Let go of me! (Chase)

Chase trak blot på skuldrene til det første, hun sagde. Det kunne hun have ret i. Han vippede sit hovede på skrå til den anden side, da hendes navn lød og gentog det inde i sit eget hovede et par gange, før det sad helt på plads og var blevet gemt i hans hukommelse sammen med et billede af hendes ansigt. "Hey, cheer up, baby girl ... du skal ikke undskylde, det gør ikke noget," svarede han med et skråtstillet smil og puffede dernæst til hende, inden han rejste sig op. Han satte sin ene fod på det skateboard, han havde stjålet fra den ret ynkelige knægt og tippede den anden ende op. "Tør du ikke prøve bare en sidste gang, før du opgiver helt?" spurgte han med et hævet øjenbryn i et sidste forsøg på at lokke hende til at gøre det. Men hvis hun ikke ville, kunne han jo ikke rigtig tvinge hene. Han skævede kort ned mod sit eget, før hans blik atter blev rettet mod hende, og han derpå rakte en hjælpende hånd ned mod hende, hvis hun ville have hjælp til at rejse sig.

"Hey jeg er ikk nogen 'Baby girl'! Jeg er ligesom ikk 6 år mere" Amelia sagde det med et grin og man kunne godt høre at hun faktisk ikk tog det alvortligt men mere som en joke af en slags. Hun nåede lige at puffe igen inden at han rejste sig op igen. Hun fulgte ham med øjnene. Studerede ham. Betragtede ham. Ja måske åd ham med øjnene men hun stirrede ikk. I hvert fald ikk så det ville føles ubehageligt. Så da han spurgte om hun ville prøve igen blev hun lidt usikker og så lidt væk og så op på ham igen. Da han rakte sin hådn frem mod hende tog hun forsigtigt imod den og kom op at stå med en blød og smidig bevægelse. Hun havde intet imod hans måske kolde hånd og heller ikk hvilken race han var. Måske vidste han slet ikk hvad hun var men bare troede bare at hun var en normal pige. Det var også dejligt at han behandlede hende som sådan en. Sådan da. Hun børstede lidt støv af sin nederdel og knejsede kort ned nakken og et lille knæk kunne høres. Hun gned den kort og så så lidt på boardet. Hun sank en mindre klump og bed sig hårdt i underlæben. Nu kom det igen. Hun havde lyst til at sige ja men mest fordi at det var ham der spurgte. Hvorfor? Hun nikkede kort og gik hen til det. "Så bare en gang.. Men jeg vil ikk tro at det vil gå meget bedre.. Og jeg gør det kun hvis du altså lover at gribe mig hvis jeg skulle være så heldig at så lave det samme stund som dig" sagde hun en smule grinende og drillende.

Chase smilede lidt af hendes første ord angående dét, han havde kaldt hende. "Det var heller ikke ment på dén måde ..." mumlede han, nok mest henvendt til sig selv. Derefter fjernede han sin fod fra boardet og begravede hænderne i lommerne på hans bukser. Ventede på hendes svar og trak så endnu mere på smilebåndet, da han hørte hendes svar. Hun lød ikke helt sikker, men han ville ikke begynde at diskutere det med hende. Nikkede bare af hendes krav, satte sin fod mod skaterrampens ene side og skøjte så nærmest ned af siden, indtil hans vægt stoppede ham, og han nu befandt sig cirka på midten af rampen. Han trådte lidt ud til siden, så han ikke skulle blive kørt over af hende, når hun nu først var begyndt at trille afsted. "Jeg lover, at du ikke kommer til skade," forsikrede han hende med en hånd på hjertet og blinkede dernæst til hende, inden han vente en tommel op ad og begravede så atter hånden i den tilhørende bukselomme.

Amelia følte sig så pludselig lidt mere tryg da han sagde det sidste. Hun havde nu ikk så bange for at slå sig lidt men alligevel var hun glad for at han lille sørge for at hun ikk gjorde. Hun gik roligt hen til skateboardet og satte sin ene fod på den. Hun kørte boardet lidt frem og tilbage og så så ud over rampen. Hun kunne mærke hvordan blikke blev rettet mod hende. Lidt ubehageligt men hun måtte bare lukke dem ud af sit hoved. Hun tog så en dyb ånding og bed sig hårdt i sin underlæbe før at hun så satte af med den frie fod. Hun mærkede først suset i maven lidt efter og så kom vinden og legede vildt med sit hår. Hun følte sig lidt usikker at hun igen kørte op igen men hun lavede igen en fin vending. Og så følte hun sig mere tryg igen. Og hun nåede faktisk at køre lidt frem og tilbage op til to gange før at hun så fik overbalance og faldt ned mod rampens sorte plastisk plade. "Woargh!"

Chase så tavst til, da hun satte af med den ene fod og straks kørte afsted. Fulgte hendes mindste bevægelse og mindede lige nu mest af alt om en spændt fjeder, eftersom han måtte holde sig klar til at gribe hende, hvis det skulle blive en nødvendighed. "Det går jo go..." Det sidste ord nåede dog aldrig ud over hans læber. Hans øjne fik hurtigt spottet hendes usikre balance, hvorefter han i løbet af et splitsekund stod klar til at gribe hende med udstrakte arme, takket været hans forrygende reflekser og forøgede hastighed. Han var dog også selv ved at miste fodfæstet og falde bagover, netop som hun landede i hans arme, men han nåede lige at sætte en fod bagud og forhindrede på den måde sig selv, og hende, i at falde. Han åndede lettet op, løftede lidt op i hende og sendte hende et af sine skæve, drengede smil. "Jeg sagde jo, at der ikke skete dig noget," sagde han som en slags respons på hendes ret overraskede 'woargh'. Han lod for en kort stund sine øjne mødes med hendes, før han lige så forsigtigt satte hendes ned, trådte ned på enden af hendes skateboard og greb det i luften, da det blev 'skudt' op. "Jeg går ud fra, at det var nok adrenalinsus for dig i dag?" Han placerede boardet under den ene arm og hoppede ned fra rampen, så hans fødder igen stod plantet på den hårde asfalt, som Sautant's udearealer var belagt med.

Amelia åbende sine øjne der før havde været klemt helt sammen. Hun var ret overrasket og hendes krop rystede en hel del som om at hun lige havde løbet rundt om hele byen op til flere gange eller mere. Hun lå lidt sammenkrøllet i hans arme indtil at hun faldt mere til ro igen. Hun så så op på ham og fik først øje på hans smil og derefter hans øjne. Hun lod sit blik blive der til han så fjernede hans. Hun blødte mere op og bed sig lidt i sin underlæbe da han så satte hende ned igen. Hun stod et kort øjeblik støttet op til ham da hun stadig rystede lidt men slap ham så igen og tog en dyb indånding og lukkede sine øjne i et langt blik. Hun sagde ikk noget i lang tid. Chokket havde gjort hende mundlam i den tid. Hun så lidt rundt og blev lidt utryg ved alle de stirrende øjne. Som ikk så væk. Hun tog sig så sammen til prøve at få et ord frem. Hun løftede meget forsigtigt in ene hånd som om at hun skulle sige hej eller farvel. "Øhm.. Hej" var det eneste hun lige kunne få frem samt et uskyldigt smil som ikk holdt længe. Hold kæft det lod undsvagt! Men hun kunne ikk gøre om på det. "Der..Der er ikk mere at se nu.." Så fik hun gang i fodtøjet og hoppede også ned fra rampen og meget diskret faldt hun lidt sammen og satte sig hurtigt på rampen og lagde sin fod op på det andet lår. Hun masserede forsigtigt sin ankel og bed sig hårdt i sin underlæbe. Det var måske det der havde gjort så hun havde fået overbalance eller sådan noget. Hun vidste det ikk helt.

Chase kiggede sig over skulderen, idet den velkendte stemme brød stilheden omkring dem og iblandt deres 'tilskuere'. Hans blik blev hurtigt rettet imod dem - de fyre og tøser, der stod og gloede dumt på dem - og genede dem væk med en viftende håndbevægelse. "Yeah, tag og fuck af," mumlede han i et noget mere sikkert og bestemt tonefald, end det Amelia havde kunnet præstere, hvorefter han dumpede ned på rampen ved siden af hende, efter hun først selv havde sat sig. Hans skræmmer efter han eget fald var allerede forsvundet, og han havde det faktisk udemærket igen. Men det havde hun vist ikke. Hans blik hvilede i noget tid på hendes ankel, inden det blev ført op til hendes ansigt. Eller det han kunne se af det. "Nu er du ikke så kæphøj mere, hva?" Han forsøgte at skjule et smil ved at bide sig i underlæben, men det lykkedes alligevel for det at bryde frem. Med det han sagde, hentydede han selvfølgelig til de ord, hun havde spyttet i hovedet på ham før vedrørende hans fald. Han rykkede en smule tættere på hende og lænede sig lidt op af hendes arm, inden han så flyttede sig en næsten ubetydelig smule igen og lagde en arm over hendes skuldre. "Kan du godt selv gå, eller skal jeg bære dig hjem?" spurgte han i et drillende tonefald og et smørret smil klistret på læberne, selvom det måske ikke ligefrem var tid til at joke. Det med at bære hende havde han i hvert fald ikke tænkt sig. Men der var vel altid plads til to på hans motorcykel.

Amelia skulede først lidt til ham men han ahvde vist ret. Nej hun var ikk så kæphøj mere. Men hun havde da i det mindste ikk begyndte at stortyde over dette. Men det agede hende lidt at hun ikk var særlig god til at heale indre skader endnu og en forvreden fod ville nok alligevel gå over med tiden. Hun så så igen mod sin fod og begyndte igen at masserede anklen. Hun skar en kort grimasse da hun trykkede lidt for hårdt på det ømme punkt da han satte sig helt op af hende. Det var ikk ligefrem det hun var vant til. Men hun rødmede ikk. Det skulle der meget til. For nogen. Hun gjorde heller ingen modstand da han så lagde en arm om hendes skuldre igen. På det tidspunkt havde hun egentligt bare lyst til at lægge sit hoved på hans skulder og lukke øjnene men hun lod være. Hun blev ikk sådan overrasket over hans spørgsmål og hun kunne godt lide hans drillende tonefald. Hun trak så lidt på skulderne og så op på ham. "Hmm.. Jeg tror godt jeg kan bruge lidt hjælp med at komme hjem" sagde hun så lidt drillende og med et lille smil og bed sig så i underlæben igen.

Chase smålo lidt af hendes svar, hvorefter han trak armen til sig og rejste sig op skaterrampen. Begravede hænderne i de forreste lommer og kiggede først over imod den jernlåge, hun flere gange havde været på vej ud af, inden han atter slog blikket ned på hende. "Vil du hjem nu, eller er du ikke helt færdig med at øve dig?" spurgte han med et smil, der bestemt ikke lagde skjul på, hvilken stor drengerøv han var, hvornæst han nikkede hen mod en af de største ramper og kvalte et grin. Han kendte allerede godt svaret, så han gad ikke vente på svar og forventede egentlig heller ikke, at hun ville svare ham. "Men du må altså selv klare dig hen til lågen," sagde han med et skævt smil og blinkede drilsk til hende, hvorpå han med en tommelfiner pegede i retning af den. "Kom så op at stå, trunte. Vi ruller nu." Han trak den ene hånd op af lommen og rakte den ned imod hende, eftersom han ikke regnede med, at hun selv kunne komme på benene igen.

Amelia gad som forventet ikk engang at svare ham på det åndsvage spørgsmål. Eller faktisk ahvde hun bare lyst til at sige noget i form af 'Ja hvorfor ikk?' eller 'Hell yaer!' på den mest sakastiske måde han aldirg havde hørt det før. Men hun holdt sine ord tilbage. Det var ikk det bedste tidspunkt at få sat en skarp diskution igang. Hun sukkede bare lavmælt og himlede smilende med øjnene da han pegede hen mod de store ramper. Han var da virkelig ikk som andre var han vel. Men han var heller ikk alt for anderledes. Men han var speciel. Hun så sådan lidt for sjov-skuffet ud og som om at han havde været uhøflig men det kunne sagtens se på hendes smil der lå på hendes bløde og let lyserøde læber. "Hvad? Skal jeg virkelig hinke helt der over? Jeg vil jo ligne en idiot" sagde hun grinende og drillende men tog aaligevel fat i hans hånd for at komme op igen. Hans 'hjælpende hånd' som hun havde fået tilbudt to gange eller måske mere. "Og skal jeg virkelig til at tage notist og have tal på hvor mange navne du vil kalde mig på en dag?" Hun puffede blidt til ham så godt hun nu kunne ved at støtte på et ben. Hun støttede sig så lidt op af ham. Hun kunne da godt få en smule hjælp hen mod lågen, ikk?

Chase forsøgte at tilbageholde et grin, da hele hendes forsøg på at virke skuffet og enormt ærgerlig så temmelig komisk ud. Det næste hun sagde, ignorerede han bare, smilede skråt til hende, inden han så bare begyndte at gå med et godt tag i hendes hånd, og så havde hun bare at følge med, ellers måtte hun jo give slip. "Kom så, pjevs. Jeg har faktisk ikke hele dagen, at du ved det," sagde han med et smørret smil plantet på sine blege læber, selvom det faktisk var løgn. Lige præcis i dag havde han ikke andet end tid. Men det behøvedes hun ikke at vide. Han hev lidt utålmodigt i hende og var blevet nødt til at stoppe op, eftersom hans arm ikke rakte længere. Han trippede lidt på stedet med et halvt øje på hende og et andet på jernlågen. Først dér kom han i tanke om, at han ingen anelse havde om, hvor hun boede, men hun kunne vel være hans guide og udpege ruten hjem til hendes hus. Eller lejlighed. Eller hvaffor' en bygning hun nu boede i.

"Hey!" Amelia blev lidt overrasket da han så bare trak hende med sig. Hun hinkede så hurtigt hun kunne og hun vidste at hun virkelig lignede en idiot. Og det blev ikk bedre af når at hun af og til var ned at falde så lang hun var men fik genvundet balancen med nød og næppe ved hjælp fra han faste greb i hendes hånd. Hun hinkede så lidt hurtigere op til ham da han utælmodigt stoppede op og så mod hende. Dog kun med et halv øjne. Hun stod lidt og støttede sig op af ham for at kunne få enerig igen. Hun så hun lidt op på ham igen. "Nåeh men siden at hun ikk har hele dagen så kan du vel fortælle mig hvad det er jo skal og hvad du egentligt laver her? Det så ud til at du kunen have blevet der et godt stykke tid men jeg tog vel bare fejl" sagde hun spørgende og begyndte så selv at hinke hen mod lågen og et kort øjeblik var det hende der trak ham med sig.
Da de kom til lågen stod hun igen og støttede sig dog op af hegnet for at få mere energi. Så slap hun roligt hans hånd og trak den til sig. Hun valgte så et kort øjeblik at springe op og sidde på lågen og den åbnede sig med en knirkende lyd. Hun pustede tungt ud og så mod himlen som så småt var blevet helt sort og mørket sikkert snart ville lægge sig helt over dem. Ingen problem for hende selvom at hun ikk havde det bedste nattesyn.

Chase smilede blot de gange, det kunne ligne, at hun var lige ved at skvatte på røven, men fik så altid genvunet balancen igen. Det kunne have været sjovt, at se hende gå derhen helt alene uden hjælp fra ham. Han slog hurtigt dén tanke ud af hovedet og sukkede en anelse irritabelt, da hun var færdig med at snakke. "Ved du godt, at du er hella irriterende, når du begynder på det der?" Han gik dog en smule langsommere resten af vejen hen til lågen, og skyndte sig så at stikke hånden ned i den tilhørende lomme, lidt efter hun endelig havde sluppet den. I noget tid stod han blot og betragede hende, som hun sad der på jernlågen, der kort efter gik op. Han trådte ud på den anden side, så han ikke længere opholdt sig på Sautant's grund, inden han vendte sig om. "Vi skal altså lige over på den anden side af gaden. Kan du klare det, putte?" Han havde igen fundet et smil frem, der nu sad og prægede hans ellers udtryksløse, sygeligt hvide ansigt. Han nikkede over imod det modsatte fortov og ventede så ellers bare på, at hun skulle få sin røv ned derfra og følge trop efter ham hen til det sted, han havde valgt at parkere sin kværn.

"Øhm..Jeg har da hele tiden haft en mistanke til det men jeg gør det jo ikk ligefrem med vijle, paphoved" sagde Amelia som svar på hans spørgsmål og hun lagde en tænkende finger på sin læbe. Så så hun igen på ham og scanede ham endnu en gang med øjnene. Hun smilte ikk rigtgt men hendes mundviger hang dog heller ikk ned ad. Hun havde bare et neutralt ansigts utryk. Hun så så over mod den anden side af gaden. En motercykel. Så måtte hun vel selv få sig gennem skoven men i forholdt til ham så havde hun hele dagen og hvis hun havde et jævnt tempo ville hun nok nå hjem inden at solen stod højt på himlen. Hun så sig kort over skuldern og hen mod den store mængde mennesker der igen var igang med at snakke, skate rundt og æde deres forbandede tyggegummi. Så hoppede hun forsigtigt ned fra hegnet så hun ikk landede på den skade fod for meget. Så hintede hun i et roligt tempo og denne gang gik det bedre hvor at Chase ikk trak hende med sig. Hun kunne da nogenlunde holde hans tempo og sakkede ikk for langt bagud. Hun holdt sin mund. Hun snakkede åbentbart for meget. Det havde hun ikk sådan tænkt over men hun havde vel bare været glad for nogen at sådan snakke..nogenlunde med.

Chase drejede sig en halv omgang, så han både kunne holde øje med hende og vejen, hvorefter han lige så stille begyndte at følge efter hende - sidelæns. "Såå, hvor bor du?" spurgte han med et skråtstillet smil og hoppede op på fortovet, da han nåede til dets kant, hvornæst han tog det sidste skridt, der var hen imod hans motorcykel. Den var vist efterhånden ikke helt så lovlig mere, eftersom han havde lavet 'lidt' justeringer på den selv. Den var i hvert fald blevet tunet flere gange, end han kunne erindre. Så det sagde ikke så lidt. Han vendte sig kort efter om mod sit køretøj, slog dens støttefod op med den ene fod og satte sig efterfølgende op på den. Vippede sig selv og den lidt til side og satte en fod på jorden. "Jeg har altså ingen hjelme, så du har bare at holde godt fast, hvis du ikke er interesseret i hjernerystelse," sagde han smågrinende og sendte hende et kækt smil. Lagde derefter sine hænder med de sorte, fingerafklippede handsker på styrets to sider og lukkede sine fingre omkring dem. Han drejede hovedet en smule, så han bedre kunne se på hende. "Bare hop op bagpå, dukkefjæs," mumlede han med et af sine skæve, drengede smil, før han trykkede koblingshåndtaget ind og drejede lidt på det højre håndtag, så motoren udstødte et par brummende lyde.

"Øhm.. Ude i skoven.. I en hytte for mig selv men du kan bare sætte mig af ved et eller andet hotel man nu kan finde den her by" Amelia kløede sig kort på sin kind og stod lidt og holdt sin balance på et ben på kantstenen mens at hun så lidt frem og tilbage mellem jorden og Chase. Hun sagde ikk noget med det med hjelmen. Det skulle hun nok overleve. Mente hun selv eller det var det hun ville have sig selv til at tro. Men hun vidste dog at det ikk ville gøre hende godt hvis hun faldt af den motercykelt. Den lignede ikk ligefrem en lovig en af slagsen men det kunne da være ligemeget. Lidt vind i håret gjorde jo ingen skade.
Hun humbede så hen til ham og motorcyklen og satte sig op bag på den. Hmpf. Kunne han ikk snart bare finde ud af at sige hendes rigtige navn eller måske bare lade være med at kelde hende dukkefjæs. Så hellere møg-lorte-fucking-spasser-tøs. Det ville da passe bedre til hende efter hendes mening. Hun lignede da ikk nogen dukke. Syntes hun selv. Men hun holdt dog stadig sin mund. Hun bed sig hårdt i læben men da hun kunne smage den metaliske smag stoppede hun med det samme og slikkede hurtigt blodet væk og holdt det stykke af læben der blødte inde i sin mund.

//srry tiden men skulle lige spise xD//

Chase kiggede sig kort over skulderen og sendte hende et skråt smil. "Ude i en skov?" gentog han med et løftet øjenbryn, da han atter havde rettet blikket frem ad. "Fandme nej, om jeg vil sætte dig af ved et hotel så. Jeg skal nok køre dig hele dig derhen ... og gå med dig resten af vejen om det så er i den anden ende af skoven," sagde han som en tilføjelse med enormt meget stædig- og beslutsomhed i stemmen, inden han nikkede bestemt. Han ville med garanti komme til at fortryde sine ord, når de først var steget af ved skovens start, men lidt gentleman var man vel altid. Eller ...
Han drejede igen hovedet, så han kunne se bag ved sig og hen på hende. "Det skulle vel aldrig være Forêt, du bor i? For jeg kender altså ikke vejen til nogle andre skove," spurgte han med et svagt smil og vendte for anden gang sit blik væk fra hende igen, frem ad. "Du gør sgu nok klogt i at holde lidt fast i mig, hvis du ikke vil falde af, trunte," meddelte han med et undertrykt, knap hørligt grin, inden han gav gashåndtaget et ekstra drej, men det var dog ikke nok til at motoren satte af.

// Det gør ikke noget ^^ Jeg har også lige selv spist x]

Amelia blev igen overrasket over ham. Hvorfor kune han da ikk bare sætte hende af ved et hotel? Var der noget med det eller ville han nu pludselig gøre alt den besværlighed og få hende helt hjem til hytten ude i skoven. Og hun ville sikkert også have lidt svært ved at komme op af trappen men det gjorde vel ikk så meget. Der var igen noget anderledes ved ham som hun enten først opdagede nu eller også var det først kommet frem nu. Hun virkede en smule bekymret for hende men hun var ikk sikker.Men hun håbede at hun ahvde ret. Hun sank en klump der igen ahvde valgt at sætte sig fast i hendes hals og mod sagde ham ikk dette. Hun ahvde jo intet imod det. Hun kunne også bedst lide at være hjemme hos sig selv. Og så betød det også mere tid med Chase. Hun blev så selv lidt overrasket over sin tanke og spærrede sine øjne lidt op. Da han så havde sat sig og havde vendte ryggen mod hende havde han hvis ikk nået at se det. Hun lagde sine arme om ham for at kunne have ordneligt fat så hun ikk faldt af og da varmen steg op i hendes kinder skjule hun meget blidt sit ansits i hans ryg. For fanden da! "Nej det er Helsiond skoven.. Ja selvfølgelig er det Forêt" lod det svagt og næsten uhærligt fra hende da hun talte ind i hans trøje. Hun lod ret sakastisk og hun havde bare ikk kunne have holdt sin mund der. Det havde bare været så fristende at sige.

//Fint fint :3//

Chase fnøs lidt ved hendes lidt rapkæftede svar, men tog sig ikke yderligere af det. "Nåhnå, hvad ved jeg ..." mumlede han mut, men kunne dog ikke forhindre et lille smil i et træde frem på hans læber, hvor det straks forplantede sig og voksede så en smule, da han gav gashåndtaget et ordentligt drej to-tre gange, inden motorcyklen kom med et øredøvende knald, og den velkendte støj fra lydpotten brød rigtigt frem. "Er du klar, smukke?" Han skævede kort til hende over skulderen, men rettede hurtigt blikket frem ad igen, satte foden han ellers havde haft på jorden op på gearpedalen, trådte et par gange ned på den, inden de omsider rullede afsted. Skønt hans hår indeholdt endnu mere voks og alle mulige andre skøre hårting end et helt hold opstylede duller, flagrede det dog straks op i luften, så snart de var kommet ud på vejen. Han kørte faktisk ret råddent, ikke fordi at han ikke vidste, hvordan man skulle håndtere en motorcykel, men fordi han færdselsloven egentlig bare kunne rende ham højt oppe et hvis sted. Selvom han godt ville snakke med hende, var det ligesom noget nær umuligt nu, da de ikke ville have en jordisk chance for at høre hvad hinanden sagde, medmindre de råbte virkelig, virkelig højt. Efter noget tids køren og de endelig var kommet ud af Di Morga, trykkede han bremsen ind, så der kom en skrabende lyd nede fra bremsekaliberet, før motorcyklen så stoppede, og han satte sin ene fod mod jorden. "Jeg håber ikke, at du fik alt for mange fluer i øjet," brummede han, selvfølgelig kun ment i sjov. Han vred sig derefter ud af hendes greb, steg af kværnen og slog støttebenet ned. Dernæst rakte han den ene hånd frem mod hende med et kækt smil. Faktisk havde hans opførsel i dag været yderst høflig iforhold til, hvordan han plejede at opføre sig. Måske havde hun bare en positiv effekt på ham ...

Amelia sagde ikk noget under kørslen. Hun gemte stadig sit ansigt i hans ryg da hun kunne mærke endnu en varme stige op i hendes kinder da han kaldte hende smukke men det var nu ikk helt derfor. Han kaldte hende jo hvad han ville og det var så forskelligt. Indtil videre havde han vidst kaldt hende noget med 5 navne udover hendes rigtige navn. Men hun havde stadig ikk bæret sådan fuldkommen vred på ham over det eller noget andet.
Da de igen stoppede og han steg af slap hun ham roligt. Hun så lidt over mod ham med et lille smil. Hendes rødmen var væk. Tanks, god! Hun steg så også af dog lidt mere klodset end ham men hun kom da af uden af vælte eller snuble. Hun bed sig blidt i sin underlæbe mens at hun så så ind i skoven hvor at der nu var helt mørket ud over de steder hvor at månen skinnede igennem og hvor at de små ildfluer fløj rundt. "Øhm..Tak for hjælpen igen.. Og jeg håber da at du vil tage imod den denne gang"

Chase trak hurtigt sin hånd til sig, da hun ikke lod til at have brug for hans hjælp, og placerede den i stedet for omme bag i nakken. Hans smil voksede en lille smule ved hendes sidste ord, hvorefter han stille og kort nikkede med hovedet. "No problem," mumlede han blot til svar og tillod sig dernæest at tage hendes hånd i sin, hvorpå hans blik blev draget imod den mørklagte skov. "Bor du virkelig derinde?" Det var ikke sagt som noget, der mindede om en fornærmelse eller noget. Ved første øjekast på hende havde han bare ikke troet, at sådan en som hende ville have boet herude. I skoven. Helt alene. Det gik han i hvert fald ud fra, at hun gjorde. Hvis hun ikke også allerede havde fortalt ham det. Det kunne han ikke huske. "Hvordan går det med din fod?" spurgte han efter en kort talepause, skævede kortvarigt ned mod den, før hans blik blev skudt op på hendes ansigt igen, hvor han låste det fast. Holdt igen en lille pause. "Hvis det er ... kan jeg altså godt bære dig," sagde han som en tilføjelse til hans spørgsmål og sendte hende et svagt, men varmt smil, inden han bekræftende nikkede med hovedet for at understrege sit tilbud.

"Øhm.. Ja, i ca 70 år for at være præsis. Min familie døde da jeg stadig var et barn men alligevel klare jeg mig fint som du kan se" Amelia smilte helt roligt og ubekymret som om at det var helt naturligt at sådan noget skete. Men det vidste man jo ikk. Det havde jo sket for lang tid siden. Hun blev en smule overrasket da hun kunne mærke hans hånd lgide ind i hendes. Den kølige fornemmelse strøg gennem hendes krop. En behagelig følelse. Det fik hendes smil til at vokse. Hun lukkede blidt sin hånd om hans og så mod skoven og så på ham igen. Hun så så ned på sin fod da han spurgte om hvordan det gik med den. Det gik bedre. Hun prøved at støtte lidt på den og så så op på ham igen og direkte ind i hans øjne. "Øhm.. Det går bedre men jeg kan kun lige støtte på den. Jeg tror godt at han kan halte mig vej gennem alle de forhindringer man nu finder inde i skoven" sagde hun med et lilel grin. "Men hvis du ikk har noget imod det så kan jeg da stadig godt bruge lidt hjælp. Og hvis tilbudet stadig er oppe så må du da gerne bære mig" Endnu et grin kom fra hende. Lidt længere end før men ikk meget. Hun bed sig blidt i sin underlæbe og fugtede så sine læber.

Chase lyttede opmærksomt til hendes lille fortælling og skar så en fæl grimasse, der dog hurtigt forsvandt igen. "Min mor er død, og min far aner, har jeg ikke anet, hvor har været i snart lang tid. Han sidder sikkert i spjældet, den narrøv ..." Det sidste sagde han i et meget, meget lavt toneleje, så det nok næsten ville være umuligt for hende at høre. Han rystede svagt på hovedet og rystede alle frustrationerne af sig, der var kommet af at tænke på hans forældre, hvorefter han lod sin hånd glide ud af hendes igen, vendte sig lidt om, før han tog et godt tag i hende og løftede hende op i sin favn. Nøjagtigt ligesom brudgommen gør med sin brud, efter klokkerne for sidste gang har ringet, og vielsen omsider er slut. "Du må lige guide mig lidt, så vi ender det rigtige sted," brummede han med et skævt smil, hvorefter han lige så stille begyndte at lunte afsted og stoppede op, da de nåede til en sti, der delte sig i to, kun lige i udkanten/starten af skoven. "Selvom jeg nu ikke ville have noget imod at fare vild i en skov med dig," tilføjede han og blinkede drilsk til hende, hvornæst hans blik blev løftet op og skiftevis så mod højre og derefter venstre. "Hvilken vej?"

"Woah.." udbrød hun overrasket og svagt. Hun havde nu mest forestillet sig at hun ville blive båret på ryggen og ikk på den her måde. Hun vidste ikk havde hun skulle sige og om hun overhoved skulle sige noget nu så hun holdt bare sin mund. Hun havde lyst til at nusse sig ind til ham og bare mærke hans kølige krops tempratur. Men hun lod være. Det ville virke lidt underligt og hun havde en fornemmelse at det ville være en dum idé. Hun forholdt stadig stille og efter noget tid slappede hun mere af. Hun bed sig blidt i sin underlæbe og lod sine øjne falde i i et langt blink. Men så spærrede hun sine øjne en lille smuel op og så ret overrasket ud. Han overraskede hende hele tiden. Men på en god måde. Men hvad skulle det nu betyde. Hun kunne mærke hvordan at varmen igen steg op i hendes kinder og efterlod en røligglad. En lidt stærk rødmen. Hun håbede virkelig at han ikk kunne se det i mørket hvilket hun alligevel vidste hun nogenlunde at han godt kunne se det. Hun prøvede at holde sig helt nede på jorden og tog en dyb ånding hvor efter at hun så mod vejene. "Øhm.. Jeg evd det lyder lidt undelrigt men du skal faktisk bare forsætte ligeud mellem stierne og så følge ridsmærkerne på træerne.." forklarede hun ham roligt.

Chase nikkede kort af hendes svar. Bare forsætte lige ud. Det lød jo let nok. Selvom han for længst havde bemærket hendes rødmen, valgte han at lade være med at kommentere det. Det var nok bedst, så han ikke skulle gøre hende alt for forlegen. Og desuden klædte det hende faktisk. Han gjorde sit bedste og holdt et rigtig godt øje med de små rids, der var blevet sat på træerne hist og her, hvilket lod til at køre ret godt for ham. Han rettede dog ind imellem sit blik mod hene og sendte hende et skævt smil, men sørgede hele tiden for at være ops på de der ridsmærker, så han ikke skulle føre dem i den forkerte retning og ende et eller andet sted langt pokker i vold. Men ellers ville hun nok sige til. Hun kendte sikkert skoven bedre end hendes egen bukselomme, og bedre end hun kendte noget som helst andet. Hans retningssans fejlede nu heller ikke noget, men siden han hverken vidste hvordan hendes hus lå, eller hvor det cirka lå, ville han have været fortabt uden de hjælpende mærker, der til hans held var blevet ridset ind i træernes tykke stammer. Det var muligvis hende selv, der havde lavet dem. Heldigvis for ham vendte hans øjne sig utrolig hurtigt til de mørke omgivelserne, eftersom der også altid var bælmørkt hjemme hos ham, når først mørket var faldet på. I det kvarter han boede i var det nemlig meget sjældent, at gadelygterne blev tændt, og man skulle være meget på vagt, for det var ikke ligefrem en gruppe glade spejderdrenge, der ventede rundt om hjørnerne på en. Men han var aldrig urolig for at noget skulle ske ham. Han passede ligesom ret godt ind til de andre ...