Let go of me! (Chase)

Chase bankede sit baghovede mod døren efterfulgt af et lettere irriteret suk. Psykopatiske hunde - og fugle. Hvorfor fanden løb et par tåbelige køtere rundt i skoven? Krager kunne han forstå, men fandme ikke det med hundene. Med et let pust fik han sit halvlange pandehår, - der hang lige nede foran hans øjne og dermed blokerede det meste af hans syn - fjernet, eftersom det ifølge af den svage luft han pustede ud flagrede til side. Han slog sin ladte pistol imod sin frie hånds håndflade, lyttede til hendes ord og fortrak så til sidst sine mundvige i et muntert smil, efter hendes side ord havde forladt hendes mund. Det voksede en lille smule, før han grinede dæmpet og satte sin ledige håndflade mod gulvet og rejse sig på dén måde op ved ligesom at skubbe sig selv op at stå på benene. "Det gør ikke noget ... det var faktisk ret ... sjovt," svarede han med et svagt, fornøjet smil og tog et par skridt hen imod hende. Han kastede sin håndpistol op i luften for derefter at gribe den igen og ligge den tilbage i den rette lomme. Derpå lagde han hovedet en anelse på sned og gik lidt væk fra hende. Genoptog det han tidligere havde haft gang i, - så alle hendes ting an. Som om intet var hændt. "Er dyrene altid så fucked up i hovedet herude?" spurgte han med et løftet øjenbryn, men kunne dog ikke tilbageholde et lille smil, der langsomt bredte og forplantede sig på hans læber. Han stoppede op, rettede nu sin fulde opmærksomhed hen på hende og luntede tilbage til hende, hvor han satte sig på knæ ved hendes ene side. "Hey, er du okay, trunte?" spurgte han lavmælt og lagde sit hovede så meget på skrå, han overhovedet kunne, før han satte sin ene hånd mod gulvet og forsøgte at se hendes ansigt, hvilket var lidt svært, da hendes hår hang i vejen.

Amelia lyttede til ham. Hørte hvordan han rejste sig op og gik videre rundt i huset. Så spændende kunne det da ikk være med mindre man ikk rigtigt var vant til det. Hun var ikk ligefrem den største kunst elsker men hun havde da nogle få malerier for at bryde de hvide vægge. Men hun så ikk op. Hun prøvede så vidt muligt at fået taget sig sammen. Så da hun kunne høre ham komme hen mod hende begyndte hun underligt nok at slappe mere af. Og da hun først så hans fødder og derefter hans knæ og til sidst hans lår var hun næsten helt nede på jorden igen. Så kunne hun skimme hans ansigt og hørte hans spørgsmål. Hun rettede sit hoved lidt op så hun kunne se ham ordenligt. En øjenkontakt strejfede kort og hun tog sig ikk af det. Et lille og svagt ubekymret smil kom frem på hendes bløde og letlyserøde læber. Hun nikkede kort for at hun skilte sine læber ad. "Jeg har det fint. Jeg skulle bare lige komme mig over chokket.. Og sårene skal nok heale af sig selv på en eller anden måde" lød hendes overraskende blide og rolige stemme mens at hendes smukke hasselnødde brune øjne betragede hans ansigt.
Hun løftede så derefter sin ene hånd og tørrede en lille bloddråbe der havde sivet sig vej ned af hendes kind væk med håndryggen og satte sig så lidt bedre. Men benene strakte foran sig. "Og nej.. Det plejer ikk at ske og det er nok det der for min hjerne til at eksplodere for at få et sølle lille svar omkring..uden held" Hun bed sig kort i læben før at et opgivende og tydelig suk kom fra hende og hun lænede sig bagover så hun nu lå udtrakt på ryggen på gulvet og så bare mod loftet med et afslappet og måske lidt fjernt blik. "Men det var da godt at du morede dig.." Hun lukkede så sine øjne i og forholdt dem lukkedes mens at hendes smil stadig var fremme.

//tilbage xD//

Chase trak selv lidt på smilebåndet, så hans smil voksede en lille smule, da han så hende smile. Det var faktisk ret smittende - hendes smil. Efter at have gjort sig nogle tanker omkring dét og lyttet til hendes ordstrøm, lænede han sig ind over hende. Satte sine håndflader mod gulvet, så han havde en arm på hver side af hende, hvorefter han fandt sit allerstørste smil frem, der - jo mere det groede - fik skilt hans læber ad og således blottede hans to ualmindeligt skarpe hjørnetænder. "Så lad være med at bekymre dit lille hovede om dét mere. De er jo væk nu, ikke?" sagde han med et løftet øjenbryn og lænede sig bare en lille bitte smule længere ned mod hende, fortsat med sit brede smil forplantet på sine læber. Han pustede hende drillende i ansigtet, før han endnu en gang nærmede sig hende ved at læne sig ned mod hende. Stoppede først da det ikke var mere end fem centimeter, der adskilte deres ansigter. Kun få sekunder efter fjernede han sig pludseligt fra hende, rettede sig op og trak hænderne til sig, hvornæst han rejste sig op. Han strakte sig kort ved at løfte sine arme og strække dem op imod loftet og udstødte et halvkvalt gab, inden han drejede en omgang rundt og lod sit blik spejde rundt i det lokale, de befandt sig i. "Hvor er dit køkken?" spurgte han lidt efter, så sig over skulderen og ned på hende.

Amelia kunne svagt fornemme hans ånde eller ihvert faldt hans kølighed nærme sig hende og så blev hendes øjne automatisk åbnet i små blink da han pustede hende i ansigtet. Hun forstod ikk helt med det samme men spærrede så sine øjne op da hun så hvor tæt han var på hende og at han stadig nærmede sig. Hun prøvede næsten selv at presse sig længere ned i gulvet hvilket ikk rigtigt virkede. Hun havde lige nået at se ham blotte sine spidse hjørnetænder og en kort frygt havde ramt hende og forsvundet igen. Hun vidste ikk helt hvad hun skulle gøre end bare at ligge helt stille.
Da han så trak sig tilbage igen med en pludselig bevægelse slappede hun mere af igen og trak vejret roligt efter at havde holdt vejret det stykke tid hun havde opdaget ham. Hun satte sig selv lidt op og holdt sig oppe ved hjælp af hendes arme som støttede hende. Hun så bare ligefrem for sig og så op på Chase efter hans spørgsmål havde nået hende. "Øhm.. Derover det højre.." sagde hun som svar på hans spørgsmål. Hende stemme nåede også lige at knække over en enkel utrydelig gang. Hun sank og den lille klump der havde samlet sig i hendes hals forsvandt lidt for hver sunk.
Hun begyndte så også selv at rejse sig op dog mere roligt og langsomt end ham. Hun børstede noget støv af sin nederdel - det stykke der havde siddet på gulvet - hvilket bare var en vane lige meget hvad. Hun så lidt over til ham og betragtede ham igen. Hvad var det lige? Havde han ville bide hende? Eller måske... Hun rystede hurtigt på hovedet og så væk. Hunt og en dyb indånding og en dyb udånding hvor efter at hun følte ham med ud i køkkentet, stadig lidt haltende. Og et smil voksede igen frem. Der var jo ikk rigtigt noget at frygte lige nu. Han havde faktisk såkaldt reddet hendes liv op til tre gang ud over at det kun var den ene af dem at der virkelig var hendes liv der var i fare. De andre gange ville hun enten havde brækket en arm eller fået en psykisk lidelse i nogle måneder. Men det kunne være lige meget. For hende så hun det som om at han havde reddet hendes liv. "Øhm.. Er du blevet sulten eller hvad?" Så så spørgende og lidt undrende på ham mens at hun stod lænet op af dørkarmen.

Chase lagde hovedet en anelse på skrå og fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig op. Hendes svar havde han ikke reageret på. Ventede på at hun selv ville føre ham ud i køkkenet. Hvilket hun også gjorde. Han drejede rundt, så han kom til at stå med fronten imod hendes ryg, efter hun havde passeret ham og kort efter lænede sig op af dørkarmen. Dén dørkarm der tilsyneladende sad rundt om indgangen til hendes køkken. Et svagt smil forplanede sig hurtigt på hans læber, hvorefter han rystede kortvarigt på hovedet som svar på hendes spørgsmål, inden han vadede forbi hende og ud i køkkenet. "Mm-m ..." mumlede han dernæst, hvilket skulle tydes som en form for 'nej'. Det var ikke sult, der plagede ham. Nærmere tørst. Han påbegyndte en større skattejagt i hendes køkken, idet han startede med at lede i alle de ting, der kunne åbnes i køkkenet. "Har du ikke noget sprut et eller andet sted?" brummede han og løftede spørgende sit ene øjenbryn, netop som han skævede over til hende og efterfølgende rettede sin opmærksomhed mod skabene i køkkenet igen. Ledte videre. For naturligvis var han også en stor tilhænger af alkohol. Endnu en af de ting han var afhængig af, - og havde flere gange været på afvending. Mod sin vilje selvfølgelig. Det havde bare aldrig rigtigt lykkedes, eftersom han ikke havde været særlig samarbejdsvillig.

Amelia så sig lidt over skulderen og fulgte så ham med øjnene da han gik hen mod hende og videre forbi hende og til sidst ind i køkkenet. Hun så ham lede og havde på fornemmelsen hvad det egentligt var han ledte efter. Så hun begyndte allerede at tænke sig som. Selv drak hun ikk...så meget. Så hun havde vel en smule et eller andet sted. Men hvor. Hun lagde blidt sin hånd mod sin pande og lukkede tænkende sine øjne sammen. Åhr, for helved. Hvorfor kunne hun ikk huske det. Så kom spørgsmålet og hun så hurtigt over mod ham igen. "Øhm.." Hun stoppede midt i den ikk rigtige sætning for igen at tænke. "Har du tjekket køleskabet der over?" Hun pegede over mod et lille skab over i det ene hjørne af køkkenet. Så begyndte hun selv at humbe hen til det. Hun var nu mere sikker på sine bevægelser igen. Hun satte sig først på hug og derefter ned på knæene før at hun så åbnede skabet og det lille køleskab kom til syne. Hun knejsede kort med nakken og tog så fat i håndtaget hvor efter at hun åbnede køleskabet. Jo mindsandten. Det stod sådan lidt af hvert. Både noget hun kendte og noget hun ikk kendte. Det kunne godt minde til om en alkoholikers siden at skabet var gemt og at der var så meget forskelligt. Måske en smule pinligt men han måtte jo bare tænke hvad han ville. "Øhm.. Ja du kan vel selv tage hvad du nu lyster" sagde hun med et smil og så over mod ham igen over skulderen.
Selv tog hun ikk noget. følte sig træt og et gab blev skjult bag hende ene hånd. Hun vidste ikk helt hvad der var sammenhænget med de to ting men hun vidste vel at hun blev lidt for vågen af alkohol. Men måske ville det hjælpe lidt på nerverne efter denne omgang med psykopat dyrene. Hun var lidt usikker men tog så selv en helt almindelig Tempt 9 ud. Hun lod den køle sine hænder lidt ved at gnide den mod dem før at hun så begyndte at rejse sig op igen.

Chase fulgte hendes nysgerrigt med øjnene, da hun luntede over mod det lille skab, hun havde udpeget før. Dér havde han dog ikke reageret på det. Havde bare stået og gloet dumt på hende. Han havde ikke set noget køleskab. Selvfølgelig ikke - eftersom det var gemt bag en skabslåge. Efter lidt tid i sin egen lille verden rystede han kort på hovedet, idet han blev talt til. Nåede lige akkurat at opfatte hendes ord og nikkede efterfølgende, hvorefter han bevægede sig hen mod det køleskabet. Han bukkede sig lidt ned, lod sit blik glide hen over de forskellige genstande, der stod derinde og tog i ny og næ nogle ud og nærstuderede deres alkoholindhold. Blev ved med at lede, indtil han mente, at han havde fundet frem til dén, der havde den største virkning - altså den højeste alkoholprocent. Han rettede ryggen helt op igen og lukkede dernæst lukkede køleskabet i. Hans blik blev hurtigt draget hen på hende, hvorpå han sendte hende et skråtstillet smil, drejede sig om og forlod køkkenet. Luntede atter ind i stuen og smed sig som det først i sofaen. Satte sig først ordentlig op efter noget tid og rettede sin opmærksomhed mod den flaske, han havde 'stjålet' fra køleskabet. Årh for pokker. Selvfølgelig var det en med låg. Han rodede sig kort i håret med sin frie hånd og fiskede få sekunder efter sin skruenøgle frem fra bukselommen. Satte den under den rillede kant, der var på det metalliske låg og fik det tippet af, hvornæst han lagde svensknøglen fra sig på sofaen og placerede flaskehalsens mundstykke mod sin svagt åbne mund. Lænede hovedet lidt bagover og tog en rimelig stor mundfuld af flaskens indhold, inden han rettede hovedet op igen, så hans ansigt ikke længere vendte op imod loftet men frem ad, og drog et lavmælt suk.

Amelia sad roligt og betragede ham mens at han ledte efter det rigtigt. Han ahvde da et ret koncentret ansigts udtryk og det fik ham til at være mere ..fredelig? Hun rsyetde meget svagt på hovedet for at komme af med tanker og komme tilbage til virkeligheden. Hun rejste sig så også op og så lidt ned mod den dåse hun stod med i hænder. Hun gned den stadig frem og tilbage som en glaskugle hun trillede med i håndfladerne. Hun sagde ikk noget og gjorde ikk rigtigt andet i lang tid. Så så hun op igen da hun kunne høre hans skridt der forlod køkkenet. Hun så efter ham og så hvordan han smed sig i sofaen. Hun holdt et mindre grin inde ved synet af hans ansigt da han opdagede at han havde taget en flaske..med låg. Hun studerede så hans betode. Hvordan han tog svensknøglen frem og åbnede flasken så let som ingenting. Som det bare var en normal øloplukket.
Hun så sig så rundt om i køkkenet. Det var først nu at hun opdagede hvor stille her egentligt var i huset når hun var alene. Det var ikk særlig mange der havde fået lov til at se hendes hytte indfra. Nogle havde kun lige fået et smugkig ind af vinduerne eller døren og det var vist ikk mere end 2 personer der havde været helt inde. Hun så kort ud gemmen vinduet i køkkkenet men der var intet usædvanligt denne gang. Hun slappede lidt mere af igen og et smil voksede frem på hendes bløde og let lyserøde læber. Hun gik så ud af rummet og videre hen mod stuen hvor han sad. Hun satte sig i den bløde lænestol ved siden af sofaen og så hen mod ham stadig med smilet. Hun havde trukket sine ben op til sig da stolen var stor nok til at hun snilt kunne gøre det. Hun nærmest puttede sig helt ind i dens pudede betræk. Hun havde stadig ikk åbnet sin dåse men det var vel bare en vane. Hun havde altid bare siddet og fumlet med sådan en. Lige meget om det var en flaske eller en dåse. Og af og til drak hun den slet ikk. Dog kun når nogen mindede hende om det eller at hun virkelig havde haft en dårlig dag og som så mange andre troede at man fik det bedre af at drikke sig pissestiv. Hun sagde stadig ikk noget men sad bare og betragede Chase. Hans bevægelser og hans udseende. Mærkede hans tilværelse i rummet og hun kunne svagt dufte ham. Hendes smil voksede en anelse og hun fugtede sine læber lidt.