Den gamle park (Nifi)

"Du kunne i det mindste havde advaret mig!" han måtte beherske sig meget for ikke at slå, hvilket man så da han blev meget anspændt og knyttede sine hænder.
"Du har gjort to ting jeg hader, 1: du læser mine tanker, stop det! Det er mine tanker, ingen andres, 2: du tog viden og min fortid uden så meget som en kvidder!" hvæsede han

Hun sukkede "ja det kunne jeg vel men så var du bare blevet mere rasendene. " mumlede hun
"jeg kan ikke selv styrer om jeg læser tankerne på folk eller ikke de kommer til mig" sagde hun roligt og blev roligt siddende.
"men jeg ville bare for en gangs skyld se nogle i øjnendene. " sagde hun trist "jeg ved det er en dum undskyldning men sådan er det "

"Vis du vil se nogen i øjnene så start med at sige hvad der indebær!" knurrede han
"Du ved ikke om jeg så var blevet mere rasende eller ej, nok ikke, for så vidste jeg det! Og du må hellere lære at holde dig fra mit hoved!" han knurrede dybt
"Du holder det for dig selv!" sagde han truende, han mente at hun ikke måtte fortælle hans livshistorie til nogen, ellers skulle han nok jagte hende fra nu og til en af dem døde...

"jeg fortæller aldrig nogles livshistorie" mumlede hun
"jeg er vandt at folk bliver sure så snart jeg fortæller hvad det indebære" sagde hun og lagde hovedet på skrå "desuden gjorde jeg det gennem berøring hvilket er smertefrit og ikke ved at se dig i øjnendene hvilket ville ha gjort meget ondt" mumlede hun
"jeg formoder ikke at du vil ta imod en undskyldning vel ?" spurgte hun trist men meget roligt

Hvad skulle han gøre? Nu var det jo sket, og det kunne der ikke laves om på.
Han så lidt på hende.
"Jeg acceptere en undskyld, lige så snart du kan love mig du aldrig nærmer dig mit hoved mere! slut med at læse tanker, slut med at kræve viden som slet ikke vedkommer dig!"

"det kan jeg ikke det er en evne jeg er født med jeg kan ikke gøre for det ... det er lidt ligesom du ikke kan gøre for at natten kommer og går og at vinden blæser når den vil og ikke når du vil" sagde hun roligt
"men derfor vil jeg stadig gerne undskylde ... jeg nævner ikke dine tanker for nogle" mumlede hun og så ham i øjnendene ... hun kunne ikke la vær det var så sjældent at hun kunne se folk i øjnendene på den måde ... og af en eller anden grund føles det rart at se ham i øjnendene ... de var underligt roligt ???

Han knurrede
"Så acceptere jeg ingen undskyldning" knurrede han, hvad man var født med kunne man vel altid lære at styre, ellers skulle man nok ikke forvente folk blev glade for en.
Han vente ryggen til hende og begyndte at gå.

*som altid* tænkte hun
"man kan ikke kontrolere det det kan man ikke og det kan ikke læres sådan er det bare ..." sagde hun og så trist på ham.
hun sukkede da hun så at han begyndte at gå *bare for en gangs skyld ville det være rart at ha en ven ... men jeg må vel lede vider* tænkte hun og lod sine vinger vokse frem hun fløj op på taget af karrusellen og skulle til at flyve da hun atter minedes hans øjne *man kunne jo prøve* tænkte hun og fløj lydløst efter ham *han opdager mig nu nok

"Flyv din vej, nå du ikke kan holde dig for dig selv" snerrede han, han havde både hørt og fornemmet hende.
Men hans stemme var ikke helt så hård som før, fordi han var ved at blive rolig igen og gik og tænkte over det.

"jeg vil godt lære dig bedre at kende " sagde hun roligt men trist
hun fløj ned til ham og svævede ved siden af ham "Jeg ved det jeg gjorde var forkert og du ville ikke kunne forstå hvad jeg mente om jeg så fortalte dig det 1000 gange for det er underligt og kompliceret og jeg forventer heller ikke at du vil høre det .... eller i det hele taget høre på mig" sagde hun roligt
"men jeg ville håbe det" sagde hun lidt efter *da jeg vist nok har mærket nogle af de samme lidelser * tænkte hun men kunne ikke mindes det

"Hvad mente du?" sukkede han og ignorede at hun åbenbart ikke kunne gå, istedet for at baske løs ved siden af ham.

"det jeg siger" sagde hun "jeg har aldrig kunnet se folk i øjnendene og derfor er det spichelt at se dig i øjnendene. ja jeg har set et par stykker i øjnendene " sagde hun *og drabt dem derefter ved hjælp af lidelserne * tænkte hun "men ingen har haft sådan et udtryk i dem" sagde hun roligt "jeg har prøvet nogle af de ting du har" sagde hun "jeg kan bare ikke huske alle de ting jeg har været igennem"

Han knurrede igen
"Jeg hader folk der tror de kender det, eller siger i et tonefald som om de har medfølse, sympati eller hvad folk nu kalder det" knurrede han, det var vist stadig lang vej før de kommunikere normalt.

"jeg har ingen medlidenhed da det ikke gavner nogle" sagde hun hårdt
"jeg har prøvet førelsen at miste ... mange gange" sagde hun roligt
"det kan være at du ikke vil tro det men det er sådan " hun var unormalt rolig og virkede slet ikke nervøs over hans temperament

"Hvem snakkede om at miste? Du tror måske du ved det hele!" svarede han hårdt, desuden havde han ikke mistet særlig mange gange.

"men det du har mistet gør ondt ikke ?" sagde hun og hentydede til tvillingerne .
"det gør ingen forskel om jeg ved det hele eller ej" sagde hun roligt og landede på jorden det gav et kort sæt i hende hvorefter hun stille begyndte at gå efter ham.

Han sukkede irreteret.
"Drop det, gider ikke snakke om det!" sagde han, han gad ikke være sur lige nu, faktisk ville han bare nyde en rolig gåtur....

Må man ledsage dig eller ser du helst jeg forsvinder ?” Nifi regnede egentligt med at han ville bede hende gå … men selv da ville hun nu nok flyve efter ham …
Eller ville hun … hun så nysgerrigt på ham og fulgte roligt med ham indtil han kom med et svar
Hendes roligt blå øjne undersøgte ham gang på gang

"Det bestemmer du selv" svarede han og fortsatte med at gå.
Hans lange, hvide hår bælgede let for hver skridt han tog.
Han var bevidst om at hun hele tiden kiggede på ham, hvorfor?

Nifi smilte og fulgte efter ham. Hun betragtede ham fra top til tå og lagde mærke til hver eneste bevægelse han lavede.
Hun havde en stor løst til at gå om foran ham og se ham i øjnendene.
Men gjorde det ikke da han nok bare ville synes hun var tosset.

Han prøvede at slappe af og bare tænke som han plejede, men hele tiden blev han forstyrret af hendes evige stirren.
På et tidspunkt stoppede han op og vente sig om mod hende.
"Hvorfor?!" spurgte han, lidt pludseligt, men ikke mens på noget ond måde.

”hvorfor hvad ?” hendes hoved hældte sig svagt til siden og hun så et stykke tid i hans øjne … *underlig følelse* tænkte hun og kom pludselig i tanke om hvad han nok mente ”jeg kan normalt ikke se folk i deres øjne så det er underligt og fascinerende…” hun talte uden nogen følelse og det lød underligt tomt, hendes blik gled langsomt ned og hun havde nu bøjet hovedet for ikke at se i hans øjne…

"Så virk i det mindste begejstret" svarede han, da han lagde mærke til at hun svarede som uden følelser.
"Tillykke, det er heller ikke hver dag folk får hele min livs historie at kende" han vente igen ryggen til hende for at gå videre, ikke ment på noget ond måde, men bare fordi han havde lyst til at gå videre

Hun smilte "jeg har en underlig måde at være begejstret på " sagde hun roligt og fulgte efter.
dog uden at se op.
kort efter svævede hun over jorden igen men kun få cm ... hun kunne tydeligvis ikke li at røre jorden for længe

Han blev dog lidt irreteret over det, at have hende flyvende omkring sig som en forvokset myg.
Han sagde dog ikke noget, men fortsatte med at gå.