You' r looking for me?//Vlad-Privat//

Mennesket så på Vladimir " Jeg vil tilbyde at hvis i vil have flere kræfter så kan i tage mit blod" sagde han med et smil på læben. Akira så misfornøjet på ham " Hvorfor skulle vi stole på dig?" spurgte hun og rynkede panden

Vladimir kneb øjnene sammen. Han kiggede rundt på havnen, og hvæsede lavt igen. "Hraargh.. Og hvad... For du.. Ud.. Af dette?" Spurgte Vladimir, og blev ved med at kigge rundt. Han havde allerede spist hvad han ville have for denne aften, og han vidste at det ikke ville hjælpe at spise mere.. Det ville han ikke blive mere kraftig af, hurtigere. Hans krop var stadigt svækket efter hans søvn, og at spise for meget ville ikke hjælpe ham.

" At jeg kunne få fred" sagde mennesket og smilte. Akira så på ham " Jeg stoler ikke på dig og hvorfor skulle vi tage imod dit blod, vi har lige spist " sagde hun koldt og så over mod det sted de sørgelige rester af de 2 jægere lagde.

Vladimir hvæsede lavt igen, og rystede på hovedet. "Aktiv... Dødshjælp? Hraargh!" Han tog fast i lygtepælen ved hans side, rev den i stykker, og kylede så den del han havde holdt fast i, imod mennesker. "Her! Men vibliver stående her... Ikke.. FLere.. Bagholdsangreb!" *Råbte han, i det lygtepælen fløj igenne luften som et spyd, directe imod mennesket,og hvis ikke at han flyttede sig, eller nogen redede ham, ville den spide ham.

Akira stod og håbede på at mennesket ikke flyttede sig, ikke fordi hun ville have mere blod, men mere fordi hun havde læst de tanker han havde mens han gav tilbudet, det var noget med at han ville forgifte Akira og Vladimir, men det ville ikke ske, for så dumme var de ikke

//Jeg kan ikke bestemme om mennesket flytter sig, det er din beslutning :) //

Mennesket stod bare og gloede på dem og opfattede ikke ret meget før det var forsent og han var blevet spidet af lygtepælen., Akira så på Vladimir med et smil og derefter på mennesket.

I det at mennesket bliver ramt, bliver han også smidt en meter tilbage, og lygtepælen trængte også igennem en mur, og spider ham fast til den. Vladimir hvæsede lavt, og knurede så en smule. "Jeg.. Tvivler.. På... At denne.. Bare ville dø.. Han havde.. Andre bagtanker.. Havde.. Han ikke?" Spurgte han Akira, og kiggede på hende med et øjnbryn løftet.

Akira nikkede " Jo, han ville have forgiftet os" sagde hun og så på Vladimir. Hun kunne ikke forestille sig at dø, nu hvor hendes indre vampyr havde fået lov til at udfolde sig.

Vladimir rystede på hovedet, og kiggede hen imod liget, som langsomt døde, i store smerter. "Barh.. Min krop.. Ville stoppe giften.." Sagde han. Hans ellers sure og frustrerede holdning, fik ham alligevel til at brede et tilfreds smile, og kiggede op imod byen. "Denne.. By.. Er ændret.. Folk.. Er bange.. Forsigtige.. Nogen selvmorderiske... Jeg.. Er glad.. For.. At jeg kan lade min styrke.. Vokse.. I sådanne en by..." Sagde han, og smilede bredt stadigt.

Akira så på ham og brød sammen og tog sig til maven " Hv.,,.. hvad nu?" sagde hun forvirret og bed sig i underlæben af smerte. og så op på Vladimir. Hun vidste ikke hvad hun skule gøre. måske var det hendes indre vampyr der var ved at komme frem i hende.

Vladimir slikkede hans læber, og trak vejret dybt, inden han kiggede ned på Akira, med et øjnbryn rejst. Han kneb så øjnene, og hvæsede lavt. "Hvad... Sker der?" Spurgte han, og kneb sine øjne sammen en smule mere, og kiggede så rundt, med et øjnbryn rejst igen.

Akira rystede på hovedet " Jeg.. Jeg ved det ikke" sagde hun og lige pludselig stoppede det bare, hun vred sig ikke længere i smerte, men kunne rejse sig. Akira kunne mærke noget der var forandret og åbnede munden og lod en finger kører over hendes hjørnetænder " Hvordan!" Hun så på Vladimir, det må være efter han bed hende

Vladimir kiggede på hende, og rejste et øjnbryn endnu engang. Så smildte han halvt, og rystede på hovedet. Han knurede lavt, og lo et par gange. "Var det.. Ikke engang.. Sket... Endnu?" Han hvæsede lavt, og kiggede væk. Du.. Har været.. Vampyr.. I så mange år.. Og først nu.. Er det.. Sket?" Spurgte han, og rystede let på hovedet igen.

Akira så på ham " Du ved intet om hvordan min fortid var! Jeg holdt min indre vampyr væk med vilje" vrissede hun af ham " Du skal ikke lære mig noget! Er det feset ind!" råbte hun og så på ham med et vredt udtryk inden hun vendte sig om og gjorde klar til at gå.

Vladimir kneb øjnene sammen imens han blev råbt af, og hvæsede så højt i det hun vendte sig om, og hoppede efter hende. Han skarpede ud efter Akiras ryg med den ene fod, smatidigt med at han pressede neda, for ikke at sparke hende fremad, men for at presse hende ned på jorden. Hvis at dett lykkedes, borde han sine klør ned i jorden ved siden af hendes hoved, og lagde sit knæ imellem hendes skulderblade, for at holde hende ned, imens han hvæsede højt. "Hraargh! At du! Er ved.. At blive... En rigtig vampyr... Er ikke.. Min! Skyld! Og du.. Burde takke.. Mig! For at få det igang.. En.. Vampyr.. Der gemmer sig.. Er mere ussel.. End liget, i den gyde.. Som forådte.. Hans egne!"

Akira så på ham " DU våger på at røre mig!" sagde hun og forvandlede sig til en kat og løb væk fra stedet uden at se sig tilbage, men det hjalp sikkert intet, da hun vidste at Vladimir var stærkere end hende og sikkert kunne opspore hende på ingen tid.

Vladimir hvæsede og forsvandt i en sort røg, og en flagermus fulgte efter Akira. Vladimir følte sig provokeret, og hans stadigt primitive hjerne ville ikke tillade det. Andrenalinen i ham begyndte at rase, og han satte farten op i hans jagt. *Ved.. At du kan høre mig... Flygt.. Lige så meget.. Du vil.. Jeg finder dig.. Og hvis ikke i dag... Så en anden dag.. Du taler ikke.. Bare.. Ned.. Til en Nosferatu.. Og man.. Bider.. Ikke! Fingeren.. På den.. SOm.. Fodre dig..* Han skreg højt, og blev ved med at følge efter Akira.

Akira løb alt hun kunne som kat, selvom hun vidste det ikke hjalp en skid. hun stoppede op og så sig omkring og kunne ingen se, så hun forvandlede sig til menneske igen og ventede på at hun havde fået vejret igen så hun kunne løbe vidre

Flagermusen fløj hen over Akira, tæt ved en mur, men forsvandt så i en sort røg, og Vladimir kom frem. Han hvæsede højt, og rev i muren ved hans side, og derved rev han en masse mursten løs, som faldt ned imod Akira. Vladimir forsvandt igen i en sort røg, og skreg i det han så efter om Akira ville kunne nå at undgå det.

Akira så op og forvandlede sig hurtigt til kat igen og løb væk for at undgå murstenene. * Forsvind nu!* tænkte hun og løb vidre for at se om hun kunne slippe af med ham, hvilket hun selv syntes lød umuligt

Flagermusen skreg igen, og blev ved med at følge efter. Den forsvandt så i en sort røg igen, og faldt ned imod Akira. Han forsøgte at gribe fast omkring hendes katte form, og at holde got fast, i det han hvæser. "Stop! Forklar mig.. Hvorfor.. Du skammer dig! Hvorfor! Er det.. Så slemt.. At være.. Hvad du er! Dig! Kan man i det mindste... Se på.. Uden! At løbe væk... I frygt!!" Råber han højt af Akira. Om hun slap væk, eller han fik fat i hende.

Akira stoppede op og blev fanget af hans klør " Hvem siger jeg ville løbe i frygt?" sagde hun idet hun havde forvandlet sig til menneske igen. Hun havde ikke i nogen sammenhæng været bange for ham

Vladimir hvæsede højt af Akira. "Hraargh! Ved godt at DU! Ikke har løbet fra mig! Mente folk.. Mennesker! Væsner! I.. I.. Almindelige... Vampyrer, kan mænge jer.. Blandt.. Menneskende.. Det kan jeg ikke! Og stadigt.. Hører jeg en masse.. Raargh!! Plader! Om at I.. Hader... At være.. Hvad i er? " Han hvæsede højt igen, og løftede sin hånd, og skulle til at rive Akira, men stoppede sigselv, og stod i stedet og trak vejret ukontroleret. Han hvæsede kort igen, og vendte sig så, og begyndte at forlade Akira. Han følte stadigt ikke at han burde være den der tog hendes liv, som han gjorde da han fodrede hende.

Akira så på ham med store øjne " Hvem har sagt jeg er træt af at være hvad jeg er?" sagde hun vrissende og så på ham " INGEN!" råbte hun idet han begyndte at gå væk fra hende. " hvem er det nu der er en kylling" spurgte hun med et koldt smil.