Sv: Memories fading away {Diego - åbent}

af **Milo** Tors 22 Dec 2011 - 23:29

(Pff, ja xD)

Milo rystede på hovedet af den andens ord. Han følte sig alt for mør i hovedet til overhovedet at forsøge på at følge med i vampyrens evigt skiftende humør.
”Rigtigt... Men hvem siger, at der bliver en næste gang?” gav Milo igen, ganske god tilfreds med sit modsvar.
Der blev dog sat skår i hans midlertidige glæde, idet Diego pludselig lagde armene om hans nakke - uden at røre hans sår, vel at mærke, ellers havde Milo skubbet ham væk med det samme. Men nu lod han være. Han var for træt og udmattet til overhovedet at gide forsøge.

”Nej…” løj han, men det var et noget halvhjertet forsøg på en løgn, for han vidste jo godt, at Diego ville gennemskue ham på et øjeblik. Vampyren kunne læse tanker, så det var bare et spørgsmål om tid, før han fandt ud af, præcis hvor tæt på Milo boede.
Den andens næste ord fik ham til at fnyse, som om han havde fået noget ubehageligt i næsen, hvilket var tæt på, selvom det eneste ubehageligt, han havde fået i sig, var gået ind igennem hans øre.
”Jeg ville nu heller ikke påstå, at du ser alt for godt ud.” Et drillende smil gled over hans læber. Hvor han fik styrken fra til at drive gæk med den anden lige nu måtte guderne vide.

En velkendt stemme brød pludselig igennem mørket. Det var Caspian – men hvad lavede han her? Milo følte en blanding af glæde over at se ham og irritation over, at han forstyrrede ham og Diego. Hvis han kendte Caspian ret, ville han meget snart finde ud af, at vampyren havde bidt englen, og så ville helvede bryde løs. Det var ikke noget, han ønskede skulle ske, hverken for den eller anden af dem. Ikke for Caspian, fordi han holdt uendeligt meget af ham, eller for Diego fordi han… ja, var Diego. Han vidste ikke, hvordan han skulle beskrive deres forhold til hinanden. De var hverken fjender eller venner, og dog havde han lige tilbudt den anden sit blod.
”Det havde jeg heller ikke,” svarede han lettere sammenbidt, idet han betragtede Caspian komme tættere og tættere på.

af Gæst Tors 22 Dec 2011 - 23:45

Caspian forsøgte at forstå samtalen, men det var ikke alle hentydningerne han fangede. Men det vigtigste var ihvertfald faldet på plads for ham, denne vampyr havde sat tænderne i hans Milo. Det var ikke noget han ville slippe godt fra!
Han ofrede hellere sig selv for den, tilsyneladende, sultne vampyr for at redde den anden engel. Det virkede måske som en kliché og super corny, men det var sandheden. Det var den ærlige sandhed.

Imens samtalen stod på, mærkede han hvordan vreden ulmede i ham. Han ville på ingen måde kunne overmande vampyren, så den mulighed var udelukket. Men han ville kunne holde ham hen længe nok til at Milo burde kunne få et nogenlunde forspring. Det var vel også det værd.
Caspian var jo død en gang, det havde faktisk ikke været så slemt. Han ville nu gerne springe i kødet på den overlegne væsen med de spidse tænder foran dem, for at kunne redde Milo. Hans Milo fortjente at leve livet til fulde.

Milos løgn virkede for let at gennemskue. Selvfølgelig vidste Caspian hvor han boede, da de jo stortset boede sammen. Men alligevel løj englen for dårligt til at nogen som helst ville hoppe på krogen. Men vampyren ville ikke kunne komme ind uden en invitation fra ejeren af huset. Dét vidste han dog.
Så hvis Milo boede hos ham, ville Diego, som vampyren åbenbart hed, ikke få mulighed for at komme ind.
Men dette påpegede han dog ikke, vampyren måtte jo selv vide at han skulle bruge en invitation.

Da Diego spurgte til hvem han var, vidste ikke helt om han skulle røbe sit forhold til Milo samtidig. Han valgte dog at lade være, dog ville man være godt blind hvis man ikke kunne se at der var et tydeligt bånd mellem dem.
"Jeg er Caspian.." svarede han, en anelse snerrende. Han skulle ikke tro at han kunne manipulere ham. Mange vampyrer var fænomenale til skuespil og manipulation.

Til trods for Milos svar til Diego flyttede Caspian sig ikke. Måske var han uønsket, men den anden engel lod ikke til selv at kunne håndtere situationen. Ellers var han aldrig blevet bidt. Det nægtede han at tro på, at hans magiske Milo ville gå med til frivilligt.
"Hvorfor blev du bidt, Milo?" spurgte han, så roligt som han kunne mønstre lige nu. Han måtte jo give Diego en chance inden han lod ham tage skylden for noget, der måske ikke helt var hans skyld.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 0:07

Diego fangede løgnen, Milo forgæves forsøgte at stikke ham. Men nu kunne det være fuldstændig ligegyldigt, hvor Milo boede henne. Og hvad vampyren havde haft i tankerne, kunne også være fuldstændig ligegyldigt. Såvidt han kunne fornemme fra Milo, ville denne situation meget nemt kunne ende i en slogskamp.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt, da Milo sagde, at han heller ikke så for godt ud. Han regnede med, at det skulle tages som en drilagtig respons fremfor en direkte fornærmelse.

Den anden engel havde dog hurtigt fanget hans opmærksomhed. Og Diego kunne selvfølgelig ikke dy sig fra at rode lidt i den nyankomnes tanker ...
Han havde allerede fået et klart indtryk af, at de kendte hinanden godt, men det kom alligevel som et chok for ham, hvor godt de kendte hinanden. Elskere ... Hans frokost havde en elsker. Det var jo bare skønt! ... Nej.
Han rynkede på næsen og hævede det ene bryn, hvilket resulterede i en noget sjov grimasse, der alligevel virkede mere frastødt end grinagtig.

Kort efter faldt hans ansigt dog tilbage i de vante folder og han så kort mod himlen. Så slap et lavt grin hans læber og han slog hænderne sammen, det gav et hult ekko, men det føltes som om det lettede en trykkede stemning, blot et øjeblik.
"Åh, jeg forstår ... Elskeren vil lege babysitter for sin dyrebare skat." At spørge Milo, hvorfor han var blevet bidt ... Vidste den anden engel slet ikke, hvor lidt den uskyldige engle-stereotype passede på Milo? Diego havde jo godt nok også kendt den lyshårede et stykke tid før han døde, og blev sat i forbindelse med noget så 'godhjertet og uskyldigt' som en engel.

"Din kære Milo tilbød skam selv sit blod ... " Han vendte hovedet lidt, og sænkede stemmen en smule, mens hans blik hvilede på Milo igen. "Og det er hverken første eller sidste gang ... " Det var ligeså meget en konstatering af deres forrige samtale, som det var et hint for at gøre Caspian vred med vilje.

Diego vendte ryggen til Caspian - det ville have været en fejl, hvis han ikke havde været i stand til at læse tanker, og derfor kunne være på vagt overfor den andens handlinger. Så rakte han frem og strøg blidt over Milos hans, hvor såret allerede var ved at vokse sammen. Der var en ubehagelig følelse i hans bryst. Men om den var ubehagelig eller behagelig betød intet - det var en følelse. Diego ønskede ikke at føle.
Såret var næsten væk ... Milo ville leve sit liv videre, uden noget bevis for at have mødt Diego igen. Han ville måske endda glemme ham ... Nej ... Følelsen skulle væk.
"Jeg vidste ikke, du havde brug for en babysitter, Milo." Hans tone var hånlig, men hånen var rettet mod Caspian.

af **Milo** Fre 23 Dec 2011 - 0:27

Milo måtte bekæmpe en indre trang til at gå over og ligge armene om Caspian. Han kunne ikke afsløre deres forhold overfor vampyren, der helt sikkert ville vende det til sin fordel.
Det lod dog til, at Diego selv havde regnet det ud, sikkert fordi han havde læst Caspians tanker.

Caspians spørgsmål fik Milo til nervøst at gnide sin nakke. I et kort sekund havde han glemt alt om bidet, men det fyldte igen hans tanker, da han kom til at gnide sig i såret. Han skar en grimasse af den flygtige smerte.
Han havde ikke lyst til at fortælle sandheden, men han vidste, at han blev nødt til det. Godt nok ville Caspian ikke kunne se igennem en løgn, men det ville Diego kunne, og han tvivlede ikke et sekund på, at vampyren ville afsløre det hele overfor Caspian, hvis han ikke selv gjorde det.
Vampyren kom ham dog i forkøbet. Han hævede vredt hånden, men han vidste godt, at han ikke ville have kræfter til at slå Diego. Så hånden faldt langsomt ned langs siden igen.
”Det var kun, fordi Diego var sulten. Han narrede mig,” svarede han fortrydende, idet han sendte Diego et irriteret sideblik. Han skulle aldrig, aldrig havde ladet sit hjerte og sin dårlige samvittighed om at bestemme, da Diego havde spurgt efter lidt blod. Det var sket en gang før, og nu var det sket igen - og ingen af gangene havde han fået noget godt ud af det.

Da vampyren strøg ham over halsen, gøs Milo. Han løftede sin hånd endnu en gang, denne gang for at fjerne Diegos hånd.
”Caspian er ikke min babysitter,” påpegede han.

(I'm a slowpoke D:)

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 0:44

Caspian lod alle sanser fokusere på vampyren. Milo virkede alt for svag til at komme med de store udspil, så det måtte være Diego han skulle holde øje med. Sjovt nok lod det ikke til at han havde opdaget Caspians manglende syn. Men det ville han opdage før eller senere og i den forbindelse sikkert også undervurdere ham.
Det var en ting som mange efterhånden gjorde. Det faldt dog ikke altid ud til deres fordel.

Da Diego fremførte sin teori, var det som havde han stjålet Caspians tanker og det var dér at det slog ham. Vampyren måtte kunne læse tanker! Det ville give mening. Det var det eneste han kunne komme i tanke om. Den eneste løsning som virkede passende til hændelsen.
De hånlige ord bed han dog ikke på. Han kunne godt se hvordan han havde tacklet sagen fra start af havde været forkert. Han skulle have gjort det hele anderledes, så havde de måske ikke været her. Her hvor vampyren prøvede at tirre ham til at blive vred. Heldigvis skulle der mere til at trigge hans vrede.

"Det er måske ikke første gang, men det er ihvertfald sidste gang.." rettede han som var det åbenlyst for en hver. Han nægtede at lade Milo støde på det manipulerende væsen der stod foran dem. Foragten for nattevæsnet vældede op i ham samtidig med at en hvis sympati slog ham. Det stakkels væsen var reduceret til at bede en engel om blod. Han lod ikke til at være som de ordinære vampyrer der bed først og så spurgte. Han lod ikke til at være helt i kontrol med sig selv.

Caspian fnøs kort, da han nævnte ordet "babysitter". Nej, han var skam ingen babysitter for den kære Milo. Han ville ikke tage ham i hånden og flytte ham væk fra alle problemerne, selvom en del af ham skreg efter at gøre det. Nej, han ville hellere stå ved hans side og hjælpe ham, være med sin elskede mod dette skrækkelige væsen.
Diego skulle ihvertfald ikke krumme et hår på hans hoved igen.

Milo virkede utroligt svag i forhold til hvad Caspian havde regnet med. Vampyrens tænder var måske gået dybt? Eller også var det bare drænende at få suget blod fra sig? Vampyren kunne også have drukket for meget.
Alle disse scenarier skød gennem hans hoved inden han endelig fik skubbet dem væk og gik et par skridt tættere Milo. Hans forklaring rystede han blot på hovedet af. Han tænkte det nok. Den anden engels hjerte var alt for godtroende. Han gjorde for meget for sine medvæsner og det var dét der havde fået ham i den her situation.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 1:02

"Narrede dig?" Diegos blik borede sig ind i Milos med en ægte afsky og fornærmelse. Som om han havde narret englen ... Milo havde selv valgt, at give efter! Det var ikke Diegos skyld ... Selvom Diego nu ikke havde noget imod at tage æren for det.
"Du bad mig bide dig .., " grinede han svagt.

Han så noget overrasket ud, da Milo pludselig fjernede vampyrens hånd fra sin hals ... Han havde bare set på såret - med noget, han sagde til sig selv, ikke var ægte bekymring.
"Alligevel kommer han rendende efter dig, for at sikre, du ikke har lavet ballade." Diegos stemme var stadig hånlig, men den sidste rest af drilleri var forsvundet.

Han opfangede Caspians tanker, og havde lyst til at slå ud efter ham som en klapperslange, der følte sig truet. Sympati? Reduceret til at ... spørge om blod? Ingen kontrol?
Problemet var desværre ikke, at Diego ikke kunne styrer sig selv. Problemet var, at han modsat så mange andre vampyre, var i sine følelsers vold, mens han konstant benægtede at have nogen.
Man kunne benægte følelser så kraftigt, blive såret så hårdt, blive pint så længe, at man til sidst havde svært ved at føle noget som helst. Det betød dog ikke, at følelserne ikke stadig var til stede.

"Nå, så det tror du ikke?" Ordene var en respons på, at Caspian ikke ville lade ham drikke af Milo længere. Den fremmede skulle bestemt ikke bestemme, hvem han ville bruge som offer ...
Men hvorfor kæmpe for denne ene, ubetydelige engel? Når der var så mange godtroende, naive mennesker og elvere? Det måtte være på grund af den relation der var mellem ham og Milo, fra Milos menneskeliv .. Måske mindede den ikke-uskyldige engel Diego om hans eget menneskeliv og om de få ting, han ønskede at holde fat i.

af **Milo** Fre 23 Dec 2011 - 1:17

Milo snappede efter vejret en enkelt gang, da Diego modsagde ham.
Okay, måske havde vampyren ikke ligefrem narret ham til at bide ham – men han havde i hvert fald narret ham til at føle sympati overfor sig, hvilket havde ført til, at Milo lod ham bide sig. Dengang havde blondinen ikke kunne se, at hans triste udsagn og blikke havde været falske det kunne han nu, hvor Diegos ægte følelser endelig brød igennem hans facade.
”Det… passer kun halvt,” indrømmede han.

Diegos hånlige ord fik vreden til at ulme op i ham endnu engang. Caspian havde ikke engang vidst, at han var på legepladsen, så hvordan i al verden skulle han dog kunne komme rendende efter ham for at sikre sig, at han ingen ballade lavede?
Nej, det var langt fra sådan, det hang sammen. Ikke desto mindre glædede det ham at se den anden engel, selvom han lige ville ønske, at han var i sin lejlighed. Han ønskede ikke, at der skulle ske ham noget, og sådan som ham og Diego blev ved med at mundhugges, kunne meget tyde på, at der snart ville ske noget. Et eller andet.
Og det kunne umuligt være godt.

Idet Diego svarede Caspian igen, greb Milo fat i hans arm. Han tvivlede på, at han ville kunne holde ham tilbage. Det gav ham bare en sær fornemmelse af tryghed at vide, at hvis vampyren havde tænkt sig at gå imod Caspian, så kunne han da i det mindste gøre noget for at forhindre det.
”Hold nu op med det der,” bad han. ”Begge to.”
Han rettede sit blik imod den anden engel og rynkede sine bryn ganske let. Den ene gang, hvor Caspian havde fortalt ham, at han var blevet truet af en i metroen, havde Milo følt hævntørsten fylde sit sind. Hvordan ville han så ikke have det, hvis Caspian rent faktisk blev såret?
Gå nu hjem, Caspian… bad han i sit stille sind. Gå hjem, hvor du er er i sikkerhed…

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 1:30

Vampyrens påstand troede Caspian dog ikke på. Han valgte at stole på Milo, da Diego sagtens kunne tænkes at ville skabe splid mellem dem. Det kunne lykkes, hvis ikke det var fordi at han stolede på den anden engel mere end han blev irriteret over Diegos ord. Efter at have taget hele situationen ind på en anden måde, fik han et langt bedre overblik over hvad der foregik og hvordan han skulle tackle det.

Et svagt smil bredte sig på hans læber da han fornemmede hvordan han havde ramt et ømt punkt hos blodsugeren. Han var tavs og lod til at kæmpe med sig selv. Det bedste man kunne ramme et så ærefuldt væsen som en vampyr på var deres stolthed. Det kunne afføde en agressiv handling, men det var ikke nødvendigvis det udfald der ville komme fra Caspians provokation af Diego.
Til trods for at det lidt var et skud i tågen, fortsatte han;
"That's right - du er ynkelig, du er ikke som andre vampyrer. Du hænger dig i fortid og lader følelserne styre din krop. Men du kan ikke engang styre dine følelser!" sagde han hånligt og trådte endnu et skridt hen mod Milo.

Det var et risikabelt gæt, hvis det var forkert ville han helt sikkert gå ned meget hurtigt. Men hvis vampyren havde drukket fra Milo før, måtte han vel lade sig styre af at det var en fra hans fortid. Samtidig virkede han til at have et eller andet ømt punkt for den kære engel, eftersom han intet gjorde ham.
Caspian lod faktisk til at have forstyrret i noget meget spændende.

"Nej, jeg tror ikke.. Jeg ved" svarede han blot og skærpede endnu engang sine sanser om nattevæsnet foran dem. Han kunne være ensbetydende med døden, men så let skulle han ikke have det.
Selv ikke Milo lod til at bryde sig synderligt meget om ideen om at Diego ville gøre ham fortræd, eftersom det lød som om han greb ud efter vampyrens arm.

Men Caspian nægtede at smutte hjem, han ville ikke efterlade Milo så svag i den dominerende flagermus' selskab. Det måtte blive over hans lig!
Han tog de sidste skridt hen til Milo og forsøgte at stille sig ind mellem vampyren og den anden engel. Bare for en sikkerheds skyld, det kunne jo være Diego blot ville ignorere ham og lade ham sejle sin egen sø.

"Du lader dig kontrollere af det hjerte, som ikke længere slår i dit bryst. Du er en skændsel, et udskud!" snerrede han og der var noget drillende over hans smil. Han følte sig nogenlunde sikker i situationen efterhånden.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 2:06

Så snart Caspian var begyndt at tale, registrerede han knap Milo længere. Han mærkede kun, at der blev grebet fat i hans arm. Han lyttede meget mere end hvad var godt for ham. Han bed fast i hvert ord, selvom han vidste at det bare var med til at flå mere i hans allerede fordærvede sjæl. Diegos aura var mørk og lå så tungt om ham, at han næsten fik en klaustrofobisk reaktion, og hans unødvendige åndedrag var knap til at styrre.
Han rystede ... Han mærkede hans arm ryste under Milos greb, da han i et kort, ynkeligt ryk forsøgte at trække den fri, for at slå Caspian i gulvet - eller rettere sagt legepladsens sand ...

Der var ting, i Caspians lille tale, der bare fløj forbi uden at forplante sig. Ting, Diego ret faktisk ikke blev rørt af overhoved. For eksempel hans levevis. Diego havde selv taget valget, at blive et nattevæsen, for hundrede år siden, da han havde sat i vampyrens arme ...
Ordet 'fortid' var egentligt det der slog hårdest ... Men hvilken fortid var overhoved værd at spilde tanker på?`Den, hvor han havde været et ynkeligt, hjælpeløst menneske eller den, hvor han havde været en ynkelig hjælpeløs slave for en mægtig vampyr? ... De var begge store pletter på hans stolthed ...

Diego lagde hovedet lidt på skrå og grinede kort. Ligegyldig hvor rigtig Caspian skød, så var og blev det skud i tågen. Han vidste ingenting om Diego.
"Du tror virkelig, du kan narre en vampyr til at stikke af? Manipulere en mester i skuespil? Du er den ynkelige her."

Diego rev armen fri af Milos greb ... Han vaklede imellem om han skulle slå Caspian eller om han skulle gøre mere for at komme imellem de to turtelduer. Det gik også op for ham, hvorfor hele den sag betød noget for ham. Han var aldrig blevet nægtet noget, han ville have, og nu blev han nægtet Milo ... Det var i hvert fald den grund, han selv havde.

af **Milo** Fre 23 Dec 2011 - 2:14

Det kunne godt være, at Diego lige nu blev fremstillet som den onde, man skulle tage sig i agt for, men af den grund irriterede det ikke Milo mindre, da Caspian blev lige i overkanten grov i sin tale overfor vampyren.
At Caspian trådte på den andens følelser på den måde, irriterede Milo noget så grusomt. At Diego havde følelser var nærmest et rent vidunder, for det var sjældent, at vampyrer kunne føle meget andet end tørst. Så når en tilfældig engel – tilfældig i Diegos øjne, i hvert fald - valgte at rakke ned på det faktum, at hans kolde hjerte rent faktisk kunne føle noget, kunne Milo ikke længere holde sig tilbage for at bryde ind. Ordene ’skændsel’ og ’udskud’ genlød i hovedet på ham. Han havde fået nok.

”Caspian, så stopper du!” snappede han af englen. Han greb ud efter hans hånd, idet han vidste, at den anden kunne fornemme andres sindsstemning igennem berøring og kun på den måde ville kunne danne sig et billede af Milos alvor.
I det samme mærkede han, at han fik sin anden hånd fri. Den, der havde haft fat i Diegos arm. Vampyren virkede til at være endnu vredere nu, men om vreden var rettet imod Caspian eller ham, anede han ikke. På den ene side havde Diego netop kaldt Caspian ynkelig, men på den anden side havde han hevet sin arm fri af Milos greb med en voldsommere bevægelse, end det havde været nødvendigt.

Nu, hvor Milo havde begge sine hænder fri, snoede han sine arme omkring Caspians ene arm. Det føltes, som om alle sivede ud mellem hans fingre her til aften. Først Diego, der vist havde opgivet ham for længst, og så englen, der viste sider af sig selv lige nu, som Milo aldrig havde troet, han skulle se.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 2:24

Caspians ord havde udelukkende været til for at forsøge at købe sig mere tid. Ordene havde bidt på vampyren lod det til, men Milo forpurrede hans plan. Et stik at irritation skød gennem ham.
Så vampyren måtte godt svine ham til, men han måtte ikke svare igen? Hans første tanke var at vride sig fri af den anden engels greb, men han lod være. Han ville gerne have Milo hos sig og nu var der endelig kommet det ønskede mellemrum mellem Diego og hans bevingede elskede.

Caspian fornemmede armen der ville slå ud mod ham, men kraften var ikke med Diego og han lod den falde igen. Han havde ellers været parat til at undvige en knytnæve fra den rasende vampyr. Eller rasende var han måske ikke, men det var da hans bedste gæt.

Langsomt lod han sin hånd finde Milos ene og gav den et klem, han havde forstået hvad englen havde sagt til ham og han havde taget det til efterretning. Selvfølgelig var det godt at vampyren kunne føle, men hvis det var de følelser der tærede Miles' for blod, var det ikke nogle følelser han kunne sætte pris på.
Kort vendte han hovedet mod Miles og sendte ham et smil. Det hele skulle nok gå - de havde jo hinanden nu. Han flettede deres fingre sammen og fandt en ny styrke i deres kontakt. Det hele var også meget nemmere nu hvor han kunne forstå hvad Milo mente. Hans sindsstemning strømmede gennem deres forbundne hænder og lod ham vide hvad den anden engel følte.

"Jeg forsøger ikke at narre dig, Diego. Jeg forsøgte at købe mig tid, men det måtte du jo have opsnappet med din fine evner.." svarede Caspian. Tonefaldet var måske lidt for sukkersødt til at passe ind, men den spidse undertone gjorde op for det. Han var bestemt ikke ved at blive åben overfor vampyren - men mon det var hvad der skulle til? Det var forsøget værd.
"Men hvad er det som binder dig så tæt til Milo, at du rent faktisk kæmper for at få netop denne engel? Der er så mange andre her i Di Morga, så mange andre du kunne benytte dig af til frokost.. Men er det mon forhindringen i det her? Er det udfordringen i at få netop Milo som lokker dig?" spurgte han. Denne gang var tonefaldet mere neutralt, ja nærmest venligt.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 3:35

Det varmede, overraskende nok, Diego, at Milo pludselig ønskede at forsvare ham. Han så mod den lyshårede engel, og gjorde noget, der virkelig chokerede ham selv. Han smilede. Men det lille smil havde ingen chance for at blive ... Milo stod jo trods alt og klamrede sig til Caspian. Diego var alene i verden, som han altid havde været, og han nok altid ville blive ved med at være, og det var der bare ikke noget at gøre ved.
Han hørte Milos tanker om, at Diego måtte havde opgivet ham. Han ville agumentere og forklare men hvad skulle det dog nytte? Det ændrede jo ikke på noget.

Diego blev stående, og flyttede sit blik fra Milo til Caspian. Okay så. Hans facade kakelerede og de to 'uskyldige' engle havde fået et smugkig på, hvem der var bag den stramme maske. De vidste, han havde følelser, selvom han stadig selv benægtede det ...
Desværre havde Caspian også fundet et af Diegos svage punkter. Det største hul i hans stolthed, måtte være hans følelser.

Han så uforstående på Caspian, og hans øjne flakkede mellem den skarlagenrøde og den isblå farve. Han måtte se ret ynkelig ud, og i det øjeblik var han også ligeglad. Alle pinlige øjeblikke kunne fejes væk ved at sige, det var skuespil.
"Vinde tid? ... Tid til hvad? Hvis jeg ville gøre Milo noget, havde jeg gjort det, da mine tænder var begravet i hans hals!" Han brød dig ikke om den pludseligt venlige tone.
"Hvad får dig overhoved til at tro, at jeg kæmper for Milo? ... Og hvorfor kæmper du for ham?" Han vidste, at han nok ville være; Fordi jeg elsker ham, eller noget andet vrøvl i den dur. Hvorfor kunne det samme ikke gælde for Diego? ...
Det vidste han jo godt selv. Selvom han benægtede at have følelser, vidste han godt, at han ikke følte noget for Milo, ud over jagtlyst ... og måske bare en trang til at være tæt på nogen igen.

// Jeg er bange for, min krea måske allerede er ved at dø igen >.< Åhnej ... //

af **Milo** Fre 23 Dec 2011 - 11:48

(Det er vel, hvad man kan forvente klokken halv fire om natten xD …. Du er næsten mere vampyragtig end Diego er!)

Milo hvilede sit hoved imod Caspians skulder, idet han lyttede til hans ord. Han virkede så velformuleret og intelligent – det gjorde de faktisk begge to nu, hvor han tænkte nærmere over det. Tanken slog ham, at de jo begge to var langt ældre end ham, og de var uden tvivl også langt mere livskloge.
Pludselig følte han sig lillebitte. Han var kun et barn sammenlignet med dem, et barn, der ikke havde noget at skulle have sagt i denne udveksling af fornærmelser og ondskabsfulde hentydninger.
Hans fremtoning som et lille barn blev kun hjulpet på vej af Caspians hånd, der klemte berolige om hans egen. En del af ham trak i ham for at få ham til at give slip og rette sig op og opføre sig som den mand, han nu engang skulle forestille at være, og en anden del fortalte ham, at han ikke kunne klare sig uden Caspians hjalp.
Caspian fyldte ham med en følelse af tryghed, han aldrig havde mødt nogen andre steder. Selv midt i den mørke nat stående overfor en vampyr – en ifølge Milos øjne ganske venligsindet en af slagsen, godt nok – følte han sig fuldkommen tryg og beskyttet. Eller, det var i hvert fald grænsende til det fuldkomne.

Milo vidste, at udfordringen i at få fat i ham umuligt kunne være det, der holdt Diegos kampgejst oppe. Selv før flagermusen vidste, at han ville møde modstand i form af Caspian, havde han virket ivrig efter at bide Milo. Der måtte stikke noget andet under. Sikkert et eller vampyrinstinkt af en art.

Diegos mange spørgsmål fik ham til at sukke dybt. Det måtte altså snart stoppe, det her…
Han havde mest af alt lyst til at hive Caspian med sig hjem eller i det mindste bare bede ham om at gå hjem for at få sat en ende for denne her ubehagelig samtale, men han vidste godt, at den anden engel ikke ville lytte til han. Det havde han ikke gjort tidligere, så hvorfor skulle han gøre det nu?

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 12:08

Caspian fandt tryghed og styrke i at have Milos hånd i sin, det var egentlig mest for hans egen skyld at han havde taget hans hånd. Nu havde han langt bedre indblik i hvordan den anden engel så situationen, samtidig med at han fandt det mod og den styrke han manglede.
Han lod langsomt sin tommelfinger stryge ham over håndryggen, som var de blot i biografen eller ude og spise uden nogen vampyr eller bidemærker i halsen.

Diego virkede et øjeblik slået ud af kurs, men han fandt vidst hurtigt tilbage og hans ord skar gennem den kolde luft. Måske forvirrede den pludselige venlighed ham?
Egentlig var det ikke det venlige sind hos Caspian som var kommet pludseligt - det var vreden og frustrationen fra før som var en mere eller mindre ukendt side hos ham.
Normalt var han jo godheden selv! Blid som et lam, kærlig og omsorgsfuld.
Men Diego vækkede et eller andet i ham, et eller andet som balancerede på kanten. Hvad det var, vidste han ikke. Men det var ihvertfald spændende.

"Vinde tid til at finde ud af hvordan jeg skal gribe situationen an.. Jeg efterlader jer ikke til jer selv, jeg overlader ikke Milo til en vampyr.. Uanset hvor sød og fin han er.." svarede han ærligt. Det nyttede intet at lyve. Diego ville fange hans egentlige svar fra hans tanker og han havde intet at skjule overfor Miles.

Ved Diegos påstand om, at han ikke kæmpede for Milo hævede Caspian et øjenbryn. Hvis ikke han kæmpede for Milo, hvad lavede han mon så?
"Så du påstår at du ikke kæmper for at smage hans blod igen? Du kæmper ikke for at føle hans nærvær? Men.. Hvad laver du så?" spurgte han i et undrende tonefald. Der lå intet fordømmende i det, men troede vampyren virkelig at han kunne benægte noget så åbenlyst?

Milos hoved hvilede nu mod hans skulder og Caspian følte et energiboost, et boost som gav ham lige det ekstra for at holde sig på et niveau han kunne være bekendt. I princippet kunne han jo være faret i flæsket på vampyren. Men han ville ikke gøre væsnet fortræd, kun hvis det kom til et punkt hvor det var nødvendigt.
"Er det ikke åbenlyst hvorfor jeg kæmper for Miles?" spurgte han Diego, der sikkert allerede havde regnet det ud, inden han vendte hovedet mod den anden engel og for en kort stund glemte alt om vampyren.
"Jeg elsker dig..." hviskede han ømt til Milo, der delvist stod ved siden af ham og delvist bag ham. De to engles kærlighed var umiddelbart stærkere end man skulle tro.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 22:55

// Selvfølgelig ;3 Jeg er da vampyr! //

Diegos blik blev ved med at flakke mod Milo, mens den anden engel snakkede til ham. Han sukkede tungt, og øjnene forblev blå efter lidt tid. Han havde kun lige præcis kunne genvinde sin koncentration.
Han følte sig bestemt ikke velkommen i Caspians nærvær ... Men som om den slags nogensinde havde stoppet ham i, at få hvad han ville have. Ganske vist var Caspians tone stadig 'venlig', men Diego var begyndt at opfange det som en tilbageholdt sarkasme. Hvilket det nok også var i en eller anden grad.

Han ville ikke lade Caspian få ret, selvom det egentligt var præcis, hvad han havde. Han ville ikke lide nederlag. Det havde han aldrig! - Jo, selvfølgelig, men han havde benægtet hvert eneste og fejet dem væk. Sådan var han.
"Jeg var sulten ... Jeg kunne genkende Milos fært og fuglte den ... Så er den ikke længere." Diego lagde hovedet på skrå og hans stemme var så rolig at den virkede helt malplaceret efter den vrede, der kort før havde strålet ud af ham.

Han så lidt på Caspian, mens englen hviskede til Miles, at han elskede ham. Han fik lyst til at råbe, at de skulle finde sig et værelse eller lignende. Men istedet for stod han bare stille og så på dem. For en gangs skyld kunne han ikke benægte, hvad han følte ... Han var jaloux ... Han havde nok altid været jaloux anlagt, og det ville sikkert have været et meget tydeligt karaktertræk, hvis han før havde haft grund til at være det.

"Hvis du virkelig elsker ham så højt, og hvis du tror på, dine latterlige følelser er gengældt, så burde du da ikke se mig som en trussel. Du har nok gættet, at jeg ikke er ude på at skade dit ynkelige skravl af en engel." Han lagde armene over kors på brystet og så på Caspian med et hævet bryn. Det var ikke hans mening at tale grimt om Milo ... Men at være grov i munden og lade som om intet bekymrer en, var trods alt en meget normal metode at forsvare sig selv på.

af **Milo** Fre 23 Dec 2011 - 23:26

Natten blev kun mørkere og mørkere omkring dem, men i modsætning til mørket lod det til, at samtalen kun blev lysere og lettere. Caspian og Diego lød ikke længere nær så hånende, når de udvekslede ord. Men måske var det bare Milo, der tog fejl. Måske stak der mere under, end hans naive hoved lige kunne tænke sig til.

Caspians ømme ’jeg elsker dig’, gjorde Milo helt blød i knæene. Han skulle netop til at svare ham, da han blev afbrudt af en hånende stemme.
Diegos ord fik pludselig vreden til at ulme op i ham. Det kunne godt være, at det ikke havde været vampyrens mening at tale grimt om Milo, men han havde altså valgt at gøre det alligevel, og det var ikke noget, som englen ville lade passere uhørt hen over hovedet på sig.

”Ynkelige skravl…?” snerrede Milo. De to andre virkede til at være mindst lige så opstemte som ham selv, men i modsætning til dem havde han ikke lige så let ved at skjule sin vrede. Hans temperament var noget udover det sædvanlige, hvilket da også var grunden til, at han ikke kunne lade som ingenting, når der blev kastet fornærmelser efter ham på den måde.

Han vred sin hånd fri af Caspians, idet han let og elegant smuttede forbi ham hen til Diego, hvis krave han greb fat i med begge hænder. Hvor han ville hen med den handling, var han ikke helt sikker på. Nu hvor han tænkte over det, var det måske en rigtig dårlig idé – ikke mindste fordi hans arme gjorde ondt efter vampyrens tapning af hans blod.
Men lige nu var han ligeglad. Det var hans temperament, der havde overtaget styringen.
”Du er ikke et hak bedre selv!” udbrød han og kiggede Diego direkte ind i øjnene, der var blå nu. Eller var de røde? Mørket gjorde det svært for ham at se noget som helst klart.

af Gæst Fre 23 Dec 2011 - 23:42

Caspians opmærksomhed var rettet mod Diego, hans ord og hans bevægelser. Milo virkede til at være trådt lidt i baggrunden, men det skulle senere vise sig at være en kæmpe fejl at antage det. Milo kunne være noget så temperamentsfuld hvis han endelig gad. Ikke at han havde set meget til den unge engels temperament, men det var der.

Diegos trodsighed rev ham dog ud af sine tanker omkring Milo. Hans ord virkede modsigende hans handling. Men Caspian gad ikke rode op i det, vampyren lod ikke til at være særligt vild med at blive gennemskuet. Måske han blot skulle spille med og lade den blodsugende væsen få sin vilje?
Alt dette ville Diego jo vide, for han kunne jo læse englens tanker. Dog ville Milo intet vide. Men hvorfor holde ham hen? Hvorfor lade ham være udenfor? Det ville da være synd.

Var det jalousi han opfangede fra vampyren, da han erklærede sin kærlighed til Milo? Ikke at han ikke forstod ham, havde han været vampyren og ikke sig selv, ville han da også misunde én med så stærkt en bånd til en anden. En med så meget kærlighed og nærvær i sit liv. Det var da misundelsesværdigt.
Et stik af sympati skød gennem hans hjerte og denne gang blev det. Han havde både forståelse og sympati med nattevæsnet, men han viste det ikke. Det ville Diego sikkert hade.

Caspian kneb øjnene sammen ved dræbermyggens ord. Hvordan kunne han sætte det sådan op? Forstod han da slet ingenting?
"Du har sat tænderne i min elskede. Du har endnu ikke givet mig nogen form for grund til at jeg kan stole på dig og du er, fra naturens side, dømt til at suge blod og især engleblod kan du lide.. Jeg stoler ikke på dine instinkter, jeg stoler ikke på din natur.." svarede han nogenlunde fattet, men der gik ikke lang tid før end at han så mærkede Milo vride sig fri. Hvad ville den unge engel mon nu?

Men det vidste Caspian allerede inden han havde spurgt sig selv. Han var blevet fornærmet. Han hørte hvordan den unge engel trådte hen og tog fat i kraven på vampyren, men alligevel greb han ikke ind. Han kunne fornemme hvor det bar hen af og ville aller helst skille dem af og få Milo i sikkerhed, men han blev stående.
Det var ikke hans kamp, det var Milos egen. Han måtte kæmpe.
Selvfølgelig sprang han ind hvis der var behov for det. Men var der ikke det, så ville han blive på sidelinjen. Andet var unfair.

af Gæst Lør 24 Dec 2011 - 0:29

Diego så ikke synderligt overrasket ud, da Milo greb fat i ham. Faktisk så han så rolig ud, at der næsten var en hvis kulde over hans udstråling.
Han svarede ikke Milo lige med det samme, men tog bare blidt fat om hans håndled, for at få ham til at slippe skjortekraven. Han ville ikke gøre Milo ondt, men han fortrød heller ikke, hvad han havde sagt.
"Det er, hvad du er .. " Hans stemme lød positiv, men det var så godt som umuligt at registrere, hvilke følelser, der lå bag. "Din elskede mener, at jeg er et monster ... Men hvordan kan du nogensinde være sikker på, at hans opførsel ikke er ligeså meget skuespil, som min er?" Han vidste godt, at Milo stolede på Caspian. Men at stole på en person, og at vide, de talte sandt, var to forskellige ting.

Han vidste godt, han ikke kunne så splid mellem de to engle. De elskede tydeligvis hinanden højere end Diego var i stand til at forstå. Men han stod også i den ulykkelige situation, at han aldrig havde oplevet ægte kærlighed. Det var nok det, han misundte dem for, men han var ikke selv helt sikker.

Han lyttede fraværende til Caspians ord ... Han begyndte på den samme tale, som Diego havde hørt tusindvis af gange. Vampyr-instinkter og bla, bla, bla ... Var der virkelig aldrig nogen, der tænkte over, at en vampyr var ligeså meget et individ som et menneske var? At vampyre jo trods alt også havde været mennesker og stadig havde minder og var prægede af den tid? ... Det var især engle, han havde mødt, der var særligt fordomsfulde, og det fik bare verden til at virke helt forkert. Burde englene ikke netop være dem, der ikke havde nogen fordomme, og tog imod folk med åbne arme?

Han havde slet ikke lyst til at give Caspian nogen respons. Hvad skulle han da også sige? For hver gang han svarede Caspian, følte han sig mindre ... mere sårbar ... ynkelig. Den belastende engel havde regnet hans svage punkter ud ... Han var ikke noget muligt bytte, og han var heller ikke sjov at forsøge at manipulere ... Det var Milo derimod. Selvom Diegos chancer ikke længere så så gode ud.

af **Milo** Lør 24 Dec 2011 - 1:38

Diegos positive toneleje narrede ikke Milo, der krampagtigt holdt fast i den andens krave, selv på trods af, at Diego ellers havde forsøgt at fjerne hans hænder. Desværre for flagermusen havde hans bevægelse været for blid til at have nogen indvirkning på englen.
”Nej, jeg er ej,” svarede han så roligt og fattet, han kunne, mens vreden fik hans hænder til at skælve ganske let. Han havde den største lyst til at bevise overfor Diego, at han ikke var noget ynkeligt skravl, ved at slå ham. Lige i hovedet. Desværre ville det nok kun understrege, hvor svag han egentligt var, især i sin nuværende situation.
Desuden ville han ikke kunne få sig selv til at slå Diego. Ikke lige nu, i hvert fald. Det var kun et spørgsmål om tid, før han blev vred nok til at tage vold i brug som forsvarsmiddel.

Vampyrens påstand om, at hans elskede spillede skuespil, fik pludselig Milo til at tvivle. I princippet kunne Diego jo havde ret… men så igen, Milo stolede på ham, og hvis det, de havde sammen, ikke var andet end en stor, fed løgn, så… så var det i hvert fald en gennemtænkt løgn. Og så var Caspian verdensmester i forklædning.
”Fordi… det ved jeg bare, at han ikke er,” svarede han Diego. Han drejede hovedet og kastede et blik tilbage på den anden engel, der var blevet stående, hvor han havde forladt ham. ”… Vel, Caspian?” tilføjede han lettere usikkert.

Han havde ikke tænkt sig at give slip på Diegos skjortekrave lige foreløbig, men han blev nødt til det, da hans arme pludselig føltes meget tunge og smertefulde. Med et lettere forpint ansigtsudtryk lod han sine arme hænge slapt ned langs sine sider. Først nu indså han, hvor dumt det var af ham at lade Diego drikke sit blod. Han ville jo være påvirket af bider hele aftenen.

af Gæst Lør 24 Dec 2011 - 1:51

Caspian følte hvordan Diego ignorerede ham og i stedet henvendte sig til Milo, men ordene kunne lige så godt have været ment for ham. De føltes ihvertfald som et hårdt slag lige i maven. Hvordan kunne den unge engel vide at han ikke spillede skuespil?
Et eller andet sted så gjorde han jo, men når de var alene var han sig selv.. Det var vel ikke det samme så?

Men ordene havde ramt ham og han tog ufrivilligt et skridt tilbage. Det havde ikke været løgn at han elskede Milo, det var ikke løgn at han gerne tilbragte resten af sit liv på at gøre han lykkelig og det var ikke løgn at han gerne ofrede sig selv for ham.
Alt dette vidste Diego, han kendte til Caspians sande følelser for Milo og alligevel plantede han den tvivl hos Milo? Hvor kunne han!

Desuden syntes Caspian ikke at Diego var et monster, slet ikke! Han var bare et væsen, ligesom Milo og han var et overnaturligt væsen. Diego var bare nødsaget til at drikke blod for at overleve, han var dømt til det af sin skaber. Det var jo ikke noget han havde valgt selv?
Hvis Diego havde været mere positivt indstillet kunne han godt se dem blive venner. Han kunne godt se dem have fælles interesser, udover Milo, han kunne se dem snakke sammen og få en relation til hinanden.
Men det var desværre ikke tilfældet, hvilket var ærgerligt.

Da Milo kastede et blik mod Caspian for at få bekræftet at det hele ikke bare var skuespil, mærkede han det som et hårdt stik i hjertet. Tvivlede han virkelig på deres kærlighed?
Det gjorde ondt dybt inde i hjertet at han satte spørgsmålstegn ved netop det. Hvis han ikke havde ladet sig styre af smerten i hjertet ville han have forstået Milo og fortalt sig selv at han ville have gjort det samme. Men lige nu var det ikke fornuften men smerten der regerede.
"Hvordan kan du tro sådan noget om mig?" spurgte han fortvivlet og en enkelt tåre gled ned over hans kind. Den salte dråbe løb lydløst ned af hans glatte hud til den nåede kæben og dryppede ned på hans læderjakke.

Caspian var slet ikke uovervindelig, han var ganske sårbar og naiv. Han gav let efter og han havde efterhånden mistet grebet om situationen. Det var ikke en rar følelse.

af Gæst Lør 24 Dec 2011 - 2:11

Diego nød, at have overtaget kontrollen. Begge engle var åbenbart dybt naive. Hvilket Diego skam også var fuldstændig tilfreds med.
Det frydede ham, at Milo ret faktisk tvivlede, til trods for at den lille lyshårede havde sagt, at han stolede på Caspian.
"Du stoler på ham? ... Som du stolede på mig for fire år siden?" Han hævede lidt det ene bryn. Han vidste godt at Milo og hans forhold ikke kunne måle sig med de to engles. Men de enkle ord var nu ment som et våben imod Caspian. Ganske vist var der ikke sket meget mellem vampyren og den unge engel, som dengang havde været menneske, men Diego tvivlede stærkt på at de to havde snakket om lige præcis ham. Selv folk, der fortalte hinanden alt, tænkte jo ikke over små detaljer.

Han blev noget ... overrasket, over Caspians tanker. Først og fremmest det faktum, at engel bare antog, han var blevet forvandlet mod sin vilje ... Diego havde skam bedt om det. Han havde brændende ønsket at blive et nattevæsen. At leve for evigt ... Han havde ganske vist ikke fået fortalt noget om, at han ville brænde op i solen, men det var en mindre vigtig detalje. Han havde alligevel aldrig rigtig brudt sig om dagslyset.
Men det var ikke det, der virkelig var et chok for ham. Det var mere det, at Caspian troede, de kunne være blevet venner. Nok ikke efter alt dette ... Det ville nok være en umulighed. Og Diego så heller ikke sig selv i en position, hvor han havde brug for venner ... Selvom han nu måtte indrømme, at natten var ensom, når man var alene ... Og dagene i endnu højere grad.

Diego havde stadig hænderne om Milos håndled, da englen slap hans skjote. Han var bange for at den lille lyshårede var ved at styrte om. Han så ikke ud til at have det alt for godt, og Diego ønskede ikke, at der skulle ske ham noget.

En alarmklokke ringede pludselig i Diegos hoved ... Sollyset ... Hvor længe var der mon til solopgang? De havde brugt ret meget tid på verbalt at rive hovederne af hinanden. Han tvivlede også på, at Milo ville lade ham overnatte (eller overdage) i sin lejlighed, efter al den ballade han havde været skyld i. Det betød, at han måtte finde et andet skjul for solens stårler ...
"Milo ved, jeg kan læse tanker," sagde han koldt, henvendt til Caspian. "Det er da klart, at han føler sig splittet."

af **Milo** Lør 24 Dec 2011 - 11:26

Denne gang tvivlede Milo ikke det mindste, før han rystede på hovedet. Rigtigt nok, han havde stolet på Diego dengang for fire år siden, men dengang havde de været fremmede for hinanden, og fremmede kunne man aldrig stole fuldt og fast på. Lige meget hvor venlig og sød og overbevisende den anden virkede til at være, ville man altid være en smule skeptisk.
Caspian var til gengæld ikke fremmed. Langt fra. Ham stolede Milo på, og han vidste, at han ikke spillede skuespil. Og hvis han endelig gjorde, så burde han overveje at få en karriere på Broadway, for aldrig før havde Milo set så overbevisende og helhjertet præstation.
”Nej,” svarede Milo trodsigt, ”ikke på samme måde.”

Han vred med et undskyldende blik sine håndled ud af Diegos hænder. Han vidste jo godt, at den anden kun holdt fast på ham for at støtte ham, og det satte han skam også pris på, men lige nu havde han ikke tid til at stå ved Diego og hænge.
Han vendte sig rundt imod Caspian. Han havde godt hørt, hvordan den anden var trådt bagud i gruset under deres fødder, og selv nu kunne tydeligt fornemme hans sorg – endda helt uden at kigge på ham.

Han slog armene om den anden engel og krammede sig ind til ham. Han håbede ikke, at Caspian ville tage det alt for ilde op, for den sidste i verden, der måtte være sur på ham lige nu, var hans elskede Caspian.
”Nej, Caspian… Det gør jeg heller ikke…” mumlede han. ”Undskyld… selvfølgelig ved jeg godt, at du ikke spiller skuespil.”

Han ville så gerne forklare Caspian, hvor forvirret han var, at det jo ikke havde ikke været hans mening at såre ham, og at det var Diegos skyld, at han pludselig følte sig så splittet, men vampyren kom ham i forkøbet, og dennes ord kunne ikke have været mere passende.

af Gæst Lør 24 Dec 2011 - 12:33

Caspian havde en følelse af at alt smuldrede mellem hænderne på ham. Som hvis han forsøgte at gribe fat om vand og holde det i sin hånd. Men det gled ud igen, ligemeget hvor meget han greb ud efter det.
Diego var dømt til at vinde over dem, det var givet på forhånd. Men i et kort øjeblik havde han følt at han havde haft bare en smule kontrol over situationen. Det var bare ikke sådan det skulle gå. Vampyren ville vinde over dem, ihvertfald fysisk.
Caspian vidste jo at Milo elskede ham og at han stolede på ham, inderst inde. En smule tvivl var vel kun sundt? Han kunne jo ikke bare nikke til alt og lade det ske, mens at han så kunne køre den unge engel rundt i manegen.

Da Diego spurgte englen i sine arme om han stolede på Caspian, som han havde stolet på ham for fire år siden, kunne han ikke gøre andet end at holde vejret. Hvis Milo gjorde det, ville det betyde at han sikkert havde elsket det blodsugende væsen. Kunne det virkelig passe? Var det en eller anden form for ekskæreste han stod overfor?
Langsomt pustede han ud og rynkede så på næsen.
Diego og Milo? Nej. Det ville han vel også have fortalt. Men på den anden side; de havde ikke fortalt hinanden særligt meget, så Diego kunne vel bilde ham hvad som helst ind.

Milos svar til Diego afklarede dog dette spørgsmål for ham; det havde ikke været på samme måde, ergo kunne det ikke have været noget imellem dem. Det måtte der altså ikke være.
Det trodsige tonefald fik en svag varme til at brede sig i hans mave, det var rart at vide at Milo ikke lod sig dominere af den kønne vampyr. Eller han vidste egentlig ikke om vampyren var køn eller ej, men det ville han da gætte på.

Milo slog pludselig armene om ham og Caspian borede hovedet ned mod hans skulder, hans hænder greb fat om hans trøje og han trak vejret dybt, for at kvæle de tårer som pressede på.
Han nappede ham kærligt i halsen og kyssede ham så op af kæben, for til sidst at ramme hans læber med sine egne. Han gav ham dog kun et kort kys.
"Jeg ved det godt, elskede.. Jeg forstår dig godt.." mumlede han og kyssede hans kind. Diego kunne forsøge alt hvad han gad, han ville aldrig kunne skabe splid mellem dem, aldrig nogensinde ville han kunne ødelægge hvad de havde.

af Gæst Lør 24 Dec 2011 - 16:12

Diego ville have sagt noget. Faktisk ville han havde sagt rigtig meget, i det øjeblik hvor fortvivelsen overtog. Men han tav. Milo rev sig ud af hans greb, og endnu engang stod han alene i mørket og tomrummet. De to engle anede jo ikke selv, hvor godt de havde det ...
Fortjener jeg ikke, at være lykkelig? Han blev forskrækket over selvmedlidenheden i sine egne tanker. De to engels auraer blev nermest én ... Som om de stod sammen i en blå flamme.

"Du fortjener bedre, Milo," hviskede han, med blikket mod det sted den lyshårede netop havde stået. Måske bragte Caspian bare ubehagelige minder tilbage ... Det kunne sagtens være det. Men uanset hvad, det var, så følte Diego noget, der bedst kunne beskrives som indædt had.
Han så mod de to engle, der omfavnede hinanden, lige i tide til at se kyssene. Endnu engang fik han lyst til at råbe af dem, men han var så småt ved at indse, at han ligeså godt kunne give op. Der var jo ikke rigtig noget at gøre ...

Og solen ... Han havde vigtigere ting at tænke på.
"Jeg gætter på, at det her er sidste gang, du har hjulpet mig ... " Han havde hævet stemmen til normalt toneleje igen, og forsøgte føre samtalen mod solopgangen. Hvis han var heldig havde han ikke skubbet den lyshårede alt for langt væk fra sig ... Selvom det nok var alt for meget at håbe på.

// Undskyld, det blev lidt kort >.< Julestress, I ved xD //

af **Milo** Lør 24 Dec 2011 - 17:19

(Tiden går alt for langsomt… Kom nuuu, juleaften! D:)

Caspians kys og beroligende ord fik straks Milo til at falde lidt ned igen. I et kort sekund havde han været bange for, at den anden engel rent faktisk var rasende på ham over, at han havde ladet vampyren plante tvivl i sit sind.
Det lod det dog ikke til – heldigvis. Han hvilede taknemmeligt sit hoved imod Caspian skulder. Hvis der var en, han i hvert fald ikke ville miste i aften, var det hans elskede. Og en anden, mærkede han – Diego. Dette kunne godt være, at ham og vampyren ikke havde noget særligt bånd, men han havde i hvert fald ikke brug for, at endnu et væsen forsvandt ud af hans liv.

”Jeg vil gerne hjælpe dig igen, Diego,” indvendte han. Måske ikke lige med at mætte vampyrens sult, men der var så mange andre ting, han kunne hjælp ham med. Var det måske ikke sådan noget, venner gjorde for hinanden? Eller venner og venner… Det kunne man vist ikke ligefrem kalde englen og vampyren. Men hvad var de så?
Han vidste bare, at han havde et noget særpræget forhold til Diego, fordi flagermusen som den eneste, han endnu havde kontakt med, både havde kendt ham før og efter hans død.

Hans blik søgte op mod himlen, der i det fjerne var begyndt at lysne. Det kunne ikke vare mange timer, før dagslyset ville begynde at bryde frem. Det betød, at Diego ikke kunne blive hængende meget længere. Tanken gjorde Milo helt dårlig indeni. Han var ikke meget for, at de gik fra hinanden med had i sindet, for hvad ville der så ikke ske, næste gang vampyren og Caspian stødte på hinanden?
Lettere fortvivlet kiggede han op på Caspian. Der måtte da være et eller andet, de kunne gøre… Mon Diego ville godtage en undskyldning, hvis Caspian kom med én, og gå ind til at være gode venner? Milo tvivlede.

(Koooort D:)

af Sponsoreret inhold