Dont tell me. [Karl van Ricter]

Karl nød det i fulde drag, han kunne føle den naturlige modstand fra hendes hals og elskede det til fulde, han kunne ikke beskrive det, han havde aldrig nogensinde oplevet at en kvinde gjorde så meget ud af at gøre ham glad, for i Sortelversamfundet var mænd intet værd, kun kvinder var set som vigtige nok til at holde i live og mænd var reduceret til at være nær dyr eller under, alt efter om der var mad i klanen eller ej.
Karl stønnede højlydt, da batichica lod sit hoved rulle tilbage og hun slap hans lem, han kunne mærke hvordan han havde været tæt på at komme, men hvordan blusset langsomt fladt ned igen, han vidste ikke helt hvad han skulle føle, han var ikke sikker på hvad forelskelse var, han anede ikke hvad det ville sige at være på lige fod med en kvinde, men han nød dether så meget at han ikke kunne beskrive det, Batichica var fantastisk.

Karl lyttede kun halvt til hende, men han fangede budskabet, "Miss Madelaine, hvorfor sagde de ikke det med det samme?", Selvom Karl stillede spørgsmålet, lod han hende ikke svare, han tog blidt fat om hendes hænder og væltede hende rundt på ryggen, så det var ham der var ovenpå. Karl kyssede hende med samme intensitet som hun havde kysset ham, han lod hænderne glide ned af hende, til han holdt fat om hendes hofte, derefter trak han hendes ud til kanten af sengen og lod sig igen glide op i hende. Karl ville hører hende skrige bare en enkelt gang, inden han selv kom, hvilket var meget tæt på, han havde nemlig aldrig oplevet før at en kvinde havde udtrykt hendes nydelse.
Karl gigk dybt i hende, han kunne mærke trykket stige, han kunne ikke mere.

Madelaine fik tydeligvis ikke lov til at svare på hans spørgsmål, men hun lod det ligge da han tog fat om hendes hænder og væltede hende rundt så hun lå nederst på madrassen med ham over sig, igen kyssede han, hende og elverkvinden gengældte kysset inderligt. Spørgsmålet kunne desuden også vente til at legen var overstået. Medmindre at hendes svar ikke var så vigtig for ham.

Heldigvis var han ikke blevet sur over det, hvilket hun lidt havde regnet med. Hun mærkede hans hænder glide ned af hende, som var behageligt end til at han nåede til hendes hofter hvor han tog fat om idet at han derefter trængte ind i hende. Et skrig undslap fra hendes læber eftersom hun ikke havde regnet med han ville gøre det med det samme. Hun havde dog ikke noget imod det, hele vejen igennem var hun blevet tændt af det han havde gjort, hun synes selv at hun havde fundet den rette til at tage hende, så hun ikke længere ville være jomfru..
Hun lagde sine hænder op på hans brystkasse og ridsede ham lidt der, uden at hans hud begyndte at bløde, mens at hun kiggede på ham, smilede hun.

”Mhm..” stønnede hun let og vred sin overkrop en smule op af ham, da hun lagde sine hænder ned på dynen igen, så hendes bryster pressede mod hans brystkasse. Hun kunne godt mærke at han snart ville komme og faktisk ville hun gerne have det til at ske her og nu, hvis det stod til hende.
Madelaine overvejede om hun skulle spørge ham om noget, men det ville nok være fjollet af hende og han ville garanteret blive mere skræmt, på den anden side så ville hun også høre hans mening. Hun placerede kort og hurtigt et kys på hans hage og hviskede:
”Hvad vil der ske, hvis det ender med at jeg bliver gravid?” mens at hun betragtede hans krop, udover hans personlighed så han virkelig godt ud, og hun håbede inderligt til sidst at deres forhold ville udvilke sig, selvfølgelig var det ikke noget som hun selv kunne bestemme.
De skulle begge to være enige om det, mens at kemien også skulle være imellem dem.

I samme øjeblik Karl hørte Madelain eller Batichica skrige, kunne han heller ikke holde længere, i et hurtigt ryk, trak han sig ud af hende for at sørge for hun ikke blev gravid. Det var som om elektrisitet skød ned igennem ham og tappede ham totalt for energi, men på den anden side var følelsen af total nydelse så fantastisk at han ikke kunne klage sig. Han stod der bare lidt og smilede til Madelaine, inden han faldt om i sengen ved siden af hende, mens han svedte kraftigt og han stønnede en smugle efter vejret, men han var glad, en smugle træt men glad, ikke bare fordi han lige havde haft et godt knald, men fordi han havde mødt en anden person i dette land, der ikke bare havde fejet ham væk som om han var en sygdom, eller på anden måde skadelig for dem han var sammen med.

Han smilede for sig selv, han havde hørt hvad hun sagde og det var mest derfor han havde trukket sig ud og havde haft den frækhed at gøre det over hende, det var nu meget hot men alligevel. Karl følte sig forpligtet til art svare hende... eller han var rent faktisk tvunget af Sortelvernes love til at svare hende, fordi hun var kvinde og fordi hun snakkede som om de skulle have et barn sammen, med en venlig dog en smugle træt stemme sagde Karl, "Jeg tror lige jeg har afværget den største chance for det, men skulle det ske, ville barnet være en ære større end noget andet... dog tror jeg ikke jeg er i stand til at skabe børn mere", han smilede til hende og rørte hende blidt på kinden.

Det med at der kunne komme et barn ud af det, var end ikke helt sivet ind hos ham, men nu hvor han tænkte over det, var han ikke sikker på han var i stand til denslags mere, han var for gammel til at det længere rigtigt kunne ske. Han sukkede lavt for sig selv, mens han nøgent rejste sig op og gik ud på badeværelset og kastede et håndklæde ud til Batichica, derefter hentede han en pakke cigaretter i sine bukser og satte sig ud på altanen, hvor han tændte en cigaret med den ene finger hvis blå flamme lyste hans ansigt op på en sjov måde. karl håbede inderligt at Batichica ville komme ud til ham, for det var ikke normalt for en mandlig Drow at befinde sig i samme rum som en kvinde han lige havde været sammen med, hvis de ville have hans selskab var det dem der skulle komme til ham og ikke omvendt, det ville være pinligt for ham det andet.

Madelaine hævede det ene bryn mens at hun så på ham end til at han trak dig sig ud af hende. Et mindre irriteret blik dukkede frem på hendes ansigt inden at hun lod sine øjne følge ham. "Eller så er det fordi du ikke gider.." sagde hun og satte sig op i sengen og sukkede lydløst. Lige nu undrede hun sig over hans opførsel mens at hun overvejede om hun bare skulle blive i sengen også alligevel ikke, hun var ikke svag.

Hun tog imod håndklædet og kravlede ud til sengekanten hvor hun satte sig og fik viklet håndklædet rundt omkring sig inden ag hun rejste sig og gik ud til Karl. "hvad vil du så?" spurgte hun stille uden rigtigt at vide om hun ville få et ordentlig svar. Han kunne jo gå sin vej når det passede ham, det samme med hende. Hun lod sine øjne hvile på ham inden at hun kiggede ned mod jorden.

Hun vidste ærlig talt ikke hvad hun ville lige nu. "jeg må nok hellere gå i gang med min træning" sagde hun, selvom hun lige havde startet en samtale så kunne hun ikke fortsætte. Et lille smil dukkede frem på hendes læber, selvfølgelig var det blot en løgn angående træning, den kunne hun altid vente med. Hun kunne ikke få sig til at gå det var som om at hendes fødder var sømmet fast.

Karl pustede lidt tåget røg ud gennem næsen, det var en last han aldrig selv havde haft, men han tilskrev den del af hans personlighed der var Scars for at have bragt ham til det, det var sørgeligt at man ville smadre sin egen krop på denne måde, men han var nød til at indrømme at det var meget dejligt efter sex, det eneste han kunne håbe på var bare at Madelaine ikke tolkede hans pludselige udvandring som om han ikke gad hende, for sådan var det bestemt ikke, det var bare kultur og meget strikte retningslinjer for hvad man måtte og ikke måtte som fik ham til at forlade rummet. Karl anede at Madelaine ikke ligefrem forstod hans underlige væremåde, men han håbede inderligt at hendes nysgerrighed ville få hende ud til ham, kulden fra vejret udendørs ville formentlig også hjælpe lidt på så meget som han svedte og så regnede det næsten heller ikke mere.

Karl drejede hoved med et smil og lod ikke engang Madelaine tale ud, før han gik over til hende og krammede hende indtil sig, det virkede underligt, men ikke destro mindre, ville hun kunne mærke at det var dybtfølt og inderligt, så der ikke kunne være tvivl om at han mente det af hele hans elles mystiske hjerte. Han hviskede til hende, så det næsten var lydløst, men med stor følelse bag, "At få et barn med dig nu, er ikke sikkert for hverken dig eller barnet... jeg har påtaget mig en byrde som hverken du eller nogen anden skal løfte for mig, men med tiden kan det måske være at verden ændre sig til det bedre igen", han kyssede hende på kinden og smilede forsigtigt, "Tror du ikke din træning kunne vente? Bare lige lidt længere, så kan du sidde her sammen med mig?", Karl satte sig på stolen igen og bød hende at sætte sig på ham, så de kunne læne sig tilbage og se udover byen.

Madelaine vidste ikke selv hvordan hun skulle reagere i denne situation, faktisk så var hun ikke blevet sur eller noget over at han var den første der forlod sengen, hun plejede ikke at åbne sig så meget op foran andre, ikke engang en lille smule. For det meste var hun bare en kold og rå tøs, som ikke havde ret meget selskab, mens at hun prøvede at finde et hjem, fordi hun jo var hjemløs.

Hun blev direkte overrasket da hun fik et kram af ham.. og elverkvinden sukkede atter mens at hun kiggede ned mod jorden et øjeblik. ”Jeg ved heller ikke selv om jeg er parat.. til sådan et liv, er ikke ligefrem en elverkvinde som har erfaringer med det..” sagde hun roligt og trak sig svagt på skulderen, hun kunne godt se at det var et mærkværdigt emne som hun havde taget op og godt at der nok ikke ville blive snakket mere om det.

Hun lukkede sine øjne lidt mens at hun mærkede hans arme omkring hende, end til at han satte sig hen på stolen på hvor han tidligere havde siddet. Hun smilede lidt da spørgsmålet blev stillet til hende om hun ikke kunne vente med træningen.
Uden at svare ham begav hun sig bare hen til ham, mens at hun prøvede på at holde håndklædet oppe, så hun ikke endte med at stå nøgen overfor ham, når de befandt sig udenfor. Hun satte sig langsomt ned på hans skød, og lænede sig ind til ham med sit hoved liggende på hans brystkasse.

”Hvis jeg ligger træningen bag mig for en stund.. så ville jeg høre om jeg måtte bo hos dig.. end til at jeg selv har fundet et sted?” det var kun spørgsmål om tid før at hun fandt ud af om det var et godt spørgsmål, stillet af hende. Hun lod sine øjne glide rundt en omgang før at hun kiggede op på Karl igen med et roligt blik i øjnene. På den måde ville de også komme til at lære hinanden bedre at kende, men hun vidste ikke om Karl ville bryde sig om det.

Karl Holdt om Madelaine, han kyssede hende forsigtigt i baghoved, varmen fra hende var nok ti at han ikke behøvede at finde mere tøj. Han kunne bare blive siddende her på altanen og se udover den lysnede by, hvor man i det fjerne kunne hører sirener og lyden af folk det kæmpede med magiske kræfter så gyderne fra tid til anden lyste op, eller det lys der var forsvandt i mørke skygger efterfulgt af et skrig eller et modsvar i form af et brag. Sådan havde det altid være i Di Morga, lige så længe han kunne huske tilbage, da byen endnu kun var et lille fikserleje der hørte under det der dengang var fransk område... og endnu før det da det var en frodi skov der rejste sig mod skyerne helt ned til de hvide klipper og snadstranden... Di Morga var et smukt sted, Madelaine var en smuk person og han ville ikke dele dette øjeblik med andre for noget i hele verden.

Karl kyssede hende igen og krammede hende mere ind til sig, med forsigtig stemme som for ikke at jage et vildt dyr væk sagde han, "Jeg er måske heller ikke den bedste at blive forelsket i, jeg er så meget ældre end dig, og desuden bærer jeg på nogen indre dæmoner som jeg ikke tør udsætte dig for... Jeg er ikke den jeg ser ud til... Jeg har så mange ansigter". Karl var kommet til at lyde en anelse dyster, det var ikke meningen, men det var nu engang det der skete.

Om Batichica måtte flytte ind hos ham? Han havde jo ikke som sådan et sted hun kunne komme med til... det bibliotek som han beboede på Abbadon var ikke ligefrem et sted hvor man kunne være flere, med mindre man var lige så glad for bøger som han. Karl smilede lidt, "Batichica, jeg tror det er bedst jeg fortæller dig lidt om hvad jeg laver og hvem jeg er". Karl flyttede lidt på sig og trak Madelaine lidt længere op i sit skød, med rolig stemme fortsatte han, " Jeg er Karl van Ricter, højmagiker for Zane D'tarion... vores konge og desværre også min klanleder. Før det, var jeg en anden, en djævel af en anden verden, et monster uden tanker og følelser, et monster der nær havde revet alt ved denne verden fra hinanden. Det monster vil jeg blive igen med tiden uden at jeg kan gøre noget ved det, hvor længe der er til det ved jeg ikke, det kunne være om et minut, eller om 30 år, men en ting er sikkert, det vil ske".
Karl sukkede dybt og pulsede lidt på den cigaret han havde tændt før, "Hvis du ikke frygter mig og hvis du kan leve med den ondskab der lever i mig, er du meget velkommen til at flytte ind på Abbadon med mig... jeg bor ganske vidst i et bibliotek, men jeg kan vel spørge om jeg må få et værelse", Karl krammede hende indtil sig, "Du må ikke frygte mig, lov mig du ikke frygter mig... for du er den eneste der har værdiget mig et blik siden jeg blev elver igen".

Madelaine lod ham tale ud, mens at hun lyttede til alle hans ord, kiggede hun op på ham uden at afbryde. Der var alligevel ikke noget som hun kunne komme på at sige med det samme, da hun fik en masse informationer at vide om hans tidligere liv som ville dukke tilbage, samtidig med at han var højmagiker for kongen. Hun kiggede et par gange væk inden at hun fik ordentlig øjenkontakt med ham igen og havde overvejet sine ord imens:

"Der skal meget til for at skræmme mig og følelser er ikke noget man kan gemme væk i en æske.. Selvom du nok har forskellige sider, som har lidt mere end bare ondskab i sig, så kender du heller ikke mig på det punkt, normalt ville jeg have startet et skænderi som videre derfra ville ende i en fight,
da jeg ikke ligefrem er venlig overfor fremmed,
men sådan endte det jo ikke.." sagde hun roligt og holdt en lille pause inden at hun fortsatte:

"Og hvis jeg må være helt ærlig.. er det lidt forsent at sige at du ikke er den bedste.. at forelske sig i.." hun bed sig svagt i underlæben, mens at hun tænkte over tingene. "Rigtigt skulle jeg nok have været en sortelver.. med min opførsel.. også videre, for du er den første som jeg er flink over for hvor jeg samtidig har åbnet mig?"
Det som han havde sagt angående med kongen, til Zane, så havde hun aldrig mødt ham. Hun vidste ikke hvem han var så hvis hun skulle møde ham en dag uden at vide besked, ville hun nok være ubehøvlet over for ham, og snakke til ham med den mindste respekt.

"Jeg frygter dig ikke.. hvis jeg gjorde.. ville jeg have forsvaret mig lige fra da jeg hørte dig kom ind i værelset, inden at du nåede døren til badeværelset.. og alder betyder ingenting.." kom det fra hende, som var den sidste sætning, hun gav ham lov til at kramme hende og hvad han nu ellers gjorde, uden at hun gjorde nogen form for modstand. Et lille smil dukkede frem på hendes læber da hun hørte at han nok ville spørge om hun måtte få et værelse samme sted hvor han boede.
Hun placerede et kys på hans ene kind.

Karl kunne ikke holde et stort smil væk, det var som om han drømter og hans hjerne gav ham alt det han ønskede sig mest i denne verden. Han havde stødt ind i Madelaine og derigennem fået sig en ven... Eller noget mere, for at være ærlig håbede han meget det ville udvikle sig, men han kunne vel ikke være sikker, så ligenu nød han bare at være sammen med Madelaine. Han lod en arm snige sig rundt om maven på hende og kyssede hende forsigtigt på halsen mens hun snakkede til ham, han kunne bare ikke lade være, han var i den grad ved at falde for hende, hvis han da ikke var for længe siden.

Karl smilede fortast mens han lyttede til Madelaine, hun virkede så selvsikker og stadig som en rigtig kvinde skulle efter hans mening, stolt, stærk og selvstændig, men stadig med noget som han på sin vis kunne beskytte, selvom det var tydeligt hun aldrig ville gå med til at kalde det det. Han lagde hoved på hendes skulder og kiggede ud over byens lys, hendes lugt fangede hans næsebord og han kunne blive siddende på denne måde resten af hans dødelige liv, hvis det skulle være. Stille sagde han dog til hende, "Madelaine... Jeg er så glad for at have mødt dig, og det er gengældt det med forelskelsen", Karl rykkede lidt på sig, så de til sidst sad ansigt til ansigt, han lod en hånd glide op af kinden på hende mens han kiggede hende i øjnene, "Det er heller ikke mig du skal frygte, men det der lever i mig", hans stemme var en smugle dyster og han lagde an til der ikke skulle snakkes mere om det.

Karl rørte lidt mere på sig og endte med at kysse hende igen, "Har du lyst til noget at spise? Resturanten på hotellet burde være åben?", Karl havde brug for at røre lidt på sig igen og desden var han ved at blive sulten, de havde trods alt gået til den i et par timer inden de havde sat sig ud på altanen.

Madelaine strakte sin hals en smule, da han plantede et kys. Hun smilede let, mens at hun letter betragtede ham. Hun havde intet imod at sidde her ude kun iført et håndklæde, når hun sad ved ham.
Det kom som en overraskelse til hende efter at Karl sagde at det var gengældt med forelskelsen. Der dukkede måske en svag rødme frem på hendes kinder, men det var dog ikke så tydeligt igen, da hun godt kunne beherske det.
Hun havde ikke noget imod da han rørte lidt på sig, faktisk fandt hun det lidt morsomt, mens at en kuldegysning steg igennem i hende da hun mærkede hans hånd glide op af hendes ene kind.

"Vi får at se hvad der sker med tiden... End til da, bliver jeg hos dig, så længe det kan lade sig gøre uden at nogen kan bryde det.." sagde hun roligt, hun ville egentlig heller ikke snakke om det længere, når det kom til stykket som hun også kunne mærke på ham at han ikke ville. Hun gengældte kysset og bed ham drilsk i underlæben, mens at hun gav hurtig slip igen, sagde hun:

"Ja.. det er jeg faktisk, skal vi tjekke om restauranten er åben?" hun kærtegnede ham kort på brystkassen med sin ene hånd med et strejf af sensualitet, inden at hun rejste sig fra hans skød. "Men vi må nok hellere få tøj på først", et charmerende smil viste sig på hendes læber, mens at hun allerede havde gået hen imod retningen til at gå indenfor. Hun kiggede lidt tilbage hen over skulderen for at se om han ville følge med hende, eller om han blot sad tilbage på stolen endnu. Mænd kunne godt være langsom opfattende, det havde Madelaine lært gennem tiden. Hun vidste også godt at hun skulle være vagt endnu selvom hun havde mødt Karl.

En kvinde kunne altid ende med at blive såret, når man mindst ventede det,
mænd var dem som tænkt mest på sig selv i et forhold og som også holdt en masse ting skjult over for kvinden, fordi mænd nok mente at kvinderne bare ikke skulle have det at vide.
Madelaine så sig bare ikke helt sig selv som en normal kvinde, hun så sig som en selvstændig kvinde der havde mod på at tage en hvilken som helst udfordring op om det så gjaldt liv eller død.

Karl nikkede svagt da hun tilkendegav at det med en smugle mad ikke var en helt tåbelig idé, han smilede fræk og slikkede de lidt større end menneskelige hjørnetænder. Idet han rejste sig kunne han høre en svag rumlen fra hans mave, han var åbenbart mere sulten end han sådan lige havde troet så det var vidst på tide at han fik det hele til at gå lidt stærkt.
han kiggede med en smugle rødmen i kinderne på Madelaine mens hun gik ind mod stuen igen, han lagde ikke skjul på at han kiggede på hendes numse. Han vidste hun ikke ville sige noget til hans lille frækhed, det kunne højest resultere i at hun måske var med på at de kunne få lidt "dessert" senere oppe på værelset.

idet han så Madelaine kigge på ham, blinkede han til hende og forsvandt som sort røg, for bare at dukke op lige foran hende inde i stuen. Han var fuldt påklædt og hun var midt i en bevægelse så hun ville bumpe ind i ham, "hvad tager dig så lang tid?". Karl havde brugt sine magiske evner så skyggerne havde slugt ham og sat ham ind i stuen, samtidig med at han blev forsynet med nyt tøj og det gamle der ellers havde ligget for foden af sengen var forsvundet.
Han blinkede til hende og stjal et kys, inden han forsvandt ad døren indtil badeværelset, men han var der kun kort inden han kom tilbage igen, han havde fundet noget lædertråd og bandt hans hår op så det ikke sad så meget i vejen. Han var totalt uforstående overfor at det var piget, det var intet mindre end nødvendigt for ikke at få det i øjnene når man kæmpede og der kunne ikke være tale om at han klippede det... Desuden så det meget charmerende ud til ham.

En hvid skjorte der stod i skarp kontrast til hans sorte hud og matchede fint med det kridthvide hår og de rødlige øjne, et par slidte Jeans og nogen sko der mere eller mindre så ud til at være blevet lavet direkte fra et dyr. Sådan så han ud, men bestemte Madelaine at han ikke var pæn nok, var han nød til at føje hende. Det samme gjaldt hvis han var for pæn i forhold til hende, så var han også tvunget til at skifte igen, men det tog ikke så længe og han var i øvrigt sikker på at hun ikke helt brød sig om at han behandlede hende som han gjorde, men det var indprintet og gennemlært i form af tæsk og vanrøgt fra han var spæd.
Han smilede prøvende igen til hende, mens han mærkede sit bryst ulme af glæde over det som de havde snakket om, det var først rigtigt nu han fattede at hun var forelsket i ham... hvilken fryd. Karl ventede nu kun på at blive godkendt og at Madelaine selv fik tøj på, så de kunne komme ned og få noget mad.

Madelaine måtte indrømme at hun ikke var så hurtig opfattende da han pludselig stod foran hende. I en hurtig bevægelse tog hun fat på håndklædet i siden et sted for at holde det oppe omkring hendes krop for ikke at tabe det, mens at hun med et lille uheld kom til at bumpe ind i ham. "Mænd er som regel hurtigere på det punkt, i skal heller ikke holde disse beklædt" hun lagde sin anden hånd der ikke holdt håndklædet oppe på sit ene bryst mens at hun kiggede op på Karl med et mindre legesygt smil. Inden at hun fugtede sine fyldige læber. Hun havde ikke noget imod at få et kys af ham, faktisk glædet det hende, hun rystede dog kort på hovedet og fniste.
"Du kan vente her, eller selv bestemme med hvor langt du vil gå, jeg kommer om lidt", hun lænede sig op af ham og plantede et kys på hans kind efterfølgende et bid på hans underlæbe, som hun hurtigt slap igen, inden at hun trak sig tilbage og begyndte at begive sig ud på badeværelset hvor hendes tøj gerne skulle ligge. Hendes noget unikke sorte kjole som hun tog på efter at hun havde fået sit undertøj på da hun var nået der ud, og fået lukket døren bag sig. Håret ville hun ikke gøre så meget ud af.. da det nok ikke var det Karl lagde så meget mærke til, derfor lod hun det bare hænge.
Hun stillede sig helt hen til spejlet og kiggede ind det, *Nu ikke blive alt for blød, det plejer ikke at ligne dig* tænkte hun letter irriteret.. Der var nogle ulemper ved at være forelsket og hun vidste ikke hvordan det ville ende, om det overhovedet var godt at være det når det kom til stykket, men hun kunne heller ikke ligge det på en hylde da hun så ellers ville gå glip af noget. Uden at tænke så meget at rode op efter sig.. havde hun bare smidt håndklædet på gulvet, efter at hun havde klædt sig på.

Madelaine gik hen til døren med raske skridt,
tog fat i håndtaget og åbnede døren inden at hun trådte ud,
"Så er jeg klar" med et glimt i øjet kiggede hun hen på Karl, måske så hun ikke ud af meget.. men det var heller ikke fordi hun var den type der hele tiden bar make-up og den slags. Hun gik hen til døren, udgangen for at sætte direkte retning mod restauranten, det ville være dejligt med at få noget at spise, hun kiggede kort hen over skulderen, da hun ville tjekke om Karl var med. "Kommer du..?" langsomt tog hun fat i håndtaget med en elegant bevægelse, hvor hun måske ville gøre lidt ekstra ud af det, mens at hun ventede.

karl fulgte hende med hoved da hun bed ham i læben og var ved at vælte forover da hun slap ham, han kunne ikke holde det efterhånden velkendte uskyldige smil tilbage, mens han smilede til hende, "For min skyld, behøver du nu heller ikke at dække dem til", han lod en hånd glide drillende op på hendes bryst og kørte spidsen af fingeren rundt i en drillende bevægelse, hvor han vidste hendes brystvorte sad. han blinkede til hende og kyssede hende hastigt på munden igen, så hun ikke kunne nå at flytte sig inden det var gjort og han igen havde sluppet.
Karl var ikke sikker på han var til stede mere, han havde indtil flere gange nevet sig i armen for at være sikker på det ikke var en drøm, men hver gang, havde det kun været den svage smerte og intet andet der var kommet til ham. Han tog sig selv i at lade tankerne svæv langt ud i fremtiden, en lille hvidhåret skikkelse sad på skuldrene af en mand der til forveksling lignede hamselv meget, og da denne drejede sig rundt vågnede Karl skarpt fra den lille dagdrøm der ikke engang havde varet et sekundt, han havde set sig selv... han havde set sig på en måde han aldrig havde ventet at se sig selv på igen. Han bed tænderne sammen og rystede en lille smugle, denslags tanker var ikke noget han skulle begynde på, han havde kun været sammen med Madelaine en enkelt aften, det var upassende og uværdigt af en mand som ham.

Karl ventede som en hund der ventede på at blive luftet ved siden af døren, og da Madelaine kom til syne igen, kunne han ikke lade være med at smile overstadigt til hende. Hun var så smuk, så perfekt og hun var som ingen anden elver han nogensinde havde mødt, eller kunne huske han havde mødt.
Karl sukkede dybt, men på en god måde, som om man prøvede at manne sig op til at gøre et eller andet meget vildt, men på samme tid meget fedt. Han sagde ikke en lyd, men smilede stort til Madelaine. Forsigtigt, som om hun var en skrøbelig blomst tog han fat i hendes hånd, "Glem døren", Karl skubbede den blidt i igen, greb Madelaine om hofterne og kyssede hende, mens han lukkede øjnene. Forsigtigt, men sikkert kom skyggerne hen til dem og samlede sig om dem, inden de blev indkapslet og forsvandt.

Et sekund senere stoppede Karl med at kysse Madelaine og de stod nu diskret i resturanten i hotellets stuetage, "En kvinde som dig fortjener at rejse på en bedere måde end med elevator". Karl blev ved med at holde hende i hånden og smilede, "Du leder vejen".

Madelaine nåede ikke at sige så meget, efter at han havde været sådan en gentleman og hun kunne mærke hans hænder rundt omkring hofterne, idet at deres læber mødtes hinanden, nød hun det bare i fulde drag dog undrede det hende at hun bare skulle glemme døren.. Hvordan skulle de ellers komme neden under til restauranten?
Mens at hun så gengældte kysset, lukkede hun ikke øjnene helt i som Karl gjorde, da der var noget som distraherede hendes opmærksomhed hvor der pludselig dukkede nogle skygger frem ud i det blå som omringede dem. Det forhindrede hende nu ikke at deltage i kysset. Der skulle meget til med at forskrække hende og hun stod jo tæt på Karl, så hvad skulle der ske?

Hun lod sine øjne fastholdes på Karl, efter at de nu stod i hotellets stue etage. "Det sætter jeg pris på" sagde hun og bed sig lidt i underlæben, mens at hun tænkte lidt over hvad der var sket.. Det måtte have været noget der bare var sket tilfældigt? Hun lagde sit hoved en smule på skrå, inden at der dukkede et mere drillesygt smil frem på hendes læber, "Ville du gerne have at folk skulle se mig, inden under?" spurgte hun så, da hun nemlig havde kigget tilbage på deres sidste samtale.

"Tror nu at du ville fortryde det, hvis jeg ikke havde noget på nu", kom det stille fra hende, og faktisk var hun ikke sådan en type kvinde der bare lige viste sig frem, men hvis Karl ville have det.. så gjorde hun det sikkert alligevel for hans skyld.
Ingen længe begyndte hun at gå hen mod restauranten, med Karl i hælende, som hun stadigvæk holdt i hånden.
"Skal jeg vise hele vejen, eller bestemmer du pladserne?", hun stoppede lidt op med at gå efterhånden som de var kommet ind i selve restauranten, inden at hun kiggede op på Karl og trådte tæt hen til ham for at placere et kys tæt på hans ene mundvige. Hun ville ikke have noget imod hvis han også bestemte noget af de valg der kunne tages hen på aftenen. Hun smilede lidt, mens at hun så lidt afventende på ham.

Det så ud til at der var en del folk der var inde og sidde for at spise, enten med deres ægtefælle eller ven/veninde, hvor det nok så mest ud til at det var forelskede par der var til stede for at få en hyggelig aften. Madelaine var ret spændt på hvordan denne aften ville ende. Der kunne måske ses en svagelig rød farve på hendes kinder, man skulle heldigvis meget tæt på for at det kunne ses med det ene øje.

Karl smilede som så mange gange før til hende, han kunne bare ikke lade være med at finde hendes bemærkninger frække på en måde som nok slet ikke ville give mening for nogen andre, men Karl havde efterhånden et godt billede af hvordan Madelaine opførte sig, og han kunne med en hvis tilfredsstillende mine sige at han begyndte at forstå hende, måske ikke på et dybt plan, men som person var de ikke så langt fra hinanden.
Han var kultist og indædt modstander af det nye som var ved at ødelægge det som han havde været med til at bygge i tidernes morgen. Madelaine stod for det nye som han ellers bekæmpede af hele sit hjerte, men på det personlige plan, var de begge stærke individer med en smag for udfordringer, udfordringer som måske var for store til de kunne overkommes, men ikke destro mindre var det mere spændingen end selve resultatet som de kiggede efter.

Karl smilede for dig selv, uden at sige noget klemte han varmt om Madelaines hånd, inden han slap hende og gik over mod et tomt bord, her trak han en stol ud til hende og smilede, mens han blev ved med at stå og vente på at hun ville sætte sig.
Når Madelaine havde sat sig, ville han roligt selv finde plads overfor hende, med et lille smil blinkede han til hende. Karl var derefter bare underligt stille, for han anede ikke hvad han skulle sige. Det var en totalt uvant situation, for Karl vidste altid hvad han skulle sige, men han kunne kun mærke hvor tør han var i munden hver gang han ville sige noget, og hvordan hans hals føltes som en sprød gammel tvebark.
Med en rusten og tydeligt nervøs stemme fik Karl først fremstammet noget der var totalt utydeligt, derpå så det ud som om han tog sig sammen og udbrød højt nok til at alle omkring dem kunne høre det, "Madelaine, jeg tror jeg er forelsket i dig", Karl fik store øjne og selvom hans hud var en blålig sort, var det tydeligt at han rødmede og følte pinligheden flamme op i ham. Et kort øjeblik, så det ud som om han ville rejse sig og gå i skam, men da han var ved at gøre det, kom der en tjener og lagde en hånd på hans skulder så han blev siddende, "Hvad skulle det være?" lød det neutralt fra tjeneren.
Karl var blevet paf og fremstammede bare, "Gi...Gi... Giv mig en flaske vin", han kiggede på Madelaine, "Hvad vil du have", Karls ansigt var forvredet i et udtruk der vidnede om hvor meget han bare havde lyst til at løbe skrigende væk over hans egen pinlighed. Dan Karl hastigt kiggede på tjeneren blev hans ydmygelse dog total, det var en sortelver, ganske vidst ikke en D'Tarion, men som om det ikke var nok at Karl havde opført sig som en tåbe foran Madelaine, han havde også udvist den største svaghed i øjnene på en af hans egen race.

Madelaine lod sine øjne hvile på Karl mens at hun forholdt sig tavs og ellers lyttede til hans ord hvor der gik lidt længere tid for hende at svare, da det kom uventet for hende af det som kom ud af hans mund.
Hun overvejede hvad hun skulle sige til ham, efter hans lille tale som alle vel og mærket nok havde hørt, da Karl pludselig udbrød denne sætning.
Det kunne ses på hende at det næsten kom som en overraskelse.
Hun havde ikke regnet med at han ville sige det på den måde, men sådan var det vel med mænd? Hun rømmede sig og hævede så det ene bryn da hun var i færd med at se Karl rejse sig fra stolen og næsten forlade stedet.
Men heldigvis kom der en tjener som forhindrede ham i det og dog, hvis det havde endt sådan ville hun blot følge efter ham og dernæst standse ham.
Når de endte med at være i et rum hvor der ikke var så mange mennesker.

Et svagt smil viste sig på hendes læber inden at hun så rejste sig fra stolen, uden at vide hvordan han ville reagere på det, og gik hen til Karl med raske skridt hvor hun stillede sig bag hans ryg. Madelaine lænede sig en smule mod ham, men ikke for meget, inden at hun lod sine arme glide omkring hans hals bag fra hvor hun så samlede sine hænder.
Madelaine var som sagt blevet overrasket, hun havde heller ikke troet med at se sådan en side af ham, men det gjorde bare at Madelaine frydet sig over at Karl var en mystisk og spændende mand som hun endnu gerne ville lære at kende. Karl virkede som en helt anden efter at de var kommet ind på restauranten. "Skal vi gå igen, eller skal vi blive, skat?" spurgte hun hviskende mod hans øre inden at hun bed ham kækt, men med et kort strejf af sensualitet så der ikke var nogen som opdagede hende. Folk ville nok kigge, hvis hun gik yderligere til værks.
"Du bestemmer.. min herre", hun vidste ikke om det var et godt træk at hun førhen havde kaldt ham for skat. Karl kunne måske blive irriteret over det eller blive endnu mere nervøs og sådan skulle det ikke ende.
Bestemt ikke.
Madelaine var parat til at gå hvis det var det.
Mens at hun ventede på at få et svar blev hun egentlig bare hængende på ham.
End til at hun begyndte at give ham massage i skulderne.
Hun var glad inderst inde og hvis man så rigtigt efter var der dukket en svag rød farve frem på hendes kinder, den sætning der røg ud af hans mund tidligere...
Gjorde hende lykkelig og tilmed en smule blød i knæene.
Det var de færreste mænd der kunne udtrykke sine følelser ordentlig foran en kvinde og Madelaine vidste godt at hun ikke skulle presse Karl til så meget på den side, men hun lod sådan set også bare tiden gå, for at se hvordan forholdet ville udvilke sig og i sidste ende var der håb, det var der altid, selvom det var farligt at håbe alt for meget. Dog vidste elverkvinden bare at hun aldrig havde i sinde at forlade Karl.. om han så en skønne dag ville komme til at hade hende.

Karl hyperventilerede og virkede panisk, han havde et angstanfald og han vidste egentlig ikke helt hvorfor, han havde bare sagt at han elskede Madelaine og nu reagerede hans krop som om han havde været ved at slå sig selv ihjel. Han knyttede en hånd for brystet da han knapt kunne få vejret, han hev og sled efter det så andre i rummet begyndte at vende sig om for at se på ham. Karl kæmpede af fuld styrke, forstærket af det mængde magi han lagde for dagen, men det syntes ikke at hjælpe, kun holde et black-out på afstand. Stille kunne han mærke smagen af blod danne sig bag i hans mund og han opdagede til sin rædsel at han havde bidt sig selv så hårdt i læben at han var begyndt at bløde.
Med skælvende hænder tog Karl fat i bordet, han kunne mærke hvordan han havde mindre og mindre kontrol over sig selv. Da han kunne mærke Madelain bag sig, blev det tydeligt for ham at hun ikke fattede sagens omfang, men troede at han var nervøs (Hvilket heller ikke var helt forkert). Karl havde opfanget at han havde det underligt allerede da de havde forladt hotelværelset, han var ikke sikker på hvorfor, og havde slået tanken hen som en del af den kærlighed der havde bruset ud af ham til Madelaine, men det blev ham mere og mere tydeligt at der var noget andet der spillede ind.

Madelains ord lød fjeerne i hans snurrende hoved, men han fangede dem. blodet fra hans mund dryppede stille ned på den hvide dug mens han med samme skælvende og nu også skræmmende livløse stemme sagde, "Jeg er ingens herre, specielt ikke din... Det må du love mig du aldrig siger igen". Karl hev nu mere efter vejret end før og hans blik blev fjernt, folk der nu kiggede på ham blev underligt tågede for hans blik.
På trods af at han var ved at få et black-out kunne Karl ikke lade være med at være glad inderst inde, Madelaine havde tilkendegivet at hun havde det på samme måde som ham, hun sagde det måske ikke så direkte, men han kunne mærke på hende at hun også havde følelser for ham.

Karl drejede hoved på en nderlig sløv måde og kiggede Madelain i øjnene, hvis det ikke havde været tydeligt før, var det tydeligt nu for hende at der var noget seriøst i vejen med ham. Sorte skygger dansede i hans øjne og det hvide så ud til at være ved at blive udkonkureret. Karl smilede på en underlig måde og lød overraksende kontrolleret igen, "Jeg har det fint". Med de ord, faldt han sammen og gled ned fra stolen og ramte gulvet med et dybt og ildevarslende bump. Selvom han var mere eller mindre bevidstløs, rystede han over hele kroppen som om han frøs og hans øjne snurrede som om han var vanvittig.

Karl var ved at være klar over at en af de magiske beskyttelser han havde lagt på sig selv for at holde hans indre dæmoner forseglet var ved at blive brudt og hans krop havde reageret ved at lukke sig selv ned, for at kunne bibeholde styrke til at bremse udviklingen, spørgsmålet var hvor længe han skulle forholde sig i denne trance tilstand, og om Madelaine ville være skræmt væk fra ham for tid og evighed, men på den anden side havde han advaret hende om hvilke fare der var forbundet med ham, og han håbede at hun ville forstå og ikke bare flygte som andre formentlig var ved at gøre. Med dirrende og næsten utydelig stemme hviskede Karl, "Madelaine, undskyld".

Madelaine havde studeret hans øjne som de mødte hendes, der var et eller andet over dem som hun ikke forstod, men hun tiede stille i et vis stykke tid for at undgå at komme med en dum kommentar som Karl ikke gad at svare eller høre på.
Hvis hun stillede ham et spørgsmål lige nu ville hun nok heller ikke få et ordentlig svar sådan som Karl havde det. Hun kunne se på ham at han ikke var helt.. oven på? Eller hverken sig selv? Madelaine vidste at han løj lige der hvor han havde sagt at han havde det fint. Men hun fortrak blot sin ene mundvige i et skævt smil med et glimt i øjet, som et tegn på at hun ikke ville spørge yderligere ind til det. Måske ville folk regne med at hun ville blive fortrækket, sagen var bare den at der altså skulle mere til for at skræmme hende væk da Karl faldt ned fra stolen.

Inden at hun mødte Karl så hun sig selv som en sort elver, selvom hun ikke var det, hvor hun ikke havde medlidenhed med nogen eller noget. Efter noget tid som hun lærte ham at kende begyndte hun at blive mere åben. Hvis det ikke var for deres møde og hans opførsel mod hende, havde hun nok angrebet ham for længst. Et mindre fnis undslap fra hendes strube da tanken strejfede hende, inden at hun rystede kort på hovedet og gik hen ved siden af Karl som han lå på gulvet efter at hun havde trådt væk fra stolen hvor han sad før. Madelaine satte sig ned på hug med sine arme liggende på sine lår.
"Du skal ikke undskylde," hun søgte efter hans øjenkontakt igen og da det lykkes hende, kunne det ses i hendes øjne at hun mente det hun sagde. Hun havde jo fået en masse advarsler fra ham tidligere og Madelaine var sådan set forbedret på at der kunne ske noget.. men hvad, vidste hun ikke.
"Jeg har hørt efter hvad du har sagt og går ingen steder, medmindre at du er ved min side" sagde hun bestemt mens at hun tog hans ene hånd og førte den op til hendes kind. Hun havde gjort det uden at vide hvordan Karl ville reagere. Et charmerende smil viste sig på hendes læber mens at hun så på ham med et lidt forventningsfuldt blik i øjnene.

Af en elverkvinde som hende, så gjorde hun ikke meget andet end at hun blev siddende på hug ved siden af ham. Hun ville hellere ikke gøre noget som Karl slet ikke brød sig om. Hun ville ikke gøre ham mere forlegen eller vred.
"Jeg elsker dig Karl.." mumlede hun sådan at han knap nok lige kunne høre hende, så det næsten lød som en hvisken. Man skulle have en god hørelse, hvis man gerne ville kunne mene at man hørte det tydeligt.
Hendes ene hånd der ikke holdt om hans hånd lå stadigvæk på hendes lår. Hun lukkede sine øjne lidt og kiggede på ham ud af øjenkrogen. Hun havde skam tænkt på at hjælpe ham op at stå.. men nu havde hun gjort noget andet uden at vide hvad det indebar af konsekvenser.

Karl hev efter vejeret så meget at det blev tydeligt at han manglede luft, hans ellers mørk hud, fik en glød der vidnede om at han var på grænsen til at forsvinde og besvime totalt. Karls øjne blev også forsigtigt helt sorte uden pupiller, han mindeder efterhånden mere og mere om en dæmon end en sortelver.
Karl lå og rystede som om han frøs, men sveden haglede ned over panden på ham. Han anede ikke hvad han skulle gøre, det var så indbuydende bare at give slip og lade helvede bryde løs på jorden igen, lade Scars og Guy vandre jorden igen. Han kunne dog ikke få sig selv til at gøre det, for konsekvenserne ville være enorme, ikke bare ville han selv formentlig dø af det denne gang, hele Di Morga og måske verden, ville blive lagt øde under de kampe som ville dræbe alt liv som han kendte det.

Karl kunne fjernt hører og mærke Madelaine, han kunne ikke forstå det hun sagde til til ham, men han mærkede deres mening, hun sagde at hun havde det på samme måde som han havde det overfor hende, og at hun ikke ville gå fra ham. Det var en utrolig følelse som bredte sig i brystet på ham, kampen mellem det gode og det onde var tydelig i sådan en grad at man ligefrem kunne følg med i hvordan de hvide og det sorte dansede om kap i hans øjne, men det mørke fik hurtigt overmagten igen.
Karl kunne høre de velkendte stemmer snakke til ham, byde ham at slippe alverdens ondskab løs, bare for at slippe for smerten, men han kæmpede videre mere end han nogensinde havde gjort før, han havde nogen at forsvare igen, det var ikke bare ukendte ansigter som ham intet sagde, det var Madelains liv hans styrke afhang af, han kunne ikke lade Guy tage kontrollen med ham, ikke nu, ikke så kort efter at han igen var blevet sig selv.
Billeder skyllede forbi for hans indre blik, mange af dem havde Madelaine med i dem, selvom det var ting der var sket længe før hun var blevet til, dog syntes det at være hans hjernes opfattelse at hun var det vigtigste der var og han var helt tilbøjelig til at give den ret.

Med et pludseligt ryk, fløj Karl op, så han svævede lidt over jorden, han var nu besvimet, men ikke desto mindre svævede han et par cm over jorden i oprejst position. En underlig lyd der mindede om meget stor snærrende hund kom fra ham mens han lukkede de helt sorte øjne op, han stirrede direkte på Madelaine, med en stemme der tydeligt ikke var hans egen snærrede han, "Så dette er det der sørge for jeg ikke kan bryde ud af mit fængsel? Du har fundet dig en mage som du forsøger at beskytte Ricter? Jeg ville næsten grine, hvis det ikke havde været fordi jeg kun kan love dig at hun bliver den første der dør når jeg kommer fri igen".
Hele karl krop rystede kraftigt og med en træt stemme der var hans egen igen sagde han, "Over mit døde lig Guy".

Karl faldt derefter sammen på gulvet, han kunne igen trække vejret, men han var afkræftet og han besvimede som et resultat. Dog lige inden han gjorde det kiggede han på Madelaine og smilede "Du har nogen pæne øjne".

Madelaine satte sig helt ned på gulvet, så hun ikke længere sad på hug mens at hun rykkede sig tættere på Karl så hun næsten lænede sig helt over ham til sidst da det så ud til at han skulle besvime for hvert øjeblik der gik. Hun tog fat i hans hage parti med sin ene hånd med et ret stramt greb.
"Karl.." mumlede hun op til flere gange som hun prøvede at komme ind til ham. Det kunne ses på hende at hun ikke havde en fjerneste idé om hvad hun skulle gøre da hun ikke havde oplevet sådan noget før. Hun reagerede lidt forskelligt på det, som situationen foldede sig ud og med et sæt trak hun sig væk fra Karl da han pludselig fløj op så han svævede i luften med ikke destro mindre var der en anden som havde overtaget hans krop.. hun kunne høre på hans stemme at det ikke var ham og den sætning.. der lød i hendes øre fik hende til at ligge sine lange spidse ører ned.

Madelaine havde skam taget det til sig, men hun ville ikke flygte eller lade det gå på sig selvom det nok gjorde i sidste ende, hvis man så rigtigt efter på hendes krops udstråling. Hun kiggede i et sekund væk for at lade som ingenting inden at hun lod sine øjne hvile på ham og lagde sit hoved en smule på skrå, hvad kunne hun gøre ved det? Intet? I denne situation var hun det svageste led da hun ikke kendte til den anden personlighed inde i Karl. Eller den anden person, hvad det end var. Hun manglede nogle redskaber, og dem ville hun måske få på et tidspunkt af Karl hvis Madelaine kunne få ham til at give hende nogle redskaber.

Noget af tiden rystede hun også i kroppen uden at hun helt bemærkede det selv, og et gisp lød fra hendes læber efter at Karl så endeligt faldt atter på gulvet og den mærkværdige stemme var forduftet. Hun kravlede med det samme hen til ham da han vågnede. Hun knep øjnene sammen som han kom med en kompliment. "Ved ikke om jeg kan vænne mig til det, men jeg vil lade det komme an på en prøve" sagde hun, og smilede inden at hun åbnede sine øjne endnu engang og kiggede ind i hans øjne. Hvor hun derefter lænede sig ned mod ham og lod deres læber mødes i et kys.
"Jeg er ikke rigtig sulten mere" sagde hun stille mod hans læber før at hun bed kækt i hans underlæbe med et strejf af sensualitet.

Han kom med et lille støn der mindede om et grin, på grund af Madelaine, var han ikke døset helt hen alligevel, "Ærligt, så er jeg heller ikke ligefrem sulten mere". Karl hostede lidt efter hun havde kysset ham, og en smal stribe blod løb ned af hans mundvig, og trods hans krop føltes som om han havde fået tæsk i flere dage, fik han sat sig op og ømmede sig, hans ribben gjorde ondt som bare pokker, men han kunne ikke lade være med at smile en smugle for sig selv, han havde jaget hans onde sider væk, fordi han igen havde noget at kæmpe for, nogen han for alt i verden ville beskytte fra sig selv.
Tungt og meget besværligt, fik Karl kæmpet sig selv på benene, han stod og svajede lidt, mens han så en smugle ør ud, dog var der et stort smil placeret på hans trætte læber, "Måske det er bedst vi trækker os tilbage, så andre kan få noget at spise", han smilede til Madelaine, og det var tydeligt det ikke var så meget en god idé, som det var et bedende ønske om at han havde brug for at der ikke var så mange der stirrede på ham som om han var vanvittig.

Han tog med rystende hånd fat i Madelains, han smilede forsigtigt til hende, "jeg skal nok forklare dig det hele lidt senere, ligenu har jeg bare brug for at få lov til at komme lidt væk herfra", roligt med en smugle usikker gang, begyndte Karl at fører Madelaine tilbage til deres værelse, hvor han smed sig på sengen da de var kommet ind.
Han klappede let på senge for at signalere at Madelain skulle ligge sig ved siden af ham, så de kunne kigge hinanden i øjnene, "Kom med et spørgsmål, jeg ved du har mange til mig, og jeg lover at svare dig ærligt på alt".

Madelaine var enig med ham. Hun ville også gerne væk fra stedet, og komme et sted hen hvor de kunne være alene. Når det kom til stykket ville hun heller ikke have så meget opmærksomhed igen, nogle gange blev det alt for meget. Langsomt fortrak hun sin ene mundvige i et mindre bekymrende smil efter at hun kunne mærke hvordan Karl rystede i kroppen. Hun vidste ikke hvad hun kunne gøre ved det? Skulle hun i det hele taget gøre noget for at hjælpe med det? Med rolige skridt fulgte hun bare med Karl og videre op til hotel værelset, som han hurtigt lagde sig ned i sengen gik hun også hen for at ligge sig ned ved siden af ham.

"Faktisk har jeg kun et spørgsmål" kom det fra hende mens at hun vendte sig om mod ham, så hun lå på siden.
"Hvis du ikke svarede ærligt kunne jeg nemt regne ud om det var sandt eller falsk" sagde hun med et lille grin inden at hun rømmede sig for at vise at hun tog denne samtale seriøst.
"Kan du give mig nogle redskaber, til hvad jeg skal gøre når jeg ved at du ikke er dig?", spurgte hun og kiggede dybt ind i hans øjne for at fastholde øjenkontakten. Hun ville gerne gøre noget når hun vidste at Karl ikke var sig selv. Spørgsmålet var bare hvad. Hun var blevet helt forvirret da han var i en besvimet tilstand hvor han efter noget tid svævede oppe i luften mens at der lød en helt anden stemme...
Så der pludselig lød en trussel fra hans læber om at denne mand ville dræbe hende når han havde chancen. Ikke fordi hun havde taget det på sig så meget igen fordi hun generelt var kold på det område og ville selvfølgelig forsvare sig selv og gøre modstand hvis nogen prøvede på at skade hende.

Hun så på ham med et forventningsfuldt blik inden at hun kiggede ned mod dynen og puttede sig ind til ham, så de lå helt tæt. "Ellers har jeg ikke så meget at spørge om.. ikke lige nu" mumlede hun.
Det ville også være kedeligt for hende.. hvis hun fik alle svarene med det samme.. hun kunne godt lide at der skete noget spænding.
Og Karl kendte jo heller ikke hende ud og ind.. ikke helt endnu? Medmindre at han allerede havde lært en masse om hende uden at hun vidste besked.

Karl kom med et træt smil, han havde ikke forventet et spørgsmål der omhandlede hvordan hun kunne hjælpe ham, han havde forventet at hun havde spurgt hvad det var der levede i ham og grunden til at det befandt sig hvor det gjorde. Han rynkede eftertænksomt panden inden han kom med et forsigtigt smil, "Jeg tror ikke der er noget, som jeg kan give dig, der vil hjælpe på den byrde som jeg bærer... Du kan være der for mig når jeg får et anfald, og det er vidst det hele, men du skal vide at en dag kan jeg ikke holde til mere og jeg vil for altid blive forandret til noget andet igen, og denne gang vil jeg ikke blive mig igen". Karl rørte lidt uroligt på sig efter at han lige havde forudset sin egen død, eller det han så som det samme som at dø.
Tankerne om det han før havde været blev ved med at ramme ham, han havde bare været en tom skald der kun sporadisk fulgte ordre og hvis loyalitet var yderst tvivlsom når den var bedst. Han havde været et skræmmende syn for enhver på slagmarken, og ingen havde kunne vide sig sikre fra ham, alt der havde stået for ham havde ladet livet, alle undtagen én og det var fordi at han havde fået hjælp i sidste øjeblik... Zane den kujon.

Han mærkede varmen fra Madelaine og smilede til hende som hun pressede sig helt ind til ham, han turde ikke sige det, men han var sikker på at det var hendes fortjeneste at han ikke var blevet ændret den mindste smugle den aften. Han kunne ikke holde øjnene fra hendes, han følte sig som en flue draget af lyset fra en stjerne, som blinkede og legede med hans sanser. Hun gjorde ham helt igennem ør, ikke fordi han fik det dårligt, men fordi hans hjerte og ellers så velfungerende hjerne sprang et slag over hver gang hun smilede og blinkede til ham.
Karl lod en hånd glide om bag hendes hoved og han kyssede hende blidt på panden mens han nussede hende lidt, "Så har jeg et spørgsmål til dig, vhis jeg må være så fri", karl kyssede hende på munden inden hun kunne sige noget og trak kort efter hoved tilbage, "Du har selv sagt at du er kold, hvem eller hvad har gjort dig kold? For du virker som en af de personer jeg kan bedst med i denne verden".

Karl tænke på hvor få det egentlig var han brød sig om i denne tid, det var så meget anderledes, end da han for længe siden var forsvundet. Der var ingen respekt omkring det han var og det han udførte, folk slog hinanden ihjel på må og få, og dem der skulle beskytte dem var intet sted at finde. For ham var der noget i vejen med det der skete overalt omkring ham, ikke fordi han var bitter, eller sur, men fordi den pagt med naturen og det liv man burde være glad for, blev taget totalt forgivet af så mange.
Andet han var selv en Sortelver og hans syn på verden var mørkt og ondt, men han havde svært ved at finde sig i at der ikke var nogen form for orden på det der skete, Zane var en uduelig leder der ikke gjorde noget, så længe han havde de beskyttende mure fra Abbadon om sig, var han ligeglad med alle andre.

Madelaine lagde sine hænder op på hans brystkasse, mens at hun lyttede efter hvad der blev sagt fra den anden person der lå ved hendes side.
Den person som hun elskede inderligt højt. Hun undslap et lavt gisp der næsten ikke kunne høres da Karl sagde at han på et tidspunkt aldrig ville blive den samme igen, som hun kendte ham. Hun kiggede op på ham og smilede forsigtigt efter at han havde kysset hende på panden. Hun overvejede hvilke ord hun skulle bruge til hendes fortælling om hvorfor der befandt sig en kold side af hende.

"Da jeg var lille gav mine forældre mig væk, fordi de havde problemer, dem bebrejder jeg ikke, men de personer som fik mig.. var nogle mennesker som undersøgte andre over naturlige væsner af dem de kunne få fat i.. og jeg blev en af deres eksperimenter" sagde hun stille og holdt en lille pause. Egentlig så ville hun helst undgå dette emne, men igen så ville hun heller ikke holde det hemmeligt for Karl. "Og siden da har jeg lagt den venlige side på hylden også efter at de ikke gad mig mere.. så jeg endte med at blive smidt ud på gaden" .. Nu havde hun næsten fortalt ham hele sin historie bare i en kort version. Hun sendte ham et svagt smil. "Den dag du ikke kan mere.. er en dag jeg slet ikke vil tænke på....", kom det fra hende som den sætning mens at hun lige så stille lukkede øjnene.
"Hvad er det for .. et væsen eller noget.. der er inde i dig?...", spurgte hun så af ren nysgerrighed..

Hun ville gerne vide mere om Karl derfor måtte hun bare fyre en masse spørgsmål af i stedet for at holde dem inde..
Og det kunne også være at det en dag så ville være for sent.. til at hun kunne spørge ham om det og få nogle svar.
Tanken strejfede hende om at den anden person inde i Karl skulle få tilladelsen til at dræbe hende på det tidspunkt når han ikke kunne mere.. Fordi hvis den dag kom.. hvorfor skulle Madelaine så leve? Der var ingen grund til at hun skulle forsvare sig og leve videre, når hun kun tænkte på at hun ville være sammen med Karl...

Karl kom med et lille suk, efter at have hørt på Madelaine's sørgelige fortælling, men for så vidt kom det ikke bag på ham at det var mennesker der var roden til at hun havde det så skidt. Mennesker syntes generelt bare at være roden til meget af det onde der fandtes i verden, de var selvfølgelig ikke onde på samme måde som dæmoner, djævle og så videre, nej de var onde på en anden og meget mere udspekuleret måde.
Karl skumlede, hans had til mennesker havde sådan set altid været der, men det flammede op igen nu hvor Madelaine forklarede om hendes traumatiske barndom. Hvorfor en race så nederdrægtig som mennesker fortsat fik lov at leve var ham uforståeligt, de var svage, havde et kort liv, og deres yngel var total hjælpeløs, at de havde overlevet kunne ikke skyldes andet end at de var tilsmilet af en af deres hedenske og modbydelige guder.
Karl tog sig selv i at mærke et brændende og sort had som det han havde haft for få øjeblikke siden, dog meget mere kontrolleret, det var dejligt på en underligt og selvopfyldende måde, han kunne mærke hvordan han fik lidt mere af sin styrke igen gennem hadet til menneskene. Han sagde dog ikke noget om det, det ville sikkert ikke falde i alt for god jord hos hans nye og uduelige herre, hvis han fandt ud af hvordan Karl havde det med mennesker.

Karl slappede mere af, og havde tydeligt fået flere krafter igen, efter hans korte undrende stilhed. han trykkede sig bare ind til Madelaine og kyssede hende, han lod sin tunge glide ind mellem hendes tænder og snog sig rundt om hendes, og da hans var noget længere end et menneskes tunge, ville det sikkert føles underligt for Madelaine, ikke destro mindre kunne han ikke lade være.
Med et roligt smil beroligede han hende efter lidt tid, "Der er ingen der siger det bliver så længe du lever, for alt jeg kan vide kan det være om tusinde år, på den anden side kan det også være idag, imorgen, eller om et øjeblik, så vi er nød til at nyde hinandens selskab så længe vi kan", han smilede forsigtigt, men forstod han ikke havde været det mindste beroligende, selvom det var det der var tiltænkt.
Med et skævt og pinligt smil kiggede han lidt væk, inden han skyndte sig at svare på hendes næste spørgsmål, "Det der lever i mig, er et mørke som intet andet du nogensinde vil føle eller se. Det er en skabning fra en anden tid og dimension, som er kendt under navnet "Guy". Engang forsøgte min race at blive uovervindelige, og vi skabte en portal... Det der kom ud kunne vi ikke styre på nogen måde, og jeg var nød til at ofre mit eget liv, for at redde alt det jeg havde kært... Men der er mere end 26.000 år siden."

Karl sank en smugle da han fortsatte, det trak spor i hans sind at skulle genleve alt det han havde gjort af ondt igennem hele hans tid, som fange i hans egen krop. "Jeg blev noget mørk, et væsen der ikke tænkte, ikke følte smerte... Jeg blev det våben som min race ville skabe, men ingen kunne kontrollere mig, alt var en kamp, alt var en fjende... Jeg husker meget lidt fra den tid...".
Karl kyssede igen Madelaine, han så ulykkelig ud og han vendte sig rundt, så han lå med ryggen mod hendes mave, han havde ikke lyst at tænke på hvad han havde gjort, han ville bare have billederne til at forsvinde, så han ikke skulle drømme dem om og om igen, hver gang han faldt i søvn.