Memories fading away {Diego - åbent}

Caspian opfangede godt vampyrens hvisken, men han kommenterede den ikke. Fortjente Milo bedre end ham? Måske. Men han ville i det mindste gøre alt for englen og den dag han ikke længere fandt lykke hos ham, var han fri til at søge den andet steds. Han ville aldrig holde på den unge engel, han ville aldrig blive tvunget til noget, han ville aldrig skulle føle noget pres.
Det var ihvertfald hvad han gik efter. Diego ville sikkert aldrig behandle ham sådan, han ville sikkert blot køre ham rundt som en anden lille hund og gøre ham afhængig af sig selv. Blodsugeren virkede ikke til at savne egentlig kærlighed, blot følelsen af at være elsket og værdsat. Det kunne han jo sagtens få hvis han "opdragede" Milo til at afhænge af ham.

Diegos ord om at det her sikkert havde været sidste gang at Milo havde hjulpet ham, kunne Caspian kun være enig i. Ihvertfald var det sidste gang at den unge engel donerede blod til ham.
Caspian blottede kort tænderne i en næsten uhørlig snerren. Tanken om at vampyren skulle sætte tænderne i hans elskedes hals fik ham til at gyse. Billeder af skarpe hugtænder der langsomt gled ned gennem huden og indtil blodåren.
Det var lige før han fik det dårligt.
Milos svar fik ham heller ikke lige til at få det bedre, han rynkede skeptisk panden og fik lyst til at indvende at englen ikke skulle give mere blod til Diego, men han gjorde det ikke. Han gad ikke blande sig i det. Han kunne kun håbe at Milo ville undlade at gøre det, når nu han vidste hvordan han havde det med det.

Caspian trak Milo tættere ind til sig og lod hovedet hvile mod hans skulder, det var rart at stå her hos ham med armene om ham og vide med sikkerhed, at han ikke var på vej væk. Milo kunne ikke gøre noget lige nu der kunne pisse ham af, intet kunne gøre ham sur nu.
En tanke strejfede ham; måske Milo ønskede at han sluttede fred med vampyren? Men hvad havde han dog gjort galt? Han nægtede pure at undskylde, det ville han ikke kunne få sig til. Hvad skulle han undskylde for?
Det var Diego som havde sat tænderne i Milo, det var Diego der havde gjort ham ondt. Caspian havde blot forsøgt at forsvare den unge engel, forsvare sin elskede. Han følte, at hvis nogen skulle undskylde, var det Diego.

Caspian blottede tænderne, hvorfor vidste Milo ikke, men det fik ham i hvert fald til at stryge den anden beroligende over brystkassen. Det gik ikke, at de to kom op at mundhugges igen, ikke nu, hvor de endelig var blevet stille. Måske havde de ikke fundet fred, men de var i hvert fald holdt op med at vrisse af hinanden.

Caspian var især blevet uhyggeligt stille, hvilket fik Milo til at spekulere på, om der mon var noget galt… Nej, vent. Selvfølgelig var der noget galt. En vampyr havde bidt hans elskede, hvilket måtte være slemt nok i sig selv, men han havde så senere fundet ud af, at Milo var gået frivilligt med til det.
Milo tvivlede på, at Caspian ville kunne tilgive ham for den handling lige foreløbig, men det var ikke noget, han ville bryde sit hoved med nu.

Diegos ord fik hans mave til at slå knuder på sig selv. Jo, selvfølgelig vidste han, hvad der skete med vampyrer, der vovede sig ud i solen. De brændte op og endte som en sort askeplet på fortovet.
Han var godt klar over, hvad Diego fiskede efter, når han kom med sådan en bemærkning – et sted at være for dagen, selvfølgelig. Desværre kunne Milo bare ikke hjælpe ham, da hans hotelværelse var for lille til, at de begge kunne være der, og desuden var vinduerne gardinfri, fordi hotellets indehaver åbenbart mente, at man skulle vækkes af solen klokken halv seks om morgenen. Han var heller ikke sikker på, hvorvidt Caspian ville turde lade dem være alene nu, hvor han havde mødt Diego, og hvis de alle tre skulle være på værelset, ville det gamle gulv sikkert falde sammen under deres vægt.

Til gengæld kendte han en anden, der måske kunne hjælpe vampyren. Den rigeste person, han kendte, og dermed også den med allermest plads i sin bolig.
”Han kan da godt være i din lejlighed, kan han ikke…?” spurgte han håbefuldt Caspian, hvorefter han indsmigrende kyssede englen på halsen. Hvis Diego fik lov at overdage i lejligheden, ville Milo uden tøven tage med dem hjem. Han ville under ingen omstændigheder lade de to være alene i hinandens varetægt. Sæt de rev hovederne af hinanden – eller det, der var værre…

Caspian lod sig berolige af Milos nærvær, han fandt en fabelagtig tryghed hos den unge engel, en tryghed han aldrig havde følt før. Den eneste der kunne sige noget til ham, var englen i hans arme. Han virkede til at være den eneste som han egentlig lyttede efter. Han lod sig berolige og opdrage af det kære væsen.
Normalt ville han ikke lade sig rette eller falde ned, han stolede sjældent på folk og for de fleste tog det lang tid at vinde hans tillid. Men Milo havde taget ham med storm og derved havde han også vundet hans tillid meget hurtigt. Det var den eneste grund til at han nu stod her og slappede af i hans arme.

Ved Diegos ord vidste Caspian godt hvor det hele bar hen af. Milo ville ikke kunne stoppe ham ind på hotelværelset. Det var for lille og helt sikkert slet ikke tilpasset så der kunne overnatte et så lyssky væsen.
Han strøg Milo over hoften og brummede svagt ved den anden engels reaktion. At han spurgte ham var helt fint og han havde tænkt sig at sige ja, men da Milo så kyssede ham på halsen.. Troede han virkelig at han blev nødt til at lokke ham til at lade Diego overnatte? Ganske vidst var han ikke super glad for vampyren, men han var ikke ond eller følelsesløs. Selvfølgelig måtte han da sove hos ham, han havde faktisk en kælder som var lys-isoleret.

Caspian satte en finger for Milos læber så han kun nåede at kysse hans hals én gang. Englen skulle ikke tro at han kunne bestikke ham med kys og smiger og så ville han lade vampyren overnatte.
"Du skal ikke fedte for at få din ven til at sove hos mig, du skal blot lade det være op til mig..." mumlede han. Det var sikkert ikke ord som Milo ville tage specielt pænt, men det måtte han finde sig i.

Derpå vendte han sig mod vampyren og nikkede en enkelt gang.
"Du kan sove hos mig, jeg har en kælder der vil sikre dig mod sollyset..." sagde han neutralt. Han ville ikke sætte betingelser op, til trods for at vampyrens liv lod til at afhænge af ham. Han ville ikke sparke til en mand der ligger ned.
Derefter vendte han sig mod Milo, som han kyssede blidt på kinden.
"Jeg falder ikke for kys og kærtegn, kun hvis det omhandler dig.." brummede han og nappede englen i underlæben.
Han ville aldrig give efter for utallige kys eller endeløse kærtegn, med mindre det var Milo som ville have lov til et eller andet. Beslutninger som omhandlede andre end ham kunne ikke påvirkes.

// Første udkast forsvandt ... >.< Undskyld den usle længde.//

Hos Caspian? Diego rynkede noget på næsen. Han forstod godt, at han ikke kunne være hos Milo, og han ville bestemt ikke brokke sig over, at kunne få ly for lyset. Men han kunne stadig ikke rigtig tro på, at Capsian virkelig ville sige ja til det.
Man han kunne kun håbe. Hvis Caspian ikke sagde ja, ville det helt klart gå meget galt for Diego. Han kunne nok godt finde et sted at være, men der var ikke lang tid at løbe på, og han kunne sagtens tilrive sig nogen frygtelige forbrændinger, hvis han ikke snart kom i ly. Der var måske tid endnu, men når man var vampyr, var tiden før solopgang dyrebar.

Han observerede lidt de to engle. Det overraskede ham, at Milo forsøgte at overtale Caspian på denne forførende måde ... For Diegos skyld ... For at der ikke skulle ske ham noget. Den lyshårede bekymrede sig altså virkelig for ham. Det var noget, han ikke havde oplevet siden sit menneskeliv for hundrede-og-hvem-tæller år siden ...

Caspian viste sig også at være mere dominerende end Diego havde troet han var. Han havde troet at de to havde et meget lige forhold, men nu kunne han se lighed mellem Caspian og sig selv. Det var faktisk ikke nogen rar fornemmelse.
"Tak," mumlede han. Til dem begge. Det lød måske ikke synderligt taknemmelig, men han skulle lige komme sig over det chok at Caspian kunne være venlig overfor ham. Det var jo trods alt Caspian, der synes Diego skyldte en undskyldning ... Og Caspians elskede, som var blevet drukket af. Det havde selvfølgelig gjort ham oprevet.

At Caspian satte en finger for hans læber for at stoppe ham og tilmed gav ham noget af en smøre, gjorde faktisk Milo lidt forlegen. Det var ikke lige den reaktion, han havde regnet med at få. Han brummede lavt og trak sig en anelse væk fra ham. Han havde jo kun gjort det for at være sød, ikke andet, for han havde tvivlet på, at Caspian ville give sig så let.
Men det gjorde han åbenbart. Uden videre gav han vampyren lov til at tilbringe dagen nede i kælderen. Milo anede ikke, at den anden engel havde en kælder, men det gjorde jo bare det hele meget lettere. Så behøvede vampyren og Caspian ikke at være i hinandens selskab mere end højst nødvendigt.

Da Caspian kyssede ham på kinden, rykkede han lidt på sig. Det var det perfekte tidspunkt for ham at tage hævn over, at den anden havde stoppet hans kys før, så da englen nappede ud efter hans underlæbe, vred han sig for alvor ud af hans favn. Milo ville i hvert fald ikke være den eneste, der blev ydmyget offentligt. Ikke tale om.
”Nu må du bestemme dig, Caspian,” besvarede han hans kommentar om, at den anden kun faldt for kys og kærtegn, hvis det omhandlede Milo. Hvorfor var han så blevet så alvorlig før, da Milo havde forsøgt at smigre sig ind på ham?
Det gav jo ingen mening.

Han kiggede lidt fra den ene til den anden, før han greb fat i Caspians hånd, flettede sine fingre ind imellem hans og begyndte at trække af sted med ham i håb om, at vampyren så også ville følge efter. Jo før de kom væk herfra, jo bedre.
At han ikke var sikker på, hvordan man fandt hen til Caspians lejlighed fra legepladsen af, var så en anden side af sagen.
”Så kom. Vi har ikke så lang tid igen,” konstaterede han efter at have skævet usikkert op på nattehimlen, der kun blev lysere og lysere.

Caspian sukkede svagt. Han var efterhånden træt og gad ikke rigtig forsøge at forklare Milo alting. Eller ikke alting, han gad bare ikke forklare hvorfor han gjorde som han gjorde, det måtte vente eller også måtte det være ligegyldigt.
Den unge engel tog alting så nært og nogle gange var det bare ikke helt så let at skulle fortælle ham meningen bag hver eneste bevægelse. Han trak på smilebåndet og gav hans hånd et klem, da han begyndte at flette deres hænder.
Milos kommentar svarede han ikke på, det virkede også lidt overflødigt lige nu. Lige nu handlede det jo blot om at komme hjem og få Diego under jorden.

"Kom!" kaldte han til blodsugeren og gik med Milo i hånden hjemad. De var ikke så langt fra hans lejlighed, som lå i Terre by. Det var i den ene med de finere herskabslejligheder. Den var dog blevet bygget om, så den lignede hans gamle lejlighed. En af forskelle var blot haven og kælderen. Det hørte oftest kun med stuelejligheder. Eller haven gjorde.
Det tog dem kun omkring 5 minutter før end at de stod foran døren til hans opgang. Caspian skubbede det, der lignede en helt almindelig lås til side og trykkede tommelfingeren mod den lille scanner. Den bippede og fortalte, at aftrykket var godtaget. Han trådte med Milo ind i opgangen der, modsat mange andre opgange, ikke lugtede af pis. Det var faktisk en ret luksuriøs bebyggelse.
Samme lås sad på hans dør og det tog ham ikke lang tid at lukke op. Her kom en ulvelignende hund mod dem, den genkendte både Milo og Caspian, men ikke Diego. Den begyndte at gø hidsigt og det tog ham nogle forsøg, før end at den tiede stille. Ulvehunden Ariel listede så hen til sin kurv og lagde sig på Caspians befaling.

Caspian trådte ud af sine sko og slap så Milos hånd. Lige nu måtte han jo tage sig lidt af Diego.
"Det er den her vej.." sagde han til vampyren og hørte sit ur bippe. Det var det ur der varslede solopgang og solnedgang. Det var tid til at blodsugeren skulle under jorden.
Han ledte ham ud i køkkenet hvor han famlede efter en lille næsten usynlig hank i gulvet. Efter at have hevet i den, afslørede den en lille trappe ned til et mørklagt rum. Det var egentlig et hemmeligt rum som den tidligere ejer havde fået bygget og det var komplet lystæt. Der stod lige nu en seng dernede, var installeret en vask med spejl og håndklæde. Det var ment til at en vampyr kunne overnatte.

"Dernede kan du sove for dagen..." sagde Caspian og rettede hovedet mod vampyren. Han var ikke længere fjendtligt indstillet overfor Diego. Han var jo ikke ond i teorien. Det var jo kun hans behov for overlevelse, hans behov for blod som han ikke brød sig om.
"Vil du ikke love mig ikke at drikke Milos blod igen?" bad han. Hans tonefald var bedende og næsten desperat. Der var fortvivlelse at spore i de hvide øjne. Han kunne ikke bære tanken om Milos hals der blev gennemboret af et par spidse hugtænder.
"Så hellere mit blod.. Bare ikke hans.." tilbød han i et desperat forsøg.

Det var ikke rart, at skulle finde sig i englenes lykke. Men han gjorde, som han fandt det naturligt, og satte en facade op. Han ville ikke lade hverken Milo eller Caspian komme om bag facaden igen. Det nægtede han.
I Caspians tanker, havde han opdaget hans evne, og han havde derfor allerede på forhånd besluttet, at han måtte undgå enhver form for kontakt med englen.
Han skulle jo også bare overnatte i en kælder ... -Hvilket var bedre end mange andre steder, han havde sovet i tidernes løb- så han ville ikke ligefrem være meget udsat for nærkontakt.

Han fuglte efter dem, før Caspian havde bedt ham om det. Faktisk irriterede Caspians lille 'kom' ham. Som om Diego var et dyr, der skulle kaldes på! Men det var sikkert også sådan den (efter Diegos mening) arogante engel tænkte på ham.

Han tænkte kun på at komme væk fra solen, mens de gik. Det var den bedste måde at opretholde facaden. Han så sig om i den fornemme opgang, og forsøgte at holde både fasinasion og genkendelse ude af sit udtryk. Sidste gang, han havde været et så fornemt sted, var lige efter hans forvandling. Og selvom stedet ikke lignede det, han havde i tankerne, gav det alligevel en mærkelig følelse.
Den åndssvage køter gav Diego et chok, og han trådte pludseligt tilbage. Han var ikke ligefrem god med dyr. Han ønskede ikke, at englene skulle se det, men ulvehunden gjorde ham mildest talt utryg.

Han fuglte hurtigt med Caspian forbi hunden ... Han vidste godt, at han ville blive ført til kælderen, men han havde det mere som om han gik sin henrettelse i møde. Der var en utrolig ro i hans ansigt, i forhold til alt det, der foregik inde i ham. Derfor holdt han også afstand fra Caspian. Englen måtte ikke vide det.
Diego så lettere forarget på lemmen i gulvet. Men det var jo trods alt bedre end at blive brændt ihjel.
"Endnu engang tak," mumlede han svagt, og så stadig ned i dybet, da Caspians ord fangede hans opmærksomhed og hans blik blev revet op igen.
"Jeg lover dig fandme ikke n..." Han nåede ikke at slutte sætningen, før Caspian tilbød sit eget blod. Hans blik flyttede sig mod Caspians hals og han følte sig meget fristet til at tage imod tilbuddet. Få slukket den sidste tørst ... Men han rystede kort på hovedet.
"Jeg lover dig intet ... Men jeg skal tænke over dit tilbud."

Lige så snart de nåede ned i den mere genkendelige del af byen, kunne Milo med det samme udpege Caspians lejlighed. Det havde ikke taget dem mere end fem minutters tid at nå derhen, så lejligheden havde slet ikke ligget så langt fra legepladsen, som han ellers først havde troet.

Han ville normalt have fået sig noget af en forskrækkelse, når den store ulvehund sådan uden videre kom farende imod dem, men han havde efterhånden vænnet sig til den. Diego, derimod, så ud til at få sig noget af et chok. Milo kunne ikke lade være med at fnise barnligt, selvom han inden i var mindst lige så utryg ved hunden, som Diego var. Små dyr som katte eller mindre hunde kunne gå an, men så længe de nåede ham over knæhøjde, holdt han sig helst langt væk fra dem.

Han forsøgte at sparke sine sko af, hvilket tog sin tid, eftersom de var bundet stramt. Det endte med, at han måtte opgive og i stedet binde dem op.
Derefter bevægede han sig ud i køkkenet til de andre, lige tidsnok til at høre Diego sige et eller andet med, at han skulle tænke over tilbuddet.
”Hvilket tilbud?” spurgte han interesseret, idet han snoede sin ene arm rundt om Caspians.

Først da fik han øje i på hullet i køkkengulvet. Han måtte rynke lidt på næsen over synet. Det så ham noget mørkt ud dernede, og rummet var lille og en smule klaustrofobisk… eller måske var det bare hans fantasi, der spillede ham et puds. Lige meget hvad, så skulle han ikke nyde noget af at gå ned af den lille trappe.
”Godt det ikke er mig, der er en vampyr…” lød det fra ham, idet han skar en grimasse. Tænk at skulle være spærret inde i et lille, mørkt rum hele dagen… Nej, så hellere kunne bevæge sig rundt udenfor i sollyset. Godt nok var han mindst lige så stendød, som Diego var, men han var i det mindste ikke tvunget til at drikke blod af andre væsner og skjule sig fra solens stråler hver eneste dag.

Caspian så sammenbidt på Diego. Han havde håbet at vampyren ville tage imod hans tilbud, at han gik med til at erstatte Milos blod med sit eget, men det lod ikke til at være tilfældet. At han ville tænke over det var dog bedre end et direkte nej.

Kærlighed krævede ofre og lige her følte Caspian at han måtte ofre sig for at skåne sin elskede. Han kunne ikke holde til tanken om at et sæt tænder skulle bore sig ned i hans hals og tappe ham for noget så vigtigt og værdifuldt som hans blod.
Men vampyren lod ikke til at ville gå helt af med engleblodet og det var umiddelbart kun Milo der duede. Måske hvis han fik lov at dræne ham for blod kunne han stille tilfreds og holde sig fra den blonde engel?
Men på den anden side; hvem skulle så sikre sig at han ikke bare drak af Milo bagefter?
Han sukkede svagt og strøg en hånd gennem sit hår, han var frustreret og træt så det var vel grunden til at han var så pessimistisk.

Caspian fornemmede hvordan Milo snoede sin arm om hans og han gav det kære væsen et kys i håret, dog uden at fjerne fokus fra blodsugeren. Han turde ikke slappe af før end at han var under jorden.
I princippet kunne væsnet dræne dem begge, sove dagen igennem i kælderen og så skaffe ligene af vejen næse nat. Han kunne leve fedt af begge engles blod og så have overstået problemet med dem.
Det gøs i ham, til trods for at han var nogenlunde overbevist om, at Diego ikke ville gøre det. Han turde bare ikke sætte sin lid til et væsen, han slet ikke kendte.

"Det var ikke noget særligt, skat.. Bare en lille aftale jeg lavede med Diego.." svarede han den anden engel og bad i sit stille sind til, at vampyren ikke ville fortælle Milo om tilbuddet. Det var et tilbud som han ville hade og han ville sikkert blive stiktosset på Caspian, hvis han fik det af vide.
Milos kommentar om at han var glad for ikke at være vampyr afledte dog hans tanker. Rummet var faktisk slet ikke så utiltalende. Det lignede et helt almindeligt værelse og var næsten lige så stort som Caspians eget soveværelse. Tapetet var hvidt og gulvet var dækket af lyst træ. Sammen med det og så lamperne virkede rummet næsten som var det oplyst af sollys.
"Det er vel ikke så slemt når man først vænner sig til det.." mumlede han, mest henvendt til Diego. Han følte sig lidt nærmere en forståelse af væsnet og følte ikke længere nogle negative følelser mod den blodsugende flagermus.

Diego så straks op på Milo, da han hørte englens stemme. Han sukkede svagt og sendte et blik mod Caspian, der tydeligt sagde, at han skulle passe på den lille lyshårede. Beskytte ham mod Diego, men også resten af verdenen. Ikke fordi han sådan set ønskede at skade den unge engel. Han mente skam virkelig, at han ville tænke over tilbuddet, men af den grund ville han ikke bare uden videre trække sig i baggrunden. Han ønskede stadig at smage den lyshåredes søde blod igen. Caspians ville nok ikke smage så meget anderledes, men ...
"Ikke noget, du behøver bekymre dig om, Milo," svarede han bare. Ligesom Caspian, så han ingen grund til at Milo skulle vide noget om tilbuddet. Han ville nok flippe ud.

Han så lidt stødt ud, ved Milos kommentar. Alle tænke virkelig ens om vampyrlivet. Hvorfor virkede det så forkasteligt for folk, ikke at kunne se sollysset? Bare fordi han måtte leve under nogen specielle forhold ... Men væsener, der ikke var skabt til mørket, ville måske bare ikke kunne se skønheden i natten, uanset hvor meget man forsøgte at bringe den frem til dem.
Det var egentligt en skam, at englene nok aldrig ville opleve noget så smukt. Men han var sikker på, at Milo tænkte på samme måde om ham.
"Det kan umuligt være værre end så meget andet."

// Undskyld, det blev kort ...

(Det er helt okay!)


Caspians ord fik Milo til at rynke lidt på brynene, og da Diego stemte i med et ’ikke noget, du behøver bekymre dig om’, blev han kun endnu mere mistænkelig. Hvad var det for et tilbud, de havde snakket om? Han gruede efter at få det at vide, men det lod ikke til, at nogen af dem gad fortælle ham om det. Selv hvis han spurgte han, var han sikker på, at han ville få et mindst lige så ligegyldigt svar som det, de netop havde stukket ham.
Han sukkede dybt. ”Fint. Jeg finder selv ud af det så, før eller siden.”
Han formede et v-tegn med to af sine fingre og pegede først på sine egne øjne med dem, hvorefter han vendte fingrene imod Diegos ansigt ment som et I’m watching you. Caspian kunne han ikke så godt udsætte for samme nummer, eftersom staklen var blind, men han håbede så til gengæld, at englen havde forstået hans ord.
Han skulle skam nok finde ud af det før eller siden. Caspian var nok den, han havde de bedste odds hos for at få lokket noget ud af. Han skulle bare smigre sig lidt ind, og så-… Nej, det var jo netop det, Caspian havde bedt ham om at lade være med. Måske skulle han i virkeligheden forsøge sig hos vampyren?

Han gav slip på Caspians arm og vovede sig helt hen til kanten af det firkantede hul i køkkengulvet. Når han kiggede ned i det lille rum dernede, så det nu ganske hyggeligt ud, men det ændrede ikke på det faktum, at rummet lå gemt af vejen nede under jorden. Sæt man gik derned og lemmen lukkede i, så man ikke kunne komme op igen…
Han gøs. Nej, så hellere holde sig på lang afstand af det klaustrofobiske rum.

Diegos konstatering om, at det at være vampyr ikke var værre end så meget andet, fik ham til at ryste opgivende på hovedet. Umiddelbart kunne han ikke komme på noget, der var værre end at være en vampyr. Udover at være et spøgelse, måske. Både vampyrer, engle og spøgelser var døde racer, men alligevel virkede efterlivet som et spøgelse til at være det værste. Tænk ikke at kunne røre ved noget levende væsen til evig tid. Se dét var trist.
Han trådte et halvt skridt bort fra hullet i gulvet, bare for en sikkerheds skyld, før han kiggede fra den ene til den anden. Så, hvad nu?

Caspian sendte en taknemmelig tanke til Diego og et svagt smil, da vampyren lod til at være enig i, at Milo ikke skulle vide noget om tilbuddet nu. Dog ville han ikke holde det hemmeligt, det kunne han ikke få sig selv til.
Den blonde engel ville få det at vide one way or another. Enten ville han selv forsøge at lokke det ud af ham eller også ville Caspian selv fortælle ham om det. Han havde jo lovet sig selv, at der ingen hemmeligheder skulle være mellem dem.

"Jeg fortæller dig det senere, Miles.." mumlede Caspian tæt ved den anden engels øre, lige inden at denne gav slip på ham og trådte hen mod hullet. Dette fik dog ham til at række uvilkårligt ud og lukke hånden om den andens trøje. Han måtte ikke falde, det kunne risikere i nogle grimme sår.
Han kunne godt virke overbeskyttende, men der måtte ikke mangle noget eller ske noget med hans elskede. Han ville gå langt for at det dejlige væsen måtte gå gennem livet uden at komme noget til, uden problemer.

Diegos kommentar til Milo forstod han ikke meget af, men han lod sig blot undskylde med sin træthed og udmattelse. Han greb Milo i armen og trak ham ind til sig, inden han rettede hovedet mod Diego.
"Men så må du have en behagelig dag, sov vel.." brummede han, inden han nikkede en enkelt gang til blodsugeren og så førte Milo med sig ind i stuen og videre mod soveværelset.
"Vil du med i seng, love?" spurgte han og strøg armen om den blonde engel. Han håbede at han ville sige ja, men han ville ikke tvinge ham til noget som helst. Det var helt og aldeles hans eget valg.

Diego hævede undrende det ene bryn ved Milo's 'Wachting you.' Han sukkede svagt og skubbede blidt hans hånd væk med en svag hovedrysten. Troede den lille, kære engel virkelig, at Diego opfattede det som en trussel? Eller ... ?
Han blev ret skuffet over den anden engel, da han sagde, at han ville fortælle det til Milo senere. Helt ærligt. Rygrad som en vandmand. Kunne han ikke engang holde noget skjult for en anden, når det muligvis kunne betyde hans død? (Hvis altså Diego fik stukket tænderne i Milos hals igen ... )

Han kunne ikke dy sig fra at rulle med øjnene over Caspians opførsel. Det var jo rigtig, hvad han havde tænkt før. Den gamle engel manglede rygrad, og det virkede ikke engang som om han stolede på Milo. Han ville for helvede ikke engang lade ham gå uden at holde fast i ham. Troede han, Milo var et barn? Det var han jo nok ... Men ikke som mennesker så det. Han var et barn på samme måde Diego var et barn.
Fanget i puberteten ... De havde dog dét tilfælles, selvom de var så forskellige som dag og nat.
Et kort smil spillede så hurtigt på hans læber, at det så falsk ud. Men det var så tæt på et oprigtigt smil, det kunne være.

Han sukkede svagt, da Caspian ville rive Milo med ind i soveværelset ... Nu måtte han bare håbe at det værelse var ligeså lydtæt som kælderen var lystæt. Diego svingede benene ned i hullet og stod på trappen med blikket vendt mod Milo ...
"Sov godt ... " Hans stemme var svag, men han vidste godt at begge engle hørte ham. Ikke fordi det betød noget ...

Diego lyttede fraværende, men intresseret til Milos tanker. Han mente åbenbart at kun spøgelser var værre end vampyre. Hah ... Oh well, Diego ville i hvert fald selv have sagt, at det værste liv, var det liv, man ikke kunne nyde. Det kunne da godt være at et spøgelse havde haft et frygteligt menneskeliv, men nød at hjemsøge en gammel kirke. Hvis lykken var der, betød det vel intet, at man ikke kunne røre et levende væsen. Diego lød næsten som en romantikker, når hans tankegang gik sådan. Og det var han nok også. Men hvis nogen nogensinde kaldte ham det, ville de sikkert komme til at fortryde det noget så bitterligt.
"Vi ses i aften ... " Han begyndte at gå ned af trappen.

( Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive for at vi kan komme videre, så bær over med mig D: )


Milo smilede skævt til Diego, hvis blik var vendt imod ham. Han havde det ærligt talt en anelse dårligt med sig selv over at skulle efterlade ham på den måde, men hvad kunne han gøre? Dagen var for vampyren som natten var for englene; det var hans sengetid nu, han havde brug for at sove nu for at hvile ud. Milo vidste jo godt, hvor irriteret han selv blev, hvis nogen afholdt ham fra at sove, og han havde ikke lyst til at udsætte Diego for den slags totur. Billedet af en morgensur Diego, der dannede sig i hans tanker, trak dog i mundvigene på ham, selvom noget sagde han, at han ikke havde lyst til at opleve vampyren sådan.

”Mhm. Godnat, Diego. Drøm sødt,” sagde han og nåede lige at vinke godnat til vampyren, før Caspian greb fat i hans arm og trak ham ind til sig.
Milo fulgte frivilligt med, men da han hørte Caspians spørgsmål, forsøgte han dog noget halvhjertet at sætte hælene i jorden for at stoppe op. ”I seng? Nu? Men… det er jo næsten lyst udenfor. Dagen begynder snart,” beklagede han sig, men gabet, der lød fra ham få sekunder efter, afslørede ham. Han var træt, dødtræt, hvilket var forståeligt nok, for han havde ikke fået noget søvn siden sidste nat, og nu var det næsten morgen igen.
Det endte med at han med en svag, brummende lyd alligevel lod sig trække med til soveværelset. Han hvilede hovedet imod Caspians skulder og mærkede, hvordan trætheden med ét overmandede ham, og han pludselig fik svært ved at samle koncentration nok til at holde øje med, hvor han satte sine fødder.