Sølvglitter //Sean//

Han så lidt på hende og var glad for hun var faldet lidt til ro, i hvert fald for nu. Han orkede heller ikke mere, måske en lille gåtur og så hjem i seng, der var jo alligevel en god gåtur tilbage...orkede han det enlig?
Han trak svagt p åskuldrenne, mest for sig selv.
"Tjo...Men går nok også snart hjem om lidt, er ved at være træt" han strakte sig lidt og så på hende da de begyndte at gå, han vidste godt at søen var smuk, men lige nu orkede han ikke rigtig at lægge mærke til det, det han lagde mest mærke til var bare at det var noget mørkt, roligt vand.
De forskellige vækster omkring dem raslede let i en lille vind der kom et ukendt sted fra.

//Ja, er også træt, så det går lidt ned af bakke lige nu^^///

Månens afspejling glimtede pænt, og for et øjeblik opslugte hun det bare. Åd det med blikket og lagde mærke til hver eneste bølge, hver eneste fratur, hver eneste fejl i månens spejlbillede. Hun kiggede hen på Sean. Træt. Allerede? Hun smilte lidt for sig selv. Natten var nok ikke begyndt ordenligt, men der havde skam været begivenheder nok allerede. Hun brude måske snart ind til byen, hvis hun skulle finde et skjul for solen. Indtil den næste lange nat. Måske ville hun bosætte sig i skoven alligevel, selvom hun nu tvivlede svagt på, om skoven nu også var stor nok til både en jorddæmon og en vampyr. En busk raslede og en lille mus pilede hen over jorden. Den skulle vel også hjem. Snart. Hun nikkede til Sean. "Det er vel også over din sengetid." Hun grinte let, som for at understrege, at han helst ikke skulle fare i flint nu.

Han så lidt på hende med løftet øjenbryn. og smilte så lidt.
"Tja, jeg er ikke nødvendigvis skabt til at være vågen om natten, har også været vågen hele dagen" en hel, begivenhedsløs dag, men alligevel, han havde været vågen.
Han strakte sig lidt og stoppede så op.
"nåå..." han vendte sig mod hende
"...Ja, det er nok min sengetid, så tror jeg smutter hjem..." tanken om at hun måske ville forfølge hende og se hvor han boede strejfede ham. Men han skød den til side igen, så ville hans hund opdage hende og han kunne stoppe hende inden hun kom for tæt på. Som et dyr der beskyttede sit territorium.

Med et let nik, trådte Amylia et skridt tilbage. Der skulle vel også være plads til dagsdriverne, så længe de ikke gik i vejen for hende. Hun smilte og tog endnu et skridt bagud. "Så må det vel være det. Jeg finder mig logi for dagen, og så håber jeg, at vi mdøes igen. Sean." Hun bøjede hovedet som i en afskedshilsen, og drejede derefter rundt på hælene, og var ikke kommet halvvejs, før hun var i spring, og løb afsted med et jævnt tempo. Hun rystede lidt på hovedet som for at klare hendes hovede. Hun var bestemt stolt. Hun havde mødt, fulgt og talt med en dæmon, og hun havde ikke én gang forsøgt at rive hovedet af ham. Fremskridt? Hun klukkede for sig selv, og fortrang lugten af røgen, da hun passerede det, der engang var et hjem.

//Out, I guess //

Han så efter hende da hun begav sig af sted. Måske, måske ikke, så de hinanden igen. Det var ikke noget han kunne tage stilling til nu og ville sikkert også ske pr. tilfældighed. MEdmindre han opsøgte hende. Men hvorfor skulle han det?
Han vendte om og begyndte den lange tur hjem.

De han kom hjem nussede han sin hund som lå tung ved det lille brændested han havde til varme og til at lave mad over. Han gjorde sig natteklar, sørgede for huset var forsvarligt låst og lukket og gik så i seng. Inden han faldt i søvn tænke han lidt over aftenen. På en måde ville han gerne møde hende igen.

//Jah, out^^//
Lidt efter overtog mørket.