What am I doing here? ~ Diego [Privat]

Han smilede varmt til hende og lagde sin hånd på hendes. Han gav den et blidt klem og søgte hendes blik.
"Jeg kunne sikkert finde på noget. Men det ville jo ikke betyde noget for din situation. Desuden er det jo forskelligt fra person til person, hvor meget man kan holde til ... " Diego synes personligt, at han selv havde gennemlevet meget. Men han troede skam stadig, han kunne klare mere. Det var jo ikke ligefrem som om de par hårde ting, han havde været igennem, have ødelagt ham fuldstændigt. De havde efterlagt mærker, men det gjorde alt jo. Hver gang man mødte et nyt menneske, hver gang man oplevede en ny ting ... det satte fingeraftryk i sjælen. Og de, der aldrig ville forsvinde, bare bare med til at skabe den person, man var. De var vist begge fedtet ind i den slags aftryk. Omend mærkerne havde formet dem meget forskelligt.
"Er der noget jeg kan gøre? Nu har du jo hjulpet mig sådan ... "

Hun bed sig i læben lige da han lagde si hånd på hende, ikke fordi hun ikke kunne lide det, den var bare meget kold, men hun vænede sig hurtigt til kulden og sagde stadig ikke noget til det.
Hun nikkede stille, en smule overrasket, nu havde hun givet ham chancen for at 'belære' hende om hvordan andre også havde det, og så tænkte han mest på hende?
hun kiggede ned og tænkte lidt da han spurgte om der var noget han kunne gøre "Det eneste du kan er...." Hun bed sig stille i læben lidt "...Vær min ven" sagde hun stille og så på ham.

Smilet på hans læber bredte sig yderligere. Det var ikke lige dét han havde regnet med ... Hun var kropsmæssigt to år ældre end ham, og virkede langt mere moden ... Men lige pludselig var det som om hun var faldet i et hul og var blevet den lille af dem. Men han nikkede. Det var da en lille ting at betale for at kunne være hos hende for dagen. Og så havde han også et tilflugtssted, hvis det gik galt en anden gang. Han gav hendes hån endnu et klem, mens hans nikken tog af. Han så hende i øjnene og slap hendes hånd igen lidt efter.
"Du burde spise noget ... Du ser lidt afkræftet ud." Han så oprigtigt bekymret ud. Men det var egentligt bare for at gengælde hendes egen bekymring. Hun havde jo i det mindste forsøgt at få ham til at drikke blodet omend det havde været koldt. Hun havde forsøgt. Hun havde bekymret sig for at han sultede - eller også havde hun måske kun bekymret sig for sit eget liv.
Men det ville jo helle rikke være noget, man kunne se skævt til. Alle ville først og fremmedst tænke på sig selv.

hun bed sig stille i læben med et lille smil da han nikkede "Tak" sagde hun stille og følte sig pludselig som et lille barn der lige havde fået sin vilje over et eller andet ligegyldigt... forskellen var bare... at det var meget vigtigt for hende at han ville være hendes ven.
Hun sukkede stille og nikkede "Du har nok ret" sagde hun stille inden hun rejste sig og gik ud i køkkenet hvor hun lavede noget hurtigt og tilfældigt, hvorefter hun stod stille derude og spiste det, hun havde det helt underligt med det, men hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle gøre for at hjælpe ham, trids hun gerne ville gøre alt...

Diego så efter hende, da hun gik ud. Så sukkede han svagt, smækkede benene op på sofaen og lukkede øjnene. For at hvile sig, ikke sove. Hun stod alligevel og spiste, så han kunne ligeså godt. Sulten nagede ham, og dagen skulle bare gå hurtigt, så han kunne jage igen. Tanken om blod ...
Nej! Han måtte ikke lade sig selv tænke på det. Ligegyldigt hvor meget han længtes efter denne søde nektar. Den eneste, der var i nærheden, var Yuuki, og han havde ikke tænkt sig at stikke tænderne i hende. Endnu.
Noget gik op for ham, mens han lå der og tænkte ... Han kendte hendes navn, gennem hendes tanker. Men var det mon gået op for hende, at hun slet ikke kendte hans navn? Hvor var det dog komisk. Og dog ... navne var overflødige.
Som William Shakespeare skrev: 'En rose ville dufte ligeså sødt, uanset hvilket navn man gav den.'
Manden havde måske været speciel, men han havde alligevel nogen gode pointer.

Hun bed sig stille i læben mens hun stod der ude og spiste, hun vidste hvor 'sulten' drengen var… drengen… hun kendte ikke engang hans navn… hun fik det lidt dårligt ved tanken om at hun bare stod og spiste, hun skubbede stille talakenen væk og gik ind i stuen igen… hun lidt på ham, det hun havde tænkt sig vidste hun ville farligt, men hun følte at hun på en måde var nød til det.
Hun sank en lille klump "Ehm… først… hvad hedder du egentlig?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå

Han hørte hende gå ind i stuen, og satte sig op i sofaen igen. Han følte sig tung i kroppen, men sulten ville ikke lade ham sove. Det ville ellers være godt med lidt søvn.
Han så på hende med et træt udtryk og gred sig lidt i øjnene - hvilket endnu engang fik ham til at ligne en lille, uskyldig dreng. Han smilede svagt til hende. Hun havde altså haft samme tanke som han havde.
"De kalder mig Diego ... Og du hedder Yuuki. Ikke? Intressant navn." Han virkede venlig igen. Sikke nogen humørsvingninger teenagere egentligt kunne have. Og sådan nogen var de jo begge. Det var vel en god ting at skyde skylden på.
Det var også noget, der virkelig irriterede ham lidt. Han var ikke bare fanget i en syttenårrig krop. Han var fanget i puberteten!

Hun bed sig i læben da han igen lignede den lille uskyldige dreng, hun nikkede stille "Diego…" gentog hun stille, hun pludselig ud som om hun havde bestemt sig for noget, hun bed sig lidt i læben inden hun sagde "Bid mig… Diego…" hun så på ham med et blik der sagde at hun mente det.
Hun vidste at det kunne koste hende livet, men det var en pris hun var klar til at betale.

Han så måbende på hende. Men den måbende grimasse blev hurtigt til et smørret grin og han rystede lidt på hovedet.
"Yuuki ... Hvorfor? Du bryder dig ikke engang om min slags." Hun havde lydt ligesom de piger han i tidernes løb havde forført. Men han var sikker på, at det ikke var sådan situationen havde været. Hun var bare bekymret for sin 'ven'. Gættede han da på.
Han lagde hovedet på skrå og søgte hendes øjne. Hun kunne vel ikke være seriøs! Ikke efter ... al det, der næsten lige var sket.

Hun så bare på ham da han spurgte hvorfor, hun bed sig i læben "Du har brug for blod… og jeg vil hellere giv dig mit blod end at se dig sulte" sagde hun neutralt og så neutralt på ham, hun bed sig stille i læben igen, hu. Var ikke sokker på om han troede på at mente det seriøst… ikke efter alt det der lige var sket, men det gjorde hun.

"Jeg kan godt klare mig til solen går ned ... Du behøver ikke at gøre det." Han tog blidt hendes hånd og trak hende ned at sidde i sofaen igen. Hvis hun virkelig ville, var det måske dumt at afvise hende. Men det var og blev sjovest at lege med sit bytte, før man tog føde til sig.
Hendes neutrale udtryk var heller ikke ligefrem noget apetitvækkende. Hendes humørsvingninger var så afgjort være end hans.
Hans blik faldt ned på hendes hals. Sulten nagede ham, men det var jo ikke ligefrem som om han var døende. Det kunne være, at hun var bange for det stod så slemt til?

// Har du kreasvigt? Jeg synes dine indlæg er blevet så korte >.<

Hun sukkede stille da han hev hende ned i sofaen "Er du sikker Diego?" spurgte hun stille, hendes neutrale ansigtsudtryk ændrede sig langsomt til et bekymret udtryk, hun bed sig stille i læben igen, hun kunne ikke lide hvis det stod værre til end det så ud som "Du må altså godt" sagde hun og så på med sit stadige bekymrede ansigtsudtryk, hendes neutralitet før havde vært for at dække over den bekymring hun havde i sig lige nu.
Hun sukkede lydløst og så ind i ilden, hun bed sig stille i læben mens hun prøvede at skubbe sin bekymring fra sig, men uden held, hun var overbevist om at han kunne mærke det på hende, hun følte sig en smule hjælpeløs lige nu, men hun vidste bare ikke hvad hun ellers skulle gøre.

Hendes spørgsmål, om han var sikker på det, bekræftede for ham, hendes uvilje. Hun ville ikke det her. Hun var helt sikkert utryg ved situationen og havde ikke lyst til at der skulle ske blodydgydelser, hvor hun selv var offeret. Hun havde jo været den ydgydende så længe.
Måske ville det også være godt for hende. At mærke hvordan det føltes at blive tappet for blod.
"Jeg kan godt klare mig ... Og du virker ikke ligefrem glad for tanken." Han strøg hende over kinden med en kærlig bevægelse. Måske var de 'venner', men Diego var vant til at se alle sm ofre, og det var altid svært at ligge gamle vaner om. Ikke fordi han forsøgte sønderligt hårdt, men han troede virkelig helle rikke rigtig på, at hun ville lade ham drille. Hun ville sikkert få kolde fødder i sidste øjeblik.

Hun sukkede stille, hun bed sig i læben og vidste at han ikke troede på hende, hun så ind i ilden lidt mens hun tænkte over hvordan han mon skulle få hende til at tro hende, hun sukkede stille igen.
Hun så stille på ham "Diego... jeg mener det... du må altså gerne" sagde hun så på bestemt på ham, hun bed sig igen da han strøg hende over kinden, hun sukkede stille og tog en pind som hun smed ind i pejsen og lavede endnu en ild kugle som hun kastede over i den inden hun igen så på ham.

Hun sukkede stille, mens hun så lidt ned i gulvet, men så hurtigt op på ham igen, hun tænkte at han måske ville tolke det som tvivl hvis hun så fx ned i gulvet eller bed sig i læben eller sådan noget selvom hun mente at han måtte gøre det.

Da hun endnu engang holdt hårdnakket fast i, at han godt måtte gøre det, smilede han bare af hende. Mens hun kiggede ned i gulvet blev smilet nok lidt mere sejrrigt og selvtilfreds, men han nåede at ligge masken på igen, før hun så op på ham.
Han kærtegnede blidt hendes kind, mens han satte den anden hånd mod sofaen for at støtte sig. Så lænede han sig frem mod hende og sank hovedet ned mod hendes hals, mens han blidt løftede hendes hoved. Hans bevægelser var ikke kun blide, men ligeså forførende som de ville være ved et hvert andet offer. Som enhver mand, med en smule urent sind, ønskede han at trække kvinder med i sit fordærv.
Han kyssede hende blidt på halsen, og mærkede hvordan de sylespidse hjørnetænder trak sig ud af tandkødet, før han kort og med lav stemme sagde: "Jeg håber, du ved hvad, du gør." Så gled hans tænder langsomt ned i hendes kød. Hendes blod var bestemt ikke bittert. Nermmere sødt og ophidsende. Men han havde så sandeligt ikke tænkt sig at voldtage hende. Han skulle ikke nyde noget af flere pigers vrede det næste stykke tid. Ærligt talt var han måske bare ved at være træt af piger ...

Hun sukkede stille mens hun ventede, hun så kort på ham, men så ind i ilden igen.
Hun bed sig stille i læben da han kærtegnede hendes kind, hun sukkede stille da han kyssede hende på halsen "Det håber jeg også" sagde hun stille og lukkede øjnene da hans tænder gled ned i hendes hals, hun gispede overrasket første gang han sugede noget af hendes blod i sig.
Hun sukkede mens han drak af hendes blod, det føltes underligt, men hun var ikke sikker på om det var en god eller dårlig form for underligt.

Hans kæber lukkede sig tungt om hendes hals, mens blodet strømmede hurtigere. Han lagde armene om livet på hende og stønnede svagt - ikke af ophidselse, men bare som når man smager noget lækkert på en restuarent.
Han rev hende ind til sig, så hun knap nok kunne bevæge sig. Han vidste, at det ikke gjorde ondt i starten. Men som årene begyndte at trække sig sammen, når der ikke var noget blod i dem, at flytte rundt i kroppen, ville smerten komme. Det var faktisk en overraskelse, at hun ikke skreg, da han bed hende - men hun havde selvfølgelig også været forberedt og med på idéen.

Hun bed sig i læben da hans kæber tungt lukkede om hendes hals, hun mærkede blodet strømme ud af sig.
Hun bed sig stille i læben da han lagde armene om livet på hende, hun hørte hans stønnen, hun vidste godt det var p.g.a. blodet, så tog sig ikke rigtig af det.
Det gav et lille sug i maven på hende da han rev hende ind til sig, hun følte sig lidt fanget, men gjorde ikke noget for at komme fri af ham igen, lod ham bare drikke. Hun lukkede hårdt øjnene da hun langsomt mærkede hvordan blodet helt forlod hendes åre, trak vejret lidt besværet, men sagde stadig ikke noget.

Så snart han hørte i hendes tanker, at smerten begyndte at komme, slap han hende. Han ville ikke have, hun skulle være i smerte, bare at hun skulle vide, hvor skidt hendes ofre havde det. Selvom hun sikkert ikke havde følt nær så meget som dem.
"Du burde hvile dig lidt ... Det er normalt at blive lidt svimmel, når man mister så meget blod." Han tørrede munden i det sorte skjorteærme. Smagen blev siddende i hans mund, og det smagte faktisk ret godt ... bedre end han havde troet, det ville smage, når hun virkede så bitter. Men med alle de humørsvingninger ...

Hun bed sig i læben da han slap, hendes hånd lagde sig stille mod hendes hals lidt, hun fjernede den igen og så på sine fingre med blodet, hun bed sig i læben igen tørrede det stille væk, hun så lidt på ham, det havde måske gjort ondt, men hun vidste at smerten hun havde følt langt fra den samme smerte som hendes ofre.
"Jeg... klare mig" sagde hun stille og lagde kort en hånd mod sit hoved, han havde haft ret i at hun blev lidt svimmel, hun lagde hovedet lidt på skrå da han tørrede sig om munden med sit ærme, hun bed sig i læben og så ned i sofaen lidt.

Han smilede svagt og strøg hende over kinden. Han følte sig frisk og fuld af liv igen, men hun så noget træt ud. Det var lidt af en ulempe omkring bloddrikkeri. Donoren blev udmattet - men det betød ikke så meget i Diegos verden. Han levede i sin lille boble af sorgløs druk, løse drifter og ... ja, i det hele taget bare al det, der bragte ham hans egen lykke.
"Du skal bare sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre for dig." Det var meget tomme ord, men det kunne da godt være, at hun ville have en eller anden lille ting, han lige kunne klare for hende ...
Hans hånd fjernede sig fra hendes kind og han så på hendes hals, mens såret roligt lukkede sig.

Hun bed sig stille i læben da han strøg hende over kinden, hun sukke lydløst og så lidt på ham, han så mere… frisk… livlig ud efter at have drukket af hendes blod, hun lagde hovedret lidt på skrå uden at sige noget til at starte med, men efter noget tid spurgte hun "Var det så, så bittert du havde troet?" spurgte hun med et lille smil.
Hun nikkede stille "Det skal jeg nok, men kan ikke se hvad det skulle være" sagde hun stille mens hun så på ham, hun vidste at det var tomme ord, men hun bar da lidt glad for at han havde sagt det.
Hun smilte stille da han fjernede hånden igen, men sagde stadig ikke noget, da hun ikke vidste hvad det skulle være.