Dødsenglendes Møde - Privat ~Mika~

Tid: Eftermiddag
Sted: Kirkegårdens område
Omgivelser: En del dystre væsener
Vejr: Køligt og mørkt

Joshua så på skakbrattet foran ham, han havde en strategi, spøgelset og modstanderen overfor ham lavede sit træk. "Hmmm..." Joshua tog dronningen, han stillede den ved siden af kongen, kongen var fanget af 3 og spøgelset så meget utilfreds ud. "Skakmat min kære herre" Joshua klappede sine hænder og tog ud af luften en smuk, mørkerød dejligt duftende rose frem og lagde foran spøgelset. "Værsågod mit kære spøgelse" Han rejste sig fra spillet og så sig omkring, ingen andre der havde et glimt over sig af interesse.

Mika's lyse silhuette blev skjult af den sortekappe hun havde på, med en stor hætte, så selv hendes marmorhvide ansigt var dækket, det eneste man kunne se var hendes sølvhvide hår, hendes grå'violette øjne når hun nu og da kiggede op og hendes snehvide hænder. Hun havde som altid en blodrødrose i hænden sammen med den sortgrå violin. Selv om Mika var dækket, lagde mange væsner mærke til hende og begyndte at flytte sig før at hun kunne gå videre imellem dem. Hun havde noget over sig, noget så stærkt at hun kunne blive genkendt flere mil væk, hun lignte næsten en menneske størrelse porcelændukke, så blank og marmorhvide de dele man kunne se af hende var, specielt hendes ankler.

Joshua duftede til rosen, det var sært, for lige da han snusede fik han duften af noget andet og endnu bedre i næsen. "Hvad.." Han så op, kun et eneste væsen var anderledes fra de andre, det var en med en stærk aura, han kunne kun se nogle få kropsdele, og de lignede hvid marmor. "Måske en my lady?" Han åbnede hånden og lod rosen falde ned på jorden. Joshua rettede sin jakke lidt og gik hen foran det halv lave men interessante væsen. "Kan man spørge dem hvilket væsen du er? Jeg kunne ikke undgå at lugte den elskede duft og så bare kigge væk, for de dufter ganske... Forførende" Han tog hånden ind under hætten, lidt af hendes hvide hår var klemt imellem hans fingre, og Joshua snusede til hendes hår.

Mika smilte svagt og lod sin hætte falde af, hun hørte de forbi gående væsner gispe, hun lignte virkelig noget lavt af ren porcelæn, hun så på manden med sine tågede grå'violette øjne, og satte hovedet undrende på skrå, "Kan du ikke genkende mig?", hun smilte sarkastisk, "Jeg er det samme som dem", hun fjernede stile hans hånd fra sit hår, med et blidt smil, da han fortalte om hvordan han havde reageret, "Jamen så er det vel ikke særlig klogt af dem at stå så tæt på mig", hendes milde latter kunne høres, hun holdte hans blik med sine betagende øjne, før hun bukkede, "Mika Amané, mig en ære", hun smilte let.

Joshua var sandelig en smule overrasket, ik så meget over at de var af samme race, men hendes dukke agtige udseende, hun var kridthvid. "Det må jeg sige, skønhedens dødsengel, jeg troede det var en myte men de genopliver den må man sige" Han smilte venligt og så hende i øjnene med hans røde øjne, "Hvorfor dog My Lady?" Han tog en mørkerød rose fre af luften som altid. "Jeg må undskylde Miss Ámane, men jeg kan ikke fjerne mine øjne fra dine smukke klare øjne" Han tog rosen foran Mika og et smil plantede sig på hans læber. "Mit navn er Joshua Summerfly My Lady" Han bukkede gallant og tog hendes hånd og gav den et lille kys.

Hun bed sine en, smule mere skarpe end de andre hjørnetænder, ind i underlæben, med et smigret smil, "Det er et stort kompliment at give, især når de selv ser så", hun tyggede tænkende på ordene, "umådelig smuk ud", hun nikkede let med et smil, som viste hendes smilhuler frem. Hun grinte og rystede svagt på hovedet, før hun satte det på skrå og tog sin mørkerøde rose frem og filtrede den pænt sammen med hans, "Din godhed er overvældende, du må da ikke være fra denne by vel?", hun satte hovedet på skrå og smilte skævt til ham, hun grinte blidt, "Dit selskab er mig en ære at være iblandt Joshua", hun nejede pænt, selv om hun sikkert var meget mere erfaren når det kom til at være en dødsengel. Han facinerede hende inderligt, og hun kunne ikke tage øjne fra ham.

Joshua smilte og lod den anden hånd glide stille ned af Mikas kind. "Desværre Mika, det kan jeg ikke fortælle dig, det er imod... Ja det er bare ikke muligt" Han viste hun var mere erfaren men han holdte ved sit, han så rundt, de fleste overværede dem, han kunne næsten ikke lade vær med at fnise lidt. Han tog hånden til sig og med en hurtig og dog enkel bevægelse kyssede han Ámane. Han stoppede to sec. Efter og alle kiggede igen væk. "Undskyld my lady, det var ikke særlig pænt men alle viede deres blik på os, og måtte lige stoppe det.. Se selv, nu kigger kun jeg på din bedårende glans" Han gik helt tæt på og så hende i øjnene.

"Jaså", hun nikkede forstående, selv om hendes nysgerrighed var blevet vakt for længe siden, af hans tilstedeværelse. Hun så rundt og tog sig ikke så meget af de mange blikke, hun var vant til det og gjorde ikke det store ved det, når andre var tilstede. Hun fik sig dog en overraskelse da han kyssede hende, som andre piger ville havde gjort så hun ikke ned, men holdte hans blik fast bagefter, og rystede på hovedet med et småt grin, "De virker næsten som om de vil havde mig helt for dem selv Joshua?", hun smilte charmerende, med hovedet sat på skrå, og hendes øjne hvilende på ham.

Han smilte, hun kunne næsten se helt igennem ham, han lod hånden glide igennem hans blonde og dog rodede hår. "De har vist gennemskuet mig My lady" Han så hende stadig i øjnene iuden at fjerne blikket et enkelt sekund, hans øjne, de glinsede lidt, han var begyndt at se e meget stor interesse i hende. "Men hvad laver de egentlig her på Kirkegården hvor vilde... Mænd og væsener kan få et glimt af din forførende aura?"

Hun grinte af hans confession, Og så på ham med et næsten undrende blik, hun drejede rundt, og så på de mange væsner der så deres snit til at forsvinde, "Det er da tydelig ikk?", hun smilte sødt, "Jeg samler sjæle ind", hun nikkede til siden for at hentyde til de mange væsner der nu forsvandt, "Det er derfor de alle flyttede sig for mig da jeg kom gående, og derfor de bliver ved med at holde øje med mig", hun grinte med et suk, "Men hvad med dig Joshua?", hun smilte af hans kompliment til at hun havde en forførende aura.

Joshua smilte og fjernede hurtigt blikket fra hendes øjne, han tog begge armene til siden og så på hende naiivt og med smilende øjne, "Jeg er officielt blevet kaldt for 'Dødsenglen der er en fiasko'" Han stod normalt igen efter sin store 'tribute'. "Jeg er en fiasko i de andres øjne fordi jeg er venlig, også overfor mennesker som jeg faktisk burde dræbe.. Hehe" Han kløede sig naivt smilende i håret, "De fleste plejer at grine af mig fordi jeg er sådan hehe" Han fandt en mørkerød rose frem igen.

Hun lagde en iskold marmorhånd mod hans kind, hun satte hovedet på skrå og så på ham med blide øjne, "De er ikke nogen fiasko Joshua", hun smilte med et grin, "De er bare kommet en smule på aveje? eller så er du bare blevet oplært forkert?", hun smilte opmuntrende, hun fandt det sødt hvor forlegen han følte sig, hun ville ikke prikke for meget til hans position, da hun selv var den fødte dødsengel og ingen problemer havde med at tage liv, hun fandt næsten sit job som en hobby. Hun så på ham med en anelse alvorligt blik, "Nogle finder dette arbejde lettere end andre, ja nogle finder det ovenikøbet så let at de føler det er et spil eller en leg", hun smilte blidt, "Andre føler det er så svært at, de næsten synes det er tortur for dem", hun trak på skuldrende, "Vi takler alle tingene anderleds", hun blødte op et et smil.

Joshua kvalte rosen i hånden da hun udtalte ordene 'oplært forkert' og han så på hende i nogle få sekunder meget alorligt. "Faktisk kan jeg så let slå ihjel, men kun hvis jeg vil snakke med en i fred.. Aldrig hvis der var andre grunde" Han så på den ødelagte rose og fik en tårer ned af den ene kind som han dog tørede hurtigt væk igen. Han smilte igen venligt og gallant som før, "Jeg er glad for at jeg fik øje på dem My beautiful lady" Han blinkede til hende og fandt en ny og frisk mørkerød rose frem.

Hun smilte sit blideste smil og puffede venskabeligt til ham, "Jeg skam også meget glad for at være stødt ind i dig, du er den første dødsengel jeg støder på, i århundrede", hun smilte sørgmodigt, men en anelse opløftende, hun så på ham med sine blanke øjne, "Du har ikke i sinde at fortælle mig hvad der bringer dem til byen vel? selv ikke hvis det bare er mig?", hun hviskede ordene i øret på ham som om det var en hemmelighed, hun satte hovedet på srkå med et drillende smil, før hun foldede hænderne bag ryggen og så imod himmlen.

Han smilte og besluttede sig, "Nej, det kan jeg ikke my lady og foruden, det er farligt at gå så tæt på en mand der er fanget i en smuk ladys glans" Han lod den fri hånd glide ned af rosens tornede stilk. "Selvom man er en gentleman, har alle mænd en lyst der på et tidspunkt er næstent ulideligt.." Han tænkte sig om og rettede sig hurtigt, "Men dog er det ikke sådan, så bliv nu ikke bange my lady" Han snusede igen til rosen.

Hun lod en finger glide forbi hans kind, "Er jeg virkelig så betagende Joshua?", hun smilte undrende, hun gik stile vedsiden af ham og lagde mærke til stedet nu var øde. Hun grinte let, "Jeg tror næppe du vil gøre mig ondt", hun lod sit blik hvile på ham, "Og jeg ville da ikke lade dig lide så meget, der findes mennesker til den slags", hun smilte sarkastisk.

Joshua var meget betaget af pigen, hun var listig, det havde han efter et par svar allerede fundet ud af. "Selvfølgelig ville jeg ikke gøre sådan en smuk madamme utilfreds på nogen måde" Han tog hendes hånd med sin højre hånd og holdte om den. Han lyttede til hendes sidste dog sarkastiske svar, "Du siger altså my lady, at hvis jeg havde lyst til at kysse dig ville du ikke sige nej?" Han tog den anden hånd om hendes mave og skubbede hende helt tæt på og så hende gallant i øjnene. "Pas nu på hvad du siger madamme overfor mænd, sådan kunne vi godt tolke det svar" Han slap hende igen og fniste lidt for sig selv, "Selvom du nok er stærk nok til ikke lade mænd gøre sådan"

Hun lod sin pegefinger hvile mod sin underlæbe, med et tænkende dog sarkastisk smil, "Mmm, du må nok prøve dig frem for at se hvilken reaktion jeg giver?", hun satte hovedet let på skrå, med et blidt smil, før hun forsigtigt men hurtigt listede ud af hans greb, for igen at stå vedsiden af ham, med sine blanke øjne rettet imod ham, "Du burde se dig selv så meget heldig Joshua, da andre mænd ikke er sluppet levende fra at komme så tæt på mig", hun puffede ham blidt i siden, med et grin, og kunne ikke gøre andet end at blive smigret af hans sidste ord, hun var jo rimelig stærk.

Joshua smilte, hun var lige så stærk som han havde regnet med, "Det er mig en ære at ikke være død endnu my lady" Han blinkede til hende, "Men dog er der stadig visse mænd, og måske endda kvinder der overgår din styrke stort, selvom vi er dødsguder kan vi jo dø" Han tog en rose frem og så en gammel mand komme slentrende frem, han var et par min. fra at dø, så hvorfor ikke gøre en ende på ham nu? "hmm.."Joshua rystede på hovedet, han kunne ikke tage de sidste af mandens minutter fra ham.

Hun tyggede let på hans ord, med hovedet på skrå, hun ville ikke afsløre hvad hun var helt, "Der er mere til mig en bare ren dødsegnel", mere ville hun ikke sige, hun smilte blidt til ham. "Og døden er ikke noget jeg frygter, det mere noget der glæder mig", hun grinte let, og vendte sit blik imod manden, hun så hurtigt på Joshua, "Vil du havde æren af det?", hun smilte opmuntrende, hun ville gerne se hvordan han gjorde sit job.

Joshua begyndte at bide sin læbe, hun vidste ikke at han faktisk, kun dræbte når menneskerne enten var for raske eller at han manglede en at snakke med. "Ørhm..." Men på den anden side kunne han ikke svigte hende, han tog en lang rose frem, det lignede den var lavet af jern, men pludselig gik der en blå ild i den. Manden gik lige forbi dem, han kunne ikke mærke at Joshua faktisk lige havde svunget den store le, der lignede en brændene rose, lige igennem ham. "Sådan my lady, håber de er tilfreds nu" Han så væk og gemte sin le væk igen. Manden faldt sammen, han lignede en der havde ligget der i flere hundrede år for alt væske i hans krop var nu væk, leen havde slugt det hele.

Hun klappede forbløffet i hænderne, "facineredne!", hun så på ham med åbenlys glæde i øjne, hun kunne ikke lade vær med at smile, hun greb ham blidt om armen og hvilte sit hoved på hans skulder, "Så det er altså din signatur-metode", hun så op på ham med sine tågede grå'violette øjne. Hun så op i mod himmlen, hun havde ikke fløjet i et stykke tid.

Joshua begyndte at hoste, "Ja.." Han så på Mika, han holdte den anden arm foran munden, "Tilgengæld fordi jeg har den le, som de nok har bemærket er en del anderledes end normale.." Han hostede igen, "Så vil jeg have det som mennesket jeg har slået ihjel li så længe indtil de faktisk skulle dø." Han hostede hårdt, "Det er derfor jeg kun tager mennesker der er næsten for raske.." Efter lidt tid var han normal igen, "Endnu en grund til at de andre kalder mig en fiasko.. Fordi jeg har en nærmest forbandet Le, den valgte mig, ikke omvendt..." Han så på Mika og smilte, "Men det er okay fordi du ville se det, og er glad for de kunne li min le" Han tog hånden og tørede af, for derefter at finde en lille men meget mørkerød rose frem.

Hun nikkede lyttende, "Jamen du kunne bare havde sagt at du ville få det dårligt fysisk", hun så på ham med bekymrede øjne, men smilte så svagt, "Du behøver ikke gøre den slags for min underholdnings skyld", hun gav hans arm et blidt klem, "Din tilstedeværlese er nok underholdning i sig selv", hun grinte og så imod rosen havde i hånden, den hun havde i hånden virkede næsten sort i forhold til den, "Du har fået et mærværdigt stykke legetøj at bruge til dine eksikveringer", hun nikkede sarkastisk med tanken om leen. Hun brugte ikke noget våben selv, hun var mere den handy type.

Joshua smilte, "Jeg er bundet til leen, det var jeg da jeg fandt den... Og dog har den også positive ting i sig" Han smilte til Mika, "Men tak for kommentaren my lady" Han blinkede venligt til Mika og så op på himlen, "Hvilken farve er dine vinger my lady? Mine er... Blonde, lisom min hårfarve" Han så på Mika