Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Atter blev smilet blot til en flad linje over Ahngels ansigt, men det hang lidt ved i øjnene imens han ganske kort rystede på hovedet og da så ned på Noir, som han nu kaldte den. Den havde allerede kastet sin kærlighed over Ahngel i stedet og bevægede sig i et provokerende ottetal om hans ben. Efter en enkelt omgang deraf, trådte Ahngel kort til siden, efterladende katten med et observerende udtryk imens dens pupiller syntes at blive større med en lyst til at lege. På skænken ved vasken lagde han tøjdyngen, som han kun meget dovent havde bukket en enkelt gang. Uret lagde han ovenpå efter kort at ha betragtet det et øjeblik. Da bar hans krop igen blottet, og hans fraværende blik, der syntes at falde lige længe nok imod ingenting, sagde noget om at der rent faktisk fandtes noget blufærdighed under den smukke hud, der ligeså udskød aftegningerne af hans ar. Nogle nye var tilføjet siden det sidste år, og ridserne over hans læn var blot akkurat stoppet med at bløde og blevet til en klistret skorpe. Ligeså var hans hals, hvor Ma’lakels bid havde været. Han healede langsomt disse dage. Alt for langsomt. Der var endnu glinsende pletter i de nye sår fra endnu ikke tørret blod. Ahngel rørte diskret ved halsen og så på hånden for at afgøre hvorvidt han stadig blødte og fik rigtigt nok farvede fingerspidser. Hans ansigt så dog ikke forpint ud af det. Han observerede vel bare? Han begyndte at bevæge fingrene imod hinanden og lod den røde farve kiles til hans hud og forsvinde for det blotte øje.
”Han reagerer på navnet: Noir.” Sagde han så og sendte øjnene imod Ma’lakel. Han nikkede en enkelt gang, lugtede til sine fingerspidser i et tankeløst øjeblik inden han gik om på den anden side af karret end hvor Ma’lakel var. Han søgte vandhanen og lagde hånden imod det ene håndtag. Da tøvede han og kiggede imod Ma’lakel inden han i stedet tog i det andet, skønt de var identiske. Han løftede op deri og slap imens vandet begyndte at fosse ud igennem hanen, der ligeså havde indskrebtioner der så antikke ud, dog ikke vestlige, men nærmere noget asiatisk. Vandhanen larmede lidt på grund af trykket fra det dampende vand der ramte karret og lagde ud med blot at gøre bunden bølgende for så gradvist at stige. Først langsomt. Da lagde han hånden imod vandhanens bagside, hvor han midterste finger syntes at trykke imod og forsvinde i et hulrum eller lignende. Et klik lød fra mekanismen der holdt de yderligere kilder lukkede. To steder mere begyndte der at løbe vand ud, denne gang ganske let farvet i en grønblålig nuance. En aroma var påsat dette vand og gik i et med dampen, som vandet gik i et med hinanden og atter blev transparent uden nuanceforskel. Han rettede sig op og så imod Ma’lakel imens karret blev yderligere fyldt, trods det ville tage nogle minutter, da karret havde den størrelse, som det jo havde, også selvom trykket fra hanen var så massiv at man kunne begynde at tvivle at den kunne holde og ikke pludselig eksplodere af irrationelle grunde.
”Man må sige.. du har timingen i orden.” Sagde han så. Der lå en grad sarkasme i hans stemme, men den virkede på en måde ikke nedladende imod Ma’lakel, men nærmere imod Ahngel selv. Da smilede han mørkt og udstødte et ganske kort: ’heh’. ”En briefing er vel på sin plads skulle jeg mene.” Han nikkede kort og skævede til Noir der atter havde besluttet sig for at være dumdristig og balancere på badekarrets kant, skønt den kunne risikere at falde ned i et vådt helvede. Den gik en halv omgang om badet og placerede sig med rank ryg ved hanen imens den med poten forsigtigt begyndte at undersøge de enkelte uregelmæssige stråler der skød udenfor vandstrømmen. Den vrængede og stoppede hurtigt igen. Karret var da halvt fyldt og Ahngel besluttede sig for at træde op på det lille trin der udgjorde en lettere tilgængelighed til det dybe kar. Han trådte deri uden at mærke sig frem først. Hvorfor skulle han? Det var ganske vidst nærmest skoldende, men det var vel for længst blevet en logik at Ahngel ikke tog den notits. Han havde hånden imod kanten inden han satte sig ned, hvor vandet allerede havde formået at nå ham til nederste del af hans mave. Han så igen imod Ma’lakel med et mere seriøst udtryk. ”Mine senatore fra Belgien, Senegal og Canada kommer hertil denne nat. Der skal gennemgås optælling af diverse sager. Blandt andet hvordan skaderne efter dit tidligere overhoved synes at lappes sammen.” Ahngel tav kort. Var Ma’lakel ikke kommet til tronen dengang… ville der være sket meget i løbet af det år der var gået. Hans skuldre sænkede sig ganske kort i et udtryk der syntes opgivende og fraværende. Skyldte han ham egentlig ikke..? Nej.. Det var irrationelt at begynde at tænke i de baner på denne tid. Et højt klik lød fra vandhanen og vandet stoppede med at fosse ud da dets mål var nået og vandet gik Ahngel til kravebenets start.. dækkende hans krop i det let farvede vand der fortsat sendte damp ud i rummet. Vandet var saltmættet og duftede af en blanding af kalk og metal. Ikke en lugt man normalt fandt sød, men nærmere naturel og intetsigende, selvom den meget vel ville appellere til sanserne. Ahngel lænede sig tilbage imod badets kant og så let over på Noir der var begyndt at undersøge hvorfor vandet ikke stod ud længere. Hans øjne sænkedes kort inden han lænede sig lidt frem for blot at ligge nakken tilbage igen og lagde vandet omfavne hans hår, der kort gik i et med de bølgende bevægelser og blev fjernet fra hans ansigt. Han rettede sig igen op og lænede sig tilbage, kiggende på Ma’lakel, hvor han så end måtte befinde sig i rummet til den tid. Håret klistredes til hans nakke og lod hans ansigt ligge frit, samt hans hals, hvor det før havde siddet uregelmæssigt over hver vinkel det kunne komme til. Hans højre hånd fandt vej op fra vandet for ganske kort at klø sig på tindingen inden den igen forsvandt ned i vandet.
”Så jeg antager at du ser vigtigheden i at det her forbliver mellem os.” Sagde han så. ”Til trods for vi i sidste ende står i gæld til dig for at få Zane af vejen, så er sådan et forhold uacceptabelt så længe du tilhøre det blod du gør… om ikke andet køn. Specielt i de her tider.” Tilføjede han ganske kort og vendte igen blikket frem for sig. Disse tider. Det var rigtigt. Det var ikke langt fra de dage, hvor kandidater skulle vurderes. Ahngel lukkede øjnene kort i og hvilede nakken imod kanten, pludselig ikke så opsat på at være travl mere. Han havde ikke gennemtænkt den tanke mens Ma’lakel var i billedet. Hans adamsæble bevægede sig idet han synkede kort. Hvorfor virkede hans pligt så ufattelig svær at bære når Ma’lakels ansigt dukkede op midt i billedet? Var han virkelig… i sidste ende? Ahngel åbnede da øjnene igen for at abstrahere for de tanker, som når man vil undgå ens eget hoveds dæmoner i et billede før søvnen. Kun virkeligheden, som selv kunne være så grusom, var nogen gange den eneste favn at holde når ens hoved ikke længere var et sikkert asyl.
”Om det er det samme som Shakespeares, kan vel diskuteres.” Da ville man ikke kunne vurdere om hans ansigt stadig var koldt eller om der var et usselt lille smil at finde, som kontrasterede hans seriøse blik.

Han betragtede vampyren, forventede et svar! Men fik endnu ingenting. Typisk. Typisk den udøde at lade ham synke hen i en dybere tvivl omkring alting, omkring hvad denne tænkte. Hvorfor helvede kunne vampyren ikke bare være som alle andre! Åbenlys! Men til forskel fra pøblen, var Ahngels kropssprog lige så fastlåst som dennes tanker. Ma’lakel havde svært ved at forstå meningen med noget så simpelt som et smil, og en antydning af morskab. Han indså at han var ved at blive blind. Blind som en muldvarp når det gjaldt vampyren.
De grønne øjne fulgte den underskønne vampyr herre, idet denne trådte væk fra den kuldrede sorte kat, som Ma’lakel gav et kort øjeblik af opmærksomhed. Den var nu engang blot et kæledyr, en kat, der viste sin herre størst hengiven og dennes gæster begrænset nysgerrighed – for derefter at dumpe dem så snart dens rigtige udkårende indtog rummet. De grønne øjne gav katten et: jeg-ved-hvad-du-har-gang-i-blik, åndssvage player.
Han rullede derefter med øjnene af sig selv, velvidende af Ahngel ikke kunne se det da denne på dette tidspunkt ville stå med ryggen til ham, eller i hvert fald være vendt imod vasken og opslugt af egen tanker. Genialt! Han kunne forudse en kat, men ikke en vampyr. Mentalt sparkede han sig selv over skinnebenet, og i nogle sekunder havde han det som om at en djævel og en engel sad på hver sin side af hans skuldre. Den ene stod med et smil på den venstre, skønt den var bundet ind med sorte tornede lænker, på hænder og fødder, og havde brækkede hvide vinger. Den anden sad lettere dovent, på hans højre skulder, og brugte sin miniature røde trefork som tandstik. Imens at dens tynde knoglede hale dansede over skulderens hud.
Begge så de præcis ud som Ma’lakel, dog var den på venstre side helt hvid i huden, og med lyst hår, men med samme øjne, og djævelen havde kuldsort hår og en meget rød hudfarve!
Engelen aede ham forsigtigt på kæbebenet med sine sammenbundede hænder, og hviskede at han lige så godt kunne indse hvad der var sket, i stedet for at tro på at han ikke længere var den Ma’lakel som i sin tid godt kunne finde ud af så simple begreber som følelser! Men djævelen lavede hurtigt et modspil, og lod treforken stikke Ma’lakel imens at den slap en kommentar om at han ikke havde hørt på det bevingede kræ til venstre, i flere århundrede, og med god grund! Den rejste sig op og drejede hans ansigt imod Ahngel, ved at skubbe med treforken. Dennes slanke men stadig markerede arme, skulderblade som let stod frem, ryggen der svajende svagt og ebbede ud ved baldernes perfekte figur. Ma’lakel lod hovedet dale en smule på skrå imens at han endnu engang lod blikket fæstne på vampyr-herrens krop, sultent, hungrende! Djævelen på hans skulder grinede ondt, og lod en kommentar fylde Ma’lakels hoved: den eneste grund til at Ma’lakel havde det som han havde, var jo bare på grund af vampyrens syndigt tiltrækkende ydre! Der var ikke mere i det, han var bare tiltrukket, som han havde været til så mange andre! Men engelen greb fat om Ma’lakels hage, og skubbede hovedet op, så han havde blikket imod Ahngels baghoved og hals, hvor et par fingre stille løb over det sted Ma’lakel havde bidt fat under deres samleje. Engelen hviskede endnu til ham; at han ikke ville føle sig mere tiltrukket af noget så simpelt som et underskønt ydre, hvis det havde været tilfældet ville en hver jo kunne manipulere med ham, det her var noget mere end bare det, det her var -… engelen blev skubbet hårdt væk fra Ma’lakel af djævelen der havde kravlet, mission impossible-style, over hans hoved med treforken i munden, og stod nu på venstre side ligeså, med treforken i den ene hånd, lænede sig op af Ma’lakel’s kind og så hen på vampyr herren med et vurderende blik inden den tilføjede: ville han virkelig være så svag at føle noget for sådan et dødt kreatur? Det var jo ikke andet end et lig der kunne bevæge sig, og ved det kunne man også fastslå at den sikkert heller ikke kunne føle noget. Engelen satte sig op på sine knæ og råbte at det djævelen sagde, var løgn, alt levende kunne føle, alt levende kunne elske! Djævelen spyttede englen i hovedet med et væmmet udtryk, og drejede treforken rundt i hånden for at hakke den ned i en af tatoveringernes snoninger! Der gik et stød igennem engelen og den faldt pibene sammen for fødderne af djævelen der endnu åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke før de begge blev opløst i en hvid imaginær sky, og Ahngels stemme skar vej igennem Ma’lakels væsen.
Han løsrev sig fra at have stirret uhæmmet på den udøde, og så hurtigt over på den sorte kat igen, ikke fordi at den var så spændende at dens navn krævede en bestemt opmærksomhed, men det var et godt skjul, og noget der kunne distrahere Ma’lakel fra at tænke for meget. Han gentog navnet i hovedet; Noir… Noir… Noir. Han betragtede katten kort inden Ahngel kom imod ham. Ma’lakel stod stille, mestrede at skjule sin usikkerhed, han vidste ikke om han skulle træde væk eller blive stående. Han forbandede sin egen pludselige nervøsitet. Ved deres første møde havde han været bevidst om alting, vidst præcis hvad han ville have og var derefter gået efter det, men nu… han var kuldret!
Efter Ahngel var trådt lidt forbi ham og lænet sig ned for at tænde for det varme vand, lod blikket sig atter glide over den marmor hvide krop, denne gang mere diskret end før. Han fulgte arene, både dem han selv havde skabt, og dem der var nyere end andre, samt nogle få af de gamle. Lod sine øjne glide op til vampyrens hals ligeså, og så på det dybe bidemærke han havde påført. Og da slog en tanke ham: vampyren havde ikke bidt ham?! Ikke som da de første gang lå beruset på et gulv; for ikke at nævne måtte vampyren være sulten, så det undrede ham at denne ikke havde taget chancen og spist af ham endnu.
Ma’lakel opfangede vampyrens tøven i det denne skulle til at tage fat om et håndtag men fortrød. Han så udtryksløst ind i de røde øjne. Og så til imens at vampyren greb det andet, og vandet løb ned i karet. De grønne øjne lå sig over vandet. Betragtede det som det begyndte at stige, men da et lille ’klik’ nåede hans øre lod han endnu engang blikket lægge sig ved vampyren kort, for derefter at betragte det som klikket udløste: duften fra det blålige vand, kildrede hans næse, irriterede den indtil at han vende sig til lugten, og kunne derved ignorere den, da den ikke var ekstrem nok til at Ma’lakel blev plaget af den.
Da blev hans opmærksomhed på vandet endnu brudt og han så over på Ahngel igen, og fik hurtigt opfanget den sarkastiske tone. Men det gav bare mere forvirring i Ma’lakel’s hoved. Og da det lille ’heh’ blev udstødt inden at de næste ord kom, kunne Ma’lakel mærke en dyb irritation forplante sig, men den forsvandt efter vampyrens næste ord. Briefing? De grønne øjne holdt stadig sit fokus på Ahngel, imodsætningen til denne der lod blikket flygte til Noir. Efter nogle få sekunders stirren på Ahngel, søgte hans øjne ligeså den sorte kat, der åbenbart synes at det var en genial ide at lege linedanser på karets kant, skønt at vandet var dampende varmt, og sikkert ville give katten en livslang traume, skulle den falde i!
Efter at have smilet en smule lusket af katten; med den bagtanke at det kunne være et underholdende eksperiment at få denne til ’uheldigvis’ at falde i, vendte han blikket imod vampyren igen, da denne besluttede sig for at det var tid at gå i vandet. Ma’lakel fulgte dog ikke med det samme, og skævede kort over til katten igen, som Ahngel trådte i vandet, som om at han ønskede en redning fra væsnet lige pludselig. Det her var i den grad en test!
De gylden grønne ulve øjne lagde sig over vampyren som denne var gået ned i vandet, tydeligt uhæmmet af massens skoldhede varme, men hvis denne havde kunnet føle varme ville Ahngel vel have trukket sig fra Ma’lakel i smerte mange gange? Det klare blålige vand passede til vampyren, tanken strejfede ham ganske kort, og unødvendigt, sammen var den blålige nuance i vandet og Ahngels hvide hud, i en smuk balance.
Han så hen på Ahngel det øjeblik han blev talt til, og trådte op på trinet der ville føre ned i karet.
Belgien, Senegal, Canada, senatorer, det lød for familiært og kedeligt. Et ganske almindeligt møde, der uden tvivl ville ende op i en lang snak, der i sidste ende kun havde én meget simpel løsning. Men Ma’lakel sagde endnu ikke noget, trådte ned i vandet, og lod hans hud blive skoldet af dets varme. Men det så ikke pinefuldt ud! Ma’lakel lod faktisk til at nyde det, da karet endelig sagde klik endnu engang, og han stod med vand til hofterne, så hans køn blev bløret. Han lukkede øjnene i behag, imens at man kunne se hvordan at den solkyssede hud blev mere og mere rød, som overophedet metal der fik en drabelig farve. Han tog en dyb indånding ingen han igen åbnede øjnene og udså sig sin siddeplads. Han søgte den modsatte side af Ahngel, og satte sig så de var parallelle, og sad ansigt til ansigt overfor hinanden.
Efter at havde sat sig med et veltilfreds udtryk, som dengang på bordegaet hvor han sad inde i kaminen flammer, søgte de gylden grønne øjne atter Ahngel’s røde. En smule afventende på mere, end bare den lille notits omkring at der kom senatorer fra nogle bestemte lande. Han betragtede Ahngel da denne rakte en hånd op for at klø sig på siden af hovedet, som man så tit havde set folk i tegnefilm gøre det, når de blev forlegne eller ikke vidste hvad de skulle sige.
Dette fik Ma’lakel til at rejse et øjenbryn af vampyren, inden at det denne sagde, fik givet Ma’lakel et meget sigende blik der udelukkende betød: det-ved-jeg! Men han så væk igen og lod vampyren tale ud.
Han sank lidt dybere ned i karet så han kunne læne baghovedet imod kanten og vandet dækkede det meste af halsen. Det uldede hår stod stadig ud i spontane totter, og truede med at blev mere pjusket og fedtet ad dampen fra vandet, hvis ikke Ma’lakel snart vaskede det. Han så ikke på noget imens at den udøde talte, mest fordi at han ikke vidste hvad han skulle fokusere på, der ville gøre ham mindre ubehageligt til mode. Men vandet dulmede de mange anspændte nerver i den store krop, og halv-dæmonen lade sine arme over kryds under vandet. Efter vampyrens tale, så Ma’lakel på ham igen. Med et blik der ikke gav særlig meget andet fra sig end bare: Ma’lakel – der betragtede en. Et blik, der trods det var stille og roligt, alligevel udstrålede personlighed og tilstedeværelse.
Hans blik fangede den diskrete synket af en klump i halsen, som adamsæblet blot bevægede sig en lille smule: men Ma’lakels årvågenhed var på et overnaturligt plan, når han endelig ville fokusere på noget.
Hvad tænkte vampyren på? Hvad gik igennem dennes hoved?
Han ville slå ihjel for at finde ud af det, men kunne indtil videre kun gætte sig frem til at det måtte være noget angående det han lige havde sagt. Og selvom Ahngel’s kropssprog så mere afslappet ud, kunne Ma’lakel ikke lade sig selv stole fuldstændig på vampyrens pludselige sindsro. Hans blik flakkede svagt da denne åbnede øjende igen: mærkværdigt og sært… da netop denne handling normalt ville indikere at personen der gjorde det følte skyld.
De næste ord efterlod Ma’lakel med en sær eftersmag. Han kunne tolke netop den sætning på en million måder hvis han ville, men den første der kom til ham, var en sørgmodig følelse som syntes at blive skabt ved at vampyren overhovedet benævnte emnet.
Ma’lakel lod de krydsede arme glide fra hinanden og skabte en skål med hænderne for derefter at plaske noget af det hede vand i ansigtet inden han sagde noget.
Han lod en hånd glide ned over ansigtet for at tørre de resterende dråber væk fra det, og satte sig op, så man kunne se det meste af halsen, lidt af skuldrende og kravebenet. Huden ville på dette tidspunkt være meget rødlig, den fadede dog ud de steder han ikke havde været i kontakt med vandet. Men tatoveringens var endnu så sort som den altid havde været, upåvirket af vandets varme.
Han så derefter tankeløst ned i det klare blå vand, og trak på smile båndet meget svagt: så det ville være svært at placere hvad meningen med det helt præcist var.

,, Det kan man håbe… ellers skulle en af os drikke gift, og den anden dolke sig i hjertet ved smerten over at se den anden dø…”
De grønne øjne rettede sig over på vampyren.
,, For ikke at nævne, vi skulle være håbløst forelsket i hinanden…”.
Sætningen fik det til at sitre i hele kroppen på Ma’lakel indvendigt, men blikket afslørede ham ikke, kroppen afslørede ham heller ikke, og efterlod halv-dæmonen neutral omkring udtalelsen.
Han tog en dyb indånding og åndede ud derefter, rakte begge arme op for at lægge dem langs hver af badekarets kanter, og lod kroppen få lov at slappe af, imens at han endnu opserverede Ahngel med et blik der kunne få de fleste til at skutte sig, og lade øjnene flakke for at flygte fra de sensuelle rovdyr øjne, blot for en kort stund.
Han lod tungen glide kort over de skarpe gule fortænder, så den gav et meget lavt smæld ved det, og vendte derefter blikket hen til katten, ved vandhanens side, selvom det ikke var den han talte til.
,, Og med hensyn til Zane, står ’I’ ikke i gæld til mig… den blev betalt det øjeblik jeg satte mig som hersker over Di Morga. Erko…”, de grønne øjne lagde sig på Ahngel igen, med samme intensitet som før.
Et bredere smil lagde sig over de lysebrune læber.
,, Har ’I’ intet at gengælde. Med mindre ’I’ så gerne vil give en frynsegode med i pakken… så siger jeg da ikke nej.”

Ma’lakel satte sig i badet og Ahngels hud mærkede kort vandets skvulpen imod det. Han tog dog ingen større notits af det. Det havde sådan set været hans ide at Ma’lakel skulle deltage i badet. Netop derfor Ahngel havde tøvet ved den kolde hane og i stedet ladt den varme fosse som havde den ikke gjort det i en million år. De varme bade var ikke blevet taget på palæet siden hun døde, havde de? Ahngels øjne fadede kort væk og stirrede imod vandet for en stund imens han blot opfangede udtryk og analyserede tanker for sit indre øje. Ma’lakels små bevægelser fungerede som et sløret baggrundsbillede over tankelaget der nu dominerede hans bevidsthed. Han rettede da øjnene fra sine stirrepletter i ny og næ for kort at fange et sekund af dæmonen foran sig. Betragtende den specielle farve, som hans hud gav fra vandets temperatur. Var det virkelig så varmt? Atter løsnedes hans øjenlåg og gav ham et fraværende udtryk imens han langsomt begyndte at stryge over sine arme, der kort kunne skimtes i vandets øverste lag. Han betragtede Ma’lakel da i en tid da denne udførte sit eget lille mønster. Den lille skål, dannet af de grove hænder, irriterede Ahngel en smule og hans ansigt strammedes kort i et køligt udtryk. Han sagde da ikke noget endnu.. fandt det på sin plads at lade Ma’lakel lægge låg på Ahngels bemærkning. Han føjede og fortsatte med at sprede vandet over sin hud, som nu var nakke og kraveben, hvor det sorte blod nu igen syntes at blive rødt, farve vandet lidt for bare at forsvinde i farven i modsætning til få stykker sårskorper som tog længere tid om at lade sig smuldre til det rene kemikalie i vandet. Langsomt blev såret mindre rødt og Ahngels lettere hårde bevægelser imod det ømme halskød, resulterede i at der blot blev efterladt et lyst ar, der akkurat skildrede sig ud fra de andre fordi det var så friskt. Det fortsatte dog blev at bløde i vandet for en stund i en ganske lille mængde inden såret syntes at give op for den dominerende mængde væske. Ahngels hænder blev ført op om hans tinding og redende håret tilbage med fingrene efter få genstridige totte havde besluttet sig for at miste grebet til den yderligere manke og klistre sig til hans ansigt, der nu igen var blottet fuldkommen. Nye ar dukkede op til fordel for den manglende skygge fra det sorte hår og det gav Ahngel et udtryk der ikke skreg af en mørkets skabning lige så højt. Var det ikke på grund af den avantgarde farvebalance i hans ansigt, kunne han, mens han sad der, sagtens tages for at være hvert andet væsen. Det lange hår flød atter let om hans nakke, som han havde ladet nå vandet ved at læne sig lidt tilbage. Igen virkede det lidt længere end det normalt ville. De få halvkorte spidser deriblandt var dog let gennemskuelige blandt de lange, dog mængede de sig som var de det samme, som var de stadig en del af fællesskabet, til trods for at de var brændte og uhelbredelige for det ene sekund.
Ahngel rettede atter øjnene op imod Ma’lakel da denne talte.. Startede ud med denne kliche af en kærlighedshistorie endnu engang. Ahngel strammede atter ansigtet, så musklerne meget vel ville lade ørene gi et vrik fra sig og vendes en ganske lille smule tilbage, som havde nogen sparket en vanddråbe i ansigtet på en kat med fingrene. Hvad skulle der til for at gøre ham mere seriøs? Ahngel samlede atter håret i nakken, så det stoppede med at drille hans halskød, hvis ar ikke bifaldt dets stikken. Han lukkede kort øjnene i, ikke bevidst dog, men blot imens hans krop syntes at være beskæftiget andetsteds og hans manglende vision åbenbart ikke blev opdaget. Da Ma’lakel dog satte betingelsen for hans eksempel, åbnede Ahngel øjnene af en mærkelig ny opmærksomhed og kiggede på Ma’lakel. Han kiggede tavst på ham et øjeblik, som var hans udtalelse kommet lidt bag på ham, vendte kort blikket inden han rømmede og frigjorde lethed i hans hals. Hans mønster, som kort havde ladet sig stoppe over den ’ubetydelige’ lille sætning, genoptogs atter langsomt imens Ahngels blik narrede omverdenen til at se ud som om noget andet var vigtigere. Det første og bedste punkt blev igen katten, som stadig sad med øjnene stift imod han selv. Ahngel hævede kort et øjenbryn af den, som foregik der noget internt. Den spandt flabet og begyndte da at trippe hen over kanten og først stoppe op da den sad ved siden af Ma’lakels ene hånd der nu lå på kanten. Den begyndte overmodigt at prikke dertil med næsen, men lagde ørene tilbage da den indså at Ma’lakel var for våd til at den gad at lege. I stedet satte den sig dumdristigt balancerende og gav sig til at slikke poten ren for livet løs.. Lod den lille lyserøde tunge bevæge sig igennem de nu strammede kløer uden bekymring om at kradse sig selv. Ahngels øjne hvilede atter på den for en stund inden han lod det glide ned til Ma’lakels hånd. Først da lagde han mærke til Ma’lakels alt for afslappede position. Troede han at det her var for at slappe af? Ahngel gemte sit vrængende udtryk ved at stramme ansigtets muskler yderligt og forblive kold for en tid. Først da havde Ma’lakels sidste ord trængt ind og Ahngel lagde da blikket til siden med et lettere afklaret blik, der søgte efter noget usynligt igen. Han mærkede kort smilet fra Ma’lakel og sendte blikket tilbage.. Passivt og observerende. Et opgivende suk slap igennem hans næsebord inden han rettede sig op, lod bandet skvulpe kort efter hans kontakt med kanten blev brudt. Han lænede sig først fremad og løftede knæene en smule, så den bøjende figur kunne ænses i vandet. Han støttede kort armene derimod inden han bevægede begge håndflader over hans højre skinneben, endnu for at fjerne Ma’lakels duftspor. Tale om duft… Ahngels pupiller indsnævredes let imens han atter betragtede Ma’lakels alt for afslappede posering, som ejede han stedet. Så Ma’lakel ikke på ham i det øjeblik, ville et mørkt og lettere irriteret udtryk dominere de røde øjne for en stund. Ma’lakel havde endnu ikke gjort noget ved sin lugt. Ahngel kunne stadig fornemme sine egne lugtspor over ham. Hans blod.. hans blodige sved og ligeså blodige scent fra hans seksuelle væsker. Dæmonen kunne i sidste ende ligeså godt tage et stort afslørende skilt i hånden. Vampyren rystede kort på hovedet inden han lænede sig yderligere frem, søgende kort øjenkontakt med et diskret irriteret og bebrejdende budskab i sig. Han skubbede sig da frem igennem vandet, imod Ma’lakel og hvis dennes ben ville være i vejen for ham, søgte Ahngel Ma’lakels højre knæ og skubbede det til siden for at Ahngel kunne placere sig lige foran dæmonen, siddende på knæ og derfor en del højere end Ma’lakels nuværende position. Han var tavs imens han kort lænede sig yderligere imod kanten, som Ma’lakel sad op ad. Hans arm søgte over den og bukkedes for at søge så tæt på gulvet som muligt. Noir brummede lyst i et kort håb om opmærksomhed, som desværre ikke blev givet, da denne ikke var hvad Ahngel rakte ud efter. En klirren ville da høres da Ahngel strøg fingrene over noget af glas. To eller tre genstande. Han havde før lænet sig lidt over Ma’lakel for at nå hvad han ledte efter og trak sig da den smule tilbage igen, så de blot ikke rørte hinanden mere. Hans hånd medbragte en mindre flaske af glas. Dens kanter var skarpe og glasset havde en azurblå farve. Proppen var et stykke gyldent glas for sig selv med et eller andet pyntende i den gennemsigtige midte. Ahngel betragtede det kort, førte dens prop imod næsen for kun at konkludere at det ikke var hvad han ledte efter. Han strakte sig igen imod Ma’lakel og lagde den tilbage for at fiske en ny op. Denne havde en rødviolet farve og dens øverste del var kandeformet og sølvbeslået. Som foregående duftede Ahngel kort til indholdet.
”Meget vel.” Sagde han så med en lettere ligegyldig tone og hældte noget af flaskens indhold ud i håndfladen. Væsken var tyk og elfenbenshvid, samt duftende af noget man normalt ville forbinde med sne eller regn, samt noget lettere bittersødt. Han gned kort sine hænder sammen inden han lænede sig en smule frem igen, søgte de grønne øjne og støttede albuerne på kanten akkurat så han ikke berørte Ma’lakels arme derpå. Underarmene søgte Ma’lakels nakke, hvor han langsomt begyndte at massere denne form for avantgarde sæbe ind i huden og hårkanten. Han ville da fortsætte igennem håret og da give sig tid til hovedbunden med et lidt for normaltudtrykkende ansigt, som var dette en selvfølge. Han smilede da en smule sarkastisk og vendte blikket fra Ma’lakels hår, der let ville begynde at skumme, og til hans øjne.

”Du har allerede for mange frynsegoder alligevel.” Hans stemme var konstaterende og kølig, men det ganske diskrete smil viste den smule useriøsitet der lå i det. Han tav da og lagde atter sin opmærksomhed på sine trykkende fingerspidsers fordeling.

Det årvågne blik fulgte Ahngels bevægelser og små træk, der nok ikke ville blive opdaget af normale mennesker, eller mindre fokuserede individer. Alligevel havde Ma’lakel svært ved at lade alt opmærksomhed hælde over på Ahngels krops sprog i stedet for dennes krop generelt. Det var en forbandelse, en del af at være en blind muldvarp. Hver eneste ting krævede netop Ma’lakels opmærksomhed, og det var svært at vælge det ene over det andet. Hvis han kunne ville han fokusere på alle tingende på en gang. Men desværre var sådan en overnaturlig multitasking ikke en del af hans medfødte dæmon gener, så han måtte affinde sig med at blive distraheret.
De grønne øjne søgte kort katten, da dyret bevægede sig imod ham, efter øjenkontakt med vampyr herren. Han vidste endnu ikke hvad for en forbindelse de to havde, om de virkelig var noget så simpelt som kæledyr og herre, eller om der lå noget dybere bag det. Selvom Ma’lakel havde et lige så dybt forhold til sin ’flok’ så kunne de ikke lave noget som telepati. De var trods alt kun dyr, og derfor kommunikerede Ma’lakel med dem enten ved hjælp af sit kropssprog eller lyde, der blev skabt i forskellige tonelejer.
Som det store dyr puffede let til hans ene hånd betragtede han den med et neutralt blik, der ikke sagde noget om hvad han tænkte eller syntes om dyrets forsøg på at udforske ham. Det så da også ud til at den sorte kat ikke fandt Ma’lakel særlig interesseret så længe han var våd, hvilket fik Ma’lakel til at give et diskret ’heh’ fra sig, og trække en lille smule på smilebåndet. Han kunne lide Noir, allerede fra første gang han havde set det pelsede bæst, men stadigvæk nærede han en mistro. Havde en formodning om at dette dyr, ikke bare var et dyr, men noget helt andet. Måske var hans mistro blot skabt ud fra hans paranoide forestillinger om at alt i palæet kunne sluge ham, fortære ham, eller på anden vis sørge for at det sidste man ville se fra ham, var hans livløse korpus! Men hvorfor havde han i grunden ikke sin gode ret til at tro det? Indtil videre var det eneste sted han følte sig nogenlunde sikker, i selskab med…
Blikket lagde sig hurtigt imod Ahngel som denne så over imod ham med et anderledes blik end før, og så bevægede sig imod ham?! Det blik der blev ham givet gav hurtigt indtrykket af at der var noget som Ahngel var utilfreds med.
Måske noget som Ma’lakel havde glemt? Eller gjort forkert?
Den afslappede halv-dæmon rejste hurtigt et øjenbryn, som en måde at spørge: hvad nu? – på. Han forstod endnu ikke hvad vampyren ville, og frustrationen over det, irriterede ham grænseløst.
De bøjede knæ blev let spredt til siden som vampyren bevægede sig yderligere imod ham, og denne ville til sidst sidde imellem Ma’lakels ben. En lettere akavet stilling hvis man spurgte Ma’lakel. Han lod armene dale ned i det varme vand igen, satte sine hænder imod karets gulv og skubbede da sig selv en smule længere op at sidde end han var før. Ligeså for at vampyren kunne komme tættere på kanten af karet, som Ma’lakel sad op af, hvilket Ma’lakel hurtigt fik indtrykket af denne gerne ville. Som Ahngel lænede sig over ham, så Ma’lakel afværgende væk fra vampyren, skønt at denne ikke kunne se ham uanset om han så ligeud eller ej. Deres kroppe rørte hinanden, og Ma’lakel spændte automatisk i hele kroppen. Mave musklerne blev mere markerede end før på grund af en sagte kilderen der begyndte fra hans mellemgulv og arbejdede sig op af imod brystet på ham. Han havde det som en åndssvag teenager, der for første gang så en nøgen kvinde. Patetisk, og ynkeligt! Hvad han ikke ville gøre for bare at kunne ignorer hans krops pludselige reaktion på noget så simpelt som nærkontakt. Men det var vel blot endnu et bevis på at englen havde ret, og djævelen tog for en gangs skyld fejl.
Ma’lakel bed tænderne sammen en smule imens at han formåede at forholde sig i ro, bildte sig selv ind at det hele var normalt og der ingenting var i vejen overhovedet. Da hørte han lyden af glas der blev rodet rundt med. De gylden grønne øjne blev spærret en smule op, som Ma’lakel indså hvad det var vampyren ville. Vaske ham? Han gav et lettere irriteret blik fra sig, og skævede over til vampyren, idet denne trak sig en smule, for at studere en flaske azur blå flaske. Blot for at konstatere at det ikke var det han ledte efter. Ahngel lænede sig igen imod Ma’lakel, og halv-dæmonen rullede irriteret med øjnene. Hvis vampyren havde sagt hvor tingende var, kunne han udmærket selv finde ud af det, men på den anden side: han spejdede ned af vampyrens arrede ryg, og fulgte rygraden ned til halebenet og balderne der ville være omfavnet af det varme vand. Et lille smil banede sig vej frem, imens at Ma’lakel lod perverse tanker indtage hans sind i de sekunder hvor vampyren stadig ledte efter den flaske, denne ville bruge.
Han løsrev sig dog det øjeblik vampyren trak sig væk fra ham igen, og så intenst på den lille violette flaske med det mærkværdige kandeformede udseende. Det nysgerrige nåede hans blik, og han fulgte interesseret med da flasken blev åbnet og dens duft nåede Ma’lakels sanser. Som indholdet blev hældt ud i vampyrens hånd, rynkede Ma’lakel på næsen af dets duft. Det lugtede vådt og træls, af regn og sne. Netop de to ting som Ma’lakel hadet allermest når det gjaldt vejr. Han rynkede utilfredst brynene og gav et lille fnys fra sig, som vampyren gned væsken imellem sine hænder, for derefter at sætte sine albuer på karets kant, og begynde at nusse den ulækre duft ind i hans nakkehår, med henblik på at fortsætte opad.
Først virkede Ma’lakel irriteret, og utilfreds. Som en lille dreng der ikke var tilfreds med den shampoo som hans mor havde købt til ham! Han lagde endnu engang armene over kors under vandet, imens at han fortsatte sit surmuleri lidt endnu. Men som de lange fingre kørte over hans hovedbund, syntes det utilfredse udtryk at falme, og Ma’lakel begyndte at nyde det mere og mere. Som en kat der blev nusset, lod han øjnene klemme sig en smule sammen i velbehag, og det var lige før man ville forvente at han begyndte at spinde lystigt og kælent. Men det gjorde han trods alt ikke.
De grønne øjne betragtede Ahngels ansigt en smule i det skjulte. Lod dem lægge over ham kort for derefter at glide hen og fokusere på noget helt andet. Men som denne gav et smil fra sig og søgte Ma’lakels ulve øjne, mødte han det røde blik. Ordrerne der blev talt, syntes kontante og upersonlige men så alligevel forrådte både smilet og en skjult undertone den kolde udtagelse, og gjorde dem drillende i Ma’lakels øre.
Ma’lakels blik gled væk fra vampyren igen da denne tav og endnu engang fokuserede på hans hår. Men selvom han gerne ville virke upåvirket af ordrerne kunne han ikke lade være med at give et skævt smil fra sig, imens at han så væk fra vampyren. Som var han kommet i tanke om noget han på samme tid fandt morsomt. Derefter lukkede han øjnene og tillod sig selv at nyde den lille forkælelse.
Han åbnede dem dog kort efter, og så imod vampyrens bryst: lod blikket glide ned over maven. Studerede arene over den hvide hud og lod tidsnok sin ene hånd række ud efter Ahngels maveskin. Han ville, hvis ikke vampyren stoppede ham, eller veg tilbage, lade sin pege finger og spidsen af lange fingeren glide hen over et af de nyere ar. Forundring dominerede da hans blik, imens at han betragtede den slanke krop. Rørte Ahngel som var det ganske normalt, som var det faktum at denne nussede shampoo ind i hans hår, normen! Og noget der var sket hundrede gange før!
Udover de nye ar, lagde han mærke til den smule tyndere som den underskønne prins var blevet. Foruroligende på sin egen måde: burde Ahngel ikke få mad nok? Nu var han trods alt var i sit eget palæ?
Ma’lakel havde aldrig spist så godt, siden han blev hersker, det var en ting der var sikkert! Derfor undrede han sig over hvorfor Ahngel ikke havde taget på i stedet for at have tabt sig, måske havde denne ikke haft tiden? Men burde hans tjenere, ikke sørge for at deres herre fik næring nok?
Han tøvede kort, men efter nogle få sekunder røg ordrerne ud af ham.

,, Du har tabt dig…”, sagde han ganske lavmælt.

Som var det ikke ment til at Ahngel skulle høre det. Hans toneleje virkede surrealistisk, og alt for… bekymret? Man kunne aldrig forvente medlidenhed eller medfølelse fra Ma’lakel, og da slet ikke bekymring, da de to først nævnte udelukkede det sidste.
Men i dette tilfælde bed han mærke i det, og havde et behov for at konstaterede det sprogligt. Normalt ville han måske lægge mærke til det kort, for så bare at skyde det væk igen lige så hurtigt som tanken var blevet tænkt. Men… var det ikke unormalt for vampyrer at tabe sig? Forblev de ikke som de altid havde været? Eller var Ma’lakel’s viden på det punkt, også bare et folkekært rygte?

En rytme havde dannet sig, og i stedet for en uregelmæssig nulren af Ma’lakels hovedbund, var Ahngels strygende bevægelser symmetriske med begge hænder og ikke i fart, til trods for han gerne ville udtrykke at tid ikke var hvad de havde mest af ligenu. Det var vel hans egen måde at udnytte tiderne hvor viserne ikke bevægede sig for en. Mellemrummene mellem de vigtige tider. Hviletiderne i et bad.. i en seng.. med en partner.. med sig selv. Som Ahngel fortsatte og lod fingrene bevæge sig længere imod nakken, bøjede han nakken lidt og mistede sit fokus i øjnene og lod blot øjnene hvile imens hans fingre arbejdede for, tilsyneladende, at få gjort Ma’lakel ren, som var han ikke selv i stand til det. De lange strøg der blev lavet om til lettere hurtigere ryk og rytmen der lå i den nu mere massagelignende berøring, viste at dette ikke var noget fremmed for Ahngel. Han havde prøvet dette før. Han havde før gjort de bevægelser og det var en nostalgisk følelse at låse op for de for længst gemte færdigheder, som han engang praktiserede meget mere end han gjorde nu. Det var vel også grunden til at Ahngels øjne gled lidt ud i ingenting. Hans ansigt var blevet udtryksløst og fraværende igen. Han tænkte nu ikke på noget markant bemærkelsesværdigt, observerende eller skræmmende. Han… hvilede vel bare? Som Ahngel indså hans position synke til og hans hænder blive langsommere, mærkede han dæmonens fingre røre hans maveskind. Den velkendte prikken fór igennem ham som var det strøm som kun Ahngel kunne fornemme. Han rettede nakken op igen og så imod sit foretagende imens hænderne atter genoptog deres mønster, nu mere rutinelægget end den før nærmest passionate bevægelse. Ahngel rensede halsen og så igen lettere koncentreret på sit arbejde imens han forsøgte sig på at holde masken, som var dette noget han gjorde af alene det faktum at Ma’lakel ikke selv gjorde det. Den lette sitren fra Ahngels hud efter berøringen bed da sin vej igennem hans rygsøjle et par gange, så et velkendt gys kunne mærkes, men ikke ses. Da talte Ma’lakel. Da konstaterede han noget. Påpegede Ahngels figur, som Ahngel ikke havde tænkt videre over i et par dage nu. Hans krops lettere forandring til det værre. Som en kort fysisk reaktion strammedes mavemusklerne kort. Hans øjne lå fortsat på Ma’lakels hår i en tid, imens han gennemgik emnet i hovedet. Han havde selv spurgt. Spurgt igen og igen. Mange gange fik han svar på noget så hverdagsagtigt som hans jagen og æden af væsener. Det havde været ufatteligt svært de dage. Faktisk startede det blot en uge efter han var kommet tilbage fra Terre. Da stoppede han med at kunne drikke af diverse racer.. Sagde at han blot ikke fandt nok kvalitet i blodet. Fremstod stærk, kræsen og fintfølende som en royal nu gjorde. Dog var alt dette ikke problemet i sidste ende. Ahngel var i live og blod flød endnu i ham, så hans fortyndede figur havde ikke noget direkte at gøre med hans mangel på blod. Derimod svækkelsen af hans styrke og stabilitet havde noget at gøre derved, samt hans lette udmattelse for tiden. Der skulle ufattelig lang tids venten på at en vampyr døde af tørst. Flest gange ikke sket. Når væsenet mister så meget i blod, i hvert fald af en vampyr i Ahngels kaliber, ville de dog tørre ud og gå i en dvaletilstand til at de enten fik en meget nær scent af blod indenfor deres territoriale omfang eller blev fodret. Skete det dog ikke igennem århundrederne, ville de langsomt miste knoglestruktur for til sidst at blive til støv. Vampyrer som Ahngel kunne holde sig oppe og gående i meget lang tid inden de mistede denne bevidsthed. Leve ville ingen vampyr kalde det… nærmere overleve.

Ahngel øjenlåg sænkedes til det halve inden han let strammede kæberne.
Først havde det været det mest simple. Noget så delikat som en engel virkede så smagløs. En aspara var metallisk og blodet fra hans medvampyrer føltes som at drikke af flydende støv. Hans eget blod kunne han acceptere, men ikke leve af. Bidemærkerne på hans fingre var vel for længst opløst i vandet der indtrængte hans hud. Han bevægede kort tommelfingrene over pegefingrenes sider for at bekræfte og fortsatte da, endnu stille for et sekund eller to.

”Virkelig?” sagde han i et stemmeleje der for en gangs skyld gav det hele væk, som var der egentlig ingen kapper eller masker over Ahngels person. Selvom tonen ikke havde haft skyggen af sarkasme, var den utroværdig. Hans tone var død og automatisk, som havde han et øjeblik glemt alt om at netop denne bemærkning skulle få Ma’lakel til at tro at han ikke havde haft den fjerneste anelse om sin forandring og dermed bilde ham ind at han efter den lange tid hvor de ikke havde set hinanden, blot skulle vænne sig til synet af den tynde krop igen. Ahngel lagde da igen blikket imod Ma’lakel og en gnist fyldt med autoritet og sandfærdighed syntes at skimme igennem. Det var ganske vidst en reaktion, som han med årene havde lært sig selv for at få sig selv til at fremstå så fortrolig som muligt. Ganske vidst et lidt ufint trick, men hvorfor ikke? Hvorfor egentlig ikke?…Hvorfor..?
Hvorfor var det så svært at holde stumperne samlet når dæmonen var til stede? Han huskede det alt for godt fra den tid der lå bag dem. De røde øjne hvilede på hans, søgte ind og prøvede vel at gribe fat.
”Mon ikke bare din fortolkning af mig er blevet en smule anderledes end da jeg befandt mig i Terre?” sagde han så, udled et ganske kort, falskt, dog ikke til at vide, smil fra de kolde læber. ”Tidsintervaller har for vane at lege med ens billedlige fortolkning af andre, såsom hårlængde eller faktiske form.” Hans hænder stoppede kort op, lod sig glide igennem den nu opskummede masse og tog noget af det med sig med hænderne og ned over Ma’lakels tindinger, nakke og dernæst over ved halsen. Han fulgte hænderne med øjnene. Gnisten var død. ”Jeg opfanger ingen radikal ændring af min krop.” sagde han så og håbede på at det ville vende emnet om og lægge det til dvale. Han mærkede en let dunken ved sit kraveben.. Optændende puls. Hvorfor? Ahngel tænkte ikke videre over hvorvidt hans fysiske skjolde var nede og tog den venstre hånd til sig, for undersøgende at placere den på nakken for at mærke pulsen for en stund. Sjovt.. Han fandt hans hjerte helt roligt… så hvorfor denne puls? Øjnene lukkedes igen halvt og søgte ned fra Ma’lakels øjne. Hans anden hånd mistede det rensende mønster og hvilede nu i stedet bare ved skulderen imens Ahngels resterende virkede optaget af at fortolke og forklare hvad der foregik i hans krop. Et øjeblik kunne det mærkes… at det gjorde ondt. Det beviste dog blot at hjerterytmen aldrig rigtigt stoppede. På sin egen groteske måde var det betrykkende. Mange af hans artsfæller havde ikke det bankende hjerte.. Langsomt.. ganske langsomt begyndte de at kunne ses igen.. Delvist på grund af pulsen og delvist på grund af den temperaturforskel som hans hud blev udsat for, trods han ikke mærkede den. Hans krop var som sagt kold, men mens hans hud blev skoldet, ville blodårene ligeså træde lidt frem fra huden.. fik ham nærmest til at se en smule gennemsigtig ud, til trods for at det netop kun var disse man kunne så.

Ma’lakel undrede sig fortsat, imens at han lukkede øjnene skiftevis i velbehag. Han nød det. Nød det selvom at han i starten havde fundet det fornærmende at blive vasket. Men nu måtte han erkende at det var en frynsegode han ikke ville have undværet! De spidse fingre der gled over hans mørke hovedbund, nulrede den elfenbens hvide væske ind i det tykke mørke brune hår, der efter lidt tid ville give efter at lade sig udfiltrer i takt med at Ahngel fortsatte.
Ma’lakel tillod endnu engang en af sine fingre at glide over den smukke lyse hud, imens han ventede på en reaktion fra vampyren. Fingrende gled ned langs de grålige sølv ar, der alt efter hvor gamle de var, lod sig fade ind i vampyrens ydre mere og mere, og blev ligeså meget en del af ham, som alt andet.
Ma’lakel havde lyst til at gribe fat om Ahngel, trække ham tættere på og pressede sine læber imod samtlige ar: kærtegne dem, som var de ikke afmærkninger fra andre væsener eller han selv, der havde påført smerte, men noget helt modsat. På den anden side var trangen til at kysse de lyse sølvgrå ar måske netop fordi at de var et symbol på smerte. En smerte der kun kunne lindres ved kærtegn, ved ømhed, ved det modsatte af hvad de selv var. Men uanset hvor meget man så lod sine bløde læber glide over det sårede hud stykke så ville det aldrig falde helt ind med resten af kroppens blege udseende. Altid forblive der, som en påmindelse om at man havde undergået en smerte, og man kunne aldrig flygte fra det. Tiden kunne ikke læge alle sår, bare gøre dem mindre synlige.
Efter at have set på Ahngels krop med et næsten fascineret blik lod han de ulve grønne øjne søge vampyrens, for at se på dennes ansigt som han vidste bar ar lige som kroppen. Der var bare en forskel, det største af disse ar havde han selv påført den udøde prins. Men da fangede hans blik noget, meget diskret og småt: Ahngel strammede kæberne og hans øjne sænkede sig ganske svagt i. Som havde Ma’lakel ramt noget der ikke syntes at være et helt ligegyldigt emne. De gylden grønne øjne rettede sig ligeud igen, hvorefter at han så på ingenting, stirrede hvileløst på vand overfladen der lod sig vippe en smule fra side til side, alt efter hvor meget de begge bevægede sig. Han sad dog stadig stille, og lod da blikket glide til vampyrens overkrop igen idet denne talte. Med en stemme som Ma’lakel ikke kunne opsnappe sarkasme fra, men den virkede stadig ikke helt oprigtigt. Det hele bekræftede i bund og grund Ma’lakels ide om at der måtte være noget på netop det emne der tyngede den udøde, eller i hvert fald fik denne til at give ’det’ udtryk. Men så syntes Ahngel at ville have hans blik, og Ma’lakel gav denne hvad han ville have. De gylden grønne dyriske øjne så ind i de glødende røde uden at vige væk, til trods for den overvældende sandfærdighed og oprigtighed som Ahngel prøvede at give en illusion af. At vampyren netop gjorde det, og oveni begyndte at tale om at det var Ma’lakel der garanteret bare havde glemt Ahngels kropslige udseende og størrelse, gjorde bare halv-dæmonens tvivl stærkere. Hvorfor ville den udøde lægge så meget i at overbevise ham, hvis det i sidste ende var noget ubetydeligt? For derefter at sende Ma’lakel et smil, der virkede malplaceret. Nej, hvis Ahngel havde fundet noget ubetydeligt, ville han ikke smile af det, hvis denne havde fundet noget ikke var vigtigt ville han ikke bruge kræfter på det. De få gange Ma’lakel havde set Ahngel give et smil fra sig, var enten hvis han skadefro fandt noget morsomt, hvis denne blev opslugt af sine tanker og derved kom til at give et smil fra sig, eller når han ville dominere: prøve at overbevise en om noget som egentlig ikke var sandt, eller få en til at tvivle på ens egen dømmekræft, og derved give Ahngel overhånden. Skønt Ma’lakel ikke havde tilbragt størstedelen af sin tid med vampyr herren, glemte han sjældent, og de gange vampyren havde skænket ham et smil lå stadig solidt inprintet i hans hukommelse.
Han holdt sit blik på vampyrens selvom at et kildende kulde gys skød ned igennem kroppen på ham, i det den udøde trak noget af sæben fra håret hen til hans tændinger og videre nedad.
Men de grønne øjne så stadig intenst ind i de røde, ligesom vampyren havde prøvet på at overbevise Ma’lakel om hans oprigtighed med blikket, så Ma’lakel ligeså ind i de rødglødende øjne for at grave sig vej ind til sandheden.
Og da forsvandt det. Det der ville overbevise, og Ahngels ord gled ud fra de smukke læber og bed Ma’lakel som en smuk hvid pyton. Men dens gift virkede ikke.
Han betragtede Ahngel i tavshed lidt endnu inden at hans blik gled hen på dennes hånd der søgte Ahngels nakke. Ma’lakel observerede nysgerrigt hvad der skete, og kunne ud fra Ahngels handlinger og blik, tolke at der måtte være noget galt. Endnu en bekræftelse i hans teori om at emnet ikke havde været så meningsløst igen.
Han lod vampyren dvæle i sig selv i nogle sekunder før at han rakte en hånd op imod dennes ansigt, lod en den lægges imod den side af den udødes ansigt som han vidste at han selv havde skamferet. Han brugte sin tommel finger til at glide fra øjenbrynets kant og langs øjets kogle struktur, inden at han ville lade sin hånd glide om bag vampyrens baghoved, kælent over de sorte tråde og glide ned til dennes nakke, for at finde de fingre som Ahngel holdt på et bestemt punkt, hvis ikke denne hurtigt fjernede dem, ville han lige så stille ligge to fingre ved siden af vampyrens og mærke efter, hvad det var der havde optaget Ahngels opmærksomhed så pludseligt.
De gyldne rovdyr øjne havde imellem tiden fæstnet sig på den udødes ansigt, så hvis denne søgte hans blik ville Ma’lakel se tilbage på ham.
Hans blik havde dybde: det indeholdt både nysgerrighed, årvågenhed, og en afklaring der ville syntes foruroligende. Hans kropssprog var roligt og behersket skønt at den stadig reagerede voldsomt på at røre ved Ahngel. Hele kroppen dirrede bare ved den svage kontakt imellem hånden og Ahngels kind. Og så, med en stemme og et blik som ikke prøvede at overbevise eller vildlede, sagde han med en snert af skuffelse i den:
,, Jeg tror ikke på dig…”.
,, Hvorfor skjuler du dig igen, når du godt ved… at jeg kan se dig? Du siger ikke sandheden.. tror du virkelig ikke at jeg kan se det, at jeg er blind?!”, han klemte svagt øjnene sammen.
Han trak svagt på smilebåndet og gav et hurtigt skævt smil der falmede få sekunder efter det var kommet til live.
”At du kan narre mig?”.

Han vidste hvad det næste ville blive: enten ville Ahngel holde fast i sin bortforklaring, og vifte Ma’lakel af ved at sige at han var gal på den, eller også ville denne gøre noget for at komme udenom, for at afværge situationen. Men hvilken af dem det blev, kunne Ma’lakel endnu kun gætte sig til.

Atter mærkedes en prikken over Ahngels skulder, som den velkendte ubehagelige fornemmelse formede sig som et gys derover og smøg sig i samme retning som blodårer, ar og knogler. De tomme porer i hans hud virkede pludselig iltre og uharmoniske imens en let vejrtrækning kom for at stabilisere blodets pumpe lidt. Ubehageligt. Heldigvis kunne det være mange fold mere smertefuldt. Som et sidestik.. blot i brystet, som gjorde en vejrtrækning nødvendig, dog pinende i en langsom kaliber. Ahngel hævede ganske kort skuldrene i et meget diskret åndedrag inden han sænkede dem igen, afklaret med at ubehaget var ved at dø hen igen. Hans blik vendtes da op. Noget forstyrrede kort hans lille ritual der de sidste 8 måneder havde været en daglig ting. Hvad der triggerede pulsen, ubehaget og den utilfredsstillende følelse af at lade det dø hen igen, var ikke noget Ahngel kunne definere. Ahngels øjne løftede sig fra stirrepunktet og mødte Ma’lakels hånd imod hans ansigt. Et gys flød derfra og Ahngels pupiller snævrede sig lidt ind. Hvorfor virkede sådan en simpel berøring så radikal, når det ikke var mere end minutter siden den slags berøring lå dem helt naturligt. Ahngels forundrede og kort uforstående blik mørknede sig og hans øjne blev atter dunkle og hæmmede, samt hans mund lukket. Han bevægede kort ansigtet lidt til siden som Ma’lakel fandt om bag hovedet og rørte det våde hår for blot derefter at tage føling med punktet, hvor Ahngels hånd allerede var fæstnet. Heldigvis var pulsen ikke så ophævet mere, så det ville være svært for Ma’lakel at mærke den egentlige forskel. Eller… igen kom det an på hvorvidt hans hukommelse stemte overens med virkeligheden. Han havde før rørt halsen. Han havde før ædt af den. Taget del i selve denne puls. Diskret.. Ganske diskret søgte Ahngels tommel og pegefinger imod Ma’lakels knoer… blot for at ænse et øjeblik.. Beskyttet af en bevægelse der så ud som om han blot gned halsen et sekund. Ma’lakel gjorde sin pointe og Ahngel hævede et øjenbryn. Fejlet? Hvorfor overraskede det ham ikke? Ma’lakel havde efterhånden ikke kun én gang formået at se igennem maskerne. Belastende dæmon. Ahngels blik blev langsomt stramt, som satte han et psykisk forsvar op imod en trussel og ikke en konstatering. Det var nemlig… truende. Faktummet at Ma’lakel mente at han kunne se igennem det hele… var truende. Hans indsigt. Hans stædighed. Hans nærgående person og den intime følelse, som man blev pålagt i dennes tilværelse. Det var alt sammen truende. Det efterlod Ahngel som et forsvarsløst individ der bukkede under. En alfahan burde ikke bukke under. Det var en brist. En forfærdelig stor brist. En fejl. En ridse!
Ahngel fjernede først sin hånd fra Ma’lakel.. lod den forsvinde ned i vandet og derefter den anden der ligeså sagde farvel til overfladen. Hans blik vendtes ned, som var han kort et stædigt barn der tog imod formaninger af sine ældre samlevere. Hans blik lå imod Ma’lakels brystkasse for en stund inden han kort samlede tankerne igen og fik dem flydende og kolde igen.. Løbende som en å uden at lade sig bukke af bakker og dale.. Af sten og træer. Også han klemte et kort fornøjet heh-smil ud igennem læberne inden han rettede sig op med et roligt blik, atter kiggende på Ma’lakel. Hans øjne skød lyn så at sige. Den røde farve var glødende og bevægende i stærke nuancer, men hans ansigt køligt i en påtaget tone af bedreviden. ”Meget vel..” sagde han da og lænede sig lidt frem og opad, betragtende Ma’lakel fra et lidt højere perspektiv. Det våde hår gled ned over hans skuldre og hang dryppende nedad. Hans ansigt var slået over i en skyggeside, med blot de følelsesmæssigt arbejdende øjne glødende let, oplysende hans ansigt i en meget svag grad. Han smilede atter… denne gang med en mærkelig glød under sig. Ganske vidst havde han aldrig rigtigt taget denne tone til sig i Ma’lakels nærvær. Han vidste godt hvorfor. Han kunne dog ikke lade være med at føle en lille skyld prikke i hans brystkasse, men hvad? Ma’lakel havde ikke ret til alt der foregik i hans hoved… og hvorfor egentlig ikke? Det behøvede ikke være svært.. Ahngel var ikke sceneskræk. Han kunne bevæge sig igennem det røde gardin og ud på en belyst scene uden at blinke. Han kunne tale uden hans stemme dirrede. Han kunne få en fjende til at føle sig som en elsker og ikke mindst kunne han aflede på den ene eller den anden måde. Kunne han ikke undgå sin egen mund lukket, måtte han jo prøve Ma’lakels.
”Måske er jeg blevet en smule lettere siden sidst?” Hans spørgende tone gled legende ud mellem hans læber. Hvislende som en slange et øjeblik. Dragende, som var hans normale tiltrækkende aura blevet skruet en smule op. Hans ryg bøjede sig da en smule, så han nærmede sig vandkanten. Hans underarme let skjulte deri imens han forhåbentlig havde fanget Ma’lakels øjne. Nu var han på omkring samme højde som Ma’lakel. Da ville Ma’lakel mærke, hvis han ikke fjernede sig, Ahngels hænder over hans bækken… Strygende igennem vandet og op langs hans sider, over brystkassen, op fra vandet for at fortsætte op, strygende hænderne lettere, om halskødet, let pirrende med neglende uden at de kom på skadelig kontakt derved.. om bag nakken, hvor han igen startede med at massere væsken ved nakkens krumning.. Langsomt og synkront. ”Det gør vel ingen radikal ændring..” Han lænede sig atter en smule over Ma’lakel.. Frigørende hans krop fra vandet lidt igen, så det gik ham til midten på maven. Linjerne fra hans bækken og lette mavemuskler lod sig tones frem. Da nærmede han sig langsomt hans nakke.. egentlig med den intention at..
Han stoppede da.. lige som hans læber lod sig røre. Han fandt et mellemrum i sit mønster, tav et øjeblik, men lod sig da ikke lade det ligge. I stedet for hans egentlige hensigt, lod han sine læber glide op over den våde hud, over kæben for forhåbentligt at fange Ma’lakels læber i et lidenskabeligt kys. Normalt ikke en opførsel der lignede Ahngel, men ideen var også at skride så meget ud fra sit spor, så det modparterende individ ville lade det skride til side. Minus gange minus gav vel plus? Hans kys gav dog ikke meget tid at lade Ma’lakel reagere på. Kysset var hårdt og ikke langt nok til at blive til andet. Hans øjne var kort lukkede i.. nu igen forsøgende på at holde Ma’lakels blik for en stund imens han atter lænede sig imod ham, nu ladende deres torsoer røre hinanden og hans ansigt kun meget få centimeter fra Ma’lakels eget. Han hævede begge øjenbryn en smule i et afventende udtryk, dog med et lille forførende smil på læberne.
”Gør det?” Hvislede han så og lod da Ma’lakel ordet.

De to fingre der ganske let trykkede imod vampyrens lyse nakke hud havde svært ved at opfange noget, meget svært endda, på grund af det faktum at Ma’lakels krop var varm, og Ahngel stadigvæk var kold. Han var dog ikke gloende, men tæt på. Andre ville sikkert trække sig fra ham, fordi han havde optaget samme temperatur som selve vandet der omgav dem, og derved ville skolde hvem end der kom helt tæt på ham. Men den udødes hud var allerede blevet skoldet, og denne så ikke ud til at blive påvirket af vandet, så hvorfor skulle han blive påvirket nu. Uden nogen succes måtte han trække hånden til sig som vampyren gjorde. Dennes kropssprog signalerede tydeligt at Ma’lakel havde ret. Han så afventende på den udøde, nysgerrig: hvordan ville han reagere? Ville han benægte eller afværge? Og hvis det sidste skete, hvordan ville denne så gøre det?
Et lille smil formede sig meget kort på de smalle brune læber, da han kom i tanke om en næsten nostalgisk tanke der ikke helt var en tanke, nærmere en glemt følelse: en følelse der bredte sig i kroppen, noget der afslappede men på samme tid fylde en med en form for fuldendelse i det korte øjeblik det varede.
Smilet falmede dog.
Og Ma’lakels blik var det eneste der endnu udviste den specielle følelse der dominerede ham. Men smilet var svært at slippe, han havde lyst til at lade det sidde, men kunne heller ikke, da han ikke ville afsløre sig selv for hurtigt.
De gyldne øjne mødte straks de røde da Ahngel rettede sig op, efter at have set ned i vandet, som en teenage dreng der ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre, efter at han var blevet fanget i en uhæderlig gerning. Men hans øjne fik hurtigt det billede flået fra hinanden. Den røde farve var blevet stærkere, og skarpere, som et rovdyr der ville til at vikle sig om sit bytte og hypnotisere det ind i en dyb søvn. Giften begyndte at virke, og Ma’lakel kunne mærke kroppen blive lammet! Vampyren rettede sig imod ham, strakte sig, kom tættere på: dominerede som kun denne kunne gøre det! Fangede Ma’lakel med sine rubin øjne, og ledte ham ind i en drøm, en tåget drøm der frigav Ma’lakels længsler, hans lyster, og ville give en illusion af hungeren efter vampyren, og vampyren alene. Og da prydet smilet vampyrens læber. En jægers smil, inden at denne nedlægger sit bytte. Et sidste tegn på morskab inden at slangen skulle til at hugge ud med sit dødelige bid!
Ord blev talt, ligeså hypnotiserende som alt andet ved pytonens lille skuespil.
Venlige, samtykkende, underdanige, for at give fjenden en følelse af overlegenhed. Ma’lakel kendte tricket, mestrede det selv, dog ikke på samme plan som vampyren. Men Aquires havde lært ham hvordan man udnyttede en fjendes styrke og vendte den imod ham selv. Vampyren gjorde netop dette? Gjorde han ikke? Men det var ikke vigtigt, hvad der var vigtigt var hvad vampyren fik ud af det?! Han ville vel ikke bare afskrække?
Ma’lakels øjne afspejlede ikke hans tanker, men de grønne bæst øjne kunne ikke vige sig væk fra de rødes skinnende jerngreb, og en flot gylden farve begyndte lige så stille at dominere lidt mere, så Ma’lakels blik fik en stærkere snert af overnaturlig udstråling.
Måske trådte hans dæmon instinkter i kraft?
Den varme krop sitrede som den udøde placerede sine hænder lidt over hans bækken, og lod dem glide op langs hans sider, i et seksuelt mønster der pirrede Ma’lakel på en måde der fik ham til svagt at give et tilbageholdt mørkt støn: stønnet i sig selv mindede dog bare om en lidt for hakkende udåndingen. For hver en del af Ma’lakels hud der blev berørt kunne Ma’lakel mærke den flække, ikke bogstaveligt men mentalt. Der var for mange ting på en gang der drog ham så tæt på at læne hovedet tilbage og bare glemme det emne som de før havde nævnt. Som fingrende kørte over hans hals, og lod neglende let presse imod huden blot for at markerede hændernes tilstede værelse endnu mere, begyndte Ma’lakel at trække vejret en smule hurtigere. Et tydeligt tegn på at han blev ophidset af Ahngels berøringer. Og selvom han havde lyst til at lukke øjnende i velbehag da vampyren endnu begyndte at gnide den hvide væske ind i hans nakkehår, kunne han ikke slippe de røde øjne stadigvæk. Til forskel fra før syntes hans blik næsten beruset. Bedugget. Som efter deres samleje ved kaminen, den gyldne farve havde næsten udraderet den grønne, skønt at den mørke farve ivrigt kæmpede for ikke at dø helt ud!
Flere ord blev sagt, denne gang i form af et spørgsmål, ment til at overdrage byttet en illusion af kontrol!
Denne lænede sig lidt over ham, lod til at ville lægge sidste hånd på værket måske? Ma’lakel var stadig domineret af det røde blik, men ikke helt forsvundet i den dvale tilstand andre væsener sikkert ville have befundet sig i på dette tidspunkt. Som vampyren strakte sig over ham, og lod sine læber drages tættere på hans hals, kunne Ma’lakel mærke per instinkt hvad der skulle ske. Selvom andre ville blive skræmt, måske grebet af angst i sådanne øjeblik, lukkede halv-dæmonen bare øjnene i, da de røde endelig var ude af stand til at fængsle ham. Han prøvede at gendanne mindet, følelsen fra de to andre gange vampyren havde sunket tænderne i ham, hvor Ma’lakel havde ladet ham bide. Og denne tredje gang ville ikke være anderledes. Han kæmpede ikke imod, protesterede ikke, men ønskede det tvært imod. Lukkede øjnene for at føle det bedre, for at trække det til sig… men… det kom ikke?
De kolde læber lagde sig imod hans hud, med få øjeblikke af ingenting. Af tavshed. For derefter at lade læberne ligge sig over huden, køre op langs hans kæbe ben og fange Ma’lakels læber. Han åbnede øjnende der havde genoptaget mere af den grønne farve. Følte hvordan at de kolde læber krævede et lidenskabeligt kys fra ham, han kyssede da igen, lukkede automatisk de gylden grønne øjne igen, for blot at åbne den kort efter hvor kysset sluttede. Han nåede knap helt at reagere på det.
Da fængslede de rubin røde øjne ham igen, og slangen holdt sit bytte tæt, som den viklede sig om ham! Lod deres overkroppe røre hinanden, deres ansigtet være få centimeter fra hinanden for blot at spørge, med et lokkende smil, om dennes tynde fysik var vigtig?
Ma’lakel så ind i de røde øjne, så ind i dem og fandt barriere. Så skjolde, så forsvar der sikkert aldrig helt ville briste… han så sig selv.
Han var forvirret kort. Forvirret over hvorfor vampyren ikke havde bidt ham?! Forvirret over hvorfor dette emne betød så meget, at Ahngel gik til disse ekstremer for at få Ma’lakel til at droppe det? Men hvad… hvad var der i sidste ende at skjule? Hvorfor var det så vigtigt at skjule? At blive ved…

... Så lad mig da for helvede komme ind!…

Hans forvirring gav ganske kort genskær i hans øjne. Der kom små rynker ved øjnendes kant, og en klar mistro kunne ses fra ham. Nej, han forstod ikke vampyrens desperate forsøg på at gemme sig!
Hans hænder steg op fra vandet, den ene lagde sig ved dennes lænd og den anden kørte op til vampyrens baghoved, samlede de sorte våde tråde i en let klump, inden at han greb fat i dennes hår. Ikke hårdt, bare fat! Som for at holde Ahngel der, så han ikke stak af! Ikke mere løben! Ikke mere skalke skjul! Tid eller ikke, Ma’lakel havde hele natten om nødvendigt. Om denne ville det eller ej, skulle han lukke ham ind!
Han strakte hals, nåede Ahngels læber med sine egne, og placerede et lige så hårdt og upersonligt kys som det han var blevet givet! Halv-dæmonens aura, og kropssprog havde forandret sig! Hans udstråling var mere dyrisk, meget mere dominerende, og voldsom! Som et bæst der afmærkede territorium ved at flå struben op på en anden, ved at lære en rival at kende forskel på hvem der var leder og ikke. Men det var vampyrens egen skyld, han var begyndt! Han var begyndt at dominere, og så skulle den udøde prins ikke pibe når han blev brændt af ilden!
Kysset ville sikkert være ubehageligt, af alle de kys som Ma’lakel havde skænket vampyren ville dette dog være det mest overfladiske og hjerteløse. Der lå inden kærlig følelse i det, ingen lyst eller længsel, men vrede og hævngerrighed. Tilbage betaling for det falske skuespil han var blevet udsat for! Han rev håret tilbage, og ville derved tippe Ahngels hoved bagover, lod deres kys brydes imens at han bed fat i Ahngels underlæbe, rev den nedad imens at hans tænder skar en smule igennem det bløde inder stykke, inden at han gav slip og lod sine læber glide ned langs Ahngels afslørede strube. Lod kort tungen glide ud fra imellem de smalle læber efter at han med et hadefuldt toneleje talte:
,, Det håbede jeg på at du kunne fortælle mig?!”.
Han lod den ru tunge, glide ned over vampyrens strubelinje, i en truende mannér.
Hvis Ahngel havde nogen tvivl omkring Ma’lakels loyalitet, omkring hans intentioner om at skade Ahngel, så ville det være nu at den sikkert blev vakt! Ma’lakels væsen havde ændret sig meget pludseligt og hurtigt! Han var blodtørstig, med et stigende dræberinstinkt der var blevet triggered ved noget som Ahngel havde gjort, sikkert uden han selv havde en ide om hvordan?
Som hans tunge spids lod sig fjerne da han nåede strubens slutning, og den hånd der før havde lagt ved Ahngels lænd, lod sig glide ned til dennes baller. Stryge over dem i en gramsende manner, imens at blikket i Ma’lakels øjne blev mere sultent end følelsesløst.
,, Du er så opsat få at få mig til at glemme emnet.. ”, han tog en dyb indånding.
,, Så hvordan skulle jeg nogensinde kunne lade det falde væk igen, huh? , udånding.
De intense rovdyr øjne betragtede Ahngels ansigt med en sult der kunne sammenlignes med en kannibals. Han kunne æde ham. Sluge Ahngel, fortære ham, og indtage hver enkel del af den udødes legeme med glæde!
,, Du vil ikke sige mig hvorfor din krop har mistet noget af dens volume, og lyver endda for mig for at komme væk fra emnet.. du bed mig heller ikke da jeg tog dig foran kaminen… og selv nu, efter du havde mig fanget … bed du mig ikke, skønt du må være sulten efter en hel dags søvn!”.
Han lukkede de grønne øjne i, og pressede sin læber imod vampyrens kraveben, slikkede resterende dråber væk, imens at han strammede sit greb om den udødes hår så det ville give et stik af smerte.
,, Nyder du at sulte dig selv?... Er det din nye fetish? Træt af junkie blod allerede, huh?”, et lille smil formede sig over de lyse brune læber, som morede han sig. Han søgte da opad, og skubbede Ahngels hoved ind i samme position som det før havde været da de havde set på hinanden. Han lod sine læber kysse Ahngels kind alt for blidt til at det kunne være dybtfølt, og lod derefter hans varme kind glide langs Ahngels kolde kind, indtil at han nåede dennes øre. Han lod da sin tunge glide ud for at lade spidsen ligge sig bag vampyrens øreflip og trække den imod ham som han slikkede den.
,, Hvorfor vil du ikke bide mig? Smager jeg ikke godt længere? Er mit blod for godt til dig?!”.

Det gjorde ondt. Det stak og skreg, samt var der noget i ham der kæmpede for at holde ham tilbage. Han kunne have voldtaget vampyren lige der! Tvunget dennes hoved under vandet imens at han tvang sig op i ham bagfra. Druknet ham imens at han piercede ham indefra! Men han gjorde det ikke. Han kunne ikke… og hans handlinger, var på samme tid med at de var en reaktion på Ahngels opførsel overfor ham, også en reaktion på hans frustration over at han ikke kunne… han kunne ikke påføre den udøde yderligere skade. Hans hals gjorde ondt bare ved tanken. En trykken kom fra brystet. Han ønskede jo ikke Ahngels had… men tvært imod, så hvorfor fattede den udøde det ikke?! Hvorfor kunne denne ikke se det… når han så alting som Ahngel gjorde så klart?!

Triumfen var ikke langt derfra og en lettende følelse syntes allerede at glide hen over Ahngel imens han fortsat betragtede dæmonen for en stund. Han følte sig fristet til at smile bredere et øjeblik, bare for at bekræfte tilfredsstillelsen eller mangel på samme. Da blev hans ansigtsudtryk slået over i en undersøgende tone da han bemærkede Ma’lakels blik imod ham ændrede sig fra den påsatte trance til ren og skær mistro. Pokkers! Havde han rent faktisk? Ahngels hoved begyndte på højtryk at arbejde scenen igennem.. Den havde da været fuldbragt, havde den ikke? Hvor var revnen? Hvor var fligen? Hvor var revnen i phantomets halvmaske henne?! Han skulle akkurat til at læne sig væk fra dæmonen igen.. beholdende sin kølige aura over ansigtet, dog blev han stoppet inden hans plan var gennemtænkt. En hånd over hans lænd var det første som udgjorde det lod at det ville blive alt andet end flydende og elegant at fjerne sig fra ham. Ahngel vendte kort blikket bagud for at registrere Ma’lakels hånd, dog rettedes det frem da denne fik greb i hans sorte fugtige hår og gjorde et tag, som ikke pinte, men strammede i hans hårrødder. Allerede da blev Ahngel igen gjort bevidst af hans manglende fysiske udholdenhed. Det var ubehageligt. Normalt ville han ku blive flået i hårsækkene og blot trække det til sig igen af ren styrke i nakken… muligvis flående totter af uden hans ansigt ville rynkes. Da blev Ahngels læber fanget af det hårde kys som lignede det, som han selv havde givet til Ma’lakel i sin korte mangel på iscenesætning. Hans strube gav kort et hak, som ville han indvende noget spørgende inden hans mund blev forseglet. Blikket klemte sig kort sammen inden hans øjne atter flammede op. Han mærkede det. En bitter os fra Ma’lakel der ikke kunne misfortolkes. Hævngerrighed? Ahngels bryn krummede sig ligeså da han havde indset at hans forsøg på at afværge Ma’lakels nysgerrighed var hvad der havde triggeret dette. Kysset selvfølgelig. Pokkers til idioti! Hvordan kunne Ahngel glemme noget så vigtigt i skemaet? Hvorfor var han blevet så sløset?
Ahngels hvide tænder kom til udtryk da Ma’lakel hev ned i håret og vippede Ahngels ansigt opad. Han ville meget vel kunne mærke den unormale lethed ved at få Ahngels muskler til at give sig. Samlingen af nerver peb i Ahngels nakke, samt hårrødder, hvor trådene var mest opstrengede. Ma’lakels tænder imod den bløde underlæbe gjorde da ligeså en smule, da en rift blev skabt derfra.. Blodet tyndt og smagsløst, som var det blevet vandet op i stedet for at være et stærkt koncentrat. Ma’lakels tænder slap og læben gendannede da sin form. Riften døde ikke hen. Healede ej hurtigt. Den blottede hals var bevægelsesløs. Ahngel havde vel indstillet den unødvendige vejrtrækning og ladt det ubevægelige adamsæble let bøjende hans arrede hud. Da talte dæmonen, med sin dybe stemme mættet af had og misfornøjede toner. Ahngel skulede imod det høje loft for en stund imens han kort vippede halsen let til siden for blot at gøre forskel fra den nu lettere brændende posering. Han følte sig som blev han forhørt.. siddende med hænderne bag en stoleryg, forbundet af noget der ikke syntes som en truende ting, før nøglen blev gemt væk. En hvid lampe imod de følsomme røde øjne. Ahngel tav og lukkede munden for de blottede tænder. Hans øjne forblev kolde. En hæs lyd slap igennem hans læber da tungen syntes at glide over de mere sårbare steder. Hals.. strube. Forberedelsen på et dybt bid ophobede sig i Ahngels underbevidsthed, skønt hans krop skød det fra sig. Hjertet slog et slag hurtige igen og fingrene, der havde hvilet ubevægeligt over Ma’lakels skuldre, gled ned og støttede imod brystkassen, blot for at skubbe sig tilbage så svagt han nu formåede. Holdt Ma’lakels greb, var der ingen held og han ville højest opnå et afstand på få centimeter mellem deres overkroppe. Tungens løsnen. Ahngels puls gled atter en enkelt gang igennem det forpinte blodkar inden den døde hen til denne døde puls, som de fleste blot opnåede når de sov, til trods for han var alt end afslappet. Derimod lukkede han ned bevidst. Lukkede for sit åndedrag. Lukkede for sin puls.. Blot for at fjerne faktummet om hans urolighed. For ikke at provokere fjenden eller opfordre… ladende denne vide at dennes forsøg ikke virkede. Rent instinkt var det dog. Ren kropslig reaktion, som når en såret ulv rejser sine hår. Ma’lakel konstaterede og kom ud med sin pointe. Ahngel var ikke overrasket. Selvfølgelig havde han ikke ladet det ligge! Hvorfor skulle han blande sig på den måde? Nød han ligefrem tanken om at Ahngel havde mistet fuldkommen kontol over samtlige instanser i sit uliv? Hånden over hans balle virkede da ikke så forførende… ikke så følende. Dette var en overskridelse af samtlige grænser for en anden gang. Før drevet af Ma’lakels nysgerrighed og lettere sadistiske tanker om at se Ahngels hoved knækket, og nu af den vrede der drævedes af faktummet at det ikke lykkedes. En lavmælt snerren lod hans strube vibrere for en stund. Han formåede da igen at vippe ansigtet en smule og dermed lægge øjnene på Ma’lakel.. Stikkende var de, dog tavse og tilbagestående. Accepten af hans nuværende position mellem dem, var ikke noget der hugede vampyren. Ikke et sekund! Hans tænder blottedes atter ganske kort i et vredt: Tsch! Han holdt øjnene imod Ma’lakel imens denne opsummerede… Gav Ahngel de ting han havde formået at udlevere tilbage på et sølvfad. Ahngels straffeattest blev læst op og lampen skruet op for. Lyde kunne vel høres fra bag det ensidede spejl, hvor man med sikkerhed kunne forvente ’dommerne’ lyttede bagved. Først da døde det arrige udtryk hen. Ahngels blik blev da observerende og hans pupiller smalle imens han lyttede. Hans ene øje klemtes kort sammen ved hårsækkenes lette prikken. Han kom da ind på biddet. Endnu en del blev samlet og Ahngel fandt endnu en revne i den lange løber, som han ellers havde lagt ufejlbarligt ud. En skygge havde kamufleret dets unikum. Dens fejlkilde. … og selv nu, efter du havde mig fanget … bed du mig ikke, skønt du må være sulten efter en hel dags søvn!
Ma’lakels læber imod Ahngels kraveben og det strammere tag i håret lod Ahngel afgive et hvæs imens han i hovedet rettede Ma’lakels sætning: Skønt du må være sulten efter en hel dags søvn!... Ahngels øjne strammedes op igen.. Hans blik afværgende Ma’lakel med en endelig synlig skam liggende i øjenkrogene.
Flere dages søvn. Ugers søvn…. Ma’lakel. Ugers søvn.
Den indre stemme lød så rolig og korrekterende. Ahngels sind kogede dog og den strøm der før havde undveget sten og træer, slog nu hårdt imod det samme med saltholdige stærke bølger. Ma’lakel fortsatte imens forsyningen af træer og sten syntes at dø hen ved de brusende bølger. Blev slået til pindebrænde og grus imod saltvandets kræfter. Det gav et irritabelt sug i Ahngels mellemgulv og et svagt gib flød igennem ham. Hans nakke blev da frelst fra den stikkende følelse da Ma’lakel atter rettede på Ahngels nakke og førte hans hoved hvor han ville. Ahngel snerrede igen kort over den tvangsfulde bevægelse der blev gjort deri og hans øjne lagdes hadefuldt imod dæmonens alt for lystige ansigt. Var Ahngel ved sine kræfter skulle han give den forbandede dæmon noget at smile af! Da Ma’lakel plantede et følelseskoldt kindkys på Ahngel strammede han kæben og tvang sit ansigt i den modsatte retning så godt han kunne formå med Ma’lakels stadig stædige tag. Han blev da tvangsindlagt i at mærke Ma’lakels kind imod hans egen og gyse ved tungens berøringen af hans øreflip. Han talte endnu engang. Hviskede i Ahngels øre.. Hvorfor han ikke ville bide ham? .. Hvorfor han ikke havde gjort det allerede? Ahngel.. gad godt vide det… Ahngel havde en fornemmelse af hvorfor han ikke kunne drikke af frankrigs bufé som han engang gjorde, men det forklarede bare ikke at hans krop sagde nej til de ubetydelige, hvor det da var hans sind der sagde nej, når Ma’lakels nakke var inden for rækkevidde. For tæt igen.. For tæt igen!
Hans tinding begyndte atter at dunke med en ilter puls og han udstødte et uforklarligt støn der syntes smertefuldt til trods for at der ikke blev pålagt nogen pludseligt følelse over ham. Et åndedrag blev tvunget igennem ham og proportionelt derved ville Ahngels modstand med hænderne imod Ma’lakel dø hen og mellemrummet blive mindre. Han tvang sin tunge til at fugte læbernes indersider, uden at lade den bevæge sig ud fra gabet. Hans brystkasse tog igen en pause, men genopstartede åndedraget efter ganske kort tid. Var Ma’lakel tæt nok på halsen, kunne han høre de anstrengte lyde fra struben, som var luften virkende på samme måde som når en luftløs hev derefter. Man kunne høre hans læbers separation da åndedragende blandede sig med hans stemme.
”Nhn..” Hans åndedrag stabiliseredes atter en smule. ”Du lyder som om du ligefrem ønsker det..” Hvislede han så. Hans stemme havde et knæk, men syntes allerede at samle styrke igen. Ahngel sendte et dødbringende blik igennem luften uden at ramme noget. Hans arme samlede, som hans stemme, sin værdighed og skabte atter det håbede mellemrum mellem dem imens han lod sin nakke styrkes og ikke være afhængig om hvorvidt Ma’lakel holdt det oppe eller ej. Selvfølgelig var dette kun aktuelt hvis dæmonen ikke havde besluttet sig for at lade sin styrke ophobes et niveau mere. Det var svagt, men det var der. Hans blik lagdes til siden.. så meget vel imod Ma’lakels hals og tinding ifølge deres positioner. ”Jeg æder ikke af dig fordi det ingen forskel kan gøre. Det er for din krop fysisk umuligt at udfylde min mangel.” Han stoppede et øjeblik og spændte musklerne. ”Desuden. Hvad pokker gør det af forskel..?! Det er bare en uregelmæssighed i mine mønstre. Det er naturligt..!”
Han havde ingen ide om dette var naturligt og ligeså havde han heller ikke opfanget at han forklarede noget som han endnu ikke havde svaret direkte på. Fundamentet manglede. Hans besvær ved at blive tilfreds ved andres blod, for ikke at sige bare drikke af dem generelt. Det blod der burde ha været i ham, flød i paris’s gader nu. Tømt af desperation og spildt af fejlslagende forsøg. Nåede det hans hals.. blev det frastødt med det samme. Alt sammen var bittert. Alt sammen aske. Alt sammen.. bare ikke nok. Savn var en farlig ting at undertrykke… for hvis ens psyke blev pint, gik det i kroppen som en syregrøn gift der farvede ens blod.. gjorde det tyndt og håndled svage. Gjorde hårrødder sarte og muskler overflødige.
Det var måske et halvt svar til det halve spørgsmål. Men et svar var det vel?.. Ahngels blik faldt fra Ma’lakel og frem for sig igen. Han ville være stille et øjeblik, hvorefter han da lukkede øjnene lettere anspændt i, da hans muskler gav sig til at klage. ”Og din undskyldning?” Sagde han så.. Endnu ikke død. Endnu ikke begravet. ”Hvad forhindrer dig i det samme?” Hans stemme var da lavere dog bitter som bare pokker.

Han lukkede de grønne øjne, og lod fortsat sin kind ligge imod vampyrens. Tankerne fra før dominerede hans sind, og frustrationen over at han ikke kunne tage det skridt der skulle til, fik den kolde krig i hans hoved til at blive værre. Hans vejtrækninger var uregelmæssige, og mærkeligt hakkende som skulle han koncentrer sig for ikke at holde vejret underbevidst. Duften af den fugtige regn dug der kom fra sæben i håret og andet som sæben var gledet ned i, hjalp ikke just hans væsen til at slappe af, men som vampyren begyndte atm prøve på at trække vejret igen, efter at have holdt det, og denne genoptog sit forsøg på at få afstand fra Ma’lakel, åbnede han øjnende igen. Denne gang var de ikke domineret af hævngerrighed, men.. fortrydelse.
Han klemte svagt øjnene sammen imens at han indså hvad han var i færd med, hvad han egentlig lavede: han havde mistet sin selvkontrol over noget så ligegyldigt som et emne der sagtens kunne være blevet ignoreret og gemt væk. Men han havde insisteret på det, og hvorfor havde han det? Fordi han ikke kunne styre sit kaotiske sind mere, fordi at nysgerrighed, og sult efter viden om hvad der foregik i vampyrens hoved var blevet for overvældende, og havde skubbet ham over en kant som han ikke burde være faldet ned af!
De anstrengte lyde som han opfangede fra vampyrens strube fik det til at stikke i hans egen. Den lukkede sig sammen, imens at maven ligeså reagerede voldsomt på det besværede åndedrag. Som om at det bekræftede at Ma’lakel havde gjort noget forkert. Han fortrød meget sjældent sine handlinger, fandt altid en fornuftig mening bag dem eller lagde ansvaret fra sig hvis der ikke var en rationel grund! Men denne gang kunne ikke løbe fra det.
Den kvalte verbale lyd som derefter kom fra Ahngel, gav endnu et stik, både en dulmende sadisme spillede ind men kæmpede på samme tid med den mere bevidste følelse om at få lov at dominere Ma’lakel helt. Han lukkede øjnede i igen, og lyttede på åndedraget som var det hans eget. Hvordan det stabiliserede sig gradvist. Ordrerne der kom, var som en dødendes nervepirrende hvislen og gav Ma’lakel endnu et skud af det velfortjente ubehag der bredte sig i hans krop. Om han ønskede det? Ja, han havde vel ønsket det.
Selvom han holdt vampyren i et jerngreb, havde fat om denne som han ville tage fat om en lille ubetydelig ting der blot skulle være hans næste måltid og ikke havde større mål, så var vampyren endnu stærk, skønt at denne lod sine hænder placere på hans bryst igen for at skubbe dem væk, efter at de havde opgivet deres forsøg på det en gang før. Var den udøde virkelig så svækket? Når han tænkte på at Ahngel førhen havde været i stand til at kæmpe imod Ma’lakel og få ham trillet om på ryggen uden den mindste besvær, virkede det at Ma’lakel blot gav et lille ryk tilbage i overkroppen når denne skubbede ham, fuldstændig grotesk. Og en frygt dannede sig i hans hoved, endnu et spørgsmål poppede op, denne gang omhandlede det hvor lang tid en vampyr skulle gå uden føde indtil at de blev, ligeså svage som Ahngel var. Enten ville denne bilde ham ind at han var så svag, men hvorfor skulle ham? Ahngel virkede ikke tilfreds med den situation han befandt sig i, så hvorfor bluffe i stedet for at tæve Ma’lakel og komme væk? Der var noget galt!
Selvom at styrke nievuet i Ahngels skubben af Ma’lakel forøgede sig, ændrede det desværre i særlig meget. Ma’lakel’s største styrk lå i hans styrke, og udholdenhed. Han var trods alt en kriger, skabt af de mest destruktive racer: menneske og dæmon. Den ene mere spontan og uforudsigelig end den anden. Og i modsætningen til Ahngel var Ma’lakel ikke svækket, en smule træt, men ikke så træt at det påvirkede hans krop mere end hvad det ville gøre ved en normal døsig person.
De næste ord var dem der gjorde vendepunktet, dem der prøvede at give Ma’lakel et svar på hans spørgsmål. Han fik dog ikke noget svar på det overordnede spørgsmål, men fik dog et svar på hvorfor vampyren ikke havde sat tænderne i ham. Et svar der igen startede nogenlunde acceptabelt ud, men derefter sank ned og fik Ma’lakel til at tvivle igen. Han fortalte ikke sandheden. Hvordan kunne et uregelmæssigt mønster gøre en så mægtig alfahan så svag?! En dags mangel på føde… det havde ikke gjort vampyren lige så svag som i Ma’lakels hjem. Og da havde de trods alt brugt tre dage i hinandens selskab, hvis vampyren havde været så svag, ville Ma’lakel have opsnappet det meget hurtigt, det var han sikker på! Der lå noget under, der var noget som ikke kom på bordet, Ma’lakel manglede en kerne i forklaringen! Noget der gav mening, det andet var bortforklaringer!
Og da indfandt stilheden sig.
Kom snigende som en morder der listede sig igennem det sovende værelse, og selvom man godt vidste hvad der skulle ske ligesom han rakte hånden med kniven op over hovedet, sidder man alligevel med en spænding i kroppen.
Det var sådan det føltes for Ma’lakel. Han troede han vidste hvad der skulle ske. Han ville ikke rode i det mere, Ahngel kunne få sin vilje og kravle ned i sit skjul. Og Ma’lakel ville tage hjem til Di Morga igen. Det her var dumt, det havde været afsindigt naivt lige fra starten. Det hårde tag i vampyrens hår aftog sig, og Ma’lakel lod sine fingre glide væk fra de sorte silke tråde han havde haft fat i.
Og da så han op og morderen over ham havde fæstnet kniven i brystet på ham, og et spørgsmål blev slynget imod ham selv. Ma’lakel rynkede brynene uden helt at forstå mening med det. Han have stadig fat om vampyren så denne skulle kæmpe for at komme helt væk. Han trak sig en smule for at se på vampyrens ansigt. Hans øjne var svagt klemt sammen, forvirring kunne spores og han søgte de røde øjne i et forsøg på at gætte sig frem til meningen med spørgsmålet. Hans undskyldning? For hvad, for ikke at havde bidt vampyren? Åh, han havde skam bidt, og været tæt på at gøre mere, men behersket sig.
Et overlegent blik gav genskær i hans øjne skønt at hans spørgsmål, forrådte hans bedrevidende udstråling:
,, Hvad mener du?”.

Bitterheden i Ahngels blik og stemme døde hen som de få sekunder gik. Den lette skubben stilnedes ligeså af og det virkede nu nærmere som en støtten op ad Ma’lakel. Ahngel havde ikke den vilde interesse i at lege svagt dyr mere en nødvændigt. Det var skamfuldt ikke at være i stand til at give denne dæmon den mindste smule fysisk modstand. Hans hovedbund syntes at sende et harmonisk suk igennem ham da Ma’lakels tag løsnede sig og det lange hår gled da ned over ryggen, skuldrene og halsen igen. Havde han ramt noget? Ahngels øjne hvilede endnu lidt imod Ma’lakels skuldre en tid. Patetisk. Nedværdigende. Domineret og holdt fanget. Hvorfor kunne Ma’lakel holde disse chokeffekter og stadigvæk.. Stadigvæk tvivlede Ahngel på om han ønskede at vristes til trods for den robuste behandling fra dæmonens hænder. Havde han fundet den lille hvide del i yangs indre? Havde han fundet en morgenstjerne? En egentlig lysbærer med en rødglødende lanterne.. Beskrivelsen dannede et navn han ikke ønskede at fortsætte ud i. Lanternens glød døde hen i et sindsligt mørke, ført af en tatoveret hånd. Vandet var atter roligt. Næsten da. Et let splash kom fra karets anden side, hvor Ahngel før havde siddet. Den sorte kat sad og stirrede på dem, højre forpote våd efter at ha forsøgt sig på en flygtig bobbel og afskrækket i forsøget. Hans øjne var smalle og dens øre rejste og årvågne. Kiggede Ma’lakel på den, ville den søge hans øjnekontakt, som holdt den vagt for sin herre… dog.. Spandt den højlydt og dens hale vippede legende fra side til side bag dens trekantede figur som den sad der med fronten imod dem. Ahngel spidsede kort ører og havde de været lig Noirs, havde de vendt sig, fokuserende på lyden for et sekund. Typisk afslørende kat. Da mærkede Ahngel en forskel i deres stillinger og han og Ma’lakels ansigter blev atter lige for hinanden. Ahngel betragtede udtrykket i dæmonens øjne, hvor hans selv ville være undladende at vise noget drastisk. En form for opgivelse kunne dog spotttes bag en enkelt splintret port. Dæmonens blik blev til ord og ord kom til tale igennem dennes mund. Han spurgte ind til ham.. Ahngels blik blev da uforstående, som havde Ma’lakels respons ingen relevans til hvad han før havde sagt. Da huskede han det igen. Hans undskyldning? Hvorfor havde han overhovedet spurgt ind til det? Det havde intet med emnet at gøre, havde det? Han skulle kort til at ryste på hovedet og bede Ma’lakel glemme det, men af nuværende årsager, havde han ikke lyst til at prikke yderligere til Ma’lakel ved at lukke ham fra endnu en information. Ahngels mund var lukket i en tid og hans øjne lagdes til siden imens han tænkte.
Egentlig havde det endelige spørgsmål rumsteret i en tid, men aldrig rigtigt fundet vej gennem læberne. Nu skulle han vel uddybe det? Hans blik bevægede sig tilbage til Ma’lakels og det blev langsomt mere alvorligt. Han tav. Hvad? Hvorfor pokker kunne ordene ikke bare forme sig som tankernes farvebaner? Han krummede da øjenbrynene og så igen nedad, nu mere koncentreret end før. Hvad var problemet i at få det til at flyde sammen.. Hvorfor kunne det ikke siges sofistikeret og intelligent?! Hvordan kunne det undgå at lyde som noget han havde tænkt på i de ganske få dages søvnløshed der havde været? ”…” Han åbnede let læberne, visende en let antydning af hans forreste del af den øvre tandrække. ”Du har ingen mærker efterladt på mig trods du i de sidste par minutter har haft en tørst dertil.” Hans øjne blev atter rolige og hans autoritet syntes at samle sine skår op og forsøge at lime sig sammen. Han læste ingen tanker. Selvfølgelig ikke, men duftene fra Ma’lakel.. kropssproget og hele denne lille opsætning. Han havde ønsket at skære et hul i Ahngels hud, havde han ikke? ”Hvad gør at du rører mig som var jeg en dukke af porcelæn og ikke piercer mig som du gjorde da du… ’tog mig’.” Hans tone i det sidste stykke var bittert, men det forsvandt igen i en passiv diskuterende tone. Hans tunge gled ud fra læberne og samlede det klistrede blodstykke fra revnen op og lod det forsvinde tilbage i munden, som lukkedes. Hans øjne gled da over Ma’lakels ansigt, som søgte han efter noget. Hans blik vendtes imod halsen. ”Selv nu undertrykkes det.” Hvislede han så inden han lagde kæben og næsetippen imod halsen i et kort følende strøg.. Ikke ment i en kærlig fortolkning, selvom det ganske vidst kunne ligne det ved det blotte øje. Da åbnedes hans øjne en smule mere da han atter mærkede hvad han havde mærket under deres samleje. Denne mærkelige prikkende følelse der syntes at fylde hele kroppen på trods af hvad der var i kontakt med Ma’lakels. Han mærkede hans ansigt paralyseres kort af den glød, som syntes at få resten af kroppen til at gyse kort.
”Hvad lænker dine hænder?” Mumlede han da med en mistænksom tone.. rettende sig op igen så godt han nu formåede.

Og da fyldte stilheden rummet. Da lod vampyren, sine hænders desperate forsøg på seperarer sig fra Ma’lakel, holde inde, og i stedet lægge sig over hans hud, som støttede han sig op af ham. Ikke længere var de vilde dyr, ikke længere var de to rovdyr i en farlig magt dans. Skønt at dansen ville fortsætte i mange år endnu, men ikke på dette tidspunkt. Flammerne havde allerede reduceret kuldet til støv, og kunne ikke længere brænde så kraftigt som de havde gjort det før, og vandet, dets overflade lige så stille som den døende larm fra en nu udkæmpet krig. Det eneste der kunne bryde dette øjebliks intethed, var den muntre og lettere antiklimatiske bløde brummen, der kom fra bag dem. Kattens interesse i vandet syntes ikke at være synet hen til trods for dets varme, og det virkede et øjeblik som om at den troede den kunne gå på det, og glad spadsere over til dem! Bemærkelses værdigt, og alligevel antydende på at det var et dyr, med et dyrs intelligens. Ma’lakel’s øjne søgte den kort, og opfangede den årvågne måde som den betragtede ham på. Man kunne fristes til at tro at den ville have sprunget på Ma’lakel i det øjeblik han udviste en truende adfærd, ligesom Ma’lakel’s egen flok ville have gjort det, hvis nogle viste sig stærkere end ham og havde hensigt om at skade ham. Alle undtagen den grå, dens kærlighed til ham var stor, men dens dovenskab overgik hengivenheden og denne ville sikkert ligge sig på maven og strække for og bag-ben for derefter at give et halvhjertet hvæs fra sig og begynde at sove. Møg kat. Noir var måske lig den Grå?
Men opmærksomheden var hovedsagligt rettet imod Ahngel. De grønne øjne søgte de røde, og ventede på et svar som Ma’lakel forventede ville komme. Efter den lille demonstration af hvem der var stærkest fysik, ville den udøde vel ikke være så dumdristig at skubbe ham væk fra endnu en information, som Ma’lakel selv mente han havde krav på!
Men tiden gik, og Ma’lakels utålmodighed blev sat på en prøve skønt at det der blot var tale om nogle få sekunder eller i bedste fald minutters venten. Ahngel tænkte. Tænkte på hvad? På om han skulle svare eller ej? På om det var klogt at svare eller ej?
Ma’lakel fandt hans utålmodighed foruroligende, den ophobede sig med en hastighed som ikke kunne sammenlignes med noget. Og inden længe, syntes han at hele hans væsen ville springe i luften. Men alligevel fik den ikke lov at overtage, også selvom at svaret på hans spørgsmål ikke lod sig komme.
Han så på Ahngel som skulle de næste ord denne udtalte bestemme om jorden skulle gå under eller ej. Måske fordi han frygtede svaret en smule. Hvad hans undskyldning var, kunne betyde meget, men alligevel kunne Ma’lakel kun komme frem til at den marmor hvide prins, måtte have lagt mærke til de små særheder i Ma’lakels væremåde, selvom at halv-dæmonen ikke huskede at have gjort noget der kunne tyde på at han var anderledes end i Terre.
Men da åbnede Ahngel munden, så Ma’lakel ganske svagt kunne skimte de hvide fortænder og hjørne tændernes øverste del. Hans øjne fik en grønlig gnist i sig, og han så ivrigt på vampyren, som stadig så ned imod vandets rolige overflade. Ordnende der fulgte fik det til at isne inde i halv-dæmonen. Hans øjne blev spærret en smule op, og mave musklerne strammede sig sammen, samt spændte han kort i armene. Hans øjne søgte væk fra vampyren, flygtede nærmest, som en ung dreng der skammede sig over at være blevet taget i at sjæle penge fra sin mors pung. Ma’lakel kunne mærke hvordan rollerne lige så stille begyndte at bytte sig: han var ikke længere anklager men forsvare.
De næste ord kom, og satte sig som et piskesmæld, over hans benægtelse af at han kunne have udvist for megen ømhed. Hans øjne var ikke længere afvigende eller ønskede at flygte væk, men blev indædt af et selvhad. Små rynker dannede sig under øjnene og i siderne, som han klemte dem sammen og så ned i det stillestående vand. De gylden grønne malakit øjne gled rent instinktivt hen over vampyrens ansigt igen, og fulgte tungens færd i at rengøre den beskadige underlæbe. Selv var han klar over at han havde holdt igen, om ikke andet behersket sig gevaldigt meget, men der var ikke noget klart svar på hvorfor. Ikke engang de væsener han før havde følt sig det behageligt i selskab med kunne stoppe hans indre destruktion, ingen… udover Ahngel. Han mødte da de røde øjne som de så på ham, kørte over hans ansigt der ikke gav andre træk fra sig end de små rynker der var blevet skabt. En irritation kunne ses ligge i blikket af halv-dæmonen, men ikke hævngerrighed, eller had. De følelser var blevet skubbet til side af nysgerrighed, og hans egen underbevidsthed. Han havde fået det han ville af at dominere igen, markeret at han ikke var et legetøj, og at vampyren ikke skulle føle sig hævet over ham. Ma’lakel var ingens bytte! Han så spørgende på Ahngel da denne konstaterede at han endnu holdt en blodtørst inde, et lille ønske om at skade den udøde, sætte sit mærke på ham. Og vampyren havde ret. Ret i at Ma’lakel undertrykte noget, noget voldsomt og destruktivt, som ingen andre individer ville have den fjerneste ide om var så ukontrollabelt. Men lige nu, havde den ikke sin plads i hans sind, lige nu følte Ma’lakel sig normal. Afskåret fra sine menneskelige goder, og efterladt med en tom følelse. Men kroppen var ikke lige så afklaret som sindet, og reagerede på vampyrens nærkontakt da denne lænede sig ned for at lade sin næse spids og kæbe, lægge sig ved den mørke solkyssede hals. Han sank meget diskret en klump spyt der havde samlet sig på hans tunge, gjorde det på en måde der måske ville syntes normal, men som i virkeligheden var et af Ma’lakels små afværgelser. Ved at syntes så normal så mulig, kunne man håbe på at ens fjende ikke lagde mærke til nervøsiteten bag ens handling. Han lukkede øjnene kort, da vampyren mumlede det sidste, og søgte kattens blik, bedende: som ville han have kræet til at hoppe ned i det varme helvede, bare for at distrahere og få deres samtale drejet væk igen. Men han tvivlede på at Noir kunne læse hans tanker! Da rettede Ahngel sig op igen, og Ma’lakel søgte dennes blik uden at tøve. Hvad lænkede hans hænder? Hans blik var afklaret og mesterligt udført, hans øjne signalerede ikke nogen synlig forskel, men man kunne dog, hvis man lod sig optage af det, gylden, grønne blik længe nok, sikkert opsnappe en følelse af ubehag hos Ma’lakel.
I tavshed betragtede Ma’lakel Ahngel i få sekunder før at hånden der førhen havde været ved Ahngels skulderblade bevægede sig op imod dennes baghoved igen, men ikke med en intension om at gribe hårdt fat som før. Han lagde sin håndflade oven på de sorte tråde, trak sig en smule længere væk fra den udøde inden han igen bevægede sig tæt på ham, så deres læber blot ville være få centimeter fra hinanden, han kunne mærke vampyrens kolde ånde slå imod læberne, hvis denne da trak vejret.
Hans øjne slog gnister.

,, Mon ikke bare din fortolkning af mig er blevet en smule anderledes end da du befandt dig i Terre?”.

Han trak svagt på smilebåndet, et meget lille skævt smil, der druknede som han placerede sine læber imod Ahngels. Et stille kys, ømt, og næsten nænsomt, i en fuldstændig vanvittig kontrast til det som Ma’lakel havde skænket Ahngel sekunder før. Det varede ikke længe, og ligeså hurtigt som det blev placeret forsvandt det.
Ma’lakel trak sig lidt yderligere væk fra Ahngel derefter og så på ham med en smule morskab i øjnene:

,, Hvorfor skulle jeg skade en som har sat sig på knæ foran mig, og indirekte svoret mig evig troskab? Og som jeg selv har gengældt samme troskab? Det ville være hyklerisk at misbruge din svage krop… selvom det er fristende..”.
Hans øjne blev da fyldt med mistro endnu engang.
,, Du stoler ikke på mig… du har givet mig din loyalitet og taget imod min, men vil stadig lege katten efter musen…”.
Der gik nogle sekunder hvor Ma’lakel så på Ahngel, som om at han kunne se igennem det smukke ansigt, hvis han bare kiggede længe nok. Men det endte til sidst med at han så ned i vandet igen, og mistroen forsvandt da ligeså.
Han rakte begge hænder imod vampyrens og hvis denne lod ham tage fat om dem, ville han føre Ahngels hænder op til hans skummede hårpragt og placere dem derved, for derefter at søge øjenkontakt igen:
,, Var der ikke et møde som ventede?”.

Ma’lakels alt for rolige blik der blev sendt tilbage stemte ikke overens med den fraværende vigen med øjnene og den sikkert unødvendige synkebevægelse, som Ahngel havde mærket da hans ansigt var imod dæmonen hals. Det passede ikke sammen.. Det stemte ikke overens med noget. Ma’lakel.. stemte ikke overens med noget. Intet som helst. Ahngel hævede et øjenbryn af ham for en stund imens han endnu afventede Ma’lakels forklaring. Han havde allerede en følelse af at Ma’lakel mindst var ligeså afvigende som Ahngel havde været. Det var vel et ømt subjekt at omtale. Hans bryn harmoniseredes med hans ansigt da en gnist af noget negativt ladet kunne findes i de grønne øjne. Aha.. Ahngel lagde hovedet på skrå. Ikke meget. Blot så en mistænksomhed var at finde i blikket af Ahngels. Øjnene veg da kort af ren reaktion på at Ma’lakel atter lagde hånden ved hans baghoved. Et kort øjeblik afventede han hårbundens skrigen, men det kom aldrig. Selvfølgelig. Sarkasmen glinsede igennem hans øjne et øjeblik imens han lagde blikket tilbage. Han fandt Ma’lakels ansigt overfor sig.. Tæt. Meget tæt. Tæt nok til at han kunne bide ham hvis han strakte halsen. Da talte han og ordene lod en kulde indprinte sig i Ahngels øjne imens hans seende strammedes og ville meget vel få de flestes maver til at slå en knude. Nu vendtes den igen. Stafetten blev givet videre og Ahngel var langt fra i humør til at forklare hans nysgerrighed dertil. Hans fortolkning var anderledes huh? Da argumenterede Ma’lakel igen for sin overtagen ved at plante et kys på Ahngels læber. Han kyssede ikke igen, men fortrak sig dog heller ikke. Øjnene vendtes blot opgivende til siden og tilbage igen da læberne slap. Han havde bestemt ikke tænkt sig at lade sine tanker slås ud af et kys fra dæmonen igen. Hans smil bed. Ahngels øjne lynede som kontrast for det nu kolde ansigt. Ma’lakkel afveg. Det var tydeligt og den eneste grund til at Ahngel accepterede det denne gang var fordi at han selv havde forsøgt sig på det for kort tid siden. Hans talestrøm indeholdte hyklerig og evig troskab. Hvad troede han? At Ahngel havde indirekte bedt om Ma’lakels hånd i ægteskab? Ahngel fnøs indvendig ved tanken om kirkeklokker. Han sendte da et giftigt blik da Ma’lakel gav udtryk for at han fandt det fristende at udnytte Ahngels svagelige tilstand.
Da gled et argument ud fra Ma’lakels læber, som Ahngel ikke fandt at høre til nogen steder. Nu blev der bidt igen og Ahngel skulle åbenbart til at forklare sin situation igen? Stolede på? Ahngels blik nedtonede sig og et øjeblik kunne nuancen igen række ind og tage fat i ens hjerne.. trykke om den og lade individet fanges i blikket. Han veg dog øjnene fra Ma’lakels bagefter.. velvidende om at de havde netop denne effekt netop nu? Trods han så længere nedad, var hans ansigt ikke skamfuldt, men i en mørkets simple neutralitet. Ma’lakels hænder fandt Ahngels og han løftede dem imod sin egen hovedbund. Ahngel løftede blikket og fulgte hans hænder for derefter at lade blikket glide ned på Ma’lakels med et forseglet udtryk. Han havde ikke taget det til sig. Han havde ikke lukket det ind og ikke ladt det tirre ham direkte. Det syntes at prelle af. Det syntes at falde som vand og blande sig i karet hvor de sad. Ma’lakels reminder om mødet gjorde ingen forskel. Emneskift? Det ville han kunne lide.
Som Ma’lakels hænder ville slippe Ahngels, begyndte han atter at massere skummet ind igennem Ma’lakels hår. En forskel var at tyde. Der manglede denne velsignende glød ved den hvide vampyrs berøring.
”Så sandt må min fortolkning af dig ha været svækket i tiden jeg var fraværende. Dengang så du ingen synd i hykleri.” Hans tanker faldt på Ma’lakels gamle bolig. Den faldefærdige overetage hvor deres første nat sammen var blevet tilbragt. Han huskede berøringer… befamlinger. Han huskede det mørke der havde præget hans kaotiske sind ved Ma’lakels endeløse trykken på knapper der ikke tilhørte ham. Han huskede Ma’lakel komme helskindet derfra… Montagen af billeder fra den aften skiftede farve.. til en frustreret Ma’lakel… til tårer der kunne lugtes bag lukkede øjenlåg. Blot ved en enkelt knap. Hans reaktion. Denne brændende ild. Ahngels hænder trykkedes atter imod Ma’lakels hovedbund en smule.. hans negle ville meget vel kunne mærkes uden at gøre skade på ham. Fingrene fandt vej op til hovedet top ved at bukkes ved hans nakke… Hans hals straktes og han lagde langsomt sit forhoved imod Ma’lakels… betragtende dennes ansigt med et roligt udtryk. ”Åben øjnene Ma’lakel. Hvor befinder du dig? Havde jeg virkelig ingen tillid til dig, ville du så befinde dig her? Urørt af mine artsfælder men rørt af deres ubeskyttede overhoved? Velvidende om at dæmonen i sit hjem hvert øjeblik kunne skubbe kisten ud i lyset når den sov?” Hans øjne blev større og mere intime. ”Ville jeg tiltro dig den hemmelighed, som du selv indgår i, hvis jeg ikke stolede på at du holdt den i stedet for at nyde at se flammende kaos i dit nærvær?” Den røde farve legede med den gyldne som blev der kastet narreguld i Egyptens første himmelige plage. Besudlende blodet fra de tusinde småbørns livløse kroppe.
”Loyalitet… handler ikke om ejerskab. Det er nærmere sagt en aftale. Min loyalitet til dig og den omvendte faktor, giver dig ikke ejerskab i mine tanker, ligeså vel som jeg ingen ret har på at kræve dine.” Ahngels hænder fandt atter vej ned ad Ma’lakel og samlede vandet op i sine foldede hænder for atter at føre det til dæmonens mørke hår og lade det glide dernedad, trækkende den skummende væske med. Hans højre hånd fandt sin vej til Ma’lakels venstre brystkasse, hvilede mærkende fladt derpå i en tid imens hans øjne fulgte. ”Jo.. Jeg har et møde.” Konstaterede han endelig. Og med det sagt, ville han, hvis Ma’lakel ikke besluttede sig for at deres intime posering skulle fortsætte, rette sig op og bevæge sig tilbage til kanten overfor Ma’lakel. Han betragtede dæmonen et øjeblik inden han fjernede skumresterne på hans hænder ved at lade dem synke ned i vandet et øjeblik og endnu en gang læne nakken tilbage for at lade vandet omfavne håret og fjerne den boblende masse fra hans berøring af Ma’lakels pande og derfor hårkant. Han rettede sig op og lod det drivende hår føres bagud med begge hans hænder der trak det med sig over tindingerne. Hans øjne søgte da ikke Ma’lakels igen, men var placeret i vandkanten lidt foran sig med et tænkende udtryk, som han plejede. Hænderne forsvandt under vandet igen. Da ville man.. hvis man så godt efter, finde et internt smil over hans læber. Småt som det plejede. Manglende af gnist som det plejede. Øjnene faldt på Ma’lakel igen, som bekræftede Ma’lakels figur noget i smilets sammenhæng. Da trykkede Ahngel armene imod karets bund og rejste sig op… Vandet faldende fra hans slanke krop. Han vendte blikket til siden og trådte ud af karet, bringende vandet ud på gulvet ligeså. Han trådte ned fra trinet, blottende hans side og det meste af hans ryk overfor Ma’lakel. Arrene havde taget en lysere farve i takt med vandets varme imod hans nådesløse kulde. Noir rejste sig op fra sin siddeplads på kanten og krummede ryggen med en veltilfreds brummen. Dens røde øjne vendtes imod Ahngel kort. Dens ører lagde sig tilbage. Ganske automatisk og uden at se hen på katten, førte Ahngel sin halvknyttede hånd imod den og trods den var våd blev Noirs midlertidige frastødelse ved sin herre overtrådt og den kørte panden imod den glinsende håndryg og gav ham et underdanigt: Purr. Ahngel trådte nogle skridt væk fra karet og hev fat i det nærmeste håndklæde og med en strækkende bevægelse, lagde han det om livet. Det lange stykke der kom tilbage syntes at opfange Ahngels opmærksomhed og han kiggede ned derpå, undersøgende hvorfor der pludselig syntes at være mere håndklæde end normalt. Han tav og kiggede op igen. Da vendte han ryggen imod skænken, hvor håndklædet havde ligget og stod nu med fronten til Ma’lakel, hvis han altså ikke havde bevæget sig ud af flækken. Hans øjne roligt imod ham imens han hvilende lagde armene over hinanden i en forholdsvist afslappet stilling. Han lænede sig let over skænken imens han syntes at lade sig dryppe af. Hans øjne vendtes kort imod siden.. imod ingenting. Han følte et sydende stik imod hans ribbens samlepunkt og følte at han lagde Ma’lakel tomhændet tilbage. ”Jeg ved ikke hvorfor min krop forandrer sig.” sagde han så, ganske kort og så imod Ma’lakel, lod øjnene hvile et sekund, hvorefter han igen tog tøjet under armen og gik ind i det andet værelse.. mest af alt for at undgå den irritation i at lade Ma’lakel få lidt af sin vilje, selvom det ikke hjalp ham meget. Han ville ikke se på sin egen opgivende. Ma’lakel ville reflektere det… og dermed vokse ved det.
Noir tilbageblev og kiggede på dæmonen, spindende lystigt, som havde den ikke fattet en bjælde af hvad der var foregået, ignorerende sin herres negative udladning og bare tilsyneladende nyde Ma’lakels tilstedeværelse.

Han lod sine øjne lukkes halvt efter at have givet slip fra den udødes kolde hænder. Selvom at den sælsomme nussen manglede glød, lidenskab, for ikke at nævne vilje, så kunne Ma’lakel alligevel ikke lade det faktum være, at han nød det. Nød at mærke vampyrens fingre danse igennem hans brune hår, de kolde finger spidser imod den varme hovedbund, og de skarpe negle der legende rev i hans skalp, uden at påføre bemærkelses værdig skade.
Da denne så talte, kunne Ma’lakel ikke sige han var fuldstændig overrasket. Men alligevel havde han håbet at vampyren var blevet en smule konfus af det kys han førhen havde haft placeret på dennes læber. Men han havde intet held så det ud til, i hvert falde ikke med dette. Denne havde ret når han sagde at Ma’lakel aldrig før havde givet udtryk for at hykleri var en synd. Det var det vel heller ikke. Hykleri kunne findes i alting, og var en aktiv del af at være politiker eller i dette tilfælde hersker over noget. Værende det et kæmpe stort folkefærd, eller en lille simpel by i et land som verden for længst havde glemt.
Han trak ganske svagt på smile båndet, men det var ikke så meget et smil som en form for udvendig snerren. Utilfredshed kunne man ikke kalde det, men måske bare en form for ærgrelse. Til forskel for vampyren havde han ikke tænkt sig at køre videre med at overbevise denne om at det han havde sagt havde været fuldkommen oprigtigt, det ville udløse samme resultat som da Ahngel prøvede at gøre det samme ved ham. Men alligevel var tanken om at vampyren kunne læse ham, irriterende. Aquires mestrede dette til perfektion, og han havde en anelse om at Ahngel var begyndt at meste samme færdighed.
Ma’lakel lænede hovedet en smule forover som Ahngels fingre trykkede sig en smule mere ihærdigt imod hans hovedbund, og kunne da mærke samtlige nerver spænde sig sammen og sende behagelige men på samme tid ubehagelige, stød ned igennem hans krop. Det blev ved indtil at Ahngels hænder var ved hans nakke. Han følte sig kærtegnet af en ukærlig hånd, og selvom at det ingen oprigtig følelse afgav så var Ma’lakel stadig i en skjult trance, et fængsel som da han så ind i de blod røde øjne. Skønt, ligesom Ma’lakel skulle til at række en hånd op for at tage fat om en af vampyrens, kunne han mærke et pres på sin pande, og han åbnede de malakit-grønne øjne straks. En stærk essens af forundring lyste ud fra ham i starten, som forventede han at der skulle ske noget hårrejsende, men måtte efter at have set på Ahngels ansigt i et stykke tid, erkende at denne ikke lod til at ville andet fra ham end blot søge en meget intim form for nærhed.
Den udøde var så tæt på at Ma’lakel næsten kunne føle hans krop gå i en sygelig form for trance, delvist på grund af at han skulle koncentrere sig: koncentrere sig om ikke at tage det han ville, velvidende at denne ikke ville kunne gøre meget modstand, og netop derfor var det så fristende. Så umådeligt fristende. Han søgte de røde øjne, efter at have ladet sine egne glide ned over det guddommelige maleri der var den udødes ansigt, et ansigt han var begyndt at finde familiært på en helt anderledes måde end før. Dennes ord bekræftede bare den særprægede følelse han før havde haft i nærheden af vampyren, og som denne talte, følte han endnu engang en harmonisk stilhed inde i kroppen. Det var som at slappe af, fuldstændig, næsten sove uden at det egentlig var kroppen der gjorde det men sindet. Dette gjorde ligeså at Ma’lakels barrikader faldt, dem han havde formået at holde oppe. Tilstedeværelse kunne ses i både øjne og krop, som var han en åben bog klar til at blive læst. Alle siderne var friske og alligevel manglede mange af dem stadig ord, blanke sider der endnu ikke havde fået skrevet en slutning. Ma’lakels slutning.
Hans læber separerede sig meget svagt fra hinanden imens at han så på vampyren i det denne talte, fortalte om hvad forskellen på Ma’lakels opfattelse af deres ’loyalitet’ var og hvad vampyrens egen. Han virkede som et barn. Et barn der lærte noget nyt af sin lære. Viden der lige så stille gled ind og satte sig et sted i hans hoved for at blive gemt indtil at det engang ville blive nyttigt. Netop den oplevelse var meget sjælden for Ma’lakel, det var ærligt talt næsten over flere hundrede år siden at han nogen havde lært ham noget som han ikke allerede vidste eller havde regnet ud. For ham havde loyalitet altid været ligegyldig, og derfor havde konceptet bag det aldrig været noget han havde taget op til overvejelse, eller overhovedet tænkt på. Loyalitet var kun for de svage, dem med behov for at holde et bånd imellem dem selv og et andet individ for at eksistere. Ma’lakel havde aldrig haft behov for andre end ham selv, aldrig støttet sig op af et andet væsen, så naturligvis kendte han ikke til loyalitetens dybere mening og havde i tidens løb egenhændigt opfundet sin egen mening.
Som vågnede han af en særdeles særpræget drøm, så han hurtigt væk fra de røde som ren refleks af at han havde stirret meget intenst ind i dem den sidste tid vampyren havde talt. Han lod derefter hans øjne følge Ahngels hænderne ned til vandet, og rynkede halv-irriteret brynene over at vide hvad der kom nu. Han lukkede øjnene i da vandet gled ned over hans hoved og lod det skummede hår miste sit hvide ydre, og lade de mørke brune tråde strækkes ud så de blev lige den tand længere end de egentlig var. Nakke hårende blev sorte at blive gennemvæddet af vandet og ligeså blev resten af håret, som blev ramt af det varme kar vand. Ma’lakel hadet følelsen af vandet der gled ned over hans hovedbund og videre ned over kroppen på ham. Det føltes umådelig vammelt! Han var fristet til at ryste hovedet med det samme efter vampyren havde gjort det, men undlod da det ville betyde at han ville sprøjte ud over det hele på vampyren og at denne i så fald sikkert ville få den hvide farves svigende masse ind i de, rubin, røde slange øjne. Ma’lakel fortsatte dog med at sidde med halvt lukkede øjne, og endte til sidst med at sidde med det ene helt klemt i og det andet halvt åben imens at han så op på den udøde der konstaterede det som Ma’lakel før havde sagt: der var et møde som ventede.
Da lod deres poseringer til at blive ændret, og Ma’lakel lukkede øjnede helt efter at vampyren var kommet langt nok væk. Han bøjede sig meget hurtigt forover og druknede derefter sig selv i vandet! Rakte hænderne op og gned i hans hår under vandet for at få det resterende skum ud af det. Da han vurderede at det var nok (eller at han ikke kunne holde vejret længere) rettede han sig op, og derved kunne hans hoved samt øverste del af brystet, og skuldre atter ses. Hans ansigt havde nu ligesom kroppen fået det svage røde skær, og han lignede næsten en helt andet dæmon hvis ikke man altså vidste at det var Ma’lakel. Den mørkebrune hår farve var blevet erstattet af en sort, og med en blanding af det og så den mørke rødlige hudfarve, lignede Ma’lakel knap sig selv. Udover selvfølgelig… hans personlighed var den samme. Han rystede hovedet, og det sprøjtede til alle sider, hvorefter han rakte hænderne op og næsten febrilsk forsøge at få alle dråberne væk fra ansigtet. Det sorte hår klistrede sig til det markerede og hædrede ansigt, samt at selve håret synes meget længere end det havde set ud. En blanding af Ma’lakels mangel på hår hygiejne og det faktum, at det altid var redt bagud. Den egentlige længde ville være overraskende. Han var ikke lang håret men havde langt nok hår til at hans pandehår nåede nogle centimeter over øjenbrynet.
Efter at have kæmpet for at få det resterende vand af sig søgte hans øjne automatisk hen til Ahngel der på dette tidspunkt havde lagt hænderne imod tændingerne og smyget dennes sorte hår tilbage. Ma’lakel greb sig selv i at stirre igen, men så dog væk det øjeblik vampyren ikke længere så ud til at være optaget af at føre sit hår væk fra sig. De grønne øjne kunne dog ikke holde sig væk fra den udøde i lang tid, og gled meget hurtigt hen på denne igen, opfangede det lille smil der kom. Og skønt det virkede så naturligt og upersonligt som altid, kunne han ikke helt tro på at det blot var hvad det så ud til. Hans mistro blev da bekræftet da Ahngel så over på ham, og bevarede smilet. Ma’lakels blik blev uforstående: hvad? Mistroen begyndte igen at banke på inde i Ma’lakels hoved og da Ahngel rejste sig op, fulgte Ma’lakel denne med en årvågen præcision man ikke skulle tro var mulig! På samme tid med at han følte et meget diskret sug i kroppen. Tilbageholdt uden tvivl, men ikke forhindret.
Nede fra vandet betragtede han Ahngels bevægelser, for ikke at nævne hans kropssprog, meget nøje, som søgte han efter noget, prøvede med vilje at finde noget han kunne sætte en finger på og råbe: aha! – til, men indtil videre uden megen held. Alt der var, var den slanke ryg, og de sølv glinsende ar, som drillende Ma’lakel med deres afstand!
Han betragtede Ahngels indirekte tilkaldelse af kattedyret, og ligeså fulgte han dyrets reaktion på dette. Et stik af irritation gik igennem ham, og afspejlede sig ganske kort i hans gylden grønne øjne der gav et svagt lysende skær fra sig. Han observerede dernæst Ahngel tage et håndklæde fra den bunke som Ma’lakel havde ledt igennem tidligere, og en nysgerrighed blev vakt selvom Ma’lakel godt vidste der intet lå imellem dem. Men i dette hus, kunne man aldrig vide med noget! Så han lod alligevel sin indre spænding stige, kun for at blive skuffet i sidste ende, da håndklædets formål blot var at gemme vampyrens underdel. Han skævede skuffet til håndklædet som var det hele dens skyld og så derefter arrogant væk, hvorefter hans blik lagde sig på vandet som han stirrede ned i. Han så et øjeblik meget fjern ud, men vendte blikket op igen da han fik en fornemmelse af at blive iagttaget. Og ganske rigtigt, vampyrens øjne lå over ham, med et meget roligt blik. Ma’lakel løftede tavst et øjenbryn og så lettere konfust tilbage på denne, men blev igen en smule foruroliget over at vampyrherren intet sagde, og blot… så på ham. Da lod vampyren blikket glide væk endnu engang. Ma’lakel fortsatte dog med at se på denne lidt endnu, imens at han undrede sig over hvorfor denne ikke udslettede de resterende dråber ved at lavede håndklædet glide over huden i stedet for at stå der, uden at gøre noget.
Men hans undren blev hurtigt brudt da vampyren talte, og de grønne øjne spærrede sig en smule mere op. Han mødte vampyrens blik inden denne da flygtede fra rummet med sin tøjbylt, og efterlod Ma’lakel ude på badeværelset, med den elskovs syge Noir.
Han blinkede kort, men lod derefter sit overraskede udtryk falme, og rynkede brynene hvorefter et lille smil kom frem på de smalle læber. Han havde ikke sporet nogen ujævnheder i kropssprog eller tonelejet, så… vampyren måtte tale sandt, selvom Ma’lakel fandt det yderst uvirkeligt at Ahngel ikke vidste hvorfor han mistede kropsvægt. Vampyren der syntes at være besat af at have kontrol, havde faktisk noget denne ikke kunne kontrollere. Men så var der et helt tredje spørgsmål: hvorfor skete det? Og endda uden at vampyren var bevidst om det?

Ma’lakel vendte sig imod kanten af karet og svang den ene arm over den for blot at hvile op af den imens han tænkte og så imod døren. Dog gled hans opmærksomhed over til den stirrende Noir lidt efter. Igen måtte Ma’lakel stå i et dybt dilemma om katten var mere end den så ud eller ej, da dyret så ud til at være uvidende om hvilken magtkamp der havde foregået ikke lang tid før Ahngel var forsvundet ud derfra.
Han rynkede på næsen og satte det yderste af hans pegefingers negl bagved hans tommelfingers spids, lod de to svagt synke ned i vandet og sigtede imod den sorte kat, så noget vand blev skudt imod den, ganske harmløst, og ville ikke nå den, da intentionen om at ramme var rimelig halv-hjertet.
,, Har han altid været sådan der…?”, spurgte Ma’lakel.
Efter lidt skadefro morskab over hvad der ville være sket hvis han faktisk havde ramt katten.
Tydeligt useriøs, da han ikke forventede et svar fra katten overhovedet, og stillede spørgsmålet meget retorisk til den. Derefter sukkede han svagt for sig selv, og så ned i vandet imens at han lod en meget lavmælt latter undslippe ham.
… Forbandede vampyr…

Noir lå nu med et mageligt udtryk i det behårede ansigt med rævesovende øjne. Man kunne frists til at kalde denne mine for et smil, til trods for det faktum at katte ingen læber har til at forme udtryk i. Man skulle virkelig ikke tro at så stor en kat kunne finde fodfæste og endda liggepunkt på karets kant. En balanceevne der virkede unaturlig, selv for et væsen som Noir. Halen vajede muntert frem og tilbage, som var den i sidste ende fuldkommen kold overfor sin herres negative energier. Dens opmærksomhed fangedes af Ma’lakels smølfespark i vandet og ørene rejste sig samt de store røde øjne fokuseredes på bandet, hvor ringene fra ’angrebets’ rester flød over. Katten bøjede nakken og snusede kort imod overfladen inden den rettede sig op, slikkede sig afkræftende over næsen og gav sig til at slikke sin pote endnu engang med et lidt for nydende udtryk. Små klik lød fra dens tunge imod ganen og dens rumlende spinden trådte endnu engang i kraft, åbenbart fuldkommen tilfreds med Ma’lakel som sit eneste selskab, dog hævet over ham, som var Noir mennesket og Ma’lakel kæledyret der bare kiggede på. Arrogante kat. Ørene vippede sig til rette da Ma’lakel stillede den et spørgsmål. Den responderede med et nysgerrigt: ’puurh?’ og fortsatte da sin slikken. Efter kort tid med øjnene på Ma’lakel, lagdes dens øre nedad og den placerede atter poten imod sit fodfæste. Den lagde hovedet kort på skrå og dens spinden døde hen, som havde den rent faktisk fattet noget af hvad Ma’lakel sagde. Hvem ved? Øret længst mod døren drejede sig da da lyden af et skab der åbnedes kom inde fra soveværelset. Den strakte ryg og begyndte atter at spankulere over karet, sættende derefter af og landende ovre på skænken, veltilfredst siddende på en bunke tyndere håndklæder i en ren benhvid farve. Håndklæderne syntes at være formede efter længere tid, og at dømme ud fra Noirs atter høje spinden og duften dertil, var de vel tiltænk den fra starten af. Poterne forsvandt under den da den ’gik ned i knæ’ og gjorde sig det behageligt, let betragtende dæmonen på længere afstand.
Skabsdørens knirken var bitter imod trommehinderne da dens hængsler efterhånden trængte til at blive smurt. Atter blev Ahngel imødekommet af et mindre spejl på dørens inderside, samt hylderne bestående af tøj og andet påklædning. Hans hænder knappede den sidste knap i de sorte bukser og fandt dernæst op til hovedet, hvor det hvide håndklæder var lagt over hans hår, som var det en hætte. Han begyndte langsomt at bevæge håndklædet over håret, men smed det ligeså hurtigt fra sig da han mente det var nok, dog dryppede håret et par sidste gange og hans skuldre havde endnu få dråber klæbende til sig. De sorte tråde var nu pjuskede op og dækkede sløset Ahngels udsyn. Han strøg det kort til siden, fangende en tredjedel af hårets fald og betragtede den uregelmæssige ’klipning’. Han slap atter håret og søgte spejlets øvre højre kant, hvor et rødt silkebånd var fæstnes. Han gned kort båndets flade mellem pege og tommelfingeren og følte lidt på silketrådenes mønstre. Han skænkede det et usynligt smil inden han førte det til munden og fangede det mellem fortænderne, hvorefter han strøg håret tilbage med hænderne, samlende det med den ene bagtil i en doven version. Den frie hånd tog atter båndet til sig og førte det bag til, under samlingen af hår og fangende det. En ganske løs knude forseglede det og nu var forskellen på vampyrens hårlokker atter svære at få øje på. Bevidst selvfølgelig. Han havde ikke intentioner om at hans stab skulle se produktet af hans rastløshed. Hårene faldt dog ned over hans ansigt igen, mens hans hals stod blottet. Han vendte igen opmærksomheden til den dovent foldede bunke med tøj, som han havde placeret på sengen i et let kast da han havde forladt badeværelset. Han satte sig på sengens fodende, samlende sengelagnet om sig i elegante folder på grund af det glatte stof. Skjorten blev selvfølgelig førstevalget og Ahngel førte armene igennem den. Som han så ud i værelset, begyndte hans tanker at vandre og rutinen med at tage tøj på blev ubevidst og automatisk.
Hans tanker faldt på de teorier han havde gjort sig i det løbende år. Vedrørende væsenet på hans badeværelse, hvis fysiske eksistens begyndte at fylde mindre imens selve tanken om ham begyndte at tage til. Som hans forsynende hånd søgte slipset, faldt den over den glatte metalliske overflade, som tilhørte lommeuret med den grædende rose på sin overflade. Hans øjne søgte den ikke imens fingrene bevægede sig over den, endelig krævende det og holdende det i kæden foran sig. Dets klik bag det lukkede låg var hørlige, dog lave. Han vidste at nedenunder det kønne låg, var det opspændte og nøjagtige urværk.. konstant i gang og altid synkroniseret med de oprindelige ure for at videresende tiden med sine små rytmer. Rosen fangede Ahngels blik og med det lod han uret falde som et lod. Kæden gled igennem hans fingre og rent bevidst lod han det falde til gulvet. Endnu et klik bekræftede at uret stadig levede. Lige meget hvor mange knobs den tingest havde fået de løbende år, havde det aldrig gået itu eller stoppet med at bevæge sig. Hans tæer krummede sig ganske kort imens han førte fødderne lidt tilbage imod sengens skelet, hvilende dem med tåspidsen som balancepunkt imens han fortsatte med at beklæde sig.
Det røde slips spændtes om hans hals. Knuden lagde han sin hånd imod som modstand og strammede det yderligere. Det nappede kort i hans hud, men stoffet blev lige og fold-løst. Han afprøvede det kort ved at synke en klump, smagende af kropsmetal. Det mærkedes om adamsæblet. Perfekt. Det bekræftede at det var på plads. Han rejste sig som han rettede jakken til og ligeså gav sig tid til spænderne over hans mave. Lagde mærke til at snøren næsten kunne nå de sidste og inderste huller med bæltespænderne. At suge maven ind for at redegøre for det, ville være absurd. Han spændte dem som han altid havde gjort, rettede kraven til, som altid og frigjorde håret fra jakkens ryg…
..som han plejede.
Han efterlod uret ved sengen for at placere fødderne, strømpeløst, ned skoene. Hans øjne faldt på det papirdækkede bord med et søgende blik. Hans hænder gled derover, skubbende nogle papirer ned til de yderligere på gulvet. Et klir lød da han havde formået at skubbe hvad han ledte efter nogle centimeter væk. Metallet sang imod bordets overflade. En lille ring af sølv, med en flad overflade, udgørende et sort tryk af våbenskjoldet der var set samtlige steder på palæet allerede. På den ødelagte dør.. Knapperne og andre steder. Ravnen og rosen. Han placerede den på højre ringfinger, gav den et utilfredst blik og vendte blikket ud i rummet for en stund. Skuffen nederst til venstre blev trukket ud.
Ud tog han en stak papirer, klipset sammen med et anderledes udseende låseredskab. Ud tog han noget lignende et meget fladt kassettebånd og ud tog han et nøglebundt, holdende et næsten utælleligt antal nøgler i forskellige størrelser og materialer. Han stak båndet i lommen og udvalgte dernæst to nøgler ud fra bundet. En meget almindeligt udseende nøgle med et bredt skaft. Lidt gammeldags af udseende og en mere avanceret tingest der ikke syntes at være skabt til et nøglehul. En lille ridse over den første nøgles hoved syntes at gøre en forskel fra de lignende i bundet, som var det en der var meget vær at huske, til trods for at han ikke havde brugt den i lang tid.
Da stak han ligeså nøglerne i lommerne, puttede bevidst den ridsede nøgle i den tomme lomme og lagde den mærkelige udseende nøgle ned i lommen, hvor kassette tingen ligeså lå. Hans øjne flakkede imod badeværelset, hvorefter han hævede stemmen, alt efter hvorhenne Ma’lakel befandt sig.
”Er du interesseret i at overvære mødet eller vil du hellere eskorteres direkte til dit værelse?” Han lænede sig afventende over skrivebordet, betragtende noget der lignede en abstrakt tegning.

Ma’lakel rettede sig op, efter få minutters stirren ud over overfladen af vandet:
Næsen begravet i den våde masse som resten af kroppen ligeså var omfavnet af. Det varme vand slog imod kinderne da han bøjede sit ene knæ, og lod det rejse sig som et underjordisk bjerg der pludseligt stak op fra havets skjul. Hans hud var atter rødlig, og fejlfarvet. De grønne øjne virkede fjerne, og væk, i dybe tanker der egentlig ikke var tanker men mere bare en vildfaren sindstilstand, af intethed. Han kunne end ikke forklare sig selv hvorfor han pludselig blev ramt af en meget overvældende fornemmelse. En fornemmelse af noget der føltes surrealistisk og yderst uvirkeligt. Som burde han slet ikke sidde hvor han sad. Men hvis han absolut ville lede efter en forklaring på den sære følelse af at være malplaceret, så måtte den vel stamme fra hans individuelle opfattelse af at han ikke hørte til. I hvert fald ikke i dette palæ. Måske var det også derfor han fandt det svært at tænke ordentligt? På grund af palæets aura af fjendtlighed, og selvom Ahngels loyalitet stadig lod sig mærke i hans bevidsthed, så kunne den ikke skubbe følelsen af at være det forkerte sted, væk.
Han sad op i vandet, og så hen imod katten der havde placeret sig på den lille stabel håndklæder der lod til at være tiltænkt den fra starten. Men blikket var kun kort, og havde ikke meget i sig end at Ma’lakel blot ville se hvor det pelsklædte bæst befandt sig.
Vandets varme begyndte så småt at aftage, og lade sin virkning på Ma’lakel forsvinde. Det blev ikke ved med at pirre hans krop i en behagelig prikken, hvilket var tegn for Ma’lakel til at det var tid til at stige op. Han lod meget kort sine hænder glide over hans arme, vaskede dem ganske kort, inden han greb fat om det store kars kant og rejste sig op. Vandet skyllede af ham, og dråberne gled ned over den mørke, rødlige, hud. Det sorte hår var så småt begyndt at tørre, og få sit mørke brune skær tilbage.
Han trådte ned på det første trin, og skabte en lille pøl under sig, ligesom Ahngel havde gjort det da han var trådt op af karet.
Ma’lakels blik lagde sig hurtigt på katten som mageligt lå på dens lille håndklæde stak. Endnu engang kunne han ikke lade sine drillesyge og lettere skadefro tanker blive tilbage, og et meget diskret smil lagde sig på hans læber. Næsten usynligt, da det kun ville kunne ses på en meget svag trækken på den højre mundvig. Han var fristet til at provokere det store kattedyr, og tage dens lægge ’dyner’ fra den. Men han undlod, delvist fordi at han et eller andet sted ikke havde lyst til at få en vred kat i hovedet, og delvist fordi at han var en smule for doven og ugidelig. Kroppen var begyndt at trække i ham, og han kunne mærke søvnen der gerne ville hviske vuggeviser til ham, og lulle ham i søvn. Selvom at netop dette tidspunkt føltes umådeligt akavet at føle sig lettere døsig på.
Han greb det nærmeste håndklæde, og lagde det imod ansigtet for at fjerne dråberne der gled ned fra håret. Klemte øjnene sammen som han gjorde det, og tog en dyb indånding, for derefter at give et lydløst suk fra sig, og føre håndklædet over brystet for derefter at binde det om hans lænd, og gribe fat om et andet, som han derefter smed over hovedet, satte en hånd på hver side af det, og begyndte at gnide det imod hans våde hår. Bag efter lod han det ligge over nakken så enderne ville glide ned forbi hans hals og ligge sig over kravebenet. Han satte hænderne imod vaskens kant, og lod hovedet sænkes, imens at han indvendigt prøvede på at gøre … noget. Han vidste egentlig ikke hvad han prøvede på at gøre. Eller hvad det var han fandt så.. trættende, men selvom grunden til hans lettere frustrerede tilstand var nem at forklare, så fandt han den kompliceret og svær at finde.
Da opfangede han en lyd. Lyden af noget hårdt der ramte noget med et ligeså standhaftigt ydre. Han lod blikket glide hen imod dør åbningen. Nysgerrighed nåede endnu engang hans blik, og forstyrrede hans ellers meget interne diskussion.
Han skubbede sig selv væk fra vasken og vandrede uforstyrret hen til dør åbningen. Da han kom hen til den, lod han sig selv blive set hvis, ellers vampyren ikke havde haft en lettere blind vinkel imod ham. Tavst lod han den ene fod svinge over den anden, så den balancerede på storetåen. Han lænede sig imod dørkarmen, og lagde armene over kors, imens at han fortsat lod nogle få dråber glide ned over den veltrænede mave, og de markerede overarme. Han betragtede i stilhed hans udøde vært.
Lod sine øjne fæsne på dennes handlinger.
Han så til imens at de bare fødder trådte ned i skoene, og denne lod blikket hvile over kontor bordet, søgende. Da denne så gik hen til skrive bordet for at lede efter det som denne søgte, skubbede Ma’lakel sig væk fra dørkarmen og listede efter, så lydløst som han nu kunne, selvom at vampyr herren sikkert allerede ville have lokaliseret ham. Han ville uden tvivl også kunne mærke at hans personlige rum blev betrådt da Ma’lakel stoppede bag ved vampyren, efter denne havde ladet noget raslende som Ma’lakel antog som at være nøgler eller mønter, ned i lommen.
Hans øjne gled ned over det sorte våde hår, og mindet om ham selv der svang et håndklæde over det og stille nussede hår trådende tørre, løb igennem hans erindringer og blev ligeså påkaldt på grund af den våde lugt som Ma’lakel underbevidst opfangede fra Ahngels sorte manke.
Ma’lakel’s omfavnelse af mindet blev afbrudt da Ahngel talte, i et toneleje der ikke var helt så høj rystet.
Spørgsmålet var egentlig meget godt: kort overvejede Ma’lakel det, og hurtigt kom han frem til et svar. Senatorer, møder, punkter, og planer, redegørelser, og løsninger? – han havde ingen interesse i at overvære en vampyrs møde. Hvad han ville få ud af det var trods alt blot et indblik i Ahngel og hans vampyr bestands problemer. Problemer han i sidste ende kunne være ligeglad med, men så alligevel ikke. Han havde efterhånden udviklet en dyb interesse for Ahngel og dennes affærer. Men så igen, forbød hans krop ham at lade sig selv forblive i en bevidst tilstand mere end allerhøjst nødvendigt. Et møde imellem senatorer, kunne let tage flere timer, for ikke at nævne kunne Ma’lakel højst holde sig vågen i to, og det ville være en smule akavet for Ahngel at have en sovende dæmon siddende til bords med højt stående vampyrer ved sin side. Ild-dæmon… det ville også give et forkert indtryk af Ahngel, skulle han medbringe en så stor fjende til et fortroligt møde. Om ikke andet ville det sikkert skabe mistro, en mistro som måske kunne være fatal.
Han lænede sig ind over Ahngel, så hans ansigt var lige ved siden af vampyr herrens, og lod øjnene glide ned på selv samme abstrakte tegning som Ahngel syntes at være en smule optaget af.
,, Selvom jeg gerne ville, er jeg intet nattedyr.”
Hans stemme var uforandret, og havde en meget afslappet undertone.
,, Værelse? Fint skal det være… Og jeg som troede jeg bare kunne putte mig ind til dig, i din store seng.”
En sarkasme kunne spores i stemmen denne gang, og Ma’lakel lod en meget lav latter glide fra hans læber. Lav, men Ahngels skarpe hørelse ville sikkert opfange den tydeligt. Den var ikke mørk eller skadefro. En latter der kunne forventes af en person der fandt noget oprigtigt morsomt.
Han rakte hånden ud imod den abstrakte tegning for at gribe fat i den, og rive den væk fra skyggerne af alle de andre papirer. Betragtede den nærmere, imens han ikke flyttede sig fra vampyren. Dennes ryg blot få centimeter for at røre Ma’lakels bryst, og hvis Ahngel bare lænede sin nakke en smule tilbage ville hans baghoved finde hvile imellem Ma’lakels hals og skulder.
Efter få sekunders nærmere studering af den abstrakte tegning lod han den falde ned og lægge sig over kontor bordets overflade igen.

Ahngels øjne stod fortsat på tegningen. Den kunne minde lidt om starten til en af de såkaldte paradokslabyrinter, hvor de ydre mure var runde og labyrinten var alene skabt af en masse streger der gik lodret og vandret igennem den. Den så dog ufærdig ud for en labyrint, så man ville hurtigt konkludere at det nok ikke var dens egentlige forestilling. Som var det afdelinger, var der sat ord ind forskellige steder. Ordene var utydelige, som var det en virkelig sløset håndskrift. Nederst på papiret, i det højre hjørne, var der dog nedskrevet nogle noter, på fransk, i en meget lige, meget raffineret og perfekt skønskrift. Det var underskrevet Ahngels egentlige initialer: LMDS XIII.
Svaret han lyttede efter kom noget mere pludseligt og noget mere nært end han havde regnet med. Hans ansigt vendtes en smule bagud hvor Ma’lakel allerede stop. Han så kort et øjeblik afventende på ham med en smule uforstående blik, som havde han i virkeligheden overhovedet ikke opfanget hans nære tilstedeværelse i værelset. Hans blik blev da tænkende… overvejende og alvorligt inden han så frem igen, enig med sig selv om at Ma’lakel nok ikke skulle se for meget af den uforståelse der var at finde. Han var stille en overgang imens Ma’lakel gjorde sig færdig med sit argument om at holde til i Ahngels gemakker. Vampyren sendte et opgivende blik ind i væggen. Hvorfor overraskede det ham dog ikke? Sarkasmen blev først ikke opfanget, men efter få sekunders analyseren af dæmonens ord, havde Ahngel fanget pointen mere eller mindre. ’Tegningen’ blev taget og Ahngel vendte sig halvt om for at studere Ma’lakel i hans søgen på at finde forståelse deri. Held og lykke… Det ville han kunne bruge. Ikke nok med at teksten var fransk til kanten, var ordene i første del alligevel så utydelig som et lille barns naive forsøg på at tegne en slægtning i uregelmæssige streger og ubalancerede farver. Ahngels øjne faldt et øjeblik derpå. Han havde vel selv svært ved at se hvad der stod, dog huskede han det som en memoir. Det faldt atter til de andre papirer, som det havde gjort før. Hans vendte sig med et enkelt skridt og stod da ansigt til ansigt med dæmonen igen. Hans øjne let betragtende ham uden at have noget egentligt bag sig. Han kiggede bare. Kiggede og huskede. Hans højre hånd fandt op, rettede en fold i håndklædet om Ma’lakels hals. Lod det stryges igennem hans fingre for et par sekunder imens øjnene hvilede derpå, som var Ma’lakel egentlig ikke det mest centrale foran ham. Det var en løgn. Han tog et let greb om hele enden af håndklædet, lod det spændes i hans håndflade imens han let trak det til sig.. lod det smyges om dæmonens hals for til sidst at give slip når den anden ende faldt over nakken. Det hang let i hans hånd og først da så han tilbage på Ma’lakel.

”Du vil besudle mit gemak endnu en gang?” Han førte da håndklædet til Ma’lakels brystkasse og begyndte at fjerne de værste tilbageværende dråber. Der lå en undertone af noget underholdt i hans stemme, men samtidig noget diskret i form af… anger måske? Hans blik flygtede fra Ma’lakels og ned til hvor han havde fjernet det resterende vand.
”Trods det er en fristende tanke er det dog vigtigt at vi holder dette så professionelt som muligt i min stabs øjne.” Han lagde atter håndklædet om Ma’lakels skuldre, holdt let fast i begge ender med hver sin hånd, nu igen med hans øjne rettet imod dæmonen. Han blev da stille.. tilbagetrukken. Hans blik var sigende, men hans mund var tavs for de næste mange sekunder. Der var noget han fandt trykkende. Noget han fandt anspændt. Hvorfor pokker var det også så svært at få nogle ord ud igennem til dæmonen? Han slap da håndklædet igen og lod armene hænge ved sin side. Et øjeblik følte han en trang til blot at bukke nakken, hvile den på dæmonens brede skulder og hviske ligeud og koldt. Selv sådanne små ting.. ting der nok aldrig var blevet brugt før. ”De har måske ikke adgang hertil og kan ikke se vores omgang, men de har nok hjerne til at regne ud at der lægger mere til dig end der siges. De har trods alt overværet mig det sidste år.” Han tav da og rettede sig en enkelt gang, samt strammende slipset en gang mere. Da ville han atter finde den gammelt udseende nøgle frem og placere den ovenpå papirerne, for dernæst at sende Ma’lakel et blik. ”Nede ad gangen, modsatte vej som du kom fra. Første værelse.” Han trådte da et enkelt skridt for at frigøre sig den nærhed han havde stået i i forhold til dæmonen. ”Der går højest en to til tre timer. Mangler du noget, kan du forsøge at finde Jean eller Traquille.” Han gik da imod døren, stoppede kort op i dørkarmen og betragtede Ma’lakel et sekund inden han forsvandt derfra, medmindre Ma’lakel da havde noget at indvende.
Han forlod værelset med faste skridt og gik igennem gangene ned imod den store trappe i forhallen. Han stoppede op ved døren der skilte ham fra trappens øverste platform. Bag døren kunne man høre talen fra de nyankommede senatore. Han genkendte deres stemmer. Han mærkede det krybe sig sammen og blive trykkende i takt med at hans ansigts hud syntes at hærdes. Hans marmorhvide hud blev til kalk med sorte huller som dækkede hans øjne, stoppede ved hans hårkant og udgjorde teatersymbolets selvsikre tvilling. Trods dette kun var et drømmebillede… et trick for at holde ansigtet, holde blikket og holde formerne, var denne pantomime ganske sandfærdig. Hans ansigt blev fra ligegyldigt, passivt til koldt og alvorligt. Autoriteten brændte som en tør steppe og ville man se på ham med de øjne der havde overværet ham kaldende sig selv Ahngel, og miste al tro på at der lå mere under ham end hvad han foregav. Hans hånd tog i håndtaget og døren gik op i takt med at applausen stillede af og spotlightet blev sat imod gardinets åbning. Det blændede ham kort. Tanken om at øjne blev vendt og vejr blev holdt. Nu gjaldt det blot replikkerne. Langsomt fandt han ned ad trappen, mødte Jean på den nederste trappeplatform med et blik der kunne tolkes… bekymrende. Ahngel sendte ham et koldt blik og den bebrillede vampyr rettede på stellet og så imod den mindre samling formelt påklædte vampyrer ved trappens fod. ”Mes femmes et gents. La Sang De Sacre.” Hans hånd vajede imod Ahngel og han bøjede let nakken. Ahngels øjne veg fra Jean igen og ud imod den mindre samling.

”Bienvenue, mon sauvage.” Bukken.
”Ca va bien, mon sauvage?” Najen.

Et nik og et ’velkommende’ køligt smil udgjorde Ahngels respons. En ganske kort præsenterende samling ord flød igennem Ahngels læber med den kolde franske tunge. Der var ikke meget at finde i hans ord. Da blev de næste indøvede trin sat og satte kurs imod mødelokalet.

Ma’lakel lod sine øjne glide over tegningen i den tid han holdte den:
Ikke i et forsøg på at forstå det, da han allerede havde givet op omkring netop det. Abstrakte ting var i bund og grund lavet for at være abstrakte, og ikke have nogen konkret mening eller betydning. Ma’lakel havde ikke i sinde at analysere tegningen yderligere, og selvom at den ved første øjekast kunne ligne et amatør forsøg på at skabe en form for labyrint plan, så tvivlede Ma’lakel på at det var det. Også selvom at tegningens vigtighed blev understreget ved Ahngels initialer ude i kanten af det farvelagte stykke pergament.
Han lod tegningen dale ned og ligge sig over de andre, ganske roligt.
Efter tegningen var faldet ned til sine med sammen svogrene, der var fyldt med bogstaver og tegn som Ma’lakel ikke kunne forstå, og sikkert heller aldrig regne ud, da sproget i hans hoved ikke gav nogen som helst verbal mening, vendte vampyren sig imod ham, ligesom Ma’lakel skulle til at træde ud af dennes intimatmosfære.
De grønne øjne søgte hurtigt den udødes blik, søgende efter om denne ville noget bestemt eller havde noget lumsk i sinde. Når alt kom til alt, kunne Ma’lakels loyalitet sættes på en prøve. Tiltro til et andet individ var ikke noget der faldt ham let at opnå. Men vampyr herrens øjne lod ikke til at søge noget bestemt, nærmere bare betragtende. Ma’lakels ord der for andre ville virke provokerende, og stikkende, havde tilsyneladende mistet deres irritations-effekt. Måske havde Ahngel ikke alle sine skalkeskjul klar overfor Ma’lakel? Eller også var de begge indhyllet i en sagte harmonisk tavshed, der syntes at sige mere end ord nogensinde kunne gøre. Han så til da vampyren rettede på en fold i det håndklæde der lå over hans nakke. Denne udførte handlingen som var det ganske naturligt. En hustru der tavst rettede sin mands slips. Det var et meget romantiseret eksempel, for det første var Ahngel ingen hustru, og skam heller ikke en kvinde, skønt at denne havde sine feminine træk, og for det andet så var dette ikke så naturligt som det ville give en illusion af. Dem, de to, deres. Deres forhold kunne næppe kaldes afslappet, Ma’lakel var hverken en god match, eller en god langvarig partner, men så igen… man kunne fristes til at beskylde Ahngel for at være det samme.
En gnist kom til live som den udøde greb fat om håndklædets ene ende stykke, og denne lod det glide over Ma’lakels nakke for til sidst at lade det hvile i vampyrens hånd. Ma’lakel så til med en smule uro i kroppen. Da han ikke vidste hvad handlingen gjorde gavn for, eller hvad vampyren havde i sinde at bruge det til.
De grønne øjne søgte automatisk opad da vampyren talte. De gyldne ulve øjne så ind i de rubin røde, og endnu engang kunne man fristes til at kalde Ma’lakel for fjern eller kort fraværende, men der lå over en foruroligende tilstedeværelse over det dyriske blik.
Ma’lakel lod ligeså sit blik glide væk fra vampyrens efter dennes ord. Det fik et smalt smil til at komme frem. Smilet i sig selv virkede en smule sørgmodigt, hvilket ikke helt stemte overens med situationen. Dog kunne han godt opfange den mindre morskab der lå i vampyrens undertone. Da han overvejede ordene måtte han senere indrømme overfor sig selv at han ville nyde at besudle dennes gemak endnu engang. Hans blik vendte sig imod sengen ganske kort: han havde egentlig ikke lyst til at lægge der. Men sengens bløde, og indbydende ydre, fik alligevel Ma’lakel’s bange anelse til at fortie. Det skyldes sikkert også den træthed der lagde sig over kroppen.
Hans øjne spærrede sig kort op, da han kunne mærke håndklædets bløde overflade duppe de resterende dråber væk. Han så en smule forskrækket ned af sig, og betragtede Ahngel der endnu engang viste sig fra en… omsorgsfuld side? Først lod denne rette på en fold i håndklædet, og nu fjernede han de irriterende vand perler fra Ma’lakels solkyssede hud. Et øjeblik lod Ma’lakel til at danne et billede af noget der kunne begrunde vampyrens mærkelige spontane kærtegn. Og de næste ord fik da også bekræftet netop den antagelse som Ma’lakel havde. Håndklædet blev igen lagt omkring Ma’lakels nakke, men Ahngel holdt bevidst stadig fat i enderne.
Havde denne mon… kunne det… nej! Indbildning!
De grønne øjne lagde sig over vampyrens ansigt. Udtryksløse men alligevel fulde af liv. Vampyren lod ligesom Ma’lakel selv stilheden råde, og lod den fylde rummet ud. Ord var ikke et værktøj der skulle bruges når øjnene kunne tale for dem.
Det kildrede sagte i hans hænder: en overvældende lyst til at røre ved vampyren skød op i ham, og han nåede også kort at hæve sinde hænder en lille smule inden vampyren lod sine hænder slippe håndklædets ender. Ma’lakel lod sine hænder og arme blive slappe igen, og blikket glide væk for en stund. Det føltes en smule akavet, nu var stilheden ikke længere en gave, men et tortur redskab. Ma’lakel havde lyst til at tale, til at sige noget der kunne bryde de kolde lænker, men vampyren kom ham i forkøbet. Han lod øjnene ligge sig over vampyren igen: med en illusion af dovenskab, og af at Ma’lakel ikke fandt dennes ord så interessante, som han egentlig gjorde. Men da det sidste kom, lod Ma’lakel til hurtigt at fange et, måske skjult, budskab. Han så indgående på vampyren. Det seneste år… havde vampyren været lige så rastløs som han selv? Havde denne ligeså været frustreret, været i et konstant personligt dilemma? Haft svært ved at sove, ved at gå, ved at spise, ved at gøre noget som helst. Ved at finde nydelse, i ting der førhen havde fået det til at krible behageligt i hele kroppen, men som nu… var blevet kedeligt og havde mistet sin gnist. Sit fix. Men nu hvor at de var sammen, kulminerede hele det års kedsomhed, og fik kroppen til at reagere mere voldsomt end den havde gjort på noget andet! Fik adrenalinen til at pumpe, pirrede begæret, fik lysten til at vokse! Fik… hjertet til at genoptage et menneskes slag?
Men alle de spørgsmål kunne ikke få noget svar, og tiden var ikke noget Ahngel så ud til at have meget af. Ma’lakel rettede sig ligeså op da Ahngel gjorde det, men trådte ikke væk med mindre at denne gjorde tegn til at ville have afstand for at komme væk. Han fangede hurtigt de røde øjne, og lyttede til hvad der blev sagt, dog skyllede et ugideligt og lettere skuffet blik indover ham, da han blev givet koridinater til ’hans’ værelse. Ligeså blev han gjort opmærksom på en nøgle der blev lagt på bordet.
Ahngel gjorde da et forsøg på at komme væk fra Ma’lakel, og Ma’lakel trådte til den ene side uden at se på vampyren, men han havde øjnene på nøglen. Da vampyren var trådt væk, tog han fat i nøglen, og lod den hvile i håndfladen imens at han betragtede den tavst. Hans blik blev da igen vendt imod Ahngel da denne endnu valgte at tale, fortælle ham at stabens tjeneste var noget han kunne hidkalde skulle han da få brug for dem. Ma’lakel fnøs irriteret en enkelt gang som svar.
Han lod igen sit blik vendes, og havde da det meste af sin ryg vendt imod vampyren da denne kort gav Ma’lakel et enkelt blik for derefter at forsvinde, og efterlade Ma’lakel i rummet.

Endnu engang var Ma’lakel efterladt i enrum. Og ligesom alle andre gange, havde tankerne nu frit lejde til at torturer ham med deres påfund. Han frygtede ikke sine egne tanker, men han frygtede derimod hans reaktion på dem.
Han knugede kort nøglen, og lukkede øjnende.
Tog dernæst en dyb indånding og åbnede dem igen, hvorefter han satte kurs imod badeværelset.
Han trådte derud, og fandt hurtigt sit tøj. Om katten var gået ind i soveværelset eller stadig lå derude, syntes ikke at forstyrre ham synderligt. Han havde nu engang ikke den største interesse i dyrets location lige nu. Han gik ind i soveværelset og klædte sig på. Dog manglede han stadig sin grå T-shirt efter han var færdig med resten. Han gik en smule rundt i værelset, for at søge efter den og fandt den ovre ved kaminen, få centimeter fra at blive flamberet af de orange flammer. Han greb fat i den og trak den over hovedet. Efter at have vendt den om, da han i sin fortabelse af tanker, havde vendt den forkert, rakte han en hånd ned i lommen på sine bukser og holdt om den halskæde som Ahngel havde givet ham. Et betænksomt blik prydet hans ansigt i få sekunder, men han rystede det tilsyneladende af sig, og lod nøglen glide ned i lommen. Vendte sig dernæst rundt om i værelset, og kaldte på katten.
,, Noir?”, hans stemme tydeligt halvt spørgende, for at katten kunne give et ’miav’ fra sig, og gøre opmærksom på sig selv.
Hans udtale af navnet var meget ligetil, og uden nogen fransk accent. Det blev sagt som det nu engang blev stavet i Ma’lakels hoved.
Hvis katten lod sig komme til syne for Ma’lakel ville han gå hen til den, og sætte sig kort på hug foran dyret, se bæstet i øjnene.
,, Nu løfter jeg dig op… got it? Hvis du kradser mig mister du pelsen!”
Ordene var ikke så meget en advarsel som en konstatering, og selvom dyret ikke kunne svare igen eller sige: okay, jeg skal nok være sød. – så var det at tale til kattedyr generelt en slem vane som Ma’lakel havde.
Han ville da, med mindre katten strittede imod, løfte det store dyr op i favnen. Holde en støttende arm under bæstet, imens at denne fik lov at støtte resten af dens store krop op af Ma’lakels overarm og skulder. Selvom dyret uden tvivl ville veje en del, så Ma’lakel ikke særlig påvirket ud. Hans arm muskel spænde en smule, da han holdt denne i en arm, men anstrengende var det ligefrem ikke. Derefter gik han imod døren ud fra Ahngels værelse, men stoppede da han gik forbi kontorbordet. Han så kort ned på den abstrakte tegning og så da ud til at overveje noget. Han så fra side til side, som om at selve væggene kunne holde øje med ham, og tog så tegning væk fra kontorbordets ydre, og gik imod døren ud til gangen.
Herfra ville han en smule halv forvirret følge Ahngels kordinator, og med held finde det værelse der var tiltænkt ham. Da han så stod udenfor døren, rakte han hånden med papiret op til munden og tog det ind imellem læberne, for at lade selv samme hånd glide ned i lommen og finde den nøgle han var blevet givet, og som skulle passe til værelset.
Han lod nøglen glide ind i låsen, og hvis der lød et bekræftende lille ’klik’, ville han åbne døren, stadig med nøglen i låsen.

Den dovne sorte hankat havde ikke rørt sig ude af flækken og betragtede mageligt dæmonen imens denne færdedes igennem badeværelset og samlede sine ejendele op. Roligt fulgte den ham med et halvt åbent øje, hvor resten af dens korpus lignede noget der allerede var drattet i en alt for dyb søvn, som ingen af samtlige vampyrer på palæet kunne toppe. Et ublufærdigt gab blottede dens halsstykke og den lagde atter hovedet imod håndklædernes overflade med en tilfreds spinden.
Der gik en tid hvor den blot lyttede til omgivelserne.. Den knitrende kamin som snart havde gennembrændt hele sagen om Croix 4 i sin omfavnelse.. Vinden udenfor og det kolde vejr der gjorde den blanke pels elektrisk. Den skuttede sig indimellem og rullede dovent om på anden side, med risiko for at vælte ned fra dens plads. Da løftede den ørene og så imod døren, hvor dæmonen for lidt siden havde forsvundet ud af. Den strakte benene og rejste sig op, krummede ryggen i et svagt knæk, hvorefter den af en kort kløen ved skulderbladet, vendte nakken og gav sig til at nappe i forbenenes yderste knoglestruktur. Få smask kunne høres fra den idet den blide nappen blev til slik der kort blev ført så langt ned ad ryggen som den formåede. Da den nåede det sted midt på ryggen, som den ikke kunne nå, tumlede den kort om og trillede om på ryggen. Den fik sig rejst igen og satte let af fra dens plads og landede på gulvet, opsat på at finde kilden til den stemme der havde kaldt ham til sig. Den bløde pande blev kort gnedet imod dørkarmen, fulgt af ryggen og dernæst halsen der ligeså bevægede sig kælent. Stille satte den i trip hen imod Ma’lakel, som satte sig ned på hug. De røde katteøjne gled op til dæmonens ansigt og atter hørtes en højlydt spinden fra dens strube. Dæmonens størrelse og udstråling havde katten åbenbart ikke det ringeste problem med. Tværtimod. Den betragtede ham imens denne slyngede ord ud, hvis indhold ikke var forståeligt, men tonen var velkendt. Snack? Nah.. Katten lod sig løfte og endda med et gladelig udtryk til trods for at katte ikke kunne smile.. Dog virkede han ikke fuldt ud tilfreds med sin plads på armen. Den affandt sig i en tid imens Ma’lakel førte den igennem gangene for at stoppe op ved det værelse der var blevet ham anvist. Noir havde i mellemtiden haft travlt med at snuse til Ma’lakel og de få møblementer de var kommer forbi, tit utilfreds med at Ma’lakel ikke tog sig tid til at udforske alle disse dufte, men havde travlt med andet. Et legende: purr undslap dens strube og den lagde blikket op imod Ma’lakel. Da ville den ikke affinde sig mere i denne ’unormale’ position. Med en hurtig bevægelse skubbede den bagbenene mod Ma’lakels underarme og fandt sig vej op ttil dæmonens overarm, greb let fat med en klo og dernæst bevægede sig op over skulderen, hvor den… lagde sig? Dens forben hvilende om den venstre skulder og bagbenene om den højre, som tog den samme plads, som håndklædet om dæmonen før havde gjort. Halen vejede muntert idet den havde nået toppen af sit tårn. Sit førersæde. Muntert gned den forhovedet imod Ma’lakels kind, alt efter hvor meget den kunne komme til imens den hengivende spinden fortsatte i ét væk.
Værelset, som Ma’lakel havde åbnet ind til var ikke meget mindre end Ahngels værelse. Selve stilen var som den havde været igennem hele palæet, men denne gang var farverne anderledes. Hvid og blå farver herskede herinde. Lyst træ og beroligende former og nuancer. Sengen var ligeså skabt med en himmel over sig og lange gardiner hængende fra dens top, fastgjort til sengens fintslæbne stolper. Udover sengen var der endnu en kamin at finde, samt et møblement i venstre side af værelset. Et stort skab var ligeså at finde. Tomt skab. Imod ydrevæggen ved siden af sengen var der et natbord med en lille stol ved sin side og et spejl hængende over bordets overflade. Små flasker var at se der. De fleste tomme men ganske få kunne man finde en let aroma af forskellige dyre, dog gamle parfumer hvis man tog propperne af dem og lugtede dertil. Ved siden var der et ganske lille skrin med få smykker i. En enkelt eller to havde værdig, men mange af dem lignede noget hjemmelavet. En perlekæde af farverige plastiksten, et armbånd af spundne metaltråde og en enkelt ørering, hvis led udgjorde en meget lang, ufattelig hvid hjørnetand fra noget der kunne ha været en bjørn eller et stort kattedyr. En skuffe var ligeså at finde i natbordet, men åbnede man den var der bare en stak af blanke papirer samt ganske få forskellige penne med en 4-5 forskellige farver.
Udover kaminen, sengen, skabet, sofaområdet og natbordet, var der ikke rigtigt flere møbler. Ligeså var der en dør til et badeværelse, som mindede mere om et menneskes bad. Der var et beskedent kar med indbygget bruser, samt en skænk med vask og et toilet bagerst. Et enkelt vindue lukkede nattelys ind i badeværelset, men der syntes heller ikke at være brug for den vilde belysning, for i modsætning til andre steder på palæet, var der lamper. Gamle lamper, ja, men stadigt lamper der skabte en udmærket belysning, alt efter om man selvfølgelig gav sig til at lede efter de få kontakte der gemte sig i værelset. Der var i alt 2 at finde på badeværelset. En ved døren og en henne ved vasken, hvor de begge sørgede for et mindre loftlys og det andet for en enkelt lampe nær bruseren. Gik man tilbage til værelset og ledte der, ville man finde blot én kontakt nær vinduerne ved ydervæggen, som virkede ved en enkelt gulvlampe ved siden af sengen. Vinduerne lignede til forveksling meget dem der var set på Ahngels værelse. De fyldte halvdelene af den ydre væg og gav udsyn til haven nedfor, samt havde en glasdør der gav vej ud til endnu en balkon, hvor man ville kunne se hen imod den der stak ud fra vampyrherrens værelse, samt igen den store bevoksning af roser ved grunden. Væggen om balkonen her var bevokset. Væggen der udgjorde skillet mellem indendørs og udendørs var næsten fuldkommen tildækket af en klatreplante med en meget mørkegrøn farve. Samt stod der krukker omkring derude, ganske vidst med et goldt indhold, takket være vinterens kulde og lige ved siden af døren var der en granitbænk uden armlæn og ryg. Der skulle ikke meget hjerne til at konkludere at det nok ikke havde været en vampyr der havde boet i dette gemak, ikke kun på grund af den anderledes opdeling af goder, men også den lugt der herskede der. Rummet var gammelt. Ubrugt en del år, men det var dog blevet gjort rent i ny og næ, så det var hverken støvet eller slidt. Det var nærmere en alder man kunne fornemme i rummets luft. Der manglede denne udøde essens og resterne fra vampyrernes lugte, som nærmest konstant bar rester af sine byttedyr over sig. Dette værelse virkede… til forskel for de andre.. rent. Rent i en mere normal og menneskeligt fortolkning…

Som døren åbnede, kunne han mærke det store kattedyr sætte neglene i hans T-Shirt og kravle op over hans skulder. Ma’lakel stod et øjeblik fuldstændig stille imens at noget ganske uventet skete. Den kærlige hankat, lagde sig på en yderst mærkværdig måde. Slangede sig over hans nakke og lagde overkroppen over den ene skulder, og underdelen over den anden.
Ma’lakel stod tilbage og var en smule overrasket over kattedyrets meget smidige fysik.
Den pressede da kælent sin pande imod Ma’lakels kind, imens at en glad spinden kunne høres fra det enorme dyr, der åbenbart fandt Ma’lakel behagelig at dele selskab med. Ma’lakel så over på det pjuskede dyr. Hans øjne intetsigende: observerede i nogle sekunder det kærlige dyr imens at han kunne mærke armen der havde holdt katten oppe slappe af, og overkroppen samt ryggen, gøre resten af arbejdet og tage kattens vægt med lethed. Noget mere behageligt, selv for ham.
Han rakte da en hånd op til Noir’s ansigt og gav sig til at nusse det pelsede bæst under hagen, hvorefter at en kildrende fornemmelse begyndte i hans strube, og lod sig danne en lyd der sagtens kunne sammenlignes med kattens kælne spinden. En blød knurren, der formåede at have samme effekt som Noirs sælsomme udtryk for hengivenhed og velbehag.
Da trådte han ind i rummet.
Hans øjne blev spærret en smule op, og et kort øjeblik kunne Ma’lakel mærke maven krølle sig sammen. Var det her en joke?!
En kvindes værelse. En kvindes gemak!
Ma’lakel kunne se det med det samme! Der skulle ikke meget til for at regne ud at det ikke just havde været en af hankøn der førhen havde haft fornøjelsen af at udnytte det værelse. Og så var der lugten som ramte Ma’lakel. Noget gammelt, uden at det var dødt, eller havde et strejf af noget bittersødt, som Ma’lakel tit genkendte som indtørret blød, ligeså manglede der også den mindre snert af råd. Enten måtte det være længe siden at en vampyr havde boet i dette værelse, eller også havde værelset slet ikke tilhørt en udød?
Ma’lakel gik ind, fremførte stadig den knurrende lyd lidt endnu imens at han forsat nussede Noir. Katten bragte ham ro, selvom han på ingen måde ønskede at erkende det overfor sig selv. Det var sådan set også den primære grund til at han havde taget dyret med, i tilfælde af at han kom ud for noget der ville påvirke ham på en måde han ikke havde lyst til at vise overfor nogen andre end ham selv. Men indtil videre var der ikke sket noget uventet, udover at den fandens vampyr havde givet ham en tøs’ værelse.
Han tog nøglen ud af låsen og lukkede døren i bag sig. Blot for at sikre sig at der ikke lige pludselig stod nogen i åbningen og betragtede ham fra afstand. Paranoidt, men i Ma’lakels hoved, også nødvendigt.
Derefter vendte han sig imod sengen. Flot, og direkte smuk, men ikke på samme måde som Ahngels seng havde været, dog så den komfortabel ud, skønt den havde en for lys farve til at Ma’lakel syntes om den. Og så gik farven lyseblå igen. Ma’lakel rynkede på næsen: han hadet lyseblå. Forfærdelig farve, rædselsfuld, og grim.
Med en utilfreds grimasse skævede han hen til skabet, og gik derover for at åbne det. Han gjorde det i et hurtigt ryk, parat til at springe tilbage, skulle der imod alle odds være noget derinde som ville springe tilbage i hovedet på ham! Men det skete naturligvis ikke, og endnu engang var Ma’lakels forsigtighed ubegrundet. Dernæst søgte han kaminen, hvor et lille møblement var placeret, ganske upersonligt og diskret. Han betragtede det kort, men lod ikke til at ville fyre op i det endnu. Så var det sengens tur til at blive undersøgt!
Han kneb øjnene sammen, og stoppede med at nusse Noir. Gik hen imod den og så mistænksomt derpå. Han rakte hænderne om bag hovedet for at tage fat i den store kat og fjerne den fra sit ligge sted, selvom den nok ikke ville bifalde den handling. Hvis det lykkedes ham at få Noir af, ville han sætte den oven på sengen, imens at han selv gik ned på knæ, for at bøjede sig yderligere ned, og se efter under den: man kunne aldrig være for sikker!
Siden Ma’lakel højst sandsynligt intet ville finde lod han til at lade sin opmærksomhed lande på den eneste ekstra dør i rummet.
… Badeværelset…
Var hans første indskydelse, og tilsyneladende også den korrekte. Han rettede sig op og gik hen til døren for at åbne den og se ind.
Han betragtede det nøje, og nikkede anerkendende for sig selv da han spottede bruseren over badekadet. Det var nu engang den mest behagelige måde at tage bad på! Han gik ikke ind på badeværelset, men trak sig ud derefter igen og lukkede døren i.
I nogle sekunder stod han lidt og så ind i døren imens at han stadig holdt fat i håndtaget: hvad lavede et menneske, eller et levende væsen i blandt hundredvis af udøde?
Billedet af den røde rose poppede op i hans indre blik, og han rynkede brynene en smule. Han kendte ikke til vampyr skikke, eller til vaner blandt de ’noble’ og specielt ikke adelige, måske havde de brug for et levende individ for at have noget i nærheden at æde?
Ma’lakel kneb øjnene sammen igen, da han kom i tanke om Ahngels vægttab. En tanke strejfede ham; måske mistede vampyr herren krops vægt fordi denne endnu ikke havde en person til at udfylde dette værelse? Ma’lakels blik ændrede sig fra at være tænkende til at være en hvor-er-du-dum-grimasse, og han skar ansigt af sig selv og drejede om på hælen. For dybt! For dumt, og for … for hvad? Hvorfor var det dumt? Historier om Dracula og hans brude kunne trods alt ikke alt sammen være opspind. Han kneb øjnene sammen, da han mindedes en samtale angående netop det. Det var meget lang tid siden, og Ma’lakel havde svært ved at erindre det, da han ikke havde haft betydelig stor interesse i det, da det blev nævnt dengang.
Det havde i hvert fald noget med brud at gøre…
Han slap håndtaget, og så hen på Noir der forhåbentlig stadig ville sidde på sengen, men uanset hvor katten var, ville han søge dens blik, spørgende, men uden at sige noget. Dog ville det kun være for en kort stund inden at han vandrede hen til det store vindue, der førte ud til en mindre terrasse. Han betragtede udsigten i nogle minutter imens at han tænkte:
… Brud… brud.. blod.. Blodbrud? Ikke.. jo! Det var det.
Ma’lakel syntes at huske Ahngel omtale netop dette, et væsen som vampyr herren havde en såkaldt kontrakt med, og derved kunne drikke af denne i tide og utide. Men hvis Ahngel havde haft brug for en sådan person, ville han da vel sagtens bare finde den bedste og nærmeste?
Han stod et øjeblik, opslugt af egne tanker, indtil han så hen imod sengen igen, og kunne mærke hans hoved opgive at fundere yderligere over Ahngels opførsel og vægttab. Han gik hen til den, satte sig på den og så sig om i rummet.
,, Det er ikke ligefrem hyggeligt…”, sagde han højlydt, henvendt til Noir uden tvivl.
Et suk kunne da høres fra ham, og han bøjede sig ned for at løsne sine støvlers greb om hans fødder og sparke dem af, ligeså gjorde han det samme med strømperne. Han trak T-shirten af, velvidende at han ville blive irriterende hvis han faldt i søvn med den på. Inden han kravlede længere ind på sengen, lagde han tegning på natbordet, og skubbede nogle af de tomme perfumé flasker til siden. Han lagde ligeså nøglen oven på den, og tømte sine lommer. Til sidst ville ti små patroner, med en grønlig væske ligge på natbordet, et mindre nøgle bundt med sådan cirka fem forskellige nøgler i, nogle små lapper papir hvor der stod skrevet små ord på som: træ, skov, vej, kat. – meget mærkelige huskeseddeler? Skrevet i en lettere sjusket håndskrift. Han lagde ligeså nøglen til værelset på nat bordet, og … han skulle lige til at trække halskæden op fra lommen, men lod den blive liggende. Han greb fat i hvad end der måtte ligge af senge tæppe, hvis ikke Noir allerede sad på sengen ville han kalde denne til sig, for så at tage denne med sig ned under dynen/sengetæppet, og lade sig selv blive slugt af dets lyse ydre.
Som han lå under det, resten af værelset henlagt i dunkel mørke, lod han katten finde sig på plads, eller kravle et stykke op over dynen skulle denne finde det ubehageligt at være begravet sammen med Ma’lakel. Han nussede dog kræet, for at lokke den til ikke at ændre position.
Der ville gå nogle minutter, hvor Ma’lakel tavst bare ville ligge med lukkede øjne og lytte til kattens spinden hvis den da valgte at gøre dette.
Hans sind blev tømt for tanker, sætninger og ord blev opløst, og lige så stille faldt Ma’lakel udmattet hen i et uvirkeligt spindelsvæv.
En lavmælt brummen som regelmæssigt kom ved hver udånding, kunne få minutter efter høres fra ham.

Noirs høje spinden var et klart tegn på at katten nød sin plads på dæmonens skuldre i fulde drag. Nu havde dens herre også afslået de sidste par invitationer dertil, mest af alt fordi han bare ikke havde styrken til det. Den store sorte kat lod sig fortsat og uforstyrret gnide forhovedet imod Ma’lakel og ind imellem blive distraheret af en hårlok der gik ind foran den ustoppelige snusen til den dejligt brune hud. Den nød ganske kort og kørte tungen op over dens overkæbe med et sammenbidt udtryk. Da fortsatte den atter som den havde gjort før. Efter et godt stykke tid med at blive fragtet lidt rundt i værelset blev den brat afbrudt af Ma’lakel der syntes at have andet at give sig til end at opfylde kattens alt for utømmelige lyst til kæl og forgudelse. Dens spinden stoppede da den blev placeret på sengen. Utilfreds lagde katten ørene tilbage og rankede ryggen, som var den egentlig i virkeligheden AAAAaaaaalt for god til Ma’lakel. Den betragtede dæmonen bevæge sig om på værelset og gav sig da atter til at slikke sig selv i denne lettere arrogante posering, som var den intet ådselædende djævelsk kattedyr, men en fin racehund fra provinsen.
Ma’lakel vendte da tilbage til sengen og som en tændstik tændtes falmede den arrogante holdning og den gav sig atter til at kæle sig utålmodigt op ad dæmonens brede ryg med tillukkede øjne og strittende knurhår. Dens spinden syntes at nå sin top da den begyndte at trykke næsen imod ryggen og bevæge den op og ned for at få stimuli i den kløende næsetip, brummende hvor dens lyse kattestemme tilføjedes med små miav. Påtrængende? Måske. Normalt fandt katten jo heller ikke andre end sin herre der ville kæle med den bare sådan, bortset fra de barnelignende vampyrer, der så igen havde en alt for voldsom form for humor. Muet havde vel stadig et kradsemærke over armen? Da syntes kattens opmærksomhed at blive fanget. Den vendte blikket fra Ma’lakel og stak næsen imod sengetæppet med en nysgerrigt rullen med struben. Efter at ha fanget noget af duften derved, mærkede den sig atter løftet op go ført ned under sengetæppet med Ma’lakel. Den rullede kort op så poterne var parallelle med madrassen, nydende berøringen af dæmonens hænder. Atter spandt den som var det intet andet end en erfaringløs killing der ingen ide havde om at dette individ i sidste ende kunne brække dens nakke hvis han ønskede det. Den blev dog ikke liggende hvor den var blevet placeret, men fandt længere ind under sengetæppet og rullede sig sammen op ad dæmonens mavemuskler, dens krop rystende i takt med den varme spinden og med forpoterne imod Ma’lakels overkrop, hvor den så let begyndte at bokse imod. Dens kløer bevægede sig en smule ud og ind af trædepuderne imens den let prikkede til dæmonens hud. Et velkendt faktum at katte gerne genøvede disse killingetræk nær personer de nød at dele rum med. I takt med at Ma’lakel ville falde i søvn, ville Noir ligeså lulles ind i en let rævesøvn, blot spindende let for engang imellem at nusse ansigtet imod dæmonens krop.

Mødet havde trukket sig ud. Mange emner udover den forventede dagsorden var blevet taget op. Deriblandt alfahannens pludselige gæst.. Hvad han lavede det var der blevet spurgt. Hvorfor han så blindt lod denne komme tæt på? Om dennes fortid havde en kontakt til deres herre og om han havde kontakt til de franske dæmoner. ”Jeg kan forsikre jer at han ingen kontakter har til den modstridende dæmonregion. Han er her i et rent professionelt erinde, omhandlende hans egen plads som regent.”
Andre spørgsmål blev afværget med ynde. Karisma var dog en nyttig ting blandt de højtstående senatorer.

Ahngel tog i dørhåndtaget til egen dør og trådte ind. Ma’lakel havde forladt værelset som han var blevet anvist. Godt. Han trådte ind igennem rummet og satte sig ganske kort på sofaen, bukkede ryggen en smule og betragtede den udbrændte kamin med de sidste papirsresters forkullede ydre. Forkullet. Brændt. Ahngels øjne knep sig en smule sammen inden han placerede sin ’skarpe’ pegefingre imellem struben og det røde slips, trak lidt til og lod slipsets knude løses og stoffet miste sine folder. Han sank med det samme en klump som pladsen kom detil. Et lettere rødt mærkede afmærkede hvor slipset havde strammet. Et kort øjeblik gned han fingrene over de røde mærker mens de lod sig forsvinde langsomt. Da fortsatte han med at spænde habitten op og lade den falde om skuldrene og lande på sofaens øverste. Han stoppede kort op, rettede nakken idet lyden af bilers motorer kunne høres udenfor. Senatorerne havde endelig taget deres afsked? Han stillede sig op igen og bukkede fødderne for at frigøre dem de stive og sortpudsede sko, som han let lod dumpe ned ved siden af sofaen, hvor den ene let gemte sig under. Båndet i hans hår fik blot et enkelt ryg og blev da smidt ligegyldigt på gulvet imens vampyrens fingre atter lagde håret i orden.. eller rettere uorden. En anstrengt lyd kom fra hans strube som rømmede han sig kort. Hans marmorhvide højrehånd fandt vej til panden, hvor den kort strøg sig opad, spredte fingrene for at føre dem igennem håret og om bag nakken hvor han let trykkede imod. Hans ene øje klemtes en lille smule sammen. Halsen føltes tør efter så lang tids talen. 4½ time var det. Ugideligt. Alt for lang tid at holde masken og huden pletfri. En mørkere rende havde placeret sig under vampyrens øjne og de blålige blodårer var endnu synlige. Han drejede om på hælen og bevægede sig hen til skrivebordet, åbnende den nederste skuffe for at placere dens indhold på bordets overflade. En mindre flaske med rødt indhold. Tydeligvis lagret blod. Han kiggede ganske kort opgivende derpå inden han skruede proppen af og lagde flasken imod læberne, tippende den i en hældeposition. Efter en enkelt fylden af mundhulen vrængede han kort og rynkede næsen med et glimt fyldt med irritation i øjnene. Typisk. Blodet fandt atter vej til flasken idet han fandt det ganske umuligt og ækelt at synke det. Han klappede atter skuffen i, hvor flaskens glas imod træet let kunne høres. Hvorfor overhovedet prøve? De røde øjne fandt vej ned til bordets overflade hvor der sjovt nok syntes at mangle noget… Nu man var på emnet. Han rettede sig atter op fra sin foroverbøjede stilling og kiggede ud imod badeværelsets dør.
”Noir.” Hvislede han ganske kort. En let vrikken fra hans ører. Katten var der ikke? Selvfølgelig havde Ma’lakel ikke kunnet dy sig, kunne han? Ahngel rystede kort på hovedet for sig selv inden han begyndte at mumle let på sit modersmål. Han knappede de tre øverste knapper på skjorten op, så hans hals ikke var yderligere fanget og satte kurs imod døren ud til gangen igen. Om Ma’lakel havde fundet værelset behøvede ikke at være en selvfølge. Han havde nok aldrig fundet Ma’lakel den mest orienterede person i verdenen. Om han overhovedet havde lyttet til anvisninger var heller ingen typisk tanke.
Trods det tog han skridtene som han for nogle timer siden havde givet Ma’lakel. Ned imod værelset. La Chambre bleau kaldte man det. Det blå kammer. Han stoppede ganske kort op udenfor døren og betragtede sin hånd der kun med en neglespids rørte håndtagets overflade. Selvom halsen var tør og hjertet roligt, sank han en klump der virkede vissen igennem det golde halsrør. Skulle han mon..? Hans hånd knyttede sig med pegefingeren en smule mere løs end de andre idet han gjorde sig klar til at banke på.. men så igen.. Det ville vel bare vække ham, ville det ikke? Han tog i døren ganske langsomt og trykkede den ned med det sagte klik der kom fra dørens mekanisme. Den larmede ikke da han åbnede den. En sten faldt på hans hjerte ganske kort da han genså værelset foran sig. Normalt havde han ikke givet Ma’lakel dette værelse, men taget i betragtning at han ikke just var velkommen for resten af staben, var det bedst at han befandt sig i denne afdeling og om ikke andet i det nærmeste soveværelse der var i forhold til hans eget gemak.
Han gav ingen lyd fra sig som han gik barfodet ind. Nærmest med indøvede trin bevægede han sig hen af trægulvet, som var han klar over hvor man skulle træde for at undgå at det hele satte sig til at knirke. Han stoppede kort op og lod blikket lægges på natbordet hvor Ma’lakel havde lagt sine ejendele. Hans blik faldt først på tegningen, nærmest morende sig over Ma’lakels nysgerrighed og trang til at hive en souvenir til sig i tide og utide. Da vendtes øjnene sig på patronerne der syntes abstrakte. Han ville kort række ud efter en af dem, men stoppede da brat op af en grund. Noget ildevarslende? Han lagde kort hovedet på skrå og klemte mistroisk øjnene sammen, konkluderede at det ikke var noget han ønskede at røre ved. Da strejfede han kort huskeseddelen og hævede et øjenbryn. Hvad var dette? Hans noter til hans observeren? Han havde vel aldrig været den flittige elev?
Han blev forstyrret af en spinden der kom fra under Ma’lakels dyne. Han vendte blikket imod dæmonen med en uforstående tone. Ah.. Noir stak hovedet frem fra under dynen i hovedenden og så imod sin herre, dog ikke bevægende sig ud af flækken, endnu liggende tæt op ad Ma’lakel. Ganske diskret satte Ahngel sig ned i sengens fodende uden at røre Ma’lakel og kiggede imod dem begge. En antydning af et køligt smil frafaldt hans læber.
”Avez-vous déjà trouvé une solution de rechange? Vous petit traître.” hviskede han nærmest lydløst. Hans hvide tænder vistes kort i endnu en kølig fortolkning af et smil. Noir brummede ubemærket og lystigt videre. Han vendte atter ryggen til og så ud i værelset med et tænkende udtryk, hvilende armene lidt bagud, støttende på madrassen imens han knejsede nakken og så imod loftet, hvor et hul efter en griseskrue havde befundet sig engang.

”Je vais aussi. ”

Et dobbeltmoralsk vanvid gik i gang, i løbet af de timer hvor ingenting forstyrrede Ma’lakels rolige søvn, i drømmene blev der skabt abstrakte billeder og figurer der alle sammen kunne lede over til noget der så havde en skygge der modsagde sig det andet. Man kunne fristes til tro at Ma’lakels underbevidste jeg var gået i krig med det bevidste og de udkæmpede et slag der ikke kunne vindes af nogen part uanset hvor mange ofre de end bragte, eller hvor meget de end satte på spil for at vinde. Satsning var høj, men gevinsten uopnåelig, og selvom drømmen formede sig ud i usammenhængende billeder og mønstre, som farve spiralerne på en sommerfugls vinger, så ville Ma’lakel ikke huske drømmene eller deres betydning når han engang vågnede fra sin søvn. De forblev gemt væk, og tilbageholdt, formentlig indtil at han igen ville glide ind i søvnens bittersøde hypnose.
Den varmende pels boldt der lå krøllet sammen op af Ma’lakels mave hjalp drømmenes ellers skræmmende effekt til at blive dulmet, og falde til ro. Selvom billederne ikke var tydelige, og mest af alt lignede uklare genskabelser af steder som Ma’lakel havde været for mange år tilbage, blandet med nutidens spøgelser der stadig lod ham hjemsøge, så var deres kaotiske vandren igennem hans indre øjesyn ubehagelig, og efterlod en urolig følelse i hele kroppen.
Det kriblede og lod sig lige så stille sætte sine spor over Ma’lakels hud ved brug af kroppens væsker, og dannede små sved perler over panden, indtil at alle farverne blev splattet ud og smeltede sammen med hinanden for til sidst at blive erstattet af en afslappende mørk blindhed, og lyden af en kats bløde spinden, der lod sig simre i Ma’lakels øre.
Bevidstheden nåede ham lige så langsomt da katten bevægede sig og strakte sig ud for at nå dynens kant og stikke hovedet udenfor. Ma’lakel lå i en benægtelse af bevidsthed, svævede imellem at være til stede og fuldstændig væk. Han rørte dog ikke på sig, men åbnede øjnene svagt for blot at se ind i den sorte katte pels, der kildrede hans næse med deres drillende kærtegn over hans næsebor. Irriteret rynkede han på næsen, og lukkede øjnene i igen. Selvom katten syntes vågen igen, og drømmenes faretruende gentagelse af forrige scenario lå truende i baghovedet, havde kroppen endnu ikke fået den søvn der skulle til for at Ma’lakel kunne være fuldkommen i stand til at tænke klart og opføre sig normalt. Det tog både psykisk og fysik på kroppen at holde så stor et forsvars skjold op foran vampyren.
Men da blev han nød til at rive sig væk fra sin ellers behagelige tilværelse under den hvide dyne. En stemme kunne høres, ganske svagt, men den talte landets modersprog og var derved uforståelig. Der gik et sug igennem Ma’lakels mellemgulv, og han åbnede øjnene med det samme igen, vidt åbne først, parat til at springe på hvad end der havde sneget sig ind i rummet. Men som ordene blev udført, genkendte han stemmen der gav ordene lyd: Lucifer.
Han lå fuldstændig stille.
En smule døsigt funderede han kort over hvorfor vampyrens lugt ikke havde fået ham til at vågne, men da han lod sine sanser fokusere på evnen til at opfange aromaer, og andre luft borende kendetegn, fandt han gerningsmanden. Katten. Dens lugt var overvældende, og derved gjorde den det svært for Ma’lakel at opfange meget andet, på grund af at denne var så tæt på som den nu var.
Endnu engang blev der talt, på sproget Ma’lakel ikke forstod et pip af.
Han rullede trodsigt med øjnene og blev irriteret over ikke at vide hvad det var den udøde sagde. Snu som han nu var, lod han sig endnu lægge stille indtil han fik en genial ide!
Meget forsigtigt og yderst lydløst, sikkert overdøvet af Noir’s kælende spinden, så han op over kanten og lokaliserede en skikkelse ved fodenden, han træk sig ned under dyne kanten igen og smilte stort og skadefro for sig selv! Selvom det var uundgåeligt at Ahngel skulle ligge mærke til bevægelse under dynen, da Ma’lakel ikke just var en lille dreng på ti længere. Kravlede Ma’lakel yderligere ned under dynen, og gjorde an til hans lille angreb.
Der blev endnu stille i lidt tid, Ma’lakels skutten rundt, kunne i mellemtiden fortolkes som en søvndrukken bevægelse der så til sidst var endt med at denne faldt i søvn igen. Men inden man rigtig kunne nå at tænke tanken, ville en hvid tsunami, af hvidt stof og fyldt med bløde dun fjer, rejse sig over den udøde, for at falde over denne og sluge vampyren i et hug! Lukke for udsyn til værelset og gemme dennes overkrop i en blød, plysset masse!
Derefter ville offeret blive grebet fat om og tvunget yderligere ind imod midten af den store seng, indtil at, den sikkert kæmpende, Ahngel ville befinde sig i en liggende position på sengen, omfavnet af dynen der havde den velkendte lugt fra Ma’lakel.
Dynen ville først slippe sit tag da tsunamiens råstyrke lod sig sænke, og den atter faldt til ro. Nu med den udøde gemt under dens mørke tag, i selskab med flammernes ukronede fyrste!
Ma’lakel smilede bredt under den varme dyne efter at have kidnappet Ahngel, og tvunget denne til at ligge neden under den ligeså. Hurtigt fik han sig kravlet oven på den svækkede vampyr herre, spredte dennes ben for at give plads til hans egne, imens at han i mørket søgte ned imod dennes hals, selvom man ikke skulle tro at han ville vide i hvilken retning han skulle sænke hovedet. Men en sjettesans gav ham en formodning om hvor hvad ved vampyrens krop var, og ligeså den erfaring fra at have rørt vampyrens krop mange gange før. Han søgte halsen, og hvis det lykkedes ham at finde den, ville han læne sig ned over den udøde, med armene på hver sin side af dennes hoved, imens at han begyndte at nappe i strubens ydre skind. Sultent, legesygt.
Om Ma’lakel gjorde det for ren morskabs skyld, eller om der lå noget mere bag ville være usikkert. Men hans spontane ’angreb’, kunne måske tyde på at han ville mere en blot snakke, og diskutere. Dog var stemningen ikke intim, eller pheromon befængt: det lod ikke til at Ma’lakel ville noget seksuelt.
Han lod den ru tunge lide ud fra munden, og lod sig ikke skubbe væk, skulle vampyren forsøge netop dette. Den varme tunge gled over den lyse, kolde hud, rev fat og trak i hudens yderste lag som den strøg sig hen over den, i en dulmende bevægelse, som forberedte han det på noget. Derefter nappede han i det igen, prøvende, men valgte så igen at slikke på det område han havde tiltænkt sig selv.

De lettere spidse albuer satte sig imod vampyrens lår imens han stille satte sig selv i en mere tænkende position, hvilende hans foldede hænder imod læberne og med det underskønne marmorhvide ansigt en smule løftet, nakkenn knejsende, stadig betragtende de lille hul i loftet, som syntes at have en centreret betydning, selv for et ubemærket lille hul at være. En mærkelig og unaturlig følelse af ro lagdes over Ahngel og de røde øjne lukkedes halvt i imens han indåndede stedets tyste aroma. Dets minder… dets håndtryk og blodet der havde flødet, tårerne der var grædt.. Ganske let, mistende lysten til at lytte og føle omgivelserne, lukkede han øjnene ganske langsomt, lod de røde øjne indespærres bag det åreprydede sæt marmorhvide øjenlåg og de sorte vipper, og lod tankerne drive ham andetsteds.. eller rettere andet-tids. Synet af blomsterne på balkonen der spirede dag for dag syntes at vises i en meget hurtig gengivelse, men på samme tid unaturlig, som gjorde den det bare, som når et barn rækker en hånd op imod noget der fangede dets interesse. De lange fingre foldede sig ud og fandt vej til tindingerne, som han let trykkede imod, nærmest prøvende med et tænkende udtryk, atter med let åbne øjne.

”Hm?” .. Da afgav hans ører et ganske lille vrik idet han havde spottet noget ude af mønster. Åndedraget fra dæmonen i sengen var ikke længere regelmæssigt og typisk for en sovende person. Han skulle akkurat til at vende sig om og se imod Ma’lakel, hvis det altså ikke var for det pludselige angreb af… en dyne?! De røde øjne syntes at spærres op igen og tiltage sig et uforstående udtryk, for ikke at sige overrasket! Som den syntes at finde over ham, lænede Ahngel sig en smule tilbage for at få afstand dertil imens analysen begyndte at køre rundt i hovedet af ham. Som dynen ville ’overfalde’ ham og tvinge ham ned sengen med ryggen imod madrassen, nåede han end ikke at udtale noget som helst spørgeord overhovedet. Han pressede stramt de røde øjne i, som nakken stødte imod madrassen og ramte heldigvis ikke noget ubehageligt, som sengestolpen eller lignende. Atter åbnede han øjnene, kiggede brat op imens hans udsyn blev mere vant til det endnu mere formørkede interiør. Hurtigt fandt han sig dog liggende, i en meget velkendt position, med denne store dæmonfigur kiggende smilende ned på sig. Ahngel behøvede nærmest ikke engang sine natteøjne til at konkludere dæmonen da dennes flabede udtryk og alt for velkendte, nære duft afslørede ham nærmest med det samme. Et øjeblik havde han fundet sig selv alvorligt uvidende om dynens ’fører’ og fandt sig nu ganske stupid for ikke at tage Ma’lakels barnlige opførsel som en selvfølge. Han forsøgte sig kort på at rejse sig op igen, men fandt sine ben blive spredte af Ma’lakel for derefter at blive bestiet af denne, som var det den mest normale ting i verdenen og langsomt, og som dæmonen bukkede sig ned imod ham, lagde begge hænder om Ahngels hoved, blev muligheden for at sætte sig op som en anstændig voksen, mindre i takt med at Ma’lakel fandt det såååå nødvendigt at hive ham med i hvad han end havde tænkt sig.
”Ma’lakel. Slip mig omgående. Jeg gider ikke deltage i dine absurde lege!” Vrissede han kort, brummende og lagde armene i et meget svagt forsøg som klods imellem ham og dæmonen, der syntes at sigte imod Ahngels hals. En lav, advarende snerren kom fra vampyren som dæmonen strejfede den sensitive hud ved halsen. Den stoppe dog brat og blev erstattet med et uforstående gib da denne begyndte at nappe i strubens skind. Ahngel skød det ene øje lukket og skubbede endnu engang mod Ma’lakel med armene, dog hurtigt opgivende da han så småt forståede at han med eller uden sin gode vilje måtte slippe illusionen om overmenneskelig styrke i hans nuværende tilstand. Ma’lakels skarpe tunge besluttede sig da for at lege med og strøg sig over punktet, hvor han havde givet sig til at nappe. Langsomt hev den i Ahngels hud og rev det lidt med sig, som var tungen fyldt med små modhagerer, som man så på kattedyrs tunger ligeså. Nerver begyndte at trække sig en smule sammen om stykket, prikkede let kildrende, men samtidig startede et gys, som der gik, som et kravlende dyr igennem Ahngels rygsøjle og fandt vej ned til lænden, lod sig dø hen og glide ud i tåspidser og fingerspidser. Ahngels endnu levende stritten imod døde lidt hen da han kort gav sin opmærksomhed til sin krop i et sekund. Der var det jo igen. Hans hals prikkede i en harmonisk følelse, hvorimod resten af kroppen begyndte at skabe indre støj og uorden, som en radio uden for bølgelængde. Ganske få sekunder fuldkommen optaget af at opsnappe så meget af den anderledes følelse inden den let døde hen igen og blev en ligegyldig og ufølelig størrelse for vampyren. Da endnu et nap fandt sted støttede han igen armene imod dæmonen med et utilfredst hvæs.
”Hvad har du egentlig i tankerne, Ma’lakel?” sagde han endnu engang lettere besværet med at forsøge sig på at skubbe dæmonen af sig. Efter få sekunder med at gøre dette unødvendige og livsspildende mønster, opgav han, lagde armene ned på madrassen og vendte blikket opgivende væk med en snært af bitter og måske lidt barnlig irritation på den manglende styrke der lå i ham. Pokker stå i det! Den møgdæmon tog jo for pokker brug af det. Stille snerrede han for sig selv et øjeblik, men hans rolige og diplomatiske side tog langsomt over igen, skubbede irritationen en smule ud i baggrunden og gjorde atter hans blik køligt og hans kropssprog afventende, for ikke at sige reserveret imens han lettere åbenlyst forsøgte sig på at ignorere Ma’lakels nivende tilnærmelse.

Vampyrens konstatering om at han ikke ønskede at deltage i Ma’lakels ellers uskyldige leg, fik ham ikke til at stoppe eller for den sags skyld sætte tempoet ned. En iver, en barnlig spænding var steget sig op i ham, af uforklarlige årsager. Han følte en trang til at prikke, til at slå, til at nive, og bide i vampyren. Til at drille ham med at han så anderledes ud end alle de andre børn, kun for at få opmærksomhed! Det var en primitiv og barnlig følelse, og et barns uskyldige måde at udtrykke at man ønskede kontakt på. Dog kunne man ikke kalde Ma’lakels måde at gøre dette for ’uskyldig’, ordret var svært at sammenligne med den kaotiske ild-betvinger.
Han fortsatte sin lille leg, uprovokeret af Ahngels mange forsøg på at skubbe ham af sig. Noget som ville være forgæves, og som vampyren tids nok også ville opdage.
Tungen gled over huden og blev ved indtil at han havde fået blødgjort den nok. Hans intentioner var beskidte, dette kneb var beskidt, på alle tænkelige måder, men det var den eneste måde Ma’lakel kunne få udløb for sin ekstreme nysgerrighed. Efter at han var kommet til sig selv havde gamle tanker ligeså fundet frem til hans hukommelses lager, og var blevet gravet frem.
Han skubbede sig en smule op fra vampyren efter at denne endnu engang havde spurgt om hvad Ma’lakel ville med alt dette. Ahngel måtte vel sagtens finde Ma’lakels opførsel uforståelig, for ikke at nævne barnlig, men Ma’lakel selv mente at hans intentioner var klar nok: han ville lege. Men lege var nu engang så meget sagt, for Ma’lakel version af netop det ord, syntes altid at betyde en andens pinsel.
Efter at have skubbet sig lidt op, fandt hans venstre hånd hen til hans læber, lod sin pege finger glide ind imellem dem for at sætte det yderste af fingerspidsen ind imellem hans foreste tænder, og … han bed til! Han bed ind under huden, og et stykke ind i det kød og de sener der burde være i hans finger spids. Fremkaldte sit eget mørke røde blod, hvis krydrede og stærke aroma sikkert hurtigt ville blive opfanget af vampyren. Den anden hånd blev først om bag vampyrens hoved, og Ma’lakel grab fat i det sorte hår for at holde den udødes hoved fast, så denne ikke ville kunne vende det.
Hans øjne havde så småt vænnet sig til mørket, og det månelys der kom fra vinduet ude i rummet, hjalp til at skinne en smule igennem dynens stof og fjer lag.
Han havde så småt fået styr på hvor vampyrens ansigt befandt sig og hvordan resten af dennes slanke krop udfoldede sig nedefter.
Han satte sin tommel og lange finger på hver sin side af vampyrens hage, og lod den blodige pege finger hænge ud foran vampyrens lyse læber.
De grønne øjne gav et overnaturligt glimt fra sig, imens at Ma’lakel betragtede Ahngels mørke shilhouette. Han vendte kort sin opmærksomhed tilbage til Ahngels hals, og med slikkede ham på den højre side af den: pirrende, provokerende og drillende. Som var han en bølle der havde taget Ahngels ynglings ting og holdt den nu oppe over hovedet så Ahngel ikke kunne nå det.
,, Er du sulten?”, hvislede han sadistisk.
Den blodige pegefinger havde nu samlet sig en pæn dråbe af det stærke blod der var få sekunder fra at løbe ned af Ma’lakels finger, men den nåede det ikke, før Ma’lakel lagde den blodige fingerspids imod Ahngels underlæbe. Kørte den over den, som når en kvinde maler sine læber røde.
Lod blodet sprede sig i hver lille sprække, hver porer der ville være i de guddommelige læber.
Efter at have væddet Ahngel underlæbe lod han fingerspidsen finde vej op til overlæben og hvis ikke Ahngel gjorde yderligere for at stoppe ham, ville han ligeså male vampyrens overlæbe med sit mørke blod, der ville krible imod huden på grund af varmen og den stærke smag der lå i det.

Ahngels øjne var endnu vendte imod siden som en anden stædig teenager og ikke den indflydelsesrige alfahan han så gerne ville fremstilles som. Blikket roligt og ladet med kølighed, til trods for at irritationen ikke var svær at spotte hos ham. Nu ventede han blot på at Ma’lakel ville tage budskabet til sig, træde af ham og lade ham komme ud af den lille hule, som dæmonen så gladelig havde etableret. Der gik tid… Hvorfor gik der tid? De røde øjne vendte sig langsomt imod Ma’lakel.. afventende først med et arrogant udtryk ind til noget triggerede sammenknebne pupiller. Ma’lakels spidse tandrække sank ned i dæmonens eget kød og lugten slog som en stortromme imod Ahngels sanser. Som en kædereaktion fra biddet, til trommens susen og blodets duft, begyndte Ahngels langsomme hjerte at forsøge sine takter radikalt. Nitten.. Fjorten.. tre.. tre…TRE.. Tretten!
Atter greb dæmonen fat i Ahngels hår, som han havde gjort nogle timer forinden og Ahngels ansigt spændte sig i vrede. De røde øjne glødede op og en let visning af de hvide tænder dukkede op bag de tørre læber. Han udstødte et anspændt hvæs da dæmonen igen rørte hans ansigt. Placerede tommel og pegefingeren om hans hage for muligvis at holde hans ansigt i skak. Den blodige pegefinger blev fulgt af Ahngels øjne efter at ha stirret hadefuldt imod sin elsker ovenpå sig. Som hypnotiseret syntes blodsdråben at udgøre de røde øjnes centrum. Med små gib snappede han ud efter det, som et dyr der havde besvær med at nå området det ville bide. Ma’lakels ord tvang de røde øjne tilbage og fæstnede sig på dæmonens ansigt. Ikke et blink. Ikke en mine. Nu lå vampyren stille og blot stirrede op på dæmonen med dirrende øjne, tynde pupiller og et stumt ansigt. Kun hans kæbe syntes bevægende i små sammenførelser af kæberne imod hinanden, som ganske få gange lod et meget svagt klik give genlyd ud af munden.
Som Ma’lakel begyndte at ’male’ underlæben rød, ville han mærke hvordan den kolde ånde begyndte at frigives fra den kolde krop hurtigere… og hurtigere.. nærmest hyperventilerende i forhold til hvad han plejede at gøre i ny og næ. Det sydede… Ma’lakels blod over læbernes tynde hud. Det skar sig igennem.. brændte sig ned til nerverne og prikkede til de higende blodbaner uden at sætte sig i spil dermed. Uudholdeligt. Uudholdeligt var det. Som Ma’lakels blodige finger flyttede sig, blev de røde øjne igen vendt derimod. Atter nærmest som var de i trance. Som var sindet åbent for ydre beslutninger, som han ingen magt havde over. Det var for lang tid siden.. For svært at ignorere. Det var for svært at holde hjertet i samme rytme, for svært at holde klørene indenbords og for svært at undgå at acceptere denne chance. Ma’lakel.. ?
Kan jeg virkelig leve af dig alene?
Ahngels hænder bevægede sig endelig ud af den trykkede form de havde fået op ad scenen. De havde taget i madrassens lagen, klemt det i de foldede hænder og næsten spiddet sig selv med de knyttede fingre, trykkende imod egne håndflader. Nu lukkede de sig op, som en åkande ved solopgang, blottede klørene, hvis spidse var let farvet af den smule han havde spildt af sig selv. Da ville de finde vej op af Ma’lakels bare overkrop… smygende som to slanger der brugte deres tænder, hans klør, som afmærkning af sit område. De ville snitte i ham.. langsomt, men uden at stikke dybt. Det var nærmere som en blid berøring, korrupteret af noget ustyrligt og klodset, som skadede man noget man egentlig ville kærtegne. Alene det faktum at han et sekund eller to hold hænderne stille, blot for at stabilisere så godt han nu formåede og derefter fortsætte, viste blot hvordan denne leg påvirkede ham. Hænderne rystede. Det var tydeligt. Hænderne rystede, kæben klikkede og øjnene dirrede med den glohede farve fra et koldt, dyrisk ansigt.
Hænderne ville finde vej op ad Ma’lakel. Den højre ville placere sig ved dæmonens nakke, let usikker på et greb. Svagt fik han fat i Ma’lakels brune hår ligeså, dog ikke med den risiko at han ville føle et stort stik af smerte hvis han vendte ansigtet. Den anden hånd fandt vej op af den arm der tilhørte de blodige fingerspidser. Som Ahngels egen hånd kom tættere på Ma’lakels, syntes neglene at gå dybere, ryste yderligere og miste sin elegance for at blive til noget hakkende og higende. Først tog han greb om håndleddet. Støttende derved om man ville. Da ville fingrene smyge sig om hånden og hvis Ma’lakel ikke fulgte Ahngels anvisning til at sænke hånden yderligere, ville han spænde musklerne i hans mave og ryg til at lufte sig lidt op, stirrende stift på den farvede pegefinger. Skarpt vendtes blikket da. Skarpt op imod Ma’lakel og et smil dannede sig. Kunne man kalde det nervøst? Sadistisk? Usanitært? Måske en blanding af det hele. Smilet var der i hvert fald, men syntes ikke at være til hans ansigt skabt.
”Peh.. ph.. peut-être.” Udstødte han med en anspændt, hæs stemme, åbenbart ikke registrerende at han havde slået over til sit modersmål endnu engang. Det var nu heller ikke fordi han tænkte videre over det eller skænkede Ma’lakel endnu en tanke før han åbnede munden og lod den lange tunge strækkes derfra. Godt de 10-12 centimeter fik den smyget sig fra mundens rod og gav sig da til ikke blot at fjerne blodet fra hans egne rødfarvede læber, men også fjerne resterne på Ma’lakels finger, som var det det sidste blod tilbage i kroppen. ’Hårdt’ kunne man mærke tungen støde imod fingeren og stryge samme punkt adskillige gange for at optage så meget som muligt. Et hakkende åndedrag stoppede ham og øjnene vendtes igen imod Ma’lakel. Hånden om dæmonens nakke strammede til så godt han nu formåede med den manglende styrke og trak sig en smule mere op, meget hurtigt læggende munden imod Ma’lakels bare hals, nærmest desperat pressende de sammenbidte tænder imod huden. Måske efterladende få rifter, men ej mere i den omgang. Kæberne nægtede at lade sig skille. Hænderne om dæmonen stoppede med at trykke neglene imod ham, og nøjedes med at støtte på håndens rystende flade. Da knejsede han nakken en smule, nærmende sig Ma’lakels øre.
”Je the…Ta..Je tu.. ” Han stoppede igen og tvang en klump ned igennem den tørre hals. Hvad fanden havde han tænkt sig?! Et stik af virkelighed fik ham til at slippe dæmonen og i stedet slå albuerne imod madrassen som sin støtte, stadig med overkroppen let løftet, nu blot kiggende stift imod Ma’lakels overkrop uden noget egentligt mål med øjnene. Hans hals snørrede sig sammen imens ekkoet af hans ønskede ordsammensætning gav mening. Hvad?! Nej!