Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Den ru tunge gled op langs den kolde hals, imens at Ma’lakel kunne mærke en reaktion fra vampyren. Voldsom, som havde Ma’lakel ramt et nerve punkt, og derved bekræftet hans mistanke. Vampyren var sulten, måske endda tæt på sultegrænsen? Hvis denne da ikke allerede havde nået den for længst. Ville han dø uden føde? Som alle andre skabninger? Den mest langsomme og pinefulde død var at sulte: at mærke kroppens desperate forsøg på at skaffe næring i form af dets egne remedier, ulideligt.
Ma’lakel trak sig fra vampyrens hals da den svage klikken med kæben kunne høres, og da vejrtrækningen blev for voldsom til at det morsomme endnu kunne forblive intakt. Desperation. Så tydelig at Ma’lakel fik en klump i halsen. Hans hoved var knap nok parallelt med Ahngels, men vendt let på skrå imod vampyrens ansigt, imens at han lyttede, mærkede, og følte. De røde øjne som uden tvivl ville være det eneste guide lys i det blå tætte mørke, indikerede hvor vampyrens blik farede hen imod: blodet. Ma’lakels blodige finger.
Hans hjerte begyndte at falde ud af takt, blev tydeligere på grund af den adrenalin der pludselig skød igennem kroppen. Dette var ikke leg, det her var alvor, det her var fristelse udover alle grænser. Og konsekvensen af Ma’lakels handling kunne koste ham dyrt, skulle Ahngel miste fatningen fuldstændig. Var han nok? Var han nok til at mætte den udsultede blodsuger? Eller ville hans krops blod mængde blot være en lille trøst i blandt alt den hunger som den udøde gennemgik?
Hænder begyndte da at sno sig op langs hans ryg. Som to kælende slanger der ikke helt kunne bestemme sig for om de ville gøre skade eller blot sno sig op af den brede ryg, forbi de kraftige skulder blade. Små stik af smerte, der knap nok kunne registreres, lod sig så småt mærke i form af en mild svigen.
Den slange ene placerede sig faretruende ved nakken, imens at den anden lod sig køre op af den arm der ville føre Ahngels fingre op til den af Ma’lakels hænder der besad blodet. De grønne øjne kunne knap nok genkende vampyrens berøring. Denne skælvede, lod neglende glide ind i den solkyssede hud, indtil at den greb om Ma’lakels håndled, for blot at lade sine fingre glide op over det, og søge Ma’lakels fingerspidser.
Han havde holdt vejret, uden at vide det.
Havde efterladt næsten alt fornuft i en lille kasse, og så på Ahngel, fascineret af det dyr der blev vist for ham. Den bro der syntes at blive brændt af et så eksploderende begær at det næsten fik hele kroppen til at krible, til at tændes af en gnist der ikke kunne lade være med at advare imod at lege yderligere med den ustabile vampyr herre. Men det var alt for fristende, for smukt til at Ma’lakel kunne trække sig selv væk, og søge en form for asyl ved Noir’s side.
Han lod Ahngel bruge hans hånd som han ønskede, og ville lade den falde yderligere ned imod de kolde hvide læber.
Ma’lakel trak sig yderligere væk for at få et bedre udsyn på Ahngels ansigt, stadig med et næsten hypnotiseret blik. Man kunne ikke være helt sikker på om han elskede det, eller blev frastødt af Ahngels meget abnormale smil, der på mange måder kunne tolkes som koldt og normalt for vampyren, men på samme tid lå der noget meget mere kaotisk og destruktivt over det, ligeså var der en snert af ubevidsthed over hver af vampyrens handlinger. Som var denne faldet ned på samme dyriske nieavu som Ma’lakel så tit havde fundet sig selv på.
Da talte den udøde, sit moderssprog.
Uforståeligt og grimt, men alligevel hungrede Ma’lakel efter at forstå det.
Efter at vide hvad det var den udøde sagde til ham, men desværre uanset hvor meget han ønskede det, så ville han ikke tyde de fremmede ord sammensætninger, og finde deres betydning.
Han fik dog ikke tid til at tænke yderligere over det, før at hans øjne spærrede sig en smule op, og den udøde lod sin tunge glide ud fra imellem sine marmor hvide læber, og lod den rengøre disse, for derefter at hamre sig imod Ma’lakels fingre, som ville det hjælpe til at få mere blod ud på tungen.
Flere gange lod tungen sig støde imod fingerspidsen, men desværre lod det ikke mere blod glide ud over dennes smagsløg.
Ma’lakels øjne var i mellemtiden blevet fanget af Ahngels røde blik der ligesom før formåede at holde halv-dæmonen fanget. Dennes røde øjne var nu engang det eneste der kunne få Ma’lakel til at have fuld opmærksomhed på et andet individ, uden at blive distraheret af selv den mindste larm. Fokus var ikke noget Ma’lakel havde ufattelig meget af uden for kamp, og det var sjældent at nogen kunne fastholde hans interesse længe nok til at han ikke lod sin interesse fade væk og søge nyt underholdnings materiale.
Et hakkende åndedrag fulgte med Ahngels fjerne og dog ufattelig tilstedeværende øjne, som lå denne på en meget tynd linje, der kunne betyde enten endeløs fortabelse eller en øjenåbnende vækning tilbage til virkeligheden igen.
Ma’lakel kunne da mærke hånden bag om hans nakke lade sit tag om den tage til, og Ahngel søgte længere op imod hans hals, pressede sine tænder ind imod hals stykkets varme skin, som var det et lidenskabeligt kys frem for tænder der blev strøget hen over den senede hals. Enkelte små rifter kom frem i den mørke hud, men ingen af vampyrens tænder sank ned i den stærke hals. Ma’lakel lukkede øjnene i en sær machokistisk nydelse, imens at han så frem til at blive spiddet igennem halsen af vampyrens spidse hjørne tænder, men dette skete ikke. I stedet blev der endnu hvisket uforståelige ord ind i Ma’lakels øre der lod sig simre.
Dets betydning, kendte Ma’lakel ikke, han forstod endnu engang ikke hvad det var vampyren sagde til ham, og det fik også denne gang en gnist af frustration til at vokse sig lidt større.
Men da syntes hele scenariet at tage en anden drejning, og vampyren gav meget pludseligt slip på ham, og lod sig falde lidt ned på madrassen igen.
Trukket sig? Ude af stand til at gennemfører det som han selv havde påbegyndt? Hvorfor?
Ma’lakel fik et meget svagt smil på læberne, men søgte ikke vampyrens blik for at finde et svar på den pludselige tilbage trækning. Denne kunne ikke indtage føde? Skønt at vampyren gladelig havde berøvet hans finger fra dens blodige masse?
Halv-dæmonen lod sig læne ned over vampyren, søgte dennes hals igen, for at lade tungen glide over det sted han før havde kærtegnet med hans ru tunge. Lod den højre arm glide ind under vampyren, og lægge sig imellem dennes skulderblade, imens at den anden hånd greb fat om Ahngels, brød dennes støttepunkt ved at strække Ahngels arm ud, imens at Ma’lakel havde fat i håndledet.
De ville, hvis Ma’lakel fik sin vilje, ligge helt nede imod madrassen, Ma’lakel med sin ene arm under vampyren, og den anden strukket ud, op over begge deres hoveder imens at hans læber pressede sig imod den udødes smukke hvide hals.
Han strakte halsen lidt yderligere, for at hviske til vampyren, med en tone der kunne sammenlignes med en fortabt mands kærligheds erklæring selvom ordene forrådte tonen.
,, Bid mig… hvis du ikke gør det, slår jeg dig ihjel…”
Da åbnede han munden op, viste den lange række af dødeligt skarpe tænder, der hurtigt efter ordene var blevet sagt, alle som en blev piercet ned i vampyrens hals: dybt nok til at dræne denne for blod. Dybt nok til at give en overdøvende smerte igennem hele den udøde krop, og lade tvivlen om Ma’lakel virkelig havde tænkt sig at slå den udøde ihjel, komme en til gode!
Grebet om den udødes håndled strammedes, imens at den udøde på samme tid blev knuget tættere ind til den varme dæmon krop så stort set alt ved dem rørte hinanden. Ma’lakels bankende hjerte ville kunne mærkes af vampyren der var fanget under ham.
De sorte pupiller trak sig sammen og blev omformet til en lige streg, der indikerede at Ma’lakel havde optaget sit dyriske sind, og ikke længere var et fornuftigt tænkende individ men noget ganske andet: et bæst, der åd af et andet bæst!
… bid mig nu…

Øjnene stirrede tomt igennem den nu flere sekunders lange stirreplet og i takt med pulsen der syntes at skabe en meget let hørlig tone for Ahngel, som den passerede igennem tindingerne, blev de tynde pupiller langsomt større, som sugede det næring til sig og blev da igen smalle kort tid efter, som var selve pupillen et hjerte der pumpede og krævede blod til sig via hjerteslag. Langsomme hjerteslag. Smilet der havde plantet sig på dæmonens læber, blev ikke observeret af vampyren. Faktisk syntes det smukke ansigt at være faldet hen i en ydre ro, hvorimod det stramme udtryk i øjnene gjorde rede for vampyrens egentlige rodede tankebane. Atter bukkede han nakken en smule, lod blikket søge længere nedad imens tungen igen kom krybende ud fra mellem tænderne som en muræne-ål og fjernede de sidste smagsoplevelser af metal fra de tørre, dog bløde læber. Få gange lod han læberne trækkes tilbage, som gjorde den smalle plads om tænderne ondt og krævede at han lukkede luft til den. Rødderne snørredes og tandkødet lod sig trække tilbage som en arrig hunds bestialske gøende gab. Da isnede det i vampyrens krop i takt med at ilddæmonen plantede sin mund og tunge imod Ahngels hvide, slanke hals, som på nuværende tidspunkt var let gennemséelig og blottende for de mange blodårer og ar, der virkede som en million små farvede tråde der egentlig ikke udgjorde de mindste motiver eller indhold. Tungen snoede sig hurtigt tilbage idet Ahngel sammenbed tænderne og lukkede let øjnene for kort at forsøge med en uforklarlig naiv, sindslig plan om at få denne kriblende følelse af ubehag over huden til at forsvinde. Vent..
Froid?
Det var hvad Jean havde kaldt det, ikke? Froid? Det havde kommet bag på Ahngel da han i afskeden med senatorene havde taget Jean ved ærmet og ganske lavt forklaret ham denne fornemmelse, uden dog at gøre udtryk for at han selv havde opfanget den og at den var tilknyttet til Ma’lakels berøringer. Jean havde efter sin herres upompøse forsøg på at definere, fået et ganske uforståeligt ansigt og spurgt ind til om emnet kunne omhandle noget så simpelt. ’Froid? C’est froid, Mon sauvage..?’ havde han sagt. Ahngels øjne havde i det sekund ladet sig lamme, gengivet af et lettere uroligt udtryk for sin blonde stabschef. Hele denne fornemmelse havde vist sig at stemme overens med Jeans fortolkning af kulde? Kulde? Det havde ingen mening givet for Ahngel da. For længe havde det været umuligt at gengive en følelse af at fryse og være varm og nu havde den en direkte kontakt til noget der fyldte en stor del af Ahngels hoved. Hvor Ma’lakel ikke rørte, blev der koldt?

Et tavst og trancelignende udtryk havde domineret Ahngels ansigt de sidste 10 sekunder imens dæmonen havde kærtegnet halsen. Langsomt vågnede vampyren lidt op fra tankestrømmen og bevægede øjnene nedad, hvilende på det styk af Ma’lakels nakke og hår, som det røde blik ville kunne nå. Atter blev knuderne udredt og noderne trykket i blæk da dæmonens muskuløse arm bevægede sig om Ahngels ryg og placerede sig ved det ubeskyttede punkt ved skulderbladenes midte, hvor blot en rygsøjle var at mærke, hvis dæmonen trykkede nok imod. Vampyren vendte nakken et par grader, blot for at observere hvad der foregik et enkelt sekund, men blev hurtigt afbrudt da endnu en hånd dukkede op og tog om håndleddet med et fast greb. Et sug løb igennem Ahngels mellemgulv idet han vendte øjnene derimod.. de tynde pupiller dirrende ganske kort, som havde han et kort øjeblik troet at det var noget andet end Ma’lakel der havde rørt det følsomme punkt. Armen blev let manipuleret med af Ma’lakel på grund af den manglende styrke og blev placeret over deres hoveder så snart Ahngel igen mærkede madrassen imod sit baghoved og det lange hår lægge sig derover og filtres en ganske lille smule. En påtrængende summen begyndte at prikke i hans porer over hele det skin af hans, som syntes at have fronten imod madrassens bløde overflade. De røde øjne lukkede sig halvt i, stirrende tomt op i dynens lave loft, egentlig ganske fængslet af den tilsyneladende behagelige position og den stikkende følelse i hans lunger og halsrør der hvinede og skreg efter blot at knække nakken på det første og det bedste og tømme det fuldkommen og grådigt fra alle kropsvæsker, hvor blodet blot ville være den ene og primære. Billeder dannede sig på nethinden. Billeder som et hvert menneske i sin tid har haft i en vred rus med stramt lukkede øjne. Flående en tot hår fra et andet menneske til sig eller trædende ned på en rygsøjle der giver et modbydeligt knæk fra sig. Forskellen var bare at menneskerne fortrængte dette.. De åbnede øjnene og fokuserede på andet for at få disse sadistiske tendenser af sig. Ahngel betragtede dem. Ønskede inderligt og underbevidst at han havde evnen til at overmande dæmonen.. Vende dem om, som de engang havde gjort, grine hånligt af ham og begynde på punkterne med adrenalin og frygtstyrede, pumpende pulsårer herskede. Halsen.. Håndleddet, anklen.. inderlårene og det bløde solar plexus. Brudt med et knæk og en våd følelse omkring de bevæbnede fingerspidser. Tændende.. var det.. I sin egen makabre og usmagelige forstand. Ahngel genkendte det dig og tog ingen notits af den unaturlighed, som andre væsener måtte føle ved at tvinge sig selv til at betragte dette blodige indre teater.
Med ét blev billerne dog ændret. Den muskuløse solar plexus blev spinkelt og essensen af blodige, synlige ribben under et tyndt hudlag kom til syne i stedet for den hærdede muskelmasse. Arrede punkter og ikke mindst et opsprættet håndled, hvor der stadig var anelsen af et ganske velkendt efternavn tatoveret på. Mort De Sang. Ma’lakels beordrende ord, som havde triggeret denne forvandling af drømmebillederne, lod Ahngels øjne spærres op i en klar glød idet han lod sig vågne til overfladen.. liggende under dæmonen, knuget til ham og ude af stand til at gøre meget andet end at forsøge sig med den kun halvt frie venstrehånd, som ikke ville kunne nå andet end få naive krads imod dæmonens side af mellemgulvet.
Bid mig… hvis du ikke gør det, slår jeg dig ihjel…
Da syntes memoiret af den opsprættede hals at gøre comeback idet Ma’lakels makabre tandsæt bed sig dybt ned i halsen, som derfra afgav en brydende lyd. Ordene fik ikke lov til at lagre sig helt før vampyren blottede tænder og udstødte et ufrivilligt smertestøn, som først med en høj og anstrengt tone slap igennem de sammenpressede tænder og dernæst tonede sig ned til små, iltre hiv efter ilt, som var det med til at dulme smerten. Til at sende endorfiner imod såret, som blev skabt i halsens kød. Nerverne samlede sig skrigende i halsen og nakkepartiet idet vampyren fragav sig et pludseligt ryk. Nakken snød hurtigt opad, kom ikke langt og blev tvunget imod madrassen igen. Endnu et bittert støn undslap ham, som kunne han kort ikke få vejret, da Ma’lakel strammede sit greb yderligere om den slanke krop og det hårde, dog pulserende håndled. De lange fingre bøjede sig med rappe ryk imod egne håndflader, piercede sig igennem og afmærkede dem med halvmåneformer der i få tilfælde blev fyldt i rød som et mindre sår.
Da syntes alting at tappes ned, som paralyseredes vampyren langsomt. Det skyldte nok de dråber der nu ville flyde ind i dæmonens mund og ud af såret, ned ad nakken og kraveben for at farve skjortens hvide stof. Tyndt var det.. Ma’lakel ville meget vel lægge mærke til den mærkelige mangel på smag og essens af tung metal i stedet for blot en anelse jern imod ganen. Tyndt var det og langsomt flydende til trods for at pulsen var høj og meget vel ville kunne mærkes af Ma’lakel som den pulserede sig bemærkelsesværdigt hurtigt rundt i vampyrens krop. Han lå da stille. Fingrene der for et øjeblik siden var spændte som kampklar næver, var nu bukkede i en ubevidst forfatning uden den mindste antydning af anspændthed. Tænderne havde ladet sig partere hinanden og lukkede nu bare op for Ahngels åndedrag, som virkede til at være det eneste egentlige livstegn på vampyren nu efter hvad Ma’lakel ville kunne se. De røde øjne var dog stadigt åbne.. betragtende sit øvre stadigvæk, men med en ganske mat og svag glød. Ma’lakel havde egentlig ret i hvad han havde sagt. Tankerne.. længslerne vedrørende Ma’lakel ville ende med at tage livet af ham hvis han ikke tog ham. Nok var dette ikke hvad Ma’lakel havde ment i sine ord. Et øjeblik syntes tilbuddet appellerende, trods budskabet var skræmmende. At lade øjnene lukkes og give efter for den pludselige livstruende svaghed var fristende og hele vampyrens krop skreg efter det.. næsten lige så højt som den skreg efter Ma’lakels krydrede blod. Da samledes nakkemusklerne sig som de eneste beskæftigede i hans krop på nuværende tidspunkt. De peb og flåede i takt med at nerverne omkring såret ved Ma’lakels tænder tog affære og gjorde bevægelsen ekstra ulidelig. En enkelt hæs, mørke vokal fra Ahngels stemmebånd igennem læberne bekræftede den smerte der lå under det. En smerte han normalt ville kunne udholde og spændes af, lides fra, uden at det kunne ses for omverdenen. Ma’lakel meget vel mærke at der ikke rørtes en muskel i vampyrens tilfangetagede håndled eller andetsteds. Havde denne ikke en fast form, men var dannet af sjæl alene, ville udholdenheden meget vel allerede været svigtet og sjælen havde ladet sig falde igennem madrassen, gulvet, etagen og videre ned imod ingenting.
En tør mund ville kunne mærkes imod Ma’lakels nakke. Den kolde, konstante ånde ville meget vel gå ind og kilde samt prikke til den solkyssede huds samtlige nerver og årer imens de tørre læber syntes at hvile derimod for en stund. Efter kort at ha hevet efter det ligegyldige vejr, parterede han kæberne efter kort at ha bevæget tungen om deres indre for at møde Ma’lakels hud med en fugtet tunge og en lav kultur af enzymer ved det rødlige spyt. Som nakken skreg igen, kneb han øjnene sammen og trak læberne tilbage, blottende tænderne, der nu let ville prikke imod dæmonens hud og som var det en modhage, fandt underkæben plads ved et lavere punkt, trækkende en smule af det faste hud med sig, som han tvang kæberne om halsen. Langsomt sank tænderne, så det nærmest ikke mærkedes som andet end fire mellemstore kanyler, ført af en usikker læge. Halvt nede i kødet stoppede han dog op imens han koncentrerede sig yderligere på den pinefulde nakke. Et kort uvist gisp kom fra ham idet han tvang et ryk fra ryggen og op over nakken, samlende en sidste smule styrke og derved tvang tænderne ned, så der kun var det røde tandkød der var vist tilbage, skjulte under de tilragende læber. Ma’lakel ville kunne mærke en bevægelse af muskler fra Ahngels halskød som rykket skød igennem ham.
Da ville han.. ganske langsomt begynde at suge til sig.. ikke succesfuld i at få mundfulde i de første forsøg, men som det ophobede sig og blev gradvist mere og mere desperat, dog afholdent i de få mellemrum der kom som han stoppede op, endnu tilkoblet dæmonens hals, og rettede på sine skuldre og nakke for at fastholde styrken deri. Som tiden ville gå blev sugende mere anstrengte og gradvist mere smertefulde, som tænder blev flyttet en centimetter nu og da for at frigøre mere blod. De øde øjne lukkede sig i, endnu engang tilfangetagende det der gav ham et monsters udsyn, efterladende ham som en mørk, blodsugende engel. Rusen der lagde sig over ham syntes at lukke for de øvrige instanser og snart var det brændende sår i halsen ikke i center længere, men derimod at skabe mere brud.. mere blod og mere ødelagt kød ved Ma’lakels tilsvarende og som dette gentog sig få gange, blev sugene til dybere bid.. mere aggressive ryk med kæberne og mere trækken og flængen i den brune hud. Som blod ville begynde at spildes og åndedrag syntes at dø hen, ville Ma’lakel meget vel mærke en smerte lig med hvad han før havde påført den svage vampyr, om ikke andet mere.

Den blodige væske, der hurtigt efter Ma’lakel havde sunket sine lange tænder ned i Ahngels hals, virkede ufamiliær, og fremmed for hans vante smagsløg. Blod var nu engang ikke noget han kunne smage tydelig forskel på, men alligevel havde konsistensen og smagen af Ahngels blod stadig registreret sig i det arkivskab der lå i underbevidstheden. Det fik selve smagen af det tynde blod til at miste den gnist som Ma’lakel før havde mærket i det jern fyldige blod, hvilket bekræftede vampyrens ekstreme mangel på føde.
Hans kæber havde nærmest knækket sig af led, som en slange der forsøgte at sluge sit bytte, dog var dette ikke hvad dæmonen havde tænkt sig. Selvom Ma’lakel af udseende lignede et menneske, harmløst, og naivt som en hver anden, var han en dæmon i forklædning. Hans måltider krævede ofte at han måtte gabe over mere end hvad han egentlig kunne tage, så derfor var det at hægte kæberne af led blevet en del af at indtage mad. De grønne øjne fik en giftig gylden farve, der dominerede det oprindelige farve spil og lod det grønne syne længere og længere hen imod den før ovale pupil, der i takt med at den gyldne farve kom til magt blev mere smal og lige.
Det lettere erotiske smertestøn fra vampyren, der senere ebbede ud i små desperat hiv efter vejret, pirrede morder instinktet hos den sindsforladte halv-dæmon, der ganske kort havde tilladt alt menneskelighed at blive separeret fra resten af sjælen. Lod ham få følelsen af hersker over liv og død, over klynk og glædes latter: som Gud der stod klar til at klippe de mange livs tråde over, en efter en.
Musklerne i dæmonens krop strammede sig sammen og syntes at blive større, meget mere markerede, og næsten vulgære at se på. Som var de på vej til at flække den solbrune hud og tillade Ma’lakel at vokse sig endnu større, endnu stærkere end før. Overkroppens mavemuskler sitrede svagt ved det tryk de blev udsat for, den pludselig vækst af krops muskler var belastende for kroppen, smertefuld, selvom at Ma’lakel ikke lod til at give udtryk for at han var i den mindste form for smerte. Hans ord om at han ville dræbe den svage vampyr, var pludselig ikke bare ord: i en tid tænkte Ma’lakel det. Hungrede han efter det. At høre det velkendte knæk fra nakken som ved de mange andre elskere der havde forsøgt sig at komme ind under den dyriske facade. Alle følelser var blevet visket ud, og efterladt tilbage var kun de mest basiske instinkter. Dræb, æd, former. Der var ingen anger tilbage i den destruktive dæmon.
Og ligesom Ma’lakels indre bæst var ved at nå sit højeste, blev vampyrens krop slap i hans arme. Tung imod hånden der lå imellem de fremhævede skulderblade. Men han stoppede ikke sit bid.
Fra hans strube kunne en snerrende lyd høres, som en vred ulv der var ved at flå sit bytte fra hinanden. Det kildrede i halsen, fik struben til svagt at vibrerer, imens at Ma’lakel holdt den smukke udøde prins fast i et ubrydeligt jerngreb. Holdt ikke inde, skønt at dennes krop syntes direkte død. Det bankende hjerte i vampyrens brystkasse, de dunkende pulse i håndledene, og den meget lette vejrtrækning bekræftede at der stadig var liv i vampyren.
Vanviddet stoppede ikke, heller ikke da den udøde lod sig læne imod Ma’lakels udstrakte hals, malet af de overnaturlige snoninger fra den sorte tatovering, der løb hele vejen op til kanten på kæbebenet. Dens udseende var uforanderligt som altid, men besad stadig en evne til at virke levende, dets mere intim atmosfæren blev.
Den kolde ånde som slog imod Ma’lakels hud, samt de tørre læber der lagde sig imod den varme hals side, fik den dunkende fornemmelse i Ma’lakel fremhævede tandkød til falde til ro. De lange tænder som havde boret sig ind i den udødes hvide hals, lod sig svagt trækkes fra de svigende dybe huller i vampyrens sår. Den fugtige tunge som kort efter lod sig glide over den mørke og tatoverede hals, lod musklerne i den anspændte kroppe falde til ro, og tillod følelsen i Ma’lakel at komme tilbage til ham. En stigende spænding i halskødet begyndte at prikke til ham ligesom Ahngels tænder formåede. Kattedyrs pupillerne udvidet sig igen til en perfekt oval, og den gyldne farve begyndte så småt at fortage sig, så en grøn kant kunne ses omkring den sorte iris. Hånden der havde fast et nådesløst greb om Ahngels håndled formildnede sig, og han lod sine tænder trækkes fra den udødes hud kort efter at fire små stik havde presset sig vej ind i hans hals’ blodårer, og en ubehagelig stram følelse dannede sig på den side af halsen vampyren begyndte at drikke fra.
Små gennemsigtige linjer af spyt strakte sig fra de mange huller i Ahngels hals, til Ma’lakels brune læber som han lod sit bid fortage sig. Det gav et modbydeligt knæk da Ma’lakels kæbe satte sig på plads igen. Den grønne farve var vent tilbage til de dyriske ulve øjne, og var endnu engang i et perfekt farvespil med dens sjæle ven: den gyldne. Den store halv-dæmon kneb hurtigt øjnene sammen som han kom til bevidsthed igen. Smerten fra hans hals gav et ekko igennem hele hans krop. Et tilbageholdt mørkt støn der mindede mere om en kvalt jamren end et egentligt støn, kunne sikkert blive hørt.
Rent instinktivt pressede han sit underliv imod Ahngels begærligt, imens at den ophobende smerte fra hans hals tog mere og mere til. I takt med at Ma’lakel blev drænet, kradset i, og ædt af, lod hånden der havde fat om vampyrens håndled sine fingre strække sig imod dennes håndflade, glide op imod fingrende rødder, indtil at hans håndflade lå parallelt med Ahngels og Ma’lakels egne fingre kunne slange sig ind imellem vampyrens kolde. Holde fat, imens at han pressede panden imod sengens bløde ydre, stadig dækket af den blændende mørke fra lagenet.
Dets mere grådig vampyren blev, dets mere skulle Ma’lakel koncentrere sig. Til sidst endte det med at han distraherede sig selv ved at begynde at slikke de sår han selv havde påført Ahngels marmor hud. Dette forsøg på at distrahere sig selv var ikke særlig effektiv i det lange løb, og smerten overgik hurtigt den metalliske smag fra Ahngels endnu tynde blod.
Ma’lakels eget blod var krogende, og nærmest ætsende. Stærkt og krydret, så gane gik i brand i det øjeblik den kom i kontant med det. Den kraftfulde smag ville for mange være en overdøvende eksplosion på tungen, og blive for meget, de fleste ville stoppe efter få mundfulde, udelukkende på grund af at de ikke kunne tage smagen mere. Den bedøvede munden og efterlod den følelses løs, men ikke smagsløs.
Da begyndte Ma’lakels krop så småt at tage stærke efterfølger, skulle Ahngel blive ved med at drikke af ham, og ikke stoppe af sig selv. Ma’lakels råstyrke blev tappet, og det førhen faste blik begyndte så småt at miste den lille gren af fokus han førhen havde haft, og forårsage en hovedpine der udviklede sig med de store sug Ahngel tog. Blodårerne fremhævede sig tydeligt under den mørke hud, som tydelige streger der begyndte fra Ahngels spise område, og nedefter. Tykke, tydelige blodåre strakte sig fra halsens midte og ned til halv-dæmonens skulder. Som Ma’lakel blev mere og mere svækket, begyndte hjertet ligeså at banke meget hurtigere end før. Ikke på grund af noget psykisk denne gang, men på grund af blodmangel! De før let dunkende puls åre gik ligesom hjertet amok. Ma’lakel kunne mærke sig selv miste styringen over sin krop, og hvis ikke Ahngel stoppede, ville den nu meget svækkede halv-dæmon, lade hånden der lå imellem dennes skulderblade glide op til den udødes baghoved og gribe hårdt fat, for derefter at halvt gispe dog i en meget bestemt og dominerende tone:
,, Det er nok!!”
Hvis ikke Ahngel derefter ville give slip på Ma’lakel, lagde Ma’lakel kræfterne i, og trak dennes hoved tilbage og ned imod puden, i håb om at dennes tænder ville forlade hans torturerede hals.

Med et nik med nakken sank Ahngel længere ned i dæmonen. Nu var det ikke blot fire huller fra uskyldige hjørnetænder, men hele den hvide tandrække trykkedes ned i halsen, stadig trykkende da tændernes rødder lå ved hudens overflade. Igen ville han rykke en smule med tænderne for at gøre bruddet større og finde mere plads. Bevidsthed og besparelse var ikke noget der blev taget op for debat. De lukkede øjne strammede sig yderligere sammen, skabende små rynker i den sårbare hud derom, hvor blålige blodårer trådte frem. Som Ma’lakel havde taget egne tænder ud fra Ahngels hals, havde Ahngel bevæget sin ’frie’ hånd op for at tage et fast tag i Ma’lakels hud, trykkende denne imod ham med en ikke overdådig styrke, trods en forskel kunne mærkes på grund af den midlertidige rus. De lange negle prøvede at tage hud med sig som han gentagende gange bevægede hånden hivende over dæmonens ryg for at få denne så tæt på som muligt og få endnu mere plads til halsen, hvor blodet strømmede til Ahngels egen. Ma’lakels blod. Hele verdenen syntes at ligge deri i det øjeblik. Det var… efterhånden længe siden han havde fået noget rigtigt.. tilfredsstillende. Trods den krydsede smag og den ætsende effekt hen over smagsløgene, virkede den så gentil og uopnåelig, som var disse grådige sug end ikke nok. Der skulle mere til. Mere og mere! Man var først tilfreds den dag, hvor man vidste at man ikke behøvede at bekymre sig om blodets mængde eller ejermand. Når man ejede det.. Når man kunne tage alt man ville.. Give efter og drikke til at man enten ikke selv kunne mere eller den anden part bukkede under.
Ganske kort frigjorde han sin mund og blot gned læber og tænder hen over den blodige hud, tilsvinende hans eget ansigts nederste del, som havde han praktisk talt ædt af dæmonen med selve ansigtet. Ganske smalt klemte vampyren øjnene op og så op i loftet, som dæmonen gjorde udtryk for at det var nok. Stemmen var blot en svag summen, som en melodi eller bystøj, men han fangede budskabet og havde tænkt sig at følge den.. I første tankestrejf. Som eftersmagen af metallet begyndte at dominere og den egentlige smag og følelse at det ikke længere flød, opstod en prikkende uro over hele vampyrens sortiment af hud. Et gys så ubehageligt og kraftigt at det ikke alene skød til hans rygsøjle, tær og finderspidser, men også hårspidser og neglenes skarpe ender. Da hviskede en falden engel… Som han kort lod sin krop handle af sig selv, flåede han hånden til sig, som Ma’lakel nu havde fået mindre tag på, ligeså svingende den om dæmonen og pressende kløerne ned i huden for at holde fast. Med et voldsomt ryk, slog han sig igen sammen med Ma’lakel og bed ned i det allerede molesterede nakkestykke. Hårrødderne skreg som han gjorde det, men han fandt ingen nåde til deres forpinte stemmer, som de bad ham om at rykke nakken tilbage igen. En hakkende ånde ville kunne høres for Ma’lakels øre det øjeblik.. Næsten en manisk latter, bare uden stemme.. blot ført ud i livet via luft der kom lige så hurtigt ud som ind igennem næseborene. Som kløede tænderne imod Ma’lakels hud pressedes de igen så langt ned som han nu kunne formå inden han opfangede et stykke virkelighed igen som Ma’lakel tog endnu et hold i det sorte hår og rykkede ned.. Denne gang så vampyrens nakke blev tvunget tilbage og tænderne flået ud fra dæmonens hals. Som vampyrens arme og tvang sig i at slippe, efterlod han to rækker mærker fra sine negle, som han havde forsøgt at flå sig fast. Endnu et hæst støn undslap hans læber, som han blev tvunget tilbage i sengen.
Et par sekunder gik hvor hans lange tunge samlede de sidste tråder fra såret og til munden op, endnu med lukkede øjne, som tillod rusen ham ikke at åbne dem. Som tungen opgav at fange mere blod fra sig selv begyndte den at bevæge sig over læberne og hagen. Endnu åbnede han øjnene og lod dem ukueligt rette imod Ma’lakel, som var denne dæmon inspirationen til stadig at finde egne læber velsmagende og til at give blodet effekten af stadig at løbe. Noget var dog forandret. Hans blik, der før havde syntes ganske normalt til trods for den dirrende pupil, var nu markant ændret. Den røde iris fyldte unaturligt meget af selve øjet og kun ganske lidt hvid var at finde omkring. Pupillen var minimal og aflang, som havde hans blik gået fra flere stadier. Fra noget menneskeligt, til noget lignende et kattedyr og nu noget der kunne ligne en reptils udsyn. Stikkende og upersonligt. Armene lagde sig tilbage imod sengen idet han tvang et langt og hakkende suk igennem sig, uden tvivl forsøgende på at stabilisere sig selv efter at ha mødt virkeligheden i Ma’lakels øjne. Den lange tunge fandt vej tilbage i munden, som var gennemfarvet som det meste af hans nedre ansigt stadig var med enkelte undtagelser. De ligeså blodindsmurte tænder blottedes kort imens han følte såret i sin egen nakke igen, som kom det snigende og ophobedes sin skade mere og mere. Tungen gav sig atter til at rense.. denne gang hans tænder. Han gav et kort jammer fra sig, som han lod den diagonale hånd til den skadede skulder finde derop og tage derom med en nænsom hånd, som ville han brænde sig af alene såret. Det dunkede som en i pokker og sendte ubehagelige lammende stik igennem skulder og op om nakken, udviklende det til en ulidelig spænding i tindingerne, som smerten ikke syntes at få forløb i hverken tårer eller stemmer. Hans stemme gav et hak fra sig som han lagde blikket til siden, afvigende Ma’lakels øjne for en stund. Langsomt snævredes den røde iris sig ind igen i takt med at pupillen blev større. Det så surrealistisk ud på sin egen måde at se det ske i sådan en hastighed. Det dyriske døde lidt hen og hans blik blev mørkere… nærmest i en brunrød nuance. Han kastede endelig blikket tilbage.. Observerende Ma’lakel med et blik der på en eller anden måde bare skreg: ’Hvad sagde jeg?!’ trods han virkede fattet. En ilter gnist i det mørke blik sagde dog sit selvom læberne var forseglede og afslappede, badet ind i den røde væske der langsomt størknedes og begyndte at klistre sig til den glatte, marmorhvide hud. Det virkede som et twist imod vampyrens smukke ydre, som havde nogen med hensigt til at voldtage dette udseende, ladt sit blod dryppe derpå og få ham til at se uren ud. Plettet.
Da vendte han sig let om på siden, fjernede igen blikket og lod det falde på ingenting, hvorefter han bevægede begge arme til sin front, begge liggende sig på halsen uden at tage videre notits af det svidende sår. Hans øjne dykkede ned til noget undersøgende imens han trykkede fingrene imod halsens begge sider. Han ledte højst sandsynligt efter en puls, eller om ikke andet gnisten i den, som han havde manglet i en god tid.
”Hvad er det der gør det svært at drikke fra dig og undvære det på samme tid?” Sagde han så.. Hans stemme var belastet af den hæse tone og hakkende vejrtrækning. Hans øjne var stadig ikke rettet imod dæmonen. Ahngel ønskede sig vel ikke blottet ved denne udtalelse. Hans hænder gav slip på halsen og hvilede nu bare imod madrassen, som ligeså var blevet plettet af deres røde væsker. ”Jeg har forsøgt mig på ilddæmoner som dig. Alt blodet prellede af.” Hans stemme var ikke mættet af filosofi, som den plejede. Den var ikke velovervejet eller retorisk. Han undrede sig rent faktisk, men ville ikke se dæmonen i øjnene imens han udtalte disse ord der bekræftede en svaghed.

Kroppens svækkede tilstand gjorde Ma’lakel taknemlig for at Ahngel blev trukket væk fra hans hals side, da han gjorde. Huden var efterhånden begyndt at blive følelsesløs og hevet, efter at være blevet tortureret af Ahngel’s tænder, der grådigt havde ødelagt den, i flere minutter. Musklerne i den del af nakken og halsen, havde strammet sig sammen om det område hvor vampyren havde bidt, hvilket gav et gentagende jag af smerte hver gang den udøde havde taget endnu en slurk af den røde livs væske.
Hånden holdt i noget tid stadig fat, i det sorte fløjs hår lidt endnu, imens at Ma’lakel lod al sin vægt lægges i modsatte side, af der hvor vampyren havde bidt ham. Holdt sig et stykke oppe fra vampyren ved hjælp af knæene, der støttede sig imod de hvide lagener og sengens madras. Hans vejrtrækning var hurtig og blev trukket igennem næsen, men var ikke stigende.
De grønne øjne var lukkede imens at Ma’lakel holdt indre fokus, og forsøgte at finde sig selv et sindsligt hvilepunkt hvor han kunne samle kræfter. Det susede for hans ører, som en blid brise der løb tæt ved ham, og gjorde sig bemærkelsesværdig med en let hylen. En kvalm følelse ramte ham kort imens at vampyrens hænder der før havde piercet hans ryg og det øverste af lænden, havde trukket sig fra deres angreb. Efterladt i en bittersød extace blev han langsomt mere og mere bevidst om sig selv, og sine omgivelser. Hjertet hamrede stadig løs i brystet på ham: det forsøgte desperat at gøre op for den manglende blodmasse der nær havde tvunget kroppen ud i en ufrivillig dvale tilstand, hvor det var op til viljen at vække den igen.
De dyriske øjne blev åbnet igen, imens at Ma’lakel begyndte at kunne høre igen. Han lyttede til sine omgivelser, og kunne så småt fornemme den udødes vejrtrækning. Med hans pande endnu hvilende imod dennes skulder, vendte han hovedet ganske svagt for blot at møde vampyrens giftige slange blik, der fik et sug i maven til at resultere i en stor smerte der løb igennem rygsøjlen, og ebbede ud ved halebenet. Ahngels blik var ikke længere blot et fascinerende portræt Ma’lakel havde lyst til at skamfere for at gøre ejermanden vred, men var blevet til netop det Ma’lakel havde ønsket af se allerede den første gang han så ind i de røde, glødende, øjne: kaotisk inferno af røde nuancer, der hver især kæmpede om hvem der skulle have mere end den anden! På samme tid omfavnede Ma’lakels mørke blod den udødes hage, og mund, selvom tungen formåede at slikke lidt væk, så den døde skønhed stadig ud til at være plettet. En korrupteret engel? Eller et monster med en engels ynde og ydre? Uanset hvilken af disse to Ma’lakel brugte som sammenligning, passede de begge fint til det syn der ramte ham. Og selvom mange ville blive frastødt, skræmt, eller på anden måde tage afstand fra et sådanne kreatur, følte Ma’lakel et stik af mangel på noget, noget mere: som om han ikke havde fået nok endnu, det var ikke nok, overhovedet ikke. Han ville se mere, meget mere! Dog blev det særprægede stik af savn eller mangel opløst da Ahngel lod blikket glide fra Ma’lakels egne. De grønne øjne der manglede sin overvældende gnist af morskab og energi, var forsvundet for nu, og den store dæmon lukkede øjnende imens at han selv lukkede øjnende og tog nogle dybe indåndinger for at stabilisere sig selv, for ikke at nævne affinde sig med den ekstreme smerte fra halsen og skulderen.
Efter få sekunder hvor Ma’lakel lod til at have fundet et mentalt hvile punkt, fik han fornemmelsen af at blive set på: han åbnede de grønne øjne og så endnu engang ind i den døde skønheds flammende røde, men denne gang syntes blikket mere vågent og tilstedeværende, som havde denne genfundet sin bevidst hed og fatteevne. Blikket var ligeså fyldt med en følelse af bitterhed og en sigende undertone som Ma’lakel ikke forstod hvad betød. Men det var uden tvivl ikke noget behageligt, for ikke lang tid efter søgte den udøde afstand fra ham, og som han blev skubbet til for at vampyren kunne ligge sig på siden i en lettere komfortabel stilling, lod Ma’lakel sig ganske naturligt dumpe ned på siden, med fronten imod den udødes ryg.
Dynens tætte dække lå stædigt stadig over dem begge, og gjorde Ma’lakels udsyn til den udøde formindsket. Han lagde sig en smule udmattet om på ryggen og lukkede øjnene i, af samme grund, inden han rakte en hånd op til kanten af dun dynen og rev ned, så Ma’lakel, og sikkert også Ahngels hoved, blev fri fra dens bløde omfavnelse.
Stilheden dominerede kort, imens Ma’lakels tanker faldt helt på plads igen. Det gav en svag lyd fra dynens hvide betræk, der blev rørt ved på grund af en bevægelse, som han rakte en hånd op til det sted hvor han var blevet bidt: satte fire fingre på hvert hul og lod derefter et meget svagt glimt af en blålig flamme komme til syne et øjeblik. Samtlige huller var brændt sammen, så de ikke længere blødte. Det blod der dog havde trillet ned over Ma’lakels hals og ned af kravebenet fra da han endnu lå med fronten imod sengen, og ikke imod sengens loft som nu, kunne stadig ses over den brune hud. Prøvede så godt som det formåede, at blande sig med den sorte tatoverings mørke farve, og skjule sig, men månelyset reflekterede det, og fik det til at stå frem svagt.
Han måtte være sindssyg. Enten det, eller direkte dum? Hvorfor udsætte sig selv for at dø, på grund af en formodning? Men hans antagelse havde været korrekt, skønt at hans gamble havde været alt for risikabelt. Lidt længere, og hvem vidste hvad der var sket?
Efter at have lukket de fire huller ved sin hals, tog han håndens ryg for panden, der var klam og varm. Imens at han prøvede at finde en mere rationel forklaring på hvorfor han havde gjort som han havde, og strikke en skudsikker undskyldning sammen, skulle vampyren spørge hvorfor han havde gjort det.
Men da, kunne han høre Ahngels stemme der skar igennem hans tanker, og fyldte hans hoved med sætninger, spørgsmål?
Hans øjne begyndte svagt at dirre, og kroppen syntes at blive helt stiv hvilket gav et jag igennem skulderen og nakken der allerede var øm i forvejen.
Ikke kan? Men vil? Ma’lakel blev forvirret!
Han vendte ansigtet, og så ind i vampyrens nakke med et spørgende blik. Rynkede kort brynene i benægtelse, men måtte efter få sekunder hvor vampyren talte igen erkende at han ikke hørte syner! Andre ild-dæmoner? Det pralede af?
Ma’lakel slog øjnende op i åbenbaring?! Halsen snoede sig sammen, ikke på grund af smerte men på grund af psykisk reaktion på det han var kommet frem til!
Først vendte han ansigtet væk og så den anden vej, måske bare i selvbenægtelse over det han var kommet frem til. Men det stod sort på hvidt, hvis ikke det var det, så anede han ikke hvad helvede den udøde mente.
Med en stemme der var lav, og manglede samme sadistiske morskab som den plejede, gav han et svar der på sin vis ikke helt kunne kaldes for et svar:
,, Det ved du vel bedst selv… ”
Det syntes som en måde at kaste det egentlige svar væk på, men ikke lang tid efter ordrende var kommet, rullede Ma’lakel om på siden, så han lå med brystkassen imod Ahngels ryg. Han satte albuen imod madrassen og støttede hovedet ved at sætte hånden derpå. Forsigtigt rakte han sin frie hånd op til Ahngels hoved, imens at han så på den udøde med et stillestående blik. Hans øjne kunne kort sammenlignes med et kaotiske og vildfaren hav der omsider var blevet stille, og roligt, så det formåede at hvile i sig selv. Han betragtede vampyren med en dybtfølt ro, noget som han ikke kunne huske han havde følt før i nærheden af et andet væsen. Altid havde der været noget der gjorde ham anspændt, eller fået ham til at føle sig malplaceret g ubehagelig tilpas. Uden at sige et eneste ord, lod han først ydersiden af sin pege finger glide ned over Ahngels hår, efterfulgt af lange fingeren. Han køre dernæst kærtegnende sine fingre ind under de sorte tråde, og begyndte så småt at bevæge dem blidt imod hovedbunden i et afslappende mønster der for mange ville blive nydt til fulde.
Han lænede sig ned imod den udøde, med mindre denne gjorde tegn til at ville flytte sig, lukkede øjnende og satte panden imod dennes baghoved.
,, Eller også er du en narkoman… og jeg er din afhængighed..”, hviskede han stille.
En nænsom hvisken der for normale mennesker ikke ville være let at opfange.
,, Eller også… ”
Han tog en dyb indånding.
,, … eller også er vi begge narkomaner, og afhængig af hinanden uden at have været klar over det før nu? Hvis det var tilfældet ville det eneste spørgsmål tilbage være: hvorfor?”
Han stoppede med at nusse Ahngel i håret, og trak sit ansigt tilbage, for at se ned på den smukke marmor hvide skønhed der lå under ham. Hans fingre strøg sig ganske kort over Ahngels tænding, velvidende at denne fandt berørelsen ubehagelig.
”Hvorfor tror du, min elskede?”.
De sidste ord blev sagt med en følelses forladt tone, talt i samme stemme leje som alle de andre. Ma’lakel udtalte dem som havde de ingen betydning, som var de et kaldenavn, et simpelt kælenavn der vel sagtens kunne have været ’hvide’ eller ’sorte’. Men selvom Ma’lakels tone og ansigts udtryk for alt i verden ikke ville kunne afsløre ham, gik der en varm følelse igennem kroppen da han sagde dem til Ahngel. Selvom han overbevidst sig selv om det modsatte, havde de betydning: det var flere hundrede år siden han sidst havde sagt dem, blot for at sige dem, men i modsætningen til de andre gange hvor han ingenting havde følt i at sige dem, så var der noget nu, ganske svagt men det var der!
Ingenting…. Alting!

Der lagdes en ro i den jernfyldte halsgang som der ikke vare flere ord tilbage for Ahngel. Øjenlågene sænkedes halvt og den røde farve flammede op til forskel fra hvad der før var hvidt og nu var omfattet en skygge. Hans kæber slap den pirrende spænding og atter føltes en form for ro over vampyrens blodplettede ansigt. Allerede der skød en opgivelse igennem hans sind. Han burde ha holdt sin mund denne gang. Det var vel for meget information og for nemt for Ma’lakel at bruge til sit eget behov. De tynde hårspidser der hørte til ved hans pande og ansigt slap sit tag i sin unormale position over nakken og skød tilbage for at dæmonisere vampyrens ansigt en smule mere og få det til at virke så tillukket og overbåret en tavs skygge. Han faldt langsomt i staver som rummet fyldtes med lugten af blod. Sødt og lokkende som det var føltes det for Ahngel som en blid dulmende strøm hen over hans hud.. let tagende i håret, vipperne og beklædningerne. Dennes blanding med brændt kød vækkede et brutalt mindestykke til livs og vampyren tvang sig ud af den søde trance igen inden billederne der udgjorde hans tanker blev alt for korrupte. Han rynkede ganske kort på næsen og løftede øjenlågene lidt igen og så ud frem for sig, hvor værelset var kommet til syne igen. Noir var ikke at finde i sengen tydeligvis.
Da rørte Ma’lakels stemmebånd på sig og formede et svar, som virkede arrogant for Ahngel. Hvis han vidste det bedst selv, hvorfor så ligge i denne fortvivlelse og forvirring? Havde han ikke allerede gjort det klart for dæmonen at han ikke forstod hvad fanden der foregik omkring ham lige for tiden? Vampyren tav og vippede hagen en enkelt centimeter længere imod halsen, som skuttede han sig diskret. Nostalgien strømmede over ham som millioner af nåle der akkurat strejfede hans porer og fik dem til at isne i mangfoldige gys der hver især gjorde deres for at få hans nerve-ender til at stivne og udstøde små ubekvemme spændinger videre ind i kroppens indre. Et øjeblik som var hans hud levende.. fuldt med millioner af kriblende dyr, der alle forsøgte sig på at gøre mest uro som muligt og lægge de æg som i fremtiden skulle blive andre kuldegys. Det medførte en skam, som han ikke fik lov til at tænke igennem. Inden hans tanker begyndte at omhandle hvorvidt han havde lukket for derfra, blødt- og lade andre bløde på de hvide lagener, som engang duftede af menneske. Han nåede ikke at skamme sig over hvordan han besudlede hendes gamle gemak ved at lade Ma’lakel gøre hvad han vil.
Ryggen stødte imod Ma’lakels brystkasse. Instinktivt rettede Ahngel sin nakke ud igen og åbnede øjnene på et normalt plan igen for at give udtryk for sin psykiske tilstedeværelse. Sengen gav et ganske lille knirk fra sig som Ma’lakel hævede sig en smule med sin albues støtte imod den plettede madras. Han mærkede øjnene på sig. Hvorfor var han så svær at læse? Endnu et gys gled igennem ham som Ma’lakels fingre strøg sig hen af håret, der let bukkede sig for ham som fingrene passerede lokkerne. Let lod de sig udglatte med bevægelsen og lægge sig på plads som havde de en anormal form for lydighed til dæmonens hænder. Et sug i maven red trådene ud og lod hans hud i fred igen som Ma’lakels fingre fandt ind til hovedbunden. Igen blev nakken krummet den lille smule og øjnene halvt mørklagte. Ma’lakels fingre mærkedes som en blid massage imod hovedbunden, som sendte nydende strømme over hans hud. Små gys der ikke var ubehagelige, men rettere sært tilfredsstillende. Det flød til hans fingre, som slappede gradvist mere af. Det afklarede suk gjorde rede for at han i hvert fald ikke fandt det ubehageligt. Han bøjede let knæene, dog ikke så de blev trukket op under ham i en kattelignende fosterstilling. Han holdt den posering fra det offentlige såvel som det semi-private. Hans øjne vendtes ned igen og lod sig halvlukke. Meget nok gik der en høj spinden i gang. Var man lidt væk ville man nok først blive forvirret over hvor pokker det kom fra? Vampyren? Men nej.. Noir havde fundet sig en plads i fodenden, hvor han så mageligt sad ’på huk’ med fødderne forsvundet under den lange pels med et aflukket og godt tilfredst udtryk. En lille rød markering over den sorte næse fortalte hvordan den havde taget sig en smagsprøve uden at de havde set det.
Som Ma’lakels fingre bevægede sig igennem håret, ville han måske lægge mærke til at de afbrændte spidser begyndte at gøre tegn på healing. Det gik langsomt, men det var der.. Også Ahngel mærkede det, som om luft fyldte hans halsrør igen og lod hans lunger yde sin fulde kapacitet. Hjerteslagene var ikke længere så ulidelige. Det var en lettende følelse, og selvom hans sult end ikke var tilfredsstillet af Ma’lakels begrænsede kropsvæske, føltes det helt klart som en stor lettelse. En lettelse, som med Ma’lakels pande imod baghovedet lod sig understrege. Ma’lakel ville nok ikke kunne se det da. Ahngel lukkede øjnene i og fokuserede på dæmonens åndedrag. Dette føltes… rigtigt. Rigtigt til trods for den seng de befandt sig i ikke tilhørte Ma’lakel i realiteten. Til trods for at en anden person burde rumstere i vampyrens hoved i dette rum. Lucy virkede pludselig fjern. Ligegyldig.
Langsomt åbnedes de røde øjne igen. Vipperne adskilte hinanden og omkransede den røde farve, der igen fik hans øjne til at virke noget så dragende og omfavnende i mørket. Triggeret af Ma’lakels talestrøm så han imod værelsets ligegyldige udsyn, som var det netop dette der talte til ham. En bitter følelse tog omkring halsen på den nyfundne ro som ordene kom ud og gav en mening der virkede noget så fjern og dyb. Narkomaner? Narkoman af Ma’lakel og vise versa? Det virkede uklart og tvivlen lod sig komme til gode. Ma’lakel mente da vel ikke det på den måde, gjorde han? Skyld begyndte at hamre sig igennem hans årer. Ahngel vendte blikket imod lagenet, hvor en centreret blodplet fangede hans øjne. Atter tav han. Atter blev hans tanker nulstillede imens han langsomt genvandt en fatning med rummet. Hvordan var det nu lige at hun så ud? Hvorfor syntes hvert af Ma’lakels ord at fjerne en del af ansigtets billedlige minde hver eneste gang noget blev udtalt? Som en lille tomhed tændtes, mærkede han ikke længere Ma’lakels berøring. Han vendte da ansigtet. Vendte det opad som Ma’lakel havde fået lov til at se på det tomme udtryk for få sekunder. Hans blik var observerende og køligt, som det plejede. Noget plagede ham. Noget plagede ham grænseløst, men hans maske havde ingen ridser og hans stemme ingen hak. Hans øjne ingen flakken eller blinken. Hans bryn krummede sig dog en smule.. gav ham et mere alvorligt udtryk til trods for at forandringen ikke var mere end et gram vær. De røde øjne fandt søgende til de grønne.. Klemte sig sammen, som var der noget han forsøgte sig på at se.. At finde ud af… At hive ud af Ma’lakel som en tankelæser ville kunne. Forbandet være det. Blikket flakkede da endelig som Ma’lakels fingre udgjorde en stor distraktion fra Ahngels forsøg på at finde noget i blikket. Han klemte øjnene sammen da denne gled over hans tinding. Skalpel. Respirator. Kanyle. Klo. Saks. Øjnene holdt sig ikke lukkede for mere end et sekund. Fulgte dem kort som de ikke rørte mere og fandt først op til Ma’lakels blik igen da han talte. Ordene flød kort som ville han blot give temaet videre og endnu engang blot sende Ahngel ud i tanker, som han ikke forstod. Da sad den dog og vampyrens røde øjne flammede op som havde nogen pustet liv i en kamins rolige gløder. Gnister imod kaminens væg og asken samlende sig i luften. Elskede? Hans elskede? Vampyren rettede sig længere over skulderen for at se dæmonen mere klart. Tyngdekraften tog i vampyrens lange sorte hår og fjernede det fra ansigtet da det blev vippet nok dertil. Ansigtet blev atter frit. Pande viste sig da lokkerne der før forstyrrede hans udsyn og udstrålings renhed, gled til siden og blev ét med resten af det lange hårs skyggetråde. Hårgrænsen viste sig og udgjorde den hjerteformede ansigtslinje der blot blev gjort en smule abstrakt af den spidse hage start ved en radikal bøjet kæbeform. Øjnenes seriøsitet og mistro var gled derfra, som håret havde ligeså og efterlod hans blik uforklarligt. Tomt på en måde. Ikke som hvis der intet var at fokusere på, men rettere at der ingenting var på nær dæmonen. Det overraskede udtryk viste vel også at hans opmærksomhed på sig selv ligeså var dødt lidt hen som hans tanker var slået ud af kurs. Tonen. Han havde fanget tonen. Den var ligegyldig. Det var vel bare en af dæmonens udtalelser. Disse drilagtige kaldenavne, som han havde fået af ham før uden at det havde betydet det helt store. Dog stak det. Det stak som var det en havhvæps der projekterede en trådharpun igennem vampyrens bryst. Som bitterheden bredte sig fra stikkets center, blev hans ansigt atter roligt. Hænderne, som kort havde været trykket imod lagenet, rettede sig atter og så igen ’afslappede ud’. Køligheden gled over ham. Hans mund en lige streg og hans blik tiende og hemmelighedsfuldt. Nederste hjørnetænder for at kende Ma’lakels hoved for en dag og at trække de genstridige sataner ud af selve kraniet er en meget grim affære.
Ahngel støttede sig på siden og vendte sig om så han vendte den anden vej. Først klæbende tæt på Ma’lakel imens han blot kiggede frem for sig. Dernæst trykkede han begge arme imod madrassen, som gav et knirk fra sig. Han satte sig op over denne.. Bukkede sig lidt frem for at kunne se ned på Ma’lakel med et tavst udtryk. De lange sorte lokker faldt tilbage om hans ansigt og formørkede det yderligere?
”For spænding? Blod? For søgen efter det unaturlige? For ønsket om at se hvor længe den ene eller anden holder måske? For blot at observere og se forfald? For kødelige lyster? For erstatninger?” Hans blik snævredes sammen og øjnene gav en ilter glød fra sig trods ansigtet var eget og køligt. Det døde igen og han satte sig helt op.. fjernede fronten fra Ma’lakel og så ud i værelset. ”Der er uendelige teorier og hypoteser.. Problemstillinger og svarmuligheder..” Blikket formørkedes endnu engang og den røde farve blev mat og tør. ”Den ene mere tåbelig og langt fra aktuel end den anden.” Hans ansigt vendtes langsomt imod Ma’lakel igen. Et øjeblik kunne vampyren ikke lade være med at føle at han bedragede Ma’lakel. Han vidste hvad han havde længdes efter i den tid han havde tænkt på ham. Lugt.. syn.. smage og føling. Det var ikke en speciel instans ved Ma’lakel, som Ahngel ønskede at han kunne flå grådigt til sig og æde blot for at andre ikke fik fat i det.. Her var der tale om en helhed.
”Jeg kan ikke udtale mig på de områder. Jeg ender med at fortælle få sandheder og for meget der i sidste ende ville være banalt og falskt. Så langt rækker min viden ikke at jeg kan definere hvad der foregår udenfor det meste nedskriftede.”

Reaktionen på Ma'lakels ord så ud til at have større effekt på den udøde prins, end Ma'lakel først ville have antaget, til trods for at dennes ansigt forblev i en smuk afbalanceret maske af ingenting, så slog en gnist igennem i de røde øjne, der så på ham.
Ma'lakel kunne mærke en lyst til at tage om hans senge kammerat! Omfavne denne som var Ahngel ikke en mand, men en kvinde. Klemme al luft ud af ham, og hviske ord der syntes ligesom gift på Ma'lakels kaotiske tunge. Men der kom ingenting: ikke det mindste nåede ud.
Noirs spinden hjalp Ma'lakel til at fokusere lidt mere end hvad han måske havde kunnet formå hvis ikke den velkendte trygge lyd var kommet da den gjorde. Han havde lyst til at voldtage Ahngel, bide ham, kradse og spise ham! Følelsen var overvældende, men alting omhandlede én ting: at være tæt på vampyren. Nærhed! Det længselsfulde ønske om at røre, og blive ved med at røre. For alt i verden måtte Ahngel ikke flytte sig, han skulle blive liggende, blive. Men det var et underbevidst ønske der ikke nåede helt igennem til Ma'lakel.
De grønne øjne gled over det lyse ansigt i den tid hvor kun Noirs udtryk for tilfredshed kunne høres i rummet. Ahngel var et billede på skønhed, han havde ingen fejl, og de få han måtte besidde blev skubbet i baggrunden af den dominerende perfektion. Imens at hans øjne kørte over ansigtet i den korte tid hvor Ahngel blev liggende, begyndte han at udpege sig ting han kunne lide mest. Øjnene var en klar kandidat for første pladsen, dernæst læberne, så den slanke næse, den spidse hage, og de hvide kinder, ect. Håret der hvilede som en sort skygge bag Ahngels nakke og over dennes tændinger og øre, have også sin egen piedestal. Men da vendte vampyren sig om på den anden side igen, så Ma'lakel så ind i dennes nakke.
De gylden grønne øjne fyldtes et øjeblik med en form for tvivl. Forvirring over hvad det var han lige havde foretaget sig: som en anden teenager havde han siddet og mentalt skrevet de ting ned han kunne lide ved en person han fandt tiltrækkende. Det var absurd! Dumt! Og i egen frustration lagde han sig ned på siden bag Ahngel, stadig med denne tæt ind til sig, og med den nederste arm bukket, og hvilende under hovedet.
Hvad gik der af ham, det var åndssvagt, og svagt! Svagt! Var han måske et menneske?!
Han bed tænderne kort sammen imens at han rynkede brynene i et vredt udtryk: han forbandede sin egen pludselige fortryllelse af den udødes ydre.
Men hans blik ændrede sig da Ahngel pludselig satte sig op, med det formål at læne sig selv en smule ind over halv-dæmonen der i respons lod sig dumpe om på ryggen. Stadig med den ene arm hvilende om bag nakken og den anden endnu skjult under den hvide dyne. Da denne talte kom der først et stik af noget uforklarligt, måske var det skuffelse, ængstelse eller noget helt tredje der fik det fremkaldt, men det kom.
Udtryksløst så han ind i de flammende øjne som Ahngel talte. Vendte og drejede dennes forslag i hovedet: det kunne være alt det, eller bare en ting af det! Det kunne være så meget, og så umådelig lidt. Der var bare et enkelt problem: Ma’lakel havde allerede taget alle disse muligheder op, debatteret dem, analyseret dem så godt han nu kunne. Og det han var fundet frem til var ingenting! Intet! Ikke noget som helst der kunne være en relevant grund til hvorfor tingende var som de var. Til hvorfor Ma’lakel fik det som han gjorde i nærheden af den udødelige prins. Hvorfor? Det var det store spørgsmål, og han frygtede at svaret var for simpelt til at han helt kunne acceptere det.
Ahngels blik blev da iltert, reflekterede dennes irritation ved emnet?
Ulve øjnende, der blev spejlet i månelyset, fulgte Ahngels tilbagetræk, og så på denne uden at sige noget: han lod ham sige hvad det var der skulle siges, og hvad han havde af tanker om det. Selvom hvad vampyren egentlig gjorde, var at afværge spørgsmålet. Ma’lakel var ikke interesseret i det korrekte svar, han var interesseret i vampyrens bud på det korrekte.
Da vampyren igen så over på ham, lagde Ma’lakel mærke til den store ændring i vampyrens øjenfarve. Mat, tør, som tappede emnet den udøde for kræfter. Eller også var denne lige så forvirret som han selv var, for ikke at nævne frustreret, men alle dennes bud, var trods alt et tegn på at den udøde havde tænkt over det. Hvis det Ma’lakel troede var rigtigt.
Efter Ahngel havde talt lukkede Ma’lakel øjnene i, efter få sekunders stirren ind i de matte røde øjne. Han trak luft ned i lungerne for at lade dem ebbe ud af ham igennem næsen igen. Han så ligefrem, og stirrede på noget ubetydeligt i himmelsengens loft.
,, Jeg forventer ikke du kommer med det endelige svar.. men det du finder tættest på det korrekte. Hvad du tror? Ikke hvad du er sikker på, eller hvad du ved, for det er tydeligt at du ikke ved hvorfor.”.
Han lod den anden hånd glide om bag nakken, hvilket tvang ham til at bøje nakken, det resulterede i et ubehageligt jag af smerte op igennem Ma’lakels baghoved. Han rynkede irriterende på brynene af det.
En stilhed bredte sig i nogle få sekunder, hvor Ma’lakel så ud til at tænke. Diskuterede kort med sig selv om noget internt den udøde heldigvis ikke kunne blande sig i, eller høre!
Efter det lille stykke tid, lagde han sit blik over den udøde igen.
,, Er det på grund af mig, du ikke har kunne indtage føde?”.
Ligeud, direkte, kontant. Uden at pakke det ind, spurgte han.
Øjnende lige så blanke, og intetsigende som før. Hans ansigt ligeså.

//Sowwie.. :/ ikke så godt, og meget kort.

Vampyrens røde øjne veg ikke fra dæmonens imens denne interne stirren herskede imellem deres blikke, der var så fulde af kontrast og modsætninger i forhold til hinanden. Den slående grønne farve redegjorde for dæmonisering af denne menneskekrop, som Ahngels røde redegjorde for at dette væsen ikke bare var en samling forskønnet udød. Bag hud og hår lå der brændende kerner for dem begge. Hos Ma’lakel noget surrealistisk.. noget giftigt som en serpents hypnotiserende bevægelser og lammende spyt, blot samlet til en malakitgrøn masse der udgjorde irissens brænding. Der var farve.. En markant farve der var indprentet på ens minderegister resten af dagene. Ahngel havde nok ikke lagt mange tanker i selve emnet eller fortalt sig selv at han i virkeligheden elskede denne grønne farve.. dens særpræg og dens foranderlige tilstedeværelse i det blod- og nattefarvede palæ. Nu var det blot et blik. Ahngels facade krakelerede ikke et sekund. Hans hud rynkede sig ikke og masken blev atter holdt, som sad den stadig fast fra mødet der var ført nedenunder. De havde nævnt Ma’lakel og Ahngel havde holdt en maske, som altid. Den havde været sværere end normalt, men ikke umulig.
Ma’lakel brød øjenkontakten til Ahngels fordel. Vampyren vendte nakken med en tankefuld langsom hastighed og vendte sit stirrepunkt frem for sig, ud i det mørke rum. Godt det samme. Maskerne var sværere overfor Ma’lakel. Det faktum havde vampyren indset og væmmes ved for lang tid siden. Denne havde en abnormal evne til at.. Vampyren sammenførte sine køber og vendte blikket ubemærket tilbage til sin front. Langsomt blev ryggen mindre rank og krummede sig som hans siddestilling tog til og hans rette holdning døde hen til fordel for en højere komfort for hans rygsøjle. Hvad laver du her? Ahngels øjne klemtes lidt sammen og hans udtryk blev derved spekulativt. Som Ma’lakels stemme trængte igennem, lukkede vampyren øjnene et øjeblik, som tog han det som et åndedrag… en pause måske, hvor synet ikke var nødvendigt? Det anede ham nok.. Han havde overdramatiseret en smule, men dæmonen havde heldigvis kun set det som en lidt for nøje forklaring? Ma’lakel ville ikke kunne se det fra sin vinkel, men et lille mørkt, skævt smil prægede vampyrens ansigt for et kort øjeblik i selvtilfredshed. Det smeltede stille som Ma’lakel gjorde udtryk for sin lidende nakke. Ahngel sagde ikke noget endnu, men lod diskret hånd løfte sig og placere sig på egen nakke. Arvævet var stadig at mærke, så hans blod var ikke nogen healing værd. Kunne han ikke heale sig selv med den normale fart, var det heller ikke noget der kunne hjælpe Ma’lakel, som dengang han havde skadet sin side… Hvornår var det nu? Ahngel vendte tænkende blikket opad og så loftet glide i et med væggen overfor. Billeder fra en brat opvågning placerede på vampyrens nethinde. Den første nat han havde undveget solen i dæmonens selskab. Han havde siddet ved siden af ham på madrassen med sit blødende sår. Ahngel havde forskrækket ham af en eller anden grund og dæmonen havde skramlet højlydt til siden.. Ahngel havde ladt ham føde fra ham for at genoprette en usynlig gæld.
Ahngel vågnede lidt op igen da han mærkede stilheden bide sig fast i rummet. Hans udtryk blev gradvist mere opgivende og han sendte et unødvendigt suk igennem næsen uden at det gav lyd fra sig. Stilhed… Normalt var den så ønsket.. Et øjeblik bed det, hvilket bare gjorde at det stilfærdige øjeblik virkede så meget længere. Da Ma’lakels stemme atter brød stilheden flød en lettelse igennem Ahngel og sendte et gys igennem hans finderspidser og nakke. Han vendte sig instinktivt om med overkroppen, løftede højre knæ og hvilede albuen derpå imens han lod blikket falde på dæmonen igen som den talte. Sætningen trængte senere ind end normalt og vampyrens afventende udtryk blev da stumt igen. Om.. det var.. på grund af Ma’lakel? Øjenbrynene nærmede sig roligt øjnene i et mere sammentrykt ansigtsudtryk. Hvorfor pokker kunne han altid ramme hovedet på sømmet bare sådan? Belastende! Startskuddet hørtes og bortforklaringer stilte sig på en lang række for at blive vuderet. Ingen syntes at virke denne gang. Noget gjorde det svært for ham at vende hovedet ganske normalt og udtrykke: Nej selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle det det? ….
”Nej.” Ahngels stemme var kølig og diplomatisk.. professionel om man så ville udtrykke det således. Blikket stemte overens, som sad han til møde eller havde en normal hverdagsdebat, som han var sikker på at vinde med sine kolde fakta og velovervejede argumenter. Hans budskab stemte desværre ikke overens med hans udtryk eller tone. Desværre for hans person. Stilheden lod sig vokse for en stund, som han prøvede at lave en fornuftig sammensætning af ord. Det gik ikke. Det hele var en omgang knuder, hvis ender var skjult i midten af alt kaosset. Aldrig havde ærligheden nogensinde været så bitter at føre igennem læberne!
”Det er på grund af dem, som ikke er dig.” Hans blik isnedes da, som slog ordene hul på hans udstrakte hud og skabte en protesterende rynke ved hans øjenbryn. Det var deres skyld og deres problem at de ikke var et gram tilfredsstillende og døde uden nogen egentlig grund. Døde til den skændsel at deres usle blod blot blev ført tilbage og ned på den kolde jord. I sidste ende.. var det det samme som Ma’lakel havde udtrykt sig for, men det lille ’ja’ havde snøret sig sammen med årerne i vampyrens hals og nægtede at give slip for at strømme til stemmebåndet og blive udødeliggjort i en tale der ville restere i mindet for al evighed. Han ville ikke sige god for den svaghed, som denne besættelse udgjorde, havde gjort ham kræsen. Ahngel vendte atter ryggen imod dæmonen.. skjulende et irriteret udtryk. Besat.. Hah! Det var en parodi! Hvem kunne dog blive besat af…! Tankestrømmen stoppede brat uden nogen egentlig forklaring. Tabo? Havde Ahngel fundet det som tabo at udtrykke sig sådan? En forholdsvis beskidt følelse lagde sig over Ahngels lange marmorhvide hænder med de blodplettede rynker ved leddene.. Huden føltes så stram et øjeblik. Begge hænder blev da knyttede svagt og sendt ned til madrassen som støtte til den igen ranke ryg. Hvor var det dog patetisk! ”Jeg væmmes ved deres blod. Det virker alt sammen så dødt inden det overhovedet rammer tungen. Ikke engang en aspara har været smagfuld nok til at holde ud at indtage eller holde i sig.” Hans stemme var bitter, mørk og lav. Den manglede den stærke karisma, som han ofte gjorde brug af. Der manglede en aristokrats gentile, dog lettere hånefulde glød. Stilheden ville da herske et stykke tid, med mindre Ma’lakel hævede stemmen til et talesprog.
Et tydeligt, dog ikke muntert ’heh’ kunne føres fra vampyren da.. En lille bevægelse fra hans skulderblade og nakke bekræftede at det kom fra ham. Smilet var ufatteligt lille og dystert og øjnene stirrende og følelsesløse. Da talte han med en højere og mere neutral stemme. Bitterheden var midlertidigt opgivet. ”Du har vel gjort et indtryk..”

De malakit grønne øjne lå over den hvide prins så lang tid han nu kunne holde det ud. Hans spørgsmål havde i hans hoved været på niaevu med en lille unges: uprofessionelt og for naivt. Men han var vel efterhånden allerede sunket ned på et teenagerplan. Hans verden var ved at blive ødelagt, han var ved at blive ødelagt, og selve ærverget som hersker syntes en forbandelse i modsætningen til en velsignelse. Hvor henne befandt han sig? Og hvad var hans nuværende selvopfattelse? Den kunne ikke længere være den samme, men den kunne heller ikke ændre sig alt for drastisk. Hykleri. Hykleri var hans stjerne i dette spil, alle de gange hvor han hårdnakket havde sagt at han aldrig ville lade sig synke ned i det mørke han kendte som illusionen af menneskelige følelser som ømhed, kærlighed, eller forelskelse! Hvad var der sket, og hvad havde vendt det, hvorfor?! Bah! Værdig løse tanker og spekulationer der alligevel aldrig havde megen mening i sig end det sædvanlige! Hans blik var i mellemtiden flygtet fra Ahngels ranke siddeplads, og han så op i loftet af himmelsengen. Tankerne gled endnu engang igennem hovedet på ham, om hvem der havde haft dette værelse før ham. Hvilken kvindelig skønhed havde været den royale vampyrs nabo? Men de tanker blev opløst da svaret på hans egentlige spørgsmål kom.
Nej – kort og konstant. Simpelt og diplomatisk, modstridende alt det som Ma’lakel efterhånden havde fundet frem til! Hans konklusion blev så småt ødelagt, et split sekund hvor han hudløst ærligt troede på den udødes ord. Men nej, skepsis, og mistillid skinnede igennem i de grønne øjne der blev vendt imod den udøde i den tid der gik inden denne sagde noget igen. Ma’lakel stødte ryggen imod madrassen, satte sig op, og bøjede det ene knæ der endnu var skjult af den hvide dyne. Med den ene albue støttende imod det bøjede knæ, lukkede Ma’lakel øjnene med en opgivende mine, et kort øjeblik, imens at han førte hånden om bag nakken. Det var til at få hovedpine af, alt for meget, alt for meget af alting. Dog skulle Ma’lakel ikke vente alt for længe før at Ahngel kom med nogle ord der gav det meget simple og hurtige: nej – en helt anden betydning.
Det var alle andres skyld, ikke Ma’lakels? Hans blik blev en smule indelukket imens at han tydet de ord som vampyren havde sat. Hånden omme bag nakken kørte sig op og ned af de halvlange mørkebrune nakkehår, imens at månelyset faldt over det nederste af sengen, lyste sikkert den udøde en smule op, men hen lod Ma’lakel i et sløret mørke så kun de stikkende grønne øjne stod stærkt frem. Efter få sekunders vurdering lod han til at have en konklusion: det var vel vampyren måde at omvendt sige: ja, det er nemlig rigtigt!- på? Forbandede stolthed, barrierer, skrupler! Var det virkelig så svært for den udøde at være ærlig overfor sig selv? At være selvanalyserende frem for at lade sig bedømme andre men ikke en selv? Man kunne sige meget om Ma’lakel men styr på sig selv havde han i hvert fald (efter egen mening)!
Som Ahngel vendte ryggen til ham igen, lod Ma’lakel ligeså det observerende ulve blik gemmes væk, og lagde øjnene på den hvide dynes overflade. Et kort øjeblik virkede den dun befængte dyne som et hav, et hav af hvidt vand som Ma’lakel sad midt i, og Ahngel sad længere væk hvor han ikke kunne nå ham. De grønne øjne fandt dog atter interesse i vampyrens ydre da denne igen talte, men denne gang var stemmen ikke konstant og diplomatisk, men tynget. Tynget af bitterhed, af følelser der vel sagtens kunne stamme fra frustration over samme emne de havde sneget sig ind på. Et bevis på at Ma’lakel endnu engang havde ramt plet, men i stedet for at føle ekstrem glæde og en magt begærlig triumf, følte han sig.. ilde til pas. Hans øjne gled fra vampyren imens at han med et tænksomt udtryk kneb øjnene en smule sammen og lod hånden ved nakken glide op igennem det brune hår indtil det strøg ned over ansigtet, og Ma’lakel svajede nakken svagt idet han så op.
Han opfangede det tører ’heh’ fra vampyren efter at stilheden havde hvilet over dem i lidt tid, og skabt en ubehagelig spænding i atmosfæren. De næste ord fra vampyren fik et lille smil frem på de lysebrune læber, og Ma’lakel havde et øjeblik en barnlig lyst til at skubbe vampyren ned på gulvet, og kaste en pude efter denne blot for at dræbe den spændte stemning. Det var dybt, og Ma’lakel brød sig i sidste ende ikke om dybe nærgående samtaler, han ville selv blive ufattelig irriteret skulle det være tilfældet at alle disse indgående spørgsmål blev rettet imod ham selv.
Et lang trukken suk kunne høres fra ham inden han så hen imod skænken og lænede sig i den retning. Lagde sig derved ned på siden og rakte ud efter en sort pakke på skænkens overflade sammen med de sølv glinsende patroner med den lille neon grønne væske, og de små lapper papir. Hans fingre lukkede sig om den i et blidt greb, og han lagde sig med fronten imod Ahngel, støttede sit hoved med sin hånd og havde derved albuen imod madrassen. En let bue nedaf blev lavet i sengen af Ma’lakels vægt, imens at han åbnede den lille sorte æske ved at sætte tommel finger neglen imod dens åbning og skubbe opad. En række af cigeratte filtre kunne ses, dog manglede der tre-fire styks. Han så kort hen på Ahngel og løftede sine øjenbryn i en: må jeg? – gestus. Uanset svaret førte han alligevel æsken op til sin mund, lod de gule tænder lukkes om et af filtrene for så at trække smøgen ud, og hvile imellem sine læber. Han smed pakken et stykke væk fra sig, hen imod den udøde, måske en indirekte gestus til at denne skulle prøve: han kunne jo umuligt dø af skidtet. Ma’lakel så ned imod lagenerne som han dannede en meget lille flamme udenfor den frie hånds pegefinger og brugte den til at antænde sit nikotin fyldte fix. Han indtog den første ryg sky og lod den puste ud igennem næsen, hvorefter han rystede hånden som slukkede han en tændstik. Endnu et sug. Han lukkede øjnene og førte atter sin frie hånd op til cigeratten, fangede den nederste del imellem lange og pege finger og trak så filtret væk fra munden imens at han åbnede øjnene og så på Ahngel inde fra mørket. En ring af røg skød let fra ham, imens han med et årvågent ulve blik så på Ahngel som prøvede han at få øje på noget, i tavshed betragtede han vampyren imens at han ind imellem tog et sug og fyldes med en dulmende slam røg der bedøvede nerverne en smule.
,, Meget stort indtryk…”.
Han lød øjnene ligges ved cigerat pakken i nærheden af vampyren, og lod da sine øjne glide tilbage til den udøde. Måske en smule hintende? Han vidste ikke helt hvad det var han ville, eller skulle sige. Han var årsag til at Lucifer ikke kunne æde, og hvis denne skulle æde skulle det være fra ham? Hvis det da var rigtig forstået.
Et øjebliks betænksomhed skinnede igennem i Ma'lakels gylden grønne blik, inden han igen tog et hiv fra cigaretten, og fjernede denne igen. Den tykke røg svævede ud i rummet.
,, Komisk.", lød det fra ham først.
,, Taget i betragtning af hvor ivrig du for et år siden var efter at separere dig selv fra mig... og nu siger du på din egen forkludrede måde at du ikke kan 'leve' uden mig? Eller er det forkert fortolket?".
En kort pause kom, hvor Ma'lakel tog endnu et sug, måske for at samle mod til at sige det næste.
,, Æd fra mig når du lyster.. jeg er ikke interesseret i din død eller det der er værre. Men begræns dig, jeg har ikke planer om at kradse af foreløbig...".

Pokker stå i det! Det var efterhånden en tankestreg, som vampyren havde gjort alt for meget brug af. Pokker stå i det! Hvad lå der overhovedet bag det? Han bar ingen loyalitet til denne pokker.. til denne satan? Djævel? Nakken bukkede sig sagte og hans blik fulgte retningen og blev placeret imod hans egen lår. Ma’lakel havde nok ikke fanget det endnu, men han havde efterhånden gravet sig så langt ind i Ahngels knogler at han praktisk talt kunne begynde at suge marven ud fra sin plads og dræne det for al styrke. Han kunne få knoglerne til at falde sammen… Hvis det var det han ønskede? Eller rettere hvorvidt han vidste hvordan man skulle håndtere denne form for evne? Det indebærede vel andet end at fremmane ild fra sine næver? Vampyren sank diskret en klump og formåede atter at rejse nakken og holde en nogenlunde rank position til trods for hans hvilende holdning. Træt? Udmattet? Udkørt efter en hård dags arbejde? Ikke just. Det havde aldrig været et problem. Aldrig havde han følt sig så udkørt… SÅ trådt på og så.. så gammel? Hans ungdom virkede pludselig som et skalkeskjul, som det i sidste ende var. Hvis man altså så på det i forhold til de kortlivede mennesker. I forhold til dem, var han tussegammel, men stadig blot ung og ’uerfaren’ i vampyrenes verden. I det øjeblik følte vampyren som et mellembarn mellem 3 afkom. Den der hverken vidste om man var den aldrende eller den spirende? Det var hvad der skete når man betrådte menneskenes verden? Dette var hvad prisen var for at blande sig i deres affærer i al den tid han opholdte sig i Terre? Man mistede sin tid.. Man mistede essensen af den tid man kom fra og den tid man trådte ind i. Denne fusion skabte forvirring.. specielt når en genstand fra den anden tid kom valsende ind i ens hjem.. brændte ens ejendele og fik ens hjerte til at føles så latterligt tungt og ugideligt. Ma’lakel.. Hans erfaring kunne ses på visse punkter. Hans styrke alene havde gjort rede for dennes alder. Halvdæmon.. og så alligevel? Ahngel var vel ikke engang en brøkdel af den tid, som Ma’lakel havde kendt til, var han? Vampyren kneb øjnene sammen til et eftertænksomt udtryk. Var han mon så ung i Ma’lakels sind? Og hvor gammel var dæmonen i sidste ende? Ældre… Det var alt han vidste.
Endelig vendte vampyren lidt på overkroppen og så imod Ma’lakel, som havde bestemt sig for at række ud efter skænken. De røde øjne fulgte ham langsomt med forsinkede bevægelser, som opfangede denne kun bevægelserne i en ganske langsom gengivelse. De faldt over den lille seddel med de tilfældige ord… de faldt på den lille pakke, som dæmonen rakte ud efter og endelig blev de stoppet da de lagdes på disse patroner med den mærkelige væske i. Den væske som havde vækket en ildevarslende følelse hos vampyren noget tid forinden. Ma’lakel var ikke tryg her. Han burde heller ikke være det. Ingen ville være det. End ikke Ahngel selv.. husets ejermand og mest bekendte, var ikke tryg i disse omgivelser, men han havde lært at elske det til trods for denne utryghed. Dette had til palæet. Hver et hjørne… hver en navle i træet der udgjorde møblerne. Alt sammen kunne brændes for Ahngels skyld, men han lod sig holde tilbage af dettes historie og dettes påmindelse af hvad han var.. Om ikke andet Jeans pokkers kommentarer og historiske forelskelse i huset. Han kunne allerede høre den blonde vampyrs ophøjede stemme i hovedet. Denne havde altid haft det med at overdrive når han argumenterede. ’De ville sætte mere pris på det hvis de vidste hvilke tidsaldre det havde gået igennem. Husk at det er antikt.’ … Den opløftede pegefinger havde aldrig været så pokkers overbevisende, men det havde da hjulpet en smule på det.
Som dæmonen bevægede på sig og lagde sig på skrå over madrassen. Ahngels øjne fulgte ham som Ma’lakel så imod ham. Et øjeblik virkede den lille øjenkontakt som en velsignelse. Ahngel vendte dog blot blikket lidt til siden uden at komme med et konkret ja. Ville han ikke have det, havde han gjort noget. Sært… Før ville enhver der besmittede dette værelse…
Ahngel knejsede nakken imod loftet.
… minimum miste tungen. Den trykkede stemning virkede pludselig ikke så gal. Man behøvede ikke at tale, gjorde man? Blikket faldt tilbage og hvilede et stykke tid på dæmonens brystkasse imens han gjorde sit lille hjælpemiddel klart. En simpel stirreplet måske, men Ahngel så dog derpå med en grund. Med den lille pakke der blev smidt imod ham, kiggede Ahngel hurtigt ned på den med et uforstående udtryk og derefter imod Ma’lakel igen. Prøvede han at ramme ham? Hvor barnligt! Denne tændede sit fix og Ahngel rynkede instinktivt på næsen og hans øjenfarve tændtes op som netop denne farve gjorde. Katteagtigt snørrede hans pupiller sig lidt sammen for et øjeblik. Ild. Ild var vel noget af det eneste der kunne få vampyren til at handle unormalt. Den slukkedes og Ahngel vendte blikket imod dæmonens ansigt igen. Det gav et kort sug igennem kroppen da han mødtes med dennes grønne øjne. Et kort sekund var øjnene en smule større end normalt, men det udlignede sig og hans blik var atter blot et observerende stykke genstand. Ma’lakels eftertragtede ord blev dog desværre kun til en overdreven gentagelse af Ahngels egen ord. Typisk! Hans blik blev mistroisk som Ma’lakel gav et hint imod pakken. Ryge? Vampyren omfavnede æsken med sine lange hvide fingre og lod let denne åbnes med en langsom bevægelse med tommelfingeren, hvor blot den lange negl var støttepunkt. Skattekisten åbnedes og roligt fiskede han en af cigaretterne op mellem pege og langefingeren på den modsatte hånd, som holdte æsken. Hans blik sendtes imod Ma’lakel som han lod pakken dumpe ned på lagenet igen. Det ville ikke være første gang han røg, men det var sgu ved at være nogle år siden. Nogen årtier måske endda? Smagen af nikotin var for længst glemt… samt teknikken. Ahngels blik var fastlåst den aflange cigaret et øjeblik, men han placerede den endnu ikke mellem læberne. Han lod atter hænderne hvile imod lagenet. En på hver side af ham, hvor smøgen hvilede mellem hans fingre på den højre, dog nænsomt så den ikke blev trykket af stoffet. Ma’lakels betænksomme blik blev fanget af en tænkende Ahngels følsomme øjenkrog. Øjeblikkeligt vendte Ahngels blik imod ham igen og blikket formørkedes atter og blev eftertænksomt. Ma’lakels startkommentar fik Ahngels øjne til at klemme sig sammen igen. Hånede han ham? Komisk? Endnu et iltert opglød kunne skimtes i Ahngels blik. ’leve uden ham?’ .. Hvad fanden bildte han sig ind.. Vampyren trak skuldrene tilbage. Hvad troede Ma’lakel? Det var ham selv der ville have den oplysning og nu dette?! Den sidste kommentar var ikke mindre foruroligende. Havde Ma’lakel slet ikke fanget det? Overhovedet ikke? Som om en fri adgang ville gøre noget ved det faktum at han for helvede ikke ønskede Ma’lakel den form for position i forhold til han selv? Alt ville først gå galt den dag han uhæmmet kunne lægge munden til nakken på ham og æde en daglig ration? Det ville først blive der, at Ma’lakel ville blive til hvad han burde. Mad. Ædelse. Næring.
Vampyren lukkede øjnene til. Hans syn endnu intakt, men Ma’lakel ville ikke kunne se den røde glød fra den vinkel. De lange sorte vipper udgjorde en større sværhed for at finde øjenfarven. Langsomt lod han den højre hånd nærme sig sit ansigt og placere cigaretten imellem hans læber og placere hånden i samme position som før. Cigaretten hang nu let fra mellem hans forreste tandsæt, der akkurat kunne skimtes. Overleve eller leve? Heh.. Hvad skulle det dog ende med? Tænderne slap og cigaretten hang mellem læberne, som havde han da accepteret den i en form.. Ladt den røre. Ladt dens filter komme i kontakt med den let rødlige læbehud. Da lænte han først nakken tilbage. Næsten lidt vulgært meget. Da fulgte ryggen og han lagde sig ned imod sengen med blikket opad. Øjnene igen åbne og cigaretten i en næsten lodret position. Langsomt, som mekaniske øjne, bevægede de dragende blikke hen til Ma’lakel og forhåbentligt fangede dennes øjenkontakt et sekund. Da bøjede han nakken imod ham og langsomt skubbede sig fremad, så han også næsten lå på siden, dog endnu et niveau lavere end Ma’lakel. Hans nakke strakte sig og han ville, inden Ma’lakel igen fjernede cigaretten fra egen mund, fange dennes ende og trække en dose luft til sig, stjælende lidt af Ma’lakels luft i eget filter og dermed også ild derfra, der med en let glød antændte den i Ahngels mundvige. Han bevægede da nakke lidt ned igen og lå fladt imod sengen. Hans blik ligegyldigt vendt opad uden at se på noget.
”Komisk?” Hans blik gav et glimt fra sig og vendtes imod Ma’lakel. En lindrende kølighed dominerede de ellers brændende øjne. Et under at sådan en farve kunne udsprede en kulde overhovedet. Han trak endnu et unødvendigt pust til sig, som fyldte hans udøde korpus med røgen fra cigaretten. Det smagte ikke just godt, men havde dog en form for dulmende effekt. Som han pustede ud igen bevægede han armen opad imod Ma’lakel, om hans nakke og kort strygende de lange negle imod nakken, som han havde gjort før. Han måtte indadvendt indrømme at han havde fundet sig et ømt punkt for Ma’lakels blottede nakke. Dens form og den brusende følelse af levende hud. Hans hånd bevægede sig væk igen og hvilede med håndryggen imod stoffet lidt foran Ma’lakel. ”Men korrekt. Som tingene er nu, har jeg intet alternativ fundet.” Hans blik frøs fast på Ma’lakel. ”Men jeg har levet et år uden.. Og da var det en mindre dose. Jeg kan leve lang tid uden at det begynder at tære på mit liv. Mit liv har jeg formået at holde intakt til trods for det…” Hans blik blev tyst og hans stemme blev let manipuleret med af cigaretten. Hans venstre hånd fandt til munden og fjernede cigaretten derfra et øjeblik, lod hånden hvile over brystkassen.
”Så det er nok nærmere… at jeg ikke kan overleve uden dig? Hm?” Hans blik fik en alvorlig tone og frøs lidt op igen fra det ensartede udtryk. De vendte tilbage til himmelsengens loft med en rolig bevægelse. ”Min lyst til dig er desværre utilregnelig. Du vil nødig ikke overvære en situation hvor du efter for mange bid ikke ville ha kræfterne til at flå mig væk fra dig igen?” Han placerede cigaretten imellem læberne igen.
Vores styrke bliver uproportionel hvis dette bliver gennemført. Ma’lakel ville langsomt blive svagere imens jeg ville overgå ham. Det ville i sidste ende ikke være til at beherske sig. Ahngels øjne strammedes. Glem det.

Ma’lakels tanker var efterhånden begyndt at filtre sig selv en smule mere ud. Måske var det røgen der løb ned i hans luftrør, fulgte dette helt ned til lungerne for at blive pustet ud igen, i en tilfældig vinkel. Det gjorde i hvert fald noget, ikke blot ved Ma’lakel selv men den udøde så ud til at tage imod tilbudet, om at give sig selv et mindre fix, for at få det sidste inde i hovedet på plads, ligeså. Om det var den helt korrekte grund vidste Ma’lakel ikke, men det var vel i sidste ende irrelevant. Hovedsagen var at de var gået fra noget så kaotisk og vildt som at bide hinanden, begge med en bagtanke om at slå den anden ihjel, uden tvivl. Ma’lakel vidste at han havde ladet sig selv rive en smule for meget med, og hvis ikke han havde haft den mængde selv kontrol som han nu engang besad når han var bevidst om sig selv, kunne det være gået galt.
De grønne øjne inde fra det næsten blålige mørke gav kort et skær fra sig, som løb en gylden hinde ind over det kort og forårsagede en overnaturlig gnist, ligesom vampyren ville strække sig imod ham. Dennes cigaret lå let imellem hans sne hvide læber, som Ma’lakel havde presset sine imod så utallige mange gange. Havde nogen af dem overhovedet tal på hvor mange gange de var faldet om halsen på hinanden? Nu tanken kom, strejfede en anden Ma’lakel ligeså: at det var Ahngel der havde taget initiativ inde i dennes sove kammer. Havde bøjet sig forførende ned over Ma’lakel som ville vampyren der sætte tænderne i ham, og suge alt varme ud fra hans krop, helt uden skrupler eller anger? Var dette tilfældet eller var Ma’lakel bare paranoid?
De grønne øjne mødte de rubin røde, som spidsen af Ahngels cigerat rørte ved hans i enden. Som en listig tyv, stjal Ahngel en glød fra Ma’lakels allerede tændte smøg. Et indirekte kys kunne man vel kalde det. De dyriske øjne havde en neutral og passiv gnist, skønt Ma’lakel ikke helt kunne bestemme sig for om han skulle springe på den udøde eller ej. Men det sidste blev dog til det han bestemte sig for. Et hav af tanker fik igennem hovedet på ham som den udødelige prins faldt ned på sengen efter at have fået liv i sit fix. Ma’lakel lod igen sin pege og lange finger blidt presse imod cigerattens sider, og fjernede denne fra hans læber, imens at han mesterligt lavede en ring af røgen som vampyren lagde sig ikke langt fra ham.
De observerende ulve øjne lagde sig efter den udøde sagde noget. Gentog det første ord som Ma’lakel før havde sagt, med en lettere spørgende undertone. Som Ahngel lod sit blik ligge på Ma’lakel ville de da få øjen kontakt, og Ma’lakel ville da kunne se den lettere kølige facade der lå gemt over den ellers varme farve: som lå der noget mærkeligt koldt over den udødes ellers så brændende øjenfarve.
Da denne rakte hånden op imod Ma’lakels hals spændte han underbevidst en smule i kroppen, af grunde som han ikke vidste. Som de kolde fingre lagde sig imod den varme hud, gav det et let gys igennem ham, og han betragtede Ahngel med en øgs årvågenhed. Nysgerrighed dominerede kort det grønne blik, efterfulgt af en klar legesyge, som vakte den udødes berøring netop disse to ting. Da neglende let pressede sig imod hans nakke, tog Ma’lakel endnu et sug, og vendte ansigtet i den modsatte retning af Ahngel for ikke at blænde denne med den giftige nikotin sky. Forventningsfuldt så han imod sin udøde elsker: for det var vel hvad Ahngel i sidste ende var? Deres forhold var bygget op på den illusion af at de var ligemænd, rådgiver og herre. Men sandheden var noget helt andet, i hvert fald for Ma’lakel. Han kunne ikke se Ahngel som meget andet end en elskovs partner, en person han glædeligt ville dele sin seng med, skulle denne give hint om at have det ønske. Elsker – hvad indebar det ord helt nøjagtigt?!
Den hvide hånd faldt til madrassens ryg. Lå over den, på en sådan vis at det næsten kunne kaldes kunstnerisk. Selvom lagnet var hvidt og rent, blødt og lettere koldt fra omgivelsernes mangel på temperatur, så kunne det ikke hamle op med noget så simpelt som vampyrens hånd, håndled, arm. Dennes marmor hvide, og glatte ydre var næsten nok til at lokke en hen for røre ved den, bare for at se om den var så blød og fint følende som den så ud!
Ma’lakel rakte hånden med smøgen op til sine læber igen som Ahngel begyndte at tale. Han lyttede, lyttede som var det det eneste han kunne. En dukke der ikke kunne give noget svar eller nogen kommentar, men bare være til stede. Hans øjne gled over vampyrens ansigt som denne snakked,e og selvom Ahngel krævede hans øjenkontrakt havde Ma’lakel meget svært ved ikke at lade sig distrahere af alt ved vampyrens ydre. Hvad var der galt, hvorfor kunne han ikke fokusere, skønt han havde taget smøgen, og nervene var blevet små bedøvet?
Vampyrens ord fandt vej til ham, og han gennemgik dem kort. Skannede dem nærmest for at finde en skjult betydning som den udøde var så god til at kamuflere. Dog kunne han ikke finde nogen falsk facade over de første sætninger, skønt at han tog sig selv i at ønske at disse ikke var rigtige. Havde Ahngel gået i et helt år uden føde? Tanken virkede grotesk og forkert, og Ma’lakel kunne ikke begribe hvordan denne kunne overleve så lang tid, uden noget regelmæssig føde.
I ventetiden indtil Ahngel igen talte, tog over Ma’lakel et hiv af sin cigaret inden at de begyndte på at grave dybere ned under tingende. Flere og flere lag var efterhånden blevet skrallet af dem begge, som slangeham, der bare skulle sættes en krog igennem det ydre skind og så… trak man til! Han lod smøgen trække væk fra sin mund, da den udøde begyndte at tale igen, og vendte kort ansigtet imod værelsets ene side, for at puste røgen ud igen.
Dennes ord bekræftede hvad Ma’lakel tidligere havde nævnt, også selvom vampyren valgt at ændre hans ’leve’ til ’overleve’. Et lille ’heh’-smil kom fra Ma’lakel da: vampyrens beskrivelse lød ved på sin vis også mindre romantisk.
Roligt lagde han sit blik over den udøde igen, imens at dennes røde øjne søgte himmelsengens loft, der efterhånden var blevet begramset med deres blikke lidt for meget. Som det sidste kom fra Ahngel rynkede Ma’lakel lettere irritabelt på brynene. Selvom der var relevans i hvad Ahngel sagde, var idéen om at denne på nogen måde skulle være stærkere end ham absurd i Ma’lakels hoved. Måske havde han glemt hvor let han blev væltet om af den franske alfahan, dengang i Terre?
Efter Ahngels sidste ord, så Ma’lakel ud til at tænke en smule.
I tavshed røg han cigaretten, og lod stilheden brede sig imens at atmosfæren stille forandrede sig, fra at være spændings fyldt til noget, lettere afslappende og måske også lidt opgivende. Som havde de begge to en trang til bare at ligge og stirre på noget ubetydeligt. Efter nogle sekunders fundering over eventuelle, smarte bemærkninger eller kommentarer, lod Ma’lakel sin udmattelse få lov at komme til udtryk ved hans ugidelighed. Han udstødte et lettere barnligt: Blah! – og lod sig ligesom vampyren dumpe lettere elegant ned på madrassen med ryggen imod den, så Ahngels hoved ville ligge overfor Ma’lakels kind. Også han gav sig til at stirre op i loftet af himmelsengen og lå der uden yderligere kommentarer til emnet, mest fordi at der ikke var meget mere at sige. Han havde fattet pointen, Ahngel skulle ikke have helt frit lejde til at æde som han ville, for det ville resultere i at han selv blev svagere og Ahngel blev stærkere. Dog var tanken om vampyrens mangel på selvkontrol foruroligende. Hvis ikke han havde trukket Ahngel væk, ville han så have stoppet af sig selv?
De grønne øjne blev knebet en smule sammen imens at han i en tid havde en intern diskussion med sig selv om en hvorvidt Ahngel ville være i stand til at holde skansen, skulle det henne at Ma’lakel ikke kunne få ham væk. Hvis ikke vampyren havde meget andet at indvende ville der sikkert gå nogle minutter hvor de begge blot ville ligge i stilhed, lige indtil Ma’lakel rakte sin frie hånd op og kaldte på katten. Dens varme pels ville blive påskønnet lige nu!

Nikotinen havde efterhånden sat sig i vampyrens lunger. Godt de kunne bruges til noget? Det havde simret i ham i godt et halvt minut inden han lod de flyde ud som en gråblå sky over ham, der let lagdes om hans ansigt, der ikke virkede irriteret derved. De røde øjne fulgte stille mønstrene, som hele tiden forandredes til et nyt motiv som det begyndte at blive et med luften. En blomst? En sommerfugl? Et kranium.. En kniv.. Vampyrens blik var et øjenblik længselsfuldt imod den livbærende røgsky forsvandt i luften. Et øjeblik virkede stilheden helt mærkelig surrealistisk.. Rastløs.. Livløs som farvespillet i de gamle franske sort/hvide Noir-film om ulogiske mord og langbenede kvinder med ankelkæder og sommerfarvet hår. Stilheden tog til og vampyren syntes ikke at have noget imod den for denne gang. Ikke engang et blink afslørede dennes påvirkning af den stillestående luft og den manglende spillen med stemmebåndet. Igen lagde vampyren cigaretten til munden.. Ikke at han fik et direkte fix af det, dog virkede det nærmere bedøvende. De røde øjne blev langsomt mørkere og mere fredfyldte, hvis man altså kunne definere det således. Tomme? Nærmest sorte, men med en rød refleksion, som de samtidig blev blanke. Vampyren var på næbbet til gråd? Dog ikke. Røgen pirrede blot den udødes tårekanaler, hvilket han ikke syntes at bemærke. Normalvis ville menneskelige tårekanaler også blive pirret og derved udløsende salte tårer ved første sug af en cigaret. Ahngel reagerede vel kun en brøkdel på den måde. Der var ingen vejrtrækning at ødelægge, så hvorfor prikke yderligere? Det lange sorte hår lod sig let filtre ind i sig selv, som Ahngel vendte blikket lidt til siden, skimmende Noir, som kort havde rejst ørene efter dæmonens lille kald. Den kæmpemæssige kat kom kort på benene, strakte sig ved at trække bagen i vejret og fordelen ned imod madrassen, som let gav efter for kattens vægt. Det store dyr luntede da en smule klodset over dynen og hen for at gnide hovedet over Ma’lakels rejste hånd. Det ville ikke kunne ses, men vampyren trak da på smilebåndet. Lille forræder, var han ikke? Med en let knirken fra fjedrene fik Ahngel sat sig op, holdende cigaretten imod læberne imens han tog en salut dertil. Et langt, langsomt hiv luft blev flået igennem filteret og dens spids glødede op som dens form begyndte at blive til akse i enden. Sådan gjorde han til denne var halveret og der var mere filter tilbage en cigaret. Kort rynkede vampyren på næsen. Det var vel alligevel for meget? Atter holdt han det i sig for nogle gode sekunder for så at lade det langsomt sive ud af hans mund igen imellem de hvide, spidse tænder. Som lungerne tømtes så han hen imod Ma’lakel med et stilfærdigt udtryk. Han var vel træt..
Noir gav et velkendt spind fra sig imens den besluttede sig for at Ma’lakels hånd bare ikke var spændende nok. Det store dyr bevægede sig over dæmonens mellemgulv, lidt ligeglad om den ramte ømt skind med de store poter. Ganske tilfældigt stoppede den op efter at ha bestiet Ma’lakel, som et andet bjerg, gik den rundt en omgang rundt og derefter plantede sig over dæmonens side. Det var simpelthen sådan en go’ vinkel. Katten spandt mageligt og den lange buskede hale gav sig til at vifte fra siden til siden.
”Noir..” hviskede Ahngel stille. Noir spidsede ører som en loyal hund der var blevet hidkaldt. ”Mon bien-aimé. Assurez-vous que le démon ne fait pas les accidents pendant que je dors.” Hans franske udtale var egentlig lidt anderledes end den normale storbyfransk, som man fandt udenfor denne del af forstæderne. Den havde en noget fladere udtale og nasalerne var ikke nær så voldsomme som de ærkefranske. Det kom formegentlig af at han før i tiden ikke havde været den der talte mest, så hans almindelige udtale var ofte meget stilfærdig, til trods for tonen overfor hans stab og senatorer, som var formel og fyldt med appel fra det finere selskab. Han strakte sig kort for at stryge fingerspidserne over Noirs ene øre. Den fulgte ham nøje med de røde katteøjne for en stund hvorefter den lagde sig til rette over dæmonen med et veltilfredst rullen med struben. Ahngel nikkede ganske kort og lod blikket føres over Ma’lakel og fastsætte sig hans ansigt. Som han blot kiggede på dæmonen fandt hans frie hånd op og lod fingerspidserne omfavne den glødende cigarets spids og kvæle dets liv med den hvide marmorhud. Det virkede ikke til at gøre yderligere ondt bortset fra hans øjne der kort gav en mere livlig glød fra sig.
”Vi er ikke langt fra dagstimerne.” Konkluderede han endelig med en stemme rettet til Ma’lakel. Da støttede han sig imod sengen og fik sig rejst efter at ha ladt sengen udgive en lettere klagende lyd fra fjedrene. Hvorfor ikke skifte sådan en gammel seng ud? Hans budskab var vel klart? Han havde tænkt sig at trække sig tilbage for denne aften. Han rømmede sig kort efter at ha smagt efterfølgeren til cigarettens smag imod ganen. Afskyeligt i virkeligheden. ”Palæet er praktisk talt tomt for min stab i løbet af dagstimerne, bortset fra Jean og sikkerhedsforanstaltningen, som har residens i den anden afdeling af bygningen, samt min myndling der ligeså bor her. Jeg tvivler dog på at du vil støde på hende.” Med dette mente han at den pokkers lille hundæmon var alt for utilregnelig når hun ikke var i ens øjenkrog. Han havde heller ikke haft en konkret snak med hende siden Terre. Det havde været afskåret. ”Du er velkommen til at bevæge dig rundt hvis det er hvad du ønsker og benytte dig af hvad palæet har til tilbyde, men begræns din nysgerrighed til det moralske.” Med det mente han selvfølgelig at Ma’lakel ikke skulle tage chancer med at se låste døre som udfordringer. Man kunne aldrig være for forsigtig, kunne man?

Imens at de begge lå i stilhedens hyggelige vugge, med nikotin fyldte lunger og aske smag i munden, havde tanker start skyd til at begynde deres abstrakte dans henover nethinden. Som Ma’lakel afventede den store sorte Noir’s ankomst ved sin side, blev der hurtigt kørt mærkelige billeder igennem hans hoved. Det omhandlede blandt andet folk i Abbadon, deres ubetydelighed, de franske dæmoners formindskede værdi til samligning med alt andet, og som han lå i en bitter overbevisning om at have egen fri vilje, lod virkeligheden sig snart trykke imod hans tændinger og hæst hviske med en kønsløs stemme ind i hans øre, at han blot var en tral for en bedrevidende overmagt. Som tilbeder af kaos, var idéen om at tjene nogen absurd, kaos havde inden herre, den var spontan og uregerlig, men Ma’lakel var hyklerisk når han prøvede at give folk det indtryk af at han var sin egen herre.
De deprimerende tanker lå som tunge skyer over ham, og minder fløj igennem hans hoved. Han gennemgik hvordan han var endt som han var, og hvor han ville være endt skulle han ikke have taget imod tilbuddet for nogle hundrede år siden. Men selvom en virkeligheds flygt syntes at være mere end velkommen netop nu, blev han revet tilbage til virkeligheden af en pelset pande der slog kælent imod hans håndflade, og en hengiven spinden nåede vej frem til Ma’lakels nutid. De grønne øjne rettede sig ned imod katten uden at han vendte hovedet yderligere. Betragtede det varme pels kræ med et lettere neutralt blik så det ville være svært helt at få styr på Ma’lakels nuværende humør. Som det sorte dyr fortsat lod sin pande slå imod hans håndflade, gengældte Ma’lakel dens kælen ved at nusse katten lige under kæbe benet, oppe bag ved ørene, og ae den med to finger over panden.
Efter at katten havde tilraget sig nok opmærksomhed, lod Ma’lakel sine dybe gylden grønne øjne vandre over sengens dække, og over på den nu siddende vampyr, imens at han indtog endnu en sky fra cigerattens filter. Betragtede denne med en perfektionistisk årvågenhed. Et enkelt ord poppede op i hans hoved i den korte tid hvor han så på den hvide skønhed, indtil at Noir igen krævede hans blik da den havde udtænkt sig en ny spændende plan om at bruge Ma’lakel som sit eget lille bjerg og bestige ham, for så stolt at ligge sig en smule mærkeligt oven på halv-dæmonen. Han rynkede brynene over det sære påfund, og kom med en tilbagetrukken jammer som katten formåede at ramme nogle få ømme punkter over Ma’lakels bækken. Til trods for at dyret bragte en smule skade med sig lod Ma’lakel Noir ligge sig lettere mærkeværdigt over ham, som var han en uofficel kongeklippe den lige havde erobret! Et ganske svagt smil gled over Ma’lakels smalle brune læber som det store dyr havde fundet sig tilrette. Han tog endnu et sug fra smøgen og pustede ud, inden han valgte at ligge sin hånd ved dyrets nakke og begynde at nusse den ganske let.
Sammen kunne Noir og Ma’lakel vel sagtens ligne to ligesindede dyr der fandt glæde ved hinandens nusseri og kælen. Og samme illusion ville formentlig da også falde over dem begge da både kat og halv-dæmon vendte blikket opmærksomt hen på Ahngel, da denne sagde noget der var henvendt til katten. Skønt Ma’lakels opmærksomhed ikke var påkrævet, lod han alligevel sine øjne fastlåses ved det marmor skønne ansigt. Ufejlbarlig, perfekt, kunne være en god beskrivelse på Ahngels hud, skønt at hvis masken krakelerede: et ar. Et smukt, uharmonisk ar, forårsaget af ham selv. Tanken var ophidsende, da det gav Ma’lakel en følelse af ejerskab over den endnu unge vampyr herre. Ligesom det faktum at den udøde havde en sær afhængighed af Ma’lakels blod. Det kunne brydes, til så mange utallige misgerninger, til afpresning, til at få det man ville have af vampyren. Men selvom Ma’lakels korrupte sind allerede frydet sig manisk over den konstatering, så forblev Ma’lakels udstråling mærkelig afslappet, nærmest dyrisk, som afspejlede hans være måde sig i kattens daværende blide hengivenhed.
Som Ahngel strakte sig imod Noir for at lagde fingerspidserne stryge sig over spidsen af dennes øre, fandt et underbevidst lille håb om at det var Ma’lakel Ahngel ønskede nær kontakt med. Men håbet fadede som Noir blev vist omsorg, og ikke han selv.
Dog lagde den udødes blik sig over ham da Noir havde fået sin lille ’godbid’. Vampyren havde allerede da kvalt smøgens levende glød i enden med sine fingre, og Ma’lakel læste ud fra netop denne handling, den næste, og den næste: den udøde ville trække sig, åbenlyst.
Det var vel på en måde godt det samme, der var en grænse for hvor vågen Ma’lakel kunne holde sig med kun fire timers søvn.
Vampyrens ord understregede allerede Ma’lakels formodning om den udødes tilbagetrækken, og ikke så snart havde Ahngel konkluderet solens opstandelse indenfor de næste timer, da denne rejste sig fra sengen med henblik på at forlade værelset uden tvivl.
Ma’lakel rynkede brynene som Ahngel begyndte på en mere formel opsang, der blandt andet indvolverede at Ma’lakels nysgerrighed ikke måtte løbe af med ham. Som et resultat af denne korte formaning, lod Ma’lakel uinteresseret blikket glide ned på Noir igen. Han nussede kræet ganske stille, imens at han gav et lille ’heh’-smil fra sig, og så derefter op på den udøde igen, med en tændt legesyg gnist.
,, Moralsk?”.
Man kunne næsten høre en lille klukken i stemmen da han sagde ordet, som fandt han det morsomt.
Moralsk efter hvilken målestok? Ma’lakels egen? Han kunne på sin vis grine manisk over dette, men gjorde det dog ikke. Han forholdt sig derefter rolig, uden at give nogen accept til konsekvenserne andet end den givne stilhed: lige indtil…
Det årvågne, legesyge blik slog næsten gnister, idet Ma’lakel besluttede sig for noget. Han satte sig halvt op, støttede albuen imod sengens overflade, og rakte ud for at gribe fat i vampyrens håndled. Dette resulterede da i at Noir ikke længere ville modtage den regelmæssige nussen. Hvis det lykkedes Ma’lakel at gribe fat i Ahngels håndled, hvilket det formodentlig ville gøre, da vampyren ikke stod så langt væk igen. Så trak han den udøde hen imod sig, og med et hårdt ryk ville han prøve på at få væltet Ahngel ned på sengen igen, formodentlig sidene en smule skævt over imod Ma’lakel. De grønne øjne ville prøve på at fængsle den udøde i en næsten ubrydelig øjenkontakt, hvorefter de næste ord, skød ud af ham uden at han nåede at pakke dem godt ind i en indirekte betydning:
,, Kys mig..”, hviskede han.
Som kunne andre høre dem, og måtte for alt i verden ikke vide hvad Ma’lakel havde krævet af vampyren.
Da det kort tid efter gik op for Ma’lakel, hvad han egentlig havde bedt om, uden helt at tænke det igennem, kunne en ganske svag ændring i hans øjnes farvespil antydes: den grønne lavede et hurtigt ’hjerte slag’, som reagerede han underbevidst på tanken.

Vampyren gav et rul med øjnene som Ma’lakel opsatte hans ord som noget der var for sjov. Selvfølgelig havde det været en dum ide at ytre sig om moral omkring dæmonen. Han havde for pokker moral nok til at skyde den over hundrede års gamle hoveddør synder og sammen med sine blå flammer. Jeans stemme peb kort i Ahngels indre hoved, som havde den lille blonde vampyr taget form som Ahngels indre samvittighed, som egentlig kun bekymrede sig om palæet og dens antikke skatte. Moral skulle man måske ikke lade ligge i Ma’lakels stærke hænder? Vampyrens øjne gled instinktivt dertil og betragtede den hånd som nussede Noir. Kælent. Et kort øjeblik fandt Ahngel katten heldig. Noir spindede i takt højere, som vidste den at den havde fået en treat, som hans herre ikke lige havde adgang til. Ahngels blik vendtes til den med et opgivende udtryk. Igen virkede det som om der foregik noget internt mellem de to. Ham og katten. Var det en udfordring? Et legesygt glimt ku fanges i det store bæsts sammenklemte øjne som den fangede en chance til at nappe Ma’lakels hånd legende med tænderne uden at bide til. Nogen gange var den virkelig ikke til at kende ved siden af en killings uskyldige leg. Ahngels ansigt henvendte sig til Ma’lakel da denne rettede sig op med et lettere utydeligt udtryk i ansigtet. Ahngel hævede et øjenbryn og placerede den ene hånd knyttet imod sin side med et afventende udtryk, som regnede han med en kort hån. En spøg? En ilter, dog nærgående bemærkning? Han tiltede let hovedet og lod det hvile på skrå som Ma’lakel rakte ud efter ham. Han lagde ikke rigtigt noget i det før han mærkede taget i hans håndled. Hans krop vippede let forover. Meget vejede han ikke. Det var vel ingen overraskelse?
Sengen gav et klagende knirk fra sig som Ahngel dumpede halvt klodset ned at sidde. Hans førhenværende elegant førte hånd, som sad i siden, havde nu placeret sig krummet imod madrassen for at stoppe sit fald. Havde han ikke gjort det ville Ma’lakel mærke et slag i panden fra Ahngels eget forhoved. Den pludselige nærhed på Ma’lakels ansigt fik et gys til at løbe igennem mellemgulvet og kæberne til at trykke sig sammen for netop at undgå at sende en overrasket ånde ud imod dennes ansigt. Hans røde øjne blev fanget i en øjenkontakt som Ma’lakel nok havde planlagt. Noir gav et utilfreds peb fra sig og strakte sig for at gøre sig lidt til. Da den mislykkedes gav den kedsommeligt sig til at daske til Ma’lakels overkrop med poter hvor de lange kløer ikke var trukket ud… som et barns prikken til sin forælder når denne havde travlt med noget fuldkommen andet. Egoistiske kræ. Ahngels blik var blevet mørkere som Ma’lakel igen ganske ligegyldigt havde påtaget sig Ahngels fysiske ustabile grundlag og midlertidige svaghed som en gode. Typisk! Dog… da Ma’lakel ligeså stillede hviskede sit krav ud, blev vampyrens ansigt stumt og fattet igen. Han kiggede tavst på Ma’lakel for en stund. Var det det? Et kys? Et godnatkys? Ahngels blik gled over til en dulmende nuance og det underskønne marmorhvide ansigt mistede sit stramme betræk og blev til noget mere medgørligt og menneskeligt. Hans blik vendtes nedad. Han brød et sekund øjenkontakten for at skænke sig selv et forudsigende mørkt smil, som fortalte han sig selv at han burde ha set det komme. Hans blik vendte tilbage. En mørk rosenfarve havde de indtaget og pupillen var rund som en kats i mørke. Smilet var dødt hen, men i sidste ende havde Ma’lakel nok end ikke set det på grund af mørket. Øjnene var ligeså langsomt begyndt at lade sig dominere af en træthed. Øjenlågene var ikke strammede som de plejede og selve overfladen blank, som havde han været på næppet til gråd. Dog ikke. Hans ansigt bar intet præg på ulykkelighed eller smerte. Ingen af de egenskaber, som tårer kom fra. Måske var det blot et lille lys i de røde øjne der tændtes? En refleksion af noget der gerne ellers ville skjules bag en ilter iris med en blodig farve. Han rankede ryggen så hans stilling blev mere siddende.. atter elegant som en bevægelig statue, skabt af en romantikers flittige fingre. Det lange sorte ravnehår kunne også sagtens narre folk til at tro det var en stensort med den blanke overflade. Hånden på madrassen slap sin krummede position og trak sig tættere Ma’lakels brystkasse, så resten af ham fulgte efter og nærmede sig dæmonen.. gav ham et spillerum. Hvæs.. blod og smerte. Hvorfor var han så nem at tilgive? Hvorfor syntes arrene, som han havde sat som noget mindeværdigt i stedet for noget skændigt? De få ord han havde stoppet sig selv i før.. Havde de virkeligt været så tilfældige igen? Tilfældige eller.. hæmningsløse? Håndleddet, som Ma’lakel nok stadig holdt om, ville vippe rundt, så denne også fik fat om Ma’lakels håndled.. Dog blot mærkende og ikke holdende. Den frie hånd løftede sig efter vampyren havde stabiliseret sin krop og placerede sig under Ma’lakels højre kæbeben. Den kolde hånd ville først tage et vist tag, men ville da, som den anden hånd blot mærke og støtte. Ahngel vippede ansigtet kort og placerede læberne imod det højre kindben. Det var knapt nok et kys. De kolde læber ville kun akkurat blive antydede imod den solkyssede krydrede dæmonhed. Ma’lakels duft lod porerne åbnes og nervenderne stivnes. Ahngel lukkede halvt øjnene og ville meget vel lade Ma’lakel mærke strejfet af vipper imod det yderste hudlag. Da lagdes hans læber endelig konkret imod huden som han lod kysset vandre over kindbenet og op over højre øjenbryn og forhåbentlig, hvis Ma’lakel ikke var stædig og nægtede sig kærtegnet, lade kysset placeres på dennes højre lykkede øjenlåg. Ganske let. De røde øjne sendte en glød igennem mørket som han kort lod blikket befamle den brune hårkant. Han trak sig da, men kun akkurat så ansigterne igen var lige overfor hinanden. Hans øjne var ikke rettede imod de grønne, men imod læbernes næste placering. Endnu et halvhjertet kys imod den venstre kind. Det dvælede derved og blev langsomt til et konkret, dog ømt kys. En fransk gestus, som var ført til det mere kærtegnende. Ma’lakel genkendte den nok ikke… specielt ikke med Ahngels tilføjelser. Normalt ænsede han ingen virkelig berøring ved lette kindkys. Dette var.. For franskmændene.. ganske intimt for en gestus. Hans ansigt tippede atter lidt på skrå som han bevægede ansigtet igen. Den spidse næsetip ville let også strejfe dæmonens hud som han nåede dennes læber og endelig hægtede et fast kys på denne. Hånden på dennes kæbe blev ført til nakken, som støttede kysset tættere, dog var ingen tunge indblandet. Ingen tænder eller aggressiv elskov. Intimt uden at det blev et af de hede kys, som de havde delt i deres kønslige omgang. Dette var et godnatkys. Dette var et midlertidigt farvel kys. Dette var et konkret bevis på at Ma’lakel ingen skyld fik fra Ahngels side, trods vampyren forbandede det selv.
Kysset slap og vampyrens rubinrøde øjne rettedes imod Ma’lakels. Studerede farven for nogle kort sekunder inden endnu et mørkt smil gled over hans læber. Han var ikke videre god til at se glad ud eller blot smile uden at der kom noget satanisk over det. Det var dog dæmpet. Hans fingre ved Ma’lakels nakke tog et nænsomt tag i nakkehåret og lod sig kort gives til kende med et diskret lille ryk, blot så det kunne mærkes uden at gøre videre ondt.
”Vudér hvad du selv finder moralsk. Så må vi se om du har været heldig med dine bedømmelser når månen igen stiger.” Da rettede han sig op og lod hånden glide ned fra nakken og ned til at strejfe madrassen. Hans blik blev fanget af en tilfældig blodplet. Hans øjne kneb sig kort sammen derved. Da ville han, hvis dæmonen ikke havde andet at indvende, rejse sig op, efterladende endnu et knirk fra madrassens fjedre, som Noir reagerede ved med oprejste ører. Ahngels blik blev instinktivt drevet dertil. Hans øjne dvælede på den mageligt spindende kat der igen boltrede sig forelsket og opmærksomhedskrævende i en lagenrynke over dæmonens mave.. Nok rammende en enkelt muskel med jagtlegende kløer. Et prægtigt bytte.
”Bonnenuit.” hvislede Ahngel kort. Hans blik blev flyttet til Ma’lakel. Om det var ment til kun katten igen eller dem begge denne gang, gjorde han ikke yderligere indtryk ved, bortset fra den korte øjenkontakt. Han drejede kort om og med en elegant bevægelse fangede han ’tegningen’, som Ma’lakel havde snuppet fra hans værelse førhen. Hans blik gled ”advarende” over Ma’lakel inden han atter vendte om og gik imod døren, lukkede den bag sig og lod ingen fodtrin høres fra sine skridt.
Det var dog alene fordi at han ikke havde travlt med at forlade stedet. Han stod få sekunder med ryggen til den lukkede dør og så ud i den mørke gang med et tavst udtryk. Han skævede til gangens hjørnevæg, hvor et endebord med en hvid vase sorte roser, kombineret med tørrede liljer stod. Et liljehoved faldt til bordet. Vampyren gik atter imod sit gemak uden en lyd.

Noir’s krav på opmærksomhed blev midlertidig ignoreret af Ma’lakel der var optaget af Ahngels nærhed. Som denne faldt ned på sengen igen og blev tvunget til at vælte i retningen af Ma’lakel, fornemmede halv-dæmonen en sammentrækning ved kæbe partiet, som var denne pludselige handling noget som den udøde ikke havde forudset.
Det pludselig brud på den ellers dulmende og beroligende intimatmosfære, burde vel ikke komme bag på Ahngel, hvis altså denne ikke havde grund til at ønske afstand. Men det lettere anspændte i den udødes fejlfrie porcelæns træk, fik lov at forlade det underskønne ansigt, og i stedet bade dette i et sælsomt mørke der halvt om halvt kun tillod Ma’lakel at forestille sig sin partners ansigts form. Den svage antydelse af den anspændte sammentrækning, var et rent held at han havde opfanget, ellers ville han på ingen måde have set det. Og de rosen røde rubin øjne, var som to vejledende stjerner i blandt månens æggehvide farver. Sort og hvidt, alt og ingenting. Øjnene blev mødt med længsel, efter at de havde viget fra hans grønne blik i nogle sekunder, måske for at lave en mental stabilisering, eller også fik vampyren en tanke der krævede antydelsen af et smil. Mørket der lå over dem begge i nattens lunefulde favn, fik Ma’lakel til meget svagt at klemme de gylden grønne øjne sammen, i det han forsøgte at fokusere en smule ekstra i sin søgen på at opsnappe så mange detaljer hos den udøde så muligt. Som et maleri i mørket fornemmede han smilet, iagttog tavst det han kunne for sit begrænsede syn, som var Ahngel en statue dækket af skyggernes legesyge spil med fantasien og fik derved skabt en illusion om at Ahngel var levende og ikke død. Ubevægelig som billede, som et tids løst portræt der bare blev ældre og ældre, men aldrig lod sig forandre. Hans krav, var dog blot en ytring af et ønske, af en pludselig intuition der krævede handle kraft, og derved var endt på denne måde. Selv havde Ma’lakel inden formodning om hvorvidt hans ønske ville blive opfyldt eller om den udøde ville nægte ham, et kys som nattens afslutning, indtil den hvide brud atter satte sig over en stjerne klar himmel og kaldte på sine børn.
Som Ahngel satte sig op, kom et indre knivstik af fortrydelse listende op igennem Ma’lakels underbeviste væsen. Lod bladets skarpe side lægges imod adamsæblets begyndelse, og med truende ryk i hovedets hår rødder, fremmane en angst for at bladet ville snitte sig vej igennem huden, og langs ned af struben kun efterladende en mindre linje af bold med sig. Men følelsen lod sig så småt opløse da de hvide fingre stødte imod hans varme bryst. Et mindre spjæt fór igennem kroppen som den pludselige kulde gjorde sig selv til kende overfor Ma’lakel, der ellers hvilede i egne tanker, med sit blik fæstnet imod vampyrens spøgelses silhouette i et tæppe af mørke. Ahngel kom tættere. Ma’lakel spændte i kroppen. Et prøvende tag kom fra hånden der havde fat om den udødes håndled, fik Ma’lakel til at give den et mindre klem, imens han i takt med at vampyren lod hånden der før havde hvilet ved Ma’lakels bryst lægges ved Ma’lakels underkæbe, lod sig selv læne nærmere den udøde ligeså, i den tro at deres læber blot skulle støde sammen og ikke mere. Men han tog fejl. Som de nåede hinanden passerede Ahngel Ma’lakels læber og førte i stedet sit kolde kys hen imod Ma’lakels kind. Som det skete lod Ma’lakel blikket glide til siden i et øjebliks forvirring, men da læberne slap hudens overflade efter blot ganske svagt at være presset derimod, åndede halv-dæmonen ud, som vampyrens sorte vipper strøg henover hans hud og efterlod en kildende sitren. Et omtåleligt blik flød henover hans ansigts træk: lettelse, opgivelse, overgivelse, imens han lod sig føre af vampyrens intime gestus. Læbernes placering imod kindbenet resulterede hurtigt i at Ma’lakel lukkede øjnene i velbehag, og de lysebrune smalle læber faldt en smule fra hinanden imens at det ømme kys dansede over kindbenet til det sorte øjenbryn, og ned over det lukkede øjenlåg. Indtil læberne slap og vampyren trak sig ganske let væk, men ikke nok til at det kunne være forbi endnu. De grønne øjne åbnedes og så på vampyren med et ængsteligt blik, som ville han sige noget men kunne ikke få det ud.
Da vampyrens læber lagde sig imod den anden kind og gentog samme mønster som det forrige, lukkede Ma’lakel igen øjnene og modtog det beroligende kærtegn. Som en kat der blev forkælet virkede Ma’lakel opslugt af den tilbedende gestus der blev ham givet. Måske var den normal for Ahngel, men for Ma’lakel var det noget helt andet, den mængde hengivenhed han blev givet kunne fortrylle ham som en sirenes ballade. Han følte sig i det ganske korte øjeblik det varede speciel, unik, værdifuld, men på en anden måde end før hvor hans egocentrede jeg havde overbevist ham om samme, men at han faktisk havde betydning for et andet væsen end ham selv, og at denne havde en betydning for ham.
Det lette strejf fra vampyrens næse fik Ma’lakel til at åbne øjne halvt, og ligge sig over den hvide skønhed der kærtegnede ham, og endelig, som havde han ikke ventet på andet, blev de lyse læber placeret imod Ma’lakels lyse brune. Han lukkede øjnene igen, imens at han ganske let gengældte det, og pressede læberne imod Ahngels. Et kort sekund var det som om at en sær intern forståelse fandt sted. Kysset lod sig ikke udvikle, og Ma’lakel prøvede heller ikke at udvikle det, da det ville ødelægge det budskab der lå bag det. Det føltes, ikke som et kys han havde delt med nogen før, det føltes som en elskers kys. Et kys som man delte med nogen der ikke blot skulle bruge en nats søvn ved ens side, men en man var villig til at dele alle nætter med, alle morgener, alle aftener.
Hånden der havde fat om den udødes håndled, fik et mindre klem, som ville Ma’lakel underbevidst holde fast i Ahngel, uden helt at være klar over hvorfor.
Men kysset skulle brydes, til trods for den ro den lagde over Ma’lakel. Som læberne separerede sig åbnede Ma’lakel langsomt øjnene op igen: de lagde sig først over de læber han havde kysset, for dernæst at hvile ved vampyrens flammende blik, der til trods for at være af en hidsig farve ikke virkede ilter eller tilbage lukket. En stilhed faldt, imens at de så hinanden ind i øjnene. Som udvekslede de ord, uden at sige noget. De dæmoniske øjnes farve komposition havde ikke ændret sig særlig meget, den grønne og gyldne, lå op af hinanden i en perfekt ying og yang harmoni, og til trods for Ma’lakels ellers dyriske blik syntes noget at være ophævet ved hans måde at se på Ahngel. Som var en byrde blevet lettet.
Som begyndelsen på stilhedens brud, fik Ma’lakel igen øje på antydelsen af et smil over Ahngels læber, på grund af hvor tæt de var på hinanden kunne han skimte det igennem mørket. En stikkende fornemmelse fulgte i nakken, hvor Ahngel blidt rev, inden han lod sin stemme dominere det mørk, lagte værelse. Hans ord virkede antiklimatiske i forhold til hvad de lige havde delt, selvom, dets betydning for Ma’lakel måske ikke var den samme for Ahngel?
En let trækken på den ene mundvig, efterfulgt af et bittert blik, afslørede Ma’lakels mening om emnet: ligegyldigt. Moralsk vurdering? Hah! Hvis han havde været yngre havde han vendt sig om, og trykket dynen over hovedet i en teenage agtig protest.
Hånden ved Ma’lakels nakke gled væk fra ham, og han fulgte den som den blev trukket væk. Da Ahngel så gjorde antydelse til at rejste sig, ville han sikkert kunne mærke et ganske kort, tæt, greb om dennes håndled, inden Ma’lakel gav sig og lod Ahngels hånd glide fra hans egen. Den sagte knirken fra madrassen gjorde at den kælende Noir, gav dem sin årvågne opmærksomhed, eller gav Ahngel den, imens det royale kæledyr imellem tiden brugte Ma’lakel som konge klippe, imens den fortsat boksede ham hist og her. Ma’lakel så ned på katten, og rynkede på brynene for derefter at trække på smile båndet.
De grønne øjne gled op på Ahngel da denne talte sit moders sprog igen, henvendt til katten formodentligt, men man kunne komme i tvivl da denne vendte blikket hen på Ma’lakel, der lagde sig helt ned på ryggen igen, og betragtede vampyrens let oplyste ansigt. Da denne drejede om på hælende i en stilfuldt bevægelse, og snuppede tegningen ligeså, lod Ma’lakel sin endnu tændte cigaret føres op til sine læber imens at et uartigt drenget udtryk dominerede hans ansigts træk, i det øjeblik Ahngel gav ham et lettere advarende blik, som ville han sige: hold fingrende for dig selv. Det medførte dog bare en rebelsk legesyge i de grønne øjne inden den udøde trak sig, og gik imod døren. Ma’lakel betragtede den sorte silhouette hele vejen hen til døren, imens han lod sine lunger fyldtes med den bitre nikotin røg, og pustede ud efter døren var blevet lukket, og vampyren havde forladt rummet.
Inden skridt kunne høres, endnu. Ma’lakel lå stille og ventede, lod i ventetiden hans hånd føres ned til Noir, og nusse denne hengivent igen, inden han lukkede øjnende efter nogle minutters stilhed. Hans blik lå imod himmelsengens ryg endnu engang, stirrede imod den med et klart blik, som havde han ikke nogen tanker i det øjeblik, som var sindet blevet renset på mærkværdigvis: for første gang i lang tid, følte han sig… glad.
Ti minutter gik med at stirre op i sengens loft, nusse Noir, smile, og grine stille for sig selv, imens at cigaretten blev mindre og mindre. Og da den var næsten helt væk, kvalte han de resterende gløder med sin tommelfinger, og lagde det brugte filter på skænken ikke langt fra ham. Han satte sig en smule op, puffede let til Noir for at få denne til at rejse sig, så han kunne lægge sig ordentlig i sengen, for til sidst at holde dynen op for det store katte dyr, og invitere den ind og lægge hos ham under den hvide dyn dunes lune varme. Skulle katten acceptere og kravle ind og ligge sig der, ville Ma’lakel trække dynen op over hovedet, og ligge gemt under den med sin ene hånd gemt i det korte mørke brune hår, og den anden nussende katten indtil han faldt i søvn.

Katten kom med et utilfreds peb da Ma’lakel forstyrrede det ellers udmærkede liggested. Første forsøg ignorerede han ham fuldkommen. Den dæmon skulle i hvert fald ikke bestemme hvor Noir skulle sove. Først da den var tvunget lidt væk og Ma’lakel løftede op i dynen, løftede katten hovedet og så håbefuldt derimod: En hule?! Til mig? .. Lidt kærlighed var der dog tilbage inden den dappede over dynen og gnubbede panden mod Ma’lakels ansigt uden forvarsel og ville meget vel give et lille stød fra sig på grund af det store dyrs ligegyldige holdning til sin størrelse imod sin kælende natur. Selvfølgelig ville det være et hårdere og mindre petit gnub end normale katte gjorde. Noir tog ikke notits deraf.. Betydende at det ikke ragede ham. Ma’lakel skulle bare ha et kort tegn på hengivenhed tilbage. Man har vel pli? Da stak den udner dynen med en rungende spinden, der i sidste ende var så høj, som kom den fra struben af en mindre tiger. Den ville igen lægge sig tæt op ad Ma’lakels maveskin med poterne derimod. De kolde små trædepuder lod sig stikke imens han begyndte så småt at bokse, dog velvidende at Ma’lakels mave nok ikke var det smarteste sted at sætte klørene i. Ikke hvis han altså stadig ville have udsigt til forkælelse, som den store kat selvfølgelig havde. Efter kort tid ville man kunne høre en lyd der ikke just var en kats fortrukne. Dyret snorkede rent faktisk. En degraderet form for snorken der bevægede sig ud af den lille sorte snude, mens den fortsat spandt i søvn og gav små gib med klørene imod den solkyssede, muskuløse dæmonmave.

Hvad fanden har du gang i? Den blodplettede skjorte fandt over hovedet og flåede det sorte silkehår med sig, som Ahngel trak den over hovedet. Han gad ikke på nuværende tidspunkt at være flink og stilren og knappe den op. Det var et overskud han ikke just havde lige nu. Livet var for kort til skjorteknapper. Ligegyldigt blev den smidt på gulvet imens de bare arme sørgede for at vinduet ud til natten og balkonen åbnede sig en smule på klem, fastgjort sin position med en lille krop allernederst på døråbningen. Brisen listede sig roligt over ham og lettede på det lange hår en enkelt gang. De røde øjne så stille igennem den smalle åbning ud til den kolde nat. Blikket undgik med vilje glasvinduerne, som bød på det samme, bortset fra denne enkelte lille frihed der gjorde at man rent faktisk kunne føle natten.. lugte den og række ud efter den i stedet for at være beskyttet bag et glas. Det var efterhånden mange vintre og somre siden han havde ladt døren stå åben. Den udødes øjne faldt på horisonten, udgjort af sorte fyrretræers toppe. Bag dem blev himlen langsomt lyseblå og senere hen gylden. En instinktiv træthed blev drevet over ham som daggryet påbegyndtes. Vampyren tog fat i de lange røde mørklægningsgardiner og lagde dem over vinduerne med en klagende lyd fra gardinstangen. Rummet blev lagt hen i et fuldkommen mørke og vampyren vendte ryggen til vinduet og så imod den redte seng. En aften hvor han rent faktisk ingen pligt følte for at arbejde til sidste vågne øjeblik? Han havde ikke ladet sig ligge i sengen adskillige nætter efterhånden. For rastløs til at ligge og vente på søvnen? Et knirk kom også fra denne himmelseng, som vampyren satte sig derpå og knejste nakken for at se imod det mørke træloft. De røde øjne glødede kort op som hans ene hånd fandt den venstre brystkasse og trykkede på et vant punkt. Blikket sænkede sig, men nakken stod endnu rank, så kæben adskilte sig halsen yderligere. Ma’lakel, som havde smilet i det andet lokale var vel heldig ikke at se vampyrens daværende ansigtsudtryk. Det var ikke just samme glæde, som man fandt, men nærmere noget problematisk. Noget svagt håbende og stærkt tvivlende. Ikke på Ma’lakel, men på sig selv. Hænderne imod sengetæppet, tog et greb deri og som han rejste sig op igen, trak han det af og smed det på gulvet med den gyldne farve nederst og vrangen yderst. Vrangen delte et mønster ligeså, der mindede om det foretrukkede øverste. Dog havde det anderledes farver. Det var mere tonet og mindre glamurøst. Mindre royalt at se på. Samme effekt som når man vendte vrangen ud af en bluse. Man kunne se trådende der holdt det sammen og syningerne, samt få knuder hist og her på det upompøse stof. Vampyrens røde øjne søgte tomt ud i luften, som denne knappede sine bukser op og lod dem falde om benene, og trædende ud derfra, afslørende hele hans marmorhvide krop, de fysiske ar og hans egentlige tynde fysik. Han trak dynen til siden og steg ned i sengen med en alt for automatisk bevægelse, som var han blevet bedt om det. Dynen lagde han om sig, kun med hans opretholdte overkrop afsløret og det syd for mellemgulvet dækket. Han trak knæene op foran sig og hvilede albuerne derpå, foldende hænderne til en støtte til sin hage som han så ud i rummet. Han gjorde sig observationer.. forvandlede dem til meget udetaljerede beskrivelser, som de noter han havde set på Ma’lakels natbord. Tom kamin, beskidt skjorte, dødt. Der var igen liv på palæet. Men det liv var ikke hendes. Det væsen der lå i hendes seng og skød nikotin ud i hendes værelse, var ikke hende. Hvorfor virkede det så alligevel så naturligt? Tanken om rent faktisk at slippe Lucy var skræmmende i sin egen forstand. Det havde altid været der og nu var det på vej væk, skabende en lille reminder af det gabende hul af savn der havde været og nu slumrede, som en vulkan. Dog stak det ikke. Dog var det ikke tomt. Hvorfor? Fordi Ma’lakel lå i sengen. Ma’lakel indåndede den luft. Vampyren lange fingre fandt vej over ansigtet og op igennem hårgrænsen, som han bøjede nakken og hvilede panden imod de opløftede knæ, regelmæssigt sendende fingrene igennem håret, som var det en nødvendighed, som ville der ske noget slemt hvis han ikke gjorde. Burde han ikke stadig føle en skyld over det? Burde han ikke stadig have en længsel imod hende og ikke imod.. ham? Burde han ikke ønske at ha kysset hende som han kyssede Ma’lakel? Hvad der før havde været så vigtigt og problematisk, samt pinende, virkede pludselig forduftet, som den skyg af nikotin han havde sendt ud i selv samme værelse, få minutter før. Alene dette var en syndig tanke. Umoralsk? Moral havde han altid kun brugt i store træk i den sammenhæng.
Ahngel løftede atter hovedet og så ud i værelset. Afklaret spottede han den indre del af sengetæppet, der lå på jorden. Han samlede læberne som en forståelse skimmede igennem. Hans ide fik en isning til at løse igennem hans rygsøjle. Skulle han? .. Ganske stille og uden risiko for at blive hørt af hverken vampyr eller dæmon hviskede han: ”Lucy” .. Intet stik. Ingen tung følelse. Anderledes. Øjnene blev tomme da, som han udtalte dæmonens navn på samme lave toneleje. En klump sænkedes dernæst og vampyren lagde sig endelig tilbage i sengen med blikket opad. Stirrende tomt for en stund inden han enten selv lukkede øjnene i eller lod solen tvinge dem i. Musklerne lod sig slippe og vampyrens ansigt blev lagt på siden, som søvnen omfavnede ham som en lammende bølge. Verden lukkedes ude og det sidste der mærkedes var den stadig varende sitrende følelse i de lange fingerspidser og de lyse læber.

En rede var blevet skabt. En fæstning af perfekte rektangler i form af viden skrevet på en gammel overflade af noget der sikkert engang havde været hvid. Det var hvor Ma’lakel befandt sig da solen havde lagt sine sidste stråler over himmelen, dog var han ikke klar over tidens gang. Han var svøbt i en bog der delte hans moders sprog, omgivet af dem, som havde han genopbygget den gamle hytte oppe i de forglemte ulve bakker. Dog kunne de aldrig måle sig med virkelighedens billede, med mindets sødme. Han lå begravet i bøger der fortalte om ting som han enten havde overværet selv, eller om historie, fakta, myter, legender eller hvad der måtte være af nordisk viden som kunne klemmes ud, fra imellem de, sorte, blæk ord der for længst var størknet ned i det gullige papir. Han sad på en stol, ved siden af et bord hvor at der var stablet bøger, på samme sprog, op som to tårne der vogtede over Ma’lakel. På gulvet omkring ham var der ligeså nogle stabler, og andre steder også. Han havde før set Noir dræbe nogle en af de andre bøger, så hvis den store kat skulle have den ide at gøre det med de andre, havde Ma’lakel reageret som han ville have gjort når hans egne katte gjorde noget han ikke brød sig om: knurret. Ganske svagt, men stadig advarende, og hvis ikke Noir havde lystret havde Ma’lakel meget simpelt gået hen og løftet katten op, sat den uden for døren i lidt tid, for derefter at åbne den igen, og spørge om den ville gøre det igen. Noir ville ingenlunde kunne svare igen, men Ma’lakel opførte sig som kunne den faktisk forstå ham, hvilket hans egne katte tit kunne ved at tyde kropssproget, og den stemning der lå over Ma’lakel. Dette ville gentage sig et par gange hvis ikke Noir lærte det første gang, og skulle den stædigt blive ved ville han ganske enkelt sætte den uden for døren, og lade den blive der indtil at han selv syntes den havde fortjent mere opmærksomhed.
Hans ben var placeret på en anden stol som var overfor ham. De lå på stolens sæde, lagt skråt over hinanden, imens at Ma’lakel sad godt lænd tilbage og gjorde sig det behageligt. Skulle Noir ikke have været uartig og fortjent en mindre bortvisning, ville Ma’lakel læse op for katten, på hans moders sprog naturligvis. Uanset om katten fandt det interessant eller ej, virkede det til at have en effekt på Ma’lakel der fandt det nostalgisk at tale det sprog igen. Han måtte stoppe nogle gange for at huske de ordentlige udtagelser, eller tyde nogle længere ord, men han kom smerte frit igennem side efter side. På maven af ham ville der ligge en mindre tallerken, med kød strimler af en art, som Ma’lakel skiftevis selv åd, og fodrede til Noir i ny og næ. Alt i alt en meget hyggelig tilværelse. Selve biblioteket var nu engang et beroligende sted, nok mest på grund af de bøger som han faktisk kunne læse. Han havde den ene albue oppe på bordets kant, imens han holdt bogen med en hånd, og holdt mesterligt siderne adskilt ved at sætte pegefinger på den ene, og lange finger på den anden. Nulrede et stykke kød igennem fingrende med den anden hånd, som dovent hvilede på maven, inden han førte det op til munden og bed noget af strimlen, talte med mad i munden idet han fortsat læste op.
Denne bogs indhold var om Nordens gamle mytologi, og den eneste religion som Ma’alekl ville vedkende sig, skulle han nogensinde komme ud for at være tvunget til at vælge en. Asertroen, var den der lå ham nærmest, det var den der føltes som en livslang krigs kammerat, der til trods for års pinsler og tortur, havde vist sig som en støtte til forskel fra kristendommens snævre synede fordomme, og sort og hvide skillinger af godt og ondt. Han kunne fortælle historierne uden helt at læse ordnende: Hvordan Odin mistede sit øje, hvordan Loke slog Balder ihjel, og Thors kamp imod midgårds ormen! Et barnligt sind havde fået lov at udfolde sig igennem bøgernes forunderlige verden, genopfriske detaljer i dem som han havde glemt. Han holdt dem kære, skønt de i sidste ende måske var opspind som biblen, men om ikke andet lod han dem få betydning. Da de for ham, var noget mere kært end blot et minde.
Sådan sad han, i skygge af de tildækkede vinduer der var trukket fra og ikke afslørede nattens begyndelse, havde han opdaget det ville han meget vel være gået i en form for defensiv tilstand, og paranoidt listet sig tilbage til det værelse der var blevet ham tildelt: kujonsk, som bare fanden, men han stolede ikke på palæet om natten. Halskæden fra Ahngel hang synligt omkring halsen på ham, og dinglede lystigt fra side til side, imens han foran Noir, lavede dramatiske fakter, lod tonelejet vokse sig en smule højere som han lagde tryk på nogle ord, beskrev historien til dets højde punkt, som var han ikke oplæser men skuespiller, der fremførte et stykke om Thors kamp med midgårdens ormen! Beskrev dens udseende, med en præcision som bogen ikke nævnte, imens han havde blikket fast rettet imod katten.
Han sad med ryggen til døren, og lavede disse fakter, i en tryg illusion om at være sikker på grund af den lukkede dør, og overbevisningen om at solen stadig skinnede udenfor!

Spinde, spinde, kød! .. Spinde spinde… Vente på kød.. kød…kød..KØD! Noir lagde ud med at slikke dovent på kødstrimlen som de blev givet til ham. Den høje spinden var som altid ufattelig fyldig og magelig. Den samlede d kødet op mellem tænderne og begyndte at bide det så småt i stykker. Den smaskede minsandten også. Som den endelig fik kødet til livs, åbnede den hvidt øjnene og kiggede på Ma’lakel, som sad og læste højt. Alt i alt lyttede den ikke, men ventede på mere kød og betragtede blot dennes dramatiske bevægelser, som et barn der fik oplæst godnathistorie, men ikke nød historien, men samværet. Mageligt lukkede den øjnene til mens den skuttede sig. Den havde én og kun én gang flået en bog i stykker og sat udenfor. Nu lå den ganske artigt ovenpå en af de lukkede bøger på bordet ved Ma’lakels side og skuttede sig ved at vrikke med bagen engang imellem og veje halen muntert i vejret. Bogen var praktisk talt væk under det store dyr. Ørerne var rettet imod Ma’lakel og tilpassede sig derved når han bevægede sig på stolen. Den nød det vel også selvom den intet forstod af hvad Ma’lakel sagde. Man kunne sætte i spørgsmålstegn ved om den forstod hvad man yderligere sagde til den eller om den bare reagerede på kropssprog, som rigtigt nok ville være det mest logiske. Så igen.. Katten var sgu efterhånden langt fra logisk. Den havde for længe siden overskrevet en gennemsnitlig kats levetid. Måske var det på grund af dens anderledes livsstil, eller andet?
Pege og langefinger pressede sig om den tynde næseryg og vippede ganske kort de kolde brillestel op i panden. Selvfølgelig kunne Jean ikke ha undgået at støde ind i dæmonen på et eller andet tidspunkt. En stak bøger var placeret under den blonde vampyrs arm og støttedes imod dennes side, imens den anden hånd nu satte brillen på plads igen, rettede den ved kort at kile den på plads. Hans frie hånd søgte da ned i lommen og fiskede det gyldne lommeur op og holdt det foran sig. Det var tidligt. Personligt havde han været i gang da solen endnu ikke var gået helt ned. Nu var Point Du Lac jo heller ikke det mest oplyste sted i verdenen, så han ville nok ikke døje med andet end søvn i øjet ved at gå på gangene. Dog ricikerede vampyrerne ved aktivitet i dagstimerne en række symptomer, men Jean var efterhånden så gammel at de ikke var det store problem. Styrken var proportionel med alderen og med det havde Jean vundet en større modstandskraft for vampyriske svagheder, samt konstant afhængighed med blod.. Han drak ganske sjældent, faktisk. Endelig rettede de azurblå øjne sig døren til biblioteket, hvor dæmonens duft var meget dominerende. Hvad tænkte Mon Sauvage overhovedet på? At lukke en dæmon af ilden ind i huset? Jean vrængede kort da han indså at det jo egentlig var ham selv der havde ladt ham gå ind, men han havde jo også været distraheret. Det var første og sidste gang han rodede i den dæmons tanker. Det lovede han sig selv. Lucifer havde måske haft… kendskab nok til at lade ham blive, men det var ricikapelt. Den ødelagte dør dukkede langsomt op på vampyrens nethinde. Han sukkede og tog i dørhåndtaget. Det gav et stille knirk fra sig og vampyren bevægede sig lydløst ind i biblioteket og lukkede døren med den frie hånd. Hans øjne ledte sig ned igennem rummet og fandt dæmonen omgivet i bøger. Denne læste? Jean rettede sig op og kiggede lettere vantro på Ma’lakel. Han genkendte bøgerne med det samme. Intet under. Han havde nok læst hver eneste af dem mindst 2 gange. Nordisk mytologi og ud fra mindet og muligvis den stadig fortsættende tale, var denne svensker? Personligt var det ikke et sprog han nogensinde havde fundet interessant, selvom han havde lært sig at læse og forstå det, dog ikke tale det selv. Han fandt det hyklerisk, da han selv var ærkefransk og havde en nag kørende imod vikinger og hele det hejs. Som kaldet gled det samme billede hen over hans hukommelse, som det havde kort ved første møde med denne. Det kriblede i næseryggen og bihulerne, som det mentale illustrerede bevis på at den vampyrregent han selv havde set efter da denne var barn, havde haft en vis form for omgang med dæmonen. Jean havde heldigvis ikke opfanget alt, men nok til at konkludere et enkelt ord med sikkerhed: Affære. I store træk.. forstod han ingenting. Han kunne ikke tillade sig at læse Lucifers tanker og han havde ikke lyst til at rode i dennes og miste al værdighed ved et rødmende ansigt. Han bevægede sig.. Forbi hylder og borde inden han kom tættere på dem. Hans øjne faldt på Noir som sendte et muntert miav imod ham. Jean vrængede. Møgkat. Morder af litteratur! Terrorist! Viking! Katten lagde ikke mærke til det. Den elskede Jean, men Jean afskyede hvert skridt den tog og hvert hår den fældede på de antikke fløjlstæpper i gangene. Da vendtes hans blik på Ma’lakel og bogen han læste, samt kødet han spiste… NÆR BØGERNE!? Hvad hvis der kom kødsaft på?... Jean rømmede sig kort og betragtede stakkene overalt. Han var igen iført et jakkesæt.. Denne gang i en lys grå farve og med en hvid skjorte og sort slips. Casual formal.
”Jeg går ud fra at Mon Sauvage har..” Han stoppede og fik pludselig et meget mistænksomt udtryk i ansigtet. Halskæden Ma’lakel bar. Hans blå øjne lyste og afslørede en meget lys grålig pupil. Hans teori ramlede om fødderne på ham. Han havde foræret Ma’lakel Les veines treizième? Sådan uden videre? Trods Jean stirrede begyndte han langsomt at fortsætte sin sætning: ”..godkendt Deres ophold..” En ny form for respekt boblede op, som var det kogende. Det blå, overraskede udtryk bevægede sig til Ma’lakels ansigt igen og han stabiliserede lettere usikkert på sit udtryk. Han havde en høj tendens til humanitet til trods for sin alder og havde ikke samme vampyriske egenskaber, som de fleste havde på stedet. Jean var den ældste af dem og dog var han den mindst vampyriske, dog stolt af sin post og sin race.

Ma’lakel lagde ikke synderligt mærke til den fornemme vampyrs tilstedeværelse. Denne fik på sin vis lov at gå rundt og sætte de ting som han skulle på plads uden Ma’lakel så ud til at stoppe sin talestrøm. Han var vel alt for begravet i historien, som Noir syntes at lytte med på, skønt denne sikkert ikke forstod et pip af hvad der skete, udover Ma’lakels reaktioner der krævede dens opmærksomhed gang på gang. Hans måde at fortælle på kunne fængsle et lille barn, havde han da nogensinde fortalt noget som helst i nærheden af en historie til et barn, eller ført en samtale med et, uden at den næste handling var – knæk!
Opslugt af selv sammen tanke spind, lod Ma’lakel sin udtale komme flydende, og fejlfri, som havde han aldrig nogensinde snakket andet end sit moderssprog, det fyldte ham med en nostalgisk glæde. Han var på toppen af et isbjerg, bestigende alverdens forhindringer, trak og rev i en pagaj for at kæmpe i store bølger, farende i sit skib på vej ud for at erobre endnu et land! Skønt han ikke var vaske ægte viking: da det var før hans fødsel, så elskede han idéen om dem, kaosset, togterne, alle de ting man kunne rive ud fra imellem linjerne når man læste om nordens barbarer! På grund af sin svage besættelse og indlevelse i historien lagde han ikke mærke til at Noir skiftede fokus pludselig, og først da en diskret rømmen kunne høres ikke langt fra ham, stoppede Ma’lakel i en form for ’freeze’ position. Hans ene hånd rakte en smule ud fra ansigtet som han havde været i gang med at beskrive noget da den milde rømmen kom, og de grønne øjnes pupiller klemte sig svagt sammen og lavede kort et hjerteslag. Han indåndede lugten: udød! Men det var ikke Ahngel. Han sank en klump og lod sin hånd falde, og bogen lukkes imens at han så op på vampyren der havde stoppet det lille opgør ude i forhallen. De gylden grønne øjne lå over denne som vampyren begyndte at tale, og Ma’lakels blik kunne minde om et barn der var blevet taget i at gøre noget forkert af en forælder. Dennes formelle udtale, vendingerne, og tiltalen af Ma’lakel i det hele taget vendte dog situationen en smule, og det barnlige i Ma’lakels øjne forsvandt og blev erstattet med en legesyge, der var på nieavu med Noirs, når denne endelig følte sig i et legesygt humør. Et kattedyrs blik og observation af noget, den fandt interessant.
Reaktionen som der kom da vampyren så det hals smykke der lå imod Ma’lakels bryst, opfangede Ma’lakel naturligvis også, observerede den udødes reaktion på det med stigende nysgerrighed, og selvom den udøde ikke lod det komme tydeligt til kende, så virkede det som om at Ma’lakel hurtigt opfangede at smykket gav han en anden betydning end hvis han ikke havde båret det. Ahngel havde også sagt at han skulle bære det når han bevægede sig rundt på palæet, og det kom til sin ret nu, hvor det syntes at have en virkning. Det var vel på sin vis et symbol på fredning?
En lille gnist skød igennem de gyldne øjne efter den fremmede vampyrs sidste ord. Han lod bogen ligge på skødet af sig, og førte upåvirket en strimmel kød op imod læberne og rev en luns af imens at han med uhyggelig præcision lod øjnene glide op og ned af Jean, som afklædte Ma’lakel ham bid for bid. En blufærdig vampyr ville vel føle ubehag ved det alt for interesserede blik denne blev givet, men denne var vel ikke forlegen? Eller var han?
Han tyggede og slugte inden han svarede den ældre vampyr, gav Noir en luns kød ligeså.
,, Hvis han ikke havde, ville jeg nok ikke befinde mig her, ville jeg?”, spørgsmålet var retorisk, og var vel kun til for at prikke lidt, provokere lidt, stikke lidt til den blonde herre.
Han klemte øjnene en smule sammen, imens han så ud til at tænke et kort øjeblik.
,, Jean.. var det?”, navnet blev udtalt på engelsk og ikke fransk.
Han greb fat i tallerkenen og lod fødderne dumpe ned på jorden hvor de hørte til. Rettede sig op så han faktisk sad på stolen og ikke halvt lå ned. Uden at være synderligt påvirket af Jean’s tilstedeværelse, lod han resterne af tallerkenens kød strimler sættes ved siden af Noir, for derefter at se tilbage på den blonde vampyr med et afventende, og dog stadig meget nærgående dyrisk blik.

Det løb Jean koldt ned af ryggen. Dæmoner og deres blikke. Han vendte afvigende blikket ud til siden, så han blev fri for at overvære det meget nærgående blik, som Ma’lakel sendte af sted. Jean var jo ikke klar over at det var typisk ham. Hans ansigt blev langsomt opgivende, som han fandt sig selv en kujon. Han vendte blikket tilbage inden Ma’lakel blev færdig med sin befamling med øjnene. Kort rettede han på slipset med den frie hånd. Han skævede til katten der allerede havde kastet sig over det resterende kød, som Ma’lakel skænkede den. Han kneb øjnene sammen. Ifølge hans mening forkælede man den kat lige rigeligt. Alene dens størrelse gjorde rede for de måltider den måtte indtage. Jean fandt det afskyeligt. Nu var han jo også så fredselskende som en vampyr kunne være. Han ville helst bare være fri for al den død og drab. Da talte dæmonen og Jeans ansigt strammede sig yderligere og hans ører gav et kort vrik. Hans lysblonde hår var smurt tilbage med en meget nøjagtig kam, som endnu havde bevarende tegn i det glatte hår. Det var lidt længere end Ma’lakels og lod sig først stoppe i en tynd tot ved nakken. Ingen uregelmæssige totte var at finde derpå. Man skulle næsten tro at han gjorde et stort nummer ud af det, men nej. Det var bare så pokkers medgørligt. Hans ansigtsudtryk tog en pålagt venlighed på. Typisk. Det burde han ha forudset. ”Sandt nok” Udtalte han oprigtigt og bevægede sig hen til bordet, hvor han placerede stakken med bøger. Noir gav sig til at bokse kælent i bogen og bordet under sig. Jean sendte den et advarende blik. Da blev han tilspurgt og han bevægede blikket imod dæmonen med et afklaret udtryk. Han rettede sig op rankt og nikkede ved sin præsentation. ”Korrekt. Jean Del’encore.” Hans udtale var, i modsætning til Ma’lakels, ærkefransk, dog tydelig for at vise hensyn åbenbart. Hans accent var ikke som Ahngels. Hans var mere rullende og udnyttede hver tone så meget som muligt inden det blev for meget, hvorimod Ahngel holdt en meget flad tone, der kunne minde om den canadiske dialekt en smule. Dog holdt han på de faste franske vendinger og ikke de canadiske. Man havde vel lidt stolthed i livet? Enten det eller også prøvede han bare at provokere den canadiske senator ved sine møder. Jean ville til hver en tid give sin herre ret i at det nok var en af de eneste senatorer der ikke rigtig var andet værd end hans embede.
Jean tog to af bøgerne ud fra stakken og lod kort deres rygge hvile imod bordet, dog støttet af hans hænder. Hans hud var en tone mørkere end Ahngels og længere henne i det kødfarvede end det hvide. Han var dog stadig bleg som en vampyr. Ingen tvivl om det. Han afgav et høfligt smil og løftede de to bøger til sig og gik imod den nærmeste reol. Han måtte lave om på sin position en enkelt gang for at finde den rigtige hylde. Guderne vide hvordan Jean bar sig ad med at finde rundt. Ulig de hylder Ma’lakel måtte ha fundet for at lede efter sit nordiske, var alle de franske tekster kun lokaliseret med et lille symbol med hyldernes toppe. Jean placerede de to bøger på anden nederste hylde. Han rettede sig op igen og jog en hånd igennem håret. Forebyggende imod totter. Han vendte sig og betragtede Ma’lakel.
”Deres navn var Ma’lakel kan jeg forstå på Mon Sauvage.” Sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå. Hans udtale af navnet var ikke helt korrekt, men han havde fanget essensen og tillagde det en fransk accent rent underbevidst. Under mødet var Ma’lakel blevet taget op som et løst emne ved slutningen. Alt der var blevet givet som viden var at Ma’lakel hed hvad han hed og at han ikke var en trussel. Jjean bevægede sig tilbage til bordet og lagde hænderne om to bøger mere. Han dvælede kort ved synet af den ædende (Og svinende) Noir, hvis poter var blevet let rødlige af at lege yderligere med maden end hvad Jean fandt rimeligt. Ergo overhovedet ikke. Pelsdyret svinede nok i forvejen. Den havde allerede gjort kål på bind tre i leksikonet. Hvad gjorde man nu hvis man pludselige manglede oplysninger om ting der startede med ’G’?! Et held at Jean var god til at hamstre når det kom til at rage litteratur til sig. Var det i bind, var det altid to eksemplarer. Men hvad med næste gang?! Øjnene blev atter advarende imod katten, som bare slikkede sig mageligt, som ville den med vilje provokere vampyren. Uden at se på Ma’lakel da, kneb han kort øjnene sammen, dog holdt den venlige overflade på ansigtet. ”Så? Hvad er Deres egentlige kontakt til min herre?” Han havde lykkedes at holde bitterheden ud af stemmen. Et eller andet sted… plagede det ham at denne var tæt nok på Ahngel til at få… Jeans blik strejfede halskæden.

Der gled et mageligt udtryk henover Ma’lakels ansigts træk da vampyren så ud til at blive påvirket af det interesserede blik som Ma’lakel gav denne. Sultent, næsten hungrede, med så stærk en effekt at det ligefrem ville kunne skabe en illusion af længsel hos dem der ønskede den følelse i Ma’lakel, men det gjorde den ikke nødvendigvis sandfærdig, eller korrekt. Jean’s ord blev kørt igennem Ma’lakels registre nogle gange for at sikre sig at han ikke havde hørt stemme før, andet end ved gårsdagens mindre opgør i forhallen.
De grønne øjne fulgte ligeså vampyrens lette gang hen med bøgerne for at stille dem på bordets overflade, ikke langt fra Noir der tilfreds gnaskede kødet i sig. Ma’lakel så hen på det sorte kattedyr, og man kunne et øjeblik fornemme en form for personlig forståelse for kattens nydelse ved at få æde, som var det Ma’lakel selv der spiste og ikke Noir. Men de gyldne dæmon øjne lå ikke over den store kat længe, og al hans opmærksomhed blev hældet over på Jean der efter Ma’lakels egen vurdering ikke så helt slem ud. Han fortrak dog stadig Ahngels marmor hvide hud, fejlfrie ansigts træk, og glødende røde øjne, frem for det tilbage redte blonde hår og de kolde briller der hvillede over næseryggen. Den stilfærdige tøj beklædning, var heller ikke noget som Ma’lakel synderligt brød sig om, men Jean vækkede interessere, krævede opmærksomhed, måske netop fordi Ma’lakel havde en teori om at denne ikke ønskede det, og langt hellere ville begrave sig i sit biblotikar arbejde. Men selvfølge ville Ma’lakel ikke give denne lov til det!
Han rynkede brynene som Jean udtalte sit navn i det langsomme dog fine fransk. En klar forskel fra Ahngels udtale og til Jeans blev gjort tydelig, men han synes nu stadig at den langsomme mindre prangende udtale var bedre. Måske fordi at den trods alt ikke gik så hurtigt at det eneste man fik ud af den var vullapyk. Usammenhængende ordsammensætninger der i sidste ende blev udtalt så hurtigt at man knap kunne nå at gætte sig frem til betydningen på det ene, før det andet kom!
Med stor nysgerrighed lagde han øjnene på Jeans hænder da denne greb fat om de to første bøger. Hud farven. Den var mørkere på sin egen måde, skønt den stadig var lysere end det normale menneskers, et bevis på at selvom Jean mindede Ma’lakel mere om et menneske end en blodsuger, blev denne stadig holdt kunstigt i live, af… hvad end der måtte holde dem i live!
Han vendte hovedet kort for at følge med i Jeans færd hen for at stille de resterende bøger på plads, og da denne spurgte indtil Ma’lakels navn, spærrede de gylden grønne øjne sig en smule op: han havde ikke fortalt den udøde sit navn på noget tidspunkt, havde han? I nogle sekunder så han en smule forbløffet ud, hvorefter det barnlige og legesyge lagde sig over blikket igen, og han betragtede Jean med en rolighed der virkede uhyggelig i forhold til at Jean lige havde sagt hans navn, da der kom en forklaring på det derefter. Ahngel havde sagt det. Uundgåeligt som det nok var, havde hans stab for ikke at nævne hans senatorer sikkert undret sig over hvorfor denne ville lukke fjenden ind i palæet, uden at flå struben ud på dæmonen med det samme. Han gav dog inden yderlige tegn på at det gav et stik af paranoia i ham, udover det letter overraskede blik, eller den dulmende lettelse som det fremkaldte at han nævnte Ahngel i sammenhæng med navnet.
Han måtte da også vågne snart, eller hvad?
Dog lagde de gylden grønne øjne sig atter over den blonde vampyr som denne gav Noir et lettere advarende blik, Ma’lakel kort opsnappede: han kunne ikke lide katten? Det undrede ham at denne ikke kunne lide så prægtigt et væsen som den sorte hankat der sat og guffede i sig imens den blev mere og mere blodig ved poterne. En dark klukken kunne svagt høres fra Ma’lakel da han fandt Noirs reaktion på blikket komisk, katten så ud til ikke at give a damn, omkring hvad Jean mente om den, og det i sig selv fandt Ma’lakel morsomt. Han satte sig med siden imod stolens ryglæn, med halv sprede ben, og den ene arm svunget over stolens ryglæn imens han rakte en hånd hen for at kæle for Noir i det denne fortsatte med at være… en kat? Og lige som hans fingerspidser nåede Noir’s sorte pels, kom det uundgåelige spørgsmål: hvad var Ma’lakels kontakt til Ahngel? Han nussede Noir, og skjulte mesterligt sin nervøsitet ved endnu engang at klukke let, for at fremvise en ligegyldighed, eller måske bare hengivenhed for det bæst som Jean foragtede.
,, Det går jeg ud fra Deres Mon Sauvage, allerede har fortalt Dem. Hvis ikke… ”, de dyriske grønne øjne lagde sig over Jean, med et rovdyrs uhyrlige dræberinstinkt, som havde Ma’lakel et øjeblik i sinde om at angribe Jean frem for at fortsætte sin sætning.
,, … burde De måske trænge ind i mit hoved og prøve Dem frem?”, et mindre smil kom fra Ma’lakel da han mente ordnende som en spøg, udover det var han ganske uvidende om Jeans evne til at lege med folks hoveder, men det var basisk viden at vampyrer havde den slags telepatiske evner, og som lejemorder havde han stødt på et par stykker med den ubehagelige egenskab!
Hans opmærksomhed blev da igen givet til katten inden han betænksomt vende blikket på Jean igen.
,, Hvad med Dem selv?”, lød det efter en kort pause fra Ma’lakel.
,, De virker… anderledes end de andre vampyrer… så jeg går ud fra De er speciel, og ikke bare biblotikar?”.

Dæmonen klukkede? Jean så overhovedet ikke det humoristiske og hans øjenbryn skød endnu engang i vejret. Dæmonen talte endelig og Jean spidsede ører da han forventede en længere forklaring, der nok kunne få en smule mere orden i hans teorier og hypoteser om sin herres forhold til denne… person? Om Lucifer havde fortalt ham det? Jeans blik blev henkastet i opgivelse. Hans herre havde været så indelukket det seneste år. Mere end normalt. Normalt tyede han gerne til Jeans råd og ideer, men denne gang havde Jean følt sig som en anden unge med alt for mange cafépenge. Hvad var et job værd hvis man ikke kunne udføre hvad man var god til? Selvfølgelig havde alfahannen kun ytret sig på det basale: Dæmonens navn og at han ikke skulle bekymres om. Ahngel havde under mødet, som Jean havde overværet ved hans side, sagt god for dæmonen og pålagt sig selv ansvar for denne. Det havde irriteret Jean og han havde protesteret til det punkt hvor Ahngel bad ham om at tie. Råd var vel spildt på det emne? Dæmonen talte atter igen og vampyren rettede sig op efter nogle sekunder blot at ha stirret på bøgerne i sin hånd. To romaner som han selv havde læst. Ma’lakels pointe tændte en lille gnist i vampyrens øjne som endnu et høfligt smil kom frem. Han var i sidste ende helst fri for det emne, men nu bad han jo selv om det. Smilet blev hurtigt lukket bag lås og slå som dæmonen sendte ham dette blik. Øjnene oplystes endnu engang til en lysere form af denne azurblå de før havde. Han rømmede sig og støttede atter bøgernes rygge på bordet, som Ma’lakel fortsatte med at tale. Hans status? En stolthed blussede op i Jeans bryst over hans egentlige vigtige erhverv. Hvem skulle i sidste ende tro at en halvblods ville ende på sådan en post som han selv. Han kom atter til at smile. Denne gang lidt bredere. Han beherskede sig og fik det atter ned til den almindelige venlige tone i stedet for det nærmest lallende udtryk.

”Min nuværende position er alfahannens rådgiver. Derudover fungerer jeg som kongefamiliens tutor, hvilket jeg hår stået for i to generationer.” Med det mente han at han både havde været privat lærer for både Ahngel i sine yngre dage og for dennes far for flere hundrede år siden. At lærer en kongesøn var et stort privilegium, men det var også sjældent at han kom til det. I øjeblikket stod han for myndlingens lærer af anvisning fra Ahngel, men hun var ikke nær så interesseret i hans lektioner, som dem med erhvervet i udsigt havde. Jean tav. At kalde det en kongefamilie var efterhånden et svært begreb at forholde sig til. Der var jo kun en enkelt. Vampyrens tanker gled over balsalens adskillige kæmpemæssige malerier der fulgte alle de tolv Lucifers og deres nærmeste. Det trettende maleri var endnu ikke malet, da Ahngel endnu ingen familie havde stiftet eller arving bekræftet. Jean havde tit haft sin tvivl om der nogensinde ville komme et trettende maleri. Interessen manglede hos hans herre.
”Og af rent principielle årsager, agter jeg ikke at træde ind i Deres hoved.” …igen. Hans blå øjne lagde sig på dæmonen igen. Hans ansigt var mistænksomt. Det havde været nemt for Ma’lakel at tale om emnet, hvis det blot havde været forretningskendskab eller et venskab med Ahngel, men han undveg? Jean var måske menneskelig til tider, men han var langt fra dum eller naiv. Trods hans knogler ingen større vægt end et menneske kunne holde og skønt hans negle ville knække for hårde overflader, havde han et hoved der gav meget mere beskyttelse end den gennemsnitlige vampyrs superstyrke. Han havde dog.. for omkring 150 år siden valgt at gå i en form for cølibat vedrørende hans drabelige instinkt. Han var nået den alder, hvor han ikke længere ønskede blod flyde på gaderne. Netop derfor deltog han heller ikke i de andres vampyrers nuværende jagt. Han havde fået nok dengang.. Nu var hans hoved kun tilegnet beskyttelse af sig selv, samt sin herre og som lager for den uendelige viden han i tidernes løs havde tilraget sig.

Han smilte atter. ”Men selvfølgelig.. Hvis det er i orden med Dem kan jeg da tage et kig? Det er vel ikke så vigtigt at ord er nødvendige?” Hans blik blev indgående. Man kunne spørge sig selv om han netop nu var inde og rode i dæmonens tanker eller om han bare stirrede intenst med dette venlige, bebrillede ansigt, der som Ahngel, bar et center domineret af de indgående øjne.

Han fulgte Jean med en kats præcision, med et dyrs behov for opmærksomhed. Hvis Ma’lakel kunne havde han sikkert forvandlet sig om til en brun stribet kat, på samme størrelse som Noir uden tvivl, og spinde hengivent af Jean, imens han havde slået panden imod dennes bukseben. Han forstod hvorfor katten brød sig om den blonde vampyr, skønt denne ikke viste større hengivenhed ved kattens tilstede værelse. Det var svært at beskrive men Ma’lakel begyndte så småt at blive umådelig interesseret, ikke bare i dennes lidt for menneskelige ydre, men også vampyrens tanker og generalle betydning for Ahngel og slottet. Måske blev han tiltrukket af Jeans rolige facade, der ligesom Ahngel i starten ikke var til anden nytte en at pirre Ma’lakel. Udfordrede ham, igen og igen, indtil at han ikke kunne holde det ud mere, og blev nød til at kradse porcelæns masken i stykker med neglende. Den skulle krakkeleres, for en værd pris. Flænset i stumper og stykker som den bog Noir havde massekræret tidligere på dagen. Samme tilfredsstillelse som katten havde fået efter at have revet og flået i sit offer længe nok, ville Ma’lakel ligeså få efter at have trukket i et par tråde, og fået en uventet men ønsket reaktion. Hvor han dog ville nyde det, hvis han kunne få den udøde til at lave et blufærdigt udtryk som da denne havde rødmet foran ham ude i forhallen. Selv samme billede dukkede da op for Ma’lakels indre blik, og han satte automatisk spørgsmåls tegn til hvorfor? Selvfølgelig var Ma’lakel uimodståelig (ifølge ham selv), så det var ikke noget under, men burde Jean ikke have rødmet over at se ham igen også? En kort skepsis kunne ses i de gylden grønne øjne. Det forsvandt dog da Jean forklarede om sit erhverv på slottet, og det med et smil på læberne og en udstrålling der beviste at denne var stolt over sit arbejde. Ma’lakel forstod dog ikke det vilde i det, han opdragede med andre ord børn? Barnepige, nej, nok nærmere palæets alt-muligt-vampyr. Ma’lakel skævede kort til den udøde da denne syntes at fare en smule vild i tanker, dog ikke på samme autistiske plan som Ahngel havde en mani med.
I tiden hvor Jean ikke sagde noget havde Ma’lakel igen rettet sin opmærksomhed på Noir, som han fortsatte med at nusse. Noirs tilstedeværelse fik ham til at falde ned, og forholde sig rolig omkring hele situationen selvom at han ikke brød sig om det spørgsmål han var blevet stillet tidligere. Alle de sætninger han var kommet med ville ikke fremstå troværdige nok til at han turde sætte ord på det, stabens elskede alfahan skulle også nødig få et rygte om at have omgang med en af Ma’lakels slags. Selvom Ma’lakel så sig selv som en gud, var han blot sin egen gud. I det franske hierarki havde han stadig blot en lejemorders rank, og skønt han var eftertragtet, så var han så status med en soldat. En konge og en soldat der havde romantiske affærer? Lød som starten på en hjerteskærende tøse film.
Da Jean talte igen, lagde Ma’lakels øjne sig over denne med et årvågent blik, lyttede interesseret til dennes ord, og efter Jean havde talt færdigt, kunne Ma’lakel ikke lade være med at grine. En mørk, og brummende latter, der til trods for at virke gruopvækkende i mange tilfælde, syntes varm og oprigtig i denne situation. Han havde vendt hovedet nedad da han var sat af i et grin, og rystede på hovedet da latteren så småt fik en ende efter nogle sekunder.
,, De skal være velkommen, men…”, et næsten flirtende glimt kom frem i hans øjne.
,, … pas på med hvad du roder rundt i.”.
Et smil bredte sig over de smalle brune læber, imens at Ma’lakel med vilje begyndte at tænke på noget bestemt: nemlig en yderst hed omgang med selv samme vampyr han befandt sig i rum med. Mentale billeder blev skabt hvor Jean var centret af dæmonens opmærksomhed, seksuelle fantasi, og dyriske begær. I alle mulige positioner rundt omkring i bibloteket, på bordet, op af bogreoglerne, på gulvet, på stolen, stående. Der var ikke grænser for hvor mange forskellige metoder den korrupte halv-dæmon kendte til. Dog ville tanker ikke så på i mere end et minut, men det ville vel være nok til at afskrække Jean fra at trænge længere ind end nødvendigt. Hvis denne kunne læse tanker, ville det ikke være utænkeligt at denne havde… Ma’lakel indså noget. Hvis Jean kunne læse hans tanker.. havde han så, i går aftens? Det kunne forklare dennes rødmen, men Ma’lakel havde intet følt.
Han prøvede at slå sine tanker væk ved at stille et spørgsmål, der overraskende hurtigt fandt vej til ham. Hvis Jean havde været mentor for de sidste to generationer, havde han også været mentor for Ahngel. Ma’lakel kneb øjnene sammen et kort øjeblik inden han spurgte.
,, Hvordan var han?”, kom det fra ham.
Uden at han nåede at tage højde for den lidt for normale måde han udtrykte sig på.
,, Jeg mener.. var han anderldes engang end fra nu, Lucifer?”.

// Sowwie er ikke så godt.

Dæmonen advarede ham? Jean var ikke synderligt afskrækket. Hvad kunne sådan en overhovedet finde på og i sidste ende havde Jean jo heller ikke intentionen om at træde igennem, men blot afskrække denne og få den til at ytre sig af egen vilje. Der gik tid med at Jean blot betragtede dæmonen efter denne så ligegyldigt havde grinet over bemærkningen. Det opløftede øjenbryn sad stadig som det havde gjort og gav ham et undersøgende udtryk. Ganske langsomt mistede han lysten til blot at forholde dette et skuespil til måske at få dæmonen til at ytre sig af manglende lyst til at lade vampyren rode tankerne igennem. Ligeså stille lod han sit sind åbne op for Ma’lakels, uden at det kunne mærkes eller ses. Roligt bevægede han et ikke fysisk legeme igennem hjerneskallen, som hvis kødlige fysisk roligt forvandlede sig til et spind af tanker og minder, alle sammensat i montager af billedfragmenter, stemmer og følelser. Svømmende et øjeblik ledte han. Forsigtig som han var… Indtil.. Noget blokerede hans passage til det underbevidste. En stor meningsfyldt pålagt fantasi dukkede op og trængte igennem, voksede sig større end de yderligere skatte der gemte sig derinde. Vampyren på ydersiden spærrede øjnene vidt og kæberne samlede sig så tæt, at man kunne høre det lille klik derfra, der tænderne ramte hinanden. Som før.. Dukkede det op. Denne gang hurtigere og mere tydeligt end den forhenværende nat. Jeans ansigt rødmede op og fik det lyse hår til at virke endnu lysere, samt øjnene virke endnu mere blå. Han brød det. Øjnene blev rettet ned imod bøgerne som han trådte ud af Ma’lakels sind med et raskt spring. Vampyren mærkede sin strube snøre sig sammen og udgøre et peb, som han kun selv ville kunne høre. Han sank en klump g rømmede sig inden han tog hånden foran ansigtet og rettede på brillerne endnu engang for at skjule sin rødme, mens han i hovedet blev med at messe hvordan han aldrig mere ville træde ind i den satans perverse hoved! Han rettede sig op som han samlede stumperne af sin resterende værdighed og fortsatte sin egen finpudsning ved at rette slipseknuden ligeså. Katten gav et højt: ’purr’ fra sig, som var det dens version af at grine hånligt af den blufærdige vampyr. Jean sendte den endnu et af sine strenge blikke, men den lukkede blot øjnene sammen og fortsatte med at spinde imens dens ansigt formede et lukket kattesmil. Jean vrængede diskret og afgav et suk, hvorefter den markerede rødme forsvandt ganske langsomt, som han gemte billederne væk. Som om de ikke ville dukke op med det samme næste gang han så dæmonen? Jean gøs indvendig. Det var efterhånden langt tid siden han havde tænkt i den genre. Dette havde dog været noget mere abstrakt end de fantasier han havde tilladt sig selv da hun stadig havde været rundt omkring. Det var vel også næsten 200 år siden nu, var det ikke?
Dæmonen talte atter og Jeans ansigt tonede sig ned til noget lyttende og observerende. Hvordan han var? Han kiggede først uforstående på dæmonen inden denne uddybede det. Lucifer? Hvordan han var? Vampyrens ansigt blev henkastet et gådefuldt lys, som havde dæmonen lige fortalt en fatal hemmelighed eller at vampyren ønskede at give nogen afdødes nærmeste sin kondolence. Han skulle ganske kort rive nogle år frem fra hukommelsen. 17 år i alt hev han frem fra det underbevidste, hvilket var ganske godt husket for en med så mange år på bagen, som Jean havde. Bøgerne blev lagt tilbage op på stakken. Han hev en stol ud fra sin vante plads under bordet og satte sig ned, foldede hænderne og placerede dem ovenpå bordet. Hans øjne lagde sig på Ma’lakel for en stund imens han gennemtænkte. Fortælle dæmonen om hans herres forhenværende opførsel? Han tøvede, men af noget rent instinktivt (Eller bare den pokkers halskæde om personens nakke) følte han sig på en eller anden måde forpligtet til det. Hans blik faldt på kæden der ikke syntes at brænde så meget i øjenkrogen eller lugte så djævelsk guddommeligt længere. Hans ene hånd fandt til ansigtet, hvor han tog fat i brillestellet og vristede brillen af sin næse og ører. Han lagde dem på bordet med glasset imod Ma’lakel. Hans ansigt virkede da mere klart. Han havde sin ungdommelighed i sin race, men hans øjne var tynget af alder, som en vismand til trods for at de sad i et ansigt der før havde rødmet som en ungdommelig fnøs på 150. Han havde ingen ar i modsætning til sin herre, dog et enkelt hul fra eventuelt et smykke i det ene blonde øjenbryn. Det var egentligt forunderligt at det ikke var helet for længst. Jean havde ikke regnet med at skulle kendes mere ved det da han tog seglet ud for mange år siden. Han påtog sig atter en høflig mine, men han smilte ikke.
”Tja..” lagde han ud med og foldede atter hænderne igen. ”Hans første par årtier var meget anderledes fra hvor han befinder sig nu, men alle, fra mennesker til os vampyrer, døjer med ungdommens rebelske holdninger og lyster. Men som han fik sit embede gik det ligeså stille i sig selv, trods han først ankom til det stadie han er i nu for.. cirka..” Han stoppede op og kalkulerede tallet i hans hoved. ”tyve til halvtreds år siden.”
Han ville gerne klappe sig selv på skulderen, men slog tanken væk. Noir løftede nakken og stirrede på ham. Nærmest bebrejdende. Jean gav et arrogant udtryk tilbage til katten, som ville han sige: ’Bland dig dog udenom!’. Ahngel var nok ikke den eneste alligevel der havde et internt forhold til katten. Hvor Ahngel i sidste ende holdt af katten som den holdt af ham, var Jean ikke gengivende den lettere skadefro kærlighed, som Noir kastede over ham. Når han nægtede at give en kærlighed, måtte man jo ty til andre måder at få opmærksomhed på. Sidste uge gik det ud over Jeans personlige (og antikke) mahognikabinet fra starten af 16oo-tallet. Det havde føltes sååååååååå godt imod Noirs beskedne små klør. Jean bar selvfølgelig nag som en kvinde midt i sit svangerskab. Jean gav sig atter til at ignorere den og kiggede han på Ma’lakel. Mission fuldført? Han smilede. Kun med munden dog.

Den sagte rødmen fra den blonde vampyr kunne ikke gemmes for Ma’lakels falke blik. Han fangede det hurtigt ud af øjenkrogen selvom Jean prøvede at gemme det. Det var bevis nok, han kunne gå ind i Ma’lakels sind, og gennem rode hans erindringer og minder, og det uden at Ma’lakel kunne forhindre det eller føle noget som helst. Det var virkelig ikke godt. Ikke nok med at Jean ville kunne finde små ting omkring ham selv og Ahngel, hvilket denne nok ikke turde efter at have rødmet over en så triviel fantasi, men han kunne ligeså finde ud af en masse hemmeligheder fra Frankrigs dæmon hierarki. Deriblandt Ma’lakels egentlige embede: vampyr slagter. Man kunne fristes til at kalde Ma’lakel for Stemmens Van Hellsing, skønt han var lige så stor ekspert i at udrydde Angelics. Stemmen, alle de detaljer denne kunne finde omkring denne, og få kendskab til de to andre: Kroppen, og Sjælen. Heldigvis for Ma’lakel var denne dog blufærdig og måske endda genert nok til ikke at fortsætte sin søgen, da denne hurtigt lod sig rive med hen på et andet emne: sikkert lige så ivrig efter at komme væk fra det forrige.
Ma’lakel så op på Jean da han tog brillerne af, og et lille hjerteslag fra dæmonens ovale pupil kom meget langsomt, imens han studerede Jeans brilleløse træk. Det var sjældent Ma’lakel fandt folk direkte attraktive, ikke siden Ahngel, efter han selvfølgelig havde set orgentlig på ham, og ikke på deres første måde. Men Jean var jo pæn, på sin egen menneskelige måde. Måske var det hvad Ma’lakel fandt attraktivt? Menneskelig træk, frem for udødes ellers karakteristiske stive former for smil og kropssprog. Et kort stik af fortrydelse prikkede til ham efter han havde tænkt tanken og betragtet Jean: hvad var det? Samvittighed? Følelsen af at forråde nogen ved sådanne tanker? Hah! Hvis ikke kan kunne tænke som han altid havde gjort, kunne finde visse personer attraktive uden at skulle bøde for det, gad han ingenlunde tage sig af den svigende fornemmelse i maven som dominerede et meget kort øjeblik.
Han klemte sine øjne en smule sammen da han lagde mærke til noget: ingen ar. Ingen skamfering af nogen art. Sølv stregerne på Ahngels krop kørte igennem hovedet på ham, og han kunne ingenlunde slippe et idyllisk billede af vampyren der sad let dækket af et hvidt lagen, i en åben vindues karm med ryggen imod ham, og det sorte hår skubbet over den ene skulder så det hvilede over brystet på Ahngel i stedet for på ryggen. Det gjorde ryggen og skuldrende helt synlige, samt lænden og ballerne. Alt dette imens at måne lysets blå hvide skær faldt over den udøde, og fik den marmor hvide hud til at lyse op, som en ramme der gik langs hele den udødes silhouette. De sølv lignende streger lyste opmærksomheds krævende op fra den hvide hud, ganske forsigtigt, som ville de bare lige give sig til kende hurtigt.
Han blev revet ud fra billedet det sekund Jean begyndte at tale, og alt imens havde Ma’lakel stirret på denne med et fjernt blik. Han kom hurtigt tilbage og lod blikket ligge ved Noir imens at Jean talte. Fortalte at Ahngel vel havde været en normal teenager, med rebelske tanker, og flygtige drømme vel sagtens. Og den han var blevet nu? Hvad var det? Godt eller skidt? Det irriterede ham, hvilket fik en svag rynke til at blive synlig ved det venstre næsebord, som en hund der var på vej til at vise tænder i utilfredshed. Selvfølgelig kunne et stabs medlem ikke se sin herres langsomme bortgang, dennes egentlige ønsker, og vilje. Jean var tydeligt forelsket i sit arbejde, og i sidste ende kunne Ma’lakel ikke lade være med at finde Jean ufattelig egoistisk. Så stolt af tal og orden, at han vel sagtens levede i en tids sat verden, i en overbevisning om at tingende var på en måde, og altid ville være på en måde: skulle hele strukturen ramle ville Jean selv, vel også ramle? Var denne fascination af bøger og litteratur, lære-arbejde og andet virkelig oprigtigt, eller et skalke skjul for noget helt andet?
Han så hen på Noir da den sendte Jean en pludselig stirren som var den enten uenig, eller havde sin egen indirekte mening. Igen vidste Ma’lakel ikke om katten var mere end en kat, men han vidste at han var enig med den i hvad end den så op på Jean for.
De grønne øjne så op på Jean da denne så hen på ham med et smil, som Ma’lakel tolkede triumferende, erko, endnu mere irriterende. Skuffelse, kunne ses i det grønne blik ligesom de azurblå så ind i den gylden grønne. Ma’lakel’s blik var levende på en overnaturlig måde, det afspejlede hans følelser og tanker til præcision, og i modsætningen til så mange andre brød han sig ikke som skalkeskjul.
,, Javel ja..”, kom det fra Ma’lakel.
Han rejste sig. En umådelig trang til at se Ahngel bredte sig pludselig i kroppen, hvorfor? Fordi han følte sig ensom, fordi denne måtte føle sig ensom! Umådelig, afsindig, helt surrealistisk ensom!
De grønne øjne så sig ganske roligt omkring, over de mange bøger der var blevet taget frem, han tårnede op over dem, da de stakke han havde lavet kun nåede ham til brystkassen. Det grønne blik så atter hen på Jean, og det lidt skuffede og halv irriterede blik, blev erstattet med en pludselig klarhed.
,, Jeg går ud fra at det vil tage Dem færre sekunder at sætte disse på plads, end det ville tage mig at få sat en af dem på plads. Så jeg overlader det til dem… De virker trods alt til at holde af deres arbejde.”, det sidste i hans tale virkede en smule bittert, men det var ikke spor tydeligt, kun hvis man kendte Ma’lakel og hans tone vejer, ville man kunne fornemme det.
Han trådte ud fra sin fæstning af viden, så han stod ikke særlig langt fra Jean, der skulle måske et par centimeter til, så ville de røre ved hinanden. Han stoppede da han var trådt ud derfra, tæt på den blonde vampyr, og så ned på ham med et lettere foruroligende blik: Ma’lakel virkede et øjeblik robot agtig, flået fra al menneskelig følelse, hvilket sikkert ville virke skræmmende for de fleste. Det mørkebrune, næsten sorte, hår var som altid redt tilbage men i modsætningen fra Jeans hang nogle enkelte totter ned foran hans ansigt hist og her. Han lænede sig ned imod Jean imens at han med en dyb seriøs stemme hviskede:
,, Læs mine tanker…”.
Skulle Jean, måske efter lidt tids tøven og overvejelser, gå ind i Ma’lakels hoved igen, ville en sætning poppe op, som sikkert var ment for denne at læse. Imellem tiden virkede Ma’lakel meget sikker på at denne ikke allerede var inde i hans hoved og rode rundt.
… Må jeg røre Dem?...