som en puma i høj fart der snart ville overfalde dens bytte - den hurtigløbende gazelle. Hvilket også var hvad han gjorde. Sprang nærmest på hende hvilket resulterede i, at de begge faldt til jorden - med ham oven på. Han sendte hende et glubsk, tørstende smil, inden han fremviste sine hjørnetænder i et enormt skummelt smil. "Er du bange, Nanna?" hvislede han med den rungende undertone, hvornæst han løftede sin overkrop en smule. Dog i stedet for at sætte sine hænder mod jorden, placerede han én hånd på hver af hendes skuldre. Pressede til. Som prøvede han at få hende trykket ned i jorden. Gennem de næsten ubrydelige brosten. Ned til lavaen. Ned til Helvede. Han strammede sit greb om dem, idet hans smil flækkede i en psykotisk, nærmest nydende latter. Som holdt han virkelig af at pine hende. Påføre hende så meget smerte som overhovedet muligt. "Du frygter mig. Jeg kan se det på dig ..." tilføjede han kort efter med endnu et af sine frastødende smil, hvorpå han med en slanges reflekser huggede ned mod hendes hals. Han stoppede dog lige over den, åbnede sin mund så meget som muligt og lod sine to 'nåle' strejfe hendes hals. 'Legede' med den, da han med et fornøjeligt udtryk i øjnene sleb dem op langs hendes strube. Nøjagtig ligesom hvis den havde været en fil. "Og nu ... nu skal du dø!" udbrød han pludseligt med en mærkelig og sygelig form for optimisme i tonefaldet. Dog ikke på den 'gode' og positive måde. Det var ... sindssygt. Det her var baseret hundrede procent på ren og skær sindssyge og ondskab. Efter disse ord trykkede han sine tænder ned mod hendes hud, men netop som de lige var ved at bryde igennem det første hudlag, satte han sig op med et spjæt. Blev ligesom før skubbet bagud mod egen fri vilje. I hvert fald set fra monsteret side. Dernæst greb han fat rundt om sit eget håndled og satte tænderne lige ned i sin håndryg. Borede dem ned i den, samtidig med at han udstødte et par pibende lyde. Han klemte sine øjne hårdt i og sugede nu sit eget blod til sig. Bare lige indtil han havde fået noget af sin besindelse tilbage. Han trak efter noget tid omsider sine hugtænder ud af hånden og satte igen hænderne mod panden/tindingerne. Rev sig selv i håret, efterfulgt af flere klynkelyde. Sloges igen med sig selv. Det var som om, han virkelig var besat af en eller anden ond ånd. Hans åndedrag led også under dette. De blev hurtigere og hurtigere for hvert sekund og blev til sidst udviklet til hyperventilation. Han havde stadigvæk øjnene lukket forsvarligt. Meget besværet fik han rejst sig op og bimlede så lige ind i en lygtepæl, som han automatisk greb fat om for ikke at miste fodfæstet og falde. I samme nu som han åbnede øjnene, var den velkendte tåge atter vendt tilbage. Druknede den røde iris og frembrang den mystiske blå sammenblandet mod noget grønt frem. Han kastede et blik over skulderen, ned på Nanna. Rynkede svagt sine øjenbryn og så enormt hvileløst på hende. Bad om hendes hjælp. Forsøgte i hvert fald at signalerede det til hende med de svagt, blanke øjne. Han var nu næsten begyndt at hikste. Det man gør, når man er liiige på nippet til at græde. Lade kaskader af vand strømme ud fra ens øjne som to store vandfald. Men det gjorde han ikke. Tårene forblev inde i hans øjne. Han sendte hende et sidste hjælpeløst blik, inden han trykkede sig selv ind mod lygtepælen. Klamrede sig til den. Som ville han forhindre sig selv i at gå over til hende. "UNDSKYLD!" fik han skrålet imellem den hikstende vejrtrækning og de tårevædede øjne, som han bragt forsøgte at få til at tørre. Få tårene væk. Men de blev bare siddende. Stædigt. En mellemstor klump havde valgt at sætte sig fast i hans hals. Pressede på for at han skulle give tårene frit løb. Han bed sig i tungen og prøvede ihærdigt at få styr på sit åndedræt, hvilket lod til at mislykkes for ham. Han led virkelig. Det gjorde han. Led på grund af sig selv. Kunne ikke en gang flygte fra det, som Nanna kunne. Eller hun havde indtil videre ikke rigtig haft held med det, men hun kunne i det mindste gemme sig for det. Bare prøve. Han derimod bar alt dette inde i sig. Kunne umuligt flygte fra det, såvel som man ikke kan undslippe sine egne tanker. For man vil aldrig kunne løbe fra sig selv. Aldrig. Man ville altid være lænket til det hylster, der var blevet valgt at blive kaldt for en krop. Lige indtil ... den dag man døde. Gjorde en ende på livet. Men alligevel ... ville man bære alt med sig i graven. Ingenting ud over kroppen - selve hylsteret der holdt alt sammen inde - kunne man forlade. Han følte sig ... fanget. Følte at han var blevet trukket op i en krog. Af ham selv. Dét uhyre han oprindeligt var. Ét af nattens børn. Et forfærdeligt, gruopvækkende monster.

I det hun passerede ham og fór mod gydens udgang, skyllede en frydende følelse indover hende. Hun.. hun var nået forbi ham?.. måske.. måske kunne hun flygte.. Hun løb alt hvad hun kunne, for det galt hendes liv. Hun mærkede håbet live op i hende, som hun nærmede sig udgangen... men det lille lys der var blevet tændt i hende.. den lille bitte flamme som nu varmede hende - blev brat pustet ud da hun hørte løbende skridt bag sig. De løb ikke bare... det var som... som der fór flere menneske bag hende - imod hende, da han bevægede sig hurtigere end noget burde være tilladt. Hun gav alt hvad hun havde i sig - men hun vidste det ville være forgæves.. for uanset hvad, kunne en sølle gråspurv ikke flygte på åbne vider fra spurvehøgen. Susede med høj fart lige imod hende og pludselig - som en musefælde snapper - greb høgens klør hendes ryg og hun faldt - styrtede mod jorden med rovdyret over sig. Hun udstødte et højlydt klynk i det hendes ryg ramte jorden. Hun kunne lige så godt have brækket den - men heldigvis ikke. Egentlig kunne det vel være ligemeget om den så var brækket eller ej... for hun ville dø alligevel...
Nanna bed tænderne hårdt sammen af smerte som skød igennem hende - pressede øjenlågende hårdt i, og fik det til at føles som om hun maste sine øjne bare ved dét pres. Hun åbnede forsigtigt øjnene - tøvede, da hun ikke var sikkert på hun overhovedet turde se mod uhyret - rovdyret som nu havde hende i sin hule hånd. Og hun fortrød bitterligt ved synet af ham. Ved synet af dét smil, som syntes at flække Eithans ansigt, og synliggjorde dets mordvåben. Hans rungende stemme syntes at virke endnu mørkere og langt dystere i det den blev kastet frem og tilbage mellem gydens vægge. Hun skulle til at begynde at banke løs på ham - i et panisk og ynkeligt forsøg på at få ham af sig, da han borede fingrene ned i hendes - allerede fandens hærdede skuldrer og hun skreg. Skreg af smerte - indtil hun bed tænderne hårdt sammen. "JA! ja for....for helved!" svarede hun i et sølle håb om at dét ville få ham til at slippe hendes skuldre. Som havde han fået hvad han ville... men det havde han langt fra endnu.
Han havde ret. Aldrig havde nogen haft så meget ret med hensyn til hende. Hun var ikke bare bange... hun var rædselslagen. Ikke for døden... men smerten der ventede forinden.. og... ham. Monsteret som havde taget kontrollen over Eithans krop. Hun gav et ynkeligt gisp fra sig da han pludselig dykkede ned mod hendes hals for at spidde den. Suge det sidste af hendes blod i sig, som han åbentbart fandt lige så fantastisk og rus'udgydende som engles, eller asparas rene blod. Hun var jo blot af racen menneske. Et sølle almindeligt menneske som fylde jordens overflade i miliardvis.
Hun vred sig modhagende i det han langsomt lod sine spidse tænder glide over hendes hud - legede med hende - ødelagde hende endnu mere end hun allerede var.
Hendes hjerte syntes at stoppe i det hans ord nåede ind til hende. Hele hendes krop syntes at tabe sit greb og blive total slap, som var livet allerede fløjet ud af hende - da hans hjørnetænder blev presset ned imod hendes hud. Hun ventede blot på den endegyldige smerte - noget af det sidste hun ville opleve i dette liv.
Men netop som alt syntes at komme til en ende, blev han atter skubbet bagud af alt hast, som havde et par usynlige hænder grebet ham bagfra og hevet ham væk fra hende. Hun lå helt stille for en stund - troede at han i næste nu ville gribe hende og borde tænderne ned i hendes hals - lade dem bryde igennem hendes hud - ned i hende skød og lade blodet strømme. Men hun tog fejl. Hun satte sig besværligt op og stivnede ved dét syn som mødte hende. Monsteret havde bidt sig selv og drak fra sit eget blod. Drak for at genvinde det sidste af bevidstheden, og derefter få resten til at vende tilbage. Det gippede i hende da væsnet rejste sig og zik zakkede over mod en lygtepæl som han derefter greb for at holde sig selv oprejst. Så noget velkendt i det hans blik blev vendt over skulderen og hen på hende. Hun så de blå'grønne øjne var vendt tilbage og at tågen atter fyldte hans øjne. Åh hvilken... lettelse der skød igennem hende, og hun kunne næsten ikke holde sig selv oprejst. Hele hendes krop dirrede ved dét syn, og tårene trillede ubemærket nedover hendes kinder. Hun mærkede dem slet ikke - stirrede bare mod de øjne som var vendt imod hende. Eithans øjne. De øjne som før havde været blodrøde og ikke fyldt af andet end blodtørst, begær og... sindsyge. De havde været fuldt ud og igennem sindsforladte - fyldt af et dødt og golt væsen som ikke burde være muligt at eksistere. Men nu, nu fyldte... sorg og hjælspeløsheden hans øjne.
Hun kom først til sig selv da han atter trak blikket bort og vendte sig mod lygtepælen han klmarede sig til. Og... det var hans stemme - Eithans stemme som rungede et udråb af tilgivelse - bad om tilgivelse fra et undskyld. Men hvordan skulle hun nogensinde kunne tilgive ham at lade monsteret få frit løb... hvordan skulle hun dog kunne dét?...
Underligt nok... rejste hun sig - besværligt og stod et kort øjeblik og svagede. Hun rakte en arm frem imod hans ryst og det lignede næsten hele hendes krop var under et jordskælv som hun rystede. Hun tog et par svagende skridt imod ham, og lukkede hånden om noget stof fra Eithan trøje. Pressede sig selv op mod hans kølige ryg, imens hun knugede en håndfuld stof i hver af sine håndflader - med panden lænet mod hans ryg. Hun rystede som en sindsyg... Det var som et efterskælv af dét vulkanudbrud som havde været inde i hende af rædsel. Tårene flød fra hendes øjne og syntes uendelige som et vandfald gjorde. Hun gispede svagt og prøvede at stoppe tårene for ikke at komme til at.. at græde. Men det kunne hun ikke. For hun var blot et sølle, skrøbeligt og... bange menneske. "IDIOT!" skreg hun rastløst imod hans ryg og lukkede øjnene. Hele hendes krop var én anspændt muskelknude. Hun havde så mange hvileløse følelser som hun ikke anede hvordan hun skulle komme af med - følte at hvis de ikke kom ud på én eller anden måde ville hun eksplodere. "Jeg hader dig!!" råbte hun dernæst og trykkede sig fortsat magtesløst ind imod ham "Hader...dig" hendes stemme knækkede og hun bed sig i læben for ikke at komme til at klynke. Hun hadede ham ikke.. ikke Eithan... Men hadede ham for at lade monsteret tage over... "Jeg tilgiver dig aldrig"

Eithan strammede yderligere sit greb om den kølige jernpæl, der udgjorde det mesteaf lygtepælen og trak endnu vejret i fuldstændig ukontrollerede stød. Det begyndte næsten at svi i hans arme af ren og skær anstrengelse, - så godt holdte han fast. Som om han prøvede at smelte sammen med lygtepælen. Forsvinde ind i den. Han var bare så ... satans bange. Frygtede sig selv mere end noget andet lige nu. Et nærmest elektrochok af et stød blev sendt igennem ham og fik ham blot til at ryste endnu mere krampeagtigt, end han allerede gjorde, da han mærkede tog hænder tage fat i hans trøje, hvornæst noget lænede sig mod hans ryg. Han bed sig i underlæben, men det var ikke nok til at tilbageholde de mange klynkende lyde, der kom efterfølgende. Pinslen i dem var tydelige. Tårene i hans øjne hobede fortsat op. Der kom mere og mere vand i dem, så hans syn nu var fuldkommen sløret. Han kunne ikke se en pind. "Forsvind!" udbrød han hikstende og trykkede sig så meget som muligt ind mod lygtepælen. "SKRID SÅ!!" forsøgte han igen og bed sig hårdt i tungen. Han kom med endnu en pibende lyd, da han med ét slap pælen og fik trukket sig væk fra hende i sådan en fart, at hun havde skullet holde enormt godt fast i hans t-shirt for at kunne fastholde ham dér. Han begravede ansigtet i håndfladerne, inden han begyndte gå bagud med meget usikre og vaklende skridt. Selv ikke nu havde han fået styr på sit åndedræt. Det gik stadigvæk helt sygeligt hurtigt. "LØB DIN VEJ!" råbte han med skælvende stemme og faldt i netop samme nu, som de tre ord kom ud af hans mund, ned på jorden. Væltede bagover og landede på røven. Han bed tænderne sammen og udstødte endnu flere klynkelyde, der blev højere og højere. Hans spidse hjørnetænder blev blottet, idet hans overlæbe blev trukket en smule op, som når en kat hvæser, hvorefter han fjernede hænderne fra sit ansigt og satte den bag sig, ned på jorden, i stedet for. Slog sit blik op på hende, selvom han faktisk overhovedet ikke kunne se det på grund af den våde belægning i hans øjne. "GÅ! Jeg beder dig! Hold dig LANGT væk fra mig!!" skrålede han nærmest helt panisk og begyndte dernæst at gå krabegang - bag ud. Rykkede sig ved hjælp af hænderne, som var med til at skubbe ham selv bagud, så han bakkede. Bakkede væk fra hende. Meget imod hans vilje løb et par spejlblanke tårer ned over hans marmorhvide kinder, samtidig med at han sendte hende et .... bedende blik. Fyldt med fortvivelse og tårer. Han fik med en del besvær rejst sig op og fortsatte med at bakke. "JEG ER ET MONSTER! Løb nu!" beordrede han grædefærdigt, inden han vendte sig om og famlede sig vej i mørket. Efter kun få skridt stødte han dog ind i endnu en lygtepæl, der for længst var blevet slukket. Han faldt derfor ned på de hårde brosten, eftersom han ikke nåede at gribe fast i den og trak benene op til sig. Lagde armene omkring dem og begyndte med stor uro at vugge frem og tilbage. Han udstødte ind imellem et par ynkelige, grådkvalte lyde og lagde sit hovede imod det ene knæ. "Gå væk, gå væk, gå væk!" mumlede han hvileløst, som forsøgte han stadigvæk at gemme monsteret væk. Låse den forsvarligt inde i en kiste dybt inde i sig selv, så den aldrig mere ville kunne slippe ud. Han følte at en ulidelig smerte havde bredt sig til alle hjørner af hans krop. Følte sig så utrolig hjælpeløs. Ville mere end noget andet bare væk herfra. Væk fra sig selv. Væk fra Nanna. Dog var der noget inde i ham, der nærmest skreg på hende. Men han turde ikke følge det. Turde ikke nærme sig hende. I frygt for at han ville miste kontrollen igen. Han var fanget. Og der var intet, han kunne gøre ved det. Han var bare så pokkers rædselsslagen. "GÅÅ-Å-H!!" råbte han, efter først at have fyldt sine lunger med luft. Hikstede endnu som en gal. Han havde næsten fået helt ondt i øjnene af at græde så meget - og den store klump, der normalt satte sig fast i ens hals, når man græd, ville bare ikke forsvinde. Han lukkede sine øjne hårdt i og ønskede inderligt, at han blot kunne forsvine. Fordufte i den stille aftensbrise. "JEG SAGDE SKRID!!!!" skreg han for sidste gang, inden han forgæves forsøgte at komme på benene, men han var alt for svimmel og rundtosset til at gøre det lige nu. Så han blev bare siddende. "Gå væk, gå væk, gå væk!" ...

Nanna blev stående i det han trak sig væk, og slap ham modvilligt. Lyttede til hans mange ord som syntes at blive gentaget om og om igen i en evindelig rundkreds. 'gå væk. hold dig væk. skrid!. forsvind! gem dig.. gå væk, gå væk, gå væk'. Men uanset hvor mange gange og hvor mange måder han sagde det på, blev hun blot stående. Stod som en stiv støtte som var banket i jorden. Som var hendes skosåler limet fast til jorden, og derfor kunne hun ikke bevæge sig. Prøvede ikke engang på det. Uanset hvor mange gange, og hvor meget hans stemme hævede sig i truende folder rykkede hun sig ikke ud af flækken. Stod bare og stirrede... tomt på ham. Fuldstændig udtryksløs imens ordene 'jeg er et monster' løb igennem hendes hoved.
Hendes ben bevægede sig pludseligt... men i det forkerte retning. Hun vandrede svagende - som en zombie med sit blik fastlåst på et offer - imod ham. Med sit tomme og fjerne blik. Hun rakte armen hen imod ham og lagde den blidt på hans skulder. Lod den ligge i få øjeblikke - hvorefter hendes greb strammedes og hun vente ham om i én bevægelse så de vendte ansigt til ansigt. Hendes gule og dybe øjne stirrede udtryksløst ind i hans blågrønne. De var fuldstændig uigennemtrængelige, som spærret af den sorte evindelighed som herskede i hendes pupil. Hun lagde begge hænder på hver af hans skulder - satte sig på knæ imellem hans beb, som nu var på hver af hendes side. Hun lod hænderne glide op ad skulderen, til halsen hvorefter de greb - blidt men bestemt- om hans kæbe, på hver side af hans kind og tvang ham dermed til at gengælde sit blik. Holdt ham fast - selvom han egentlig sagtens kunne rive sig løs - men fastholdt ham med blikket. Sine øjne. Hun rynkede derefter øjenbrynene en smule.. utrilfreds og dog bestemt - som skulle han virkelig høre efter nu. Hun fugtede kort de bløde læber "jeg vil have dig" Sagde hun fuldstændig toneløst og stirrede fortsat ind i hans sore pupil. "jeg har lyst til dig" sagde hun med lidt mere klang af sin bløde stemme. De ord han for længe siden - føles som århundreder - havde bedt hende om at fortælle ham. Så det gjorde hun.
Hun sad ubevægelig i en rum tid - gav ham tid til at opfatte de ord han selv havde sagt til hende, men som nu var vendt imod ham selv - dedikeret til ham, fra hende. Derefter blødte hendes eller stive blik op, og fik mere dybde og liv. Hendes blik blev løsnet en smule og hun lænede sig langsomt ind imod ham. Hendes blik flakkede fra hans øjne af og til hans læber - indtil hans læber ikke længere kunne ses - så kiggede hun blidt ind i Eithans øjne. Det var kun sølle 1-2 cm som skillede deres læber og hun lod forsigtigt sine varme læber snitte hans. Ventede egentlig på at blive skubbet væk af alle kræfter - men det gjorde hun ikke. Som havde hun lammet ham - som havde deres roller byttet plads. Derefter lukkede hun forsigtigt øjnene i - lænede sig det sidste stykke ind imod ham og lod sine røde læber møde hans blege, kolde læber i et ømt og kærligt kys. Et længselsfuldt og.. omsrogsfuldt kys. Et kys han havde længes efter i så lang tid. Lidt og hungret efter og nu... nu fik han det som han ville have det. På én eller anden mærkelig måde... syntes hun at han havde fortjent det. For selvom det var ham som havde løsnet monsterets lænker - sluppet det løs - var det også ham som havde bundet det igen. Eller var igang med at binde. Hvis hun var heldig ville dette få hans krop, tanker og sind til at falde en smule til ro. Køle ham lidt ned - selvom hun praktisk talt varmede ham lige nu. Hun trak lige så stille læberne til sig og lænede sig en smule tilbage. Der gik dog et øjeblik før hun åbnede øjnene - lige så langsomt og så på ham. Så på ham med sine gule... fortryllende øjne.

Eithan rettede sine fortvivlede øjne mod hende, inden han kneb øjnene sammen og bed sig i underlæben. Efter noget tid i denne stilling vovede han dog atter at åbne sine øjne, der endelig var blevet nogenlunde normale igen. De fleste tårer var vel ... sluppet op. Som havde han ikke mere vand tilbage i den. De var godt nok stadigvæk en smule blanke, men det var slet ingenting i forhold til, hvordan de for lidt siden havde set ud. Han tog en dyb indånding, da hun begav sig hen mod ham. Stille og roligt, men målrettet. Havde hun ikke fattet dét, han lige havde sagt til hende? Var hun en komplet idiot? Han skulle netop lige til at lukke sin mund op for at slynge endnu en advarsel ud, idet hun så placerede en hånd på hver af hans skuldre og efterfølgende satte sig ned på knæ foran ham. Ufrivilligt lod han sit blik mødes med hendes. Så ind i hendes forfærdelig smukke og fængende, gule øjne, der næsten låste ham fast. Tryllebandt ham og forbød ham at kigge væk. Så det lod han være med. Sank lige så stille længere og længere ind i hendes øjne. Som var hendes pupiller to store, opsluende huller. Han forsøgte mislykket at rykke længere bagud, men hendes blik havde tilsyneladende også taget kontrollen over alt andet på ham. Alle hans bevægelige del var blevet låst fast. Hans ellers tæt på hyperventilerende åndedræt var blevet en del roligere. Han glippede let med øjnene, da hun tog fat om hans kæbe. Afventede hendes næste bevægelse. Netop som hun åbnede hendes mund for at sige noget, lagde han al sin opmærksomhed på hende. Vidste at han skulle høre virkelig, virkelig godt efter - for dette ville sikkert ikke blive gentaget. Idet de første fire ord kom ud af hendes mund, rynkede han først uforstående sine øjenbryn. Som var det et andet sprog, hun snakkede. Men de næste ord brød ind i hans hovede - og efter at have vendt dem et par gange, spærrede han overrasket sine øjne op. Så allerførst en smule skeptisk på hende, da han ærlig talt troede, at han måtte have hørt forkert. Drømte højt i sit eget hovede. Han blinkede betuttet med øjnene, inden han af ren refleks lænede sig en lille smule tilbage, samtidig med at hun lænede sig ind mod ham. Glemte helt imellem tiden at trække vejret. Holdt det, indtil han mærkede noget mod sine læber. Noget varmt. Hendes læber. Han kneb sine øjne lidt sammen, inden han omsider slappede en anelse mere af. Følte at han smeltede. Var fuld ud afslappet, før hun atter trak sig en smule væk fra ham. Han lod sine øjenlåg glide helt op igen og så lidt forvirret på hende. Som spurgte han om, hvad der dog havde fået hendes til at gøre dét. Et godt stykke tid efter hvor det eneste han havde fortaget sig, var, at sidde og se ind i hendes gule øjne, der stadigvæk havde en underlig, magnetisk effekt på ham, fik han sat sig lidt mere op og lænede sig dernæst ind mod hende. Satte en hånd lige på midten af hendes brystkasse og skubbede hende blidt ned at ligge. Han lagde sig halvvejs ned over hende og trykkede sine kølige læber mod hendes i et nyt kys. Et utrolig forsigtigt ét, så deres læber faktisk knapt rørte hinanden. Eithan satte en håndflade mod en af brostenene og løftede på den måde sin overkrop lidt op, hvorefter han listede den anden hånd op til hendes pande. Strøg noget af hendes hår væk derfra, inden han afsluttede kysset. Trak svagt på smilebåndet, så et skævt smil dannede sig på hans læber, men i samme nu han kiggede ind i hendes øjne, forsvandt det, og han fór dernæst op fra hende. Satte en hånd mod sin egen pande og tog 2-3 skridt bagud. "Sagde jeg ikke, at du skulle GÅ?" sagde han så i en blanding imellem en snerren og hvisken. Usikkert vaklede han svajende hen til lygtepælen og slog sine arme omkring den. Stod med ryggen vendt til hende. "Lad mig være ... du vil aldrig få mig at se igen. Det lover jeg," mumlede han og lod noget af det vand, der atter havde samlet sig i hans øjne glide ned over hans kinder som små, fugtige dråber. Nøjagtig som hun selv havde skreget til ham. At hun aldrig ville se ham igen. Han knugede sig ind til pælen og gokkede lidt efter panden mod den. Stod bare musestille med blikket rettet ned mod sine fødder.

Nanna sad tavst og betragtede ham indgående og roligt imens stilheden havde taget over dem. Lå som et slør om dem - et bagehageligt lunt tæppe. Hun havde ikke noget imod stilheden... især ikke når hun lov til at være i den sammen med Eithan. Et svagt smil gled indover hendes læber da dén tanke strejfede hende... døede dog brat da hun atter vågnede op til virkeligheden. At det ikke blot var Eithan som sad foran hende... men at inden i ham.. hvilede en ond og grum ondskab som blot ventede på at blive sluppet løs. Hærge, fortærre, myrde og grine psykotisk med sit flækekr smil som blottede de dødbringende hjørnetænder. Hun sank en klump som pludselig sad fast i hendes hals.
Hun glippede let distræt med øjnene da hendes lille tankespind blev brudt da hun pludselig mærkede Eithan imod hendes bryst og skubbede hende på dén måde ned at ligge. Han lagde - lænede sig over hende og... og gengældte hendes kys. Det havde hun godt nok ikke regnet med. Hun mærkede hans blide strøg ved hårtindingen i det han nænsomt fjernede noget af hendes hår fra hendes ansigt. Dét fik hende til at smile indvendigt - hans blide bevægelser... for denne gang, var de brugt i ren uskyldighed og ikke... ikke i et forsøg på at forføre hende - imod hendes vilje. Få hende til at syntes om ham og bruge beskidte tricks - som hun havde en anelse om at han havde prøvet på. Men han havde vist ikke kunnet tåle at blive afvist - og derefter havde helvede brudt løs.
Hun nåede netop at opfange hans velkendte.. søde smil som spilelde henover hans læber - da deres kys blev afsluttet... Kun i et ganske kort øjeblik før det pludselig forsvandt. Han fór op som om han pludselig havde opdaget at hun var en anden - én han slet ikke kendte. Men det gjorde han... meget endda.. Aldrig havde én lært så meget om Nanna på SÅ kort tid... Aldrig... Men hun havde godt nok heller aldrig oplevet noget som hun havde oplevet idag. på én aften. på én nat.
Hun rynkede uforstående øjenbrynene da han atter bad hende om at forsvinde... bad hende om at gå. Men... men... hvad? Hun bed sig let i underlæben og lyttede til hans efterfølgende ord... skulede derefter ondt til ham. Hun fnøs og rejste sig - børstede sig af og så mod Eithans ryg. knyttede næverne. Efter alt det han havde været igennem... været igennem for hende, kunne han ikke en gang holde fast i hende. Var svag. Årgh hvor havde hun bare lyst til at... at... slå ham! "Kryster!" sagde hun tydligvis frustreret... men også.. rastløs. Bare gøre ét eller andet ved ham for at han skulle se på hende.... bare en sidste gang. Hun slap atter af i armene og foldede fingrene ud så de ikke længere var knyttede. Hun drog et opgivende suk... Ville ønske hun kunne give ham et sidste kys inden hun forlod ham... og denne gang var hun sikker på han ikke ville følge efter. Hun betragtede i en rum tid Eithans ryg.. lagrede de sidste detaljer af hans skikkelse i sin hukommelse.... ville sikkert se efter dén ryg når hun vandrede i byen... dog velvidende at hun ike ville se den. Hun vendte ryggen til og begyndte langsomt at gå... Stoppede kort op inden hun forlod gyden "Lov ikke noget du på forhånd ved... At du ikke kan holde" Sagde hun lavmælt - dog blev hendes bløde rolige stemme kastet mod gydens vægge og gentog sig selv. Hun forsvandt bag hjørnet og til sidst, forsvandt hendes skridt, og det efterfølgende ekko af dem. Der var tyst... For alt liv havde forladt området og ene og alene stod den udøde vampyr tilbage... Vampyren kaldet Eithan

//END OF STORY//