Den gamle park (Nifi)

Hun smilte roligt ved hans tanke og landede …
Det gav et kort ryk i hende da hun gik forbi en af de mange forlystelser da hun åbenbart havde set den før… eller været der før … hun kunne bare ikke huske hvornår … en lille del af hende ville tilbage og se efter men i fare for at huske gik hun hurtigt videre og endte med a stå godt 10 meter foran Taisho

han så overrasket på hende og stoppede op.
"Der er fart i dig pludselig" sagde han og så lidt på den gamle forlystelse
"Hvad skal du nå?" han smilte lidt og havde åbenbart glemt at være fjendtlig mod hende...for nu.

”jeg vil ikke huske” sagde hun hurtigt og en smugle skræmt og så på forlystelsen med grønne skindene øjne. Hvad nu hvis jeg husker ?!?” sagde hun lidt skræmt og bakkede en smugle længere væk fra forlystelsen. Hun ville ikke risikere noget. Og da slet ikke at skuffe hendes herre.

Han så lidt på hende.
Hun var absolut underlig, i den helt store stil.
Han så lidt på forlystelsen, hun havde gjort ham nysgerrig selv om han nok ikke selv ville opleve noget specielt ved det.
"Jamen det er jo godt du kan huske" sagde han
"Så kan du jo gøre rede for at du ved alt om mig og så komme med information om dig selv..." sagde han og fjernede sig ikke fra forlystelsen.

”Nej det er ikke godt at huske ! hvad hvis jeg husker noget jeg ikke må ! hvad nu hvis jeg ser min herres minder!” sagde hun med angst i stemmen ”så bliver hun skuffet!” hun fik sagt det på en måde så det lød som om at det var den værste ting der kunne ske i hele verdenen. Hun bakkede atter væk fra den ”gå væk fra den” sagde hun hurtigt.

igen blev han lidt irriteret.
Han lagde stædigt armene over kors.
"Du kan ikke give mig ordre på den måde!" sagde han hårdt og blev stædigt stående.
"Jeg aner ikke noget om det du ævler om, men jeg ved du skylder mig noget! som tak for at rive min fortid fra mig og nu kan se mig i øjnene" han så bestemt på hende, selv om det nok ikke hjalp.
Han følte hun i det mindste skyldte ham lidt.

Hun rev blikket fra forlystelsen.
”og hvad mener du så jeg skylder dig?” spurgte hun hurtigt og bakkede endnu lidt tilbage … hun stod nu omkring 15 m. væk fra forlystelsen. Hun så kort på han’s overkors lagte arme og så ham derefter i hans øjne. *hvad mon han vil ha ?* tænkte hun og fortsatte med at se ham i øjenendene

Han grinte lidt
"slap dog af, jeg er ikke et dyr der vil spise dig" sagde han
"Jeg synes bare det er rimligt vis du husker noget og fortæller mig om det...For du har trods alt fået alt muligt om mig at vide..." sagde han

”hvad vil du vide ?!?” spurgte hun hurtigt…
hun var tydeligvis ikke intraseret i at han blev i nærheden af forlystelsen for længe. ”bare sig det og jeg vil se om det er noget du må ide” mumlede hun … dog så han kunne høre det

"Noget om jeg må vide?" knurrede han
"Du har da bare taget oplysninger til dig uden at spørge om lov først, så om jeg må vide det?! Den vil jeg ikke høre på" man han sukkede, han kunne jo tvinge hende herhen, men det fik hende jo ikke nødvendigvis til at tale.
Faktisk gad han slet ikke denne diskussion.
Han vente ryggen til hende
"Ved du hvad? Du må sejle din egen sø, gider ikke mere" og begyndte med faste skridt at gå sin vej

”jeg har tavsheds pligt fra min herre … der er nogle ting jeg ikke MÅ fortælle dig … og hvis jeg gør … kan det skade begge parder” sagde hun og sukkede.
Det var ikke fordi hun ville skændes, eller ikke snakke med ham … hun kunne bare ikke uden at gøre skade på dem begge…

"Jeg er ligeglad" sagde han kort
"vis nogen skal gøre skade på mig.." han rystede på hoved
"....Det ville blive svært" han fortsatte med at gå

"ikke så svært som du tror ..." sagde hun kort.
Hun vidste ikke hvorfor men hun var pludselig træt af ham ... han ville jo verken lytte eller snakke.
"da jeg så din fortid kopierede jeg alle dine kampteknikker... de skal øves nogle gange før de er helt perfekte men i realiteten ville det være som at kæmpe mod dig selv hvis du prøvede at slåds mod mig ... eller min herre da hun overvåger alle mine tanker ..." sagde nifi roligt og dog en smugle koldt "det vil også sige at der er flere der kender din fortid"

Han stoppede op og vente sig så om mod hende.
Først vidste han ikke hvad han skulle, men kunne bare mærke raseriet varme sin krop, fra rygraden og ud til resten af kroppen.
Han lyttede skam.
Men han kunne ikke fordrage nå andre bare vidste noget om ham uden han gav dem lov til at vide og ikke selv fortalte dem det.
Og nå det så var flere det vidste det....Det kunne han ikke lige snuppe.
Han stod bare stille og vidste ikke helt om han skulle lade sit temperament tage over eller om han skulle bekæmpe den.

Nifi smilte ondt til ham og så samtidig ned. Hun kunne lugte hans vrede og mærke at han ville slå hende.
”alt hvad jeg ved, ved hun også” sagde hun. ”jeg ved du er vred … men så må du være det … jeg er træt af dig … du vil ikke snakke eller se på mig … det iretere mig grænseløst … men nu vil jeg ikke finde mig i det mere … så find dig i det eller… ” hun stoppede sætningen og smilet voksede og blev også koldt.

"Vil jeg ikke snakke eller se på dig?" knurrede han
"Det er da...!" han vidste ikke hvad han skulle sige til det.
"Selvfølgelig vil jeg snakke! Jeg kan godt lide at snakke med andre!" sagde han som sit forsvar, han havde aldrig sagt nej til at snakke
"Men alle er ikke ens, måske ligger det til mig ikke at se så meget på folk, måske er du mere opmærksom på det fordi du aldrig ser folk i øjnene!" han ignorere hendes selvsikre smil, hun troede hun styrede det hele.
"Fint!" sagde han så og virkede overraskende rolig.
"Lad os snakke, lad os snakke i et rolig tonefald, som voksne mennesker" sagde han, dog kunne han ikke modstå at ligge armene over kors.
"Du tror jo alligevel du kender mig" han tøjlede sin vrede

”Nej du snakker ikke med nogle der er anderledes!” skreg hun ”Du spærre dem inde i flere hundrede år så man ikke kan noget andet end at håbe og når man engang er færdig med at håbe bryder man sammen!” sagde hun mørkt og med foragt i stemmen. Hun knugede næverne og hendes negle borede sig dybt ind i hendes hud så der dryppede blod fra hendes hænder … ”jeg lægger mærke til når folk ikke ser på mig … fordi de er bange … eller har foragt til mig! Fordi jeg ikke er som dem!” hendes stemme var fyldt med had og hun blev mere og mere dyster.
”du vil slet ikke snakke med mig” sagde hun da han kom med sit forslag ”du vil slå mig ihjel” vingede hun.

Hun var jo helt forskruet i hoved, endten var hun dårlig til at se hvad folk enlig mente eller også fantaserede hun eller noget.
Han var helt rolig nu, slet ikke vred.
Faktisk var han lige ved at grine, ikke nedgørende, men fordi hendes ideer var så absurde.
"Vil du ikke godt slappe af?" sagde han, selv om han vidste det var håbløst
"Du har åbenbart totalt misforstået mig, og jeg som troede du ville kende bare lidt til mig!" han rystede på hoved og så på hende
"Jeg har aldrig haft foragt for dig og aldrig været bange for dig, jeg har været irriteret fordi du tilegnede dig min livshistorie, men det er ikke det samme.
Jeg indrømmer jeg har kredset om det samme, at du ved min historie uden at få lov, men det betyder ikke jeg ikke vil snakke, jeg kan godt være lidt stivnakket en gang i mellem...." han tænkte sig om for at huske hvad hun mere havde givet ham skylden for.
"...Jeg aner ikke hvad du mener med at spærre folk inde, for jeg hader at spærre folk inde, det er der ingen ide i, jeg vil ikke slå dig ihjel, hvor har du den absurde tanke fra? Jeg har ikke slået ihjel længe og så skulle jeg lige pludselig gøre det? Du skuffer mig, ja, jeg troede du var kvikkere. Du er anderledes? Jamen herre gud da, det er alle, jeg har mødt mange med underlige evner...." han så lidt på hende
"...Og så vil jeg lige sige: du snakker om jeg ikke gider snakke, men nu gider du ikke, kan du se ubalancen?" han sagde det hele tålmodigt og så roligt på hende.
Men inderst inde var han spændt på hvad hun nu havde tænkt sig og om hun overhoved gad lytte til ham...hvilket hun vel nok burde nå hun selv snakkede om han aldrig lyttede til hende...

Nifi var fyldt med vrede og det lod ikke til at nogle af de ord han sagde kom ind i hendes hoved.
Hun hvæste nogle ord og havde klart fået iden ind om at han ville forsøge at spærre hende inde som man havde gjort før… Derfor var hun både bange og vred og det kunne ses.
Hun var mere end bare angst for at blive spæret inde igen og så af ham... ”du lokker bare og håber du får mig en fælde” hvæste hun. Hun havde klart slået hjernen fra og ladt hendes indstingter komme til i stedet. Hun havde inde i sig selv fortaget en form for forsvars position og det ville være svært at få hende ud af denne igen.

Han så på hende, på en måde ville han ikke slås med hende nå hun var sådan...som om hun havde glemt at bruge hoved.
Men hvorfor spildte han også tiden på det her? Vis hun virkelig var så dum i hoved...Han sukkede
"Flyv væk med dig!" knurrede han vredt
"Du er jo kun dum i hoved" han rystede selv på hoved, vente ryggen til hende igen og gik sin vej.
Vis hun virkelig troede han ville hende noget, hvorfor fløj hun så ikke bare sin vej? Så ville hun jo sagtens kunne finde ud af han var ligeglad med hende.

Nifi brugte vinden til at kaste ham ind i en af forlystelserne med et højt brag. Det ville sikkert gøre ondt men de tænkte hun ikke over.
Hun sukkede og satte sig ned i græsset med et suk. Hun lukkede sine øjne og vrængede en masse små uforståeligt ord.
Hun sukkede atter *hvad har jeg nu gang i* tænkte hun og var ikke helt så vred mere.

Han snerrede vredt da han rystede sig og rejste sig op.
"Hvorfor!" knurrede han
"Du er jo syg i hoved!" pludselig forandrede han sig, snart stod der en stor hund, hvid med gyldne øjne, stor som en elefant og helt klart ikke en man lagde sig ud med.
Vis det havde været en normal dag ville han have været et smukt syn, hans dejlig øjne og bløde pels.
Men raseriet stod ud af hans øjne som en underlig ild og hans tænder blev blottet i en dyb og truende knurren.
Han vente sig om mod hende og mærkede hvordan raseriet varmede hans krop og fjernede alle fornuftige tanker.
Hun ville bare have problemer og han ville ikke helme!

”og kan du så bevise det? … kan du bevise at det er mig der er syg i hovedet og ikke alle jer andre ?” sagde hun koldt og roligt. Hun var slet ikke bange for den store hund ”nej vel?” sagde hun kort. Og rejste sig op uden at se op. ”for teknisk set er jeg højt begavet… jeg tænker bare ikke på samme måde som andre”… og det er det heller ikke nogle der kan få mig til….” hun fornemmede hans varme og had og et bredt koldt smil kom frem på hendes læber. ”bare så du ved det vovse … så er jeg ikke bange for dig” sagde hun uden at se op.

Hvor fik hun de sindsyge tanker fra? Det var jo absurd.
Han satte sig ned og begyndte at trække vejret med tungen ud af munden.
"Alle er begavet på en eller anden måde" sagde han, hans stemme var lidt forvrænget begrund af han var hund nu.
Også mere hæs.
"Og kan du bevise det er alle os andre der åbenbart har noget imod dig? At alle, undtagen dig, er syge i hoved? Nej vel?" igen troede hun at hun styrede det hele.
Som altid: det gjorde hun ikke.

”det har jeg ikke sagt.” sagde hun roligt. ”jeg har sagt at du ikke kan bevise det modsatte” hvilket passede. Det kunne han ikke. Det var der ingen der kunne.
Hun troede ikke hun styrede det hele hun var bare lidt selvsikker og ikke sådan at få has med. Hun så stadig ikke op men smilte ondt ned i jorden.