Den gamle park (Nifi)

s: den gamle park
t: aften
o: gamle forlystelser
v: lunt, klar himmel

Taisho stoppede op ude foran den rustne låge, han så lidt ind mellem tremmerne og ind på de faldefærdige forlystelser.
Han havde været der en gang før, men da havde han været i kamp, måske var det på tide at kigge igen? Nu hvor han forhåbentlig ikke skulle i kamp.
Han tøvede lidt, da en lille kølig brise fik han utrolig lange hår til at bølge let.
Så skubbede han lågen op og trådte ind, lukkede dog lågen igen.
Han gik lidt på ukrydts stien ind mellem alle forlystelserne og kiggede sig omkring.
Sidst havde det også været lige omkring aften eller midt på natten.

Nifi kom Svævene hen over den gamle park og landede på taget af en karrusel hvor hun follede vingerne sammen og fik dem til at forsvinde ind i ryggen. Hun var iført et bar trekvart lange bukser i sort , og en top der stumtede så man kunne se hendes navle og den navlepircing der sad i den som forestillede en sort rose der grad blod, hun havde også et par handsker på med nitter i sølv på knorene. Hun satte sig med fødderne hængendene ned fra taget da hun pludselig så en dreng der gik under karrusellen

Taisho gik lidt i sine egne tanker da han hørte et svagt sus som fra nogle vinger.
Han så op og fornemmede en person oppe på taget af karruselen.
Typisk, han havde åbenbart noget der gjorde at han altid mødte engle her i parken.
Han tænkte at englen nok bare kiggede og gik derfor videre.
Snart kom lugten til, lugten af engel...og dæmon...Var det en blandingsrace? han smilte lidt ved tanken.

"jeg er dødsengel" sagde hun roligt "og ja også dæmon... og må man bede om forladelse... det er ikke med vilje men jeg høre bare andres tanker" sagde hun roligt og hoppede ned foran ham der var godt 10 cm mellem den så hun bakkede hurtigt så der var mere plads mellem dem
"jeg er Nifi" sagde hun roligt og nejede hvorefter hun rakte hånden frem

Han stoppede en smule overrasket op og studerede hende lidt.
Så lagde han armene over kors.
"Jeg bryder mig ikke om folk der læser andres private tanker" sagde han lidt koldt, ikke fordi han havde noget mod hende, men ville bare gerne have sine tanker for sig selv.
"Taisho" svarede han kort til hendes præsentation.

"jeg kan ikke selv kontrollere det" sagde hun roligt og så ham lidt an. *han er vist ok ?* tænkte hun og så ham kort i øjnendene men slog hurtigt blikket ned og tog hånden til sig.
"og hvad laver man så her ?" spurgte hun roligt og så sig lidt om da hun ikke rigtigt vidste hvad hun selv lavede her ... og hun var heller ikke helt sikker på hvor hun var

Han så hende lidt an, men lod så armene falde roligt ned igen, da hun vidst ikke var til nogen større fare...lige nu.
"Gik bare en tur" svarede han og trak på skuldrene mens han så sig omkring.
"Og dig?" han så på hende igen

hun så lidt på ham "tja det er et godt spørgsmål ... og jeg kan ikke svare på det for jeg ved det ikke" sagde hun og lagde hovedet let på skrå velvidene om at det lød dumt det hun lige havde sagt.
men hun vidste det jo ikke så der var ikke så meget andet at gøre ... hun så atter rundt og begyndte at tænke over hvorfor mon parken var lukket

hun så lidt på ham "tja det er et godt spørgsmål ... og jeg kan ikke svare på det for jeg ved det ikke" sagde hun og lagde hovedet let på skrå velvidene om at det lød dumt det hun lige havde sagt.
men hun vidste det jo ikke så der var ikke så meget andet at gøre ... hun så atter rundt og begyndte at tænke over hvorfor mon parken var lukket

Han nikkede lidt
"Sådan kan det jo være" han begyndte så at gå ldit videre rundt blandt forlystelserne, da han ikke vidste hvad han ellers skulle.
Snart begyndte hans tanker igen at kredse om forskellige ting,

hun så længe på ham. "du kender det her sted ikke ?" spurgte hun og så kort ned for ikke at møde hans blik.
"men ikke for noget godt vel ?..." et kort smil blev fremmanet hvorefter det falmede og hun atter så trist ud *hvorfor alle de spørgsmål ???* tænkte hun surt til sig selv og gik efter ham. hun lagde kort hånden på hams skulder men fjernede den så igen

Han så lidt på hende
"Nej, kender intet til stedet, andet end det er en gammel forlystelses park" sagde han og så lidt på nogle af forlystelserne.
"Har kun været her en gang før, men den er ikke værd at mindes" han så igen på hende, da hun havde haft lagt en hånd på hans skulder.

hun så med tomme øjne på ham "jeg troede ikke det var muligt " sagde hun roligt og et underligt ondt smil kom frem på hendes læber hvorefter hun nejede "forladelse" mumlede hun igen og skulle til at ta den ene handske af men stoppede da den var halvvejs af. *det er dumt at gøre men han virker intrasant* tænkte hun og stod lidt og tænkte over sin beslutning. Hvorefter hun tog handsken helt af

Han så lidt på hende, på den måde hun tøvede med at tag sin handske af.
Hvad havde hun tænkt sig? På en måde følte han sig ikke helt tryg ved det.
Han knurrede svagt, så hun lige var advaret, men så så frem for sig.
"Hvad skulle ikke være muligt?" spurgte han.

"det finder jeg snart ud af " sagde hun roligt og lagde hånden på hans kind i en blid berøring og hedes hår blafrede kort som var der en vind hendes pupiller blev dobbelt størrelse så man næsten ikke kunne se det blå i dem. i hendes hovede kørte alle de billeder Taisho nogle sinde havde set og hun fik alle han's smerter alle hans føelser og alle hans værste mareridt at se ... selv de ting han ikke selv kunne huske så hun . "det var muligt ..." sagde hun, hun vidste at han ville kunne mærke noget men ikke hvad hun havde gjort så hun nejede atter "forladelse" mumlede hun og hendes øjne blev normale igen

//skal lige spise svare når jeg kommer tilbage ^.^ //

//nåede lige at svare ^.^ //

Han var overrasket over hendes berøring og mere da hun pludselig bare stoppede.
Han havde mærket noget, men han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det.
Noget af det hun havde set var alle hans kampe i japan og rundt om i verden på jagt efter sine børn.
Da han mødte sin elskede og børn igen, at hun var forsvundet med deres nye tvillinger, alle han små møder med andre, han forelskelse i en engel, han to angreb fra vampyre, en på stranden hvor han var ved at dø og en her i forlystelsesparken.
Samt, helt tilbage i tiden, for længe siden, da han blev samlet op da hans mor var død, lært op af en kvinde og nogle år efter set hytten i skoven brænde...sammen med den eneste der nogensinde ville tage sig af ham.

"det underlige er at du heller ikke har taget skade af det" sagde hun roligt og tog handsken på igen, og rørte derefter atter hans kind i en blid berøring og så ham i øjnendene , Rimelig længe faktisk .
*jeg så det hele...* tænkte hun da hun havde set ham længe nok i øjnendene. hun tog roligt hånden til sig igen. "mystisk" tænkte hun og mærkede et sus gå igennem hende og op til hendes hjerte hvor det stoppede og lod den vej det havde taget forblive varmt og rasten koldt

Han trådte et skridt baglæns da de havde øjnkontakt.
Der skete noget, det kunne han mærke, men hvad? Han fortod det ikke og det gjorde ham en smule usikker.
"Skade af hvad?" forlangte han at vide.

"alle de kampe du har underlig nok ikke taget synlig fysisk eller psykisk skade. det er godt klaret" sagde hun roligt
"og jeg formoder du gerne vil ha en forklaring på hvad jeg har lavet ikke ?" spurgte hun og satte sig på kanten af karrusellen. *han bliver nu nok ikke glad for det* tænkte hun og så længe på ham inden hun igen slog blikket ned i jorden
"nysgerrighed er farligt ikke ?" sagde hun roligt og fremmanede et skævt smil

Alle hans kampe? De eneste skader han havde var ar forskellige steder.
Han så længe på hende, nysgerrighed? Hun kunne et eller andet, det var han sikker på.
Han så fortsat på hende
"Hvad har du gjort?" et hvert smil var væk, den ellers så venlige stemme var kold og hård.
Han så roligt på hende.

*vidste det* tænkte hun og så roligt på ham
"jeg så din fortid og dine kampe ... nysgerrighed" hun mumlede det sidste.
"det er ikke farligt som sådan nu kan jeg bare se dig i øjnendene ..." forklarede *og kopiere din kampstil men det nævner jeg ikke* tænkte hun
"De er nok sur på mig ikke ?" sagde hun roligt stadig med det triste blik. *man får ikke mange venner ved det her* tænkte hun *men jeg vil jo gerne kunne se dem i øjnendene*

Hvad bildte hun sig ind? De kendte ikke hinanden og alligevel kunne hun ikke holde sig for sig selv? Hele hans historie? alt han bare gerne ville holde for sig selv, var nu delt med en anden.
En dyb, truende knurren kom fra ham, efterhånden som han blev mere og mere vred.
Hvad skulle han gøre ved det? En kamp ændrede ikke noget, men ville, forhåbentligt, give hende en lærestreg.

"jeg ville bare kunne se folk i øjnendene" mumlede nifi trist da hun hørte hans tanker.
"jeg har ikke fået ordre på at kæmpe og jeg vil heller ikke så hvis du angriber flyver jeg bare lidt væk... men kommer nok tilbage" sagde hun roligt og så længe på ham.
"du har en intrasandt fortid og jeg undskylder for at ha set den uden din tilladelse" sagde hun roligt og slog atter blikket i jorden