Music is life (Cheshire-Privat)

Tid: Aften
Sted: Legepladsen
Vejr: Det blæser en smule
Omgivelser: Buske, træer, legeting

_____________________________

Starlet skruede op for lyden i hans gamle mp3-afspiller og lænede sig op af en gyngens kæder som holdte den oppe. Han sukkede lavt og lukkede de tågede, blå øjne. Det var lang tid siden han havde befundet sig på legepladsen, ikke siden han mødte Chess... Han åbnede øjnene igen og så hen imod legepladsens åbning. Gad vide hvor han var lige nu... nok ude og slå mennesker ihjel!
Star sukkede igen. Åndsvage ham, hvis han bare havde fortalt det til ham i starten, ville han nok ikke, blive så sur, som han gjorde! Han skruede endu en gang op for musikken så alle lyde blev lukket ude, og han var helt alene i stilheden.

//Ikke så meget starts-krea, men det skal nok komme ;D//

En velkendt skikkelse kom gående. Denne skikkelses navn var Cheshire eller også kaldt Chez, der var noget tid siden han havde haft tid til at slappe af, hans såkalde "familie liv" blev vist aldrig til noget, da de 2 drev han til vanvid. Den eneste ting der havde ændret sig var hans job, han havde fået lov til at klare noget af papir arbejdet så han ikke kom til at 'arbejde' så meget som før. Det var også langtid siden han sidst havde set Starlet, mon han havde det godt? Chez kom ind på legepladsens grund, det var her han for det meste gik hen når han havde brug for tid til sig selv. Hans tanker blev afbrudt da han så Starlet side på gyngen, som altid havde han høretelefoner i så Chez sneg sig om bagved ham og lag en kold hånd på Starlets skulder.

Starlets øjne blev størrere da han mærkede en hånd på sin skulder, han kunne ikke lide at blive rørt. En ubehagelig følelse bredte sig i hans krop, men han forholdte sig stille. Hans vejrtrækning blev roligere da han kunne kende hånden, noget han havde lært, da det kun var få mennesker som fik lov til at røre ham rigtigt.
"Hej." Mumlede han lavt, nok lavere end han selv troede, da han ikke kunne høre noget som helst, andet end den høje pop-musik i hans øre. Star trak høretelefonerne ned så de hang omkring hans hals og han slukkede for musikken. Sjovt at de altid skulle mødes her. Om lidt kom der vel en hund! "Du må ikke forskrække mig sådan..." Sagde han lavt og lænede hovedet ned mod hans hånd.

Chez kunne høre et meget svagt hej. Et smil brede sig på hans blege smalle læber da Starlet nok havde regnet ud at det var Chez, uden at vende sig om. Mennesker var en mærkelig men dog spændene race. Chez var glad for Starlet ikke kende til hans race. "Jamen Hej, og Undskyld kunne ikke lade være " sagde Chez med hans normale glade tone. Det var et normalt kende tegn fra Chez, han virkede altid glad. Hunde tingen havde stadig ikke ændret sig, men det var nu heller ikke særlig mange hunde som gik løs i denne by. "hvordan går det?" spurte Chez, da Starlet lag hans hovede imod hans hånd. Det var alligevel en mærkelig stilhed imellem dem, men det vel forståligt med Chez job.

Starlet trak lidt på skuldrene og førte sin egen hånd op til hans. "Fint, tror jeg... bedre." Han flettede sine fingre ind i Chez's og sukkede igen. Chez burdte vel vide at han stadig var en smule ked af at han ikke havde sagt det, lige da de mødte hinanden. Det var måske en smule sært... 'Hej jeg slår folk ihjel.' Han bed sig kort i læben og trak lidt i Chez's hånd.
"Hvordan går det med dig?" Spurgte han hæst. Det var vel ikke noget nyt, hans stemme var tit hæs, fordi han talte så lavt. "Du lyder glad..." Lød det så fra ham, Chez lød vel altid glad, men han kunne vel ligeså godt se om det var noget nyt han smilte over, selvom han tvivlede på det.

Lyder glad? Chez lød altid glad men i dag var han faktisk glad. "En af grundene er fordi jeg fik dig at se igen en anden grund er fordi jeg endelig er fri fra byrden med at arbejde, alsår jeg er ikke helt fri fra at arbejde men jeg har for det meste kun papir arbejde " sagde Chez og lukkede hans hånd om Starlets. "du lyder lidt hæs.. " sagde Chez da han ikke huskede hvordan Starlet lød sidste gang de snakkede sammen. Chez trak hånden langsomt til sig og tog hans halsterklæde af. Chez viklede det en gang løst rundt om starlets hals i en langsom bevægelse. halsterklædet lå oven over høretelefonerene, den havde en mild nyvasket duft over sig. "du ender med at blive syg " sagde Chez da han mærkede det var begyndt at blæse op. Chez gik om på den anden side af gyngen så Starlet kunne se ham og for at Chez også kunne se Starlets ansigts udtryk.

"Så... du skal ikke arbejde så meget ude mere?" Han gemte den nederste del af sit ansigt i halstørklædet og indsnusede duften derfra. Han lod sin hånd hvile i sit skød mens han trak vejret stille og langsomt.
"Jeg lyder sådan, nogengange... og desuden, kan du også blive syg." Han så lidt på ham da han gik op foran ham, men deres øjne havde ingen kontakt. Star brød sig stadig ikke om øjenkontakt, men det ændrede sig vel aldrig... der var kun én som han havde set i øjnene, udover sine forældre.
Hans blik var rettet ligeud, hvilket ville være ved Chez's mave deromkring, han så træt ud, sådan som han bare sad og stirrede, var for træt til at se på hans ansigt. Det var irriterende at Chez var så sød... hvordan kunne man være sur på ham, eller ignorere ham! Starlet sukkede og førte hånden op til ham. "Du er irriterende..." Mumlede han lavt, men roligt. Chez vidste vel hvad han mente...

"nope, jeg er for det meste sat til papir arbejde, " gentog Chez og lsg mærke til at Starlet virkede lidt træt da han ikke engang kiggede op så Chez satte sig på hug så deres hovede næsten var i samme højde. Dog vidste han at Starlet ikke brød sig om øjenkontakt så det ungik Chez også. "jeg har et godt imunforsvar desuden kan jeg jo altid få det tilbage senere så nu burdte du bare beholde det " sagde Chez med hans normale udtryk. Han lyttede til Starlets ord "irriterende?" gentog Chez og håbede ikke det var på den mere dumme måde? Men Chez havde på fornemelsen det ikke var det Starlet mente. Chez begyndte at grine og lod sig falde bagover så han sad nede i sandet. Starlet var det eneste menneske som enlig havde gjordt ham glad, Chez smilte altid men det var ikke det samme som at kunne føle glæden sprede sig. Chez tog fat i Starlets hånd som ellers hvilede sig på hans knæ.

"Men fryser du ikke?" Han så væk da Chez satte sig foran ham. Han hadede at se ind i folks øjne, og selvom Chez var hans tætteste ven, gjorde det ingen forskel. "Du er irriterende..." Mumlede han lavt, han lukkede sin hånd rundt om hans og klemte kort til.
"Man kan ikke blive sur på dig... Det er tavligt." Han gled ned fra gyngen og satte sig foran ham, så stadig ikke på ham, men ville ønske at han kunne. Han trak kort i hans hånd og rykkede sig tættere på ham. Han vendte nu det tågede blik mod ham, men så ham ikke i øjnene, han fokuserede kun på hans mund, for faktisk at have noget at fokusere på.

"nope, det er kun mine hænder som fryser" forklarede Chez. Det var rigtig nok, blæsten var rar, men hans hænder frøs. Derfor var han glad for at Starlet havde varme hænder, det kunne hjælpe lidt på det. "det burde du kunne, men jeg er nu glad for at du ikke kan " sagde Chez med en varm stemme og halv grinte. Som altid var der et skjult smil på Chez læber , som man ikke kunne undgå at se.


//sry for det korte svar -___- //

Starlet løftede Chez hånd op til sin mund og lod sine læber hvile mod den kolde hud. "Og du siger at jeg bliver syg?" Mumlede han lavt. Han havde nu ikke selv vanter på, men frøs nu ikke. Han hænder var, lige netop; varme, når man tænkte på hvor små og skrøbelige de nu var.
"Nu husker du vel ikke kun at tænke på andre..." Han lod hænderne falde ned i hans skød igen og han sukkede kort. Chez var bare én som man var dømt til at kunne lide... hvilket var sært. Det var ikke mange som blev 'Godkendt' af Starlet, og da slet ikke lejemordere!

//Det gør ingenting ;D//

Måske var det kun noget Chez forstillede sig, men Starlets læber virkede også varme i hver fald imod hans kolde fingre. "jeg har det ellers varmt , det er kun mine fingre som er kolde, og det hjælper et halsterklæde jo ikke på. " forklarede Chez og lod hans blik falde på Starlets mund og derefter fulgte hans egen hånd med blikket ned til knæet. "..... jooooh" sagde Chez selvom det enlig ikke helt var sandt. Han tænkte for meget på andre i forhold til når han endelig rettede tankerne imod sig selv.
Starlet var den eneste som Chez faktisk var bange for at miste. Derfor var der så mange ting Chez ikke havde fortalt endnu og det gjorder ondt.

Starlet sukkede svagt. Han havde nu ret, et halstørklæde hjalp ikke særlig meget på hænderne, men han kunne jo ha' taget et par vanter på. Starlet valgte ikke at kommentere det og valgte i stedet at lade sin hånd glide blidt hen over hans.
"Du burte virkelig tænke mere på dig selv..." Antydningen af en smil kunne ses i Starlets ansigt og han løftede blikket en smule så han nu så på hans næse, en lille smule længere og han kunne betragte hans øjne, men det skete ikke... ikke nu ihvertfald.

//Kort... svar.... x_x//

Når man kiggede efter kunne man se nogle få fregner på hans kinder og over hans næse. Ellers var hans hud ren og utrolig bleg. Eller han så jo blegere ud med det kulsorte pjuskede hår han havde. Man skulle tro at han ville ha ar efter hans arbejde men nej, der var intet at se.
"jeg har desværder glemt mine vanter " sagde Chez lavt og grinte lidt over hans klodsethed. "som jeg har sagt før, klær det dig bedst at smile " sagde Chez ærligt og højt så han var sikker på at Starlet kunne høre det. Chez beundrede virkelig Starlet , han var menneske men virkede i hans øjne ikke svag.


//gør ikke noget xD//

"Hmm." Starlet lænede sig forsigtigt hen imod ham, lagde armene om hans hals og gemte derefter ansigtet i hans skulder. Han kunne ikke lide at rødme foran andre, og det var ikke så tit det skete, men Chez havde én eller anden ukendt effekt.
"Se selv... irriterende..." Mumlede han svagt og sukkede lavt. Han mente det selvfølgelig godt. Chez var nok ikke selv klar over det, men han var nu et utrolig godt menneske... også selvom dét han gjorde, selvfølgelig trak en smule ned...

Chez betragtede det som et kram så han krammede blidt igen. Han huskede at Starlet ikke kunne lide at blive rørt ved. Derfor krammede Chez kun blidt igen.
Chez så dog godt at Starlet rødmede men komenterede det ikke, da han jo gemte hovedet i hans skulder. Chez lod hans ene hånd køre op til starlets baghovede, og uglede/nussede blidt håret stadig med forsigtige bevægelser og opmærksomheden på hvilken reaktion han havde.

Starlet trak vejret stille og roligt. Normalt ville han nok flippe ud, trække sig væk med det samme, få kvalme... Men Chez var anderledes, Starlet kunne lide ham, havde ikke noget imod ham. Han slappede af i kroppen, lukkede tankerne ude og fokuserede på ikke at flytte sig, man kunne vel kalde det en slags træning. Når man tænkte på hans arbejde ville man nok tænke på ham som en person der gik rundt og ragede på alt og alle, han var sjovt nok det modsatte. Hans greb blev en smule løsere og han trak sig en smule væk fra ham, hans blik blev næsten med det samme vendt væk, han så på et træ som pludselig var blevet meget interessant.

Chez lag mærke til Starlet's kropssprog: verjtrækningen, afstand imellem dem. Den virkede stille og rolig og han virkede som om han faktisk slappede af. Dog da Starlet ville trække sig tilbage gav han slip.
"er der noget galt?" spurde han da Starlet vende blikket hurtigt imod træet. Chez kunne ikke umidbart lige se noget, men det var fordi Starlet spærrede for udsigten.

"Nej jeg..." Starlet tog fat i Chez's hånd igan og klemte kort til, så de sad sådan som de havde gjort i starten. Han havde det sådan nogen gange... det blev for meget for ham og han måtte trække sig tilbage for ikke at gå i panik. Han trak let på skuldrene og så på hans mund igen, smilte en smule og lukkede så øjnene. "Der er ikke noget galt." Mumlede han så.

//Krea-krise Dx//

"jeg undskylder for vis jeg har givet dig nogen for for ubehalig følse " sagde Chez og bukkede med hovedet. Han ville ikke gi Starlet nogle ubehalige følser. Chez lukkede hans hånd om starlets og kiggede så op på den sorte klare nattehimlen. Det var halv måne idag, og stjernerne stod hvor de plejede.
Chez rettede igen blikket imod Starlet "kan vi ikke gå lidt, måske hjem til dig igen? bare inden mine fingre falder af? >3<" overdrev Chez med et svagt forsigtigt smil på hans blege læber.


//kender jeg godt -____- //

Starlet sukkede forsigtigt da Chez havde spurgt op de kunne gå hjem til ham. "Nej... Mie har sat lås på døren, og mine forældre siger at hvis klokken bliver for mange skal jeg slet ikke komme hjem..." Han bed sig kort i læben. Man kunne vel godt kalde det en mindre krise. Lige nu havde han fået tidsbegrænsning på alt, hvilket var et stort problem når han skulle arbejde. "Kan vi ikke gå hjem til dig den her gang?" Mumlede han lavt.

"Mie?" gentog Chez spørgene og satte hovedet på skrå. "jamen burde du så ikke være hjemme nu vis de låser døren når klokken bliver for mange?" spurte Chez og var endnu mere forvirret. Sådan nogle regler havde han aldrig hørt om "hjem til mig?...jo hvorfor ikke" sagde Chez men man kunne mærke han tøvede.
"men alt der sker derhjemme er normalt , så lad være med at bryde ind i vores skænderier " sagde Chez da han ikke ville ha Starlet kom til skade. Chez rejste sig op og hev Starlet op og slå men den hånd han havde holdt fast i før og begyndte langsomt at gå dog uden at gi slip på Starlets hånd.

"Mie er hende der holder styr på mine aftaler... næsten som en assistent, men det har hun det ikke godt med at blive kaldt." Starlet havde kendt hende altid, lige siden de første par år af sin skoletid, det var ihvertald så langt tilbage han kunne huske. Han smilte lidt, det var alligevel for sent nu, døren ville være låst når de ankom, og så kunne det hele være lige meget. Han kommenterede ikke det han sagde med skænderierne, sådan nogle havde de ikke hjemme hos ham, og de viste jo bare -i hans verden- at familien tænkte på hinanden.
"Hvor bor du egentlig henne?" Mumlede han lavt og fulgte ubekymret med.

Chez nikkede "Mie er din assistent" gentog han for at kunne huske det. Han gentog alt han ville huske. "hmmm, ikke så langt her fra, nok 10 minuters gå tur, vis vi skyder genvej " forklarede Chez og trak Starlet igennem en mørk gyde, hvor det så ud som om skyggerne bevægede sig og ventede på et nyt bytte. Dog kom Starlet og Chez ud af gyden i god behold og ikke så langt derfra var der et stort hvidt palæ med blå rosenbuske ved porten. "så er vi her" sagde Chez og gav slip på Starlet så han kunne få have porten op. Den knirkede højt så det faktisk skar lidt i ørene "okay den skal repereres " mumlede Chez den var nok gået i stykker da Chez havde sparket den åben et par gangen vis han havde hænderne fyldt.
Han lukkede langsomt porten efter Starlet og luntede hen til hovede døren da man kunne høre en lyd.. sang? en ung kvinde/pige stemme sang et ukendt sprog men med en flot stemme. Chez stoppede og lyttede, som altid kom stemmen fra baghaven , typist hver aften skulle hun synge.

Starlet fulgte lydigt med og sagde ingenting på vejen, det eneste respons Chez fik, var da de kom forbi alle de steder Star ikke syntes om. Han gav Chez's hånd et lille klem og gik en smule tættere på ham, godt nok var han seksten år nu, men han kunne godt opføre sig som om han var et lille barn, nogle gange.
"Bor du her?" Lød det svagt fra ham, da de endelig var kommet frem. "Det er jo stort..." Han boede selv et lidt størrere sted, men ikke nær så stort som dette. Hans blik blev forskrækket rettet mod porten daden gav et højt knirk, men han sagde intet til det.