Music is life (Cheshire-Privat)

"mh (ja) jeg bor her, det ser måske stort ud når der kun er tre personer som bor i dette hus, mig , min ,'storebror' og hans lillesøster " forklarede Chez og lavede gåsetegn ved storebror så Starlet kunne forstå de ikke var blod mæssigt søskende. Jo Cloud (storebroren) og Diva (lillesøsteren) var rigtig i familie. Chez åbnede døren og gik ind, han tog skoene af og en mand kom ind i den store entrè.
Det var en ung mand som nok var i starten af 20'erne. Han havde sort hår og ravne gule øjne, som næsten kunne bore igennem ens sjæl. Selvom Starlet ikke kiggede ham i øjnene ville han stadig kunne mærke det borene/nedværdige blik. Manden hed Cloud og han gik hurtig hen og tog hårdt fat i Chez's krage og løftede ham næsten op fra jorden "hvor har du været " spurte han med en skarp og kold tone. Chez kiggede til siden for at undgå at se dette is kolde blik "jeg havde brug for en pause " sagde Chez lidt hæst. Cloud gav slip på kraven og Chez fik igen ordenligt fodfeste. "din pause er over , der er mere arbejde kom i sving. Papirene er på dit værelse og få så det menneske ud af min åsyn" sagde Cloud og pegede på Starlet "HEY!!, jeg har lov til at have besøg når det passer mig, du bestemmer ikke over mit liv " råbte Chez nærmest og Cloud smilte nedværdigt "sikkert men du ved jeg ejer dig, siden ingen andre i verden vil have dig men bare gør hvad der passer dig" sagd ehan på vej ud af entrèn med et smil.

"Hmm.." Starlet nikkede stille, uden at stille spørgsmål. Chez havde vel ingen forældre, siden han ikke havde nævnt dem, så det ville vel være dumt at spørge, måske ville det heller ikke være en særlig god idé.
Det gik et sæt igennem Starlet da der pludselig dukkede én op og tog fat i Chez. Han turde ikke at sige noget til det, så han tog et skridt tilbage og holdte sin mund lukket, det var nok det bedste han kunne gøre, lige nu. Konflikter var ikke lige ham. Han lukkede øjnene hårdt sammen og holdte sig for ørene, for at lukke alle lyde ude. Pokkers til svage personlighed han havde!

Chez havde ingen forældre , han havde aldrig kendt sin far og hans mor begik selvmord da Chez blev kidnappet som 8 årig af sin onkel, som gjorder forfærtelige ting imod Chez. Desuden selvvis de var i live ville hans mor jo højst blive 100 år. Men alt dette var fortid Chez tænkte ikke længere på det. Da alt skænderriet var over lag Chez en hånd på Starlets skulder. Det gik bedere end forventet normalt ville Cloud ha kastet ting efter Chez som f.eks. bøger , vasker alt der i hver fald gjorder ondt. Men idag virkede Cloud til at være i godt humør o.o
"skænderriet er over , kom mit værelse er denne vej " sagde Chez med en varm tone som enlig kun var der for at vise Starlet at det var okay. Ordene sad dog stadig i hans hjerne og hjerte Jeg ejer dig siden ingen andre i verde ville ha dig. Det fik Chez til at føle sig uelsket og dårlig tilpas. Chez begyndte at gå op af den lange trappe for enden af gangen.


//skal sove xD kommer på imorn ved 15 tiden, sov godt x] //

Starlet åbnede øjnene igen, da han mærkede Chez's hånd på sin skulder. Han stirrede lidt på ham i noget tid, og blev stående da han begyndte at gå. "Er du okay?" Spurgte han lavt og tog nogle forsigtige skridt frem imod ham.
Han kunne på en måde ikke lide når Chez opførte sig såden, som om intet var sket. Han ignorerede det, hvilket blev én af disse små, irriterende ting der var galt med ham. Han nåede op til ham og tog forsigtigt fat i hans arm, han kunne jo ikke bare ignorere det...

"jeg har det fint, det var ikke et alvorligt skænderrig " forklarede chez uden at stoppe op eller vende sig imod Starlet. Chez havde fået en vane med at ignorere hvad der skete omkring ham. Han havde aldrig kunne snakke om hans problemer til nogle, derfor havde han fået af vane at holde hans depritioner og problemer inde. Det gav et sæt i Chez da Starlet tog fat i hans arm, mere fordi han ikke lag mærke til at Starlet havde bevæget sig op ved siden af ham. Chez åbnede døren til hans værelse og en følelse af varme kom ud fra rummet, men det var nu kun fordi radiatoren var tændt. Rummet var for det meste lidt rødligt skær og over i et hjørne var der en seng med helt hvidt betræk, sengen var bygget så når man satte sig eller lag sig sank man rimelig duft ned, men det var kun rart og man følte sig mere tryk.

"Du ser ikke ud til at være okay." Starlet talte lavt som altid, men denne gang lød det godt nok en smule lavere end normalt. Han var ikke vant til at snakke om andre folks problemer, han talte i teorien jo heller ikke særlig meget, men Chez havde én eller anden effekt på folk, han kunne få Starlet til både tale, smile og enda rødme! Måske var det derfor han holdte så meget af ham. Chez var speciel, på mange måder.
Starlet klemte kort øjnene sammen, da Chez åbnede døren til sit værelse og han førte forsigtigt sin hånd ned for at tage fat i hans.

//Ham manden fra førstehjælps-kurset har hugget min kreativitet! x__x//

//skal personer fra førstehjælps-kurset ikke hjælpe folk o.o ? //

Selvom Starlet snakkede lavt, kunne Chez stadig høre det. Der vende han hovede imod Starlet og smilte varmt som altid. ".. der er bare sket meget i år " sagde Chez og tog fat i Starlets hånd inden Starlet selv havde lukket sin hånd om hans og trak Starlet langsomt ind i værelset og lukkede døren efter sig som han aldrig gjorder, det var nu mest for Starlets sikkerhed. Vis hun så Starlet ville det gå galt, Chez hemmeligheder og Starlets liv ville være i fare. Starlet betød meget for Chez, han er den eneste Chez er bange for at miste. Starlet var den eneste som havde givet Chez glæde ved livet igen. Rummet var stort og der var ligesom en mini lejlighed i et værelse , det manglede dog køkken. Chez gik over og satte sig i sengen uden at gi slip på Starlet's hånd.

//Nåårh ja... tror du jeg kan melde ham? xD//

"Burdte du så ikke sige det til nogle?" Lød Starlets forsigtige stemme, han var bange for at sige noget forkert, selvom han var sikker på at Chez ikke kunne blive sur. Han satte sig på den ene side af ham, næsten helt op af ham for at være helt præcis. Man skulle nok ikke tro det, men Starlet var ret genert. Dét at være inde i en anden persons hjem, var en af de grænse overskredne ting som Starlet havde kodet ind i sin hjerne. Der var mange af den slags ting... sjovt nok var det eneste som ikke lå over hans grænser var netop dét han gik og tjente penge på.

Chez kiggede på Starlet med store øjne. Han havde sjovt nok fået den modsatte snak fra Cloud, han sagde altid 'hold det inde i dig selv, lad ikke andre kende til dine svagheder' "vis du ville kunne jeg fortælle dig det " sagde Chez og tænkte sig om, han kunne vel starte fra starten men der var jo lige et par ting han brude springe over, da det igen handlede om hans race. Chez var mere eller mindre forvirret over hvor Starlets grænser lå, han sagde selv han ikke kunne lide at blive rørt men alligevel havde han det job han havde. Derfor gjorder Chez ikke rigtig det han plejede, han ville nok ha uglet Starlets hår mange gange og overfaldt ham med kram. Men det ville da ikke skade at spørger? "må jeg.. gi dig et kram? jeg ved du ikke kan lide nærkontakt men jeg skal nok gøre det kort." spurte Chez som var retter imod Starlet med hænderne foran sig ligesom når man beder til en gud og nej Chez skiftede ikke emne han ville bare ha svar om Starlet ville høre historien først.

"Bare fortæl, hvis det kan hjælpe..." Star smilte en smule og lagde hovedet en smule spørgende på skrå. Pokkers... han gjorde det igen, måske var det ikke så slemt, det Chez gjorde ved ham, uden selv at vide det.
Starlets smil falmede en smule da Chez spurgte efter et kram. Han havde jo fået et før, et hurtigt og ret tilbageholdent et, men det var da et kram.
"Så bliver du nok nød til at gå i seng med mig..." Star smilte en smule igen. Det var ikke så tit at han var sarkastisk, hans humor blev også omtalt som sort, så det kunne godt være svært at se om han var seriøs, eller ej.

Chez var jo enlig opvokset med nærkontakt , grunden til at han elskede at give eller modtage kram, er på grund af at han kunne høre de levenes hjerter, han behøveder dog ikke at ha hovedet imod brystet for at høre lyden, den lyd beroligede ham. Hans var for længst sovet ind dog slog den stadig bare meget meget svagt da Chez ikke længere har brug for det. Chez grinte da han godt kunne høre sakasmen i Starlets stemme.

Chez tog en dyb indånding da historien var lidt lang "Jeg har aldrig kendt min far , han forsvadt før jeg blev født. så jeg blev opvokset som ene barn sammen med min mor.
Jeg spurte tit hvem min far var men hun svarede aldrig, da jeg spurte hvordan han så ud stilte hun mig foran spejlet og sagde 'du ligner ham på en prik' det troede jeg selvføllig på da jeg ikke lignede min mor på nogen måde. Problemerne startede da min onkel begyndte at finde interesse i mig, jeg tror min mor vidste til dette dog havde hun aldrig forventet at han kidnappede mig da jeg var 8 år.
Min mor blev ustabil og tog livet af sig selv. Min onkel umm hvordan skal jeg siger det her?.. behandlede mig ikke godt? han brugte min til et eksperiment og til hans egen lidenskab med andre ord voldtægt, da han blev træt af mig smed han mig på gaden men jeg blev reddet af Cloud såå en halv happy ending var der jo," sagde Chez og grinte. Det var vel en lidt sørgelig historie men der var børn som havde oplevet værre ting.

Starlet nikkede stille og vendte tænkende blikket mod sine fødder. Ved første øjenkast så Chez ud til at være en dreng uden nogle problemer, glad hele dagen... det er nok derfor man ikke skal 'dømme en bog på omslaget.' Starlet bed let i sin underlæbe hvorefter han åbnede munden på klem. "Det er jeg ked af..." Lød det stille, hvad skulle han ellers sige? Måske skulle han bare ha' holdt sin mund. Star lagde forsigtigt armene om Chez' hals, dog i et utrolig let, og tilbageholdent greb.
"Du... burdte virkelig tænke en smule mere på dig selv." Starlet grinte en enkel, kort gang og strammede grebet en lille smule. Første gang han havde grint i lang tid, nok flere år... og så var det ikke engang et rigtigt et... syndt, Chez havde næsten fortjent det. "Idiot..." Mumlede han lavt og smilte en smule, selvom Chez nok ikke ville kunne se det.

Chez smilte svagt, han var ikke stærk i sindet han gemte sig bag hans smil og lod som om intet havde rørt ham. Det var sådan han klarede hverdagen, men han havde nu glemt de fleste detaljer hvilke også var det bedste , han tænke heller ikke længere på fortiden men på fremtiden. "ked af? du skal ikke være ked af det da du ikke skal blandes mere ind i mit indvilkede liv" forklarede Chez og grinte. Han mærkede Star's arme ligge sig rundt om hans hals og lukkede øjnene. Chez lod svagt hans hovede hvile sig på Star's skulder da hans havde føltes tungt. "skal jeg nok" sagde han og hørte godt han sagde idiot men svarede ikke.


//sorry at jeg ikke har været på -__- har været i kbh til fødselsdags fest//

Starlet sukkede svagt og lukkede øjnene en smule i, han havde dem stadig åbne nok til at han kunne se en streg af hvad det nu var Chez havde på sit værelse, men efter noget tid slappede han mere af og lukkede øjnene helt i. "Chez? Må jeg ikke godt overnatte her? Bare til imorgen?" Lød det lavt fra ham, hvorefter han gemte hovedet ned mod Chez' skulder. Han var ikke rigtig sådan én som spurgte om den slags... normat ville han jo også ha' haft den lille 'arbejdsplads' som oven i købet blev betalt for ham. "Jeg kan bare sove på gulvet, eller sådan noget..." Hans greb blev en smule fastere idet tiden gik og der var stilhed. Dumme stilhed... han kunne ikke lide den, men han kunne heller ikke lide støj, men hvem kunne det? Det var jo ikke hans skyld at han havde følsomme øre. Han sukkede igen, fik sine tanker på rette vej igen og ventede på Chez' svar.

*overnatte?* tænkte Chez og man kunne mærke han tøvede. Ikke fordi han ikke ville ha Starlet skulle sove her, men mere fordi han ikke ville høre eller se hans brors reaktion. Han mærkede Starlets greb blev lidt hårdere og smilet fandt så igen vej til hans læber "Selvføllig, der er altid plads til en til , og Nej du skal ikke sove på gulvet , du for enten et gæste værelse eller så kan du sove her i min seng der er plads til to og siden sengen er så stor tror jeg ikke du vil lægge mærke til at jeg er der " sagde Chez og spekulerede over hvor gæste dynerne og puderne nu lå. Det var sjældent at Chez fik besøg og endnu mere sjældent at der var en af Chez gæster som ville overnatte her. Det gjorder ham glad, han glemte nærmest hans bror og de skrammer, som nok ville komme senere.

"Mhm... Jeg vil gerne blive hos dig... jeg kan ikke lide at være alene." Han løsnede grebet og lod tilsidst sin ene arm glide ned af Chez' skulder, hvorefter han trak sig en smule tilbage.
"Men er du sidder på at det er okay?" Han bed kort i sin underlæbe på en lidt nervøs og usikker måde. Han var ikke særlig vant til at overnatte hos nogen... den eneste han kendte på sin egen alder, udover Chez, var Mie og hendes forældre var ikke specielt glade for at hun var så tit sammen med Star, han måtte ikke engang komme ind i deres hjem!

//Uuuh... krea-lack x_x//

"i orden, jeg smutter lige ud og henter en dyne, bliv her " sagde Chez med hans smil på læberene og begyndte langsomt at rejse sig op fra den bløde seng. "og ja, jeg tror ikke Cloud har noget imod det så længe vi ikke forstyre ham, husk vis du ser ham kig ham ikke i øjnene og svar aldrig igen, dette er vigtige regler " sagde Chez med en lidt alvorlig undertone men smilet hang stadig på hans læber, imens han bevægede sig ud fra værelset ind i den mørke gang. Chez nynnede imens han langsomt gik ned langs den mørke gang, indtil han nåede til et skab. Han åbnede skabet og begyndte at tag en hvid dun dyne ud, da stemmerne i hans hovede igen begyndte at snakke. Chez gav slip på dynen og satte sig på hug imens han tog hænderne op til hovedet som når man er mange for at nogen skulle slå ham, men han vidste at det ikke kunne lukke stemmerne ude. De var inden i hans hovede. Mit navn er Cheshire, mit navn er Cheshire mimede Chez for sig selv flere gange, Mit navn er Cheshire ikke... Morder, dit navn er Morder, dit navn er Morder , Dit navn er fej... fej og ussel.. du lyver over for dem du har kært for at de ikke forlader dig.. Morder!! sagde stemmen. Det var ikke noget nyt det skete næsten hver dag, Chez havde jo skitzofren, derfor strammede han grebet om hans øre men det hjalp stadig ikke.

I mellem tiden gik en ung pige , Diva, ind på Chez værelse hvor Starlet vel stadig sad på sengen. Hun havde intet ansigts træk, hun viste ingen følser det virkede koldt og underligt da en pige som var et år yngre end Starlet og Chez ikke viste følser som normale folk ville. Hun gik langsomt hen imod Starlet i fine bevægelser "Hvor er Cheshire?" spurte hun og hendes stemme virkede så følsesløst/tomt som hendes dybblå øjne, de virkede næsten sorte. Hendes hud var ligbleg mere bleg end Chez's hudfarve og det så nok endnu mere blegt ud med hendes kulsorte hår som lignede Clouds hårfarve. Af tøj havde hun en brunlig/sort kjole på.

Diva:

Starlet smilte lidt til Chez da han gik ud af værelset, og han drog et let og stille suk. Han kunne ikke lide at være alene i et hus han aldrig havde været i før, han ville helst ha' været gået med, men det var ligemeget nu. Han trak benene op under hagen og lagde armene om dem, så hans fødder hang ud over sengekanten. Stilheden var ubehagelig, især nu. Han lukkede øjnene og satte panden mod sine knæ.

Der gik et par minutter før han hørte døren gå op og han løftede ansigtet, da han troede at det var Chez, det var det ikke. Det var en pige, måske på alder med Star, eller der omkring... Diva? Var det det hun hed? Chez havde vist nævnt hende første gang de mødte hinanden, men han var nu ikke sikker. ”Han... gik” lød Star's altid lave og nærmest hæse stemme. Han satte panden mod sine knæ igen, og håbede næsten på at hun forsvandt.

//så er det vist på tide at Starlet for at vide at Chez ikke er et menneske xD men vær nu ikke for hård imod Chez -__- //

Diva sukkede dybt og gik igen hun smækkede døren i så hårdt at nogle af Chez's bøger fra reolen faldt ned, den ene bog åbnede sig i faldet. Det første der stod på siden var


Det var nok ca. det Starlet ville kunne nå at få læst før at Chez kom ind af døren med en dyne foran ansigtet. "undskyld at det tog lidt tid , kunne ikke lige finde dynen" sagde Chez og med dynen på sengen. Det var løgn da han enlig havde brug det meste at tiden på at få tankerne af hovede. Det var ikke et let liv han havde men det var langt bedere end menneske livet og der var fok som havde det værre end ham.

Starlet så efter Diva da hun hun gik ud af døren, og hans blik faldt på den bog der faldt ned og åbnede sig. Han rejste sig op og tog den op i sine hænder og begyndte at læse. Han satte hovedet uforstående på skrå ved årstallet, 1702? Enten var Chez sindssyg, eller også... Starlet lukkede øjnene. Han var ikke typen der troede på magiske væsner fra andre verdner, de hørte til i eventyrs bøger og skrækhistorier. Han satte sig på sengen igen og skulle til at læse vidre da Chez brasede ind af døren. ”Chez...?” Han så op på ham og smilte en smule, som var han sorget. Man kan enten grine, eller græde og Starlet var ikke græde-typen. ”Hvad er du?” han satte hovedet lidt på skrå, stadig smilende, som var han den mest posetive person i hele verden. Chez havde bare at give det rigtige svar...

Chez satte først hovede på skrå og kiggede uforstående på ham. *Hvad er du? * først gav det ikke mening, ikke før at han så Starlet havde hans dagbog i hånden. Det var nok alt for sent at lave en undskyldning eller opdigte en løgn. "Ville du tro mig vis jeg overhovede sagde det??" spurte han med en lidt alvorlig undertone. Han var ikke sur, det lå ikke til hans natur at være sur. "jeg er ikke menneske, i hver fald ikke mere, jeg blev født i år 1660 sååå nu er jeg nok.. hmm.. 350 år gammel? jo der omkring. Cloud forvandlede mig om til en vampyr" forklarede han imens han langsomt havde taget dagbogen ud af Starlets hånd og sat den på plads i den støvet bogreol igen, hvor den hørte til.

"Så.... du er ikke menneske?" Starlet smilte stadig, som sad de og snakkede helt normalt til hinanden. Han kunne ikke lide det. Starlet troede på ham, og brød sig overhovede ikke om det. "Hvorfor fortalte du mig det ikke?" Hans stemme var mindre rolig end før og en smule højere, men han smilte stadig, som sad han fast sådan. Han var vred og ked af det på samme tid, så han vidste ikke hvad han skulle føle først. Det endte så med at han valgte vred, nok uden selv at ville det. Han rejste sig og så på Chez, stadig ikke i øjnene, men et sted under og så begyndte han; "Troede du bare at du kunne holde det skjult for evigt, uden at jeg ville finde ud af det? Stoler du virkelig så lidt på mig!?" Han råbte næsten, ikke helt... han kunne råbe meget højere hvis hans stemmebånd kunne klare det.
Han var nok mest sur over at Chez ikke havde sagt det før. Han var blevet vred dengang han havde fortalt at han var morder... men hvad med nu hvor at han fandt ud af at han var et helt andet væsen!?

"jeg vidste det ville komme op før eller senere... men hvad skulle jeg sige? 'når ja det havde jeg nær glemt jeg er slet ikke et menneske? ' Det er ikke fordi jeg ikke stoler på dig, jeg kan bare bedere lide at ingen ved det, folk...behandler mig anderledes efter de ved det. Så er jeg ikke bare Cheshire men lige pludselig blodsugeren. og jeg vil gerne nu lige sætte streg under at jeg ikke drikker menneske blod vis jeg kan undgå det" sagde han med en lav stemme og blikket vendt imod siden da han ikke ville kigge på Starlet lige nu. Han kunne godt høre vreden i stemmen men hvad skulle han gøre ? Han kunne dog ikke benægte at han selv valgte at blive vampyr den dag han mødte Cloud. Cloud havde aldrig tvunget nogen til forvandlingen. Det var Chez som insisterede. "men jeg er jo som jeg er den Chez du kender er stadig Chez jeg opføre mig ikke anderledes men det gør de andre altid..." sagde han mumlene

"Det er da klart at folk tænker sådan! Vampyre suger menneske blod!" Starlet vendte sig om så han ikke behøvede at se på Chez. Starlet ville nok begynde at græde så han turde ikke. "Og du kunne ha' sagt det, da du fortalte det andet... så behøvede jeg ikke at råbe af dig to gange..." Han halv-råbte stadig, men det var vel forståeligt nok. Starlet var ikke vant til alt sådan noget at gøre med vampyre og den slags, hvis han kunne ville han nok ha' løbet hjem, for at få en pause... Chez kom altid med sådan nogle "nyheder".
Han sukkede svagt og vidste ikke hvad han skulle gøre. "Idiot..." Endte han med at mumle... lavt og næsten roligt!

"Det er også kun de to hemmeligheder jeg har.." sagde han meget lavt. På en måde kunne han godt lide da Starlet ikke vidste det. Det fik ham til at føle sig normal, men nu.. ja Chez kunne ikke gøre andet end at håbe på Starlet ikke ville forlade ham. "Grunden til at jeg heller ikke fortalte dig det var at jeg var bange for at du ville..gå " sagde han lavt. Da starlet havde ryggen til ham skulle Chez til at ligge hånden på Starlets ryg men ombestemte sig i sidste øjeblik da han var bange for afvisning. Hvad nu vis Starlet ikke så ham som Chez men som det blodsugene monster som hans race også blev kaldt. "undskyld.."