A New Beginning [Angelie]

Som altid valgte hun automatisk at gengælde hans kys, imens hun kort lod øjnene glide i, for at kunne leve sig helt ind i det hun havde manglet i det sidste halve år. Jovist havde hun da været på noget, men der havde ikke været nogen hun holdt af, eller havde valgt at se igen efter det. Han var noget helt andet. Hun ville aldrig kunne få nok af ham, og hun håbede at det ville forblive sådan.
Det var ikke løgn, at hun elskede ham, og det satsede hun da også på at han vidste.
Efter at kysset var afsluttet tillod hun sig at betrage ham i stilhed, bare for et ganske kort øjeblik, inden hun blev rykket ud af sin drømmeverden, da hans stemme igen kunne høres foran hende.

Selvfølgelig havde han opfattet den lille hentydning, men der var flere krav end det.. ene. "Du behøver ikke lade ham være" svarede hun hurtigt, og lagde hænderne mod hans bryst imens hun ventede på at kunne fortsætte. "Jeg siger bare.. Lad være med at opsøge problemet.. Hvis han vælger at dukke op, så fint.. Men lad være at opsøge ham, for at gøre noget ved det" forklarede hun halvt hviskende, og tillod sig endda at sende ham et halvt bedende blik.
"Jeg slukkede hans lys.. Det er nok.. for nu" tilføjede hun lidt efter, i den forhåbning om, at det ville være nok til at overbevise Zane om at han ikke skulle ud at lege røver og soldater nu.
"Jeg har lige fået dig tilbage.. Lad være med at sætte det på spil allerede!"

Han tøvede i et stykke tid mens han bare nød hendes nærhed.
Så sukkede han let og sagde:
"Jeg opsøger ham ikke. Ikke lige nu ihvertfald..."
Så meget kunne han da godt love hende når hun nu virkelig ønskede det.
"Og bare rolig.. jeg har ikke tænkt mig at sætte noget på spil." tilføjede han med et smil.

Han havde dog ikke glemt at hun havde sagt 'Nogle krav' og ikke 'Ét krav'.
"Og de andre krav?" spurgte han så. Disse krav var ham en gåde... han havde ikke den fjerneste idé om hvad det kunne være... og så var der også den kryptiske sætning med en 'blanding'. Hvad mon hun havde ment med det?

Angelies ord havde på denne dag ingen problemer med at trænge igennem det normale, kolde panser han havde om hjertet... og han kunne egentlig godt lide det.

*Jeg er sgu blevet mærkelig af den pige* tænkte han med et smil.

Det gik op for hende, at hun havde overhørt et af hans spørgsmål, og derfor lod hun hukommelsen glide tilbage for at finde den episode, som hun skulle huske at besvare, mens hun undrede sig en anelse. Dette fik hende til at knibe øjnene en anelse sammen, inden blikket blev vendt mod ham igen.
"En blanding af din opførsel.. Både blid og hård" forklarede hun langsomt, og trak let på skuldrene. Sådan var det med alt i livet. Blandinger, kompromiser.. Alt.

Hun måtte modstå trangen til at himle med øjnene af hans næste kommentar, og hun var lige ved at række frem mod ham, for derefter at prøve at ruske fornuft ind bag den tykke pandeskal der tilsyneladende dækkede for hans sunde fornuft, men hun nåede at stoppe sine hænder, da de var halv hævet ud fra hendes krop.
"Tiderne har ændret sig" bemærkede hun og gned hånden mod panden, inden hun rystede opgivende på hovedet. "Du bør ikke opsøge ham på noget tidspunkt.." Hun opgav dog at protestere yderligere mod hans ord, men vendte opmærksomheden mod det næste spørgsmål.

Smilet falmede en anelse, for derefter at glide over i et skævt et af slagsen, inden hun trak på skuldrene. "Hvis jeg skal giftes med dig, så skal der ikke være andre til stede.. Ingen skal vide det før det er overstået" forklarede hun hurtigt, og holdt derefter munden lukket. Det var velsagtens hendes eneste krav for at indgå et sådan bånd. Hun nægtede at risikere at det blev ødelagt.
En tanke kom op i hende, og hun åbnede igen munden for at tale. "Og jeg nægter at være i hvidt!"

Hun nikkede bestemt, i den forhåbning at hendes krav var trukket ind i ham, og afventede tålmodigt en reaktion fra hans side af, imens hun gled hen til søens kant, for derefter at dyppe fødderne igennem dets kolde hinde og lade det omklamre hendes hud, inden hun trådte ned på bunden, så vandet gjorde hendes bukser våde op til lige under knæene.

Han fulgte hende med blikket, og så hvordan søens vand gennemblødte hendes bukser til under knæene.
”Forvent ikke at jeg skåner Lazarus. Han har skadet dig groft... tortureret dig... det er en forfærdelig forbrydelse at lægge hånd på en klanleders nærmeste, og det straffes i de fleste tilfælde med noget der hedder Flaying.” sagde han.
Zane gik ned til hende og lagde armene om livet på hende bagfra.
”Lad os ikke tale mere om Lazarus nu...” sagde han roligt mens han begravede ansigtet i hendes hår.
Det duftede dejligt, hendes lange, røde hår...

Zane kiggede op igen og smilede.
”Hvidt... er for engle. Jeg er en sortelver og du er en elver. Elverskik er grønne, lårkorte kjoler og en lille tiara lavet af forsølvede blade. Sortelverskik er mere åbent... Det kan være en lang, sort kjole og et ansigtsslør, eller det kan være en kort kjole med en tiara af obsidian... der er mange muligheder, og du er den eneste der kan vælge hvad du vil have på.” sagde han og gav hende et lille klem bagfra.

”Med hensyn til at der ikke skal være andre... så er det vel ikke det store problem.” sagde han.
Så førte han roligt sin ene hånd ind under kanten af hendes bluse og kærtegnede det nederste af hendes maveskind.
”Stadig blød og dejlig...” hviskede han i hendes øre.

"Og jeg vælger at det er til at overse!" svarede hun bestemt til hans kommentar omkring Lazarus, inden hun opgivende himlede let med øjnene, inden resten af hans sætning trængte ind bag hendes pandeskal.
Flaying.. Ordet gav ingen mening og fik hende straks til at begynde at drage konklusioner af lignende ord, som kunne give mening. Flyvning.. Hun tvivlede dog på, at det havde noget med sagen at gøre.
Det var først da hun mærkede ham komme tæt på endnu engang, hvorefter hun drejede hovedet en anelse for at kigge på ham over skulderen, og lade sine egne hænder glide over hans. "Og hvad er det så lige?" spurgte hun langsomt og lod det spørgende øjenbryn hæve sig en anelse, inden hun nikkede let. Det var hun enig med ham i. Et suk kom kort fra hendes læber, da han dykkede ned i håret, og vendte i stedet blikket fremad, mens vandet stadig klyngede sig omkring hendes ben.

Hans stemme hørtes i det fjerne, men hun lyttede ikke rigtig efter. Der var mange andre ting, som optog hendes tanker, men alligevel formåede hun at sætte ordene sammen, så de ville give mening. Det var i det mindste noget hun kunne tage stilling til, og derfor nikkede hun automatisk, uden at kommentere på hans ord.. Man kunne vel sige, at hun ikke ønskede at skabe et muligt billede omkring det allede..
Smilet var diskret på hendes læber, da han nævnte at det ikke ville blive et problem, og hun var nødt til at trække vejret af lettelse inden hun gøs diskret over hans berøring af maveskindet.
Det frembragte et fnys, da hun var udmærket klar over, at det ikke var ligeså blødt og glat som før. Men på den anden side, ja så kunne hun trods alt leve med det. Ar var tegn på så mange ting, så det var vel en personlig sejr, at hun var blevet hjulpet igennem alt det her.

"Damia..." hviskede hun langsomt, mens hun lod sit hoved hvile mod hans. Hvad skulle hun egentlig fortælle ham.. Der var mange ting hun kunne nævne, og forklare, men alligevel var hun ikke helt sikker på om hun burde fortælle det til ham. Det virkede lidt som at forråde hendes ene halvdel.

Hendes spørgsmål overraskede ham. Og så alligevel ikke... Angelie var vel ikke 'blodig' nok til at kende til den slags.
"Flaying... er en langsom form for henrettelse.." sagde han.
Han greb hendes hænder og kørte langsomt sine fingre over hendes.
"Det starter med at man skræller huden af fingrene..." sagde han.
Hans fingre fortsatte blidt hen over hendes håndflader og op ad hendes arme mens han fortsatte:
"Derefter er det hænderne... armene..."
Hans hænder nåede hendes skuldre og han kørte dem ned over hendes ryg, ned til lænden.
"Skludrende... ryggen..."
Han kørte hænderne over hendes mave og op over hendes bryster.
"Maven... brystet... og der er de fleste allerede døde." sluttede han med hænderne på hendes bryster.
Han slap hende med et koldt smil.
Hendes næste ord, navnet på en dæmonkvinde, fik ham til at hæve et øjenbryn i forundring.
"Damia...?" sagde han stille.
"Hvad er der med hende?"

De spidse ører rettede sig opmærksomt mod hans stemme for at høre forklaringen på det fremmede ord. Imens ordene løb ind i hendes indre, mærkede hun samtidig hvordan han lod fingrene glide over hendes krop. Han startede ved fingrene og den svagt kildrende fornemmelse gled igennem huden, da berøringen fortsatte op langs hendes arme, for derefter at glide over skuldrene.
Hun lod øjenlågene glide ned over det blå dyb og skjule omverdenen for hendes blik, mens hun stadig lyttede til de få udtalte ord, men berøringen var ikke længere kildrende. Jo tættere på brystpartiet han kom, des mere konfus og utilpas følte hun sig.

Flashbacket passerede for hendes indre blik, som havde det brændt sig fast på nethinden. Dette omhandlede to eller tre mænd med slørede ansigter og dårlig ånde. Selvom det hele var en illussion kunne hun stadig lugte og høre det ondskabsfulde grin fra manden foran hende. Manden, der på nuværende tidspunkt var i færd med at udøve en voldtægt, mens hun selv havde været fastspændt af grebet fra de andre.

Hun rykkede sig fri af Zanes greb, da han var i færd med at udtale sætningen om, at de fleste ville være døde, hvorefter hun tog et par lange skridt længere ud i vandet, for derefter at vende sig mod ham, flå øjenlågene op, og sende ham et ængsteligt, forvirret og næsten dyrisk skræmt blik.

Hun ledte tilbage i hukommelsen da han udtalte navnet på hendes sjæleven. Bogstaveligt talt. Havde hun selv nævnt Damia, eller havde han startet samtalen omkring hende?
Blikket blev mere forvirret end før, og hun lagde armene omkring kroppen i et beskyttende greb, mens han derefter besvarede hendes lydløse spørgsmål.
"Hvor.." Stemmen knækkede over ved ordet, og hun stoppede sin tale, for at tage en dyb indånding og få styr på stemmelejet inden hun fortsatte. "Meget ved du fra... min tid uden.. dig?"

Hendes pludselige reaktion kom meget bag på ham og han stirrede forvirret på hende. Men kun et par sekunder... så gled en kulde ind over forvirringen...
"Jeg ved intet, Angelie... ikke ud over at jeg fandt dig mens du var i en anden tilstand ed du er nu... og at jeg lod Damia tage sig af dig så du kunne blive dig selv igen."
Det havde været meget modvilligt han havde accepteret Damias 'forslag'...

Han så noget i Angelies øjne som han absolut ikke brød sig om.
En frygt.. et minde...
"Angelie..." sagde han og trådte ud gennem vandet, så han stod lige foran hende.
Han så hende i øjnene og en blidhed som kun hun kendte til gled over hans blik.
"Er der ting du ikke har fortalt mig...?" spurgte han.

Hun opfangede ændringen med det samme. Muligvis mest fordi hun kendte ham, og kendte hans væremåde, og derfor vidste hun at kulden, der gled over hans forvirrede blik ikke ville have været der, hvis det ikke havde været for hendes bevægelse og opførsel. Eller det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind, og et ganske kort sekund.. Meget kort, gled følelsen af skyld over hende, men ved næste blink var det væk. Hun havde intet at føle sig skyldig over, så hvorfor overhovedet føle det.
Ordene brød hendes tanker om skyldfølelse, og blikket forholdt sig flakkende på ham, mens hun bestemt satte tænderne i underlæben, diskret så man næsten ikke ville kunne se det, og lod ham derefter tale.

Langsomt kneb hun øjnene mere og mere sammen. Åh jo.. Hun var taknemmelig af hele sit hjerte for den behandling Damia havde givet hende, men hun var mindst lige så skuffet over, at han havde ladet Damia tage hende så.. let. Det lød i hvert fald ikke til at han havde protesteret vildt meget mod dæmonens forslag.
"Bange for at få jord under neglene" mumlede hun næsten lydløst ud mellem ubevægelige læber, for derefter at vende blikket mod vandoverfladen.

Hans udtale af hendes navn fik hende til at se op mod ham igen, ligt tids nok til at se ham glide igennem vandet, for at nærme sig hende igen. Venstre ben bevægede sig bagud, klar til at tage endnu et skridt væk, hvis han nu skulle komme for tæt på, men hun blev fortsat stående.. indtil videre.
Hans spørgsmål fik hende næsten til at slå en latter op, men hun formåede at holde den så meget tilbage, så det kun blev et grynt af en art, inden øjenbrynet gled helt op i panden på hende. "Masser.. Du har ingen idé om hvor meget der er, som du ikke ved" svarede hun, og trak let på skuldrene, inden tankerne kort gled over det flashback hun lige havde haft.

Vreden flammede over ham, og han trådte et skridt frem og greb lidt hårdere fat i hendes arm end han egentlig ville.
"Hold ikke hemmeligheder for mig. Hvad er det, som får dig til at reagere sådan? Og sig aldrig sådan om mig igen... jeg har gjort langt mere i denne verden end den forbandede heks nogensinde kommer til!"
hvæsede han, før han endelig fik styr nok på sig selv til at slippe hende.
Nu var det hans tur til at føle en smule skyld...
At tage fat i Angelie på den måde lå absolut ikke til ham. Den slags smålige udbrud burde være langt under hans standard... men hans knivskarpe elverører havde opfanget hendes lille sætning, og hans bekymring over hvad der mon var sket med hende var større end han brød sig om.
"Undskyld..." sagde han og fnøs.
"Jeg er bare... jeg vil gerne vide det hele Angelie. Alt. Alle detaljer... " sagde han så og så hende i øjnene.
"Hvis vi virkelig skal være sammen, så må du dele alt med mig." sluttede han.

Hendes instinkt trådte automatisk ind, da han trådte frem. Hun flyttede vægten til den fod, som allerede var stået i jorden, men hun var for langsom, hvilket ikke ville overraske nogen. Angelie var langt fra ved hendes fulde styrke endnu, og ja.. Han havde altid været den lille smule hurtigere end hende.
Grebet kunne mærkes, meget endda. Hendes første tanke var at rykke armen til sig, efter et gisp af smerte havde undsluppet hendes læber, men hun foretog sig ikke denne handling. Hun ville ikke tilfredsstille ham med det. Derfor lod hun grebet være hvor det var, og sendte ham istedet et indædt blik, der fortalte mere end ord hvad hun mente lige nu. En anden tanke havde været at skabe en scene, hyle op om hvordan det gjorde ondt, som et andet pigebarn, men det var heller ikke noget der normalt lå til hendes natur, og det var ikke noget hun havde bestemt sig for at starte på nu da.
"Jeg holder ikke hemmeligheder!! Men det er jo ikke fordi du ligefrem har spurgt om hvad jeg har oplevet i dit fravær!.. vel!?" hvæste hun irriteret tilbage og kneb øjnene en anelse mere sammen, inden hun rystede vredt på hovedet over hans måde at tiltale Damia på. "Hun er ingen heks.. Hun har reddet mig! Mere end en gang!"

Hun mærkede grebet slække, og da hans hånd var helt væk fra hendes arm, lod hun sin modsatte glide op og gnide området, hvor han havde grebet fat, mens hun tog en dyb indånding.
Hun fnøs ligegyldigt af hans undskyldning, og sagde intet til den. Hun udviste heller ikke om denne var accepteret eller ej, men ventede bare.. Ventede på at han ville fortsætte sine ord, som med sikkerhed ville komme.
Hun fik ret. Talestrømmen startede igen, og hun lyttede.. Hun lod ham tale ud, og da han søgte hendes blik, vendte hun automatisk sit eget væk, ude af stand til at se ham i øjnene.. Hun følte sig svag, beskidt og uværdig over de ting der var sket.. Nogle af dem i hvert fald. Men det var meget få hændelser der havde styrket hende, som de havde gjort før.. Hun havde manglet en at lystre i al den tid..

"Fint!" svarede hun surt, og lagde armene over kors, for derefter at traske igennem vandet, forbi ham og ind mod kanten. Langsomt men sikkert. Hvis han virkelig ønskede at vide hvad hun havde været udsat for, så skulle han da endelig få lov til at flå sårene på hendes sjæl op, for derefter at stryge salt i dem.
"For du deler jo aaalt med mig". Det tykke dække af ironi var ikke til at tage fejl af. Det var før sket, at hun skulle spørge flere gange og lokke svar ud af ham, når det havde omhandlet ham selv, men selvfølgelig skulle han da have adgang til alt i hendes liv.. Hvilken fair deal.

Hans øjne lynede og hans hjerte slog så hurtigt at han kunne høre blodet suse...
og Zane vendte sig om og gik ind mod bredden igen.
Da han nåede den, satte han sig med siden til hende og lukkede øjnene.
Han var vred. Meget endda.

Jovist havde hun da haft sine kvaler med at få information ud af ham - som dengang han var dødeligt syg. Men det var vel forståeligt.. han var jo hendes herre, og på det tidspunkt havde de jo bare været elskere... ihvertfald i Zanes hoved.
Det var noget andet nu...

At hun nærmest havde kaldt Damia en helt over for ham, var næsten lige så godt som at slå ham i ansigtet med en smedehammer.
*Damia dræbte dig, din idiotiske lille tøs...!!* tænkte han hidsigt.
Hans åndedræt var roligt.. vreden var indeni nu, og han havde planer om at holde den der...

I modsætning til ham var hun ikke sikker på om hun følte sig vred eller såret på nuværende tidspunkt. Så da han bevægede sig ind mod bredden vendte hun protesterende blikket væk fra ham, men alligevel skævede hun ud gennem øjenkrogen for at se ham tage plads med siden til hende. Imens overvejede hun om de nogensinde havde haft et rigtigt skænderi. Det var ikke noget hun kunne huske.. Men på den anden side, så skulle en gang jo være den første.

Hun lod tiden trække ud i stilheden uden at bryde den, mens mulighederne blev vendt rundt i hendes hoved. Der var så meget at fortælle, og så lidt tid. Hun vidste hvad der var forventet af hende, men det var umuligt at opfylde alles ønsker.
Sukket gled langsomt over hendes læber i en opgivende tone, inden hun samlede sig indvendig og løftede hovedet i en stolt position. Blikket vendte sig direkte mod ham, for at se om han ville vende blikket mod hende. Hvis han gjorde ville hun vendte et par sekunder længere, og hvis han ikke gjorde, ville hun bede ham om at kigge på hende.

"Den dag jeg.. døde.. Anden gang" startede hun langsomt i et monotomt tonefald, der ikke fortalte noget om det virvar af følelser der løb igennem hendes indre. "Skete der det, at Damia og jeg fik et bånd.. Et sjælebånd.. Hun ved altid hvor jeg er og hun ved hvad jeg føler og tænker.." forklarede Angelie langsomt i håb om at han ville forstå hvorfor hun havde fået så tæt et forhold til Damia.
"Hun har reddet mig denne gang og før det.." Pausen indtrådte nu hvor hun ville forvente at få en reaktion fra hans side, imens hun lod hænderne glide ned i jorden, for derefter at purre op i denne så fingrene blev lettere mørke af den.

Zane drejede hovedet og så Angelie direkte i øjnene. Hans blik var gennemborende og målende.
”Du og Damia har altså et sjælebånd...?” sagde han.
Et sjælebånd, som ville være en fare for både ham og Angelie, et sjælebånd, som ville afsløre alt for Damia.
”Det bånd må og skal brydes, Angelie. Damia er farlig.”

Han rejste sig op og gik ud til hende igen.
”Jeg vil ikke skændes med dig. Det er vi to for gode til...” sagde han og tog hendes hænder.
En pludselig bølge af følelser skyllede ind over ham, og hans øjne blev milde igen.
”Du er den eneste jeg elsker... den eneste jeg overhovedet holder af. Du må aldrig komme til skade... og du må aldrig forsvinde fra mig...” sagde han.
Denne 'svaghed' som han lige nu udviste, var sjælden for ham... men Angelie stolede han på, og lige i dette sekund ragede det ham en papand om Damia kunne høre ham via deres sjælebånd.

Denne gang nægtede hun at se væk fra hans blik, og kiggede derfor tilbage i hans blik mens hun lyttede til hans ord. "Ja" svarede hun kort og ventede endnu engang på om der var noget der skulle uddybes eller.. andet. "Hvordan tror du ellers hun fandt frem til mig.. sidst" mumlede hun lavmælt i et himmelvendende tonefald, som om det var det mest logiske i verden. Damia havde umuligt valgt bare at ligge vejen forbi hotellet for sjov. Den kvinde havde altid en større mening med de ting hun foretog sig. Det var helt beundrende, og Angelie beundrede skam også Damia.. Meget endda. Damia var for sin vis den eneste person, udover Zane selv, som Angelie havde haft respekt for, og det havde været en skam at kæmpe mod hende, fordi de tilfældigvis stod på hver sin side.

Sætningen rungede i hendes hoved, og et kort øjeblik var Angelie som forstenet. Hvad var det dog han sagde? Ville han tage den del fra hende. Det var jo ikke som at klippe en tråd over så den blev til to.. Han snakkede om at fjerne halvdelen af hendes sjæl, hendes liv.. Hende!
Hun mærkede ikke hvordan han tog om hendes hænder eller hvad han sagde. Blikket var stadig mod hans, men det var fjernt og chokket.
"Nej" hviskede hun, lige efter han havde sagt at hun aldrig måtte forsvinde. Ordet var dog ikke en bekræftelse til hans bekendelse, men et svar til at båndet ikke skulle fjernes. Hun ville ikke lade hendes person forsvinde ud mellem fingrene, nu hvor den lige var kommet tilbage igen.
Hun rystede samtidig på hovedet for at understrege dette. Og hvad mente han med at Damia var farlig? Kvinden var taktisk og klog.. Virkelig.. klog. Ikke farlig.

Langsomt begyndte det at gå op for hende, at han rent faktisk havde sagt noget mere. Ordene svømmede som en utydelig masse i hendes bevidsthed, og Angelie prøvede at huske på hvad han havde sagt. "Jeg.. Forsvinder.. aldrig" mumlede hun langsomt, og vidste at der ville komme en brydende samtale senere hen, hvor alt det ville blusse op igen, for hun skulle tilbage.. Der manglede stadig en undersøgelse.

Han gav hendes hænder et lidt hårdt klem.
”Du er helt væk Angelie... og jeg tror godt jeg ved hvorfor.” sagde han alvorligt.
”Du er bange for at hvis båndet mellem dig og Damia forsvinder, så bliver du igen til det, som du var før.” hans stemme var blid, men en undertone ville fortælle hende at hun skulle høre efter.
”Det er der ingen fare for. Din frygt er ubegrundet... Damia har måske nok kureret dig, men virkningen er permanent. Det er ikke noget hun bare kan tage fra dig igen.”

Han havde selv en form for respekt for dæmonkvinden... hun var ekstremt snedig og hendes mod var større end de flestes. Hun ville have været god at have på sin side, men han havde en fornemmelse af, at det aldrig nogensinde ville kunne komme til at ske.
”Dit sind er dit, og kun dit... kun du kan kontrollere det, og med den viljestyrke du plejer at have, så bør alt det her ikke være det store problem.” sagde han så.

Klemmet bragte hende helt tilbage til bevidstheden og nuet, hvor hun hørte bed tænderne sammen bag læberne for ikke at reagere på¨det pludselige tryk han havde givet hendes hænder.
"Nej.. Jeg er lige her" svarede hun halvt protesterende, da hun vidste at han havde ret. Hun havde ladet sig drive ind i sig selv, hvilket også var en nyskabt fornemmelse efter hun var blevet kureret. Det var ikke noget hun havde gjort i før overhovedet.
Erkendelsen kom til udtryk ved at svagt nik, mens hun kort lod blikket flakke imellem hans øjne, for derefter at lade det stedfæste sig igen. "Måske.. Måske ikke.. Jeg kender ikke til alt og Damia fortælle ikke mig alt, ligesom jeg heller ikke fortæller hende alt.. Men måske ville det vende tilbage til det" svarede hun diskret og overvejede kort hendes ord. "Jeg er ikke klar til at tage den chance".

Kendte man Angelie så vidste man, at hun levede for at spille russisk roulette med sin forstand og liv. Alligevel kunne hun ikke gøre det denne gang. Hvorfor var uvist, men hun havde en idé om at det trods alt var fordi hun elskede Damia.. Ikke helt på samme måde som hun elskede Zane, men alligevel på næsten den samme måde.. Meget tæt på.
"Selvfølgelig er mit sind mit!" svarede hun svagt irriteret og himlede kort med øjnene. Det sad trods alt i hendes hoved.. Det var hendes sind, det var bare ikke lukket af for Damia..
Fandens.. Hvis ikke Angelie i sin tid havde accepteret båndet, så ville Damia slet ikke være i stand til at trænge ind i hendes sind.. Men hun havde været alene, i problemer og Damia havde stået der med hjælpen rakt frem imod hende.
"Der er intet problem... Det har aldrig været et problem, og er det heller ikke nu.. Kun du føler båndet er et problem" mumlede hun lidt efter, i en næsten medfølende tone.

Lussingen kom helt uventet. Han slog ikke hårdt eller noget, og dette var normalt ikke noget han gjorde ved Angelie overhovedet.
Hun var bare nødt til at forstå alvoren i situationen.

”Nu hører du efter...” sagde han hårdt.
”Damia slog dig ihjel Angelie. Hun dræbte dig på taget af Abbadon mens jeg kæmpede mod Ma'lakel og hans kumpaner. Jeg fornemmede det, jeg følte din død... og jeg ved at Damia gjorde det. Jeg ved at hun nød det og at hun i sidste ende ikke ville have noget stort problem med at gøre det igen! Tag dig sammen Angelie! Bare fordi hun har reddet dig betyder det ikke at hun er god nok. Hun bruger dig, udnytter dig.. hun ønsker at du er hendes lille slave, hendes lille spion!”
Hans ord kom med sådan en alvor og i sådan en tone at hun vidste at hun ikke skulle afbryde ham.

”Det bånd må og skal fjernes. Det kan slet ikke diskuteres. Jeg skal bare finde ud af hvordan... om jeg så skal dræbe Damia for at gøre det!”
Hans øjne var hårde og alvorlige, og selvom han hadede at han havde slået hende, så håbede han inderligt at hun ville forstå hans ord og tage dem til sig.

Angelie nåede ikke så meget som at blinke med øjnene, før hun mærkede hånden ramme mod kinden og tvinge hendes ansigt til siden. Det gjorde ikke ondt på hende, og Angelie var vant til større fysisk smerte end dette, og alligevel var hun som plantet fast til jorden, overrasket, chokket.. Sidst han havde lagt hånd på hende, var da han havde slået hende i maven for længe siden, og det havde virket langt sjovere i hendes sind, og ikke noget der havde rørt hende indvendig.. Men lussingen fik det til at boble langsomt op.

En svag rød farve begyndte langsomt at brede sig over det sted på kinden han havde ramt, hvorefter Angelie langsomt vendte blikket mod ham.. Et blik der var bidende koldt og følelsesløs, som om slaget havde slået alt ud af hende.
"Nej!" svarede hun vredt for at afbryde ham, selvom det ikke virkede og Angelie lagde ufrivilligt øre til hans plapren om hvad der var sket. "Min død var nødvendig!! Uden den ville båndet ikke findes.." Hun hvæste lavmælt af ham, og trådte at skridt væk, mens hun rystede lidt på hovedet. "Du ville misbruge mig på den måde, og se hvordan det lykkedes dig!"

"Min død havde i det mindste et højere formål" mumlede hun langsomt og måtte endnu engang erkende, at han ikke vidste noget som helst om hvad Damia og hende havde planlagt, hvilke risikoer de havde taget i hans fravær eller de konsekvenser der var kommet ud af det.
"Det bånd bliver hos mig! Ligemeget hvad!" svarede hun vredt dels fordi hun ønskede at beholde det, og dels fordi hun bare havde lyst til at være imod ham ligegyldigt hvad på nuværende tidspunkt.

Han betragtede hende stille mens hun talte, og hvert evig eneste ord ramte ham som en forhammer.
Hvert ord trængte ind, og de fleste af dem gjorde mere ondt end han havde forestillet sig ord kunne gøre.

Da hun var færdig, stod han bare og kiggede på hende i et par sekunder. Hans øjne mistede deres gnist, og blev en anelse matte, og hans holdning blev anderledes, nærmest ligegyldig eller opgivende.
”Fint...” sagde han så. Det lød mere som en hvisken end som et rigtigt ord.
”Så behold den, og besku hvad det koster dig.”

Med de ord, vendte han sig om igen, og begyndte at gå ind mod skoven. Han så sig ikke tilbage selvom hans hjerte skreg efter Angelie, som stod ude i søen. Angelie som han lige havde fået tilbage... og som han nu ville give afkald på.
Han trådte op på bredden og fortsatte bare med at gå.
Hans øjne var fugtige nu, men han nægtede at lade sig ydmyge ved at fælde tårer denne gang.
Han var trods alt en Valshar, og en Valshar græd ikke, selv ikke over sådan noget her.

Hun var godt klar over at hendes ord ikke var fair over for ham, men slaget havde gjort hende rasende og såret på en og samme tid, og man kunne vel sige at hun ønskede hævn. Hun vidste at ord kunne gøre langt mere skade end slag, hvilket havde været grunden til at hun havde brugt dem på den måde.
Blikket var stadig vendt mod ham, og hun kunne svagt se at hendes ord rent faktisk havde en påvirkning. Den påvirkning som hun måske havde ønsket de skulle have, og alligevel ikke. Det var en anden reaktion hun havde ventet, end den hun så nu.
Hun havde forventet at han ville råbe op og slå ud igen, men i stedet så hun hvordan han blev mere.. opgivende og trist, hvordan gnisten forsvandt og et kort øjeblik mærkede hun stikket af dårlig samvittighed, for derefter at skubbe følelsen væk fra hende.

"Den vil ikke koste mig noget jeg ikke allerede har mistet" svarede hun tilbage og vendte blikket væk fra ham. Hun nægtede at lade samvittigheden overtage. Hans ord havde været mindst ligeså uretfærdige som hendes.

Hun så hvordan han vendte rundt for at bevæge sig væk, og det gik op for hende, at han havde tænkt sig at forlade hende.. her.. alene. Hun trampede igennem vandet, for at nå ind til bredden og stoppe op, mens hun så hans ryg glide længere og længere væk.
"Du kan ikke være imod alt du ikke forstår!" råbte hun efter ham, inden hun rystede let på hovedet, for derefter at sætte sig ned på jorden. Hun ville ikke følge efter ham, selvom det var hvad hun mest af alt havde lyst til. Stædigheden tvang hende til at blive hvor hun var, ligegyldigt hvor ondt det gjorde på hende.

Zane stoppede kort op, men uden at vende sig om. Han knyttede næverne, og med en pludselig, voldsom vrede, sagde han højt: ”Du er blevet svag, Angelie! Du stoler ikke længere på mig, og vælger i stedet en fjendes side! Du siger endda at du allerede havde mistet mig!!”

Han vendte sig om med et ryk, og hans lilla øjne lynede af vrede.
Zane rakte en hånd ud mod Angelie, og en ring af lilla flammer begyndte langsomt at dannes omkring hende.

”Ingen i denne verden eller i andre verdener har nogensinde skænket dig hvad jeg har skænket dig! Ingen har nogensinde vist dig det liv, som du fortjente, ud over mig! Ingen har nogensinde elsket dig så højt som jeg, og alligevel vover du at forråde mig på denne måde!!” sagde han højt, og vreden i hans stemme var slet ikke til at tage fejl af.

Flammerne var flere meter høje nu, og heden fra dem ramte selv Zane. Han sørgede dog for at de ikke ramte Angelie.

”DU ER IKKE LÆNGERE I STAND TIL AT VÆRE MIN VALSHARESS!!! DU HAR FEJLET MIG OG DU HAR FEJLET DIG SELV!!!” skreg han ad sine lungers fulde kraft.
Hun havde ændret sig... hendes uigennemtrængelige jernvilje var væk, hendes respekt for ham var væk, hendes sande væsen var væk!

Zane knyttede sin fremstrakte hånd i en næve, og de tårnhøje, lilla flammer forsvandt.
Angelie ville ikke være beskadiget af dem. Hun ville have følt varmen fra dem, men ikke nok til at komme til skade, og flammerne havde ikke så meget som strejfet hende.

I takt med at hun kunne høre i hans stemme hvordan hans vrede gled i vejret, så fulgte hendes egen trop, hvilket fik hende til at hale sig selv på benene på et kort øjeblik, for derefter at skule mod ham.
"Åh det har jeg!" svarede hun vredt, og klemte øjnene sammen til små sprækker. "Du glemmer vist hvor mange ganger det er jeg rent faktisk har mistet dig!" Hun var ikke svag! Og det vidste han.. Det måtte han da vide, for hun havde ikke ændret sig, men fandt sig bare ikke i alt længere.

Selv om hun kunne se hans vrede blik gjorde hun intet tegn på at flytte sig. Faktisk kunne hun ligeså godt have sømmet fødderne fast, for hun ville blive stående. Hendes eget blik ændrede sig fra det vrede, kølige og over i et ligegyldigt blik, der næsten fortalte at dette var begyndt at kede hende. *Han har jo værre humørsvingninger end en teenagetøs* tænkte hun lettere opgivende og modstod trangen til at himle med øjnene, da hun så og mærkede hvordan flammerne begyndte at vokse omkring hende.

Igen måtte hun ligge øre til hans beklagelser og brokkeri, hvilket hun også gjorde. For første gang i deres diskussion havde han faktisk en pointe. Han havde givet hende livet tilbage, og det var noget hun aldrig ville være i stand til at betale tilbage. Imens han råbte op om forræderi trådte Angelie først et skridt mod flammerne, der varmede hårdt omkring hende, for derefter at tage et mere. Hendes arm blev rakt frem, og hun lod den synke ind i de lilla'e flammer, mens hendes blik stirrede stålfast mod hans. Hun var klar til at tage imod det der ville komme ud af det.
Hun mærkede hvordan flammerne rev fast i hendes hud, og lugten af brændt hud gled langsomt op mod hendes næse, mens hun koncentrerede sig omhyggeligt om ikke at pive over smerten. Hun ville ikke flytte armen, så det måtte blive Zane der bestemte om ilden skulle fortsætte med at svide igennem armen eller ikke.

Hun hørte den næste råben og ventede til han havde talt ud, inden hun tog en dyb indånding efter at være sikker på hun havde styr på stemmen, selvom ilden stadig lå omkring hendes arm, hvis han endnu ikke havde fjernet denne.
"Husk på det her" svarede hun langsomt, og holdt en kort kunstpause. "Hvem ville gøre det for dig, som jeg har gjort? .. Nævn bare en person der ville det, for så vidt jeg husker var du så naiv og godtroende at din egen lærling vendte dig i ryggen".
Hun måtte holde endnu en pause da ordene svagt knækkede over til sidst, men hun genvandt fatningen, skønt forbrændingerne var indtrådt. "Du kalder det forræderi at jeg ikke vil af med et bånd.. Jeg kalder det forræderi hvis jeg valgte hende frem for dig i en kamp.. tænk over det!"
Hvis han endnu intet havde gjort efter et minut, ville hun træde endnu et skridt frem og lade sig omslutte af det lilla'e virvar.

Da flammerne var helt forsvundet, fik Zane øje på hendes arm.
Den voldsomme ild havde gjort sit, og hendes arm var bestemt ikke køn at se på.
Han flyttede blikket fra hendes arm til hendes øjne, og hans blik var gennemborende, og skuffet.

”Ma'lakel var en fejl fra min side. En fejl som aldrig må glemmes... men den fejl du begår ved at stole på Damia kan sammenlignes med det. Damia er farlig, og det ved du godt.” sagde han.

Han havde ikke forventet at hun ville stikke sin arm ind i de lilla flammer, og denne gerning fik ham til at føle sig... miserabel.
Han lod sig dumpe ned så han sad op ad et træ.
Så slog han opgivende med armene ud i luften og sukkede.

”Hvad forventer du at jeg gør? Damia dræbte dig.. hvordan skulle jeg nogensinde kunne lade hende komme så tæt på?”

Hendes eget blik ville ikke blive vendt mod hendes arm, da hun vidste at det ville se slemt ud.. Meget. Armen i sig selv var forkullet omkring albuen og det nederste af underarmen, for derefter at have væskende brændsår omkring på denne også. Tøjet var brændt for længst, og Angelie brugt den raske hånd til at kvæle de sidste små flammer, der slikkede sig op langs ærmet på hendes trøje.
Forsigtigt og langsomt lod hun armene falde ned langs siden, mens hun stadig kiggede på ham med et kedeligt og opgivende blik. Det var tydeligvis ikke muligt for ham at forstå hvorfor hun havde det sådan. Faktisk opførte han sig som et barn der ikke fik sin vilje i hendes øjne.

En fejl.. Det var ikke ligefrem det Angelie ville kalde det der skete den dag. Det var en direkte katastrofe fordi han havde været forblændet af Malakels planer og person. At Angelie aldrig havde kunnet lide ham var en helt anden side af sagen.

et kort fnys tråde igennem hendes næsebor ved hans kommentar. Og det var ham der lige havde kaldt hende svag? Ham der nu sad der og så direkte ynkelig ud, mens han spurgte hende om hvad hun forventede af ham. Ja det er flot.. virkelig.
"Jeg forventer at du accepterer og stoler på mig, når jeg siger at jeg ikke vender dig ryggen frem for Damia, men nægter at opgive den forbindelse jeg har til hende" svarede hun kortfattet og ville have lagt armene over kors, hvis det havde været muligt for den sortsvedne arm. "og næste gang du overvejer at gøre mig til grillkylling, så gør det ordentligt"