En nat i skoven ( Malfurion)

Han greb forsigtigt fat i hendes arme for at stoppe hende inden han lagde sine arme om hende og krammede hende bagfra. "Jeg synes bare du skulle have et kram.. som tak" sagde han og kyssede hende blidt på kinden. "Du aner virkelig ikke hvad du har gjort for mig.." sagde han og hentydede klart til at hans blod var stoppet med sin kogen.

hun lå stadig på jorden , men kun halvt og med ham med armene omkring hende, hendes hjerte slog nu hurtigt , det kunne han hører ...hun opgave lige nu og lod ham gjorder det , men hun vil stadig flygte for sin nye følelse . så han havde ikke vundet i nu, hun lod sig gled ned i vandet og lagde en hånden mod hans arme "Nej gjorder jeg vis ikke, men håber du kan bruge det til noget" hun lod kort sin nye følelse gled over hende og hun lagde nakkede bagud. så hendes hovede var mod hans kind

"Du er en dejlig kvinde, det ved du godt ikke?" hviskede han stille i hendes øre og nussede hendes mave forsigtigt, "Jeg har tænkt mig at vente på dig.." sagde han så og smilede varmt og kærligt mens han forsigtigt vuggede hende frem og tilbage blidt i sine arme.

"nej jeg er en forbandet kvinde , begrund af nogle dæmoner kedet af" sagde hun og vendte blikkede mod ham, hun gik et sus i maven da han havde sagt de ting, hun smilede til ham "du er meget farlig" sagde hun så og flettede sine figner inden til hans så han holdet op med at nussede hendes maven ...
"Malfurion er du sikker" spurgte hun , selvom hun helt galt allerede var fanget af hans charmende , men hun frygte stadig fra kærlighed

"Ja, jeg er absolut sikker. Jeg vil vente på dig til jorden går under og endda videre end det" sagde han med sikkerhed i stemmen og kiggede hende dybt i øjnene med et seriøst blik. Man kunne mærke på ham at han virkelig mente sine ord, det var ikke bare tomme løfter, nej det var et løfte om evig troskab, han ville ikke forlade hende.

"hvordan kan du nogle sinde åben mit hjerte " sagde hun selvom hun godt kunne mærkede sin krop var tiltrækkende af ham og alt det , men hendes hjerte benættede denne følelse "Så må du vendte" hun kyssede hans kind, og slap fri, hun kravelede op på land og stod nu og kiggede ned på ham, hendes tøj var helt vådet og du kunne se hendes smukke figur

//påklædning som billedet////

"Ja, og det har jeg tænkt mig at gøre" sagde han og trådte op af vandet. Han kastede et blik på hende og smilede stort. "Min gud du er smuk.." sagde han stille, og gav hende elevatorblikket. Han kørte en hånd igennem sit våde hår og redte det tilbage hvorefter han igen kastede et blik på hende, hun så enormt sexet ud som hun stod der.

Melinia grinede og skubbede ham i vandet igen "pervert " sagde hun drillende, det var hende som næsten ikke havde tøj på , tegn på evigt liv var synlig , hun havde en god figur ... "Så nyder man vandet" hun stod og kiggede ned på ham, men tæt på vandekanten , hun små grinede af ham ligge der i vandet helt chokket over hun havde skubbet ham, det så i være tilfalde sådan ud

Han rødmede lidt og mens han gjorde begyndte vandet omkring ham at koge. Han sprang hurtigt op af vandet igen. "Så det er jeg?" spurgte han grinende. "Hvem er det lige der næsten ikke har tøj på?" spurgte han og smilede skævt til hende på en meget drilsk måde. Han ville se hvor længe hun kunne stå imod, hvor længe hun kunne binde sine følelser, han vidste at de var der, ellers ville hun ikke havde ladet ham holde om hende før.

hun vendt sig om og så mod vandet , der hvor han havde ligget kogende det stadig "wooow, du må være varm" sagde hun og små grinede , hun drille ham stadig, hun så mod ham "Øh, det fordi når jeg forvandler mig , så ødelægger jeg ikke mit tøj og plus, sådan går man hvor jeg kommer fra" sagde hun og så mod ham "Men du nyder synet , hvor gammel er du enligt mindste 600 år gammel" hun drillende ham , hun vil ikke falde i hans leg , hvor længe kan Melinia holde sine følelser ud

"Jeg har levet i over syv tusinde år.. tror jeg" sagde han grinende og lænede sig mod et træ med armene over kors. "Jeg er for længst stoppet med at tælle fødselsdage og så videre, når man lever evigt hvad er så pointen?" spurgte han og tak på skuldrene. "Hvor kommer du egentlig fra? Jeg er fra Island" sagde han med et smil, han ville ikke give op så let.

"en stamme fra Canada" sagde hun og så mod ham , hun så til siden "Og har været uddødelig i 100 år efterhånden " sagde hun og så mod ham , *han giver ikke op, hvorfor ikke* hun sukkede lidt ved tanken , men gik hentil ham og sætte sig op jorden "Gætter på du vil høre min historie ik" sagde hun og tog benene op til sig og lagde armene over dem og derefter sit hovede, hun så mod søen , med blide øjne, hun var så blid og rolige at være omkring, derefter vendte hun blikkede mod ham "Så vil du nok give op, vis du kendt den, forstå min smerte" hun stoppede blidt op og smilede kærligt til ham, hun frygte stadig fra sit hjerte

"Jeg er Malfurion Stormrage, The Blackhearted, jeg giver aldrig op søde.. den tanke bliver du desværre nød til at vende dig til. Men jeg vil meget gerne høre din historie.." sagde han og satte sig ned ved siden af hende. Han lukkede øjnene i et kort øjeblik og hans krop begyndte at dampe, vandet forsvandt hurtigt fra ham da varmen fra hans krop fik det til at fordampe.

hun så på vandet og ham "har du svært ved at styrer din kæfter" spurgte hun og lagde benene ned og lagde hånd mod hans skulder og flugte ham ned , så han lå ned hovedet på hendes fast lår, veltrænede men ikke få meget , tilpas ... hun lagde en hånd på hans hovede og nussede
"Så lad mig fortælle dig min historie " sagde hun og kyssede hans hår "Jeg forstå, så må jeg vende mig til det igen , vel" hendes hjerte slog stadig lidt hurtigt ... det var hans nærvær der gjorder det

"Nogle gange tager mine følelser kontrol med mine kræfter.." sukkede han og lagde sig til rette. "Så lad mig høre din historie" sagde han og smilede blidt. Igen kom hans indre barn frem, han elskede at høre historier, det var faktisk noget af det han elskede mest i hele verden. Han indåndede hendes duft og smilede blidt, via hendes blod og hendes puls kunne han høre hendes hurtige hjertesslag og det fik ham til at smile indnu større.

"okay, " sagde hun og aede hans hår "luk din øjne og forstil dig det så" sagde hun mens hun nussede hans hår , hun så mod himlen mens hun fortællet
"Der var altid Grøn eng og blå himlen, flyv sang og en masse natur, landet var fredeligt og åben for nu ... jeg vokset op i en slags stammen for Animagus'er , men min forældre , det var fredefyldet ...." sagde hun og lukkede øjne i , hun så utrolig blid ud "Vores animagus kommer ved vores arv og det var vi stolt af, men hvad vores forvandling bliver til vides ikke før man er omkring de 6-7 år gammel , men ræven har altid være en hele dele hellige i min familie, da der ikke var nogle som nogle sinde forvandle sig til en , men så kom den dag jeg forvandle mig første gang, kan tydeligt huske de smerter det gav, min forælder var i chok , der stod en polær ræv foran dem , som var deres datter " hun åben øjne og stoppede med at snakke lidt
"der starte sære behagelige til mig, jeg bliv smukkere og smukkere med årene mere elegant og snige som en ræv, jeg var lykkelig " sagde hun så og små grinede "min større kærlighed var byens smukke fyr og min barndomsven , og han elskede mig, da jeg næsten var 17 , blev vi enige om at vi skulle være sammen til dagen vi dødende , men så sket der noget" hun så ned mod ham "årene hvor dæmonene begyndte at komme til vores fredelig land , de kom med ødelæggelse og deres lyster, en dag bed de om den smukkeste og mest hellige kvinden i landet og ved det sekundet , solgt de mig til dem , for fred" hun stoppede nu og sæk en klump

"Hvilken slags dæmoner?.. Ild.. vand.. luft?..." spurgte han, han havde haft øjnene lukket imens hun fortalte og kunnet levende forestille sig det. Hendes historie mindede meget om hans egen, bortset fra at han ikke var særligt speciel, han var bare det eneste drengebarn i sin landsby der var gammel nok til at blive den anden. "Jeg er meget ked af at høre det.." sagde han stille og åbnede sine øjne for at kigge op på hende med et blidt blik.

deres øjne mødes og hun lod dem bliv mod hans "Ild, de brændt hus, voldtog kvinder , det der min frygt til ild kommer fra" sagde hun og smilede "det lagde det evigt liv på mig og kastede mig tilbage til de mennesker jeg kendt, og fortalte her med i dag , er denne kvinden ikke dødelig, gud gav hende en gave , det vil bare havde jeg skulle lide mere , da jeg altid havde været elsket " sagde hun og så mod ham og aede hans ansigt "Fra den dag af startede min smerte, jeg bliv en slags gudinde, tilbedet og ikke set på en med følelser, ham jeg elskede nye magten han fik ved at være min ægtemænd , nyd min ungdom og skønhed , han forandre sig til en magt gal menneske , ønskede kun magt , udnyttede min kærlighed til ham, mens min venner og familie frygtede mig , så mig ikke som et menneske , men en gudinde" hun stoppede og så mod ham "det ikke det værerest , det at været år bliv de ælder og ælder, men jeg forbliv den sammen, til sidste dødende han af alderdom og hans sidste ord var , " hun knyttede sine hænder "du vil altid tilhøre mig og ingen andre, du må og vil aldrig elskede andre , det forbyder jeg dig"

"Jeg er en dæmon af ild Melinia.. Vi er ikke alle monstre.. Vi er ikke alle som dem der angreb jer.. Min landsby.. vi var alle fredelige.. Intil.. han kom.. Manden med det sorteste hjerte.. han ledte efter en der kunne overtage efter ham.. Jeg var det eneste drengebarn der var gammelt nok.. Jeg blev givet væk til gengæld for at han skred for evigt" sagde han med et suk. "Jeg er blevet tvunget til forfærdelige ting i min fortid.. og jeg fortryder det hele..". Han trak på skuldrene og satte sig op og overfor hende. Han kiggede hende dybt i øjnene og sagde med en blid stemme "Jeg elsker dig Melinia.. og det vil jeg gøre til den dag jeg.. Oh, jeg dør aldrig.. Jeg er fulstændig ligeglad med om du er en gudinde eller en gadepige.. jeg er forelsket i den person du er.. ikke din titel.." sagde han og smilede kærligt til hende.

melinia kom til at grinede , hun holdet sig for munden "jeg ved , bare rolige" hun grinede videre og så til siden "men jeg elskede ham, og han ord , lukkede mit hjerte, jeg er bare en nogle menneske som kan forvandle sig til et dyr og så med evigt liv" sagde hun og så mod ham med blide øjne , hun lagde en hånd på hans kind og gled den ned af den "søde , rolige nu.... du må forstå at" hun mærkede sit hjerte slog hurtigere, hun så til siden "jeg er vel os i dig, men kan ikke glemme hans ord , undskyld" sagde hun og smilede "gør mig virkeligt ondt , det du oplevet , Jeg ved i ikke alle er "

"Jeg bliver for det meste mødt med had og skræk.. Folk løber skrigende væk hvis bare de mærker den overnaturlige varme fra min krop.." han sukkede og kiggede væk, hans blod var begyndt at koge igen og smerten kom hurtigt tilbage. "Forbandet.." mumlede han for sig selv og borede sine negle ned i jorden under sig. "Forbandet.." sagde han igen, lidt højere denne gang. "Mit blod koger.. igen.." sagde han og man kunne se smerten malet i hans ansigt.

Hun så på ham "de kommer af negative ting ik" sagde hun og ventede ikke på et svar , da hun vidste det var det "Okay, håber ikke du bliver sur over dette så" sagde hun så og nærmede hans ansigt og hans læber, hendes hjerte slog hurtigere og der , mødtes deres læber , hun kyssede ham , hun har varmende men bløde læber, hun slap efter lidt tid hans læber "stoppede du med at koge " spurgte hun

Han lukkede sine øjne og kunne have svoret at hans hjerte slog et slag for første gang i flere hundrede år. Hans hjerte var gået igang ved hendes kys. Han åbnede sine øjne vidt da blodets kogen stoppede. Hans puls vendte langsomt tilbage og hans hjerte begyndte at slå i langsome melodiske slag, det lød nærmest som et jazz-beat.

hun slap ham og så mod ham "hey er du tilstede " spurgte hun og små grinede, hun smilede til ham "vis du er , så sige noget" sagde hun og så mod ham, han havde sagt ikke nogle tøjre på, hun lagde en hånden mod hans bryst, hun smilede over hans hjerte "åhh derfor, sorry må havde været et chok , nu kan du leve lidt igen" hun rejste sig op og flyttede hånden fra hans bryst og så ned mod ham, hendes hjerte slog hurtigt , som om hun var ude at løbe

"There is no way in hell I am letting you go now.." hviskede han stille og kiggede på hende. Det var som om to flammer brændte i hans blik. "Jeg giver ikke slip på dig nu.. Du her.. Du har løftet forbandelsen.. Du har redet mig.. Er du klar over det?.." spurgte han og stirrede ind i hendes øjne. "Jeg giver ikke slip, høre du mig?" spurgte han alvorligt og kiggede på hende med sit mest kærlige blik.