Engle og Dæmoner //Dehvil - Privat//

Dehvil smilte skævt og så på Ahngel. Bodyguard.
"Ahngel, det kan godt være at du ikke er hendes elsker, men tro mig, når jeg siger at I er hinandens våben. Men jeg opgiver ikke min følelser for hende, og Ahngel. Det kan ikke lade sig gøre, jeg kan aldrig holde mine andre følelser væk fra hende. De følelser der vil dræbe hende. Derfor holder jeg mig væk fra hende. Hendes øjne er bange, bange for mig. Selvom jeg ikke vil gøre skade på hende, vil ´det´på et tidspunkt. I har trods alt kendt hinanden i lang tid, mere ind jeg kan tælle. Du er hendes, det kan jeg se. Og du skal ikke modsige mig, for inderst inde ved du at det passer" Dehvil gik baglæns i få skridt. Han bukkede for Ahngel, og så smilende på ham. Nu vidste Dehvil ægte kærlighed, men damn hvor måtte man lyve.
Ahngel havde vundet, som han selv vidste. Ahngel, var måske blivet til en han kunne lærer noget af? En der kunne lærre at håndtegere væsnet. I stedet for at være lige glad, og følge sin egen spor? Han havde jo aldrig haft rigtig venner, eller han har jo haft venner, som prøvede at tage livet af ham..Ahngel og Asma var måske en ny vej?
"Men tænk over, at der snart kommer andre drenge eller piger, som er meget værre" Dehvil havde stadig bukket sin ryg. Han vil ikke vise urespekt for Ahngel. For han havde indset noget stort nu.

Ahngel betragtede stille den tænkende vampyr foran sig. Han var undrende over Dehvils person, selvom han selv havde erfaring med disse sider. Disse tvefoldige meninger og personligheder havde han selv engang haft og et eller andet sted var de stadig inde i ham. Gemt væk sammen med den tid hvor hans sanitet blot var en brise i efterårsvinden og hans krop var domineret af frustration og opgivelse.
"Det faktum er kendt... og forstået." sagde han så og nikkede til Dehvils sidste bemærkning. Han havde åbentbart ikke noget at sige til alle de andre bemærkninger Dehvil var kommet ud med. Betød det mon at han fandt Dehvils ord sandfærdige og oprigtig? I Ahngels røde indsugende blik var det ikke til at læse sig frem til overhovedet. Han nikkede venligt imod Dehvil for at sige at han godtegnede hans buk og de underforståede meddelelser der lå sig i det.. Ahngel kunne lugte det hele som var det sprøjtet fra en fransk parfumeflaske. Dehvils følelser.

Dehvil nikkede smilende og rettede sig op. Han smilte nærmer over Ahngels tanker. Ikke fordi han vil læse dem, men det betød noget for ham. Især det med to personligheder to dele.
"Det er jeg glad for at høre, min ven" sagde Dehvil. Det sidste ord var ikke en løgn. Det var anden gang han sagde ´ven´. Men den her gang føltes rigtig, det var ikke et løgn eller noget hånligt, det kom såkaldt fra ´hjertet´.

At høre ordet 'ven' gjorde at Ahngels ansigt kort skiftedes til noget mere undrende. Sjældent var denne fortolkning brugt om ham. Specielt så tidligt i et kendskab. Han smilede derefter stille.
"Mig en fornøjelse." sagde han derefter og nikkede elegant til Dehvil. På en eller anden måde var Ahngel stadig kritisk over for denne person, men der var nu noget over Dehvil, som han ikke kunne se som hverken en trussel for sig selv eller for Asma..
Indtil videre.. ville han lade det køre som det ville.

Dehvil rakte sin tommelfinger op, med et stort smil.
"Hura, men Ahngel. Jeg har det som om, at jeg kan lærer ting fra dig og Asma" sagde Dehvil så. Retter sagt tænkede højt. Men det her vil ikke vare evigt. Den vil komme tilbage, på et tidspunkt. Han var ikke stærk, altså Dehvil. Dehvil er en´sød´person i forhold til det andet. Men han vil glemme det, bare lidt.

Ahngel kiggede lettere overrasket på Dehvils fuldkomne skift. Hans ændringer var meget merkante i forhold til hvad han selv havde oplevet.. Mon disse indre stemmer også var der? Ahngel skød kort tanken væk og smilede stille til Dehvil.
"Jamen det glæder mig da." sagde han så og nikkede roligt og lagde de røde øjne endnu engang på Dehvil.
"Hvor længe har din personlighed så været sepereret?" sagde han derefter med et tænkende udtryk. Han undlod at sige spaltet, da mange ville tro han mente skitzofreni, hvilket han ikke gjorde.

Dehvil så lidt på Ahngel inden han kastede sit blik ned. Han var ikke tvivl med hvad han vil sige. Han havde såkaldt det hele klar.
"Siden jeg fylgte femten Ahngel" sagde Dehvil, uden at tilføje mere for det. Han huskede tydeligt det hele. Smerten, aret, kvinden, stemmerne.

Ahngel betragtede stille Dehvil. "Ah..." sagde han så med en nærmest hviskende tone.
Derefter var han igen stille i en tid imens hans røde øjne var påsat sig ud igennem mørket. Han hørte kort sirenerne i byen afkroge og trak på skuldrene. Hans blik var fuldkommen ulæseligt lige nu. Ligeså var hans tanker. Prøvede man at læse dem, ville man ikke kunne fange andet end et meget kort billede. Pigge. Pigge af sølv som spiddedes imod ens udødelige hud.
"Jeg beklager meget at det skulle overgå dig." sagde han så med et lettere undskyldende blik til Dehvil, som om Ahngel mærkede skyld derfra.

"Hvad med Dem selv Ahngel?" spurgte Dehvil og så taknmelig på Ahngel fordi han forstod ham. Han så nu på Ahngel. Han prøvede ikke at skjule sit ansigt.
Selvom han ikke var så glad for øjnkontakt.
"Jeg kan se på dig, noget..jeg ved det ikke?"

Ahngel så undrende på Dehvil. "Så.. det er endnu ikke usynligt, huh?" sagde han med en skuffet mine. Han nikkede kort. "Meget rigtigt, ja har jeg været domineret af to sider, men kun den ene har været mig selv.. det to sider er nu væk. Jeg er ikke længere to.. ikke fysisk." sagde han så og kiggede lidt ud i luften. "Nogengange er den der.. men.. det er nu engang bare de to sider af mit sind. Positiv og negativ.. alle har den, men hos mig er den vel bare den del mere omfattende." sagde han så og jog kort sin hånd igennem det mørke hår.
"Men i realiteten er jeg kommer væk fra de to forskellige personligheder. Nu er jeg blot en med to ansigter, i stedet for to med et ansigt."

Dehvil nikkede forstående.
"Ikke så rart at have en stemme i sit indre af og til" sagde Dehvil og rynkede sin pande.
Han forstod Ahngel. Han forstod ham faktisk. Det underlige var, at Ahngel havde det som om. Men Ahngel virkede så rolig og kontroleret. Dehvil gav et lille suk fra sig og lukkede sin øjne.
"Bevars" sagde han, og smilte for sig selv. Ikke et smil som var ægte, men et smil der fortalte, at det ikke var så godt. Han kunne jo ikke nærme sig nogen, uden at sige noget ondt, eller gøre noget ondt. Dehvil løftede sin hvide fingere op til sin pande og åbnede så sine øjne. Nu var han i det mindste til at kende, altså hans venlige ansigt.

Ahngel kiggede på Dehvil og undslap ham et køligt, dog venligt smil. "Der skal nok komme balance i dit sind på et eller andet tidspunkt." sagde han så og nikkede. Han huskede sin egen fortvivlelse over denne blodtørstige fanden i form af han eget navn. Hans fars navn. Han fastede så meget dengang at det endte med at gå ind og skade hans sanitet..
Heldigvis kunne det vel genvindes med simple hjælpemidler.. Ahngel mærkede kort imod sit højre håndled med et tænkende blik, og smilede kort igen.
Mærkelige forvekslede meninger om den tingest.

Dehvil nikkede og holdte sig på nakken.
Han så lidt på Ahngel men rettede derefter blikket imod himmlen igen.
"Du er en meget forstående person, Ahngel" sagde Dehvil lidt tid efter. Han så ikke på Ahngel, men hans blik var stadig rettet imod himmlen.
Ikke fordi der var noget særligt at se, men dog.

"Det er kun fordi jeg selv har den erfaring." sagde han stille og fjernede blikket fra sit jakkeomsluttede håndled og op på Dehvil igen med et tænkende blik.
"Der er mange ting jeg ikke forstår." sagde han så for at sætte lidt i perspektiv. Ja han var meget intelligent rent bogligt og erfarent, men med følelser og lignende var han egentlig ret afskåret med sin viden. Han var god til at læse andres følelser og hjælpe dem igennem, men med hans egne.. tja.. de var et nærmest ligegyldigt begreb.

Dehvil så over mod Ahngel. Han rynkede kort panden, inden der kom et lille skævt smil.
"Det må jeg sige" sagde Dehvil, hans stemme lød forbløffet, og dog.
"Javel ja"