Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Dæmonen var bitter? Jeans ansigt gled hen i uforståelse? Havde han fanget den ellers så ømme behandling af hans ord? Hvad skulle han da sige? Trods alt kendte han ikke til denne eller hvorvidt denne kunne stoles på. Hvordan skulle han troppe op og frit fortælle hvordan Ahngel havde været og hvorfor. Selv kendte han ikke historien. Det stak kort i brystet. Skyld. Smilet forsvandt og hans ansigt blev stumt og fjernt, som dæmonens selv havde været før. Da anviste dæmonen sig til ham omkring hans såkaldte arbejde. Hans øjne blev roligt mørke og han tog brillerne på endnu engang. Faren var ovre indtil videre, men det var ikke tilfredsstillende. Han havde en instinktiv følelse af at denne havde ret til at vide så meget som muligt. Hvorfor? Fordi han, selvom han ikke konstant fangede individets tanker, fangede han en essens. Han vidste denne var tættere på Ahngel end det gennemsnitlige. Det behøvede han ingen halskæde for at se. Hans øjne gled hen på bøgerne der stod stakkede. Historien var hans moder, fader, barn og elsker. Hans blik gled langsomt videre og holdt sig på Ma’lakel. Øjnene lyste let op igen og skylden forsvandt stille i sig selv endnu engang. Han vidste at det var dumt at hænge ved de gamle skrupler. Han ville et kort øjeblik ønske at det var et ømt barneansigt han kunne stå overfor og bede om tilgivelse i stedet for den person Ahngel havde forvandlet sig til. Delvist Jeans skyld. Delvist hans stoltheds skyld. Hans blik blev lagt på bøgerne igen. De forvandlede sig til læderomlagte papirer og historierne, universerne og ordene blev blot til blækopridsede bogstaver. Uden at se på Ma’lakel først, rejste han sig op, vendte nakken og fokuserede først på ingenting. Han var ikke ligeså høj som Ma’lakel. Godt et hoved lavere. Dog syntes hans autoritet ikke at dø derved. Hans holdning var stærk, men hans øjne døde i det øjeblik. Læse hans tanker? Jeans bagerste del af benene skubbede stolen væk fra sig som han gjorde sin intimsfære hel igen, drejede om, så han stod med fronten imod dæmonen. Som hans blik igen blev indgående, trængte han ind.
Må jeg røre Dem?
Jeans ansigt var stumt og en smule af den mørke vampyrnatur han bar, tvang sig ud til overfladen i et alvorligt udtryk. Brillestellet gav et glimt fra sig. Hvorfra refleksionens lys kom, var ikke til at tolke. Mistroisk så han ud, som et menneske der vurderede deres barns mistænksomme vennekreds. ”Bøgerne her er mine fornøjelser. Ikke mit arbejde.” Han brød øjenkontakten og nikkede ganske kort og accepterende. Hans blik faldt atter på halskæden, som det havde gjort før. ”Den der.. Giver Dem allerede lov.” sagde han så og rettede blikket imod dæmonen. Det var som et pas. En lovkendelse. Alt i alt kunne Ma’lakel tillade sig det meste uden at Jean ville protestere af ren respekt overfor genstanden og tilliden der var blevet Ma’lakel givet. Men Ma’lakel var en type der virkede meget foruroligende. Denne tilnærmelse. Denne provokerende adfærd genkendte han et sted. Der måtte ligge noget vigtigt bag. Alt andet ville være fuldkommen absurd. Billedet af dennes læber over hans alfahans hud sendte en bekymring igennem ham. Ahngel var måske voksen og ikke Jeans, men han havde en vis følelse af ansvarlighed overfor ham. Nok fordi han havde set ham vokse op dengang, eller fejle på samme. Han sænkede skuldrene og nikkede endnu engang på at han nu havde givet sin tilladelse fuldkommen. Han ville ikke være den fremmede i huset. Han ville ikke være den der var uvelkommen overfor Lucifers nærmere.
”Min medgørlighed kan jeg desværre forsikre om, er en stereotyp for slottets vampyre. De yngre har altid et mere fjendtligt udtryk.” Han smilede ganske kort igen, som fandt han det egentligt lettere humoristisk. Det gik som en fin bue. Først.. rebelsk af en form.. dernæst kold og kynisk, hvor man typisk efter lang nok tid blev sagelig og fredselskende, som Jean her var. Pacifist. Gået under jorden. Rådgivende og beskyttende. En vampyr på efterløn måske?

Et knirk kom fra sengens madras som alfahannen skubbede sig op med et pust. Det lange sorte hår faldt om hans ansigt som han lænede sig forover dynen og kiggede ned på sine hænder. Hans hjerteslag var hurtigt.. Eller.. hurtigere og hans øjne sammentrukkende og dirrende. Mareridt havde han ikke oplevet i mange år efterhånden. Han sank en klump. Det havde været et af dem hvor man havde været i en drøm i en drøm i en drøm, og man vidste aldrig hvornår man var helt vågen. Den eneste metode var at forsøge sig på sine smertereaktioner. Lemmer var blevet flået af uden at han havde mærket noget og trykket havde sprængt hans hoved. Han rettede nakken op og så ud i rummet. Den sælsomme tilbagetænkning på en drøm var som den altid havde været. Man havde været stupid og naiv. Man kunne i vågen tilstand ikke kunnet forstå hvor skræmmende alt havde været og hvor ulideligt det var at befinde sig i. Sådan var det vel altid for dem der blot talte derom. De vidste ikke hvordan der var på den indre side. Man skulle være i det fordømte øjeblik for at forstå en drøms horrible indhold.

Det alvorlige i de gylden grønne øjne rykkede sig først ikke, men så ind i de azyrblå som denne søgte Ma’lakels eget blik. Han havde læst sætningen, det var Ma’lakel meget sikker på, på grund af dennes blik der vendte væk fra Ma’lakels observerende øjne. Brillernes refleksion lev ignoreret selvom det sendte en lys stråle direkte over Ma’lakels øjne og som lyset stod direkte ind på det skete der noget mærkværdigt: en gylden rød, organge farve erstattede den originale øjenfarve, men kun lige i det split sekund refleksionen stod direkte imod Ma’lakels ulve øjne. En forklaring? Det var der skam, men den kom ikke nu. Jean ville vel og mærke se dette da denne havde vendt blikket imod Ma’lakel, først rettede denne på Ma’lakels opfattelse, og konstaterede at hans passion for bøger ikke blev betragtet som arbejde men fornøjelse. Endnu engang fandt Ma’lakel sætningen afskyelig. Et liv blandt litteratur, det var ikke noget under at Ahngel var en mus. Det alvorlige fortog sig en smule som Jean valgte at se væk, og nikke. Ma’lakel trak på smilebåndet ganske svagt, og formede et af sine drengede, flabede smil, der ville pirre en rebelsk sjæl til at lave nikket om til en omgående rysten på hovedet. Da lagde Ma’lakel mærke til at halskæden blev givet opmærksomhed, og så selv ned på den idet Jean talte. Han kunne røre så meget han ville? Virkelig. Halskædens betydning fik Ma’lakel til at fyldtes med en meget skadefro glæde: han havde fået betydning, skønt halskæden i Ma’lakels øjne var et slags hunde halsbånd der indikerede at Ma’lakel tilhørte Ahngel. Efter få sekunders tavshed hvor Jean så ud til at fordybe sig i tanker, lagde Ma’lakel igen øjnene over denne, og betragtede det overgivende kropssprog. Det var farligt, umådelig farligt at vise Ma’lakel nogen som helst form for underkastelse. Han var alt for dyrisk af natur til at glemme et rank system, og havde man først vist sig under ham, skulle der meget til før man kom op og være ligemand igen. Han smilede efter Jeans sidste ord, og gik derefter tættere på imens han betragtede det stille smil over den blonde vampyrs læber. Trådte tæt nok på til endnu engang at ødelægge den sikre intim atmosfære, og skulle Jean gå længere væk, ville Ma’lakel gå et til skridt frem indtil Jean nåede et form for stop, og ikke kunne gå længere bagud. En mørk klukken kom fra ham, imens han mageligt lukkede øjnende.
,, Er det en trussel? Jean, De påstår da vel ikke at være medgørlig, for derefter at opramse de andre beboeres fjendtlighed, som ville deres trodsige opførsel være Deres egen indirekte måde at hævne Dem over mig?”.
Hans ene hånd ville da blive rakt op imod den ene side af Jeans ansigt, for at lægge sig nænsomt imod dennes kind og kindben. Varmen fra Ma’lakels hånd ville være lun og næsten beroligende for dem der altså var i stand til at mærke temperaturer, og ligeså ville hans læber, efter han havde lænt sig ned over Jean, presse imod dennes eneste ’ar’ ved øjenbrynet. Vel sagtens afmærkningen af en piercing? Et symbol på rebelsk vilje, på kaos, på alt det som Ma’lakel elskede, og det han tilbad. Dette ville selvfølgelig også gøre hans hals fuldstændig synlig for Jean, men det virkede ikke til at halv-dæmonen var bange for at Jean skulle blive grebet af en blodrus og angribe ham pludseligt. Ma’lakels fysik kom til sin gode ret, den muskuløse nakke, de brede skuldre, stærke overarme og dog tynde talje: et pragt eksemplar af en morder. Men noget andet kunne også spottes da Ma’lakel strakte hals for at kysse Jeans lille afmærkning: et bide mærke. Den bekendte afmærkning af et par lange hjørne tænder der var synket ned i halsen af dæmonen, samt mindre afmærkninger af andre tænder der havde forsøgt det samme, men ikke været lange nok til at gennembore blodåre, sener og kød. Det var dog ikke særlig synligt, kom til udsyn som et afbrændt ar, der havde dannet en skorpe der senere var faldet af, og nu havde efterladt sig små ar over Ma’lakels hals side.
Han trak sig igen, med et smil på læberne endnu engang. Lod hånden glide ned fra Jeans kind, efterladende et spor af varme fra sig, inden finger spidserne nåede kæbebenets kant og gled ned over den. Ma’lakel så ind i de azurblå øjne med en lille fredelig gnist i sine egne. Deres ansigter blot få centimeter fra hinanden:
,, De er smuk, Jean. Jeg er overrasket over De ingen elsker har…”.
Uden at vente på svar, trådte Ma’lakel da væk fra den blonde vampyr, og gik imod døren, i en afslappet gang. Han lod sågar hænderne glide i lommerne hvorefter han kaldte:
,, Noir..”.
Med mindre Jean stoppede ham, ville han gå hen og åbne døren ud til gangen, vente på katten hvis denne ikke var fulgt med endnu, men hvis den var. Så han sig kort over skulderen inden han forsvandt igennem døren, og gav for første gang Jean et tandsmil, der afslørede den lange række af haj-agtige gule tænder: et frygtindgydende gab der meget vel kunne flå kød fra knogler.
Han lukkede døren.
Herefter fortsatte en vandret op til Ahngels gemak, skulle Ma’lakel imellem tiden støde på nogen på vejen, ville han sikkert ignorere dem og gå videre.

Jean stod stille. Han bevægede sig ikke længere bagud da han havde opgivet at holde sig på en gentlemands afstand fra den store dæmon. Han rankede ryggen og rettede ganske kort på sit ærme. Så truet følte han sig alligevel ikke? Trods denne kunne virke blufærdig og klodset, var han så sjældent direkte bange for noget. Hans bevægelser var så dagligdagsagtige som de kunne være. Ligeså som et menneske med langsomme og stilrene bevægelser, hvor de øvrige vampyrer var tynget af en hele tiden svingende hastighed. Jean syntes at stå fast i den tid han stod og gik i. Nutiden. Den mørke klukken fra dæmonens strube fik vampyren til at vippe hagen en smule op og lægge øjnene på denne igen? Trussel? Troede denne virkelig at han var så fjendtlig. Jean smilede ganske ligegyldigt og gav et opgivende ryst på hovedet fra sig inden han ganske kort skulle til at svare denne og forklare hvordan han var gået helt forkert på den. Først da dæmonen rørte ved dennes ansigt, gled noget atter tøvende over ham. Det varede få sekunder inden hans ansigt syntes at være som det havde været lige før. Ikke tynget af denne berøring. Han havde trods alt selv sagt god for det og at væmmes derved nu ville være hyklerisk. Jean var en af de få vampyrer i verden, som så hykleri som en synd. Måske et stadig påhængende instinkt fra de ældre tider. Tale om solen…? Ma’lakel pressede let læberne imod stedet hvor seglet havde siddet for mange år siden, snedigt forklædt som en teenagers udsmykning. Dengang havde det dog ikke været normalt at mænd af hans kaliber bar sådanne former for smykker. Det holdte for meget til i den nuværende nutid. Jeans øjne var faldet fra dæmonens ansigt som denne åbenbart havde travlt med sit lille sceneskift. Jeans azurblå blik vendtes frem for sig. Afventende med et neutralt udtryk. Da fangede noget hans årvågne øjne på dæmonens hals. Ingen pludselige bevægelser var at finde og ingen ændring i dennes tone, til trods for at han.. i sin egen forstand var chokeret. De blå øjne var bidt i åbenlyshed og pupillerne små. Et bidemærke? Fanatisk som han var, virkede afmærkningerne bekendte. Mange gange havde han fundet samme bid i egen hals. Studeret sin alfahans tandmønster, for ikke at tale om.. Dennes duft. Den var klynget med Ahngels duft af blod og krop. Ganske vidst i det snedige skjul fra vedhænget i kæden om dæmonens hals. Et lys gik op for Jean. Denne skjulte sig igen. Dennes sulten af sig selv. Mange måneder var gået uden en jagt i hans selskab og nu.. nu bed han af denne? Jeans blik blev langsomt bittert og fortrydende.
Som alt dette gik op for Jean, bevægede Ma’lakels læber sig væk fra den lille stigmatisering af Jeans ansigt. Han vippede øjnene fra tandmærkerne og til dennes ansigt igen. Tydeligvis ikke påvirket, hvilket blot var det rolige ansigt, ført af en mesterlig mand, hvis hjerte lå i romantikkens digte og industrialiseringens skrifter. Dennes fredelige udtryk virkede atter foruroligende på Jean. Han havde mistillid til dennes åbenlyse betydning. Det betød dog ikke noget. Hans bekymring lå for hans elev, hans herre og hans allierede. Sjælen syntes kort at frigøre sig som han stod der. Rakte ud efter dæmonens hoved. Få sekunder efter blev han afbrudt af dennes stemme. Ingen elsker? Jeans ansigt blev uforstående. Gradvist mere og mere fortvivlet af en eller anden grund, som opdagede han selv for første gang at han ingen egentlig elsker havde. Ma’lakel trådte væk og vampyrens øjne faldt til bøgerne med et tomt udtryk. Han ville ikke indrømme det med ord der kom fra andet end hans hoved. De mange århundreder.. Efter al den tid med den tydelige accept.. gav det stadig et stik at gennemføre sætningen i hans eget hoved. Hans øjne faldt på Noir, som strakte sig mageligt efter at ha blevet påkaldt. Den dappede over bordet med en af de små kødstrimler i kæften, kort gnidende sig op af Jean og efterladende en lille rød plet. Jean reagerede ikke. Han vendte nakken og så efter dæmonen med et problematisk og plaget udtryk. Man kunne vel ikke være for forsigtig? Det makabre smil fik kort Jeans ansigt til at strammes til et useriøst ubehag. Ikke lige noget perlesmil. Da denne lukkede døren efter Noir havde trippet med, lagde Jean hånden på sin egen pande og derefter ned over kæben som han mærkede varmen fra dæmonens fingre dø hen. Et mørkt udtryk faldt over ham og hans mund blev degraderet til en tynd steg over hans ansigt. Som han bevægede sig væk fra egne bøger og imod dæmonens stabler, rettede han brillerne tættere op på næsen. Han satte sig i stolen, som Ma’lakel før havde været i. Hans fingre gled over bordet og fangede en sidste kødstrimmel på tallerkenen. Med to fingre løftede han det til munden, alt imens han strittede med lillefingeren, som sad han med en dyr the. Han placerede det i mundvigen, lod enden hænge ud fra læben imens han med et ligegyldigt smagte derpå. Han søgte den nærmeste bog. Ganske vist om denne nordiske mytologi på de gamle sprog. Det var ikke mangel på tillid der drev ham til hans nysgerrighed, men hans loyalitet og ønske om beskyttelse for sin herre. Den svenske halv-ilddæmon, Ma’lakel Lemoris. Jean løftede blikket imod de mange hylder frem for sig. Du er ingen normal dæmon, er du?

Langsomt skubbedes hans krop ud på kanten af sengen. Hans blik var imod vinduet med det mørkerøde forhæng. Det var atter stjerneklart endnu en nat. Han kunne se månens og stjernernes lys flå sig igennem stoffets mangler ved gulvet og karmene. Hans puls var efterhånden dødt hen og alt i alt havde han mest lyst til igen at drive tilbage i en søvn. De røde øjne kneb sig søvnigt sammen som han atter vippede fra den siddende position og hævede knæene foran sig, hvilende albuerne derimod og krummende ryggen imens hans støtte blev lagt imod knæene og skinnebenene. Stoffet der før dækkede hele hans underkrop og ben, blev reduceret til blot at kravle til hans skød og dække det væsentlige. Bagfra, imod døren, var hans ryg blottet. Kun enkelte gennemtrængende månestråler tillod de små ar at glinse i ny og næ, som det blafrende gardin tillod sig at lege med lyset der sneg sig forbi. Hans nakke var bøjet fremad med blikket rettet imod en tilfældig lysplet med et ansigtsudtryk der nærmest kunne virke sovende. Hans rygrad var synlig og fulgte nakken til ned over den lettere brede start på ryggen, over den tynde talje og ned til hans lænd, hvor starten af hans baller kunne antydes imod madrassens folder. Stille sygnede hans koncentration hen i en rævesøvn som han sad der. Helt vågen var han ikke og der var ikke just nogen at være morgensure på. Ahngel lukkede øjnene let i og hvilede kæben imod den ene underarm, der var stablet over den anden som en lille bro imellem hans opbøjede arrede knæ. Ganske stilfærdigt og fredeligt afgav han et beskedent suk. Hans hoved var klart da. Klart som efter en nat fyldt med gråd, hvor der til sidste ikke var andet tilbage end en kølig luft tørrende de forpinte røde og dehydrerede porrer og tårekanaler. Det var en neutral følelse. Han havde ingen jubel i sig og ingen nuværende vrede. Det var hvad han så godt kunne lide ved at sove og være nær søvnen. Man skulle ikke forholde sig til andet end bare hvad der foretog sig nu og her. Søvnen. Langsomt blev hans krop sværere at mærke igen, som rævesøvnen tog til. Endnu vågen nok til at opretholde tanker og kropspositioner, men ikke til at holde et øjenlåg åbent på egen hånd eller bevæge sig til noget konstruktivt.

De første trin op imod Ahngels private gemak, fik en tung følelse til at falde over Ma’lakels ben lige pludselig, og han stoppede. Uden helt at vide hvorfor han egentlig gjorde det, men han blev grebet af en følelse. En sjette sans kunne man kalde det. Noget der sagde ham at måske skulle han gå tilbage. Ikke tilbage til Jean, eller til biblioteket, men tilbage til der hvor han egentlig kom fra. Hermed ikke forstået som at han skulle tage tilbage til Di Morga, det var jo ikke der han i sidste ende kom fra, men til Sverige. Som en tung byrde der lagde sig i brystkassen og trykkede, havde han en mærkelig lyst til at vandre rundt i de tempererede gran skove, fare vild, og klatre rundt omkring de skarpe hav sten langs en fredet strand. Hele Point Du Lac emmede af noget som Ma’lakel ikke havde haft i Di Morga, ikke nogen af de lande han nogensinde havde været, hjem. Ens fortid, historie, ens rødder og oprindelse. Abbadon havde inden af delene. Det besad en historie, men ikke Ma’lakels historie: Zanes. Fæstningen var et bevis på hans regerings tid, og alt det som den forbandede møg elver stod for. Og udover det, havde Ma’lakel en kriblende fornemmelse af at blive iagttaget konstant. Som om væggene kunne høre ham, maleriernes øjne fulgte ham når han gik forbi dem, og de makabre byster af forskellige udøde vendte hovederne efter ham. Det var selvfølgelig kun noget der foregik inde i Ma’lakels paranoide sind, men alligevel syntes angsten at tage til ved den isende fornemmelse af at en udød åndede ham i nakken, og han fortsatte sin gang, sammen med Noir, helt op til fjerde sal, og gik målrettet imod der hvor han troede Ahngels værelse var.
Det resulterede i et par vildledelser: nogle låste døre der blev revet lidt i, nogle frustrerede krads i håret, en cirkel spadesring, for til sidst at ende op i det rigtige område og gå langs den oplyste gang med de mange vinduer.
Ma’lakel så ud af vinduerne som han gik imod den store dør. Selvom Point Du Lac havde sine prægtigheder så ville Ma’lakel aldrig selv permanent slå sig ned. Der var noget sørgmodigt over stedet, noget koldt, og utilnærmeligt. Som var hele palæet et stort tempel der sørgede over noget, og havde gjort det i flere hundrede år.
Det var som en fremmed kvinde, en gammel, kold, strikt kvinde, som ikke tolererede snavs og skidt. Majestætisk, men altid iklædt lange sorte kjoler og en lille matchende hat hvorfra et sort slør faldt nedover et, rynke frit ansigt: utynget af de mange år, men ved øjnenes kanter kunne man skimte ganske svage tegn på ældning, ligesom i hendes stramme dybt blå blik der funklede med et hav af viden. Et endnu mørkebrunt tykt hår, sat op i en velholdt stram knold, med enkelte små grålige tråde iblandt. En lille truttende mund, malet røde som et tegn på hendes endnu brændende passion for det forførende. En hud så ægge hvid som et vinterdække, lette indsunkne kinder med rødt pudder liggende over dem, som prøvede hun at gøre op for sin manglende farve ved at påføre sig en. Et hvilende blik der afspejlede en ældre kvinde i perfekt indre balance med sig selv: erfaring, visdom, og stolthed, ære og pligtfølelse, stolthed og fordom! Et spidst pære formet ansigt, hægtet på en tynd hals med tilhørende spinkel krop, gemt væk under de tunge mørke klæder. Hænder vis bevægelser var så omhyggelige at hun måtte udtænke hver af dem inden hun lavede dem, som en sand dronning i et alt afgørende skakspil.
En enke. En modig kvinde der sørgede over en afdød ægtemand.
Det var sådan Point Du Lac ville have set ud, forestillede Ma’lakel sig, hvis hun var en rigtig kvinde, den ældste af alle vampyrer, og den prægtigste.
Han nåede til døren med den trofaste Noir ved sin side, uden tvivl, greb fat i håndtaget og stirrede ind i døren. Hun ville i sandhed have været værd at beundre, og underlægge sig.
Han trak ned i håndtaget og åbnede døren ganske stille. Halskæden der dinglede over brystet lettede ganske svagt som Ma’lakel stak hovedet ind, som en anden tegnefilms figur, for paranoidt at tjekke om der skulle komme kæde flydende i hovedet på ham som forlegen, men til sin overraskelse kom der inden kæde, og alt man kunne skimte i rummet var det mørke der dominerede det hele, og skikkelsen af Ahngel der sad med ryggen til. Hans hvide silhouette var let at se inde i mørket, og stod en smule ud så den var til at skimte. Ma’lakel gik ind, lod Noir følge med, for derefter at lukke døren stille. Et mindre smil bredte sig over de lyse brune læber, imens han gennemgik sin samtale med Jean i hovedet.
… Du må have følt dig som et gidsel … Ikke sandt, Lucifer?
Han listede sig hen til sengen, imens at de sorte pupiller udvidet sig drastisk, stirrende på den hvide silhouette imens at de vænnede sig roligt til mørket som et menneskes ville. Med et drilsk ræve blik i øjnene, knælede han en smule i det han nåede sengen, løftede øjenbrynet idet Ahngel sikkert ikke ville reagere på grund af hans halv-sovende tilstand, og så ned imod katten, hvis røde øjne han sikkert ville kunne se i det tillukkede mørke soveværelse. Gav katten et blik der indikerede at han talte til den, uden han gjorde det. Derefter satte han den ene hånd på sengens kant og kravlede snigende hen imod Ahngels silhouette, satte sig bag ved ham på knæene, helt tæt så hans ryg og skuldre ville presse imod Ma’lakels mave og bryst, imens han lænede sig ned imod vampyrens øre og hviskede stille:
,, Luuciiffeerr…. Luucciiffeer.. jeg er din samvittighed. Du skal ligge dig ned igen, Lucifer, hvis du ikke gør det, vågner du op… og så forsvinder jeg.”.
Den varme ånde slog imod den udødes øre imens at hans læber ville presse sig let imod dennes øreflip. Ganske let lade det yderste af læberne røre imens han kørte dem ned langs den synlige hals side, og lod de varme hænder glide over vampyrens ryg i en masserende gestus. Dette ville alt sammen være noget der ganske vidst forstyrrede Ahngels midlertidige dvale, men ikke rev en tilbage til virkeligheden i et ubehageligt chock. Tillod en at balancere imellem hvad der er en drøm, og hvad der er virkelighed. Ma’lakel stemme var mørk og nænsom, sensuel og hypnotiserende, som var Ahngel en slange og han selv slange tæmmeren der prøvede at afværge et bid ved at spille en afslappende melodi.
Hænderne gled op over de hvide skuldre, og tog ganske let fat, imens at han ligeså blidt nappede i det yderste af Ahngels skin på halsen: som et pirrende kærtegn. Hvis Ahngel ville ligge sig, ville Ma’lakel forsøge at vælte ham ganske forsigtigt ned på siden af sengen.

Gradvist blev det snigende mørke mere og mere tæt, som søvnen igen listede sig ind på ham. Han var trods alt vågnet midt i sit nederste søvnlag. Intet under at han stadig var træt. Det var dog et af de tidspunkter, hvor man ikke lagde mærke til at man netop nu var på vej til at falde tilbage i en søvn på grund af en masse tanker, der ligeså langsomt blev udlignet til ingenting og pludselig.. så var bevidstheden ved at være væk. Atter slappede nakkemusklerne mere af og hans underarm blev påsat mere tryk fra hans kæbe derimod. Dog ville begge arme langsomt glide ud af deres positioner og den lille langsomme fornemmelse af at tabe højde bragte en midlertidig vågen tilstand en lille smule tilbage indtil næste omgang. Kæben mistede let taget og hvis denne ikke havde været trykket imod underarmen, ville hans tænder kunne spottes da intet holdt læber og kæber sammen. En let knirken fra sengen bag sig gav endnu en lille ridse i det glasvindue der syntes at skille ham med den vågne verden. Hans øjne gibbede kort, men åbnede sig ikke. Sekunderne blev ikke rigtigt registreret, så det føltes næsten som om punkterne, hvor Ahngels skuldre og ryg mærkede Ma’lakel, var dukket op på et ganske kort øjeblik, som havde denne teleporteret fra sengens kant og hen til ham inden man kunne nå at blinke, eller i Ahngels tilfælde: åbne øjnene. Den første snært af liv ved sin øregang, sendte atter et lille livgivende stød igennem ham, som langsomt udviklede sig til sammenspændte mavemuskler og krummede tæer, der kort gav et beskedent ryk i sengelagnet. Et velkendt gys faktisk. Han var efterhånden begyndt at forvente det komme ved Ma’lakels mange forskellige handlinger. Samme kildrende følelse, som når en sangstemme får en til at tabe kæben og samme form for gysen, som når man vanter på noget meget afgørende. Eller bare meget enkelt. Omgang med en man holdt af? Ahngels øjenvipper slap sine omfavnelser af over- og underboerne og lod ham ganske stille åbne øjnene. Blot et par enkelte milimetrer. Verden udenfor var stadig skjult bag de sorte vippers skjolde, som han så ud i værelset igen. Hans samvittighed? Et gab trængte sig på, men blev blot erstattet med et lidt for dybt åndedrag, der nærmest lød som et opgivende eller sanseløst suk. Smilebåndet strammede let om sig, men blev dog aldrig til noget synligt på grund af hans kæbes forstenede position imod armen.
Som dæmonens læber berørte Ahngels øreflip, reagerede han. Neutralt fra ansigtet dog. Hans øre gav et lille vrik. Blot en reaktion af spændte muskler omkring selve ørets brusk. Den kildrene fornemmelse bredte sig i kroppen igen, bortset fra punkterne denne rørte. Det søgte længere ned om halsen og Ahngel vippede da ansigtet yderligere på siden for at lade håret falde enten over hans kraveben eller ned over ryggen for at give plads. Hans navn gav en genklang i hans hoved. Det slog ham hvor vant han var blevet til at blive kaldt ved sit fødenavn. I Ma’lakels mund lød det heller ikke så… anklagende. Det lød ikke spottende, som bøddelens stemme under den sorte helmaske. Da Ma’lakels hænder begyndte sin kærtegnende bevægelse over skuldrene, mærkede Ahngel et af de ømme punkter blive trykket. Han havde da en særlig form for lyst til blot at slippe hørelse og føling igen til at falde i søvn endnu engang imens Ma’lakel bare lod det stå til. Dog åbnedes hans øjne roligt. Denne gang så det rent faktisk kunne spottes, not ikke af Ma’lakel, men i helhed. Blot en enkel nedre del af øjet udstrålede liv, hvorimod irissens øvrige farver var mørke og endnu slumrende, som en stenstørknet vulkan. Et øjeblik mærkede han antydningen af en forskel af hans skuldre og Ma’lakel der tog et roligt tag i dem. Ikke blot forskelligheden i deres masse, men også noget andet. Ahngel havde efter den snak med Jean dog fået en ide om hvad det var, trods det ikke var hvad der passerede i vampyrens endnu sløve hoved i øjeblikket. Ligenu var der ikke noget point du lac. Der var ikke nogen Jean, Traquille, Muet eller Soleil. Der var bare sengen, tomrummet om den og de to væsener i den. Ikke engang han selv var en jeg-person da. Blot et individ, hvis eneste forskel fra det andet var, at denne var til at gå ind i hovedet på og tilrettelægge, samt styre dennes handlinger og næste træk. Som et spil. Som strategier. Et mere tydeligt koldt suk gled over hans tørre læber og ud i ingenting inden han let løftede nakken, nok for at se tilbage på Ma’lakel. Han vendte kinden til, så det blot var hans ansigts profil der var at se. Det ydre af ham… Det der udgjorde hans omrids om den lige næse og læbers spidser, var let sølvblålig begrundet en månestråle med ufattelig god timing. Øjenvipperne lod sig ligeså lyses kort op, som et mindre lys i beskeden neon. Øjnene dog endnu røde og upåvirkede af den blålige farve. Ganske langsomt, som Ma’lakel påbegyndte den vippende bevægelse, lod Ahngel sig let tippe, lod armene glide fra hans knæ og ned som støtte imod madrassen, så han ikke ville dumpe antiklimatisk ned i sengen med en klodset bevægelse. Stoffet om hans underliv fulgte trop og lod sig atter udbrede en smule mere, hvor det før havde været vulket skødeløst om ham, som et gammeldags græsk fliceret skørt. De lange hvide hårløse ben strakte sig ligeså med sengens form som han lod sig ligge ned. Atter med blikket frem for sig. Da vendte han nakken og søgte atter Ma’lakel med blikket. De sorte lokker gled atter fra nakken og ned over ryggen, blottende hans bare slanke hals og størstedelen af hans nøgne kraveben og starten på brystkassen. Han havde vel været heldig med sin brystkasse. Dens bredere form i takt med skuldrene og den atletiske nederste region sørgede for at Ahngel ikke blev direkte mager og spinkel at se på. Den egentlige åbenlyse magre del kunne dog skimtes ved dennes talje, underarme og ankler primært.
Som selv samme slange, der kælent ville vikle sig om sin tæmmers hånd, rakte Ahngel sin øverste arm imod Ma’lakel og hvis denne ikke havde rykket på sig for meget, ville han ganske nænsomt placere sin hånd imod dennes kind. Først den kolde håndflade, som så vendte sig så vidt som muligt og lod de kantede knoer stryge derved med håndryggen følgende. Hans ansigt blev tyst, men noget i hans blik flammede op.
”I så fald går jeg ud fra at jeg stadigvæk sover?” Der var ikke rigtigt noget at finde i undertonen og man kunne godt fristes til at tro på at det var et sandfærdigt spørgsmål.

På grund af Ahngel sad i profil, og at mørket ligeså gjorde Ma’lakel halv blind, lagde han ikke mærke til det blik der blev ham givet kort inden han besluttede sig for at tippe vampyren ned på sengen.
Sengens bløde overflade gav efter, som Ma’lakel halvt tiltede med. Lagde vampyren, der var bevidst nok til selv at tage fra, ned over sengens hvide dække, og tillod sine grønne øjne at vandre ned over den blottede overkrop med et nærmest fascineret blik. Som interesserede Ahngels anatomi ham, på en barnagtig måde. Efter at vampyren var blevet lagt ned af egen fri vilje, kunne Ma’lakel pludselig mærke de kolde fingre ligge sig over sin kind. Den ene af Ma’lakels hænder havde fundet vej til vampyren side, og gled nænsomt over huden i en blød gang. Han begramsede Ahngel, med blot et enkelt stryg med fra en hånd over dennes synlige side.
De gylden grønne øjne fik kontakt med den dybt røde, som den kolde håndryg gled ned over hans varme kind, han lukkede øjnene i et øjebliks nydelse og pressede hovedet imod hånden, som en kat der modtog sin herres hengivenhed. Da Ahngel talte til ham med en oprigtighed i stemmen: måske stadig en smule forelsket i drømmenes fløjls bløde illusioner, åbnede han øjnene igen. Ma’lakels læber parteres i et mindre smil, imens at de gylden grønne øjne gav en lille gnist fra sig. Som en flamme der blev tændt i det ellers rolige blik.
Ganske blidt skubbede han vampyren om på ryggen, bøjede sig ned over Ahngel på samme tid med at han rullede ham på ryggen og holdt øjenkontakt. Den anden hånd blev langsomt ført op foran de smalle lysebrune læber, og pegefingeren trykkede sig imod dem som han talte til Ahngel uden at bruge ord til at opnå den ønskede ytring: vær’ stille – betød gestussen uden tvivl. Hånden ved Ma’lakels mund blev fjernet og ført ned over Ahngels bryst, for at glide til den ene side og finde støtte imod madrassen. Halskæden dinglede legesygt fra Ma’lakels hals imens han fortsæt var lænet indover Ahngel, og som han bøjede sig yderligere ville den uundgåeligt lande på vampyrens kolde overkrop, imens at Ma’lakel lagde hovedet en smule på skrå for at presse læberne imod Ahngels kind. Kysset fortsatte fra kinden og ned til halsen, der blev kærtegnet af de smalle læbers bløde ydre, videre henover struben, blidt og begærligt, videre ned over brystet på vampyren, imens at hånden der havde lagt over Ahngels skulder, og tippet denne om på ryggen, lagde sig på den udødes side og gled fra dennes ribben, til maven, for at ebbe ud ved lænden hvor hans fingre let krøllede sig sammen om det mindre dække for Ahngels mere intime legemsdele. De sensuelle kys fortsatte: han lod sin ru tunge glide over brystvorterne, rive let i dem som hans tunge let tog fat i skindet og nænsomt kradsede sig op af dem. Fulgte en lige linje ned over maven, for at tage tungen i brug igen da han nåede navlen, og slikke henover det lille indhuk i maveskindet.
Hånden der havde et mildt greb om de hvide lagener ved Ahngels skridt, trak ned i det en smule, og gjorde mere af hans underliv synligt. Kyssende fortsatte med at presse sig imod Ahngels hud, et kærtegn ej lignende noget andet som han havde udsat vampyren for før. Hele hans krop skulle dækkes i blide kys, druknes i dem, indtil at vampyren ikke længere kunne trække vejret, og ville blive kvalt! Dø, dø af nydelse, af følling.
Tungen gled over roden af Ahngels manddom, der svagt ville være kommet til syne efter Ma’lakel havde trukket ned i de skærpende klæder. Han fortsatte dog forbi, havde ikke hensigt i at gøre noget sjofelt. Gik videre hen over Ahngels underliv, hen imod dennes ben, og kyssede vampyren over inderlåret, for at ændre kurs og fortsætte opad igen, i samme sensuelle mønster. Men som han nåede maven begyndte han at nappe. Legesyge, kærlige nap, der for mange dyr var et tegn på underkastelse og hengivenhed. Han gjorde det dog kun nogle få gange ved maven, og greb blidt fat med tænderne i den udødes ene brystvorte, for tavst at fortsætte videre op til dennes hals igen. Kysse over dennes hage, inden han kom til vampyrens læber.
Hans egen overlæbe ramte vampyderens under, og med en stille, dog tung vejrtrækning, lod han de gylden grønne øjne glide fra Ahngels læber, til dennes blik: han ville kort fæstne deres øjne, i nogle sidste indirekte ord, inden han let bed fat i Ahngels underlæbe. Rive let ud i den, for til sidst at ligge hovedet på skrå, og kysse vampyren. Hans læber over dennes i et hårdt kys, der til trods for at det pressede sig tvangsfuldt imod vampyrens, ikke var upersonligt eller følelsesløst. Nej, det var lyst, begær der blussede op som en antændt flamme, inden kysset ville få en brat ende, og Ma’lakel ville trække sig væk, med sit blik liggende over Ahngels underskønne ansigt.
,, Sover du stadig?”, hviskede han, med klar ophidselse i stemmen, imens han trak lidt mere ned i det hvide lagen ved Ahngels underliv.

Det lange sorte hår lagde sig over sengens støtte af hans hoved, som vampyren let lod sig tippe om på ryggen, ført af det tryk Ma’lakel lagde imod skulderen med sin hånd. Sengens hvide folder omkransede vampyrens skikkelse og indrammede dennes form i et uregelmæssigt rammesystem af det bløde stof. Hånden imod Ma’lakels kind mistede ganske kort sin position, som hans bevægelser ikke fulgte så hurtigt med endnu. Hånden blev kort slået ud af kurs, lidt væk fra dæmonens ansigt, men fandt da tilbage derefter, som var det en magnet af en art der søgte sin modpol i dæmonens indre. Ma’lakels søgen på Ahngels øjnekontakt blev ikke afvist. De røde øjne hævede sig fra dennes kind, der havde været sigtekornet for hans hånds bevægelse og op til dæmonens grønne øjne. Ma’lakels billede var klart, som var det dag. Kun en gennemsigtig tåge i form af den stadig påtrængende søvnighed slørede ham lidt. Øjnenes farve brændte sig dog igennem det, som var det vanddamp imod et islag. Denne bevægede sig ganske lydløst.. Formede en besked i sine bevægelser ved at lægge sin finger foran læberne. At tie? Ahngels blik tonede sig som dette blev accepteret og dennes kæber placerede sig standhaftigt imod hinanden. Ma’lakel lænede sig ned imod Ahngel i samme bevægelse. Den bare, slanke arm lod sig krumme som den fik mere plads og snoede sig om dennes nakke. Kun støttet ved hænderne, fingrene og det bøjede håndled. Der var ingen råstyrke at finde i taget og ej heller at finde i den døsige vampyrs blikke. De var løjerligt neutrale, som var det et barns blik. Det var søgende, men ikke spørgende og observerende uden at gå i detaljer. Udlignede flere faktorer gjorde det. Nok blot et ekstrakt af den nuværende træthed, som var han der, men registrerede kun det allermest basale omkring sig. Ma’lakel. Man kunne akkurat mærke den lille prikken fra halskædens materiale imod det nøgne bryst. Dets kølende struktur var dog ikke til megen nytte hos vampyren. Derimod nedkølede han den i stedet for omvendt i et øjeblik. Dæmonen nærmede sig den udødes smukke ansigt. Ahngels frie hånd søgte halskædens vedhæng og lagde sig hen over den, fangende kæden mellem pege- og langfingeren imens dens egentlige ejermand placerede et kys på vampyrens kolde kind og lod noget af sin varme komme til udtryk. Den kriblende følelse spredte sig omkring kysset, som var dette en glødende kerne. Kontrasten var hvad han kunne mærke. Det som Jean havde formuleret som kulde, trods Ahngel stadig ikke var overbevidst om at det netop var dette. Han burde da ha en nostalgisk følelse omkring det, hvis det var kulde? Et minde der bekræftede det? Et instinkt? Ingen af delene havde han registreret. Langsomt fulgte øjnene den selv samme bane, som Ma’lakel havde skabt ved sine bevægelser, som kunne Ahngel se montagen af billeder der tilhørte de forhenværende minisekunders struktur inden de kom til nuet. De røde, søvnmættede øjne fulgte denne til sin egen hånd, der stadig lå blidt om dæmonens nakke. Han tog sig selv i at ha bevæget fingrene på en måde han normalt ikke gjorde. Noget han højest havde gjort om Noirs poter og andre kælende punkter. Hans fingre stoppede øjeblikkeligt sin diskrete massage. Der ville nok ikke kunne føles nogen radikal forandring.
En sti blev tegnet med usynligt blæk da Ahngel mærkede kysset glide ned over sig. Ganske blidt. Ahngels øjne gled til en stirreplet for først efter få sekunder at lade øjnene droppe i, nærmest som om det rent faktisk havde en effekt på følingen at lukke af for synet. De lange hvide fingre spredte sig om halskædens kæde og lod den frigøres, som Ma’lakel forsvandt fra den radius, som den kunne strække sig. Ligeså ville hånden ved Ma’lakels nakke stryge af, ved kort at lade fingerspidserne stå ved og følge ansigtets forsvinden fra rækkevidden. Trykket på skulderen døde hen og sænkede sig sidelæns imens Ma’lakel flyttede hånden nedad for at tage et let fat i Ahngels dække. Vampyren skævede kort dertil med et tyst udtryk. Øjnene lukkedes da let i igen da Ma’lakels kys fortsatte sin sti over Ahngels krop. Denne gang om hans nerveender ved brystkassen, der let lod sig hærdes ved den pirrende forkælelse af dem. En tvivl slog imod vampyrens tanker, som de langsomt nåede den kritiske oplysning. Alle disse kærtegn..? Vampyren åbnede øjnene og så imod himmelsengens top. Mavemusklernes sammenspænding lod skindet trække sig lidt tilbage da Ma’lakel fortsatte langs maven. De kildede nerverne, der kriblende samlede sig i en stime og trak på muskelmassen. Følelsen af at blive blottet yderligere ramte ham langsomt, men ikke som et chok. Denne næsten totale nøgenhed var ikke længere et emne sat under tabu i sætterkassen, dog han ikke nød sig selv mere udstillet end yderligere. Kyssene fortsatte nedad og gav igen Ahngel muligheden for at drives ind på sit tankespor. Alle disse kys af Ma’lakel. Nænsomme til og med. Efter dennes langtrukkede stilhed, blev hans stemme endelig blandet med ren krop. Et hvislende suk, der nærmest blot lød som et simpelt vindstrøg tørrede hans læber og sendte en kold ånde ud i værelset. Endnu et varslende sug gled igennem ham, som Ma’lakel gav sin opmærksomhed til rammen af Ahngels køn for at fortsætte. Opbyggende noget, som kolde hænder imod en menneskeryg, men som langsomt lagdes tilbage til en slummer. Dæmonen fortsatte nedad det sårbare bløde hud ved inderlåret og skiftede kurs. Efterhånden var samtlige kys.. Samtlige baner og berøringer fra de første sekunder begyndt at kunne mærkes, som små let brændende mærker i hans hud. Sågar formen på Ma’lakels læber kunne han tyde fra de små spor der var blevet lagt i form af kriblende og stimulerede porer i huden. Flere kys til samlingen. Mangfoldige som hans ar, dog stadig i undertal. Der var stadig mest vægt på skålen fyldt med blod i forhold til skålen fyldt med… Med.. Hvad lå der i den skål i det hele taget? Var det virkelig for håbefuldt at bilde sig selv ind at denne ikke blot i sidste ende var lykkejæger eller bare tilfredsstillende et egentligt behov, som han ikke kan få andetsteds? Ahngels hoved var altid så kritisk. Altid så mistroisk. I sidste ende var det jo heller ikke Ma’lakel han tvivlede på, men hans eget individ, som i egne øjne til tider kunne findes så sølle at man ville fristes til at tro de værste indskydelser. Det positive var altid det sværeste at se og tro på. Specielt emner som disse. Emner som Ma’lakel og emner som følelser og deres funktioner.
Han blev atter flået ud til virkeligheden af sporene der syntes mere markante end før. Ma’lakels tænder havde ganske nænsomt begyndt at nappe i stedet for at lade de bløde læber kysse. Et meget lavt, halvkvalt støn udvidede hans halsrør kort, som han hev en slurk luft til sig og lod det passere ud af næsen igen. Atter brystvorten. Atter halskød og hage. Vampyren vippede ansigtet lidt da Ma’lakel fandt længere op og lod sig hægte sig til den bløde, lyse underlæbe. Ahngel mødte Ma’lakels øjne i en nærmest synkron bevægelse da denne løftede blikket. En gennemtrængende farve begyndte at kunne ses i øjnene på denne og blikket spærredes en smule mere op som en mere klar tilstand blev tiltrængt. Han mærkede sin nakke trykkes mere imod madrassen da Ma’lakel valgte at føre sin drillen af underlæben til noget mere. Et passioneret kys ramte og omfavnede vampyrens læber. Igen lukkede han sig væk bag de lange vipper og de hvide øjenlåg. Denne gang var der ikke et konkret modspil dog. Ikke endnu en hård alfahans kæbe der ville udkonkurrere det modstridende kys. Han tog det nærmere. Langede ud og fangede det med læberne og åndedraget. Hvis vampyren da havde vidst hvor meget aftener ville være præget af ensomhed fremover, havde han nok ikke tyet til dette kys for at udligne det. Han ville komme til at savne det. Netop fordi det havde en så stor kontrast til en kat der blot begyndte at kradse tæerne af en hvis man lå på dens plads for længe.
Kysset blev brudt. Vampyren åbnede øjnene og så på Ma’lakel. Denne talte og dennes stemme virkede så fuld af liv som altid. Frembrusende liv, som var det et vandfald uden ende. Trods Ma’lakels uforklarlige hjerterytmer og tendens til udødelighed, var han så fyldt af rent liv, at det nærmest virkede misundende på vampyren. Solen der var indprentet dennes hud. Dennes underskønne mørke hud med dufte der skreg af krydret menneske og dæmonkød. Denne fantastiske individualitet. Ahngel var fuldkommen enig med sig selv om at dette ansigt og denne muskulatur.. stemme.. det hele var noget man ikke ville finde andre steder. Vampyrens øjne kneb sig en smule sammen. Ma’lakel var et kunstværk i sig selv. Måske var han ikke præget af elegance og materiel skønhed frem for det personlige, men alt dette virkede ikke som noget han manglede. Han behøvede det ikke. Han ville aldrig ha brug for det. Lagenet om Ahngels liv lod sig rives en smule mere væk.. Den blottende følelse gjorde sit comeback og afslørede mere af dennes arrede krop og underliv. Om han stadig sov? Blot det var så vel? Så meget virkelighed på én gang virkede skræmmende på sin egen måde. At være så fremme i tankerne. At holde sig til et nutidigt objekt. Det fik farver til at ændres og lyde til at blive højere.
Vampyren rystede på hovedet og støttede albuerne imod madrassen. Han hævede sig langsomt. Dels for ikke at banke op i Ma’lakel i en rap bevægelse. Han kiggede stille op på Ma’lakel. Som han havde gjort før slyngede de røde øjne alle sine arme ud og lagde dem om Ma’lakels ansigt. Rørte ham med et simpelt blik. Forsøgte at gennemtrænge ham og bevæge sig ned i porer, blodårer og hårrødder.
”Slet ikke.” Hviskede han og sænkede blikket en smule til Ma’lakels hals. Han rettede sig da mere op, slap sin støtte i madrassen og lagde hurtigt armene om Ma’lakels hals og let pressede sig selv imod den med læberne imod den solkyssede, duftende hud. En indånding kunne høres og separerede læber imod porerne. Med mindre Ma’lakel ville tvinge sig selv over i et stædigt stadie, strammede vampyren mave- og rygmusklerne og langsomt trak ham med sig længere ned at ligge. Han tippede ganske langsomt ansigtet derfra og imod Ma’lakels kæbeben og øre. Han placerede et stumt kys på tindingen og lod det glide ned over det skarpe kæbehjørne. Det slap ganske lydløst igen og han hviskede stille imod Ma’lakels øre:
”Det er lang tid siden jeg sidst var sådan vågen.” Han smilede ganske tyst. Det ville ikke kunne ses.

Den ros der før havde været så dejligt dominerende, havde været dulmende og stress afsløsende, blev opløst af det simple blik som Ahngel gav ham. Han havde haft i sinde at trække sig væk skulle vampyren sige at han var vågen, som en del af den leg Ma'lakel indirekte var på begyndt. Men som de røde øjne lagde sig over hans ansigt, det eneste egentlige farve han kunne se i det hvide, tilslørede spøgelses billede af Ahngel, blev der dannet noget inde i ham. Det solide træ skabt af metal og jern, voksede en smule, blev en kende større og noget spredre sig i Ma'lakels krop. Gled fra brystet, udløst af et enkelt hoppende hjerteslag, og ud igennem blodårene, spredte sig i de brede skuldre, de muskuløse arme, store hænder, veltrænede ryg og markerede mavemuskler, for at fortsætte nedad, indtil det havde spredt sig til hver en afkrog af hans krop.
Dennes ord, prallede af på denne nye følelse af.. begær? Af lyst? Den var anderledes, meget mere.. rolig? Særpræget og næsten alien for Ma'lakel der ikke kendte til mange andre former for lyst end den sædvanlige: du er tiltrækkende, dig vil jeg have!
Han lukkede øjnene i bare nydelse som Ahngel lagde armene om hans hals for derefter at presse sine kolde læber imod Ma'lakels varme hals-side. Det sendte et sitrende gys ned igennem halv-dæmonens rygrad, og han lod hånden der så uprovokeret havde revet ned i vampyrens eneste beklædning, miste sit ellers faste tag og i stedet glide op af dennes mave, med spredte fingre som kunne Ma'lakel ikke røre for meget af den udødes hud af gangen.
Det begyndte at prikke i fingrene som de gled op af den lyse hud, imens at Ma’lakel lod sig blive ført længere ned imod sengens ydre, som var Ahngel en forførende sirene der var steget op fra havets dyb, blot for at fordreje hovedet på den skibsbrudne Ma’lakel der lod sig falde i vandet, og blive trukket ned til en ubehagelig drukne død, dog uden at give det megen tanke på grund af sin døds engels bedrageriske sødme og uskyld.
Ahngels ord fremmanede endnu en sitren igennem kroppen, det tændte ham på en mærkværdig måde. Han blev ikke grebet af et ønske om at flå tøjet af sig selv, og kaste sig over vampyren som et andet vildt dyr, tvært imod reagerede han, handlede han som var hver bevægelse inprintet i hans hukommelse fra fødselen af. Fingrenes blide gang over maven, hans læber der søgte vampyrens hals-side for at gengældte de kærtegnene kys som denne havde skænket Ma’lakel, og trykke derimod med dyb tilfredsstillelse ved blot dette og intet af det. Hans læbers ydre skin gled da ned over Ahngels kæbe, imens at hånden der havde kørt fra hans underliv nu havde lagt sig på brystkassen.
Som de lå imod madrassens bløde overflade, slog Ma’lakel ganske blidt sin pande og næseryg imod Ahngels venstre side af ansigtet: som en kælen kat der ville nusse, og hengivent vise at den ønskede sin herres opmærksomhed. Han gnubbede langsomt sit hoved imod Ahngels, på en dyrisk måde, som et tænkende individ ikke burde udføre. Om Ahngel gengældte dette animalistiske nusseri var op til denne, for uanset hvad ville Ma’lakels nussen ende da hans læber pressede sig imod vampyrens kindben, og fortsatte ned over kæben, til halsen for blot at frigøre sig den kolde huds silke ydre og lade de grønne øjne vandre ned over vampyrens overkrop.
Han vidste ikke hvordan det kunne vælte ud af ham, eller hvorfor at noget så simpelt som at betragte vampyrens krop kunne få sådanne barnagtige ord ud på hans tunge, men opslugt i dyb fascination af sin udøde elsker lod han sine finger spidser glide over dennes kraveben for pludseligt og meget stille at hviske:
,, så.. smuk..”.

Hans blik blev årvågent og tilstedeværende, som var han selv vågnet fra en drøm. Et stik af angst fór igennem kroppen på ham, og som havde han fået stød, frigjorde han sig Ahngels greb, havde denne stadig armene rundt om halsen på ham ville Ma’lakel række op med sine hænder for at fjerne dem, og derefter forlade vampyrens intim atmosfære.
Hvad havde han sagt?! Hvad helvede havde han fablet om! Smuk?! BAH! – hvad var han, en eller anden skurke version af Romeo?!
Han satte sig på senge kanten og udtænkte hurtigt en plan der måske ville få vampyren væk fra hvad end denne havde hørt at Ma’lakel have sagt.
,, I så fald.. må jeg jo forsvinde..”, sagde han, med et drilsk smil.
Genoptog sin forrige leg meget hurtigt, som et godt dække til hvorfor han så pludseligt havde trukket sig væk.

//Jeg beklager den ringe post :/ og stavefejl.

De blanke sorte tråde hår lagde sig igen imod madrassen og dannede en mørk glorie om vampyrens ansigt, som en antikrist eller et farveinventeret kirkebillede. Hvor der skulle være hvid var der sort og hvor der skulle være blåt var der rødt som blod. Som helvedesild. Denne gang var ilden dog kun simple gløder. Slumrende, dog stadig varme og klar til at blive pirket til. Ingen vind pustede dem ind i glemsel og ingen syntes at ville undvære denne varme, som farven gav en i form af en mærkelig ro i sindet. Ma’lakels hånd op ad vampyrens hvide overkrop og kysset der udsendte disse tusinde nåle igennem hans hud virkede begge så ufatteligt naturlige… Som var der i virkeligheden intet system. Intet net af følelser, bekendtskaber og instinkter der fortalte at alt dette var forkert. Det var vel en sødme for netop dette øjeblik. Endnu lammet af en søvnrus, der lammede forsvarsmekanismerne og den altid vagtsomme og paranoide fornuft der rumsterede i ethvert komplekst væsens system. De mekanismer, som vampyren var bygget op af og de mekanismer, som Ma’lakels berøringer syntes at smelte ved hver berøring, som var hans hænder fyldt med magnetiske ladninger… bevægende sig igennem systemer af følsomme teknologier der blev ødelagt ved denne magnetisme. Virkelig.. En sygdom. En form for kræft der spredtes i kroppen alt for hurtigt. Hver en fiber.. hvert et hårstrå og vippe.. Hver en fingernegl og hver en rød dråbe der faldt til jorden fra enten blod, sved eller tårer. Udød, som levende. Sygdommen var da den eneste sammenligning han kunne komme på. Det eneste stykke faglig viden han havde om dette. Uforstående var han. Sammenlignede ikke med romaner om netop sådanne romancer i censurerede versioner. Ingen har kræft i eventyr. Ingen er dødeligt syge i eventyr. Kun fædrene og de falske forældre. Nostalgien sad ved et øjeblik. Mange eventyr havde han ikke fået læst dengang.. men få. Oplæst af hans daværende moder, søster, primære selskab og elskerinde. Det havde dengang været rart at glide ind i disse drømmeverdener med blodige sværd og troen på godhed og skæbner drejet barmhjertigt og gavmildt. Nu var det blot frustrerende. Distraherende. Fiktion var nutidens distraktioner på hvad der var vigtigt. Følgende liste havde Ahngel desværre ikke lige i tankerne. Hans prioriteter, hans fortrukne og hans mindst ønskede. Historiebøgernes allerede læste og glemte sider blev revet fra læderet, som et svær fra sin skede og kastet for ridderen grav.. I dette tilfælde ind i gløderne for at se virkeligheden blusse det op og se de små landsbyer brænde. Se prinsen og jomfruen omfavne hinanden i flammerne og se hvordan dragen mættede sig i disse gyldne nuancer. Brændende.. Opglødende. Et køligt pust gled ned over selv samme tilbageværende gløder og askestumper og fortalte atter historien om hvordan vampyren og dæmonen delte værelse i vampyrens overdådige residens.

Kysset over Ahngels hals log ham ånde ud, trods han ikke behøvede det greb på en menneskelig funktion. Nogle ting holdt man vel bare ved? De lange fingre smøg sig fra halsen og ned over dæmonens skulderblade og tog et hold derved. Fingerspidserne lagdes flade således at neglene ikke skadede dennes hud. Dennes guddommelige nærmest gyldne hud. Dennes farver og liv. Dennes lange farverige liv. Farverigt på sollys og på blodige næver. Blå ild. Rødt blod. Gylden som en sol blev fortalt. Grønne øjne. Ma’lakel indså det måske ikke og havde aldrig ladt sig stryge sig op ad tanken… Men han indeholdt nuancerne for selve dagens levende. Farverne der er blevet fortalt om gennem billeder og poetiske taler. Her kunne de ses og sanses. Saltet i hans sved og resterne af dagen under negle. En gennemtrængende lyst til at fortære netop dette blussede kort op i vampyren. Naturligheden i sig selv. Lyst til at lægge dennes klør i klemme med hans egne tænder og indsamle dagen i en bakteriefyldt smag. Hvad skulle det røre ham? Lyst til at indsamle hvert gram salt der måtte sidde over dennes krop efter dennes dag. Lyst til at lade dennes flammer æde ens hud blot se hvordan huden ville blive skrøbelig som glas for ildens nåde.

Da Ma’lakels hånd nåede brystkassen, fandt Ahngels ene hånd samme vej og lagdes over Ma’lakels.. Placerede fingerspidserne i dæmonens mellemrum ved fingrene. Mærkede det sårbare hud der ikke var andet end blot sammenholdende skind. Vampyren sænkede blikket og betragtede Ma’lakel der syntes at være ganske tæt på igen. Da åbnedes vampyrens øjne en smule mere end hvad normalt var. Nok til at give ham et udtryk mindre forstående end før. Som Noir gjorde pressede denne store dæmon.. Dette perfekte eksemplar på en endnu ikke håbløs race.. sit ansigt imod Ahngels selv. Et sekund gik med blot at betragte denne adfærd der virkede så satans surrealistisk. Lang tid varede det for vampyrens øjne.. Som gik tiden ganske kort i stå og bad ham se hver eneste detalje der var. Der var dog grænser for hvad han kunne opdage med sit langsynede blik, og dog.. Han lod øjeblikket af stillestående klode forsvinde og glide ned fra sengen, som var det sand der blev skubbet ud over lagenets kanter. Vampyren lukkede øjnene i og gengav denne gestus.. Dog langsommere. Med kysset lod han atter hånden glide imod dæmonens midte igen og lod den placeres imod overarmen. Øjnene åbnedes og nøjedes med at se lidt ud i stilheden.. Om han var helt vågen alligevel kunne vidst diskuteres alligevel. Hans sædvanlige sansespil var i hvert fald ikke førsteprioritet.

Da blev ganske små ord udtalt. Et øjebliks uforståelse og forelskelse i det faktum at det nok var ubetydeligt forsænkede Ahngels egentlige reaktion.. Smuk? En glød tændtes op i vampyrens røde øjne som en eller anden var så fræk at puste ned i det ellers så blide gløder. Aske fór for øjnene og gjorde støvet virke meget mere synligt. Et lidt for kækt hjerteslag sendte et stik igennem vampyrens brystkasse. Reaktionen var kun et enkelt spontant blik fra øjnene. Armene lod sig glide af dæmonen som denne flyttede på sig og skred ud fra Ahngels intimsfære. Vægten fra Ma’lakel eller manglen på samme gjorde det nemmere for Ahngel at hæve sig igen og sætte sig halvt op. Lagenet om hans liv rettede sig lidt til og fandt sin vante plads som det gled ned over den slanke, atletiske mave. Hans øjne rettede imod dæmonen og meget vel fangende en øjenkontakt i det sekund dæmonen ville se på ham igen. Det var ingen stirren der prak sin vej ind i sjælen, men mere en overfladisk observation, som var huden på dæmonen et skjold da, som vampyren ikke brød igennem. Hans ansigtsudtryk virkede, som havde han lige hørt om en lokal ulykke. Ikke noget der egentligt pårørte ham udover overraskelsen og ideen om at der rent faktisk kunne ske sådanne ting i dette nabolag? Smuk? Var det hvad han havde sagt? Et gys ledtes igennem vampyrens ryg og gav ham lyst til at sætte samtlige knogler på plads ved at give hver og en et knæk. Uro spredtes i hans nerver og lod hans fingre, der var placeret som støtte imod madrassen, summe, som var de fyldt med nyudklækkede insekter. Smuk.. Skønhed var normalvis en kompliment slynget ud af smigr eller egentlig ytring.. Forskellen var blot. Ja.. Forfængelig kunne man nok ikke kalde Ahngel. Ikke fra den positive vinkel. Begrebet skønhed blandt vampyrer var altid en overfladisk affære.. om ikke andet end professionel. Symbol for magt.. evner og status. Langsomt.. med disse tanker vendte alt tilbage. Point Du Lac. Staben. Deres forskellige racer og deres ensbetydende køn. Alle problematikkerne og følelsen af at forsømme noget materielt.

Ma’lakel bevægede sig væk og skød en kommentar. Ahngel tog den først ikke til sig og fortsatte roligt med at betragte dæmonen. Hvad der ikke var personligt for ham… vedrørte Ma’lakel. Hans reaktion? Hans fortrydelse af ordene? Ahngel tav. Fandt ham selv at tænke for meget på det. Det lille stoplys ved hans frontallap havde trukket sit sværd og stak ham nu i panden, talende om pligt og vampyriske etik. Alt hvad han havde lært var rigtigt og forkert. Da lagde det sig.. som en damp lagde det sig på alle kolde overflader. Ahngels hud.. Hvor det prak. Trods for det skød han en slangeham og smilede dunkelt mens hans øjne endelig fandt fodfæste andetsteds. Han rystede diskret på hovedet og gav sine hænder til opgave at fæstne lagenet om hans liv, som var det et håndklæde. Han vendte sig mod sengens kant og rejste sig op, efterladende en rynket samling lagener og puder. Med flade og gulvnære skridt nærmede hans sig gardinet der bevægede sig lidt for den klemte balkondør. Gardinet blev trukket fra med en skraslende lyd og et hvidt skær lukkedes ind. Det sneede endnu en smule og vinden var stille.

”Du ville fare vild inden du fandt udgangen.” Sagde han toneløst. Da vendte han nakken ganske roigt og sendte Ma’lakel et sideblik. Som hans ansigt og hår badedes i det hvide natteskær, blev hans øjne ikke anderledes af det. To blodsøger midt i et snelandskab efter et trættende slag. Efter en kort ufokuserende og stilfærdig flakken med blikket rundt i rummet så han igen på dæmonen.

”Med mindre du har lært dig selv at finde fuldkommen rundt i løbet af dagstimerne?” Han vendte fronten imod dæmonen, krydsede armene og lod skulderbladende støtte imod det kolde, oplyste glas. Et stilfærdigt smil viste den useriøsitet der egentlig så i det. Dog tvivlede han lidt på at Ma’lakel havde tålmodighed nok til at finde døren hvis han endelig besluttede sig for at flygte med halen mellem benene. Vinduer var trods alt også nemmere at erstatte end de store døre. Smilet blev en smule skævt inden han lod det forstummes.

Som krakeleret keramik blev det mentale billede af hvad Ma’lakel havde tænkt sig det hele skulle ende ud med, ødelagt da virkeligheden overhalede. Men det var en bedragerisk virkelighed der til trods for at bringe sindsro, efterlod kroppen i en pinlig anspændthed som fik det mørklagte værelse til at ligne en fængselscelle. Hvad han havde tænkt over, og hvorfor han havde søgt vampyrens selsskab blev visket væk som de to så på hinanden. Ahngel betragtede Ma’lakel med et afklaret dog fjernt blik, og Ma’lakels før drilske smil var for længst forsvundet, og et par grønne ædelstens øjne lå i stedet betænksomt over det marmor hvide ansigt. Han prøvede vel at finde en slags stabilitet, i dette kaotiske maleri der udgjorde hans verden. Langsomt sneg en prikken sig frem, i fingerspidserne og fortsatte igennem hele kroppen. Frustration blev dens medsamensvorgrene da Ma’lakel havde følt samme sitren før men han kunne ingenlunde erindre hvorfra, eller hvorfor den før var kommet. Den gav et mindre ryg i maven, fik det til at krible i nakken, og gjorde den ellers ubetydelige og midlertidige øjenkontakt med vampyren ubehagelig, og ubærlig. Et sløret stik fik Ma’lakel til at føle noget ganske specielt: savn. Ubegribelig savn gjorde jeg tilkende, imens at han lod nogle forsvars mekanismer sænke og sank ned i et øjebliks fortabelse der varede indtil vampyren flyttede sig.
Hvad var det som havde en sådan påvirkning at det kunne fremprovokere noget så glemt, og fjernt? Få hans ellers mesterlige facade af kølighed knækket, og synke ned i et ynkværdigt stadie. Hvad var følelsen af savn der ikke havde nogen begrundelse, af piven uden lyd, gråd uden tåre? Kunne det være at han led? Led i en pessimistisk overbevisning om at han var ved at blive til alt det, han havde hadet andre for, at han var begyndt at lade menneskelighed råde over dæmonisk had? Han led, i blot få sekunder hvor deres øjne endnu lå over hinanden, i den tro at vampyren ikke var noget han kunne opnå: i angst for at blive ydmyget, skulle han vise sig sårbar overfor et andet individ, og ytre sine tanker og følelser?
Som Ahngel satte sig op, og slyngede lagenet om sine hofter for at skabe en primitiv nederdel, lade de grønne øjne sig over et ubetydeligt stykkemøblement. Han så endnu henlagt i tanker ud en smule endnu, indtil månens blide skær fik lov at trænge ind i rummet, og oplyse det i smukke lyseblå farve. Glide over Ahngel i en evig omfavnelse, og give den udøde et ydre som en skønhedens sirene. Imens at Ma’lakel stod som en beskidt kontrast til alt det hvide og yndefulde. Hans væsen var knap nok noget man kunne betegne som smuk, elegant, eller beundringsværdigt. Han var et unikt eksemplar, en person der var så middelmådig at han blev tiltrækkende for væsener mere attraktive end ham selv – eller det var, hvad Aquires havde fortalt. Hans originalitet, var hans dyd.
Ma’lakel søgte Noir med blikket, og prøvede at spotte den enorme kat, inden at Ahngel talte, og bekendt gjorde at Ma’lakel ville fare vild skulle han prøve at ’forsvinde’. Først var de gylden grønne øjne fyldt med en mærkværdig rolighed, rippet fra al spydig morskab, lige indtil den næste kommentar fløj hans vej, og et mindre smil lagde sig over de smalle lysebrune læber. En ulvs årvågenhed, med en kats sadistiske morskab, Ma’lakel var i sandhed et bæst skabt af barnlige, psykotiske tråde!
En legesyg gnist kunne skimtes i det vågne blik der var fæstnet på den snehvide skønhed. Dennes arrogance, og illusion af overlegenhed, fik som altid pirret ham og gav ham en stigende lyst til at ydmyge og knække hans beundringsværdige elsker.
,, Du er ikke særlig god til at lege..”.
En mørk klukken kunne da høres fra Ma’lakel, imens han lukkede øjnene kort, for blot at åbne dem igen og se op på Lucifers ophøjede figur, altid klar med et counter-attack var han, som den mesterlige kontrast denne var til Ma’lakel. Måske var det derfor de blev tiltrukket af hinanden? Gårsdagens spørgsmål trængte sig på, imens at Ma’lakel ligeså rejste sig fra sin plads på sengen. Som et dyr der varsomt nærmede sig sit bytte gik han tættere på vampyren. Smilet blev bredere og afslørede de skarpe gullige tænder der i månelyset blev gjort meget hvidere end de egentlig var. Som Ma’lakel trådte ud i det blege skær, blev hans fremtoning skam også ændret på grund af belysningen. Hans hudfarve var stadig mørkere end Ahngels, men som den blev badet i skæret fra månen blev den ændret til en mere mudret grå, hans hår forblev dog stadig mørkt, og hans øjne gav et kort lysglimt imens han målrettet gik tættere på vampyren. Tattovering var dog uændret, igen var den foruroligende sort i forhold til hvad den egentlig burde være i de omgivelser de befandt sig i. Den stod frem, fordi den ikke ændrede sig i forhold til resten af Ma’lakels væsen, men hvem ville holde øje med så trivielle ting når bæstet der bar den stod lige foran en.
Med et smil der klart signalerede morskab, stoppede Ma’lakel op foran Ahngel, lænede sig en smule imod ham, så deres ansigter knap var fem centimeter fra at røre hinanden. Hans hænder var midlertidig kørt ned i hans bukse lommer, og den muskuløse dog slanke figur, kom til sin ret idet mavemusklerne kort stramme imens han bøjede sig forover imod Ahngel.
,, Men jeg går ikke ud fra jeg kan forvente andet, din læremester virker heller ikke særlig.. ”, det venstre øjenbryn skød i vejret.
,, … kreativ på det område.”

En ligegyldig gabelignende lyd kom fra Noir, der havde placeret sig helt oppe ved sengens hovedstykke. Med benene spredt parvist i vær deres verdenshjørne havde den rullet om på ryggen, så dennes let uldne mavestykke var til syne og efter Noirs hoved liiiiiiige til at falde i svime over, glemme alt om alt andet og tage sig alene tid til at forkæle den arrogante kat. Rullende kort med tungen og store øjne imod sin herre samlede den forpoterne og lod dem hvile over hvad der ville svare til dennes brystkasse i et underkastende udtryk, dog ikke nært så underdanigt som man skulle tro. Denne troede mere på det faktum at det var Ahngel der blev ejet af den, og nu Ma’lakel ligeså for den sags skyld, hvorimod den fandt sig selv som et fuldkomment individuelt væsen. Forkælede kræ.

Vampyrens fængslende røde øjne var endnu fastholdt dæmonen. Linket på sin egen måde, trods han forsøgte at få det anstrengte og alt for eftertænksomme udtryk, taget til livs. Skuldrende sænkede sig en smule opgivende og slap lidt af vampyrens seriøse udtryk. Ma’lakel var i sidste ende bare useriøs? Sikken overraskelse… En kriblen fik vampyren til at ty til at se kort ned til siden, skimte månestrålerne der havde udvalgt en enkelt skinnende tråd der udgjorde toppen af et af hans ar. Som var det et lille sølvhår glinsede det op i den helt rigtige vinkel. Ikke god til at lege? Lege havde aldrig været helt så lystfulde og underholdende, som hvad man så med børn på gaderne. Ahngel vidste selvfølgelig ikke om han var et individuelt individ i den følelse eller om alle vampyrer havde indforstået leg med så makabre billeder? Han vred øjnene væk.. Lige akkurat da han syntes at tankerne tog for meget form. Han så igen på Ma’lakel, som havde rejst sig fra sengen. Atter linkede øjnene sig til ham.. Søgte hans brystkasse. Så forskellige.. Så uortodoxe. Så forkerte var de begge to i disse situationer. Ahngels øjenlåg mistede en smule af sit hårde tag og lod sig falde en smule mere døsigt på plads imens han betragtede brystkassen der forandrede sig som lyset tog til. Han mærkede et smil og lod atter blikket vandre over brystet, over den stærke hals for at møde et narresmil plantet på Ma’lakels ansigt. Som han før havde smilet. Som sædvanligt gjorde vampyren det ingen mission at smile tilbage.. Dels fordi han ærligt talt ikke fandt det spor morsomt og dels fordi han ikke fandt noget at hægte det på og ligeledes ingen kilde til dette at finde. Han betragtede blot Ma’lakel.. Tyst og ventende imens denne kom tættere på.. dennes hud blivende misfarvet i det hvide lys.. Det fik ham nærmest til at ligne en udød. Sikken skam. Smukt ja, men skønhed var sådan en overvurderet og overbrugt faktor i Ahngels verden. Blandt andre væsener var vampyrerne måske gudesmukke og individuelle.. specielle.. anderledes, hvorimod når man trådte ind til selve vampyrismens kerne, var individualitet og spcielle udseendet en alt for sjælden ting. Næsten død. Alle delte egenskaber med andre vampyrer. Lignende eller relaterede. Der var ikke en der var ene om en øjenfarve.. Ikke en der alene bar en nuance. Ikke en i Ahngels verden der kunne ændre sit udseende ved andet end at tilføje ar.. Skrive navne på.. stigmatisere og ødelægge. Vampyrer kunne ikke blive smukkere eller skønnere når de havde nået deres punkt.. Hvad der gjorde dem anderledes end de andre lå i skader.. I ar og blødende sår.. I mangler. I skønhedsfejl. Og hvem ønsker en skønhedsfejl? Ikke en eneste fra Ahngels stab eller nærmere bekendtskaber ville bytte skønhed ud med individualitet. Havde de disse mærker, var det ikke dem selv der påførte dem. Dækket med sminke blev det, som et teaterstykke. En pantomime. Masker der klæbede sig urokkeligt til alle deres ansigter. Midt i begærets mest fysisk materialistiske væseners folkefærd følte Ahngel nu at han stod alene. Ønskende.. brændende denne gang, imens de røde øjne nu nærmest betragtede Ma’lakel med et tryglende blik, men et neutralt ansigt. Han ledte.. Ledte efter et eller andet der ville lette vægten. Dette eksemplar på ren individualisme.. ønskede han brændende at finde en lighed med sig selv i.. Dog fandt han intet. Hans øje skimmede intet. Hans sanser ligeså. Ingen duft.. Intet blik.. End ikke et hårstrå af samme form.
Tiden havde igen stået stille for vampyren og det bedende blik smeltede som Ma’lakels kantede ansigt nærmede sig Ahngels glatte og symmetriske. Han samlede læberne, som før havde ladet sig ganske let adskille. Ma’lakel talte atter.. færdiggjorde sin sætning, hvilket slog Ahngels tanker lidt ud af kurs og hans ellers kunstneriske sonet, som havde kørt i hans hoved, døde hen til en ganske svag baggrunds stemning.

”Min lærermester?” Hans stemme regulerede sig fra spørgende til en lige tone igen. ”Du har talt med Jean?” Et ubehageligt sug gled igennem ham og fik hans hud til at føle sig så let adskillelig at hvis Ma’lakel blot lagde en finger på det, ville det klæbe som sekret og langsomt pilles af vampyrens knogler imens denne træk det til sig og indtog det mellem disse tænder der end udkonkurrerede Ahngels stamfædre. Jean.. Var kendt for at tale mere end rigeligt. Forhåbentligt kun om bøger. Ahngel rystede kort på hovedet. ”Lærermester…” mumlede han sagte og rejste et øjenbryn med et afklaret udtryk. ”… er måske i overkanten. Han var blot min tutor i en kort periode.” Og selvfølgelig rådgiver nu, men det erhverv havde Jean ikke haft meget fornøjelse af de sidste måneder og år for den sags skyld. Ikke et under at han havde kastet sin kærlighed over biblioteket og slottet for sig selv.

Han blev forundret over Ahngels fattede klarhed efter at han selv havde sagt det, han synes der skulle siges. Skønt vampyren havde en evne til at falde hen på de mest mærkværdige tidspunkter, havde denne i sandhed en overnaturlig gave for at vende tilbage til virkeligheden hurtigt, og det med en monarks urokkelige sindsro. Det var vel også hvad der gjorde Ma’lakel interesseret i ham: eller rettere en af de ting der gjorde Ahngel interessant. Han havde så selvfølgelig aldrig haft yderligere kontakt med en udød, og han ville gerne vove at påstå, at Ahngel var den første af de ’ikke levende’, som Ma’lakel havde givet sig til at tale med, frem for at slå ihjel på stedet.
Ma’lakel stod forsat lænet et godt stykke imod den for nyligt vågnede vampyr, men han trak sig en smule væk igen, da denne begyndte at tale om Jean. Point Du Lac’s gamle jomfru, slottets fortabte elsker, bibliotekets ridder. Det lød ikke spor helligt, eller ærværdigt og ved tanken om den fornemme udøde fik Ma’lakel en irritabel følelse af bitterhed, rettet imod selv samme person, i munden. Mødet med denne havde vel åbnet op for en kendsgerning, nemlig at Ma’lakel ingenting vidste om sin marmor hvide elsker. Men han fandt det problematisk at spørge, som en anden kvinde der besluttede sig for, at nu skulle de udvide deres forhold og få snakket om alle de tanker og følelser de havde! Problematikken lå i at Ma’lakel vidste at hvis han skulle tvingevampyren ud i at fortælle noget ville denne uden tvivl kræve samme nærgående informationer tilbage, naturligvis kunne han lyve, men den udøde var ikke naiv eller let at sætte på vildspor. I grunden vidste Ma’lakel ikke om det ville være besværet værd.
Efter Ahngels sidste ord, lå de dybe grønne øjne over dennes perle ansigt der, i modsætningen dennes krop var fejlfri, selvfølgelig hvis man så bort fra det ene øjes skamfering der meget mesterligt blev dækket. Det bredde smil var forstummet ind til roligt drenge smil, imens at de dyriske øjne afspejlede en kats veltilfredse magelighed. Han var veltilfreds med udfaldet af samtalen, måske fandt han større glæde i at drille den udøde end han selv troede?
,, Tutor, læremester… du var hans kylling en årgang, det er vel det der tæller. Han kunne meget vel have formet dig indtil en sindsforvirret stjerne psykopat, eller var det en andens job?”
En mørk klukken kunne høres fra Ma’lakel efter hans sidste ord. Den tilbageholde latter sad, og kildede i struben, som hans egen form for spinden, hvorefter at han i manglende interesse for emnet søgte kattens location med blikket. Kort lagde de gylden grønne øjne sig over Noir, der slangede sig som en cordisanne på Ahngels store seng. Forkælede møg kat.
Blikket lagde sig over Ahngel igen, han lænede sig over imod vampyren endnu engang og rakte en hånd for at ligge den imod den blege kind der i skæret fra månelyset virkede endnu mere forstyrrende hvid. Hvis ikke Ahngel flyttede hovedet, eller gjorde andet for at undgå Ma’lakel berøring, ville den varme hånd ligge sig over dennes kind.
Da blev Ma’lakel grebet af en sær åbenbaring, som gik deres forskelligheder op for ham. Ikke bare i form for udseende, men også i indre. Ahngel var tilbageholdt kaos, Ma’lakel var destruktivt kaos. Vampyren var indirekte, han selv var direkte. Hans hud var mørk, vampyrens perle hvid. Et øjebliks forundring greb ham, som han lagde mærke til dette, og samme forundring kunne ses i det gylden-grønne blik. De var som Seth og Firenze, alt for forskellige til at kunne hænge sammen, men alt for ens til at undgå hinanden. I den historie var det Ma’lakel selv der var skurken. Seth og Firenze var blevet en romantiseret fortælling i den franske dæmon bestand, men brugte sammenligning når to individer enten gjorde noget så forkert at det blev rigtigt, eller hvis der var noget som var så rigtigt at det blev forkert. Man ville ikke forstå dets betydning med mindre man kendte historien, som i virkeligheden ikke var nær så romantisk, havde man kendt sandheden fra starten.
Firenze var en vampyr kvinde, ikke højt oppe i hierarkiet, men hendes skønhed havde været velkendt i middelklasse miljøet. Seth var en destruktiv halv-dæmon med et lidt for frit sind. De to fandt hinanden, blev interesserede i hinanden på grund af ydre forskelligheder først, og som de valgte at ses med hinanden blev deres interesse dybere. Seth fortabte sig i menneskelig kærlighed, hvilket ikke var velset i det dæmoniske samfund, og da slet ikke i en vampyr. Han blev givet et tilbud om at få ’renset’ sig, men afslog i den tro at Firenze følte det samme for ham. Men Firenze var ikke direkte med sin kærlighed, hun havde endnu ikke set Seth’s betydning for hende, den dag hun blev myrdet, og Seth henrettet i Stemmens navn.
Det var den korteste udgave, men måske også den sandeste.
Der kom et lille: ’heh’- fra Ma’lakel som et mindre referat af historien kørte igennem hovedet på ham. Han priste sig lykkelig for at han ikke selv havde folk med en stor relation til hans fortid, udover Aquires men den kyniske kælling, kunne ingen få til at fortælle noget alligevel. Det efterlod ham dog også med mangel på identitet. Der var der endnu en forskel, Ahngel var sten sikker på hvem han var, og hvad man forventede af ham. Hvorimod Ma’lakel ikke havde nogen tabel for hvem han var og hvad man forventede han skulle blive til. Han havde ingen slægtninge til at fortælle om hans forfædre. Han havde ingen historie fra før han selv kom til verden.

Faderløs, moderløs, forældreløs, bastard, hore unge, djævle dreng.

Han trak sin hånd til sig, for blot at gribe ud efter vampyren håndled. Hvis han fik lov at gribe fat, ville han trække denne med sig, skulle Ahngel beklage sig eller lign. ville han ikke høre efter. Han havde retning imod døren ud fra værelset. Den udødes mundering syntes at være ham endeløst ligegyldig, for Ma’lakel havde på Ahngels vegne, ingen skrupler eller hæmninger.
Blev Ahngel fortsat trukket med, ville Ma’lakel åbne døren ud til gangen, trække denne med sig videre indtil de kom til det værelse Ma’lakel var blevet givet. Han åbnede døren uden så meget som et kvæk, og trådte ind, for blot at have retning imod badeværelset. Hvad den spontane mission gik ud på, var det indtil videre kun Ma’lakel der vidste.

Ma’lakels smil blev ved med at prikke til Ahngels tålmodighed som var det et belastende barn. Hvad var det helt præcist der var så sjovt ved ham? Ahngel tog kort sig selv i at ønske Ma’lakel mere seriøs til tider, men skyld bredte sig over hans hud. Selvfølgelig ønskede han ikke Ma’lakel seriøs i en sådan grad. Sikke noget vås egentlig, men Ahngel havde for en gangs skyld fattet princippet ved at bryde sig om folk præcist som de var. Han var nu stadig klar over at han ville fortryde at ha gjort sig den holdning senere. Pokker tage det. Opmærksomheden rettedes på dæmonens stemme og et øjenbryn skød til vejrs med et afventende udtryk… Hvad var pointen? Dog.. Da Ma’lakel havde færdiggjort den sætning blev det afventende udtryk slået af kurs og hans øjne gjordes en lille smule større som måbede de i forhold til et stumt ansigt. Alt lå i øjnene. En andens job? Endnu en klam fornemmelse bredte sig. Havde Jean rent faktisk fortalt noget? Et kort ’Erh’ var alt der kom som prompte respons. Ma’lakels klukken fik dog pulsen til at falde på plads og stenen falde fra hjertet. Igen.. seriøsitet!! Noir kom med et veltilfredst miav, som Ma’lakel kom med sin lille verbale kindhest. Ahngels øjne lagdes bittert hen på den fornøjede kat. ”Knapt to årtier.” Mumlede han lettere opgivende. Minus plus den tid han ikke havde befundet sig på palæet selvfølgelig. Om det var rettet ham selv eller Ma’lakel var ikke rigtigt til at vide.
Ahngels øjne faldt roligt på sengen, hvor hans egen og Ma’lakels skygge var lagt over, som var det den onde side mellem dem, rettet væk fra vinduet, som strakte de sig lange for blot at komme væk fra det afslørende lys. Så man på dem på denne måde var der ikke mange forskelle at finde. Begge sorte… Begge lange og magre. Begge søgende væk fra lyset og begge misdannede da sengens og gulvets form. Den eneste konkrete forskel var størrelserne. Ma’lakels skygge var en anelse brede end Ahngels egen, som så endnu mere mager og lang ud end i forvejen. De lange skygger udgjorde et kort stirrepunkt, som ventede han på at de skulle bevæge sig uden hans egen hjælp. Naivt. Dog gav Ma’lakels skygge et ryk på sig.. Kom tættere Ahngels egen skygge og morphede sammen med den som skyggens arm rakte ud efter den sorte kappe der kastedes for Ahngels fødder i form af en mørk løber der endnu engang gjorde rede for at lyset var et dårligt sted. Som Ma’lakel berørte Ahngels kind, så han tilbage på ham efter at ha dvælet ved det faktum at når de var skygger og rørtes blev det til én skygge. Én samlet skygge.
Ahngels hud ville være som den plejede. Tør.. Glat, manglende den lille procent fugtighed der måtte findes i menneskehud.. og selvfølgelig kold.. Kold på den måde at Ahngel atter fandt resten af kroppen ubærlig prikkende som Ma’lakels varme hånd blev lagt derpå. Han frøs dog ikke. Han var overbevist om at det ikke var tilfældet. Det mørke der havde våget over de nedre øjenlåg var gået lidt i sig selv og efterlod ham med et… kunne man overhovedet kalde hans udtryk sundt? Kridhvid hud og blodrøde øjne havde nok aldrig været symbol for et kernesundt væsen, men det gjaldt nok alligevel kun de levende i sidste ende. De røde øjne lagdes på Ma’lakel som denne faldt i staver. Det var nu sjældent at man fandt disse øjeblikke ved Ma’lakel. Hvor han var opslugt af tanker. Ahngel vippede Ansigtet en smule på skrå som det havde stået på i nogle sekunder. Det efterfølgende ’heh’ løftede Ahngels øjenbryn. Hvad morede han sig nu over? Han mærkede en trækken i smilebåndet men eftergav ikke ønsket. Ma’lakel var vel til tider ligeså slem til at vandre af til andre verdener som Ahngel selv. Lige omkring dér slap Ma’lakel igen Ahngels kind. Gyset derved eppede atter ud i fingerspidser og tæer og forsvandt ligeså stille efter at ha sat sit mærke i hvert eneste stykke af hans krop, som nu kunne mærkes af ham noget så klart. Hans blottede overkrop med de mangfoldige ar mærkede denne kuldepuls og fik nerveenderne til at sitre og porer udvides.
…Og nu ville han bevæge sig væk igen og den mærkelige stilhed ville endnu engang blive-
Taget om Ahngels håndled var nok ikke liiige hvad han havde forudset. Med denne mærkelige klarhed, som væsenet besad, rejste Noir sig mageligt op, trippede hen over sengetæppet, ned på gulvet og ud af dørkarmen, som havde den allerede en klar ide om hvor det næste fort skulle bygges og hvor hans næste harem (Ma’lakel) ville kaste sig for kattens brede poter. Livet er nu herligt for en kat. Ahngel nåede kort at opfange dens sorte buskede hale forsvinde i dørkarmen inden han fandt sig selv blive trukket af Ma’lakel. Han spærrede øjnene lettere op og tog først et skridt med som han ville få en smule overbalance af Ma’lakel der selvfølgelig ikke stoppede op. Det første skridt førte til det andet, trods Ahngel en smule modstridende bukkede albuen bagud for idet mindste at have en smule kommando. Det syntes i sidste ende også at være bedøvende ligegyldigt for Ma’lakel. Ma’lakel sigtede efter døren ligeså. Ahngel rynkede brynene og placerede sin frie hånd på Ma’lakels der holdt fast i håndleddet for et ekstra stykke modspil. Hans styrkegrænse irriterede vampyren gevaldigt og med et hovent udtryk sendte han et strengt blik imod Ma’lakel.. Dog mere hans nakke.
”Har du tænkt dig at slæbe mig rundt sådan her?” Endnu en modstrittende lænen tilbage og endnu et halvhjertet forsøg på ikke at undgå at vælte ved at tage de næste skridt. Magen til stædighed. Ahngels endnu graciøse montage af bevægelser blev da forulempet, som det lange lagen besluttede sig for at sidde fast i dørens hjørne og halvt falde af hofterne. Han slap med sin tilladte hånd Ma’lakels og nåede akkurat at rede den dovne knude inden hele hans arrede krop blev sat for skue.. Ganske vidst kun for nøgne vægge, men trods det, var der en skygge af paranoia der nok aldrig ville forlade stedet. Måske handlede det om hans huds hvide kontrast til de røde vægge.. han ville skelne sig ud som blæk på et hvidt papir. Lagenet slap endelig dørens hjørne og slæbtes ligeså med, rynkende over gulv og inventar. Han rømmede sig en anelse højlydt. Underforstået måde at få lidt kontakt med Ma’lakel som han formodede var upåvirket. Dernæst opgav han hans mindre kamp om etikken ved en blottet krop og fulgte tavs efter med et bittert udtryk.

Ma’lakel slæbte som sagt Ahngel med ind i det rum han var blevet tildelt, og som nu var hans sovekammer for ikke at nævnte hans ’fredszone’, skulle han på et tidspunkt føle en trang til enrum, skønt at det var han overbevist om at han ikke ville: ikke foreløbig i hvert fald.
Som de kom ind i rummet gik der ikke længe før Ma’lakel målrettet satte af imod badeværelset, hvad end han så ønskede derude, men uden megen ytring gav han ikke Ahngel noget ultimatum, denne blev revet ind på bade værelset med ham og døren blev lukket så den ellers listige Noir der havde forudset hvor næste forestilling ville vævre blev lukket inde i soveværelset. Hvis denne havde en ide om at følge efter, ville Ma’lakel meget hurtigt give den samme knurre lyd fra sig som han havde gjort nede i biblioteket, hvor katten havde haft en skummel plan om at begå massemord på samtlige af de bøger, Ma’lakel havde taget frem. Da Noir uden tvivl var intelligent nok til at forstå hvad Ma’lakels specielle knurren havde betydet før, ville den forhåbentlig også opfange meningen med Ma’lakels knurren nu: den var desværre ikke inviteret.
Hvis Noir altså ikke ville forsøge sig at komme med ind alligevel, så Ma’lakel blev nød til at sætte katten uden for døren og lukke den, ville han vende sig imod Ahngel og målrettet gå efter at afklæde denne ved at gribe fat om det lagen der var viklet om dennes hofte. Uanset hvilke protester Ahngel måtte komme med, ville Ma’lakels målsatte stædighed ikke lade sig give, og indtil at denne lod ham afklæde ham blev Ma’lakel stædigt ved med kommentarer om at Ahngel skulle holde op med at være blufærdig! Uanset om det ville være en lang proces eller ej ville næste led i det store komplot være meget simpelt, Ma’lakel ville da sætte en hånd på skulderen af den udøde og genne denne ind i bruse kabinen med et åbenlyst hint om hvad det var han havde i tankerne: et bad. Naturligvis. Men der var dog en større mening med at det lige netop skulle være her at badet skulle foregå, måske af den simple grund af Ma’lakel fandt større nydelse i brusebad end i et karbad. Efter at have skubbet Ahngel ind uden et ord, lukkede han den blurede glasdør der udgjorde det sidste dække for at bruserens dråber ikke skulle sprøjte ud i resten af badeværelset.
Som han havde lukket den, lagde et lille smil sig om hans læber. Han anede ikke hvorfor at det var kommet til dette, hvorfor han ønskede denne form for ’rensning’ men, noget i ham blev nød til at modbevise at de ikke var ligesom historien der havde vandret igennem hans hoved fra før. Selvom det var svært at forestille sig hvordan denne handling kunne hjælpe, og hvordan at noget så trivielt som et bad kunne stride imod det faktum at de i store træk var som de to hovedpersoner: ville ende som dem, bortset fra at Ahngel nok ikke ville lade sig forføre, men i sidste ende ville de begge dø.
Han rystede hovedet som ville det hjælpe med at få tankerne hen på noget helt andet, selvom der stadig lå en uro og kriblede under huden.
Han greb fat i kanterne af den grå trøje og trak den over hovedet, for derefter at begynde at afklæde sig selv, så han til sidst kun stod med det lille smykke rundt om halsen. Hans ’fredning’ og halsbånd. Han greb fat i det æggeformede vedhæng, og svang kæden over hovedet så også hans halsen var fri fra dens berøring. Et øjeblik så han ned på den med et stillestående og intetsigende blik, som kunne han ikke helt bestemme sig for om han egentlig havde lyst til at tage den af, men kom til sidst til den konklusion at den ikke var nyttig lige nu.
Han lagde halskæden på hans trøje der var blevet smidt over toilettet. Kæden gled ganske forsigtigt af hans lange fingre, og for hver centimeter de rokkede sig blev Ma’lakel overvældet af en mærkværdig følelse af tab. Han gav et meget lavt fnys fra sig i selv foragt over at have et behov for at bære noget så nedladende som en hundekæde, hvilket Ma’lakel stadig hårdnakket mente at det var.
Han rettede sig op og så imod brusekabinen, stirrede et øjeblik på den hvide skikkelse man ville kunne skimte omme bag ved den, hvis altså ikke Ahngel stædigt var trådt ud af den.
Hvis han ikke var det, og stadig befandt sig derinde, ville Ma’lakel træde ind til ham og lukke døren bag sig. Alt efter om Ahngel havde tændt vandet, hvilket denne formodentlig havde, ville Ma’lakel da ellers gøre det.

Et permanent irriteret udtryk dominerede vampyrens normalt så kølige og svært tydelige ansigt. Pokker til arrogant og ligeglad dæmon! Ingen problematikker omkring en regents utilnærmeligheder og hvad man kunne tillade sig i et kongehus. Alle disse holdninger.. disse irritationer over krænkelsen af palæets ’hellighed’ var desværre indplantet og i sidste ende var Ahngel stort set ligeglad med hvordan han tog sig ud på stedets gange og værelser. Indlagt som pligt og indlagt som den basiske fornufts fundament. Han var jo trods alt oplært af Jean, dog var det ikke den blonde vampyr som i sidste ende havde haft den meste indflydelse. Ma’lakels forhenværende ord omkring Ahngels tutor førtes ud som et ekko i vampyrens hoved. Han tav og vendte blikket væk fra Ma’lakels nakke og sigtede til siden. Det slog ham ganske stille.. Hvor lidt de egentligt vidste om hinanden. Ahngel vendte atter blikket imod Ma’lakels nakke og lagde hovedet lidt på skrå. Havde han mon selv sådan nogle? Situationer man ville skyde fra sig til den dag man døde? Han tog sig selv i at pålægge sig en bekymring derom, rystede på hovedet for sig selv og gav sig selv en indre bemærkning om hvor stupidt det var at bekymre sig om noget man ikke var sikker på overhovedet. Hvor stor var chancen også for det i sidste ende?

Gangen forandrede sig til værelset som Ma’lakel var blevet givet og dernæst videre til badeværelset, hvor døren blev lukket for Noir, der ellers havde haft den fine ide at deltage. Et beklagende miav og nogle genstridige krads imod døren gjorde udtryk for dens stædighed. I nogle sekunder boksede den kløerne imod dørtrinet. Da gav den op, vendte om og besluttede sig for at bestige og overmande Ma’lakels seng i stedet. Krads, krads, gnub, gnub.. Da han endelig besluttede sig for at sengestolpens indgraveringer var blevet abstrakte nok, satte den kløerne deri en sidste gang for at kravle op af den og springe derfra, ned på madrassen i bedste ninjastil. Det var måske dobbelt så lang en proces som blot at hoppe op i sengen, men det var jo ikke nær lige så sjovt, var det? Noir skød brystet frem som den fandt sit bytte et passende sted at slikke sine sår. Efter at ha bokset længe nok i lagenerne for liiige at vise hvem der bestemte, gik den en omgang rundt.. Nah.. to omgange, for alle ved jo at man ligger meget bedre når man har snurret et par gange rundt på stedet. Han lagde sig med blikket imod badeværelsesdøren, som var han klar til at udføre sin grusomme hævn så snart en af dem dukkede op igen. Den skumle og helt igennem gennemførte plan blev dog ikke til noget da Noir ikke havde skænket det faktum en tanke, at han jo i virkeligheden rigtigt godt kunne lide bløde steder og ikke at sove i dem ville være et forfærdeligt spild. Han kæmpede en brag kamp i .. 30 sekunder inden han rullede om på ryggen, trak forpoterne op under sig og pressede ansigtet imod en fold i lagenet der lige akkurat var stor nok til at udgøre en formidabel slumrebrille. Den kunne hævne sig en anden dag og den dag ville være noget så horribel og blodig, med mindre Noir selvfølgelig fandt et andet godt sted til den tid. Komfort kom trods alt først.

Ahngel betragtede Ma’lakel afventende for en stund med en stadig vedholdende stædighed plantet i ansigtet. Måske var han blevet slæbt med derind, men det betød ikke at han hverken bifaldte eller tillod at Ma’lakel slæbte rundt på ham på den måde. Han kunne gå selv og kunne selv bestemme hvorhen! Barnligt ja, til tider i hvert fald. Ma’lakel vendte sig imod ham og Ahngel lagde instinktivt hovedet på skrå for at gennemtvinge hans delvist falske utålmodighed og se på dæmonen, som var han en streng forældre der ville have en forklaring om hvorfor der pludselig manglede en seddel eller to i tegnebogen. Dette blev ham igen frataget som Ma’lakel langede ud efter hvad der udgjorde Ahngels ’påklædning’ og forsøgte sig på at trække det af ham. Ahngel tog sit eget modstridende tag ved den dovne knudes center, så dette ikke blev flået af med det samme, dog kom til at hænge lidt løst over hans hofter, så lænden og starten af hans baller kom til syne som stoffet mistede tag. Hans blik strammede sig advarende og hans stemme lagde ligeså kraft deri. Dog fik han verbalt tilbage som Ma’lakel spottede ham som blufærdig. Ahngel vendte blikket til siden og slap taget om lagenet, som enten ville falde om hans fødder eller trækkes imod Ma’lakel, alt efter om han stadig havde hevet til på det tidspunkt. Hans krop viste sig i sin helhed. Hvert et ar ville ses.. Hver en kurve og form over dennes slanke figur, smalle liv og hofter og den lidt bredere brystkasse, samt underliv og benkompleks der skabte lidt variation i hans tegning. Gjorde at han, ja, var tynd.. Ubregribelig tynd på udpegede punkter, men ikke så ranglet eller formløs ud på den bekostning. Alt overdækket denne stramme marmorhvide hud, hvis eneste spor af rynker kun lå i de mange sølvlignende ar og intet andet. End ikke hvor hans hud bøjede i form af læmmer, gjorde hans hud folder. Kun udbulende ved dennes ribben, hofter og muskelmasse, som ligeså var med til at gøre dennes form adskilt fra en tidlig teenagers kosteskaftformede krop. Det var vel hvad der fik ham til at se voksen ud udover hans højde, massive skelet og alderen der lå i de rubinrøde øjne.
Ved skulderen blev Ahngel gennet imod brusekabinen. Ikke meget modstand gjorde han dog denne gang, men spyede stadig modvilje ud af øjnene, som en anden utilfreds teenager der til trods for sin fornuft nægtede at lægge sig under tøflen af en anden. Glasdøren blev lukket mellem dem og Ma’lakels store, muskuløse krop forvandlede sig til noget der kunne ligne en kompleks af mosaikker. Hans ansigt var ikke længere nemt at tyde igennem det slørrede glas, men form og farver var endnu tilladte. Ahngels blik dvælede derved og modviljen i hans blik forsvandt. Der avr ingen grund til at opsætte den lille maske af utilfredshed mere. Med et langvarigt suk lagde han armene over kors og lænede sig bagud imod bruserens væg og sænkede blikket. Hans øjne faldt hen i mørke for en tid imens tanker opslugte ham. Trods det mystiske udtryk, rakte han hånden imod bruserens håndtag og tændte op for vandet. Den sekundære bruser tændte han ligeså og fik på magisk vis vandet til at varmes op fra hundekoldt, som rørene var. En skramlende lyd gjorde rede for at vandet var på vej. Denne bruser uden tvivl brugt for længere tid end de andre vandressourcer på palæet. Bruserhovedet udskilte sig kalkstumper fra rørene først og sprøjtede tilfældigt inden udgangene blev skyldet åbne. Vandet flød let og ramte som en start imod Ahngels hoved og lagde et startende vådt lag over hans hår og kæmpede sig igennem de sorte, blanke lokker for at gennemvæde det. I mellemtiden var vampyrens røde øjne oplyste igen og rettede imod Ma’lakel, hvis farve i denne mosaik var lavet ens. Denne brune farve der udgjorde hans hud.. Han mærkede Ma’lakels øjne lægge på sig og et sekund eller to ville Ahngel helst vende ansigtet den anden vej, men gjorde det ikke. Øjenkontakten var trods alt umulig imellem den utydelige rude. Som Ma’lakel atter åbnede for bruserdøren, følte Ahngel kort hans hjerte slå en takt hurtigere. Eller rettere sagt slå et tilfældigt slag imellem de cirka 20 sekunders ventetid der normalt var for dennes puls. Det gav et enkelt prik, men det var ikke hjerteskærende, som en konstant rapid puls var det. Hans øjne forblev over ham og trods de kun lå på ansigtet, så han overalt. Brugte disse usynlige hænder som havde for vane at række ud og undersøge hver eneste del af dæmonens krop uden at afsløre Ahngel ved andet end en følelse af at blive overvåget af mere end der fysisk var. Den ene hånd, som nu, som den anden hang ved siderne fandt igen vej op til bruserens håndtag og drejede den imod den venstre side, gørende vandet yderligere varmt. Et klik lød. Det btød at håndtaget ikke kunne komme længere den varmegørende side. Vandet der faldt om dem begyndte at dampe. Det var ikke direkte skoldende på grund af de kolde og forældede rørsystemer, men stadig varmt nok til at et menneske nok ikke ville kunne udholde at stå derinde i længere tid. Det var ingen overraskelse at Ahngel ikke reagerede derpå. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke trods vandet gjorde, trods deres omgivelser var, som var det den samme effekt mellem hans ungdom og tiden der gik omkring ham. Uafhængig af andres død og forfald. Dråberne havde da gennemvæddet det sorte hår og givet det en tungere fylde. Som sorte slanger havde lokkerne ladet sig forlænge en smule og fandt nu ned til under dennes optegnede skulderblade. Med den modsatte hånd som stadig lå på det metalbelagte håndtag, fandt han vej til sin egen pande, fjernede de tilfældigt siddende sorte, lange totter og redte dem tilbage, hvor de klistrede sig til hans allerede tilbagelagte manke. Hans ansigt kom til sin helhed. Formen over hans kindben der rundede og gjorde hans ansigt en smule aflangt at se på og nedaf, hvor hans hals’ skarpe form til skuldrene ligeså kom helt til udtryk, uberørt af de lange silketråde. Han lod hånden falde igen og lagde hovedet lidt på skrå imens han betragtede Ma’lakel med et sigende blik, dog blev det ikke til ord før udtrykket forandrede sig til noget mere aflukket. Hvis Ma’lakel intet sagde, ville der gå en smule tid før Ahngel så op på ham igen og endelig talte til ham:

”Hvor nostalgisk…” Sagde han sagte med en ganske lavmeldt stemme. Antydningen af et skævt smil forandrede hans udtryk trods det ikke blev dominerende.

De varme dråber var det første der bød ham velkommen i det han trådte ind i bruse kabinen, hvor dampe stod op fra som skyer der søgte op imod himmelen. En let tåge kunne man vel kalde det, men endnu ikke nok til at den forstyrrede synet, så Ma’lakel mødte hurtigt det flammende blik i det han trådte ind, og lukkede glas døren bag sig.
Varmen var en ren velsignelse i sig selv, palæet var koldt, meget koldt, og selvom Ma’lakel aldrig ville indrømme det, havde han fundet det yderst ubehageligt at færdes på de mange gange og i de forskellige rum. Biblioteket havde været hans fredszone dog, han havde fundet det en kende mere varmt end alle de andre rum, og derfor havde han brugt det meste af tiden der. Når alt kom til alt kunne han ikke modstride hans natur, hans evige søgen efter varme og derved komfort. Uden tvivl ville Ma’lakel være den første til at bryde den tavse øjenkontakt og i stedet ligge blikket på gulvet, i få sekunder før han så op igen, men ikke direkte på vampyrens ansigt, nej det gylden-grønne blik vandrede op af den udødes hvide krop, der til trods for at være slank og spinkel i bygningen, ikke havde mistet dens maskulinitet og stadig vedligeholdt de mest basiske træk for et hankøns væsen. Hans øjne gled over de svagt markerede rester af ar, der sad som evige brande mærker, printet ind i den hvide hud med et uforgængeligt tryk. De ar han i en rus af lidenskab havde kærtegnet med læberne, sulten begramset med blikket og i sine stille sunder, undret sig over hvorfor de var der.
Ma’lakels blik lagde sig da over Ahngels smukke ansigt, lige som det varme vand blev færdig med at gennemvædde de sidste tråde så dennes manke, der sikkert ville klistre sig fast til hals, nakke, øre, og kindben. Der gik nogle få øjeblikke hvor Ma’lakel bare betragtede den udøde herre med en stigende følelse af længsel efter at berøre ham, selvom han ikke havde haft intention om det da han målrettet havde slæbt denne med. Uden helt at være løsrevet sin egen perverse tankegang om hvilke måder han kunne besudle vampyren på, blinkede han som tegn på at han endnu engang var til stede, da vampyren ganske lavmælt påpegede denne situations nostalgi.
Minder fløj igennem Ma’lakels hoved om den første gang de havde stået i samme situation, hvor Ma’lakels eneste tanke omkring vampyren havde været at han var uden betydning, og blot endnu en af Ma’lakels mange engangs elskere. Men selv dengang, havde han fundet Ahngel opsigtsvækkende, og han havde endda tilbragt hele.. tre dage med denne, uden at føle det mindste behov for enrum, som ellers altid kom kravlende, og rev Ma’lakel væk fra andre personers selskab ganske hurtigt.
Han opfangede det mindre smil på vampyrens læber, hvilket resulterede i at Ma’lakel også trak på smilebåndet og gav et mindre: Heh – fra sig.
,, Meget…” samtykkede han.
Inden han gik det skridt tættere på vampyren og lænede sig alarmerende tæt hen imod ham, så man næsten skulle tro at det han søgte efter var at fængsle vampyrens hvide læber i endnu et kys, dog var det ikke sandt. Ligesom deres ansigter blot var ganske få centimeter fra hinanden og det varme vand også skyllede ind over Ma’lakels hoved og dansede i form af perler, ned af hans mørk-hudet krop, lukkede han de dyriske øjne i, og nød følelsen af varmen der gennemvæddet det mørkebrune hår, og transformerede dets farve indtil noget kul sort. Tykke linjer af vand slangede sig ned over hans ansigt, over næse ryggen og tværs ned over den ene kind, imens andre fulgte kæbe linjen, strøg ned over de markerede kindben og videre ned til hagen.
Som han lod varmen gennemtrænge hver eneste pore af den hud den berørte, førte han en hånd op og satte den på klinke væggen forover ham: erko ville hans arm være ligeud for Ahngels venstre side, i et halvhjertet bur, som det Ma’lakel engang før havde ført vampyren ind i.
Hele Ma’lakels krop syntes nærmest at blive opløftet, med fornyet energi på grund af den varme vandet skød igennem den, og hele den muskuløse krop begyndte på mærkelig vis at syntes en smule … større? Eller bare mere fremtræden: De store overarme var mere opsigtsvækkende, den lange række af mavemuskler, der ved vejs ende mundede ud i en mere blød del af maven lige under navlen, syntes betydeligt mere markerede, og hele Ma’lakels bredskuldrede struktur og tykke hals, så ud til at stramme en lille smule, som bragte vandet en større fysisk nydelse med sig, der til trods for at nå samme højder, ikke havde seksuel karakter.
Han trak luften ned i sine lunger for at tage et tungt åndedrag, nærmest i lettelse, og åbnede derefter øjnene hvor den grønne farve nu var den mest dominerende: et tegn på afslappelse måske?
En mindre gnist kom frem i dem som han endnu engang trak på smile båndet, så ned imod Ahngels læber der ikke var mere end nogle få centimetre fra hans egne, og derefter ind i vampyrens rubinrøde blik igen.
,, Meget nostalgisk…”, hviskede han.

Selv førtes minderne også Igennem Ahngels hoved som emnet havde bragt sig selv på banen. Det havde været noget så tilfældigt et møde dengang. Han havde egentligt tænkt sig at lade dette væsen passere på det tidspunkt. Blev derved og fiskede ham op fra en vandpyt på grund af en pålagt pligt. Smilet stak for en tid og hans øjne mistede sin urokkelighed og vendtes lidt nedad, imod Ma’lakels dagsfarvede brystkasse. Da han selv bekræftede at det var som Ahngel fandt det, nostalgisk, sendtes et myrekryb over hans skuldre, som tog imod vandet og lod det rende ned over brystkassen for at følge arrenes former til visse grader. Brystkassen kom da et skridt tættere på. Nok til at hvis han ville, blot skulle bukke nakken for at sætte et kys på kravebenet. Dog var det blot hans øjne der lod sig hægte dertil for at følge den muskuløse hals op til kæben. Hans øjne gravede sig automatisk ind under huden og lokaliserede det dunkende net af blodårer der tilhørte Ma’lakel.. Gav en speciel blålig farve igennem det solbrune skin. Han ignorerede det og lod øjnene lægge sig på hans ansigt igen, som han lænede sig længere imod Ahngel. Stille lod vampyren sig indfange af dennes udseende, der som sagt ikke bar den traditionelle skønhed eller elegance. Som et menneskes, men med træk af noget der ikke kunne masseproduceres, om så man forsøgte i flere hundrede år, som en fabriksfejl eller unikum. En ud af flokken vel sagtens. Ahngels øjne vandrede langsomt til Ma’lakels hårgrænse, løftede hovedet en smule, så øjnene sigtede derimod. Det blev mørkere.. Det var tydeligt. Næsten sort som Ahngels eget, så de korte hårtotter blev sværere at adskille hinanden end før, selv med Ahngels kyndige visionære sans. Dennes hår blev da kilden til vandet der løb over ham, som Ahngels selv, hvis ansigt kun i meget sjældne tilfælde fik en slange vand ned over ansigtet, da han stod med ryggen dertil. Derimod løb det ned ad tindingerne og fandt da vej over den buede kæbe for at dryppe fra hagens tip eller fortsætte ned over den slanke, hvide hals. Fascineret af denne farveforandring endnu engang, lagde Ahngel ikke først mærke til Ma’lakels halve indespærring af ham. Hans røde, gnitrende øjne forblev ved hårkanten, fulgte den ned imod ørene. En påtrængende følelse lagde sig over Ahngels bryst og trykkede, som følte han sig pludselig mindre i forhold til denne. Som var han et laverestående væsen end denne. Et menneske i forhold til hans egen race? En aspara i forhold til en dæmon? Enten det ellers virkede Ma’lakels forestilling pludselig mere værd. Mere værd som i magt.. Som i antallet af kvinder i en kejsers harem og som et skattekammer hvor selv væggene var lavet af dødeligt og forgiftet aztekerguld. Et skatkammer.

Ahngel sænkede blikket da Ma’lakel igen understregede nostalgien og øjenlågene formørkede Ahngels tænkende blik. Først da mærkede han ’tilfangetagelsen af sig selv og skævede til Ma’lakels arm imod væggen ved hans venstre side. Øjnene lå derved for en stund. Det var det samme som sidste gang. Denne følelse af at være erobret. Denne gang var den dog ikke så oprivende, som havde han langsomt accepteret det underbevidst siden sidste møde og først tænkt rigtigt over det nu. Igen.. Det måtte være en bivirkning ved denne sygdom der var blevet pålagt ham vedrørende Ma’lakel. En sygdom der havde gjort ham både svag og.. guderne forbyde det… ensom. Han fangede da endelig Ma’lakels øjne på ham og løftede blikket dertil. Farven i Ma’lakels abnormale øjne havde ligeså ændret sig. Meget grønne. Billedgrønne. Grønne som når man tændte et stearinlys ved vinflaskerne i kældrene. De havde den farve, trods indholdet var rødt til den sidste dråbe. Det stærke glas kunne bære det grønne uden at være transparent nok til at bryde sig om den røde. Den var ligeglad. Blodet var trods alt kun raffineret hvis det kom derfra, så blodet var ligeglad. Det grønne glas der omkransede det, var dets pynt. Det der gjorde den fin. Det, som gjorde at dette ikke bare var blod der kunne spildes i rendestenen fra et horribelt slag, men er værd at gemme.
Langsomt gled Ahngels tanker tilbage til hvor han egentligt befandt sig. Kælderens rustrøde vægge var alligevel ikke særligt behagelige at tænke på. For lidt plads og for meget lugt af råddenskab og tør muld. Han sank diskret en klump og knejsede nakken yderligere og lukkede øjnene for at lade vandet glide ned over hans ansigt ligeså, som, som arrene, tog en sølvagtig farve, som det lagde skygge og højlys over det hvide. Det løb over den spidse næse og øjenlåg, satte sig i vipperne og gled videre over kindbenene for at mødes med de andre ved hagen. Han hægtede lidt med munden og opfangede en enkelt dråbe der sneg sig forbi hans mundvige. Metallisk.. Sikkert fra rørene. Intet praj af hans egen smag overhovedet. En lang konstant løbende vandstråle løb fra hans hårspidser, forbi den svajende ryg og ned over lænden for at fortsætte nedad. Han rettede nakken igen og åbnede øjnene for atter at møde Ma’lakels ansigt igen. Da blev hans ansigt tonet ned igen. Smilet der før havde været der, var nu ufatteligt langt væk, og hvis Ma’lakel havde lukket øjnene igen, ville et lettere forpint og længselsfuldt udtryk glide over vampyrens ansigt. En enkelt rynke visende over øjenbrynene som de krummede sig. Så tæt på men alligevel så langt fra. Det var næsten så det gjorde ondt i brystet. Han lænede sig fremad og frigjorde nakken fra væggen. Flyttede Ma’lakel sig ikke ville han roligt ligge panden imod Ma’lakels og lukke øjnene i igen, som han ville påtage sig nogle af Ma’lakels dråber, der fandt fra hans til Ahngels pande og ned over øjenlågene. Igen åbnede han munden en smule for at opfange disse. Et åbenlyst suk sendte kold luft imod Ma’lakels hage. Burde dette savn ikke ha været dødt så snart Ma’lakel blev fundet på Ahngels badeværelse? Burde det ikke være væk nu? Ahngels hænder førtes da op til Ma’lakels ansigt og satte sig på begge sider. Bevægede sig fra tindingerne til hårkanten, hvor de forblev. Hans fingre vekslede regelmæssigt fra at røre med de armerede fingerspidser til at ligge fladt derimod og bevæge sig igennem det våde hår. Hans øjne åbnede sig en smule, ikke nok til at Ma’lakel ville kunne se det. De fandt vej til kravebenets midterkurve på dæmonen og forblev der.

”Mhm..” Samtykkede han. ”Det må mindst have været et årti siden.” Øjnene løftede sig til Ma’lakels ansigt, uden at rette på hans hoveds placering. En dråbe infiltrerede Ahngels øjeæble og fulgte det nedre øjenbryns kurve. Endnu en dråbe gav den tyngde og den fandt vej over øjenlåget og ned over kinden, som var det en tåre. Hvis den blot havde været rød, ville man kunne narre derved. Opstille den maske, han aldrig havde brugt.

Det varme vands rolige stråler, som gled nedover den solkyssede hud, havde en alt for stor indvirkning, og Ma’lakel lod de gylden-grønne øjne klemme sig en smule sammen i ren og skær nydelse. Som en kat der gik ind i en form for trance af at blive nusset, strakte hals og lukkede øjnene gang på gang, for at give udtryk for dens velbehag. Sådan var Ma’lakel også meget tæt på at reagere, da vandet havde præcis samme effekt på ham. Som en løve der blev nedkølet af det friske regnvand, efter en knas tør dag på savannen. En konge der efter en vundet kamp på slagmarken, kunne ligge sig i sin seng og tænke, at det var det hele værd. Sådan følte Ma’lakel at vandet bød ham ind til sig, hjerteligt og ganske uforpligtende. Som var det hans elsker og ikke personen han delte vandet med.
Han kæmpede kort for at holde øjnene åbne og fokuserede på den udøde, men måtte til sidst lade sine øjenlåg glide i, da hans magelighed blev alt for stor. Og derfor havde vampyren frit lejde til at give fysisk udtryk for det der i hans indre, plagede ham.
Ma’lakel kunne ikke have beskrevet det utopia han havde fundet ved lyden af det rendende vand, til trods for at lugten var metallisk og at de rør, det kom fra, sikkert ikke var helt unge længere. Han følte at kroppen gav efter og lod al angst glide ud fra hudens porer og følge med vandet, hele vejen ned af den muskuløse krop, indtil den ramte gulvet og forsvandt ned i risten. Alle uregerlige tanker der havde kørt rundt i hans hoved i løbet af dagen fulgte med, og inden han kunne nå at åbne øjnene igen, kunne han mærke det lille stik af overskud han havde manglet komme tilbage.
De gylden-grønne øjne åbnede sig svagt, som han kunne mærke et mindre dunk imod hans pande, og en kulde spredte sig det sted hvor han kunne mærke det blide pres af vampyren der havde stødt sin egen pande imod hans. Først lod han øjnene synke i igen, imens at han kunne mærke hvordan det lille gram af kulde, var nok til at flå ham ud af hans katte lignende trance tilstand, og tilbage til en virkelighed som han ikke ønskede at flygte fra, til trods for dens mange bagsider.
Som en kold ånde slog imod hans egne læber, søgte han igen Ahngels mund med sine øjne. Han lod blikket hvile der, imens at vampyrens lange fingre lagde sig om hans ansigt, kørte over hans tændinger og videre for at fange de nu sorte tråde i hans hår kant, hvor de forræderisk begyndte at nulre og behage, så Ma’lakel igen måtte kæmpe imod sin egen ekstreme komfort, for ikke at fortabe sig helt, og lige væk i flygtige tanker. Dog kunne han ikke udstå det alt for længe, og måtte til sidst lade sine øjne glide i igen, imens at et fredsommeligt udtryk for en gangs skyld gled indover Ma’lakels ansigts træk.
Sådan forblev han: rolig, tæmmet, som en vildkat eller gadehund, der midlertidigt havde fundet et hvilested. Lige indtil Ahngel talte, da kom omgivelserne til syne for ham igen, selvom han kun åbnede øjnene svagt, og derved fandt stirrepunkt ved Ahngels markerede kraveben. En dråne snoede sig ned over det venstre øje, men til trods for at Ma’lakels øjenvipper var kort, så var de tykke og sad tæt, så den fjendtlig sindede lille dråbe måtte opgive sin mission om at glide ind imellem dem og ramme øjet. I stedet faldt den blot fra hans vipper, og som Ma’lakel så op, lod en hel skare af dråber sig følge, og dannede for en kort stund en lige linje der faldt fra Ma’lakels øjenlåg, indtil han nåede det punkt for at han kunne se vampyren i de flammende rubinøjne igen, og dråberne dannede en slange der korte ned over den højre kind, og faldt som de nåede kæbens slutning. Ved synet af den lille dråbe der havde lykkedes at infiltrer Ahngels øjenvippe, og derved gled over det ydre lag af øjeæblet, lod sig gensamle ved det nedre øjenlågs kant og falde ned over den blege kind, tog Ma’lakel initiativ, og strakte en smule hals, så den mindre afstand imellem dem ville forsvinde hurtigt. Han separerede de smalle læber, og lod sin lange, ru, tunge komme til syne, ligge sig imod vampyrens blege kind og sende en sitren igennem Ma’lakels krop. For blot at standse den sejr glade lille dråbe, og tillade sin ru tunge at glide over det stykke den var nået at vandre over kinden. Som Ma’lakels tunge slikkede den klare dråbe væk, rev den naturligvis en smule fat i den kolde hud, og trak lidt i den før den, igen gav slip, og gled videre.
Alt imens Ma’lakel tilintetgjorde den fjendtlige dråbe, bukkede han den arm der havde hængt dovent ned af hans side, og lagde en hånd over den udødes lænd. Varmen fra hans krop var selvfølgelig blevet forøget på grund af den mængde varme han optog fra vandet, men det var dog stadig ikke skadeligt for vampyren hvis han berørte ham. På samme tid med at Ma’lakels tunge slikkede dråben væk, gled hånden over Ahngels lænd opad: den fulgte rygsøjlen og efterlod et varmt spor fra sig. Han spredte sine fingre helt ud, som hånden gled op af vampyrens krop, i et forsøg på at mærke mere af ham, uden at åbenlyst kræve det.
Da Ma’lakels tunge igen trak sig fra vampyrens hud, stoppede hånden lige som den var på midten af ryggen.
Ma’lakel trak sig igen de få centimeter fra Ahngel, og så ind i dennes røde øjne, med en svag gnist af klarhed, som var noget lige gået op for ham. Vandet løb stadig nedover det markante ansigt, og Ma’lakels blik flygtede til et af hjørnerne i brusekabinen.

,, .. har du-.. ”, resten af ordnende kunne ikke bane sig vej ud.

Men måske kunne Ahngel godt regne spørgsmålet ud?
Dog inden vampyren fik lov at svare, lagde Ma’lakels øjne sig igen over dennes ansigt. Et glimt af legesyge erstattede det før åbenbarede blik, og et mindre smil fik mundvigende til at trække sig opad, den ene lidt længere end den anden som altid.
,, Det gider jeg ikke snakke om … lad os bare sige det er to dage siden!”.

Huden ved punktet, som Ma’lakel med sin lange tunge rørte føltes som det eneste døde sted på vampyren. Alt andet prikkede.. Pirrede og redegjorde for en falsk livskraft i vampyrens hud. Han trak skuldrene lidt til sig og vendte blikket nedad, afvigende Ma’lakels blik imens han gjorde det samme. Øjet, som var tættest dennes tunge lukkedes halvt i som Ma’lakel tog lidt af huden med sig med disse specielle modhagere der var i tungen. Som et stort kattedyrs var det. Følsom overfor ubudne, men stærk for det vante. Ventede man længe nok ville man meget vel også kunne fjerne de øverste hudlag med denne tunges modstand. Ahngel tillod atter hans blik at falde på ham. Endnu engang faldende let i staver ved dennes egentligt markværdige udseende til forskel fra de andre hvide ansigter, som Ahngel så i sine lange, grå hverdage på palæet. Disse farver og den muskulatur og bygning der lå i det. Mindede ham om et specielt abstrakt maleri fra mange år siden. Hvorhenne og hvornår han havde set det var underordnet. Faktummet var at det hang blandt freskoer. De hang blandt de ypperste efterligninger fra de finere fra den franske revolutions frihedskæmpernes portrætter til solkongens overdådige kalkeringer. Det havde været et fuldvægs. Måske endda malet på selve væggen i form af dekoration og i sidste ende ingen del af de udstillede materialer, men alligevel. Ahngels hoved faldt instinktivt en smule på skrå som han forvandlede Ma’lakel til dette billede og tilbage igen for sine egne øjne. Indprentede ham i ramme og olie og tilbage til hud, hår og kød. Hypnotiseret følte han sig et øjeblik. Fanget af et alt for tiltalende stirrepunkt hvor ikke engang et blink fra vandet der rendte over hans ansigt ville lade sig stå i vejen derfra. Faldende i staver, som han havde gjort før, men denne gang på noget virkeligt og ikke et billede i hans hoved. Det ville klæ det hele med et sådant maleri blandt de royale portrætter, ville det ikke? Det ville sætte lidt lys over stedet? Et pift? Noget nyt liv..
Hånden på hans lænd fik ham atter tilbage til virkeligheden, bekræftet af en kort vigen med blikket. Han lagde det til siden alt imens hånden førtes op ad hans ryg, ikke efterfølgende denne varme, der nok i realiteten var i gang med at kæmpe en brag kamp for at opvarme Ahngels kolde hud, men som i stedet efterlod et gys der ikke stoppede med ryggens midte, men fortsatte til det ikke var andet end hårrødder at danse ud i. Hans blik vendte tilbage til Ma’lakel som hans øjne blev søg. Han tav og klemte øjnene spørgende sammen. Han ville ha åbnet munden og ytret sig, hvis det ikke havde været for Ma’lakels tale: Har du…?
…’savnet mig?’ .. Ahngel færdiggjorde sætningen i hovedet. Nærmest på kommando. De ord han først havde tænkt sig at flette sammen til et andet spørgsmål til dæmonen viskede sig selv ud og vampyren tillod sig at lytte i stedet. Meget var der åbenbart ikke at komme efter. Plejede Ma’lakel ikke at være så pokkers direkte? Ahngel hævede langsomt et øjenbryn, men lod det falde ligeså hurtigt som det havde skabt en minimal rynke i hans blottede pande. Han tog sine hænder til sig og førte dem til hans eget hoved, som han samlede sit hår mellem håndfladerne og trak dem bagud, da nogle genstridige totter havde placeret sig over hans skuldre i stedet for at stå i den renvaskende skudlinje. Han sukkede kort, dog hørligt og gentog bevægelsen. Han mumlede et svagt: Hmm.. og lod sig hænge lidt ved tanken om Ma’lakels pludselige censur på sine egne ord. Hvorfor dække over ord hvis man har dem? Det er da idiotisk? Men så igen? AT gøre så meget ud af tanken var vel ligeså idiotisk? Ahngel mærkede selvirritationen stige som han indså at han nok gerne ville høre Ma’lakel spørge om det eller måske selv erklære sig skyldig i dette såkaldte savn. De røde, dragende, opglødende øjne lukkede sig i for en tilfældig vandslange og hans arme faldt til hans sider, skabende flere nye slanger fra hver af hans lange, armerede negle.
”Ja. Ja det har jeg.” Sagde han sagte og tog et halvt skridt frem imod Ma’lakel så den smule afstand mellem dem døde som vampyren enten pludselig nærede stor lyst til at berøre Ma’lakel eller bare følge hans bevægelsers argument og stryge Ma’lakels mørkebrune hår tilbage på den vante plads, pressende vand ud derfra og gørende plads. Som dråberne ville finde vej over hans nakke og højst sandsynligt kæbeparti, ville Ahngel placere sine læber imod Ma’lakels hage og optage vandet, som Ma’lakel indtog den enkle dråbe fra vampyrens eget døde øjenvæv. Læberne vedblev knapt derpå. Kun ganske let strejfende så dråberne lagdes som et glinsende lag over den nederste læbe. Han trak det fra huden med sine fortænder og væk var det, efterladende et hurtigt opløst rødt spor over hans undermund. Han fjernede munden igen, rettede sig op og lod ligeså hænderne falde fra Ma’lakels nakke. Da blev hans blik tyst og henfaldt i en dunkelhed igen. Skridtet han havde taget, blev taget tilbage og Ahngel lænede sig atter op ad væggen, så meget det kunne svare sig alt efter Ma’lakels berøring, ladende bruserens stråle falde direkte i stedet for hans baghoved. Mange hundreder af disse slanger skyllede sig over ham og han lukkede øjnene dertil. Sølvfarvede blev de på grund af hudens glans og lignede samtlige af vampyrens ar, der havde vokset og var begyndt at danse livligt over hans nøgne krop. Som han bukkede nakken en smule, faldt alt det sorte hår tilbage på sin vante plads. Uregelmæssigt om det ellers så symmetriske ansigt og klaskende imod kraveben og hals i forskellige mønstre, alt efter hvordan de besluttede sig for at sidde. Vandet fra hans ansigt valgte at finde nye veje og gled ned over de lange totter der hang lodret foran hans øjne. Gav hans blik frit lejde til atter at åbnes og rettes imod dæmonen med et stumt udtryk. Var det ikke for vandets evige distraktion ville man kunne skimte noget sigende i hans blik.

Dråberne løb ned over den mørke krop, formede sig indtil uregerlige linjer, som hverken vilje eller magt kunne stoppe i deres færden imod en kant, hvor de kunne falde imod brusekabinens gulv og blive guidet ned i risten, for at forsvinde, blive et med sine slægtninge og aldrig mere var en ensom uregerlig linje igen.
En ubehagelig følelse dannede sig i kroppen på Ma’lakel, der følte at han var meget tæt på selv samme kant. Som stod han på en klippe kant, og så udover ingenting, vel vidende at hvis han faldt, hvis han lod sig selv falde, ville han styrte i døden og opløse. Blive til ingenting. Mere end noget andet ønskede han ikke at ’dø’. Men det var ikke angst dette kom af, ikke normal frygt for at miste livet eller være tæt derpå. Det var følelsen af at være for tæt på noget, noget man gerne ville væk fra da man var bange for at tage et skridt over grænsen og aldrig mere vende tilbage til der hvor man havde været. Netop den følelse dominerede mere end noget andet nu, hvor hans smil falmede, og de ord han før havde udtalt føltes som gift i hans mund.
Han tøvede, han blev usikker? Han forkludrede ting, og mistede grebet, mistede grebet over noget så trivielt som ord? Et tegn på svaghed var hvad det var. Han var svag, han var forbandet, forbandet af vampyren! Dets mere disse tanker kørte igennem hovedet på ham, dets mere synes han at han lød som en bondeknold der var blevet bange for sin egen skygge, og beskyldte naboen for hekseri.
De gylden-grønne øjne lå over Ahngel imens disse tanker gik igennem hovedet på ham. Han betragtede stille vampyren som denne lod sine hænder føre til dennes sorte hår. Han kneb sine øjne en smule sammen ved synet, som var vampyr herren et fatamorgana han blev nød til at se igennem, men uanset hvor meget han end koncentrerede sig, måtte han indrømme at vampyren ikke var en illusion men meget.. til stede.
Da den udøde gav et mindre ’hmm’ fra sig, som om denne tænkte, skævede Ma’lakel til ham som for at sige: hvad?
Hvorfor vampyren endnu var i dybe tanker fandt han tids nok ud af da dennes slanke arme igen faldt, og en stime af uregerlige gennemsigtige linjer gled ned over den uddøes marmor hvide glas hud. Dennes læber formede ord. Få ord. Der til trods for deres kort levetid, havde en så overvældende betydning at det kort sendte et adrenalin boost igennem den store krop. De gylden-grønne øjne lod til at lave en mindre eksplosion, der fik den grønne farve til kort at overmande den gyldne, som et direkte angreb på den gullige nuance. Den lille eksplosion skete ligesom vampyren trådte det halve skridt tættere på Ma’lakel, og ødelagde det rum der var imellem dem, den barrierer der adskilte dem. Og ganske let mærkede han en pirrende kulde der let prikkede til hans varme hage, imens at varme dråber gled ned over det hårde ansigt. De smalle læber separerede sig ganske svagt som den udøde brugte sine læber til at indfange de løbske dråber der gled ned over dem, og de få der faldt fra næsens spids. Han slugte diskret, imens af øjenlågene gled i og lod kun evnen til at føle kulde være alt til at fortælle hvor den smukke alfahan befandt sig. Som den kolde læbe strejfede Ma’lakels varme, vandrede en dulmende hvisken igennem halv-dæmonens krop. Hviskede søde ord i et kort sekunds fortabelse af vampyren. Måske var det ganske sandt, at de udøde kunne tryllebinde selv de stærkeste mænd og kvinder. Og Ahngel, Lucifer havde tryllebundet ham på hænder og fødder, eller også havde han selv ganske langsomt givet sig selv til ham. Ladet sig blive et mere og mere nem at fange, skønt Ahngel ikke lod til bevidst at vide hvilken bur han langsomt skabte omkring ham. Hans hænder skabte netop det fængsel som de havde lagt sig ved hans nakke, efter at have strøget pande håret bagud, i dens vante frisurer.
Med et længselsfuldt og svagt hakkende åndedrag, åbnede han igen øjnene idet Ahngel endnu trak sig fra ham. Skabte samme afstand imellem dem, samme barrierer som der før havde været, men ligesom han trak sig væk, tog Ma’lakel det halve skridt imod vampyren, som denne havde taget imod ham før, for at kunne udslette afstanden. Brusehovedets vand ville da slå Ma’lakel i nakken kort for at ramme det øverste af ryggen, og sende små vildfarende dråber overalt i kabinen, dog ikke Ahngels vej.
Hånden der før havde været imod flisevæggen gled opad, så underarmen i stedet fik lov at hvile derimod, imens at Ma’lakel begav sig helt tæt på Ahngel. Hans bevægelser var som den et dyr ville lave, som den gik helt tæt på en ligestillet, ikke dominerende eller udfordrende men snare som for at vise en form for respekt. Han strakte halsen imod Ahngel, så deres næser næsten rørte ved hinanden. Små dråber gled stadig ned af det kantede ansigt, der til trods for at være middelmådigt stadig besad den sære skønhed som kun et halvblods væsen kunne besidde. De gylden-grønne øjne ville forsøge at fængsle Lucifers røde, hvis det lykkedes ville Ahngel se ind i et blik der til trods for at man kunne skimte personlighed og tanke i det, bibeholdt sin dyriske natur, men med denne primitive udstrålling i øjnene fulgte noget andet ligeså: ærlighed. Der lå ganske sjældent hos så forræderisk en skabning som Ma’lakel.
Vand dråber gled ned over de markerede kindben, og over den stærke kæbe imens Ma’lakel seperarede læberne for at ytre sig om noget der fik det til at skælve igennem hele kroppen. En tilståelse af sårbarhed, en blotning af noget så fjernt for Ma’lakel, som overnaturlige kræfter for et menneske, følelser.
,, Jeg har også… ” bare tanken om udtalen fik hans hals til at snøre sig sammen, og tungen til at brænde.
Hans mund forblev åben en tid, hvor vand dråber som gled langs mundvigende var alt der var i bevægelse. Efter få sekunder hvor han prøvede at sige det, opgav han og lukkede munden endnu engang. Et opgivende udtryk prægede hans gyldne blik, inden en varm luft skød ud igennem hans næse.
Tavst rakte han en hånd op imod den udødes ansigt, og lagde den store varme håndflade imod vampyrens kind. Derved lod han finger spidserne gemmes bag Ahngels våge hår tråde, og betragtede dernæst blot vampyren som stykke den handling fuldføre sætning.
Jeg har også tænkt på dig…

Den radikale forandring i dæmonens blik havde ladet Ahngel stå i et øjebliks fascinationens lammelse. Hans ene øjenbryn hævede sig en smule, dog ikke nok til at det gjorde en radikal ændring på vampyrens glatte smukke ansigt. Bare en lille snært af mangel på forståelse. Da boblede tvivlen op. Han havde ellers så mesterligt fået klemt de diskrete ord omkring denne særprægede længsel efter Ma’lakel ud, uden at skabe sig en aura af usikkerhed. Det havde trods alt blot været et dybere ’ja’. Nu simrede det lystigt igen og Ahngels tro på, at det havde været et ganske harmløst svar forsvandt sammen med det intetsigende udtryk i hans brændende, røde øjne, der ligesom Ma’lakels, ændrede sig. Dog blot blev disse lysere - En enkelt tone. Pupillen snørede sig sammen til en lille og åbenlys cirkel. Atter talte øjnene for ham, da hans ansigt ikke fortrak sig en mine. Pokerfjæs havde han mestret for over hundrede år siden, så hvorfor tabe det nu? .. Dog vidste Ahngel at hans ellers så perfekte maske af stolthed, arrogance og ligegyldighed var i stand til at smuldre for Ma’lakels rug hænder. Var det måske en af de eneste rigtige frygte han havde overfor Ma’lakel? At denne skulle brække det hele op til sidst, som et fint poleret trægulv og finde ned til et stenfundament, som er dækket af alskens råd, skimmel og vildtfarende tornede planter, der end ikke fandt en massiv stenstruktur som en overmand. Rådne rør og lækkende vand, der blander sig med de afkomne og vildfarende dyrs blod, og ende op som en sø i en afgrund. Uden betydning og uden farve.. Det var vel det Ahngel som alfahan frygtede mest. Forfald? .. Personligt satte det ingen sten i hans hjerte, men fik hans hals til at strammes, som var den gemt bag lange, stærke fingre der ikke havde tænkt sig at give slip indtil nakkehvirvelerne enten var knækket og knust eller at styrken i vampyrens hals.. dens ranke holdning og smukke, glansfulde hud blev til intet andet end støv, stillads og askeskind.

Ma’lakel havde trådt tæt på ham, udvidet dette biologiske fangenskab af dæmonisk, muskuløs krop og placeret ansigtet ganske tæt Ahngels eget. Den ophobende kaotiske følelse af at være i strid med maske og sind, fyldte atter vampyrherrens hud med kriblende fornemmelser, som havde en edderkop lagt rede under hans iskolde hud, og alle ungerne fandt vej igennem deres skaller, ledte efter nerver og begyndte at æde sig mætte. Sikken vittighed. En joke. En kort historie, som først skulle fortælles til de andre vampyrer og føre dem i mistro. At en sådan kaliber af deres egen race kunne falde til sådanne niveauer. Det var her! Lige her, at den underholdende talsmand skulle løfte sit blodige glas, og gøre rede for at det blot var, og ikke blev andet end en vittighed. En billig latter der selv kunne give alfahannen selv et lille, dog falskt smil på læben. For alfahannen ved det jo godt. Han ved jo at det ikke blot er en vittighed. At det er en såre sandhed, foreviget i en spøg. En udtalelse der kunne få ham til at falde fra fuldblod til… menneskelævn. Et barn. Et klynkende barn, der græder når det slår knæet.

Billedet af ham selv som ganske ung med blodigt knæ og endnu et pokerfjæs, døde hen som én af de vildfarende dråber, tog en anderledes retning end sine slægtninge og ramte Ahngel i højre øje. Han blinkede upåvirket, og fastholdt sit blik imod dæmonen. Stirrede rent faktisk, nu med hans tankeslør midlertidigt opløst af hans koncentration. Hans nakke krummede sig lidt og de lange sorte silketråde greb klæbrigt fat i bagvæggen, som hans nakke slæb derimod. Ansigtet tiltet en smule, lignende en afslappet stilling. Hans øjne viede dog ikke fra Ma’lakels, men han mærkede ønsket om at lade dem sunde sig, da det begyndte at prikke i de udtørrede og golde tårekanaler. Endnu engang lod han sig falde i ved Ma’lakels anderledes udseende. Han ville efterhånden være i stand til at optegne det hele. Hver en rynke, hver en fold i hans hud og hvert et højlys der blev skabt af vandet over den guddommelige brune hud og i de knitrende grønne øjne. Ahngel påtog sig et dybt åndedrag igennem næsen, som han mærkede sin puls prikke til hans halsside. Sig noget. Sig noget..! Det anderledes udtryk i Ma’lakels øjne fjernede vampyrens fokus på den forhåbentligt svært eksisterende puls. Et udtryk han ikke var vant til at se i dennes monstrøse grønne øjne. Udefinerbart først og uldent af forventning, men som det hang ved, gled en form for lettelse igennem vampyren. Beroligende var det. Forsikrende, som var der en lille stemme der hørte til, der stille hviskede at alting nok skulle gå ligemeget hvad. Et udtryk han i det øjeblik fandt meget dyrebart over Ma’lakels kantede ansigt. Lokkende om tryghed. Foruroligende. Denne anderledes tone. Næsten så man fik en lyst til at kysse begge øjne lukkede, bare så alting lå uforandret og intakt.

Som Ma’lakel endelig åbnede munden og ytrede sig, stod tiden lidt stille for vampyren. Respons ja. God respons i sidste ende. Ma’lakel havde også… Havde også..? De røde øjne tilhørende vampyren bevægede sig nedad, efterfulgt af de sorte vipper der skabte en form for royal mørk krave om vulkanens epicenter. Som lavasten og aske dækker den boblende og ildevarslende kerne. Automatisk gled de tilbage i tiden og fastsatte sig det vante sted, imod Ma’lakels blik igen. Den varme hånd var lagt imod vampyrens kind og strejfende det lange, sorte og klæbrige hår. Instinktivt tog den midlertidige lettelse og afmagt over og de røde øjne lukkede sig i for at strække halsen og vende kinden imod Ma’lakels hånd, sættende et tryk. Holdt Ma’lakel sin hånd der, ville hans fingerspidser omkranses yderligere af de lange sorte hårtråde. En bevægelse Ma’lakel selv havde udført få gange. Som et kattedyr. Bare underdrevet. Stadigt tilbageholdt af hvad der end måtte lænke Ahngel imod en væg bygget af unaturlig evolution, sprog og en adfærd der gerne skulle overgå mennesket. Væsenet de i sidste ende tog udgangspunkt i og perfektionerede. Denne bevægelse af Ahngels var en lille brist i lænken. En fejl. Et uhåndgribeligt bevis på at denne civilisation, denne udvikling til væsener langt over et dyrisk stadie, ikke var en realitet. At der var et dyr at finde. Et instinkt frem for en fornemmelse. Et utæmmet monster. Måske var gulvet blankt poleret, men under lakken var træet pilråddent. Råddent som silken de skabte deres tøj i og råddent som deres kød burde være. Udøde. Gengangere. Ikke ment som eksisterende.

En fornuftstyret påmindelse åbnede atter vampyrens øjne og trykket blev sluppet og øjnene faldende diagonalt imod ingenting. Mørket kransede sig om dem som han, som han var så vant til, faldt ind i en verden bygget af tanker der ikke tilkom andre end han selv. Alvor, som diskuterede han noget med sig selv. Øjnene løftede sig, stadig mættet af en form for alvorlig afholdenhed. Hans støtte blev lagt imod bagvæggen fuldkommen. Hans ene ben lænet bagud, med foden hvilende i lodret stilling imod klinkerne, hvor det andet ben udgjorde støtten, meget vel en smule spredte på grund af Ma’lakels placering i intimsphæren. Væggen blev hans støttepæl. Var den der ikke ville han falde bagud, uafhængig af sine egne ben egentlig. De lange slanke, dog let muskuløse arme fandt atter over Ma’lakels hals, krydsende over nakken for at placere en hånd diagonalt på hver side af hans nakke. Vampyrens kolde læber blev først presset lettere hårdt imod Ma’lakels pande, den kolde luft stødende fra Ahngels næse til Ma’lakels hud. Kysset var spidst, men endte tøvende som han fjernede læberne derfra en centimeter, blottede tænderne i en tankefuld ’grimasse’. Da vippede han ansigtet lidt og slap den overdrevne strækning af hans hals for at opnå en falsk højde der overgik Ma’lakel. Deres ansigter igen på samme level. Hans øjne søgte Ma’lakels da, stadig tænkende og alt for interne, som var Ma’lakel i det øjeblik et sjældent objekt der skulle behandles med omtanke. Stod Ma’lakel stille, ville endnu et kys pålægges ham. Denne gang rettet imod hans læber. Let åbent, dog afholdent som de fleste af Ahngels tilnærmelser havde for vane at være. Tænderne stikkede og hvad han egentligt higede efter var at flå et eller andet til livs, bare for at få denne mærkelige følelse til at forsvinde naturligt. Følelsen af at ønske at man ikke behøvede at længes. At man ikke behøvede ytre sig på grund af savn. Hvorfor kunne Ahngels fingerspidser ikke bare deforme og blive et med dennes nakkehvirvler? Hvorfor kunne det tynde hud på læberne ikke forenes, så et smertefuldt og blodigt brud ville kunne dokumentere hvornår den næste række uortodoxe følelser begyndte?

Det var ikke til at beskrive, slet ikke til at sætte ord på. Svagere folk havde sikkert ladet vand fylde deres øjenkroge, og tilladt egne dråber at fare ned over kinderne, og slutte sig til sine rene brødre og søstre. Det var en følelse, som man kun oplever en gang i livet, hvis man er heldig kan det ske to gange, men aldrig er det blevet oplevet en tredje. Sensationen ved at føle, var at føle noget i så høj en grad at det fik nakke hårene til at rejse sig, maven til at sno sig sammen præcis ligesom halsen. Følelsen af at ville ytre sig i et ulykkeligt klynk, ikke fordi man var ulykkelig, men fordi at glæden var så stor at den kun kunne komme til udtryk ved at lade hjertet tale, i form af et længselsfuldt suk, eller et hjælpeløst klynk. Et tegn på hvor meget man havde brug for et andet væsen, hvor meget man hungrede efter at røre ved denne, være hos denne, og være noget for denne. En cirkel der ganske vist kunne ende i den største sorg, følende væsener endnu har kendt, men denne pris, den var så minimal til samligning med det man følte når man blev overvældet af noget så ubeskriveligt.
Åbenbaringen om at man havde fundet nogen man ønskede at leve for, og dø for.
Havde man sagt at denne følelse ville overrumle Ma’lakel, ville han knap have skænket personen en tanke eller et blik, før denne var forvandlet til en aske bunke. Men nu hvor han stod foran vampyren, dennes øjne som lukkede sig for varmen ved hans hånd, og kinden der kælede sig imod den hårde inderside af samme. Vand dråberne der blev til krystalperler i netop dette øjeblik. Kunne han knap nok trække vejret ordentligt, i stedet kom en hakkende udgave af denne, som blev der sendt tusinder små stød igennem kroppen på ham. Det var dog et lydløst åndedrag, hvor på man kun kunne se dets effekt på det nærmest sønderknuste blik, der lå i de gylden-grønne øjne. Fortvivlelse, frygt for at binde sig, for ikke at nævne blive forrådt, skinnede igennem, lige netop i det øjeblik.
Han fik en følelse af at han rystede over hele kroppen, som gik han i chok, fik et af sine anfald, men han rørte ikke på sig, mærkede blot hvordan kulden fra Ahngels kind gang på gang strøg sig over hans håndflade, som et forelsket dyrs kærligheds erklæring.
Det var som om øjeblikket blev ved i flere minutter, skønt det sikkert ikke varede særlig længe, og som Ahngel atter åbnede øjnene, og stoppede sin kælet imod den varme hånd, forsvandt det direkte følelsesladet i de grønne øjne os. Nærmest som bredte skyld sig i Ma’lakels hoved, trak han endda hovedet en smule tilbage, som var han blevet chokeret, imens lod han hånden dale ned langs siden igen.
De grønne øjne søgte ligeså væk fra vampyren derefter, efterladende et indre skyldigt spor af at han faktisk havde følt noget, og ikke blot reageret ud fra sine normale, og mest basale instinkter.
Skønt han ikke havde været overbevidst om hvad det egentlig ville sige at være faldet, og selvom han vidste at han var ’faldet’ uden at vide hvad det helt præcist betød, så kunne han lige så stille mærke den familiære fornemmelse i kroppen. Som en gammel kending, der havde slumret dybt inde i alt det kaos der havde bundet Ma’lakel sammen, og som nu var vågnet og begyndt at sprede sig i hver en afkrog af hans indre, fra hjertet og udefter. Men selvom denne gamle ven bragte ham en sær overvældende fornemmelse af at noget var virkelig rigtigt, bragte den en skygge med sig. En påmindelse om at denne følelse før havde fået frit spil, og hvad det var endt i. Hvor hun var endt henne, skulle hun da overhovedet være noget sted?
Han klemte kort øjnene i, imens at han prøvede at få tanker væk fra hende og alt der havde noget med hende at gøre. Hun var ikke eksisterende – lige da kunne et par kolde arme snoet over hans nakke, som et blidt greb imens at en hånd gravede sig vej igennem det tykke, nu sorte, hår. Han så op i en blanding af forventning og overraskelse, over vampyrens pludselige initiativ, da blev et par kolde læber presset imod hans pande. Han lukkede sine øjne i igen da det skete, imens at kulden atter bragte ham en besynderlig varme, skønt at den burde fryse hans indre og sende ubehagelige stød igennem kroppen.
Da de kolde læber atter forlod hans hud, åbnede han de grønne øjne igen. Han så imod vampyrens ansigt, higede efter det røde blik, og da han fik det kunne han skimte den mærkværdige følelse der prægede det. Som var vampyren væk, men på samme tid så til stede at Ma’lakel ikke kunne hamle op med den måde han blev set på, som var han uvurderlig, kostbar.
Han fulgte blikket, indtil at vampyren tog initiativ igen, og ønske at placere et let kys over Ma’lakels smalle læber. Han lod det ske, imens at vand dråber gled over de fugtige læber, og de mødtes: tøvende, frarøvet den intesitet de før havde haft, imens at en let prikken imod underlæben røbede den hvide skønhed foran Ma’lakels sande natur.
Først blev det ikke gengældt, men stumt modtaget, men skulle vampyren trække sig en smule for at stoppe dette ville Ma’lakel søge dennes læber for at presse sine egne imod dennes. Ligeså en smule åbne. Det var næsten for let til at blive kaldt et kys, nærmere en berøring af vampyrens læber med hans egne, som vanddråber blev indfanget af underlæben og skyllede over de skarpe tænder i undermunden. Skulle Ahngel ikke gøre noget for at bryde dette, ville deres læber røre hinanden igen og igen, i form af disse overfladiske, tilbageholdte kys.
Den hånd der havde været langt Ma’lakels side, blev rakt op og lagde sig varmt imod vampyrens hofte, imens den der havde lagt støttet imod væggen, løsnede sig muren og en hånd blev placeret bag ved vampyrens nakke, kørte det våde sorte hår en smule op, indtil hånden stoppede og lå hvilende på den nederste del af Ahngel baghoved.
Midt i et af disse lette kys, ville Ma’lakel da stoppe op imens at deres munde var endnu åbne, og det øverste og nederste af deres læber endnu smeltet sammen. Han lod tungen glide ud fra sit fængsel, og glide over det inderste af Ahngels underlæbe, i sin færd på at finde vampyren tunge, og stryge sin ru overflade over den udødes bløde.
Alt dette, imens at de gylden-grønne øjne var svagt klemt i, så dråberne der endnu gled fra Ma’lakel og over Ahngel, som konsekvens af at de forenede deres læber igen og igen. Disse vildfarende dråber ville sikkert glide ned langs vampyrens underlæbe og videre ned over hagen og struben. Han havde vippet ansigtet en smule til siden, imens at de sære kys fandt sted. En tilbageholden trang til nærmest at æde den udøde, flå store lunser kød af dennes krop, blot for at have noget af denne hos sig, inden i sig, og med sig. Han kunne flå vampyren fra hinanden, ville det give ham så meget som et evigt fragment af ham, som han kunne indgravere i sin hud, smelte ind i sit kød. Denne desperation kom til udtryk i læbernes svage dirren, som de gang på gang modvilligt lod sig skilles fra den udødes. Der var ikke plads til tanker, da nuet udfyldte hvert et tomrum, og til sin egen forundring, skubbede Ahngels blotte berøring alt der havde noget med hende at gøre, væk.

Efter Ahngels mentale fordrag om hvor upassende denne aktion var, trak han ansigtet en smule. Modvillig var hans tankegang, dog stadigt higende var de dybe røde øjne som de betragtede Ma’lakel med denne stadig aktive form for tilbedelse. Da blev et af Ma’lakels egne kys sat i Ahngels retning og påsat de lyse læber. Som Ma’lakel før havde stået, blev Ahngel bevægelser stumme og han brugte et enkelt sekund på at lade kysset smage ham inden han atter genoptog hans del af det mærkværdige tavse kys. Lufthullerne imellem kyssene var ganske uregelmæssige og kortfattede, som selve kyssene i deres simple form. Små bidder lignede det, Som tog de føde af hinanden hver gang læberne rørtes eller drak deres halse fulde og snappede efter vejret for at genoptage mønsteret, som var de umættelige og som var antallet af disse kys uendelige og udødelige som Ahngels unge krop. Et sug i maven opstod som Ma’lakel placerede sin hånd på vampyrens hofte. Ahngel sugede maven ind og vippede ansigtet yderligere for bedre tilgang til Ma’lakels mund. De lange, sorte og forstrakte hår der dækkede Ahngels hovedbund som et mørkt silketæppe med trævlede spidser, som yndede at hive fat i enhver fugtig overflade, prikkede stille til vampyrens følsomme nerver og lokaliserede Ma’lakels hånd, som fandt sin vej til vampyrens nakke, som blev vippet en smule fremad for at give denne plads uden at slippe trådenes sammenhæng med bagvæggen.
Som Ma’lakel søgte dennes tunge, gled Ahngels egen ud mellem de hvide tænder og mødtes med Ma’lakels ru kattedyrs tunge. De vildfarende dråber fra Ma’lakels ansigt gled ned over Ahngels kind og ind over læberne med jævne mellemrum. Enten blev de tilladt at flyde over hans glatte, marmorhvide hud og dryppe fra den spidse hage når en pludseligere bevægelse kom, ellers blev de fortæret hvis de var så uheldige at glide over læberne i et af kyssenes mellemrum og forsvinde imellem vampyrens og dæmonens munde. Ahngel lukkede atter øjnene i for blot at åbne dem få gange og betragtede Ma’lakel i et sekund eller to. Vampyrens lange, hvide, arrede arme gled rolig ud af deres positioner og bevægede sig i stedet ned til midten af dæmonens ryg hvor den ene hånd tog fat om håndleddet på den anden og hægtede sig fast. På samme tid gled vampyrens mund tætte Ma’lakels og mellemrummene fra hans side ville blive væsentligt formindsket, som de ømme kys gled hen i noget mere længselsfuld og mere løsrevet. Fra ømt kys til nærmest overgreb blev det, som de skarpe hjørnetænder i over og undermunden i ny og næ gav et prik fra sig. Som et afbræk dog, lukkede Ahngel munden sammen et øjeblik og trak ansigtet lidt tilbage, åbnede øjnene, men kun for et kort øjeblik inden han rettede sin nakke og lod ganske små kys vandre op over dæmonens kæbekant, tinding og over øjenbrynet. De fulgte samme stier den anden vej og ned og efterlod et let kuldespor fra den radikale forskel der lå i Ma’lakels hud og i vampyr herrens kølige læber. De fandt da atter sin vej ned til Ma’lakels mund, forblev der for en tid med endnu et hårdere kys inden han igen lod det vandre. Denne gang nedad. Over kæbens kant, ved pulsårens bløde trykpunkt og ned over den stærke, solkyssede og glinsende hals. Hans hænder begyndte igen at røre på sig som de nærmede sig det center, som Ahngel selv havde retning imod med sine kys. Kysset gled over nakken og til starten af kravebenet, som var det fjerneste han kunne nå. Hans hænder placerede sig på hvert sit skulderblad. Knoerne var hvad der udgjorde kontakten mellem Ahngels hånd og Ma’lakels ryg. Fingrene var alle trykkede imod håndfladen, som var det en defensiv eller i sidste ende meget primitiv måde at røre på, som et kattedyr, hvis klør var blevet erstattet af de bløde og uskadelige trædepuder. De hårde knoer trykkede sig dog markant imod dennes hud, også selvom det nok ikke ville bære en smerte, som hans stærkt armerede fingerspidser ville. Kysset hørte op og positionens, som Ahngel havde påsat sig selv i, blev reduceret til en omfavnelse.. Nærmest desperat. Læberne hvilede stumt imod Ma’lakels skulder inden de, med hagen, bevægede sig nedad, liggende næsens krumning imod skulderens bøjen og gemmende vampyrens smukke ansigt imod Ma’lakels hud. Hans hænder foldede sig ud og lagde sig fladt imod dæmonens stærke ryg. Ahngel tillod sig at blinke imens der ingen øjne var på hans ansigt. Et øjeblik fyldte en lyst ham. En lyst til bare at lade musklerne svigte ham og stå lænet imod Ma’lakel til endnu et overskud pressede sig på og fyldte ham med ny motivation. Med ny lyst og inspiration til at fortsætte på den måde det havde gjort i over et århundrede. Denne proces kunne tage millioner af minutter… timer.. dage? Trods det var han sikker på at det var stedet han skulle være for at finde det. Omgivet af Ma’lakels scent og imødekommet af dennes kys. Her gjorde det ikke noget at gemme ansigtet som et andet barn, gjorde det? Tankerne var naive og de håbefulde tanker var unaturlige i Ahngels egne ører. For at forsikre Ma’lakel at denne tankefuldhed var en illusion, fraskilte han sit ansigt med dennes skulder med et kys mere. Langtrukkent til at læberne ikke kunne nå den længere. Han rettede nakken og skød igen de røde øjne på Ma’lakel. Mørket der havde overtaget irisserne imens han havde været i tanker i sit lille skjul, bevægede sig ind i pupillen og efterlod den røde farve fejlfri og glødende op som de knitrende stumper i en døende kamin. Hans hænder frigjorde sig igen Ma’lakels skuldre. Knoglerne i hænderne summede efter at ha haft dette lettere hårde tag i dæmonen. Han ville nok ikke ha lagt mærke til det, da Ahngels styrkegrænse ikke var højere end et gennemsnitligt menneskes for denne tid. Trods det mærkedes det i Ahngels led og gjorde ham konstant opmærksom på den manglende styrke.
Igen lod han kyssene rettes imod Ma’lakels læber. Denne gang atter nænsomme og lette, som var de luftbårne.

Der gik en kriblende sitren igennem maven som deres tunger stødte imod hinanden. Det sendte ufrivillige pirrende træk ned igennem hele kroppen og påvirkede den seksuelt, selvom det egentlig ikke var hensigten med de lette kys, der knap nok kunne sammenlignes med noget andet de havde delt før.
Der var noget mærkværdigt over måden deres mødtes på, en længsel der blev opbygget igen og igen, for hver gang læber ikke var stødt imod hinanden. Han kunne mærke den sprede sig i hele kroppen, et ønske om at være endnu tættere, og dog ikke et ønske om at fortære eller indtage, men blot røre. Bare røre, uden at der var nogen tanker eller spekulationer der forstyrrede, ingenting der gik i vejen.
Som Ahngels hænder ændrede position fra Ma’lakels nakke og fandt vej ned at ligge over Ma’lakels ryg, lod et mindre spor af kulde glide med det ligeså. I blandt alt varmen var kulden som en enkelt rød rose i blandt en mark af sorte. Et lille spor der mindede en om at man endnu ikke havde givet op og ladet sig falde hen i en illusion, hvilket dette ligeså godt kunne have været. Selv var Ma’lakel ikke bevidst om øjeblikkets specielle ømhed, om hvad de delte var lige så sjældent som at opleve en behagelig drøm flere nætter i træk. Og det føltes på sin vis også som en drøm, en fatamorgana der fik de gemte følelser fra glemte tider, til at pumpe rundt i kroppen, dog ikke med det samme. Lige så stille fik hjertet lov at udfolde sig, fik mindet om at det engang havde slået i en regelmæssig rytme, lov at komme tilbage til livet, at genopstå med hver enkel berøring af Ahngels kulde.
Som kysset blev gradvist ændret ind til noget mere længselsfuldt fra Ahngels side, og dennes skarpe hjørnetænder kom i brug, som om denne havde lyst til at sætte tænderne i Ma’lakels læber, rive hul, og slikke blodet væk imens disse kys fortsatte. I det øjeblik det skete, lod også Ma’lakel sin længsel komme til udtryk ved ligeså at lade tænderne spilde ind, og ganske svage knurre lyde fra struben kunne let opfanges iblandt bruserens raslen, som vandet slog ud af den. Hånden på vampyrens baghoved klemte ganske svagt fat om de sorte tråde, som lod han hånden opsluges iblandt det sorte, og sig selv overgive til hvad han havde lyst til at gøre: at skrige, råbe, ødelægge – alt sammen et resultat af at sindet ikke kunne forstå hvorfor kroppen reagerede så voldsomt på så lidt. De var ikke andet end en berøring, end et kys der gik over i noget lettere ubeskriveligt, noget som mennesker ikke kunne dele med hinanden. Der var så mange kærtegn på engang, læberne der farede henover hinanden, tænderne der ligeså nappede til deres overflade og begge tunger der længselsfuld slog imod hinanden. Igen havde han det som om han rystede, som var han bange, rædselsslagen for næste skridt imod kanten, men udad til virkede han rolig, og for en gangs skyld ikke destruktiv i sine handlinger. Hans øjne var lukkede, så kun sanserne styrede hvad der foregik omkring ham. Det dyriske blik pakket væk under de lysebrune øjenlåg, imens at det varme vand fik huden til at give en nuance af noget mørkerødt, som sandets farve i en tør ørken.
Idet Ahngel trak sine læber fra Ma’lakels, åbnede denne øjnene igen let for at se hen på denne, der ligeså så hen på ham. Dog var øjenkontakten kun kort, idet vampyren strak hals, og pressede sine kolde læber imod kæbebenets ene side. Som det skete lukkede Ma’lakel igen øjnene og overgav den side af hans væsen som vampyrens læber pressede sig imod, til denne. Han tog imod de vandrende kys, der ligesom hænderne efterlod et kulde spor, over hans varme hud. Selvom Ma’lakel nød det kortvarige kærtegn måtte det dog have en ende, og dennes kys sluttede hvor de var begyndt. Ahngel ledte sine kolde læber til Ma’lakels, og som denne pressede sine silke læber imod halv-dæmonens varme, blev det gengældt med samme længsel, imens at Ma’lakel åndede ud igennem næsen. Det kom som var det et mindre suk, eller en udånding der gerne ville være det man desværre ikke helt formåede det da stemmen ikke kunne komme til udtryk. Dog var dette kys kun midlertidigt, og ikke så snart var deres læber forenede igen, da vampyr herren brød det og lod en række kys vandre ned over kæbebenet, henover den stærke hals og ned imod kravebenet. Dennes hænder begyndte da ligeså at røre på sig, at søge opad som læber søgte ned, og ligesåm de knyttede hænder lagde sig imod hvert et skulderblad, kunne Ma’lakel genkende denne position: en omfavnelse?
Langsomt åbnede han sine øjne, og lod blikket dale imod Ahngel, dog uden han kunne se dennes ansigt, da vampyrens læber lå imod hans kraveben. Hans blik gled da væk fra den udøde, da denne stødte sin næseryg imod hans skulder, og hænderne foldede sig ud, og uden at det behøvede nogen kick-start, begyndte en følelse at sprede sig: den måde Ahngel trykkede sig imod ham på, den omfavnelse der blev ham givet, som var Ahngel ikke en fuldvoksen mand men et barn der søgte komfort i Ma’lakels favn, og den følelse der spredte sig var selvfølgelig visheden om at nogen havde brug for en.
Hånden der før havde haft et mindre tag i dennes hår tråde, lod sig løsne som vampyren holdt om ham, skønt at der ingen rigtig omfavnelse blev givet tilbage: væggen var en smule i vejen i dette tilfælde. Men fingrede der lå over vampyrens fugtige sorte hår, begyndte så småt at køre i et kælende mønster. Fingrene masserede de våde hår strå, nussede, imens at Ma’lakel så væk med et lettere, fjernt blik: lidt som om han ikke helt vidste hvordan han skulle reagere på så intim en gengældelse. Han var skam blevet omfavnet før, men, ikke på samme vis, og bestemt ikke med så megen… desperation bag det, for til trods for at det var svagt kunne man mærke de kolde hænders tryk imod hans skulderblade.
Et øjeblik kunne han mærke et mindre stik, som han blev påmindet om hvorfor han havde søgt vampyrens gemak så hurtigt efter sit mindre sammenstød med den blonde Jean. Var det medlidenhed? Medfølelse, der havde drevet ham til dette punkt, og grunden til at han følte som han gjorde? Nej, det ville være en undskyldning i bedste tilfælde, skønt han måtte indrømme overfor sig selv at han havde følt vrede ved Jeans uvidenhed, og var derved stødt ind i et dilemma: hvor godt kendt han Ahngel, Lucifer? Svaret han var kommet frem til var: mere end de fleste. Også selvom han ikke kendte meget til hans baggrunds historie, opvækst og alt det basale. Men sandheden var vel.. at de ikke behøvede det. De behøvede en berøring, og ud fra dem kom der flere ord end mennesket kan udtrykke.
Den nænsomme nussen hørte op, ligesom Ahngel endnu trak sig: lod sine læber hvile imod Ma’lakels hud så længe som det nu kunne lagdes at gøre, før denne rettede sig op.
Deres øjne bundet fast til hinanden, i få tav som lod blikkende ligesom læberne tage bidder af hvad end de kunne rage til sig. De grønne øjne sultne efter næring, der ikke kunne fås igennem simpel mad eller drikkelse, en mæthed der ikke kunne opnås ved andet end disse kolde læber der lagde sig over hans egne. Som en synders tilståelser, der talte endnu højere end alle ord. Blottet for alt ugerning, og på en gang forenet af samme.
De lette kys der fulgte, de umættelige kys der kun lige nåede at tilfredsstille inden læberne endnu trak sig fra hinanden. De dirrede, skreg, som savnede de hjerteskærende at blive berørt af den isnende kulde, der gav stik igennem de lysebrune læbers porer.
Varme og kulde var ikke skabt for hinanden, og var forevigt ment til at være hver for sig. Så hvad skete der når sommeren forelskede sig blindt i vinteren? Når vinteren frivilligt lod sig smelte af sommeren, for blot at få samme umættelige bidder af de varme stråler der ville glide over en ensommelig overflade, der kun kunne mærkes, men ikke fås. Ikke eje, ikke gøres krav på!
Med dette ville hånden der havde lagt omme ved Ahngels baghoved glide ned derfra i et aende kærtegn. Finger spidserne endnu let presset imod vampyren, som håndens varme gled ned over halsen på denne, over skulderen, og ned af armen for at hånden til sidst at skulle ende i selskab med vampyrens egen kolde hånd. Ma’lakels anden hånd søgte ligeså vampyrens, så han ville nå begge hænder imens han rettede sig op i sin fulde højde. Som prøvede så vidt muligt at tårne op foran vampyren, som en mørk fyrste der ønskede at gøre krav på Ahngels liv.
Vand perler slog imod den mørke hud som han rettede sig, imens mave muskler svagt lod sig spænde, og hele kroppens stærke anatomi kom til sin ret, og lod vand slanger glide over de smalle hofter, og sno sig ned langs de trænede lårs sider, og dale over de faste baller. Alt imens at de tydelige markerede overarme der lod til at have styrke nok i sig selv til at løfte ubeskrivelige mængder, til trods for deres menneskelige bygge. Det nu kuld sorte hår gled ud imod siderne af det kantede ansigt, hvor vand perler ligeså trillede lystigt over kindbenende og ned langs de hårde kæber. Det mørke hår ville da skabe en midter skilling, som gav Ma’lakel militære, soldater udseende en meget mere tydelig effekt. Fra frygtløs våd gadedreng, til usympatisk snigmorder, der til trods for ondsindede gerninger blev belønnet med hædersmedaljer for at have nedkæmpet en usynlig fjende.
Han stoppede da deres kys ganske kort: de grønne øjne søge vampyrens røde, og i et øjebliks glimt kunne man skimte tydelig længsel. Ikke en overfladisk seksuel længsel, men en åndelig desperation på tilfredsstillelse.
Efter dette, ville Ma’lakel trykke sig op imod vampyren, der til trods for ikke at være mere end få centimetre, måske endda mindre, lavere end ham selv. Deres bryst ville da røre hinanden, deres mave ligeså, kønsorganer ville blive trykket imod hinanden, imens at Ma’lakel greb fat om vampyrens hænder og om denne ville det eller ej, ende disse imod klinke væggens kolde og fugtige overflade, imens at Ma’lakels varme hænder lod fingrende glide op imod Angels håndflader, indtil hver fingerspids klemte sig imellem vampyrens, og indfangede disse i et kødeligt fængsel. Som de kolde hænder lå over overfladen af den hvide væg bag ved denne, ville deres sammen flettede hænder lige så stille glide længer og længere op, indtil de nåede en hoved højde.
De grønne øjne der havde stirret ind i de flaksende nuancer af forførende rød, havde betagtet og observeret med et dyrs ubegrænsede tålmodighed: hvilket sikkert ville give Ahngel følelse af at Ma’lakel endnu engang lod dyriske instinkter råde over menneskelig tankegang.
Idet deres hænder stoppede, og sluttede et godt stykke væk fra resten af deres nærmest sammen smeltede kroppe, ville Ma’lakel udrydde den minimale afstand der var imellem dem, ved at trykke sine lysebrune læber hårdt imod vampyrens, med en næsten hidsig knurren, som kunne man et øjeblik misforstå og tro at han havde intention om at angribe. Dog var kysset ikke angribende, men krævende.
Fra længselsfuldt til begærligt, indtil det gik over i noget blødere som trykket lettede svagt og et velkendt bevægelses mønster ville afløse det begærendes plads: snappede, nænsomt. Fra begærende til kærligt. Fra kærligt til elskende, og fra elskende til overgivelse.
Tyvagtige var de flygtige kys der krævede al opmærksomhed, imens at det bankende hjerte i halv-dæmonens bryst slog hurtigt ved den sagte kriblen der løb igennem kroppen, som et elektrisk netværk der gemte sig under den let mørkebrune hud.
Hele kroppen lod sig fortælle om dens lyster, om dens behov for at besudle hver en del af den udøde med tungen. Begrave sig inde dennes krop, og fremprovokere sjældne lyde som kun Ma’lakel havde hørt, og vidste han kunne få vampyr herren til at udtrykke.

Ahngel fandt atter sine øjne fæstede imod Ma’lakels, som var det ført af en automatik, skabt af børstet stål og smurte tandhjul. Bevægelsen der gjorde at han søgte netop disse giftige grønne øjne var efterhånden blevet så ledløs og så fuldkommen instinktiv, at man skulle tro at der var en magnetik, som trådte i kraft hver eneste gang de spændte nakkemuskler døde til en hvilende tilstand og lod hovedet og dermed blikket, dreje den vej de ønskede. Blikket der var ønsket var Ma’lakels. Ahngels øjne gjorde sig kort bredere da han kort opfangede hvor fejlfrit han søgte det, som var der ingen andre steder at se hen. Han kunne være arrogant og vende sit blik fra ham med en lukket mund, men nej. Munden åbnede sig og fremprovokerede ingen ligegyldig mine, som var støbt i dagligdagens maskes form. Øjnene sprudlende af liv og munden syntes at give efter for øjnenes ønske om at se hvorvidt små bidder af Ma’lakels liv kunne fratages ham. Øjnenes midlertidige unormale udtryk svækkedes og tabte kraft, men døde ikke. Trods de hvide øjenlåg blev mere tydelige og omfavnede det røde øjne yderligere, syntes den brændende farve ikke at sygne hen, men blot oplyses yderligere af den skygge der blev kastet over. Lyset i øjnene ville da ikke være en refleksion fra omgivelserne. Ikke et fjernt vindue der skabte et glansfuldt højlys. Et lys der måtte komme fra selve vampyrens biologiske, eller åndelige indre. Det forstærkede den altædende røde farve med det unormale ønske efter at favntage det der bevægede sig imellem deres kroppe, men egentlig ikke var andet af fysik end luft. Luft med deres dufte, der blandede sig med den stigende damp og indfangede dem begge igennem den fortærende lugtesans. Den duft man ønskede man kunne komme på flaske og gemme væk bag de mindre, dog dyrebarere parfumer i kabinettet.
Blikket lagdes til siden, fulgte ganske nøje Ma’lakels hånd der frigjorde sig hans nakke. De lange sorte hårtråde klæbede sig over dæmonens håndryg, som ville disse ikke slippe, som var den hvide vampyrhan ikke en udød, men en gorgon. Et reptildyr med hårtråde af de offensive, rødøjede slanger og med et blik der med al grådigheden i verdenen forvandlede sit offer til sten, hvis denne ikke accepterede monsterets bejleri. Ahngels øjne fandt tidsnok tilbage til Ma’lakels som dennes hånd vandrede ned og sigtede efter Ahngels hånd. Vampyren førte snappende efter kys da inden begge hans hænder var blevet omfavnet af Ma’lakels. De lange, hvide fingre bukkede sig og gjorde ligeså et let hold imod dem, tog endda sig selv i at lade tommelfingrene påbegynde bevægelsen med et enkelt strøg over det bløde kød mellem Ma’lakels tommel- og pegefinger. Ma’lakel tårnede sig og Ahngel fulgte bevægelsen ved at lade, nakkehvivlerne trækkes sammen, lade selve nakken knejses og lade begge fødder blive solidt på det vandfyldte klinkegulv. Hans tæer krummede sig en smule, som gav hans fødder et tick fra sig. Kysset blev stoppet for et øjeblik og Ahngels øjne lagde sig atter op imod Ma’lakels. Vandet sprang nu anderledes imod Ma’lakels bagside og skabte en mærkelig form for konstant bevægelig krave blev skudt bagud. De røde øjne dalede en smule og lagde mærke til Ma’lakels anatomi. De fulgte den smalle passage, som udgjorde mellemrummet igennem den brede brystkasse. Da kom den tættere på. Tæt nok til at Ahngel ville kunne nå denne ved blot at strække tungen derimod. Hud sattes imod hinanden. Kold og varm. Farvet og dødt. Han mærkede da atter væggen imod sit baghoved og ligeså sine håndrygge der blev trykket derimod. En revne i klinkerne på Ahngels højre side prak i en af hans knoer og Ahngels pupil snævrede sig en smule ind. Historien bag det skænkede han ingen yderligere tanke. Faktisk havde lucys betydning dalet fra Ahngels hjerte som de aftagende dråber, som hang på Ma’lakels kæbes solkyssede kant. Øjnene lagdes på netop disse dråber hvor han opfangede hans egne nuancer som refleksion, som sad en lille del fast på dæmonen, så den vej han så og oplevede de ting som han oplevede uden at egentligt ville opleve andet end selve denne. Han løftede igen blikket til Ma’lakels. Hans ansigt var tyst for en stund imens han blot lod øjnene fæstne endnu engang. Ansigtet afslappet, som lagde dennes øjne en form for behagelig lammelse over ham. En blid hypnose man egentligt godt kunne træde ud af… Hvis man altså ønskede dette selvfølgelig. Hvordan mon disse øjnes overflader måtte smage? Ahngels fingerspidsers led løsnede sig lidt og afgav små knæk, som ikke kunne høres, men tydeligt mærkes af Ahngel, som var hans bukkede fingerled fyldt med grus. Trods hans fingre alle ønskede at blive strukket ud og knækket på ordentlig plads, bevægede de sig ikke i et mønster ført af Ahngel. Om så hans hånd skulle vrides om og klage over dette, ville han undgå at være den der slap den andens hånd. Ikke bare den anden. Ma’lakels hånd. Den hånd der havde arret ham og kærtegnet ham. Ført af samme sind i begge tilstande og ført af samme hjerte om det så bankede eller stod stille. Mon det bankede nu? .. Smagte? En samling blodspyt filtrerede sig igennem tændernes minimale mellemrum og lagde sig foran det yderste tandkød bag den lukkede mund. Han sank det langsomt uden at lade det ses på ham. Riften over hans hånd, trykket derimod af den lette ødelagte klinke, forsvandt en smule hen da Ma’lakel førte Ahngels hænder opad, glidende imod væggen, så hver en klink og hver en stribe mørtel kunne mærkes. Der var ingen modstand at finde i Ahngels hænder, som var hans led forbundet med Ma’lakels og tjente samme formål. Øjnene havde ikke viet det mindste. De havde da betragtet de grønne øjne med omhug. Dennes tålmodighed der ikke lå ham så naturligt. Ikke for et halvmenneske i al fald og denne ubegrænsede stirren. Han nåede ikke at konkludere dennes blik eller sætte en dobbeltstreg under noget facit før Ma’lakel pressede sine læber hårdt imod Ahngels. Vampyren åbnede først øjnene en smule yderligere, men som han fandt hans blik nærmest himmelvendes, lukkede han øjnene i og gengældte kysset efter han havde mærket et lettere opkvikkende slag imod baghovedet fra den hårde bevægelse. Han tømte atter munden for de yderligere spytsamlinger ved en diskret synkebevægelse inden han igen fremprovokerede sin tunge til at deltage i det hede kys, som Ma’lakel havde taget initiativet til. Han mærkede atter sine hænder bede om frigørelse, strækning og berøring af Ma’lakel, men gav dem ingenlunde lov. Han mærkede dog neglerødderne pulsere og leddene rasle hidsigt, som var de lige så desperate efter at føle dæmonens krop, som munden var.
Vampyren vippede kæben på siden for mere deltagelse i kysset. Denne vinkel blev gradvist skiftet som kyssede fortsatte. Trods det blot var modtagende ført, blev vampyrens kys ligeså stærke og søgende. Ja, han havde en nærmest konstant længsel efter Ma’lakel. Han ønskede ikke indrømme dette. Ma’lakel havde fået ideen om at tanker var blevet tildelt ham, men ikke om det som noget vedvarende. Ikke noget som kunne bruges som grund til rastløshed, kedsomhed efterfulgt af uoverskuelig stress og en genforening med det tomrum, som der tit havde revet sig større i hans brystkasse. Ahngel tillod sig selv kort at åbne øjnene, konfirmerende at Ma’lakel stadig var der og lukke dem igen, som han havde genetableret ansigtet bag kysset. Lige nok til at det mentale billede stadig hang ved som et farverigt optegnet omkrids blandt en masse mørke bag de lukkede øjenlåg. For hver gang denne lagde et blik på Ma’lakel, blev stregerne tydeligere, som blev det hele tatoveret ind i vævet og nok kun kunne køres af med århundreders slid med sandstøbt papir.
Hvorfor ved han ikke. Om det var hans hænders manglende evne til at række ud og bevæge sig over dennes krop med længselsfulde strøg, eller det faktum at han bare ikke kunne komme tæt nok på. Ligegyldigt det løftedes Ahngels ene ben fra flisegulvet og bukkede sig om Ma’lakels muskuløse skinneben med en hivende bevægelse.