Music is life (Cheshire-Privat)

Starlet satte sig på hug ned på gulvet og gemte ansigtet i sine korslagte arme. "Du kan ikke sige undskyld..." Mumlede han lavt. Hvorfor skulle han også det? Nu var det jo Starlet der var lidt sippet, men han var ret ligeglad. Han ville jo alligevel ha' behandlet ham normalt hvis han havde sagt det i starten. Måske ville han ha' været en smule usikker i starten, men nok ikke mere end han altid var.
Inderst inde havde han lyst til at skyde skylden på hende Diva... det var jo hendes skyld at bogen var faldet på jorden. Han trak vejret højt gennem munden. "Måske burdte jeg også gå?" Han sagde det hårdt og stift, selvom han jo ikke rigtig mente det. Lige nu havde han ikke andre end Chez.

Chez satte sig på hug foran Starlet. Ventene sad han på hug foran Starlet med hovedet på skrå og med et bekymret udtryk. Igen rakte han hånden ud efter Starlet og denne gang lag han den langsomt og forsigtigt på Starlets skulder. "selv vis du gik hvor ville du gå hen? jeg vil ikke ha du går .. bliv .. jeg ber dig " bedte han og rejste sig op. imens han tog noget op og satte den næsten helt oppe i Starlets hovede som stadig var gemt i armene "se mr. Muffiens vil heller ikke ha du går" sagde han og viste en helt hvid kat. Den miavede og slog efter Starlet med dens pote. Ikke med klør men mere af nysgerrighed

Chez havde ret... han kunne ikke gå andre steder hen, lige nu var hans lille lejlighed låst på grund af Mie... og hans forældre havde låst ham ude af huset. Han sukkede og fik et mindre chok da han hørte det lille miau, og han løftede blikket og stirrede på den hvide kat. Starlet så lidt forvirret på Chez, før han løftede den ene hånd og lod den hvile i et kort øjeblik på kattens hovede. "Kat?" Mumlede han lavt og lod sig falde ned på knæ. De eneste dyr Starlet ikke kunne lide var hunde og påfugle, han vidste ikke hvorfor... men det var vel bare én af de ting i verden som der ikke var svar på. "Jeg vidste ikke at du havde en kat" Mumlede han og smilte en smule. Han kunne godt lide katte. Han havde en lille kat da han var mindre, men den stak af og han havde ikke haft en siden.

"mh, jeg har altid haft kat, jeg kalder ham mr. Muffins som jeg sagde før. " sagde han og gav slip på katten den spand bare og var meget venligsindet som man kunne se. katten lag sig stille imellem dem begge. Den havde nok mærket der var noget galt før og var gået ind i rummet for at hjælpe. Katten var hvid og langhåret. Den havde gyldne øjne ligesom Chez "Det er ærligeligt at katte ikke lever evigt men alle de katte jeg har haft har levet et godt liv" sagde han og sad stadig i hug. stilheden brede sig igen og pludselig ud af det blå kom der et nys fra Chez det fik ham til at falde bagover.

"Mr. Muffins?" Mumlede han lavt mens han stirrede på katten med sine tågede, blå øjne. Det var nok kun Chez som kunne finde på sådan et navn til en kat. Den kat Starlet havde haft hed Rin, ligesom den lyd der kom når man rystede en meget let bjælde. Starlet smilte svagt og lagde hovedet en smule på skrå mens han betragtede katten. Chez var nu også et katte-menneske... eller rettere sagt "vampyr".
Starlet så lidt på Chez da han nøs for derefter at falde bagover. "Måske er du allergisk, siden du nyser sådan..." Star smilte en smule og skubbede sig fremad så han kunne læne sig ind over Chez. "Og lad vær med at få mig til at smile, når jeg er sur på dig..." Starlet så væk og lagde armene over kors.

Mr. Muffins var rigtig nok et navn, Chez havde fundet på. men det var nu også fordi , at han havde fundet katten i en gyde. Bagved bageren, som var kendt for hans lækre muffins.
Han vidste ikke om rygtet var sandt, da han ikke kunne spise menneske mad. Det gjordet ondt at synke og så smagte det også ækelt i hans mund, da det jo ikke er hans rigtige føde længere. "jeg er ikke allergisk " prodesterede Chez selvom han enlig ikke vidste om han var det. Måske var han bare syg? "undskyld, men det er da berede at smile end at være sur. Desuden klær surhed dig ikke men det gør smil"

"Jeg er ligeglad... når jeg er sur, er jeg sur." Han satte sig helt ned og stirrede lidt på katten for ikke at se på Chez. Han gjorde det igen... Chez kunne få folk til at smile uden selv at vide det, men lige nu havde Starlet ikke lyst til at smile... hvor irriterende. Han kunne huske da han var lille og Nanny gjorde det, hans gamle barnepige (som faktisk var en dreng). Fik ham til at grine når han var sur, kildede ham eller lavede "Gabriella", en kat som han lavede ved hjælp af hænderne. Starlet smilte lidt, intil han kom i tanke om at han stadig var sur.
"Havde du ikke et gæsteværelse?" Mumlede han lavt og så på Chez ud af øjenkrogen. Han ville gerne ha' at Chez kunne se at han mente det, og ikke bare lavede sjov når det kom til den lille overraskelse som han fik...

"men man kan jo ikke være sur for evigt " sagde han og grinte. Imens han satte sig op med lidt besvær. "gæsteværelse? jooo den her vej.." sagde Chez og smuttede ud af døren ind i den mørke gang
"og tag dig ikke af mørket jeg har nogle gange problemer med at styre mine evner, jeg kan kontrolere skygger og hypotisere folk " forklarede Chez og kunne lige så godt fortælle det hele. han åbnede en dør til et værelse med hvide vægge, møbler laner. Næsten alt var hvidt den eneste ting der ikke var lampen.

Starlet rejste sig forsigtigt op og gik stille efter Chez uden at sige noget. "Åh! Nu er jeg da mere rolig." Mumlede han sarkastisk, mest til sig selv. Han sukkede lavt mens han stille fuldte efter, prøvede at ignorere mørket... han var mørkeræd, og havde nok altid været det, så han havde altid et lys tændt inde på sit værelse når han gik i seng. "Ved du hvad klokken er?" Mumlede han lavt og så på Chez ud af øjenkrogen da de var kommet ind på værelset.
Pokkers... hvis han ikke havde lavet den all-nighter havde Mie ikke låst døren og han ville ha' siddet oppe i den lille lejlighed med sin tegneblok, eller sådan noget... og ville ikke ha' stået i denne, næsten pinlige atmosfære... typisk.

"men de er til beskytelse, " forklarede han igen. Det var en kompliseret evne. Den tænkte næsten for sig selv og reagerede på hans følser, vis han var vred eller bange begyndte evnen automatist at blive tykkere og højst sansynligt angribe. Men Chez følte sig tryg når han var hjemme og også når han var sammen med Starlet. Det gav ham en følse af ro. "klokken? ... um " han kiggede på et ur han havde rundt om håndledet. "2:45 om natten " sagde han og lød ikke overrasket,

"Det var meget..." Mumlede han lavt og nikkede kort. Så var det nok derfor han var så træt, han var vant til at gå i seng ret tidligt, så han faldt nok i søvn ret hurtigt, når han først havde lagt sig ned, selvom... han jo var alene... damn... det havde han ikke lige tænkt over. Starlet bed sig kort i underlæben mens han trak vejret stille og roligt, eller det prøvede han ihvertfald. Pokkers også. Han kunne bedst lige at der var én når han skulle sove, derhjemme måtte det blive Nanny, som sad og slumrede i den hvide gyngestol i hjørnet.
"Ehm..." Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvor irriterende... pinlig tavshed...

gæsteværelset, var faktisk lige overfor Chez værelse. Han nikkede "det var jo også ca. ved midnats tid vi mødte hinanden igen ved legepladsen. " fortalte han, imens han kiggede på Star, han mærkede stilheden og kunne ikke holde det ud da han troede det var pga ham. "er der noget galt? suk.. hør vis det er fordi jeg ikke er.. menneske skal du alsår ikke være bange , jeg bider ikke og jeg har ingen trang til.... jeg er i hver falt ikke sulten " forklarede chez og man kunne høre han mente det. "vis du vil kan jeg bevise det ved at sove hos dig, jeg mener vis du tør " sagde Chez og det sidste lød lidt mobbende xD

"Det er ikke derfor!" Han lagde armene over kors og vendte sig væk fra ham. "Det er fordi jeg er sur på dig..." Mumlede han så. Han kunne godt høre at det var en smule mærkeligt. Han var ikke bange. Han var godt klar over at Chez aldrig kunne finde på at bide ham... og hvis han gjorde, var han vel godt klar over at Starlet aldrig ville kunne tilgive ham igen, hvis han da overlevede! Han havde aldrig hørt om folk som var blevet bidt af en vampyr, men de døde altid i film, eller også blev de forvandlede til vampyre, selv. Han så hen på Chez igen, da han kom med den lidt mobbende kommentar. "Jeg sover alene." Sagde han så bestemt og nikkede en enkel gang for at bekræfte det.

selvføllig var film noget bras alsår vis ma sammenligner det med virkeligheden. Chez havde set en vampyr film en gang og var nær død af grin. Det var rigtig nok at de fleste folk døde af det men der var også mange som overlevede uden at blive til en vampyr. "Det er vel acceptabelt, men så godnat " sagde han imens han gik ud af rummet og lukkede døren efter sig. Han gik ind på værelset og var lidt urolig med at lade Star sove alene specielt når Diva var i huset. Hun virkede måske svag, men et bid fra hende og din krop bliver lam (hendes evne er at gøre folk lamme ved bid) selvføllig kun i noget tid. Måske burde Chez lige advare Star inden han lag sig til at sove? Chez gik igen ud i gangen og åbnede Star's værelsedør uden at banke på det var jo en vane da det var hans hus så han glemte automatisk at banke på.

"Godnat..." Mumlede Starlet lavt efter ham, og så stod han alene tilbage i stilheden. En kuldegysning fik hans blodcirkulation gang igen og han kiggede lidt rundt før han trak op i den tykke trøje som dækkede den røde T-shirt han havde indenunder og skulle til at trække den over hovedet da han hørte døren gå op. Han fór sammen på gulvet, satte sig på hug og lukkede øjnene hårdt i. Han troede ikke at Chez ville komme tilbage så hurtigt, så han havde selvfølgelig fået en forskrækkelse.
Da der var stille et øjeblik åbnede han øjnene en smule og så at det var Chez. Han tog en dyb indåning og trak trøjen over hovedet, før han rejste sig op og så på ham. "Har du aldrig lært at banke på?" Mumlede han og holdte trøjen ind mod sin krop, for nærmest at dække for den.

Da han åbnede døren så han at Star var igang med at skifte trøje det fik ham alligevel til miste koncentrationen et øjeblik og i det øjeblik smuplede han over sine egne ben.
Så han faldt udstrakt ned på gulvet. Da han satte sig op igen tog han sig til næsen kom han havde slået i faldet. "det er jo mit hus, så jeg glemte det, undskyld " sagde Chez og rejste sig op igen "ville bare lige advare dig " forklarede han og lød enlig ikke særlig alvorlig. "Diva, lad vær med at snakke med hende eller være alene med hende hun er også en vampyr hun er dog ikke så... venlig vis du forstår. hun drikker sjældent menneske blod da hun bedst kan lide engle blod men alligevel " forklarede Chez

"Hmm... hende med det mørke hår?" Mumlede han og lagde hovedet en smule på skrå. Det var jo hendes skyld at han havde fundet ud af at Chez var en vampyr, han havde allerede talt med hende, men kun et kort øjeblik og der var hun ikke særlig farligt...
"Er du okay?" Mumlede han så, hentydet til faldet... føler vampyre egentlig? Nå, det kunne være ligemeget nu, Chez så ikke ud som om han havde slået sig utrolig meget. Starlet satte hovedet en smule på skrå og smilte en lille smule, det så godt nok lidt komisk ud. "Jeg skal ihvertfald nok passe på..." Sagde han så og nikkede kort.

"ja hende med det mørke hår, har du mødt hende? " spurte han undrene og satte hovedet på skrå , Diva snakker normalt ikke til fremmede. Hun snakkede dårlig nok til Chez. Og vis hun gjorder var det fordi hun enden var sulten eller ville brokke sig over chez's opførsel hun syndes han var for glad. Ikke alle vampyre følte snarte ligesom mennesker. Chez nikkede " mh, jeg er okay slog mig ikke så meget " sagde han og børstede det værste støv af hans tøj. "hvilke racer kender du til ? mennesker og nu vampyre? hvilke racer kende rdu ellers?" spurte han

"Hun kom ind på dit værelse lige da du var gået." Forklarede han lavt og trak kort på skuldrene. Hvorfor skulle det være sært? Hun boede jo også i huset så hun havde vel ret til at gå hvor hun ville...
Starlet lagde hovedet en smule på skrå da Chez havde spurgt om han kendte til andre racer. Tsk... han troede kun at der var mennesker, han vidste ingenting om "andre racer." Han rystede kort på hovedet, en smule forvirret, dog nyskerrig. "Kun... dig." Mumlede han. En verden hvor væsner fra eventyrs bøgerne blev virkelige... det lød næsten som en bog i sig selv. Gad vide om der var andre mennesker som vidste noget om det...

"ehh? det burde du, der findes mange væsner som engle og dæmoner. men det finder du nok ud af efterhånden " sagde han og smilte. Et suk kom dog fra ham tilsidst og han vende sig om for at gå "men bare lad være med at snakke med hende " forklarede ham, Ikke fordi Cloud var meget bedere men Cloud angreb aldrig gæster. Han gik ind på hans værelse og lag sig på sengen det havde været en lang dag og han faldt hurtig i søvn. Ikke fordi han fik meget søvn for han vågnede tidligt om morgnen af normal reaktion.

Da Chez var gået stod Starlet alene tilbage og så lidt efter ham, han kom nok ikke tilbage denne gang. Han tog sine bukser af så han kun stod i T-shirt og bokseshorts, og satte sig ned på sengen. Han vidste at han ikke ville kunne falde i søvn... ikke sådan, så efter et lille stykke tid rejste han sig op fra sengen og listede ud af værelset, ind på Chez's. Han bed sig i læben. Han havde vel ikke noget imod det? Det var jo bare en vane han havde... der skulle være nogen når han sov, så det var vel ikke hans skyld. Starlet listede hen til Chez's seng, løftede op i dynen, og lagde sig ved siden af ham, eller måske rettere sagt; op af ham, og faldt i søvn. Nej. Starlet var ikke bange for ham, hverken før, eller efter. Chez, var jo bare Chez... og hvor stor en skade kunne han formå at lave?

Chez sov også i bokseshorts som han altid gjorder.
Da han vågnede tidlig morgen før Star. Mærkede han noget ligge ved siden af ham, så han åbnede langsomt hans øjne og det første han så var star's sovene ansigt.
Af normal reaktion fordi hsn fik et chok, skreg han og røg helt ind i væggen (sengen ligger jo op af væggen og Star ligger yderst så Chez 'sprang' indaf). Han havde i et kort sekundt glemt at Star var i huset. "s..star" sagde han lettet og tog e dyb indåning.
Chez var kommet til at trække hele dynen med sig da han fik et chok og Star var højst sansynlig vågnet fra før.

Starlet åbnede øjnene let på klem da han hørte Chez (og mærkede kulden da dynen blev trukket væk!) "Mhm...?" Mumlede han halvt i søvne og skubbede sig så op og sidde. "Hvad...?" Gabte han og holdte øjnene lukkede i et kort stykke tid før han åbnede dem igen og så hen på Chez. "Aw... mit hovede" Sagde han lavt og satte en hånd for panden med en lille grimmasse. Hovedpine... for sent i seng og for tidligt op. Typisk.

// Krea-lack ^^''//

"undskyld, jeg fik lige et hjerte stop, da jeg et kort sekundt havde glemt du var her, desuden troede jeg du ville sove i gæsteværelset " sagde Chez og ånede lettet op alle ville da få et chok , vis de pludselig vågner op og der ligger en person ved siden af en.
"hovede pine? jeg har hovede pins piller vis det er og vis du stadig er træt så sov lidt videre " sagde han og skubbede dynen over til Starlet igen. Chez var ikke så træt han havde ikke brug for særlig mange timers søvn.
Huset var stille det eneste man kunne høre var sig selv trække verjet og så fuglene udenfor, ellers ingenting.

"Jeg glemte vist at jeg ikke kan lide at sove alene..." Mumlede han og trak kort på skuldrene. Det havde han nok aldrig rigtig kunne... han havde jo altid haft én eller anden ved sin side mens han sov! Han bed sig hårdt i underlæben og fik nærmest et trist udtryk i ansigtet.
Starlet betragtede Chez i et kort stykke tid før han stille kravlede hen til ham, lænede sig ind mod ham og lagde armene om hans hals, hvorefter han pressede sig ind imod ham. "Undskyld jeg blev så sur..." Hviskede han lavt og lukkede stille øjnene. "Og undskyld at jeg råbte af dig." Tilføjede han så efter en lille pause. Det var ikke med den gode vilje at Starlet råbte, det gjorde ondt i hans hals, og han var ikke ret vant til det, når han jo altid snakkede så lavt. "Det er mig der er idioten her..."