En nat i skoven ( Malfurion)

"Okay så, jeg venter her på dig" sagde han og blinkede tilbage inden han bevægede sig tilbage mod den varme ild. Han lagde sin hånd midt i de varme flammer og smilede stort, han følte sig hjemme her, for første gang i flere år følte han sig tryg. "Hmm.." sagde han stille og fjernede sin hånd fra ilden inden han lænte sig tilbage igen.

der gik noget tid og pludselig kom der en lyd oppe fra træet, en ræv sad der og så ned på ham, hun så ud til at havde været op at slås , den forvandle sig om og der sad hun igen, i sin menneske form "Dumme bjørne , at angrib en forsvarsløs unge" hun hoppede ned og stod ved siden af ham og små grinede "du føler dig vis tryg" sagde hun og lagde et tæppe over ham og smilede blidt

"Ja, ja det gør jeg" sagde han og smilede varmt. Han pejede mod bålet og vippede sin finger lidt hvorefter en lille kugle af ild fløj op I luften og oplyste området omkring dem. "Men.. hvordan kan du føle dig tryk..? Du sidder lige ved siden af en Ilddæmon, du burde være skræmt fra vid og sans..?" sagde han stille og kiggede på hende med et undersøgende blik.

Melinia så mod ham og et smil kom frem op hendes læbe, det var blidt, hun så mod ham "tja, godt spørgsmål" sagde hun og sætte sig ned ved siden af ham, hun fik kort frygt i øjne da ildkugle landen ved siden af hende og hun rykkede sig tæt på ham
"Jeg.... frygter virkeligt ild, mere end noget andet... men i vise ting, glemmer mig det" sagde hun og så mod ham med rolige øjne "Når man måde en med smerter i øjne, glemmer jeg min frygt, selvom " hun så mod den... hendes øjne rystede helt og hendes krop med , hun lukkede øjne "Man må klare sig , selv mod sin frygt"

"Du har så evigt ret.." sagde han og lagde en forsigtig arm om hende. Han lod den lille ildkugle forsvinde tilbage I bålet. "Jeg føler mig tryk lige her, en trykhed jeg ikke har føkt i flere år.. Jeg er meget taknemlig Melinia. Jeg skylder dig en hel del, okay?" sagde han stille og kiggede på hende, hans øjne var gået fra en rå rød farve til en mere blid og kærlig lyserød farve, måske var det fordi han ikke kiggede direkte ind i bålet, eller måske var det fordi han følte sig mere sikker her.

Melinia så mod hans armene som var omkring hende, derefter så hun mod ham og opdaget hans øjne farve... det kom bag på hende og hun smilede blidt....
Hun gled en figner over hans øjenlåg da han lukkede det "det glæder mig du føler dig tryg , virkelig ... så kan jeg gøre noget" hun lagde armene omkring ham og lagde ham indtil sig , så han kunne hørere hendes hjerteslag og vejrtrækninger , men os hendes bryst . og hun bare ikke så meget tøj
"du kan altid kom til mig, er altid i skoven ... vis det er .. kom og find mig okay" hun lagde hovedet mod hans hår... hun opførte sig som om de kendt hinanden meget

"Hvis det ikke gør noget.. må jeg så blive..?" spurgte han stille og smilede forsigtigt. Han nød at lytte til hendes åndedræt, hendes hjerteslag, hendes stemme og at mærke hendes duft, alt var perfekt ved hende, iværtfald i hans øjne. Og så havde hun evigt liv! Han var enormt glad, endelig havde han fundet en ven der ikke ville dø fra ham og ikke bare ville have fat I stål eller guld.

hun så ned på ham med rolige øjne , men de var blide og varm "Du er en mærkelig dæmon" hun gled en hånd over hans hår .... hun lagde et dybt vejrtrækning "Så" sagde hun og så mod ham "du vil blive ved mig, er du sikker" hun så ned på ham med sit blide smil
hun lod ham blive indtil sig , så han kunne mærkede hendes krop og varm "Hey Malurion " sagde hun da han ikke sagde noget, han lå der bare

"Ja.. Jeg er sikker" svarede han efter nogen tids overvejen. "Jeg skal aldrig tilbage til Island.." sagde han og smilede op til hende. "Hmm.. Hvorfor er jeg en mærkelig dæmon?" spurgte han så og grinede blidt til hende. Han vidste udemærket selv at han ikke var som andre dæmoner, han var mere som et lille barn der har brug for opmærksomhed end en farlig dæmon der bare ville ødelægge.

"du søger opmærksomhed , som et barn" sagde hun og slap ham , hun smilede og rejste sig op ... hun gik hen til sit telte og kravelede inden i det og tog noget der inden og lagde klar til ham , hun kravelede ud igen og så mod ham "Så har du os et sted at sove i nat" sagde hun og gik hen til bålet og tog skålen og begyndte at vaske dem op, hun så mod ham mens "Du bliver nød til at sove ved siden af mig i et lille telte , det vel okay" sagde hun sødt og små grinede

"Jeg klager ikke, tvært imod!" sagde han og smilede bredt, han elskede opmærksomhed, det havde han nok altid gjort men lige nu ønskede han hendes opmærksomhed. "Du er faktisk utrolig smuk, vidste du det?" spurgte han og kiggede op på hende med sit charmerende smil. "Rigtig meget endda" fortsatte han og rejste sig forsigtigt op.

hun tørte skålen af og derefter gyderne, hun så mod ham og små grinede "Du er da lidt charmende var" sagde hun og så mod bålet og kunne ikke lad være med at grinede , hun rejste sig og stod nu foran ham,. hun var lavere end ham , men ikke meget "Nej du ikke den første som fortæller mig det , sorry" hun prikkede hans næse og lagde gyden og skålene på plads ..
Melinia kunne ikke lad være med at grinede, hun havde et blidt grin

"Awh, nu håbede jeg lige" grinede han og lavede det ansigt som små børn laver når de er noget så utilfredse. "Oh well.." sagde han efter et stykke tids grinen, "Undskyld mit forsøg så" sagde han og bøjede sit hovede respektfuldt for hende med et venligt smil. Han kiggede sig omkring i den mørke skov hvorefter han så kiggede tilbage på hende.

Hun smilede sødt efter han havde sagt det "Men tak" hun havde givet et lille kram inden han gik rundt og kiggede....
Melinia så han gik rundt og flyttede nu enlig sin tøjre , hun blodet , fra et sår som en af bjørne havde givet hende, hun så mod ham og smilede blidt så han ikke opdaget det hun begyndte at rense sit sår og skær lidt ansigt og smilede mod træet *Awww* sagde hun
Hun smilede for sig selv

Han fandt et lille punkt hvor månen ramte en sten og han kravlede op på stenen og kiggede på månen. "Hmm.. Månen her er den samme som på Island.." sagde han og fortsatte sin stirren. "A little piece of home.." mumlede han til sig selv og satte sig ned på stenen. Han begravede sit ansigt i sine hænder og sagde ikke en lyd i et langt stykke tid.

hun forbandet sin skulder og så mod ham , hun rejste sig op og gik hen mod ham "det skal nok gå" hun nussede hans kind, hendes hånden duftede af hendes og blod, hun tog ham indtil sig "du er som et forladte barn, jeg lover jeg nok skal passe på dig , indtil du kan klar dig, mod blidhed" hun nussede hans nakke, han var højere end hende , men deres kroppe passede sammen som de stod lige nu "det skal nok gå , jeg er her for dig nu ike" hun smilede sødt og blidt til ham

"Du er som den mor jeg aldrig har haft.. den mor der forlod mig til den første.." sagde han og sukkede. "Jeg har altid gerne villet have en mor.. det er nok derfor jeg er så opmærksomhedskrævende" sagde han og kiggede over sin skulder på hende. "Ja, undskyld at jeg læsser mine problemer af på dig.." sagde han og sukkede af sig selv men fik alligevel fremtvunget et varmt smil til hende.

"tving dig ikke til at smilede " sagde hun og smilede , hun aede hans kind "Være dig selv omkring mig, jeg bliver nok aldrig din mor , og vil heller ikke være det, men en som du er sikker på er der og som du vil altid vil elskede dig" hun aede hans kind mens hun sagde de ting ...
Melinia smilede kærligt til ham "det okay, jeg valger her med at være her for dig og kun dig" sagde hun og lagde en hånden på hans skuldre og så mod månelyset "Hvor er her smukt enligt" hendes øjne glittede i månelyset lige som vandet gjorder, øjen farverne var utrolig særlig , klar blå ..

"Ja.. ligeså smuk som dig.." sagde han og fortsatte med at stirre på månen, han havde ikke tænkt over hvad han lige sagde, det røg bare ud af ham, men han virkede ikke til at opdage det, han stirrede bare. Efter lidt tid sagde han så "Og det mener jeg.. du er virkelig smuk". Han drejede sit hovede og kiggede på hendes øjne med et blidt smil.

Melinia så på ham med hævet øjne bryn og små grinede, hun havde et kærligt smil "Tak" hun små rødmede , men det var mest han bliv ved med at gentag sig selv "du er og ret smuk" hun gik baglæns og rakte tunge derefter som et lille barn, hun fik et udskyldt men blidt smil og gik hentil bålet for at give den mere brænde på , så det ikke gik ud .. hun små grinede stadig

Han gik hen til hende og gav hende uden varsel et varmt knus, han holdt hende tæt ind til sig, som om han havde brug for at mærke et andet væsen så tæt på. "Undskyld.. men det er mange år siden jeg har kunnet føle mig tryg nok ved nogen til at give et kram.. et ordentligt kram" sagde han og fortsatte. Han lukkede sine øjne og stod bare der og krammede hende.

Melinia smilede blidt og lagde en hånden på hans hånden "det er en dejlige følelse ik" sagde hun og så mod ham, hendes øjne var utrolige blid , og hendes varmende smil
"Så , det helt okay" sagde hun og lod ham mærkede hendes krop , hendes varme og dufte hendes duft, hun smilede *måske er dette os godt for mig* tænkt hun , men sagde det os meget lavt, hun mærkede hans tryghed igennem hans armene

Malfurion aede hendes ryg ligesåstille imens han vedblev at kramme hende. Han begyndte at gå lidt frem og tilbage, næsten som en dans. Han havde ikke lyst til at stoppe, han ville bare holde hende tæt ind til sig og fortsætte med det, han var vidst begyndt at blive lidt forelsket i hende, men det turde han nu ikke indrømme over for sig selv. "Tak.. Mange tak.." hviskede han i hendes øre ligeså stille og forsigtigt.

hun mærkede hvordan han begyndte at bevægede sig fra side til siden, mens han holdet om hende, hun hørte hans ord i sit øre, han sagde det med en vis kærtegn, hun smilede og nikkede "du er velkommende" sagde hun og lod ham bliv ved med at holde om hende... hun stod ved siden orde "Husk jeg er her for dig , og kun dig" sagde hun og smilede "skal du ikke sove " sagde hun og drejede sig rundt så hans bryst var mod hans krop, hun så op mod ham, deres krop passede hinanden

"Jeg er forelsket i dig.." røg det ud af ham uden at han kunne stoppe det, det var en af de følelser der bare skulle ud. Han gav hende et forsigtigt kys på kinden og opdagede nu, da han endelig havde indrømmet det over for sig selv at deres kroppe passede sammen, nærmest some to brikker af et puzlespil.