Et møde i natten (Maila)

Lazarus stod og kiggede på hende. Alle hans bekymringer forsvandt og byttet ud med et grin ’’ ~når~ Di Morga er mit… Så vil du ikke kunne mærke noget forandring.. Bare rolig ’’. * Men det vil alle andre.. Vi vil træde ind i en tidsalder mørkere end Zanes og Malakels lagt sammen. Folk vil tigge om det søde bitre død jeg så inderligt vil nyde langsomt at tvinge ud af dem. Fjerne enhver håb i deres sjæle og bringe en sorg som vil mørklægge alles sjæle for evigt *. Lazarus kiggede på hende og smilede blidt ’’ Du vil være i sikkerhed.. Bare rolig.. At jeg overtager Di Morga vil være en god ting.. Bare rolig ’’. Lazarus gik lidt rundt om sofaen Maila sad i, et drilsk smil viste sig på hans læber. ’’ Hvem siger også jeg kan det… kan jo være jeg lige pludselig mister kontrollen ’’. Lazarus greb hurtigt ud efter hendes hofte og hvis han fik fat ville han kilde hende en smule. Lazarus grinede igen ’’ spøg til side.. Ser du.. Jeg er som sagt Født sådan her.. Født Vampyr.. Jeg har lært mig selv gennem rigtig, rigtig mange års træning at modstå fristelsen.. Dog bliver det sværere og sværere jo mere svækket jeg bliver.. Det er over 500 år siden jeg sidst mistede besindelses helt ’’. Lazarus satte sig ved siden af hende igen og grinede ’’ Jeg ved hvad du må tænke.. Er det ikke svært ’’. Lazarus prikkede let til hende ’’ Det er svært.. I starten men at modstå trangen er som at lære at cykle.. Først vælter du gang på gang.. Men når du endelig kan cykle så tænker du ikke rigtigt over hvor svært det var at lære ’’.

”Mmm… okay…” sagde hun stadig med rynken mellem brynene, men sagde ikke noget, og kiggede lidt på ham da han så rejste sig op og forstod ikke helt hvad det var han ville nu, imens hendes øjne betragtede det drillende smil på hans læber og brummede lidt, brød sig slet ikke om det. Et hvin gled ud af hendes strube da han greb fat ved hendes hofter og vred sig for at komme fri fra hans greb imens latteren tog til, og blev højere. ”nå så det har du?” spurgte hun og prikkede ham på kinden fra hendes sted af, og lagde sig derefter ned i sofaen med fødderne på hans lår og hovedet på sofaens armlæn, ”Men selvom det er over 500 årsiden, ville et hvilket som helst blod du er nærheden af så ikke friste dig..?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå, og kløede sig lidt i håret hvor efter hun kiggede hen på filmen der så ud til at være slut, hvor hun så rejste sig og gik hen til dvd’en og satte sig på hug ved den, og tog disken ud, og lagde cd’en på plads i disketten, og satte sig ned ved siden af ham endnu en gang og folede sine hænder omkring skinnebenene i hendes skrædderstilling. Hun fugtede læberne og kunne mærke hvordan spørgsmålene var ved at løbe op inden i hende, det var underligt at føle at man ikke helt vidste hvad man skulle sige, det var som om at der var nogen der havde taget ens stemme, så man ikke kunne andet end mime sig frem til tingene hele tiden. Selvom hun dog ikke var helt stum endnu, eller næsten da, men det var vel også i orden, hans gamle ører havde vel også behov for at få lidt ro fra hendes uendelige spørgsmål.

Lazarus smilede og fulgte hende med øjnene da hun gik over og lidt efter kom tilbage. Lazarus sag lidt og kigge på hende. Det var som om hans mørkerøde øjne kunne fortælle en historie i sig selv. Han nikkede ’’ Jo… Jeg bliver fristet hele tiden.. Men som sagt er jeg ikke en af de simple dyr.. Ser du.. Vi Fuld Blods har nemmere ved at styre os fordi vi som sagt er født sådan her.. Bidte Vampyrer er anderledes… Det er meget svært at forklare ’’. Lazarus sad og tænkte lidt ’’ Deres hunger er ny og siden de ikke er født med det har de meget sværere ved at lære at kontrollere den… Lidt som hvis en person er født uden en arm så savner de aldrig den arm de mangler.. Men hvis en person mister en arm, så selv om de lærer at klare sig uden så savner de den stadigvæk fra gang til anden ’’. Lazarus kløede sig i nakken og grinede ’’ Jeg tror det er den bedste måde jeg kan forklare det på.. Jeg nyder dine spørgsmål, det er første gang i hele mit liv at nogen nogensinde har stillet mig sådan nogle spørgsmål her ’’. Lazarus kiggede mod Tvet ’’ Lad mit stille dig et spørgsmål.. Når et menneske siger det fryser og det ryster helt… Hvordan føles det? ’’

Hans forklaring vakte nye spekulationer, især fordi hun ikke mente at det var rigtigt, for hendes vedkommende ville et menneske uden arm, ben, øjne, eller hvad der nu end kunne mangle, alligevel føle savn, måske større end en person der havde haft en arm før, da personen jo havde set glæden ved brugen af denne arm. Hvormed personen uden arm hele sit liv aldrig havde følt fornemmelsen, og dermed missundede andre for deres held og helskindede krop. Hun slog det dog ud af kroppen og kiggede på manden foran hende der nu spurgte hende om et spørgsmål, et rimelig underligt et efter hendes mening, men så kom hun i tanke om at vampyrer ikke kunne føle kulde, eller varme, mente hun vidst nok, så vidt hun huskede da. Hun var end ikke sikker på det men svarede alligevel, ”Det er ganske forskelligt til hvem man er. Nogen kan godt lide kulde, mens andre undgik den og bedre kunne lide varme. Men hvis jeg skal være ærlig, føles det befriende, som om man kommer ud af en gammel krop, du ved lige som når en slange skifter ham, sådan følelse det for mit vedkommende.” Sagde hun med et stille smil og strakte sig lidt, ”Det gælder det samme når det regner, så virker det som om at regnen vasker alt det onde væk fra en, og man genfødes i en ny krop, det er bestemt ikke det samme som at stå bruseren ude på badeværelset, fordi regnen har en bestemt virkning på en.” forklarede hun og trak lidt på skuldrende, og håbede han havde forstået det hun havde ment med alt det hun havde sagt, da det var lidt forskelligt jo, nogen gange kunne det jo være rart andre gange ikke. ”Men ind i mellem føles is som når man bliver stukket hundrede gange igennem marv og kød, over hele kroppen af tusind vis af nåle.” sagde hun og smilede en smule og ventede i noget tid med at sige noget før end hun begyndte på et nyt spørgsmål. ”Ellers andet du vil spørger om?” spurgte hun så, med et mildt smil.

Lazarus lyttede spændt hans mørkerøde øjne var store og viste han faktisk nød at høre om dette. Han fandt det meget fascinerende. Men nok ikke af de grunde Maila troede. Han vidste ikke at is havde den effekt på mennesker og imens de hun sad og fortalte fandt han på mange nye tortur måder han var ved at dø for at afprøve. Lazarus havde aldrig troet at is havde den effekt. Eftersom han ikke kunne føle kulde havde han altid bare truet det var ubehageligt for mennesker men ikke på den måde som Maila beskrev det for ham. Men med den livlige forklaring fik ham alligevel til at blive misundelig. Alle de følelser og oplevelser han aldrig kunne få. Lazarus nikkede da hun spurgte om han havde flere spørgsmål. Han havde tusinde han vidste ikke engang hvor han skulle begynde. Han sagde med en faktisk undrende stemme ’’ kilder forelskelse for Mennesker?... Ser du jeg hørte engang en pige sige hun var så forelsket hun havde summerfugle i maven og det kilede så meget ’’. * Det var det sidste hun nåede at sige før jeg flåede hendes mave op for at tjekke om der rent faktisk var sommerfugle i hendes mave. Jeg vidste godt der ikke var nogen, men sjovt at lede alligevel *. Der var stadigvæk mange ting Lazarus ikke vidste om mennesker. Men han havde altid været bange for at spørge for han ville ikke virke dum i andres øjne.

”Forelskelse bringer nu ikke ligefrem sommerfugle i maven, det er et udsagn fordi man tager fornemmelsen af hvordan det føles med sommerfugle strøg mod sine hænder eller kinder.” Sagde hun så og kløede sig en smule i nakken, ”I virkeligheden er det maven der trækker sig sammen og nerverne der sender et have af forskellige bølger i kroppen som får folk til komme med en masse særer måder at opfører sig på. Så det er ikke bare at stikke hånden ned i posen for at tjekke om der er noget der rent faktisk flyver rundt i maven…” Grinede hun lidt og rystede på til det, imens hun kiggede på ham med et skævt smil, og tænkte lidt over det, ”Jeg ved ikke helt om det kan forklares anderledes, sommerfugle i maven kan være behageligt, og utrolig rædselsfuld, det kan komme når man er nervøs, eller forventningsfuld, eller når man er tæt på en person.” sagde hun så og løftede den ene hånd og lod fingerspidserne glide hen over hans pande og derefter kinden videre hen over øjenlågene også tog hun hånden til sig, ”nogenlunde på den måde, så bare i maven i stedet for.” smilede hun, og trak lidt på skuldrende, og satte sig til rette, imens hun ventede tålmodigt på det næste spørgsmål han ville komme med, hvis han havde flere, i grunden var det meget hyggeligt, selvom Maila ikke anede noget som helst omkring de grufuldheder Lazarus havde gjort i sit lange dødelige liv, og det var vidst heller ikke det bedste at hun gjorde.

Lazarus grinede da hun gled sine fingre over hans glatte kolde hud. Han tænkte godt over næste spørgsmål. Han nød virkeligt at sidde og snakke om sådan nogle ting her. Ikke fordi det betød så meget for ham. Men bare at side og snakke på denne måde uden noget drama eller undertone. Bare snakke om sjove og dumme ting. Det var faktisk noget han nød en smule. Dog fandt han sig selv kvalmende over at han kunne sidde på denne måde. Det var som om det var en del af ham han havde dræbt for lang tid siden. Men man kan vel ikke rigtigt dræbe dele af sig selv. Bare gemme dem væk til der kommer noget stærkt nok til at bringe dem frem igen. Lazarus smilede ’’ hvorfor elsker i mennesker solen så meget og på samme tidspunkt så hader i den… Så er der for varmt udenfor så er det galt.. Så er der for koldt udenfor så er det galt… Ved i slet ikke hvad Solen er for en fantastisk gave for jer.. hvordan den gang på gang redder jeg.. hvordan den skaber liv og varme til verden.. Uden den ville der kun være mørke.. I mennesker har det med at glemme de små ting der er vigtige og kun fokusere på det dårlige.. hvorfor det? ’’. Lazarus sad og kiggede på hende undrende. Han undrede sig nu mest over hvordan hun kunne tage at han var Vampyr så let. Hvordan hun kunne stole så blindt på ham. Det var nok mest af alt fordi Lazarus næsten aldrig stolede på andre en sig selv .

”hmm…” sagde hun stille og tænkte over det imens hun overvejede spørgsmålet, ”Vi ved godt det er den der bringer os livet, og det er den der gør at vi faktisk får mad, så at sige, at du også gør…” Sagde hun og tænkte lidt videre over det, ”Men vi tager det som en selvfølge, vi hader ikke solen direkte, vi elsker den af hele vores hjerte, men brokker os over dårligt vejr fordi det kommer os naturligt.” sagde hun så og havde ikke ligefrem et bedre svar en det og så måtte man jo lade det være ved det. ”Om mange millioner af år, er der ikke noget der hedder solen for den her galakse, også må vi rejse væk til en ny planet for at bo sætte os der. Dog er det først om mange år, der er jeg vidst allerede begravet ned i en kiste og vente på at det sorte hul opsuger mig sammen med jorden.” grinede hun lidt, og rystede på hovedet hvorefter hun kiggede hen på ham, og smilede stille. Hun tænkte lidt over det med spørgsmålet igen og trak endnu en gang på skuldrende, og lagde sig igen i sofaen, ”Desuden er det altid lettere at tænke dårligt om ting, end som godt. Efter mit vedkommende kan jeg lige så godt tage det hele med et smil, da alt dårligt er del af livet, lige som godt er.” forklarede hun og stoppede så brat forklaringen da der ikke rigtig kunne sættes flere ord på den lige nu, men sådan var det vel ind i mellem, det var ikke altid man kunne forklarer med de store talestrømme, men bare nøjes med de små, hvilket sådan set også var fint nok, verden havde jo også nydt fint under små citater i stedet for 35 siders taler der ventede den ene eller den anden forklaring omkring hvorfor, og hvordan det hele det skulle sammen flettes og hvad vidste hun.

Lazarus lyttede med godt efter. Det gav mening og hendes syn på livet var meget som han havde forestillet sig hendes syn på ting ville være. Dog vidste han ikke hvordan denne unge pige havde overlevet i verden velvidne der var den støre ondskab. Hvorfor hun ikke var bange når hun vidste der kunne være en Vampyr rundt om det næste gade hjørne klar til at spise hende. Lazarus lænede sig tilbage i sofaen og kiggede lidt efter på hende ’’ Hvad er din ærlige mening om mig så.. Og om hvad jeg er… Forklar mit det uden at tænke over det så jeg ved du ikke lyver.. jeg har med vilje ladet være med at læse dine tanker.. Ud af respekt for dig ’’. Lazarus smilede venligt i det han kiggede mod loftet. Tanken slog ham. Hvad mon klokken var. Der var jo trukket for så solens stråler ikke ramte ham. Nå det var heller ikke vigtigt nu. Han var faktisk spændt på at høre hendes ærlige mening om ham og om hendes mening om Vampyrer .

Hun hævede det ene bryn til det han bad hende om at give hendes mening omkring hvad han var. ”Du er en svag person… ikke fysisk, men psykisk, du kunne lave mig om til støv ved bare at prikke på mig, jeg kan ligeledes det samme ved din hjerne, og den du er.” Sagde hun og trak lidt på skuldrende hvor hun så forsatte, ”Desuden kan jeg ikke bedømme på hvad du er bare lige sådan, du er den første jeg har mødt af din slags… når der kommer en anden vampyr der vil mig ondt, så ja så vil mit syn på jer nok ændres, men i er næsten lige som flok dyr, selvom i ikke gider at, indrømme det.” Hun fugtede læberne og kiggede på ham med et hævet bryn, ”Og hvad jeg har fundet ud af indtil videre, er at vampyrer er rare, men jeg ved også, at der er andre i verdenen som ikke er det, og sådan kan det jo så varriere på hvordan jeg ser racen, der både gode og dårlige ting ved den, lige som der er ved menneskerne.” sagde hun med et stille smil, og kunne ikke helt se hvorfor hun ikke måtte tænke over det, hendes holdning ville være den samme over for hvem som helst, vampyr eller ej, så var det ikke alle der var gode, og bestemt heller ikke alle der var onde. ”Selvom man viser et hårdt ydre, kan man være blød som smeltet smør inden i, det kræver bare at finde den rette metode.” sagde hun så og nikkede lidt. Med et smil, hvor efter hun så rejste sig op og strakte sin krop så ryggen gav et knæk, og kiggede lidt rundt, ”Når var det noget med nogle blodposer eller hvad?” sagde hun så lidt drillende selvom hun nu mente det.

Lazarus kiggede på hende. Han skulle lige til at sige noget. Men han kom i tanke over at han faktisk ikke havde vist hende hvad han i virkeligheden var. At han var en af de ondeste Vampyrer der fandtes. At hans navn blev sagt med frygt gennem Vampyrerne i Di Morga. Lazarus grinede lidt da han havde hørt hende tale. Han sagde med en blid stemme ’’ Du er nok det mest fascinerende menneske jeg nogensinde har mødt, frøken Maila ’’. Lazarus rejste sig op og kiggede rundt omkring. Faktisk var han blevet sulten. Han kunne godt drikke noget blod. Lysten til at jage kom up i ham men den forsvandt lige så snart han kiggede på Maila igen. Han stod lidt og betragtede hendes bevægelser. Han undrede sig over hvordan noget så skrøbelig kunne fange hans blik så meget. Hvordan noget der levede i så kort tid kunne betage ham så meget. Det var som en rose der blomstrede og så døde igen før man rigtig kunne værdsætte hver en lille detalje. Et smil bredte sig over hans læber. Han forstod nu hvorfor det var så vigtigt for ham at beskytte hende. Hun var kun i denne verden i så kort tid. Lazarus nikkede ’’ Ja det er vel på tide jeg får noget blod i mig så jeg ikke springer på dig og drikker dit ’’. Lazarus rakte sin tunge ud drilsk og grinede derefter og kiggede afventende på Maila

Hun fugtede sine læber, og grinte så af ham over det han sagde og rystede lidt på hovedet af, ”Ser hvad jeg kan gøre… bare lad som om du er hjemme..” Sagde hun og smilede skævt og gik derefter ud i gangen hvor hun samlede sine sko op og tog dem rundt om de spinkle fødder og tog fat i jakken, som hun trak hen over sine arme, ”Hvad for en blodtype foretrækker du?” spurgte hun så, og syntes nu det var rimelig underligt at snakke omkring det som et menneske, at spørger en vampyr omkring hvad han foretrak af blod, selv var hendes egen var 0 Rhesus D Positiv, som nu var en rimelig almindelig blodtype, mange havde den faktisk. Hvilket nok også var meget godt, blodtype 0 kunne bruges i alle tilfælde når man have folk der var kommet ud for en alvorlig ulykke og manglede derfor rigeligt med det, så havde man jo altid en pose med den slags ved hånden. Hun fugtede langsomt sine læber og trak pandehåret tilbage og lod hænderne glide ned i den tykke skovmandshugger jakke hun havde. Utroligt så meget der var sket her på det sidste faktisk, underligt sådan som det hele rent faktisk startede, at hun lige pludselig var inde i en hel masse hun aldrig nogen sinde havde troet hun skulle ind i. Men sådan var det vel, i det mindste kom der til at ske en hel masse i hendes liv nu, i forhold til før. Det var bare en meget uvirkelig tanke inden i hendes hoved, på et punkt havde hun det lidt som om hun var et kæledyr for ham. Men det måtte tiden vel vise. Hun nikkede langsomt til det han sagde og skred ud af døren og ned af den lange trappe til det udendørs areal, og gik videre imod hospitalet hvor hun kunne få fat i blodposerne, hvis det altså kunne lade sig gøre. Nu måtte hun vel se.

Der gik dog ikke langtid før end at tingene var ordnet og hendes ben traskede hende hjem ad i den oplyste sol, og hendes smil var fast plantet på hendes læber, i grunden ænsede hun ikke at der var nogen der fulgte efter hende, hun var i storbyen og der var sikkert mange der skulle samme vej som hende. Stille gik hun hen til døråbningen og gik inden for hvor hun låste opgangs døren og traskede op til hendes lejlighed, som hun også låste op for, ”Tilbage…” sagde hun så og fugtede læberne lige så stille, og gik ud i køkkenet hvor hun trak gardinet ned, og kiggede sig lidt over skulderen for at se om Lazarus stadig var i lejligheden kunne være han var gået et andet sted hen, som var mørkere, hun anede det ikke.

Lazarus sagde ’’ Jeg er ligeglad hvad blodtype det er.. Bare det er fra en kvinde.. Jeg drikker ikke blod fra mænd hvis jeg kan undgå det ’’. Da Maila gik, sad han lidt og tænkte. Hvad mon han skulle lave. Normalt torturerede han folk eller havde møder med folk om at overtage Di Morga. Men ingen af tingene kunne han jo lave her. Lazarus knipsede med sine fingre og rejste sig op. Et stort smil plantede sig på hans ansigt. Han ville prøve noget mennesker altid lavede. Lazarus gik ud i køkkenet og prøvede at lave mad. Da maila kom hjem blev hun mødt af en stor røgsky. Lazarus stod og hamrede sin hånd imod ovnen og pander og gryde sydede og boblede over. Lazarus hvæsede af ovnen ’’ Giv mig så den and tilbage.. Hvad er det her for noget pis.. Det ligner jo overhovedet ikke det var bøgerne ’’. Lazarus havde prøvet at lave mad men eftersom han aldrig havde prøvet det før og ikke rigtig vidste hvordan man skulle havde han bare prøvet sig frem. Det var ikke gået så godt og han så meget gal og frustreret ud i det han åbenbart troede det ville hjælpe at slå på ting. Mest af alt gjorde han det nok fordi han var blevet gal over det ikke gik efter hans hoved. Han hadede når der var noget han ikke kunne finde ud af for sandheden var han var meget klog og der var normalt ikke meget han ikke kunne finde ud af.

Hun fugtede læberne, og tog sin jakke og sko af og kiggede derefter op på den kæmpe røg der stod ud af køkkenets åbning. De lyse øjne blev store og pupillerne små, hvor efter hun stormede ind i køkkenet, ”Lazarus?!” halv råbte hun og kiggede på hende halv gennembankede komfur, og røgen der stod op fra det. Hurtigt stillede hun blodposerne på køkkenbordet og gik hen og skruede ned for varmen og den type lys effekt der var lagt til den ned på nul, og hendes hænder greb fat omkring håndtaget hvor hun trak børnesikringen væk som var sat fast under håndtaget og åbnede den brede låge hvor grå røg fløj direkte op i hendes ansigt og frembragte en hosten hos hende imens hun gik hen til vinduet og åbnede det. ”Prøver du… at brænde hytten af eller hvad?!” sagde hun så og hostede lidt mere, hvor efter hun tog hviskestykket og prøvede at vifte det hen imod vinduet så det hurtigt kom ud fra køkkenet af. De blålige øjne gled ned på den kul sorte kylling, og brummede lidt, derefter hen imod komfurets glasplade, der var bulet og flækket, ”Og smadre mit køkken må jeg konstatere…” brummede hun og kiggede der efter hen på ham, ”Fra nu af er køkkenet forbudt område…! Hører du…?!” kom det fra hende med en skarp tone, og kiggede endnu engang hen på komfuret og sukkede opgivende hvorefter hun lænede sig fremad og støttede sine albuer til køkkendisken og prøvede at massere sine tindinger så hun kunne falde til ro, men det virkede ikke just hvor med hendes pande gav sig til at hvile på underarmene der havde lagt sig ned og den ene hånd gled igennem det blonde tykke hår, og rettede sig så op. ”Forhelvede da også…” sagde hun irriteret selvom hun godt vidste det ikke var hans skyld som sådan, men de penge der skulle bruges på at få købt et nyt komfur var ikke just det hun havde på sig i øjeblikket andet end til at få maden og betale huslejen. ”Ih… en anden gang, når du har tænkt dig at lave mad… så venter du til jeg er kommet… eller tager på til kokke time, et eller andet, begynd på lette opskrifter… og ikke..!?” sagde hun så og lavede håndbevægelse ud imod den nedbrændte kylling som tegn på at hun ikke havde ord for hvad det lignede.

Lazarus skulle lige til at blive sur og straffe hende som han plejede at gøre ved laverestående væsner der vovede at tale sådan men så kom han i tanke om hvem det var der stod og talte til ham. Lazarus kløede sig i nakken og kiggede mod jorden ’’ Jamen.. Det var fordi.. Erm ’’. * Find nu på noget godt.. Pis der er ikke tid *. Lazarus pegede mod vinduet ’’ Det var fordi der kom en Vampyr jæger.. Da jeg havde besejret ham så kom der røg fra køkkenet.. Det kan du vel godt se.. Den var også ham der smadrede din.. Dims ’’. Lazarus pegede på komfuret med et mistroisk blik. Han løj selvfølgelig og at der havde været en Vampyr jæger, han ville bare ikke indrømme at han overhoved ikke vidste hvordan man lavede mad. Han var jo en Fuld Blods. Han havde ikke brug for at spise og gjorde det derfor ikke og når der endelig var nogen der lavede mad så var det hans tjenere og ikke ham selv. Lazarus smilede ’’ Jeg skal nok købe dig et nyt køkken.. Et bedre et ’’. Lazarus gik over og tog blod posen og tømte den hurtigt. Da han var færdig lod han som om det med køkkenet aldrig var sket og gik ind mod stuen. Han satte sig i sofaen og smilede i det han sagde ’’ Nå, hvad skal vi så lave i dag.. Natten er ung ’’. Sandheden var at han faktisk havde haft det sjovt med at lave menneske ting. Selv om han ikke var ret god til det, faktisk vidste han slet ikke om det var menneske ting han havde lavet. Han vidste bare det havde været sjovt og tiden var fløjet af sted. Lazarus sad og betragtede hvordan hun blev sur. Han kunne ikke fordi det. Det var jo ligegyldige ting han havde smadret. Han kunne ikke forstå hvordan sådan nogle ting ville kunne have affektions værdi. Han var jo rig og havde været rig i hele den tid han havde levet. Eftersom det nærmede sig de 3000 år så kan man godt forestillede sig hvorfor det var svært for ham at forstå sådanne ting.

”Tror det er for sjov jeg bliver sur!?...” sagde hun så og blev ekstremt irritabel over hans opførelse og syntes næsten han opførte sig som et barn, ”Det kan godt være at det bare er en ligegyldig ting for dig, men for mig er det noget der gør at jeg rent faktisk kan leve… og ikke går hen og dør…” Brummede hun surt og gik ind i stuen og satte sig vrissent ned i sofaen, og kiggede hen på ham da han spurgte om hvad de skulle lave, hun brummede lidt og skrev sig bag øret at hun på et tidspunkt skulle give ham lektioner i menneske livet. Så han kunne sætte lidt mere pris på tingene, ”Se alle de her ting som der er her inde i den her lejlighed, som en person du holder af og ikke vil miste, det er sådan du skal behandle dem.” sagde hun og lænede sig tilbage og lod hænderne glide igennem det blonde hår og trak det tilbage hvorefter hun kiggede hen på ham, ”Lad os gå en tur så..” sagde hun og gik ud i køkkenet igen og tog de blodposer han havde drukket og smed dem ned i skraldespanden og lagde de andre ind i køleskabet i tilfælde af at han skulle blive mere tørstig, hun gik ind til ham igen og afventede hans svar, imens hun overvejede lidt om han nogensinde ville se på tingene på samme måde som hende, sætte en smule værdi overfor tingene. ”Har du aldrig nogen sinde snakket med et menneske før?” spurgte hun så for at vende tingene hen på noget andet i stedet for en negativ atmosfære, da det sikkert ikke gjorde det hele bedre. Langsomt betragtede hun hans ansigt og fugtede så tommeltotten, og gned den op imod en plet på hans kind og brummede lidt, ”Så nu er du da fin igen.” sagde hun så og tog en dyb indånding.

Lazarus følte en glæde. Hun behandlede ham som. Ja som et andet menneske. Som han havde set dem gøre når de ikke vidste at han kiggede. Den hengivenhed hun viste ham ramte ham dybt. Så dybt at han faktisk kort overvejede at gå sin vej. Ingen skulle komme så tæt på ham at det faktisk ville kunne skade ham. Hun havde ramt et punkt han altid kun kunne se fra afstand. Godt nok var det normalt for mennesker at opfører sig sådan men det havde han jo aldrig oplevet. Lazarus kiggede ned mod gulvet og sagde faktisk en smule nedtrygt ’’ Jo.. Men ikke på samme måde som det her ’’. lazarus rejste sig op, det føltes som var han ved at springe i luften. Det her var ikke nogle følelser han havde haft før. Han var bange for de ville gøre ham for blød. En blød person kunne ikke indgyde frygt og pinsel i folks hjerter. Lazarus kløede sig i natten ’’ Jeg har da snakket med mennesker før.. Men aldrig på denne måde her.. De har altid været laverestående livsformer for mig.. Mad.. Noget man ikke behøves at forstå sig på ’’. * Kun hvordan jeg skal torturere din race og påføre dem psykisk lidelse.. hvor jeg elsker at se et menneske dræbe sig selv fordi de ikke kunne holde til mere *. Lazarus så ud til at løsrive sig fra sine tanker ’’ Maila.. Jeg er ikke ligefrem en Engel.. Jeg er et nattens væsen.. Familie hygge med popcorn og Cartoonnetwork er ikke ligefrem noget jeg har oplevet.. Jeg er en Vampyr.. Jeg har ikke kunne nyde at lave mad og gå en tur i den dejlige eftermiddagssol.. Jeg har ikke kunne gå i en normal skole og fjolle rundt ’’. Lazarus gik hen imod døren ’’ Men du har vist mig hvor sjovt det kan være.. Tak.. Nå men skulle vi gå den tur ’’. Lazarus ville nok aldrig forstå hendes tale om ting. For ham var ting kun noget man brugte til at skaffe magt. Men nu var han også en forskruet og nådesløst monster af en Vampyr. Dog var han venlig og næsten normal overfor Maila. Underligt adfærd for Lazarus. Men det var nok fordi hun havde ramt ham så dybt gang på gang med ting han kun kunne drømme om at opleve men ikke ville kunne på grund af den onde og noble Vampyr han var.

”Jeg ved godt du ikke er nogen engel, det viste du i dag… og i går nat… med ham der den anden… skabning…” mumlede hun og kunne ikke få sig selv til at sige vampyr, hun fandt ikke vedkommende som en vampyr, ikke den person som havde sat ud efter hende, men han var kommet til undsætning, selvom han kun havde gjort det for at få hende til føde for sig selv, men tingene var vel ændrede nu. ”Og gamle sjæle skader ikke at lærer nye ting…” sagde hun og prikkede lidt til hans brystkasse med et skævt smil, og trak derefter hendes sko på og skovmandshugger jakken og kiggede op på ham igen efter lidt tid, ”Klar?” spurgte hun og ventede på at han gav tegn til det kunne de godt. Tanken omkring at Lazarus var vampyr havde faktisk ikke den store påvirkning på hende, faktisk betragtede hun ham som så mange andre. ”Se selv hvad jeg sagde, selvom du er stor og styg, kan jeg sagtens gøre dig til en blød sag.” grinede hun drillende og puffede ham lidt i siden, og åbnede derefter døren hvormed hun ventede på at han kom ud efter hende, og lukkede døren efter ham, hvormed nøglen til lejligheden gled ind i nøglehullet og låste den bronzefarvede nøgleomrids. Hvorefter blikket faldt på Lazarus og smilede roligt til ham, hvormed smilet gik op i de lyse øjne. Vreden fra før var lige så stille dulmet hen, og forsvundet. I grunden var det også bedst at lade ting være ved det der var sket, man kunne ikke lave om på det. ”Hvordan var hende din tidligere trolovede?” spurgte hun så og gik ned af trappen lige så stille og smilede en smule, imens hun koncentrerede sig om at se trinene imens de gik ned af den lange opgangs trappe og videre ned til hoveddøren som hun havde været gået ud af for en halv eller en time siden, hvor med hun ventede på at Lazarus skulle komme ned til hende. Natten var gået hen og blevet ganske tyst, og stille, man kunne kaste en knappe nål ned imod asfalten hvor det så ville give genlyd i de rolige tomme gader.

Lazarus fulgte efter ned af trapperne og kiggede på den kolde nattehimmel. Det var som om han var en anden person når Maila var der. Som om hun dulmede den ondskab og vrede der boede så dybt i ham. Han huskede tilbage hvordan han havde forsvaret hende. Hvordan hun var blevet så bange for ham i starten. Hvordan det hele var ændret. Da hun spurgte om hans tidligere trolovede grinede Lazarus ’’ Hvorfor spørg du ind til det igen? ’’. Lazarus holdt begge sine hænder bag sit hoved. Han ville ikke fortælle at på det punkt var han som sin far. Kunne man gifte sig for at skabe mere magt for sig selv så var der ikke noget galt i det. Han kunne ikke fortælle hende hvilken monster han i virkeligheden var. Hvordan han nok var en af de ondeste monstre hun nogensinde ville møde. Men hvorfor skulle han også det. Overfor hans lille skrøbelige glasengel Maila var han jo en anden. Han var en beskytter. En der beskyttede noget vigtigt. Lazarus smilede ’’ Hun var vel okay… Jeg mødte hende ikke så meget.. Hun var af en speciel Klan. De kunne styre skygger… Min far ønskede hendes Klan død og han brugte hende som den vej ind han havde brug for… Dog mødte han hende sidst jeg var i Di Morga og gjorde hende til min slave.. Jeg fik at vide at hun døde mens jeg var fanget på et Dæmon plan.. Det er faktisk ikke så lang tid siden jeg kom fri der fra igen.. Men det er en længere historie som bare vil forvirre dig mere en det vil være underholdende.. Jeg er tilbage lige om lidt ’’. Lazarus bevægede sig lyn hurtigt væk og var næsten lige så hurtigt tilbage. Han holdt en rød rose i hånden som han blidt satte fast i hendes bløde hår. Hun kunne mørke kulden fra hans døde hænder da han gjorde det. Kan kyssede hende blidt på panden som var hun en glas figur han var bange for at ødelægge før han kiggede på hende igen. Lyset fra månen fik hans mørkerøde dyriske øjne til at lyse op. Han satte hovedet på skrå og sagde så ’’ Hvor skal vi gå hen? ’’.

Hun trak ind på skuldrende, ”Jeg ser stadig trolovelse som en barbarisk ting, og at folk virkelig skal være kold i røven før end de rent faktisk går ind til sådan noget..” Hun kiggede op på den gamle vampyr der så endelig fortalte, omkring hans gamle hustru og hvordan hendes klan var blevet brugt til at blive udslettet dernæst. Blikket betragtede hans ansigt imens han snakkede. Kort nikkede hun til at han snart ville være tilbage igen, og fugtede langsomt sine læber, også var han allerede tilbage, i det selvsamme som han før havde været forsvundet, nu bare med en rose i hånden. Kuldegysningerne rejste sig ned langs hendes ryg over hvor kold hans hud rent faktisk var, hun havde godt regnet med at den var kold men dette virkede næsten som om at det punkt han rørte ved, fik følelsen frem som i når et ben sov. Stadig lidt chokked over hans berøring, kiggede hun op på ham mødte hans læber imod hendes varme pande, og smilede en smule, og lod derefter blikket glide lidt rundt da han spurgte hvor de skulle hen og trak en smule på skuldrende. ”Tage forbi dit hjem?” spurgte hun så og kiggede op på ham med et skævt smil, imens hun betragtede omgivelserne, og kiggede så op på munden selv, og smilede en smule, over den lidt blå slår der var lagt hen over, alligevel var den en smule hvid oven i og sendte et blåligt og hvidt lys, ud til verdenen. En dyb indånding trak hun igennem næse borene og fugtede læberne stille med det yderste af tungen, og ventede forsat på hans svar, imens hun skævede op til den røde rose. Hun forstod stadig ikke pointen med at han ville beskytte hende, han havde kaldt hende solstråle, banket en anden vampyr, ville beskytte hende om natten, underligt… det var så utænkeligt syntes hun. Men fred være med det, hun ville ikke op og skændes på den måde så der kom konsekvenser ved det. Tanken om at blive flænset med de barer hænder, var ikke just det hendes tanker stod ved. Hvad der overhovedet nogen sinde ville ske hvis hun rent faktisk faldt ind i sådan en verden.. som han var i lige nu, kunne kun tænke sig alt for godt til, hun ville hade sig selv mere end godt var. Et brum gled ud af læberne og tankerne fortalte videre omkring hvordan det ville være for hende, sikkert nægtet at spise fra nogen overhovedet og bare side i en celle og hade sig selv uendeligt meget, ikke at kunne have mulighed for at kunne gå ud i sollys ikke kunne få lov til at løbe rundt og danse i den varme hede. Hendes liv ville være slut der, også ville det starte op på ny som var det et spædbarns. Tankerne fortonede sig en smule da hun så hvordan en bils lygter pressede sig ind i hendes blik, og øjnene blev rettet imod den bil der kørte afsted i natten, som var den på nattekørsel lige som de var på nattevandring, i mørket, med alverdens skabninger.

Lazarus frøs. Han kunne ikke vise hende hans Palæ. Så ville hun sikkert finde ud af hvor stort et monster han var. De svage lyde af skrig og klages støn der gik gennem de mange gange på hans prangende hus. Det ville skramme hende og få hende til at foragte ham. Han ville ikke have at hans lille solstråle skulle tænke sådan om ham. Hun var dyrebar for ham. Det var som nød han at se livet gennem hendes øjne. Se og bare lidt forstå hvordan et menneske som hende havde det. Hun var så skrøbelig og fin. Hvis noget skete med hende vidste han ikke hvad han skulle gøre. Lazarus grinede en smule og kløede sig i nakken og sagde men en faktisk usikker stemme ’’ Skal vi ikke bare gå en tur.. Jeg er ikke sikker på at tage hjem til mig er så god en ting ’’. Lazarus stod lidt og tænkte på et bedre svar ’’ Husk nu du er i fare når du bliver set med mig for meget.. hvis folk ved du har været hjemme ved mig er du i mere farer… Du er min lille solstråle ’’. Lazarus smilede varmt og ruskede hende blidt i håret. Det var som hun havde givet ham noget nyt og spændende. Med hende følte han en glæde og varme. Han havde hørt om Vampyrer der havde haft sådan et syn på mennesker de fandt meget specielle. Dog havde han aldrig selv troet han ville opleve det. Det var som hun gav ham en livsglæde han ikke havde før. Det var som om denne onde Vampyr fandt en livsglæde der gav ham list til at hægte sig på og følge med hende. Lazarus øjne hørte op og ned af hende kort før han gik videre igen. Ingen skulle tage hans solstråle fra ham det var helt sikkert. Lazarus havde et oprigtigt smil på hans læber i det de langsomt gik videre ned af gaden. Han håbede på han havde overbevist hende om at de ikke skulle hjem til ham. Det ville bare ende galt.

Hun fugtede læberne, mens de naive blå øjne betragtede den koldblodige vampyr der stod foran hende, dog blev en lille rynke skabt på hendes pande over grinet der løs lettere nervøs. ”Hmm okay så..” sagde hun og trak lidt på skuldrende til det, hun kunne vel ikke ret meget andet end bare at acceptere det, også dan blev det jo. Et stille smil gled hen over hendes læber og traskede lige så stille afsted imens hun overvejede det hele, ”Hvordan ser dit hjem så ud? Så har jeg da en anelse omkring hvad der venter mig en dag.” grinede hun og smilede stort. Det gjorde hende nu ikke så meget på, i grunden kunne hun vel lige så godt leve med det. Lazarus, var jo trodsalt, ældre, stærkere, og havde flere kræfter end hun nogen sinde ville besside af, så mon ikke det ville være bedst bare at holde sig på standpunktet af at være på samme side som ham?.. I grunden kunne hun ikke se nogen grund til at lade være med det, hvad skulle grunden være? Hun kendte ham jo for det oprigtige væsen han var, eller nogen lunde oprigtige, om han havde løjet for hende, eller fortiet nogle informationer som han ikke ville lade hende indvie i, kunne hun ikke vide, selvom følelsen af det var ret så stærk. Roligt lod hun sin arm glide rundt om hans, og holdt fast i den, mere som et beskyttende skjold, mørke havde trodsalt aldrig rigtig været hendes stærke side, og ville nok heller aldrig rigtig komme til det. Faktisk var tanken omkring mørke, noget der fik hende til at føle at hun var sårbar, mere sårbar end i dagslys. Om det var normalt vidste hun ikke, men hun brød sig heller ikke om det. Langsomt tog hun en dyb indånding igennem næsen og kiggede langsomt rundt. ”Hvad tænker du i grunden?” kom det i et spørgende tonefald fra hende og kiggede op på ham med et skævt smil.

Lazarus kiggede på Maila med et beroligende blik. En varmt smil gled hen over hans læber. Han tænkte lidt over hvordan han skulle beskrive hans Palæ. Han var faktisk rimelig stolt af det. Lazarus lavede en tænkende lyd ’’ forgangen er svagt oplyst af den guld lysekrone der hænger ned fra loftets midte. Malerier fra svundne tider hænger og besmykker de rustikke vægge. Første sal er fyldt med smukke værelser alle inspireret af forskellige royale der har besøgt min Far’s slot i Italien.. Hele huset er inspireret af 1800 tallets impressionisme.. Stuen.. Det er der jeg sidder og kigger i den store pejs og planlægger mit næste træk… Maleriet for min Klans våbenskjold hænger over pejsen som et minde for mig.. Et minde om min Klans stolthed og styrke.. Det inspirerede mig.. Balsalen er smuk og indrettet af min egen lillesøster Annabel. Hun fokuserede mere på rytmisk klag af ekko som bliver afgivet i sådan et stort rum. Det får bandets lyd til at lyde himmelsk. En sand fryd for øret. Mine mange antikke statuer og ting fra de stæder jeg har besøgt i mit lange liv ligger rundt omkring og giver stedet min personlige klang ’’. Lazarus stoppede og smilede han hun tog fat om hans arm. Han kunne mærke hun var bange. Sikkert for mørket regnede han med. Lazarus grinede lidt ’’ Du skal aldrig være bange mere Solstråle.. I mørket kan der gemme sig væsner.. Men disse væsner frygter mig.. Jeg skal nok beskytte dig imod hvad end der så kommer.. Du kan slappe af og føle dig sikker med mig.. Jeg er en af nattens engle.. Født i mørket.. Jeg ved hvad der gemmer sig der.. Du skal ikke være bange når jeg er sammen med dig ’’.

Hun lyttede efter til det han sagde og fugtede læberne imens hun i tankerne holdte omkring det han fortalte, skabte billeder for hvordan det så ud. Det stille smil blev en smule bredere, ”Det lyder fantastisk..” sagde hun så og kiggede op på ham med et skævt smil, og kiggede derefter lige ud for sig og tog en dyb indånding hvor efter hun trak en smule på læberne, ”Jeg prøver…” grinede hun lige så stille, til at han nok skulle passe på hende så hun kunne bare slappe af. Hvilket hun faktisk prøvede på at gøre, men angsten for mørket havde fulgt hendes siden hun var helt lille. Hun kunne ofte huske de nætter hvor hun var vågnet som lille, ør i halsen efter at have skreget som en i fanden. Langsomt brummede hun, prøvede på at slippe tankerne så godt som muligt, og tænkte på en farve, sort.. ”Du svarede ikke.. hvad tænker du?” spurgte hun så og kiggede op på ham med et forsigtigt smil, og afventede hans svar, imens hun selv tænkte på hvilken verden de levede, faktisk så hun den ikke som en skamplet for menneskeheden, menneskerne havde selv lavet verdenen til det ikke burde være igrunden, havde lavet dem om til en fjende imod den selv, og nationer var oppe og slås hele tiden, der var ingen ende. Også igen, så herskede der også fred. Ja fred. Den fred som ingen mennesker rent faktisk forstod, fordi de ikke lod sig selv forstå, at alting ikke behøvede at være en kamp mellem nævner der kunne også bruges ord, på en fredelig hensigts måde, det var bare med at finde den. Hun brummede lidt, og rystede derefter kort på hovedet og kiggede afventende op på ham imens de gik afsted i natten.

Lazarus smilede * Hun er klog min lille solstråle… Hun så selv med at det jeg sagde at jeg ikke svarede på hvad jeg tænkte på *. Lazarus grinede en smule og gentog spørgsmålet ’’ Hvad tænker jeg på ’’. Lazarus gik lidt og overvejede det ’’ Jeg tænker vel på hvorfor du er så bange for mørke som du er ’’. Igen løj han. Faktisk tænkte han på hvorfor han havde mødt hende på det tidspunkt han havde. Hvorfor han havde oplevet det som mange Fuld Blods kun drømmer om men aldrig oplever. At finde en person der kan få dem til at føle sig i live. At finde en de kan leve igennem. En sådan ting er så sjælen for en Vampyr at de ville dø for at beskytte det. Lazarus forstod nu selv hvorfor. Den følelse var ubeskrivelig. Det eneste der galt med det var at han vidste det ville ende en dag. Maila var menneske og ville derfor dø en dag. Det var en bittersød glæde han følte. Lazarus kunne ikke fortælle at det var det han tænkte på. Han ville ikke skramme hende. Hvilket han helt sikkert ville hvis hun vidste det var det han tænkte på. Hun ville ikke kunne forstå det. Hvordan det var at være født Vampyr. At være født som en udød. Forbandet til at leve om natten. Leve i mørket for evigt. Lazarus ville beskytte hende så han kunne blive ved med at føle den glæde af liv hun gav ham. Et sådan bånd skete kun meget sjældent og der kunne år flere 1000 år før han ville få sådan et bånd igen. Hvis han overhovedet ville få det igen. Det var ikke nok ikke til at forstå for dødelige. Det var også derfor at mange vampyrer som var bidte ikke forstod de. De var jo ikke fødte Vampyrer.