A New Beginning [Angelie]

Han lyttede til hende. Selvfølgelig...
”Jeg forstår bare ikke at den forbindelse til Damia er så vigtig for dig...” sagde han og rejste sig op.
Han gik hen mod hende, og på vejen rakte han ned i en lille taske som sad i hans bælte, og tg en lille, sort stofpose frem.
Da han nåede over til hende, åbnede han stofposen, stak hånden ned i den og fremdrog en lille håndfuld af hvidt og blåt pulver, som så ud til at lyse og glimte helt vildt.
”Det her er et særligt ekstrakt fra en yderst sjælden plante, som kun kan gro i Har'oloth. Det har en ganske særlig evne...” sagde han, og så hende i øjnene.
”o'goth jal hery ” sagde han på elegant Sortelvisk, og det glitrende pulver i hans hånd begyndte pludselig at svæve.
Som en nysgerrig sommerfugl, fløj det rundt om Angelie, søgende, og da det nåede hendes forbrændte arm, lagde det sig blidt på hele armen.
Så begyndte det at lyse, og Angelie ville føle en behagelig, kølig lettelse i hele armen.
Mindre end to sekunder senere, forsvandt det lysende pulver, og Angelie's arm var nu fuldstendig healet. Så god som ny, og ikke så meget som en skramme... og tilmed ren!

"Fordi den er en del af mig" svarede hun og himlede diskret med øjnene, mens hun overvejede hvordan hun skulle stille det op på en måde som han ville kunne forstå. "Ville du måske nogensinde opgive dine sværd hvis jeg var bange for at skære mig på dem?"

Hun protesterede ikke da pulveret svævede op fra hans hånd, mens han sagde ordene, som hun ikke forstod. Hun talte ikke det sprog og kendte ikke til det ukendte land som han omtalte. Hun havde aldrig været der.
Hendes arm blev bare hængende ned langs hendes side, mens hun mærkede den kølende effekt der gled igennem hendes forbrændte hud. Egentlig kunne hun jo bare have stukket armen ned i søens vand, men hun valgte at lade sig blive helbredt af ham, selvom dette var et tegn på svaghed.

"Båndet vil ikke kunne skabe problemer der ikke allerede eksisterer.. Og hvem ved" svarede hun, og et diskret hemmelighedsfuldt smil trådte langsomt over hendes læber. "måske vil det en dag kunne komme mig til gode"

Zane lod et lille smil komme op til overfladen, og han bøjede hovedet for Angelie.
”Tilgiv mig, min elskede. Jeg burde stole mere på dig... jeg... jeg tror bare at jeg er bange for at miste dig igen. Hvis jeg skulle miste dig endnu en gang... så ved jeg ikke hvad jeg ville gøre.” sagde han og lukkede øjnene.

”Jeg vil ikke forsøge at bryde jeres bånd.. men jeg håber at du har ret Angelie.” sagde han så og kiggede op igen.
Han var ikke glad for dette, det var tydeligt at se. Men han var villig til at stole på Angelie.

Imens støvet udøvede sin virkning på hendes brændemærker, tog Angelie sig tiden til kort at vende blikket hen over omgivelserne bag Zane for derefter at fæstne blikket på ham, som han begyndte at tale igen.
Ordene frembragte et diskret smil på hendes læber, og hun kunne ikke lade være med at tænke, at hun havde snoet ham omkring sin egen lillefinger. Gad vide hvor langt hendes temperament og argumenter ville kunne bringe hende hver gang de var uenige om noget?
Det var en tanke der rumsterede i hendes indre over længere tid end hvad først antaget. Den formede og udvidede sig, mens smilet bredte sig en anelse længere. Hun var dog godt klar over at nu ikke var det bedste tidspunkt at afprøve det på. Hun havde vist spændt linen så kraftigt, at den ikke ville kunne holde til at blive spændt bare en anelse mere.
"Selvfølgelig mister du mig ikke.. Lad nu være med at være fjollet" svarede hun og afsluttede sætningen med et halvt opgivende suk, for derefter at bøje og strække sin før skadede arm, mærke dens bevægelsesmuligheder inden hun lod den falde ned langs siden igen.

"Tager jeg måske nogensinde fejl?" Lød kommentaren fra hende, overlegen og selvsikker. Hun skjulte dog stadig den egentlige grund til at hun ikke ville af med båndet. En grund som hun på ingen måde havde i sinde at fortælle Zane om.