Dødsenglendes Møde - Privat ~Mika~

Joshuas venlige smil forsvandt, og istedet vistes hans sande udseende sig, hendes ord gjorde ham af en eller anden grund virkelig gal. Han skulle aldrig se blod igen, det havde han svoret på og nu kom hans minder frem igen, de ulykkelige minder. "Nævn.. Aldrig.. At jeg skal dræbe uden min le... Igen" Han så på hende med et helvedes blik, leen brændte som da han havde taget mandens liv. "Jeg er måske ikke så stærk som dem, men jeg kan stadig påføre sår, og det behøver ikke være psykisk Mika" Han dæmpede sig og faldt på knæ, hans gallante sind tog igen over, og leen lå på jorden, uden flammer. "Undskyld Mika... Jeg ville ikke være uhøflig.." Han smilte akavet til hende og tog sin le til sig.

Mika spillede en anelse overrasket øjne op, da samtalen havde taget en interessant drejning, hun satte hovedet på skrå og laste vreden, og en anelse sorg i hans ansigt, der var intet hendes venstre øje ikke kunne tyde, den fem takkede sølvstjerne i hendes pupil, blev større, hendes blik var hypnotiserende da hun betragtede hans forandring og lyttede roligt til hans ord, "Jeg tror skam godt du kan gøre skade", hun smilte let, "Men på mig Joshua? er du sikker på at du vil havde mig som modstander?", uskyld kunne høres i hendes stemme da hun ikke troede at de var imod hinanden på noget punkt, men mere så ham som en ligemand, selv om hun viste hun var stærkere. Hun smilte blidt og rakte ham en hånd da han lå nede, "Se mig ikke som en fjende, jeg ser ikke dig som en", hendes øjne blev normalt tågede grå'violette igen, med sit altid blide smil.

Joshua tog ikke imod hendes hånd og så ned i sandet, hans shiniami side overtog igen, det var første gang i lang tid det var sket, det var faktisk kun da han døde og blev shinigami det var sket. "Mika.. Selvom du er så meget stærkere, ser jeg dig ikke som fjende" Han smilte som om han havde dræbt en hær, og nydede det. Og han så stadig ned i jorden, lige indtil han igen blev overtaget af sit venlige sind. "Men! Lad os forblive positive my lady" Han rejste sig op af egen kræft og baskede støvet af hans bukser.

Hun smilte med et blidt grin, "Jeg er glad for at vi er på samme side", hun nikkede ivrigt, og rejste sig op hun strakte sig kort, og man kunne se at de sorte tegn var blevet en del utydelige, hun sukkede komisk og så på ham med hovedet sat på skrå, "Jeg har pludselig en masse energi", hun smilte bredt, så hendes smilhuler kom frem, "hvad med vi laver noget aktivt? ved ikke lige hvad", hun smilte med et undrende grin.

Joshua smilte venligt og tog hendes hånd og kyssede den. "Hvad end de vil, er jeg med på det My lady" Han blinkede til hende og så sig omkring, der stod en ung kvinde foran en grav og lagde en buket røde roser. Joshua blev nærmest fortryllet af rosernes skønhed, mennesket var han ligeglad med, men roserne fangede helt og holdent hans opmærksomhed, "A beauty i found.." Han gik hen med tunge skridt imod roserne og tog dem op foran kvinden, hun så overrasket på ham, hun prøvede at tage den igen, men hver eneste gang undvigede Joshua og snusede bare til dem. "My beautiful Roses" Kvinden blev gal og slog ud efter ham.

Hun grinte, "Mærkværdig, det er du", hun fik en komisk ide og sprang næsten op af glæde, hun elskede jo også roser, der var plantet en hel masse ved kirken og hendes villa, hun havde ovenikøbet bundet en fast til sin violin, og havde en sat i det sølvhvide hår, "Jeg har en ide Joshua! vi kan plukke roser, ved kirken, jeg kan se de holder af dem", hun nikkede, med et blidt smil, hun nød roser på grund af deres symbolik. Hun trak på smilebåndet, "Jeg er ikke særlig sjov at være sammen med, det har jeg gættet", hun så en anelse væk, da det pludselig lød rimelig kedsomeligt.

Han så på kvinden, hun slog stadig ud efter ham, nu begyndte han at blive provokeret, hans hånd fik pludselig en masse torne voksende frem, og lige der stak han den direkte igennem kvindens mave. "Du er da ikke kedelig Mika" Han tog hånden til sig da kvinden faldt ned på jorden, hun var allerede død og Joshua gøs da han så blodet på hans hånd, "Jeg hader blod..." Han vaskede hånden i vand pytten ved siden af og gik hen ved siden af Mika. "Jeg har det ikke kedeligt så længe jeg er med dem My lady" Han smilte venligt og viste en rose foran hende.

Hun tog forsigtigt rosen og duftede let til den, mens hendes betagende øjne stadig hvilte på ham, hun smilte blidt, så en af hendes blanke hjørnetænder kunne ses, og et af hendes smilhuler også kunne tydes, "Du er alt for venlig", hun grinte let og så facineret på den døde kvinde, hun gik med stile skridt over til hende og satte sig på hug foran hendes lig, hun kunne mærke pigen stadig havde noget liv i sig, hun klyngede sig til livet, og det frembragte et let smil på Mika's læber, hun så imod Joshua, og i et kort øjeblik lignte hun et lillebarn der havde fundet et nyt stykke legetøj, hun lod sin hånd tage blidt fat i pigens ansigt, før man kunne se et lys komme frem fra hende, hun gav slip på pigen og rejste sig op med sjælen, hun grænskede den lidt, før den blev opslugt ind i hendes tåre formet krystal-halskæde. Hun gik stile over til Joshua igen, med rosen legende mellem hendes fingre, hun så på ham med hovedet let på skrå, "Skal vi gå?", hun smilte drillende.

Joshua Så på sjælen og dernæst på Mika, han smilte gallant, "Ikke lege med andres sjæle Mika" Han tog sjælen fra hendes hænder og knuste den ved at knytte fingrende sammen. "Hvor vil du hen my lady?" Han smilte venligt som altid og fandt en ny sort rose frem der havde længere torne end de normale.

"Men!?", hun smilte opgivende, hun elskede at bare beholde dem, og snakke til dem når hun kede sig, selvfølgelig blev man også stærkere af dem, hun sukkede bare og puffede blidt til ham, "Holder du dig altid til dit jobs regler, Joshua?", hun smilte med hovedet på skrå, da hun næsten aldrig gjorde, der var jo kun en halvdel der var dødsengel, den anden var helt anderleds. Hun tog blidt fat i hans arm, "Cathédrale, der er virkelig nogle smukke roser derovre, Kirken er også vidunderlig", hun klappede i hænderne med et opmuntrende smil.

Han så på hende med et undrende blik, "Job? Nååh.. Jeg er blevet afsat som dødsgud fordi jeg er en fiasko, jeg må kun dræbe for at overleve" Han så på kvinden, "Selvom jeg glemmer det hen af vejen" han så på hende og smilte igen venligt. "Hvorfor egentlig gå herfra? Jeg sys udsigten her er smuk nok" Han tog hende og lagde hende på jorden for at næsten sidde på hende, han så hende i øjnene med et forførende blik og et gallant men sultent blik. "De kan selvfølgelig skubbe mig væk, eller de kan nyde min behandling af deres smukke, bløde og blodrøde skinnende læber" Han satte let en finger på hendes underløbe og smilte.

Hun grinte let og prøvede forgæves at komme væk for sjov, hun lod sine marmorhvide fingre hvile mod hans hals, hun så på ham med et tåget undrende blik, "Hvor mange piger har ikke fået denne behandling af dig?", hun smilte sarkastisk og lod sin fingre glide forsigtigt igennem hans blondte hår, selv fra denne vinkel var hendes skønhed uimodståelig, "og hvor mange har ikke kunne modstå dig?". Hun fandt Joshua tiltrækkende på en intrigerende måde, de var som om han havde to perosnligheder, begge facinerede hende, og på samme tid fandt hun en ven i ham, hun syntes de mindede om hinanden på en mærkelig måde.

Joshua smilte som var der lige et bytte der var fanget og så hende i øjnene, som så halv lumske ud. "Jeg kan sige miss Amané, det her er første gang" Han løj ikke, han havde sendt de fleste hjem før der var sket noget. "Det kan jeg ikke svare på my lady" Han blinkede og lænede sig ned over hende, han så hende stadig dybt i øjnene og smilede venligt til hende, imens hans fingre let strøg over hendes ene marmor hvide kind. "De er stadig ligeså smuk liggende som stående my lady" Hans smil blev bredt og han så på hende med rødbrændende øjne, men de så mere smukke end helvedes agtigt ud nu.

Hun smilte en anelse breddere af måden hans sagde hendes navn på, miss Amané, det klang i hendes øre, hun så på ham med hvad der næsten lidte et forførende glimt i det dybe blik, "Hvis jeg kunne rødme, havde jeg nok gjort det forlængst", hun smilte med et blidt grin, hun trak ham let i kraven så der kun var få centimeter imellem deres ansigter, "Virkelig? du har ikke været i denne slags situation før?", hun rystede mildt dog sarkastisk på hovedet uden at fjerne sit drivende blik fra ham, "Det så svært at tro når du er så?", hun tyggede let på ordene. "Indbydende", hun smilte og morede sig over hans selskab.

Han smilede, "Indbydende?" Han fniste men smilede stadig venligt, "Den der er indbydende er dem Miss Amané" Han kunne tydeligt føle hvor tæt de var på hinanden, han så hende endnu dybere i øjnene, til der kun var 1 centimeter luft imellem dem. Han rykkede tæt på hende søre og begyndte at viske, nogle få men forfærende ord. "Hvis du og jeg var den eneste, uden nogle regler, ville jeg for længst have stjålet dig fra alle andre" Han tog hovedet lidt tilbage for at se hende i øjnene igen med et venligt og gallant smil.

Hun kunne ikke lade vær med at sætte hovedet på skrå, med et blidt grin, det kunne se ud som om hendes øjne slog violette gnister, gennem de grå tåger i hendes blik, "Alle andre", hun smilte, og rykkede sine blodrøde læber tættere på hans øre, "Hvor modigt af dem, men hvilke regler er imod os?" hun rykkede let på næsen, da det normalt var forbudt for dødsengle og andre racer at være sammen, selvom der også var specielle rang i dødsenglenes verden. Hendes øjne skiftede farve fra violet til lettere lysepink og grå, hun smilte let mens hun lod sit blik hvile på ham, det kunne næsten ligne hun så igennem ham.

Han rejste sig op og gik en anelse væk for at se op på himlen. "Mange.. Der er mange regler imod os" Han tog sin le frem og den begyndte at flamme som altid. "Jeg undskylder Mademoiselle, jeg skulle ikke have lagt dem ned på den beskidte jord.." Han smilte gallant men leens flammer brændte som et blåt helvede.

Hun sad pludselig på en lygtepæl med et drillende smil, "Undskyldningen er modtaget", hun så imod himmlen, og lod så sit blik hvile på hans leg, det var i sandhed mærkværdigt at se en dødsengel med et intrument istedet for at bruge sine medfødte evner, hun smilte bare blidt, "De regler med rang, er det dem?", hun så imod den stjerneklare himmel, "I såfald har de ret Joshua", hun sukkede med sin medfødte skuespiller evner, trist, men smilte så opmuntrende.

Joshua smilte gallant, men alle blide og rare tanker var væk, det var igen dagen.. Dagen hvor han ville se ud som en rigtig følelsesløs og koldblodig dødsengel en hel dag. "Mika.." Han tænkte over sine ord, "Det ville heller ikke gå selvom vi ikke havde noget imod os" Han sagde det på en kold måde, en ny ekstra kold måde.

"Jah", hendes øjne blev lettere tåget da hun kunne fornemme noget i luften, "min familie ville ikke tillade det", hun strakte sig kort og vippede som altid benene dukkeagtigt frem og tilbage, "de må jo havde hørt om dig, eftersom du jo bliver kaldet en fiasko?", hun satte hovedet spørgende på skrå med et grin, hun sagde det i et uskyldigt tonefald, men noget lå under, hun ville se hvordan han reagerede.

"Mika" Han snerrede en anelse, "Hvorfor skulle jeg bede om tilladelse når jeg ik har noget at spørge om? Kærlighed er ikke for dødsengle, kun for mennesker som altid bliver svage begrund af det tåbelige nonsens" Han tog leen og nu brændte den, men ikke blå flammer, de her var sorte. Han så tilbage på Mika, med et koldt blik og hans shinigami øjne brændte. "Når jeg intet ar at spørge om, hvorfor skulle jeg så bruge en tilladelse?"

Hun klappede i hænderne med et grin, "Så der er noget inden i den fine facade", hun satte hovedet på skrå, hun havde hele tiden andet han havde noget mere til sig en bare den gode gentleman, hun rystede dog skuffet på hovedet, "Du svarede desværre forkert, kærlighed er tilegnet alt hvad der lever på denne jord, da det er vores opgave at tage sjæle fra denne del af verdnen, er vi også bosatte her", hun nikkede kort, dog blev hendes øjne mørkelilla, "Dog undre det mig at du brugte det ord? jeg husker ikke at havde sagt noget om kærlighed, overhovedet", hun satte tryk på de sidste ord, mens hun hvilte sin hage imod sine knor og betragtede ham afventende.

Joshua smilte, men ikke venligt, på en ondskabsfuld måde, lige indtil, han skiftede over til en anelse gråd og så ulykkeligt på Mika. "Mika...." Han tog hånden for øjnene, "Han havde ret.... Kvinder er virkelig grufulde" Han græd en smule indtil det igen skiftede over til det ondskabsfulde smil. Han fjernede hånden og så på Mika, "Endelig fattede den 'flinke' side at kærlighed & charmerende kvinder er... Fupmagere" Han tog leen og den brændte, men ikke blå, men sorte flammer. "Tak for hjælpen Mika" Han blinkede og smilede leende. "Haha.. Jeg kan endda mærke hvordan hjertet gør ondt, de har virkelig været en hjælp med så ganske få ord Mika" Han holdte hånden for brystet.

Hun gjorde tegn med sin pegefinger, til at han tog fejl, hendes øjne var stadig mørkelilla, "Du forstår det desværre ikke, jeg ville se hvordan DU reagerede ikke den rigtige Joshua", hun satte hovedet på skrå, "Jeg ved du sikkert ikke er andet end hans dårlig side, enkelte gange her og der så for du magt, og når du gør prøver du at ødelægge hans venskaber ikk sandt?", som altid havde hun regnet det ud. Hun smilte sit altid venlige og opmuntrende smil, men hun lod det falde til jorden igen da hans ord rungede inden i hende, hun så direkte igennem facaden til den rigtigte Joshua, "synes du virkelig jeg er gruefuld?" ordene lå i luften

Joshuas blide side viste sig, for han fik tårer i øjnene og kiggede skamfuldt ned på jorden imens han rystede på hovedet, "Jeg sys ik du er grufuld... Jeg kan godt li dem Miss Amané" Han rødmede sagte da den mindre glade side igen kom frem. "Men dog, du er som alle andre dødsengle, du kender ikke til andet end døden, derfor ville jeres lille.. Serenade blive spoleret bid til bid" tog leen som stadig brændte.