Dont tell me. [Karl van Ricter]

Karl kunne ikke holde et grin tilbage, det var for perfekt, til at det kunne ske for ham, det var absurd at en der tydeligvis ikke havde gudernes bedst tilkendegivne glæde, skulle have lov til at have det som ha hade det ligenu. Hvis det ikke havde været skam der havde ville kræve at han begik selvmord, ville han have begyndte at tude.
Verden havde aldrig været hans bedste ven, hverken guderne eller de andre han befandt sig iblandt havde syntes særlig godt om ham, ikke engang da han ofrede sin sjæl, for at redde alle de andre i klanen. Det var bare blevet set som en udskydelse af det uundgåelige, som han selv havde været med til at sørge for. Kort efter havde han selv forladt hele hans familie og alt det han havde kært, da mørket havde taget så meget af hans sind, at han ikke længere kunne forsvare andre mod det.
Han lille grin, ville sikkert forvirre Madelaine endnu mere, men det var ligemeget, for første gang i al den tid han kunne huske, følte han at han havde gudernes vilje på sin side, samt han havde fundet en mage, en der kunne lide ham, selvom han havde advaret hende om at han formentligt ville slå hende ihjel når han engang skiftede form.

Karl vred sig løs af tankerne og kiggede ned på Madelaine, "Jeg kan ikke læse dine tanker særlig godt, jeg er ikke trænet i lige denslags magi, men jeg kan nok, til jeg kan sende meget små bedskeder".
Karl kom med et dybt støn, her kom det... Og Madelaine havde ikke flyttet sig, selvom hun havde fået chancen, men det måtte hun vel selvom. Karl var ihvertfald ikke herre over det mere.

Madelaine stoppede med det samme, og sank det hun som havde fået i munden, mens at hun havde givet slip på hans lem og trukket sig tilbage, hun blev siddende en smule på gulvet inden at hun rejste sig op, og stillede sig lidt op på tær da han var højere end hende og plantede så et kys på hans læber.
"Du ville nok også blive træt af mine tanker i længden, hvis du tjekkede dem ud døgnet rundt" sagde hun roligt, hun kiggede på ham og lagde sine hænder op på hans brystkasse uden på hans beklædning da han ikke havde fået alt sit tøj af.
Mens at hun fortrak sin ene mundvige i et charmerende smil. Madelaine kunne ikke lade være med at betragte ham.. Hun fastholdt sine øjne på ham.
"Vil du med i bad?" spurgte hun stille, mens at hun fugtede sine læber, et lille gab kom fra hende, det var nu ikke fordi hun var særlig træt, men hun syntes selv at hun trængte til et bad og det ville generelt være dejligt, især hvis Karl ville gå med hende.
Elverkvinden kyssede ham derefter på halsen som hun også slikkede lige efter med tungen. Hvis han ikke ville, var det fint med hende.. så kunne han bare vise hende vej til badeværelset og vente på hende. Han måtte gøre hvad han ville. Madelaine ville bare helst have at han gik med til det.
"Eller.. hvad vil du skat?" kom det fra hende efter et kort stykke tid. Måske lød hun lidt utålmodig, men det var ikke fordi hun ville tvinge et svar ud af ham..


"Hvis vi skal vente, kan du også give mig en ordentlig rundvisning", sagde hun så med en blid undertone, hun kyssede ham igen intenst. Uden at vide hvordan han havde det med det sådan som hun stod op af ham. Han fik næsten ikke chancen for at snakke, elverkvinden fniste lidt, mens at hun ventede på at Karl enten ville sige eller gøre noget.
Hvis hun skulle bedømme sit liv nu syntes hun at hun var den heldigste pige.. Elver kvinde i verden. Hun havde som sagt slet ikke regnet med at hendes liv ville vende sig så meget som det havde gjort.
Madelaine bed ham derefter frækt i næsetippen, hun kunne finde på at gøre alt for at få hans fulde opmærksomhed.