Engle og Dæmoner //Dehvil - Privat//

"Meget vel.." sagde Ahngel og drejede af til et slumkvarter. "Så vælger jeg stedet." sagde han med endnu et djævelsk smil. Han kiggede dog indimellem tilbage på Dehvil. Der var noget anderledes over den person.. ikke af normal vampyrstand? Han lagde hovedet lidt på skrå og fortsatte stille igen.
Det måtte han selv ligge og rode med.

Dehvil lo. Han fulgte bare med Ahngel. Anede ikke hvor han befandt sig, men tænkte bare på en ting.
Han vil have engleblod. Engleblod var det eneste som han kunne lide. I været fald nu.
Hans kappe af en art, blaffrede stadig. Som om, en person vil ud derfra.
Dehvils hænder var også foldet sammen, til en knytnæve. Som om, han skulle slå nogen med den. Og for ikke at snakke om hans øjne. De var blodrøde, og de så meget skræmmende ud, hvis Dehvil selv skulle sige det. Men whatever? So what?
Han var trods alt en vampyr!
*Slip det løs* sagde en lille stemme i Dehvils hoved. Stemmen var godt nok lille, men den lød truende.

Ahngel smilede veltilfreds da de endnu engang drejede af og det lidt mere snuskede sted kom frem til syne. Han så sig om og betragtede omgivelserne.
Junkier.. alkoholikere. Prostituerede?! Var det en smag for en vampyr af Ahngels kaliber? Han var vel træt af alt det fine blod man kunne finde på hans palæ og disse mennesker havde et ekstra krydderi. Stoffer.. alkohol. Påvirkede ikke dem på samme måde som med mennesker, men det gav den mest undringsfulde smag til blodets sødme til at forblive noget bittersødt.
Ahngel kiggede kort på Dehvil med et tænkende blik.. et grumt smil kom frem over hans læber.. sikke den person holdt sig indespærret huh?

Dehvil løftede sine øjnebryn. Han betragtede alkoholikerene, med et lille skævt blik.
Hans tænder kom frem til syne, men aftog sig hurtigt. Han stod normalt oprejst mens hans øjne blev smale. Han fik den venlige udtryk frem igen, og han så ud som han havde gjort før.
Han tog sin fingere op til munden og standsede så. Han så på Ahngel. Som om at Ahngel kunne se hvad han tænkte. Dehvil lukkede øjnene i og smilte til Ahngel. Et smil, som var kvalmende sød. Ikke et smil som en vampyr, men et smil som var varm, kærlig og sød.

"Hvis det ikke just er Deres smag, kan vi godt tage et andet sted hen bagefter.. men jeg har en kvote der skal overholdes, så hvis De vil have mig undskyldt." sagde Ahngel og bevægede sig lidt væk, hen imod en kvinde der akkurat havde sprøjtet et kemikalie ind igennem sin arms pulsåre og ud i blodet. Egentlig brød Ahngel sig ikke om selve konceptet at drikke fra junkier, men smag var vel smag, og det var nærmest den eneste slags blod som han uforstyrret kunne tage fra.

Dehvil stirrede på Ahngel, med gennemborende røde øjne. Hans smalle, blodforladte læber, smilte ikke mere. Underligt at han ændrede sig så hurtigt. Man kunne på en sige at dehvil var skøre. Men det vil måske være en overdrivelse.
"Ahngel!" råbte Dehvil uvist. Hans stemme var kontrolleret, men raseriet nedunder var elektrisk.

Ahngel vendte sig om og kiggede undrende hen på Dehvil som lige sagt havde råbt efter ham. Han lagde tænkende hovedet på skrå og skævede til den påvirkede kvinde, som nu begyndte at rumstere med sine få spredte egendele og bevæge sig væk. Ahngel fnøs irriteret og kiggede igen på Dehvil.
"Hvad er problemet?" sagde han fast med irritation i stemmen over det flygtende offer. Han forholdt sig dog stadig rank og rolig.

Dehvil gengædlte Ahngels blik. Han gik fortsat stille imod ham.
"Jeg mindedes absolut at du var fra en fin familie" begyndte Dehvil. Han havde åbenbart fejlbedømt afstanden mellem dem, for han var tætter på, ind han havde regnet med.
Han snerrede, uden at selv lægge mærke til det.
"Det her er en andens territorium, forstår du?" han så på Ahngel, uden selv at være klare over hvad han sagde. Det funklede i hans hoved, han lavede en underlig beværgelse med hovedet, så det gav et lille lyd fra sig. Han så mod kvinden der var på vej væk, hun var næsten ude af deres rækkevide.
Godt for hende, tænkte Dehvil.

Ahngel lagde kort hovedets på skrå. "Der lever hundredevis af vampyrer heromkring og alle må kunne dele det ligeså. Bild mig ikke ind at der er en alfahan, som er så primitiv at holde stederne for sig selv i stedet for at opbygge på det. Territorier er mere værd end olie er for mennesker." sagde han så og betragtede Dehvil. "Desuden. Siden dette er en forlægger til en gammel fransk by, så ligger det under Mort De Sang området." sagde han med et smil. han. Alfahan over frankrigs og de franske udlæggeres vampyrbestander.
Ahngel kiggede opgovende efter kvinden og kiggede derefter på Dehvil med et overbærende blik. Han lod ikke til at tage den gammeldags udtrykkelse så nært. Han havde drukket her i mange måneder nu og ligeså havde mange andre vampyrer.
"Og.. det der med at være fin afstamning? Alle kan blive træt af blod fra aristrokrater." sagde han bittert. Ingen kunne lide at æde det samme dag ud og dag ind.

"Jamen.." stammede Dehvil. Han så væk fra Ahngel og indstillede sit skarbe syn, så han kunne se de fjerne skikelser. Mon kvinden var væk nu? Hun så ud til at tumle rundt.
Han så derefter udfordrende på Ahngel, uden at sige et eneste ord.

"Jamen?" sagde Ahngel derefter med et lettere opgivende udtryk på Dehvil. han virkede ikke spor provokeret af det, men smilte så stille derefter. "Jamen hvis det ikke ligger i din smag, så kan jeg vel altid byde på noget blod ved min residens." sagde han så og trak på skuldrene. Man havde vel maneer, og hvis Dehvil ikke havde smag for junkieblod, havde han noget aristrokrat i en af lejlighernede, til trods for at det var dødt blod, men det var nu blevet renset så det var ganske ufarligt.

Dehvil gav et lille suk fra sig.
"Forstår du det ikke Ahngel?" sagde han arrigt.
Han lag en hånd på sit hoved, og sukkede igen og igen.

Ahngel rullede kort med øjnene. "Okey jeg giver op. Hvad er det som du prøver at fortælle mig?" sagde han og kiggede nu først lidt irriteret på Dehvil. Måske havde han ikke fanget denne her hentydning, men han skulle ikke komme og pirre til hans logik. Viden var noget af det mest kostbare som han besad.
Han rystede kort på hovedet da deres 'De' barrierre var brudt ned. Nu var det blevet mere personligt åbentbart. Ahngel sukkede opgivende og kiggede på Dehvil med et tænkende blik.

Dehvil snerrede stille.
"Din mad slipper væk" sagde han og pegede på kvinden. Kvinden så imod dem. Hun så ud til at spjætte lidt. Men nu gad Dehvil ikke vente længere. Han sprang af sted på fire ben, uden at anse Ahngel.

Ahngel kiggede undrende på Dehvil med et overbærent smil. Mærkelig type var han ikke? Ahngel blev dog stående og ville ikke lade et spetakel gå ud over maden. Det stresser dem og gør blodet koldt. Han skulede kort til Dehvil. Kunne han overhovedet håndtere at drikke junkieblod? Mange vampyrer ville rent ud sagt gå i gulvet af det. Ahngel lod kort en hånd stryge igennem sit mørke hår inden han tænkte tilbage til ahns sidste rus af junkieblod. Han gøs kort.

Kvinden fór afsted, med Dehvil der var lang hurtigere ind hende.
Han væltede hende om på siden, mens han nærmede sig hendes hals. Hans øjne dirrede, og en lille hæs og grim grin kom frem. Kvinden skreg, af lidelse da han satte tænderne i hendes hals.

Ahngel rystede på hovedet da han hørte skriget. Hvor larmende. han trak på skuldrene og så sig om for at finde et offer ligeså nu a chancen bød sig. Der. En ung mand. Lidt yngre end hans egen krop, men nok til at være erfaren. Han ligeså havde junkieblod i årene, samt lugt fra adskillige glas absinth. En livsopgiver og lige efter Ahngels smag. Han bevægede sig elegant hen imod ham og stillede sig foran mandens støttende korpus imod en stenvæg. Han betragtede stille junkien, som lod til at kigge åndsfraværet imod Ahngels røde øjne. Lammet. Paralyseret. Sat i trance af de svimlende indfangende røde øjne. Ahngel lagde stille armene omkring manden og lod hans nakke knejse med en elegant bevægelse inden han stak sine lange sylespidse tænder igennem mandens dødelige væv og kød og ramme den varme puls, som begyndte at løbe over i han selv. Ahngel himlede med øjnene i ekstasen og lukkede dem derefter og lyttede til deres to hjerteslag, hvor de ene gik hurtigere, hvorimod det andet døde hen som et ekko.

Dehvil stirrede på kvinden, som lå med åbne øjne. Han læber var fyldt med blod fra hende. Dehvil, trak sig væk fra hende og hans øjne blev smalle. Han var aldrig blev fandt til at tage livet af andre på den måde. Men den anden halvdel, vil vise sig for Ahngel. Den vil så kaldt, slås med ham, uden en grund.
Dehvil sank ned i knæ. Han kunne ikke holde, til lugten af blod.

Ahngel slap sit greb og lod stille personen falde til jorden, hvor der stille blev dannet en blod af det resterende der nu var i ham. Ahngel betragtede sit eget ansigt i blodet. Sin utydelige blodplettede genspejling. Blodet løb roligt ned ad hans hage, men han fjernede det ikke. Ikke endnu. Han drejede stille om og bevægede sig ud af gyden med et tænkende blik. Endelig strøg han sin håndryg imod sine kæber og fjernede blodet, som nu lignede 3 flammer over hans hånd. Ahngel lod sin lange tunge skiltres fra tænderne og slikke det nænsomt af med et nærmest sensuelt udtryk. Han vendte derefter sine nylig opspilende røde, dog rolige øjne efter retningen hvor han sidst havde set sit modstykke forsvinde. Vampyren Dehvil med et navn modsættende hans eget. Han kiggede stille frem for sig inden han stillede sig op ad en mur ikke langt derfra og kiggede tomt ud fra sig.

Dehvil størrede blodet væk fra sig. Hna havde ikke dræbt kvinden, det havde han altså ikke.
Han rejste sig op, og kom til sig selv. Han vil ikke se hjælpeløs ud, nej ikke foran Ahngel.
Slet ikke, han vil ikke!
Dehvil smilte og ligned en der var stolt.

Ahngel stod stadig med et tomt blik forud for sig. Hans lange sorte bølgende hår lod sig tage med af den milde sommervind, som havde lagt sig ind over det rolige område. Ahngel vidste at liget snart ville blive fundet, men han var ir for sig ligeglad ligenu. Han skulle bare have lov til at lade ekstasen fra junieblodet fortage sig inden der skete noget unødvændigt. Den mindste pirren til hans følelser ville sætte stoffet i gang med at påvirke ham og det havde han virkelig ikke brug for lige nu. Ahngel vendte roligt de svømmende røde øjne imod Dehvil da han kom frem.

Dehvil så lige ledes på Ahngel. En lille bise tog hans hår og begyndte at lege med det. Underligt. Dehvil fremkaldte en lille smil. Han havde ikke fået meget blod, så det var han glad for. For tænk hvis han ikke kunne styre sig? Det havde han oplevet før, hvor han bare gik ud af den.
"Jeg takker" sagde Dehvil, til Ahngel.

"For hvad?" sagde Ahngel så med en nærmest søvndyssende stemme i et øjeblik. Han kørte armen om og placerede sit venstre håndled som støtte op ad muren, så hans nakke ikke ville blive bøjet af den hårde facade. Hans røde øjne kiggede stille og spørgende på DehvilHvad takkede han mon for? At Ahngel havde udpeget et offer han kunne bruge eller hvad?
Mærkelig fætter? Ahngel smilte meget kort.

Dehvil smilte kort ved Ahngels tanker men svarede ikke på den.
"For at vække mig" sagde han bare"hun smagte ok, men ingen ting er bedre en engleblod" tilføjede Dehvil og så kort på himmlen.
Nej, sandt nok, ingen ting var bedre en engle blod, i sære en engels.
Dehvil vil ikke rigtig tænke på det, men det vil den anden jeg.

Ordet engleblod skar nærmest igennem Ahngel idet han stille kiggede imod modsatte side. Hans eget blod var korrupt af engleblod. Han var stadigvæk en af de højeste. Fuldblod, eller måske pureblood, som mange udtrykte det, men hans var dog anderledes end sin fars. Korrupt af hans mor. En smule, ikke nok til at det gjorde en forskel, men der var stadig noget. Ahngel rystede på hovedet. "Jeg tvivler på at vi finder nogle engle i dette kvarter." sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå, hvorefter han rettede de blodfarvede øjne hen imod Dehvil igen med et tænkende blik. Vækket ham?