What am I doing here? ~ Diego [Privat]

Hun bed sig stille i læben da hun så hans reaktion nikkede til det med hendes far "nej... eller... ikke på samme måde som min far... jeg tapper blodet fra dem der alligevel dør" sagde hun stille og så ned på gulvet.
Hun forstod udmærket hans reaktion, hun vidste ikke hvad hun rigtig skulle sige så hun forholdt sig tavst, hun tænkte lidt på hvor lidt forskel der egentlig havde vært på hendes far og vampyre... hun bed sig lidt hårde i læben, men sagde stadig ikke noget...

Han så på hende et tavst øjeblik. Så rettede han sig op fra den tilbagelænede stilling og satte albuerne på knæerne.
"Fra dem, der alligevel dør? Og hvad, hvis de kunne reddes?" I hans hoved var det bare at ydmyge en døende. Det var forkasteligt. Diego havde også gjort en masse forkerte ting, men nogen ting tog han stadig afstand fra.
"For mig lyder det som en sadistisk nekrofili." Det var nok et hårdt slag og noget dumt at sige, når hun lige havde reddet ham fra solet. Men hvad hun gjorde, på grund af hendes fars ord, var etisk forkasteligt på et level han ikke havde berørt.

hun skar tænder af ham og så stadig ikke på ham "Fordi jeg sikre mig at de ikke kan redes... jeg ville aldrig skade... ehm... ja... nogen der havde et andet valg!" sagde hun og så på ham.
Hun bed sig i læben "Ja for dig lyder det sådan..." sagde hun og kæmpede for ikke at tage det for nært, han havde selv sagt at han ikke dømte folk, men nu sad han og dømte på hende på en måde, bare fordi hun gjorde det hun var vokset op med, hun vidste ikke engang hvorfor, det var bare.... en vane...

Det var sådan set ikke dømmende, når det var en konstatering, at hun gjorde det, selvom han kunne se på hende, at hun vidste, det var forkert. Han sukkede svagt af hendes tanker og rystede på hovedet af hende. Han overvejede også, om hun egentligt forstod, hvad han havde sagt til hende. Han vidste i hvert fald at han selv ville have taget det meget nært. Sikkert smadret personen, der sagde det. Han tænkte et stykke tid over, hvad han skulle sige.
"Du ville aldrig skade nogen ... Du tapper bare blodet fra dem ... Mens de er i live ... Er du klar over hvor smertefuldt det er?" Han talte jo af erfaring. Mange af hans ofre havde skreget frygteligt højt, men han havde jo gjort det for at overleve. Hun gjorde det uden at vide hvorfor ...

hun bed sig i læben mens hun bare ventede, hun så lidt over på pejsen inden hun tog en pind og smed ind i den, hun skabte en mini ild kugle og kastede den ind i så det hurtigt blussede op, og så så på ham "Du kender ikke årsagen, men når jeg tapper blod fra nogen... frygteligt... når du gør det... fair nok" sagde hun og så stødt på ham.
Hun vidste at det ikke var fair det hun sagde, hun havde ikke rigtig nogen grund til at gøre det, mens han gjorde det for at overleve, men bed sig i læben "Ja det er jeg faktisk" sagde hun og så på ham igen med et lille glimt i øjet...

"Jeg har aldrig kaldt mine egne blodudgydelser var fair ... Og du sagde, du ikke selv kendte din årsag - ud over at din far gjorde det, og det burde ikke være nok." Han så på hende med et helt roligt udtryk. Han havde ikke rigtig ladet nogen følelser vise sig igennem deres samtale.
Han så lidt mod hendes hænder, mens hun frembragte ildkuglen. Han var imponeret over hendes evner, men han ville nok aldrig indrømme den slags.
Han så op på hendes ansigt igen, da hun sagde at hun vidste det.
"Hvordan det?"

Hun bed sig i læben "Natten han sagde jeg altid skulle have en flaske nær mig... han var rædselsslagen... okay?" sagde hun og så på ham, hun bed sig i læben, lige efter hun havde sagt det.
Hun bed sig svagt i læben mens hun så på flammerne i pejsen, inden hun vendte sig mod ham "Jeg har jo ligsom også hørt dem skrige af smerte... hver gang... det giver et jag igennem mig... men jeg føler jeg er nød til det... for min far's skyld" sagde hun og så på ham med let røde øjne inden hun igen så ind i pejsen.

"Men du aner stadig ikke hvorfor han gjorde det. Du har intet grundlag. At din far gjorde det er simpelt hen ikke en god grund." Da hun fortalte hvordan de skreg ... Da han var menneske ville det have løbet ham koldt ned af ryggen, han ville have rejst sig og skreget op om, hvad der var galt med hende og hvordan hun kunne være så koldhjertet. Men han var ikke et menneske. Han blev siddende og så koldt på hende.
"Hvis der var nok liv i dem, til at de kunne skrige ... Du er godt klar over at det er dig, der har dræbt dem. Ikke?" Det var virkelig frygteligt, at hun sagde hun vidste hvordan det var. Han havde selv fået tappet årene af en vampyr. Hun anede jo ikke, hvordan det var at være offer.
"Du er ligeså meget morder som jeg er ... Men dit motiv er til grin." Han virkede stadig fuldstændig rolig. Der var ingen grund til at hidse sig op.

hun sukkede "Nej... ville du have spurgt ham?" spurgte hun og så på ham, hun bed sig hårdt i læben og så væk fra ham... "Ja... jeg er godt klar over jeg slog dem ihjel... jeg er dæmon... hvad vil du have jeg skal gøre? Opføre mig som et menneske?" spurgte hun, hun lagde tryk på ordet 'menneske' for at vise hvor lidt hun brød sig om den tanke.
"Jeg ved det... OKAY!?" sagde hun og rejste sig, hun gik over mod badeværelset, hun ignorerede det sidste han sagde og forsvandt ind af en dør, hun stilte sig forover bøjet ved vasken og så sig selv i spejlet *tag dig nu sammen, lad dig ikke slå ud af det!* tænkte hun mens hun håbede at lige det fik han ikke fat i.

"Ja, jeg ville have spurgt ham ... " Han så undrende på hende, da hun råbte, og spørgende efter hende, da hun smuttede ud af rummet. Han forstod godt, at hun var træt af at høre på ham. Men han ønskede bare at få hende til at forstå. Selvom hun blev ved med at sige okay, så fattede hun tydeligvis ikke alvoren.
Han sukkede svagt og rejste sig for at gå efter hende.
"Kom nu ud igen, så dropper vi emnet ... " Han lænede sig mod væggen. Han havde på fornemmelsen at hun ville ignorere ham ...

Hun bed sig i læben, hun sukkede stille mens hun stod der, hun åbnede for vandet og plaskede lidt i hovedet på sig selv, inden hun slukkede det og tørrede vandet af sit ansigt, hun bed sig i læben inden hun åbnede og gik ud, hun så kort på ham inden hun igen gik over og satte sig i sofaen og trak benene op under sin hage og lod den hvile på dem, hun sukkede stille og bed sig i læben, hun rystede stille på hovedet mens hun prøvede at tage sig sammen, hun så lidt ind i flammerne og smed en pind på ilden inden hun igen holdt om sine ben og lod sin hage hvile på dem.

Diego så tavst efter hende og satte sig så i sofaen igen.
"Vi burde begge få noget søvn ... " Han regnede med at hun havde en ordentlig seng. Men det var ikke ligefrem som om han havde noget imod at sove på gulvet, hvis hun tog sofaen.
Mens han sad og så på hende, så han også sin mulighed til at flirte sig til noget blod. Men helt ærligt. Han havde forstået at han ikke ville få noget af hende. Lige gyldig hvor mange billige scorekneb han kendte, så ville hun nok afvise ham ... Men ...
"Er det ikke ensomt at bo alene?" Selvfølgelig ville han forsøge. Det lå i hans natur. Ligegyldig hvor mange lag af skuespil han smed ovenpå, var han i bund og grund den samme person. Som alle andre. Bortset fra, at han kun udgav sig for noget andet overfor andre. Der var så mange, der troede de også kunne snyde sig selv. Ynkeligt.

Hun bed sig stille i læben "Du må godt sove hvis du vil" sagde hun stille uden at se på ham, hun sad stille og tænkte mens hun overvejer hvad hun skulle gøre eller sige.
Hun overvejer lidt sine muligheder og havde ikke lige rendt led at han snakkede til hende, så hun fik et mindre chok og sukkede lidt irriteret "Ehm… jo… nogle gange…" sagde hun stille mens hun så ind i pejsen og prøvede at regne ud hvad fanden han lavede, for kort tid soden havde han jo kaldt hende en morder… ikke at hun ikke var det, men det behøvede han jo ikke at sige… og nu sad han og spurgte om det ikke var kedeligt at bo alene, hun rystede lidt forvirret på hovedet, men sagde ikke noget.

Diego sukkede tungt af hende, da hun vrissede sådan. Han kunne ligeså godt give op. Hun var tydeligvis sur igen. Det måtte være den tid på måneden eller noget i den stil.
Han lænede sig tilbage i sofaen og lukkede øjnene for at hvile sig lidt.

// Undskyld det blev så kort, men jeg må smutte.

Hun bed sig stille i læben og så ned i gulvet " Undskyld" mumlede hun stille uden at se på ham, hun havde det lidt dårligt med at hun virkede så sur overfor ham… han havde jo snakket pænt til hende.

// det går nok :3 //

Han åbnede det ene øje og så mod hende. Hun gjorde det virkelig igen! Han sukkede tungt og kneb øjnene sammen, hvorefter han åbnede dem begge helt igen.
"Du undskylder virkelig for meget ... Hvorfor ikke bare stå ved, hvad du siger?" Han kunne ikke fordrage vendekåber, der ikke kunne holde fast i meninger, eller stå ved deres handlinger. Måske var han også selv sådan nogen gange, det var ikke noget, han lagde mærke til. Men at hun blev ved med at undskylde om og om igen var virkelig ved at gå ham frygteligt på nerverne.
Han vendte sig lidt mod hende og lagde den ene arm op på ryglænet. Ikke for at ligge armen om hende, som en dårlig film, men bare fordi den var i vejen.
"Hvad er det overhoved du undskylder for denne gang?" Han var faktisk overrasket over den konstante ro i hans egen stemme. Han plejede at være så frygteligt agressiv.

Hun sukkede stille da han igen sagde at hun undskyldte for meget, hun bed sig i læben mens hun bare så ind i flammerne i pejsen.
Hun så stille på ham da han vendte sig helt mod hende "Der er meget at undskylde for… og det var… glem det… sagde hun stille inden hun igen så ind i fæammerne med et lidt tænkende blik inden hun smed en pind ind i flammerne, Hun så lidt på ham igen men sagde ikke noget.

Han sukkede svagt af hende og lagde hovedet mod sin arm på ryglænet. Hans blik gled ned over hende, mens han tænkte. Hun var ikke som andre dæmoner, han kendte. Men han kunne ikke rigtig finde ud af, om det var godt eller skidt.
Han så lænede sig lidt mod hende og smilede skævt. Mon han kunne få bare lidt sjov ud af hende, før solen gik ned.
"Er du altid så stille?" Han rakte blidt ud og strøg hende over håret. Hans fingre var kolde, men varmen i hans stemme gjorde det næsten godt igen.

Hun bed sig stille i læben og så på ham, hun tænkte lidt over hvorfor hun var sådan, normalt ville man have set en dæmon gå amok, eller i det mindste bare have slået drengen, men hun forholdt sig bare roligt, og havde højest prøvet at gå væk fra ham.
"for det meste... hvorfor?" sagde/spurgte hun undrende, lige da han strøg hende over håret løb det hende koldt ned af ryggen, men hun glemte det hurtigt mens hun bare sad og så undrende på ham.

Han så lidt overrasket ud, da hun sagde at hun altid var så stille. Det var ikke det indtryk, han havde fået af hende. Overhoved ikke. Men nogen gange var førstehåndsindtryk ikke så præcise som man gik og troede. Han nikkede bare kort og fjernede sin hånd fra hende, da han læste i hendes tanker, hvor meget hun havde imod det.
Sikke sart hun pludselig var blevet. Som når en valmue lige var sprunget ud ... Så skulle der næsten intet til, før dens blade faldt af.
"Jeg synes bare det lader til, at du har humørsvingninger ... Er der noget galt?" Han havde forstået, at han ikke skulle røre hende endnu. Det var hun ikke tryg nok til. Hvis han overhoved skulle gøre noget som helst, skulle det gå langsomt frem. Hun var på vagt ...

Hun sad stille og så på han, hun ved sig svagt i læben og sp ned lidt mens hun tømte lidt over hele sit liv og hvordan de var endt her, og først da hun havde tænkt sine tanker til ende kom hun i tanke om at han kunne læse hendes tanker.

Hun bed sig stille i læben "Også det…" sagde hun stille da han sagde at for ham lod det til at hun havde humørsvingninger, hun sad og overvejer lidt hvordan hun skulle forklare det "Jeg er bare… ikke kommet mig helt ove det med mine forældre endnu" sagde hun mens hun så på ham.

Diego havde lænet sig tilbage i sofaen igen, men stadig vendt mod hende med blikket mod hendes ansigt. Han fuglte med i hendes tankegang, ja, men ikke så meget at han læste hver eneste en. Han lyttede heller ikke til hendes livsfortælling. Istedet så han et par blodrøde øjne for sit indre blik ... Vampyrøjne, der for en fremmed ville have lignet hans egne. Men Diego kunne se de enkelte små forskelle, og han vidste hvem øjnene tilhørte ...

Hendes stemme rev ham tilbage til virkeligheden og han så ind i hendes øjne istedet for de røde irisser han lige havde set.
"Hvor længe er det siden med dine forældre?" Han havde knap nok hørt efter, men hans hjerne havde opfanget lige nøjagtigt nok. Det var godt ... Han ville ikke give hende indtrykket af, at han ikke var intresseret i, hvad hun sagde ... Men alle kunne jo falde hen i deres egne tankre ind imellem, det var jo ikke noget nyt.

Hun sad stille og så på ham, han virkede ikke så slem som den vampyr der havde myrdet hendes forældre, men til gengæld kendte hun ham jo heller ikke sådan rigtig endnu, hun bed sig stille i læben mens hun så på ham, og tænkte lidt rundt igen, flere gange faldt hendes tanker på hendes forældres morder, men hun skubbede det hurtigt væk igen.

Hun så lidt undrende på ham, men sagde så "Det er 2 år siden" sagde hun stille og så ned i gulvet lidt, hun bed sig stille i læben, han virkede lidt som om han havde siddet og tænkt over et eller andet, men hun sagde ikke noget til det, hun havde jo selv siddet og tænkt mens hun havde snakket.

"To år ... hvor du har boet her alene?" Han trak en falsk medfølelse frem i sin stemme, selvom hans bryst egentligt var tomt for følelser. At få en pige i teenage-årene, der var blevet forladt og svigtet på den måde, til at føle sig tryg, var en langt større opgave end mand lige skulle tro, det ville være. Ligesom sjæle, der har levet i mange flere år, var hun mistroisk og overvejede konstant hvorfor han handlede, som han gjorde. Normal søgte han efter folk i hendes alder, fordi de ikke tænkte så nøje over tingene, men det gjorde hun så sandeligt.
"Det må have været hårdt ... " Selvfølgelig kunne han nævne en hel del ting, der kunne have været meget værre. Men det hjalp ikke på én situation, at tænke på en meget værre en. Det gjorde bare folk deprimerede. Selvom det måske var en gang dobbeltmoralsk munddiarré, efter hvad han havde sagt på legepladsen, så var det nu engang hvad han mente - i dette øjeblik. Diego 'løj' sjælendt. Ofte mente han det han sagde, når han sagde det. At hans mening så kunne skifte øjeblikket efter, var en helt anden sag.

Hun bed sig stille i læben og nikkede "Ja" sagde hun stille og så ind i ilden lidt, den var ved at gå ud, men hun var faktisk ligeglad nu, sukkede lydløst, hun tænkte lidt på hvad der var sket de år hun havde boet alene, bl.a. var vampyren kommet for at gøre sin 'opgave' færdig, men hver gang... fordi der altid havde stået en flaske fremme var han blevet distraheret nok til at hun kunne få ham ud.
"Ja... det var det..." sagde hun stille "Men... er det så nu kommer med et eller andet eksempel på en eller anden ting der kunne være værre`?" spurgte hun med et lidt løftet øjenbryn, ikke fordi hun ville være kold eller noget, hun tænkte bare stadig lidt på det der var sket på legepladen.