Regndråbernes dans....

Rea så lidt fortabt på Ti'Chan og trådte et skridt tilbage for at holde sig på lidt afstand fra spøgelset. Hun snublede over sine ben og faldt ned på bagdelen, med et bump. Hun ømmede sig kort og så op da hun rykkede langsomt baglæns for stadig at holde afstanden. *Puste ham væk?* tænkte hun forvirret. "Altså med min mund? Bare puste?" spurgte hun med en stille rolig stemme mens hun kom op på benene igen og lod ikke blikket ændre sig fra spøgelset. Hun stirrede og holde øje med afstanden med hendes lyseblå øjne der ikke havde helt den samme stråleles som den plagede. Pige undrede sig over at høre en anden pige stemme og så op fra hendes hænder. "Er det et træk det her?" Spurgte hun hysterisk og slog ud med armen. "Laver du sjov?!" hun så med store fortabte øjne og et helt blegt ansigt og røde øjne på Ting Chan

Hun lavede hurtigt en beværgelse, da Reani ikke forstod hvad hun mente "Jeg må skynde mig "Mumlede hun og pludselig kom der en vindstød ligefor næsen af Reani, og pustede spøgelset væk, som om den bare var et blad.. Ting chan greb hårdt om ham og ignorede den sindsyge pige. Hun trak ham i nakken, som en kat og vidste ham foran han datter "Sig til din sindsyge datter hvad der skete.. Sig til hende at hun ikke skal bekymre sig. SIG TIL HENDE AT HUN SKAL VÆRE SIG SELV..!" Sagde hun koldt. Manden åbnede let munden men lukkede den igen. En snerren kunnes høres fra Ting og manden begynde at tale med en uhyggeligt klang "Min egen.. Jeg jeg ikke hvad der skete. Men jeg er skuffet. Prøv at se dig selv. Min pige.. Min lille pige" Han snøftede lidt, både på grund af det gjorede ondt på hans nakke (fordi Ting chan kan røre ham) og fordi han så hans datter såå.. Sindsyg..?

Rea røg tilbage da hun også blev en smule ramt af vinden og faldt ned på gulvet igen. Hun betragtede Ting Chan med et undskyldende blik da hun havde misforstået og rejste sig for at følge med i hvad der skete. Nu da hun var fremme kunne hun lige så godt hjælpe hvis der skulle ske noget. Pigen så på hendes far med de fjerne øjne og hendes blege ansigt. "Far?" hendes stemme knækkede over og hun tog et skridt tilbage. "Undskyld, Undskyld, Undskyld,.." Blev hun ved med at gentage mens hense tåre gled langsomt ned af hendes kinder og hun sank ned på gulvet mens hun så op på ham. "Hvordan?" spurgte hun fortvivlet og forvirret og så på Ting Chan med hænderne spredte for øjnene så hun stadig kunne se dem og så hun vidste det ikke var en syg fantasi der vidste sig for hendes øjne. Rea gik lidt tættere på og så sørgende på datteren men undgik øjenkontakt og bed sig let i læben. *Ti'Chan, du klare det godt!* tænkte hun og så roligt på Ti'Chans ryg med et slags lille stolt smil..

Hun smilede lidt "Du skal bare ikke have hævn. Hævn er noget dårligt noget. Det tror jeg ikke din far ville havde vel..?" sagde hun og prøvede at se meget streng ud på spørgelsen "Er det takken.. over at jeg har ført din sjæl sikker frem. Også skal du generet min veninde" sagde hun og så gennemboret på denne mand. Han svævede igen hen til Reani og rundt om hende. Hun sukkede "Men Reani.. Du ved du at du skal puste til ham. Jeg tror han er varm på dig" mumlede hun og rettede blikket mod pigen "De drengene som slog din far ihjel.. Jeg vil fortælle dig at det er din eks kæreste..." sagde hun ligeud "Men nu ikke med at slå ham ihjel... Vel..? Husk nu på, han gjorede det bare for at havde dig tilbage.. Men nu ved han at du ikke er hans rette kæreste mere, siden du blev sindsyg.." mumlede hun og holdte øje med at Manden ikke var nærgående mod Reani.

Pigen blev ved med at græde og hendes ansigt var skjult i hendes hænder. Hendes ord ramte hende hårdt omkring hendes xkæreste og hvordan hans far døde. Hun rystede bedstemt på hovedet mens hendes ullede hår og svang til siderne. "Det kan ikke passe.. Det ville han aldrig kunne gøre" stammede hun i hendes tåre så hun ikke engang så hendes far vendte sig væk igen. Rea smilede skævt da spøgelset kom tæt på hende igen. Hun sank en klump og så ned i gulvet. *GÅ væk!* tænkte hun og lavede et hårdt vand stød der ville puste ham væk men kan kom bare tilbage igen og sådan blev det ved i noget tid. *Please vær snart rask igen pigebarn.. jeg orker det ikke mere..* hun så hen mod ti'chan og sukkede over pigen reaktion. Hun havde lidt ondt af hende. Men på samme tid virkede hun også virkelig sindsyg som hun nok også var blevet..

//Undskyld den lange vente tid :( //

Hun rystede opgivet på denne pige "Hey. Jeg ved sgu ikke hvorfor han gjorede det. Jeg tror. Derfor myrdede han din far, for at få dig tilbage. Det var i hvert fald det han sagde og bare slog din far i hoved imens de andre han haved med, slog også. Det var en værre blod kamp. Men jeg ville lige sige. Du har fået sandheden og burde kommet vidre i livet. Tænk på de gamle inde ved siden af. De har været bekymret for dig," sagde hun og lagde slet ikke mærke til at Faderen hele iden generede Reani. "Hvis du ikke snart kommer vidre. Så når du en gang dør, ville du kun blive en et spøgelse som altid ville svæve her på dit hjem...." mumlede hun og så med medlidenhed.

Pigen så ned i gulvet mens hun lyttede til Ting Chans kloge ord. "Tak" Lød det kordt og stille fra hende. Et par dråber røg ned på gulvet og hun brød sammen mens hun tog hænderne for øjnene. Hun kunne se det nu. Det var åndsvagt. Og det gamle, dem som altdi havde behandlet hende bedre end hendes egen far. Rea smilede skævt da hun så pige og følte på en måde med hende. "Jeg tror vi er færdige her" sagde hun med en rolig stemme til Ti'Chan og smilede opmuntrende til hende. *godt klaret!* Hun pustede endnu engang manden væk der kom tættere på hende og smilede skævt. "Kan du få ham til at forsvinde igen?" Spurgte hun lidt efter og tog flere skridt tilbage.

Hun så på pigen og sukkede let *Puu.. Det var godt nok en langt tale...* tænkte hun og mærkede let en medlidenhed. "Hmm Ok. Men det ser da ud som om i hygger jer" sagde hun til Reani og smilede drilsk.. Men tog sin le og førte manden sjæl ind i en lilla portal. Pludselig faldt hun på knæ *Tess. Selvføligelig burde jeg spare for mine kræfter..* tænkte hun surt og så på Reani og smilede lidt drilsk. Hun rejste sig hurtigt op og så mod pigen "Må vi godt udleje dit hus..? Du bruger det jo ikke, så.. Må vi altså bruge stuen.?" sagd ehun og så med en grådigt blik. Penge var i hendes hoved.

Rea så lidt irriteret på Ti'Chan da hun slet ikke var i humør til at blive drillet med en mærkelig ånd. "Ti'Chaaaan nu!" krævede hun og pustede lettet ud da spøgelset var væk igen. Hun børste lidt støv af sit tøj da hun havde været nede på gulvet og gik hen ved siden af Ti'Chan. Pigen så op på dem og tørrede øjnene. "I kan købe det" sagde hun og rejste sig op. Hun kørte en hånd gennem håret og satte det pænt op i hestehale. "Jeg starter på en frisk og det betyder jeg flytter.." Tilføjede hun uden en rigtig følelse bag det. Hendes ansigt var blegt og stift mens hun så på dem. Rea smilede til Ti'Chan men var nu også lidt bekymret på pigen vegne om hun nu ville klare det..

Hun smilede storslået og undveg Reani's blik, men så kun på pigen "Ved ud hvad. Bare se fremad. Du skal nok klare det. Du ved jo de to gamle ved siden a, de vil altid hjælpe dig. En god undskyldning og det er glemt" sagde hun og blinkede. Hun puffede til Reani uden at se hende imens hun forsatte "Selv din far, var opsat på hende den dejlige pige. Var han også bekymret for dig. Hvorfor tror du han kom friviligt hertil..? Fra hans paradis..? Han ville hjælpe dig." sagde hun.

//skal desvære logge. Men godt at se dig igen ;D//

Pigen nikkede og smilede. "Jeg skal nok klare mig.. "sagde hun og tog et skridt tilbage mens hun støttede sig lidt op af dørkammen og pustede udmattet ud. "Hvis vi kan få en handel op at kører i over morgen så ville det være fint, så skal jeg nok ordne papirende i skal skrive under på og nøglen og alt det" forklarede hun og så hen på dem med et lidt fraværende blik. Rea nikkede med det samme da det ville være perfekt for hende. Men skyndte sig hurtigt at stoppe for at se Ti'Chans svar og reaktion. Hun bed sig let i læben og smilede mens hun så et lille glimt at solopgangen.. Natten var næsten ovre..

//Haha, ja sorry jeg har været så længe væk!! :/ Men er tilbage igen ^___^//

Hun smilede og blinkede til hende "Jepper. Vi sees og god fornøjelse for dit liv. Husk. Se fremad, men ikke tilbage." sagde hun og smilede fornøjet. Da hun så på Reani, smilede hun stor "Så.. Nu har du et sted at bo.. Altså et stykke tid..?" mumlede hun og lenede sig over sin le. Hun tænkte over at hun lige havde overtrådt reglen. Aldrig hent de døde.. Hvor dum var hun lige "Reani... Du lov er du ikke siger et ord at jeg kaldte en døde igen. Jeg føler mig helt vildt træt.. Men Det er strengt forbudt for mig at gøre det......" sagde hun og faldte på knæ. HUn følte at hun var tømt for energi..

Rea nikkede da Ti'Chan også var med på den og pigen små grinte udmattet og forsvandt ud af huset. Hun lod blikket glide hen på Ti'Chan da hun begyndte at snakke. Hun nikkede forstående og greb fat i hendes arm af ren refleks så hun ikke landede hårdt på gulvet. "Jeg siger intet, godt kæmpet" sagde hun lavt med en varm stemme og løftede hende op på benene og lod hendes arm svinge omkring hendes skulder så hun kunne støtte sig til sig og begyndte at gå op af tæpperne. "Lad os se at få dig i seng så du har noget energi til i morgen" Smilede hun mens hun langsomt tog et skridt op af trappen..

En drilsk smil kom frem "Men jeg tænkte.. Du og den gamle kunne faktisk godt passe sammen. Jeg tror det var kærlighed ved første blik.." sagde hun og lo udmattede. Faktisk morede hun sig stadigvæk, hvordan den gamle bare svævede over til Reani. Pludselig mærkede hun at hun lukkede øjnene "Reani..?! Du er sød" sagde hun bare og sov. Hun lød som om hun var fuld. Alt omkring hendes svimlede og alt muligt. Hun fik godt nok en lærestreg, over at hun påkalde de døde..

"Bvader!" lød det fra hende mens hun lavede et bræk bevægelse. "Aldrig i livet" grinte hun og greb lidt bedre fat på hende da hun begyndte at virke lidt underlig. Hun blev lidt overrasket over det hun sagde da det kom ret så random. Hun fniste og fortsatte ind i det lille værelse med madrassen på gulvet. "Yup yup Ti'Chan" sagde hun med et smil på hendes læber og lagde hende ned på madrassen. Hun lagde dynen over hende og smilede da hun så hendes trætte ansigt falde mere og mere i søvn. Hun satte sig på gulvet og betragtede hende let mens lyset skimtes lidt ind igennem gardinerne men ikke så stærkt så hun ville vågne..

"Ting chan." Hvad var det for en stemme.? "Ting chan." Pludselig gik det op for hende at det var sjæle der talte til hende. Hundrede grålige sjæle svævede hen til hende. Hvis nogle så de sjæle, ville de løbe skrigene væk. Men Ting chan var ikke bange, men hvorfor var de her "Vi vil også være hos vores kære. Hvorfor valgte du ikke mig" De begynde at snakke i munden på hinanden. Ting chan holdte sig for ørene. "Nej nu må i stoppe. Jeg påkaldte en sjæl, fordi det var en nødstilfælde" Sagde hun og så virkelig sur ud "Hvor vover i..! Her jeg har været sød mod jer alle, og ført jer til paradis, og nu skal i forstyrre mig. ER I SLET IKKE TAKNEMMLIGE" Råbte hun og opdaget hun sad op rejs. Hun så forvirret ud. Hvad hun her..? Pludselig opdaget hun at der kun gik en halvtime. Havde hun sovet..?

Rea lå og snok sov med hovedet på Ti'Chans madras. Hun var faldet i søvn mens hun havde kigget på hende og rørte lidt på sig da hun råbte op men vågnede ikke ligefrem med det samme. Hun holde godt fast i madrasen som om hun var bange for noget og hendes ansigt så forstyret ud. Ti'CHan? hun kunne fjernt hører hendes stemme men kunne ikke hører selve ordne. Skal jeg stå op? Men jeg er så træt.. Hendes krop føltes tung og hun kunne ikke åbne hendes øjne, selvom hun vidste noget var galt..

Da hun så Reani sov, var hun bange ofr at hun vækkede hende. Men prøvede at stryge hende i håret. Hvor var hun sød, når hun sover. Hun faldt i stave.. Hvad drømte hun endelig "Når ja.. Sjælene ødelaged min nattesøvn. Derfor" sagde Ting chan og slog sig selv i hoved. Men noge i hende var uroligt. Hun betragte stille Reani. Hun prøvede at betragte hendes udtryk. Bare sjælene ikke kom ind i hendes drømme, for at plage hende eller sådan noget. Hun stryg hende stille i håret. Hun følte sig frisk, altså næsten. Faktisk kunne hun ikke sove, Reani var så.. Hvordan kan man sige ordet. Det var som om Ting chan ikke kunne slå sit blik fra hende. Det var om om hun ville vogte sig over hende. Om alt ondt, hvis der kom det...

Rea's udtryk ændrede sig da hun mærkede en varm hånd på hendes hoved. Et kort træk i mundvigen vidste et lille smil. Ti'chan okay? hun mumlede lidt i søvne og hendes grab på madrassen løsnede sig lidt. Hun følte sig tryg her sammen med Ti'Chan. Men hvad nu hvis Ti'Chan ikke var okay, men hun lå og sov? Hendes krop føltes stadig tung og hun kunne ikke få sig til at åbnee øjnene. Jeg blive nød til at se at hun er okay.. hendes tanker var ivrige. Hun ville ikke se Ti'Chan trist eller i pinsel. Hun ville blot se hendes smilende ansigt.

Hun så op mod loftes.. Det følte, faktisk underligt. Hun tænkte over hvordan hun havde svaret vredt og rasende til de sjæle.. De ville jo også tilbage. Hun lagde sit stille ned og hviskede stille "Reani.. Håber ikke du har mareridt, men jeg er her.. Og passer på dig. Bare roligt, ingen skal gøre dig fortræd" Hun havde hvisket det på en mildt måde.. Hun lukkede stille øjnene, imens hendes røde lok gled stille ned over hendes lukkende øjne.. Hun løftede den ene øje og så mellem hendes hårtotter. Hun så Reani, sovende hoved. En fnis kom ud af hendes mund, og hun faldt stille til ro..

En fjern stemme kunne høres men orderne der blev sagt var blide. Hun smilede let hen over munden og en lille tårer trillede ned af hendes kind.Ti'chan. Hun nøs i søvnene og drejede lidt på hovedet. Jeg har da sovet i lang tid nu har jeg ikke? Hun var forvirret, hun trak vejret dybt og hendes øjne åbnede sig langsomt op, efter lidt tid. Der var lidt lys som trang igennem gardinerne men ikke særlig meget. Hun så lidt rundt og vendte så blikket hen mod Ti'Chan med et varmt smil..

Hun havde krammet hendes dyne, imens dynen lå henover hende.. Som en lille hule, hvor en ræv har krybet sig ind. Hendes rødehår var uldret, og hendes to røde boldte, som holdte hendes mærkeligt rottehaler, var næsten løs, så det var næsten ved at falde. Hun trak vejret stille ind og ud.. Hendes kinder var røde, af varmen. Og hun smilede et mildt smil. Hun havde en dejligt drøm. Hun var jo også trætt af at tænke over alting. Ligenu vidste hun at hun passede på Reani.. Hun ønskede at Reani var uskadt, men hun vidste ikke noget om, at Reani var vågent.

Et lille fnis kom ud af Reas mund men hun dækkede hurtigt hendes mund med hendes ene håndryg. Det så lidt humoristisk ud at hun lå under dynen, men samtidig var hun ikke sikker på om hun var okay. Hun så hen mod vinduet og ville gerne åbne det så der ville komme noget luft ind.. Men hun var bange for at vække Ti'chan da hun ikke var sikker på om hun var vågen. Hun satte sig forsigtigt op og tog hænderne forsigtigt til sig som hun havde brugt som hovedpude. Hun havde nøje øjnene på Ti'Chan for at holde øje med hun ikke bevægede sig og kom lydløst op og stå. 3 skridt skulle der til for hun kunne nå vinduet og åbne det. Hun gik baglæns og andet skridt hun tog, knirkede gulvet under hende. Hun bed sig i læben og stod frosset på gulvet mens hun havde blikket på dynen som var en lille bule

Pludselig åbnede hun munden "Æhhhhh" kom det ud, og så rumlede hendes mave.. "Uhh.. hh.. Gider ik... Ik. Lav mad.." sagde hun barnligt og smilede. Men læberne begyndte igen den samme vejrtrækning. Små og stille træk.. Et lille "æhh" kom ud igen, men så sov hun.
*Hør.. Livet er ikke altid en leg. Du må altid vælge dine veje.. og det er. At være en voksen pige. Ting du er den eneste som kan. Og lad nu være med at være efter. Haaaaa...* Lød et ekko i hendes drømme. Hun lå på en sneklædt mark. Hun mærkede tårene trille. Alle sjælsblomster, var visne, og nu faldt sneen. "Nej... Nej.. Hvorfor. Je.. Jeg har da altid været sød og venligt. Og nu.. Nu" Alt det her var en drøm.. "Neeej.." hviskede hun i søvne og så lidt vemodigt ud.