Let go of me! (Chase)

Amelia holdt selv øje med ridsene som om at en hund eller ulv havde kradset sig vej. Men hun sagde ikk noget. Hun ville se hvordan det gik for ham når han gjorde det selv. Men indtil videre gik det jo helt fint. Ingen fejltagelser. Så hun lod sig selv lukke sine øjne i et øjeblik. Et langt øjeblik. Så da hun åbnede dem igen var de underligt nok stadig på vej. Hun opdagede ikk hans blikke da hun havde sat hele sin opmærksomhed mod at finde vej. Selv kendte hun ikk skoven så godt men hun kendte da vejen til sin hytte og til søen. Og vejen til skole som hun gik stort set hver da. Og så videre. Faktisk kendte hun bedre til byen end til skoven. Selv om at hun var et af de så kaldte 'natur væsner'. Så kunne hun skimme en ret stor træ hytte der så ud til at være lavet af nogle helt igennem gode håndværkere. Og at den blev holdt godt. Så vågende hun helt op og så op på ham og pegede hen mod hytten. "Der er den.. Flot, du fandt vejen gennem den store dumkle skov" sagde hun smilende og med sin rolige og blide stemme.

Chase standsede brat op, da hun løftede en hånd og pegede hen på et eller andet. Hans blik fulgte hendes finger i den retning den pegede, hvor hans øjne hurtigt spottede den rimelig store træhytte. Han så dog lige så hurtigt tilbage på hende igen, hvornæst et lidt stolt smil kunne anes på hans blege læser. "Yee, det er ikke for ingenting, at jeg bliver kaldt Mr. Kompas ..." Han holdt en længerevarig talepause og rystede så på hovedet. "Okay, det bliver jeg ikke kaldt ... endnu. Men jeg prøver ligesom, at få det indført," erkendte han med et undertryk grin og satte hende ned på jorden. Han vendte blikket væk fra hende og sukkede opgivende over sig selv og hans evindelige, dumme vrøvl. For fanden altså. Han rettede blikket hen mod hende efter et stykke tid, hvorefter han fandt et skråt smil frem, der straks bredte sig på hans læber og dermed voksede. "Så ... tør du lade mig komme med indenfor?" Han sendte hende et lettere drillende smil, inden hans blik endnu en gang blev draget mod hendes træhytte.

"Mr. Kompas? Hvorfor vil du dog blive kaldt det? Det er jo nok et af de mest underlige og måske lidt åndsvage kælenavne jeg har hørt men man vænner sig sikkert til det. Men hvis det er det du vil kaldes så skal jeg da nok kalde dig det, Mr. Kompas" sagde hun drillende og med et lille grin. Han var da tøet lidt mere op ind første gang hun snakkede til ham eller da han hjalp hende. Da han så satte hende ned stod hun fint. Måske lidt usikkert et kort øjeblik men det var bare for at få ordenligt balance. Så så hun op på ham og et smil voksede mere tydeligt frem på hendes læber. "Øhm.. Det må jeg lige tænke ordenligt over. Men kunne også spørgs om du tør komme indenfor.." startede hun lidt drillende men hun hold ikk masken så længe. "Ej selvfølgelig må du komme med indenfor det er da det mindste jeg kan gøre som endnu en tak.." Hun lod hun ene ene hånd klappe ham forsigtigt på hovedet og begyndte aå at halte det sidste stykke hen mod sin hytte. Hun kom op af trappen og trak en nøgle frem fra en skjult lomme i sin nederdel. Hun løste døren op og åbnede den. Så vendte hun sig om mod Chase og bød ham inden for. "Ja velkommen.." Hun tændte lidt lys og man kunne se bedre se hvordan der så ud. Det lignede faktisk slet ikk en træhytte men mere en normal lejlighed som havde fået en lille hjælpende hånd. "Øjeblik" Hun gad ikk tage sine sko af men humbede med det samme ud i køkkenet for at få en is pose. En mindre brag kunne høres og lidt efter kom et "Damnit!" og så et opgivende suk. Hun satte sig på en af stolene ude i køkkenet og lagde så den indsvøbte ispose om sin ankel. "Bare kom her ud med mindre du vil venet et stykke tid" sagde hun så lige højt nok så han kunen høre det.

//Må logge :3 skrives ved..når du engang står op xD//

Chase gav sig selv en mental lussing og sukkede endnu en gang over dét, han lige havde sagt. Mr. Kompas? Yee right. For helvede hvor var han dum. Et smil dukkede atter frem på hans læber, da han fik respons på sit spørgsmål. Netop som han skulle til at lukke munden op for at sige, at der ikke var noget, han 'ikke turde', kom de næste ord ud af hendes mund. Han smilede svagt til hende, denne gang med en lille anelse af forlegenhed skjult bag smilet. Det forsvandt dog hurtigt, idet han rystede på hovedet af sig selv og fulgte hende med øjnene, imens hun gik hen til hendes træhytte, op af trappen og fandt en nøgle frem. Han faldt imellem tiden lidt i staver over hendes bevægelser og vågnede først op, da et højlydt 'damnit!' hørtes inde fra hendes hytte. Det var også kun ved det sidste, hun sagde, at han fik løsrevet sig helt fra sin egen lille verden. Han vendte sine mundvige op ad i et let smil, hvornæst han stilfærdigt sjokkede hen til hendes træhytte og trådte indenfor. Forsigtigt lukkede han døren bag sig og fandt hurtigt hen til hende, hvor han satte sig på en af de andre stole. "Er det ikke lidt ... røv at bo herude?" spurgte han efter noget tids betragtning af hende og lod sit hovede falde en smule på skrå. Han kunne i hvert fald aldrig selv drømme om at flytte ud i en skov. Faktisk ville han hellere længere ind i byen og helst befinde sig længst væk fra skoven, eller andre naturområdet, som overhovedet muligt. Men det var vel smag og behag.

// Okay x] Sleep well ^^

Amelia skar en grimasse da hun rettede lidt på isposen og sukkede så lavmælt bag efter. Hun så op da han kom ind og fulgte ham så med øjnene og så tilbage til sin fod. Hun svarede ham ikk med det samme. Hun var lidt i tvivl om det. I startet havde det jo været fint nok og dejligt at have ro og fred men nu kunne det godt blive lidt kedeligt. Det var nok derfor at hun helst opholdte sig inde i byen. Hun trak så lidt på skulderne og så lidt ligefrem for sig og så over mod Chase. "Tjo.. Det er det vel af og til.. Her er og bliver jo ret kedeligt og stille men det bemærker jeg kun når jeg bliver syg eller er lidt nede.. Så jeg klare mig fint herude og jeg har ikk nogen forventinger til at flytte indtil videre" sagde hun med sin rolige og blide stemme som svar på hans spørgsmål og sendte ham et smil og så så ned på sin fod igen. Hun vidste ikk hvad hun ellers skulle sige og bed sig derfor lidt hårdt i sin underlæbe.
"Øhm.. er du sulten? Jeg tror jeg har noget syntetisk blod i køleskabet med mindre at du er en af dem som kan spise normalt mad..?" sagde hun spørgende og lidt usikker mens at hun så over mod ham.

Chase rystede svagt på hovedet til hende første spørgsmål og lænede til lidt tilbage mod stolen ryglæn. Ventede i noget tid, før han atter lukkede munden op for at besvare det sidste, hun havde sagt. "Jeg kan godt spise almindeligt mad. Det var kun lige i starten efter den ... skodvampyr havde bidt mig, at det kneb lidt med det. Tro mig .. du havde ikke lyst til at kende mig dengang," svarede han efterfulgt af et kort grin efter den sidste del, og løftede sit blik en smule, så det blev kørt op imod loftet. Godt nok kunne han til tider være lidt ... meget småsindssyg, men det var intet sammenlignet med, hvordan han før i tiden kunne gå amok. Han flyttede blikket hen på hende igen og trak svagt på smilebåndet, så et skævt smil dannede sig på hans læber. Efter noget tids betragtning af hende så han i stedet for ned på sine egne hænder. Lod den ene tommelfinger glide hen over modsatte, handskebeklædte hånds nitter.

"Hey.. Jeg har altid lyst til at vide mere om dig. Lige meget hvad det så end der. Om det er godt eller dårligt. Surt eller sødt. Og så videre.. Forstår du mig?" Amelia's smil voksede en del og hun havde bare lyst til at læne sig hen mod ham og så nusse hans hår men hun vidste jo ikk helt om det var okay. Hun havde få gange prøvet hvor at det ikk var nogen særlig god idé. Så hun lod være. Hun så så lidt på hans hænder der havde blevet trykket i et par hasker med nitter. Hun betragtede hans finger der størg over dem. Men så fik hun så løsrevet sig og så mod på sin fod igen. Hun fjernede isposen og skar en lille grimasse da hun så det store blåmærke der havde kommet. Det gjorde ikk så ondt mere og den var ikk hævet så hun kunne sikkert godt gå sådan lidt nu. Men hun skulle passe lidt på når at hun var på sin løbetur hen til søen. Hun sukkede lavmælt og så mod loftet. Hun tog sig fod ned fra sit lår og rejste sig op. Hun lagde isposen ind i fryseren igen og vente sig mod ham. Hun hoppede op og sad nu på køkkenbordet. "Så.. Fortæl noget om dig selv. Jeg vil gerne vide lidt mere om dig end det jeg selv har fundet ud af og sådan.. Så please!" Hun lagde sine hænder fladt sammen og holdt dem op foran sit ansigt hvor at et sødt og uskyldigt smil og et bedende blik holdt til.

Chase løftede sit blik en smule og fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig fra stolen og trissede hen til en fryser, hvor hun lagde isposen ned i. Sikkert for at få den kølet lidt ned igen, efter at have ligget på hendes fod, der nok havde fået samlet en del varme, eftersom det for det meste var én af de ting, der hørte med til ophævelser. At det skadede sted altid steg lidt i varmen. Hvorfor vidste han ikke. Det kunne også være ligmeget. Han havde jo altid kun fået -3 i biologi, så det gad han slet ikke begive sig ud i - det med kroppens forskellige reaktioner. Han strakte sig kort og lagde dernæst begge hænder om bag i nakken, hvor han flettede sine fingre ind i hinanden og sendte hende et skråtstillet smil. "Jeg er altså ikke særlig spændende ..." startede han blot med at sige og bed sig svagt i underlæben. Slap den igen, inden han for en kort stund så tænksomt op imod loftet, før hans blik blev rettet hen imod hende og blev fæstnet ved hendes ansigt. "Men hvis du virkelig gerne vil vide noget, såå ..." Hans blik blev atter vendt mod loftet, hvornæst han roligt begyndte at vippe stolen frem og tilbage, så den skiftevis stod på de to forreste ben og dernæst de to bagerste. "Jeg blev født som en is dæmon, og så blev jeg senere bidt af en eller anden fucked up vampyr ... så nu er jeg halvt om halvt. Halv dæmon og halv vampyr. Jeg blev faktisk bidt på min fødselsdag - kan du sige 'bad timing'?" Han drog et svagt suk men fandt dog hurtigt et smil frem igen. "Mit skod, lorteliv har jeg efterhånden levet i 113 år." Han stoppede op og holdt en kort talepause, før han fortsatte, "Min mor er død, min far er fucking psykopat og sidder i fængsel ... og så har jeg et par brødre og søstre rundt omkring ... halve selvfølgelig, - og så har jeg på fornemmelsen af, at jeg er et horebarn," fortalte han med et løftet øjenbryn og knyttede sin ene næve ved tanken om sine forældre. Sit liv der faktisk var lige til at smide i skraldespanden. "... Og så er jeg uddannet mekaniker, så hvis du har noget med motor, der skal fikses, ringer du bare til mig," afrundede han med et tilbageholdt grin og nikkede bekræftende med hovedet. Undlod at fortælle hende og sit ... lille 'hjemmefirma'. Hun lignede ikke ligefrem én, man kunne sælge stoffer til. Nok heller ikke en særlig god ting at bringe på banen, så derfor holdt han bare bøtte omkring det emne. "Nåh, noget for noget .. hvad med dig selv?" Han stoppede med at vugge frem og tilbage på stolen, lod sit hovede falde på skrå og vendte både sine ørers og øjnes fulde opmærksomhed mod hende.

Amelia lyttede intresseret og nikkede af og til. Bare en refleks alle havde ville hun tro. Sådan at nikke i stedet for at afbryde med et endeløst hav af ja'er. Men så stivnede hun kort da han så også ville høre noget om hende. Men det havde hun dog allerede vist at han ville. Hun slappede hurtigt af igen og sukkede opgivende. "Virkelig? Jeg tror ikk at jeg er ret meget mere spændende end dig" Man hun tog sig så sammen til at fortælle. Hun strøg noget af sit hår væk fra ansigtet og ved en dyb indånding var hun klar. "Jo altså.. Jeg er født aspara -stor overraskelse- Jeg har aldrig prøvet at blive bidt af en vampyr hvilket også er ret heldigt vil jeg tro men jeg har da ladet nogle smage på mit blod ved hjælp af denne lille sprøjte.." Hun trak så en lille sprøjte frem fra et elastikbånd om hendes lår under sin nederdel og satte den så tilbage. "..Jeg gider ikk føre min families skræk videre da jeg jo allerede ved at der ikk er så meget at være bange for. Jeg mistede som sagt min familie da jeg var ung da en stor gruppe fuldblodsvampyre angreb min så kaldte 'stamme' men jeg slap på en eller anden måde væk. Som om at de ville have mig i live eller sådan noget. Øhm.. Jeg var eneabarn og det er derfor at jeg sagtens kan klare mig alene. Jeg går stadig i skole dog i en specialklasse for jeg har ikk så meget andet at lave. Jeg kan ikk svømme og jeg er ved at vænne mig til at være lukket inde i et skab" fortælte hun og holdt en lille pause mens at hun så mod loftet med endnu et opgivende suk. "Ehm..Jeg hader vaskemaskiner og vaskepulver da det aldrig gider at virke når at jeg prøver på at få den startet men den vil gerne når andre gør det og vaskepulve.. lad os bare sige at det ikk smager særlig godt" En kort latter kom fra hende ved den tanke. Men det havde jo også bare været et uheld at hun havde fået forbyttet kaffe med vaskepulver. "Jeg har det fint med mit liv som jeg så snilt har levet i godt 129 år nu.. Jeg har en svaghed over for drager. Ja jeg evd et lyder dumt men det har jeg.. Er der ellers mere du kunne lide at vide om mit kedelige liv?" Hun så spørgende på ham og lagde også hovedet let på skrå.

Chase nikkede ligeledes, ligesom hun tidligere havde gjort, det det havde været ham, der havde skullet fortælle om sig selv. Nu var det bare hendes tur. Endelig. Hans liv var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Han rynkede kortvarigt sine øjenbryn, da hun nævnte et eller andet med at blive låst inde i et skab, men rystede så bare efterfølgende på hovedet, inden han atter koncentrerede sig fuldt ud og det, hun fortalte ham. Efter hun havde plapret færdigt og stillede ham et afsluttende spørgsmål, rystede han kort på hovedet. Ellers kunne han jo altid spørge senere, hvis der var noget, der faldt ham ind angående hendes liv, og som han gerne ville have svar på. "Jeg går ikke i skole mere ... men dengang jeg gjorde, gik jeg også i en specielklasse, - eller jeg blev rykket hen i en de sidste to år," fortalte han med en let rynken på næseryggen. Han havde nemlig på sit syvende år fået at vide, at han var dum. Eller de havde selvfølgelig ikke brugt dén betegnelse, men pakket det ind i en masse kloge, voksenord. Det havde dog ikke virket. Han havde kunnet se på dem, at de mente, at der var noget grueligt galt med ham. Men det var fandme ikke lige lektier, han havde haft tid til at tænke på, når han skulle drøne frem og tilbage mellem sit hjem og spjældet for at besøge sin far, - tvunget naturligvis. Røvsygt. Han fik skubbet stolen lidt ud, før han så efterfølgende rejste sig op og begravede sine hænder - udover tommelfingrene - i lommerne på sine bukser. "Din hybel ser noget anderledes ud indeni, end hvad man ellers ville forvente ved første øjekast udefra ... har du selv lavet den?" Han løftede spørgende et øjenbryn og sendte hende et sagte smil, inden hans øjne blev ledt et andet sted hen, rundt i det lokale de opholdt sig i. Ikke at han selv ville gætte på, at hun ene og alene havde lavet den. Hun havde sikkert fået noget hjælp. Hvis den ikke allerede havde stået her i forvejen, da hun var kommet hertil ...

Amelia blev ikk ligefrem overrasket over at han også havde gået i specialklasse. Det gjorde de fleste væsner og også nogle mennesker. Nogle med andre forklaringer end andre. For eksempel så var det mest fordi at hun havde gået på skolen i ret lang tid dog uden at nogen opdagede det. Hendes lille evne som af og til kom hende til nødte. Hun så så lidt undrende over mod ham da han så spurgte hende om hun havde bygget hytten. Hun havde lidt svært ved at holde et grin tilbage og en svag latter kom da. Men fik hurtigt stoppet den igen. "Nej selvfølgeelig ikk. Jeg kan ikk engang slå et søm i uden at jeg hamre hammeren ned over min finger.. Men det er da mig der har indrettet det. Altså jeg har altid gerne bo i en lejlighed men nu hvor det er billigere at bo herude så gør jeg bare det og har bare fået gjort det så det ligner en almindelig lejlighed. Men det blev lidt for stort syntes jeg. Jeg tror nok at det her er en til 5-6 personer eller måske mindre.." forklarede hun ham roligt og bed sig i sin underlæbe. Hun vendte hun sig om mod et skab ved siden af hende, åbnede det og tog en kop hvor efter at hun lukkede det igen. Hun tog så en kande og hælte en smule mørkebrunt væske op. Kaffe. "Hmm.. Du virker faktisk mere..ehm..hvordan skal jeg sige det? Mere.. Mere venlig og høflig end første gang vi øhm..ja snakkede.." Hun var lidt usikker om dette. Hun var ikk sikker på om det var en god idé at bringe det på banen men hun kunne ikk lide den stilhed der i meget kort tid havde lagt sig.

Chase bed sig kort i underlæben, da hendes latter lød og kunne ikke selv tilbageholde et lille grin. Både hendes latter og smil smittede faktisk af på ham. "Mh, det er i hvert fald meeget større end mit hus, - som vist kan falde sammen så snart det skal være," mumlede han med et lidt utilfredst smil, men vendte så mundvigene op ad i et bredt smil, efter det andet hun sagde. Det var ikke tit, han hørte det. Men ja. På en eller anden måde fik hun ham til at .. slappe mere af. Droppe den 'hardcore' facade som han altid fik at vide, at 'den der attitude klædte ham altså overhovedet ikke'. Han vidste så bare ikke, om det var en god eller dårlig ting. At sådan en tøs som hende, bare havde kunnet få ham til at smile - men ikke et af de der hoverende, grumme smil han plejede at bære. Et ordentligt ét.
"Skal det tages som et kompliment?" spurgte han efter noget tids tænkning og blottede sine spidse, hjørnetænder i et skævt tandsmil, hvorefter han gav sig til at lunte lidt rundt i hendes træhytte. Stoppede op og studerede alle de nye ting, der mødte hans øjne, ned til mindste detalje.

"Øhm.. Det ved jeg ikk helt.. Hmm vil da mene at det skal tages om en kompliment" Amelia grinte lidt igen og fulgte ham med øjnene mens at han luntede ud af køkkenet og videre rundt i hendes hytte. Det havde han vel også ret til. Et lille gab kom fra hende og hun skjulte den med sin ene hånd. Der var da sket lidt i dag og alt denne ståhaj havde taget noget af en god bid af hendes energi. Men hun vidste at hun ikk ville kunne sove hvis hun lagde sig til at sove nu. Og så havde hun jo også besøg stadig. Hun tog en slur af sin kaffe og så lidt du af vinduet bag hende. Mørket havde lagt sig for længst og ildfluerne fløj ikk rundt. Noget var der ude. Men det var der jo så mange gange. Det gav hende kuldegysninger men så tænkte hun ikk rigtigt mere over det. Hun lyttede desperat efter Chase's små puslen rundt omkring bare for at overbevise sig selv at hun ikk var alene. Det hjælp lidt men hun ville helst ikk være i køkkenet mere. Hun hoppede forsigtigt ned igen og haltede så ud af det. Hun stod lidt og lænede sig op af muren i mellemstuen og betragtede ham. Følelsen af at være overvåget forvandt lidt men alligevel syntes hun at skimme noget komme frem i vinduerne i den rigtige stue. En mørkskikkelse. Ingen lysende øjne og ingen kridhvide tænder men bare som en skygge. Hun prøvede at glemme dem ved at se over mod Chase stort set hele tiden-

Chase fortsatte ubemærket med at beglo endnu flere af hendes ting, bøjede sig en gang i mellem lidt ned, så han bedre kunne se de ting, der nu og da formåede at tiltrække hans opmærksomhed. Dog stoppede han op, da han mærkede et par øjne hvile på sig. Rettede sin ryg helt op og drejede hovedet, før hans blik endelig landede på hende. Han fæstnede det ved hendes ansigt og stod blot helt tavst og betragtede hende i noget tid. Sagde ikke et eneste ord. Det så ud som om noget plagede hende. Han løftede undrende det ene øjenbryn og rettede sit blik over på et af stuens vinduer. Kneb sine øjne en smule sammen og så ud igennem ruden, men hans øjne opfangede ikke noget specielt. Ikke andet end mørke. Han kørte blikket tilbage på hende og tog tre-fire skridt i retning af hende. "Er der noget galt, trunte?" spurgte han med et lidt ulæseligt smil, inden han stillede sig hen ved den samme væg som hende og lænede både ryggen og hovedet op ad den. Han trak sine hænder op af lommerne og begravede dem i stedet for i den store lomme, der var foran på hans sorte hættetrøje med et eller andet logo trykt på ryggen.

Amelia blev bare ved med at se over mod ham da han vendte sig om mod og betragede hende eller noget i den stil. Men det gjorde ikk noget. Det gjorde hende tryg. Og blev det så mere da han gik hen mod hende men vidste ikk helt hvad hun skulle sige. Skulle hun lyve eller sige sandheden om at hun hele tiden så den skumle skygge uden for vinduerne. Hun ventede lidt med at svare og tog en slurk af sin kaffe igen. Så rystede hun let på hovedet og smilte ubekymret og roligt. "Nej..Nej det er ikk noget speicelt.. Det er bar..." Hun nåede ikk at sige stæningn færdig før at hun så kunne høre en høj knirkende og knækknde lyd lige ude foran på tagressen. Et skrig kom fra hende og hun slap med det samme sin kop ned på gulvet og inden at der kunne gøres noget omfavnede hun Chase eller rettere hun holdt sig tæt ind til sig. Det havde bare været en refleks men hun blev stående. Hun tog vejret i små svage gisp og hendes krop rystede. Nu vidste han da at hun nogenlunde havde løjet over det. Hun havde blevet utrolig forskrækket over det og havde virkelig troet at der var nogen der ude. På grund af den skygge hun havde set op til flere gange. Hun sagde ikk noget. Men stod bare med ansigtet gemt ind i hans brystkasse eller trøje og rystede som et skræmt lam eller i hvert af en skræmt Amelia.

Chase nåede kun lige at nikke to gange med hovedet, inden han så fik sendt et stød af et chok igennem sig, da hendes kop røg på gulvet. Igen kunne han ikke en gang nå så meget som at blinke, før hun slyngede hendes arme om ham og lagde hendes ansigt ind mod hans brystkasse, der - iforhold til hende i hvert fald - hævede sig roligt op og ned i takt til de åndedrag, han tog. Han stod i noget tid uden rigtig at gøre hende, eftersom hendes pludselige bevægelser og skrig næsten havde lammet ham. Som var han blevet forstenet, efter hun først havde trykket sig ind til ham.
Han blødede dog rimelig hurtigt op, fandt et kækt smil frem, der straks bredte sig på hans blege læber og lagde dernæst sine arme omkring hende. Blot et par sekunder efter løsnede han sit greb om hende og fik trukket sig lidt væk fra hende. "Okay, dukkefjæs ... fortæl mig så hvad der er i vejen," bad han med et dæmpet grin, men sørgede dog for at sige det i et bestemt tonefald, så hun ikke bare ville snige sig udenom igen og prøve at bilde ham ind, at 'der da ikke var noget galt'.

Amelia så bare ned i jorden og væk fra ham. Hun vidste ikk helt hvordan hun skulle sige det. Hun lod sine arme falde ned langs siden og gned sin ene fod op af det andet skinde ben. Dette havde været ret så pinligt og gjorde hende en smule flovt. Tænk at hun kunne blive skræmt at den lille ting og sådan. Hun rystede stadig lidt men det var blevet lidt bedre. Hun hørte hans grin. Han morede sig altså over dette. Men det havde sikkert også set ret så sjovt ud. Hvis nogen havde filmet det og hun så havde set det et par dage efter så ville hun sikkert begynde at grine over det. Hvis det kun var det. Den mørke Skikkelse var igen uden for det vindue hun lige kunne se. Den smilte. Hvad var det nu? Kunne kun hun se det? Var det bare noget hun forestillede sig? Ligesom lyden? "Ehm.. Je-Jeg syntes at se noget uden for vinduerne og så høre jeg hele tiden høje lyde. Hørte du ikk den der knirkende lyd ude foran døren?" Hun håbede at han havde hørt den. Eller var hun ved at blive sindsyg. Eller ved at få den der mærkelige sygdom som gjorde at man så og hørte ting der ikk var der. "De-Den smiler.." mumlede hun så meget svagt for sig selv og hendes blik var ikk rettet ligehen mod den men kunne skimme den.

Chase så undrende på hende med et løftet øjejbryn, da hun besvarede hans spørgsmål. Sagde hvad der var galt. Udtrykket i hans blik var en smule skeptisk. Som om hun faktisk var sindssyg. Well, så passede de jo fint sammen. "Nøø, jeg hørte ikke noget ...?" Han rystede let på hovedet og skævede hen mod et af vinduerne. Igen kunne han ikke se en pind. Ikke andet end det dunkle nattemørke, der lå og hvilede faretruende udenfor. Gemte alle skovens uhyggelige væsner. Han lod sig dog ikke skræmme af hendes ellers ret kraftige overbesvisning om, at der altså var et eller andet, der luskede rundt udenfor huset ... og smilede. "Der er ikke noget. Det er nok bare en bjørn eller sådan noget," mumlede han men lød ikke just særlig overbevisende. En bjørn. Som om dét ville gøre hele situationen bedre, hvis det var sådan et bæst, der sneg rundt udenfor. Men bjørne kunne ikke smile. Ikke hvad han vidste af i hvert fald. Han stod og trippede lidt på stedet, inden han så tog et skridt hen imod den dør, de også var kommet ind af, og som hun hævdede, at hun havde hørt nogen lyde fra. Efter et par skridt til stoppede han op og så sig over skulderen hen på hende. "Hvis der er noget, skal jeg kraftedme nok smadre kraniet på, hvad det så end er, der er derude i mørket." Et lidt psykotisk smil kunne lige nøjagtigt skimtes på hans læber, idet han hev sin store skruenøgle op af lommen og slog skruehovedet imod sin frie hånds håndflade. Tog dernæst nogle skridt hen imod hende og tog et godt tag i hendes hånd, inden han begyndte at trække hende med hen til døren igen.

Amelia stivnede kort ved hans svar. Var hun virkelig ved at blive sindsyg? Det kunne da ikk være sandt. Og hun kunne stadig se smilet for sig selv om at skikkelsen forsvandt da Chase så over mod vinduet. Hun tog en dyb indånding og lod sig se lidt mere rundt. Kunne ikk se den nogen steder nu. Sikke en lettelse. Episode var ovre. Men hun vidste dog godt at det ikk var en bjørn der luskede rundt. Der var ingen bjørne i denne skov. Det vidste hun. Der var både for koldt og for varmt for dem. De ville ikk kunne klare skiftningerne i vejret. Hun stod lidt og prøvede at få kontrol over sine vejrtrækninger igen da hun så hørte ham sige noget igen. De første to ord hørte hun ikk så tydeligt men fandt dog ud af det efter han var færdig med at sige noget. Fulgte hans hånd mod lommen og videre da han trak den op. Hun spærrede øjnene lidt op men slappede hurtigt af igen. Det var okay at han gik rundt med den skruenøgle bare at han ikk slå ud efter hende med den. Men det mente hun dog at han ikk ville. Elelr håbede hun? Lidt usikker men tvivlen måtte komme ham til gode. Et smil voksede stille og roligt frem. Meget svagt. Hun nikkede til det hun havde fået opfanget men begyndte så at blive en del utryg da han trak hende med mod døren. Hun prøvede at stoppe dem ved at sætte sine hæle i gulvet men det var for glat og hun var nød til at følge med hvis hun ikk ønskede at få mere ondt i den allerede skadede fod.

Chase gav hendes hånd et mindre blidt klem, bare for at minde hende om, at hun ikke skulle være bange. Derefter satte han sin svensknøgle imellem sine tænder, så hans vampyrbisser kom til syne, efter han havde lukket sin mund op. Han lagde dernæst sin hånd på dørhåndtaget og lukkede sine fingre omkring det, inden han langsomt åbnede den for at forøge spændingen. Da den var åbnet - eller nogenlunde i hvert fald - tog han skruenøglen ud af munden igen og så sig over skulderen hen på hende. "Uuh, freaky stuff!" udbrød han med et melodramtisk tonefald og bed sig så derpå i underlæben for at tilbageholde et grin. Han skubbede døren op med foden og trak hende med sig udenfor. Lod hende om at lukke døren igen efter dem. Han sørgede for hele tiden at have et rigtig godt greb om hendes hånd, alt imens han søgende kørte sit blik rundt i de mørke omgivelserne. Rundt imellem de mange træer. Han kneb sine øjne en lille smule sammen og skævede hen til hende. "Kom," hviskede han stille, i et forsøg på at opretholde den der gyserfilms'agtige atmosfære, der var opstået omkring hendes hus. Et monster sneg sig rundt i skoven, huh? På en eller anden måde håbede han, at hun havde ret. Han havde nemlig fået en pludselig lyst til at slå på et eller andet. Han sendte hende et lidt gådefuldt smil, inden han så begyndte at trække afsted med hende.

Amelia vidste godt at han ikk troede på hende og det irritede hende en del. Og så den måde han gjorde situetionen mere uhyggelig. Ja den gjorde hende ikk rigtigt mere bange faktisk. Men hun ville stadig ikk udenfor. Hun havde løst til bare at tage fat i dørkarmen og så holde sig tilbage men hun nåede det ikk før at han så trak ehnde helt ud med et fast greb om hendes håndled. Det gjorde ikk ondt. "Hey stop det der.. Det hjælper jo ikk ligefrem stemningen eller hvad det nu er. Jeg har fattet det. At jeg bare er en lille bangebuks der tilfædligvis ser og høre ting der ikk er der" sagde hun til ham og hentyde til alle de små tricks han lavede så har give den der gysereffekt. Det var jo ikk noget film så det virkede ikk ligefrem lige så uhyggeligt men alligevel lidt. Hun prøvede ikk at få vredet sin hånd fri igen da hun vidste det var umligt lige nu. Hun så sig omrkring. Stadig ingen ildfluer. Hvis han kendte til dette som hende så ville han ikk være sådan en der lavede sjov med det men hvad vidste hun. Hun så lidt ned på terassen. Gulvet knirkede ikk særlig meget når de listede sig over det. Hun tog så fat i hans håndled på den hånd han holdt om hende. Dog blidt. Hun følte sig lidt mere tryg på den måde. En pludselig gøen kunne høres og hun var sikker på at det ikk kun var hende. Lidt efter kom den nemlig. En stor hund kom løbende direkte mod dem og den så ikk særlig venlig ud. Hun skreg ikk igen men trådte automatisk tættere på ham.

Chase grinede lidt af hende, men stoppede dog med hans forsøg på at freak'e hende ud. Det lod ikke rigtig til at virke. I hvert fald ikke særlig meget som han ellers havde håbet på. Han fik dog hurtigt tørret sit smørrede smil af munden, da en pludselig gøen fra en ophidset hund, blev opfanget af hans ører og ført videre op til hans hjerne, hvor det satte alarmklokkerne til, - og så kom den til syne. En ordentlig motherfucker af en hund. Godt nok havde han selv en ret så ustyrlig rottweiler derhjemme, men den der så fandme ikke specielt hyggelig ud. Han skævede kort til hende, idet hun trak sig lidt længere hen til ham, men hans øjne blev straks vendt mod den løbende hund igen. "Oh shit ..." mumlede han med en smule panik i stemmen og førte sin ene hånd ned i bukserne. Det så nok en smule forkert op, men kun få sekunder efter havde han trukket noget op af dem, og stod nu med udstrakt arm og pegede på den frådende hund med en pistol. "Skrid indenfor. NU!" Han værdigede Amelia et sidste bestemt og irettesættende blik, inden han slap hendes hånd og skubbede hende væk fra sig. Han havde imellem tiden tabt sin skruenøgle på jorden, men den sked han fandme på lige nu. Den der syge hund skulle han bare ikke nyde noget af at have liggende oven på sig. Især ikke med de sygeligt store tænder, der tydeligt blev blottet hver gang den knurrende gøede. Hvis den kom meget nærmere trykkede han kraftedme aftrækkeren på sin håndpistol ned. Han snerpede sin mund en smule sammen og tog dernæst fat om pistolen med den anden hånd, så han nu holdt om den med to hænder i et fast greb. Kneb sine øjne lidt sammen og fokuserede fuldt ud på hundens pande. Det var nemlig dér han havde tænkt sig at skyde. Den skulle ikke bare lammes lidt med et skulderskud. Den skulle dø.

"Woah" Amelia blev lidt overrasket da han så skubbede hende væk og hen mod døren. Hun hverken sagde han imod eller svarede ham. Hun begyndte bare hurtigt at løbe det lille stykke hen mod døren. Hun fumlede lidt med håndtaget selvom at døren bare kunne åbnes med et hårdt tryk da hun ikk havde lukket den ordenligt. Hun så sig lidt over skulderen og fik så et ordenligt tag i håndtaget som hun med det samme trykke ned. Døren gik ualmindeligt hurtigt op og hun nærmest vækede ind. Hun kunne igen høre en gøen. Fra en anden sidde. Hun tillod sig selv at se over skulderen og fik øje på endnu en hund der kom spændende hen mod Chase fra en helt anden vinkel. "PAS PÅ!" råbet, ja nærmest skreg, hun til ham mens at hun stadig stod i dør åbningen. Dette var mærkeligt. Det var ikk hunde eller ulve for den sags skyld hun havde kunne fornemme. Det havde været et væsen. Enten dødt eller levende. Men ikk en eller flere hunde. Kun en. Men hvor. Hun så ret skræmt på hvad der skete og en til to krager kom så til syne foran ehnde fra taget. Hun veg hurtigt tilbage og prøvede med det samme at baske dem væk. Det var da lige godt pokkers. Hvorfor fanden angreb dyrene hende? Eller dem pludselig?

Chase skulle lige til at trykke aftrækkeren ind, da han så hørte et advarende udråb fra Amelia om, at han skulle passe på. Hvad nu? Han drejede hovedet og fik hurtigt øje på endnu en hund, der kom løbende i fuldt fart hen imod ham. Jamen, for satan da! Det har var forhelvede ikke et eller andet hundeshow. Med en hurtig, næsten automatisk fingerbevægelse kom han til - ikke med vilje faktisk - at affyre en kugle af mod den hund, der først havde kommet løbende. Ramte den - heldigvis - lige der hvor det havde været meningen. Midt i panden. Eller næsten da. Den fløj i hvert fald nærmest bagover med et højtlydt pib og landede - død - på jorden. I en lynenes hast vendte han sig om i en glidende bevægelse, så det nu var den anden hund, han stod og pegede på med sin 'gun'. "Say goodbye, doggy!" nåede han lige at mumle, inden der ligeledes blev fyret en kugle afsted imod dén. For fanden. Han var ikke helt så heldig denne gang, da den kun ramte hunden ene pote. Skønt den haltede gik det stadigvæk fandens hurtigt, og den løb fortsat ufortrødent hen imod ham. Anden gang - der åbenbart var lykkens gang - ramte han dog plet. Lige i hundens pande, ligesom han havde gjort med den anden. "DØ FOR HELVEDE!" hvislede han med en giftig tone, hvornæst han sænkede sin pistol lidt og rettede sit blik hen på Amelia, der lod til at have fået besøg af to krager. Med et opgivende, lettere irriteret suk vadede han op til hende/dem, strakte sin ene hånd ud og greb fat omkring den ene krages vinge, så den blev ude i stand til at flyve. Klemte til før han slyngede den hen imod det nærmeste træ. "Flyv så væk, lorte'fugl!" hvæsede han til den anden og fik den på en eller anden måde viftet væk, inden han skubbede hende indenfor. Fulgte selv efter og lukkede døren forsvarligt bag sig. Hans brystkasse løftede sig markant, eftersom hans vejrtrækning nu var blevet en smule uregelmæssig og lidt for hurtig, begrundet af det lille 'dyre-drama' udenfor. "Det er nogle fucking sindssyge dyr, der bor herude i skoven, mand!" snerrede han, mest henvendt til sig selv, før han gled ned langs døren - som han havde lænet sig op ad - indtil han ramte jorden.

Amelia viftede feberisk fulgene væk fra sig mens at hun hørte 2..nej 3 skyd som fik hende til at fóre sammen hver gang. Det gjorde det muligt for kragerne at sætte deres næb ned i hende. Hun blev også ved med at vifte med arme lidt da han ahvde fået fjernet fulgene. Det havde vel bare været en vane. Hun stoppede også hurtigt med det igen. Hun lod sine arme hænge sig ned langt siden og hun trådte først to skridt tilbage for at hun så faldt lidt sammen på gulvet. Hun trak vejret i små gisp. Ikk fordi at hun var forpustet men mere fordi at hun havde været utrolig bange. Ikk rigtigt for sit eget liv men mere for hans. Selvom at hun ikk havde tvivlet på at han ville blive drabt af nogle sølle hunde men alligevel havde den følelse ladet sig spille i hende. Hun nærmest hamrede sine hænder ned i gulvet foran hende og hendes blik blev gemt bag hendes hår der faldt ned som et slør for hendes ansigt. "Ja..Det må..du sige.." lød det fra hende. Svagt men stadig med den rolige og blide grundstemme. Hun tog sig ikk af de mange små stadig blødende sår og ridser hun havde fået foræret af kragerne. Det gjorde ondt men så værst var det heller ikk. *Det var..mærkeligt. Sådan havde de da ikk opført sig før. Og der plejer ikk at være hunde i skoven.. Men hvorfor så nu?* Tankerne løb gennem hendes hoved. Hun knugede sine hænder og slappede så af igen. Dette ville ikk have sket hvis bare han ikk havde været så stædig. Nu ville hun være helt uskadt, glad og afslappet på et hotelværelse. Og så havde han jo heller ikk været nød til at være udsat for dette. Men sket var sket og selv ikk hende kunne gøre noget ved det. Hun trak vejret gennem hendes mund men de blev mere rolige. "Det må du undskyld.. Det her.."