Sølvglitter //Sean//

"Aha" hans stemme var stadig rolig men en smule hårdere. Til sidst stoppede han op og sukkede.
"Fint nok...Fint nok" han så lidt p åhende, dette ville snart glide ud på et sidesport fordi de ikke forstod eller stolede nok p åhinanden.Og fordi der var en underlig forandring i skoven. Det hele gik ham på.
"Men siden du ikke gider sige sandheden ser jeg ingen grund til vi følges længere" og så, uden et ord mere, drejede han om og gik tilbage den vej de lige var kommet fra. Han begravede sine hænder i lommerne på sin jakke og så ned mod jorden, men var stadig opmærksom på omgivelserne omkring sig. og på om hun var blevet sur og ville angribe ham bagfra. Men han regnede ikke helt med det. Eller hvad? Han var trods alt et bloddyr! Et skide bloddyr! Hvorfor havde han troet de kunne føre en almindelig samtale? Hvordan kunne han vide at alt hun havde sagt ikke bare var løgn alt sammen? Man kunne ikke stole på nogen, ikke engang for en kort stund. En pludselig tristhed erstattede hans pludselige vrede og irritation.

Og så gik han? Bare sådan uden videre? Hun ransagede hurtigt hendes hjerne for ting hun havde sagt. Det eneste hun fandt som en løgn, var hendes navn. Om end hvilke syge ting han kunne, skræmte det hende. Hvordan vidste han det? Var det bare et heldigt gæt? Og hvorfor gik det hende så meget på? Hun rømmede sig vagt, og kiggede efter ham. Han måtte da ikke bare gå? Helt ærligt? "Jeg hedder Amylia. Vil du ikke lade være med at spørge, jeg gør det ikke i forhistorier. Det er ikke personligt dig jeg lyver for." Hun brød sig ikke om hendes tonefald. Så snart det var ude af munden, kunne hun høre hvor lille hendes stemme lød. Hun tog et, så to, og så syv skridt efter ham, til hun nåede op bag ham. "Altså. Jeg vil ikke sige undskyld, jeg gjorde det jo med vilje. Men jeg er ked af det." Hendes stemme var stærkere, efter at hun havde rømmet sig. Fortrydelse forvrængede hende kønne træk, og hun prikkede ham blidt på ryggen. Hvad sagde man? Hun havde aldrig været god til at konversere, og hvis bare lyden af hendes navn fik folk til at flygte, måtte hun dog være værre til det, end hun regnede med.

Han stoppede træt op og så på hende.
"Du hverken fortryder det eller er rigtig ked af det, det er nogen jeg konstatere, ret mig vis jeg tager fejl, du har lige sagt du gjorde det med vilje mod mig" sagde han
"OG endda uden jeg har gjort dig noget, hvorfor?" han lagde armene over kors og holdt sig tilbage, han havde været tæt på at overfalde med en kaskade af ord, om hvor træt han var over alle hemmelighederne, alt der skal holdes skjul, den evige mistro, mistillid og alt det andet der nu var. men han holdt det som sagt tilbage.
Det ragede faktisk ikke hende hvordan han havde det. Og hun var sikkert også langt fra interesseret.

Lort. Det var så typisk. Lige som man troede at man havde fundet nogle man kunne underholde sig med, skræmte man dem væk. Om det var hendes skyld, eller ham der var en fissefornem herre, kunne hun virkelig ikke afgøre. Og han havde fået hendes rigtge navn, hvad var problemet? Fornuften knurrede af hende. Hvorfor havde hun fortalt ham navnet? Hun rystede stemmen af sig. Det var kun besvær. "Jo, hvis du interesserer dig nok til at spørge, skal jeg da svare. Det er forholdsregler. Har du været i byen? Har du set hvad der sker? Har du ingen fjender? For nogle gange må man vente og overleve det bedste man kan, hvis man vil beholde livet." Hendes vrede steg, og hun prøvede at holde det tilbage. Den hysteriske tone holdt hun kun lige akkurat ude af stemmen. Hvorfor kunne han ikke bare forstå det? Hvis det her var hans vanlige opførsel, skulle det da undre hende en del, hvis han ikke allerede havde en del fjender. Det lånte blod steg igen lidt i kinderne, og afslørede hendes sindstilstand.

I teorien havde han ingen personlige fjender...endnu.
Han knurrede, her prøvede man at snakke roligt og så bliver man næsten spyttet i hovedet til svar. Gad han svare hende? Gad han spilde sin tid på at snakke til en vrede der normalt aldrig lyttede? Hans erfaring var at når folk var vrede, sure, rasende, hørte de ikke andet end hvad deres vrede sagde til dem, de kunne ikke tage imod den andens sætninger og faktisk komme til fornuft...Eller hvad det nu blev kaldt. Så hjalp det overhoved at prøve? Han sukkede igen, følte sig igen rolig, vente sig og gik.
"Gider ikke skændes med dig, vi bliver alligevel aldrig enig" sagde han som svar. Så måtte hun dømme ham som hun ville. Men ja, han havde været i byen, han vidste hvad skete og alt det der. Men han gemte sig aldrig, han stod altid frem som han var og det irriterede ham at folk ikke havde samme mod. Hvad gjorde i sit navn måtte man også stå til ansvar for, ikke gemme sig bag et andet.
Igen blev han trist over ensomheden og mangel på...at kunne stole på en. Ikke fordi bloddyret havde været den han ville betro sig til...men alligevel.

Vreden fadede ud i takt med at Sean fik et træt udtryk i øjnene. Han så pludselig meget ældre ud. Hun havde egentlig ikke spugt ham, hvor gammel han var. Hun ville nok aldrig finde ud af det. Undskyld. Det var det hun havde lyst til at sige. Undskyld, vil du ikke tilgive mig? Hun sagde intet. Så på hans ansigt, og vidste, at han tydeligvis mente at det var hendes fejl. Måske ville de aldrig blive enige, men derfor behøvede de vel ikke at hade hinanden? For det var klart nok det, hans ansigt lignede for hende. Amylia var ikke den store menneskekender, men han så ikke ligefrem fornøjet ud. Undskyld ville hun sige. Men hun havde gjort det med vilje, og undskyld sagde man, når man var kommet til noget. Var gået ind i en eller anden. Og hun havde jo løjet ham op i fjæset. Hvorfor var det lige præcist en som ham der lagde mærke til det? "Har du virkelig lyst til at gå?" Hendes let ængstelige ansigtsudtryk passede ikke helt til den nedtrykte, men rolige stemme. Hun måtte tage skraldet. Gik han, så fik hun han vel aldrig at se igen, og det burde ikke bekymre hende det mindste. Hun burde finde sig et rådyr. Fugle var for små.
Hun prøvede ikke at forklare det, og hun prøvede ikke at forsvare sig. Det var hendes eget rod, og hun ville tage det. Kort overvejede hun, om han temperament kunne række til vold. Hun ville helst ikke slå på ham. Bestemt ikke nu. 'Undskyld'. Tanken flagrede rundt i hovedet, men hun rankede ryggen og så ham ind i øjnene. Hun ville ikke skamme sig. Hun ville bare gerne snakke.

Han stoppede op og så tilbage mod hende.
Han svarede ikke med det samme, vis han overhovedet ville svare? At han stoppede op måtte være svar nok. Hvad var det? Hun var vred? Men også...nsæten bange for at han gik...Nej ikke bange, men bare...ja, et eller andet han ikke orkede at sætte ord på.
"Jeg ved det ikke, jeg ved bare jeg ikke orker at skændes, diskutere, være uenig eller hvilket ord der nu dækker det...Det er over det hele og jeg gider ikke spilde min tid på det mere, jeg er bare træt af at folk ikke engang kan give mig deres rigtige navn. hvordan kan jeg vide at noget som helst du har sagt til mig et rigtigt? Du har sikkert bare holdt mig for nar og more dig over mig når jeg vender ryggen til...Og det orker jeg heller ikke" ja, han var træt. Ufattelig træt.

//Spiser lige//

"Jeg er forsigtig." Hun sagde det langsomt, for at hun ikke igen sagde noget hun senere ville fortryde. "Jeg skal nok lade være med at lyve, men så må De leve uden svar på nogle spørgsmål. Alt andet end mit navn er rigtigt. Hvis De vil, kan jeg godt vise Dem skuret. Det er kun nogle minutter væk." Han var stoppet. Det var positivt. Ordene flød ligesom rundt og snublede næsten over hinanden i deres iver efter at komme ud. Hun ville bare godt snakke. Lære ham at kende. Vide hvem han var. Hun kiggede på ham med fikserede øjne uden svig. *Nu ville være et godt tidspunkt at læse mine tanker på* Hun ventede bare på hans accept eller afslag. Egentlig var det meget mere risky buisness at vise ham til hendes bosted, men selve gestussen med at lægge al tilliden over på ham, gjorde det ret klart. Øv. Hun kunne bare gå ud og sparke til noget. Hvorfor var det sådan noget hun ville sige?
Den sidste rest a situationsfornemmelse og fornuft sagde til hende, at nu ikke var tidspunktet til at bryde ud i manisk latter. Frustreret latter. Og for en gangs skyld hørte hun efter fornuften, og sagde ikke mere, men stirrede fast op i hans øjne. Han var en smule højere end hende, og hans mørke øjne slugte hende i et øjeblik, men hun sænkede ikke blikket. Ville han ikke forstå det, bare sådan lidt?

"Vis det er det der skal til" sagde han kort og gengældte hendes blik, borede sig ind i det for at finde bare det mindste lille rest af noget...af nogen han kunne forholde sig til, en sidste lille rest af ærlighed, bare det mindste. Han var fuldstændig ligeglad med om de skulle skilles nu, eller om de fortsat skulle snakke sammen lidt endnu.
"Fint, vis mig dit skur" sagde han så, mest for at vide hun ikke kun talte med løgnens tunge, mest fordi han vidste hun ikke var glad for det, men vis hun virkelig ønskede hans selskab, måtte hun gøre noget for det. Og netop fordi hun ikke brød sig om det ville han.
Han lod armene glide ned langs siden og ventede bare på hun viste vej, han ar ligeglad om besvarede spørgsmål med tavshed. Vis det var det der skulle til for hun ikke løg over for ham. Så var han tilfreds.

Et umærkeligt suk undslap hende. Han ville højest sandsynligt aldrig stole på hende igen. Hun kastede kort med hovedet, før hun med faste skridt gik forbi ham, skrevede væk fra dyrevekslet og satte sin egen kurs, næsten skævt tilbage. Hun vidste at han ville følge med. Eller det var i hvert fald hvad hun overbeviste sig selv om. Hun trådte til, med faste skridt, og hendes ubehag blev næsten større pr. skridt. var det faktisk en lugt? Hun var ikke helt sikker. Grantræerne begyndte at blive hyppigere, til de klumpede sig let samme, og man måtte følge hende egen lille sti, for ikke pludselig at møde en ufremkommelig jungle af grangrene. Grannålene satte sig i hendes løse hår, og hun blev efetrhånden mere og mere sikker på, at det var en duft. Hun havde kun været hjemmefra i få timer, så hun forstod virkelig ikke hvad der kunne være sket. Hun var vågnet tidligere end normalt, og havde ikke forspildt noget. "Vi er der om lidt." Hvis bare hun kunne vise ham, at hun ikke kun var en løgner og bedrager...

Han fulgte rigtig efter hende, han havde jo selv forlangt at se hende hjem. Han elskede duften af grantræer og selv om træerne stod tæt var det alligevel som om grenene bøjede sig væk fra ham så han sagtens kunne komme til. Nogen han bedte dem om. han fornemmede intet fremmet lige nu, selv om han mente han kunne mærke noget ved hende, men han havde det i tankerne at det nok var fordi de havde haft et mindre sammenstød. Han trak vejret dybt og mørkede sin sædvanlige, dybe ro brede sig gennem hele kroppen sammen med den dejlige duft af gran. Han sagde ikke noget med fulgte bare roligt efter hende.
Nogle af at nedfaldende grannåle stak ham under fødderne, men ikke så det gjorde alt for ondt, de fleste knækkede under hans vægt og da han var van til at gå med bare fødder havde han hård hud til at modtage dem.

Hun trådte ud i en lille lysning. Hun havde genkendt duften, men havde affejet tanken. Det kunne ikke være. Der var jo en grund til at hun ikke smed om sig med navnet og addresser. Hendes skridt blev hurtigere og efterhånden var skridtene mere spring end egentlige skridt. Hun trådte ud fra træerne, selvom lyden allerede havde advaret hende. Et skridt til, og hele natten blev lyst op. Flammerne slikkede op ad taget på den skæve bygning. Det havde aldrig være mere end et skur, og hun havde kun brugt kælderen. Men nu blev det nok adrig til et ordenligt skur igen. I grantræet der måtte siges at stå overfor hoveddøren, hang fem lange røde hår. Draperet hen over grenen, så hun med sikkerhed ville opdage det.
Jorden pressede imod hendes knæ. Hun havde ikke mærket dem ryste, før hun sad lamslået og stirrede på flammehavet. Hvad hvis hun var vågnet senere og var fanget? Hun ænsede ikke Sean. Hun så ikke flammerne. Det var de røde hår der havde hendes opmærksomhed.

Han stoppede overrasket op da han mærkede den røgede lugt omkring sig, de alt for lysene, røde og orange flammer som slikkede sig op af...resterne af et skur og det nærmeste grantræ, op mod himlen som om det også prøvede at fortære det.
Han stod en lille meter bag hende og så på det, overrasket men også betaget af det faktisk ret flotte syn. Han vidste der var et godt stykke hjem til ham, så hans hjem ville kun være i fare vis det bredte sig til en skovbrand, men det virkede ikke som en mulighed. Men man vidste aldrig.
Først nu ramte tanken ham, om at det var et hjem der var forsvundet, og de ting der var inde i det, var forsvundet og havde sikkert rystet den vampyr der sad foran ham. På knæ. Lettere chokeret, overrasket og...ja, han havde ikke meget styr på hvilke følelser elelr reaktioner der måtte løbe igennem en på dette tidspunkt...Kun...en...gang....
Han sank og så op mod himlen, lukkede øjnene. Ville ikke tænke på det, ville...ikke...tænke...på det....
*Sean! Løb den anden vej!...SEAN!* Stemmen rungede i hans hovedet og begrund af hans lille sygdom åbnede han øjnene og så sig forvirret omkring, endtil virkeligheden igen kom til ham. Han lænede sig op af det nærmeste grantræ og stirrede nu tomt på ilden.

Først var forvirringen værst. Så frygten. Tomheden, og til sidst beslutsomheden. Hun var i live, og heldig. Det måtet have taget lidt tid at få gang i de kolde brædder, så et uehld kunne det næppe være. De røde hår, som en autograf. Hun tænkte på den ubehagelige følelse hun havde haft af at blive iagttaget. Det måtte have været efter at huset var i flammer. Han måtte have opdaget at hun var gået, og gået efter. Eller også var Sean bare mere hemmelighedsfuld end hun regnede med. Med langsomme bevægelser rejste hun sig, og bøstede knæene af. Hun strakte ryggen, og gik. Væk fra ilden, og det lille skur der havde været et sikkert tilflugtssted. Hun kunne sove i teatret eller omkring metroen, når den tid kom. Hun kunne måske endda leje en lejlighed i byen.
Hun så kort på Sean, og hun fik lyst til at råbe ham ind i hovedet. Der stod han, og så bare ligegyldigt på hendes hjem der flammede op. "Er du glad nu?" Hun gik langsomt fordi ham, og gnubbede kinden med hånden, for at få asken væk. Chokket skulle nok komme senere. Hun satte kursen mod søen. Mod vandet. Måske instinkt. Hun så sig ikke tilbage, for hun vidste ikke hvorfor hun burde. Hvis Sean troede på hende kom han med. Hvis ikke, havde hun nok at tænke over allerede. Hånden blev ved med at gnubbe hendes kind, selvom asked for længst var væk. Hun følte sig tilsmudset og uren.

Han fulgte efter hende til de stoppede ved floden. Han mærkede den stigende vrede inden i sig.
"Glad?! Over hvad dog?! synd dit lille lorte skur brændte ned, men vis du tror det er min skyld!!!" han kunne mærke voldeligheden komme op i sig, når han var vred manglede han ord og tit kom det ud i vold i stedet. Men han ville ikke, lige meget HVOR meget han så ønskede at se hende lide, istedet vente ham om igen og forsvandt ind mellem træerne inden hun kunne, vis hun overhovedet ville, sige noget. Det var anden gang de skændes...Nej, man skændes kun med folk man holdte af, så det var bare anden gang de var uenige, en hård diskussion eller hvad folk nu ville kalde det! Det måtte jo bare være et tegn til hvad han også uden mærket vidste, han skulle være gået fra hende for længe siden. Han satte ubevidst kursen mod sin egen hytte som lå en god lille times gåtur derfra.

Hun hørte hans skridt gå en anden vej. Og hun vidste at han ikke ville følge hende. Too bad. For hvem? Ikke helt til at sige. Hvad var hans problem egentlig? Hvorfor blev han så sur? Den kolde beslutsomhed havde sat sig, som en brændende kræftknude, og alligevel blev hun endnu vredere da han selv flippede ud. Han var bare ikke... Hun fik lyst til at sparke til det første og bedste, men snurrede rundt i stedet. "Men hvad? Hvad hvis jeg tror det? Og mere vigtigt, hvorfor fuck skulle jeg det? Jeg kan ærlig talt ikke se dig som en hardcore pyroman." Og nu stak han af. Selvfølgelig gjorde han det. Sådan var mænd vel. Troede at de vidste alt, og skred så, når der var ting de ikke forstod. Hun ulmede koldt, ærgede sig allerede vagt over ordene. Det hjalp jo nok ikke ligefrem at blive mere uvenner. Eller fjender, efter at dømme på hans reaktioner på hende. Hun knne mærke hvordan hendes ord bare blev et mere desperat forsøg på at fremtvinge andre reaktioner, for hvad havde hun set? Høflighed, og afsky, så vidt hun kunne huske. Hendes negle borede sig ind i hendes hånd, og hun mærkede hvordan lillefingerneglen prikkede hul på læderet, og hun kunne ikke bekymre sig mere, som hun stod med halv front mod Sean og stirrede efter ham med mørke øjne.

Han vendte sig vredt om og mærkede hvordan vreden, raseriet, overtog hans krop.
"Hvorfor fanden bliver du så sur på mig, vis det ikke er fordi du tror jeg er skyld i det? Hvordan skulle jeg også kunne være skyld idet? Jeg var sammen med dig!" af ren frustration hamrede han hånden ind i det nærmeste træ for at komme af med noget af ham. Hans hud flækkede og blodet løb ned af hans fingre og dryppede ned p åjorden. Men han var ligeglad, mærkede ikke engang smerten. Hans øjne havde skiftet fra bare at være mørke til helt sorte.
Hvorfor var kvinder så...SÅ FIRKANTET! De troede altid de forstod det hele og at de altid havde ret, kunne ikke tåle vis man gik imod dem, så lavede de bare deres egen umulige sandhed. Også en grund til han aldrig hvad fundet sig en, det og fordi han bare generelt var eneboer.

Hvad bildte han sig ind?! Hvorfor skulle hun dog havde fået idéen at han selv brændte det ned? Hun havde lige sagt at han tog fejl, og så holdt han fast i det? Hvorfor fik han sig ikke nogle nye argumenter? Hun vidste da godt at han havde været sammen med hende, hun havde da øjne i hovedet! En svag duft af blod fyldte hendes næsebor, og bare anstrengelsen ved at skulle tænke på en smule selvkontrol, samtidig med at være vred var simpelt hen bare alt for... Ugh! "Jeg har sgu da ikke sagt at du brændte det! Helvede. Jeg er sgu ikke sur på dig over det..." Sætningen forblev ufærdiggjort, da hun ikke anede hvad hun skulle sige. 'Jeg har bare så mange forvirrede og modstridende følelser' klart, hvis hendes navn startede med Saint, eller Jomfru. 'Jeg er sur på nogle andre' ville virke, hvis hun faktisk kunne svare på spørgsmålene. Mildest talt anede hun ikke hvad hun kunne sige. Hun var frustreret og forvirret, og en kort bjæffende latter viste et øjeblik hendes frustration.

Han følte hvordan han begyndte at blive rolig igen, ikke fordi hun beroligede ham.
"Aha, hvorfor bliver du så sur på mig?" han lagde armene over kors og lænede sig op af det nærmeste træ mens han så på hende. Det var ikke hans skyld, det viste han godt, men det hun havde sagt...eller reageret vel mere, havde i hans hovedet betydet at hun havde anklaget ham. Hvorfor spildte han enlig sin tid på dette pjat? Når de endelig blev enig om dette emne ville det næste bare dukke op og så kunne de være uenige igen, som en ond cirkel.

//Undskyld, min krea er lidt død lige nu^^//

Kunne han ikke bare for en gangs skyld lade være med at misforstå hende? Han stod, som var han overklassens definition og afkrævede en forklaring. Hvorfor skulle hun overhovedet give ham den? Hun kunne bare lade være. Tage til byen, blive fuld i nogle junkiers blod, og falde i søvn i en kongelig loge. Så hvorfor skulle hun ikke bare forsvinde? "Jeg er ikke vred på dig. Jo jeg er, du er bare så... Hvad vil du? Det ene øjeblik er du smilende og høflig, det næste er du ved at skride, så bliver du skide sur, og ud af det blå er du bare helt rolig igen? Jeg forstår det ikke!" Hun slog frustreret ud med armen og stirrede på Sean. Det virkede som om han virkelig havde en klar plan, som om han vidste hvad han ville, og hun var bare utroligt dårlig til at læse ham. Hun bed tænderne sammen, men holdt for en sikkerheds skyld stadig neglene godt gemt mod håndfladerne. Humørssvingningerne var da også underlige her til aften?

Han så lidt på hende, han havde aldrig selv lagt mærke til sine hastige humørsvingninger...De var der bare.
Han trak p åskuldrene
"SKal jeg gå?" spurgte han, for ham lød det som om hun gerne ville have til gå, sådan som hun spurgte hvad han ville, han ville ikke noget.
Men han måtte hellere lige spørge, hun var vist ikke meget for at blive misforstået, især ikke lige nu. Det her var i teorien åndssvagt, han overvejede om hun ikke også overvejede bare at gå ver til sit. Men så ville dette stå lidt..uopklaret over deres hoveder. Han vidste ikke med hende, men han kunne sagtens bruge det næste døgns tid på at overvejede det her, tænke det igennem og om en mulig slutning. Eller noget.

Målløs stirrede hun på ham. Var han nu gået til at være venlig sådan, igen? Han skulle da ikke gå, men helt ærligt, var der lige nogen der ville forklare hvad der skete? Hvis det havde været en normal nat, kunne hun have sat sig og leet til tårerne trillede. Alt var så absurd. Og hun hadede ikke at forstå ting. "Nej, jeg vil ikke have at du går." Hun så på ham, som kunne hun se meningen bag hans opførsel ved bare blikket, men hun følte sig ikke klogere bagefter. Var alle jorddæmoner sådan? Hun troede virkelig ikke at det kunne passe, så ville det nok være mere almindeligt i byen.
Da tegnene på vrede forlod ham, begyndte hendes spændte nerver langsomt at slappe af igen. Hun opfattede ikke flere tegn på fare, og hun lænede sig svagt op mod et træ. "Jeg kan ikke helt følge med dig. Hvad tænker du?"

Han så lidt på hende
"Mine tanker er nok lidt for kompliceret til en uforstående" og lidt for private. Men det sagde han ikke, i stedet trak han lidt på smilebåndet for at vise hende at det ikke var ondt ment.
Der var en del ting der gik hende på og han havde fornemmelsen af selv at være svær. Men han vidste ikke hvorfor. Enden var det en evne han havde, var god til, ellers også var det noget noget andet. Han vidste ikke selv at han led af skizofreni, og han vidste faktisk heller ikke om de humørsvingninger hørte til under skizofreni.
Han rettede sig o pfra træet og rystede sig let for at holde gang i blodomløbet, han begyndte at savne sin varme seng hjemme i hytten.

Han var dog en virkelig underlig fyr. Lige pludselig lød det som om han svinede hende til, men alligevel formåede han at få det til at lyde som et komplimemtn, og smilte passende til. Hun opgav at følge med i humøret, men da han stod og næsten trippede lidt, slog det hende, at natten faktisk var ret kold. Ingen skyer holdt på varmen, og med pæn udsigt fulgte lav temperatur. "Vil du gå lidt? Søen er pæn om natten." Han kunne jo ikke stå der og gå til af kulde, det hjalp ingen steder. Hun undersøgte hans øjne, og overvejede om der overhovedet var andre tanker inde bad facaden, end hans ansigt viste. For hans skyld, håbede hun det.

//Dammit, min krea eksisterer heller ikke lige nu :s//