Music is life (Cheshire-Privat)

Der var stadig duften af nyvasket tøj over Chez som lå stille, så stille at Star nok ville tro at han sov, men nej. Han kunne ikke sove, han var ikke engang særlig træt lige nu. Han tænkte på at han enlig var meget svag , at holde hemmeligheder for dem han holder af, det fik ham til at følte sig selvisk. Han var bange for at blive afvist , sådan har han enlig altid været.
Men han blev afbrudt i hans tanker da Star pludselig sagde hans navn. Var han stadig vågen? eller snakkede han i søvne? Han lukkede øjnene og lod som om han sov da Star bevægede sig men han fandt ud af at Star kun trykkede sig ind til Chez og lag armene om ham, så han åbnede øjnene igen bagefter, han havde ikke lyst til at snakke men det var kun fordi han ikke vidste hvad han skulle sige. Det var et rent held at Star stadig ville lade Chez kramme ham.

Efter et par små minutter åbnede Starlet langsomt øjnene, så nærmere forvirret ud indtil han kort rystede på hovedet og kom tilbage til virkeligheden. Det hele så lidt tåget ud, men han vidste dog stadig hvor han var. Han trak armene til sig og lod fingrene finde vej op til Chez's ansigt. "Jeg kan ikke sove mere..." Mumlede han svagt og lod fingrene glide hen over Chez's læber. Han vidste faktisk ikke engang om Chez var vågen, eller ej... nå... han fandt nok ud af det, hvis han svarede...

//Kreeeeeeaaa~ :I//

//du smitter damit =.= //

Chez var utrolig nok ved at falde i søvn ikke fordi han var træt det var mere fordi vis han lå ned i for langtid blev han automatisk halv træt. Han havde lukket øjnet det eneste som viste at han stadig var vågen var at det gav et stort sæt i ham da Star's fingre ramte hans hals, han var kilden/følsom ved hals omådet.
Han åbnede øjnene og kiggede på Star. Han lag hånden på Star's hovede "godmorgen, så burde vi nok stå op i stedet for at ligge her " sagde Chez med hans normale glade stemme samt smil.

Starlet satte sig halvt op, på albuen og så ned på Chez med halv-åbne øjne. "Det har du nok ret i..." Mumlede han lavt, og strakte sig, hvorefter han gabte lavt. Han havde egentlig ikke lyst til at rejse sig, han var stadig træt men kunne ikke sove. Han smilte lidt til Chez, lagde sig så på maven og hev lidt i hans arm.
"Mit hovede gør ondt..." Mumlede han lavt og sukkede så. Chez kunne godt nok ikke gøre så meget ved det, men det kunne da også være ligemeget. Han smilte så en smule igen og lagde hovedet en smule på skrå. "Har du nogen anelse om hvad klokken er?"

//Sorry -__-''//

Han fulgte Star med blikket da han løftede sig op, men i et kort sekundt virkede hans blik anderledes, blikket virkede som, en blanding imellem fortrydelse og frygt. Som vis han nu var bekymret over noget, men lige så hurtigt blikket var kommet, forsvandt det igen bag et smil som man næsten altid ser på ham.
"jeg har nogle hovedepins piller nede i køkknet , vil du ha dem? og du må vel også begynde at være lidt sulten" sagde han imens han satte sig op. "klokken? hmm 12:00 ca. " Chez havde rejst sig op og kiggede rundt på gulvet efter hans bluse som han smed på gulvet igår og fandt den så krøllet sammen over i et hjørne hvor der var et stort ur for enden af lokalet som sagde tik tak, igen og igen.

"Nej tak, jeg kan ikke lide at sluge piller... desuden føler jeg mig syg hvis jeg gør." Han grinte meget kort og satte sig så på sengekanten og stirrede ellers bare ned på sine bare ben, uden rigtigt at sige mere. Han var egentlig ikke rigtig sulten, han plejede ikke at spise særlig meget derhjemme... ikke fordi han havde én, eller anden spise-forstyrrelse, eller sådan noget, sådan var han vel bare.
"Hey, Chez? Spiser vampyre egentlig?" Han så hen på ham med et spørgende blik. Hvis vampyre både var døde og levende, behøvede de vel ikke at spise noget. Mennesker spiste jo for at holde sig i live, så han kunne ikke se hvorfor vampyre overhoved skulle spise noget som helst, selvom de jo teoretisk set drak... det var godt nok blod, men det var jo stadig væske...

"kan du ikke sluge piller?" gentog han og nikkede så, så var der jo ikke så meget at gøre end at håbe på at hovedepinen snart ville forsvinde. "nej, eller vi kan godt, men det gør ondt at sluge og det smager.. ja hæsligt for at sige det mildt. " forklarede han og gøs ved tanken. Men de havde alligevel mad i køleskabet men det var mest for at virke som normale mennesker, så andre ikke ville finde dem mærkelige. Desuden ville gæster nok også have noget mad. "dog kan vi f.eks drikke te eller andet uden at det er ubehaligt, alt flydene går men fast føde? nej "
Chez tog hans skjorte på og åbnede vinduet så der kunne komme lidt frisk luft ind i rummet. " er du tørstig? " spurte han. "og vis der er andet du vil vide så bare spørg "

"Nej tak..." Mumlede han lavt. Han kunne ikke lide at spørge om ting og sager, han følte bare at han var til besvær... han var alligevel ikke specielt tørstig. "Hmm... gjorde det ondt?" Han lagde hovedet en smule på skrå mens han betragtede Chez. "...Altså... at blive bidt?" Han bed sig lidt i underlæben. Han vidste ikke utrolig meget om "magiske væsner" og alt sådan noget, så han kunne da lige så godt spørge...også for at få en samtale igang, selvom det ikke rigtig så ud til at virke.
Hvor var det nu han havde lagt sine bukser... Starlet fik et nærmere tænkende udtryk i ansigtet. Hvor irriterende... der var alt for mange ting at tænke på på samme tid. Det var sikkert det, som var skyld i hans hovedpine!

"hvor er mine bukser når man har brug for dem" mumlede Chez irriteret og tog hånden op til baghovedet imens han kiggede rundt i rummet. "Om det gør ondt? nej ikke bidet, det er faktisk lidt afslappende da du jo kun vil bliver træt af det hurtige blodtab. Du bliver selvføllig ikke til en vampyr 3 sekundter efter du er blevet bidt, det tag tid ca. 1-2 dage før prosessen er fuldført. Bidet gjorder ikke ondt men det gjorder giften. Du for en gift ind i dig som dræber alle dine organger og ændre din krop's nærrings kilde samt dine tænder selvføllig. Men man glemmer hurtig smerten når prosessen er færdig " sagde Chez og fandt endelig hans bukser som han havde smidt op på klædeskabet.
"hvad angår vores føde, vi 'spiser' 2-3 gange om ugen i den her familie, og husk ikke alle vampyr ofre dør, eller bliver forvandlet om til nogen som os, tænk på os som en myg med superkræfter " forklarede han og grinte.
"og nej vi er ikke som dem i bøgerne eller film, f.eks. vi har intet imod kors det er kun vie vand og i mit tilfælde sølv som skade og en pæl i gennem vores hjerter er alsår ikke den eneste måde vi kan dø på, vi kan også blive dræbt ved at blive f.eks. kørt ned vi har bare en større sansynlighed for at overleve"

"Så... I er en slags anti-mennesker?" Mumlede han og nikkede svagt. Det var næsten for meget på én gang. Chez... en vampyr. Og så stod han og fortalte om det, som om det var det mest normale i hele verden... Starlet lagde sig ned på sengen igen, stadig med benene ud over kanten. Han sagde ikke noget men stirrede bare ud i luften i den tid det tog ham at få alle de informationer ind i hovedet.
"Chez? Har sådan nogen som dig et hjerte?" Han spurgte lavt og forsigtigt og så ikke på Chez mens han spurgte, men så bare ud i luften. Han ville ikke gøre Chez sur, eller ked af det ved at spørge om sådan noget, han var jo bare nyskerrig...eller...
Star ukkede kort øjnene mens han ventede på at høre Chez' svar.

"kan man godt sige, jeg ser os dog som kæmpe myg med superkrafter " forklarede Chez med ironi i stemmen og grinte. Han snakkede jo om det som om det var normalt da han jo havde været vampyr i længere tid end menneske.
Han kiggede undrene på Star da han spurte om Chez havde et hjerte. Han tænkte sig kort om og gik igen over til Star, som lå ned. Han satte sit ene knæ på sengen og lænde sig lidt ind over ham for at få fat i hans hånd, som han så satte på hans bryst. Det var meget svagt men det var der stadig, hjerte slaget. "De eneste organer som virker er hjertet , maven og hjernen " forklarede han og alt som nyrre og lever var der ikke længere eller jo men de virkede ikke.

Starlet åbnede hurtigt øjnene igen, da han mærkede Chez tage fat om sin hånd, for derefter at sætte den ved hans brystkasse. Han kunne mærke den svage banken derfra og var helt stille, mens han stirrede på Chez, så ind i hans øjne rettere sagt.
Han var død, og så alligevel ikke... hjertet var der jo, han mærkede det selv. "Kan i så også... føle?" Spurgte han, meget lavt. Siden hjertet stadig bankede burdte han jo kunne føle, på én eller anden måde, ikke?

//Kort svar T-T Sorry//

"umm ja de fleste kan, men.. de andre vampyre mister deres evne til at have følser overhovede. Det skete for Diva hun har ikke nogle følser tilbage, heldigvis var jeg ikke en af dem. " sagde han med en meget lettet stemme og trak sig så tilbage imens at han gav slip på Star's hånd.
"sååå, ja vampyre kan føle men jeg tror ikke det er helt på den samme måde som mennesker føler, siden vi er forskællige steder i fødekæden, vampyre tænker lidt anderledes "
"jeg tænker ikke som dem well, jeg er jo også fejl produceret , jeg er ikke en helt normal vampyr , jeg tænker stadig som et menneske og jeg kan ikke se mennesker eller andre væsner som føde , jeg gætter en del af mig aldrig forlod menneskeheden " han lød ikke ked af det men en smule glad for at han stadig havde sine menneske tanker tilbage.

Star greb fat i Chez' hånd, da han skulle til at give slip og trak ham en smule ned imod sig. "Hvad føler du så nu?" Spurgte han lavt mens han betragtede ham med sine store blå/grå, tomme øjne. "Tell me.." Han lagde hovedet lidt på skrå og smilte en smule. "Jeg vil gerne vide mere om dig Chez. Selvom jeg allerede ved så meget." Han grinte kort og lavt mens han ventede på at han svarede ham. Chez var en af de mærkeligste personer han nogensinde havde mødt, en meget speciel ven han havde fået på ikke så lang tid. Det var nok derfor han holdte så meget af ham...

Han lukkede sin egen hånd om Star's hånd og lod sig selv blive trukket tilbage igen så han igen var over Star. Chez kiggede ham i øjnene og satte hovedet lidt på skrå "hvad jeg føler? Glæde og også... well nevermind ,hvad med dig? " spurte han da han pludselig tænkte på at Star nok vidste mere om ham, end han vidste om Star. Chez lag hovedet på Star's brystkasse. Han lyttede og kunne høre hjertet , det var en af de lyde som gjorder ham rolig, hjertebanken betød liv.
"jeg vil også gerne vide mere om dig, såååå fortæl mig en historie om din fortid ” sagde han imens han grinte. Det lød underligt men han brød sig ikke om selv at stille et spørgsmål af gangen, da han var lidt nervøs for at han måske kom til at spørger om noget han ikke burde ha' spurt om. Derfor spurte Chez på den her måde for så kunne Star selv vælge hvad han ville fortælle.