Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Endnu engang lod han øjnede glide i og så sig om i rummet som om det burde have ændret sig på den tid de havde siddet i sofaen. Det kunne næsten minde om at besøge sin bedstemor, eller ikke at Ahngel var bedstemor-agtig, og i mellem de to var Ma'lakel uden tvivl ældst. Han kneb svagt øjnene sammen, hvor gammel var Ahngel egentlig?! De grønne øjne lagde sig kort ved de sorte roser og hans tanker faldt på den enkelte røde han havde set, han kunne stadig ikke lade være med at føle en sær medfølelse med den. Af alt der befandt sig her, var den røde rose nok det eneste som han havde fundet nogenlunde beroligende. Inden i besluttede han meget hurtigt at han ville se den igen, som var netop den et rigtigt individ, noget han kunne tale med: men han vidste selvfølge godt at det ikke passede. Han tog en lettere dyb indånding imens han tænkte på hvor håbløst det her ophold ville ende med at være, i sidste ende vidste han ikke hvad fanden han ville med det hele. Men det at være her kunne måske give nogle svar. Ma'lakel blev midlertidig revet ud af sine tanker da Ahngel endnu engang talte til ham, han rettede blikket væk fra de sorte roser og hen på ham i stedet for. Prøvede så vidt muligt ikke at vise hvad der foregik indeni, hvilket jo som altid ville lykkedes meget godt for ham. Til det som Ahngel lavt nærmest mumlede trak Ma'lakel bare på smilebåndet og der kom et lille 'heh' fra ham. Han vidste ikke om det var godt eller dårligt, han ville stadig gerne gøre sit lille opgør med hun-vampyren færdig, hvad end hendes navn så var. Hans øjne faldt da på Ahngel og han rynkede svagt brynene i det denne rørte ved sine spidser. Et øjeblik fik en en sørgmodig følelse, uden helt at forstå hvorfor, men ordret ensomhed kravlede stille igennem hans tanker inden at han så væk fra Ahngel endnu engang og så ind i ilden med et søgende blik. Flammerne ville som reaktion give nærmest et lille buk fra sig, svajende til en af siderne på en lettere unaturlig måde inden at Ma'lakel tog sine øjne fra ilden igen og spejdede lettere hvileløst rundt i rummet.
Da Ahngels stemme nåede Ma'lakel igen, lukkede han kort øjnene inden han endnu engang så over på Ahngel, men hvad der mødte ham var uventet. Stemmen havde indikeret at Ahngel ikke brød sig om Ma'lakels ordvalg, men hans ansigt, passede ikke med ordrende. Ma'lakel rynkede let på brynene og fulgte Ahngel's hånd imens denne rakte op for at lægge den på hans kind. Som de endnu kolde finger spidser lagde sig imod den mørke hud gik der et gys ned langs halv-dæmonens ryg. De grønne øjne fandt tilbage imens at Ma'lakel uden at vide det holdt vejret. Han lod det dog gå efter Ahngel endnu engang talte, dog lavere og mere, slesk. Der kom et velkendt lettere flirtende glimt i Ma'lakels grønne øjne, og denne gav dog også et smil fra sig, og skulle til at sige noget da han stille blev trukket tættere på Lucifer, og denne lænede sig imod ham. Først syntes dette surrealistisk, og Ma'lakel troede først at han sad fast i endnu en tvangforestilling, tanken strejfede ham om han var faldet i søvn, men som han blev trukket tættere på og Lucifers læber blot var så centimeter fra at røre hans egne, blev han fuldt ud klar over at dette ikke var nogen ønske tænkning og ingen illusion, men virkeligt. Lige så virkeligt som hans hjerte der lod blodet strømme igennem kroppen på ham en tand hurtigere. Og så skete det, deres læber blev atter forenet i et kys, varme mødte kulde. Han kyssede igen, fulgte Ahngels' læber i et velkendt mønster de før havde tilladt sig at havne i. I ren og skær refleks lod han sig løsrive fra sofaens ryg, og lænede sig ligeså imod Ahngel, rakte den hånd her havde langt langs sofaens rygkant ved dennes hoved, lod sine fingre glide ind imellem de fine silketråde af hår. Han lukkede øjnende og følte endnu engang Ahngel frem for at høre ham. Hvis han fik sin vilje ville han efter lidt tid uddybe det ellers uskyldige kys til noget mere lidenskabeligt og aggressivt. Lade tungen strejfe Ahngels, prøve at tage det til noget mere. Dette var bekræftende, dette fik nogle af de manglende brikker til at falde på plads. Og i skæret fra den brændende kamin blev han meget hurtigt klar over at han var faldet denne gang, faldet hårdt!

Hele det vampyriske indre syntes at ha snøret sig sammen til en klemt knude, der stikkede imod samtlige nerver på en lystfuld måde der nægtede at lade sig tilfredsstille. Ahngel havde tvivlet på Ma’lakels ’accept’ og var ærligt talt lettet over at han gengældte kysset.. Som Ma’lakels kys syntes at blive dybere, slap Ahngel ganske kort læberne, åbnede øjnene og betragtede Ma’lakels ansigt for en meget kort stund. Et usselt smil kom frem inden han med en glidende bevægelse lod den arm der havde holdt om Ma’lakels skulder, smyge om bag nakken på denne og over den anden skulder, hvor den nu ville finde støttepunkt. Han strakte da atter halsen for at fange Ma’lakels læber igen.. accepterende den dybere form af kys. Lidenskabeligt kys. Et han i tider faktisk havde delt til de sjældneste og selvom der havde været andre tilfælde, virkede de så forfærdeligt ligegyldige.. Ikke engang ansigtet kunne komme frem og overgå de grønne øjne i hans bevidsthed. Ahngel lukkede da øjnene let i, ikke stramt og hævede ligeså tungen imod Ma’lakels for at føre kysset til et mere lidenskabeligt niveau. Hånden der havde lagt over Ma’lakels ene side af hovedet, søgte nedad, over brystkassen og om på nederste del af hans brede ryg for let at bevæge fingrene en ussel smugle back t-shirten for bare at mærke hans hud og lade den afgive sin duft på Ahngels egne fingerspidser. Hans negle ville kunne mærkes, men det ville ikke skade Ma’lakels hud. Fingrene atter kolde.. Man skulle ikke tro at han sad i fronten af en knitrende kamin. Det lag af varme, der ville lægges over den forreste del af ens person, var ikke rigtig at finde. Nok var han ikke kold som en isblok da, men stadig for kold til at blive følt som en levendes berøring. Hånden bevægede sig roligt imod Ma’lakels lænd og delte takt med Ahngels kæbers bevægelse imod Ma’lakels, og som de små pauser ville komme imellem kysset, ville der drages et nærmest lettende suk. Da lod han endelig læberne slippe Ma’lakels da en tanke ramte ham. En tanke der havde været alt for nostalgisk i hans mening. Ville den lange tid med at forsøge at bevæge sig væk fra dette væsen, nu være fuldkommen spildt? Observere.. var hvad han var kommet for.. ikke knække og rode i skuffer der ikke angik ham, eller hvad? Hvis Ma’lakel ikke lagde mere i det, ville Ahngel atter slippe ham med en langsom bevægelse. Et kort ’heh’ syntes at dominere hans ansigt inden han rejste sig op. Hvad havde han helt præcist gang i? I det her hus endda? Det ville være for ricikapelt, ville det ikke?
”Alors…” mumlede Ahngel kort og rejste sig op, betragtende Ma’lakel en smule, mens det dunkle smil atter sad over munden. Øjnene en smule passive. Han havde allerede fortrudt at ha rejst sig. Typisk. Han klemte svagt de allerede knyttede hænder og vendte blikket imod skrivebordet, hvor han da bevægede sig hen. En af de nederste skuffer i siden blev trukket ud med en let peben. Igen søgte Ahngels hænder deri og en svag klirren lød fra skuffen, som var den fuld med metaldimser. Op fiskede han en kæde med en lille æggeformet beholder af glas. Metallet fra kæden smøg sig om den for at holde glasset på plads. Af sammenligning var den på størrelse med et jordbær. Han lod den omsmyge fingrene kort inden han bevægede sig halvvejs tilbage til sofaen. Han stoppede da op på halvvejen da han ikke syntes at havde interesse i at multitarske. En let klirrende lyd gav efter imens han frigjorde metallet fra glasset og åbnede derfor til det lille hulrum. Han lod metallet og kæden hvile i hans håndflade, hvor glasset var opretholdt med tommel og pegefingeren i samme hånd. Den nu frie hånd førte han op til munden og med sin højre hjørnetand skar han en flænge i fingerens øverste del. Blodet begyndte som på kommando at sile ned over fingeren og ganske roligt placerede han fingerspidsen således at blodet løb ned i den lille beholder og farvede dens kerne fuldkommen rød. Han placerede da kort fingeren ved mundvigen, lod sig opsuge blodet inden han atter lod den i frem. Han skruede igen toppen på, så det blot virkede som en lille sten med rødligt indhold. Han rakte da efter en hårspids.. målede dem med fingrene og udvalgte et hår der stadig var helt. Han trak den til sig og frigjorde håret fra hovedbunden. Han holdt han det løst imellem fingrene og kiggede atter op og fandt Ma’lakel med blikket. Han satte sig igen og begyndte at sno håret om metallets top, som udgjorde leddet der vedhægtede kæden. Igen lod han et ganske lille lag af det klistrede blod dække det, så det lige sad fast, men stadig var skrøbeligt. Han betragtede dne kort for at se om han skulle ha overset noget, men nej.. den lille blodflaske var færdig. Han lod den hvile i håndfladen og rakte den imod Ma’lakel.
”Selvom der nok ikke er stor chance for at du ender i kambolage med min stab, så er det nok en gode for dig at opbevare den her på dig. Min lugt kan ikke tages fejl af.” Han smilede da dystert et kort øjeblik. ”Halsbånd om du vil. Her på palæet er det i sidste ende bedst at have en sikkerhed. Den lugter for meget af mig til at vampyrerne ville røre dig.”

Han kunne selv ikke få noget til at stemme overens, ikke med verden, ikke med virkeligheden. Et øjeblik var kroppen lammet af det ømme kys der efterhånden fortsat lidt endnu inden at Ahngel trak sine læber væk, blot for at se på Ma’lakel, halv-dæmonen selv gjorde samme ting og så på Ahngel. Hans øjne let flunklene fra kaminens lokkende ydre, der pirre det gyldne i de grønne øjne og fik dem til at træde mere frem, så de allerede eksotiske grønne malakit øjne fik en snert af noget meget mere overnaturligt. Han indtog hver en detalje i Ahngels ansigt, hver en lille centimer af den marmor hvide hud, læbernes bløde opbygning, næsens klassiske figur som var Ahngel det hans kælenavn antyder, en engel, en engel der i sandhed var en, og ikke den utålelige rase der rent faktisk gik under det navn. Man kunne ikke dømme en engel ud fra deres blod, eller skabelse, hver person fandt i sidste ende sin egen engel, og skønt tanken slog ham, skønt netop den beskrivelse beskrev alt ved Ahngel, så skubbede Ma’lakel den væk af grunde han ikke selv kunne forklare. Hans øjne faldt fra forskellige steder over vampyr herrens ansigt til denne’s rødende øjne. En fascination prydet hans næsten hypnotiserede blik, og som Ahngel tillod en hånd at glide over skuldrende på ham, tage om ham i en vis forstand, gengældte Ma’lakel endnu engang det bittersøde kærtegn, ved at række sin frie hånd ud for at lade den placerede imod vampyrens lænd. Det usle smil der malede vampyrens læber, fik dog en meget tydelig tvivl frem i Ma’lakel: var han ingenting? I forhold til hvad han selv følte, følte Lucifer.. så ingenting overhovedet? Tanken i sig selv var skræmmende, skræmmende fordi at den var så ustabil, så spontan og destruktiv, at selvom tanken forsvandt da Ahngel endnu engang lod deres læber lægges imod hinanden, deres tunge danse sammen, og munde åbnes og lukkes i et indøvet mønster de begge to efterhånden var de eneste der kendte takten til, så kunne den ellers altid kolde og stabile Ma’lakel stadig føle det lille ekko af skræk der vandrede igennem kroppen som ønskede den udelukkende at han skulle have denne tanke, på grund af netop dette: han skulle føle smerte! Som Ma’lakel efterhånden lod sig forføre af Ahngels dragende berørelser og heftige kys, gik en svag kulde igennem hans krop da hånden der før havde langt imod halsen, søgte nedad. Det var som tankelæsning, som gik vampyren direkte ind i hans hoved og rev og flåede i alle de snorer Ma’lakel ellers gerne så indtagte og langt væk. Men han skulle ikke få ro, det havde både den nagende tanke og nu også Ahngels handlinger sørget for. Som Ahngels fingre ville glide ned langs hans brystkasse ville det ikke være utænkeligt at denne ville kunne mørke der ellers så stille bankende hjerte, banke med normal fart, han fart der i Ma’lakels tilfælde ville betyde hurtigt. Han kørte sin hånd nedunder et stykke af den sorte jakke, så hans varme fingre gled op af det tynde skjorte stof, på samme tid som vampyren lod sine egne kolde fingre prikke imod Ma’lakels varme hud. I et kærtegnende og lettere sigende mønster lod han sin hånd glide om bagved vampyrens ryg, for at skubbe ham nærmere. Mere… mere, han havde brug for meget mere end det her! Imellem deres lidenskabelige kys, kom der en let antydelse af et svagt mørk støn, dog blev det halv kvalt da Ma’lakel på samme tid behøvede luft imodsætningen til Ahngel der sådan set ville kunne ignorer det hvis han ville. Det lettende suk der kom fra vampyren ligeså, bekræftede at denne var lige så opstemt som Ma’lakel selv, og et kort øjeblik så det ud til at Ma’lakel kunne få sin vilje endnu engang, efter de havde gentaget det samme elskovs mønster som før: ville alting så… være lettere at få sagt. Men da skete der noget som fik Ma’lakel til at stå fuldstændig af, Ahngel, trak sig?! Efter at denne havde brudt kysset let, efterlod Ma’lakel dog et sidste kys på dennes læber før han så lettere forvirret op på denne. Pludselig ændrede deres positioner sig, og Ma’lakel lod Ahngel forlade hans greb, så han sad med siden til i det Ahngel rejste sig, den ene arm der lænede sig på kanten af sofaen, og ellers så han en smule forvirret ud i luften i nogle sekunder: hvad skete der lige?! Ma’lakel blinkede, som ville Ahngel sidde foran ham igen efter det, og de ville stadig være i færd med at kærtegne og røre hinanden som før, men nej vampyr herren stod stadig op, efter at have sagt et ord Ma’lakel ikke forstod. Og så hans ubetyngede ansigts udtryk inden han rejste sig, der kom et lille tik fra Ma’lakels venstre øje, som var der noget han virkelig kunne beherske sig for. Derefter gled de grønne øjne hen på vampyren igen, og Ma’lakel fulgte ham nysgerrigt selvom da Ahngel havde vendt ryggen væk, knytte han sin ene næve der hvilede på hans lår. Forbandet!! Den åndssvage… møg irriterende blodsuger lege bare med ham! Inde i hans hoved begyndte alverdens forbandelser og eder at blive svoret imens at Ma’lakel lod sig passivt sidde tilbage i en stund og vente, dog ende det med at han vendte hovedet, med et behersket udtryk selvom det ikke var svært at se hans utilfredshed men den pludselige tilbage trækkelse. Man kunne sige meget om Ma’lakel, men af alle følelser, var han værst til at skjule vrede. Da han opdagede det Ahngel egentlig var i færd med blev vreden et kort øjeblik overskygget af en blændende nysgerrighed der næsten reducerede Ma’lakel til barne version. Han så intenst med i alt det Ahngel gjorde, lie fra da denne åbnede det lille hulrum, til at denne bed sig i fingeren og lod blodet dryppe derned i. Han stirrede kort da denne også plukkede et hår og kom hen og satte sig ved siden af ham igen. Ma’lakel der ville sidde med fronten imod Ahngel fordi han ikke have bevæget sig ud af stilling siden sidst, så med et næsten alt for dyrisk blik med imens at Ahngel snoede hår tråden omkring den æggeformede amulet, man skulle næsten tro at Ma’lakel ville begynde at følge bevægelserne med hovedet på grund af den åbenlyse nysgerrighed skinnede ud af ham. Ma’lakel så først lettere åbent på den da den blev rakt imod ham, som ville han til at tage den og se intenst på den imens han førte den op til munden og prøvede at æde den, imens han spurgte: hvad er det?! Da Ahngel så forklarede hvad det var, blevet blikket i Ma’lakels øjne mindre overrasket, overvældet, og optimistisk, man kunne næsten se at spændingen var røget fra at være skyhøjt til et lavpunkt som Ma’lakel sikkert ikke engang selv helt fattede det kunne falde til. Han tog den op via kæden og holdte den ud for sig imod kaminen, så den blev indhyllet i den rød orange farve. Med et skeptisk blik vurderede han den. Et halsbånd, huh? Derefter kom der et lille smile frem på de smalle brune læber, og et lettere halv fraværende udtryk inden at han talte stadig på en lidt fraværende måde:

,, Ironisk.. først er det dig der er min hjemløse kat, og nu er jeg din..”.

Han rakte den hånd over imod den og prikkede til hængslet på kæden, så den vippede frem og tilbage, derefter lød han mere tilstedeværende i det han talte og så hen på Ahngel.

,, I er virkelig ikke gæstfrie.. ”, et drillende smil erstattede det gamle, og Ma’lakel lod den frie hånd placere under sølv æggets bund og gav slip med den anden så den dumpede ned i den frie af dem, og lod derefter ægget forsvinde ned i hans lomme.
,, Meeen.. det har nok noget at gøre med at vi dæmoner har lidt for meget charme i sidste ende.. jalousi er jo en slem ting!”, Ma’lakel lænede sig mageligt tilbage, imens at man sagtens kunne høre på tonelejet af det han sagde, var for at provokere, på en lettere uskyldig måde om man ville.

Ma’lakel tog imod det.. Heldigvis. Ahngel kunne sagtens ha forestillet sig at han ikke ville tage imod det og lege: Jeg kan da passe på mig selv!? .. Det kunne han måske, men det ville i sidste ende ikke være nok blot at være Ahngels gæst. Den lille amulet ville ikke bare bekræfte at Ma’lakel her, om han ville eller ej, var under Ahngels fulde beskyttelse, men også… betød noget. Det ville Ma’lakel dog nok ikke tænke sig til, når det nu engang så så pokkers rutinelignende og trivielt ud. Ahngel gav ikke sit blod til almene individer. De røde øjne lå på Ma’lakel imens han undersøgte amuletten med øjnene. Han var opmærksom derpå.. Ma’lakel fangede den vel ikke? Godt det samme.. Den slags budskaber var hellere gemt.. sådan så Ahngel i hvert fald på det. Ma’lakel var vel bedst uden den viden, var han ikke? Et øjeblik lå Ahngels øjne på dæmonens ansigt, der var så fjernt og betragtende ind i den ligegyldige genstand med det alt for dyrebare indhold. De røde øjne lagdes over hver del af ansigtet. Hans specielle ansigt. En farverig kontrast til det hvid/sorte liv han havde levet igennem det sidste år. Farveløst. Den eneste glæde.. erh.. farve man kunne finde var i det blod man udgydede. Farver, som man på sin vis var tvunget til at se på, for gjorde man det ikke, sank man ned i svaghed og mangel på kontrol. Et fiks, som man ir for sig helst var uden, men ens krop skreg.. brændte efter det. Blod var det. Var Ahngel ikke tvunget til at leve af det og elske det, så havde han aldrig rørt det. Blod, ville han, hvis han var født anderledes, se som noget menneskene skulle beholde i kroppen og ikke tages fra dem. Han ville ikke kunne udstå synet af den farve og han ville ikke kunne finde den smuk. Da ville han finde det i solen.. i den grønne farve der lages over landene, kun set som malerier.
Ahngel fandt endelig sin stirren overflødig og vendte blikket imod ilden. Ild ligeså, havde han ikke set i store mængder på det sidste. Hvorfor skulle han? Det var jo ikke fordi han ville fryse og vampyrerne havde tydeligvis intet imod et koldt palæ. Hvorfor skulle de? Ilden var ikke noget, som de ønskede at være tæt på og derved heller ikke varme i sin rene forfatning. Det var vel også derfor de havde reageret som de havde? Ikke? … Ahngels tanker brød sig atter og spindet der efterhånden havde lammet hans krop og øjne imod ilden, døde hen, som smeltede et islag over ham og lemmerne blev atter bevægelige og ildens søde hypnose stod til sin egen ende. Ma’lakel talte nemlig. Opmærksomheden gled på ham, som var det en loyal hund. Ville han, kunne han sikkert ikke ignorere hans stemme i det hele taget, når man tog de gange i betragtning, hvor han havde flået psykoser, vrede og fjerne tanker fra hinanden med alene en stemme. Stemmen talte i provokation… om Ahngels stabs gæstfrihed? Ahngel havde nu en god ide om at det havde stået noget anderledes for sig end han først antog. De røde øjne syntes så brændende med ilden i sin refleksion, men ansigtet forholdte sig nærmest dødfølende, som det havde gjort så mange gange. Da lænede han sig igen tilbage i sofaen, så imod ilden i takt med at hans opmærksomhed syntes at fysisk brydes. Dog ikke. Han var stadig fuldt til stede for en gangs skyld.
”Dæmoner er ikke en velkommen race på Point Du Lac. Ifølge de fleste vampyrer burde de slet ikke være i Paris ligeså.” Ahngels øjne vendtes atter imod Ma’lakel efter at ha betragtet ilden i stilhed i ganske få sekunder. ”…specielt ikke ilddæmoner.” Man ville da kunne komme i tvivl om Ahngel smilte, da der kom en ganske lille antydning over mundvigen. ”Af alle dæmontyperne, er du desværre blandt den mest ildesete. Var du vampyr som jeg, var du blevet modtaget med kyshånd og en jomfrus håndled ved dine kæber.” Han gennemtænkte kort hans ordvalg inden han fortsatte.. smidende et eksempel på bordet, som han havde brugt et par gange før.
”En vampyrs kiste er dens helligste, for når han sover deri er han kun i sikkerhed så længe ingen kender stedet. Du befinder dig i en vampyrrede. Det er klart at de mindste indtrængener fra andre racer er ildeset.. specielt pyromancere, som dig selv. Du kan ikke alene åbne kistens låg mens vampyren er lammet af søvn og vise hans hud frem til solen, men også brænde det efterladne for at sikre hans forsvinden.” Ahngel smilede stille, selvom det nok ikke burde more ham. Hans blik syntes da at formørkes for en stund. Facittet af hans beregninger havde han ikke rigtigt tænkt over før nu. Af en eller anden grund var Ma’lakel sluppet fra staben uden varige mén og tilladt adgang.. Det var nu ikke det der var pointen, men netop at Ahngel havde ’velkommet’ ham og til og med givet ham beskyttelse til trods for at denne kunne, hvis han ville, vende på en tallerken og sende ham i døden. Betød det at…? Ahngel smilede atter kort for sig selv.
”Hmm..” Han mumlede kort imens han funderede og fortsatte derefter i et lavt tonefald. ”Enten gør jeg rigtigt i at stole nok på dig til at lukke dig ind i kisten, eller også er min dømmekraft døende.. I så fald har jeg mistet følingen med mit fag.” Ahngels øjne var fastlåst på Ma’lakel, som han håbede på at forstå budskabet i hans ord. Ahngel stolede i sidste ende på denne person.. På en ilddæmon til og med. Tanken var absurd.. Fuldkommen absurd, men så igen.. var Ma’lakel som person ikke også fuldkommen og helt igennem.. absurd? Ahngel smilte kort og vendte blikket imod ilden igen. Var han ikke selv det også? …

Ma’lakels øjne faldt imod ilden endnu engang imens at hånden lå i lommen og det lille sølv ur, endnu var trygt et sted på ham og ikke gemt væk i en kold skuffe. Et øjeblik havde han faktisk overvejet det, bare at lægge det et eller andet sted? For i sidste ende ville han gerne dreje nakken om på hun-vampyren fra før, og æde af hendes døde lemmer. Men så igen, Ahngel gav sjældent noget, for fanden, det havde været et rent helvede bare at snige et kys fra den døde herre uden at denne blankt afviste med det samme. Måske var det også derfor, at Ma’lakel var blevet så tiltrukket i starten? Der var for engangs skyld noget som det ikke lykkedes ham at få: at tage! De gylden grønne øjne funklede vildt i takt med at flammerne ligeså dansede, det stirrende røde blik der havde observeret hans reaktion til den lille ’gave’ var han i fuldt bevidsthed omkring. Han vidste at han blev set på, og det fik en nervøsitet til at flyde ud i de varme åre. Dog ville han ikke se tilbage, han blev jo blot tjekket op på, ikke sandt? I tilfælde af at han ikke havde taget imod dingesten hvad ville Ahngel så have gjort? Befalet ham det, som en tyrannisk herre over palæet, eller givet ham et ultimatum: tag den, eller forsvind! Begge dele syntes at være muligheder i Ma’lakels hoved, selvom at begge to havde en pisemistisk afstamning. Han gav den lille sølv kæde et svagt klem: han vidste udmærket godt at det her ikke bare var en souvenir, men noget der havde værdi, ligesom at deres ellers så spontane begremsning af hinanden tidligere havde betydning; meget endda, og måske var det også derfor at vampyr herren havde rejst sig? Ma’lakels hånd gled op fra lommen og han lod da begge arme hvile imod sofaen’s rygkant, imens at han lænede hovedet tilbage: forvirrende, hele denne lille ubetydelige dans med gætterier var forvirrende, hvis han nu bare sagde det hele og så spurgte til sidst: hvad helvede føler du egentlig? Så ville alting måske ende i den retning han ønskede, enten det eller det ville være en katastrofe! Igen kom den irriterende påmindelse om smerte, ikke fysisk men følelsesmæssigt. Ma’lakel lukkede øjnene kort og prøvede at fokusere væk fra det, da hans koncentration blev brugt af Ahngels stemme der skar igennem hans tanker. Ma’lakel rettede hovedet op og så imod vampyren, med et lettere uforstående blik men det var ikke fordi han ikke forstod det: han vidste det skam godt, så i realiteten blev han ikke mere lærerig udover at han fik krigen imellem vampyrerne og dæmonerne fortalt med Ahngels egne ord. Ma’lakels øjne gled stille væk fra Ahngel, imens at det uforstående blik ligeså falmede og Ma’lakel.. lyttede. Han stirrede en smule hvileløst ind i ilden, lod hans øjne finde et nyt punkt ved den hver tredje sekund, imens at hans krop blev oplyst af dets kærtegn og kroppen varmet af dens kys. Ma’lakels sidde stilling var i sig selv en smule for afslappet til selve emnet, men dæmonen så ud til at tage det til sig, og da Ahngel var færdig med at tale, og søgte Ma’lakels blik måske for at få en form for ’bekræftelse’ at han kunne stole på ham, og at Ma’lakel ikke lige pludselig ville stå over ham og lade sollyset bade ind over Ahngel’s smukke ansigt. Tanken i sig selv var direkte åndssvag! Det ville han al-… Ma’lakel stoppede sig selv, da det gik op for ham at jo, det ville han gøre. Han kunne godt finde på det, men… der var altid et skide men til alt der angik den forbandede Ahngel efterhånden, hvorfor kunne han ikke bare blive enig med sig selv om: selvfølgelig ville jeg gøre det givet chancen! Men sandheden var at det ville han ikke, heller ikke hvis han blev det påtvunget. Var hans loyalitet så ekstrem?
Ma’lakels øjne så ind i Ahngels, og med et blik man ikke skulle kunne tro Ma’lakel var i stand til at besidde på sådanne måde, så han ind i de rød glødende øjne. En målrettethed, en alvor, en form for løfte lå i de ord der kom over de smalle læber:
,, Jeg ville ikke forråde dig.. hvis det er hvad du er bange for..”
Hvad end man kunne kalde ære, hvis Ma’lakel da havde noget af den slags, skinnede det igennem der. På den måde Ma’lakel fik det sagt kunne man nærmest høre hvor nedværdigende han fandt tanken, dog var dette en oprigtighed man sjældent fandt i Ma’lakel, og nu da den faktisk kom, fandt Ma’lakel den selv fuldstændig surrealistisk. Men han havde tillid til Ahngel, som både hans rådgiver, hans klippe og … på sin vis også som hans elsker. Ma’lakels seriøse blik tøede op en smule og de grønne øjne så atter ind i ilden imens at han talte stille og roligt, som var han et øjeblik fraværende igen:
,, Jeg er udmærket klar over hvor jeg er, og hvor lidt jeg kan forvente af venlighed fra… ” endnu engang kom der en pause i det han skulle til at sige ’jeres’. ,, vampyrernes side. Jeg er også klar over at hvis ikke jeg havde haft en kontakt til dig, af alle personer her, ville jeg være død…”, der kom et skævt smil i det han sagde det sidste ord, som om Ma’lakel selv ikke rigtig troede på det. Eller ville tro på det. Derefter tog han en dyb indånding, og lænede atter hovedet tilbage for derefter at lukke øjnene, helt utynget af at hans brede hals da ville være fuldt synlig for Ahngels øjne, som at lokke en sulten tiger med et stykke kød. Han lod kroppen slappe af svagt, og musklerne lade sig falde imens at han sad der i nogle sekunder inden han igen sagde noget:
,, Fandens til rase forskelligheder, hva?”, derefter kom en buldrende klukken i det Ma’lakel grinte, enten var det han havde sagt, i sarkasme, eller også fandt han noget helt andet morsomt, det var ikke helt til at sige.

Hvad foregik der i hans hoved? Ahngel havde tit stillet sig selv det spørgsmål vedrørende dæmonen der sad ved hans side. Hans karakter havde altid set hemmelighedsfuld i en diskret forfatning. Han lod som om der ikke var noget men så alligevel.. Hvad tænkte han på? Ahngel spurgte sig selv igen, men opgav at finde et svar i sine egne rodede tanker. Hvis han ikke kunne svare på spørgsmål omkring sig selv så hvorfor omkring Ma’lakel? Han kunne ikke engang konkludere Ma’lakel ud fra egne tanker.. Hvorfor ikke? Hvorfor helvede ikke? Ahngel så frem igen og følte sig et øjeblik… forsvarsløs. Da talte Ma’lakel og Ahngel vendte atter blikket imod ham med en tænkende mine.. På sin vis sørgmodig, men ikke nok til at man ville kunne overbevise sig selv på nogen måde. Slet ikke. Ahngels ansigt var tit udefinerbart og troede man at han var på psykosens rend, kunne han ligeså godt være ved det mest sanitære stadie han nogensinde havde været. Lige nu ville være et godt bud på hans ’sanitære’ jeg. Rolig.. nedkølet og tænkende i lidt for logiske rækker og former. Han fandt sine styrker i sit hoved, men også svagheder.. Det var han dog ikke selv fuldkommen klar over.
Ma’lakel talte.. talte om raceforskelle og om hvorvidt han kendte til situationen. Ahngel var ikke overrasket. Ma’lakel var.. logisk og på sin egen måde ligeså sindsligt gennemført som Ahngel selv.. om det var en god eller dårlig ting, ville Ahngel lægge op til debat.. Forskellen var måske blot at Ma’lakel havde noget mere erfaring med den ydre verden, hvorimod Ahngel kun kendte den virkelighed, som havde udgjort tiden da han var yngre og den korte tid i Terre. Ahngels øjne syntes atter at lægges i skjul af en skygge fra hans halv lukkede øjenlågs halvlange vipper. Ikke forråde? Han nikkede kort som den eneste respons til Ma’lakel lange tale. Var han så pludseligt blevet helt stum igen? Skallen syntes pludselig så tør og blottet. Ahngel tvang sin lange tunges spids ud mellem læberne og fugtede kort huden af en underbevidst refleks. Normalt var sådanne ting ikke noget han gik op i eller havde brug for.. Fugtende læberne, kløende irritationer, blinke.. Små ting, som de fleste væsener ville overse og føle som rutiner. Ahngel lagde ikke selv mærke til det næsten menneskelige træk og lod det forgå ligeså hurtigt, som det var gledet over ham. Trods alt hvad Ma’lakel havde sagt ham, var det faktum at han ikke blev forrådt det mest centrale i Ahngels hoved. Var det rigtigt?... I så fald… burde han?
”Enten det, eller også har jeg mistet taget.” sagde han.. Hans læber formede et hemmelighedsfuldt og fraværende smil idet han så imod ilden, som var det sidste gang han gjorde og fandt en form for sørgmodighed i det. Var det Ma’lakel sagde alligevel blot ord, så var det alligevel lige meget. Den blinde tillid til nogen ville for ham enten være den perfekte allierede, elsker, eller den farligste fjende, som man kunne komme ud for. I så fald ville det være Ahngels egen skyld. I så fald ville en tidligere død end planlagt være straf for snæversynethed og ville det slippe væk og alligevel give ham livet som en fortsat konstant i beholdningen, var han ikke sit embede vær. Dømmekraft betød alt. Dømmekraft og svagheder.
Da rejste Ahngel sig atter op og rettede engang på kraven om halsen. Løsnede den en smule uden at den ville virke vulket. Da så han imod Ma’lakel med et næsten stædigt blik. Hans stolthed prikkede til ham for fulde huse, men han havde ikke tænkt sig at fuldføre det næste i ord. Slet ikke. Der er ikke noget mere vagt at fortælle folk end: I lige måde. Der skulle andet til for Ahngel at udtrykke sig her. Da bevægede han sig hen foran Ma’lakel, betragtede ham i nogle øjeblikke med et tomt udtryk.. stadig osende af modvilje, men alligevel med en form for målsættende tone. Om det drev til hans værdighed.. var underordnet. Da sænkede han sig.. lagde det ene knæ imod gulvet og beholdt det andet bøjet, så han knælede foran Ma’lakel. Nu med et mere fraværende blik inden han søgte sin højre hånd ud imod Ma’lakel og forhåbentlig ville Ma’lakel lade sin egen hånd fanges o trækkes imod Ahngel, som lod den anden hånd lægge under Ma’lakels håndled.. nærmest ømt. Ahngels højre hånd ville tage om de yderste fingerled på Ma’lakel og lade dennes håndryg vises frit til ham. Da sænkede Ahngel nakken imod den, ikke for at bide, men for ganske nænsomt at udføre et ritual, som var blevet viderført gennem mange royale familier. Ahngel placerede sine kolde læber over Ma’lakels ringefingers kno og kyssede den ømt, som kunne den gå i stykker. Dette var måske i sidste ende kun udført fordi Ahngel ir for sig følte for Ma’lakel, men også for at få sit budskab ud.. sit: I lige måde, i form af et kys af loyalitet, hvor man skænkede den, hvor ens loyalitet ville ligge. Den man ikke kunne forråde eller stikke i ryggen. Sådanne kys havde Ahngel fanget mange af selv, dog aldrig givet et selv. Ahngels første kys af loyalitet var nu faldet til Ma’lakel, om de andre vampyrer forbyder det.. han fandt det underordnet, men samtidig var det et vigtigt punkt at dette.. fald som en sten i en sø.. lavede få bølger til de nærmeste siv, men ikke nåede breden. Ma’lakel skulle være et skelet i skabet.

Hans øjne forblev hvilende bag de tunge øjenlåg der efter hånden var glade for at få lov at glide i. Alt taget i betragtning så var der vel heller ikke meget at sige til det, Ma’lakel var ikke et nattedyr, uanset hvor meget han gerne ville være det. I den tid hvor solen havde været på himmelen havde han vandret rundt, faret vild i Paris’ gader, og til og med været i en kort kamp med en kvinde som let kunne have slået ham ihjel med assistance fra de to sære børn som Ma’lakel endnu ikke helt stolede på blot var to vampyr afkom. Det var slet ikke helt til at forstå et sted, han var faktisk her, han var i Paris, han var … ved Lucifer? Noget han havde tænkt over, men det var først nu at han faktisk havde taget sig sammen til det, først nu hvor hans følelser var et kaotisk inferno af alt ødelæggende flammer! Han sad stille i lidt tid indtil at vampyr herren endnu engang talte igen, da åbnede han øjnede let og så op i loftet, uden helt at se på noget. Han sad fortsat lændt tilbage imens at et lille smil kom frem på de smalle læber, en trækning ved den ene mundvige så det dannede et skævt ’heh’-smil. Derefter lukkede han endnu øjnende og lod sig igen glide ind i en form for trance, et hvilende stadie hvor han tillod sig selv at samle kræfter igen. Han slappede af, han fandt endnu engang frihed i selskab med den udøde: var de lige gode om denne loyalitet eller var det blot Ma’lakel der ville lade sig selv nedlade med ord der aldrig før var blevet sagt til et levende væsen siden hans spæde år? Endnu engang rørte en af fortidens spøgelser sig, men også denne gang blev der sat et forsvar op hurtigere end det nåede at gøre sig yderligere fremtræden! Da kunne han føle at den udøde flyttede sig, der hang altid en svag aura af kulde omkring denne, noget som Ahngel sikkert ikke selv var klar over da denne ikke kunne mærke temperaturer, men Ma’lakel der var ekstra følsom overfor netop kulde kunne mærke det, ned til hver mindste knogle i hans krop dog fandt han det ikke ulideligt på nogen måde.
Han forventede ikke det der skete, tænkte at vampyren nu igen gik hen imod kontor bordet, måske gik i gang med et eller andet spændende, men da denne stoppede op foran ham spærrede Ma’lakel de grønne øjne helt op, og rettede hovedet op for at se på denne. Han rynkede brynene kort, imens at han søgte svar i vampyr herrens øjne, men ingen fik han. Han kunne blot spejde en stædighed som han kunne gætte sig til kom fra et ønske om enten at gøre noget der ikke behagede Ahngel selv, eller også krævede noget mod hvilket også krævede stædighed? Ma’lakel lod endnu et blik lægges ved denne nysgerrigt, og kunne kun gætte sig til hvad helvede denne tænkte, hvad planen med alt dette var?! Han rettede sig yderligere op og lod sine arme fjerne sig fra sofa ryggens kant, han var et øjeblik i tvivl om han skulle rejse sig ligeså, men da gik Ahngel imod ham, endnu med et kropssprog der skreg af modvilje, men hvorfor? Hvorfor gøre noget der i sidste ende ikke virkede som noget Ahngel selv ønskede? Ma’lakels øjne spærrede sig yderligere op da denne gik på knæ foran ham, han kunne et øjeblik have svoret at tiden stod stille, at verden gik en smule i stykker. Den grønne farve i de gyldne øjne trak sig sammen og et skær af gyldent blev mere fremtræden imens at den sorte pupil trak sig en smule sammen, ikke så den blev dyrisk og mandel formet, men ændrede dog form en lille smule. Først så han lettere mundlam på Ahngel, endnu engang søgte dennes blik, søgte en forklaring på hvad det var der foregik, men denne virkede pludseligt fjern. Da rakte den marmor hvide hånd ud efter en af hans, uden at gøre yderligere modstand lod han sin hånd tage, og da gik det netop op for Ma’lakel hvad det var der skete. Et sug af skyld løb igennem kroppen på ham, skyld, over noget han ikke vidste hvad kom af, måske fordi at dette… tegn på loyalitet, og ydmyghed samt underkastelse kun var noget som Ma’lakel havde set folk gøre ved noble, ved folk der havde betydning, ved folk som Ma’lakel altid havde set over sig selv. Inde i hans hoved var han ikke af ædelt blod, inde i hans hoved var han ikke noget som helst der kunne fortjene dette! Dog lod han sin hånd føre, sine fingre let seperarer, indtil at et par kolde læber lod sig let presse imod hans ringe finger der ingen ring besad.
Ma’lakel sad stadig en smule medtaget et par sekunder: kunne ikke helt få ind i hovedet hvad der var sket, imens at det bankende hjerte mindede ham om alle de ting der begyndte at blusse op som kræftfulde flammer der før havde lagt i hvile. Hans øjne forvandlede sig til noget meget mere genkendeligt, og en mere afslappet aura lå atter over hans væsen, med et udtryk i øjnene der næsten var undskyldende, ville han trække hånden til sig efter at Ahngel lod sine læber fjerne fra hans varme solkyssede hud, og greb selv fat om Ahngels hånd. Han førte da også dennes hånd op til sine egne læber, lod sine egne fingre støtte Ahngels imens de hvilede imod indersiden af dennes hånd, skubbede let ringe fingeren frem med pege fingeren der lå under den og støttede, på samme tid med at tommelfingeren svagt lå over neglen på den, og da lukkede Ma’lakel sine øjne og lod sine varme læber presse imod Ahngels kolde ringe finger.
Han havde forstået det, forstået at det Ahngel havde gjort var ikke bare at sige ’i lige måde’ i Ma’lakel øjne, hvis det virkelig bare var det eller var billige ord, ville denne vel sagtens bare slynge ordrende ud i luften: men det faktum at denne faktisk knælede for ham, lod sig nedladende på grund af ham. Lucifer, der havde så meget stolthed at Ma’lakel endnu ikke kunne komme i tanke om nogen der havde halvt så meget, gjorde netop dette! Det talte højere end tusind ord, og Ma’lakel kunne for første gang ærligt sige at han var beæret. Dog gengældte han det, han gengældte selv samme blinde loyalitet, ved selv at lade sine læber presse imod dennes ringe finger. Så samme tid, også bare i respekt: dette var endnu den første gang hvor han følte respekt overfor et andet væsen, han følte sig så ovenud beæret over dennes nærvær og berørelse, at det ikke kunne beskrives med ord, men med blot en handling. En pagt var indgået, en ed der uden ord var blevet svoret: et løfte lagt, med alle højere magter som vidne til netop dette, så betydningsfyldt… så meningsfuldt var netop dette øjeblik!
Efter få sekunder lod han sine læber forlade dennes hånd, åbnede de grønne øjne, og så ned på den marmor hvide hånd vis negle hans tommelfinger blidt strejfede forbi inden at han så op på Ahngel igen, stirrede ind i de rød glødende øjne.
,, Tillykke…”, et lille smil kom frem imens at de grønne øjne gav et svagt lys glimt fra sig på grund af flammerne bag ved Ahngel.
,, Du har helt officielt gjort mig helt igennem kuldret med dig…”.

Ahngels læber separeredes atter fra Ma’lakels finger. Han betragtede kort hånden inden han lod fingrene løsnes og frigøre hånden igen. Hans pointe var vel understreget? Hans blik var stadig sænket, men da Ma’lakel tog fat i hans egen hånd, kiggede Ahngel igen op, uforstående. Et øjeblik en form for tom nysgerrighed eller bare forvirring generalt. Hvad der fik hans ansigt til at lægges i denne tone, var han ikke selv klar over. Han var vel ikke klar på at Ma’lakel ville gøre… det samme?! Ahngel fulgte sin hånd føres til Ma’lakels mund og meget rigtigt lod han fingrene slappe af og lægge i Ma’lakels magt at føre. Ma’lakel lagde læberne imod Ahngels ringefinger, der ligeså ingen ring bar, til trods for de mange, som gemtes rundt omkring. For en regent at være, gik han sjældent med et smukke. Han havde ikke haft et fast smykke om halsen siden… Hans tanker førtes til hvide lagener over gamle støvede møbler og et ensomt piano, som samlede støv i dagstimerne.. for run at få rene pletter på tangenternes overflader. Da vækkedes Ahngel atter brat og pianoet, samt de nostalgiske gamle møbler, forsvandt i et virkeligt syn. Ma’lakel igen, endnu kyssende Ahngels finger, som havde tankerne gået i stå imens det foregik. Det var nu ikke det der syntes at få ham til at gibbe et øjeblik. Pludselig føltes hans hånd, som det eneste sted på hans krop, der ikke fyldtes af kritrende støj, som havde nogen drejet på en død kanal på en radio. Kroppen i sådan en pludselig uorden og syntes at få Ahngel til at trække sine nerver sammen og afgive små ryst. Hvad var dette? Det var.. ubehageligt at føle kroppen som et ufærdigt stykke musik, hvorimod hans hånd, som Ma’lakel holdt, var i harmoni og en ren tone der blot sendte et utilfredsstillende løb hen over håndleddet for at dø til støjen. Det var… nostalgisk på en måde.. meget bekendt, men ikke til at placere, som om det tilhørte et minde, der ikke var mere. Hans anden hånd gled op over den løftede arms skulder, for kort at mærke om der skulle være noget i vejen.. om hans hud bevægede sig eller gjorde unaturlige akter, men nej.. den glatte hud var intakt under jakken. Helt intakt. Ahngels blik var uforstående.. undrende og nærmest desperart et øjeblik om der lige nu skete noget fatalt ved det stikkende ubehag, som han ikke syntes at kunne sætte rigtige ord på.. Ikke ord, som kunne glide ud blandt læberne og forstås som noget logisk, for det var det ikke. Det var fuldkommen absurd!
Da talte Ma’lakel.. gratulerede ham og det distraherede Ahngels kort, lod ham hæve et øjenbryn til den første del af kommentaren, som fandt han det åndsvagt. Da nævnte Ma’lakel det sidste og Ahngels udtryk blev atter slået ud af takt. Atter blev det stumt og stirrende.. nærmest sitrende var hans øjne. Sitrende som stikkene i hans hud. Kuldret? Hvorfor lød det så pokkers beke-
Vent.. Ahngel huskede det godt. Små bidder af Ahngel der et kort øjeblik havde naglet Ma’lakel imod gulvet. Det var der det var blevet sagt, ikke? En klarhed gled ind over de røde øjne og de brændte i en farve, som kunne vagt sammenlignes med solens røde ydre når denne gik ned over horisonten. Kuldret.. Fuldkommen kuldret? Ahngel frigjorde da hans hånd fra Ma’lakels og trak den kun halvt til sig.. endnu opløftet, som tøvede han med at røre Ma’lakel. Da slukkedes klarheden og Ahngels øjne blev igen mørke.. meget mørke, så pupillen kun var en vag antydning, som en småsten i en endnu flydende blodpøl ved nattetide. ”Og dog..” mumlede han så og så på Ma’lakel, løftede begge hænder og placerede dem over hans tindinger. Da hævede han sig med det standhaftige ben. Dog rejste han sig ikke fuldbyrdet op, men støttede det andet knæ imod sofaens kant mellem Ma’lakels ben. Den ene hånd forblev over tindingen, mens den anden sænkede sig og placerede sig på halsen. Rigtigt nok.. denne sitren var blevet udløst af noget fra Ma’lakel og han syntes at dæmpe det.. Ahngels hænder var endnu fredfyldte, hvorimod resten af kroppen skreg og han anstrengte sig for ikke at ryste deraf.
”..dog er det mig der knæler for dig.” sagde han lavt, nærmest med en hviskende hæshed i hans stemme. Hvis Ma’lakel var kuldret, hvad gjorde det så Ahngel? Da søgte han Ma’lakels læber igen, dog ikke så ømt, som hans forrige kys havde været. Han lænede sig en smule ind over ham, hvilket nok ville tvinge Ma’lakel til at læne nakken lidt tilbage, hvis han samtykkede kysset. Ahngels øjne antydede kort at brænde op, men den endelig farve ville ikke kunne ses, da han lukkede øjnene i og spærrede sit monster inde bag hvide øjenlåg og et nu fredfyldt ansigt, der ikke syntes det mindste plettet af blod på samvittigheden. Hans dybe kys ville dog stå i kontrast til det næsten uskyldsrene ansigt han fremstod, når de røde, iltre øjne var indespærrede. Kysset var trækkende og dybt og ville meget vel lade både tænder og tunge deltage imens Ahngel, selvfølgelig endnu med samtykke, lod den hånd om Ma’lakels hals glide bagud, under t-shirtens krave og finde ned på ryggen. Hans anden hånd gled om på Ma’lakels nakke med et forførende strøg. Da ville han atter læne sig længere imod Ma’lakel, nu velvidende om at denne tilfredsstillelse af den skrigende stikken, kom fra Ma’lakel selv, men blev ligeså skabt deraf. Han ville nærme sig og placere sig tæt i hans søgen på netop den healing af følelsen.. Hvad var det helt præcist der kom ved Ma’lakels berøring og hvorfor syntes det at dulme på den måde? Dulme noget, som er skjult, når det ikke er understreget? Tanken, som fulgte var surrealistisk som bare pokker..

Ma’lakel opserverede stille virkningen af hans ord, der ellers var kommet med så sigende en undertone, ment i al barnlig, men også sagt i den dybeste alvor. Han var kuldret, helt og aldeles kuldret, det kunne han sagtens sige. Aldrig ville han i sit liv have troet at det skulle være denne der rakte ind i mørket og fandt den lille glimtende stump af det tabte. Noget som Ma’lakel igennem årene havde efterladt for mange, mange år tilbage. Han kunne knap huske det selv. Og så for at toppe det hele af, var denne person af hankøn. Ikke fordi Ma’lakel lod sig afskrække, men alligevel så fandt han tanken en smule morsom, da personen der lod ham tabe det… var af modsatte køn. Men noget mærkværdigt skete ved Ahngels blik der syntes endnu engang at blive fjernt, men noget andet ændrede sig ligeså. Ma’lakel’s smil falmede og i stedet så han blot ind i disse næsten varme røde øjne der så pludseligt havde ændret sig til noget helt andet end hvad Ma’lakel havde forventet: længe havde han ønsket at se det inferno der lå under det stille ydre, men aldrig havde han troet at den flamme der brændte inde bag skjulet, var så ren og intens. Han lod sig betage, fange, i et net af tankeløse øjeblikke der ikke tillod ham andet end at drukne i en vuggende intethed. Bare fortabe sig ind i disse næsten ætsende varme øjne. Det fik en lille djævel til at hviske alverdens beskidte ord ind i hans øre; prøvede at gøre hans sind korrupt endnu engang, og forhindre ham i at lade sig fortabe yderligere, falde hårdere, og dybere. Da rettede han blikket ned, efter en pludselig skælven som vågnede han op efter at have drømt, så ned på de hvide fingre der gled væk fra hans. Ma’lakels lange solkyssede fingre lod sig kælent følge et stykke af vejen indtil de ikke kunne strække sig mere. Han troede at det hele var forbi nu, at nu, ville de vende tilbage til det de var, men skæbnen skulle endnu engang vise sig at ville noget andet: Ahngel, viste sig at ville noget andet. En sagte mumlen kom efter at den intense røde farve stille fortog sig igen i dennes blik og blev til noget mørkere, meget mørkere, i forhold til vor lyse de røde øjne havde været før! Han opfangede knap ordrerne, og fremdrog en uforstårende mine.’Og dog?’ Det blik der mødte Ahngels var endnu engang nysgerrigt, men også forvirret, det var lykkes vampyr herren at ødelægge det puslespil som Ma’lakel lige havde samlet: lige da den sidste brik skulle til at komme på plads, ødelagde denne det hele og Ma’lakel blev nød til at starte forfra. Men da rakte Ahngel begge sine hænder op: Ma’lakel’s øjne udvidet sig igen svagt i overraskelse, og så op på Ahngel der lod sig hæve, og komme tættere imod ham. Rollerne var pludselig byttet om, løven blev denne gang kærtegnet af panteren, og nu var det løven selv der stod tilbage med en stigende uro.
Ma’lakel fulgte Ahngels blik som denne kom nærmere, steg over ham som var denne parat til at indtage ham, æde ham hel! Og lige da bevægede de silke bløde læber sig igen, og Ma’lakel så på dem med dyb extace, imens at ord blev fremmanet. Et spørgsmål der for Ma’lakel fremstod dybt retorisk, for ikke længe efter var hans egne og Ahngel’s læber endnu ført sammen imens at Ma’lakel lænede hovedet så vel som noget af overkroppen bagud for at dette kunne lades at gøre. Han lukkede øjnene næsten lige så hurtigt som Ahngel selv, nåede ikke at skimte de igen meget klare røde øjne inden at disse ligeså lukkede i. Og pludselig var det som om at Ma’lakel ikke befandt sig i sofaen, men at han og Ahnel var blevet ført ud af virkeligheden, badet i et lys af anklagelse og beskyldninger men på samme tid, som deres tunger fortsat dansede med hinanden, strøg over hinanden i længselsfulde berøringer, imens at læberne blidt gled over hinanden og smagen af metallisk jern blandede sig med Ma’lakels eget spyt da han kort rev sig, så der kom en mindre flænge i læben, ved at komme lidt for tæt ind i en nærkontakt med en af Ahngels skarpe hjørnetænder, så betød det ingenting. Det var lidt som om at det der engang var til ’alting’ blev til ingenting, og det der engang havde været ingenting blev til alting! Og som deres kys fortsatte og vampyrens kolde hænder endnu tog initiativ til at glide ned langs Ma’lakels ryg efter at have kørt ned af nakken så de små næsten usynlige hår rejste sig, rakte Ma’lakel endnu sine hænder op imod vampyrens sider, ligeglad med hvad end denne ville nu. Dette kunne vampyren ikke påstå var ingenting! Det her, var alting, og selvom det måske en gang havde været ingenting, havde det nu fået formål, fået mening og betydning! Han greb fat om den sorte habit jakkes, der holdt dette tæt indtil vampyrens krop, løsnede han dem, imens at kysset atter forblev indtakt, forhåbentligt. Efter nogle få sekunder havde Ma’lakel fået dem åbnet, ved at han mesterligt have følt sig frem til diverse metoder han kunne få dem løsnet med. Efter at han fik den åben, greb han fat i kanterne på den sorte habit og lod denne, hvis Ahngel samtykkede, let glide ned over vampyrens skuldre så disse kun ville være dækket af den tynde skjorte. Han lod hænderne ligges ved vampyrens sider, tillod dem at glide ned langs dem, hans varme hænder blive følt igennem den, hvorefter at han lod sine hænder glide over bukse kanten på denne og stille knappe den udødes bukser op, for at løsne skjorten og lade sine hænder ligges imod dennes kolde hvide hud, og glide fra dennes lænd og så stille hele vejen op på dennes sider og videre indtil at de lagde sig på dennes ryg og stille trak ham tættere på. Efter lidt tid ville det være Ma’lakel der brød kysset, han træk sig kort hvorefter han længselsfuldt pressede sine læber hårdt imod vampyrens og derefter lod kysset fortsætte ned over dennes hage, lagde hovedet en smule på skrå for derefter at kysse den udøde ned langs hans hals, lade tungen glide ud fra inde imellem de smalle læber så den varme, ru, tunge nænsomt ville glide over Ahngels kolde hals.

Ma’lakel samtykkede med at røre ved Ahngel ligeså.. Det var en lettelse faktisk. Efter hans bratte forladen af Ma’lakels side, havde han tænkt lidt over hvorvidt det havde stødt ham eller noget? Tænk engang.. tænkende på hvorvidt andre følte? Det var mærkeligt. En helt igennem surrealistisk tanke for han selv. Ahngels hånd om Ma’lakels nakke gled frem imod kinden og støttede kort imod hans kæbe imens han ligeså ikke syntes at have eb ide om deres kys skulle afsluttes foreløbig. Han lod da sine arme slanges til sig selv og hænge ned om sin egen side, da Ma’lakel løsnede den sorte habits spænder og lod den hænge løst om ham. Ahngel løftede skuldrene en smule for at lade det stof der holdt den oppe, falde derom, ned om hans arme, for at falde til gulvet med en usigelig lyd. Ahngel blev ladt tilbage i den meget rene hvide farve, som han boget så sjældent bar, og det røde slips der nu ikke sad så stramt længere. Da hans arme endelig var frigjort af habitten søgte de tilbage til Ma’lakel, men gled denne gang om hans ribben, under armene for at smyge dem op over ryggen i en nær omfavnelse, som tvang ham en smule længere ned at sidde. Han åbnede ganske kort øjnene svagt, så disse sendte en rødlig glød fra sig. De betragtede Ma’lakels, nok stadig lukkede øjne i en nærmest sulten, dog behersket tone. Han lukkede dem dog endelig i, da Ma’lakel knappede Ahngels første bukseknap op for at løsne den hvide skjortes snevre livstykke. Den uhumske sitren kunne da igen mærkes da Ma’lakels hænder bevægede sig inden ind under skjorten. Ma’lakel ville meget vel kunne mærke et kort gib fra Ahngel, som så, ikke meget, men pressede sig en smule nærmere Ma’lakel, som ville han beskyttes. Dog ikke. Han kunne beskytte sig selv. Det havde han altid ment.. sådan da. Nej denne gang fandt han ind til den ro der kom over kroppen når han rørte Ma’lakel og Ma’lakel rørte ham. Ma’lakel brød kort kysset for derefter at genoptage det hårdt. Ahngel lænte nakken en smule tilbage deraf og lod derefter Ma’lakel føre sine læber ned over hagen. Ahngel ville gradvist læne nakken mere og mere tilbage idet læberne søgte hans hals. Endelig slap et længselsfuldt støn hans læber. Det lød nærmest som om at al luft der havde befundet sig i ham, blev sluppet løs af kysset.. som smeltede hans lunger fuldkommen. Ahngel slap da Ma’lakel med hænderne og lod sin højre hånd søge imod sin egen halv, hvor han kilede pegefingeren ind, midt i slipsets knude og trak til, så slipset løsnedes med hans langssomme bevægelse i en glidende bevægelse. Han bukkede fingeren og trak slipset med sig imens det smøg sig som en slange om hans hals.. legede med hans lange sorte hår, trak det med, for så at slippe når det endelig var fuldkommen frigjort. Han trak slipset med hånden, som fandt sig løsthængende derefter.. lettere uparallel med hans krop, da han lænede sig lidt tilbage over Ma’lakels kys. Begge arme hang i en tid imens han blot mærkede Ma’lakels mund kærtegne halsen. Øjnene, der havde åbnet sig og betragtet loftet i en tid, lukkedes igen med et afklaret og fredfyldt udtryk. Hvorfor..? Hvordan kunne en anden person bringe så meget fred, men med sådan en destruktiv figur? Hvorfor fandt han fred i noget så fyldt med kaos? Var han, mod alle odds virkelig ved at blive… eller allerede blevet..?
…forelsket i Ma’lakel?
Tanken fik en klump til at sænke sig igennem Ahngels hals, som Ma’lakel måske meget vel ville kunne mærke imod adamsæblet, der let formede Ahngels slanke hals. Sådanne følelser var ødelæggende.. Ahngel vidste det. Ahngel kendte det, og Ahngel troede på det, til trods for at han siden dengang havde skubbet det fra sig. Han ville ikke konkludere det. Han ville ikke fjerne spørgsmålstegnet alene ved den trøst af at han måske alligevel ikke var ved at falde ned i en sygdom, så dyb som en brønd. Længe havde smitten været der… tanken om Ma’lakel der havde hængt sløvt som en sky for Ahngels øjne.
Ahngels hænder fandt igen styrke idet han slap slipset og lod dem føre imod Ma’lakels ansigt igen.. sættende imod hans tindinger imens Ahngel da bøjede nakken imod ham igen, placerede munden imod den forreste del af Ma’lakels hovedbund. Han lagde læberne ganske let imod og lod dem de stryge ned over hans pande, over det højre øje, for at fortsætte ned over kinden og fange læberne i et først ganske let kys, hvor det så atter fordybedes og hvad der før var ganske uskyldigt blev da rødbrændende og flående, som et sejl i stormvejr. Han ville, forhåbentlig ’holde’ Ma’lakel med læberne og slap derefter tindingerne, for at lade dem føre ned til den nederste del af Ma’lakels mave, hvor han let tog i t-shirtens kant, lod først fingrene glide derunder og finde om bag på ryggen, for derefter at tagd fat derved og dernæst ’skrælle’ den af hans krop ved at løfte den og forhåbentlig få rum til at trække den af Ma’lakel, fremvisende brystkassen, som han efterhånden havde sat mærker på, følt på og forsøgt at læse. Hvis Ahngel lykkedes i at få t-shirten over Ma’lakels hoved, slap han selvfølgelig kysset et øjeblik, tog sig tid til at få det forbistrede stykke tøj af ham og betragtende ham med en meget målsat mine. Koncentrationen ville optø idet han vendte blikket imod Ma’lakels øjne og dernæst afgive et smil. Ikke et lyst og ’lykkeligt’ smil, men mere et ulmende seduktivt grin.
”Du får virkelig observeret, går jeg ud fra..?” hvislede han stille efter at ha nærmet sig Ma’lakels øre, blot givende ham udsyn til Ahngels hals og det sorte hår. Et tilfredst ’heh’ kunne høres fra ham inden han trak nakken lidt tilbage for igen at fange Ma’lakels mønster, som havde has hang til dæmonens læber ingen ende… men så igen.. havde han ikke også et helt års hang til gode?

Ma’lakels læber dansede fortsat over Ahngel’s lange hals, lod sine læber glide over den bløde hud, lod dem presse imod dem, lod tungen strejfe, slikke op af den. Imens at de hænder der lå på ryggen af den udøde let bøjede i de yderste led af fingrende som prøvede han halvhjertet at bore dem ind i Ahngel’s krop, som ville han have ham tættere på sig, og ikke kunne holde ud ikke have ham det. Som gjorde det direkte fysisk ondt på ham ikke at være helt tæt! Hans øjne åbnede sig svagt i det han kunne høre lyden af silke der blev slebet imod hinanden, en velkendt lyd der ikke bragte ham nogen alarmering, det var ikke farligt eller på anden måde det værd at give alt for meget opmærksomhed efter Ma’lakels mening, dog fortalte det ham en ting: Ahngel ønskede ligeså ikke tøjets nærhed, og havde også ladet habit jakken glide ned på fra skuldrende og lande på gulvet. Ma’lakels hænder lod deres længselsfulde tag fortage sig let og sine hænder køre længere op af vampyrens ryg, som gramsede han nærmest på ham, lod sine fingre glide over hver enkel centimeter hud han kunne komme i nærheden af. Til sidst lod han dem glide ned til vampyrens sider igen, og lod nogle af de yderste fingre køre over kanten på de sorte bukser da han placerede sine hænder på den udødes bukser. Han lod sine læber føre væk fra den udødes hals da denne efter lidt tid havde nydt berørelsen og så lod sine hænder lægges på hans tindinger, og den kolde følelse af Ahngels silke læber der pressede imod den yderste kant af hans hovedbund og derefter gled ned i en blød bevægelse over hans pande, kunne Ma’lakel dernæst føle. Han lukkede øjnene med et lettet udtryk som om at selve det ømme kærtegn fik noget indeni ham til at slappe fuldkommen af. Og som læberne gled ned over hans højre øje, over kinden og videre for at føre hans læber ind i endnu et kys, der gradvist blev dybere og dybere, indtil at det nåede samme heftige nieavu som det havde gjort før, blev Ma’lakel overvældet af en sær følelse der ikke havde ramt ham i mange år, en følelse der bragte fuldkommenhed, og gav meningsløse ting, mening. Ma’lakel gengældte det også denne gang, gengældte kysset med alt hans væsen, igen som gjorde det ondt på ham ikke at gøre det! Hans hænder bevægede sig ligesom Ahngels længere nedad, og et let gisp kunne høres fra ham ind imellem kyssende da de kolde hænder nåede hans mave og kørte ned til kanten på den grå T-shirt, der efter lidt tid blev revet opad så Ma’lakels mave blev afsløret. Hans atter solkyssede ydre blev afsløret endnu engang, den veltrænede mave der var stærkt markeret af muskler der kunne ses, men også en smule hvalpefedt der sad ved navle stykket: ikke meget men dog lidt så man ikke kunne kalde Ma’lakel ren muskelmasse. Den snoede tatovering kom også frem, de overnaturlige drejninger og snoninger der gik ud i pigge nogle steder, og efterlod et meget makabert dog harmonisk mønster ned langs den ene side af brystkassen, skulderen, halsen, og maven og fortsatte endnu nedad indtil den forsvandt bag bukse kanten. Ma’lakel lod sine hænder kort fjernes fra Ahngel’s væsen, og rakte dem op over hovedet så T-shirten røg af, og hele Ma’lakels overkrop kunne ses. Alt lige fra de brede muskuløse skuldre til de lettere fremtrædne kraveben. Som det skete blev også deres læber seperaret, og Ma’lakel måtte ligesom Ahngel affinde sig med at de var adskilt lidt tid endnu. Ma’lakel mødte Ahngel’s blik med et af hans egne, udforende, og dragende blikke, der ikke sagde andet end hvad han lystede: han ville æde Ahngel op, ikke bogstaveligt, men i en anden forstand hungrede han efter ham. Et lille smil bredte der sig skam også efter at vampyren havde bevæget sig lidt tættere på hans øre og hvisket til ham, at han fik observeret en hel det. En svag latter kunne da høres fra ham inden at han igen lod sine egne læber kollapse med Ahngels og lod sin lange tunge glide ind i den udødes mund. Hans hænder rakte da ud imod denne igen, greb fat i kanterne på dennes hvide skjorte, og som han en gang før havde gjort rev han til så knapperne sprang og lande forskellige steder i rummet. Han rev igen for at få kravens knapper til at springe ligeså, for efter at havde gjort det, at placere en hånd på Ahngels mave og meget stille køre den op af imod brystkassen, den anden hånd gled om på ryggen af Ahngel, og Ma’lakel pressede denne bagover. Støttede ryggen med den hånd der lå på den, og skubbede med hånden der lå på brystet. Meget langsomt skuttede Ma’lakel sig ud på kanten af sofaen, hvis altså Ahngel lod sig skubbe bag over, for derefter at skubbe Ahngel ned at sidde på gulvet. Han lod da sig selv dumpe med lidt efter så sofaen ville give en skratten idet den blev skubbet bagud uden at blive løftet. Han placerede sine knæ imellem Ahngels ben, imens at han lettere koncentreret bøjede sig forover for at presse læberne imod Ahngels brystkasse, og lagde dernæst en hånd derpå for at skubbe denne ned at ligge: hvis denne gjorde det, ville Ma’lakel derefter lade sine læber søge dennes brystkasse endnu engang, lade sine kys føre nedad imod maven, lod som engang før sin tunge glide kærtegne over de ar det prydet den smukke hvide hud, som sølv striber. Derefter lod han sine hænder glide ned langs Ahngels sider, alt imens at hans kys begyndte at bevæge sig opad igen, indtil de nåede Ahngels hals, da stoppede han sine kys og trak sig let tilbage for at se på Ahngel et øjeblik studere dennes ansigt, hvorefter et lille smil endnu kom på de smalle læber og han kørte en hånd op imod dennes ansigt inden han stille næsten hviskede:
,, Du for vist også nogle gode observeringer selv?”.
Det var tydeligt både i hans toneleje og drillende blik at han refererede til deres nuværende situation.
Smilet forblev stadig på de smalle læber en tid, men blikket i Ma’lakels øjne ændrede sig indtil noget meget mere… kærligt?! Ma’lakel så et øjeblik på Ahngel med et udtryk som havde han aldrig set Ahngels ansigt før, men alligevel var Ahngel stadig det smukkeste, det mest fascinerende, han nogensinde havde set. Nogle af de fingre fra den hånd som han før havde placeret ved Ahngels ansigt, kørte let ned over den udøde’s kind, inden Ma’lakel bøjede sig ned for at placere endnu et kys imod Ahngels kolde silke læber. Den anden hånd der havde arbejdet sig ned langs Ahngels sider tog alt imens fat i buksernes kant og trak lige så stille ned.

Knapper bevægede sig fra Ahngels bryst, som var det projektiler imens Ma’lakels flåede dem fra hinanden. Den vide skjorte blev brudt af de grove hænder, som rørte Ahngel, som var han af porcelæn, men kyssede, som han selv var lavet af stål og var ubrydelig. Denne kontrast havde han endnu ikke tænkt over, men den var massiv og central som bare pokker i hans underbevidsthed. Det bekendte arrede brystt kom til syne fra den nu åbne skulder og meget hurtigt blev de tusindvis af ar synlige over ikke kun hans brystkasse, men dukkede også op nær ansigtet og hans hænder, hvis ens fokus altså lå på dem, selvfølgelig. Man så kun ridserne, hvis man var observante nok og end ikke havde set det arrede bryst og maveregion. Som hans ansigt var en smule modtaget af det psykiske jag der havde været det sidste år, kunne det også ses på hans krop. Hvor han før var umådelig slank, var der nu få steder, som man kunne definere direkte udmagret, men forskellen var i sidste ende ikke så stor. De elegante linjer levede stadig over den atletiske og muskuløse overkrop til trods for den mindre forskel. Ahngel syntes dog ikke at lægge videre mærke i det, men Ma’lakel ville meget vel kunne mærke den en smule mere formede del over ribbenene, hvis hans hånd altså gled derover, og hans kraveben, der ligeså bøjedes en smule ud fra huden. Han var ikke i sit skønhedsvår. Det var sikkert som det var sandt, men det gjorde ham dog heller ikke grim. Guderne måtte vide hvordan man udbrændte hans næsten kønsneutrale hud, øjne og lange sorte lokker. Ild måske. I dette tilfælde var det vel.. mangel på samme?
Følelsen af at blive vippet bagud og miste kontrollen over sin egen tyngde virkede ikke til at tynge Ahngel. For hans skyld kunne de begge dratte hårdt ned på gulvet uden at Ahngel ville afslutte deres performance. Det havde han hungret for længe til. Pokker stå i smerten. Den går væk igen på et eller andet tidspunkt alligevel, gjorde den ikke? Meget nok blev Ahngels greb om Ma’lakel ikke påtvunget før han havde gengivet bevægelsen med at trække armene lodret og lade skjortens rest falde til jorden i en bunke sammen med slipset og den storfoldede habit. Da den havde gjort det, og Ahngels skuldre og arme, tatoverede højre håndled, kom til skue, ville han lægge armene om Ma’lakel igen som egen støtte. En om hans nakke og en om bag ribbenene og søgende midten af ryggen, hvor de lange fingre ganske kort ville bevæges nedad af rygsøjlens bøjede sti. Ahngel frigjorde da benene fra sofaen. Først det højre og da det venstre da den anden tilsvarende havde placeret sig bøjet imod gulvet, halsen strukket for ikke at gå glip af det hede kys. Ahngels øjne rev sig kort løs fra trancen da den højlydte lyd fra sofaen stak imod hans følsomme hørelse, men ligeså hurtigt som den var kommet frem, døde den hen og da var der kun Ma’lakel tilbage. Ma’lakel og den knitrende ild, som ikke kun udgjorde et lille stykke i stenkaminens åbning, men stort set hele deres omgivelse.
Ahngel lagde sig ned langsomt i takt med trykket fra Ma’lakels hånd imens han tavst, dog sigende udtryk der syntes at forklare noget der ikke kunne tolkes i ord eller fagter. Øjnene alene.. smilede.. til trods for at læberne end ikke smilede i ekstase. Hans læber havde aldrig været gode til at følge hans hoved eller hjerte fuldkommen. Dog blev smilebåndet trukket ganske lidt i, da Ma’lakel bøjede sig ned for at lægge læberne imod brystet med de mange sølvtråde af ar. Det lukkedes dog atter ved en diskret fortolkning af et støn.. Langsom og luftigt, som var det blot et længselsfuldt suk. Ord poppede op i hans hoved.. ord der ikke syntes at passe hans læber eller tanker. Faktisk var han i tvivl om udtalelserne og om hvilket sprog det i sidste ende var? Fulgte man mange fortolkninger, kunne man vel fortælle om englenes sprog. Talt i alt for godhjertede og næsteelskende toner. Hvordan kunne en ellers så veltalende… en så logisk og gennemført i talen.. blive mundlam i en sådans tilstedeværelse? Ulogisk var det. Ulogisk som det faktum at de rent faktisk befandt sig som de gjorde og tænkte om hinanden som de gjorde. Uacceptabelt var det. Uetisk fra hans races selvretfærdige og egocentriske ansigter og holdninger. No good, yet.. so good.
Ma’lakels mund og tunge bevægede sig da over Ahngels mave. Musklerne spændtes og maven blev suget lidt til sig af alene den pirrende følelse der løb fra banen af Ma’lakels rug tunge. Rug som et kattedyr. Ahngels øjne var endnu lukkede imens han lagde nakken tilbage imod gulvet og kunne akkurat skimme den røde farve skære igennem de tynde øjenlåg og bekræfte ildens endnu brændende figur. Farver. Ahngel nød denne badning i den røde farve, til trods for at varmen derfra stadig var en ukendt variabel. Da talte Ma’lakel atter til ham og Ahngel vendte blikket imod ham ham, som var han et kort øjeblik uforstående.. alene fordi der havde været så langt mellem ordene og han ikke havde set det komme. Ma’lakels bemærkning fik Ahngels smilebånd til at trækkes en smule. Han fik aldrig det sidste ord, gjorde han? Ahngels smil forstummede da, da han fandt blikket der nærmest syntes kærligt i Ma’lakels øjne. Et lettere uforstående, om ikke andet tavst plantede sig over Ahngels øjne. Var Ma’lakel mon…? Tanken blev brat afbrudt da Ma’lakel igen fangede hans læber. Ahngels ånd fandt om bag Ma’lakels ryg, hvor den anden placeredes om det håndled, som Ma’lakels hånd, der trak ned i bukserne.. Ikke modsstødende, men mere for at bekræfte det med en nænsom bevægelse. Bukserne gled ned om hofterne og udgydede en del mere af hans krop. Hans køn og opefter let badet fra kaminens let røde skær.. farvet i noget der nok ikke var kommet frem, hvis omtanken omkring Ma’lakels ild ikke var fundet sted.

Hans tunge dansede med Ahngels, lystigt, ivrigt, som kunne han ikke få nok af de umættelige kys. Hele hans væsen begyndte så småt at kræve mere end blot kys fra vampyren, i det denne lagde sin hånd om Ma’lakels ene håndled og lod til at hjælpe ham med at trække bukserne længere ned, over vampyr herrens hofter og dernæst videre så de hang løst omkring dennes lår. Ma’lakel lod da deres kys forstumme selvom at han lod sine læber pressede endnu mere imod vampyrens inden han gjorde, som huede selve ideen om at give slip ham ikke, men det var en nødvendighed, hvis Ma’lakel skulle have det som han krævede allermest: at mærke, at forene sig selv med Ahngels krop. I et lystigt spil der for de fleste ville virke vulgært, og makabert, men for Ma’lakel, og sikkert også Ahngel, ville være noget som de begge ikke så som kønslig omgang, men noget helt andet, noget meget mere følelesmæssigt bekræftende. Deres første gang havde været fyldt med kropslige begærer, men som Ma’lakel mærkede, rørte, og hørte de små lyde som Ahngel uden tvivl ville komme med i ny og næ, rørte det noget helt andet end bare simpel lyst. Et ønske om at være så tæt på så muligt, at være i sådan en overvældende nærkontakt at han kunne mærke halsen gøre ondt, og brystet ligeså. Aldrig havde der været noget der pirrede ham på sådan en måde: han både led ved den dybe nærkontakt men på samme tid velkom han den som var der ikke andet han ville. Hånden der førhen havde hvilet ved Ahngels kind, blev lige så stille trukket ned af dennes hals, som Ma’lakel lod sig selv forsvinde ned af ligeså. Han kyssede endnu engang Ahngel de steder han kunne komme til, som var han afhængig af at vise sin affektion for den underskønne vampyr. Syg af længsel og korrupteret af menneskelige følelser og lyster! Hånden der ligeså gled ned af nåede som den anden Ahngels bukse kant, og Ma’lakels ustandselige kys stoppede svagt ved en af Ahngels brystvorter hvor han let lukkede tænderne omkring den, og bed nænsomt så der ville blive prikket et lille hul i den. Hans tunge gled derefter over den, og indtog den lille smule røde væske det ville udgyde. Derefter fortsatte han sine kys indtil han kom til midten af Ahngels mave, der stoppede han og trak sig væk fra Ahngel, for at trække resten af dennes under beklædning af, så vampyren lå helt afsløret foran den brændende kamin. Badet i det rødlige skær fra denne, rakte Ma’lakle en hånd ned for at løsne sine sko og sparke dem af med et lettere irriteret udtryk, da han fandt netop denne del ufattelig antiklimatisk! Men det lykkedes ham at få dem af, hurtigere end han ville have gjort ellers, herefter blev også bukserne knappet op med stor hast, og trukket af, hvorefter deres skæbne blev at få en meget random plads på det hårde gulv. Nu var også Ma’lakel fri fra påklædning, og endnu engang kærtegnede ilden ham på en måde der ville syntes guddommelig: Ahngel ville sikkert genkende den måde ildens varme farver dansede over Ma’lakels mørke solkyssede hud, og gav det en nærmest gylden glans over sig, der fik ham til at ligne noget eksotisk og smukt, i stedet for den beskidte og makabre person som han egentlig var. Den sorte tatovering blev ligeså lyst op af flammerne, der også lod til at blidt at kæle ved den, og gav den sært udseende tatovering en skarphed som virkede unaturlig og overmenneskelig, som var det ikke blot en tatovering men som en levende slange der snoede sig over hele den ene side af Ma’lakel, holdt ham fanget! Man kunne næsten blive helt bange for at den ville komme til live, og samle sig til denne sorte pyton der bare ventede i ly af det dulmende mørke på at man ville lade sine øjne glide væk fra den endnu engang. Men uanset udseende ville opmærksomheden sikkert snart gå til Ma’lakel i helhed, for i det samme lænede han sig atter ned, ikke over Ahngel, men placerede en varm hånd på vampyrens knæ og tvang denne lidt til siden, for at komme til, han førte derefter munden ned til Ahngels inderlår, og lukkede øjnene for dernæst at lade sin tunge glide ud fra imellem de smalle læber, og lade tunge spidsen glide lige så forsigtigt over dennes hvide, bløde hud, i en kildrende bevægelse der for nogle ville være yderst pirrende, og stimulerende. Hans tunge gled ned til slutning af låret men stoppede ikke der! Den fortsatte indtil at den kom til Ahngels køn, og lod sig derefter glide op af det i et langt strøg der trak lidt af dennes skin med sig som den ru og varme tunge gled over det. Men det var ikke nok, den varme tunge blev ved med at slikke, og kærtegne, imens at Ma’lakel brugte sit spyt til at vædde sin tunge med så det blev lettere for ham. Han sad midlertidigt ned, med den ene arm viklet om Ahngels venstre ben og tvang dette lidt opad, så begge dennes ben blev spredt endnu mere, hvilket ville give Ma’lakel mere plads og derved gøre at det blev mere behageligt for Ahngel. Den anden hånd hvilede kærtegnende op langs Ahngels nedre halvdel indtil at hans hånd stoppede ved dennes hofter, og hans fingre let pressede imod vampyrens kolde hud. Imellem tiden, fortsatte Ma’lakel med at behage Ahngel, forhåbentlig ville denne reagere på denne form for forspil. Ma’lakel lod sin tunge glide over kønnets hoved, i langsomme, næsten ulidelige bevægelser for at se hvordan Ahngel ville reagere. Alt dette imens kaminen syntes at blive mere og mere hidsig i farven og mere varm, som reagerede den på Ma’lakels følelser. Lige så var lysende, fra den kadelabre der stod på Ahngels kontor bord, blevet mere kraftig og flere centimeter høje søjler af flamme stod op fra hver af stearinlysets ender!

Luft erstattede hurtigt Ma’lakels læber, som Ahngels egne havde trukket til sig, som åndede han igennem disse. Fandt ilt og andre ting, som man behøvede for sit liv skulle fortsætte og ikke forstyrres af en rusten hoste af mangel på samme. Han fulgte stille Ma’lakels hovedbund imens han syntes at bevæge sig længere ned på hans krop. Hånden på halsen afgav kort endnu en af disse mærkelige harmoniske følelser, hvor den del af ham, som smørredes af ren luft, føltes ude af takt, stikkende og ulidelig. Ahngel vippede automatisk nakken lidt imod den inden den forsvandt længere ned og fandt sted om hans buksekant. Ma’lakels kys efterlod ligeså frø af denne mærkelige harmoni, som var det planteliv der bredte rødder i ham. En mærkelig og ukendt følelse, dog.. nostalgisk. Ahngels øjne lagdes en smule opad så han betragtede loftet en smule frem for sig. Da mærkedes Ma’lakels tandsæt om en af Ahngels brystvorter. Biddet sendte kort et lammende stød igennem Ahngel og hans mund klappede ganske hårdt sammen og afgav en kort uforklarlig upålidelig lyd fra hans strube imens den paralyserende strømning fortog sig og bredtes i hans krop, som var det et kuldegys. Nerveenderne i hans krop syntes at vækkes til live og presse sig ud igennem huden.. hårdføre hans muskler og brystvorter, samt de lange negle der syntes at presse sig yderligere en smule ud fra fingrenes tynde, kolde kød. Smagen af metal udgjordes langsomt og synkedes i en bitter smag der kun klagede fra de spytkirtler, der var blevet korrupte af rødt mundvand af tyndt blod og enzymer der dannede en halvmenneskelig væske. Ahngel sank således en klump og strakte da atter nakken, som afgav et let knæk af det overskydne energi der kom fra Ma’lakels berøringer. Hvad der før blot havde været en øm lyst til at røre Ma’lakel.. tale til ham og se på ham, blev langsomt forvandlet til noget mere… trængende. Atter trak han luft til sig, da Ma’lakel førte læberne ned om Ahngels mave, og lod ribben og bækken synliggøres mere end yderligere for at udholde den pirren der lå bag det. Et hvislende åndedrag forlod hans mund da, som havde han forsøgt at holde luft inde førhen. Da trak Ma’lakel sig tilbage og en aroma af irritation samt en meget lav form for stress hang da i luften over ham. Ahngel var lettet, som han lå der og stirrede imod loftet et øjeblik. Han havde ikke mistet evnen til at redegøre for folks dufte. Efter så lang tid med alle de kolde væsener, kunne man nemt tvivle på sine evner som personlæser. Men så igen.. Ma’lakel havde han nok aldrig været helt succesfuld på at læse. Det var blandt andet også derfor at han tillod ham dette.
Hans øjne faldt til siden og væk fra loftet da han hørte Ma’lakels beklædningsgenstande falde til tilfældige sider omkring dem. Hans læber formede et dystert smil inden han vendte blikket fremad og støttede albuerne imod gulvet, løftede sig en smule og lagde blikket ligge på Ma’lakels, efter Ahngels mening, gudesmukke krop. Sådanne ord brugte han så sjældent til at beskrive hans omgivelser.. og endnu mere sjældent om sig selv. Han fandt sit udseende personlighedsløst, som hans stive antræk, men det var en underbevidst tanke. Hadet til de fleste spejle lå vel også i at han fandt flere ligheder fra sin fader end sin moder. Derfor.. upersonlig. Ikke hans eget. Sådan var det ikke med Ma’lakel. Ma’lakel var.. ikke masseproduceret og finpudset gennem mange år med stort set det samme blod i blandingerne og de fremmede dna’er måtte dø for det stærkeste. Ma’lakel var så unik at se på at det næsten fjernede følingen med ens brystkasse et øjeblik. Ma’lakel var sig selv og derfor smuk.
De røde øjne havde i den tid lagt direkte over tatoveringen og fulgte den op og ned ad kroppen med øjnene, som var det en labyrint, som man kun med øjnene måtte finde igennem for at vinde. Han lænede halsen frem et øjeblik. Langsomt og elegant, som var hans bevægelser sat i langsom udførelse af den lette hypnose der faldt over ham ved at betragte de mange snoninger, der syntes at stå nærmest uhyggeligt ud i forhold til kaminens badning. Da fandt de røde øjne op til de grønne og lagdes derpå et kort øjeblik. Hans blik faldt på knæet der da blev berørt af Ma’lakel og Ahngel hævede kort et øjenbryn. Det var en sand sag at Ahngel ikke havde meget varierede minder omkring seksuelle handlinger og samleje, så det var ikke lige hvad han havde forventet da Ma’lakel nærmede sig hans inderlår. Et kort gib kom fra ham da Ma’lakels ru tunge lagdes imod det sensitive og bløde hud. Atter strammedes tænderne om hinanden og tvang nerverne til at bide sig sammen af den kildrende bevægelse. Han kiggede fortsat på Ma’lakel imens han syntes at komme nærmere Ahngels køn. Ahngels hævede øjenbryn understregedes et øjeblik da han fandt Ma’lakels egentlige mål. Ahngels ben blev da omfavnet og skubbet en smule til siden. Da syntes nerverne endelig at lade en ophobende følelse af kropslig begær frem idet Ma’lakels tunge gled over Ahngels køn i et udviklende mønster. Ahngels skuldre strammede sig kort sammen og tvang sig frem, gørende at Ahngel bukkede ryggen, så han nærmest sad foroverbøjet med et stift udtryk frem for sig. Endnu engang afgav hans strube lyd bag den endnu lukkede, anstrengte mund inden han tvang sine skuldre tilbage med en hurtig og kantet bevægelse, som insisterede de på at krummes sammen. Hans hals strækkedes ligeså en smule frem inden han ligesom skuldrene tvang den tilbage og førte hans blik opad imens det fortsat begyndte at prikke i hans fingerspidser og den sugende følelse begyndte at tage til, som var det en puls der var ført igennem Ahngel, ikke af hans eget hjerteslag, men af Ma’lakels berøring og kærtegnelse. Da ville man kunne høre Ahngels negle støde imod gulvet med klagende lyde imens de borede sig derned i. Ahngels stolthed var i vejen lige da.. Hans stolthed og hans ide om at dette for alt i verden var nød til at forblive en hemmelighed. Derfor.. så lidt lyd som muligt. Dog.. Da Ma’lakels tunge atter gled over kønnets hoved i denne langsomme og nærmest ulidelige bevægelse, slap Ahngels kæber hinanden og han sendte et langvarigt støn igennem rummet i en tone der egentlig ville holde lyden tilbage, men ikke formåede det, som han ønskede i takt med at hans nakke blev lagt tilbage og hans øjne lukkedes i. Da syntes hans led der holdt ham oppe at gibbe kort og han lod sig selv lægges tilbage imod gulvet, hvor det sorte hår nærmest automatisk dannede en uperfekt cirkel på fladen og hans fingre atter lavede ridser imod gulvets overflade. So lysene havde brændt sig op, kunne man kort fornemme flakken deri fra det døde luft der syntes at forlade Ahngel i strømme, som en aura af død, som frastødte hans krop i netop denne position. Døden afviste ham i disse øjeblikke og ætsede op hans nøgne våben. Efterlod ham.. blottet.

Den ru tunge fortsatte atter med at behage, gled i langsomme mønstre over vampyrens køn, og da Ahngel ikke længere kunne holde sin ellers meget godt gemte nydelse tilbage længere, og lod den udfolde ved stemmens kræft, åbnede Ma’lakel endnu de grønne øjne svagt som en sitren kælent vandrede igennem hans krop og gav ekko i alle hans lemmer. Hans eget køn rejste sig ved lyden af Ahngels stemme, den skar igennem alle formaninger og hæmninger der bankede på: selvom Ma’lakel havde haft omgang med væsener af samme køn havde det aldrig været lige så lidenskabeligt, og da slet heller aldrig været på et følelsesmæssigt plan! Hver gang havde det været for at ydmyge partneren, for at få denne til at lide, og sådan havde de fleste af Ma’lakels elskende stunder været, altid: lige så længe han kunne huske! Selv med den første, en sort håret kvinde, med mørke øjne på et bordel i Frankrig. Ma’lakel havde ikke været sig selv den nat, for det var den nat det begyndte at gå galt. Han blev vred, han blev rasende, og kunne ikke finde ro nogen steder, udover når han så folk i deres sidste stunder, så lyset i deres øjne slukkedes, mærkede deres kroppe blive slappe i hans arme, for derefter at lade sine hænder fjerne fra de mærkede halse og bare se på hvad han havde skabt: fred! Men denne her gang var der ingen vrede, sidste gang fandt han den eller ikke, den var løftet, som en forbandelse der blev ophævet og kun Ahngel vidste helt præcist hvordan man gjorde det! Da Ahngel faldt ned med ryggen imod gulvet igen lod Ma’lakel sin tunge glide en sidste gang over dennes manddom, ingen at den arm der havde viklet sig ind under vampyrens ben fjernede sig og Ma’lakels hænder var atter frie til at røre og mærke. Han lod sine læber presse sig imod det nederste af dennes mave skind imens at hans ene hånd blev ført op imod Ahngel’s køn og to fat om den. Den varme håndflade pressede sig imod kønnets ydre skind imens at han lige så stille begyndte at tvinge dette op og ned i et kaotisk mønster, der efter Ma’lakels lyst ændrede fart som han ville. Den anden hånd blev ført op til Ma’lakels læber kort, for at lade sig glide ind imellem dem og blive kærtegnet af tungen der gned sig imellem lange og pege fingeren for at vædde dem, noget han engang før også havde gjort med hensigt at lindre hvad for end en smerte Ahngel måtte gå igennem når Ma’lakel engang valgte at han ikke kunne holde til mere og blev nød til at tvinge sig op i den smukke vampyr. De grønne øjne stirrede på Ahngels ansigt som han væddet de to fingre, sultent, dyrisk, og næsten rippet for al den nære kærlige tilnærmelse han førhen havde udvist overfor Ahngel. Lyst, dominerede ham. Dyrisk og vildt, brændende men ikke alt ædende, det var en lyst han kunne styre: en lyst som ikke gjorde ham mentalt ustabil eller sadistisk. Han ønskede at behage sin partner denne gang, frem for at se denne skælve i smerte og vride sig i håb om at komme fri velvidende at denne ikke ville slippe væk før Ma’lakel ønskede det. Hans lange tunge fulgte fingrende et stykke, imens at hånden der havde fat om Ahngel’s lem øgede farten, der blev trukket en lille gennemsigtig streg af spyt med da fingrende frigjorde sig fra tungen, alt imens at de gylden grønne øjne atter iagttog, sugede, hvad end reaktion de kunne til sig. Fingrende gled forbi Ahngels køn og længere ned indtil at de nåede det sted Ma’lakel snart ville indtrænge, indtil at han fik sit lille ønske om at høre denne sige hans navn i en beruset extace af intet andet end Ma’lakel selv. Hans følelser gjorde ham grådig, begærlig, og skinsyg! Finger spidserne gled først langs åbningen for at gøre dette sted parat inden at han lige så stille begyndte at presse fingrende ind. Hans læber fandt i mellemtiden tilbage til Ahngels køn og lod tungen glide over dets hoved, imens at hånden endnu kærtegnede samme. De fingre der var blevet presset op i vampyren lod sig lige så stille glide ind og ud, i et meget roligt mønster, alt imens Ma’lakel så til, hans blik endnu piercende og næsten uhyggeligt meget fokuseret på Ahngel. Ma’lakels eget lem var stift og klar, gjorde næsten ondt på grund af hele scenariet. Og ligesom hans følelser for Ahngel påvirkede hans trang til at se denne i komplet extase, så påvirkede det ligeså hans trang til at være inde i denne, have denne så tæt på som muligt. Efter få sekunder hvor han legede med Ahngel yderligere, lod sine fingre køre ind i ham, og ud igen, og tungen glide over kønnet imens den anden hånd hjalp til med at gøre oplevelsen mere uudholdelig: så man næsten ville ønske han bare gjorde det, bare gennemborede en i stedet for at trække tiden ud og pirre endnu mere, indtil at man næsten havde lyst til at tigge om det.
Men der kom også en grænse for Ma’lakel selv, han kunne heller ikke holde ventetiden ud til sidst og lod sine fingre glide ud fra vampyren, og rettede sig selv op. Hans væsen endnu badet i det varme skær fra kaminen, der fik ham til at ligne denne underskønne eksotiske skabning. Han lænede sig forover, så man skulle tro at han ville ligge sig beskyttende over Ahngel og indtage ham som han havde gjort den selv samme nat de elskede for første gang. Men det var ikke hans plan, da havde vampyren fået lov til at gemme sig, til at lade sine forsvare være oppe i den tro at Ma’lakel ikke vidste at han brugte netop ham som et skjold for ikke at vise sig selv. Hans hænder gled ind inder vampyren i stedet, den ene nede ved dennes lænd, og den anden smøg sig ind under skulderen så den lå på dennes øverste del af ryggen. Han sad selv på knæ imellem vampyrens ben, og med et nænsomt ryg løftede han Ahngel op imod sig, guidede denne næsten ovenpå ham i en siddende position. Hans overarme spændte som han løftede sin partner imod sig, og som vampyren ville blive løftet op ville denne, hvis han havde lagt med bøjede knæ ligeså, komme i den rigtige stilling til den nære position som Ma’lakel havde tænkt sig. Ma’lakel guidende den hånd der lå på vampyrens lænd ned over dennes baller, greb kort fat i den ene imens at han ville søge vampyrens øjne i det denne var kommet op imod ham, med et blik der ikke kunne misforstås: ’jeg vil have dig’! Og selvom blikket kom under dette, kunne man fristes til at tro at det ikke blot var Ahngels krop som Ma’lakel hungrede efter, men Ahngel som person. Hånden der kort havde grebet fat om Ahngels ene balle, lod sig føre vindere ned for at tage fat om Ma’lakels allerede faste køn, og ligeså stille presse det imod Ahngels åbning imens Ma’lakel strakte hals for at forene hans egne og Ahngels læber, i et hårdt kys, imens han med den hånd der lå på ryggen af Ahngel knugede ham tæt indtil sig, både fordi han ønskede nærhed men også fordi han støttede Ahngel i at holde sig oppe hvis ikke denne knugede sig selv ind til ham ligeså. Dernæst lod han Ahngel glide ned over hans lem, og derved gennemborede han ham, og seperarede deres læber kort for at lade et mørkt støn komme til live!

Ahngel tav da atter brat og holdt sin stemme nogenlunde forseglet, selvom det ikke helt lykkedes for ham. Han reagerede fortsat på Ma’lakels behagende mønster i form af mindre, dog let hørlige og måske endda anstrengte åndedrag. Hans kæber nægtede at lukke sig i og en svidende stikken begyndte at dunke i hans tandkød som hans hjørnetænder krævede mere plads og trak sig ud. Gjorde låsningen af kæberne en umulig mission uden at han ville opflå hele hans tandkød på nederste kæbes ydreside. Langsomt klemte han de røde øjne blot en halv centimeter åben. Den røde farve skar igennem som et knivstik og man skulle tro at han ville blænde sig selv med den klare farve. Han kiggede direkte imod loftet et øjeblik. Måske på at holde fast i den virkelighed han befandt sig i og ikke lulles ind i en hypnose, hvor han glemte sin position, for til trods for hvor meget han i sidste ende havde længtes efter Ma’lakel, så kunne han ikke give sig hen. Han ville ikke tillade sig selv det når han var på dette sted. Han nægtede at glemme og lade tanker tage over her. Han forbandede det ligeså. Forbandede hæmningerne og forbandede det faktum at han ikke engang i sit eget hjem kunne være.. hvad hed det nu?..
..åben?
Som var det et stikord mærkede han ligeså sit eget køn rejse sig, som strittede hans krop imod selve det faktum at han ikke ville lade sig give hen og lade ske hvad der ville. Typisk. Da mærkede han da et mellemrum og manipulationen af den ophobende ekstase syntes at tones ned igen. Han tillod det uregelmæssige og anstrengte små støn and sænkes til en hviskende vejrtrækning der syntes at være nødvendig nu da samtlige nerveender pulserede og hans hjerteslag skubbedes i gang for at skabe en sammenspændt smerte i hans bryst hvis han ikke adlød og gav hjertet ilt. Pulsen kunne mærkes tydeligt i hans fingerspidser, tindinger og det lettere blottede tandkød imens det syntes at stabilisere sig. Et velkendt sug satte da endnu et skub i gang da han mærkede tungen af Ma’lakels stryge hans maveskind i stedet. Den upålidelige kildren bed i og tvang hans hænder til knyttede klør der kort spidede hans egen håndflade med de allerede udtrukkede klør. De tvang sig hurtigt imod gulvet hårdt igen da Ma’lakel besluttede sig for at forsætte kærtegnelsen af Ahngel med sin hånd. En hurtig bevægelse løb igennem ham, som fik hans krop et chok da det kælende gys atter flåede sin vej igennem ham som en torden man manglede et lyn på. Endnu et støn blev slynget ud i luften efter få bevægelser imod hans køn og han strakte atter halsen og klemte kæberne imod hinanden, skabende revner igennem det røde tandkød da den overflødige energi tvang tænderne hårdt sammen, som kunne de knække når som helst. Da forvandledes stønnene i takt med at der ingen luft kom fra munden. Det blev til mørke hvæs der flåede sig igennem de minimale luftåbninger imellem de skarpe tænder. Øjnene var klemt i, som var der et skarpt lys udenfor dem der ville brænde øjnene til ukendelighed.
Gulvet virkede mærkeligt transparent da. Formløst og gennemsigtigt for en med lukkede øjne. De var ikke tvungen lukkede, men midlertidige slået ud af fokus. Et tankefuldt mørke havde skabt omgivelserne for en stund og lod alle flammerne der udgjorde røde smertefulde indtryk, dø hen til ikke andet end skyggesilhuetter på vægge der syntes uendeligt langt væk. Skygger af ham selv der bevægede sig i former han ikke kendte til og heller ikke lignede en humanoid i form. Han vidste blot at det var ham via de røde prikker der ugjorde øjnene og de lange tråde der umuligt kunne være lemmer. Skygger fra ham selv som var badet i det eneste lys omkring. En hvid flamme der matchede Ma’lakels ophobende berøringer med sin dans og tag i hans hud, der langsomt syntes at blive brændt, men alligevel vigende. Det smertede ikke, men lagde denne følelse over ham igen. Den han ikke kunne definere med sine mange ord. Harmonisk som musik, hvor den del det ikke dækkede, var stikkende og iltert som negle imod en tavle. Ahngel fandt sine arme imod det.. skubbende, men alligevel var håndled og fingre slappe, som havde ilden allerede ædt og paralyseret det til fulde.. bare ventende på at der ikke var mere hårdfør hud tilbage, så den kunne æde af hans kød. Det brændte ikke rent følelsesmæssigt, men kælede og behagede på et plan hvor det var svært at vurdere hvorvidt det var seksuelt eller sindsligt. I dette lydtætte billede, var der ingen luft eller rum. Ilden brændte, skønt der ingen ilt var dertil. Den levede trods alle odds og hang ved som var den kilet. En flænge slåede igennem armene og efterlod røde ar, som ilden syntes at presse sig igennem. Kødet begyndte at smuldre til sand og forsvinde i mørket imens ansigt, hår, krop og knogler ligeså slog flænger og krakelerede som keramik. Da mistede han sin form og forvandledes til en flamme han selv. Det vil sige.. det ville han, hvis han ikke havde flået sine øjne op da hans hud først syntes at krakelere!
Åndedrættet var hurtigt og han havde igennem den lille fraværende ekstase ikke holdt stemmen tilbage for Ma’lakels bevægelser imod ham. Han klemte hurtigt kæberne sammen og lod halsen snørre ind for ikke at lade flere åndsfraværende støn slippe ud igennem læberne. Det ville meget vel lyde mærkeligt at han pludselig lukkede det inde. Om hans krop var nu omsluttet, ikke kun ar, men blodårer der trykkede imod hans hvide hud og gjorde sig synlige som blå tråde over de tyndeste områder. Først nu opfangede han Ma’lakels nærgående ’forberedelse’ på selv at tilfredsstille sine lyster. Det slog ham. Han havde i det øjeblik været fuldkommen væk i hvad der end blev tændt i ham af Ma’lakel og farven fra den hvide flamme var stadig til at huske for hans indre syn. Havde han, trods hans advarelser til sig selv, ikke kunnet modstå ideen om at glemme alt der var omkring en til fodel for noget så patetisk som følelser? Sådan var det da ikke under deres sidste samleje? Hvorfor var der sådan en radikal forskel så pludseligt? En antydning af en kvalm følelse fra hans åbning dukkede op, og slyngede ham væk fra sin problemstilling der ganske hurtigt syntes at dø hen og forsvinde fra hans undring. En kvalm følelse der pirrede, men overgik ikke den konstante strøm af kropslig nydelse der dertil blev tilført. De røde øjne lukkedes igen i, dog ikke så let som før. At lade sig falde igennem til et kropsløst åndeligt plan havde ikke været meningen.
Da syntes planet at skifte. Ma’lakel lænede sig i stedet ind over Ahngel, hvis ansigt syntes at stabiliseres. Han åbnede langsomt øjnene igen og fandt Ma’lakel over sig. Han betragtede ham kort med et undrende udtryk, som havde han lige fundet sig der og ikke havde den ringeste ide om hvorfor. Hans led syntes kort at gi et knæk fra sig da Ma’lakel bevægede armene rundt Ahngels ryg og skulder. Ahngel hævede kort et øjenbryn, men fik ikke tid til at gennemføre spørgsmålet.. end ikke i eget hoved før Ma’lakel med et ryk løftede ham op imod sig. Ahngels arme hang passivt ned om hans side imens han kort betragtede ingenting ind over Ma’lakels skulder, som var han brat blevet vækket fra en søvn. Da rettede han nakken lidt imens det lange sorte hår lagde sig om hans rygs start og hans skuldre igen. Hans læber blev da fanget i et kys fra Ma’lakels side, som kort tvang Ahngels nakke lidt tilbage, men udlignede da Ahngel ligeså kyssede længselsfuldt tilbage. Han vidste hvad der kom nu og ganske rigtigt… Ma’lakels lem pressede sig imod hans åbning og meget hurtigt fik Ahngel løftet armene, lagde dem om Ma’lakels ribben og om på ryggen, hvor den ene fandt skulderbladene og den anden lænden. Han knugede sig ligeså imod Ma’lakel og kort lod de udrykkede negle pierce ham en smule imens bevægelsen fuldendendes og Ma’lakel havde indtrængt ham. Ma’lakels vigen fra læberne blev ligeså gjort af Ahngel der lænede sig en smule forover og ligeså pressede læberne kort sammen imens hans fingre atter klemte om Ma’lakels hud. Et meget svagt støn kom fra ham ligeså, selvom dette ikke direkte var nydende da, dog heller ikke i en dræbende smerte. Da åndede han let ud og hans læber hvilede kort imod Ma’lakels skulder imens en klump upunktlig spyt samledes i hans mund og blev sunket. Sådanne menneskelige faktorer… Det var intet under at vampyrerne ikke dyrkede sex på samme måde. Et koldt suk udstødtes imod Ma’lakels hud da og Ahngels hænder syntes atter mere venlige imens neglene trak sig til sig.

Hånden på Ahngel’s ryg lod ligeså til at presse sig tættere imod vampyrens hud, i det Ma’lakel gik ind i denne. Han lukkede de grønne øjne, og ligesom Ahngel der søgte hans skulder og lod neglende synke svagt ned i halv-dæmonens guddommelige, solkyssede hud, lod også Ma’lakel hans negle plante imod dennes ydre skind, som en sensuel prikken: de var ikke lange nok til at gøre yderligere skade. Men Ahngel var det modsatte. Ma’lakel strakte hals imens at han kunne mærke vampyren tæt på kroppen, bøjede svagt nakken bagover for derefter at kvæle hans støn ved at bide tænderne sammen, som neglende krævede hans opmærksomhed kørt, og fik nerverne til at trække sig sammen i smerte. Men det var heldigvis kun midlertidig, selvom Ma’lakel på sin vis var en lille smule machocistisk, så havde han en sær ide om at dette ikke var noget hvor smerte hørte hjemme. Han lod ansigtet rette nedad, efter nogle sekunder hvor at smerten fra de lange negle der borede sig ind i ham, og tilvendelsen af at være inde i en vampyr vis indre var fuldstændig modsætning af Ma’lakels. Han hvilede kort ligeså sine egne læber imod vampyren’s skulder inden at de hvilende læber lod små kærtegnende kys placeres over de marmor hvide hud, som Ma’lakel fandt så ufatteligt smuk, at man skulle tro han aldrig havde stødt på et andet udødt væsen. Hånden der havde presset fingerspidserne og neglende imod Ahngels hud, slappede ligeså igen af, og gled blidt ned langs dennes rygrad med spredte fingre indtil den nåede lænden hvor den kælent lod sig placere: som aede Ma’lakel Ahngel kort, måske en form for omsorg eller medfølelse? Hvis man ellers havde tid til at tænke over hvorfor Ma’lakel opførte sig så kærligt overfor Ahngel som han gjorde: som var Ahngel lavet af et så sårbart materiale at Ma’lakel i et øjeblik knap turde bevæge sig. Dog ville Ahngel kunne mærke halv-dæmons rejste lem inden i sig, kort bevæge sig fra side til side et øjeblik, noget der måske ville pirre, men i hvert fald gøre denne opmærksom på at de altså stadig skulle igennem noget der ikke ligefrem ville være lut og blødsødenhed! Ma’lakel’s læber, dansede fortsat over den udøde’s hvide skin, hans læber blev separeret, og Ahngel ville kunne mærke en prikkende fornemmelse af de lange spidse tænder der blidt blev strøget langs dennes hud.. lige indtil: Ma’lakel åbnede øjnende, og en gylden farve dominerede det dyriske blik! De ellers blide strøg fra de skarpe gule tænder, sank ned i huden, i købet på stykket imellem Ahngels hals og skulder, og plantede sig der hårdt i det Ma’lakel bed! Hånden der nænsomt havde lagt sig på dennes lænd fik et mindre blødt tag og finger spidserne pressede sig endnu engang hårdt imod vampyrens hud! Man kunne fristes til at tro at Ma’lakel ville æde Ahngel frem for at elske med ham! At hans væsen havde vendt vrangen ud på sig selv, og Ma’lakels mere primitive og dyriske instinkter havde taget over! Sult, parrings instinkt, og territorielt begær! De korte negle borede sig ind i den kolde hud og begyndte at slæbe sig hen over lænden, skabe ridser, tilføje små ar til vampyrens allerede fornemme samling! Og så begyndte det: Ma’lakel bevægede hofterne i et først langsomt mønster, og bevægede sit faste lem ud og ind af vampyren! Lige så stille til at starte med, men efterhånden kunne man mærke hvor utålmodig halv-dæmonen blev, og ikke lang tid efter var farten øget og vampyren blev påført yderligere pinsel ved dette, en pinsel Ma’lakel et kort øjeblik glemte. Alting syntes at syne hen, alting begyndte at blive ligegyldigt, og begæret, grådigheden blev alt! Ma’lakel ville have mere, havde lyst til at skrige sin frustration ud, udelukkende på grund af han ikke forstod hvor dette kom fra! Hvorfor at vampyren blev til alting, og han selv… han selv til ingenting! Selvom alt der nogensinde havde betydet noget for ham, var ham selv, men nu… nu kunne han mærke at netop dette ændrede sig, han var ikke længere selv alting! Hans stød begyndte så småt at blive mere milde, at forbarme sig nærmet, imens at de tænder der havde bidt fat i vampyrens hud stille begyndte at trække sig op fra denne, og den ru tunge gled ud fra de smalle læber og begyndte at slikke de huller som Ma’lakel havde lavet i vampyrens hud og kød. Hvad end der måtte være at blod, så blev det slikket væk imens at den ru tunge blød gjorde de mange små sår, og ville på sin vis lindre lidt af den svigende smerte der fulgte med ved at blive bidt af Ma’lakel. Hånden der før havde haft til opgave at lave ridser over Ahngels lænd, formildede sig ligeså, og blev igen kælende, men ikke på samme nænsomme måde som før. Dette var elskov, dette var Ma’lakels form for elskov, dyrisk, kaotisk, utilregnelig, ligesom han selv! Efter et sidste tunge strøg, lod han sig kort opsluge af de tynde sorte tråde der udgjorde Ahngels hår, tillod sin kind kørt at stryge let imod Ahngels hals, imens at Ma’lakels vejrtrækningen blev dybere. Hans hjerte slog i brystet på ham, som skulle det til at hoppe ud, og små støn i ren og skær nydelse kunne høres fra ham! Den hånd der før havde guidet Ma’lakels lem blev kørt op for at ligge sig næsten beskyttende imellem dennes skulderblade, og Ma’lakel knugede da Vampyren indtil sig, alt imens hans stød varierede fra at være ren pinsel til at blive til noget behageligt og blidt!

Pulsen rasede i en normalt lettere hastet rytme, men for Ahngel virkede den overmandende. De lange negle syntes at dunke dertil og skabe variation imellem deres længder alt efter om blodet blev trykket fra eller til fingrene. Han lod da hænderne ligge fladt imod Ma’lakels ryg for ikke at spide ham mere end yderligt. Nogen gange glemte man helt at have dem. Ahngels mund lod sig ganske let åbnes imod Ma’lakels skulder, men lod sig ikke bide deri. Han gjorde blot plads til den unødvendige ilt at passere munden. Den kolde ånde ville fortsat forsøge sit på at lamme det yderste hudlag på den brede skulder imens den forreste del af hans overmund ville mærkes i en let støtte. Tænder og tunge virkede så bitterligt tørre da, som havde han spist en mundfuld sand. Endnu et suk stødtes da Ma’lakel ligeså lagde læberne imod Ahngels skulder og begyndte at plante små hede kys imod det og halsstykket. Den beroligende følelse syntes igen at strømme fra Ma’lakels læber og Ahngel rejste kort halsen for taknemmeligt at tage imod den midlertidige ømhed med nænsomt lukkede øjne og en afslappet halsåben mund, hvor den lange tunge kort smygede sig ud som en slange og forsøgte sig på at fugte de tørre læber uden videre held. Det undrede ham… Hvorfor rørte Ma’lakel ham nænsomt som var han ved at gå i stykker på sådanne tidspunkter? Hvorfor var han så afholden? Hvorfor så kærtegnende og medfølende?
De røde øjne åbnedes en smule idet han så hen forbi Ma’lakels brune hår og ud i værelset, som pludselig virkede så mørkt i forhold til ilden og Ma’lakels hud, samt de tyktegnede tatoveringer, som Ahngel lige nu holdte om.. ligeså ømt, som kunne dennes takker stikke ham ved den mindste bevægelse. Undrende lod de røde øjne sig vandre fra et tilfældigt sted i mørket og op i loftet, hvor skyggerne bevægede sig i former der kunne ligne noget undervands. Øjenlågene lod sig atter sænkes og lukkes til da Ma’lakels kys fandt længere op ad halsen og den slanke ryg krummede sig let da Ma’lakels hænder fandt derned, som faldt der en smule kælen kat over Ahngel. Han klemte atter neglene imod Ma’lakels ryg, men spidede ham ikke på samme måde, men nærmere smøg dem om ham. De holdt da ide med at bevæge sig da Ahngel mærkede tænderne tage del i Ma’lakels læbers dans for derefter at bide sig ned i det sarte kød. Ahngel bukkede da halsen igen imod Ma’lakels skulder og bed tænderne sammen. Ligeså mærkedes Ma’lakels tag i Ahngel at forstærkes da fingrene pressede sig hårdere imod ham. Det ene øje holdt sig stramt lukket imens det andet kiggede frem for sig igen, stadig med tænderne blottet og musklerne strammende om sig ved øjne og kæber. Hans brystkasse tog et kort hiv luft til sig for igen at stabilisere den atter ophobende puls. Hvorfor gjorde det pludselig så pokkers ondt? Hans stemme kom atter til udtryk i et kort støn da Ma’lakels negle begyndte at slæbes over Ahngels hud over lænden. Smertefulde stik dannede et sindsligt billede af arrenes blødende former for Ahngels indre øje og i takt med at blodet piblede langsomt frem, forsvandt Ahngels undren over den bløde berøring fra før og de kærlige tegn. Endnu engang måtte han tvinge sig ud af tankerne for at følge med i sin ydre verden. At påminde sig selv blev dog ikke påkrævet da Ma’lakels begyndende bevægelse ind og ud Ahngel satte i gang. Atter engang tillod Ahngel sine arme yderligere om dæmonens krop for blot ikke at lade sine muskler stå ubrugte så de var nemmere at gøre skade på. De lagdes ud med indåndinger og udåndinger der matchede Ma’lakels bevægelser ind og ud af ham. Indtil videre… udholdeligt på et ganske stabilt plan, til trods for at Ahngel undrede sig over sin pludselige sarte hud og muskelmasse. Var det på grund af den store mangel på blod? Sandt nok.. Han var fysisk ikke på sit højdepunkt og hvis han forsøgte, ville han ikke være i stand til at komme fra Ma’lakel af simpel styrke hvis han besluttede sig derfor og Ma’lakel nægtede at slippe sit tag. Ganske kort krummede han brynene og lukkede kæberne sammen da farten fra Ma’lakel syntes at forøges og hvad der før havde været et stabilt og afbalanceret punkt på hans smertetærskel, syntes at forandre sig meget markant. Ånden blev til diskrete og ukomfortable støn der ikke syntes at matche Ma’lakel mere, men nærmere den tid det tog for den bitre følelse at finde vej igennem Ahngels tyndslidte nerver og celler. Det ophobede sig selvfølgelig i takt med Ma’lakel og en decideret smerte blev da at finde i den abstrakte form for elskov. Tænderne klemtes strammere om hinanden og igen syntes Ahngels negle at være ligeglad med hvorvidt det gjorde ondt på Ma’lakel at blive spiddet derfra. Tænderne i hans nakke, ridserne over lænden der ikke syntes at ville heale som de plejede og Ma’lakels voldsommere stød syntes at ville finde vej og videregive ønsket om at flå noget igennem Ahngel. De lange negle klemte sig ud igennem fingrene og tilbage og begyndte ligeså at rive i Ma’lakel i en lidt mere klodset form eftersom stødende sendte smerten igennem ham som noget han ikke kunne sætte tidspunkt på og derfor forkludrede Ahngels bevægelser. Hans ankler strakte han da og et knæk kom deraf inden han trak benene opad og tættere imod sig. Stønnene var reduceret i iltre hvæs der strømmede ud fra de blottede tænders mellemrum og var øjnene ikke lukkede, var det slået stikkende igennem luften med pupiller så tynde som en kats.
Stødene syntes at formildnes og selv den mindste forskel gjorde en del. Ahngels negle trak sig ind igen, hans ben igen lettere strakte og hans hals fremover hvor den søgte støtte over Ma’lakels skulder. Øjnene stadig iltre og fyldt med blodige gnister, men hans ansigt ikke anstrengt og tænderne ej blottede. Hans hals lod sig vippe en smule imod siden idet Ma’lakel trak tænderne ud fra det blødende kolde kød og Ahngel afsendte et klagende støn der ikke lod sig tilbageholdes længere. Hans krop ville, efter nok tid i Ma’lakels arme, være mindre frysende og nu blot kølig, dog stadig i en temperatur som ikke lignede noget levendes. Han selv mærkede forskellen, men ikke i de samme ord som man normalt brugte. Han havde ingen navne til dem, men vidste at det kom fra Ma’lakel. En form for harmoni der skød igennem ham til trods fra den nu pirrende stikken fra hans underliv. Ma’lakels rug tunge fandt vej over den blødende hals og sendte et stik over det, som var Ma’lakels spyt overfyldt af ikke blot enzymer, men også jod og krydderi. På egen vis var det lindrende, men som saltvand lindrede, skulle det gøres igennem pine. Da lænede Ma’lakel sin egen hals imod Ahngels, hvilket også stak i sårene som bare pokker. Ahngel blottede kort tænder og krummede atter brynene, men det blev udlignet af Ma’lakels nydende stille støn og det faktum at han igen knugede Ahngel tættere til sig. Ahngels ansigt henfaldt i en ikke helt villig tone, men tænkende og neutral, som ligeså døde hen idet mønstret igen blev optaget af Ma’lakels foranderlige stød, som Ahngel ville reagere på med samme toner, takter og pinte støn og hvæs. Var han på sit normale logiske stadie, ville han ligge søvnløs om dagen med spørgsmålet om hvorfor han tillod sådan en smerte i sin krop for at lade Ma’lakel få sin tilfredsstillelse. Måske var Ahngel observerende, men på bange måder kunne man også nemt kalde ham…
…fuldstændig blind.

Ængstelsen tag blev stærkere imens at verden synede hen til ingenting. Der var hverken hierarkier, der var ikke mennesker, der fandtes knap liv i verden imens at kulden indtog hver en celle i den ellers varme krop, der konstant søgte en ikke eksisterende stabilitet, der aldrig kom. Der fandtes ikke andet end deres kroppes dansede mønstre, åndens kolde slag der lå sig over Ma’lakels skuldre, lydende der gav et ekko igennem hver en del af sindet, rev i det, flåede, bed det i tusinde små stykker indtil det var et pusle spil vis brikker ikke længere passede sammen! Hvad end der måtte have været af døre var de blevet flået nådeslåst op. Fortabelsen var i sig selv en forbandelse lagt over alle kroge, alle små hjørner, alle de gemme steder som Ma’lakel ellers havde arbejdet så hårdt for at gemme. Ingenting kunne skjule sig længere, og lænkerne smuldrede, som var de forbrændte og blevet til aske, der lige så stille fløj væk med en skrøbelig prise der lod asken danse inden at det faldt til jorden, og forblev der indtil det blev et med jorden, blev til næring for et spirer der så ville vokse, vokse sig stor og stærk: et træ af metal, af kæder og lænker, låse som ingen endnu havde nøglen til. Træet af metal, træet af styrke, af svaghed og smerte. Det der før havde været tøvende, og bange, blev et med træet som det dannede sig midt inde i Ma’lakels sjæl. Som hænder der rakte op fra jorden, snoede de sig som slanger omkring hinanden ind til fingrende gled imellem hinanden og lod håndfladerne røre. Grene begyndte da at gro: Grene der ville gro længere og længere, indtil de var smeltet sammen med alle døre, alle minder, alt der så kunne have en relation til Ma’lakels væsen. Og de blev stærkere, som titanium umulige at knække for selv det stærkeste væsen. Træet stod stærkt og stolt, tøvende tanker nåede ej at give den en skramme, det gjorde andre små tvivlende indskydelser heller ikke. De var evigt forvist, imens at de hænder der så blidt løb over den kolde hud stille begyndte at give små spasmer fra sig, som frøs Ma’lakel! Som lod han kroppen reagere på kulden for en gangs skyld, selvom at dette ej var noget han nogensinde havde gjort før. Også selvom at verden tit havde lagt sit vinter tæppe over halv-dæmonen varme hud, så havde det aldrig fået yderligere konsekvenser. Deres elskov synes på samme tid at blive mærkeligt anderledes, som begyndte de muskler i Ma’lakels krop der før havde været spændt pludselig at slappe af og hans stød lod sig glide op i vampyren som kærtegnede han denne indefra, og ud igen med samme forsigtige og nænsomme præstation. De smalle læber tillod sig i mellem tiden at glide langs vampyrens hals imens at han indtog vampyrens duft som var dennes aroma hypnotiserende og vanedannede, og Ma’lakel selv var afhængig af netop denne. Et mørkt, langtrukken støn lod sig stille glide ud fra de smalle læber, imens at den afbrændte duft af de smeltede hår spidser satte sig som en grundlæggende krone midt i den rose som udgjorde den udødes duft. Den pirrede Ma’lakels sanser, bedøvede hans sind, og inden længe lod han sig læne forover lige så stille, alt imens han atter bevægede sig inden i den udøde’s krop og sind. Hans åndedrag hede, og tunge, som hans krop der lige så stille tillod sig at danne små gennemsigtige perler der til at starte med blot sad passivt oven på den solkyssede hud. Deres stille fald ville ikke give meget støj, højst et svagt bump. Ma’lakel knugede stadig Ahngel indtil sig, som ville denne forsvinde ud i ingenting skulle han blot tænke på at give slip! Hans store arme, vis muskeler blev strammet svagt så man kunne se nogle få blodårer der stod frem med en sær blå-gullig nuance, holdt om den udødes kolde dog ikke isende krop, som denne endnu blev guidet ned imod gulvet, dog holdt over det på grund af Ma’lakel der endnu havde sine arme beskyttende omkring denne. Som havde hans arme snoet sig om Ahngel, blot for at skjule, for at beskytte, og skjolde, som kunne verden omkring dem ødelægge det hele, ødelægge dem, og alt det som deres verden lige nu bestod af: hinanden. Selvom Ma’lakel ingen ide havde om hvad vampyren følte for ham, kom hans egne følelser underbevidst til udtryk ved hans handlinger, hans ubegrundede behov for at beskytte, for at tilfredsstille frem for at dræbe og pine. Kaminens brændende ild som til trods for den døde energi der skyllede ind over den, blev ved med at brænde, blev ved med at varme, udelukkende på grund af den aura som Ma’lakel afgav. Ligesom det kolde døde skrallede af vampyrens kolde ydre, så var Ma’lakels aura varm, ikke tør og fjendtlig, men hjertevarm, som et kærligt strøg fra en blid hånd der gled henover kuldens døde kind.
Hans læber banede sig vej fra såret til halsen, og som de lå ned på det mørke træ gulv endnu engang, ville Ma’lakels læber løbe yderligere imod den udødes hage, imens at stille støn blev afløst af et tungt åndedrag. Som sultede Ma’lakel sig selv ved at lade tiden trække ud, ville han vis ikke den udøde lod sig vige bort fra hans læber, forene de to i først et let og ømtåleligt kys, der knap kunne kaldes et, men dette ville udvikle sig: læberne ville lade sig presse imod de kolde, lade sig seperare i et mønster der så tit var blevet brugt, men så stoppe for at genoptage et ganske nyt mønster som han kun havde delt med vampyren, hvis altså denne fulgte hans læber med samme længselsfulde begær, ville både tunge og tænder spille ind i et dyrisk kærtegn der ville blande deres spyt sammen, og lade det hungrende endnu leve! Gro større og stærkere!
Denne længselsfulde dans, denne surrealistiske elskov ville fortsatte, fortsætte i et mønster der ville syntes uendeligt! Ma’lakels endeløse kys, hungrende stød og krævende tænder, kunne knap stoppe i få sekunder i frygt for at lade vampyren forsvinde ud fra den extace som Ma’lakel gjorde sit for at underlægge denne. Hans ene arm snoede sig imellem tiden ud fra under den udødes slanke krop, og Ma’lakel tillod sig da at seperarer sin overkrop og lidt af sit underliv, en smule fra vampyrens væsen for at lade sine fingre tage fat om dennes køn og lade dets hud køre i hans håndflade for ligeså at stimulere denne på samme måde som han selv blev det. Og som de nåede climax begyndte de ellers omsorgsfuldt stød at gå dybere, at blive mere krævende, og Ma’lakel lod for sidste gang sine læber presse sig imod vampyrens, for til sidst at lade dem seperare igen, og ligge sin kind imod Ahngels imens at de udviklende stød blev mere og mere brutale i takt med at Ma’lakels hånd fulgte samme fart. Han bed kort tænderne sammen imens at et mørkt støn blev kvalt, og han kunne mærke kroppens varme stige og et velkendt pres danne sig i hans køn.

Et øjeblik fandt Ahngel sig væk igen. Kun få sekunder mistede han igen sit tag på tid og sted, som han så desperat forsøgte sig på at holde fast i. Da ville han igen åbne øjnene let af et stød der virkede mere uregelmæssigt end de andre. Kun sådan en lille forskel var alt der skulle til før Ahngel igen fandt sin stemme for høj og sin position for sigende for husets vægge. Han klemte atter kæberne sammen i et bevidst låsende greb, hvor de egentligt lidt høje støn atter blev til hvæs der skiftede fra lette åndedrag og til iltre fortolkninger efter som Ma’lakel skiftede hastighed. En duft ramte ham da og han lukkede atter øjnene og lod læberne glide passivt ned over hans nakke og starten på skulderens afrunding. Hans lunger hev luften nær Ma’lakel til sig.. grådigt som han indtog hans kropslugt imens han saltede sin krop med svedet. Til trods for den indespærrede form for sved, var denne duft nærmest sød, dog stærk som et eksotisk krydderi. Selve duften var dog heller ikke hvad der betød noget. Det var det faktum at Ma’lakel afgav noget, som Ahngel kunne tage. Han sugede det til sig til lungernes kapacitet var fyldt.. dog ærgede han sig over at der ikke var plads til mere. Han ville ikke slippe hvad han havde.. Det var han for grådig til i dette øjeblik og som Ma’lakels stød blev svagere, fandt Ahngel et rum til at slippe luften ud.. tømme sig med et langt suk, der måtte føles umådeligt koldt imod Ma’lakels skulder. Han separerede kort læberne igen for blot at lade tænderne hvile derimod.. trykkes til hans tandkød afgav et knæk der ikke kunne høres af Ma’lakel. Da smøg hans tuge sig ud fra gabet.. Forbi de lange tænder og lagde sig først urørligt over Ma’lakels kraveben. Ahngel trykkede sig da en smule tilbage med øverste del af sit torso for at give sig selv plads til at strække halsen. Først bøjede han den en smule.. søgte et par centimeter længere ned og lagde tungen imod Ma’lakels let glinsende start på brystkassen. Med en glidende bevægelse trak han sin hals opad og fulgte ruten med tungen der opfangede Ma’lakels salte kropsvæske og efterlod et først fugtigt spor fra hans spyt, men som der ville tørre ligeså hurtigt ud som var det slimet fra en Aloe Vera plantes healende indmad. Manglen af samtlige menneskelige faktorer gjorde hans mundvand alt for let udtørlig. Hvad skulle han også bruge det til?
Tungen standsede da den fandt sig strækket til sit yderste og opgav da sin søgen på at optage mere af Ma’lakels indtagelige anstrengelsens søde stof. Han fjernede da tungen fra Ma’lakel og trak den tilbage i skjul da han mærkede Ma’lakels læber imod sin hals yderligere kød. Et længselsfuldt suk gled fra hans ansigts åbninger og gjorde værelset en mikroskopisk smule mere kold. Ikke noget et menneske eller anden kunne mærke. End ikke Ahngel lagde mærke deri. Det var efterhånden ikke meget han.. lagde mærke i. Som sov han havde hans øjne opgivet at holde fast på rummet der omgav dem og igen befandt han sig i et mørke som intet rovdyr kunne skimme igennem. Flammen atter brændende.. slående revner i hans hud og tog former af arme, ben og øjne. Trods Ahngel ikke kunne se.. vidste han dens nuance skiftede til noget mere… varmt? En vippende bevægelse lod Ahngels nakke lægges tilbage og det lange hår forlod ansigtet og efterlod det bart.. hvidt og afklaret, som sov han og ikke blot forkastede sin formelle eksistens dette øjeblik. Et øjeblik slappedes Ahngels muskler fuldkommen af.. og de lange hvide arme faldt begge til Ma’lakels lænd uden egentlig at holde fast. Han stolede på at han, selv uden egen støtte, ikke ville falde til gulvet og slå baghovedet imod det mørke trægulv. De røde øjne lod sig kort åbnes, men virkede ikke tilstedeværende. Han så ikke, selvom han lod natten glide ind gennem øjenlågene. Dog faldt de til siden.. så på hvad han nu kunne se af Ma’lakels hår.
Som de endelig fandt ned til gulvet, gled Ahngels fingre atter op om Ma’lakel, hvor den ene lagde sig om ryggen igen og den anden fandt vej op til Ma’lakels hårgrænse, igennem det mørke hår for blot at lade fingerspidserne vandre over hovedbunden med neglene let prikkende dertil. Hvad kaldte man dette sprog? Hvad kaldte man disse udtryk? Hvad kaldte man… Ma’lakel? Flere spørgsmål blev det ikke til. Ma’lakels læber fandt til Ahngels hals og de røde øjne lukkedes endnu engang i… lettere hårdt idet han strakte halsen for at optage kærtegnende så meget som muligt. Han vippede ansigtet mere parallelt Ma’lakels da kyssene søgte opad og Ahngel lod sine læber kort blive berørt ømt af Ma’lakels uden egentlig at kræve dem selv. Et suk gled igennem næsen efter han lod kysset ophobes, dog ladende sin nakke hvile imod gulvet og lade Ma’lakel tage ham som han ville et øjeblik. Ahngels tænder blottedes i kysset og tungen lod sig ligeså dele imod Ma’lakels. Et velkendt sug sendtes igennem Ahngels magre krop som et øjeblik fik ham til at føle sig.. ikke nær så tom. Ikke nær så kompakt. Det rum de udgjorde for hinanden. Det der meget vel var større end det egentlige værelse de befandt sig i. Større end den østlige etage.. Større end selve Point Du Lac og forstaden. De var i sengen.. over divanen.. de var i ilden og de var i vandrørene der bevægede sig rundt i palæet. De udgjorde luften og selve massen i møbler, organiske væsener og celler. Molekyler. Ahngels kys blev gradvist mere aggressivt imod Ma’lakels mund og han lod endelig musklerne samles i halsen for at presse tilbage, som hungrede han efter at finde en styrke deri, der blot lå alt for langt tilbage i Ma’lakels svælg. Som forsøgte han desperat at søge i Ma’lakels indre. Smerten blev glemt, selvom hans krop stadig reagerede med hvæsene imellem kyssene og de upålidelige spasmer der gjorde sine performances.
Tændingen der havde siddet som en konstant blev da igen gjort aktiv da Ma’lakels genoptog opgaven af at stimulere Ahngel ligeså. Hvæsene blev igen til støn mellem kyssene og hans negle begyndte igen at pierce Ma’lakel som rulningerne af ren nydelse fór igennem ham uden ende. Men enden skulle det ha. Enden skulle opnås og det kunne Ahngel også mærke på Ma’lakels atter dybe stød. Læberne separeredes og tillod strømmen af verbale udbrud af det tiltrængte climax gøre sine udtryk. Flammen brændtes for Ahngels indre øje. Den sprudlede og spyttede gløder fra sig imens ustabiliteten udviklede sig. Den revnede Ahngels lammede arme og fingre yderligere indtil den sprang. Et inferno af hvidblålige, dog varme flammer gennemborede den hvide skikkelse, som Ahngel yndede at se som sig selv i dette sindlige billede. Overalt syntes den hvide hudmasse at slå revner.. brydes og som huden skød fra sig.. ud til alle sider. Ødelagdes. Knækkedes og efterlad intet til den stadigt mørkeødelæggende supernova. Som energien kastede stykkerne imod de uendelige vægge, splintredes og blev til støv, blev et navn givet dertil. Det fyldte alt. Det hele. De fyldte for meget til at det kunne blive i Ahngels hoved og som Ahngel bed tænderne sammen, knugede sig til Ma’lakels med sine kløer, gjorde udløsning i form af den blodrøde sædlignende masse, fortalte omverdenen netop dette navn.
”Ma’lakel..!”

Verden kunne have væltet. Den kunne være blevet suget ind i en malstrøm af alt ødelæggende kræfter, der ville flå den fra hinanden. Og Ma’lakel ville stadig ikke kunne skimte det. Han ville stadig ikke kunne løsrive sig Ahngel, der lå under ham, knugede ham ind til sig, krævede hans nærhed, som denne før havde gjort. En nærhed Ma’lakel ligeså ønskede. Han ønskede den så bitterligt at han næsten følte selvmedlidenheden over hans ynkelige sinds tilstand, men det var ikke tiden til at tænke. Det var tiden til at føle og være en del af noget nervepirrende og fantastisk på samme tid. Han pressede sin varme kind imod den udødes kolde, bed tænderne sammen som de nåede højdepunktet, resultatet af deres elskov! Neglende der borede sig ind i Ma’lakels ryg, gav den ellers forgabte halv-dæmon en påmindelse om at han lå med et væsen, der sagtens kunne flå hans rygrad op og æde hans indmad hvis denne ønskede. Men Ahngel gjorde det ikke, han gik igennem smerte, han gik igennem ydmygelsen ved at blive begramset, berørt som en kvinde: og Ma’lakel vidste ikke om denne overhovedet fandt større nydelse i det, eller om det var ham! Men som de endelig nåede climaks, og kropslige væsker blev udløst, imens at et mørkt, dybt støn kom fra Ma’lakel, spærrede halv-dæmonen øjnene op næsten lige bagefter. De sorte pupiller snørede sig en smule sammen, imens at der gik et sug igennem hans mave. Ahngel havde sagt hans navn, havde kaldt på ham så og sige. Den brede brystkasse der var dækket af et tynd lag glinsende sved, bevægede sig i lange, tunge bevægelser op og ned, som Ma’lakel skiftevis trak vejret dybt.
Ahngel vidste det måske ikke, forstod nok ikke engang betydningen af hvad han havde gjort, og derfor blev Ma’lakels pludselige glæde brudt af hans overbevisning om at vampyren ingen ide havde om betydningen af hans handling. At kalde sin elskers navn imens man lod sig erobre: det var det ultimative tegn på underkastelse, på hengivelse, på overgivelse.
Ma’lakel støttede sig med den arm der havde haft fat rundt om vampyren, lod den glide ud fra under den udøde, for at sætte albuen imod gulvet og bruge den og underarmen til at støtte sig med, og holde sig oppe, så han ikke faldt ned og masede Ahngel yderligere.
Dette alt imens, han i nogle sekunder fik vejret igen.
Den varme ild så stadig ud til at brænde, til trods for den indirekte krig der havde været imellem den, og de negative energier som Ahngel havde skubbet fra sig under deres elskov. Den brændte, lystigt, fyrigt, og oplyste Ma’lakels nu glinsende solkyssede hud: hans overarme og ryg, så vel som Ahngels hvide skind. Den farve var endnu skarpere, og mere intens, og til trods for at det var slut, og de begge havde nået climaks, lod den ikke til at opgive sin mission om at reflektere Ma’lakels udødelige hungren, og længsel efter mere.
Efter nogle få sekunder hvor han havde trukket vejret, og fjernet sin hånd fra dennes køn, lod han sig lige så stille glide ud af vampyren igen, imens at hans læber fandt vej til vampyrens kæbeben, og kyssede denne nænsomt, samt et stykke ned af halsen: måske som en sidste ømhed, før at de begge blev revet tilbage til den virkelighed ingen af dem kunne flygte fra.
Hvad de var, og hvad de altid ville være, kunne ikke ændres. Ma’lakel ville aldrig kunne flygte fra at der løb ild-dæmoners blod igennem hans menneskelige åre, at han var Frankrig vampyrernes svar på den ultimative trussel. Og Ahngel, Ahngel ville altid være det han var nu, en alfahan med en status der for alt i verden ikke måtte blive rystet, da dette ville skabe ikke blot skandaler, men på samme tid få andre vampyrer til at miste respekt – og som leder var respekt den vigtigste af alle ingredienser! Uden respekt fungerede et monarki ikke! Han vidste det, men alligevel, kunne han ikke se det som en grund til at trække sig!
Som hans læber seperarede sig fra den udødes marmor hvide hud, trak han sig stille lidt væk, så deres overkroppe ikke længere rørte hinanden og der kom et mellemrum imellem dem igen, med mindre vampyren ikke ville give slip på ham.
Han rettede sig op, ved at støtte sig på sine albuer, så hans ansigt var overfor vampyrens. De grønne øjne søgte de røde øjne med ængstelse, som var de næste minutter afhængig af hvad for et blik der blev ham givet. De grønne øjne, signalerede en lettere beruset tilstand, der var ved at skylle væk lige så stille: som befandt Ma’lakel sig stadig et stykke væk fra virkeligheden… lidt tid endnu. Hans ansigt var fredfyldt, for en gangs skyld så det ikke hærdet og hårdt ud, men harmonisk og stille, som var noget stilnet inde i Ma’lakel, som nu kom til udtryk i det ydre. Og noget havde stilnet, raseriet, vreden, afmagten, havde holdt inde for en tid, og der fandtes kun sikkerhed, tryghed, og accept.

Tiden syntes pludselig at være ufattelig langsom. Den bevidnede at verden kun rykkede sig en enkelt millimeter for hvert hjerteslag. Det gjorde den dog ikke. Det var blot Ahngels røde iris imod loftet der undlad at bevæge sig, og med Ma’lakels ligeså pludselige stilhed, virkede verden fuldkommen slået ud af tone og vision. Vingeslag føltes det som. Et enkelt blink der skulle bevidne Ahngels første del af opvågningen fra den mærkelige ekstase. Et enkelt vingeslag der frøs ham op.. Tillod hans øjeæble at bevæge sig på ny. Nu mat imod loftbjælkernes fine rene linjer, som sank ned i det mørke træ. Årene derpå syntes at ha taget del i Ahngels puls og gav rummet et pust af falskt liv. Det var dog blot Ahngels tindinger der gjorde udslag og skabte turbulens i hans vision, hørelse og tankestrøm. Flammen der havde flået hans væsen fra hinanden begyndte at suge skårene til sig igen og gendanne et bevægeligt billede af Ahngel. Igen mærkedes pulsen slå imod fingerspidser, tæer og samtlige blålige blodårer der kunne ses på hans huds tyndeste områder. Et afsluttende suk indeholdt resterne fra de støn, der nu bare var ekkoer i rummet.. siddende i møbler og i vægge. Skyggerne derfra distraherede Ahngel let imens hans sind gav slip på den lille fantasi, han i sidste ende jo blev opslugt af. Da kom hans indre vision til noget radikalt og nærmest mekanisk spærrede Ahngel sine øjne op, hvis pupil syntes at blive til ingenting. Var det ikke fordi at Ma’lakels krop var i vejen derfor, ville han ha flået hånden til munden af ren refleks. Han undlod, dog slap sit tage på Ma’lakel og lod armene falde til gulvet. Hans blik uforstående og måske endda pinligt berørt et øjeblik, til trods for at han mestrede at gemme det lidt væk, så det ikke så ud som om han lige havde givet sig selv den overraskelse han nu engang havde. Han havde da… på trods af hans egne advarsler faldet igennem de dybere sindelag og ikke nok med det… så havde han sagt dæmonens navn med en sådan passion i stemmen, at det kom helt bag på ham. Man skulle tro at en rødmen ville brede sig over hans ansigt, men nej. Det forblev hvidt, dog let misfarvet af de tilsvarende perler, som, til forskel fra Ma’lakels, var røde og lugtende af bittersødt metal. Diskret.. kilende og ganske langsomt klemte Ahngel en samling ned igennem sin hals, forsøgende på ikke at bevæge musklerne ved hans adamsæble for betydeligt. En krumning ved hans øjne og en kort rømmen fra halsen kom kort til udtryk da Ma’lakel trak sig ud af ham. En form for lettelse faldt over hans krop ved lettelsen af presset derfra, men det dulmede dog ikke hvad tanker der syntes at være forvirrende og kaotiske som bare pokker. Ma’lakels kys flåede atter Ahngel halvt til virkeligheden og han fokuserede igen på dæmonen over sig. Med undrende øjne lod han ham kysse kæben for derefter at vippe ansigtet lidt og følge Ma’lakels øjne da han lod deres ansigter være parallelle imod hinanden. Sammen med at den harmoniske følelse frafaldt ham, som strømmede en negativ energistrøm over ham og tillod hans aura at genskabes bid for bid. Igen virkede hans krop middelmådig.. neutral til trods for hvad der lige havde hent ham.
Øjnene hvilede på Ma’lakel i en tid.. søgende efter noget utydeligt fra det ydre. Kort krummede hans bryn som han virkede til at se mere koncentreret på Ma’lakel. Hvad havde forsaget det? Hvad havde trykket på triggeren? Da opgav han. Det var tydeligt i det afmagtede blik som dannedes i den røde iris. Kort fraværende, stadig lettere beruset af deres samleje, som Ma’lakel også måtte være. Da lukkede han kort øjnene i en langsom bevægelse. Trykkede dem sammen og udelukkede sit væsen for indtrængen et sekund eller to. Var Ma’lakel tæt nok på, kunne han mærke den kolde ånde der fløj stille fra ham, selvom hverken næsebor, mund eller brystkasse gjorde udtryk for et åndedrag. Et langtrukkent suk forseglede det og han åbnede atter øjnene igen. Accept. Midlertidig accept. Hans højre hånd løftedes da og søgte Ma’lakels ansigt.. placerede sig under hagen, så fingerspidserne kort støttede derunder. Da løftede han sig en smule.. strakte halsen og lagde ud med at bevæge sig på venstre side af Ma’lakels ansigt, plante et nærmest umærkeligt kys på kindbenet for så at gøre tilsvarende på den anden. Ellers… var han stille. Hånden lagdes til gulvet igen og hans blik veg ganske kort. Knejsede nakken for at skimme gulvet i et omvendt billede fra hans øjne. Hen over gulvet så han kort. Hvor længe havde de befundet sig…? Meget pludseligt syntes alle tanker at blive skudt væk og gemt til fordel for et meget centralt stykke hukommelse. For pokker! Han satte sig op, hurtigt, og ville meget vel komme til at skubbe lidt til Ma’lakel et kort øjeblik for at få sig selv sat op. Han så sig først lidt disointeret rundt, men fangede hurtigt hvad han søgte og strakte sig efter de sorte bukser, som akkurat kunne nås med strakte fingre en smule længere væk fra sofaen. Han søgte et kort sekund efter en af lommerne, der selvfølgelig var gemt af folder og rynker efter Ma’lakels hastig aftrækning. Hånden lod sig dog endelig synkes i lommens fordybning, og en let klirren kom derfra imens han hev et lille sølvfarvet lommeur frem.. lignende det Jean havde haft, til trods for dens lågs overflade. En rød cirkel dannede rammen for et mønster, ligeså sølvfarvet der, hvis man havde fantasi nok til at skille krusede gotiske mønstre fra egentlige tegninger, kunne man se motivet af en rose, der ved et hængende blad fældede en tåre. Et relikvie han ikke havde givet mange dybere tanker siden han fik det. Et klik på en lille kontakt åbnede det og viste uret under låget. På lågets underside var der en markering fra noget der engang havde siddet der. Et spejl måske? Han havde med al god vilje pillet det ud den tid hvor det ikke længere var en trøst at adskille sig fra refleksionen. Ahngel tog en hånd til panden, ganske kort. Han fjernede sorte totter med et nu ganske seriøst udtryk. Da trak han sig væk Fra Ma’lakel og rejste sig op, kort med ryggen til ham, stadig betragtende uret inden han med et dovent dump smed det i sofaen, kun en halv meter fra Ma’lakels placering. Da mumlede han til sig selv på fransk med stor utilfredshed gnistrende i de røde øjne. Han vendte blikket kort imod Ma’lakel med et tænkende blik. Undrede sig kort hvordan dæmonen stadig kunne fylde rummet som han gjorde. Da slog det ham. Lugten. Ma’lakels duft var overalt nu… og Ahngels var på Ma’lakel. Sofaen lugtede af dem.. gulvet.. det hele. Det var tydeligt hvad der var foregået hvis vampyrerne fik fat på den scent.
”Kan du skolde din hud i nogle sekunder uden at brænde dig?” sagde Ahngel så, sendende ham et lettere utålmodigt blik. Noget var helt sikkert ikke forløbet som Ahngel havde planlagt. ”..fjern lugten af mig.” Han svingede kort bukserne over skulderen idet han fortsatte hen forbi skrivebordet og imod vinduet, som han åbnede. En iskold vind gled omkring Ahngel og ind i rummet… fjernende så meget af den endnu pulserende seksuelle duft der nu klæbedes til rummets substans. Ahngels lange hår blev sendt på en midlertidig flyvetur, men ellers var der ingen respons deraf. Han stod stille i en tid.. kiggende lige frem for sig imens han kort lod sig koncentrere. Da mimede han ganske uhørligt. Læste man hans læber, var det fransk. Godt… Jean formåede at holde det i gang så længe.

Små samlinger af tvivl dannede sig i det indre. Små formaninger gav et kort øjeblik genlyd og lod sig høre igen og igen, i det fjerne. Men endnu stod viljen stærkt, endnu kunne disse små alarmer ikke trænge helt ind og afskrække. Sindet var blevet midlertidig lammet af sjælen, der var kønsløs og derved uskyldig i hvad eller hvem den blev tiltrukket af. Der gik ikke lang tid før at alarm klokkerne forsvandt, og Ma’lakel lige så stille lod sig glide ud af sin lettere berusede tilstand. De røde øjne, de røde øjne vis flammer altid brænde: uanset intensitet, så var der altid noget mere, altid noget som Ma’lakel endnu ikke havde set komme eller havde forventet! Da han så ind i dem vågnede han gradvist. Blev flået væk, som blev han brutalt vækket fra en vidunderlig drøm, der til trods for hvor højt man ønskede det, ikke ville blive mere end blot en drøm. Men de glødende øjne så ikke på ham med afsky eller kulde, de betragtede ham spørgende, uden at Ma’lakel vidste hvorfor. Talen ville have været oplagt, ord ville have været lette at bruge, men alligevel var der ikke brug for dem. Ord var trods alt bedrageriske. Ord var kaotiske, og kunne blive manipuleret med. Men kroppen, øjnene, de kunne ikke lyve, om man så havde trænet den til det i flere år.
Han betragtede sin elskers blik med sit eget, der virkede svagt påvirket af den forvirring han blev givet. Det gyldne i de grønne øjne, der havde sunket hen til praktisktalt ingenting, og efterladt Ma’lakels øjne fuldstændig grønne, malakit grønne, der glinsede i skæret af den endnu brændende kamin, kom lige så stille tilbage. Som snigede den sig ud fra sit skjul og lod sig atter blande med den rolige grønne farve. Endnu engang dannede de to et perfekt mønster: harmoni og kaos, menneske og dæmon.
Der gik en mindre kuldegysning igennem kroppen efter at vampyren havde tilladt sine øjne at falde i, og selvom Malakel ikke kunne se et eneste tegn fra kroppen, var det som om at Ahngel trak vejret ind. Tog en dyb indånding der senere ville ebbe ud i et langtrukken suk: det hele virkede for Ma’lakel som om at denne sundede sig. Og han kunne på sin vis heller ikke lade sig overraske af det.
Men så åbnede denne øjnene igen, så på ham, denne gang ikke med undren, men med noget ganske andet. Det blik der blev givet Ma’lakel var et af de få han nogensinde havde oplevet: accept. Over hvad var Ma’lakel stadig usikker på, måske havde denne blot accepteret situationen frem for Ma’lakels person. Eller også var det Ma’lakel som individ han accepterede, og derfor Ma’lakels ansigt som han søgte med sin kolde hånd. Grebet om hans hage fik halv-dæmonen til at vågne yderligere, og blive meget mere bevidst om alting i rummet. Hver en lugt, hver en mikroskopisk bevægelse der så end måtte være, og hans mistro til alt og alle på palæet blev endnu vakt, dog ikke til væsenet foran ham. Han lå stille da denne strakte hals og skubbede sig en smule op, for at… kærtegne hans ene kindben? Og derefter det andet. En gestus Ma’lakel fandt sær, men også nænsom, som et dyr ville nussede sit hoved imod en anden artsfælle, i et kælent forsøg på at vise hengivenhed.
Stilheden fik lov at leve. Ma’lakel var midlertidig blevet paralyseret af det mærkelige, og overnaturlige kærtegn der var blevet ham givet. Som resultat studerede han Ahngels fejlfrie ansigt i en tid. Hver en detalje, hver et svaj, og bue, som han kunne få øje på, som han ville gemme og forsøge at huske det hele, skulle de skilles endnu et år.
Ma’lakels øjne blev spærret op i overraskelse meget kort, da Ahngel meget pludseligt valgte at sætte sig en smule op. Først var Ma’lakel en smule konfus, lettere forvirret over dennes meget mærkelige opførsel. Det ene øjeblik var vampyren kærlig, og kælen, og forvirrede ham med mærkværdige berørelser af fremmed art! Og det næste, var Ma’lakel blevet skubbet lidt væk og vampyr herren var i fuld gang med søge efter noget, selvom denne i starten forekom Ma’lakel en smule langsom. Men da Ahngel kort efter fandt hvad han søgte og denne strakte sig for at nå sine sorte bukser, kunne Ma’lakel ikke lade være med at trække let på smilebåndet. Tanker, og minder, kom ligeså tilbage til ham, og han indså meget hurtigt hvorfor vampyr herren havde travlt. Et eller andet sted kunne Ma’lakel ikke lade være med at more sig. Og en barnlig lyst skød op i ham! Lysten til at lade sine arme svinge rundt om den udøde og holde denne fast, som en stædig teenager der ikke ville lade sin kæreste gå til tiden, på grund af et selvisk ønske om mere tid med denne. Den eneste forskel her var bare at Ahngel ikke skulle hjem og spise aftensmad klokken seks, men havde et empire at styre. Og at ingen af dem var hormon forstyrrede teenagere, eller i dette tilfælde… mere end bare, ja, hvad var de?
Efter denne havde fået fat i sine bukser og hænderne havde fundet vej til lommerne, hvilket resulterede i at Ahngel trak det pæne lomme ur op, fik Ma’lakel endnu engang sit skade-blik. Fascineret af det blanke ydre af sølv, imens at han hurtigt fik tydet det symbol der var skrået ind i det. En rose, hvor et blad så ud til at ville falde fra det. Meget hurtigt fik det vejledt Ma’lakels tanker hen på den røde rose i haven, som han endnu fandt sig selv betaget af. Mest fordi han havde givet den tankeløse plante menneskelighed i form af hans egen fantasi, og medfølelse til den. De gylden grønne øjne gav et mindre lysglimt fra sig da uret gav et lille klik, og Ma’lakel fulgte nysgerrigt med, med stor forventning om at det smukke ur burde kunne lave noget ekstraordinært, men tvært imod. Efter nogle sekunders undersøgelse, virkede den, trods sit abstrakte ydre, ligesom et hvert andet lommeur: det fortalte kun om klokken.
Ma’lakel så skuffet væk, og rullede diskret med øjnende på samme tid med at Ahngel trak sig væk fra ham. Han gav denne plads og kom ligeså op i en siddende position, men rejste sig ikke som vampyren gjorde. Da denne stod med ryggen til ham, var det uundgåedeligt at Ma’lakels blik ville lægge sig ved dennes nedre halvdel, og begramse den en smule med øjende inden at hans opmærksomhed røg hen på uret som Ahngel smed fra sig hen på sofaen, erko ikke langt fra Ma’lakel. Halv-dæmonen så skiftevis på uret og derefter på Ahngel. Med et tyvagtigt blik, der afspejlede hans yngre jeg, der blev betaget af glimtende genstande, og skinnende gulvstykker. Men det blik forsvandt hurtigt efter at vampyren havde mumlet noget på det sprog som Ma’lakel stadig ikke forstod en brik af. Som en lille note til sig selv, tilføjede han det sprog til hans huske liste over ting han skulle lære. En irritabel grimasse kom fra ham, da han hadet sproget så bitterligt, at han fik lyst til at spytte bare for at rense ganen og tungen, som gav selve tanken ham en dårlig smag i munden.
Han lænede sig lidt tilbage, ganske uanfægtet af at han ingen klæder havde på. I modsætningen til andre individer var Ma’lakel ikke blufærdig overhovedet. Han satte en hånd på hver sin side af sig og så afventende på vampyren i det denne vendte sig med et tænkende blik. Det fugtige hår var blevet tørt under deres samleje, og derfor var det ligeså blevet meget uldent og pjusket, i modsætningen til Ahngels glatte sorte tråde. Han betragtede vampyren nysgerrigt, inden denne… spurgte om han kunne skolde sig selv? Øjenbrynene søgte straks ned imod øjnene imens at Ma’lakel gav vampyren et mistroisk blik. Var det en del af en eller anden sadistisk leg? Eller var der yderligere mening med det åbenlyse spørgsmål? Ma’lakel fik dog sit svar inden længe, og det mistroiske blik forsvandt, og blev erstattet af noget mere.. normalt. Halv-dæmons ego kom endnu engang til udtryk ved et skævt, og drenget smil. Han støttede sig imod gulvet med den ene hånd og kom op at stå, hvorefter han fulgte Ahngels gå-tur over imod vinduet, med blikket. Rent instinktivt så han hen imod den glødende kamin, og det alt for stærke stearinlys. I håb om at Ahngel ikke havde bemærket forskel, fokuserede han kort og alt ild i hele rummet syntes at dulme og blive mindre intenst.
,, Jeg er med.. vi skal lege Romeo og Julie? … Originalt..”, lød det fra ham i en lettere sarkastisk tone.
Han gik derefter hen til hans egne klæder, greb bukser samt de sorte boxes og havde derefter retning imod badeværelset, med en aura og et kropssprog, som en munter teenage-dreng der lige havde fået noget på den dumme. Han spankulerede ind i badeværelset, hvis ikke Ahngel standsede ham eller talte yderligere. Det var tydeligt at se at halv-dæmonen ikke forstod vigtigheden, eller ville forstå vigtigheden af diskretion i denne sag. Og man kunne fristes til at tro at hele scenariet morede ham en smule, hvilket det også gjorde. Men på trods af Ma’lakels ydre barnagtighed, så vidste han det godt. Og var klar over hvorfor Ahngel tog det hele så alvorligt. Det kom også til udtryk hvis han fik lov at stille sig ud på badeværelset, væk fra Ahngels synsvinkel, og med ryggen imod døren. Han lod tøjet dumpe ned på gulvet, og det skæve smil falmede, for at give plads til et lettere bekymret blik.
Det var vel sådan her det måtte være… skulle være, hvis han ønskede at være tæt på Ahngel? Tæt på Lucifer.

Ahngel rettede blikket op igen efter en tids blt betragten af den del af skovområdet, man kunne se derfra. Vinden syntes at gå i harmoni med rummet og den før lettere voldsomme kontakt til hans hår, var nu bare en let bølge, som engang imellem formåede at løfte de sorte hårlokker fra skuldrene og lade dem falde igen. Et kort vip fra musklerne om hans øre, bekræftede at han endnu lyttede til Ma’lakel. Først da dennes pointe kom frem, vendte Ahngel spørgende blikket imod Ma’lakel. Romeo og Julie, huh? Alt det faglige dukkede op. Skuespil. Shakespeares stykke om to mennesker der dør begrundet at deres hemmelige forhold ikke holdt og i stedet for at trodse familiernes forskelle, drak gifte og stak sig med sværd. Noget i den stil i hvert fald. Hans blik var stille og kort intetsigende, som sugede han blot viden til sig i stedet for at give sig selv overskud til at besvare. Han vendte blikket imod vinduet igen og lyttede til Ma’lakels fodtrin der fortsættede ud på badeværelset i et lidt for kækt tempo. Ahngel rynkede kort på næsen og brynene da han ligeså indså at han højst sandsynligt lige var blevet sammenlignet med en kvinde. Han himmelvendte dem kort inden han atter tog i vinduets kant og lukkede denlet til, så få centimeter gav yderligere udluftning til det før så lumre værelse. Det syntes pludselig opvakt med en mærkelig form for glød. Ren instinktivt kiggede Ahngel imod kaminen efter at ha lagt mærke til at lyset ikke var som det lige før havde været. Han hævede et øjenbryn og kiggede kort imod døråbningen, hvor Ma’lakel havde bevæget sig igennem. Hans blik sænkede sig atter, men han blev hurtigt distraheret igen da han i en af sine automatiske bevægelser for at fjerne det, i hans øjne, alt for fritlevende hår fra ansigtet. Han mærkede kort den tykke aroma over sin hånd og efter kort betragtende den, lod han tungen glide ud forbi de lange tænder og lod den stryge hen over håndens nederste del af fladen. Ma’lakel. Aromaen var ufattelig nem at spotte for Ahngels trænede lugtesans og smag, og ville meget vel være det for de andre vampyrer. For pokker da. Han kunne ligesågodt ha skrevet med store tykke bogstaver: Besejret af Ma’lakel Lemoris. Ahngels manglende fantasi af flabede udtryk hæmmede ham dog i at færdiggøre eksemplet i hans hoved. Han vrængede kort og lod et knæk med nakken samle bedre komfort. Et bad ville også være mere eller mindre mistænksomt, men i sidste ende var det nok bedre end at lugte af samtlige af Ma’lakels væsker blandet med sine egne.

Badeværelset, som Ma’lakel var trådt ind i igen var stille imens han blot stod der. Dog.. kort efter det lette dump fra tøjet til gulvet, hørtes en skrattende lyd fra badekarets bund, som kløer der flådede sig hen over det rene stenmateriale. Ma’lakel ville, fra hans position, dog ikke kunne se det, blot lade fantasien afgøre hvad pokker det var for et bæst der ligepludselig befandt sig i badet. Et knæk lød derfra ligeså, som når man skubbede en knogle på plads, efterfulgt af en hivende lyd, hvis tone lå i et lyst og umenneskeligt toneleje. Optimisten ville ha ret i karets indhold, hvorimod pessimisten ku fristes til at tro at det var et kreatur af en anden dimension. Den lette skraslen ophobede sig, som kom dette væsen på benene og da døde lyden af klør hen, som dens lette skridt hen over karets bund blev erstattet med trædepuder. En prikkende brummen lød nu derfra. Et gip da, som væsenet satte let af fra bunden og med et stod afbalanceret på det store kars kant, længst imod Ma’lakel. Et sort dyr dukkede op, hvis røde øjne med meget smalle pupiller stirrede direkte på Ma’lakel. En mindre hund ville man antage, hvis man kun så størrelsen, men efter meget kort tid kunne man konkludere at dette væsen var en kat. En meget stor kat, med en lang busket halse oprejst og let vejende fra side til side for at øge balanceevnen imens den som en skødesløs linedanser, tog ganske få skridt hen af kanten, imens den stadig så på Ma’lakel. Dens pels var fuldkommen sort, bortset fra dens poter, som alle var hvide. Dens poter var store og de to forreste var ekstra armerede med skibskattenes former for rotteklør, som mest af alt lignede en diskret tommelfinger på dyret. Dens ben var lange og stærke af udtryk, dog lettere svære at finde formen på, da dens lange blanke sorte pels var gennempjusket efter at ha ligget og slanget sig i karret, som katte nu formåede at gøre. Dens blik var umiddelbart legende og lettere flabet at se så imens den betragtede den arrogante indtrænger af hans område. En killing kunne man hurtigt konkludere, at den ikke var. Overalt på den der var der små tegn af alder, selvom den i egen forstand var en smuk kat. Dens øre havde hakker i det skrøbelige brust.. spor fra slåskampe og skader, samt var et meget lille ar at se over dens snude, samt manglede der et knurhår eller to før begge sider af dens ansigt blev symmetrisk. Kattens øre lagdes kort tilbage og øjnene spærredes yderligere op imens den ganske skødesløst vippedes på kanten, så dens front var imod Ma’lakel, strækkende sig imens den lille sorte næse let sniffede imod ham. En lys rullende lyd kom fra dens strube inden den lagde hovedet på skrå og let stabiliserede sit fodfæste ved kort at vippe bagen i vejret og bøje halen fremad. En ret så markant lyd kom fra gulvet, da den besluttede sig for at lade sig falde dertil og lande på de stærke ben. Ganske kort afgav den et gab og lagde sin fordel ned i et dovent stræk. Da ville den, hvis Ma’lakel ikke bevægede sig væk, gå imod ham for kort at lugte yderligere til ham. Katten var som sagt stor. Dens ryg ville nå til lidt under Ma’lakels knæ og med en hale der var ligeså lang som dens krop. Det var tydeligt at denne ikke var en normal kat på en kost, som kom fra en fedtet dåse i de lokale markeder. Efter at ha genkendt en duft ved Ma’lakel, vippede den de store øre fremad igen, for dernæst at trykke panden imod dæmonens skinneben, kort køre næsen op ad det for ligeså meget let at stryge den spidse tunge imod hans hud og tage slut i at gnide den lange krop derimod i en påtrængende kælen. Den var ligeså stærk. Det ville mærkes i dens lænende op ad ham. Iltre hunde og børn ville meget vel ingen kamp være for den. Halen snoede sig kort om benet inden den rettede sig op, lettere stift da den så imod dørkarmen, hvor Ahngel nu var dukket op med resten af hans tøj i favnen, samt uret der hang fra sin kæde i hans knyttede hånd. Han betragtede den stille et øjeblik. Da ænsedes der et ganske diskret smil fra hans læber. ”Bonne Nuit, Noir.” Det udløste en højlydt spinden fra katten. Ingen aggressiv kat til trods for dens makabre kosttilskud og fritidssysler. La Chat Noir. Katten var i sin tid opkaldt efter den eftertragtede café på Montmartre. Betydende noget så simpelt som ’sort’, dog bringende et budskab der var noget mere end blot en simpel farve. Hvad forhold ville en vampyr have til en café alligevel? Ahngel vendte blikket imod Ma’lakel da.. betragtede ham i en tid og smilte da skævt med en mørk undertone, som morede noget ham.

Ma’lakel stod og genovervejede hele situationen. Fandt pludselig en vel begrundet tvivl midt i alt hans selvsikkerhed, en bekymring der syntes ikke at blive afskåret vej indtil hans hoved, af den stærke vilje. Og et kort øjeblik følte han et stik af irritation, af frustration, og forglemmelse! Hans grund til at komme her, var … ikke ligefrem den mest alvorlige, i hans hoved, tænkte han, pludselig. Nej, det var bedst at stoppe nu! Stoppe imens at legen var god, imens at han stadig kunne tage tilbage til Di Morga med oprejst pande, uforandret, uforbederlig, u… Hans ansigts udtryk ændrede sig fra at være bestemt et øjeblik til at være nedslået, og besejret. Han lukkede de grønne øjne i, opgivende, og lod en hånd føre til ansigtet for at lægge den over det, imens han rystede på hovedet af sig selv. Han var ikke så blind. Efter flere hundrede år med ham selv som sin bedste ven, kunne han ikke misforttolke noget. Selv Aquires havde opfordret ham til ikke at ignorer hans ønsker, da ens ønsker var ens drifter, og skubbede derved en frem ad! Imod hvad for en drøm man end havde. Skønt hun var en kynisk kælling, var hun dog poetisk når hun ville. Men Ma’lakel var for første gang, i rigtig lang tid i tvivl om hvad han ville, og hvad hans ’drøm’ var. Før i tiden havde den været, at slå Zane ihjel, at træde op og sætte sig på tronen i Abbadon, at have et rige, at kunne råbe til verden at han var noget! At han, af alle folk i hele verden var bedre! Mere værd! End alle andre, og at han havde magt til at slå hvem end han ville ihjel, uden at røre en finger selv! Han ville så inderligt ønske at den drøm levede videre, at han kunne spole tiden tilbage til der hvor han ikke lod sig belemre med åndssvage ting som følelser, eller selv-terapi. Hvor glæden ved at se en person blive sprættet op var nok, til at give ham det fix han til daglig havde brug for. Men på en eller anden, fuldstændig syg, og direkte forkert måde, havde … Han … Erstattet det fix, og var blevet til Ma’lakels nye adrenalin chok! Og ved djævlen og alle dennes sønner, hvor ville Ma’lakel ønske at vampyren bare var det. At han bare var endnu et fix, der fik Ma’lakel høj på noget mentalt. Han havde sagt det til sig selv i et helt år, indtil at tiøren faldt, da Faith stod i døren. Indtil endnu en kærligheds erklæring blev slynget ud i luften, og Ma’lakel, som hver eneste gang ikke kunne føle noget. Ikke kunne føle noget overhovedet, selvom han havde en ide om at han burde. Lige indtil… lige indtil at han ud af frustration havde tvunget følelserne frem og kysset kvinden, men på samme tid, kom et stik. Et stik der fik det til at skylle ind over ham med oprigtige følelser. Følelser der på en gang gav ham den største og mest rungende lussing, man kunne forstille sig. Og derefter, efter Faith var forsvundet ud af døren, og alting endnu engang blev stille, brugte han hele natten, hele natten på at gå rundt, hvileløst, forvirret, frustreret, og dybt irriteret over at han ikke kunne finde anden svar end den menneskelige logik at det måtte være: skyldfølelse. Derefter kom timerne med endeløse gætterier om hvorfor, og hvordan, og at det ikke burde kunne lades at gøre fordi han jo havde… udslettet den del.
Han kunne ikke tage tilbage til Di Morga uforandret… uanset om han skred nu, eller blev… han havde ændret sig, og det uden selv at være klar over det.
Men Ma’lakels tankestrøm blev hurtigt ødelagt da han opfangede en skrattende lyd, der med det samme fik hårende på hans krop til at rejse sig lige så langsomt. Hånden for ansigtet gled lige så stille ned, og han løftede det venstre øjenbryn kort imens han så over imod badekaret, hvor lyden uden tvivl kom fra. En kriblen løb igennem kroppen på ham, og instinktivt tog han et skridt tilbage så han næsten stod op af vasken. Han rakte den modsatte hånd hen og støttede på vaskens overflade imens at han stirrede på badekaret, som lydende blev mere og mere fremtrædende. Hånden der før havde lagt over hans ansigt, var blevet ført ned til Ma’lakels side. Han knyttede en næve, og så intenst imod badekaret hvor lyden kom fra. Adrenalinen begyndte at pumpe rundt i kroppen på ham, og blodet blev presset ned i knytnæven, på samme tid med at nerver blev spændt i hele kroppen. Naturligt lod en anden varm følelse glide igennem den knyttede hånd, da Ma’lakel var parat til at sætte ild til sin hånd og slå ud efter hvad end der måtte komme i hovedet på ham. Han var sikker på at det var et eller andet misfoster der ville dukke op, endnu et mareridts kreatur, der ville finde vej til ham, og at forsøge at æde fra hans hals. Men til hans overraskelse var dette ikke sandt!
Han genkendte lyden, han genkendte lyden af poter imod gulv, imod sten materiale, imod træ! Han genkendte den så hurtigt at varmen i den knyttede næve næsten med det samme forsvandt, og han med et ængsteligt blik spejdede han efter dyret der ville dukke op. Og ganske rigtigt, et væsen afslørede sin tilstedeværelse, og hoppede mesterligt op på kanten af karet. Ma’lakels øjne blev spærret op i overraskelse over at se, den enorme kat! Først ville han havde troet det var en hund, men dens udseende og skikkelse, afslørede hurtigt at det ikke var. De sorte pupiller trak sig sammen svagt, og tillod sig at blive en smule mere mandel formede end de var i forvejen. Som gik Ma’lakel instinktivt ind et mentalt stadie, der kunne ligne et dyrs! Dog betragtede han katten tavst, og stod stille, imens at han afventede dyrets reaktion på hans tilstedeværelse. Den var trods alt stor, ikke stor nok til at kunne gøre dødelige skade på Ma’lakel selv, med mindre den var en freak som alt andet i det makabre palæ, og kunne modstå ild.
Som den betragtede ham, med sine røde øjne, kunne Ma’lakel føle en øjeblikkelig kærlighed til dyret. Den sorte pels der omgav den, dens stærke krop, og stolte væsen, for ikke at nævne de rød glødende øjne igen, det var som om at nogen havde taget Ahngel og presset ham ned i en katte version.
Roligt lod Ma’lakel sin anden hånd placere imod vasken, bagved ham,’s kant. Da dyret så strakte sig, for derefter at hoppe ned på gulvet med et endnu nysgerrigt blik, lod han den komme nærmere, imens at hans kropssprog talte for ham. Han slappede af, i alle muskler og led, for ikke at vildlede dyret om at han ønskede at udfordre dets ’territorium’. Han var lige så nysgerrig som katten selv, og hvis ikke den havde taget yderligere kontakt til ham, ville han sikkert selv have gjort det!
Han betragtede den smukke kat, som den sniffede til ham, for til sidst at nusse sig kælent op af ham, og lægge et pres på hans lægmuskel idet den nussede sig op af hans ene ben. Dens ru tunge kunne han også mærke imod hans hud, da denne valgte at ’kysse’ ham. En smule halv-forvirret betragtede han det alt for kælende dyrs adfærd.
Et lille smil dannede sig på de smalle brune læber, inden at han lavmælt hilste på katten:
,, Kuldret allerede, huh?”.
… så har I da det til fælles…
Han rynkede kort brynene af det kærlige dyr.
,, Skøre bæst…”.

Han skulle lige til at sætte sig på hyg ved katten, da Ahngel trådte op i døren med resten af sine klæder i favnen og uret hængende fra den ene hånd. Ma’lakel og kattens reaktion var næsten identisk. Begge deres kropssprog forandre sig en smule markant, og begge blev stive i det, imens at de ligeså lod deres øjne ligge på den udøde, nærmest afventende. Men hvorimod katten begyndte at spinde sagte da den blev hils på af Ahngel, lod Ma’lakel blikket glide væk, og betragtede den store sorte kat. Smilet på vampyrens læber, havde han dog opfanget, og med det regnet ud, at katten måtte være dennes kæledyr. En ting de havde tilfælles, ud af en milliard.
Ma’lakel trak en smule på mundvigen efter at Ahngel havde snakket fransk til katten, ikke så meget et smil men nærmere en lydløs snerren, som irriterede sproget ham stadig.
Derefter gik han hen til kanten af karet og stod et øjeblik og så sig omkring, søgende efter en bruser: det var hurtigst, og rarest efter Ma’lakels mening. Men uden held, da kunne han mærke den sagte intuition slå til: nogen så på ham. Ma’lakel vendte sig halvt og betragtede Ahngel, da denne var den eneste i rummet der kunne se på ham, udover katten selvfølgelig… og.. hvad end der ellers måtte være… i rummet? Da denne smilte til ham, på en måde der indikerede at denne fandt noget morsomt, klemte Ma’lakel et øjeblik øjnende en smule sammen, imens at han så udtryksløst tilbage på vampyren. Efter få sekunder slog han svagt ud med armene imens at han med et afventede blik spurgte:
,, Hvad?!”, en smule utålmodighed kunne tydes i tonelejet.