Et møde i natten (Maila)

Hun rynkede panden lidt, ”Er du sikker på at det er hvad du tænker?” spurgte hun så, og betragtede ham lige så stille, imens hun studerede hans ansigt, men smilede en smule, ”Men grunden til at jeg er bange for mørket, kan jeg ikke besvare, føler mig på en måde utryg og sårbar der.” forklarede hun eller prøvede men sådan var det vel, man kunne ikke altid gengive de følelser man havde for nogle bestemte ting. Et lille suk gled ud igennem hendes læber og lukkede øjnene en smule, imens hun overvejede hvordan verdenen ville se ud uden alle de her væsner, Kedelig… sagde hendes stemme i baghovedet, Den vil være kedelig Og det kunne hun så afgjort give den ret i. Blikket lukkede sig i endnu engang, og lod sig fører afsted af den mægtige vampyr, der stod ved hendes side, hvis arm, den spinkle pige holdte fast i for at føle en mere form for ægte tryghed. Mennesket var sært tænkte hun, meget sært, det var som om folk regnede der for sødt, og dets grusomheder ikke kunne tage nogle form for højder i det rov dyrs racerne havde foretaget sig. Underligt… blev hendes tanker ved, men sagde ikke noget, gik bare, kiggede op på de lys de passerede som skinnede i den mørke nat. Lige før de rent faktisk blev opslugt af den, som var det et sort hul over byen, der tog små bider af overfladen, uden nogen som helst faktisk lagde mærke til det. Hvilket fik tanken omkring rumvæsner til at vække op inde i hendes hoved, hun syntes nu ikke tanken var så gal, hvis de her væsner her, også levede her på jorden, hvad så med alt andet udenfor? I så fald, hvorfor skulle der så være alle de planeter, kunne da ikke være rigtigt de kun var til for at være der, for at pynte lidt på galaksen.

Lazarus smilede da hun sagde hun ikke troede på det var det han tænkte på. Lazarus satte sin kolde hånd på hendes hoved og ruskede hende i håret blidt. Lazarus kiggede på hende med hans dybe mørkerøde øjne. Der bar et lettere dyrisk blik. Lazarus sagde stille og roligt ’’ Du er en klog pige Maila.. Men hvis jeg fortalte hvad jeg i virkeligheden tænkte på.. Så ville du ikke forstå det.. Det er bedst på denne måde ’’. Lazarus gik og kiggede en smule på hende i det hun så ud til at tænke meget over noget. Med et stoppede Lazarus og kiggede sig omkring. Han kunne lugte en anden Vampyr. Sandt nok oppe på et hustag et stykke væk stod en Vampyr og kiggede ned på dem. Lazarus holdt sin hånd foran Maila. Han glemte alt om hun kunne se ham. Han ville beskytte hende. Lazarus øjne begyndte at lyse stærkt blod rødt. Lazarus blottede sine hugtænder og hvæsede ondskabsfuld og skrammende af Vampyren på taget. Der gik lidt tid så så Vampyren ud til at løbe sin vej og forsvinde. Lazarus øjne blev normale og hans hugtænder forsvandt. Det var en skrammende syn da han viste sit sande væsen. Der var en morderisk forfærdelig aura om ham når han gjorde det. En aura der ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Lazarus kom i tanke om at Maila stod lige ved siden af ham. Lazarus smilede beroligende til hende og sagde med en blid stemme ’’ Ofte når vi Fuld Blods er i nærheden af mennesker.. Så nærmer de svage Vampyrer sig.. De regner med de kan tage de rester vi efterlade.. De er som gribbe.. De venter på løven er mæt og så rykker de selv ind.. Men bare rolig min solstråle.. Jeg vil ikke lade nogen som helst skade dig ’’. Lazarus smilede igen og satte en arm omkring hende og begyndte at gå igen. Han vidste hun før eller siden ville lære mere af hans ondskabsfulde side af kende. Men så længe han brugte den til at beskytte hende med kunne han håbe hun ikke ville se det som en ond side men han var ikke sikker.

”Hmm det ville jeg nok ..” sagde hun så med et stille smil og betragtede ham med et roligt blik og kiggede på hans øjne, og skulle lige til at spørger om noget, da hun så hørte den alt hårrejsende hvæsende og snerrende lyd, ventes øjnene vidt opspilende imod hendes beskytter, eller det var hvad han sagde han var, om det passede kunne hun ikke vide, men hun lod sig selv tro på det, fordi… ja, det vidste hun ikke helt, hun ville bare gerne have en at tro på, og hun syntes ikke at Lazarus så så slem ud igen, ikke som de andre vampyrer han havde sloges med den gang han fandt hende. Hun fugtede langsomt læberne, og kiggede hen på skikkelsen som tornede sig frem på et af de lavt stående tage lidt længere væk, hårene rejste sig endnu mere over synet af det, og hvordan øjnene let skinnede i mørket, mens dets sultende blik var fæstnet på Maila og bare ventede på at hendes blod ville pible ud fra hendes hals, og gøre dets mund varm af hendes blod. Hun fugtede langsomt sine læber og lod blikket glide ned for at undgå dets blik, da det gav hende en form for kulde over sig, eller var det Lazarus, der udstødte denne form for isende atmosfærer, som nærmest kunne gå ind i marven og vende sjælen på vrang? Langsomt lukkede hun sine øjne prøvede på at ignorere den kolde luft, prøvede at glemme den, og lade sig glide ind i den verden hun kendte så godt. Efter en tid, åbnede hun øjnene og opdagede hendes arme havde langt sig rundt omkring hende for at holde på varmen. Først opfangede hun ikke at Lazarus snakkede til hende, det lå langt fra hendes sind, fra hendes sjæl lige nu, som om lyden var så fjernt at det næsten ikke engang blev opfattet, ”Hmm… på den måde…” sagde hun eftertænksomt, og brød sig stadig ikke så meget om det, og kunne stadig mærke hårerene på armene var rejst, og ned langs ryggen. Blikket gled lidt frem, og hun sukkede stille dybt, ja det her var vidst en af grundende til at hun ikke brød sig om mørket, hun ville aldrig rigtig være i sikkerhed på en måde. Langsomt gik hun afsted igen med Lazarus arm omkring hendes, og kiggede stille ned i jorden.

Lazarus kiggede på hende. Han havde set dette før. Mennesker der holdt armene om sig selv. Hun havde det koldt. Hun havde beskrevet hvordan det føltes. Men han kunne intet gøre for at hjælpe hende. Han havde før fået at vide han selv var så kold som en vinter morgen. Lazarus havde en følelse af svaghed. Det var ikke tit han stod i en situation hvor han intet kunne gøre. Han hadede det. Men det var vel sådan det var når man beskyttede folk. Det var åbenbart ikke alt man kunne beskytte dem imod. Lazarus kunne dog ikke lade være med at føle en stolthed. Han havde faktisk beskyttet en forsvarsløs person. Det var ikke fordi han syntes der var noget sjovt ved det. Faktisk sagde det ham ikke så meget at beskytte andre. Dog var Maila vigtig for ham. Vigtig på en måde som kun andre Fødte Fuld Blods ville kunne forstå. Dem der aldrig havde været dødelige før men født som Vampyr. Dog var der på ingen måde mange af disse Vampyrer og det føltes ensomt til tiden. Som var man en dødende race. Dog blev denne ensomme følelse ofte erstattet med en følelse af man var en gud. Den magt og styrke man havde i forhold til andre Vampyrer var berusende. Lazarus havde faktisk aldrig været i en kamp mod en Bidt Vampyr der havde givet ham en kamp der gjorde dem værd at huske. Lazarus kiggede på de svage lys i vinduerne imens de gik forbi de mange huse og butikker på gaderne. Det var som gik de uden et mål, uden en grund. Normalt havde Lazarus altid en bagtanke med at gøre alt hvad han gav sig til. Som han altid tænkte for sig selv. Brug kun din tid på noget du ved vil hjælpe dig i sidste ende . Dog fulgte han det ikke så godt når han brugte så meget tid på at lege med sine ofre som han gjorde. Lazarus sagde med en blid og trøstende stemme ’’ Hvis du fryser kan vi tage hen til et varmere sted.. Dog kender jeg ikke sådan nogle steder.. Jeg fryser jo aldrig ’’. Lazarus smilede og ruskede hende let i håret med den arm han holdt om hende med.

Et blankt smil gled lige så stille hen over hendes læber, ”Det er okay, jeg klarer mig…” kom der med en let spinkel stemme, og skulle lige tage imod de mange kuldegysninger over det der lige var sket. Et eller andet sted kunne hun ikke fatte det. Hvorfor kunne man ikke barer vænne sig til lige med det samme, at vedkommende ved siden af en var en koldblodig dræber, der legede med sine ofre, selvom det da stadig ikke rigtig havde generet hende, at han havde leget med hende, og set som mad allerførst, men senere hen, så blev tanken lettere gruopvækkende. Langsomt tog hun en dyb indånding og smilede stille da han begyndte at purrer op i hendes hår, og gik derefter videre. Igennem gaderne som om intet var hændt, hun fugtede læberne lige så stille, og kiggede lidt rundt, inden hun kiggede op på ham igen, ”Har du nogensinde elsket nogen?... altså følt kærlighed til dem?” spurgte hun så med en rynket pande i grunden fascinerede det hende rimelig meget, nok mest fordi at tanken omkring et liv uden kærlighed, var noget hun slet ikke kunne forstille sig, det ville virke så… så forkert, trist, og ensomt. Selv havde hun oplevet kærlighed i sit liv, fra sin familie, de venner hun havde haft, og fra hendes kollegaer, godt nok var det ikke den form for kærlighed imellem to elskende, men der var så sandelig også mange andre former for kærlighed. En stille kriblende kuldegysning gled hen over hende, og gav hende en form for kuldegysning. Dog rystede hun den hurtigt af sig, og fugtede lod øjnene glide frem ad, imens vinden tog fat i det blonde hår, næsten hvide hår faktisk.

Lazarus gik som var det en drøm. Som havde han set en del af hans udøde liv som endelig gav mening. Hvordan et monster som ham kunne beskytte et menneske. Det var som gik det endelig op for ham. Hendes sjæl. Den skinnede ind i det tomrum hvor hans egen sjæl skulle have været. Hans tanker blev afbrudt af hendes spørgsmål. Lazarus stoppede og kiggede på hende ’’ Kærlighed er et ord i mennesker bruger for meget.. I føler det.. Kærlighed er ikke simpel. At elske kan fortolkes på mange måder… At elske kan være mange ting.. Jeg elsker.. Magt.. men elsker jeg på samme på de personer der står mig nær.. Nej.. Hvad er kærlighed i virkeligheden så… Hvad betyder kærlighed for mig.. Det burde være dit spørgsmål.. Mit svar er simpel.. Kærlighed er en svaghed.. En måde andre kan skade dig.. Kærlighed er en svaghed.. Den kan bruges imod dig som et våben.. Finder du en andens kærlighed kan du bruge det som et våben imod dem.. Give dig magt over dem.. Kærlighed er blot en følelse som svækker og giver dig trang til at være tæt på det elskede.. Kærlighed er intet andet en minder.. Minder der for dig til at hungre efter det du mindes om ’’. Lazarus kørte en hånd gennem sit hår og sagde kort ’’ Alle har svagheder ’’. Lazarus kiggede mod himlen og sukkede en smule ’’ Nogle af os bliver nød til for alt i verden at bevogte disse svagheder.. Folk som mig.. Folk der er født til at lede.. Som løven.. Skabt som rovdyr.. Kongen.. Men det er også let for mig.. Folk har altid sagt jeg har et koldt hjerte uden følelse ’’. Lazarus uglede hendes hår igen og smilede beroligende til hende ’’ Men bare rolig.. Du er noget specielt for mig lille Solstråle.. Du er i sikkerhed hos mig ’’.

Hun tænkte lidt over det og rystede så lidt på hovedet, ”Kærlighed er ikke kun en svaghed…” sagde hun så med et stille smil, ”Når man møder en bestemt person… når man finder den rigtige, er der intet der kan stoppe en, om man så bliver vendt ryggen, går man stadig efter vedkommende, uanset hvad. Kærligheden giver en styrke lige så vel som svaghed, en den gengældt, og holder den evigt, er der intet der kan standse en.” Sagde hun så og tænkte lidt over det, og nikkede så lige så stille til det, ”Men jeg kærlighed er noget vi tager til os pågrund af en trygheds følelse, der slet ikke sidder i hjertet men i hovedet.” sagde hun så og kiggede op på ham med et hævet bryn og lagde hovedet lidt på skrå. ”Du er afgjort alt andet end hvad jeg havde forventet Lazarus…” sagde hun så og smilede skævt, for at vise det ikke var ondt ment, men det var han virkelig. En stille hovedrysten kom til over det han sagde omkring hjerteløs og uden følelser, og syntes det var noget være vås, men ventede lidt med at sige noget, til de havde gået i lidt tid, bare sådan så der ikke kom stridigheder imellem dem. ”Intet væsen kan være hjerteløst, og som sagt følelser sidder ikke i hjertet. Men alt form for liv, såvel som spøgelser og vampyrer, kan sagtens føle kærlighed, den er der et sted… derinde…” sagde hun og rakte hånden op og prikkede ham på panden hvor hun holdte fingeren, i et stykke tid og trak den så ned igen, ”Men det var ikke mit spørgsmål om hvad du syntes om kærlighed, og din holdning til den, men om du havde oplevet den.” Hun trak på skuldrende og gik derefter fremad imens hun tænkte over det der med at kærlighed kun var en ting, ikke et objekt, også alligevel så var det et objekt.

Lazarus smilede og kunne igen ikke lade være med at få øget respekt for hendes intelligens. Han havde mest sagt hvad han gjorde for at få hende til at blive sur og modsige ham så hun ville overse at han ikke svarede på hendes spørgsmål overhovedet. Lazarus klappede hende let på hovedet og grinede ’’ Maila.. Du er et klogt menneske.. Du ser igennem de fleste af mine tricks.. Jeg må sige.. Det er ikke tit jeg møder sådan nogle mennesker ’’. Lazarus gik lidt i stilhed og efter noget tid kom han med et blidt ’’ Ja ’’. Lazarus kørte en hånd gennem hans hår ’’ Men nok om det.. Jeg vil gerne høre mere om dit liv.. Fortæl mig din livshistorie.. Jeg regner med den må være spændende ’’. Lazarus kløede sig i nakken. Han kunne ikke komme sig over at han faktisk fortalte sandheden til hende. Det var som var hun blevet en svaghed for ham. Normalt når et menneske blev en svaghed for ham så skilte han sig af med det uden at give det en tanke mere. Men det kunne han ikke gøre men sin solstråle. Det var som han et eller andet sted havde frygtet. Han havde en side der var blød. Dog vidste han stadigvæk han ville have let ved at dræbe hende og ikke tænke mere over det hvis hun forrådte ham. Men det kunne han ikke forestille sig hun ville gøre. Lazarus gav et svagt grin fra sig ’’ Din kolde og logiske tankegang… Den minder meget om min egen i mine tidlige år.. Faktisk tror jeg at jeg havde været meget ligesom dig hvis jeg havde været et menneske ’’. Disse ord fløj bare ud af munden på ham. Han var faktisk overraskede over sig selv. Hvor åben han var. Selv når han prøvede ikke at være det. Lazarus drejede sit hoved lidt på skrå ’’ Er du skuffet over mig ’’. Lazarus fattede igen ikke hvorfor han spurgte om sådan noget latterligt noget. Han kunne da være ligeglad om hun var det. Han kunne jo knække hende over i to dele så let som ingenting. Men det betød noget for ham. Sådan havde han aldrig haft det med et menneske. At hendes mening og synspunkter faktisk vægtede for noget inde i hans hoved.

”Hvis jeg ikke gør det, hvem skulle ellers gøre det?” Spurgte hun så med et skævt smil, og rystede lidt på hovedet af ham, og kiggede stille rundt, stadig med det lille smil på læberne og fugtede læberne stille, ”Der kan du bare se, selv vampyrer kan føle det…” sagde hun så og trak på skuldrende til det næste spørgsmål, ”Hmm… den er rimelig kedelig for at være ærlig, er oprindeligt fra England, blev født for sytten år siden, rejste her til da jeg var 13 sammen med min mor, hun fik kraft døde da jeg var 15-16 år, efter det, boede jeg hos en ældre kvinde i Spanien, og flyttede efter min 17 års fødselsdag ind i lejligheden. Lærte at gå, tale og alle de andre egenskaber man nu lærer, som alle andre, jeg var noget af en stædig trold den gang…” sagde hun og kiggede lige ud med et stille smil, og betragtede det der skete lige foran hende, ”Min far blev i England da han syntes her foregik for meget, og elskede vidst ikke min mor mere, så han gav slip på hende.” Sagde hun og kiggede op på ham med et lille grin da han sagde hun havde en kold logik, ”Det er mere ja… jeg ved ikke engang hvorfor mine tanker er sådan, de kommer bare uden man rigtig ligger mærke til det.” grinede hun noget mere, og smilede skævt af ham og rystede på hovedet til det om hun var skuffet over ham, hvilket hun sådan set ikke var, havde ikke rigtig set det som en skuffelse. ”Hellere være lidt anderledes… end som alle andre, er det ikke det man siger?” spurgte hun så, som tegn på at han ikke havde bidt hende som normalt mange andre ville have gjort, men han havde ikke gjort det, hvilket hun var ret lettet over.

Lazaurs smilede over hendes svar. Det var som ramte hun rigtigt hver gang. Hun imponerede ham virkelig. Det var en skam hun var et svagt menneske. Lazarus grinede en smule og sagde for sjov ’’ Du ville have været en fremragende Vampyr ’’. Eller var det for sjov han sagde det. Lazarus syntes faktisk med lidt hjælp at hun kunne blive en koldblodig morder med sans for det logiske aspekt i drab. Hvilke dejlige syge måder kunne de ikke finde på at dræbe andre på sammen. Lazarus stød disse tanker ud af hans hoved. Hun var hans solstråle. Hun skulle ikke gøres Vampyr. Den eneste måde han overhovedet ville overveje det var hvis hun ville dø og det var den eneste måde han kunne rede hende på. Igen stød Lazarus disse tanker ud af hovedet. Han ville ikke tænke på sådan noget. Han nød denne tid og den skulle ikke spoleres af negative tanker ’’ Så hvis du selv kunne vælge hvilket… Magisk væsen du ville være.. Hvilket ville du så vælge. Det var faktisk et spørgsmål han ville have stillet mange mennesker før han dræbte dem. Dog havde hans stolthed og hans nedladende syn på den svage og ubetydelige menneske race gjort at han ikke havde tænkt sig at beære dem med et spørgsmål. Men nu havde han faktisk mødt et menneske der var værd at lytte på. Et menneske der faktisk ville kunne give ham nogle interessante perspektiver. Han vidste ikke om det ville være et væsen der overhovedet eksisterede hun ville vælge. For hvordan kunne hun vide hvad væsner der var i verden. Lazarus nysgerrighed over hvad hun faktisk vidste om magiske væsner var høj. Men han ville vente. Vente til hun havde svaret på dette spørgsmål.

Hun fugtede læberne lige så stille, og lod blikket glide op imod ham over det han sagde, ”Hvorfor tror du det?” spurgte hun og forstod ikke helt hvor det kom fra, imens blikket blev ved med at betragte ham uden at vende blikket fra ham. Faktisk forstod hun ikke det han havde sagt, hvad skulle det lige betyde? Tanken var ikke yderligere behagelige for hendes vedkommende. En dyb rynke gled hen over hendes pande over det spørgsmål der kom efter kort tid. Hvad ville hun være, hvis hun kunne vælge hvad for et magisk væsen hendes tanker ville sætte sig på, selv anede hun det ikke, hun var rimelig tilfreds med at være et menneske, og at kunne leve igennem dag og nat, uden at skulle tage højde for alle mulige mærkelige ting som hun aldrig nogen sinde havde hørt om før. Dog var tanken omkring at være en engel rimelig fascinerende, også igen, så ville hun ikke dø, for så at blive genopstået, når hun var død, så ville hun forblive død, og ikke være et genfærd i den evige nat, som ville hun tage hævn på de mange der havde været involveret i hendes død. Sådan var hun bare ikke. Et langtrukket suk gled igennem hendes læber og lod sig så svarer, ”Jeg ved det ikke… er tilfreds med det jeg er…” sagde hun så da det var det hun var, ”Men engle er rimelige fascinerende, men så igen… jeg er ikke troende..” kom det fra hende med et stille smil, og trak så på skuldrende, og kiggede hen imod enden af gaden, og betragtede den roligt med de lyse øjne, og lod sig fører afsted. Imod dette ukendte sted, som de ikke anede hvor lå, men bare gik uden mål.

Lazarus kiggede på Maila med et overrasket blik ’’ Jeg havde mere troet at dit svar ville være en Aspara.. Hvorfor ved jeg ikke ’’. Lazarus kiggede mod den bygning de stod foran nu. Det var et gammelt lager bygning. Han kunne lugte at dette var et sted hvor Dæmoner holdt til. Lazarus blik fikserede på bygningen. Det virkede til han atter blev opmærksom på fare. Dog sagde han blidt og venligt ’’ Vi bør komme væk fra dette sted.. Bliver vi her for længe kan det skabe problemer ’’. Lazarus tog med et hurtigt fat i Maila og løftede hende op. Han afgav en kulde i det han med et satte af sted i en uhyre fart. Det var som en bil der kørte 100km i timen. Bygningerne og gadelysene flakkede hurtigt forbi i det han løb mod Maila’s lejlighed igen. Da de nåede lejligheden sprang han op på taget og satte først der Maila fra sig igen. Han kiggede rundt for at se om nogle af Dæmonerne havde fulgt efter. Det virkede ikke sådan. Lazarus satte sig på afsatsen og kiggede ud over den mørklagte by der kun svagt var oplyst af de gadelygter og lys fra diverse vinduer. Han kiggede på Maila for at sikre sig at hun var okay. Lazarus sagde blidt ’’ Du er i sikkerhed igen min solstråle.. Fortæl mig.. Tror du vi er de eneste væsner i universet.. Eller tror du der er noget andet.. Eller at nogle af de magiske væsner her på jorden faktisk stammer fra rummet ’’. Det var faktisk et spørgsmål Lazarus ofte havde stillet sig selv og nu stillede han en hvis mening han respekterede.

”Hvorfor tror du det?... Det er ikke ligefrem sjovt at Være Smuk og yndefuld, så vil jeg hellere være mit gamle kedelige og sædvandelige jeg…” kom det fra hende med et stort smil, og fugtede læberne imens hun gik, lagde ikke rigtig mærke til at der var dæmoner i bygningen, eller rundt omkring dem, det var slet ikke noget der lå tæt på hende faktisk. Roligt gik hun videre, men standsede så et stykke længere hende end Lazarus, og kiggede på ham med et hævet bryn og skulle netop til at spørge hvorfor, men det havde hun ikke ligefrem muligheden for; da han pludselig, som så mange gange tidligere, havde taget hende op i hans arme og derefter var de forsvundet af sted i mørket, med så rygende hast at hendes øjne var nød til at lukke i, for ikke at hoppe ud af dets huller. Det forsatte dog ikke længe, førend at de pludselig var i luften, og hjertet sprang nogle slag over igen, pågrund af følelsen af ikke at være tændt på den jord hun kendte så godt. Følelsen forsvandt dog hurtigt da Lazarus landede på bygningens tag, hvor de mange lejligheder befandt sig neden under dem. Langsomt, og dog alligevel så roligt, satte hun sig ned på det hårde tag der synes at strække sig ud i natten, og blive til et med himlen. ”Jeg tror ikke vi er de eneste i universet, det ville være absurd med alle de væsner vi har her… da jeg var mindre troede jeg faktisk det var aliens der havde placeret jorden her, lavet eksperimenter på den så den kom til at blive som i dag, men verden har dog vist at der er andre måder.” Sagde hun så med et lille skulder træk inden hun kiggede på ham med et stille smil, ventede på at han så ville give sin mening omkring det hun havde sagt, det var nu meget hyggeligt… sådan at kunne give sine fantasier ud omkring det man troede om al verden.

Lazarus sad og tænkte lidt over det. Han nikkede en smule ’’ Det er en mulighed at alt dette bare er et sygeligt eksperiment de har lavet.. Men det ville bare gøre det hele så kedeligt og alt vi kæmper for meningsløst.. Dog tror jeg på at visse racer her på Jorden er Rumvæsner der ikke stammer fra Jorden… Jeg tror at der en mening med alt.. Måske er den der skabte Jorden et rumvæsen.. Måske en gud.. Hvem ved.. Men jeg ved at engle er hidkaldt af Gud.. Så enten er Gud et rumvæsen eller så er han en Gud.. Er han et rumvæsen på Lucifer også være det.. Hvilket betyder at jeg i teorien er et rumvæsen.. Så alt er muligt og tro mig.. Jeg har skam brugt mange år på at tænke over dette emne.. Det er dejligt at have en at snakke med dette emne om.. Endeligt ’’. Lazarus smilede venligt og kørte en hånd gennem hans hår. En tanke kørte gennem hans hoved. Det kunne jo også være menneske racen der var rumvæsnerne. Det ville give mening. De var de eneste uden magiske kræfter. Dog havde de en evne til hele tiden at udvikle sig med henhold til teknologi. Men hvis Gud og Luficer var Rumvæser gjorde det det hele meget sjovere for så kunne de slås ihjel. Denne tanke gjorde Lazarus glad. Dog regnede han ikke med at det var sådan. Han kunne ikke lide ideen om at han selv var et rumvæsen. Han sad spændt og ventede på Maila’s respons.

Hun trak langsomt på skuldrende, ”der kan være så mange teorier som vi slet ikke er klar over, og lige meget hvad vi finder ud af, vil teorierne ikke blive mindre, og nogle religioner vil blive forstærket, hvormed andre vil forsvinde.” blikket kiggede op på ham og fugtede stille sine læber, ”Selvom der er engle… betyder det ikke ligefrem at Gud findes, og selvom der er djævle betyder det heller ikke at Lucifer findes, som der står i historie bogen så er vi alle skabt af mennesket i sidste ende, men så blev mennesket til dæmoner af genetiske fejl, og dæmoner blev til djævle, vampyrer, og så meget mere alt sammen pågrund af genetiske fejl i processen.” Tanken omkring at hun var en alien skrammede hende ikke så meget, tanken omkring at alle folk på jorden var aliens, skrammede hende faktisk overhovedet ikke, hun så det lettere normalt nok fordi at… ”… Vi vil faktisk ikke indrømme det for os selv, men hvis der er liv der ude, så er vi aliens for dem, hvor med de mener at de er den normale race og ikke os, så igrunden er muligheden der.” Sagde hun så og smilede en smule, hvor efter hun kløede sig lidt på hovedet og gabte ganske sagte. Tankerne dalede forsvandt til intethed, og kom ikke længere frem i hendes hoved. Træt var hun vel, måske kun en lille smule, men ville i grunden ikke sige det, Lazarus så nu heller ikke lige frem yderligere ud til at ville stoppe snakken så, hun ville holde sig vågen.

Lazarus skulle til at snakke videre da han så hendes gab. Dette var også en ting Lazarus altid havde undret sig over. Han sov aldrig, han blev aldrig træt. Det måtte være en sjov følelse af svaghed. Han forstod det ikke. Hvorfor mennesker ikke hadede at blive trætte. Lazarus rejste sig op og gik over til hende og smilede. Han sagde med en blid stemme ’’ Vi må hellere få dig i seng min solstråle.. Så kan du forklare mig på vejen hvordan det føles at være træt ’’. Lazarus smilede og lagde sin kølige arm omkring hende. Han købte ikke helt historien med at så mange racer bare udsprang fra mennesket på grund af evolution men det ville give mening. Dog måtte der ligge mere bagved en sådan et simpelt svar. Det var i hvert fald Lazarus holdning. Han fulgte hende ned til hendes lejlighed. Han vidste ikke om han skulle gå med hende eller forlade hende og komme tilbage når hun ønskede at se ham igen. Han ville jo beskytte hende mod alt fare. Lazarus kiggede på hende i det de stod foran lejligheden. Det var som skabte han et mentalt billede af hende. Et som han gemte i sig selv. Hun var et meget specielt menneske der betød meget for ham. Men hun var så skrøbelig. Det var vel også en del af hendes charme. Hun forstod ham også bedre en de fleste gjorde, det var en ting der fik Lazarus til at respektere hende meget. Han lagde en hånd på hendes hoved og ruskede hende i håret imens et stort smil viste sig på hans læber. Han sagde blidt ’’ Hvad så nu min lille solstråle ’’. han stod og afventede hvad hendes svar ville være.