En nat i skoven ( Malfurion)

S: skoven
T: 2.00 om natten
V: fuldmåne, stjerne klar, lunt lidt vind
O: Træer og nattens dyr
P: Som på billedet

______________________________________________________________________

Fuldmåne lyset gennem træernes gren og bladende , den lyset skovbunden op, der var nogle stor sten inden i mellem som uglerne nyd godt af, og ned i mellem bladende, mos , gren og alle de andre ting på skovbunden , løb små mus rundt, her var stille , men alting kunne ske i denne del af skoven, denne del havde et rygte om monster og farelig ting forekom pludselig, men lige nu var dette meget hyggeligt og smukt ....
Henne op en af træernes gren sad end anderledes pige og læste fredeligt i en bog, hun havde en rejsekappe over sig , så det var ikke tydeligt at se hvad hun bære , men det var ikke særligt meget.... men stadig nok... Pigen bladende i bogen og tog vis ikke noget af denne del af skovens historie eller kendt hun ikke til det... hendes blå hår og guldende hud var anderledes end andre , som normalt var lyser end hende , altså hendes hud,

Malfurion trak sig langsomt hen af en skovsti, hans lange sorte jakke slæbte hen over jorden og lavede en høj, skrabene lyd. Han havde svært ved at holde sine øjne åbne og dette kunne ses på hans ansigtsudtryk. Han var tilsyneladende meget træt og udkørt. Han gik forbi pigen uden rigtigt at ligge mærke til hende. Dog, efter et par meter, dumpede han forover og besvimede på vejen. Det gav et højt bum da han faldt til jorden, på grund af jakkens enorme vægt, hvad mon der var i denne jakke? Og hvorfor insisterede han på at slæbe den rundt?

Melinia så ham gå forbi sig og tænkt *han falder snart* ... rigtigt nok, der lå han på jorden, besvimet vis, hun lagde bogen på jorden og rejste sig op , hun gik langsomt hen mod ham og sætte sig på hug foran ham, Hun gled en figner over hans panden for at se hans ansigt ... *Han er besvimet * tænkte hun og så hans kappe , hun bære selv sin rejse kappe "Okay " sagde hun og tog hans jakke af.... den var vildt tung og hun fik den af ham og faldt bagover , hun så mod ham og bære ham over til bålet og lagde hans jakke ved siden af ham, hun lagde en tæppe om ham og sætte sig på sammen plads og læst...
men nu med ham liggende ved siden af sig

Han udstødte et lavt "Nrgh.." inden han åbnede sine øjne igen og kiggede forvirret rundt i skoven. Han mærkede den dejlige varme fra bålet og kiggede hen på det med et lille smil. Derefter på kappen han havde over sig og hans egen frakke ved siden af. Derefter drejede hans øjne igen til trætoppende for så langsomt endelig at vandre til pigen der stille sad og læste. "Halløj.." sagde han stille og smilede til hende, hans smil var varmt og venligt, den slags smil man plejer at få fra en gammel onkel eller en meget nær ven.

Melinia så ned mod ham da han sagde noget, hendes øjne var himlen blå og utrolige klar, hun smilede blidt tilbage til ham "Så kom du til dig selv" sagde hun og så tilbage til bogen kort da hun havde aflæsset hans smil , hun lukkede lidt tid efter sin bogen og lod en figner blive i mellem, hun kastede en pinden inden i bålet ... den kappe han havde over sig , duftede sød og af kvinde... det var hendes , "Du har været væk længe , er man sulten" spurgte hun og man kunne se nu at der var mad i en slags gyde over ilden

"Tjo.. Ja, jeg er måske lidt sulten" sagde han med sin blide, hæse stemme. "Du har et flot smil.." sagde han og satte sig op, han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende med et undersøgende og beundrene blik. "Meget endda.." smilede han til hende og nød duften af kappen, den var helt blød og og let i forhold til hans egen, tunge, stenagtige jakke. "Så, hvad er der i gryden?" spurgte han og vendte sit blik mod gryden, dog mest mod ilden under den, han følte sig tiltrukket af den.

Melinia drejede en ske rundt i gyden og så mod ham og kom til at smilede og grinede igen "Tak, de gav mig et chok" sagde hun og duftede til den og smilede "Dådyr og grønsager" sagde hun , duftende var lækker og varm, hun så mod hans blik , der sad mod ilden "Så du er en dæmon af ild" sagde hun og rykkede sig tilbage og åbnede bogen igen

Han drejede sit blik mod hende med et overrasket blik. "Nå, så den fik du regnet ud?" sagde han og grinede lidt. "Hvordan gjorde du?" spurgte han så og kiggede mod gryden igen. "Dådyr.. gad vide hvad det er for noget?, har aldrig smagt det før" sagde han så og kiggede så på pigen igen. "Hvad er dit navn? og hvor har du det flotte smil fra?"

hun halte maden op i en skål. det så utroligt smagfuldt ud og duftede lige så godt , hun gav ham skålen og hun så mod ham undersøgende "de er en meget nygerrige herre " sagde hun og små grinede igen, hendes smil forbliv blidt "Tja , din duft forklar hvad du er og dine øjne mod ilden siger resten" sagde hun og kiggede mod ilden "Du føler dig knyttede til den ik" forklar hun og sætte sig tilbage på sin plads med en skål og spist ...
hun sagde ikke noget i et stykke tid "Og omkring mig, tja er det ikke lige meget . hvem jeg er og hvor jeg har mit smil fra"

"Ingenting er ligemeget lille frøken" sagde han og begyndte at spise, man kunne se at han ikke havde fået noget at spise i lang tid. "Og ja.. Jeg er en dæmon af ild.. Ilden er min ven, den eneste ven jeg har" sagde han med et lille smil og rettede sine øjne imod ilden igen. "Den eneste ven jeg kan få der aldrig vil forråde mig..". Han smilede og spiste resten af den utroligt lækre mad. "Note til mig selv, Dådyr smager godt.. Dette faktum må jeg huske" grinede han og stillede den tomme skål fra sig igen.

Melinia lyttede til ham , mens han snakkede og grinede "Vil du ha mere, der er masser" sagde hun og havde set hvordan han havde spist, hun så mod skålen og tog den og nærmede sig forstiget ilden , "Jeg forstå hvad du mener, at bliv forrådet er det værreste " sagde hun og så mod ham , mens hun vendt på han vil sige om han vil ha noget, ilden nærmede hendes hud kort, man kunne se på hendes ansigt hun ikke kunne li det "Hvem jeg er " sagde hun så tænkende "Tja , hvem ved" hun drillede lidt

"Det gør du forhåbentlg, og ja tak, jeg har ikke fået så god mad.. I flere tusinde år" grinede han og lænede sig imod træet og betragtede hende, han vidste ikke hvad, men et eller andet betagede ham ved denne kvinde. "Bor du herude`?" spurgte han drillende, hun havde jo før påpejet hvor nysgerrig han var. Han slikkede sig om munden med sin lidt lange tunge, den var længere og spidsere end en normal tunge. "Vent.. Hvordan kan jeg lugte af ilddæmon?.. Du er ikke et menneske hvis du kan lugte det, så meget ved jeg da.."

hun fuldet skålen helt og så mod ham da han sagde hun ikke var helt et menneske , hun kom til at grinede ved de orde ... "Tja jeg tro er omkring i klar min slags Animagus " sagde hun og smilede blidt og gav ham, hun lagde hovedet kort på skrå "Jeg liver i naturen " sagde hun og deres hud snittede hinanden , hun var varm i huden og tog hånden til sig...
Hun kravelede væk fra ilden og sætte sig på sin plads mens hun tog sin bog frem igen og læst lidt "Mange tak" hun bladende i bogen ... hendes skål var tom og stod mellem dem, men det var vis os mellemrummen mellem dem

"Animagus.. Interessant" sagde han interesseret og begyndte at spise igen, der var stillhed mens han spiste og han kunne mærke sin energi langsomt komme tilbage. "Hmm.. Undskyld jeg spørger, men kender du et sted hvor folk har det sådan Rigtig, virkelig dårligt?" spurgte han og stillede den tomme skål fra sig igen. Han holdt hendes kappe tæt ind til sig, af en eller anden grund fik den ham til at føle sig tryk selvom alt havde været underligt siden han forlod Island.

Hun vendte blikkede mod ham underende men os chokket "Øh" sagde hun tænkende og så mod ham, men hendes smil var det sammen , blid og roligt "Hmmm... et bestem sted, hvor de er..." hun tænkte lidt og så mod ilden , hun havde lagt mærkede til hvordan han krammende hende kappe "Du må godt beholde min rejsekappe , forventer alligevel at blive hængende her lidt" hun smilede til ham

"Mhm.. jeg ville gerne, men jeg er desværre nød til at tage min egen med istedet.. Ser du den er fuld af... Oh.. Nevermind" sagde han og rystede lidt på sit hovede. "Bare glem at jeg sagde det, min Kappe er helt normal.. den er bare .. et familie arvestykke" sagde han. Man kunne høre på hans tonefald at dette var noget han bare lige havde fundet på, desuden så hans kappe alt for ny ud til at være et arvestykke.

"Tage den med alligevel, tror godt den kan være i den" sagde hun og så mod hans kappe "Den er ret tung, men hvad den er og hvad der i . kommer jo ikke mig ved vel" da hun sagde vel , smilede hun sødt til ham og grinede
"Men du spøgte efter mit navn, kald mig Melinia " sagde hun og det lyd ikke som om hun kom fra dette område, hendes hud var mørkere og det blåt hår , anderledes , hun små smilede og tog en pinden og roder i jorden

"Rart at møde dig Melinia, mit navn er Malfurion Stormrage, The Blackhearted" sagde han stille og rakte sin hånd ud mod hende for at sige ordentligt goddag. "Jeg er meget beæret over at jeg må bære din kappe, det er en stor ære" sagde han smilende og knugede den lidt tættere ind til sig som om den var hans kæreste eje, måske endda det eneste han ejede. "Du må gerne få at vide hvad der er i min egen.. hvis du har lyst"

hun så mod ham med kærlige øjne , da han tog den indtil sig på den mod "Du har mere behøv for den end mig... men min dufte vil ikke forbliv på den" sagde hun forklarende og så mod hans kappede "Jeg er nygerrige hvad den tunge kappe bære" hun så mod ham "men behøver ikke at få det at vide... alle har sin hemmeligheder ik" der kom to små rød ræve unger frem fra en busk og løb hen mod hende og sætte sig ... "Åh Pin og Pun " sagde hun og det kravelede op på hende, derefter kom to voksne ræve frem

"Ræve?.." spurgte han og kiggede på hende med et spørgende blik. Han kiggede over mod sin jakke og trak på skuldrene. "Jeg smugler et sjældent metal ind i landet, menneskene bruger det til våben og så videre. Hos os kalder vi det Titanstål" sagde han og trak et underligt stykke metal ud, det lignede normalt metal bare med en masse revner der lyste grønt. "Dette metal er noget af det stærkeste.. Men også dyreste, jeg har tjent mange penge på det.. Men nu er jeg på flugt, ser du, mine smuglerier er blevet opdaget. Jeg har smuglet i over fire hundrede år uden at blive opdaget"

Melinia bliv uopmærksom på ræve ungerne , da hun så og lyttede til ham "Woow, men tænk det holdt så mange år" sagde hun... den en ræv unge , hoppede ned rev hendes forbinding af hendes lår ... Melinia fik store øjne "Pun" sagde hun lidt sur og rejste sig op, hun havde flottede ben , men der hvor forbinding havde været var et mærke , tegn på evigt liv , noget nogle dæmon modne sig med for 100 år siden ... hun løb efter den og tog forbinding men forsent ... han havde set det nu

"Evigt liv.. huh?.." spurgte han og rejste sig hvorefter han løb hen til hende. Han smed det store stykke metal og kiggede på hende med et forbløffet blik. "Nej nu skal du sku ha' et kram!" sagde han og grinede højlydt. "Det er sjældent man møder folk som dig, vidste du det?" spurgte han og stillede sig helt tæt på hende. Han lagde hovedet på skrå og kiggede ned på hende.

Melinia fik et chok over hans kram og da han så ned på hende, så man smerterne i hendes øjne ... "Sikkert, men jeg har ikke oplevet glade siden" sagde hun og gik bagud og så mod ham "Jeg "sagde hun og så væk fra ham "Forstå ikke hvorfor du er så lykkelig over jeg har evigt liv" hun sætte sig ned og forbandet det igen... hun skyldte det , på den måde os sine smerter, derefter så hun mod ham "Sorry, nogle ser det som en gave , jeg ikke nogle af dem"

"Tro mig, jeg har også tit set det som en forbandelse, men tro mig, der kommer en dag hvor du vil værdsætte det" sagde han beroligende og gav slip på hende igen. "Jeg skal nok være her for dig hvis du har brug for det, jeg tror alligevel jeg er langt nok væk nu, så, if you don't mind, så tror jeg at jeg bliver her lidt, er det okay?" spurgte han og kiggede på hende med det samme venlige smil som før.

Melinia kom til at grinede "Bare rolige , det sket 100 år siden, alle jeg kendt er alle døde nu" sagde hun og så mod ham og tog hånden for munden "Ahhhh" sagde bag hånden ... hun kom til at grinede "Men du er velkommende , vis du vil .. du få jo god mad" sagde hun og rejste sig op ... en ræv kom hen til hende "Men skal lige noget" sagde hun og forvandle sig til rød ræv, den var smukkere end normale rød ræv og pelsen mere bløde , hun så mod ham og blikkede med det ene øjne