What am I doing here? ~ Diego [Privat]

Diego satte sig på knæ foran hende og strøg en tot hår væk fra hendes ansigt, forefter han strøg tåren væk fra hendes kind.
"Hey, prinsesse, lad nu være med at græde ... " Han fjernede hånden igen, da hun spurgt hvorfor hun fortjente at vide det. Det havde da intet at gøre med fortjenelste ... Hun forstod det åbenbart stadig ikke, men han prøvede stadig bare at få hende til at indse, at andre også havde det frygteligt. Hans familie rørte ham ikke længere. Det var over hundrede år siden han havde set noget til nogen af dem. Det var kun den anden vampyr, da havde sat dybe spor i hans sind. Flænget hans aura og såret ham et sted, han aldrig ville kunne hele. Men han følte stadig ingen smerte. Kun vrede og hævntørst. Han skulle nok få sin hævn.

Han ignorerede hendes spørgsmål om hans familie og satte sig bare, så han kunne se hende. Han satte en finger under hendes hage og løftede hendes hoved en smule.
"Du ved, jeg er vampyr ... Du ved vel også hvor mange vampyre der hader dæmoner ... " Han smilede svagt sejrrigt. "Og som sagt før. Jeg dømmer ikke."

Hun mærkede ikke rigtig at han fjernede hårtoten fra hendes ansigt, eller tåren fra hendes kind, efter lidt tid bed hun sig i læben lidt "Altså… jeg ved godt at andre også har det frygteligt nogle gange… men… det at du fortæller mig hvad der skete med din familie…" hun rystede stille på hovedet "…jeg forstår det ikke…" sagde hun stille.
Hun bed sig stille i læben igen da han løftede hendes hoved lidt, hun nikkede stille, hun kunne godt huske at han havde sagt at han ikke dømte nogen, hun bed sig svagt i læben "Det gør jeg normalt heller ikke… undskyld" sagde hun stille og så på ham.

"Du undskylder for meget," sagde han kort for hovedet. "Jeg dømmer ikke. Og jeg bære ikke nag." Han smilede skævt. Han strøg hende blidt over håret og forsøgte med vilje at gøre hende bare en smule tryg i hans selvskab.
"Så lang tid i den samme overnaturlige krop ... Så mister de menneskelige ting værdi. Du skal ikke føle dig så beæret over at høre om min familie." Han vidste ikke selv hvorfor han blev ved med at kalde hende 'prinsesse.' Det måtte være hendes hår og det uskyldige ansigt. Hun mindede om en forskræmt lille prinsesse, der ikke var vant til at se virkeligheden i øjnene. Selvom hun nok allerede havde set alt for meget af den. I hvert fald ud fra, hvad hun selv sagde.
Han tvivlede ikke på hende. Hvis hun løj, havde han set det i hendes tanker ... ikke fordi han snagede i hendes sind! Han var bare ... opmærksom.
"Nå, prinsesse, har du mere familie tilbage? Der må være nogen, der venter på dig et sted."

Hun bed sig i læben "und… lige meget…" sagde hun stille, hun kiggede lidt undrende på ham "Ja det kender jeg jo så ikke noget til" sagde hun med er lille svagt smil, hun sad og så lidt undrende på ham, mens hun igen begyndte at bide i sin læbe "Jeg har overhovedet ikke mere famile, de er alle blevet… du ved…" sagde hun stille, hun så ned i jorden igen, mens hun overvejede lidt hvad hun skulle sige, lige umiddelbart kunne hun ikke finde på noget da hun stadig havde det lidt dårligt med sig selv

Han sad lidt og overvejede om pigen mon i forvejen havde haft meget familie. Det lød ikke sådan. Den lille tøs havde nok været alene ret så længe. For nogen år ville det have rørt Diego dybt og han ville have prøvet at hjælpe ... Men det behov kunne han virkelig ikke se nu ...
"Men du har vel et hjem?" Han satte hænderne bagud og støttede sig på dem, mens han så op på stjernerne. Hun havde været så bekymret for ham, fordi han ikke havde et hjem ... Men hvis hun heller ikke havde et, så virkede det da ret tåbeligt, at være ked af det på hans vejne.
'Jeg må have noget blod før solen står op ... Jeg kan ikke blive her for længe.' Han sukkede svagt mens han også overvejede hvor han skulle gemme sig for sollysset ...

Yuuki bed sig stille i læben mens hun tænkte på sin familie, hun havde aædrig haft ret meget familie, men det havde hun affundet sig med, hun kiggede stille på ham da han sagde 'Men du har vel et hjem' hun bed sig lidt i læben "Jo jeg har et hjem" sagde hun stille og så lidt på ham, inden hun vendte blikket mod himlen og igen bed sig i læben

"Det er der mange, der ikke har... Du er faktisk heldig." Han lagde hovedet på skrå og så hende i øjnene. Så sukkede han og begyndte virkelig at overveje, om han ikke burde gå. Han havde brug for blog meget snart, og han ville ikke ende med at angrie hende. Han holdt fat i det med bittert blod. Måske virkede hun sød lige nu, men det ændrede ikke på hvor fjendtlig, hun havde været.
"Jeg må af sted," mumlede han og så væk fra hende og så ud over legepladsen mens han ledte efter et sted at være. Sidst han havde været på denne legeplads, havde han overnattet hos en elverpige, der var faldet pladask for ham ... Men hende kunne han nok ikke gå til igen.

Yuuki sukkede stille uden at sige noget... "Du har brug for blod..." konstartede hun stille, hun bed sig lidt i læben "Men du kan ikke jage nu... det ved at blive lyst" sagde hun og så på ham, *Ikke noget hjem... hvad skal der egentlig blive af ham?* tænkte hun, hun bed sig stille i læben mens hun overvejede hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham... hun havde dummet sig som bare fanden før, så hun regnede ikke rigtig med at han ville tage med hjem til hende til det blev mørkt igen... hun fik en lille bekymret rynke i panden mens hun overvejede mulighederne...

"Jeg klare mig. Jeg har været ved at blive fanget i lyset før... Jeg klare mig altid." Han smilede selvsikkert mens han rejste sig og rakte hånden ned for at hjælpe hende op.
"Hvis det går helt galt må jeg bare vente med at få blod til imorgen. Det er jo ikke ligefrem som om jeg vl dø af sult." Han virkede positiv, trods hans pessimistiske syn på livet.
"Men du skal vel også hjem og sove nu, ikke?" Han regnede stadig med at hun ville være ovenud ivrig efter at flygte væk fra ham og komme hjem til de vante og trygge omgivelser.

hun så lidt bekymre på ham, hun var ikke helt sikker på hvad der gemte sig bag hans smil men lige nu lod hun det ligge.
"Du er nød til at vente" sagde hun lidt for hurtigt, hun tog stille hans hånd og lod ham hjælpe hende op.
"Men altså... du kunne jo bare tage med hjem til mig?" sagde hun stille og så lige så stille på ham, hun regnede ikke med at han ville tage imod tilbudet, men nu havde han fået det...

"Du har lige råbt af mig og svinet mig til ... og nu invitere du mig hjem?" Han smilede men holdte grinet tilbage. Sikke da nogen humørsvingninger sådan en lille pige kunne have.
"Desværre ... Dit blod ville bare friste for meget. Jeg må have blod, snart." Han håbede at hun forstod hans behov. Han slap roligt hendes hånd.
"Så medmindre du både vil tilbyde logi og kost, bør jeg takke nej." Han havde gjort sig selv til overfaldsmand før, og han skammede sig ikke. Men han var for afkraftet til at gøre hende fortræd. Selvom han egentligt virkede livlig nok.

hun bed sig i læben "Jeg ved... vent... jeg svinede dig ikke til" sagde hun og så undrende på ham.... hun forsvandt kort inden hun kom tilbage med et pænt stor flaske "Drik" sagde hun og rakte den mod ham... indholdet i den var ren menneskeblod.. noget hun havde gemt et sted i nærheden fordi hun var overbevist om at der engang ville ske noget, noget lignende det her... men måske ikke helt... hun så på ham "Det kan jeg sagtens" sagde hun med flasken rakt mod ham.

"Gjorde du ikke?" Han hævede det ene bryn. "Så du kalder alle 'forpulede lille møguge'?" Han grinede svagt og rystede på hovedet af hende. Da hun kom frem med flasken så han bare på hende, som om hun var ved at forgifte ham.
"Flot ... koldt blod smager for mig, som vamt vand ville gøre for dig." Han sukkede svagt. Mente hun virkelig at hun ville forsøge at få ham til at drikke det? "Jeg vil hellere æde et egern." Han havde altid været stor modstander af at drikke dyreblod, men ind imellem havde det været nødvendigt. Han havde prøvet 'retter' der virkelig skrabede bunden.
"Men hvis du virkelig vil lade mig over'natte' hos dig, så ville det nok være dumt at takke nej til den mulighed ... Du viser vej." Han bukkede elegant og slog ud med den ene arm som en genltemand i en gammel klassisk film.

Hun bed sig i læben "Når... det var ikke meningen du skulle have hørt det" sagde hun stille, hun sukkede "Hvor varmt skal det være?" spurgte hun inden hun dannede en lille ild kugle hvorefter hun hurtigt varmede blodet op "Nu er det ikke koldt mere" sagde hun, hun skar en grimasse men sagde ikke noget "den her vej" sagde hun og gik ud af legepladssen, men sørgede for at han var med...

"Kropstemperatur, som blod burde være," mumlede han, som om det burde være ret tydeligt. Som det også var. "Lad nu være. Jeg har ikke tænkt mig at drikke det skidt der." Hvis det ikke var frisk, ville det ikke være godt. Og han var et kræsent kræ, når han kunne være det.
Han lagde hovedet lidt tilbage og så op mod stjernerne, mens han fuglte hende mod hendes hjem. Han ville gerne sige noget ævl om, hvor taknemmelig han var eller et eller andet ... Men de vidste vist begge, at det ville være noget pis at lukke ud. Hvis hun ikke havde givet ham muligheden, havde han fundet et andet sted ... Gemt sig i en kælder måske ...

Hun sukkede stille og undgik at se på ham mens de gik "Det er helt frisk blod men okay" sagde hun stille, hun havde lige varmet det op, men overvejede lidt at smide den nu, hun havde jo ikke selv noget at bruge menneskeblod til.
Hun så over på ham lidt men gik så ind i en opgang og op af samtlige trapper inden hun åbnede døren ind til en af lejlighederne og lod ham gå ind først, hun bed sig lidt i læben og gik over og satte flasken på et bord inden hun kiggede lidt på ham...

"Det er ikke frisk mere, hvis det har været koldt." Han sukkede svagt. Hun kunne selvfølgelig ikke se verden fra en vampyrs synspunkt. Han ville have ordentligt blod. Som mennesker havde brug for ordentlig mad. Han så lidt på hende og lagde mærke til hendes skuffelse, men lod det ikke røre ham.
Han fuglte med hende op af trapperne og var egentligt glad for at være indenfor igen. Han havde på fornemmelsen at der var kortere til solopgang end han havde troet.
"Du har vel ikke nogen kæledyr eller samboer?" Hendes blod var fristende nok i forvejen. For meget blod omkring ham, og han var bange for at miste bisindelsen.

Hun så på ham, trak på skuldrene men sagde ikke noget, hun prøvede ikke at være skuffet, det gik jo ikke ud over hende selv.. .eller... det kunne det jo godt hvis han ikke fik blod... men det var jo trods alt ham der sultede nu, og ikke hende.
Hun så over på ham da han spurgte om det, hun rystede lidt på hovedet "Nej, jeg bor alene" sagde hun og åbnede en dør og lod ham gå ind først, hun gik over og smed flasken ud, hun havde jo intet at bruge den til nu, og så, så på ham...

"Hvorfor har du overhoved blod liggende?" Det faldt ham virkelig usmageligt at have sådan noget flydende. Hvis noget ikke var i funktion, var det overflødigt.
Han var fuglt med hende ind i lejligheden og gik så ind i stuen hvor han trak gardinerne for. Han så hvordan skyerne var ved at få farve i horisonten, og selvom lyset var smukt, satte det også enærefrygt dybt i ham og han sørgede for at rummet var mørklagt.
"Jeg skal nok være ude igen så snart mørket falder på ... Undskyld jeg er sådan til besvær." Hans stemme lød svagt flirtende, men det var egentligt ikke noget han tænkte over. Sådan var han af natur.

Hun så lidt på ham "Tro mig… du vil ikke vide det" sagde hun inden hun forsvandt, for så lidt efter at komme tilbage igen, da hun kom ind igen var rummet fuldstændig mørktlagt, men hun trak bare på skuldrende, hun vidste jo at han havde brug for det på den måde.
Hun satte sig i en af sine sofaer og så op på ham "Du kan bare blive så længe du har lyst" sagde hun og hev benene op under sig mens hun så lidt på ham

"Jo, det vil jeg faktisk ... " Han satte sig ned i sofaen og så mod hende med hovedet på skrå. Hans stemme virkede en smule fjen. Han følte sig afkræftet af lyset udenfor, som blev kraftigere og kraftigere.
"Jeg smutter så snart, jeg kan ... Jeg skal have fat i noget frisk blod snart ... " Han trak svagt på den ene skulder, som om det ikke rigtig betød noget. Det gjorde det nok heller ikke. Han havde klaret sig et par dage uden blod før.
"Er du træt?" Han var ikke sikker på, om hun sov om natten eller dagen, men nu burde hun da være træt efter en hel nat udenfor.

Hu bed sig lidt i læben "Det er… en lang historie" sagde hvin stille mens hun så på ham, hun nikkede stille, hun vidste han havde brug for blod… hun sad og stiftede lidt ned i gulvet da han spurgte om hun var træt "Hmm… ikke ret meget" sagde hun stille, hun havde før gået i længere tid uden søvn, så det her var ingen ting

"Vi har hele dagen ... Fortæl ... " Han satte sig til rette i sofaen og lyttede. Og når hun heller ikke var træt, så kunne hun jo bare fortælle. Måske var den lille lejlighed ikke ligefrem et luxurisøst slot, men der var hyggeligt og Diego var godt tilfreds med at han ikke skulle sove i en eller anden baggård.
Han greb sig selv i at sidde og opspinde historier om hendes grund bag blodflasken, men han kunne ikke rigtig komme på noget bestemt ... Eller ... Nej, hun kunne ikke have haft en vampyrkæreste eller -ven, når hun havde haft sådan et had til vampyre for bare kort tid siden ... Han gav op. Han kunne ikke gætte det.

Hun sukkede stille med et lille smil "jo... da jeg var lille... var jeg den 'søde og uskyldige'... altså... sød og uskyldig man nu kan være som dæmon... en dag kom min far hjem med en person der led... jeg så ham 'tappe' blodet fra personen... ehm... jeg så ham hælde det i flasker... på størrelse med den jeg ville have givet dig... jeg spurgte stille hvorfor han gjorde det, og han sagde at uanset hvad skulle jeg altid have en flaske i nærhed..." sagde hun stille og trak på skuldrene "Jeg spurgte aldrig hvorfor... min far så... bange ud... den aften" sagde hun og så på ham mens hun bed sig lidt i læben